Søren Kierkegaards Skrifter
elektronisk version 1.6
ved Karsten Kynde
ISBN 978-87-993510-2-2
Redaktion Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg
Grafik Karen-Margrethe Österlin
© Søren Kierkegaard Forskningscenteret
København 2012
| KG, s. 378 | fortjent«, saa svarer | · Evigheden » Du har fortjent ....«. |
| KG, s. 48 | besidde den Elskede, da siger | · Evigheden » Du skal elske«, det er, |
| KG, s. 378 | Prøv det blot at sige til | · Evigheden » jeg har fortjent«, saa |
| NB26:95 | egl. det at blive Χsten til | · Evigheden – ak, i Evigheden er det just umuligt |
| NB32:50 | Snyderie her vil blive opdaget i | · Evigheden – altsaa just da naar man skulde |
| NB27:64 | delig Naade.« / / / | · Evigheden – den officielle Χstds Forkyndelse |
| NB30:113 | i Χstd. er Alt lagt an paa | · Evigheden – derfor hele dette Liv Lidelse, |
| NB27:41 | sikkrest giftede sig paa. / / / | · Evigheden – det at vove. / / Saa ofte har det |
| Oi8, s. 353 | m ere evigt uoprettelige, saa | · Evigheden – endnu frygteligere! – langt |
| IC, s. 98 | henrivende Udsigt lige ind i | · Evigheden – Evigheden maa jo dømme som det |
| NB31:51 | rdighed for streng. Han har | · Evigheden – her sees vi igjen. I Tiden bruger |
| SD, s. 143 | stille om Dig, som det er i | · Evigheden – hvad enten Du var Mand eller Qvinde, |
| KG, s. 248 | næren at skjule sig i, som | · Evigheden – hvis Du der skulde staae til Skamme! |
| SD, s. 168 | roducerer ham for 10 Rdlr. i | · Evigheden – men et Selv var han ikke, et Selv |
| NB31:159 | den er Forjættelse for | · Evigheden – men Lidelse i dette Liv. / |
| Not7:38 | ri. / / / Mange Msker frygte for | · Evigheden – naar vi blot kan holde Tiden ud, |
| NB15:122 | ære er en Assurance for | · Evigheden – og derfor er det uklogt at opgive |
| DD:16 | tisk opfattede kun den ene Side af | · Evigheden – Tids Forsvinden ( cfr. Digte fra |
| KG, s. 235 | har sagt, at vi vist engang i | · Evigheden ( ak, forhaabende, at vi ikke selv blive |
| Papir 564 | ere Mskene ved Hjælp af | · Evigheden . Fortræffeligt! / Det andet Forsøg |
| NB31:99 | Andre. / / / Tiden – | · Evigheden / / At tilfredsstille Evigheden det var |
| Papir 564.a | øgne-Peter, der raader for | · Evigheden / Den danske Protestantismes Skyld; / |
| JJ:479 | Ingen Tvangsskole dimitterer til | · Evigheden / Naar et Msk. ikke bliver det, han kan |
| TSA, s. 105 | end er, et Forsvindende, og | · Evigheden afskaffer al jordisk Myndighed. Men nu |
| OTA, s. 230 | er ei heller Skilsmisse, at | · Evigheden afskaffer Forskjellen mellem Mand og Qvinde; |
| IC, s. 218 | Slægtens Udvikling. Da er | · Evigheden afskaffet, og Skuepladsen for Alts Fuldendelse |
| Oi8 | min Ven, kun Dig selv bedrager Du, | · Evigheden aldrig; Følgen bliver, at Du evigt Intet |
| CT, s. 217 | igheden snarere ud, som havde | · Evigheden allerede givet Kjøb; den giver altsaa |
| NB4:67 | jeg ikke havde det med Troen paa | · Evigheden anderledes paa rede Haand: ja saa var jeg |
| OTA, s. 357 | ad er vel det, at dannes for | · Evigheden Andet! Medens Afgudsdyrkeren, hans Afgud |
| SLV, s. 355 | agens Stilling i Tiden. Hvad | · Evigheden angaaer, da er det mit Haab, at vi der |
| Oi9, s. 381 | ten med een Cavaleer; og hvad | · Evigheden angaaer, er det jo ret hensigtsmæssigt, |
| KG, s. 363 | rdig, det vil naturligviis | · Evigheden ansee for noget Lastværdigt og Strafværdigt. |
| IC, s. 241 | Overeenskomst, saa vil jeg i | · Evigheden antage Din Lære – men her i denne |
| NB31:55 | vil strande i Timeligheden, men | · Evigheden antager Dig. / Anm / thi Primitivitet er: |
| Oi4, s. 219 | en Haandevending det Hele med | · Evigheden arrangeret, for saa rigtigt at kunne komme |
| DRT, s. 165 | Christendom er, forbeholdende | · Evigheden at dømme os; Præsten er jo ved Ed |
| CT, s. 148 | Evigheden til Hjælp for i | · Evigheden at faae det Timelige igjen saaledes som |
| NB15:122 | orlige Sag at assurere for | · Evigheden at gjøre, og altsaa let kunde see for |
| Papir 589 | r om ved falske Sedler paa | · Evigheden at narre en heel Samtid et heelt Liv igjennem, |
| KG, s. 38 | anden for evig, istedenfor ved | · Evigheden at tilsværge hinanden Kjerlighed. Evigheden |
| KG, s. 305 | han gyser ved Tanken om, at | · Evigheden atter skal rumme dem begge. Men den Kjerlige |
| EE2, s. 137 | er Tiden. Men nu kommer ikke | · Evigheden bag efter som for Ridderen; men han har |
| AE, s. 517 | anentsens sidste Fodfæste, | · Evigheden bag ved, og existere bestedt i Existentsens |
| AE | d af at tage Existentsen tilbage i | · Evigheden bag ved. / Religieusiteten B er afsondrende, |
| BA, s. 451 | r, saaledes tilintetgjøres | · Evigheden bedst ved lutter Øieblikke. Men hvorfor |
| SLV, s. 362 | r Dommen færdig førend | · Evigheden begynder, og Evigheden kun dens Execution? |
| BA, s. 390 | ne Tid. Skal derimod Tiden og | · Evigheden berøre hinanden, da maa det være |
| BA, s. 392 | int Tvetydige, hvori Tiden og | · Evigheden berøre hinanden, og hermed er Begrebet |
| NB17:43 | ætning er egl. den, at det om | · Evigheden beskæftiger et Msk. absolut. For denne |
| BA, s. 392 | ndig afskærer Evigheden og | · Evigheden bestandig gjennemtrænger Tiden. Først |
| CT, s. 152 | t Evige seiret i Dig, saa har | · Evigheden besøgt Dig, saa er det Dig evig vist, |
| Oi4, s. 216 | hed ( men saa rigtignok ogsaa | · Evigheden betrygget), medens det vi kalde Christendom |
| Oi4, s. 216 | gtignok ingen anden Sikkerhed | · Evigheden betræffende end Præstens) – |
| NB27:77 | ehøver denne Beroligelse | · Evigheden betræffende for ret at nyde dette Liv, |
| NB35:18 | d. Beroligelse, Beroligelse | · Evigheden betræffende, for at vi desto bedre kunne |
| OTA, s. 292 | , som Fuglen ikke aner: idet | · Evigheden blev til for ham blev ogsaa den Dag imorgen |
| NB31:84.a | men for Den, for hvem | · Evigheden blev til, er den saa igjen den mindste |
| Papir 542 | ! / Og nu – nu er det med | · Evigheden blevet en Phantasie, Digterne sidde og |
| NB20:14 | i Alle, at am Ende ɔ: i | · Evigheden blive alle væsentligen lige salige. |
| NB16:99 | gteligt, thi just det vil i | · Evigheden blive deres Dom at de privat vidste det |
| NB4:31 | nder jeg leve med engang i | · Evigheden blive Enkelte, naar der er Stilhed omkring |
| NB:66 | e er i Sandhed Alvor, saa maa | · Evigheden blive lutter Commerce. Thi i Evigheden |
| CT, s. 166 | igjen er det Gamle. Nei, naar | · Evigheden bliver hentet til den Syge, da helbreder |
| CT, s. 166 | t kan Lægen ikke. Men naar | · Evigheden bliver hentet, saa kastes Krykkerne bort, |
| EE1, s. 285 | ver man færdig med Tiden, | · Evigheden bliver man nok færdig med. Naar derfor |
| NB26:25 | , i denne Lidelse er det at | · Evigheden bliver til for mig. Saasnart Evigheden |
| KG, s. 28 | ne Sag betræffende, da skal | · Evigheden blot foreholde ham det korte Lovens Ord |
| CT, s. 46 | n Leeg Intet see – fordi | · Evigheden blænder ham, han kan ikke see ved dette |
| NB29:14 | e. Man tager væsentligen | · Evigheden bort – saa søger man at bringe |
| NB33:47 | a vel egl. al anden Forskjel kan | · Evigheden borttage. Men een Forskjel mell Msk og |
| Papir 553 | thi i Χsthed er endog | · Evigheden brugt til at berolige og give Lyst til |
| AE, s. 339 | orfærdeligste Examen, hvor | · Evigheden censurerer, kan et Barn paa fjorten Dage |
| SLV, s. 363 | min Vildfarelse. / Men taler | · Evigheden da saa letsindigt om Skylden? Tiden gjør |
| SD, s. 235 | e, dersom det først var i | · Evigheden de skulle blive Enkelte. Men de vare og |
| NB20:63 | el igjennem Timeligheden – | · Evigheden den kan man sagtens komme ud af det med. |
| OTA, s. 232 | t splitte Mængden ad; men | · Evigheden den kan, Evigheden griber hver især |
| AE, s. 358 | mmeligste af alle Væsener, | · Evigheden den længste og kjedsommeligste af alle |
| KG, s. 308 | for hans Kjerlighed er | · Evigheden den rette Aarstid. Naar han døer, saa |
| NB5:40 | nts sig saa modsigende ud. / O, i | · Evigheden der vil, Gud være lovet, være Tid |
| NB27:64 | Lidelse – men saa er | · Evigheden der. Deri er Χstd. forskjellig fra |
| NB31:84.a | yre stort Skib. Til Farten paa | · Evigheden derimod bruges kun nogle ganske smaae Baade, |
| BA, s. 453 | distinguere inter et inter. I | · Evigheden derimod er al Modsigelse hævet, Timeligheden |
| OTA, s. 246 | alvorlige høres een Gang. | · Evigheden derimod kan fortræffeligt skille ad |
| KG, s. 322 | engang ikke tale anderledes. | · Evigheden derimod siger: der er kun een Fare, den, |
| OTA, s. 231 | r jo altid den Stærkeste. | · Evigheden derimod tæller ikke, den Enkelte er |
| CT, s. 166 | hvad de da gjøre slet nok. | · Evigheden derimod, naar den trøster, saa gjør |
| NB30:50 | er Billioner: saa blæser | · Evigheden det bort, lettere end Veiret Blomsterstøv. |
| Sa, s. 174 | det, beroliget ved, at det med | · Evigheden det er afgjort, afgjort just for at vi |
| NB33:37 | rfor har noget Beroligende. | · Evigheden det er jo som en anden Verdensdeel – |
| NB11:105 | en, nei umuligt, det er jo | · Evigheden det meest Fremmede; men at have fornegtet |
| NB30:50 | Feiltagelse. Tallet er for | · Evigheden det uendelig Ligegyldige eller rettere |
| NB31:99 | heden / / At tilfredsstille | · Evigheden det var Opgaven, med den blev Msk. sendt |
| CT, s. 145 | er det igjen. Naar saa er, er | · Evigheden Dig ganske nær. Hvor nær den er Dig |
| NB2:247 | es det fra Evigheden og til | · Evigheden Dragende. / Han er ophøiet – det |
| AE, s. 147 | r er ikke noget for ham; selv | · Evigheden drapperer man med systematisk Oversigt |
| SLV, s. 32 | tunden staaer Tiden stille og | · Evigheden dvæler. – Saaledes ankom de i |
| NB31:25 | omme til at lide – og | · Evigheden dømmer Hver om han lidende har forholdt |
| AE, s. 485 | tredie Gang paa Livstid, men | · Evigheden dømmer strax første Gang for evigt; |
| NB31:25 | ved virkelig at lide og at | · Evigheden dømmer, om man virkelig har lidt for |
| NB31:158 | en hører det at lide – | · Evigheden dømmer. / Msk-Slægtens Klogskab har |
| CT, s. 216 | il at gjøre den, Du skal i | · Evigheden dømmes, om Du i Jordelivet har gjort |
| NB2:128 | salige. Saaledes er det Evige og | · Evigheden eengang for alle betrygget. Det gjelder |
| NB27:84 | ge, i ethvert Fald engang i | · Evigheden efter at have udholdt alle Lidelserne – |
| NB32:119 | r gaaet i Graven, saa seer | · Evigheden efter, hvor mange der vare i den, som toge |
| Papir 553 | er blot et Første, hele | · Evigheden en Stræben ɔ: vi spilde dette Liv, |
| OTA, s. 171 | gheden, thi ellers maatte jo | · Evigheden endnu bedre gjøre den aabenbar. En Falskner |
| Oi8, s. 355 | en saa uhyre lang Tid, at vel | · Evigheden endog bliver noget ganske Kort i Sammenligning |
| TSA, s. 81 | igevel. Om det maaskee, naar | · Evigheden engang dømmer dem imellem, bliver Frifindelse |
| NB32:52 | aade af Verden det Hele med | · Evigheden engang for alle afgjort – og nu har |
| OTA, s. 403 | dsom tung – ak, naar | · Evigheden engang veier ham, skal den vel finde ham |
