]> S&o-;ren Kierkegaard To Taler ved Altergangen om Fredagen TAF Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Anne Mette Hansen, Elise Iuul og Finn Gredal Jensen F&o-;rstetrykket 1851 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2007 http://sks.dk/taf/txt.xml 20090918 1.4 To Taler ved Altergangen om Fredagen Af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno 1851 I Slutningen af 1849. En Uben&ae;vnt, hvis Navn engang vil n&ae;vnes, helliges med dette lille Skrift den hele Forfatter-Virksomhed, hvad den var fra Begyndelsen. Forord En trinviis fremadskridende Forfatter-Virksomhed, der tog sin Begyndelse med &anfbeg;Enten &streg; Eller&anfslut;, s&o-;ger her sit afgj&o-;rende Hvilepunkt, ved Alterets Fod, hvor Forfatteren, personligt sig sin Ufuldkommenhed og Skyld selv bedst bevidst, ingenlunde kalder sig et Sandheds-Vidne, men kun en egen Art Digter og T&ae;nker, der, &anfbeg;uden Myndighed&anfslut;, intet Nyt har havt at bringe, men &anfbeg;villet l&ae;se de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra F&ae;drene Overleverede igjennem endnu engang, om muligt paa en inderligere Maade&anfslut; (jvf. min Efterskrift til &anfbeg;Afsluttende Efterskrift&anfslut;). Saaledes vendt har jeg her intet videre at tilf&o-;ie. Dog lad mig blot udtale Dette, hvad der paa en Maade er mit Liv, mig mit Livs Indhold, dets Fylde, dets Lykke, dets Fred og Tilfredshed &streg; Dette eller denne Livs-Anskuelse, der er Menneskeligheds og Menneske-Liighedens Tanke: christeligt er ethvert Menneske (den Enkelte), ubetinget ethvert Menneske, endnu en Gang, ubetinget ethvert Menneske Gud lige n&ae;r; og hvorledes n&ae;r og lige n&ae;r? elsket af ham. Altsaa Liigheden er der, den uendelige mellem Menneske og Menneske. Er der nogen Forskjel, o, denne Forskjel, hvis den er, den er som Fredsommeligheden selv; uforstyrret forstyrrer den ikke i fjerneste Maade Liigheden, Forskjellen er: at Een bet&ae;nker, at han er elsket, maaskee Dag ud og Dag ind, maaskee i 70 Aar Dag ud og Dag ind, maaskee kun med een L&ae;ngsel, efter Evigheden, for ret at kunne tage fat og fare fort, sysler med denne salige Beskjeftigelse, at bet&ae;nke, at han &streg; ak, og ikke for sin Dyds Skyld! &streg; er elsket; en Anden t&ae;nker maaskee ikke paa, at han er elsket, maaskee gaaer Aar efter Aar, Dag efter Dag, og han t&ae;nker ikke paa, at han er elsket, eller han er maaskee glad og taknemlig for at v&ae;re elsket af sin Hustru, af sine B&o-;rn, af Venner, af Medlevende, men han t&ae;nker ikke paa, at han er elsket af Gud, eller han sukker maaskee over ikke at v&ae;re elsket af Nogen, og han t&ae;nker ikke paa, at han er elsket af Gud. &anfbeg;Dog&anfslut;, saaledes maatte den F&o-;rste vel sige, &anfbeg;jeg er uskyldig, jeg kan jo ikke for, om en Anden overseer eller forsmaaer den Kjerlighed, der paa ham &o-;dsles lige saa rigeligt som paa mig&anfslut;. Uendelige guddommelige Kjerlighed, som ingen Forskjel gj&o-;r! Ak &streg; menneskelige Utaknemlighed! &streg; dersom det saa var Liigheden mellem os Mennesker, i hvilken vi ganske ligne hinanden, at Ingen af os ret t&ae;nker paa, at han er elsket! Idet jeg derpaa vender mig til den anden Side, &o-;nskede jeg, og vilde jeg tillade mig (takkende for hvad Deeltagelse og Velvillie der kan v&ae;re blevet mig beviist) ligesom at overr&ae;kke og anbefale Skrifterne til det Folk, hvis Sprog jeg med s&o-;nlig Hengivenhed og med n&ae;sten qvindelig Forelskelse er stolt af at have den &Ae;re at skrive, dog ogsaa fortr&o-;stende mig til, at det heller ikke skal have Skam af, at jeg har skrevet det. Kj&o-;benhavn, i Eftersommeren 1851. S. K. I Luc. VII, 47 B&o-;n Herre Jesus Christus! Du som vistnok ikke kom til Verden for at d&o-;mme, Du var dog, ved at v&ae;re Kjerligheden der ikke blev elsket, Dommen over Verden. Vi kalde os Christne, vi sige, at vi vide Ingen at gaae til uden til Dig &streg; ak til hvem skulle vi saa gaae hen, naar det, just ved Din Kjerlighed, ogsaa over os bliver Dommen, at vi elske lidet? til hvem, o Tr&o-;stesl&o-;shed, hvis dog ikke til Dig; til hvem, o Fortvivlelse, hvis Du virkelig ikke vilde forbarmende antage Dig os, tilgivende vor store Synd mod Dig og mod Kjerligheden, vi som syndede meget ved at elske lidet! Luc. VII, 47: Men hvem Lidet forlades elsker lidet. A. T. Ved Alteret lyder jo Indbydelsen &anfbeg;kommer hid alle I, som arbeide og ere besv&ae;rede, jeg vil give Eder Hvile&anfslut;. Den Enkelte f&o-;lger saa Indbydelsen; han gaaer op til Alteret. Derpaa vender han tilbage, forladende Alteret &streg; da er der et andet Ord, det kunde v&ae;re Indskriften over Kirkens D&o-;r indvendig, ikke til at l&ae;se af dem, som gaae ind i Kirken, men kun til at l&ae;se af dem, som gaae ud af Kirken, dette Ord: hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det f&o-;rste Ord er Alterets Indbydelse, det andet er Alterets Retf&ae;rdiggj&o-;relse, som blev der sagt: hvis Du ved Alteret ikke fornam Dine Synders, hver Din Synds Forladelse, da ligger det i Dig selv, Alteret er uden Skyld, Skylden Din, fordi Du kun elsker lidet. O, som det er en vanskelig Sag i at bede ret at kunne komme til Amen &streg; thi Den, der