]> S&o-;ren Kierkegaard Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger TSA Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Niels W. Bruun, Anne Mette Hansen og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1849 Kierkegaards kladdemateriale Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) F&o-;rstekorrekturen til A H&aa;ndskreven korrektur til A Samlede V&ae;rker, 1. udg., 1906-09 Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2006 http://sks.dk/tsa/txt.xml 20091215 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger Af H. H. Kj&o-;benhavn Gyldendalske Boghandling Trykt hos Louis Klein 1849 Forord Disse to Smaa-Afhandlinger ville v&ae;sentligen vistnok kun kunne interessere Theologer. H. H. Indhold Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Digterisk Fors&o-;g. Om Forskjellen mellem et Geni og en Apostel. Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab Digterisk Fors&o-;g af H. H. Forord Dette Forord indeholder intet videre end en Besv&ae;rgelse, at L&ae;seren f&o-;rst vil &o-;ve sig i at afl&ae;gge en Deel af sin s&ae;dvanlige Tankegang. Thi ellers vil Problemet, som det her er fremstillet, slet ikke v&ae;re til for ham &streg; og besynderligt nok, just fordi han allerede l&ae;ngst er f&ae;rdig med det, men i omvendt Stilling. 1847 i Slutningen. Introduction Der var engang en Mand. Han var som Barn bleven strengt opdragen i den christelige Religion. Han havde ikke h&o-;rt Meget af Det, som ellers B&o-;rn h&o-;re, om det lille Jesus-Barn, om Engle og deslige. Derimod havde man desto oftere fremstillet den Korsf&ae;stede for ham, saa dette Billede var det eneste og det eneste Indtryk, han havde af Frelseren; skj&o-;ndt et Barn, var han allerede gammel som en Olding. Dette Billede fulgte ham saa Livet igjennem; han blev aldrig yngre, og kom aldrig bort fra dette Billede. Som det fort&ae;lles om en Maler, der i Samvittighedens Angest ikke kunde lade v&ae;re at see tilbage efter den Myrdedes Billede, som forfulgte ham: saaledes kunde han, elskende, ikke see bort fra dette Billede, der drog ham til sig, ikke et &O-;ieblik. Hvad han som Barn fromt havde troet, at Verdens Synd kr&ae;vede dette Offer, hvad han som Barn eenfoldigt havde forstaaet, at J&o-;dernes Ugudelighed i Styrelsens Haand var Betingelsen for, at denne R&ae;dsel kunde afstedkommes: det troede han uforandret og han forstod det uforandret. Men efterhaanden som han blev &ae;ldre, fik dette Billede end mere Magt over ham. Det var ham, som fordrede det i eet v&ae;k Noget af ham. Thi det havde han da altid fundet ugudeligt, at man indlod sig paa at male dette Billede, og ligesaa ugudeligt kunstnerisk at betragte et saadant malet Billede, for at see om det lignede &streg; istedetfor selv at vorde Billedet, der lignede Ham, og med en uforklarlig Magt dreves han til at ville ligne Ham, forsaavidt da et Menneske kan ligne Ham. Dette var han sig nemlig bevidst, at der intet Formasteligt var i hans Begjering, som kunde han noget &O-;ieblik forglemme sig selv i den Grad, at han formasteligt kunde glemme, at denne Korsf&ae;stede var Gud, den Hellige &streg; han en Synder. Men det at ville lide for den samme Sag, indtil D&o-;den, deri var jo intet Formasteligt. Saaledes omgikkes han i Stilhed dette Billede; han talede aldrig til noget Menneske derom. Men Billedet kom ham bestandigt n&ae;rmere og n&ae;rmere, dets Fordring til ham blev ham bestandig inderligere og inderligere. Dog at tale derom til Nogen var ham en Umulighed. Og just dette var jo Beviset for, hvor dybt denne Sag beskj&ae;ftigede ham, Beviset for, at det ikke havde v&ae;ret umuligt, at han engang havde gjort derefter. Thi Taushed og Handlekraft svare ganske til hinanden; Taushed er Handlekraftens Maalestok; et Menneske har aldrig mere Handlekraft, end han har Taushed. Ethvert Menneske forstaaer meget godt, at det at handle er noget langt St&o-;rre end det at tale derom; er han derfor sikker paa sig selv, at han kan gj&o-;re det, og har han besluttet, at han vil gj&o-;re det, saa taler han ikke derom. Hvad et Menneske i Forhold til at handle taler om, er just Det, hvori han ikke er sikker paa sig selv. En Mand, der med Lethed overvinder sig selv til at give ti Rbd. til de Fattige, saa det falder ham ganske naturligt, _somsaa han finder &streg; ja her har vi det &streg; at det ikke er Noget at tale om: han taler aldrig derom. Men maaskee skal Du h&o-;re ham tale om, at han agter engang at give tusind Rbd. til de Fattige &streg; ak, de Fattige maae saa vist n&o-;ies med de ti. En Pige, der har Inderlighed nok til at s&o-;rge hele sit Liv stille men dybt over en ulykkelig Elskov, hun taler ikke derom. Men i Smertens f&o-;rste &O-;ieblik skal Du maaskee h&o-;re hende sige, at hun vil aflive sig selv &streg; v&ae;r rolig, det gj&o-;r hun ikke, just derfor talte hun derom, det var en forf&ae;ngelig Tanke. Den Bevidsthed med sig selv, at man kan og vil, den m&ae;tter ganske anderledes end al Snakken. Derfor snakkes der kun om Det, i Forhold til hvilket man mangler denne Bevidsthed med sig selv. Den F&o-;lelse, man i Sandhed har, taler man aldrig om; kun den F&o-;lelse, man ikke har, eller den F&o-;lelsens Grad, man ikke har, snakker man om. Loven er ganske simpel, i Forhold til det Onde denne. Har Du en Mistanke til et Menneske, der er Dig kjert, at han muligen omgaaes l&o-;nligt een eller anden forf&ae;rdelig Tanke: saa see blot at faae ham til at sige det, helst saaledes, at Du narrer ham det fra, som var det Ingenting, at der end ikke i Meddelelsens &O-;ieblik bliver Fortrolighedens Pathos. Er Du selv i det Tilf&ae;lde, paa Veie til at blive indesluttet med en forf&ae;rdelig Tanke, saa tal til en Anden derom, men helst i Fortrolighedens pathetiske Form; thi vilde Du meddele ham det i Sp&o-;g, turde det let v&ae;re en af Din Indesluttethed opfunden Underfundighed, der blev Dig selv v&ae;rst. Men i Forhold til det Gode er Loven ogsaa den samme. Er det Din oprigtige Alvor med en Beslutning &streg; for Alt tal aldrig eet Ord om den til noget Menneske. Dog beh&o-;ver alt Dette jo egentligen ikke at siges, det hj&ae;lper heller ikke Nogen at det siges; thi den i Sandhed Besluttede han er eo ipso taus. Det at v&ae;re besluttet er ikke Eet, det at v&ae;re taus noget Andet; det at v&ae;re besluttet er just at v&ae;re taus &streg; som han var det, om hvem her er Talen. Han levede da hen Aar efter Aar. Han omgikkes kun sig selv, og Gud, og dette Billede &streg; men han forstod ikke sig selv. Dog manglede han ingenlunde Villighed eller &g.p;&g.l;&g.e;&g.r;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.r;&g.i;&g.a;, tvertimod han fornam en n&ae;sten uimodstaaelig Trang til at vorde det liigt. Tilsidst vaagnede der en Tvivl i hans Sjel, en Tvivl, hvori han ikke forstod sig selv: om et Menneske har Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden. Over denne Tvivl grundede han nu aarle og silde. Hans mange Tanker ere som i kort Indbegreb Indholdet af denne lille Afhandling. A 1.␣L&ae;ren om Jesu Christi D&o-;d og Opoffrelse har naturligviis siden Christendommens Begyndelse fra Aarhundrede til Aarhundrede v&ae;ret Gjenstand for Tusinders og Tusinders Betragtning og Overveielse. Min Sjel hviler ganske i Troen, forstaaer sig ganske i at troe. Kun een Tvivl har en tidlang &ae;ngstet mig, en Tvivl, som jeg aldrig har seet fremsat af en Tvivlende, og aldrig besvaret af en Troende. Denne Tvivl lyder saaledes: dette kan jeg vel begribe, at Han, den Kjerlige, af Kjerlighed kunde ville offre sit Liv; men dette kan jeg ikke begribe, at Han, den Kjerlige, kunde lade Menneskene blive skyldige i at slaae Ham ihjel, kunde tillade, at dette skete, mig synes, at Han af Kjerlighed maatte have forhindret dem deri. Dog er det nu lykkedes mig ogsaa at fjerne denne Tvivl; hvorledes, vil jeg her gj&o-;re mig Rede for, da det h&ae;nger n&o-;ie sammen med Besvarelsen af mit Problem. 2.␣Hvad Philosopherne sige om Christi D&o-;d og Opoffrelse er ikke v&ae;rd at reflektere paa. Thi Philosopherne vide i denne Henseende ikke hvad de tale om &streg; det veed jeg; de gj&o-;re, hvad de ikke vide, og vide ikke hvad de gj&o-;re. 3.␣Med Dogmatikerne er det en anden Sag. De gaae ud fra Troen. Deri gj&o-;re de vel; ellers er der heller slet Intet at tale om, at grunde over &streg; undtagen philosophice i Luften. De s&o-;ge da at begribe, hvorledes Guds Retf&ae;rdighed og Menneskets Synd concentrerede ere: Forsoningens Mysterium. Dog Alt hvad herom kan siges indeholder Intet til Besvarelse af hiin min Tvivl. Dogmatiken grunder over dette historiske Faktums evige Betydning, og gj&o-;r ingen Vanskeligheder med Hensyn til noget Moment i dets historiske Tilbliven. 4.␣Men Jesu Christi D&o-;d og Opoffrelse er jo som Dogma en historisk Begivenhed. Man kan altsaa sp&o-;rge: hvorledes gik det til, hvor i al Verden var det dog muligt, at Christus kunde blive korsf&ae;stet? Her svarer saa Theologien, at det var J&o-;dernes Ugudelighed, dog saaledes, at denne, skj&o-;ndt opr&o-;rsk mod Gud og de Skyldige tilregnelig, i en dybere Forstand maatte tjene Guds Hensigt, og, hvad dog oftest glemmes, Christi fri Beslutning. Man kunde nu vistnok i denne Henseende anstille mange flere Betragtninger, end ordentligviis gj&o-;res, for at belyse dette Historiske, for ret at gj&o-;re det n&ae;rv&ae;rende &streg; thi det Evige, det Guddommelige deri er jo et bestandigt N&ae;rv&ae;rende. Dette kan vistnok ogsaa enhver Troende gj&o-;re. Men hvad der er i sin Orden, den Troende vil det ikke gjerne, fordi den Helliges D&o-;d for ham har ganske anden Betydning, saa han ugjerne paa den Maade sysler med dette, men hellere troer, fordi han skal troe, end, som det meningsl&o-;st hedder, fordi han kan begribe. De derimod, der have en forf&ae;ngelig Lyst til at blive sig selv og Verden vigtige ved at anstille saadanne Reflexioner, formaae i Almindelighed ikke at gj&o-;re det. a)␣Man kunde saaledes sp&o-;rge: hvor var det dog muligt, at Christus kunde blive korsf&ae;stet? Saa kunde man til Svar str&ae;be at vise, at Han, som det Absolute, maatte ligesom spr&ae;nge den Relativitet, hvori nu engang Menneskene leve, fordi de kun ere Mennesker. Hans D&o-;d var da, gr&ae;sk forstaaet, som en r&ae;dsom Art af N&o-;dv&ae;rge af den lidende Menneskehed, der ikke kunde b&ae;re Ham. Men dette Svar er forfeilet, ja letsindig-blasphemisk, hvis det fortier, at den Relativitet, hvori Menneskene leve, er Synden. b)␣Man kunde sp&o-;rge: hvor var det dog muligt, at Christus kunde blive slagen ihjel, Han som i Intet, Intet s&o-;gte sit Eget, hvor er det muligt, at nogen Magt eller noget eneste Menneske kan collidere med Ham? Svar: just derfor blev Han slagen ihjel, fordi Han i Intet s&o-;gte sit Eget. Just derfor vare de Ringe og de Fornemme lige forbittrede paa Ham; thi hver af dem s&o-;gte sit Eget og vilde, at Han skulde i Egenkjerlighed holde sammen med dem. Han blev just korsf&ae;stet, fordi Han var Kjerlighed, eller videre udf&o-;rt, fordi Han ikke vilde v&ae;re egenkjerlig. Han levede derfor ogsaa saaledes, at Han lige saa meget maatte blive til Anst&o-;d for de Fornemme som for de Ringe; thi Han vilde ikke tilh&o-;re nogen af Parterne, men v&ae;re hvad Han var, Sandheden, og v&ae;re det i Sandhedskjerlighed. De M&ae;gtige hadede Ham, fordi Folket vilde gj&o-;re Ham til Konge, og Folket hadede Ham, fordi Han ikke vilde v&ae;re Konge. c)␣Man kunde for at oplyse dette Historiske vise, hvorledes det, at Han f&o-;rst syntes at ville have Kongemagten, netop h&o-;rte med, for at Han kunde blive korsf&ae;stet. Thi skal der i Livets Forhold ret komme Lidenskab, og i Lidenskaben Flamme, maa der Tr&ae;k til. Men Tr&ae;k er Dobbeltbev&ae;gelse, Krydsningen af to Luftstr&o-;g. Netop det, at J&o-;derne havde f&ae;stet hele deres Opm&ae;rksomhed paa Ham, saa de vilde gj&o-;re Ham til Konge, netop det, at Han selv i Begyndelsen et &O-;ieblik, som det syntes, slog ind paa denne Retning: netop det blev Braadden i Forbittrelsen, blev i Hadets Rasen det Blodt&o-;rstige, da Han saa dog ikke vilde. Han var Tiden i h&o-;i Grad vigtig, den vilde i Ham hellere end gjerne see den Forventede, den vilde n&ae;sten paan&o-;de Ham det og tvinge ham ind i Charakteren &streg; men at saa han ikke vilde v&ae;re det! Christus var den Forventede, og dog blev Han korsf&ae;stet af J&o-;derne, og blev det just, fordi Han var den Forventede. Han var Samtiden altfor betydningsfuld, til at her kunde v&ae;re Tale om, at lade Ham saadan upaaagtet, nei, her gjaldt det enten &streg; eller, enten elske eller hade. J&o-;derne vare saaledes indtagne af den Idee, at Han maatte v&ae;re den Forventede, at de ikke kunde udholde den Tanke, at Han ikke vilde tage mod al den tilbudne Herlighed. Dette vil sige, det er Verdens-Conflikten mellem to Forestillinger, &O-;ieblikkets og Evighedens, om hvad der skal forstaaes ved &anfbeg;den Forventede.