| CT, s. 216 | v skille Menneskene sig ad, i | · Evigheden er Adskillelsen. / Men hvor kan det Evige |
| NB26:25 | t til ene at trøstes ved | · Evigheden er at være blevet Aand, men at blive |
| BA, note | tantin Constantius har sagt, at | · Evigheden er den sande Gjentagelse. / Det er derfor |
| BA, note | bsurde, og det hedder p. 142, at | · Evigheden er den sande Gjentagelse. Alt dette har |
| OTA, s. 228 | ad er det Andet end at der i | · Evigheden er den uendelige Stilhed, i hvilken Samvittigheden |
| SD, s. 217 | de, at være Aand paa. Dog | · Evigheden er den væsentlige Continueerlighed, |
| CT, s. 217 | er i Evigheden, eller ikke, i | · Evigheden er den. Og det er ikke med Evigheden som |
| OTA, s. 142 | igere end Jorden og Verden, i | · Evigheden er der henlagt en Ærens Krone for hver |
| NB:66 | blive lutter Commerce. Thi i | · Evigheden er der hverken Avancement ell. Befordring, |
| OTA, s. 246 | ing, spørges derom. Thi i | · Evigheden er der ikke den fjerneste Tanke om noget |
| OTA, s. 246 | vorlige Spørgsmaal. Thi i | · Evigheden er der ikke den fjerneste Tanke om noget |
| CT, s. 148 | en ikke give Dig ham igjen. I | · Evigheden er der ingen den verdslige Æres Pomp |
| OTA, s. 245 | d en maadelig Trøst, og i | · Evigheden er der intet fælles Skibbrud. I Evigheden |
| NB22:90 | dog Benaadning mulig. Men i | · Evigheden er der intet Tidens Løb. Blot to Venner |
| KG, s. 262 | Feil, at vorde salig. Nei, i | · Evigheden er der kun een Feiltagelse: at vorde, med |
| KG, s. 309 | er, og derfor uden Uro, thi i | · Evigheden er der Tid nok. / Naar en Kjerlighedens |
| SLV, s. 320 | see til sig selv i Livet, i | · Evigheden er der Tid til at see, hvad Gud bragte |
| OTA, s. 233 | forfærdeligste Ansvar. I | · Evigheden er der Værelser nok, der er netop eet |
| KG, s. 38 | sværge hinanden Kjerlighed. | · Evigheden er det Høiere; skal man sværge, da |
| KG, s. 323 | være saa haardnakket, som | · Evigheden er det i Forhold til sin Tanke, ingen Tænker |
| OTA, s. 192 | eden vides Sligt ikke, men i | · Evigheden er det ikke glemt, at Du unddrog Dig! – |
| NB26:95 | sten til Evigheden – ak, i | · Evigheden er det just umuligt at blive Christen, |
| OTA, s. 228 | ad er det Andet end at der i | · Evigheden er det uendelige Rum, saa Enhver er som |
| CT, s. 216 | ghed, nøieregnende som kun | · Evigheden er det, med en Ophøiethed, der maatte |
| KG, s. 323 | b og tænke hans Tanke, som | · Evigheden er det, thi siger den: bliv kun, vi tales |
| KG, s. 248 | em Æren har Ære af, som | · Evigheden er det; veed Du nogen festlig Sal, var |
| OTA, s. 230 | elv som om Trediemand. Men i | · Evigheden er Du en Enkelt, og Samvittigheden, naar |
| NB8:23 | older mig overbeviist om, at | · Evigheden er for alvorlig til at man der vil lee, |
| Oi5, s. 228 | faaet vendt saaledes, at just | · Evigheden er for ret at give os Smag paa og Lyst |
| CT, s. 145 | igheden lidt nærmere; naar | · Evigheden er ganske nær, saa er Glæden ganske. |
| AE, s. 192 | Existentsen erindrende ind i | · Evigheden er gjort umulig: da med Sandheden imod |
| Papir 462 | . Eller troer Du, at det i | · Evigheden er glemt, hvad Christus leed. Og saaledes |
| NB5:54 | n og Troens Gjenstand. Først i | · Evigheden er han i sin Herlighed. Her paa Jorden |
| NB:184 | rst da er et Msk paa Dybet, naar | · Evigheden er hans eneste Medhold. Der er ofte et |
| Papir 340:16 | ge Dig selv – thi | · Evigheden er hverken hurtig eller pludselig. Derimod, |
| KG, s. 316 | tand paa Penge, saa lidet som | · Evigheden er i Pengeforlegenhed, eller har, efter |
| OTA, s. 360 | se danner for Evigheden; thi | · Evigheden er i Troen, men Troen er i Lydigheden, |
| Papir 462 | r forsikkre, at » i | · Evigheden er idel Fryd og Glæde« |
| NB33:3 | sig derfor væsentlig til Snak; | · Evigheden er idel Hasten, det Intensive, forholder |
| OTA, s. 230 | ndes Deel af Ansvaret, thi i | · Evigheden er ikke een eneste Forvikling, som kunde |
| TTL, s. 420 | Dag af Øieblikkets Blomst. | · Evigheden er ikke her færdig med Tiden, men Pagten |
| NB22:90.e | lig. Du farer heden – og | · Evigheden er ikke Skyggernes Land – men Klarhedens, |
| OTA, s. 240 | ligesaa vigtigt som Maalet. | · Evigheden er ikke timeligen nysgjerrig og utaalmodig |
| IC, s. 206 | thi en triumpherende Kirke i | · Evigheden er jo aldeles i sin Orden, svarende til |
| NB7:55 | v her ere de Ældste ( thi | · Evigheden er jo ikke synlig iblandt os som en Fader |
| Papir 528 | blive alle saadan eens salige, | · Evigheden er just Nivellementet mener man. / |
| NB12:40 | rsvindende i Verden. / Og i | · Evigheden er Lidelser Maalestokken. / M. er en snurrig |
| NB9:48 | mere og mere derimod. Men i | · Evigheden er man ikke under Tidens Succession, og |
| KG, s. 92 | op for Evighedens Skueplads; | · Evigheden er nemlig ingen Skueplads, den er Sandheden), |
| CT, s. 110 | ig til Mere end den ene Gang. | · Evigheden er nemlig Modsætningen; den er ikke |
| Oi4 | erden nogensinde har seet. Det med | · Evigheden er og bliver den sindrigste af alle Opfindelser, |
| NB32:74 | at klage derover; thi naar | · Evigheden er paa Spil – ind i Evigheden lyve |
| Oi8, s. 359 | r saa frygtelig let gjort, at | · Evigheden er saa alvorlig, at man maa sige, det der |
| OTA, s. 174 | iden og Travlheden troer, at | · Evigheden er saa langt borte; og dog har aldrig nogensinde |
| OTA, s. 228 | ved Stemmefleerheden. Men i | · Evigheden er Samvittigheden den eneste Stemme som |
| IC, s. 182 | idelse, Fornedrelse, først | · Evigheden er Seier, Ophøielse. Det er altsaa ikke |
| NB30:50 | alt hvad der er Masse, blot | · Evigheden er sig selv er den eo ipso afspærrende |
| AE, s. 284 | skal være sig det bevidst. | · Evigheden er som hiin bevingede Ganger uendelig hurtig, |
| NB32:42 | spæde Smaa-Christne, det med | · Evigheden er strax i Rigtighed, man kan ret have |
| NB2:18 | ben nærer Tvivlen. Kun Gud og | · Evigheden er stærk nok til at magte Tvivlen ( |
| NB5:61 | bort fra alt Dette. O, hvis der i | · Evigheden er Tid til og Plads for Spøg jeg er |
| EE:78 | fare heleVerden. / d. 21 Mai 39. / | · Evigheden er Tidens Fylde ( dette Ord ogsaa taget |
| CT, s. 145 | ed i Tegningen. I Forhold til | · Evigheden er Vanskeligheden den omvendte: Evigheden |
| KG, s. 252 | t lille Stykke for ad Gangen. | · Evigheden er ved det Mulige bestandigt nær nok |
| OTA, s. 400 | og Evighed. Timeligheden og | · Evigheden er, aandelig forstaaet, Størrelserne, |
| AE, s. 415 | gekaldelse, hvilket rigtignok | · Evigheden er, men den Spekulerende rigtignok ikke |
| OTA, s. 142 | n, den sande Forandring, naar | · Evigheden er: Han, den meget Ærede, mon Ærens |
| NB20:44 | estillingen om, hvilken Salighed | · Evigheden er; havde Du denne Contra-Vægt saa vilde |
| OTA, s. 172 | ere ikke ganske det Samme. I | · Evigheden ere de det, men ikke i Tiden. Og de maae |
| KG, s. 14 | og netop fordi Timeligheden og | · Evigheden ere ueensartede, derfor kan Kjerligheden |
| EE1, s. 56 | er Tiden ikke vil glemme, da | · Evigheden erindrer dem. Og skjøndt det, naar man |
| OTA, s. 233 | l være i Enhver, der er i | · Evigheden et eensomt Fængsel eller Salighedens |
| KG, s. 252 | en. Saaledes lokker og drager | · Evigheden et Menneske i Muligheden fra Vuggen til |
| NB6:59 | til. Sandeligen det bliver i | · Evigheden et uhyre Ansvar at have levet saaledes, |
| OTA, s. 360 | n er Troen Troen, i Troen er | · Evigheden Evigheden. / / / / IV / Naar vi høre |
| NB17:90 | abe en Verden, over hvilken | · Evigheden evigt forundrer sig, dens Viisdom og Storhed |
| CT, s. 111 | estykke er een Gang een, naar | · Evigheden faaer Lov at raade. Nu er saa een Dag i |
| Papir 589 | blindelse, hans Sedler paa | · Evigheden falske Anvisninger; thi saa er egl. 4 ß |
| NB19:11 | og jeg har længtes efter | · Evigheden for at takke Gud uafbrudt. / En yndig Pige, |
| NB6:38 | en Synder, der længes efter | · Evigheden for at takke Ham og Hans Kjerlighed. / |
| AE, s. 279 | kommende, og Evigheden kun er | · Evigheden for den Evige, der ikke vorder? Man spørge |
| NB22:156 | nok for Dig, og saa har Du | · Evigheden for Dig. / Mynsters Prædiken idag. / |
| TS, s. 101 | elbreder ikke ved Hjælp af | · Evigheden for ethvert stakket lille Ildebefindende |
| NB32:83 | ae Straffen. Men Gud har jo | · Evigheden for sig. Og saa gjælder det: det at |
| TTL, s. 401 | visere, der besveg Aarene og | · Evigheden for sin Ret, hvis høieste Viisdom var |
| Oi8 | n havde jo havt det i sin Magt; og | · Evigheden forandrer man ikke, Evigheden, hvilken |
| AE, s. 210 | Tiden er forundt, og først | · Evigheden Forandringen. Men Spekulanten bærer |
| NB4:53 | lægges et Msk til Last er det | · Evigheden fordrer af ham og Evigheden vil paaskjønne. |
| OTA, s. 228 | Regnskab som Enkelt, det er, | · Evigheden fordrer af ham, at han skal have levet |
| CT, s. 159 | for den Lidende, den Lov, som | · Evigheden foreskriver, den Betingelse, som Evigheden |
| OTA, s. 172 | fængelig, den anden tager | · Evigheden forfængeligt. / 4) Endeligen skulde |
| AE, s. 280 | elige Afgjørelse, der hvor | · Evigheden forholder sig som Tilkommelse til den Vordende, |
| NB36:25 | tage dem med o: s: v: o: s: v: / | · Evigheden forpligter paa Idealerne aldeles ligesom |
| KG, s. 262 | restilling om Ære og Skam; | · Evigheden forstaaer end ikke, den udsondrer fra sig |
| KG, s. 325 | ee, hvad Barmhjertighed er. / | · Evigheden forstaaer sig ene paa Barmhjertigheden; |
| TSA, s. 104 | pbygges ved den Vished, at i | · Evigheden forsvinde Differentserne, den der udmærker |
| NB28:15 | ommet i mig: vil jeg ikke i | · Evigheden fortryde det, er det ikke for lidt, er |
| CT, s. 161 | det Omvendte af Timeligheden. | · Evigheden forudsætter nemlig, at det naturlige |
| 2T44, s. 202 | ligst begynder Striden, naar | · Evigheden forvandler sig til et Øieblik, og dette |
| KG, s. 306 | Kan ikke Tiden, saa skal dog | · Evigheden fravriste den Anden Hadet, aabne hans Øie |
| EE2, s. 221 | am, han er ligesom kommen til | · Evigheden før Tiden. Han hensynker i Contemplation, |
| AE, s. 422 | le, thi Søndags-Udsigter i | · Evigheden føre kun til Vind. Det forstaaer sig, |
| CT, s. 162 | derhen.« Det er dette | · Evigheden først og fremmest vil, den vil gjøre |
| SD, s. 234 | saa slutter man: det vil i | · Evigheden gaae accurat ligesaa. Lader os derfor blot |
| NB7:31 | vil der vistnok over Ingen i | · Evigheden gaae saa streng en Dom som over disse Levebrøds-Præster. |
| OTA, s. 246 | taabelige Spørgsmaal skal | · Evigheden ganske fritage mig for. I Timeligheden |
| CT, s. 145 | paa at faae det igjen. Men er | · Evigheden ganske nær hos Dig, saa faaer Du vel |
| CT, s. 204 | et som en Afdød, rolig som | · Evigheden gientager han » naar«. / |
| CT, s. 148 | Men siger Du maaskee: vil da | · Evigheden give mig det Tabte igjen ganske saaledes |
| CT, s. 149 | Du vinder en forklaret. Thi | · Evigheden giver Dig ikke det tabte Timelige igjen |