aldrig har bedet, ham synes det let nok, let nok at blive snart f&ae;rdig; men Den, der f&o-;lte Trang til at bede og begyndte at bede, h&ae;ndes det vel, at det bestandigt er ham, som havde han noget Mere paa sit Hjerte, som kunde han ikke hverken faae sagt Alt, eller faae det Alt sagt som han &o-;nskede det sagt, og saa kommer han ikke til Amen &streg; saaledes er det ogsaa en vanskelig Sag, ret at annamme Syndernes Forladelse ved Alteret. Der tilsiges Dig alle Dine Synders naadefulde Forladelse. H&o-;r det ret, tag det ganske bogstaveligen, alle Dine Synders Forladelse; Du skal fra Alteret kunne gaae bort, saa, gudelig forstaaet, let om Hjertet som et nyf&o-;dt Barn, paa hvem Intet, Intet tynger, altsaa endnu lettere om Hjertet, forsaavidt meget har tynget paa Dit Hjerte; der er ved Alteret Ingen, som beholder Dig end ikke den mindste af Dine Synder, Ingen &streg; hvis Du ikke selv gj&o-;r det. Saa kast dem da alle fra Dig; og Erindringen om dem &streg; at Du ikke i den beholder dem; og Erindringen om, at Du har kastet dem fra Dig &streg; at Du ikke i den beholder dem hos Dig: kast det Alt fra Dig, Du har slet Intet at gj&o-;re uden troende at kaste af Dig, og at kaste af Dig hvad der jo tynger og besv&ae;rer. Hvad kan v&ae;re lettere! Ellers er det det Tunge, at skulle tage Byrder paa sig; men at turde, at skulle kaste af sig! Og dog hvor vanskeligt! Ja, endnu sjeldnere end En der paatog sig alle Byrder, endnu sjeldnere En der fuldkommede den tilsyneladende saa lette Opgave, efter at have modtaget Forsikkringen om sine Synders naadefulde Forladelse og Pantet derpaa, at f&o-;le sig ganske lettet for enhver &streg; end den mindste Synd, eller for enhver &streg; ogsaa den st&o-;rste Synd! Hvis Du kunde see i Hjerterne, Du vilde vistnok see, hvorledes Mangen, besv&ae;ret, sukkende under den tunge Byrde, gaaer op til Alteret; og naar man saa gaaer derfra, hvis Du kunde see i Hjerterne, Du vilde muligt see, at der dog i Grunden ikke var en Eneste, der gik ganske lettet derfra, og Du vilde maaskee stundom see, at der var Den, der gik end mere besv&ae;ret bort, besv&ae;ret ved Tanken om, at han vel ikke havde v&ae;ret en v&ae;rdig Gjest ved Alteret, siden han ingen Lindring fandt. At dette er saa, ville vi ikke ford&o-;lge for hinanden, vi ville ikke tale saaledes, at Talen lader uvidende om, hvorledes det gaaer til i Virkeligheden, fremstiller Alt saa fuldkomment, at det slet ikke passer paa os virkelige Mennesker. O, nei, hvortil skulde saa Talen hj&ae;lpe! Men derimod, naar Talen gj&o-;r os saa ufuldkomne som vi ere, da hj&ae;lper den os til at bevares i en stadig Str&ae;ben, hverken berusede i Dr&o-;mme at indbilde os, at Alt var afgjort med denne ene Gang, eller i stille Mismod at forsage, fordi det denne Gang ikke lykkedes os efter &O-;nske, ikke skeete, som vi havde bedet og begjeret. Lader os da i de foreskrevne korte &O-;ieblikke bet&ae;nke dette Ord: men hvem Lidet_lidet forlades, elsker lidet, et Dommens Ord, men ogsaa et Tr&o-;stens Ord. Og Du, m. T., lad Dig ikke forstyrre af, at jeg taler saaledes nu i dette &O-;ieblik, inden Du gaaer op til Alteret, maaskee formenende og fordrende, at Den, der skal tale i dette &O-;ieblik, han burde tale paa en anden Maade, anvende Alt for at berolige den Enkelte og gj&o-;re ham tryg; hvis han da bagefter erfarede, at den hellige Handling dog ikke fuldkomment havde v&ae;ret til Gl&ae;de og Velsignelse for en Enkelt, da kunde han jo tale til ham paa en anden Maade. O, min Ven, deels er det sandeligen ikke saa, at det kun er en Enkelt hvem det Fuldkomne ikke lykkes, nei, det er kun en Enkelt hvem det Fuldkomne lykkes; deels er der en Bekymring, en inderlig Bekymring, som maaskee underst&o-;tter bedre til at det H&o-;ieste maa lykkes et Menneske, bedre end den for store Tillid og den for sorgl&o-;se Frimodighed. Der er en L&ae;ngsel efter Gud, en Tillid til Gud, en Fortr&o-;stning, en Haaben paa Gud, en Kjerlighed, en Frimodighed: men hvad der sikkrest finder ham er dog maaskee Sorgen efter Gud; Sorgen efter Gud &streg; det er ingen flygtig Stemning, der strax forsvinder, idet man n&ae;rmer sig Gud, tv&ae;rtimod den er maaskee dybest, just naar den kommer Gud n&ae;rmest, som den saaledes S&o-;rgende er meest bange for sig selv, jo n&ae;rmere han kommer Gud. Hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det er Dommens Ord. I Almindelighed fremstilles det vel saaledes: Retf&ae;rdigheden, det er den strenge Dom; Kjerligheden er den Milde, som ikke d&o-;mmer, og d&o-;mmer den, Kjerlighedens Dom er den milde Dom. Nei, nei, Kjerlighedens Dom er den strengeste Dom. Var ikke den strengeste Dom, der er gaaet over Verden, strengere end Syndfloden, strengere end Babels Forvirring, end Sodoma og Ghomorras Undergang, var den ikke Christi uskyldige D&o-;d, der dog var Kjerlighedens Offer? Og hvilken var Dommen? dog vel den: &anfbeg;Kjerligheden&anfslut; blev ikke elsket. Saaledes ogsaa her. Dommens Ord lyder ikke: hvem Lidet forlades, han syndede meget, saa altsaa hans Synder vare for store og for mange, til at de kunne tilgives; nei, Dommen lyder: han elsker lidet. Det er altsaa ikke Retf&ae;rdigheden, der strengt negter