&anfslut; In abstracto er Christus Alle den Forventede, og Han er det evigt. Men nu kommer Conflikten. Det selvsyge, indbildske Folk vil tage sig Ham til Indt&ae;gt for deres Egenkjerlighed: Christus skal v&ae;re &anfbeg;den Forventede,&anfslut; men redigeret af &O-;ieblikket. Ved et &O-;ieblik ligesom at give efter, lokker Han denne deres Idee til at blive aabenbar &streg; og nu, nu bliver det Skridt for Skridt aabenbarere, at det er i Evighedens Forstand Han er den Forventede. Samtiden har derfor vistnok, vildfarende som den var og rasende i sin Vildfarelse, rasende over at have taget feil af Ham, rasende over at have villet gj&o-;re En til Konge, der forsmaaer det, rasende over at have gjort den Tilstaaelse, hvorledes den i dens Forstand tr&ae;ngte til Ham &streg; Samtiden har vistnok anseet Christi Liv for en uhyre hovmodig Stolthed. Det har derfor vistnok for Mange ind i deres ugudelige Vildfarelse lydt som en retf&ae;rdig Nemesis, disse Ord: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig. Men ogsaa alt Dette h&o-;rer med til J&o-;dernes Skyld, med til at belyse den som Ugudelighed, at de i den Grad have v&ae;ret opm&ae;rksomme paa Christus, at her ikke kan v&ae;re Tale om almindelig Misforstaaelse. De have tvertimod seet op til Ham, villet pege paa Ham, villet v&ae;re stolte af Ham, nu ret tilgavns og mere end nogensinde foragte alle andre Folk &streg; hvis Han blot vilde have tjent deres Herskesyge. Det vil sige, de havde fattet Hans uendelige Overlegenhed. Og dog vilde de ikke b&o-;ie dem under Ham, ikke l&ae;re af Ham, hvad der betr&ae;ffende &anfbeg;den Forventede&anfslut; var Sandhed; de vilde herskesygt, at Han skulde tjene dem, f&o-;ie deres Lyst &streg; for saa at forgude Ham, en Forgudelse, der da i en anden Forstand var blevet Selvforgudelse, idet den smigrede deres Herskesyge, derved ogsaa, at Han jo var bleven dens Invention. Det vil sige, de havde fra F&ae;drene Foruds&ae;tninger nok, og de havde forstaaet nok til at kunne forstaae Ham, hvis de havde villet, men de vilde ikke forstaae Ham. Eet er det, naar en Tid forhaaner og forf&o-;lger en Mand, som Tiden bogstavelig ikke kan forstaae, men maae ansee for gal. Saaledes naar Samtiden forhaanede Columbus; thi Samtiden kunde med sin bedste Villie ikke faae det i sit Hoved, at der skulde v&ae;re en anden Verdensdeel. Et Andet, at en Samtid forstaaer en Mands uhyre Overlegenhed, just er forgabet i ham, men saa fr&ae;kt (selv om det er ved Smiger) vil tiltrodse sig, at han skal v&ae;re Det, den vil gj&o-;re ham til &streg; istedetfor at underordne sig ham og l&ae;re af ham. d)␣Man kunde, for at belyse dette Historiske, vise, hvorledes den historiske Situation, menneskelig talt, maatte bidrage til at ophidse J&o-;derne imod Christus. Det national- og religieus-stolte Folk sukkede bundet i foragtet Tr&ae;ldom, mere og mere afsindigt stolt; thi den Stolthed er den afsindigste, der oscillerer mellem at forgude sig selv og at foragte sig selv. Landet er i sin Undergang; alle Gemytter beskj&ae;ftigede med Nationalitetens Bekymring; Alt Politik indtil Fortvivlelse. Og nu Han, han som kunde have hjulpet dem, Han, som de vilde have gjort til Konge, Han, af hvem de havde haabet Alt, Han, der selv et &O-;ieblik ligesom gav Misforstaaelsen Medhold! Og nu, just nu i det &O-;ieblik at udtrykke, og saa r&ae;dsomt afgj&o-;rende at udtrykke, at Han Intet, Intet havde med Politik at skaffe, at Hans Rige ikke var af denne Verden! De Samtidige maatte jo, forblindede som de vare, menneskelig talt, deri see det forf&ae;rdeligste National-Forr&ae;deri. Det var som havde Christus uds&o-;gt den grelleste Mods&ae;tning, den meest forargende Mods&ae;tning, for ret at vise det Evige, Guds Rige &streg; i Mods&ae;tning til det Jordiske. Thi naar jordisk Elendighed, et heelt Folks, Guds udvalgte Folks Tilv&ae;relse staaer paa Spil, saa det gj&ae;lder at v&ae;re eller ikke-at-v&ae;re, saa synes det, menneskeligt, som maatte dette Sp&o-;rgsmaal f&o-;rst og fremmest komme i Betragtning. Mods&ae;tningen kan ikke v&ae;re mere sv&ae;lgende. I et lykkeligt Land i Freds-Tider er det Eviges Mods&ae;tning til det Jordiske ikke saa st&ae;rk. At sige til en riig Mand, Du skal f&o-;rst s&o-;ge Guds Rige, er en mild Tale mod denne haarde, denne, menneskeligt, opr&o-;rende, at sige til en Hungrende, Du skal f&o-;rst s&o-;ge Guds Rige. Altsaa, det var jo, menneskeligt, som et Forr&ae;deri mod Samtiden, mod Folket, mod Folkets Sag. Og derfor kr&ae;nkede det da igjen saa dybt denne dobbelte Spydighed af den stolte Romer, af Pilatus: at s&ae;tte denne Indskrift paa Korset &anfbeg;J&o-;dernes Konge&anfslut;. O, det var dette det i Stolthed fortvivlende Folk havde &o-;nsket sig, en Konge &streg; og Han kunde have v&ae;ret det. Men nu l&o-;d Spotten dobbelt: over Ham, den Korsf&ae;stede, at kalde Ham &anfbeg;Konge,&anfslut; og over J&o-;derne &streg; at kalde Ham &anfbeg;J&o-;dernes Konge,&anfslut; som for at vise Folket, hvor usselt og afm&ae;gtigt det var. e)␣Man kunde, for at belyse dette Historiske, vise, hvorledes den Omst&ae;ndighed, at det Hele foregaaer i L&o-;bet af tre Aar, menneskeligt talt, bidrager til at motivere Christi D&o-;d. Med Farten af det f&o-;rste Indtryk af det Overordentlige (at ville gj&o-;re Christus til Konge) styrter Sl&ae;gten lige til den modsatte Yderlighed, til at slaae ham ihjel, det er, fra det ligefremme Udtryk for det Overordentlige styrter Sl&ae;gten til det omvendte Udtryk for det Overordentlige. Men Tiden er ogsaa i en vis Forstand Samtiden saa knap tilmaalt, at den derved bringes i en exalteret, fortumlet Tilstand; der mangler, menneskeligt talt, en Pause, for at Samtiden kunde komme til at puste ud, en Pause mellem Misforstaaelsen, at Christus var den jordisk Forventede, og Forstaaelsen, at han var Aand og Sandhed. Havde Christus ikke v&ae;ret Sandheden, havde han altsaa kunnet skaane de Samtidige, afkj&o-;le lidt ved Hj&ae;lp af Sandsebedrag, fjernet sig med beh&o-;rige Pauser, fordeelt sit Liv paa tyve Aar, istedetfor at fort&ae;tte det i tre &streg; og havde han v&ae;ret Menneske, havde han vel af en anden Grund v&ae;ret n&o-;dsaget dertil &streg; saa var han dog, menneskelig talt, maaskee ikke bleven ihjelslagen. Men i denne frygtelige Anstrengelse af, at det Guddommelige hver evige Dag er tilstede, i denne frygtelige Anstrengelse af, i saa kort Tid at skulle gjennemgaae de st&o-;rst mulige menneskelige Mods&ae;tninger mellem Oph&o-;ielse og Fornedrelse, i denne frygtelige Anstrengelse af tre Aar i Tr&ae;k, uden det mindste Mellemrum, at skulle holdes i den st&o-;rst mulige Sp&ae;nding: er _{Sl&ae;gten, som}Sl&ae;gten som ude af sig selv &streg; og raaber nu korsf&ae;st, korsf&ae;st. f)␣Dog hvortil alle slige Reflexioner, som maaskee bortlede mit Sinds Opm&ae;rksomhed fra Hovedsagen: Han sagde sig selv at v&ae;re Gud. Det er nok, her, hvis nogensinde nogetsteds, gj&ae;lder det og absolut: enten &streg; eller, enten falde tilbedende ned eller v&ae;re med at slaae Ham ihjel, eller v&ae;re et Umenneske, i hvem der ikke er Menneskelighed, som end ikke kan blive opbragt, naar et Menneske vil udgive sig for Gud. Men med alt Dette er jeg endnu ikke kommen til hiin min Tvivl. 5.␣Min Tvivl lyder saaledes: hvor kunde den Kjerlige n&ae;nne at lade Menneskene blive saaledes skyldige, at de fik Hans Mord paa deres Samvittighed; maatte Han ikke, som den Kjerlige, paa enhver Maade have forhindret det, og saa hellere givet lidt efter, Han som havde det let nok, hvert &O-;ieblik han vilde, at vinde dem for sig? Thi at et fortumlet Menneske strider med andre Mennesker saaledes, at han anseer dem for, hvad de jo ogsaa i Sandhed ere, de St&ae;rkeste, og derfor slet ikke t&ae;nker paa dem, men ene paa at v&ae;rge sig: det forstaaer jeg. Men allerede blot et Menneske, naar han har Sandheden paa sin Side og er sig dette bevidst, maa han jo i den Grad f&o-;le sig st&ae;rk, i den Grad den St&ae;rkere ligeoverfor de Tusinde og Tusinde, at han kun uegentlig strider med dem, at al deres Modstand blot gj&o-;r ham veemodig, saa hvad, der is&ae;r beskj&ae;ftiger ham, er Omsorgen for dem, at han kjerligt seer i enhver Henseende paa deres Bedste. Og nu Han, den evig St&ae;rke, hvad kan alle Menneskers Modstand og Angreb have betydet Ham? Kan Han noget &O-;ieblik have v&ae;ret bekymret for sig selv, maa Han ikke ene have v&ae;ret bekymret for dem, Han, den Kjerlige? Og i denne Kjerlighedens Bekymring maa jo netop det have v&ae;ret et Moment: om det dog ikke var for haardt mod dem, om det dog ikke var muligt at forskaane dem for det r&ae;dsomme Yderste, at slaae Ham ihjel. 6.␣Dog finder jeg nu ingen Vanskelighed for min Tro. Thi Han var ikke blot den Kjerlige, Han var Sandheden. Og for Ham, den Hellige, var Verden den onde, den syndige, den ugudelige. Her kan altsaa i al Evighed ikke v&ae;re Tale om nogen Eftergivenhed, uden at den eo ipso er Usandhed. Dern&ae;st, Hans D&o-;d var jo Forsoningen og gj&o-;r altsaa Fyldest ogsaa for den Skyld, at korsf&ae;ste Ham; Hans D&o-;d har tilbagevirkende Kraft; ja, i en vis Forstand maa man sige, at Ingen er kommen saa let fra at slaae en Uskyldig ihjel, som just J&o-;derne; o, evige Kjerlighed: Hans D&o-;d er Forsoningen for Hans D&o-;d! Endelig var Han intet blot enkelt Individ, Han forholder sig totalt til Sl&ae;gten, Hans D&o-;d er Forsoningen for hele Sl&ae;gten; Sl&ae;gtens Bestemmelse griber her pludselig ind i Forholdet mellem Ham og J&o-;derne. Saaledes forstaaer jeg dette, forstaaer mig i at troe. Der er som en Collision, det maa vel have h&o-;rt med til Hans Sjelslidelse. I Kjerlighed vil Han d&o-;e Forsoningens D&o-;d; men for at Han skal d&o-;e, maa den medlevende Sl&ae;gt blive skyldig i et Mord &streg; hvad Han, den Kjerlige, jo saa ubeskrivelig gjerne vilde have forhindret: men forhindredes det, saa blev ogsaa Forsoningen umulig. Ak, og med hvert Skridt Han n&ae;rmede sig Maalet for sit Liv: at lide D&o-;den, med hvert Skridt kommer dette Forf&ae;rdelige n&ae;rmere, at den medlevende Sl&ae;gt maa blive saaledes skyldig. Dog blev Sl&ae;gten ikke mere skyldig end den var &streg; thi Han var Sandheden; men Sl&ae;gten blev netop lige saa skyldig som den var &streg; thi Han var jo Sandheden; Sl&ae;gtens Skyld blev blot i Sandheden aabenbar. Og paa den medlevende Sl&ae;gt t&o-;r man vel anvende Christi Ord &anfbeg;mene I, at hine Galil&ae;er vare mere skyldige:&anfslut; den medlevende Sl&ae;gt er ikke mere skyldig end enhver anden, det er &anfbeg;Sl&ae;gtens&anfslut; Skyld, der bliver aabenbar. Han vil altsaa sin D&o-;d; dog er Han ikke Skyld i sin D&o-;d, thi det er J&o-;derne der sloge Ham ihjel &streg; og dog vil Han jo d&o-;e Forsoningens D&o-;d, og med den Hensigt kom Han til Verden. Han har i ethvert &O-;ieblik havt det i sin Magt at forhindre sin D&o-;d, ikke blot guddommeligt (ved Hj&ae;lp af de tredive Legioner Engle) men menneskeligt; thi J&o-;derne vilde hellere end gjerne i Ham see den Forventede, endnu i det sidste &O-;ieblik har Han havt denne Mulighed for sig &streg; men Han er Sandheden. Han vil sin D&o-;d; dog gj&ae;lder her ikke, hvad menneskeligt gj&ae;lder, at det er at friste Gud. Hans fri Beslutning, at ville d&o-;e, er i evig Overeensstemmelse med Faderens Villie. Naar et Menneske vil sin D&o-;d, da er det at friste Gud, fordi intet Menneske t&o-;r formaste sig til en saadan Overeenskomst med Gud. 7.␣Saaledes forstaaer jeg mig selv i at troe. For Ham kn&ae;ler jeg tilbedende, som et Menneske, eller som en Spurv, eller som mindre end Intet. Jeg veed og vel, hvad jeg gj&o-;r, og jeg veed, at jeg aldrig har kn&ae;let for noget Menneske. Men jeg forstaaer mig selv i at troe. Og vilde saa en lille Pige, der i mig saae et Indbegreb af al mulig Viisdom og Dybsind, sige til mig &anfbeg;kan Du begribe det, eller dog Noget deraf, eller dog skimte en Smule?&anfslut; saa vilde jeg svare &anfbeg;nei, min Pige, ikke mere end en Spurv kan begribe mig.&anfslut; At troe er at troe det Guddommelige og Menneskelige sammen i Christo. At begribe Ham er at begribe Hans Liv menneskeligt. Men at begribe Hans Liv menneskeligt er saa langt fra at v&ae;re mere end at troe, at det, hvis der derhos ikke troes, er at tabe Ham, da Hans Liv er, hvad det er for Troen, det guddommelig-menneskelige. Jeg kan forstaae mig selv i at troe; jeg kan forstaae mig selv i at troe, medens jeg derhos i en relativ Misforstaaelse kan begribe dette Livs menneskelige Side: men begribe Troen, eller begribe Christum kan jeg ikke; jeg kan tvertimod forstaae, at det, heelt og holdent at kunne begribe Hans Liv er den absoluteste, tillige en blasphemisk Misforstaaelse. See, dersom det derfor kom an paa legemlig Styrke, saa vilde jeg bede Gud at give mig den; og da det ikke er saa, vil jeg bede Gud (jeg t&o-;r og love ham, at det betroes en Redelig), at han vil give mig Aandskr&ae;fter til at knuse al den Indbildskhed, der formeentligen vil begribe, at knuse den, eller at styrte den ned i Uvidenheden, der hvor jeg selv er &streg; tilbedende. B 1.