| OTA, s. 131 | id til at forberede sig; idet | · Evigheden giver efter, ikke for at opgive Fordringen, |
| KG, s. 14 | lev bedraget af Livet, ham kan | · Evigheden gjemme rigelig Erstatning for; men den |
| IC, s. 170 | , til hvis Navns Lov og Priis | · Evigheden gjenlyder og atter evigt skal gjenlyde; |
| NB20:129 | Undergang i denne Verden. Men i | · Evigheden gjælder det, at det at ville tjene to |
| OTA, s. 243 | rger til Dit Befindende, men | · Evigheden gjør Dig ansvarlig for Din Tilstand), |
| OTA, s. 159 | e udfylde med sin Talen, men | · Evigheden gjør hans Handlens Væsen aabenbar. |
| BA, s. 452 | den er der. Men Angesten for | · Evigheden gjør Øieblikket til en Abstraktion. |
| CT, s. 159 | eskriver, den Betingelse, som | · Evigheden gjør, til hvilken alle Forjættelser |
| NB8:103 | kriften siger: at et Msk. skal i | · Evigheden gjøre Gud Regnskab for hvert utilbørligt |
| SD, s. 137 | ykkedes ham. Og saaledes maa | · Evigheden gjøre, fordi det at have et Selv, at |
| OTA, s. 232 | n ad; men Evigheden den kan, | · Evigheden griber hver især med Samvittighedens |
| OTA, s. 217 | t Tiden ihjel: at saa staaer | · Evigheden ham aaben. Ak, nei, ogsaa den væsentligen |
| OTA, s. 232 | dømmer, thi da sætter | · Evigheden ham afsides med Samvittigheden der, hvor |
| CT, s. 152 | det tabte Timelige, saa er jo | · Evigheden ham ganske nær. Og naar saa er, saa |
| CT, s. 151 | t Evige i den Tabende: saa er | · Evigheden ham jo ganske nær. Og det var jo det |
| CT, s. 267 | er erindret ham, og vorder i | · Evigheden hans Erindring. – Saaledes nu med |
| SLV, s. 281 | men en spatieret Timelighed. | · Evigheden har da dvælet hos hende, trøstet |
| Oi5, s. 228 | med Evigheden; men dette med | · Evigheden har den officielle Christendom faaet vendt |
| KG, s. 315 | melighedens Sandsebedrag. Thi | · Evigheden har det skarpeste Øie for og den meest |
| SD, s. 187 | il høre om, hvad Trøst | · Evigheden har for ham, saa vil en saadan Fortvivlet |
| AE, s. 512 | ge der existeres, og først | · Evigheden har Forklaringen, uden at det derfor bliver |
| NB4:31 | er Stilhed omkring dem, naar | · Evigheden har fritaget dem fra Næringssorger og |
| CT, s. 267 | saa ikke erindrer det: Gud og | · Evigheden har ikke glemt det, det er erindret ham, |
| KG, s. 262 | til Skamme? I Evigheden! Nei, | · Evigheden har jo Evighedens Forestilling om Ære |
| OTA, s. 400 | t var ham saa indlysende, at | · Evigheden har Overvægten, ja ikke blot var det |
| KG, s. 95 | hvilken uhyre Fordring Gud og | · Evigheden har paa En selv. Den, som vil annamme denne |
| NB31:158 | indtil Msket lærer, at naar | · Evigheden har sat det saaledes sammen at til at være |
| OTA, s. 217 | væsentligen Lidende; naar | · Evigheden helbreder, da bliver vel Ønsket ved |
| AE, s. 334 | naar det ikke er døbt. Og | · Evigheden hisset og Dommens høitidelige Alvor |
| CT, s. 112 | ndeholdt i dette ene Ord: lad | · Evigheden hjælpe Dig til kun at lide een Gang. |
| OTA, s. 358 | t til en Skolegang. Men skal | · Evigheden holde Skole, saa maa det jo ogsaa blive |
| KG, s. 302 | nu er Alt i sin Orden, nu kan | · Evigheden holde Tugt og Orden, nu skal den i og ved |
| KG, s. 323 | aa Død paa begge Sider. Og | · Evigheden holder det urokkeligt fast, at Barmhjertigheden |
| SD, s. 235 | rst ret tydeligt, naar det i | · Evigheden holdes op for Lyset, medens Evigheden reviderer |
| OTA, s. 237 | ar sand Hæderlighed. O, i | · Evigheden hvor han er, der ere alle smaalige Forskjelligheder |
| OTA, s. 198 | selv og Menneskene, men naar | · Evigheden hører efter, lytter for at opdage om |
| KG, s. 262 | rlig, ved at haabe Alt; thi i | · Evigheden høres ikke Spotterens Raab, endnu mindre |
| KG, s. 247 | ordiske Liv er Sædens Tid, | · Evigheden Høstens. Naar Øieblikket, just fordi |
| OTA, s. 403 | vare forskjellige; eller kan | · Evigheden i al Evighed have nogen anden Forskjel |
| Papir 564 | gjere over Mskene, at have | · Evigheden i Baghaanden, saa det Borgerlige og det |
| 3T44, s. 262 | de ikke, at » de hang | · Evigheden i en Spindelvæv;« de mærkede |
| OTA, s. 174 | Spillendes Forvandling, som | · Evigheden i Forhold til Tiden har Alt i Beredskab, |
| KG, s. 316 | ns Opfindelse at tænke sig | · Evigheden i Pengeforlegenhed: o, men lad os saa græde |
| KG, s. 18 | sig selv Bevægelse, og har | · Evigheden i sig. Som den stille Søe, hvor roligt |
| EE2, s. 290 | den, eller fordi hun mere har | · Evigheden i sig? – Svar Du, Du er jo et philosophisk |
| EE2, s. 137 | or Ridderen; men han har havt | · Evigheden i Tiden, bevaret Evigheden i Tiden. Han |
| EE2, s. 137 | vt Evigheden i Tiden, bevaret | · Evigheden i Tiden. Han først har derfor seiret |
| OTA, s. 187 | ke vil gjøre Alt, da seer | · Evigheden i Vrede til ham. Og skulde det nogensinde, |
| NB7:72 | at mangle lidt i Tiden, end hele | · Evigheden igjennem at sidde paa en Throne, hvor den |
| Oi8, s. 355 | nde have at leve, end at hele | · Evigheden igjennem den Ædelsteen skulde mangle. |
| NB33:47 | een Forskjel mell Msk og Msk kan | · Evigheden ikke borttage: Evighedens Forskjel – |
| LA, s. 96 | eengang og selv alle Sjele i | · Evigheden ikke ere saa talrige som Publikum, og dog |
| AE, s. 279 | kke er et aut – aut? Om | · Evigheden ikke for en Existerende er – ikke |
| KG, s. 323 | n om sine Bedrifter: mere vil | · Evigheden ikke forstaae af, hvad den Rige taler om |
| 2T44, s. 216 | tte i et eneste Ord, hvilket | · Evigheden ikke forstaaer og ikke kjender. Ordet bliver |
| CT, s. 148 | rde en Forklaret: ja, saa kan | · Evigheden ikke give Dig ham igjen. I Evigheden er |
| CT, s. 148 | æret – ja, dette kan | · Evigheden ikke give Dig igjen! Dersom det var Din |
| SLV, s. 107 | ders Gnidsel; thi Den, der i | · Evigheden ikke har Bryllupsklædningen, han stødes |
| OTA, s. 204 | , gaaer Ønsket ud, da kan | · Evigheden ikke helbrede, da har jo Timeligheden forqvaklet |
| OTA, s. 206 | rge; ikke De, hvis Taarer | · Evigheden ikke kan aftørre, thi som et gammelt |
| OTA, s. 171 | n derved, at Timeligheden og | · Evigheden ikke kan fordrages i det samme Menneske. |
| EE:185 | itus og dernæst Evighed kun at | · Evigheden ikke maa tænkes blot som et denominativ |
| OTA, s. 246 | e syntes gunstige: da skulde | · Evigheden ikke nysgjerrigt indlade sig i Vidtløftighed |
| OTA, s. 230 | vighedens Lov, og der skal i | · Evigheden ikke spørges, om det var Din Hustrue, |
| OTA, s. 187 | glemme, at i den Forstand er | · Evigheden ikke tilfals, at den holder sig for god |
| OTA, s. 360 | oen ikke udenfor Lydigheden, | · Evigheden ikke uden for Troen. I Lidelsen er Lydigheden |
| NB26:83 | – og saaledes gaae vi | · Evigheden imøde, hvor Afgjørelsen er: forholdt |
| NB14:44.h.a | bevarende hende Historien og | · Evigheden imøde. / At forkynde Loven er forfærdeligt; |
| NB27:13 | og paa den Maade gaaer jeg | · Evigheden imøde. / Det msklige ligger i, hele |
| NB29:14 | dog alligevel et Regnskab i | · Evigheden imøde. / Her er det: den høieste |
| SLV, s. 271 | elt hos Scribe. Man tænke | · Evigheden ind i en saadan Forvirring, man tænke |
| BA, s. 452 | nfor Tiden. / c) Man bøier | · Evigheden ind i Tiden for Phantasien. Saaledes opfattet |
| SLV, s. 299 | t ikke Dag fra Dag suger ham | · Evigheden ind i Timelighedens Beslutning. Ethvert |
| NB8:75 | ed Menigheden er en Arrangeren af | · Evigheden indenfor Timeligheden. Man seer det strax |
| KG, s. 258 | ge, den sande Kjerlige, fordi | · Evigheden indestaaer ham derfor, men han haaber, |
| KG, s. 258 | hvilken Glæde for ham, at | · Evigheden indestaaer ham for, at der altid er Haab. |
| KG, s. 262 | r den Kjerlige. Og der skal i | · Evigheden ingen travl Snakken høres om, at han |
| OTA, s. 228 | in Samvittighed, fordi der i | · Evigheden ingen Trængsel er, ingen Mængde, |
| OTA, s. 174 | gnende eller ikke. Og dog er | · Evigheden jo ikke som en ny Verden, saa Den, der |
| NB9:48 | ristes til at sige, at man i | · Evigheden jo just af den Grund ikke kom Gud nærmere, |
| OTA, s. 230 | Din Hustrue, men derfor vil | · Evigheden jo ogsaa spørge hende som Enkelt om |
| Papir 553 | Ro. / Saa anbringer Χstd. | · Evigheden just som den intensiveste Uro, for at frelse |
| TS, s. 101 | aar Sygdommen er saaledes, at | · Evigheden kan anbringes, er dertil, det er, Du maa |
| KG, s. 93 | den naaet sit Høieste. Som | · Evigheden kan den ikke være; men denne forventningsfulde |
| NB14:46 | dder Timeligheden jo derfor. / I | · Evigheden kan der egl. ikke være Tale om Naade. |
| NB36:30 | paa et andet Sted: Evigheden; og | · Evigheden kan Docenterne ikke narre. At docere er |
| OTA, s. 358 | r lært i denne Skole! Kun | · Evigheden kan forsvare for sig selv og for den Lærende, |
| AE, s. 206 | ns Inderlighed; sæt at kun | · Evigheden kan give den evige Vished, Existentsen |
| KG, s. 14 | at være i den; men i | · Evigheden kan han ikke undvære Kjerlighed, og |
| BA, s. 452 | er Drøm eller Virkelighed, | · Evigheden kiger veemodig, tankedrømmende, skjelmsk |
| CT, s. 159 | ættelser ere knyttede. Thi | · Evigheden kjender kun een Fremgangsmaade: at betragte |
| KG, s. 48 | e«, det er, da frelser | · Evigheden Kjerligheden fra Fortvivlelse netop ved |
| NB28:25 | at leve er at examineres, i | · Evigheden kommer Dommen, og vil det i Dommen blandt |
| SLV, s. 362 | rend Evigheden begynder, og | · Evigheden kun dens Execution? Hvorledes fremstilles |
| AE, s. 279 | heden men det Tilkommende, og | · Evigheden kun er Evigheden for den Evige, der ikke |
| KG, s. 262 | mindre end i Graven, fordi i | · Evigheden kun høres salige Røster. Og i Evigheden |
| 3T44, s. 261 | k er dog i Sammenligning med | · Evigheden kun som det uægte Metals korte Sølvblink. |
| SD, s. 235 | ler efterlod. At holde Dom i | · Evigheden kunde derfor et Barn bestride; der er egentligen |
| SD, s. 186 | allermeest ved Tanken om, at | · Evigheden kunde faae isinde at tage hans Elendighed |
| NB35:43 | er ( hvis det var muligt at | · Evigheden kunde komme i Forlegenhed) kommer i Forlegenhed |
| NB33:47 | nets, Alderens o: s: v: maa | · Evigheden kunne borttage og tilveiebringe Forstaaelse |
| OTA, s. 230 | hvilket hans Liv var; men i | · Evigheden lader det sig gjøre, fordi Hver især |
| CT, s. 163 | nøie efter Ordene ( o, og | · Evigheden lader sig ikke spotte, ei heller bedrage!), |
| KG, s. 14 | t bedrog sig selv! Sandeligen, | · Evigheden lader sig ikke spotte, snarere er det den, |
| OTA, s. 126 | Alting smukt i sin Tid; ogsaa | · Evigheden lagde han i Menneskenes Hjerte.« |
| NB17:43 | rtigt. / Χstd. vil gjøre | · Evigheden let men gjør dette Liv tungt. / |
| NB20:70 | sstemmelser ( som da forresten i | · Evigheden let ville kunne opløses i Overeensstemmelser) |
| CT, s. 145 | en ganske. Men dette, at faae | · Evigheden lidt nærmere, er det Afgjørende for |
| CT, s. 145 | ke. Det Vanskelige er at faae | · Evigheden lidt nærmere; naar Evigheden er ganske |
| G, s. 40 | ille negte mig, ved at gjøre | · Evigheden ligesaa travl og end forfærdeligere |