Syndernes Tilgivelse og Forladelse; det er Kjerligheden, der mildt og forbarmende siger: jeg tilgiver Dig Alt &streg; forlades Dig kun Lidet, saa er det fordi Du kun elsker lidet. Retf&ae;rdigheden s&ae;tter strengt Gr&ae;ndsen og siger: ikke videre, nu er Maalet fyldt, for Dig er ingen Forladelse; men derved bliver det ogsaa. Kjerligheden siger: Alt er Dig tilgivet &streg; forlades Dig kun Lidet, da er det fordi Du kun elsker lidet; saa der altsaa kommer en ny Synd til, en ny Skyld, den at forskylde at kun Lidet tilgives, at forskylde det ikke ved de begangne Synder, men ved Mangelen paa Kjerlighed. Vil Du l&ae;re at frygte, da l&ae;r at frygte, ikke Retf&ae;rdighedens Strenghed, men Kjerlighedens Mildhed! &streg; Retf&ae;rdigheden seer d&o-;mmende paa et Menneske, og Synderen kan ikke udholde dens Blik; men Kjerligheden, naar den seer paa ham, ja om han end unddrager sig dens Blik, slaaer &O-;iet ned, han fornemmer dog alligevel, at den seer paa ham; thi Kjerligheden tr&ae;nger langt inderligere ind paa Livet, ind ved Livet, ind der, hvorfra Livet udgaaer, end Retf&ae;rdigheden, som frast&o-;dende bef&ae;ster det sv&ae;lgende Dyb mellem Synderen og sig, medens Kjerligheden jo staaer paa hans Side, anklager ikke, d&o-;mmer ikke, tilgiver og forlader. Retf&ae;rdighedens d&o-;mmende Stemme kan Synderen ikke udholde, han s&o-;ger, om muligt, at lukke sit &O-;re for den; men om han end vilde, det er ham umuligt ikke at h&o-;re Kjerligheden, hvis Dom, o frygtelige Dom, er: Dine Synder ere Dig forladte! Frygtelige Dom, hvis Ord dog i og for sig ere Intet mindre end det Forf&ae;rdelige; og just derfor kan Synderen ikke lade v&ae;re at h&o-;re, hvad der dog er Dommen. Hvor skal jeg henflye fra Retf&ae;rdigheden, tager jeg Morgenr&o-;dens Vinger og flyver til det yderste Hav, da er den der, og skjuler jeg mig i Afgrunden, da er den der, og saaledes paa ethvert Sted, dog nei, der er eet Sted, hvor jeg kan flye hen: til Kjerligheden; men naar Kjerligheden d&o-;mmer Dig, og Dommen er &streg; o, R&ae;dsel! &streg; Dommen er: Dine Synder ere Dig forladte! Dine Synder ere Dig forladte &streg; og dog er der Noget (ja dette Noget er i Dig, hvor i al Verden skulde det ellers finde sit Tilholdssted, naar Kjerligheden tilgiver Alt!), der er Noget i Dig, som gj&o-;r, at Du fornemmer, at de ere Dig ikke forladte. Hvad er saa den strengeste Doms R&ae;dsel mod denne R&ae;dsel! Hvad er saa Vredens strenge Dom, Forbandelsen, mod denne Dom: Dine Synder ere Dig forladte! Saa er jo n&ae;sten Retf&ae;rdigheden Mildhed, der siger, som Du siger: nei, de ere Dig ikke forladte! Hvad er &anfbeg;Brodermorderens&anfslut; Lidelse, naar han flygtig og ustadig frygter, at Enhver skal kjende ham paa Retf&ae;rdighedens M&ae;rke, der d&o-;mte ham &streg; hvad er denne Lidelse mod den Ulyksaliges Qvaler, hvem det blev Dommen, ikke Frelsen: Dine Synder ere Dig forladte! Frygtelige Strenghed! At Kjerligheden, at det er Kjerligheden, den tilgivende Kjerlighed, der, ikke d&o-;mmende, nei, ak selv lidende derved, dog forvandles til Dommen; at Kjerligheden, den tilgivende Kjerlighed, der ikke vil, som Retf&ae;rdigheden, gj&o-;re Skylden aabenbar, tv&ae;rtimod vil skjule den ved at tilgive og forlade, at det dog er den, der, ak selv lidende derved, gj&o-;r Skylden frygteligere aabenbar end Retf&ae;rdigheden! &streg; T&ae;nk denne Tanke: det Selvforskyldte. Det er selvforskyldt, siger Retf&ae;rdigheden, at der for det Menneske ingen Tilgivelse er; den t&ae;nker derved paa hans mange Synder, thi Retf&ae;rdigheden kan Intet glemme. Kjerligheden siger: det er selvforskyldt &streg; den t&ae;nker derved ikke paa hans mange Synder, o nei, den er villig til at glemme dem alle, den har glemt dem alle; og dog, det er selvforskyldt, siger Kjerligheden. Hvilket er det Forf&ae;rdeligste? dog vel det Sidste, der jo n&ae;sten lyder som afsindig Tale; thi Anklagen er ikke hans Synder, nei, Anklagen er: det er ham tilgivet, det er ham Alt tilgivet. T&ae;nk en Synder, der synker i Afgrunden, h&o-;r dette Angestraab, naar han i sidste Suk lader Retf&ae;rdigheden, hvilken hans Liv spottede, vederfares Ret og siger: det er selvforskyldt. Forf&ae;rdeligt! Der er kun eet Forf&ae;rdeligere, hvis det ikke er Retf&ae;rdigheden han taler til, men Kjerligheden og siger: det er selvforskyldt. Lader Retf&ae;rdigheden sig ikke spotte, sandeligen endnu mindre Kjerligheden. Strengere end Retf&ae;rdighedens strengeste Dom over den st&o-;rste Synder er Kjerlighedens: ham forlades Lidet &streg; fordi han kun elsker lidet. Hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det er Dommens Ord, men ogsaa et Tr&o-;stens Ord. Ikke veed jeg, m. T., hvad Du forbr&o-;d, hvilken Din Skyld, Dine Synder ere; men den Skyld bleve vi dog nok alle, mere eller mindre, skyldige i: kun at elske lidet. Saa tr&o-;st Dig da ved Ordet, som jeg tr&o-;ster mig ved det. Og hvorledes tr&o-;ster jeg mig? Jeg tr&o-;ster mig ved, at Ordet jo Intet udsiger om den guddommelige Kjerlighed, men kun Noget om min. Ordet siger ikke, at nu er den guddommelige Kjerlighed blevet tr&ae;t af at v&ae;re Kjerlighed, at den nu har forandret sig, tr&ae;t af i ubeskrivelig Forbarmelse