␣Pr&ae;sten, collectiv forstaaet, pr&ae;diker jo om hine Herlige, der offrede deres Liv for Sandheden. I Reglen antager Pr&ae;sten vel, at der Ingen er tilstede i Kirken, som kunde falde paa at vove noget Saadant. Naar han da ved privat Kjendskab til Menigheden som Sjeles&o-;rger har tilstr&ae;kkelig forsikkret sig derom, saa pr&ae;ker han frisk v&ae;k, han ordentlig declamerer og aft&o-;rrer Sveden. Hvis der den n&ae;ste Dag kom hjem til Pr&ae;sten et af disse besluttede Mennesker, som ikke declamere, en stille, beskeden, maaskee uanseelig Mand, der meldte sig som Den, hvem Pr&ae;sten havde revet hen ved sin Veltalenhed, saa han nu havde besluttet at offre Livet for Sandheden: hvad saa? Saa vilde Pr&ae;sten vel godmodig tale saaledes: Ih, Gud Fader bevares, hvor falder De paa Sligt; reis, adspred Dem, tag et Laxativ. Og dersom da denne uanseelige Mand, uforandret stille, beskedent f&ae;stede sit Blik paa ham, og med dette Blik f&ae;stet paa ham vedblev at tale om sin Beslutning, men i de beskedneste Udtryk, som en besluttet Mand gjerne gj&o-;r; saa vilde Pr&ae;sten vel t&ae;nke, gid det Menneske var langt borte. &streg; Eller dersom det dog var en dygtigere Pr&ae;st, han kom til, saa vilde denne vel tale alvorligere med ham, see at faae at vide, hvem han havde for sig, og, hvis han fandt Sandheden i Manden, da &ae;re hans Mod. Men mit Problem kom slet ikke paa Omtale: har et Menneske Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden? Eet er det jo: har jeg Mod til det; noget Andet: har jeg Lov til det? Som der paa et Thermometer er en Plus- og en Minus-Scala, saaledes er der ogsaa i det Dialektiske en ligefrem Scala og en Omvendthedens Scala. Men saaledes omvendt seer man sjeldent eller aldrig det Dialektiske benyttet i Menneskenes T&ae;nkning over det at handle i Livet; man kommer ikke til det egentlige Problem. Menneskene kjende fordetmeste kun det ligefremme Dialektiske. Oftere har jeg l&ae;st store philosophiske V&ae;rker, h&o-;rt Forel&ae;sninger fra Begyndelsen til Enden; det er ogsaa forekommet mig hele Tiden under L&ae;sningen og under Foredraget at jeg forstod Udviklingen &streg; kun faldt det mig af og til paa: det var en uhyre lang Indledning, hvor vil Forfatteren eller Docenten blive f&ae;rdig. Men hvad skeer: Bogen er ude, Forel&ae;sningen forbi &streg; og hvad mere er, Gjenstanden skal nu tillige fuldkommen v&ae;re forklaret og udt&o-;mt. Og jeg, som troede, at vi nu skulde til at begynde, jeg kan naturligviis saa ikke forstaae det Mindste af hvad jeg dog meente at forstaae. Saaledes i dette Tilf&ae;lde. Man taler om hvad Mod der h&o-;rer til for at offre sit Liv i Sandhedens Tjeneste, man fremstiller alle Farerne, man lader de Fleste gyse tilbage for dem, kun han, den Modige, gaaer i dem, endeligen i D&o-;dens Fare, han beundres &streg; Amen! Og her netop begynder jeg, ikke ved hans D&o-;d, det var bagefter, men ved den Antagelse, at i Henseende til Mod, er Alt i sin Orden og Rigtighed. Nu begynder jeg: har et Menneske Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden? 2.␣Naar en Mand bliver ihjelslagen for Sandheden, saa maa der jo v&ae;re Nogle, som slaae ham ihjel, det er da vel klart nok. Min Antagelse er, det maa ikke glemmes, at det virkelig er for Sandhedens Skyld han ihjelslaaes. Det kan til sine Tider v&ae;re en Regjering, geistlig eller verdslig, der gj&o-;r det, til andre Tider M&ae;ngden. Det kan stundom ogsaa skee efter Lov og Dom; men er det vist, hvad jeg jo antager, at det er for Sandheden, han bliver ihjelslagen, saa hj&ae;lper det kun lidt med Lov og Dom, thi hvad er Lov og Dom uden Sandhed! Altsaa, De, der slaae ham ihjel, de faae et Mord paa deres Samvittighed. Har jeg nu Lov til det, eller har et Menneske Lov til for Sandhedens Skyld at tillade Andre at blive skyldige i et Mord? Er min Pligt mod Sandheden saaledes, eller byder min Pligt mod mine Medmennesker mig ikke heller at give lidt efter? Hvor langt gaaer min Pligt mod Sandheden og hvor langt min Pligt mod Andre? De Fleste forstaae vel ikke, hvorom jeg taler. De tale, i Forhold til en Medlevende, om det Ubesindige i at vove sig i Kast med Magter, som kunne slaae Een ihjel, de beundre den Afd&o-;de, der har havt dette Mod. Men derom taler jeg slet ikke. Jeg antager, at dette er i sin Orden, at den T&ae;nkte Intet mangler mindre end Mod, jeg taler heller ikke om det Ubesindige i at vove sig i Kast med Magter, som kunde slaae En ihjel. Jeg taler om en ganske anden Magt, der, hvis den slaaer ihjel, for evigt ihjelslaaer, jeg taler om en ganske anden Magt, han maaskee ubesindigt vover sig i Kast med, om Ansvaret: har et Menneske Lov til at gaae saa vidt, har han, selv om han har Ret, og Sandheden paa sin Side, Lov til at gj&o-;re Andre saaledes skyldige, har han Lov til at tage en saadan Straf over Andre? Thi det er jo let nok at see, at just i det &O-;ieblik, de mene at straffe ham ved at slaae ham ihjel, straffer han dem r&ae;dsomt ved at lade dem blive skyldige i at slaae ham ihjel. Der er n&ae;sten intet Forhold mellem dette: at blive uskyldigt slaaet ihjel, den Smule Lidelse &streg; og saa den Forbrydelse, at have slaget en Uskyldig ihjel, der leed for Sandheden. &streg; De Fleste t&ae;nke som saa: dertil fordres Kraft, det er at v&ae;re st&ae;rk, at have Mod til at lade sig slaae ihjel; lad dem, der gj&o-;re det, dem, der slaae ham ihjel, om hvad de gj&o-;re. Selv Den, der seer adskilligt dybere end de Fleste, selv en v&ae;sentlig Ironiker t&ae;nker vel med uforf&ae;rdet Vittighed saaledes: hvad kommer det mig ved, at jeg bliver slagen ihjel &streg; det vedkommer &anfbeg;egentligen&anfslut; kun dem, som gj&o-;re det. Men derom, eller saaledes taler jeg ikke, jeg taler om noget ganske Andet, som dog maaskee fordrer mere Kraft og ganske anderledes betegner den St&ae;rke: med Mod til at lade sig slaae ihjel, med Ataraxie til at fatte hiint dybsindige Ironiske, kjerligt at bekymres for de Andre, for dem, der, hvis man skal blive slagen ihjel, maae blive skyldige i at slaae En ihjel. Jeg taler om: med Mod til at lade sig slaae ihjel i Frygt og B&ae;ven at bekymres for sit Ansvar. Har nemlig et Menneske virkelig, i Forhold til Andre, afgj&o-;rende Sandheden paa sin Side (og det maa han jo have, hvis der skal v&ae;re Tale om at blive ihjelslagen for Sandheden), saa er han ogsaa afgj&o-;rende den Overlegne. Og hvad er Overlegenhed? Det er, i samme Grad som Overlegenheden er st&o-;rre og st&o-;rre, det mere og mere for&o-;gede Ansvar. Thi det er just ingen magelig Sag i Sandhed at v&ae;re den Overlegne, det er, i Sandhed at v&ae;re det, og, hvad deri ligger, sandt at forstaae sig selv i at v&ae;re det. Altsaa har jeg, har et Menneske Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden? 3.␣Sjeldent falder det vel et Menneske ind at beskj&ae;ftige sig med den Tanke: at v&ae;re villig til at offre sit Liv for Sandheden. Enhver derimod har jo ofte h&o-;rt og l&ae;st om hine Herlige, som, saa siges der, gjorde det. Man betragter altsaa kun det Forbigangne; deraf vel den bagvendte Tankegang. Ordentligviis antages formodentligen, at det er gaaet saaledes til. En Mand har udtalt een eller anden Sandhed, dristigt, behjertet. Han selv har mindst t&ae;nkt paa, at denne Tale skulde f&o-;re ham til D&o-;den. Men saa, saa, ja man veed ikke, hvordan det egentligen gik til, saa staaer han pludseligen og er d&o-;mt fra Livet &streg; og saa d&o-;er han for Sandheden. Det Hele er altsaa Begivenhed, blot Begivenhed. Her bliver slet ingen Plads for (hvad der svarer til &anfbeg;Ansvaret&anfslut;) den frie Medvirken i sin egen D&o-;d, hvilket er den egentlige Sig-Offren for Sandheden. Han, den Ihjelslagne, er den Lidende, ikke den i ethvert &O-;ieblik frit Lidende, der, fra Begyndelsen af og saa Skridt for Skridt frit samtykker i at ville lide, uagtet han hvert &O-;ieblik har det i sin Magt at forhindre det, har det i sin Magt, ved at slaae lidt af paa Sandheden, endog at blive den Beundrede. Men de Fleste have ingen Forestilling om hvad Overlegenhed er, og om hvilken Overlegenhed det maa v&ae;re, at have Sandheden paa sin Side, ingen Forestilling om Selvbestemmelsens Frihed i den frit Lidende, ved hvilken han er Medvirkende i sin D&o-;d og i at lade de Andre faae den Skyld paa deres Samvittighed, at slaae ham ihjel. Man lader Menneske staae ligeoverfor Menneske i et udvortes Forhold: de Andre slaae ham ihjel. Dog saaledes er aldrig Nogen bleven offret for Sandheden. Er han bleven offret, saa har han ogsaa (just fordi Frihed og Selvbestemmelse ere uadskillelige fra at offres, og Ansvar uadskilleligt fra Frihed og Selvbestemmelse) forstaaet, at han havde det i sin Magt, at forhindre sin D&o-;d, og altsaa, at han havde det Ansvar, at lade Andre blive skyldige i hans D&o-;d. Det, der overhovedet beskj&ae;ftiger Menneskene mindst, er just hvad der beskj&ae;ftiger mig meest: Begyndelsen &streg; Resten bryder jeg mig ikke stort om, is&ae;r ikke stort om hvad der h&ae;nder. Jeg kan ikke beskj&ae;ftige mig med Noget uden som N&ae;rv&ae;rende, og maa altsaa sp&o-;rge: hvorledes kom det Menneske til at begynde? Det er af Begyndelsen jeg skal l&ae;re Noget. Kun af hvad han har gjort, og hvorledes han har gjort det, kan jeg l&ae;re: det maa jeg altsaa vide fra Begyndelsen af; af hvad der er h&ae;ndet et Menneske kan jeg Intet l&ae;re. Jeg t&ae;nker mig altsaa et Menneske, der har netop lige saa megen Reflexion, som han har Mod og Begeistring. En Saadan maa altsaa, idet han begynder, gj&o-;re sig Rede for, hvortil dette kan f&o-;re. Han maa forstaae sig selv i, at hvis det skulde blive hans &streg; nei, ikke hans Skjebne, thi det bliver det ikke; bliver han ihjelslagen for Sandheden, er det hans Valg. Han maa altsaa forstaae sig selv i at v&ae;re frit Medvirkende i sin D&o-;d; han maa forstaae sig i det Ansvar, han paatager sig, hvori ogsaa er indeholdt det Omspurgte, Ansvaret for at lade Andre blive skyldige i hans D&o-;d. Der maa i hans Liv i S&ae;rdeleshed komme et &O-;ieblik, hvor han siger til sig selv: &anfbeg;skruer jeg nu det Sandes Bestemmelse end h&o-;iere op, saaledes som den i Sandhed er for mig, saa f&o-;rer det mig til D&o-;den, det maa ende med, at enten Regjeringen eller Folket (hvilken af disse tvende Magter han nu forholder sig til) slaae mig ihjel.&anfslut; Her er Problemet: har han Lov dertil. De Fleste ville vanskelig faae &O-;ie paa det, de ville i Forhold til en Medlevende dadle hans Stridighed, at han saa haardnakket bliver ved, i Forhold til en Afd&o-;d beundre, at han saa udholdende vedblev. Jeg sp&o-;rger: har han, har et Menneske Lov at lade sig slaae ihjel for Sandheden? 4.␣&anfbeg;Han er selv Skyld i sin D&o-;d&anfslut;, saaledes sige de Medlevende om En, der offrer sit Liv for Sandheden. Dette er just hvad der beskj&ae;ftiger mig. Der er mangen Mand bleven slagen ihjel, Mangen er falden ned fra et Stillads o. s. v. &streg; men Ingen har offret sit Liv for Sandheden, uden at han selv har v&ae;ret Skyld deri. Og dog, dersom han har offret sit Liv for Sandheden, har han jo i &ae;dleste Forstand v&ae;ret Uskyldig. Men er han &anfbeg;selv Skyld i sin D&o-;d,&anfslut; saa er her ogsaa Bevidstheden om, hvilken Br&o-;de han lod de Andre gj&o-;re sig skyldige i &streg; og nu sp&o-;rger jeg: har jeg Lov dertil, har et Menneske Lov til at gj&o-;re det for Sandhedens Skyld, er det ikke en Grusomhed mod de Andre? De Fleste see vanskeligt mit Problem. Man taler om, at det er grusomt at slaae ham, den Uskyldige ihjel &streg; men jeg sp&o-;rger: var det ikke grusomt af ham, eller er det ikke grusomt af ham mod de Andre, at lade Sagen komme dertil, at de sloge eller at de slaae ham ihjel? 5.␣Hvad opnaaer et Menneske ved at blive offret for Sandheden, eller _forfor at udtrykke det i mit Problems Form, ved at lade Andre blive skyldige i at slaae ham ihjel for Sandheden? 1) Han opnaaer at blive sig selv tro, at opfylde absolut sin Pligt mod Sandheden. 2) Fremdeles opnaaer han, maaskee at virke opv&ae;kkende ved sin uskyldige D&o-;d, og saaledes at hj&ae;lpe Sandheden til at seire. Det er ganske vist, at naar Menneskene have forh&ae;rdet sig mod Sandheden, da gives der intet Middel, der saaledes skaffer den Indgang, som at de faae Lov at slaae Sandhedens Vidne ihjel. Just i det &O-;ieblik, Usandheden har aflivet ham, bliver den bange for sig selv, for hvad den har gjort, afm&ae;gtig ved sin Seier, hvilken netop er Usandhedens Nederlag; den bliver svag, nu den ikke mere har ham at stride med. Thi netop hans Modstand gav Usandheden Kr&ae;fter; i sig selv har den ingen Magt, hvilket nu bliver aabenbart, og st&ae;rkest, meest ironisk, aabenbart derved, at den ikke leed Nederlaget, men at den seirede, saa &streg; Seiren viser, hvor afm&ae;gtig den er. Thi naar En lider et Nederlag, saa seer man ikke ganske, hvor svag han er; man seer, hvor st&ae;rk den Anden er. Men naar En seirer &streg; og saa synker afm&ae;gtig sammen, saa seer man, hvor svag han er og var &streg; og hvor st&ae;rk den Anden var, han, som narrede ham til at seire paa den Maade, narrede ham til at blive knuset, som intet Nederlag kunde knuse ham. 3) Endeligen vil hans D&o-;d for Sandhedens Skyld staae som et opv&ae;kkende Forbillede for f&o-;lgende Sl&ae;gter. Men nu dem, der sloge eller slaae ham ihjel, kan Sandheds-Vidnets D&o-;d gj&o-;re Noget for at tage Skylden fra dem, har Sandheds-Vidnets D&o-;d tilbagevirkende Kraft? Nei, det havde kun Christi D&o-;d, thi han var mere end Menneske, forholdt sig til hele Sl&ae;gten. Og selv om det, at de blive skyldige i hans D&o-;d, hjalp dem til at blive opm&ae;rksomme paa Sandheden: deres Skyld bliver jo uforandret, maa vel nu kun vise sig st&o-;rre. Har jeg da Lov til at bruge et saa voldsomt, et saa r&ae;dsomt Opv&ae;kkelses-Middel? &streg; De Fleste see vanskeligt Problemet. Man taler om det R&ae;dsomme i at anvende Livsstraf for at tvinge en Mand til at antage Sandheden. Men jeg taler om det R&ae;dsomme: at lade en Mand eller en Samtid blive skyldig i at slaae mig ihjel, for paa den Maade at opv&ae;kke ham eller den til at antage Sandheden. Er dette Sidste ikke en langt ansvarligere Operation end det F&o-;rste? 6.