| CT, s. 144 | der synes det maaskee let, at | · Evigheden ligger saa uendeligt langt borte, at der |
| Oi9, s. 375 | gnskab, og at Eet er vist, at | · Evigheden lukker sig for Alt, hvad der i dette Liv |
| Oi5, s. 248 | kkelig Middelmaadighed, hvem | · Evigheden lukker sig for. / Troe Du kun mig; jeg |
| NB32:74 | n er paa Spil – ind i | · Evigheden lyve disse Docenter sig dog ikke, saa synes |
| OTA, s. 358 | kal ligge for Ynglingen. Men | · Evigheden maa dog vel vide, at den er, og naar den |
| IC, s. 98 | lige ind i Evigheden – | · Evigheden maa jo dømme som det Bestaaende dømte, |
| NB30:42 | sig selv fra, er hvad Straf | · Evigheden maatte ville sætte derpaa; thi hvor |
| NB2:18 | ke mod Gud); men skal Gud og | · Evigheden magte den, saa maa hvert Msk. ind under |
| NB:167 | ledes følger det Høieste og | · Evigheden med et Msk. gjennem Livets forskjellige |
| OTA, s. 358 | Dig, – saaledes siger | · Evigheden med mere Føie og mere Tilforladelighed |
| NB7:93 | r en farlig Sag at ankomme i | · Evigheden med Muligheder som man selv har forhindret |
| BA, s. 452 | igkeit. – Man udpensler | · Evigheden med Phantasiens Flitterguld – og |
| Papir 589 | der alle, naar de engang i | · Evigheden med Rædsel maae høre, at dette er |
| 2T44, s. 223 | m. T., at hun dog gik ind i | · Evigheden med sin Forventning og gik Opfyldelsen |
| KG, s. 288 | g vilde dog hellere ankomme i | · Evigheden med tre angrede Mord paa min Samvittighed, |
| NB30:50 | at cassere dem. Det falder | · Evigheden meget tungt at cassere en Enkelt; ved at |
| AE, s. 484 | nde og det Evige i Tiden faae | · Evigheden mellem sig. Dette er Paradoxet ( hvorom |
| AE, s. 279 | n Existerende er – ikke | · Evigheden men det Tilkommende, og Evigheden kun er |
| CT, s. 151 | ished om, at dette er saa, er | · Evigheden Mennesket saa nær som muligt, og som |
| BA, s. 452 | s Virkning. / d) Man opfatter | · Evigheden metaphysisk. Man siger Ich – Ich |
| CT, s. 161 | ; til den Lidende siger | · Evigheden mildt deeltagende » o, vend Dig |
| OTA, s. 240 | dende Ubetydelighed: ak, det | · Evigheden mindst er, det er at være svimmel, den |
| KG, s. 98 | t saa godt ud; just derfor er | · Evigheden mistænkelig mod Løfter, som den er |
| CT, s. 166 | e røre en Fod: saa gjør | · Evigheden Modgang til Medgang. / / Der er i al Modgang |
| Oi9, s. 377 | tte Liv gjort let og beqvemt? | · Evigheden narrer man ikke. Og saa stift som Menneske-Slægten |
| LA, s. 56 | ngang var Modstanden, saa kan | · Evigheden nu synes at være det. / Charles Lusard. |
| AE, s. 423 | bugsere Menighedens Fragtskib | · Evigheden nærmere: saa bliver det Hele til Intet, |
| Oi5, s. 228 | g Rædsel og Skælven for | · Evigheden o. s. v.) taget Anledning til frit digterisk |
| Papir 406:1 | diker om Gud og Χstus og | · Evigheden o: s: v:, da hører Menigheden efter |
| SLV, s. 97 | ilværelse og kun beholder | · Evigheden og Aandsinteresserne, hvad der vel ved |
| KG, s. 318 | ildning. Men saa maa jo ogsaa | · Evigheden og Christendommen ansees for en Art Galskab, |
| SLV, s. 410 | s er forbeholdt Guddommen og | · Evigheden og de Afdøde. Forsaavidt kan jeg ikke |
| OTA, s. 183 | dheder, til en vis Grad, kun | · Evigheden og dens Sandhed er evig. Derfor lader os |
| EE2, s. 137 | er den store Gaade, at leve i | · Evigheden og dog høre Stueuhret slaae, saaledes, |
| AE, s. 448 | bleven færdig med Tiden og | · Evigheden og Døden og Opstandelsen, med Alt og |
| BA, s. 392 | r Tiden bestandig afskærer | · Evigheden og Evigheden bestandig gjennemtrænger |
| OTA, s. 403 | aa, at denne Forestilling om | · Evigheden og Evighedens Salighed kommer for Alvor |
| OTA, s. 403 | skaffe denne Forestilling om | · Evigheden og Evighedens Salighed, de ville lære |
| OTA, s. 403 | e afskaffe Forestillingen om | · Evigheden og Evighedens Salighed, ville de dog saaledes |
| TS, s. 101 | den helbreder ved Hjælp af | · Evigheden og for Evigheden, naar Sygdommen er saaledes, |
| GU, s. 334 | ad er Alt nærværende for | · Evigheden og for ham den Uforanderlige! / |
| EE1, s. 41 | rhold er allerede gaaet ind i | · Evigheden og har ingen timelig Interesse mere. / |
| NB10:191 | haaber jeg at komme ind i | · Evigheden og hvor skulde det ogsaa, philosophisk, |
| NB14:46 | tændelse. Saaledes ogsaa naar | · Evigheden og Idealitetens Fordring i et Nu styrter |
| NB10:134 | aven og videre fort baade ind i | · Evigheden og ind i Historien. Derimod skulde man |
| NB32:52 | liget i Forhold til det med | · Evigheden og saa at have Livet for os til at nyde |
| NB11:25 | kke skulde engang ankomme i | · Evigheden og saa forstaae – hvorledes jeg i |
| NB28:76 | g Maade at tale til den Anden om | · Evigheden og Salighedens Sag o: D. Vi forudsætte, |
| NB25:50 | ster derimod afskaffer egl. | · Evigheden og sætter Χstd. heel og holden |
| NB2:247 | r Christus saaledes det fra | · Evigheden og til Evigheden Dragende. / Han er ophøiet |
| NB7:55 | og opdrager ved Hjælp af | · Evigheden og til Evigheden. Deri ligger det, og deraf |
| BA, s. 388 | rst ved Tidens Forhold til | · Evigheden og ved Evighedens Reflexion i denne. Dersom |
| Oi5, s. 235 | kabet raffineret ved Hjelp af | · Evigheden og ved Hjelp af at det jo er christeligt |
| NB33:47 | rre. / Denne Forskjel kan | · Evigheden og vil den ikke borttage, den vil ikke |
| BA, note | e Evigheden sin Betydning, idet | · Evigheden og Øieblikket blive de yderste Modsætninger, |
| BA, note | s det dialektiske Hexerie faaer | · Evigheden og Øieblikket til at betyde det Samme. |
| SLV, s. 311 | ille os ad, mit Haab var, at | · Evigheden ogsaa vilde forene os. Kom Død, og bevar |
| KG, s. 235 | an dømte, hvad om nu han i | · Evigheden opdager og nødsages at tilstaae, at |
| NB31:84.a | g det forstaaer sig, førend | · Evigheden opdages og tages i Besiddelse er det en |
| CT, s. 117 | som Barneværk mod denne af | · Evigheden opfundne Formummelse, at det er Trængselen, |
| KG, s. 251 | klingen, Forviklingen – | · Evigheden Opløsningen; man indretter det Hele |
| NB23:178 | n Smerte, saa blev jo næsten | · Evigheden overflødig. / At jeg skal være saadan |
| OTA, s. 400 | et veed han: har da ogsaa nu | · Evigheden Overvægten? Saaledes spørger han |
| KG, s. 252 | l den uendelige Opgave. Vilde | · Evigheden paa eengang, og i sit Sprog, sætte Mennesket |
| NB30:71 | ig. Altsaa Χstd. satte | · Evigheden paa Spil. Midt i alle disse endelige Formaal, |
| AE, s. 323 | entueret paradox som Synd, og | · Evigheden paradox som Guden i Tiden. Vanskeligheden |
| NB28:41 | anske den Isaak, og kun for | · Evigheden passede de retteligen for hinanden. / |
| NB31:55 | ogsaa gjøre Lykke – men | · Evigheden protesterer Dig. Følg Din Primitivitet, |
| NB33:3 | skulke fra Handling. Maatte | · Evigheden raade blev der slet ingen Vidtløftigheder, |
| CT, s. 114 | og hvis den Lidende lader | · Evigheden raade, tager den det Urene, det er den |
| CT, s. 110 | og den ene Gang – naar | · Evigheden raader. Derfor siger Ynglingen, som staaer |
| BA, s. 453 | ne Kategorie. Opfatter man nu | · Evigheden reent metaphysisk, og af een eller anden |
| NB32:145 | e, forkyndt til ved Hjælp af | · Evigheden ret at give Smag paa at nyde dette Liv. |
| OTA, s. 142 | rækkes ham der! Og dog er | · Evigheden retfærdigere end Jorden og Verden, i |
| SD, s. 235 | holdes op for Lyset, medens | · Evigheden reviderer Samvittighederne. I Grunden ankommer |
| NB11:127 | erfor er Χstds Løfte om | · Evigheden saa glødende, fordi den fordrer saa |
| CT, s. 145 | glad, tvinge ham til at faae | · Evigheden saa nær som muligt, idet jeg taler om |
| NB11:127 | Jødedommens Forestilling om | · Evigheden saa svag, fordi den lovede saa meget i |
| NB4:117 | ja næsten som var man i | · Evigheden saa uhildet og saa formildet over |
| BA, s. 452 | r. – Eller man opfatter | · Evigheden saaledes metaphysisk, at Timeligheden bliver |
| CT, s. 150 | ette da ikke glædeligt, at | · Evigheden saaledes overalt, hvor der i Timeligheden |
| SD, s. 235 | I Grunden ankommer Enhver i | · Evigheden saaledes, at han selv medbringer og overleverer |
| NB33:3 | harakteer-Forvandling. / Men | · Evigheden seer paa Handling, Charakteer-Forvandling. |
| IC, s. 207 | er Stridens, Prøvens Tid, | · Evigheden Seierens) anbringe Triumphen indenfor Timeligheden, |
| KG, s. 247 | Trængselens, er Stridens, | · Evigheden Seirens. Naar Øieblikket bliver stillestaaende |
| CT, s. 151 | det er fornødent. Men naar | · Evigheden selv er behjælpelig, hvis den Tabende |
| IC, s. 193 | rskuelsen – og nu siger | · Evigheden selv: fra nu af er det Alvor. Han er altsaa |
| NB27:84 | ud. Hvad saa? Saa aabner da | · Evigheden sig for ham, der venter Lønnen, Seirens |
| CT, s. 161 | er sig om. Allerede her viser | · Evigheden sig som det Omvendte af Timeligheden. Evigheden |
| KG, s. 49 | r er Fare paafærde. Og naar | · Evigheden siger » Du skal elske«, |
| KG, s. 378 | uvidende betræffende hvad | · Evigheden siger om ham – hvad der dog nok vel |
| KG, s. 95 | g taler, det er mig, til hvem | · Evigheden siger: Du skal. / / / III. A / |
| BA, note | ategorie kan det lykkes at give | · Evigheden sin Betydning, idet Evigheden og Øieblikket |
| Oi9, s. 377 | Andre: saa urokket fastholder | · Evigheden Sit, med evig Fortabelse at straffe det |
| NB8:103 | t man har, at man i detmindste i | · Evigheden skal blive fri for Aviser. Man tænke |
| OTA, s. 246 | noget fælles Skibbrud, i | · Evigheden skal den Enkelte, Du, m. T., og jeg spørges, |
| OTA, s. 246 | noget fælles Skibbrud, i | · Evigheden skal den Enkelte, Du, m. T., og jeg spørges |
| OTA, s. 244 | mmet Manges?« Thi i | · Evigheden skal der ikke spørges om Din Lidelse, |
| KG, s. 262 | n Forventningen i sig selv. I | · Evigheden skal derfor netop den Ukjerlige, som dog |
| OTA, s. 228 | tøiende Indbildning; og i | · Evigheden skal det gaae nøie til med ham den Enkelte, |
| OTA, s. 174 | s skuffende Synskreds; men i | · Evigheden skal det gjøre en uhyre Forskjel, om |
| CT, s. 112 | tyve Aar mod en Evighed! Og i | · Evigheden skal det vise sig, at al denne Lidelse, |
| OTA, s. 228 | al have levet som Enkelt; og | · Evigheden skal drage frem for hans Bevidsthed Alt |
| OTA, s. 231 | r nøie paa den Enkelte. I | · Evigheden skal Du forgjeves see Dig om efter Mængden, |
| CT, s. 216 | t og Uret; men Sagen er, at i | · Evigheden skal Du ikke først til at gjøre den, |
| OTA, s. 325 | eligt taltes i Verden. Thi i | · Evigheden skal Du ikke spørges om, hvor stor en |
| OTA, s. 244 | pur, netop lige saa lidet; i | · Evigheden skal Du som Enkelt kun spørges om Din |
| KG, s. 185 | den Selvkjerlighed – i | · Evigheden skal Enhver blive nødsaget til at forstaae, |
| OTA, s. 228 | den Ene fra den Anden: men i | · Evigheden skal Enhver gjøre Regnskab som Enkelt, |
| KG, s. 262 | ilken da Forventningen var. I | · Evigheden skal Enhver nødsages til at forstaae, |
| NB11:25 | et ordentlige – men i | · Evigheden skal han ikke prædike, der skal han |