ligesom at &o-;dsles paa Menneskenes utaknemlige Sl&ae;gt eller paa mig Utaknemlige, at den nu er blevet noget Andet, en mindre Kjerlighed, dens Varme afkj&o-;let, fordi Kjerligheden blev kold i Menneskenes utaknemlige Sl&ae;gt eller i mig Utaknemlige. Nei, derom taler Ordet slet ikke. Og tr&o-;st Dig, som jeg tr&o-;ster mig &streg; hvorved? Derved, at Grunden, hvorfor Ordet ikke siger det, er, at det hellige Ord ikke lyver, saa det da ikke tilf&ae;ldigviis eller grusomt er blevet fortiet i Ordet, medens det dog i Virkeligheden er saa, at Guds Kjerlighed er blevet tr&ae;t af at elske. Nei, naar Ordet ikke siger det, saa er det heller ikke saa; og om Ordet sagde det &streg; nei Ordet kunde ikke sige det, thi Ordet kan ikke lyve. O, i dybeste Sorg saligste Tr&o-;st! Hvis Guds Kjerlighed i Sandhed havde forandret sig; hvis Du Intet havde h&o-;rt derom, men bekymret over Dig selv, at Du hidtil kun havde elsket lidet, med fromt Fors&ae;t havde str&ae;bt at bringe Kjerligheden i Dig til at flamme, og ved det Samme, ved hvilket Du bragte den i Flamme, n&ae;ret Flammen &streg; og nu, om end besk&ae;mmet i F&o-;lelsen af, hvor ufuldkommen dog Din Kjerlighed var, nu vilde Du n&ae;rme Dig Gud, for, efter Skriftens Ord, at forlige Dig med ham: men han havde forandret sig! T&ae;nk Dig en elskende Pige; bekymret tilstaaer hun sig selv, hvor lidet hun dog hidtil har elsket &streg; nu saa vil jeg da ogsaa, siger hun til sig selv, blive lutter Kjerlighed. Og det lykkes hende; disse Bekymringens Taarer, hun f&ae;lder i Sorg over sig selv, disse Taarer &streg; de slukke ikke Ilden, nei dertil ere de for br&ae;ndende, o nei, just disse Taarer bringer Ilden til at flamme: men imidlertid havde den Elskede forandret sig, han var ikke mere den Kjerlige. O, een Bekymring for et Menneske! O, for et Menneske kan een Bekymring v&ae;re nok, mere kan intet Menneske b&ae;re; skulde et Menneske, idet han i Selvbekymring maatte tilstaae sig selv, hvor lidet han hidtil havde elsket Gud, &ae;ngstes af den Tanke, om Gud nu ikke imidlertid kunde have forandret sig: saa, ja saa vil jeg fortvivle, og jeg vil fortvivle strax, thi saa er der Intet mere at bie paa, hverken i Tid eller i Evighed. Men derfor tr&o-;ster jeg mig ved Ordet; og jeg sp&ae;rrer mig enhver Udflugt, og jeg skaffer alle Undskyldninger til Side og alle Besmykkelser, og blotter Brystet, hvor jeg skal saares af Ordet, der d&o-;mmende tr&ae;nger ind, d&o-;mmende &anfbeg;Du elskede kun lidet.&anfslut; O, tr&ae;ng kun dybere ind, end dybere, Du helbredende Smerte &anfbeg;Du elskede slet ikke&anfslut; &streg; selv naar Dommen lyder saaledes, jeg fornemmer i een Forstand ingen Smerte, jeg fornemmer en ubeskrivelig Salighed; thi just min Dom, D&o-;dsdommen over mig og min usle Kjerlighed, den indeholder tillige noget Andet: Gud er uforandret Kjerlighed. Saaledes tr&o-;ster jeg mig. Og jeg finder skjult en Tr&o-;st i Ordet, som vel ogsaa Du finder, m. T., just naar Du h&o-;rer Ordet saaledes, at det saarer Dig. Thi der staaer ikke, hvem Lidet forlades, &anfbeg;elskede&anfslut; lidet, nei der staaer: elsker lidet. O, naar Retf&ae;rdigheden d&o-;mmer, den gj&o-;r Regnskabet op, den slutter af, den bruger den forbigangne Tid, den siger: han elskede lidet, og siger dermed, at nu er den Sag for stedse afgjort, vi To ere skilte ad, har ikke mere med hinanden at skaffe. Ordet, Kjerlighedens Ord derimod lyder: hvem Lidet forlades, han elsker lidet. Han elsker lidet; han elsker, det vil sige: saaledes er det nu, nu i dette &O-;ieblik &streg; mere siger Kjerligheden ikke; uendelige Kjerlighed, at Du saaledes bliver Dig selv tro i end Din mindste Yttring! Han elsker lidet nu, i dette Nu. Men hvad er Nuet, og hvad er &O-;ieblikket &streg; hurtigt, hurtigt er det forbi; og nu, i det n&ae;ste &O-;ieblik, nu er Alt forandret, nu elsker han, om ikke meget, han str&ae;ber dog at elske meget; nu er Alt forandret, kun ikke &anfbeg;Kjerligheden&anfslut;, den er uforandret, uforandret den Samme, der kjerligt har biet paa ham, kjerligt ikke n&ae;nt at lade det v&ae;re afgjort med ham, ikke n&ae;nt at s&o-;ge Skilsmissen fra ham, men er blevet hos ham, og nu er det ikke Retf&ae;rdigheden, der afsluttende siger: han elskede lidet, nu er det Kjerligheden, der glad i Himlen siger: han elskede lidet, det er, nu er det forandret, det var den Gang, nu, nu elsker han meget. Men er det saa dog i Grunden ikke saa, at Syndens Forladelse fortjenes, vel ikke ved Gjerninger, men ved Kjerlighed; naar det siges, at hvem Lidet forlades, elsker lidet, ligger saa ikke deri, at det er Kjerligheden, der gj&o-;r Udslaget, om Ens Synder, og hvorvidt Ens Synder skulle tilgives &streg; og saa fortjenes jo Syndernes Forladelse? O, nei. I det samme Evangelium noget tidligere (V. 42 Slutning) taler Christus om to Skyldnere, af hvilke den Ene var Meget, den Anden Lidet skyldig, og som begge fandt Tilgivelse &streg; han sp&o-;rger: hvilken af disse To b&o-;r elske meest? Og Svaret er: Den, hvem Meget blev tilgivet. Agt nu paa, hvorledes vi dog ikke komme ind i det Fortjenstliges usalige Egne, men hvorledes Alt bliver indenfor Kjerligheden! Naar Du elsker meget, forlades Dig Meget &streg; og