␣Kan Sandheden fritage for ethvert Ansvar i Henseende til den Skyld, at lade Andre blive skyldige i at slaae En ihjel for Sandheden? Ja, hvorfor ikke. Men (og nu vender jeg Sp&o-;rgsmaalet anderledes end i det Foregaaende, hvor jeg derfor betvivlede dette: ja) kan jeg eller kan et Menneske i Forhold til andre Mennesker antages i den Grad at v&ae;re i Besiddelse af Sandheden? Thi med Christus var det en anden Sag, Han var &anfbeg;Sandheden&anfslut;. Gives der for det ene Menneske i Forhold til andre Mennesker &streg; stridende &streg; en absolut Pligt mod Sandheden? Istedetfor at svare maa jeg udtrykke Svaret i et nyt Sp&o-;rgsmaal, der tillige vender Sagen anderledes, end da jeg spurgte: har et Menneske, selv om han har Ret, og Sandheden paa sin Side, Lov til at lade Andre gj&o-;re sig skyldige i et Mord (cfr. 2). Sp&o-;rgsmaalet er: kan det ene Menneske i Forhold til andre Mennesker antages at v&ae;re absolut i Besiddelse af Sandheden? Thi hvis ikke, er det jo en Selvmodsigelse med den absolute Pligt mod Det, jeg ikke absolut er i Besiddelse af. 7.␣Dog saa kan jo Sandheds-Vidnet, naar han seer, at nu er &O-;ieblikket indtraadt, at det bliver hans D&o-;d, saa kan han jo fra det &O-;ieblik af tie. Har han Lov til det? Har han ikke den Pligt mod Sandheden, at tale &streg; hvad det end skal koste? De Fleste ville vistnok forstaae dette modsat af, som jeg forstaaer det. De forstaae dette &anfbeg;hvad det end skal koste&anfslut; om Villighed til at offre Livet; jeg forstaaer det om, at det skal koste det at lade Andre blive skyldige i et Mord. Har han Lov til at tie? Og s&ae;t nu man tvang ham til at tale &streg; naar han saa veed, at Sandheden, hvis han siger den, vil blive hans D&o-;d eller rettere vil bevirke, at de Andre blive skyldige i at slaae ham ihjel: har han saa Lov til at sige en Usandhed? Og er han saa aldeles uden Ansvar, fordi jo de Andre tvang ham dertil, altsaa fordi de selv tvang ham til at lade dem blive skyldige i at slaae ham ihjel? 8.␣Men saa kunde han jo, fra det &O-;ieblik han, fordi han har de Andre i sin Magt, forudseer, at deres Striden maa ende med, at de slaae ham ihjel: saa kan han jo gj&o-;re noget Andet. Thi at det er ham, der har de Andre i sin Magt, er det Sande. De Fleste forstaae det omvendt, at det er de Andre, de St&ae;rke, der have ham i deres Magt; men dette er et Sandsebedrag. Sandheden er altid den St&ae;rkeste; og han har dem just i sin Magt ved at kunne tvinge dem til at slaae ham ihjel, fordi han er den Frie, veed, at de Ufrie ere saaledes i Usandhedens Magt, at de maae slaae ham ihjel, hvis han siger det Sande saaledes og saaledes. Altsaa han kunde gj&o-;re noget Andet, han kunde sige til dem: &anfbeg;jeg beder og besv&ae;rger Eder ved Alt hvad helligt er, giver efter. Jeg kan det ikke, mig forpligter Sandheden, mig tvinger Sandheden &streg; det Eneste, som tvinger mig. Men jeg seer, at det bliver min D&o-;d, jeg seer, at jeg altsaa bliver Skyld i den Skyld, som I faae paa Eder, at slaae mig ihjel. Og denne min Skyld vil jeg bede, ja trygle mig fri for; thi den frygter jeg &streg; D&o-;den ikke.&anfslut; Men naar de saa ikke kunne forstaae ham, er han saa angerl&o-;s, at han lod dem blive skyldige? &streg; Eller han kunde sige: &anfbeg;jeg l&ae;gger Ansvaret paa Eder for den Skyld, jeg paa en Maade faaer derved, at jeg lader Eder blive skyldige i min D&o-;d.&anfslut; Er han saa angerl&o-;s? 9.␣Altsaa: &anfbeg;naar de saa ikke kunne forstaae ham.&anfslut; Eller har et Menneske Lov til at sige: de ville ikke forstaae mig? Thi dette havde Christus Lov til. For Ham, den Hellige, Sandheden, var Modstanden Ugudelighed. Desuden Han, der var Gud og skuede i Hjerterne, Han vidste tillige, hvor stor deres Skyld var, Han, for hvem Intet var skjult, Han vidste, at de ikke vilde forstaae Ham, saa altsaa hvad Skyld de bleve aabenbart skyldige i, var evig n&o-;iagtigt svarende til hvad Skyld der boede i dem. Men har et Menneske i Forhold til andre Mennesker, naar det gj&ae;lder denne Yderlighed at lade sig slaae ihjel, har han Lov til at sige: de ville ikke forstaae mig, deres Misforstaaelse er Ugudelighed? Kan et Menneske skue ind i Andres Hjerter og see? Det kan han jo dog vel ikke; men altsaa kan han jo heller ikke med Bestemthed vide, at Grunden til deres Modstand er den, at de ikke ville forstaae ham. Altsaa, t&o-;r et Menneske, naar Sagen er kommen til den Yderlighed, at lade dem blive skyldige i at slaae ham ihjel, t&o-;r han sige: de ville ikke forstaae mig? Eller er det Dialektiske i Forholdet mellem Menneske og Menneske ikke saaledes relativt (just fordi intet Menneske er det Absolute), at det slaaer om, og det at de ville slaae ham ihjel betyder ham, at han b&o-;r tvivlende vende sig mod sig selv, tvivle om han da virkelig har Ret, har Sandheden, siden de Andre (hvilke jo dog i Henseende til Sandheden qua Mennesker ikke kunne v&ae;re absolut forskjellige fra ham) ville slaae ham ihjel? B&o-;r han ikke i ethvert Tilf&ae;lde standse det polemiske Forhold, og anvende ethvert tilladeligt Middel for at vinde dem for Sandheden? &streg; Men naar saa dette mislykkes, som jo ofte just Mildhed i Stridens Hede er som Olie i Ilden, Forsonlighedens Fors&o-;g det meest Ophidsende &streg; hvad saa? Er al Vildfarelse kun Uvidenhed, eller er der den Vildfarelse, som er Synd? Men hvis saa er, er den det da ogsaa i Forholdet mellem Menneske og Menneske; thi at den i Forholdet mellem Christus og Menneske var det, er jo noget ganske Andet. Det Usande i Socrates Adf&ae;rd var, at han var Ironiker, at han, som naturligt, ingen Forestilling havde om den christelige Kjerlighed, der just kjendes paa Ansvarets Bekymring, Ansvaret i Forhold til de Andre, medens han meente intet Ansvar at have paa de Samtidiges Vegne, men kun mod Sandheden og sig selv. Thi var dette ikke det Sande i det Socratiske om at Synd er Uvidenhed, at han, gr&ae;sk, kun t&ae;nkte Forholdet mellem Menneske og Menneske? Christeligt er Forholdet mellem Gud og Menneske, derfor er Vildfarelse Synd. Men gj&ae;lder dette Christelige i Forholdet mellem Menneske og Menneske? Og hvis det ikke gj&ae;lder, hvis i Forholdet mellem Menneske og Menneske al Vildfarelse er Uvidenhed, t&o-;r jeg saa lade Nogen blive skyldig i at slaae mig ihjel for Sandheden, er det ikke at straffe Uvidenheden for grusomt? 10. Christendommen l&ae;rer, at Verden er ond; jeg troer det som Christen. Men er det ikke for h&o-;it at bruge i Forholdet mellem Menneske og Menneske? Jeg har til denne Hensigt, beskj&ae;ftiget med min kjereste Tanke at offre Livet, paa det omhyggeligste str&ae;bt at l&ae;re Menneskene at kjende. Hvad jeg har forvisset mig om, er, at ethvert Menneske er godmodigt, naar han er ene, eller naar man faaer Lov til at tale ene med ham. Saasnart det bliver &anfbeg;M&ae;ngde&anfslut;, saa kommer Afskyelighederne &streg; o, saa afskyeligt har aldrig, aldrig nogensinde ikke den v&ae;rste Tyran handlet som M&ae;ngden, eller som, hvad der er det endnu Forf&ae;rdeligere, den afskyeligt angerl&o-;se M&ae;ngde. Men Christus forholdt sig ikke som enkelt Menneske til andre, men v&ae;sentligen til Sl&ae;gten. Dog fremkommer her en Mislighed med Hensyn til Skyld-Tilregnelsen. Det seer jo ud som kunde &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut;, dette Phantom, dette Abstraktum blive skyldigt i, hvad ingen af de Enkelte, af hvilke denne &anfbeg;M&ae;ngde&anfslut; bestod, vare skyldige i. Men at &anfbeg;tilregne&anfslut; &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; er en Latterlighed, ligesom at erkl&ae;re Vinden skyldig. Den Udvei vilde derfor ikke hj&ae;lpe mig, at t&ae;nke M&ae;ngden som den Skyldige, og de Enkelte som uskyldige, saaledes forstaaet, at jeg, skj&o-;ndt Menneske turde sige, at &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; syndede mod mig, men de Enkelte ikke, de vare blot vildfarende. Dette var heller ikke Tilf&ae;ldet i Forhold til Christus, hver Enkelt i den M&ae;ngde, der syndede mod Ham, hver Enkelt syndede mod Ham. T&o-;r altsaa jeg, et Menneske, der selv tilh&o-;rer den onde Verden, sige, at Verden i Forhold til mig er ond, er syndig, det er, at jeg er reen og hellig? Hvis ikke, saa er det jo, n&ae;r havde jeg sagt et Lapserie, men rigtigere sagt, det er Blasphemie at slaae saa stort paa: at lade sig slaae ihjel for Sandheden. 11.␣Eller forholder Sagen sig maaskee saaledes: hver Gang virkelig et Menneske skal blive ihjelslagen for Sandheden, betyder dette, at Sandheden er bleven dialektisk. Dette vil jeg nu fors&o-;ge; og lad mig saa passe paa ikke at bakke snagvendt, ikke at tale om hvad der er skeet og forbi, men tale om et N&ae;rv&ae;rende. Altsaa, De der slaae eller skulle (futurisk) slaae ham ihjel, de f&o-;lge deres Forestilling om Sandheden, og have forsaavidt Ret i at slaae ham ihjel. Men have de Ret i at slaae ham ihjel, saa er det jo intet Mord, hvori de komme til at gj&o-;re sig skyldige, de faae intet Mord paa deres Samvittighed. Paa den anden Side Den, der bliver den Ihjelslagne, han maa jo dog vel have Sandheden, da det efter Antagelsen er for Sandheden, han vil blive ihjelslagen. Hvilket er saa hvilket? Saa bliver Sandheden jo selv tilsidst et Ubestemt, et Sv&ae;vende, naar end ikke det til alle Tider staaer fast, at det er et Mord at slaae en Uskyldig ihjel, men at der gives Tilf&ae;lde, hvor det ikke er saa, hvor det med Fors&ae;t og Overl&ae;g at slaae en Uskyldig ihjel ikke er noget Mord, Tilf&ae;lde, hvor den Ihjelslagne ihjelslaaes for Sandheden, medens De, der gj&o-;re det, ikke ere i Usandheden, men ogsaa have Sandheden. Og om saa var, mit Problem bliver det samme: har jeg Lov til at lade mig slaae ihjel for Sandheden, det er, har jeg, antaget, at de Andre ikke faae noget Mord paa deres Samvittighed, Lov til (hvad der f&o-;lger af denne Antagelse) at antage mig i Henseende til Sandheden at staae saa fjernt fra andre Mennesker, saa h&o-;it over dem, saa langt foran dem, at der jo n&ae;sten intet Sl&ae;gtskab bliver mellem os? Thi Udtrykket for Sl&ae;gtskabet er: at de faae et Mord paa deres Samvittighed; den anden Forklaring gj&o-;r dem omtrent til hvad B&o-;rn er i Forhold til den &Ae;ldre. 12.␣Men selv om saa var, at de Medlevende kunde slaae et Menneske ihjel for Sandheden uden at faae et Mord paa deres Samvittighed, paa Grund af deres Uvidenhed: han, den Ihjelslagne, maa jo dog efter sit Begreb ansee det for et Mord alligevel. Om det maaskee, naar Evigheden engang d&o-;mmer dem imellem, bliver Frifindelse paa Grund af Uvidenhed: han maa jo efter sit Begreb om, hvad Sandhed er, ansee sin D&o-;d for et Mord. Men saa beholder han jo Ansvaret alligevel, thi sit Ansvar maa han jo have i Forhold til sit Begreb om Sandhed. Det kan i hans Bekymring for sit Ansvar kun lidet hj&ae;lpe ham, om mulig de efter hans Begreb i et Mord Skyldige efter deres Begreb ere Uskyldige, uagtet det er faktisk, at det er dem, der sloge ham ihjel. Han skal jo i sit Ansvar gj&o-;re Gud Regnskab efter hvad han forstaaer, altsaa for, at han tillod dem at blive skyldige i, hvad han selv forstaaer som et Mord. Dette vil sige, dersom det, der skal gj&o-;re dem, som blive skyldige, uskyldige, er, at de med deres bedste Villie umulig kunne forstaae ham, saa bliver Ansvaret kun desto st&o-;rre for at lade dem blive skyldige i et Mord; og det er n&ae;sten, som var hans Selvmord den eneste Udvei til at l&o-;se Collisionen. Var det ikke uhyre grusomt at lade eenfoldige Mennesker blive skyldige i at slaae En ihjel, fordi de ikke kunde forstaae En, saa de endog meente at gj&o-;re Ret? Men hvis det nu var, fordi de ikke vilde forstaae ham? Ja, dette har jeg engang besvaret mig: t&o-;r et Menneske i Forhold til andre Mennesker f&o-;le sig saa reen, at han t&o-;r kalde dem i Forhold til sig Syndere, istedetfor, at han jo, som de, er Synder for Gud? Men t&o-;r han ikke det, saa t&o-;r han jo heller ikke lade dem blive skyldige i at slaae ham ihjel for Sandheden. Altsaa, t&o-;r et Menneske lade sig ihjelslaae for Sandheden? C 1.␣Blandt de mange Latterligheder i disse taabelige Tider er dette dog maaskee det Latterligste, denne Yttring som jeg ofte nok har l&ae;st, skrevet som Viisdom, og h&o-;rt beundre som tr&ae;ffende: at man i vor Tid ikke engang kan blive Martyr, at vor Tid ikke engang har Kraft til at slaae En ihjel. Sie irren sich! Det er ikke Tiden, der skal have Kraft til at slaae En ihjel, eller gj&o-;re ham til Martyr; det er Martyren, den vordende Martyr, der skal have Kraft til at give Tiden Lidenskab, her Forbittrelsens Lidenskab, til at slaae ham ihjel. Dette er Forholdet, og tillige Overlegenheden, uden hvilken Ingen i Ideen seet egentlig var Martyr, selv om han offrede Livet, eller rettere, satte det til, blev ihjelslagen. Den sande Overlegenhed arbeider altid paa to Steder, frembringer selv den Kraftyttring, der slaaer den ihjel. Naar saaledes en Straffepr&ae;dikant skal blive slaaet ihjel, saa er det ikke Tiden, der ved sin egen Kraft slaaer ham ihjel, det er ham, der, ved straffende at slaae eftertrykkeligt, giver Tiden Lidenskab til at slaae igjen. Lad det v&ae;re den dorskeste Tid: en saadan Karl skal snart gj&o-;re den lidenskabelig. Men en saadan Straffepr&ae;dikant vilde rigtignok v&ae;re et S&ae;rsyn i den Tid, hvor det Ene er som det Andet. Som naar en Discipel, der skal have Prygl, L&ae;reren uafvidende faaer anbragt et Kl&ae;de under Tr&o-;ien, saa han ikke m&ae;rker Slagene: saaledes er en Straffepr&ae;dikant i vor Tid &streg; af gode Grunde Menigheden behj&ae;lpelig i at underskyde en anden Skikkelse, der nu bliver afstraffet &streg; til Menighedens Opbyggelse, Contentement og Forn&o-;ielse. Af gode Grunde; thi i hiint Tilf&ae;lde med Disciplen er der ingen Fare forbunden med at v&ae;re L&ae;reren, der skal slaae. Men i Sandhed at v&ae;re en Straffepr&ae;dikant (ja her slaaer Begrebet om!) betyder ikke saa meget at slaae som at blive slaaet, eller at slaae, saa man bliver slaaet; jo flere Prygl Straffepr&ae;dikanten faaer, desto dygtigere er han. Derfor t&o-;r man ikke v&ae;re den sande Straffepr&ae;dikant, eller derfor t&o-;r den Saakaldte ikke slaae virkelig til, fordi han meget godt veed og kun altfor godt forstaaer, at det ikke er B&o-;rn, han har for sig, men at de Andre, dem han skal slaae, ere langt, langt de St&ae;rkeste, der slaae virkeligen igjen, maaskee ham ihjel; thi at v&ae;re den store Straffepr&ae;dikant er at blive slaaet ihjel. Den saakaldte Straffepr&ae;dikant derimod, han slaaer &streg; i Pr&ae;dikestolen, og f&ae;gter i Luften, hvad vistnok ikke giver Tiden Lidenskab til at slaae ham ihjel. Paa den Maade opnaaer han sin latterlige Hensigt, at v&ae;re den Latterligste af alle Vanskabninger: en Straffepr&ae;dikant som er &ae;ret og anseet, hilset med Acclamation. 