| OTA, s. 325 | ermæle i Eftertiden. Nei, | · Evigheden skal ikke spørge om, hvad der verdsligt |
| KG, s. 262 | res salige Røster. Og i | · Evigheden skal ingen Misundelse røre ved Ærens |
| KG, s. 262 | delukket fra Saligheden. Og i | · Evigheden skal ingen Spot saare den Kjerlige, at |
| NB25:91 | n leve 70 Aar – men i | · Evigheden skal jeg leve med hine Herlige – |
| OTA, s. 245 | intet fælles Skibbrud. I | · Evigheden skal jo den Enkelte, Du, m. T., og jeg |
| OTA, s. 187 | Armodens Hytte: det Gode og | · Evigheden skal man aldrig saaledes kunne narre. Fordringen |
| OTA, s. 231 | t Du kunde løbe derhen; i | · Evigheden skal ogsaa Du være forladt af Mængden. |
| NB22:90 | n Tid kan skee meget. Men i | · Evigheden skeer der Intet, Alt bliver som det er, |
| TSA, s. 104 | t lyde og tilbede Gud, men i | · Evigheden skulde Forskjellen forsvinde i den væsentlige |
| NB17:43 | os da slet ikke ind, at det med | · Evigheden skulde have Noget at betyde, at vi alle |
| CT, s. 148 | vinde det Evige, for at det i | · Evigheden skulde skjenke Dig det tabte Timelige, |
| CT, s. 217 | ligger i Sagen selv, at der i | · Evigheden skulde være en evig Forskjel mellem |
| NB27:81 | engang om ikke før saa i | · Evigheden skulle fortryde, at de ikke kom til at |
| JJ:194 | ophies Stræben); den, der seer | · Evigheden som τελος, |
| NB4:112 | t. / / / Det at nyde er seet fra | · Evigheden som det at øde at ødsle; det at |
| CT, s. 217 | en er den. Og det er ikke med | · Evigheden som det ofte nok er med den Mægtige, |
| AE, s. 280 | t Christendommen har forkyndt | · Evigheden som det Tilkommende, fordi den blev forkyndt |
| 2T44, s. 217 | og nu fandt Naade til at see | · Evigheden som en Forventning i Tiden. Skjøndt |
| NB36:23 | ære, om muligt, som Alle. Men | · Evigheden splitter ad, og fordrer derfor hvad i en |
| OTA, s. 233 | deres uhyre Stemmefleerhed: | · Evigheden splitter dem ad, saa let som Klippens Urokkelighed, |
| OTA, s. 233 | r sammenfyger den dem ogsaa; | · Evigheden splitter Mængden ad ved at give Hver |
| OTA, s. 244 | m Byrden eller om Troskaben. | · Evigheden spørger alene om Troskaben, spørger |
| SD, s. 143 | nærende menneskelige Dom: | · Evigheden spørger Dig, og hver Enkelt i disse |
| OTA, s. 230 | vanskeligt og Udflugten let. | · Evigheden spørger ikke om, hvorvidt Du opdrog |
| OTA, s. 245 | og det er jo om Forandringen | · Evigheden spørger, ikke om Lidelsens Uforandrethed. |
| OTA, s. 231 | are Mange, som havde Uret; i | · Evigheden spørges der, om Du maaskee har skadet |
| OTA, s. 231 | in Mening, for Din Dom. Og i | · Evigheden spørges Du ikke nysgjerrigt og travlt, |
| NB34:38 | t vi egl. helst lade det om | · Evigheden staae hen, eller ønske paa den nemmeste |
| IC, s. 126 | lge Evigheden. Men dette med | · Evigheden staaer ikke ganske fast for det sandselige, |
| Papir 458.b | eligviis ere, paa vor Vei til | · Evigheden standses ieetvæk af det controllerende |
| KG, s. 49 | n – ja det er ikke fordi | · Evigheden stolt ingen Indvending vil taale – |
| NB19:87 | sdag, og Længselen efter | · Evigheden større og større. Men Sagen er, man |
| CT, s. 145 | Vanskeligheden den omvendte: | · Evigheden synes saa fjern, Opgaven er at faae den |
| OTA, s. 171 | Falskner er han, for ham er | · Evigheden Synskredsens skuffende Sandsebedrag, for |
| CT, s. 148 | e Æres Pomp og Pragt, og i | · Evigheden tager man ikke til Ægte. / Men hvorfor |
| SLV, s. 363 | ighed er dens Næring. Men | · Evigheden tager Muligheden bort. Og var denne Sygdom |
| SLV, s. 311 | og sæt Alt i Bero, indtil | · Evigheden tager Skifterettens Segl fra; kom Had, |
| OTA, s. 230 | r forførte Dig ( det skal | · Evigheden tale med hende om), men Du skal ene som |
| OTA, s. 358 | Evigheden.« Og naar | · Evigheden taler, da er der ikke Svig i dens Mund |
| SD, s. 234 | ger Gud i Himlene » i | · Evigheden tales vi ved igjen. Du kan i den mellemliggende |
| KG, s. 192 | nemlig har Lønnen, om saa | · Evigheden ti Gange mener, at han har Lønnen borte, |
| 3T44, s. 263 | n atter trængte sig ind i | · Evigheden til at gjøre den ueens med sig selv |
| NB26:25 | lleren, og først anviser | · Evigheden til Dommen. Da han, lempende sig efter |
| OTA, s. 141 | , hiin rige Mand, der endnu i | · Evigheden til egen Forbandelse maa vedblive at ville |
| OTA, s. 143 | atte, i Døden til Intet, i | · Evigheden til Forbandelse for Den, som har villet |
| CT, s. 148 | ) ikke langtfra at ville have | · Evigheden til Hjælp for i Evigheden at faae det |
| KG, s. 262 | nd haabede Alt: stod han da i | · Evigheden til Skamme? I Evigheden! Nei, Evigheden |
| CT, s. 110 | ke videre«, saa siger | · Evigheden til Timeligheden » hertil, og ikke |
| NB30:50 | ioner, Millioners Masse, at | · Evigheden tilsidst maa blive træt og kjed af at |
| OTA, s. 229 | n, det er ikke en Skilsmisse | · Evigheden tilsigter, det er ei heller Skilsmisse, |
| AE, s. 280 | hvor der blot er saa meget af | · Evigheden tilstede, at den kan holde igjen i den |
| OTA, s. 171 | nde Sandsebedrag, for ham er | · Evigheden Timelighedens blaanende Grændse, for |
| NB23:171.a | torien er i Grunden forbi, og | · Evigheden troer man ikke paa – og Mskheden |
| NB26:25 | liver til for mig. Saasnart | · Evigheden trøster mig, har jeg opgivet det Jordiske. |
| NB22:90.e | er er det for silde, naar Du i | · Evigheden tvinges til at blive ganske aabenbar. / |
| NB32:34 | kan Enhver være denne Ene. / | · Evigheden tæller ikke, er Qvalitet, og saaledes |
| KG, s. 95 | Du«, til hvem | · Evigheden uafbrudt taler og siger: » Du« |
| NB26:25 | virkelig at afdøe – men | · Evigheden udvises heller ikke. Anderledes i Χstdommen. |
| Oi8, s. 355 | isse Aar ere et meget Kort og | · Evigheden uhyre lang. / Husk da vel paa dette! Du |
| 3T44, s. 258 | og ikke uden Maalestok, thi | · Evigheden var hans Maal, og dens Salighed hans Maalestok. |
| NB28:41 | for dette Liv, men det med | · Evigheden var ikke blevet Dig tydeligt. Du gik for |
| AE, s. 169 | vel i en anden Klasse; sæt | · Evigheden var saa rummelig, at jeg end ikke kunde |
| NB12:188 | ætter man Forsoningen til og | · Evigheden ved Hjælp af det Christelige. Den Art |
| AE, s. 192 | i at tage sig selv tilbage i | · Evigheden ved Synden, nu skal det ikke bekymre sig |
| SD, s. 144 | te, saa er for Dig Alt tabt, | · Evigheden vedkjender sig Dig ikke, den kjendte Dig |
| OTA, s. 192 | elen og Folke-Gunsten, thi i | · Evigheden vides Sligt ikke, men i Evigheden er det |
| NB3:34 | i. Aha! Vi faae nu at see om | · Evigheden vil antage ham. Al denne Sludder om D |
| KG, s. 234 | de var! Mon det ikke engang i | · Evigheden vil blive mere – end » flaut«; |
| NB27:84 | Χsti Efterfølger i | · Evigheden vil blive ueensartet fra alle Andre. Er |
| NB31:100 | saa gyseligt: om virkelig | · Evigheden vil cassere som evig Fortabte disse Slægter |
| CT, s. 216 | de Smaalighed og Særhed. I | · Evigheden vil det derfor være let nok at gjøre |
| SBM, s. 142 | ke taug; mig er det nok, at i | · Evigheden vil det være bemærket, at jeg har |
| NB16:21 | er Maalestokken, hvorefter | · Evigheden vil dømme dem. / Christeligt sukker |
| OTA, s. 403 | to nærmere er han ved, at | · Evigheden vil finde ham for let. Eller hvis den Lidende |
| CT, s. 249 | an forstaae mig, indtil hun i | · Evigheden vil forstaae mig – det vil Han sørge |
| NB2:82.a | rmodl. ogsaa om hvorledes det i | · Evigheden vil gaae det tørre ell. visne Træ. |
| CT, s. 150 | ædersk mod sig selv og mod | · Evigheden vil give Timelighedens Tab Magt til at |
| NB5:54 | vil han være her paa Jorden; i | · Evigheden vil han komme igjen i Herlighed. / |
| NB4:6 | bliver en Støiende, selv i | · Evigheden vil han være mig ubehagelig. Ikke som |
| CT, s. 216 | Jordelivet har gjort den, som | · Evigheden vil have det gjort. Thi hvad er det Evige? |
| CT, s. 162 | men endnu ikke Ro i den. Vel, | · Evigheden vil hjælpe Dig videre. Thi naar nu just |
| NB12:138.b | e hende. Og om ikke før, i | · Evigheden vil hun forstaae mig. / Forresten kunde |
| CT, s. 161 | Dig, de forstaae Dig dog: men | · Evigheden vil ikke forstaae Dig saaledes; og dog |
| SLV, s. 363 | get mere end igaaraftes. Men | · Evigheden vil jo ogsaa helbrede al Sygdom, give den |
| NB16:32 | vighedens Afgjørelse, og | · Evigheden vil komme Hukommelserne til Hjælp i |
| BA, s. 453 | ke Spor af det Comiske. / Men | · Evigheden vil man ikke tænke alvorligen, men er |
| CT, s. 123 | selen een Gang har naaet hvad | · Evigheden vil med den, saa ordner Forholdet sig rigtigt; |
| NB4:53 | r det Evigheden fordrer af ham og | · Evigheden vil paaskjønne. / I Χstds |
| SD, s. 136 | e mærkes i mindste Maade: | · Evigheden vil saa dog gjøre det aabenbart, at |
| KG, s. 323 | e Tusinde til de Fattige. Thi | · Evigheden vil see paa ham, forundret, som Den, der |
| KG, s. 323 | kunde fremstille det Ansigt, | · Evigheden vil sætte op, naar den Rige paa Spørgsmaalet, |
| NB15:128 | t det Samme. / Sandeligen, | · Evigheden vil tage den Art Skyld yderst alvorlig. |
| SD, s. 192 | sig selv; han haaber paa at | · Evigheden vil tage det bort, og her i Timeligheden |
| 2T43, s. 45 | unde vinde en Vished om, at | · Evigheden vilde bringe Dig Dit Ønske, bringe Dig, |
| Papir 61:1 | ansaae den for det, der i | · Evigheden vilde gjøre sig gjeldende. / |
| OTA, s. 143 | or: hvorfor skulde han ikke i | · Evigheden ville det Samme, som han vilde døe for, |
| CT, s. 249 | Elskedes, indtil de engang i | · Evigheden ville forstaae mig – det vil Han |
| KG, s. 14 | han dog ikke tabt, naar det i | · Evigheden viser sig, at han bedrog sig selv! Thi |
| KG, s. 14 | og egentligen tabt, naar det i | · Evigheden viser sig, at Kjerligheden bliver, medens |
| KG, s. 245 | / Dog sæt, at det engang i | · Evigheden viste sig, at den Kjerlige virkeligen var |
| BA, note | p fordi først med den bliver | · Evigheden væsentlig. / Dette er forøvrigt Rummet. |
| OTA, s. 171 | nende Grændse, for ham er | · Evigheden Øieblikkets blændende Gøglespil. |
| NB25:64 | Intet at have at erindre i | · Evigheden! / / / / Dog naar det at lide saaledes er |
| NB32:82 | or ogsaa skulde kunne narre | · Evigheden! / / / Guds Majestætiskhed. / |
| Oi2, s. 168 | med at have forfeilet | · Evigheden! / |
| OTA, s. 143 | Samme, naar det har seiret i | · Evigheden! / At ville Eet kan da ikke betyde at ville |
| OTA, s. 194 | ighedens og skal udøves i | · Evigheden! / Den Kloge udrettede altsaa Meget. Lad |
| Oi4, s. 219 | orbrydelser: dem straffer kun | · Evigheden! / Det Officielle – det Personlige |
| OTA, s. 404 | n paa, hvad der venter ham i | · Evigheden! / Efter denne sørgelige Betragtning |
| NB12:40 | Χsten som de. / Men i | · Evigheden! Alle disse Millioner, der have levet. Tænk |
| AE, s. 169 | igere, naar han fik mig fat i | · Evigheden! Hans Dom er den sidste, er den eneste, |
| OTA, s. 194 | ed hvilken han skal samles i | · Evigheden! Hvad hjælper det vel den Domfældte, |
| SLV, s. 201 | n? Er der Tid til at sove? I | · Evigheden! Hvorledes vil jeg see hende igjen? Skal |