naar Dig Meget forlades, elsker Du meget. See her den salige, Frelsens Tilbagevenden i Kjerligheden! F&o-;rst elsker Du meget, og Meget bliver Dig saa forladt &streg; o, og see, saa tager Kjerligheden endnu st&ae;rkere paa, dette, at saa Meget blev Dig forladt, det fremelsker endnu engang Kjerligheden, og Du elsker meget, fordi Meget blev Dig forladt! Det er med Kjerligheden her som med Troen. T&ae;nk Dig En af hine Ulykkelige, hvem Christus helbredede ved et Mirakel. For at skulle helbredes maa han troe &streg; nu troer han, og bliver helbredet. Nu er han helbredet &streg; og nu bliver Troen end een Gang st&ae;rkere, nu da han er frelst. Det er ikke saaledes: han troede, og saa skeete Miraklet, og saa var det forbi; nei Opfyldelsen for&o-;ger ham end een Gang Troen, efter Opfyldelsen er hans Tro een Gang saa st&ae;rk, som da han troede, f&o-;rend han blev frelst. Og saaledes med det at elske meget. St&ae;rk er den Kjerlighed, guddommelig st&ae;rk i Svaghed, den Kjerlighed, som elsker meget, og hvilken saa Meget forlades; men endnu st&ae;rkere er Kjerlighedens anden Gang, naar den samme Kjerlighed anden Gang elsker, elsker, fordi Meget blev forladt. M. T. Du erindrer vel Begyndelsen af denne Tale. Man kan i det h&o-;itidelige &O-;ieblik forstyrre paa tvende Maader: ved at tale om det Uvedkommende, selv om dette forresten er baade vigtigt og Talen betydningsfuld; eller ved at tale forstyrrende om Det, som i et saadant &O-;ieblik er En det n&ae;rmeste. &anfbeg;Hvem Lidet forlades, elsker lidet&anfslut; &streg; det kunde synes forstyrrende just i dette &O-;ieblik, forinden Du nu gaaer op til Alteret, hvor Du jo annammer alle Dine Synders Forladelse. O, men som det Opbyggelige i sit F&o-;rste altid er det Forf&ae;rdende, og som al sand Kjerlighed i sit F&o-;rste altid er Uro, og som Kjerlighed til Gud i sit F&o-;rste altid er Sorg: saaledes er hvad der synes det Forstyrrende ikke altid det Forstyrrende; det i Sandhed Beroligende er altid i sit F&o-;rste det Foruroligende. Men er der nogen Sammenligning mellem disse tvende Farer: den, i bedragersk Tryghed at v&ae;re beroliget, og den, at foruroliges ved at blive mindet om det Foruroligende &streg; nu om hvilket Foruroligende? om det Foruroligende: at ogsaa det kan tilgives, hvis man hidtil kun elskede lidet. Det er selsomt med det Foruroligende; Den, der ret dannedes ved dette, det er sandt, han seer ikke saa st&ae;rk ud som Den, der blev uvidende derom. Men i det sidste &O-;ieblik da er han, just ved Afmagten, dog maaskee den St&ae;rkeste, i det sidste &O-;ieblik lykkes, just ved Afmagten, maaskee ham, hvad der ikke lykkes den St&ae;rkeste. Saa velsigne da Gud denne foruroligende Tale, at den kun til det Gode maatte have foruroliget Dig, at Du ved Alteret beroliget maatte fornemme, at Du annammer alle Dine Synders naadefulde Forladelse. II _{1 Peter IV, 7}1 Peter IV, 8 B&o-;n Herre Jesus Christus! Fuglene havde Reder, R&ae;vene havde Huler, og Du havde ikke det, hvortil Du kunde h&ae;lde Dit Hoved, huusvild var Du i Verden &streg; selv dog Skjulestedet, det eneste, hvor Synderen kunde flye hen. O, og saaledes er Du jo endnu den Dag idag Skjulestedet; naar Synderen flyer til Dig, skjuler sig hos Dig, er skjult i Dig: da er han evigt vel forvaret, da skjuler &anfbeg;Kjerligheden&anfslut; Syndernes Mangfoldighed. _{1 Peter IV, 7}1 Peter IV, 8: Kjerligheden skal skjule Syndernes Mangfoldighed. Dette gj&ae;lder, naar Talen er om menneskelig Kjerlighed, i dobbelt Forstand, hvad vi andetsteds videre have udf&o-;rt. Den, i hvem der er Kjerlighed, den Kjerlige skjuler Syndernes Mangfoldighed, seer ikke N&ae;stens Feil, eller seer han dem, er han dog som den, der ikke seer dem, skjuler dem for sig selv og for Andre, Kjerligheden gj&o-;r ham, i endnu skj&o-;nnere Forstand end Forelskelse, blind, blind for N&ae;stens Synder. Fra den anden Side; den, i hvem der er Kjerlighed, den Kjerlige, om han ogsaa forresten har Feil, Ufuldkommenheder, ja om end hans Synder vare mangfoldige: Kjerligheden, det at der er Kjerlighed i ham, skjuler over Syndernes Mangfoldighed. Naar Talen er om Christi Kjerlighed, da kan Ordet kun tages i een Forstand; at Han var Kjerlighed tjente ikke til at skjule over hvad Ufuldkomment der var i Ham &streg; den Hellige, i hvem der ikke var Synd, og i hvis Mund der ikke var Sviig, selvf&o-;lgeligt, da der i ham kun var Kjerlighed, Kjerlighed i hans Hjerte og kun Kjerlighed, i hvert hans Ord, i al hans Gjerning, i hele hans Liv, i hans D&o-;d, indtil det Sidste. O, i et Menneske er Kjerligheden ikke saa fuldkommen, derfor har han, eller, desuagtet har han ligesom Gavn af den: medens han kjerligt skjuler Syndernes Mangfoldighed, gj&o-;r Kjerligheden igjen mod ham, hvad han gj&o-;r mod Andre, skjuler over hans Synder. Saaledes tr&ae;nger han selv til Kjerligheden, hvilken han udviser, saaledes drager han selv Fordeel af Kjerligheden i ham, hvilken dog alligevel, forsaavidt den vender sig udad, skjulende Syndernes Mangfoldighed, ikke, som Christi opoffrende Kjerlighed, omfatter hele Verden, men kun meget Faa. Ak, om det end er sjeldent nok, at et Menneske er den Kjerlige, hvad Under, kunde man fristes til