2.␣Naar et Menneske er Psycholog og har Mod til at bruge Midlet, saa er Intet lettere end at give et andet Menneske Kr&ae;fter, idetmindste Forbittrelsens. Hvor Mange blandt Socrates's Samtidige gjaldt det ikke om, at de, som han fort&ae;ller, kunde blive saa forbittrede, at de ordentlig vilde bide ham, hvergang han fratog dem &streg; en Dumhed. Selv det meest piattede Fruentimmer kan man saaledes give Forbittrelsens Kr&ae;fter, at hun gjerne slog En ihjel. Og saaledes kan man ogsaa til enhver Tid blive Martyr, i Betydning af at blive ihjelslaaet; Intet er i en vis Forstand lettere, det Hele lader sig ganske systematisk arrangere. Men det maa han, der skal ihjelslaaes, kunne, han maa kunne give Tiden Forbittrelsens Kraft. Dersom jeg derfor saae et Menneske, hidtil Samtiden ganske ubekjendt, styrte frem med den Forsikkring, at han vil offre sit Liv, vil ihjelslaaes: saa vilde jeg rolig (thi jeg er saa vant til at omgaaes med saadanne Tanker, at jeg aldrig er roligere end hos dem) rolig, som en Vexeleer rolig betragter M&ae;rkerne paa en Obligation for at see om den er &ae;gte &streg; jeg vilde rolig cassere ham. Et saadant Menneske vilde aldrig drive det til at blive slagen ihjel af en Samtid, selv om det i&o-;vrigt var saa, at han virkelig havde Mod og var villig til at d&o-;e. Han kjender ikke Hemmeligheden; han mener aabenbart, at det er Tiden, der, som den St&ae;rkere, skal gj&o-;re det, istedetfor at han skulde v&ae;re Tiden saa overlegen, at han ikke lidende lader Tiden gj&o-;re det ved sig, eller bestiller det hos den, men, fri, tvinger Tiden til at gj&o-;re det. Juristerne have jo for Skik, ikke at anvende D&o-;dsstraf, naar En af Livslede &o-;nsker D&o-;den; og saa klog er en Samtid ogsaa, hvad Forn&o-;ielse skulde den saa have af at slaae ham ihjel! 3) Altsaa, en Saadan tvinger ikke Tiden til at slaae ham ihjel. Nei, vil Du det, saa maa Du b&ae;re Dig anderledes ad. L&ae;r f&o-;rst Din Tid n&o-;ie at kjende, is&ae;r dens Vildfarelse, dens Lyst, dens Higen, hvad den egentligen vilde, dersom den maatte raade sig selv. Er Du i denne Henseende vel underrettet, saa udtaler Du Dette, det der dunkelt lurer i Tiden, begeistret, veltalende, henrivende, gl&o-;dende. Dertil maa Du have Kr&ae;fter og Foruds&ae;tninger. Hvad skeer, ja ganske simpelt, det skeer, at Tiden forgaber sig aldeles i denne Udtalelse &streg; Du bliver Tidens Beundring. Nu staaer Du ved Begyndelsen til at blive slagen ihjel; nu gj&ae;lder det, sving af, lige saa afgj&o-;rende, lige saa frast&o-;dende, og Du skal see, Samtiden faaer Lidenskab, der skal og snart gaae Inflammation i den. &streg; Skal En kunne blive Martyr, maa han f&o-;rst og fremmest have v&ae;ret Tidens Beundring, ellers faaer han ikke Tiden med sig; han maa have v&ae;ret stillet saaledes, at han har havt det i sin Magt at bade sig i Beundring &streg; men han har refuseret. Tilbageviist Beundring er i samme &O-;ieblik absolut Lidenskab i Forbittrelse. Den, en Samtid har villet forgude &streg; hvis han stolt &streg; ja eller gudfrygtigt og sandt tilbageviser det: det bliver hans D&o-;d. &streg; Ved at beregne de dialektiske Forhold kan man ganske simpelt bestemme det Hele. &anfbeg;Offeret&anfslut; maa dialektisk forholde sig saaledes til Samtiden: han maa kunne v&ae;re hvad Tiden i &O-;ieblikkets Forstand kr&ae;ver, v&ae;re Tidens Fordring; ved at forfalske sin Mission er han eo ipso Tidens Afgud. I Sandhed forstaaet er han derimod, hvad Tiden beh&o-;ver i Evighedens Forstand. Bliver han sig selv tro i at v&ae;re det, saa er han eo ipso indviet til D&o-;den. Han maa forholde sig til Tiden saaledes, at han kan l&o-;fte hele Tiden, rive den hen, medens denne jubler ham Bifald til: Ingen, Ingen kan saaledes frie til den, saa sikker paa dens Elskov. Og just som han har vundet den, maa han med endnu st&o-;rre Kraft st&o-;de fra, at det Usande ikke fremkommer, at han bliver et Produkt af Tiden. Thi det er det Tiden vil, den vil beundre sig selv i at beundre ham. Men hans Opgave er det netop, at lade Tiden forstaae, at Sandheden ikke er Tidens Opfindelse. 4.␣Dette kan jeg meget let forstaae. Jeg kan ogsaa see, at det herude er det Forf&ae;rdelige, at Sligt til en vis Grad jo kunde lade sig d&ae;monisk eftergj&o-;re, v&ae;re en r&ae;dsom udspekuleret Stridighed af et Menneske, der formastede sig til at ville lege med en heel Tid, og den forf&ae;rdelige Leeg, at blive slagen ihjel; kun endnu Forf&ae;rdeligere, hvis han bespotteligt s&o-;gte at indbilde sig og dem, at det var for Sandheden. Men jeg kan ogsaa see, at det kan i strengeste Forstand v&ae;re Sandheden, og i Sandhedens Tjeneste, at der handles saaledes. Altsaa, det lader sig gj&o-;re. Men nu kommer Sp&o-;rgsmaalet: har et Menneske Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden? D 1.␣Sp&o-;rgsmaalets Besvarelse vil afh&ae;nge af, hvilket Forholdet er mellem Menneske og Menneske i Relation til Sandheden; Alt dreier sig om dette: hvilken kan Heterogeniteten i Forhold til Sandheden v&ae;re mellem Menneske og Menneske, hvor heterogent kan i denne Henseende det ene Menneske antages at v&ae;re fra andre? Dog maa her f&o-;rst en Vanskelighed bringes frem. Jo mindre Heterogeniteten antages at v&ae;re, desto n&ae;rmere ligger jo altsaa Muligheden af, at de Stridende egentligen kunde forstaae hinanden. Men ligger saa igjen ikke den Vending desto n&ae;rmere, at sige om de Andre: de ville ikke forstaae mig, de kunne nok? Og dog er, som viist blev (B. 9. 10. 11. 12.) dette just det h&o-;ieste Udtryk for Heterogeniteten i Forhold til Andre, hvad derfor kun Gud egentligen kan sige: de ville ikke, det er Ugudelighed. Forunderligt! Dog skulde der ikke ogsaa v&ae;re en anden Vending? Naar Heterogeniteten ikke er st&o-;rre end den antages, saa er det Forh&ae;rdelse af mig, at staae saa stivt paa Mit. Altsaa, hvilken er Heterogeniteten? Kan et Menneske v&ae;re berettiget til at betragte en Samtid som ond, eller er et Menneske ikke just som Menneske saa relativ i Forhold til andre Mennesker, at der i det H&o-;ieste kan v&ae;re Tale om deres Svaghed og Middelmaadighed? Altsaa: enten give lidt efter, eller lade Andre blive skyldige i et Mord. Hvilken Skyld er st&o-;rst? I det ene Tilf&ae;lde bliver Skylden, at et Menneske ved at give lidt efter, noget modificerer eller accomoderer det Sande, han har forstaaet. Dersom det nu var muligt for et Menneske, at v&ae;re i absolut Besiddelse af Sandheden, saa vilde dette v&ae;re absolut uforsvarligt, en uendelig Skyld; thi Den, der er Sandheden, kan ikke give det Mindste efter. Men i dette Tilf&ae;lde er dog vel intet Menneske, allermindst i Forhold til andre Mennesker. Ethvert Menneske er selv en Synder. Han forholder sig altsaa ikke som Reen til Syndere, men som Synder til Syndere; thi dette er alle Menneskers f&ae;lleds Grundforhold til Christus. Her er altsaa qvit. Inden for dette Grund-Forholds Liighed er han nu deri forskjellig fra de Andre, at han har forstaaet Sandheden noget sandere, eller eier den noget inderligere. &streg; I det andet Tilf&ae;lde er Skylden den, at lade Andre blive skyldige i et Mord. Hvilken Skyld er nu st&o-;rst? Det er og bliver dog det st&ae;rkeste Udtryk for absolut Overlegenhed over Andre: at lade dem blive skyldige i Ens D&o-;d &streg; for Sandheden. Dette er nemlig ikke blot at udsige om dem, at de i Forhold til En ere Svage, Forblindede, Vildfarende, Middelmaadige, men at de i Forhold til En ere Syndere. De Fleste ere vistnok ikke enige med mig i, hvad der skal sees paa. De mene maaskee, at i Forhold til at v&ae;re i Besiddelse af Sandheden er denne Heterogenitet den st&o-;rste Pr&ae;tention at mene at have Sandheden og saa at ville slaae et andet Menneske ihjel, for om muligt at tvinge ham til at antage Sandheden. Nei, en endnu st&o-;rre Pr&ae;tention er det: at mene saaledes at v&ae;re i Besiddelse af Sandheden, at man bliver slaaet ihjel for Sandheden, at man lader Andre blive skyldige i at slaae En ihjel for Sandheden. 2.␣Jeg mener altsaa, at et Menneske ikke har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden. Og dog, dog, dette Resultat, det gj&o-;r mig saa veemodig. Det er saa veemodigt, at skulle som fra en Erindring, der aldrig skal komme igjen, skilles fra den Tanke, at et Menneske kunde i den Grad have en Overbeviisning, at det faldt ham naturligt, og at han saa ogsaa turde vove, at lade sig slaae ihjel for den, vove, hvad der er Overbeviisningens Trang, at gesticulere paa den til hans Overbeviisnings Grad svarende Maade. &streg; Og dette Resultat har for mig noget Tr&o-;stesl&o-;st. Dorskere og Dorskere bliver jo Menneskeheden, fordi den bliver mere og mere forstandig; travlere og travlere bliver den, fordi den bliver mere og mere verdslig; det Absolute gaaer mere og mere af Brug; Opv&ae;kkelse vil mere og mere blive forn&o-;den. Men hvor skal Opv&ae;kkelsen komme fra, naar man ikke t&o-;r bruge det eneste sande Opv&ae;kkelsesmiddel, at lade sig slaae ihjel for Sandheden, ikke blindt stormende frem, men med roligere Besindighed, end nogen Pengemand beregner Conjuncturerne, beregnende dette Skridt. O, og er det dog ikke en absolut Forskjel, den mellem Dorskhed, Aandl&o-;shed &streg; og Iver, Begeistring! Dog nei, jeg mener, at et Menneske ikke har Lov dertil. 3.␣For&o-;vrigt er det, _{psychologisk-dialektisk}philosophisk-dialektisk m&ae;rkeligt nok at bet&ae;nke, at det slet ikke var ut&ae;nkeligt, at et Menneske kunde blive slaaet ihjel, just fordi han forf&ae;gtede denne Anskuelse, at et Menneske ikke har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden. Hvis han saaledes var samtidig med en Tyran (denne v&ae;re nu et enkelt Menneske eller M&ae;ngden), saa vilde maaskee Tyrannen misforstaaet betragte dette som en Satire over sig, og blive saa opbragt, at han slog ham ihjel, ham, der netop forsvarede den Anskuelse, at et Menneske ikke har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden. E 1.␣Men har Christendommen i Henseende til mit Problem (om et Menneske har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden) ikke v&ae;sentlig forandret Forholdet? Thi med Christus er det, som sagt, een Gang for alle en anden Sag. Han var ikke et Menneske, Han var Sandheden, Han kunde derfor ikke Andet, end at lade den syndige Verden blive skyldig i Hans D&o-;d. Altsaa nu det deriverede Forhold til Christus: naar En er Christen og forholder sig til Hedninge, er han saa ikke i Forhold til dem i absolut Sandhed? Og er et Menneske i Forhold til andre stillet saaledes, at han med Sandhed t&o-;r paastaae at have den absolute Sandhed, saa er han i Retten, naar han lader sig slaae ihjel for Sandheden. Forskjellen mellem dem er den absolute, og det at blive slaaet ihjel just ogsaa det absolute Udtryk for den absolute Forskjel. I mine Tanker lader dette sig ikke negte. Min Theori vilde ellers ogsaa komme i den Forlegenhed, at d&o-;mme Apostlene og alle De, der vare stillede paa samme Maade. Og dette vilde da v&ae;re en stor Vildfarelse. Det er egentligen Christendommen, der, just fordi den er Sandheden, har opfundet det, at lade sig slaae ihjel for Sandheden, da Christendommen, ved at v&ae;re Sandheden, opdagede den uendelige _AfstandForskjel mellem Sandhed og Usandhed. Ja det kan kun i Forholdet mellem Christendom og Ikke-Christendom i Sandhed h&ae;nde at blive ihjelslagen for Sandheden. Sokrates vil derfor vist ikke paastaae, at han i strengeste Forstand blev ihjelslagen &streg; for Sandheden. Som Ironiker, conseqvent til det yderste, blev han ihjelslagen for sin Uvidenhed, i hvilken der vistnok i Relation til Gr&ae;citeten laae stor Sandhed, men det var dog ikke Sandheden. 2.␣Men i Forholdet mellem Christen og Christen gj&ae;lder min Theorie igjen. Jeg t&o-;r, som Christen i Forhold til andre Christne, ikke pr&ae;tendere i den Grad at v&ae;re i Besiddelse af Sandheden, jeg t&o-;r mods&ae;tningsviis til dem ikke pr&ae;tendere, at v&ae;re i absolut Besiddelse af Sandhed, (og i Forhold til Hedninge er Pr&ae;tentionen, at v&ae;re i Besiddelse af den absolute Sandhed): ergo t&o-;r jeg heller ikke bruge det absolute Udtryk for at have i Mods&ae;tning til dem en absolut Pligt mod Sandheden, jeg t&o-;r ikke lade dem blive skyldige i at slaae mig ihjel. I Forholdet mellem Christen og Christen kan der som i Forholdet mellem Menneske og Menneske kun v&ae;re en relativ Forskjel. En Christen turde derfor lade dem blive skyldige i at udlee, bespotte, forhaane ham. Vel er det ogsaa en Skyld at lade dem gj&o-;re sig skyldige i, men saa vidt kan han relativt mod dem have Pligt mod Sandheden, &dvs;: saa vidt kan han v&ae;re dem overlegen i at see det Sande. Og saa kan det v&ae;re en gavnlig Opv&ae;kkelse; men der kommer ikke til at begaaes nogen saadan Forbrydelse, som det er umuligt at gj&o-;re god igjen. Skulde det derimod v&ae;re tilladeligt i Christenheden at lade sig slaae ihjel for Sandheden, saa maatte det f&o-;rst v&ae;re givet, at den saakaldte Christenhed slet ikke er christen, at den, just som &anfbeg;Aandl&o-;shed&anfslut;, er langt mere hedensk end Hedenskabet var. Den, som, ligeoverfor Mennesker, der sige sig selv at v&ae;re Christne, ikke t&o-;r benegte, at de ere det (og t&o-;r noget Menneske det, h&o-;rer hertil ikke, hvad kun den Alvidende har, Hjertekjendskab?), han t&o-;r heller ikke lade sig slaae ihjel, eller lade de Andre blive skyldige i at slaae ham ihjel. 