| Oi8, s. 365 | trin, kun at kunne straffes i | · Evigheden! Kun at kunne straffes i Evigheden: forbarmende |
| Oi8, s. 365 | an ogsaa frelses, frelses for | · Evigheden! Men den Forbryder, hvis Udmærkelse det |
| KG, s. 234 | saa godt ud i Forbindelse med | · Evigheden! Men her i Verden er det ikke » flaut«, |
| KG, s. 262 | da i Evigheden til Skamme? I | · Evigheden! Nei, Evigheden har jo Evighedens Forestilling |
| OTA, s. 130 | høitideligt som var det i | · Evigheden! O, svære Arbeidstime ( skjøndt Gjerningen |
| CT, s. 217 | skulde den da ikke være i | · Evigheden! Tag en hvilkensomhelst jordisk Forskjel |
| KG, s. 247 | r saa Æren og Skammen! Men | · Evigheden! Veed Du nogen Festlighedens Bygning, der |
| OTA, s. 199 | , jeg sværger Dig det ved | · Evigheden!« Da skilles de atter ad, saa maa det jo |
| TS, s. 107 | re først Holdt – ved | · Evigheden!« Det var Christendommen, der skulde igjennem; |
| Papir 589 | er ubeskedent af » | · Evigheden« at forlange hele et Mskes Tid. Denne Fordring |
| CT, s. 147 | jeg mig hverken om Gud eller | · Evigheden«, da var vistnok Trøst, ligefrem forstaaet, |
| NB32:72 | aar hans Liv skal anstrenges for | · Evigheden) er det som at hade dem. / Men Mskene leve |
| JJ:486 | ds-Forladelsen: engang ( ɔ: i | · Evigheden) skal der dog siges til Den der angrende |
| NB11:164 | riserede Psalmebog: / / Der ( i | · Evigheden) skal jeg Dig velsigne / For Tidens Lidelser, |
| AE, s. 415 | Spekulerende rigtignok ikke i | · Evigheden), altsaa vil man nu fordi det ikke lykkes |
| CT, s. 82 | r ret at arbeide mod Maalet ( | · Evigheden), vender den Ryggen, saa seer han slet ikke |
| BA, s. 452 | Apokalyptisk skuer man | · Evigheden, agerer Dante, medens dog Dante, hvormeget |
| OTA, s. 292 | e man siger, at de leves for | · Evigheden, ak nei, der er kun Tale om det fattige |
| OTA, s. 158 | han henfører Straffen til | · Evigheden, altsaa sammestedshen, hvor det Gode har |
| NB22:71 | at, naar engang Gud dømmer og | · Evigheden, at da saadan Tale kan hjælpe Dig, aner |
| SD, s. 186 | nske egen Grund er bange for | · Evigheden, at den nemlig skal skille ham af med hans, |
| KG, s. 316 | Du ønskede at gjenfinde i | · Evigheden, at Du ønskede, atter at see Træerne |
| CT, s. 161 | t eller ikke. Derimod antager | · Evigheden, at Forskjellen mellem Menneske og Menneske |
| KG, s. 258 | r den Kjerlige, og han takker | · Evigheden, at han tør haabe. Og saaledes bringer |
| NB2:34 | n Ro og Besindighed som var jeg i | · Evigheden, at indrette Alt saa consequent som det |
| IC, s. 217 | sentligen forholder sig til | · Evigheden, at Livet her paa Jorden er, for at erindre |
| NB:130 | forpligter mig til engang i | · Evigheden, at læse disse 3 Taler høit, og jeg |
| AE, s. 148 | litet, som, forbeholdt Gud og | · Evigheden, baade har sin Tid og sit Sted. / |
| NB20:31 | Χstd. taler i eetvæk om | · Evigheden, bestandigt tænker den paa det Evige |
| 2T44, s. 212 | ere, ikke at være glemt i | · Evigheden, blev ethvert Menneske givet, der selv vil |
| NB17:92 | Timelighedens Snævring, da, i | · Evigheden, da bliver den først tilgavns grændseløs. |
| AE, s. 191 | nde ud af Existents tilbage i | · Evigheden, da der dog ingen Mislighed var ved den |
| KG, s. 38 | re, men skal man sværge ved | · Evigheden, da sværger man ved Pligten » |
| SLV, s. 281 | ng blideligen slumrede hen i | · Evigheden, da var Tiden gaaet, og hun vaagnede, og |
| CT, s. 166 | saa let gaaer han. Thi | · Evigheden, den giver Fødder at gaae paa. Naar det |
| Not11:36 | . Slangen er et Billede af | · Evigheden, der bliver fordærvelig saa snart den |
| CT, s. 159 | er saa just Evighedens Alvor. | · Evigheden, der dog vel er Alvorens Ophav og Borgen, |
| BA, s. 452 | : drømmer jeg eller er det | · Evigheden, der drømmer om mig. / Eller man opfatter |
| G, s. 88 | ig bliver saa fuldkommen som i | · Evigheden, der er den sande Gjentagelse. / |
| NB35:43 | uhyre Fabrik-Etablissement. | · Evigheden, der kun spørger om Boniteten, kommer |
| KG, s. 48 | te » skal« uden | · Evigheden, der netop i det Øieblik, da Kjerligheden |
| KG, s. 85 | Den kan og hvad Den ikke kan: | · Evigheden, der taler om det Høieste, antager roligt, |
| Oi8, s. 357 | isken. Betænk, det er ikke | · Evigheden, der trænger til Dig, saa den for sin |
| BA, note | nden, som Timeligheden glemt af | · Evigheden, derfor gjelder Alt om at faae det bort |
| NB5:23 | og det tør jeg paastaae i | · Evigheden, det der volder al min Spektakel med Msk |
| NB26:25 | men fik saa en Anviisning paa | · Evigheden, det fik Abraham ikke. / Det gl. Ts » |
| NB26:25 | en saa fik hun en Anviisning paa | · Evigheden, det fik Abraham ikke. Apostelen bringes |
| OTA, s. 189 | det er to Fordele. Kun | · Evigheden, det Gode, og saaledes ogsaa den hellige |
| KG, s. 323 | igtigste!« Nei, siger | · Evigheden, det Vigtigste er Barmhjertigheden. At et |
| KG, s. 323 | lpes.« Nei, svarer | · Evigheden, det Vigtigste er, at der øves Barmhjertighed, |
| CT, s. 110 | , for, eller det tvinger jeg, | · Evigheden, Dig til.« Saa lidet som den snyltende |
| SD, s. 179 | der, om end ikke levede for | · Evigheden, dog have Noget med det Evige at skaffe, |
| NB4:61 | den Døende ønsker for | · Evigheden, ell. at han havde levet for Evigheden. |
| BA, s. 451 | jort. Inderligheden er derfor | · Evigheden, eller det Eviges Bestemmelse i et Menneske. |
| LA, s. 35 | beleiligt omskifter Tiden med | · Evigheden, eller en Ditto, der i største Hast hentes |
| 4T43, s. 173 | amme Øieblik er oversat i | · Evigheden, eller han fra dette Øieblik af hvert |
| CT, s. 217 | troe, at denne Forskjel er i | · Evigheden, eller ikke, i Evigheden er den. Og det |
| NB25:64 | tet vilde have at erindre i | · Evigheden, eller jeg, til evig Qval, maatte evig erindre, |
| NB17:43 | gen for at det maa gaae En vel i | · Evigheden, er saa stor, at man for at faae Ro i denne |
| KG, s. 93 | elighed, om den end ikke, som | · Evigheden, er Sandheden, burde dog være af Sandheden, |
| BA, s. 453 | gjør sig for at opretholde | · Evigheden, er spildt, og er blind Allarm; thi reent |
| OTA, s. 234 | te Øieblik, end sige da i | · Evigheden, er Tant og Forfængelighed, som jo Lystens |
| BI, note | længere tilbage i Tiden ind i | · Evigheden, erindrer det ikke hendrømmende deri, |
| NB17:92 | længes den Troende efter | · Evigheden, for at han i det Grændseløse kan |
| OTA, s. 233 | de, for at storme løs mod | · Evigheden, for at tvinge ogsaa den ved deres uhyre |
| NB30:137 | f, at ethvert Msk. er bange for | · Evigheden, for denne uhyre Magt, at indlade sig ret |
| NB11:105 | ere af samme Mening. Men i | · Evigheden, for Erindringen, – hvis jeg døde |
| CT, s. 111 | Uret, ikke Herren. Herren er | · Evigheden, for hvem Tids-Forskjellen ikke er til, |
| TAF, s. 281 | un med een Længsel, efter | · Evigheden, for ret at kunne tage fat og fare fort, |
| CT, s. 110 | r Mindre; det indestaaer jeg, | · Evigheden, for, eller det tvinger jeg, Evigheden, |
| OTA, s. 422 | ndlet, at staae til Skamme i | · Evigheden, fordi han ikke ved Gud vandt Frimodighed |
| BA, note | ieblikket er commensurabelt for | · Evigheden, fordi nemlig Undergangs-Øieblikket i |
| SLV, s. 72 | sit Deficit til en Vexel paa | · Evigheden, forstaaer jeg vel. Dog forstaaer jeg det |
| CT, s. 159 | n seirer, da maa Du lade mig, | · Evigheden, hjælpe Dig – men saa maa Du ogsaa |
| 4T44, s. 327 | ger med Tiden og lefler med | · Evigheden, hjælper, som naturligt er, kun Den, |
| KG, s. 14 | der forbinder det Timelige og | · Evigheden, hvad er det Andet end Kjerlighed, som just |
| KG, s. 309 | ed er evig, forholder sig til | · Evigheden, hviler i det Evige, derfor venter han hvert |
| Oi8 | og Evigheden forandrer man ikke, | · Evigheden, hvilken man saa just døende gaaer imøde |
| NB32:72 | aar et Msks Liv lægges an for | · Evigheden, hvilket uhyre Maal, hvorledes maa han ikke |
| Oi9, s. 374 | for, Du kommer ikke vel an i | · Evigheden, hvis Du ikke tager det alvorligere med |
| KG, s. 248 | ieblik Udsigt ved Hjælp af | · Evigheden, hvis Du selv vil hjælpe til ved at haabe. |
| NB4:117 | g i det Evige og modnes for | · Evigheden, hvis han, jo mere han lider ( den |
| KG, s. 48 | Hvo skulde have dette Mod uden | · Evigheden, hvo er berettiget til at sige dette » |
| IC, s. 218 | jemme i Tiden, men først i | · Evigheden, hvor den er, i Ro, Samlingen af alle de |
| KG, s. 194 | m den vil være afskaffet i | · Evigheden, hvor den vil være ophørt at være |
| NB25:104 | etænk nu, at Dommen bliver i | · Evigheden, hvor der alene af i strengeste Forstand |
| NB26:13 | te vil jeg saa først opdage i | · Evigheden, hvor det er for silde. / / / |
| CT, s. 116 | men saa kommer det igjen i | · Evigheden, hvor det i Længden, langvarigt bliver |
| BMD, s. 151 | indtil Du saa staaer i | · Evigheden, hvor Du ikke er Christen, dersom Du ikke |
| IC, s. 213 | nde Christne! Lad Gud beholde | · Evigheden, hvor han dog neppe Alt i Alt faaer saa |
| NB9:51 | ghed. / Man maa sige, at det | · Evigheden, hvor hvert Msk. skal dømmes, først |
| NB27:77 | n Christen eller ei – | · Evigheden, hvor ingen Indbildning hjælper. / |
| SLV, s. 362 | vis jeg stod hende i Veien i | · Evigheden, hvor skal jeg saa gaae hen? Er Tiden den |
| KG, s. 316 | d en Indbildning! Tænk Dig | · Evigheden, hvorledes Du vil; tilstaa kun, at der dog |
| NB29:81 | k. i det nye Testamente er: | · Evigheden, ikke et Folk, et Aarhundrede, et Land, |
| OTA, s. 237 | den Forklarede vil, ligesom | · Evigheden, ikke Mængden, han vil de Enkelte. Kunde |
| KG, s. 124 | ng, han tiltraadte, var ind i | · Evigheden, ind i Fuldkommenhedens Land. Men Ynglingen |
| Not7:38 | Tiden, thi den der lover det for | · Evigheden, kan altid svare for Tiden maa Du have mig |
| KG, s. 252 | at denne den største Magt, | · Evigheden, kan gjøre sig saa lille, at den er saaledes |
| CT, s. 115 | men Seierens ene Gang er | · Evigheden, Lidelsens ene Gang Øieblikket. Det kan |
| TSA, s. 104 | Mennesket blev Ligemænd i | · Evigheden, ligesom Kongen og Kammertjeneren. / |
| FB, s. 143 | le Timeligheden, for at vinde | · Evigheden, men denne vinder jeg, og kan i al Evighed |
| CT, s. 145 | jen, thi det skeer først i | · Evigheden, men det er Dig dog evig vist, at Du evigt |
| KG, s. 259 | t har den Kjerlige lært af | · Evigheden, men kun fordi han var den Kjerlige kunde |
| AE, s. 168 | erken tilhører Tiden eller | · Evigheden, men saadan Noget er intet Menneske. Lad |
| NB13:64 | d til Martyriet ell. ret Tro paa | · Evigheden, men ønskede dog vel helst at have det |
| OTA, s. 359 | Lidelsernes Skole danner for | · Evigheden, minde om, hvad en af Kirkens ældste |
| KG, s. 348 | rst ret faae det at vide i | · Evigheden, naar man skal til om igjen og baglænds |
| TS, s. 101 | Hjælp af Evigheden og for | · Evigheden, naar Sygdommen er saaledes, at Evigheden |
| NB11:164 | ise sig langt lettere en Gang i | · Evigheden, nei Du skal velsigne Gud for den. Tænk |