at sige, hvad Under, at et Menneske str&ae;ber at v&ae;re det, han som selv tr&ae;nger til Kjerlighed, og forsaavidt, ved at v&ae;re kjerlig, jo dog i en vis Forstand seer paa sit Eget! Men Christus tr&ae;ngte ikke til Kjerlighed. T&ae;nk Dig, at han ikke havde v&ae;ret Kjerlighed; t&ae;nk Dig, at han paa en ukjerlig Maade blot vilde have v&ae;ret, hvad han var, den Hellige; t&ae;nk Dig, at han, istedetfor at frelse Verden og at skjule Syndernes Mangfoldighed, var kommen til Verden for i hellig Vrede at d&o-;mme Verden: t&ae;nk Dig dette, for desto inderligere at bet&ae;nke, at det just om ham gj&ae;lder i eneste Forstand, at hans Kjerlighed skjulte Syndernes Mangfoldighed, at det var &anfbeg;Kjerlighed&anfslut;_{&anfbeg;Kjerhed&anfslut;}, at, som Skriften siger, der kun er Een god: Gud, at saaledes var han, eneste, den Kjerlige, der skjulte Syndernes Mangfoldighed, ikke nogle Enkeltes, men hele Verdens. Lader os da i de foreskrevne korte &O-;ieblikke tale om dette Ord: Kjerlighed (Christi Kjerlighed) skjuler Syndernes Mangfoldighed. Og ikke sandt, dertil har Du f&o-;lt Trang, og just idag, til en Kjerlighed, der kan skjule over Synderne, over Dine Synder &streg; derfor gaaer Du jo idag op til Herrens Alter. Thi medens det kun er altfor sandt, hvad Luther siger, at ethvert Menneske har hos sig en Pr&ae;dikant, han spiser med ham, drikker med ham, vaager med ham, sover med ham, kort er altid om ham, altid med ham, hvor han saa er, hvad han saa end foretager sig, en Pr&ae;dikant, der hedder Kj&o-;d og Blod, Lyster og Lidenskaber, Vaner og Tilb&o-;ieligheder: saa er det ogsaa vist, at der i ethvert Menneskes Inderste er en Medvider, der lige saa n&o-;iagtigt er med overalt, Samvittigheden. Det kan maaskee lykkes et Menneske at skjule sine Synder for Verden, han kan maaskee daarligen gl&ae;de sig ved, at det lykkes ham, eller dog, lidt sandere, tilstaae, at det er s&o-;rgelig Svaghed og Feighed, at han ikke har Mod til at blive aabenbar: men for sig selv kan et Menneske ikke skjule sine Synder. Det er umuligt; thi den Synd, der ogsaa var ganske ubetinget skjult for En selv, vilde jo ikke v&ae;re Synd, saa lidet som hvis den var skjult for Gud, hvilket heller ikke er Tilf&ae;ldet, da et Menneske, saasnart han er vidende om sig selv, og i Alt, hvori han er vidende om sig selv, tillige er vidende om Gud, og Gud vidende om ham. Og derfor er han saa m&ae;gtig, og saa n&o-;ieregnende, og altid saa n&ae;rv&ae;rende, og saa ubestikkelig, fordi han er i Pagt med Gud, han denne medvidende Pr&ae;dikant, der f&o-;lger Mennesket overalt, naar han vaager og naar han sover &streg; ak, hvis han ikke gj&o-;r ham s&o-;vnl&o-;s med sin Pr&ae;diken! overalt, i Verdens Larm &streg; ak, hvis han ikke med sin Stemme forvandler ham Verdens Larm til Stilhed! i Eensomheden &streg; ak, hvis han ikke forhindrer ham selv paa det eensomste Sted at f&o-;le sig eensom! ved det daglige Arbeide &streg; ak, hvis han ikke gj&o-;r ham fremmed derfor og som en Adspredt! i den festlige Omgivelse &streg; ak, hvis han ikke gj&o-;r ham denne liig et skummelt F&ae;ngsel! paa de hellige Steder &streg; ak, hvis han ikke holder ham tilbage fra at komme der: denne medvidende Pr&ae;dikant, der f&o-;lger Mennesket, medvidende med ham, om hvad han nu, nu i dette &O-;ieblik gj&o-;r eller lader, og om det l&ae;ngst, l&ae;ngst &streg; nei ikke det l&ae;ngst Glemte, derfor s&o-;rger denne Medvider, som har en frygtelig Hukommelse &streg; men det l&ae;ngst, l&ae;ngst Tilbagelagte. Flye fra denne Medvider kan et Menneske ikke, saa lidet som han, efter hiin Hednings Ord, kan ride fra Sorgen, der sidder bag ved paa Hesten, og saa lidet som det, hvis Du vil vende Billedet anderledes, saa lidet som det &anfbeg;hj&ae;lper Hjorten, at storme frem for at l&o-;be fra Pilen, der sidder i Brystet: jo heftigere den farer frem, jo fastere l&o-;ber den sig blot Pilen&anfslut;. Dog idag er Du jo ogsaa langtfra at ville gj&o-;re det unyttige Fors&o-;g paa at flye eller unddrage Dig denne medvidende Pr&ae;dikant, Du har netop givet ham Ordet. Thi i Skriftestolen er det rigtignok Pr&ae;sten, der pr&ae;diker; men den sande Pr&ae;dikant er dog ham, Medvideren i Dit Indre. Pr&ae;sten, han kan kun pr&ae;dike ganske i Almindelighed: Pr&ae;dikanten i Dit Indre, han er lige det Modsatte, han taler ene og alene om Dig, til Dig, i Dig. Ikke vil jeg gj&o-;re noget Fors&o-;g paa at forf&ae;rde, selv noksom forf&ae;rdet; men hvo Du end er, menneskelig talt, n&ae;sten reen og uskyldig &streg; naar denne medvidende Pr&ae;dikant pr&ae;diker for Dig i Dit Indre: saa fornemmer ogsaa Du, hvad maaskee Andre fornemme forf&ae;rdeligere, Du fornemmer en Trang til at skjule Dig; og om det end var sagt Dig tusinde Gange og atter tusinde Gange, at det er umuligt at finde dette Skjul, Du fornemmer dog Trangen. O, som jeg ved at flygte hen til en &o-;de &O-;, hvor aldrig noget Menneske kom eller kommer, o, at der var et Tilflugtssted, hvor jeg saaledes kunde flygte hen, langt bort fra mig selv; at der var et Skjulested, hvor jeg er saaledes skjult, at end ikke Bevidstheden om min Synd kan finde mig; at der var en Gr&ae;ndse, om end nok saa smal, naar den dog er adskillende mellem min Synd og mig; at der var paa den anden Side af et sv&ae;lgende Dyb en om end nok saa lille Plet, hvor jeg kan staae, medens Bevidstheden om min Synd maatte blive paa hiin Side; at der var en Tilgivelse, en Tilgivelse, der ikke lader mig fornemme min Skyld for&o-;get, men i Sandhed tager Skylden fra mig, ogsaa Bevidstheden derom; at der var Glemsel! Nu men det er jo saaledes; thi Kjerlighed (Christi Kjerlighed) skjuler Syndernes Mangfoldighed. See Alt er blevet nyt! Hvad der i Hedenskabet forgjeves fors&o-;gtes og fors&o-;ges, hvad der under Lovens Herred&o-;mme var og er en frugtesl&o-;s Bestr&ae;belse: det gjorde Evangeliet muligt. Ved Alteret udbreder Frelseren sine Arme og just for denne Flygtning, der vil flye fra Bevidstheden om sin Synd, flye fra hvad der, endnu v&ae;rre end om det forfulgte, flye fra hvad der nager; han udbreder sine Arme, han siger &anfbeg;kommer hid til mig&anfslut; &streg; og det, at han udbreder sine Arme, det siger allerede: kommer hid; og det, at han, udbredende sine Arme, siger &anfbeg;kommer hid&anfslut;, det siger tillige: Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed. O, tro ham! Kunde Du tiltroe Den, der aabner sin Favn frelsende for Dig, kunde Du tiltroe ham at forskylde et Ordspil, tiltroe ham at bruge en intetsigende Talemaade, tiltroe ham at bedrage Dig, og just i det &O-;ieblik: at han kunde sige &anfbeg;kommer hid&anfslut;, og i det &O-;ieblik Du da kom hid og han holdt Dig omsluttet, at det da skulde v&ae;re, som var Du fangen; thi her, just her var ingen Glemsel, her hos &streg; den Hellige! Nei, det kunde Du ikke troe; og troede Du det, vilde Du jo ikke komme hid: men salig Den, som ganske bogstaveligen troer, at Kjerlighed (Christi Kjerlighed) skjuler Syndernes Mangfoldighed. Thi et kjerligt Menneske, ja selv om det var det kjerligste, han kan kjerligt d&o-;mme med Skaansomhed, kjerligt lukke sit &O-;ie for Dine Synder &streg; o, men Dit &O-;ie for dem kan han ikke lukke; han kan ved kjerlig Tale og Deeltagelse s&o-;ge at formilde Din Skyld ogsaa i Dine &O-;ine, og forsaavidt ligesom skjule den for Dig, eller dog til en vis Grad, nogenlunde skjule den for Dig &streg; o, men virkelig skjule den for Dig, bogstavelig skjule den for Dig, saa den er skjult som hvad der skjules paa Havets Bund, og hvad aldrig Nogen mere faaer at see, skjult saaledes som naar hvad der var r&o-;dt liig Blod bliver hvidere end Snee, skjult saa Synd forvandles til Reenhed, og Du selv t&o-;r troe Dig retf&ae;rdiggjort og reen: det kan kun han, den Herre Jesus Christus, hvis Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed. Et Menneske har ingen Myndighed, kan ikke byde Dig, at Du skal troe, og just ved at byde med Myndighed hj&ae;lpe Dig til at troe. Men fordres der allerede Myndighed til at l&ae;re, hvilken Myndighed, om muligt st&o-;rre end den, der byder det opr&o-;rte Hav at blive stille, hvilken Myndighed for at byde den Fortvivlende, Den, der i Angerens Qvaler ikke kan og ikke t&o-;r glemme, den S&o-;nderknuste, der ikke kan og ikke t&o-;r lade v&ae;re at stirre paa sin Skyld, hvilken Myndighed for at byde ham, at lukke sit &O-;ie, og hvilken Myndighed for derpaa at byde ham aabne Troens &O-;ie, saa han seer Reenhed hvor han saae Skyld og Synd! Denne guddommelige Myndighed har kun han, Jesus Christus, hvis Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed. Han skjuler den ganske bogstaveligen. Naar eet Menneske stiller sig foran et andet Menneske, og med sit Legeme d&ae;kker ham ganske, saa Ingen, Ingen kan faae &O-;ie paa Den, der er skjult bagved: saaledes skjuler Jesus Christus med sit hellige Legeme over Din Synd. Om saa Retf&ae;rdigheden blev rasende, hvad vil den mere: der er jo Fyldestgj&o-;relse; om saa Angeren i Dig nok saa s&o-;nderrivende mener at burde komme Retf&ae;rdigheden udenfor Dig til Hj&ae;lp for at opdage Skylden: der er jo Fyldestgj&o-;relse, en Fyldestgj&o-;relse, en Fyldestgj&o-;rer, som ganske d&ae;kker al Din Skyld, og gj&o-;r det umuligt at see den; umuligt for Retf&ae;rdigheden, og derved igjen for Angeren i Dig eller for Dig, thi Angeren mister ogsaa sit Syn, naar Retf&ae;rdigheden, som den beraaber sig paa, siger: jeg kan Intet see. Han skjuler den ganske bogstaveligen. Som naar H&o-;nen, bekymret, i Farens &O-;ieblik samler Kyllingerne under sine Vinger, skjuler over dem, f&o-;r ladende sit Liv end at ber&o-;ve dem dette Skjul, der gj&o-;r det umuligt for Fjendens Blik at opdage dem: saaledes skjuler han Din Synd. Saaledes; thi ogsaa han er bekymret, uendelig bekymret i Kjerlighed; f&o-;r skal han lade sit Liv, end ber&o-;ve Dig Dit sikkre Skjul under hans Kjerlighed. F&o-;r skal han lade sit Liv &streg; dog nei, just derfor lod han sit Liv, for at sikkre Dig et Skjul under sin Kjerlighed. Og derfor ogsaa: ikke saaledes som H&o-;nen, nemlig kun saaledes eller uendelig mere bekymret end H&o-;nen skjuler over sine Kyllinger, men ellers ikke saaledes; thi Han skjuler med sin D&o-;d. O, evigt sikkre, o, saligt betryggede Skjulested! For Kyllingerne er der dog een Fare; skj&o-;ndt skjulte ere de dog bestandigt i Fare: naar Moderen har gjort det Sidste, af Kjerlighed har ladet sit Liv for dem, saa er Skjulet dem ber&o-;vet. Men han derimod &streg; ja, hvis han med sit Liv skjulte over Din Synd, saa var der jo Farens Mulighed, at de ber&o-;vede ham Livet, og Dig Skjulet. Anderledes da han skjuler med sin D&o-;d over Din Synd; f&o-;r skulde han &streg; hvis dette var forn&o-;dent, hvis ikke Alt var afgjort med den ene Gang &streg; f&o-;r skulde han endnu engang lade Livet, for ved sin D&o-;d at skaffe Dig et Skjul, end at Du skulde ber&o-;ves Skjulet. Det er ganske bogstaveligen: han skjuler over Din Synd, just fordi han skjuler med sin D&o-;d. En Levende kan jo dog D&o-;den skaffe til Side; men en D&o-;d kan umuligt skaffes til Side, og altsaa umuligt Dit Skjul Dig ber&o-;ves. Om saa Retf&ae;rdigheden blev rasende, hvad vil den mere end D&o-;dsstraffen; men den er jo lidt, hans D&o-;d er Dit Skjul. Uendelige Kjerlighed! Der tales om Kjerlighedens Gjerninger, og saa kan der n&ae;vnes mange. Men naar der tales om Kjerlighedens Gjerning eller Kjerligheds-Gjerningen, saa er der, ja saa er der kun een Gjerning, og, forunderligt nok, saa veed Du ogsaa strax, hvem Talen er om, om ham, om Jesus Christus, om hans forsonende D&o-;d, der skjuler Syndernes Mangfoldighed. Dette forkyndes ved Alteret; thi fra Pr&ae;dikestolen forkyndes v&ae;sentligen hans Liv; men ved Alteret hans D&o-;d. Han d&o-;de een Gang for hele Verdens og vore Synder; hans D&o-;d gjentages ikke, men det gjentages: han d&o-;de ogsaa for Dig, Du, som i hans Legeme og Blod modtager Pantet paa, at han er d&o-;d ogsaa for Dig, ved Alteret, hvor han giver Dig sig selv til Skjul. O, sikkre Skjulested for Synderen, o, salige Skjulested, is&ae;r efter f&o-;rst at have l&ae;rt hvad det vil sige, naar Samvittigheden anklager, og Loven d&o-;mmer, og Retf&ae;rdigheden straffende forf&o-;lger, da, tr&ae;ttet indtil Fortvivlelse, at finde Hvile i det eneste Skjul, som er at finde! Et Menneske, selv det kjerligste, han kan dog i det H&o-;ieste give Dig Formildelsen, Undskyldningen, overladende Dig, hvorvidt Du nu kan bruge den: men sig selv kan han ikke give Dig. Det kan kun Jesus Christus, han giver Dig sig selv til Skjul; det er ikke nogle Tr&o-;stegrunde han giver Dig, ikke en L&ae;re han meddeler Dig, nei han giver Dig sig selv. Som Natten breder sig skjulende over Alt: saaledes gav han sig selv hen og blev det Skjul, bag hvilket der ligger en syndig Verden, som han frelste; gjennem dette Skjul bryder Retf&ae;rdigheden sig, ikke blot formildet, som naar Solens Straale bryder sig gjennem det farvede Glas, nei afm&ae;gtig bryder den sig mod dette Skjul, og bryder ikke derigjennem. Han gav sig selv hen for hele Verden til et Skjul, ogsaa for Dig som for mig. Og derfor Du min Herre og Frelser, Du, hvis Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed, naar jeg ret fornemmer min Synd og mine Synders Mangfoldighed, naar der for Retf&ae;rdigheden i Himlen kun er Vrede over mig og over mit Liv, naar der paa Jorden kun er eet Menneske, jeg hader og afskyer, eet Menneske, jeg, for at undgaae, vilde flye om det saa var til Verdens Ende, mig selv: da vil jeg ikke begynde paa det Forgjeves, der dog kun f&o-;rer enten dybere i Fortvivlelse eller til Afsind, men jeg vil strax flye hen til Dig, og Du vil ikke negte mig det Skjul, Du kjerligt har tilbudet Alle, Du vil unddrage mig for Retf&ae;rdighedens Blik, frelse mig fra dette Menneske og fra den Erindring, hvormed han piner mig, Du vil hj&ae;lpe mig til, ved at blive et forvandlet, et andet, et bedre Menneske, at turde blive i mit Skjul, glemt af Retf&ae;rdigheden og af hiint Menneske, som jeg afskyer. A. T. Det er til den Kjerlighed, der skjuler Syndernes Mangfoldighed, Du idag s&o-;ger hen, s&o-;gende den ved Alteret. Du har af Kirkens Tjener modtaget Forsikkringen om Dine Synders naadefulde Forladelse; Du modtager ved Alteret Pantet derpaa. Og ikke blot dette; thi ikke blot modtager Du dette Pant, som Du af et Menneske kan modtage et Pant paa, at han b&ae;rer denne F&o-;lelse for Dig, eller dette Sind mod Dig, nei, Du modtager Pantet til Pant paa, at Du modtager ham selv; idet Du modtager Pantet, modtager Du ham selv, i og med det synlige Tegn giver han Dig sig selv til Skjul over Dine Synder. Som han er Sandheden, saa Du ikke af ham faaer at vide, hvad Sandhed er, og nu overlades til Dig selv, men kun bliver i Sandheden ved at blive i ham; som han er Veien, saa Du ikke af ham faaer at vide, hvilken Vei Du skal gaae, og nu overladt til Dig selv maa gaae Din Gang, men Du kun ved at blive i ham, bliver paa Veien; som han er Livet, saa Du ikke af ham faaer Livet overgivet, og nu maa skj&o-;tte Dig selv, men Du kun ved at blive i ham har Livet: saaledes er han ogsaa Skjulet; kun ved at blive i ham, kun ved at indleve Dig i ham, er Du i Skjul, er der Skjul over Dine Synders Mangfoldighed. Derfor kaldes Nadveren et Samfund med ham; den er ikke blot til hans Ihukommelse, ikke blot til Pant paa, at Du har Samfund med ham, men den er Samfundet, dette Samfund, som Du saa skal str&ae;be at bevare i Dit daglige Liv ved mere og mere at leve Dig ud af Dig selv og leve Dig ind i ham, i hans Kjerlighed, der skjuler Syndernes Mangfoldighed.