3.␣For de Fleste vilde vistnok hvad jeg her skriver, selv om jeg forelagde dem det, v&ae;re som uskrevet, ikke v&ae;re til. Deres T&ae;nkning ender, som viist blev, just der, hvor min begynder. 4.␣Det simpleste og naturligste Forhold mellem Menneske og Menneske, i Relation til Sandheden, er dette, at &anfbeg;den Enkelte&anfslut; antager, at &anfbeg;de Andre&anfslut; have mere Sandhed end han. Derfor forholder han sig underordnet til dem, omdanner sin Mening i Forhold til dem, anseer deres Samtykke for et Criterium paa Sandheden. Sokratisk allerede, og endnu mere efter Christendommens L&ae;re, er Sandheden i Minoriteten, netop &anfbeg;de Mange&anfslut; Criteriet paa Usandhed, netop det Seirende Angiveren, som forraader Usandheden. Men er Sandheden i Minoriteten, saa maae Kjendetegnene paa, at En er i Sandheden, blive polemiske, omvendte: ikke Jubelen og Bifaldet er Kjendetegnet, men Mishaget. Dog i Relation til andre Mennesker, eller som Christen til andre Christne, t&o-;r intet enkelt Menneske, eller ingen enkelt Christen mene at v&ae;re absolut i Besiddelse af Sandheden: ergo t&o-;r han ikke lade Andre blive skyldige i at slaae ham ihjel for Sandheden. Med andre Ord, gj&o-;r han det, saa er det egentligen ikke for Sandheden, der er tvertimod noget Usandt deri. Det Usande ligger saa i, at den saaledes Stridende forholder sig blot polemisk til de Andre, blot t&ae;nkende paa sig selv, ikke kjerligt bet&ae;nkende deres Sag. Men saa er han saare langt fra at v&ae;re dem i Sandhed overlegen eller overlegen i Sandhed; thi Overlegenhed er just at v&ae;re sin Fjendes Defensor, og som saadan at v&ae;re bekymret og med mere Indsigt end han vaage over, at han ikke usandt kommer til at blive mere skyldig end han fortjener. O, det seer for de formeentlig St&ae;rke saa nemt ud med at slaae et Menneske ihjel, som kunde de da sagtens: ak, Den, der har en Forestilling om den Skyld at slaae en Uskyldig ihjel, han vil sandeligen pr&o-;ve sig selv, inden han tillader, at Nogen bliver saaledes skyldig. I denne Selvpr&o-;velse vil han forstaae, at han ikke har Lov til det. Kjerligheden vil altsaa forhindre ham. Det er denne Kjerlighed, som i sin evige guddommelige Fuldkommenhed var i Ham, der, som Sandheden, maatte absolut udtrykke, at Han var det, og derfor lade den ugudelige Verden blive saaledes skyldig &streg; det er denne Kjerlighed i Ham, der bad for Hans Fjender. Forhindre D&o-;den kunde Han ikke, Han var jo og derfor kommen til Verden. Men, da Han offrede sig af Kjerlighed, saa har Han ogsaa (og atter derfor kaldes Han &anfbeg;Offeret&anfslut;) kjerligt bet&ae;nkt sine Fjenders Sag. Dette er Eenheden af &anfbeg;Sandheden&anfslut; og &anfbeg;Kj&ae;rligheden&anfslut;. Dette er som sagt &anfbeg;denne Mands mange Tanker i et kort Indbegreb&anfslut;. Da det Hele er Digt, &anfbeg;digterisk Fors&o-;g&anfslut;, men vel at m&ae;rke, af en T&ae;nker, vil vel den t&ae;nksomme L&ae;ser finde det i sin Orden, at jeg Intet siger om denne Mands Person; thi just fordi det er Digt, kan jeg jo lige saa godt sige det Ene som det Andet, sige lige hvad jeg vil. Ogsaa i en anden Henseende kan jeg jo, da det Hele er Digt, sige lige hvad jeg vil, betr&ae;ffende hans Liv, om hvorledes det gik ham, hvad han blev i Verden o. s. v. o. s. v. Men just fordi jeg saaledes qua Digter har Digter-Magtfuldkommenhed til at sige lige hvad jeg vil: saa vil jeg i alle disse Henseender Intet sige, for ikke, ved at tale om det Novellistiske, maaskee at bidrage til at bortlede L&ae;serens Opm&ae;rksomhed fra det V&ae;sentlige: Tanke-Indholdet. Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel 1847 Hvad er det den vildfarende Exegese og Speculation har gjort for at forvirre det Christelige, eller hvorved har den forvirret det Christelige? Ganske kort og kategorisk n&o-;iagtigt F&o-;lgende: den har rykket det Paradox-Religieuses Sph&ae;re tilbage i det &Ae;sthetiske og derved vundet, at enhver christelig Terminus, som ved at blive i sin Sph&ae;re, er qvalitativ Kategorie, nu, i en reduceret Tilstand, kan gj&o-;re Tjeneste som et aandrigt Udtryk, der betyder saadan Allehaande. Naar nu det Paradox-Religieuses Sph&ae;re afskaffes eller tilbageforklares i det &Ae;sthetiske, saa bliver en Apostel hverken meer eller mindre end et Genie, og saa god Nat Christendom. Aandrighed og Aand, Aabenbaring og Oprindelighed, Kaldelse af Gud og Genialitet, en Apostel og et Genie: alt dette kommer da til at l&o-;be saa omtrent ud paa Et og det Samme. Saaledes har en vildfarende Videnskab forvirret Christendommen, og fra Videnskaben har Forvirringen igjen sneget sig ind i det religieuse Foredrag, saa man ikke sjeldent h&o-;rer Pr&ae;ster, der i al videnskabelig Troskyldighed bona fide prostituere Christendommen. De tale i h&o-;ie Toner om Apostelen Pauli Aandrighed, Dybsind, om hans skj&o-;nne Lignelser o. s. v. &streg; lutter &Ae;sthetik. Skal Paulus betragtes som Genie, saa seer det galt ud for ham; kun pr&ae;stelig Uvidenhed kan falde paa &ae;sthetisk at anprise ham, fordi den pr&ae;stelige Uvidenhed ingen Maalestok har, men t&ae;nker som saa: naar man blot siger noget Godt om Paulus, saa er det godt. En saadan godmodig og velmenende Tankel&o-;shed har sin Grund i, at den Vedkommende ikke er tugtet op ved den qvalitative Dialektik, der vilde l&ae;re ham, at en Apostel just ikke er tjent med, at der bliver sagt noget Godt om ham, naar det er galt, saa han bliver anerkjendt og beundret for at v&ae;re, hvad der er det Ligegyldige og hvad han v&ae;sentligen ikke er, og derover glemmes, hvad han er. En saadan tankel&o-;s Veltalenhed kunde lige saa godt falde paa at rose Paulus som Stilist og Sprogkunstner, eller endnu bedre, da det er bekjendt, at Paulus tillige drev et Haandv&ae;rk, paastaae, at hans Arbeide som Teltmager skal have v&ae;ret saa fuldendt Mesterv&ae;rk, at ingen Tapetmager, _f&o-;rhverken f&o-;r eller senere, har kunnet gj&o-;re noget saa Fuldendt &streg; thi naar man blot siger noget Godt om Paulus, saa er Alting godt. Som Genie kan Paulus hverken udholde Sammenligning med Plato eller Shakspeare; som Forfatter af skj&o-;nne Lignelser kommer han temmelig langt ned; som Stilist er han et aldeles obscurt Navn &streg; og som Tapetmager: ja, det maa jeg sige, jeg veed ikke hvor h&o-;it han i denne Henseende kan komme. See, dum Alvorlighed gj&o-;r man altid rigtigst i at forvandle til Sp&o-;g, og saa kommer Alvoren, Alvoren: at Paulus er Apostel; og som Apostel har han igjen intet, slet intet Svogerskab hverken med Plato eller Shakespeare eller Stilister eller Tapetmagere, de ere alle (Plato lige saa fuldt som Shakespeare og som Tapetmager Hansen) uden nogen Sammenligning med ham. Et Genie og en Apostel er det qvalitative Forskjellige, ere Bestemmelser, som h&o-;re hjemme hver i sin qvalitative Sph&ae;re: Immanentsens og Transcendentsens: 1) Geniet kan derfor vel have noget Nyt at bringe, men dette forsvinder igjen i Sl&ae;gtens almindelige Assimilation, ligesom Differentsen &anfbeg;Genie&anfslut; forsvinder, saasnart man t&ae;nker Evigheden; Apostelen har paradoxt noget Nyt at bringe, hvis Nyhed, netop fordi den er v&ae;sentlig paradox og ikke en Anticipation i Forhold til Sl&ae;gtens Udvikling, bliver bestandigt, ligesom en Apostel bliver i al Evighed en Apostel, og ingen Evighedens Immanents s&ae;tter ham v&ae;sentligen paa lige Linie med alle Mennesker, da han er v&ae;sentligen paradox forskjellig. 2) Geniet er hvad han er ved sig selv &dvs;: ved det han er i sig selv; en Apostel er hvad han er ved sin guddommelige Myndighed. 3) Geniet har kun immanent Teleologie; Apostelen er absolut paradoks teleologisk stillet. 1.␣Al T&ae;nken aander i Immanentsen, hvorimod det Paradoxe og Troen danner en qvalitativ Sph&ae;re for sig. Immanent er, i Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske, enhver Differents et for den v&ae;sentlige og evige T&ae;nkning Forsvindende, et Moment, der momentant vel har sin Gyldighed, men v&ae;sentligen forsvinder i Evighedens v&ae;sentlige Lighed. Genie er, som Ordet selv siger (ingenium, det Medf&o-;dte, Primitivitet (primus), Originalitet (origo), Oprindelighed o. s. v.) Umiddelbarheden, Natur-Bestemmelsen, Geniet f&o-;des. Allerede l&ae;nge f&o-;rend der kan v&ae;re Tale om, hvorvidt Geniet nu vil henf&o-;re sin sjeldne Begavethed til Gud eller ikke, er det Genie, og er Genie, selv om det ikke gj&o-;r det. Med Geniet kan der foregaae den Forandring, at det udvikler sig til at v&ae;re hvad det &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; er, at det kommer i bevidst Besiddelse af sig selv. Forsaavidt man for at betegne det Nye, et Genie kan have at bringe, bruger Udtrykket &anfbeg;Paradox&anfslut;, bruges dette dog kun i uv&ae;sentlig Forstand om det transitoriske Paradox, om Anticipationen, der fort&ae;tter sig til noget Paradoxt, hvilket dog igjen forsvinder. Et Genie kan i sin f&o-;rste Meddelen v&ae;re paradox, men jo mere han kommer til sig selv, jo mere forsvinder det Paradoxe. Et Genie kan maaskee v&ae;re et Aarhundrede forud for sin Tid og derfor staae som et Paradox, men tilsidst vil Sl&ae;gten dog saaledes assimilere sig det eengang Paradoxe, saa det ikke mere er paradoxt. &streg; Anderledes med en Apostel. Ordet selv tyder paa Forskjellen. En Apostel f&o-;des ikke; en Apostel er en Mand, der af Gud kaldes og beskikkes, af ham sendes i &Ae;rende. En Apostel udvikles ikke saaledes, at han successivt bliver hvad han &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; er. Thi forud for det at blive en Apostel gaaer ingen potentiel Mulighed; ethvert Menneske er v&ae;sentligen lige n&ae;r til at blive det. En Apostel kan aldrig saaledes komme til sig selv, at han bliver sig sit Apostel-Kald bevidst som Moment i sin egen Livs-Udvikling. Apostel-Kaldet er et paradox Faktum, som i f&o-;rste og sidste &O-;ieblik af hans Liv staaer paradox udenfor hans personlige Identitet med sig selv som den Bestemte han er. En Mand er maaskee forl&ae;ngst kommen til Skjels-Aar og Alder, da bliver han kaldet til Apostel. Han bliver ved dette Kald ikke et bedre Hoved, han faaer ikke mere Phantasie, ikke st&o-;rre Skarpsindighed o. s. v., ingenlunde, han bliver sig selv, men ved det paradoxe Faktum af Gud sendt i et bestemt &Ae;rende. Ved dette paradoxe Faktum er Apostelen i al Evighed gjort paradox forskjellig fra alle andre Mennesker. Det Nye, han kan have at forkynde, er det v&ae;sentlige Paradoxe. Hvor l&ae;nge det end bliver forkyndt i Verden, det bliver v&ae;sentligen lige Nyt, lige Paradoxt, ingen Immanents kan assimilere sig det. Apostelen forholdt sig jo ikke som det ved Naturbegavelse udm&ae;rkede Menneske, der var forud for sin Samtid, han var maaskee hvad vi kalde et eenfoldigt Menneske, men ved et paradox Faktum blev han kaldet til at forkynde dette Nye. Selv om T&ae;nkningen vilde mene at kunne assimilere sig L&ae;ren: Maaden, paa hvilken L&ae;ren kom ind i Verden, kan den ikke assimilere sig; thi det v&ae;sentlige Paradox er netop Protesten mod Immanentsen. Men Maaden, paa hvilken en saadan L&ae;re kom ind i Verden, er netop det qvalitative Afgj&o-;rende, hvad kun ved Svig eller Tankel&o-;shed kan oversees. 2.␣Et Genie vurderes reent &ae;sthetisk efter hvad dets Indhold, dets V&ae;gtfylde befindes at v&ae;re; en Apostel er hvad han er ved at have guddommelig Myndighed. Den guddommelige Myndighed er det qvalitative Afgj&o-;rende. Det er ikke ved &ae;sthetisk eller philosophisk at vurdere L&ae;rens Indhold, at jeg skal eller kan komme til det Resultat: ergo er Den, der har foredraget denne L&ae;re, kaldet ved en Aabenbaring, ergo er han en Apostel. Forholdet er lige omvendt: den ved en Aabenbaring Kaldede, hvem en L&ae;re betroes, argumenterer fra, at det er en Aabenbaring, fra, at han har Myndighed. Jeg skal ikke h&o-;re paa Paulus, fordi han er aandrig eller magel&o-;s aandrig, men jeg skal b&o-;ie mig under Paulus, fordi han har guddommelig Myndighed; og i ethvert Tilf&ae;lde maa det blive Paulus's Ansvar, at han s&o-;rger for, at han frembringer dette Indtryk, hvad enten nu Nogen vil b&o-;ie sig under hans Myndighed eller ikke. Paulus skal ikke beraabe sig paa sin Aandrighed, thi saa er han en Nar; han skal ikke indlade sig paa en reen &ae;sthetisk eller philosophisk Discussion af L&ae;rens Indhold, thi saa er han Distrait. Nei han skal beraabe sig paa sin guddommelige Myndighed og netop ved den, medens han villigt offrer sit Liv og Alt, forhindre alle n&ae;svise &ae;sthetiske og philosophiske Ligefremheder mod L&ae;rens Indhold og Form. Paulus skal ikke anbefale sig og sin L&ae;re ved Hj&ae;lp af de skj&o-;nne Billeder, omvendt skulde han vel sige til den Enkelte: &anfbeg;hvad enten nu Lignelsen er skj&o-;n eller den er luslidt og afdanket, det er ligemeget, Du skal bet&ae;nke, at Det jeg siger er mig betroet ved en Aabenbaring, saa det er Gud selv eller den Herre Jesus Christus der taler, og Du skal ikke formastelig indlade Dig paa at critisere Formen. Jeg kan ikke, jeg t&o-;r ikke tvinge Dig til at lyde, men jeg gj&o-;r Dig, gjennem Din Samvittigheds Forhold til Gud, evigt ansvarlig for Dit Forhold til denne L&ae;re derved, at jeg har forkyndt den som mig aabenbaret og altsaa forkyndt den med guddommelig Myndighed.&anfslut; Myndigheden er det qvalitativt Afgj&o-;rende. Eller er der ikke, endog blot indenfor det menneskelige Livs Relativitet, om den end immanent forsvinder, en Forskjel mellem et Kongebud og en Digters eller en T&ae;nkers Ord? Og hvilken er Forskjellen, uden den, at Kongebudet har Myndighed, og derfor forbyder al &ae;sthetisk og critisk N&ae;svished med Hensyn til Form og Indhold. Digteren, T&ae;nkeren derimod har, end ikke indenfor denne Relativitet, nogen Myndighed, hans Udsagn vurderes reent &ae;sthetisk eller philosophisk ved at vurdere Indhold og Form. Men hvad er det vel der fra Grunden har forvirret det Christelige, uden det, at man f&o-;rst i Tvivlen saa noget n&ae;r er bleven uvis, om der er en Gud til, og saa, at man i Opr&o-;rskhed mod alle Autoriteter har glemt hvad Myndighed er, og dens Dialektik. En Konge er saaledes sandselig til, at man sandseligt kan forvisse sig derom, og gj&o-;res det forn&o-;dent, kan dog maaskee Kongen ret sandseligt forvisse En om, at han er til. Men saaledes er Gud ikke til. Dette har Tvivlen benyttet til at bringe Gud paa lige Linie med alle dem, som ingen Myndighed har, paa lige Linie med Genier, Digtere og T&ae;nkere, hvis Udsagn slet og ret blot vurderes &ae;sthetisk eller philosophisk; og dersom det saa er godt sagt, saa er Manden Genie &streg; og dersom det saa er _{ualmindeligt og s&ae;rdeles}ualmindeligt godt sagt, saa, saa er det Gud, der har sagt det!!! Paa den Maade practiseres Gud egentligen udenfor. Hvad skal han gj&o-;re? Standser Gud et Menneske paa hans Vei, kalder ham ved en Aabenbaring, og sender ham udrustet med guddommelig Myndighed til de &o-;vrige Mennesker: da sige disse til ham: fra hvem er Du? Han svarer: fra Gud. Men see, Gud kan nu ikke paa en saadan sandselig Maade hj&ae;lpe sin Udsending, som en Konge kan det, der giver ham Soldater eller Politie-Betjente med, eller hans Ring, eller hans Haandskrift som Alle kjende, kort Gud kan ikke v&ae;re Menneskene til Tjeneste med at skaffe dem en sandselig Vished for, at en Apostel er en Apostel &streg; dette vilde ogsaa v&ae;re Nonsens. Selv Miraklet, hvis Apostelen har denne Gave, giver ingen sandselig Vished; thi Miraklet er Troens Gjenstand. Og desuden er det da Nonsens at faae sandselig Vished om, at en Apostel er en Apostel (den paradoxe Bestemmelse af et Aands Forhold), ligesom det er Nonsens at faae sandselig Vished om, at Gud er til, da jo Gud er Aand. Altsaa Apostelen siger, at han er fra Gud. De Andre svare: ja saa, saa lad os see, om Din L&ae;res Indhold er guddommelig, thi saa ville vi antage den, samt at den er Dig aabenbaret. Paa den Maade er baade Gud og Apostelen narret. Den Kaldedes guddommelige Myndighed skulde netop v&ae;re det sikkre V&ae;rn, der betryggede L&ae;ren og holdt den paa det Guddommeliges majest&ae;tiske Afstand fra N&ae;sviisheder, istedetderfor maa L&ae;rens Indhold og Form lade sig recensere og oversn&o-;fle &streg; for at man ad den Vei kan komme til det Resultat, om det nu var en Aabenbaring eller ikke; og imidlertid maa formodentligen Apostelen og Gud vente i Porten eller hos Portneren, indtil Sagen bliver afgjort af de Vise paa 1ste Sahl. Den Kaldede skulde efter Guds Bestemmelse bruge sin guddommelige Myndighed til at jage alle N&ae;svise bort, der ikke vil lystre men raisonnere; og istedet derfor faae Menneskene i en Fart Apostelen forvandlet til en Examinand, der saadan kommer tiltorvs med en ny L&ae;re. Hvad er da Myndighed? Er Myndighed L&ae;rens Dybsind, dens Fortrinlighed, dens Aandrighed? Ingenlunde. Dersom Myndighed saaledes blot skulde betegne, i en anden Potens eller redupliceret, at L&ae;ren er dybsindig: saa er der netop ingen Myndighed; thi hvis da en L&ae;rende heelt og fuldt ved Forstaaelsen tilegnede sig denne L&ae;re, saa blev der jo ingen Forskjel tilbage mellem L&ae;reren og den L&ae;rende. Myndighed er derimod Noget, som bliver uforandret, som man ikke kan erhverve ved paa det fuldeste at have forstaaet L&ae;ren. Myndighed er en specifik Qvalitet, der tr&ae;der til andetstedsfra og netop qvalitativt gj&o-;r sig gj&ae;ldende, naar Udsagnets eller Gjerningens Indhold &ae;sthetisk er sat i Indifferents. Lad os tage et Exempel, saa simpelt som muligt, hvor dog Forholdet viser sig. Naar Den, der har Myndigheden til at sige det, siger til et Menneske: gaa! og naar Den, der ikke har Myndigheden, siger: gaa! saa er jo Udsagnet (gaa!) og dets Indhold identisk, &ae;sthetisk vurderet er det om man saa vil lige godt sagt, men Myndigheden gj&o-;r Forskjellen. Dersom Myndigheden ikke er det Andet (&g.t;&g.o; &g.e;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n;), dersom den paa nogen Maade blot skulde betegne en Potenseren indenfor Identiteten, saa er der netop ingen Myndighed. Dersom saaledes en L&ae;rer er sig begeistret bevidst, at han selv existerende udtrykker og har udtrykt, med Opoffrelse af Alt, den L&ae;re han forkynder: saa kan denne Bevidsthed vel give ham en vis og en fast Aand, men den giver ham ikke Myndighed. Hans Liv som Beviis for L&ae;rens Rigtighed er ikke det Andet (&g.t;&g.o; &g.e;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n;) men er en simpel Fordoblelse. Det at han lever efter L&ae;ren beviser ikke, at den er rigtig; men fordi han er selv overbeviist om L&ae;rens Rigtighed, derfor lever han efter den. Derimod, hvad enten en Politie-Officiant f. Ex. er en Slyngel, eller han er en retskaffen Mand, saasnart han er i Function, har han Myndighed. For n&ae;rmere at belyse dette for den paradox-religieuse Sph&ae;re saa vigtige Begreb: Myndighed, skal jeg forf&o-;lge Myndighedens Dialektik. I Immanentsens Sph&ae;re lader Myndigheden sig slet ikke t&ae;nke, eller den lader sig kun t&ae;nke som forsvindende. Forsaavidt der da i de politiske, borgerlige, sociale, huslige, disciplinaire Forhold er Tale om Myndighed, eller Myndighed ud&o-;ves, er Myndigheden dog kun et transitorisk Moment, et Forsvindende, der enten allerede i Timeligheden senere forsvinder, eller forsvinder, forsaavidt Timeligheden og Jordlivet selv er et transitorisk Moment, der forsvinder med alle dens Differentser. Til Grund for ethvert Forhold mellem Menneske og Menneske qua Menneske kan kun t&ae;nkes at ligge Forskjelligheden indenfor Immanentsens Identitet, det er, den v&ae;sentlige Lighed. Det ene Menneske kan ikke t&ae;nkes (saa h&o-;rer al T&ae;nkning op, som den ganske conseqvent gj&o-;r det i det Paradox-religieuses og Troens Sph&ae;re) ved en specifik Qvalitet at v&ae;re forskjellig fra alle andre. Alle menneskelige Differentser mellem Menneske og Menneske qua Menneske forsvinde for T&ae;nkningen som Momenter i Identitetens Totale og Qvalitet. I Momentet skal jeg v&ae;re saa god at respektere og lystre Differentsen; men det er mig tilladt, religieust at opbygges ved den Vished, at i Evigheden forsvinde Differentserne, den der udm&ae;rker mig og den der nedtrykker mig. Som Undersaat skal jeg &ae;re og lyde Kongen med udeelt Sjel, men det er mig tilladt religieust at opbygges ved den Tanke, at v&ae;sentligen er jeg Borger i Himlen, og at jeg, hvis jeg engang der tr&ae;ffer sammen med den afd&o-;de Majest&ae;t, da skal jeg ikke v&ae;re forpligtet i undersaatlig Lydighed mod ham. Saaledes altsaa med Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske. Men mellem Gud og Menneske er der en evig v&ae;sentlig qvalitativ Forskjel, hvilken ingen uden en formastelig T&ae;nkning kan lade forsvinde i den Blasphemie, at Gud og Menneske vel i Endelighedens transitoriske Moment differentiere sig, saa det b&o-;r sig Mennesket her i dette Liv at lyde og tilbede Gud, men i Evigheden skulde Forskjellen forsvinde i den v&ae;sentlige Lighed, saa Gud og Mennesket blev Ligem&ae;nd i Evigheden, ligesom Kongen og Kammertjeneren. Mellem Gud og Menneske er og bliver der altsaa en evig, v&ae;sentlig qvalitativ Forskjel. Det paradox-religieuse Forhold (hvilket ganske rigtigt ikke lader sig t&ae;nke, men kun troe), fremkommer da, naar Gud beskikker et enkelt Menneske til at have guddommelig Myndighed, vel at m&ae;rke i Forhold til det ham af Gud Betroede. Den saaledes Kaldede forholder sig ikke i Forholdet: Menneske til Menneske qua Menneske; han forholder sig ikke i en qvantitativ Differents (som Genie, udm&ae;rket Begavet o. s. v.) til andre Mennesker. Nei, han forholder sig paradox ved at have en specifik Qvalitet, som ingen Immanents kan tilbagekalde i Evighedens Lighed; thi den er v&ae;sentlig paradox og efter T&ae;nkningen (ikke f&o-;r, foran T&ae;nkningen) mod T&ae;nkningen. Har en saadan Kaldet en L&ae;re at bringe efter guddommelig Ordre, og et andet Menneske, lad os t&ae;nke det, af sig selv og ved sig selv udfandt det Samme: saa blive disse Tvende dog i al Evighed ikke lige; thi den f&o-;rste er ved sin paradox specifike Qvalitet (den guddommelige Myndighed) forskjellig fra ethvert andet Menneske, og fra den immanent til Grund for alle andre menneskelige Differentser liggende Bestemmelse af den v&ae;sentlige Lighed. Bestemmelsen &anfbeg;en Apostel&anfslut; h&o-;rer hjemme i Transcendentsens Sph&ae;re, den paradox-religieuse Sph&ae;re, som, ganske conseqvent, ogsaa har et qvalitativt forskjelligt Udtryk for andre Menneskers Forhold til en Apostel: de forholde sig nemlig troende til ham, medens al T&ae;nkning ligger og er og aander i Immanentsen. Men Troen er ikke en transitorisk Bestemmelse, saalidet som Apostelens paradoxe Qvalification var et Transitorisk. I Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske var der altsaa ingen bestaaende eller bestandig Myndighedens Differents t&ae;nkelig, den var et Forsvindende. Lader os imidlertid et &O-;ieblik dv&ae;le ved nogle Exempler paa saadanne saakaldte og i Timelighedens Vilkaar sande Myndigheds-Forhold mellem Menneske og Menneske qua Menneske, for derved at blive opm&ae;rksom paa den v&ae;sentlige Betragtning af Myndigheden. En Konge antages jo at have Myndighed. Hvoraf kommer det nu, at man endog st&o-;der sig over, at en Konge er aandrig, Kunstner o. s. v.? Det kommer dog vel deraf, at man hos ham v&ae;sentligen accentuerer den kongelige Myndighed, og i Sammenligning med denne finder almindeligere Bestemmelser af menneskelig Differents at v&ae;re et Forsvindende, et Uv&ae;sentligt, et forstyrrende Tilf&ae;ldigt. Et Regjerings-Collegium antages at have Myndighed i sin bestemte Kreds. Hvoraf kommer det nu, at man vilde st&o-;des, hvis et saadant Collegium i sine Decreter f. Ex. var virkelig aandrig, vittig, dybsindig? Fordi man ganske rigtigt qvalitativt accentuerer Myndigheden. At sp&o-;rge om en Konge er Genie &streg; for i saa Fald at ville lyde ham, er i Grunden Majest&ae;ts-Forbrydelse; thi i Sp&o-;rgsmaalet er indeholdt en Tvivl i Retning af Underkastelse under Myndighed. At ville lyde et Collegium, dersom det kan sige Vittigheder, er i Grunden at gj&o-;re Nar af Collegiet. At &ae;re sin Fader, fordi han er et udm&ae;rket Hoved, er Impietet. Dog, som sagt, i Forholdet mellem Menneske og Menneske qua Menneske er Myndigheden, om den end er, et Forsvindende, og Evigheden afskaffer al jordisk Myndighed. Men nu i Transcendentsens Sph&ae;re. Lad os tage Exemplet saa simpelt, men netop derfor ogsaa saa i&o-;inefaldende som muligt. Naar Christus siger: &anfbeg;der er et evigt Liv;&anfslut; og naar theologisk Candidat Petersen siger &anfbeg;der er et evigt Liv&anfslut;: saa sige de Begge det Samme, der er ikke i det f&o-;rste Udsagn indeholdt mere Deduction, Udvikling, Dybsind, Tankefylde end i det sidste; begge Udsagnene ere, &ae;sthetisk vurderede, lige gode. Og dog er der vel en evig qvalitativ Forskjel! Christus er, som Gud-Mennesket, i Besiddelse af den specifike Myndigheds Qvalitet, hvilken ingen Evighed kan mediere, eller l&ae;gge Christus paa lige Linie med den v&ae;sentlige menneskelige Ligelighed. Christus l&ae;rte derfor med Myndighed. At sp&o-;rge om Christus er dybsindig, er Blasphemie, og er Fors&o-;g paa underfundigt (det v&ae;re nu bevidst eller ubevidst) at tilintetgj&o-;re Ham; thi i Sp&o-;rgsmaalet er indeholdt en Tvivl i Retning af Hans Myndighed, og gjort et Fors&o-;g paa i n&ae;sviis Ligefremhed at ville vurdere og censurere Ham, som var Han til Examen og skulde overh&o-;res, istedetfor at Han er den, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden. Dog sjeldent, saare sjeldent h&o-;rer eller l&ae;ser man nuomstunder et religieust Foredrag, der er ganske correct. De bedre af dem fuske dog gjerne en Smule i, hvad man kunde kalde det ubevidste eller det velmeente Opr&o-;r, idet de forsvare og h&ae;vde det Christelige af yderste Kraft &streg; i feile Kategorier. Lad mig tage et Exempel, det f&o-;rste det bedste. Jeg tager det helst af en Tydsker, saa veed jeg da, at Ingen, ikke den Dummeste og ikke den Arrigste, kan falde paa, at jeg skriver dette om en Sag, der i mine Tanker er uendelig vigtig, &streg; for at sigte til een eller anden Geistlig. Biskop Sailer pr&ae;diker i en Homilie paa femte S&o-;ndag i Fasten over Texten Joh. VIII. 47&streg;51. Han v&ae;lger disse to Vers: &anfbeg;Wer von Gott ist, der h&o..;ret Gottes Wort, og, Wer mein Wort h&a..;lt, der siehet den Tod _nicht:nicht; og siger derpaa: es sind in diesen Worten des Herrn drei gro&ss;e R&a..;thsel gel&o..;set, mit denen sich die Menschen von jeher den Kopf so oder anders zerbrochen haben.&anfslut; Der har vi det. Det Ord: R&a..;thsel, og is&ae;r drei gro&ss;e R&a..;thsel, og saa i n&ae;ste S&ae;tning, mit denen die Menschen den Kopf sich zerbrochen haben, f&o-;rer strax Tanken hen til det Dybsindige i intellectuel Forstand, det Grundende, det Grublende, det Speculerende. Men hvorledes kan dog vel et simpelt apodictisk Udsagn v&ae;re dybsindigt? et apodictisk Udsagn, der kun er hvad det er derved, at Den og Den har sagt det; et Udsagn, der slet ikke vil forstaaes eller udgrundes, men blot troes. Hvorledes kan et Menneske falde paa, at en Gaade skulde v&ae;re l&o-;st, i Retning af det grublende og grundende Dybsindige, ved et ligefremt Udsagn, ved et Assertum? Sp&o-;rgsmaalet er jo: er der et evigt Liv? Svaret er: der er et evigt Liv. Hvor i al Verden stikker nu det Dybsindige? Dersom Christus ikke er Den, som har sagt det, og dersom Christus ikke er Den, han har sagt sig at v&ae;re, saa maa jo, hvis Udsagnet i sig selv er dybsindigt, det Dybsindige alligevel v&ae;re at finde. Lad os tage Hr. theologisk Candidat Petersen, der jo ogsaa siger: der er et evigt Liv. Hvo i al Verden vilde det dog vel falde paa at beskylde ham for Dybsindighed paa Grund af et ligefremt Udsagn? Det Afgj&o-;rende ligger saaledes ikke i Udsagnet, men i at det er Christus der har sagt det; men det Confunderende er, at man ligesom for at lokke Menneskene til at troe, taler noget om det Dybsindige og det Dybsindige. En christelig Pr&ae;st maa, hvis han vil tale correct, ganske simpelt sige &anfbeg;vi har Christi Ord for, at der er et evigt Liv: dermed er den Ting afgjort. Her er ikke Tale hverken om Hovedbrud eller _SpeculerenSpeculation, men om, at det er Christus, der, ikke i Egenskab af Dybsindig, men med sin guddommelige Myndighed har sagt det.&anfslut; Lad os gaae videre, lad os antage, at En troer, at der er et evigt Liv, fordi Christus har sagt det, saa gaaer han jo netop troende uden om al det Dybsindige og det Grublende og Grundende, &anfbeg;hvormed man bryder sit Hoved&anfslut;. Derimod lad os tage En, der dybsindigt vil bryde sit Hoved med det Sp&o-;rgsmaal om Ud&o-;deligheden: mon han ikke vil have Ret i at benegte, at det ligefremme Udsagn er et dybsindigt Svar paa Sp&o-;rgsmaalet? Det Plato siger om Ud&o-;deligheden er _{virkeligt Dybsindigt}virkelig dybsindigt, vundet ved en dyb Grunden; men stakkels Plato har heller ingen Myndighed. Sagen er imidlertid denne. Tvivlen og Vantroen, der gj&o-;r Troen forf&ae;ngelig, har blandt Andet ogsaa gjort Menneskene generede ved at lyde, ved at b&o-;ie sig under Myndighed. Denne Opr&o-;rskhed sniger sig ind selv i de Bedres Tankegang, dem maaskee ubevidst, og saa begynder alt dette Forskruede, som i Grunden er Forr&ae;derie, om det Dybe og det Dybe, og det Vidunderlig-deilige, som man kan skimte o. s. v. Skulde man derfor med eet bestemt Pr&ae;dikat betegne det christelig-religieuse Foredrag, som det nu h&o-;res og l&ae;ses, da maatte man sige, det er affecteret. Naar man ellers taler om en Pr&ae;sts Affectation, t&ae;nker man maaskee paa, at han pynter og sminker sig, eller at han s&o-;dligt sm&ae;gter med Stemmen, eller at han norsk snurrer paa R og rynker Brynet, eller at han anstr&ae;nger sig i Kraftstillinger og i Opv&ae;kkelsens Spring o. s. v. Dog alt Sligt er mindre vigtigt, om det end altid var &o-;nskeligt, at det ikke var. Men det Ford&ae;rvelige er, naar Pr&ae;dike-Foredragets Tankegang er affecteret, naar dets Rettroenhed naaes ved at l&ae;gge Accenten paa et reent forkeert Sted, naar det i Grunden opfordrer til at troe paa Christus, pr&ae;diker Troen paa Ham paa Grund af Det, som slet ikke kan blive Troens Gjenstand. Dersom en S&o-;n vilde sige &anfbeg;jeg lyder min Fader, ikke fordi han er min Fader, men fordi han er Genie, eller fordi hans Befalinger altid ere dybsindige og aandrige&anfslut;: saa er denne s&o-;nlige Lydighed affecteret. S&o-;nnen accentuerer noget reent Forkeert, accentuerer det Aandrige, det Dybsindige ved en Befaling, medens en Befaling netop er ligegyldig mod denne Bestemmelse. S&o-;nnen vil lyde i Kraft af Faderens Dybsindighed og Aandrighed; og i Kraft deraf kan han netop ikke lyde ham, thi hans critiske Forhold i Retning af, om nu Befalingen er dybsindig og aandrig, underminerer Lydigheden. Og saaledes er det ogsaa Affectation, naar der er saa megen Tale om at tilegne sig Christendommen og troe Christus, formedelst L&ae;rens Dybsindighed og Dybsindighed. Man _tillyvertilegner sig Rettroenheden ved at accentuere noget aldeles Forkeert. Den hele moderne Spekulation er derfor affecteret ved at have afskaffet Lydigheden paa den ene Side og Myndigheden paa den anden Side, og ved saa desuagtet at ville v&ae;re rettroende. En Pr&ae;st, der er aldeles correct i sit Foredrag, maa tale saaledes, idet han anf&o-;rer et Ord af Christus: &anfbeg;Dette Ord er af Den, hvem, if&o-;lge hans eget Udsagn, al Magt er given i Himlen og paa Jorden. Du maa nu, m. T., overveie med Dig selv, om Du vil b&o-;ie Dig under denne Myndighed eller ikke, antage og troe Ordet eller ikke. Men vil Du det ikke, da gaae for Gud i Himlens Skyld ikke hen og antag Ordet, fordi det er aandrigt eller dybsindigt, eller vidunderlig-deiligt, thi dette er Gudsbespottelse, det er at ville criticere Gud.&anfslut; Saasnart nemlig Myndighedens, den specifik-paradoxe Myndigheds Dominant er sat i, saa er alle Forhold qvalitativt forandrede, saa er den Art Tilegnelse, som ellers er tilladelig og &o-;nskelig, en Br&o-;de og Formastelighed. Men hvorledes kan nu Apostelen bevise, at han har Myndigheden? Kunde han sandseligt bevise det, saa var han netop ingen Apostel. Han har intet andet Beviis end sit eget Udsagn. Og saaledes maa det netop v&ae;re; thi ellers kom jo den Troende i et ligefremt Forhold til ham, ikke i et paradoxt. I de transitoriske Forhold af Myndighed mellem Menneske og Menneske qua Menneske vil Myndigheden i Regelen v&ae;re sandselig kjendelig paa Magten. En Apostel har intet andet Beviis end sit eget Udsagn, og i det H&o-;ieste sin Villighed til med Gl&ae;de at ville lide Alt for dette Udsagns Skyld. Hans Tale vil i den Henseende v&ae;re kort &anfbeg;jeg er kaldet af Gud; gj&o-;rer I nu ved mig, hvad I vil, hudfletter mig, forf&o-;lger mig, men mit sidste Ord bliver mit f&o-;rste: jeg er kaldet af Gud; og jeg gj&o-;r Eder evigt ansvarlige for hvad I gj&o-;re mod mig.&anfslut; Dersom det i Virkeligheden var saa, lad os t&ae;nke det, at en Apostel havde i verdslig Forstand Magten, havde stor Indflydelse og m&ae;gtige Forbindelser, ved hvilke Kr&ae;fter man seirer over Menneskenes Meninger og Domme, &streg; dersom han da brugte den, havde han eo ipso forspildt sin Sag. Ved at bruge Magten bestemte han nemlig sin Str&ae;ben i v&ae;sentlig Identitet med de andre Menneskers, og dog er en Apostel kun hvad han er ved sin paradoxe Heterogenitet, ved at have guddommelig Myndighed, hvilken han absolut uforandret kan have, selv om han, som Paulus siger, af Menneskene ikke agtes mere v&ae;rd end det Snavs, hvorpaa de tr&ae;de. 3.␣Geniet har kun immanent Teleologie; Apostelen er _{absolut paradox}paradox teleologisk stillet. Dersom ellers noget Menneske kan siges at v&ae;re absolut teleologisk stillet, saa er det en Apostel. Den ham meddeelte L&ae;re er ikke en Opgave, der er givet ham at grunde over, den er ikke givet ham for hans egen Skyld, han er tvertimod i &Ae;rende og har at forkynde L&ae;ren og at bruge Myndigheden. Saa lidet som Den, der bliver sendt i Byen med et Brev, har med Brevets Indhold at gj&o-;re, men kun med at overbringe det; saa lidet som Ministeren, der sendes til et fremmed Hof, har noget Ansvar for Budskabets Indhold, men kun at bes&o-;rge det rigtigt: saaledes har en Apostel hovedsageligen ene og alene at v&ae;re tro i Tjenesten, hvilken er at rygte sit &Ae;rende. Deri ligger v&ae;sentligen en Apostels opoffrende Liv, selv om han aldrig blev forfulgt, deri, &anfbeg;at han selv fattig kun har at gj&o-;re Andre rige&anfslut;, at han aldrig t&o-;r give sig Tid eller Ro eller Sorgl&o-;shed til i gode Dage, i otium at beriges ved Det, ved hvis Forkyndelse han beriger Andre. Han er, aandelig forstaaet, som den travle Husmoder, der neppe faaer Tid til selv at spise, for at lave Maden til de mange Munde. Og om han, idet han begyndte, turde haabe et langt Liv, hans Liv vil dog indtil det Sidste blive uforandret, thi der vil altid v&ae;re Nye og Nye at forkynde L&ae;ren. Skj&o-;ndt en Aabenbaring er det paradoxe Faktum, som overgaaer Menneskets Forstand, kan man dog nok forstaae saa meget, hvad ogsaa overalt har viist sig: at et Menneske kaldes ved en Aabenbaring til at gaae ud i Verden, til at forkynde Ordet, til at handle og lide, til det uafbrudte virksomme Liv som Herrens Sendebud. At derimod et Menneske ved en Aabenbaring skulde kaldes til at sidde hen i uskiftet Bo, i et virksomt literairt far niente, til at v&ae;re momentant aandrig og derpaa Samler og Udgiver af sin Aandrigheds Uvisse: er noget n&ae;r en blasphemisk Tanke. Anderledes med et Genie; det har kun immanent Teleologie, det udvikler sig selv, og idet det udvikler sig selv, projekterer denne dets Selv-Udvikling sig som dets Virken. Det faaer da nok Betydning, maaskee endog stor Betydning, men det er ikke sig selv teleologisk stillet i Forhold til Verden og Andre. Et Genie lever i sig selv; og det kan humoristisk leve i en tilbagetrukken Selvtilfredshed uden derfor at tage sin Begavethed forf&ae;ngeligt, naar det blot, uden Hensyn til om Andre have Gavn deraf eller ikke, med Alvor og Flid udvikler sig selv, f&o-;lgende sin egen Genius. Geniet er derfor ingenlunde uvirksomt, det arbeider maaskee i sig selv mere end ti Forretningsm&ae;nd, det pr&ae;sterer maaskee saare Meget, men hver dets Pr&ae;station har intet &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; udenfor. Dette er paa engang Geniets Humanitet og dets Stolthed: Humaniteten ligger i, at det ikke bestemmer sig teleologisk i Forhold til noget andet Menneske, som var der Nogen, der tr&ae;ngte til det; Stoltheden ligger i, at det immanent forholder sig til sig selv. Det er beskedent af Nattergalen, at den ikke fordrer, at Nogen skal h&o-;re paa den; men det er ogsaa stolt af Nattergalen, at den slet ikke vil v&ae;re vidende om, hvorvidt Nogen h&o-;rer paa den eller ikke. Geniets Dialektik vil is&ae;r v&ae;re til Anst&o-;d i vor Tid, hvor M&ae;ngden, Massen, Publikum og andre saadanne Abstraktioner intendere at vende op og ned paa Alt. Det h&o-;ist&ae;rede Publikum, den herskesyge M&ae;ngde vil, at Geniet skal udtrykke, at han er til for dens eller for deres Skyld; det h&o-;ist&ae;rede Publikum, den herskesyge M&ae;ngde seer blot den ene Side af Geniets Dialektik, st&o-;der an paa Stoltheden, og m&ae;rker ikke, at dette Samme ogsaa er Ydmygheden og Beskedenheden. Det h&o-;ist&ae;rede Publikum, den herskesyge M&ae;ngde vilde derfor ogsaa tage en Apostels Existents forf&ae;ngeligt. Thi vel er det sandt, at han absolut er til for Andres Skyld, udsendes for Andres Skyld; men det er ikke M&ae;ngden og ikke Menneskene og ikke det h&o-;ist&ae;rede Publikum, og ikke engang det h&o-;ist&ae;rede dannede Publikum, der er hans Herre eller hans Herrer &streg; det er Gud; og Apostelen er Den, der har guddommelig Myndighed til at befale baade M&ae;ngden og Publikum. Geniets humoristiske Selvtilfredshed er Eenheden af beskeden Resignation i Verden og stolt Opl&o-;ftelse over Verden, er Eenheden af at v&ae;re en unyttig Overfl&o-;dighed og en kostelig Prydelse. Er Geniet en Kunstner, da frembringer han sit Kunstv&ae;rk, men hverken han eller hans Kunstv&ae;rk har noget &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; udenfor. Eller det er en Forfatter, der tilintetgj&o-;r ethvert teleologisk Forhold til en Omverden og bestemmer sig humoristisk som Lyriker. Det Lyriske har ganske rigtigt intet &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; uden for sig; om En skriver en Pagina Lyrik eller Folianter Lyrik, det gj&o-;r hverken fra eller til med Hensyn til at bestemme hans Virksomheds Retning. Den lyriske Forfatter bryder sig kun om Frembringelsen, nyder Frembringelsens Gl&ae;de, maaskee ofte gjennem Smerte og Anstrengelse; men han har intet med Andre at skaffe, han skriver ikke for at, for at oplyse Menneskene, for at hj&ae;lpe dem paa rette Vei, for at s&ae;tte Noget igjennem, kort han skriver ikke: for at. Og saaledes med ethvert Genie. Intet Genie har et &anfbeg;for at&anfslut;; Apostelen har absolut paradox et &anfbeg;for at&anfslut;. Vildfarelsen er for&o-;vrigt ikke blot Heterodoxiens men ogsaa Hyper-Orthodoxiens og overhovedet Tankel&o-;shedens. Maaskee gaaer det een og anden L&ae;ser her, som det gaaer mig, at jeg i Anledning af dette om &anfbeg;Myndighed&anfslut;, kommer til at t&ae;nke paa Mag. Kierkegaards &anfbeg;opbyggelige Taler&anfslut;, hvor det saa st&ae;rkt accentueres og fremh&ae;ves, ved ordret og hver eneste Gang i Forordet at blive gjentaget: &anfbeg;det er ikke Pr&ae;dikener, fordi Forf. ikke har Myndighed til at pr&ae;dike.&anfslut; Myndighed er enten en apostolisk Kaldelses eller Ordinationens specifike Qvalitet. At pr&ae;dike er just at bruge Myndighed; og at dette er det at pr&ae;dike, er just aldeles glemt i vor Tid. cfr. Evangelisches aus Joh. Michael Sailers religi&o..;sen Schriften, v. Dr. A. Gebauer. Stuttgart 1846. Pag. 34. 35.