| Oi8, s. 365 | straffes i Tiden frelses for | · Evigheden, nei han kan, – det var jo hans Fortrin! |
| NB11:105 | sig ikke erindre – i | · Evigheden, nei umuligt, det er jo Evigheden det meest |
| OTA, s. 174 | kkelig og vel var ankommen i | · Evigheden, nu kunde forsøge sin Lykke i at antage |
| IC, s. 207 | istenheden villet forudoptage | · Evigheden, og ( istedetfor hvad der er Guds Opfindelse |
| OTA, s. 360 | or ingen uden den danner for | · Evigheden, og at det i Evighedens Skole kan vorde |
| NB:124 | r man vil komme til at leve med i | · Evigheden, og betænke forud at sørge for at |
| KG, s. 248 | else. Christendommens Haab er | · Evigheden, og Christus er Veien; hans Fornedrelse |
| Oi8, s. 357 | et er Dig, der trænger til | · Evigheden, og den vil prøve – o, Alvor! – |
| KG, s. 323 | den: bliv kun, vi tales ved i | · Evigheden, og der tales vi ved ene og alene om Barmhjertigheden, |
| KG, s. 248 | Nei, Christendommens Haab er | · Evigheden, og derfor er der Lys og Skygge, Skjønhed |
| SD, note | ed, at det dog maa falde bort i | · Evigheden, og derfor menende sig berettiget til ikke |
| BA, note | er det abstrakteste Udtryk for | · Evigheden, og er som Intet netop igjen Øieblikket. |
| SLV, s. 362 | nart jeg omskifter Tiden med | · Evigheden, og er, hvor hun er, thi evigt er hun bestandigt |
| GU, s. 333 | id, det kan han ogsaa, han har | · Evigheden, og evigt er han uforanderlig; han giver |
| KG, s. 316 | eden saa aldeles har forglemt | · Evigheden, og forglemt, at evigt er Penge mindre end |
| OTA, s. 400 | illede af Timeligheden og af | · Evigheden, og han vælger derimellem. O, det tør |
| NB9:75 | ankommer man uforvarendes i | · Evigheden, og har saa en Evighed til at tære paa, |
| NB24:94 | døer, saa tager Gud mod ham i | · Evigheden, og kjertegner ham og siger: stakkels Barn, |
| KG, s. 259 | Kjerlige kunde han lære af | · Evigheden, og kun fordi han var den Kjerlige kunde |
| NB30:50 | re af mod Cholera, formaaer | · Evigheden, og med uendelig Lethed, at spærre af |
| NB7:72 | svag nok til at bede. / Husk paa | · Evigheden, og paa hiint Eventyr i 10001 Nat. Et Par |
| BA, s. 392 | ntligen var for Græciteten | · Evigheden, og saaledes hverken Tid eller Evighed kom |
| OTA, s. 225 | r i sig selv; Skuepladsen er | · Evigheden, og Tilhøreren, hvis han er den sande |
| KG, s. 315 | te sande, som kun læres af | · Evigheden, og ved at forsage Verdslighedens og Timelighedens |
| AE, s. 188 | de at tage sig selv tilbage i | · Evigheden, om denne Mulighed end bestandigt ophæves |
| CT, s. 213 | man skal fordrive Tiden med i | · Evigheden, om det virkeligen er saa, at hist i de |
| NB20:31 | den tænker bestandigt paa | · Evigheden, om hvilken den har en saa uhyre Forestilling. |
| NB34:39 | / Hav Guds Forestilling om | · Evigheden, om Mskets Skyld og om en evig Fortabelse: |
| NB31:90 | rkning. / Manden var lagt an paa | · Evigheden, Qvinden fører ham ind i en Side-Bemærkning. |
| KG, s. 245 | forholde sig nysgjerrigt til | · Evigheden, regnende paa, at den saa skal gjøre |
| Not7:38 | værge hinanden Kjerlighed for | · Evigheden, saa betyder det ikke nær saa meget som |
| CT, s. 217 | en naar den saa kommer hjem i | · Evigheden, saa er den i hele sin Magt. Hvad enten |
| CT, s. 112 | aae til Tanken om Døden og | · Evigheden, saa faaer Du Bevægelse, for at kunne |
| NB10:112 | Trøst: Evigheden. Elsk | · Evigheden, saa hader Du dette Liv: det er Χstd. |
| OTA, s. 360 | Lydighed af den, danner for | · Evigheden, saa sandt som Den, der var og er Sandheden, |
| KG, s. 193 | sentligen god, som var det | · Evigheden, saa skal jeg ogsaa bevise, at den christelige |
| CT, s. 144 | er i Timeligheden. Var man i | · Evigheden, saa skulde man sagtens kunne forstaae det. |
| G, s. 78 | om en Prøvelse i Forhold til | · Evigheden, seer jeg vel. Dog har denne Tvivl ikke |
| IC, s. 99 | ghed« expederer ind i | · Evigheden, sikkret at blive fuldkommen lige saa vel |
| OTA, s. 184 | et over fra Timeligheden til | · Evigheden, skjøndt han endnu lever. Den Ene erkyndiger |
| SD, s. 235 | paa Reisen gjennem Livet til | · Evigheden, som det gik hiin Morder, der paa Jernbanen |
| AE, s. 519 | xistere som Virkeligheden, og | · Evigheden, som dog i den til Grund liggende Immanents |
| SD, s. 217 | ny Synd for en ny Synd. Men | · Evigheden, som fører hans Conto, maa opføre |
| OTA, s. 325 | ad os ikke glemme, at det er | · Evigheden, som skal bedømme, hvorledes Opgaven |
| CT, s. 267 | ingerne, om ikke før saa i | · Evigheden, staae anklagende op mod Mennesket, Erindringerne |
| 2T44, s. 190 | n tabt for alle Tider og for | · Evigheden, tabte han den et eneste Øieblik, var |
| AE, s. 261 | habere af Tivoli saa lidet om | · Evigheden, thi det er Evighedens Væsen altid at |
| OTA, s. 171 | aabenbar; og han forfalsker | · Evigheden, thi ellers maatte jo Evigheden endnu bedre |
| NB20:31 | ade – nemlig ved Tanken om | · Evigheden, thi her i Verden skulle I have Elendighed |
| OTA, s. 358 | r den eneste, som danner for | · Evigheden, thi ingen anden Skolegang varer saa længe. |
| AE, s. 512 | lle indbilde sig at man var i | · Evigheden, thi saa længe man er i Tiden, sigter |
| KG, s. 91 | r have stor Glæde af den i | · Evigheden, thi vel muligt, at Styrelsen benyttede |
| GU, s. 336 | il eller ikke, iler Du hen til | · Evigheden, til ham, og han er evig Klarhed! Derfor |
| Oi2, s. 163 | il hjælpe os det mindste i | · Evigheden, tvertimod vil blive brugt til Anklage mod |
| NB10:191 | re muligt at komme ind i | · Evigheden, uden derved, at det mere og mere gaaer |
| NB10:191 | re muligt at komme ind i | · Evigheden, uden ved at gaae tilbage; hvor skulde det, |
| CT, s. 113 | end en Troendes Sjel ind i | · Evigheden, uskadt af al Timelighedens Lidelse, uskadt |
| NB34:40 | ne sig Guds Forestilling om | · Evigheden, vil troe Gud – saa er naturligviis |
| AE, s. 374 | det, naar Alt er sat i Bero i | · Evigheden, vil vise sig, at den ubetydeligste Omstændighed |
| NB32:112 | visionen først kommer i | · Evigheden, virker omtrent som kom der ingen – |
| AE, s. 36 | es ogsaa, at Troen afskaffes i | · Evigheden. – Hvilken Lykke da, at denne ønskende |
| KG, s. 306 | ev hele Livet, og nu bliver i | · Evigheden. – Saaledes affalder Kjerlighed aldrig |
| EE1, s. 41 | 14, saa har jeg et Billede af | · Evigheden. – Tænker jeg mig en yppig qvindelig |
| NB27:64 | lse, men saa ogsaa manglede | · Evigheden. / » Christenhed« har opfundet |
| NB26:14 | rotesteret naar jeg ankom i | · Evigheden. / » Efterfølgelsen« skal |
| NB31:90 | st med til at være Styrke for | · Evigheden. / » Tillad mig først at tage |
| NB31:54 | at den narrer sig selv for | · Evigheden. / / / / ak, med Veemod 1. Journalen NB31, |
| OTA, s. 360 | Troen, i Troen er Evigheden | · Evigheden. / / / / IV / Naar vi høre et skjønt, |
| NB28:57 | igt at komme godt fra det i | · Evigheden. / / / Christus siger til hiin Mand, der |
| NB26:25 | og saa kommer Dommen i | · Evigheden. / / / Den største menneskelige Grusomhed |
| NB4:61 | ell. at han havde levet for | · Evigheden. / / / See, dette er Forskjellen. Naar man |
| NB:51 | hvorledes de ville forsvare det i | · Evigheden. / / / Som oftere sagt: det havde jeg ønsket |
| OTA, s. 315 | Lidelsernes Skole danner for | · Evigheden. / / IV. / Det Glædelige i, at et Menneske |
| OTA, s. 357 | m kun Den er, der dannes for | · Evigheden. / / Lidelsernes Skole danner for Evigheden. |
| OTA, s. 349 | Lidelsernes Skole danner for | · Evigheden. / / Naar der siges om et Menneske: han |
| NB4:160.a | gjennem alle Aldere – i | · Evigheden. / / No 4 Hvor den har sit Sæde? / |
| NB31:72 | for dette Liv, nei, men for | · Evigheden. / Aand. / / Den, som ikke har lidt under |
| BA, note | en man kommer forlænds ind i | · Evigheden. / Af Bestemmelsen Timelighed som Syndighed |
| Oi8, s. 363 | l, og som først straffes i | · Evigheden. / Altsaa det er just Strengheden, der gjør, |
| NB27:81 | Tilfælde saa har han jo | · Evigheden. / Altsaa for sit Vedkommende er han enig |
| EE2, s. 49 | ste, naar man reflekterer paa | · Evigheden. / At saadanne Philistere, der mene, at |
| Papir 591 | ed: kun de ere modnede for | · Evigheden. / Dem modtager Gud ogsaa i Evigheden. Hvad |
| NB7:42 | der christeligt lagt Vægt paa | · Evigheden. / Den samme Lidenskab, der gudfrygtigt |
| CC:19 | ae – over Sukkenes Bro ind i | · Evigheden. / Det er disse smaa Drillerier, som saa |
| NB30:39 | deres Klogskab strander paa | · Evigheden. / Det Hele med Mskenes Christendom / |
| NB32:67 | : dette Liv idel Lidelse – | · Evigheden. / Det hjælper ikke, om saa vi Msker |
| EE1, s. 41 | har jeg atter et Billede paa | · Evigheden. / Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, |
| Papir 589 | ennem, og at narre dem for | · Evigheden. / Ei heller findes der i den øvrige |
| NB7:93 | lig Tanke, en Plage for hele | · Evigheden. / Hvad jeg saa ofte for Spøg har sagt, |
| EE1, s. 49 | lte Timer, der ere levede for | · Evigheden. / Hvorfor blev jeg ikke født i Nyboder, |
| NB26:51 | artet med denne Verden) for | · Evigheden. / I det gl. Testamente var det saaledes: |
| NB36:30 | n men man docerer sig ikke ind i | · Evigheden. / Idealet. / / Idealet er Msk-Fjendskab. |
| NB31:35 | std. det glade Budskab om | · Evigheden. / Ligner dette nu Christenhedens Christendom? |
| Oi8 | t lide at forholde sig rigtigt til | · Evigheden. / Man lever kun een Gang; er, naar Døden |
| NB11:94 | e det, om ikke før saa i | · Evigheden. / Men derfor have alle æsthetiske og |
| 4T43, s. 173 | ieblik oversætter sig i | · Evigheden. / Naar da Følelsens Utaalmodighed vil |
| NB32:72 | at de alligevel mene at leve for | · Evigheden. / O, Gud! / / Ja, o Gud Du har dog blot |
| NB31:84 | men det farer ikke paa | · Evigheden. / Og medens det i den udvortes Verden er |
| NB31:25 | amineres, at examineres for | · Evigheden. / Og saaledes har Gud nu indrettet denne |
| NB11:105 | et det lader sig erindre i | · Evigheden. / Ogsaa det har da hørt med til Χsti |
| NB31:160 | et Sidste i Lidelse – saa | · Evigheden. / Om mig selv. / / Hvis jeg kunde gjøre |
| NB7:67 | en af dem vilde tænke paa | · Evigheden. / See dette er Christendom. / |
| NB33:3 | er ud. / / / Timeligheden – | · Evigheden. / T. er det Sinkende, det sig bredende, |
| Papir 591 | ts Prøve, er modnet for | · Evigheden. / Ved en Forbrydelse er jeg blevet til, |
| OTA, s. 355 | endet paa, at han dannes for | · Evigheden. Ak, vel faaer et Menneske ved Lidelser |
| CT, s. 113 | et maaskee aldrig forvindes i | · Evigheden. Al Timelighedens Lidelse, dens ene Gang |
| CT, s. 150 | abte, og det faaer Du igjen i | · Evigheden. Altsaa faaer Du det Tabte igjen. Eller |
| AE, s. 190 | rende tage sig selv tilbage i | · Evigheden. At gjøre dette er at speculere, at kunne |
| BA, s. 451 | en sande Rolighed – for | · Evigheden. Da forkynder man Øieblikket, og ligesom |
| NB7:55 | t Barn til den Ældre) til | · Evigheden. Da vi nu selv her ere de Ældste ( thi |
| OTA, s. 358 | sernes Livs-Skole danner for | · Evigheden. Den danner for Evigheden; det kjendes ogsaa |
| EE2, s. 137 | , men frelst og bevaret den i | · Evigheden. Den Ægtemand, der gjør det, han lever |
| NB32:72 | lever, alt alt directe med ind i | · Evigheden. Deraf kommer det at Msker der ville gyse |
| Papir 241 | desto mattere bliver ogsaa | · Evigheden. Derfor blev saaledes Grækernes Dødeophold |
| OTA, s. 355 | paa den, for at lære for | · Evigheden. Derfor er Lidelsernes Skole en Afdøen, |
| NB7:55 | Hjælp af Evigheden og til | · Evigheden. Deri ligger det, og deraf det Forfærdelige |
| NB31:159 | enne Verden – og saa | · Evigheden. Derimod vil Gud ikke vide af disse Gavtyvestreger |
| NB30:50 | t, som slet ikke er til for | · Evigheden. Det forholder sig omvendt med Evigheden: |
| CT, s. 145 | ist eenfoldigt Lægemiddel, | · Evigheden. Det Vanskelige er blot at faae den ganske |
| BA, s. 391 | onflikt, da den berøres af | · Evigheden. Det, vi kalde Øieblikket, kalder Plato |
| NB34:38 | entes Synspunkt er ene og alene: | · Evigheden. Dette er Gjenstanden, hermed er det det |
| SLV, s. 186 | siger Een til at møde for | · Evigheden. Dette næsten brustne Blik, denne Gysen |
| OTA, s. 403 | t ikke mere skulde kunne see | · Evigheden. Eller hvis de end ikke ganske ville afskaffe |
| NB10:112 | det, der er een Trøst: | · Evigheden. Elsk Evigheden, saa hader Du dette Liv: |
| KG, s. 245 | sande Alvors Forestilling om | · Evigheden. Giver et Menneske efter for denne Indskydelse, |
| Papir 591 | / Dem modtager Gud ogsaa i | · Evigheden. Hvad vil nemlig Gud have? Han vil have |
| SLV, s. 19 | rindringerne hans Udbytte for | · Evigheden. I Erindringen trækker Mennesket paa |
| NB:145.a | – men Seirens ene Gang er | · Evigheden. Lidelsens ene Gang ( selv om den varede |
| CT, s. 116 | et er saligt at erindre den i | · Evigheden. Man lider kun een Gang, men man seirer |
| BA, note | et i samme Øieblik udtrykker | · Evigheden. Man tillade mig at anskueliggjøre, hvad |
| NB26:25 | ere, forsaavidt den udviser | · Evigheden. Men at være omdannet til ene at trøstes |
| 3T44, s. 262 | det er, vil trodse sig ind i | · Evigheden. Men Den, der vender sig bort fra det Timelige |
| NB7:55 | p – for at opdrage til | · Evigheden. Men det at negtes al Timelighedens Hjælp |
| IC, s. 126 | Absolute er, ene at vælge | · Evigheden. Men dette med Evigheden staaer ikke ganske |
| NB7:92 | i Alderdommen, maaskee først i | · Evigheden. Men i ethvert Tilfælde gjælder det |
| KG, s. 325 | tighed, maa Du lære det af | · Evigheden. Men skal Du forstaae Dig paa det Evige, |
| DD:16 | rne den anden Tids Inderligheden i | · Evigheden. Midd: siger vel: 1000 Aar er som een Dag; |
| NB7:69 | ig til Seier i Tiden men til | · Evigheden. Msket laver det om. / O, men tungt, tungt |
| KG, s. 48 | men saa hjælper | · Evigheden. Naar den siger » Du skal elske«, |
| Not7:38 | kan vi nok blive færdige med | · Evigheden. Naar man derfor høre Elskende tilsværge |
| NB11:20 | aaer jeg maaskee først i | · Evigheden. Nu – dette Liv er jo ogsaa Arbeidets |
| CT, s. 147 | taber Timeligheden vinder jeg | · Evigheden. O, Du Lidende, hvad Du end har tabt, Du |
| NB11:127 | Χstds Forjættelser for | · Evigheden. Og denne Blanding det er Χstd! Man |
| CT, s. 83 | Samtidig saa stor – som | · Evigheden. Og denne Samtidighed idag er just Opgaven; |
| Papir 589 | m er deres Element, frygte | · Evigheden. Og derfor al denne Stadsen med en saadan |
| KG, s. 323 | a rolig, saa uforstyrret, som | · Evigheden. Og ingen Tænker er saa sikker paa, at |
| Oi9, s. 375 | De, at jeg kæmper dog for | · Evigheden. Og jeg gyser atter, naar jeg betænker, |
| NB30:113 | lt reflecterer sig her paa | · Evigheden. Og jo qvalfuldere Timelighed, jo saligere |
| NB26:25 | r Dig, Examen er først i | · Evigheden. Og Opgaven er at blive » Aand«, |
| OTA, s. 357 | en, at Du ret maa dannes for | · Evigheden. Og som en af de gamle Propheter har sagt, |
| NB25:64 | ke erindre – mindst i | · Evigheden. Om derfor et Msk. slap fra al Lidelse i |
| NB33:3 | nakken hjælper ikke ind i | · Evigheden. Om En, som før har ført liderlig |
| SLV, s. 362 | or skal vi saa sees igjen. I | · Evigheden. Saa er der jo Tid nok til Forstaaelsen. |
| CT, s. 150 | e Evige, som Du faaer igjen i | · Evigheden. Saa faaer Du jo dog Det evigt, netop Det, |
| SLV, s. 48 | bne for Tiden, det Andet for | · Evigheden. Saaledes er atter Modsigelsen her baade |
| KG, s. 50 | bort og bevarer det Sunde for | · Evigheden. Saaledes er det overalt, dette Evighedens |
| BA, s. 396 | samme Øieblik gaaet over i | · Evigheden. Saasnart derimod Synden er sat, hjælper |
| KG, s. 306 | – om ikke før saa i | · Evigheden. See, Den, der tillistede sig et andet Menneskes |
| OTA, s. 360 | sernes Skole, der danner for | · Evigheden. Skal da noget Saadant forundes et Menneske, |
| NB25:64 | se er et evig Erhvervet for | · Evigheden. Thi kun Lidelser lade sig erindre. / |
| KG, s. 323 | gen er, Verden forstaaer ikke | · Evigheden. Timeligheden har en timelig og forsaavidt |
| EE1, s. 41 | faaer man en Forestilling om | · Evigheden. Tænker jeg mig hiin ulykkelige Bogholder, |
| AE, s. 191 | ng at tage sig selv tilbage i | · Evigheden. Var det allerede paradox, at den evige |
| KG, s. 259 | ge kunde han lære dette af | · Evigheden. Vee Den, som i Forhold til et andet Menneske |
| GU, s. 330 | tærkere Skridt hastende mod | · Evigheden. Vi derimod som kun endnu ere Begyndere, |
| OTA, s. 357 | Lidelsernes Skole danner for | · Evigheden. Vi tale ellers paa en anden Maade om Skoledannelsen, |
| OTA, s. 358 | der er jo Tid nok, der er jo | · Evigheden.« Og naar Evigheden taler, da er der ikke |
| KG, s. 152 | Leve«, da siger | · Evigheden: » døe«, hvis ellers Hjertet |
| AE, s. 215 | i hiint evige Sindbillede paa | · Evigheden: den uendelige Horizont. Hvad Søvn er |
| Papir 340:16 | ngere end alt Andet, | · Evigheden: der er dog vel Springets Klogskab ikke |
| Oi8, s. 365 | eden! Kun at kunne straffes i | · Evigheden: forbarmende Gud! Enhver Forbryder, enhver |
| GU, s. 336 | Du saa ikke slipper, mindst i | · Evigheden: frygteligt! Nei, evig uforanderligt er |
| Oi8, s. 351 | det forholder sig rigtigt til | · Evigheden: Gud være evigt lovet; er det det ikke, |
| 2T44, s. 202 | avde været sandt, ogsaa i | · Evigheden: imorgen er der atter en Dag. / |
| NB30:50 | t forholder sig omvendt med | · Evigheden: jo større Tallet er, jo lettere, om |
| NB4:20 | a ankommer tilsidst Enhver i | · Evigheden: og der har jeg som Tænker Ret. |
| NB:104 | er ikke mere skriver Bøger for | · Evigheden: Papiret selv, hvorpaa de trykkes er saa |
| IC, s. 156 | ket, men ikke giver Gjenlyd i | · Evigheden: skal et Menneskes Liv ikke hendøses |
| Oi9, s. 375 | Sjels Frelse at kæmpe for | · Evigheden: staaer jeg omgiven af en Samtid, der høist |
| Oi8, s. 365 | rtrin! – kun straffes i | · Evigheden: synes Du saa, der er Grund til at klage |
| IC, s. 218 | er derfor egentligen først | · Evigheden; » Menigheden« er i Ro hvad |
| TSA, s. 98 | nder, saasnart man tænker | · Evigheden; Apostelen har paradoxt noget Nyt at bringe, |
| OTA, s. 357 | i Lidelsen, da dannes Du for | · Evigheden; da er der ingen utaalmodig Higen i Din |
| KG, s. 252 | t næste Øieblik. Men nu | · Evigheden; den er dog vel den største Opgave, som |
| OTA, s. 245 | drethed. Saaledes spørger | · Evigheden; dersom Du selv ret levende betænker |
| OTA, s. 358 | or Evigheden. Den danner for | · Evigheden; det kjendes ogsaa derpaa, at medens man |
| Oi8, s. 347 | ven tænker paa Dommen og | · Evigheden; eller, fra en anden Side, hvis Du paa nogen |
| OTA, s. 192 | erden, naar han strander paa | · Evigheden; hvad hjælper det, at den Syge indbilder |
| OTA, s. 170 | r det er saa hurtigt gjort i | · Evigheden; hvorfor blev en udødelig Aand sat i |
| NB28:41 | elig offret – men saa | · Evigheden; i Jødedommen var det kun en Prøvelse, |
| NB5:93 | g jeg vil have Glæde af i | · Evigheden; jeg bytter med ingen Medlevende, efter |
| SLV, s. 311 | m Død, og bevar hende for | · Evigheden; kom Vanvid, og sæt Alt i Bero, indtil |
| CT, s. 109 | ng er Øieblikket, Seierens | · Evigheden; Lidelsens ene Gang derfor, naar den er |
| BA, s. 453 | nnemtrængt af og bevaret i | · Evigheden; men deri er der ikke Spor af det Comiske. |
| Oi5, s. 228 | var, som bekjendt, dette med | · Evigheden; men dette med Evigheden har den officielle |
| OTA, s. 144 | eslutninger for Livet, ja for | · Evigheden; men Forsættet taber hurtigt Ungdommens |
| Papir 154:2 | ærværende og haste ind i | · Evigheden; men Hverdagsforfatterenshistorier. – |
| JJ:486 | orladne.« engang ɔ: i | · Evigheden; men Knuden med Syndsforladelsen er netop, |
| AE, s. 334 | ddommeligt Regjerings-Pas for | · Evigheden; men naar Letsindighed og Verdslighed vil |
| SLV, s. 161 | ns Termin, den afgjør for | · Evigheden; men saa døer et Barn og man holder en |
| NB17:92 | ldrig nogen Grændse, mindst i | · Evigheden; nei naar Forundringen har piint sig gjennem |
| NB36:30 | lvoren ligger paa et andet Sted: | · Evigheden; og Evigheden kan Docenterne ikke narre. |
| OTA, s. 358 | som Tiden, kan kun danne for | · Evigheden; Skolen for Livet viser sit Udbytte i Tiden, |
| OTA, s. 354 | e, at denne Skole danner for | · Evigheden; thi der er i ingen anden Skole den Fare, |
| OTA, s. 360 | eske! Kun Lidelse danner for | · Evigheden; thi Evigheden er i Troen, men Troen er |
| AE, s. 127 | st spøgende spørge om i | · Evigheden; thi først der er Tid til Sorgløshedens |
| FB, s. 137 | er i Livet, aldrig gaae ind i | · Evigheden; thi selv i det Øieblik, da han er nærmest |
| KG, s. 248 | r denne hellige Stilhed som i | · Evigheden; veed Du nogen, selv den meest udvalgte |
| KG, s. 248 | er saa høit hvælvet som | · Evigheden; veed Du noget, selv noget Guds-Huus, hvor |
| SLV, s. 201 | ng, jeg vil erindre hende. I | · Evigheden? Er der Tid til at sove? I Evigheden! Hvorledes |
| SLV, s. 362 | rkere i Sammenligning med | · Evigheden? Har Tiden Magt til evigt at skille os ad? |
| SLV, s. 362 | ger Evigheden? Naar begynder | · Evigheden? Hvilket Sprog tales der? Eller tales der |
| SLV, s. 362 | bestandigt høi lys Dag i | · Evigheden? Kunde der ikke gives en Morgendæmring, |
| SLV, s. 372 | ler en Forværks-Kaabe for | · Evigheden? Man indrømmer gjerne, at Boniteten maaskee |
| SLV, s. 362 | il Forstaaelsen. Hvor ligger | · Evigheden? Naar begynder Evigheden? Hvilket Sprog |
| KG, s. 316 | at der skulde være Penge i | · Evigheden? Nei, saa var jo Himmerige selv igjen blevet |
| SLV, s. 362 | ution? Hvorledes fremstilles | · Evigheden? Som den vide Horizont, hvor man Intet seer. |
| KG, s. 91 | Undskyldning kan hjælpe i | · Evigheden? Thi Evighedens Bud er uendeligt høiere |
| KG, s. 48 | ne Befaling have hjemme uden i | · Evigheden? Thi naar det i Timeligheden er gjort umuligt |
SKS-E 1.6 sks.dk © 2012 Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet
