]> S&o-;ren Kierkegaard Sygdommen til D&o-;den SD Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Finn Gredal Jensen, Kim Ravn og Steen Tullberg F&o-;rstetrykket 1849 F&o-;rstekorrekturen til f&o-;rstetrykket H&aa;ndskrevne korrektioner i a Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Samlede V&ae;rker, 1. udg., 1901-06 Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2006 http://sks.dk/sd/txt.xml 20091013 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Sygdommen til D&o-;den En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opv&ae;kkelse Af ANTI-CLIMACUS Udgivet af S. Kierkegaard Kj&o-;benhavn 1849 Paa Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno Herr! gieb uns bl&o..;de Augen f&u..;r Dinge, die nichts taugen, und Augen voller Klarheit in alle deine Wahrheit. Forord Mange vil maaskee denne &anfbeg;Udviklings&anfslut; Form forekomme besynderlig; den vil synes dem for streng til at kunne v&ae;re opbyggelig, og for opbyggelig til at kunne v&ae;re streng videnskabelig. Hvad dette Sidste angaaer, da har jeg derom ingen Mening. Hvad det F&o-;rste derimod angaaer, da er dette ikke min Mening om den; og var det Tilf&ae;ldet, at den var for streng til at v&ae;re opbyggelig, saa er det efter mit Begreb en Feil. Eet er det jo, om den ikke kan v&ae;re opbyggelig for Enhver, fordi ikke Enhver har Foruds&ae;tninger til at f&o-;lge den; et Andet, at den har det Opbyggeliges Charakteer. Christeligt b&o-;r nemlig Alt, Alt tjene til Opbyggelse. Den Art Videnskabelighed, som ikke tilsidst er opbyggelig, er netop derved uchristelig. Alt Christeligt maa i Fremstillingen have Lighed med en L&ae;ges Foredrag ved Sygesengen; om end kun den L&ae;gekyndige forstaaer det, b&o-;r dog aldrig glemmes, at det er ved Sygesengen. Dette det Christeliges Forhold til Livet (i Mods&ae;tning til en videnskabelig Fjernhed fra Livet), eller denne det Christeliges ethiske Side er just det Opbyggelige, og den Art Fremstilling, hvor streng den end forresten kan v&ae;re, aldeles forskjellig, qvalitativ forskjellig fra den Art Videnskabelighed, der er &anfbeg;ligegyldig&anfslut;, hvis oph&o-;iede Heroisme christelig er saa langt fra at v&ae;re Heroisme, at den christelig er en Art umenneskelig Nysgjerrighed. Det er christelig Heroisme, og sandeligen den sees maaskee sjelden nok, at vove ganske at blive sig selv, et enkelt Menneske, dette bestemte enkelte Menneske, ene lige over for Gud, ene i denne uhyre Anstrengelse og dette uhyre Ansvar; men det er ikke christelig Heroisme, at narres med det rene Menneske, eller lege Forundringsleg med Verdenshistorien. Al christelig Erkjenden, hvor streng dens Form end for&o-;vrigt er, b&o-;r v&ae;re bekymret; men denne Bekymring er just det Opbyggelige. Bekymringen er Forholdet til Livet, til Personlighedens Virkelighed og saaledes, christelig, Alvoren; den ligegyldige Videns Oph&o-;iethed er, christelig, langt fra at v&ae;re mere Alvor, den er, christelig, Sp&o-;g og Forf&ae;ngelighed. Men Alvoren er igjen det Opbyggelige. Dette lille Skrift er derfor i een Forstand saaledes beskaffent, at en Seminarist kunde skrive det; i en anden Forstand dog maaskee saaledes, at ikke enhver Professor kunde skrive det. Men at Afhandlingens Indkl&ae;dning er den den er, er idetmindste vel bet&ae;nkt, og dog vistnok ogsaa psychologisk rigtigt. Der gives en h&o-;itideligere Stiil, som er saa h&o-;itidelig, at den ikke er meget betegnende, og som, da man er kun altfor vant til den, let bliver Intet sigende. For&o-;vrigt kun een Bem&ae;rkning, vistnok en Overfl&o-;dighed, men som jeg dog vil forskylde: jeg vil een Gang for alle gj&o-;re opm&ae;rksom paa, at Fortvivlelse i hele dette Skrift, hvad Titelen jo siger, opfattes som Sygdommen, ikke som Helbredelsesmidlet. Saaledes dialektisk er nemlig Fortvivlelse. Saaledes er jo ogsaa i christelig Terminologi D&o-;den Udtrykket for den st&o-;rste aandelige Elendighed, og Helbredelsen dog just at d&o-;e, at afd&o-;e. I 1848. Indhold Indgang 1ste Afsnit Sygdommen til D&o-;den er Fortvivlelse A At Fortvivlelse er Sygdommen til D&o-;den ␣ A. Fortvivlelse er en Sygdom i Aanden, i Selvet, og kan saaledes v&ae;re et Tredobbelt: fortvivlet ikke at v&ae;re sig bevidst at have et Selv; fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv; fortvivlet at ville v&ae;re sig selv B. Fortvivlelses Mulighed og Virkelighed C. Fortvivlelse er: &anfbeg;Sygdommen til D&o-;den&anfslut; B Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Almindelighed C Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Skikkelser ␣ A. Fortvivlelse betragtet saaledes, at der ikke reflecteres paa, om den er bevidst, eller ikke, saa der altsaa blot reflecteres paa Synthesens Momenter ␣ a) Fortvivlelse seet under Bestemmelsen Endelighed &streg; Uendelighed ␣ &g.a;) Uendelighedens Fortvivlelse er at mangle Endelighed &g.b;) Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed b) Fortvivlelse seet under Bestemmelsen Mulighed &streg; N&o-;dvendighed ␣ &g.a;) Mulighedens Fortvivlelse er at mangle N&o-;dvendighed &g.b;) N&o-;dvendighedens Fortvivlelse er at mangle Mulighed B. Fortvivlelse seet under Bestemmelsen: Bevidsthed ␣ a) Den Fortvivlelse, som er uvidende om, at den er Fortvivlelse, eller den fortvivlede Uvidenhed om at have et Selv og et evigt Selv b) Den Fortvivlelse, som er sig bevidst at v&ae;re Fortvivlelse, som altsaa er sig bevidst at have et Selv, hvori der dog er noget Evigt, og nu enten fortvivlet ikke vil v&ae;re sig selv, eller fortvivlet vil v&ae;re sig selv ␣ &g.a;) Fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, Svaghedens Fortvivlelse ␣ 1) Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk 2) Fortvivlelse om det Evige eller over sig selv &g.b;) Fortvivlet at ville v&ae;re sig selv, Trods ␣ 2det Afsnit Fortvivlelse er Synden A Fortvivlelse er Synden Kapitel 1. Gradationerne i Bevidstheden om Selvet (Bestemmelsen: for Gud) ␣ Till&ae;g At Definitionen paa Synd har Forargelsens Mulighed i sig; en almindelig Bem&ae;rkning om Forargelse Kapitel 2. Den socratiske Definition af Synd Kapitel 3. At Synden ikke er en Negation, men en Position Till&ae;g til A. Men bliver saa ikke i en vis Forstand Synd en stor Sjeldenhed? (Moralen) B Syndens Forts&ae;ttelse ␣ A. Den Synd at fortvivle over sin Synd B. Den Synd at fortvivle om Syndernes Forladelse (Forargelse) C. Den Synd at opgive Christendommen modo ponendo, at erkl&ae;re den for Usandhed Sygdommen til D&o-;den Indgang &anfbeg;Denne Sygdom er ikke til D&o-;den&anfslut; (Joh. XI, 4). Og dog d&o-;de jo Lazarus; da Disciplene misforstode, hvad Christus senere tilf&o-;iede &anfbeg;Lazarus, vor Ven er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opv&ae;kke ham af S&o-;vne&anfslut; (XI, 11), sagde Han dem reent ud &anfbeg;Lazarus er d&o-;d&anfslut; (XI, 14). Altsaa Lazarus er d&o-;d, og dog var denne Sygdom ikke til D&o-;den; han var d&o-;d, og dog er denne Sygdom ikke til D&o-;den. Vi vide nu vel, at Christus t&ae;nkte paa det Under, der skulde lade de Medlevende, &anfbeg;forsaavidt de kunde troe, see Guds Herlighed&anfslut; (XI, 40), det Under, ved hvilket Han opvakte Lazarus fra de D&o-;de, saa &anfbeg;denne Sygdom&anfslut; ikke blot ikke var til D&o-;den, men som Christus forudsagde &anfbeg;til Guds &Ae;re, at Guds S&o-;n skal &ae;res ved den&anfslut; (XI, 4): o, men selv om Christus ikke havde opvakt Lazarus, gj&ae;lder det dog ikke ligefuldt, at denne Sygdom, D&o-;den selv, ikke er til D&o-;den? Idet Christus tr&ae;der hen til Graven og med h&o-;i R&o-;st raaber &anfbeg;Lazarus, kom hid ud&anfslut; (XI, 43), er det jo vist nok, at &anfbeg;denne&anfslut; Sygdom ikke er til D&o-;den. Men hvis Christus end ikke havde sagt dette &streg; blot det, at Han, der er &anfbeg;Opstandelsen og Livet&anfslut; (XI, 25), tr&ae;der hen til Graven, betyder dette ikke, at denne Sygdom ikke er til D&o-;den: det, at Christus er til, betyder det ikke, at denne Sygdom ikke er til D&o-;den! Og hvad havde det hjulpet Lazarus at v&ae;re opvakt fra de D&o-;de, naar det jo dog tilsidst maa ende med, at han d&o-;er &streg; hvad havde det hjulpet Lazarus, hvis Han ikke var, Han der er Opstandelsen og Livet for hver Den, som troer paa Ham! Nei, ikke fordi Lazarus blev opvakt fra de D&o-;de, ikke derfor kan man sige, at denne Sygdom ikke er til D&o-;den; men fordi Han er til, derfor er denne Sygdom ikke til D&o-;den. Thi menneskelig talt er D&o-;den det Sidste af Alt, og menneskelig talt er der kun Haab saal&ae;nge der er Liv. Men christelig forstaaet er D&o-;den ingenlunde det Sidste af Alt, ogsaa den kun en lille Begivenhed indenfor hvad der er Alt, et evigt Liv; og christelig forstaaet er der i D&o-;den uendelig meget mere Haab end der blot menneskelig talt er naar der ikke blot er Liv, men dette Liv i fuldeste Sundhed og Kraft. Altsaa christelig forstaaet er end ikke D&o-;den &anfbeg;Sygdommen til D&o-;den&anfslut;, end mindre da Alt, hvad der hedder jordisk og timelig Lidelse, N&o-;d, Sygdom, Elendighed, Tr&ae;ngsel, Gjenvordigheder, Piinsler, Sjelslidelser, Sorg, Gr&ae;mmelse. Og var Sligt end saa tungt og piinagtigt, at vi Mennesker eller dog den Lidende siger &anfbeg;dette er v&ae;rre end D&o-;den&anfslut; &streg; alt Sligt, hvad der, forsaavidt det ikke er Sygdom, kan sammenlignes med en Sygdom, er dog, christelig forstaaet, ikke Sygdommen til D&o-;den. Saa h&o-;imodigt har Christendommen l&ae;rt den Christne at t&ae;nke om alt Jordisk og Verdsligt, D&o-;den iberegnet. Det er n&ae;sten som maatte den Christne hovmode sig ved denne stolte Opl&o-;ftelse over Alt, hvad ellers Mennesket kalder Ulykke, over hvad ellers Mennesket kalder det st&o-;rste Onde. Men saa har Christendommen igjen opdaget en Elendighed, hvilken Mennesket som saadan ikke veed er til; denne Elendighed er Sygdommen til D&o-;den. Hvad det naturlige Menneske opregner som det Gyselige &streg; naar han saa har opregnet Alt og Intet mere veed at n&ae;vne: dette er for den Christne som en Sp&o-;g. Saaledes er Forholdet mellem det naturlige Menneske og den Christne; det er som Forholdet mellem et Barn og en Mand: hvad Barnet gyser for, det anseer Manden for Intet at v&ae;re. Barnet veed ikke, hvad det Forf&ae;rdelige er; det veed Manden, og for dette gyser han. Barnets Ufuldkommenhed er f&o-;rst den, ikke at kjende det Forf&ae;rdelige; og da igjen, hvad heri ligger, den, at gyse for Det, som ikke er forf&ae;rdeligt. Og saaledes ogsaa med det naturlige Menneske, han er uvidende om hvad i Sandhed det Forf&ae;rdelige er, dog er han derved ikke fritagen fra at gyse, nei, han gyser for Det, som ikke er det Forf&ae;rdelige. Det er ligesom med Hedningens Guds-Forhold: han kjender ikke den sande Gud, men ikke nok dermed, han dyrker en Afgud som Gud. Kun den Christne veed, hvad der forstaaes ved Sygdommen til D&o-;den. Han fik som Christen et Mod, hvilket det naturlige Menneske ikke kjender &streg; dette Mod fik han ved at l&ae;re Frygt for det end Forf&ae;rdeligere. Paa den Maade faaer et Menneske altid Mod; naar man frygter en st&o-;rre Fare, har et Menneske altid Mod til at gaae i en mindre; naar man uendeligt frygter een Fare, er det som vare de andre slet ikke til. Men det Forf&ae;rdelige den Christne l&ae;rte at kjende er &anfbeg;Sygdommen til D&o-;den&anfslut;. F&o-;rste Afsnit Sygdommen til D&o-;den er Fortvivlelse A At Fortvivlelse er Sygdommen til D&o-;den A Fortvivlelse er en Sygdom i Aanden, i Selvet, og kan saaledes v&ae;re et Tredobbelt: fortvivlet ikke at v&ae;re sig bevidst at have et Selv (uegentlig Fortvivlelse); fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv; fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og N&o-;dvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er Mennesket endnu intet Selv. I Forholdet mellem To er Forholdet det Tredie som negativ Eenhed, og de To forholde sig til Forholdet, og i Forholdet til Forholdet; saaledes er under Bestemmelsen Sjel Forholdet mellem Sjel og Legeme et Forhold. Forholder derimod Forholdet sig til sig selv, saa er dette Forhold det positive Tredie, og dette er Selvet. Et saadant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv, eller v&ae;re sat ved et Andet. Er Forholdet, der forholder sig til sig selv, sat ved et Andet, saa er Forholdet vistnok det Tredie, men dette Forhold, det Tredie, er saa dog igjen et Forhold, forholder sig til hvad der har sat hele Forholdet. Et saadant deriveret, sat Forhold er Menneskets Selv, et Forhold, der forholder sig til sig selv, og i at forholde sig til sig selv forholder sig til et Andet. Deraf kommer det, at der kan blive to Former for egentlig Fortvivlelse. Havde Menneskets Selv sat sig selv, saa kunde der kun v&ae;re Tale om een Form, den ikke at ville v&ae;re sig selv, at ville af med sig selv, men der kunde ikke v&ae;re Tale om, fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Denne Formel er nemlig Udtrykket for hele Forholdets (Selvets) Afh&ae;ngighed, Udtrykket for, at Selvet ikke ved sig selv kan komme til eller v&ae;re i Ligev&ae;gt og Ro, men kun ved i at forholde sig til sig selv at forholde sig til Det, som har sat hele Forholdet. Ja, det er saa langt fra, at denne anden Form af Fortvivlelse (fortvivlet at ville v&ae;re sig selv) blot betegner en egen Art af Fortvivlelse, at tv&ae;rtimod al Fortvivlelse tilsidst kan opl&o-;ses i og tilbagef&o-;res paa den. Dersom en Fortvivlende er, som han mener det, opm&ae;rksom paa sin Fortvivlelse, ikke taler meningsl&o-;st om den, som om Noget, der h&ae;nder ham (omtrent som naar Den, der lider af _{Svimmel ved}Svimmel, ved et nerveust Bedrag taler om en Tyngde paa Hovedet, eller om at det er som faldt der Noget ned paa ham o. s. v., hvilken Tyngde, og hvilket Tryk dog ikke er noget Udvortes, men en omvendt Reflexion af det Indvortes) &streg; og nu af al Magt ved sig selv og ene ved sig selv vil h&ae;ve Fortvivlelsen: saa er han endnu i Fortvivlelsen, arbeider sig med al sin formeentlige Arbeiden kun desto dybere i en dybere Fortvivlelse. Fortvivlelsens Misforhold er ikke et simpelt Misforhold, men et Misforhold i et Forhold, der forholder sig til sig selv, og er sat af et Andet, saa Misforholdet i hiint for sig v&ae;rende Forhold tillige reflekterer sig uendeligt i Forholdet til den Magt, som satte det. Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville v&ae;re sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det. B Fortvivlelses Mulighed og Virkelighed Er Fortvivlelse et Fortrin eller en Mangel? Reent dialektisk er den begge Dele. Hvis man vilde fastholde den abstrakte Tanke Fortvivlelse, uden at t&ae;nke nogen Fortvivlet, saa maatte man sige: den er et uhyre Fortrin. Muligheden af denne Sygdom er Menneskets Fortrin for Dyret, og dette Fortrin udm&ae;rker ham ganske anderledes end den opreiste Gang, thi det tyder paa den uendelige Opreisthed eller Oph&o-;iethed, at han er Aand. Muligheden af denne Sygdom er Menneskets Fortrin for Dyret; at v&ae;re opm&ae;rksom paa denne Sygdom er den Christnes Fortrin for det naturlige Menneske; at v&ae;re helbredet fra denne Sygdom den Christnes Salighed. Altsaa det er et uendeligt Fortrin at kunne fortvivle; og dog er det ikke blot den st&o-;rste Ulykke og Elendighed at v&ae;re det, nei det er Fortabelse. Saaledes er Forholdet mellem Mulighed og Virkelighed ellers ikke; er det et Fortrin at kunne v&ae;re Det og Det, saa er det et endnu st&o-;rre Fortrin, at v&ae;re det, det vil sige, det at v&ae;re forholder sig som en Stigen til det at kunne v&ae;re. Hvad Fortvivlelse derimod angaaer, saa forholder det at v&ae;re sig som et Fald til det at kunne v&ae;re; saa uendeligt som Mulighedens Fortrin er, saa dybt er Faldet. Det der altsaa i Forhold til Fortvivlelse er det Stigende er ikke at v&ae;re det. Dog er atter denne Bestemmelse tvetydig. Det er ikke med det ikke at v&ae;re fortvivlet som med det ikke at v&ae;re halt, blind o. d.. Dersom det ikke at v&ae;re fortvivlet hverken betyder mere eller mindre end det ikke at v&ae;re det, saa er det netop at v&ae;re det. Det ikke at v&ae;re fortvivlet maa betyde den tilintetgjorte Mulighed af at kunne v&ae;re det; hvis det skal v&ae;re sandt, at et Menneske ikke er fortvivlet, maa han i ethvert &O-;ieblik tilintetgj&o-;re Muligheden. Saaledes er Forholdet mellem Mulighed og Virkelighed ellers ikke. Thi vel sige T&ae;nkerne, at Virkelighed er den tilintetgjorte Mulighed, men det er ikke ganske sandt, den er den udfyldte, den virksomme Mulighed. Her derimod er Virkeligheden (ikke at v&ae;re fortvivlet), som derfor ogsaa er en Negtelse, den afm&ae;gtige, tilintetgjorte Mulighed; ellers er Virkelighed i Forhold til Mulighed en Bekr&ae;ftelse, her en Benegtelse. Fortvivlelse er Misforholdet i en Syntheses Forhold, som forholder sig til sig selv. Men Synthesen er ikke Misforholdet, den er blot Muligheden, eller, i Synthesen ligger Muligheden af Misforholdet. Var Synthesen Misforholdet, saa var Fortvivlelse slet ikke til, saa vilde Fortvivlelse v&ae;re Noget, der laae i Menneskenaturen som saadan, det er, saa var det ikke Fortvivlelse; den vilde v&ae;re Noget, der h&ae;ndte Mennesket, Noget han leed, som en Sygdom, i hvilken Mennesket falder, eller som D&o-;den, der er Alles Lod. Nei, det at fortvivle ligger i Mennesket selv; men var han ikke Synthese, kunde han slet ikke fortvivle, og var Synthesen ikke oprindeligt fra Guds Haand i det rette Forhold, kunde han heller ikke fortvivle. Hvorfra kommer saa Fortvivlelsen? Fra Forholdet, _hvorhvori Synthesen forholder sig til sig selv, idet Gud, der gjorde Mennesket til Forholdet, ligesom slipper det ud af sin Haand, det er, idet Forholdet forholder sig til sig selv. Og deri, at Forholdet er Aand, er Selvet, deri ligger Ansvaret, under hvilket al Fortvivlelse er og er hvert &O-;ieblik den er, hvor meget, og hvor sindrigt end skuffende sig selv og Andre, den Fortvivlede taler om sin Fortvivlelse som en Ulykke, ved en Forvexling som i hiint anf&o-;rte Tilf&ae;lde af Svimmelhed, med hvilken Fortvivlelse, om end qvalitativ forskjellig, har meget tilf&ae;lles, da den under Bestemmelsen Sjel er hvad Fortvivlelse er under Bestemmelsen Aand, og svanger paa Analogier til Fortvivlelse. Naar saa Misforholdet, Fortvivlelsen, er indtraadt, f&o-;lger det saa af sig selv, at det vedbliver? Nei, det f&o-;lger ikke af sig selv; hvis Misforholdet vedbliver,_{Misforholdet, vedbliver} f&o-;lger det ikke af Misforholdet, men af Forholdet, som forholder sig til sig selv. Dette vil sige, for hver Gang Misforholdet yttrer sig, og i ethvert &O-;ieblik det er til, maa der gaaes tilbage til Forholdet. See, man taler om, at et Menneske paadrager sig en Sygdom, f. Ex. ved Uforsigtighed. Saa indtr&ae;der da Sygdommen, og fra det &O-;ieblik gj&o-;r den sig gj&ae;ldende og er nu en Virkelighed, hvis Oprindelse bliver mere og mere forbigangen. Det vilde v&ae;re baade grusomt og umenneskeligt, om man i eet v&ae;k vilde vedblive at sige &anfbeg;i dette &O-;ieblik paadrager Du, den Syge, Dig denne Sygdom&anfslut;, det er, om man i ethvert &O-;ieblik vilde opl&o-;se Sygdommens Virkelighed i dens Mulighed. Det er sandt, at han paadrog sig Sygdommen, men det gjorde han kun een Gang, Sygdommens Vedbliven er en simpel Aff&o-;lge af, at han een Gang paadrog sig den, dens Fremgang ikke i ethvert &O-;ieblik at henf&o-;re til ham som Aarsag; han paadrog sig den, men man kan ikke sige, han paadrager sig den. Anderledes med det at fortvivle; ethvert Fortvivlelsens virkelige &O-;ieblik er at tilbagef&o-;re til Mulighed, hvert &O-;ieblik han er fortvivlet, paadrager han sig det; det er bestandigt den n&ae;rv&ae;rende Tid, der vorder intet i Forhold til Virkeligheden tilbagelagt Forbigangent; i ethvert Fortvivlelsens virkelige &O-;ieblik b&ae;rer den Fortvivlede alt det Foregaaende i Muligheden som et N&ae;rv&ae;rende. Dette kommer deraf, at at fortvivle er en Bestemmelse af Aand, forholder sig til det Evige i Mennesket. Men det Evige kan han ikke blive af med, nei, i al Evighed ikke; han kan ikke een Gang for alle kaste det fra sig, Intet er umuligere; han maa i ethvert &O-;ieblik, hvor han ikke har det, have kastet eller kaste det fra sig &streg; men det kommer igjen, det er, hvert &O-;ieblik han er fortvivlet, paadrager han sig det at fortvivle. Thi Fortvivlelsen f&o-;lger ikke af Misforholdet, men af Forholdet, som forholder sig til sig selv. Og Forholdet til sig selv kan et Menneske ikke blive af med, saa lidet som med sit Selv, hvad da for&o-;vrigt er Eet og det Samme, da jo Selvet er Forholdet til sig selv. C Fortvivlelse er: &anfbeg;Sygdommen til D&o-;den&anfslut; Dette Begreb Sygdommen til D&o-;den maa dog tages paa en egen Maade. Ligefrem betyder det en Sygdom, hvis Ende, hvis Udgang er D&o-;den. Saaledes taler man om en d&o-;delig Sygdom eenstydigt med en Sygdom til D&o-;den. I den Forstand kan Fortvivlelse ikke kaldes Sygdommen til D&o-;den. Men christeligt forstaaet er D&o-;den selv en Gjennemgang til Livet. Forsaavidt er, christelig, ingen jordisk, legemlig Sygdom til D&o-;den. Thi vistnok er D&o-;den det sidste af Sygdommen, men D&o-;den er ikke det Sidste. Skal der i str&ae;ngeste Forstand v&ae;re Tale om en Sygdom til D&o-;den, maa det v&ae;re en, hvor det Sidste er D&o-;den, og hvor D&o-;den er det Sidste. Og dette er just Fortvivlelse. Dog er Fortvivlelse i en anden Forstand endnu bestemtere Sygdommen til D&o-;den. Det er nemlig saa langt som muligt fra, at man, ligefrem forstaaet, d&o-;er af denne Sygdom, eller at denne Sygdom ender med den legemlige D&o-;d. Tv&ae;rtimod, Fortvivlelsens Qval er netop ikke at kunne d&o-;e. Den har saaledes mere tilf&ae;lles med den D&o-;dssyges Tilstand, naar han ligger og tr&ae;kkes med D&o-;den og ikke kan d&o-;e. Saaledes er det at v&ae;re syg til D&o-;den det ikke at kunne d&o-;e, dog ikke som var der Haab om Livet, nei Haabl&o-;sheden er, at selv det sidste Haab, D&o-;den, ikke er. Naar D&o-;den er den st&o-;rste Fare, haaber man paa Livet; men naar man l&ae;rer den end forf&ae;rdeligere Fare at kjende, haaber man paa D&o-;den. Naar saa Faren er saa stor, at D&o-;den er blevet Haabet, saa er Fortvivlelse den Haabl&o-;shed end ikke at kunne d&o-;e. I denne sidste Betydning er da Fortvivlelse Sygdommen til D&o-;den, denne qvalfulde Modsigelse, denne Sygdom i Selvet, evig at d&o-;e, at d&o-;e og dog ikke at d&o-;e, at d&o-;e D&o-;den. Thi at d&o-;e betyder at det er forbi, men at d&o-;e D&o-;den betyder at opleve det at d&o-;e; og lader dette sig eet eneste &O-;ieblik opleve, saa er det dermed for evig at opleve det. Skulde et Menneske d&o-;e af Fortvivlelse, som man d&o-;er af en Sygdom, saa maatte det Evige i ham, Selvet, kunne d&o-;e i samme Forstand som Legemet d&o-;er af Sygdommen. Men dette er en Umulighed; Fortvivlelsens D&o-;en oms&ae;tter sig bestandigt i en Leven. Den Fortvivlede kan ikke d&o-;e; &anfbeg;saa lidet som Dolken kan dr&ae;be Tanker&anfslut;, saalidet kan Fortvivlelsen fort&ae;re det Evige, Selvet, der ligger til Grund for Fortvivlelsen, hvis Orm ikke d&o-;er, og hvis Ild ikke udslukkes. Dog er Fortvivlelse just en Selvfort&ae;relse, men en afm&ae;gtig Selvfort&ae;relse, der ikke formaaer hvad den selv vil. Men hvad den selv vil er at fort&ae;re sig selv, hvilket den ikke formaaer, og denne Afmagt er en ny Form af Selvfort&ae;relse, i hvilken dog Fortvivlelsen atter ikke formaaer hvad den vil, at fort&ae;re sig selv, det er en Potentsation eller Loven for Potentsationen. Dette er det Hidsende, eller det er den kolde Brand i Fortvivlelsen, dette Nagende, hvis Bev&ae;gelse er bestandigt ind efter, dybere og dybere i afm&ae;gtig Selvfort&ae;relse. Det er saa langt fra at det er nogen Tr&o-;st for den Fortvivlede, at Fortvivlelsen ikke fort&ae;rer ham, det er lige det Modsatte, denne Tr&o-;st er just Qvalen, er just hvad der holder Naget ilive og Liv i Naget; thi just derover &streg; ikke fortvivlede &streg; men fortvivler han: at han ikke kan fort&ae;re sig selv, ikke kan blive af med sig selv, ikke kan blive til Intet. Dette er den potentserede Formel for Fortvivlelsen, Feberens Stigen i denne Selvets Sygdom. En Fortvivlende fortvivler over Noget. Saaledes seer det et &O-;ieblik ud, men det er kun et &O-;ieblik; i samme &O-;ieblik viser den sande Fortvivlelse sig eller Fortvivlelsen sig i sin Sandhed. Idet han fortvivlede over Noget, fortvivlede han egentlig over sig selv, og vil nu af med sig selv. Naar saaledes den Herskesyge, hvis L&o-;sen er &anfbeg;enten C&ae;sar eller slet Intet&anfslut;, ikke bliver C&ae;sar, saa fortvivler han derover. Men dette betyder noget Andet: at han, just fordi han ikke blev C&ae;sar, nu ikke kan udholde at v&ae;re sig selv. Han fortvivler altsaa egentligen ikke over, at han ikke blev C&ae;sar, men over sig selv at han ikke blev C&ae;sar. Dette Selv, der, hvis det var blevet C&ae;sar, havde v&ae;ret ham al hans Lyst, i en anden Forstand for&o-;vrigt lige saa fortvivlet, dette Selv er ham nu det Utaaleligste af Alt. Det er i dybere Forstand ikke det, der er ham det Utaalelige, at han ikke blev C&ae;sar, men dette Selv, som ikke blev C&ae;sar, er ham det Utaalelige, eller endnu rigtigere, det der er ham det Utaalelige, er, at han ikke kan blive af med sig selv. Naar han var blevet C&ae;sar, saa var han fortvivlet blevet af med sig selv; men nu blev han ikke C&ae;sar, og kan fortvivlet ikke blive af med sig selv. V&ae;sentligen er han lige fortvivlet, thi han har ikke sit Selv, han er ikke sig selv. Ved at v&ae;re blevet C&ae;sar var han dog ikke blevet sig selv, men af med sig selv; og ved ikke at blive C&ae;sar fortvivler han over ikke at kunne blive af med sig selv. Det er derfor en overfladisk Betragtning (der da formodentligen aldrig har seet en Fortvivlet, end ikke sig selv), naar man om en Fortvivlet siger, som var dette hans Straf: han fort&ae;rer sig selv. Thi netop det er det han fortvivlet, og netop det er det, han til sin Qval ikke kan, da der ved Fortvivlelsen er gaaet Ild i Noget, som ikke kan br&ae;nde, eller ikke forbr&ae;nde, i Selvet. At fortvivle over Noget er altsaa endnu ikke egentlig Fortvivlelse. Det er Begyndelsen, eller det er, som naar L&ae;gen siger om en Sygdom, den har endnu ikke erkl&ae;ret sig. Det N&ae;ste er den erkl&ae;rede Fortvivlelse, at fortvivle over sig selv. En ung Pige fortvivler af Elskov, altsaa hun fortvivler over Tabet af den Elskede, at han d&o-;de eller at han blev hende utro. Dette er ingen erkl&ae;ret Fortvivlelse, nei, hun fortvivler over sig selv. Dette hendes Selv, som hun, hvis det var blevet &anfbeg;hans&anfslut; Elskede, paa den livsaligste Maade var blevet af med, eller havde tabt, dette Selv er hende nu en Plage, naar det skal v&ae;re et Selv uden &anfbeg;ham&anfslut;; dette Selv, der var blevet hende, for&o-;vrigt i en anden Forstand ligesaa fortvivlet, hendes Rigdom, er nu blevet hende en modbydelig Tomhed, da &anfbeg;han&anfslut; er d&o-;d, eller det er blevet hende en Afsky, da det minder hende om, at hun er bedragen. Fors&o-;g det nu, siig til en saadan Pige: Du fort&ae;rer dig selv, og du skal h&o-;re hun svarer: &anfbeg;o, nei Qvalen er just, at jeg ikke kan det.&anfslut; At fortvivle over _{sig selvsig}sig, fortvivlet at ville af med sig selv, er Formelen for al Fortvivlelse, saa derfor den anden Form for Fortvivlelse, fortvivlet at ville v&ae;re sig selv, kan f&o-;res tilbage til den f&o-;rste, fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, ligesom vi i det Foregaaende opl&o-;ste den Form fortvivlet ikke at ville v&ae;re_{at v&ae;re} sig selv i den fortvivlet at ville v&ae;re sig selv (cfr. A.). En Fortvivlende vil fortvivlet v&ae;re sig selv. Men naar han fortvivlet vil v&ae;re sig selv, saa vil han jo ikke af med sig selv. Ja, saa synes det; men naar man seer n&ae;rmere til, seer man dog, at Modsigelsen er den samme. Det Selv, han fortvivlet vil v&ae;re, er et Selv han ikke er (thi at ville v&ae;re det Selv, han i Sandhed er, er jo lige det Modsatte af Fortvivlelse), han vil nemlig l&o-;srive sit Selv fra den Magt, som satte det. Men dette formaaer han trods al Fortvivlen ikke; trods al Fortvivlelsens Anstr&ae;ngelse er hiin Magt den st&ae;rkere, og tvinger ham til at v&ae;re det Selv, han ikke vil v&ae;re. Men saaledes vil han jo dog af med sig selv, af med det Selv, han er, for at v&ae;re det Selv, han selv har hittet paa. At v&ae;re Selv, som han vil det, det vilde, om end i en anden Forstand lige saa fortvivlet, v&ae;re ham al hans Lyst; men at tvinges til at v&ae;re Selv, som han ikke vil v&ae;re det, det er hans Qval, den er, at han ikke kan blive af med sig selv. Socrates beviste Sjelens Ud&o-;delighed af, at Sjelens Sygdom (Synden) ikke fort&ae;rer denne, som Legemets Sygdom fort&ae;rer Legemet. Saaledes kan man ogsaa bevise det Evige i et Menneske deraf, at Fortvivlelsen ikke kan fort&ae;re hans Selv, at dette just er Modsigelsens Qval i Fortvivlelsen. Var der intet Evigt i et Menneske, saa kunde han slet ikke fortvivle, men kunde Fortvivlelsen fort&ae;re hans Selv, saa var der alligevel ingen Fortvivlelse til. Saaledes er Fortvivlelse, denne Sygdom i Selvet, Sygdommen til D&o-;den. Den Fortvivlede er d&o-;dssyg. Det er i en ganske anden Forstand end det gj&ae;lder om nogen Sygdom, de &ae;dleste Dele, Sygdommen har angrebet; og dog kan han ikke d&o-;e. D&o-;den er ikke Sygdommens Sidste, men D&o-;den er i eet v&ae;k det Sidste. At frelses fra denne Sygdom ved D&o-;den er en Umulighed, thi Sygdommen og dens Qval &streg; og D&o-;den er just ikke at kunne d&o-;e. Denne er Tilstanden i Fortvivlelse. Om det end nok saa meget undgaaer den Fortvivlede, om det end nok saa meget (hvilket da is&ae;r maa gj&ae;lde om den Art Fortvivlelse, der er Uvidenhed om at v&ae;re Fortvivlelse) lykkes den Fortvivlede ganske at have tabt sit Selv, og tabt det saaledes, at det ikke m&ae;rkes i mindste Maade: Evigheden vil saa dog gj&o-;re det aabenbart, at hans Tilstand var Fortvivlelse, og fornagle ham hans Selv, saa Qvalen dog bliver, at han ikke kan blive af med sit Selv, og det bliver aabenbart, at det var en Indbildning med, at det var lykkedes ham. Og saaledes maa Evigheden gj&o-;re, fordi det at have et Selv, at v&ae;re et Selv,_Selv er den st&o-;rste, den uendelige Indr&o-;mmelse, der er gjort Mennesket, men tillige Evighedens Fordring paa ham. B Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Almindelighed Som vel L&ae;gen maa sige, at der maaskee ikke lever eet eneste Menneske der er ganske sund, saaledes maatte man, hvis man ret kjendte Mennesket, sige, at der ikke lever eet eneste Menneske, uden at han jo dog er lidt fortvivlet, uden at der dog inderst inde boer en Uro, en Ufred, en Disharmoni, en Angest for et ubekjendt Noget, eller for et Noget han end ikke t&o-;r stifte Bekjendtskab med, en Angest for en Tilv&ae;relsens Mulighed eller en Angest for sig selv, saa han dog, som L&ae;gen taler om at gaae med en Sygdom i Kroppen, gaaer med en Sygdom, gaaer og b&ae;rer paa en Aandens Sygdom, der en enkelt Gang glimtviis, ved og med en ham selv uforklarlig Angest, lader sig m&ae;rke med, at den er derinde. Og i ethvert Tilf&ae;lde har der intet Menneske levet og der lever intet Menneske udenfor Christenheden, uden at han er fortvivlet, og i Christenheden Ingen, forsaavidt han ikke er sand Christen; og forsaavidt han ikke ganske er dette, er han dog noget fortvivlet. Denne Betragtning vil vistnok synes mange et Paradox, en Overdrivelse, derhos en m&o-;rk og forstemmende Anskuelse. Dog er den Intet af alt Dette. Den er ikke m&o-;rk, den s&o-;ger tv&ae;rtimod at skaffe Lys i hvad man almindeligviis lader staae hen i en vis Dunkelhed; den er ikke forstemmende, tv&ae;rtimod opl&o-;ftende, da den betragter ethvert Menneske under Bestemmelsen af den h&o-;ieste Fordring til ham, at v&ae;re Aand; den er heller ikke et Paradox, tv&ae;rtimod en conseqvent gjennemf&o-;rt Grund-Anskuelse, og forsaavidt da heller ingen Overdrivelse. Den almindelige Betragtning af Fortvivlelse bliver derimod staaende ved Tilsyneladelsen, og er saaledes en overfladisk Betragtning, det er, ingen Betragtning. Den antager, at ethvert Menneske jo bedst maa vide med sig selv, om han er fortvivlet eller ikke. Den der da siger sig selv at v&ae;re det, han ansees for fortvivlet, men Den der mener sig selv ikke at v&ae;re det, han ansees heller ikke derfor. Som en F&o-;lge heraf bliver Fortvivlelse et sjeldnere Ph&ae;nomen, istedetfor at den er det ganske Almindelige. Det er ikke det Sjeldne, at En er fortvivlet; nei, det er det Sjeldne, det saare Sjeldne, at En i Sandhed ikke er det. Men den vulgaire Betragtning forstaaer sig meget daarligt paa Fortvivlelse. Den overseer saaledes blandt Andet ganske (for blot at n&ae;vne dette, der dog rigtigt forstaaet bringer Tusinder og Tusinder og Millioner ind under Bestemmelsen Fortvivlelse), den overseer ganske, at det just er en Form af Fortvivlelse det ikke at v&ae;re det, det ikke at v&ae;re sig bevidst, at man er det. Det gaaer i en langt dybere Forstand den vulgaire Betragtning i Forhold til at opfatte Fortvivlelse, som det stundom gaaer den i Forhold til at bestemme, om et Menneske er syg eller ikke &streg; i en langt dybere Forstand; thi den vulgaire Betragtning forstaaer sig endnu langt mindre paa, hvad Aand er (og uden det kan man heller ikke forstaae sig paa Fortvivlelse) end paa Sygdom og Sundhed. I Almindelighed antager man, at et Menneske, naar han ikke selv siger, at han er syg, er rask, end sige, naar han selv siger, at han er rask. L&ae;gen derimod betragter Sygdommen anderledes. Og hvorfor? Fordi L&ae;gen har en bestemt og udviklet Forestilling om, hvad det er at v&ae;re sund, og efter denne pr&o-;ver han et Menneskes Tilstand. L&ae;gen veed, at som der er en Sygdom, der kun er Indbildning, saaledes ogsaa en Sundhed; han anvender derfor i sidste Tilf&ae;lde f&o-;rst Midler, for at faae Sygdommen til at blive aabenbar. Overhovedet har L&ae;gen, just fordi han er L&ae;ge (den Indsigtsfulde_Insigtsfulde) ikke ubetinget Tiltro til Menneskets eget Udsagn om sit Befindende. Hvis det var Tilf&ae;ldet, at hvad ethvert Menneske sagde om sit Befindende, om han er sund eller syg, om hvor han lider o. s. v., var ubetinget til at stole paa, saa var det at v&ae;re L&ae;ge en Indbildning. Thi en L&ae;ge har ikke blot at foreskrive L&ae;gemidlerne, men f&o-;rst og fremmest at kjende Sygdommen, og altsaa igjen f&o-;rst og fremmest at kiende, om den formeentligen Syge virkelig er syg, eller om den formeentligen Sunde maaskee er virkelig syg. Saaledes ogsaa med den Sjelekyndiges Forhold til Fortvivlelse. Han veed, hvad Fortvivlelse er, han kjender den og n&o-;ies derfor ikke hverken med det Udsagn af et Menneske, at han ikke er fortvivlet, eller, at han er det. Det maa nemlig bem&ae;rkes, at i en vis Forstand ere end ikke altid De fortvivlede, der sige sig at v&ae;re det. Man kan jo affectere Fortvivlelse, og man kan tage feil og forvexle Fortvivlelse, som er en Aandens Bestemmelse, med allehaande transitorisk Forstemthed, S&o-;nderrevethed, der atter gaaer over uden at bringe det til Fortvivlelse. Imidlertid anseer rigtignok den Sjelekyndige ogsaa dette for Former af Fortvivlelse; han seer meget godt at det er Affectation &streg; men just denne Affectation er Fortvivlelse; han seer meget godt, at denne Forstemthed o. s. v. ikke har stort at betyde &streg; men just Dette, at den ikke har og ikke faaer stort at betyde, er Fortvivlelse. Den vulgaire Betragtning overseer fremdeles, at Fortvivlelse, sammenlignet med en Sygdom, er anderledes dialectisk end hvad man ellers kalder Sygdom, fordi det er en Aandens Sygdom. Og dette Dialectiske, rigtigt forstaaet, bringer atter Tusinder ind under Bestemmelsen Fortvivlelse. Dersom nemlig en L&ae;ge i et givet &O-;ieblik har forvisset sig om, at Den og Den er sund &streg; og han saa i et senere &O-;ieblik bliver syg: saa kan L&ae;gen have Ret i, at dette Menneske var dengang rask, nu derimod er han syg. Anderledes med Fortvivlelse. Saasnart Fortvivlelse viser sig, saa viser det sig, at Mennesket var fortvivlet. Forsaavidt kan man i intet &O-;ieblik afgj&o-;re Noget om et Menneske, der ikke er frelst ved at have v&ae;ret fortvivlet. Thi naar, dersom Det indtr&ae;der, som bringer ham til Fortvivlelse, saa bliver det i samme &O-;ieblik aabenbart, at han hele sit foregaaende Liv igjennem har v&ae;ret fortvivlet. Ingenlunde kan man derimod sige, naar En faaer Feber, at det nu bliver aabenbart, at han har havt Feber hele sit Liv igjennem. Men Fortvivlelse er en Aandens Bestemmelse, forholder sig til det Evige, og har derfor noget af det Evige i sin Dialectik. Fortvivlelse er ikke blot anderledes dialectisk end en Sygdom, men i Forhold til Fortvivlelse ere alle Kjendetegn dialectiske, og derfor skuffes den overfladiske Betragtning saa let i at bestemme, om Fortvivlelse er tilstede eller ikke. Det ikke at v&ae;re fortvivlet kan nemlig betyde just at v&ae;re fortvivlet, og det kan betyde at v&ae;re frelst fra at v&ae;re fortvivlet. Tryghed og Beroligelse kan betyde at v&ae;re fortvivlet, just denne Tryghed, denne Beroligelse kan v&ae;re Fortvivlelsen; og det kan betyde at have overvundet Fortvivlelse og vundet Fred. Det er ikke med det ikke at v&ae;re fortvivlet, som med det ikke at v&ae;re syg; thi det ikke at v&ae;re syg kan dog ikke v&ae;re det at v&ae;re syg, men det ikke at v&ae;re fortvivlet kan just v&ae;re det at v&ae;re fortvivlet. Det er ikke med Fortvivlelse som med en Sygdom, at Ildebefindendet er Sygdommen. Ingenlunde. Ildebefindendet er atter dialectisk. Det aldrig at have fornummet dette Ildebefindende, er just at v&ae;re fortvivlet. Dette vil sige, og har sin Grund i, at som Aand betragtet (og skal man tale om Fortvivlelse maa man betragte Mennesket under Bestemmelsen Aand) er Menneskets Tilstand altid critisk. Man taler i Forhold til Sygdom om en Crisis, men ikke i Forhold til Sundhed. Og hvorfor ikke? Fordi legemlig Sundhed er en umiddelbar Bestemmelse, som f&o-;rst bliver dialectisk i Sygdommens Tilstand, hvor der saa bliver Tale om Crisen. Men aandelig, eller naar Mennesket betragtes som Aand, er baade Sundhed og Sygdom critisk; der gives ingen umiddelbar Aandens Sundhed. Saasnart man ikke betragter Mennesket under Bestemmelsen Aand (og hvis ikke, kan man heller ikke tale om Fortvivlelse), men kun som sjelelig-legemlig Synthese, saa er Sundhed en umiddelbar Bestemmelse, og Sjelens eller Legemets Sygdom f&o-;rst den dialectiske Bestemmelse. Men Fortvivlelse er just, at Mennesket ikke er sig bevidst at v&ae;re bestemmet som Aand. Selv hvad der menneskelig talt er det Skj&o-;nneste og Elskeligste af Alt, en qvindelig Ungdommelighed, der er idel Fred og Harmoni og Gl&ae;de: det er dog Fortvivlelse. Dette er nemlig Lykke, men Lykke er ingen Bestemmelse af Aand, og langt, langt inde, inderst inde i Lykkens skjulteste Forborgenhed, der boer ogsaa Angesten, som er Fortvivlelsen; den vil saa gjerne have Lov til at blive derinde, thi det er Fortvivlelsen dens kjereste, dens meest uds&o-;gte Sted at boe: inderst inde i Lykken. Al Umiddelbarhed er trods sin illusoriske Tryghed og Ro Angest, og derfor ganske conseqvent meest angest for Intet; man gj&o-;r ikke Umiddelbarheden saa angest ved den meest gysende Beskrivelse af det forf&ae;rdeligste Noget, som ved et underfundigt, n&ae;sten skj&o-;desl&o-;st, men dog med Reflectionens sikkert beregnende Sigte henkastet halvt Ord om et Ubestemt, ja man gj&o-;r Umiddelbarheden allermeest angest ved paa en listig Maade at paadutte den, at den selv nok veed, hvad det er man taler om. Thi vistnok veed Umiddelbarheden det ikke; men aldrig fanger Reflexionen saa sikkert som naar den danner sin Snare af Intet, og aldrig er Reflexionen saaledes sig selv, som naar den er &streg; Intet. Der skal en eminent Reflexion, eller rettere der skal en stor Tro til for at kunne udholde Intets, det er, den uendelige Reflexion. Altsaa selv det Skj&o-;nneste og Elskeligste af Alt, en qvindelig Ungdommelighed er dog Fortvivlelse, er Lykke. Det lykkes vel derfor heller ikke at slippe Livet igjennem paa denne Umiddelbarhed. Og lykkes det denne Lykke at slippe igjennem, ja, det hj&ae;lper kun lidet, thi det er Fortvivlelse. Fortvivlelse er nemlig, just fordi den er heelt dialectisk, den Sygdom, om hvilken det gj&ae;lder, at det er den st&o-;rste Ulykke aldrig at have havt den &streg; en sand Guds Lykke at faae den, om det end er den allerfarligste Sygdom, naar man ikke vil helbredes fra den. Ellers kan der dog kun v&ae;re Tale om, at det er en Lykke at blive helbredet fra en Sygdom, Sygdommen selv er Ulykken. Det er derfor saa langt som muligt fra, at den vulgaire Betragtning har Ret, som antager, at Fortvivlelse er det Sjeldne, den er tv&ae;rtimod det ganske Almindelige. Det er saa langt som muligt fra, at den vulgaire Betragtning har Ret, som antager, at Enhver, der ikke mener eller f&o-;ler sig at v&ae;re fortvivlet, heller ikke er det, og at kun Den er det, der siger sig at v&ae;re det. Tv&ae;rtimod Den, der uden Affectation siger sig at v&ae;re det, er dog lidt, er et Dialektisk n&ae;rmere ved at helbredes end alle De, som ikke ansees for og ikke ansee sig selv for fortvivlede. Men just dette er, hvad vistnok den Sjelekyndige vil give mig Ret i, det Almindelige, at de fleste Mennesker leve uden ret at blive sig bevidste at v&ae;re bestemte som Aand &streg; og deraf al den saakaldte Tryghed, Tilfredshed med Livet o. s. v., o. s. v., hvad just er Fortvivlelse. De, der derimod sige sig at v&ae;re fortvivlede, ere ordentligviis enten Dem, der have en saa meget dybere Natur, at de maae blive sig bevidste som Aand, eller Dem, hvem tunge Begivenheder og forf&ae;rdelige Afgj&o-;relser have hjulpet hen til at blive sig bevidste som Aand &streg; det er enten Dem eller Dem; thi saare sjelden er vistnok Den, der i Sandhed ikke er fortvivlet. O, der tales saa meget om menneskelig N&o-;d og Elendighed &streg; jeg s&o-;ger at forstaae det, har ogsaa kjendt Adskilligt deraf n&ae;rved; der tales saa meget om at forspilde et Liv: men kun det Menneskes Liv var forspildt, der levede saaledes hen, bedragen af Livets Gl&ae;der eller af dets Sorger, at han aldrig evigt afgj&o-;rende blev sig bevidst som Aand, som Selv, eller hvad der er det Samme, aldrig blev opm&ae;rksom paa, og i dybeste Forstand fik Indtrykket af, at der er en Gud til, og &anfbeg;han&anfslut;, han Selv, hans Selv til for denne Gud, hvilken Uendelighedens Vinding aldrig naaes uden gjennem Fortvivlelse. Ak, og denne Elendighed, at der leve saa Mange saaledes hen, bedragne for den saligste af alle Tanker, denne Elendighed, at man beskj&ae;ftiger sig, eller i Forhold til Menneskenes M&ae;ngde beskj&ae;ftiger dem med alt Andet, bruger dem til at afgive Kr&ae;fterne i Livets Skuespil, men aldrig minder dem om denne Salighed, at man sammenhober dem &streg; og bedrager dem, istedetfor at splitte dem ad, at hver Enkelt maa vinde det H&o-;ieste, det Eneste, der er v&ae;rd at leve for, og nok for en Evighed at leve i: mig synes, jeg kunde gr&ae;de en Evighed over, at denne Elendighed er til! O, og dette er i mine Tanker eet_{Tanker, eet} R&ae;dselens Udtryk mere for denne af alle forf&ae;rdeligste Sygdom og Elendighed: dens Skjulthed, ikke blot, at Den, der lider af den, kan &o-;nske at skjule den og kan formaae det, at den kan boe i et Menneske saaledes, at Ingen, Ingen opdager den, nei, at den kan v&ae;re saaledes skjult i et Menneske, at han ikke selv veed af det! O, og naar saa engang Timeglasset er udrundet, Timelighedens Timeglas; naar Verdslighedens Larm er forstummet, og den rastl&o-;se eller uvirksomme Travlhed fik en Ende; naar Alt er stille om Dig, som det er i Evigheden &streg; hvad enten Du var Mand eller Qvinde, Riig eller Fattig, Afh&ae;ngig eller Uafh&ae;ngig, Lykkelig eller Ulykkelig; hvad enten Du bar Kronens Glands i H&o-;ihed, eller i ringe Ubem&ae;rkethed kun Dagens M&o-;ie og Hede; hvad enten Dit Navn skal mindes saa l&ae;nge Verden staaer, og altsaa er mindet saal&ae;nge den stod, eller Du, uden Navn, som Navnl&o-;s l&o-;b med i den tall&o-;se M&ae;ngde; hvad enten den Herlighed, som omgav Dig overgik al menneskelig Beskrivelse, eller Dig overgik den strengeste og meest van&ae;rende menneskelige Dom: Evigheden sp&o-;rger Dig, og hver Enkelt i disse Millioner Millioner, kun om Eet, om Du har levet fortvivlet eller ikke, om saaledes fortvivlet, at Du ikke vidste af at Du var fortvivlet, eller saaledes, at Du skjult bar denne Sygdom i Dit Inderste, som din nagende Hemmelighed, som en syndig Kjerligheds Frugt under dit Hjerte, eller saaledes, at Du, en R&ae;dsel for Andre, rasede i Fortvivlelse. Og hvis saa, hvis Du har levet fortvivlet, hvad Du end forresten vandt eller tabte, saa er for Dig Alt tabt, Evigheden vedkjender sig Dig ikke, den kjendte Dig aldrig, eller end forf&ae;rdeligere, den kjender Dig som Du er kjendt, den s&ae;tter Dig fast ved Dit Selv i Fortvivlelsen! C Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Skikkelser Fortvivlelsens Skikkelser maae abstrakt lade sig udfinde ved at reflektere paa de Momenter, hvoraf Selvet, som Synthese, bestaaer. Selvet er dannet af Uendelighed og Endelighed. Men denne Synthese er et Forhold, og et Forhold, der, om end deriveret, forholder sig til sig selv, hvilket er Frihed. Selvet er Frihed. Men Frihed er det Dialektiske i Bestemmelserne Mulighed og N&o-;dvendighed. Hovedsagelig maa dog Fortvivlelse betragtes under Bestemmelsen: Bevidsthed; det om Fortvivlelse er bevidst eller ikke, er det qvalitativ Forskjellige mellem Fortvivlelse og Fortvivlelse. Al Fortvivlelse er vistnok i Begrebet seet bevidst; men deraf f&o-;lger ikke, at Den, i hvem den er, Den som begrebsrigtigt maa kaldes fortvivlet, er sig det bevidst. Saaledes er Bevidstheden det Afgj&o-;rende. Overhovedet er Bevidsthed, &dvs;: Selvbevidsthed, det Afgj&o-;rende i Forhold til Selvet. Jo mere Bevidsthed jo mere Selv; jo mere Bevidsthed jo mere Villie, jo mere Villie jo mere Selv. Et Menneske, der slet ingen Villie har, er intet Selv; men jo mere Villie han har, jo mere Selvbevidsthed har han ogsaa. A Fortvivlelse betragtet saaledes, at der ikke reflekteres paa, om den er bevidst eller ikke, saa der altsaa blot reflekteres paa Synthesens Momenter. a) Fortvivlelse seet under Bestemmelsen Endelighed &streg; Uendelighed Selvet er den bevidste Synthese af Uendelighed og Endelighed, der forholder sig til sig selv, hvis Opgave er at vorde sig selv, hvilket kun lader sig gj&o-;re ved Forholdet til Gud. Men at vorde sig selv er at vorde concret. Men at vorde concret er hverken at blive endelig eller at blive uendelig, thi det der skal vorde concret er jo en Synthese. Udviklingen maa altsaa bestaae i uendeligt at komme bort fra sig selv i Uendeliggj&o-;relse af Selvet, og i uendeligt at komme tilbage til sig selv i Endeliggj&o-;relsen. Vorder derimod Selvet ikke sig selv, saa er det fortvivlet, enten det veed af det eller ikke. Dog er et Selv i ethvert &O-;ieblik, det er til, i Vorden, thi Selvet &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; er ikke virkeligt til, er blot Det, der skal blive til. Forsaavidt da Selvet ikke vorder sig selv, er det ikke sig selv; men det ikke at v&ae;re sig selv er just Fortvivlelse. &g.a;) Uendelighedens Fortvivlelse er at mangle Endelighed At dette er saaledes, ligger i det Dialektiske at Selvet er en Synthese, hvorfor det Ene bestandigt er sit Modsatte. Ingen Form af Fortvivlelse kan man bestemme ligefrem (&dvs;: udialektisk), men kun ved at reflektere paa dens Modsatte. Man kan beskrive den Fortvivledes Tilstand i Fortvivlelsen ligefrem, som en Digter jo gj&o-;r det, ved at give ham Replikken. Men bestemme Fortvivlelsen kan man kun ved dens Modsatte; og skal Replikken v&ae;re digterisk v&ae;rdifuld, maa den i Udtrykkets Colorit indeholde Reflexen af den dialektiske Mods&ae;tning. Altsaa, enhver menneskelig Existents, der formeentligen er blevet eller blot vil v&ae;re uendelig, ja ethvert &O-;ieblik, i hvilket en menneskelig Existents er blevet eller blot vil v&ae;re uendelig, er Fortvivlelse. Thi Selvet er Synthesen, hvor det Endelige er det Begr&ae;ndsende, det Uendelige det Udvidende. Uendelighedens Fortvivlelse er derfor det Phantastiske, det Gr&ae;ndsel&o-;se; thi kun da er Selvet sundt og frit fra Fortvivlelse, naar det, just ved at have fortvivlet, sig selv gjennemsigtigt grunder i Gud. Det Phantastiske forholder sig vistnok n&ae;rmest til Phantasien; men Phantasien forholder sig igjen til F&o-;lelse, Erkjendelse, Villie, saa et Menneske kan have en phantastisk F&o-;lelse, Erkjendelse, Villie. Phantasien er overhovedet det Uendeliggj&o-;rendes Medium; den er ikke nogen Evne som de andre Evner &streg; hvis man vil tale saaledes, er den Evnen instar omnium. Hvad F&o-;lelse, Erkjendelse, Villie et Menneske har, beroer dog til syvende og sidst paa, hvad Phantasie han har, det vil sige paa, hvorledes Dette reflekterer sig, &dvs;: paa Phantasien. Phantasien er den uendeliggj&o-;rende Reflexion, hvorfor den gamle Fichte ganske rigtigt antog, selv i Forhold til Erkjendelsen, at Phantasien er Kategoriernes Oprindelse. Selvet er Reflexion, og Phantasien er Reflexion, er Selvets Gjengivelse, hvilken er Selvets Mulighed. Phantasien er al Reflexions Mulighed; og dette Mediums Intensitet er Muligheden af Selvets Intensitet. Det Phantastiske er overhovedet Det, som f&o-;rer et Menneske saaledes ud i det Uendelige, at det blot f&o-;rer ham bort fra sig og derved afholder ham fra at komme tilbage til sig selv. Naar F&o-;lelsen saaledes bliver phantastisk, da forflygtiges Selvet blot mere og mere, det bliver tilsidst en Slags abstrakt F&o-;lsomhed, der umenneskeligt ikke tilh&o-;rer noget Menneske, men umenneskeligt saa at sige f&o-;lsomt participerer i et eller andet Abstraktums Skjebne, f. Ex. Menneskeheden in abstracto. Som den Gigtsvage ikke er sin sandselige F&o-;lelse m&ae;gtig, men denne er i Vindens og Veierligets Vold, saa han uvilkaarligt m&ae;rker det paa sig, naar der er Forandring i Luften o. s. v., saaledes med Den, hvis F&o-;lelse er blevet phantastisk, han bliver paa en Maade uendeliggjort, men ikke saaledes, at han mere og mere vorder sig selv, thi han taber mere og mere sig selv. Ligesaa med Erkjendelsen, naar den bliver phantastisk. Loven for Selvets Udvikling i Henseende til Erkjendelse, forsaavidt det da skal v&ae;re sandt, at Selvet vorder sig selv, er, at Erkjendelsens stigende Grad svarer til Selverkjendelsens Grad, at Selvet, jo mere det erkjender, desto mere erkjender sig selv. Skeer dette ikke, da bliver Erkjendelsen, jo mere den stiger, desto mere en Art umenneskelig Erkjenden, paa hvis Tilveiebringelse Menneskets Selv &o-;dsles, omtrent som der &o-;dsledes Mennesker paa at bygge Pyramider, eller der i hiin russiske Hornmusik &o-;dsledes Mennesker paa at v&ae;re en Takt, hverken mere eller mindre. Naar Villien bliver phantastisk, saa forflygtiges ligeledes Selvet mere og mere. Villien bliver da ikke bestandigt i samme Grad concret som abstrakt, saa den, jo mere den uendeliggj&o-;res i Fors&ae;t og Beslutning, bliver desto mere og mere sig selv ganske n&ae;rv&ae;rende og samtidig i den lille Deel af Opgaven, som lader sig udf&o-;re nu strax, saa den i at uendeliggj&o-;res kommer i strengeste Forstand tilbage til sig selv, saa den l&ae;ngst borte fra sig selv (naar den er meest uendeliggjort i Fors&ae;t og Beslutning) er sig selv i samme &O-;ieblik allern&ae;rmest i at udf&o-;re den uendelig lille Deel af Arbeidet, hvilken lader sig udf&o-;re endnu idag, endnu i denne Time, endnu i dette &O-;ieblik. Og naar saa F&o-;lelse eller Erkjendelse eller Villie er blevet phantastisk, saa kan tilsidst hele Selvet blive det, hvad enten det nu er en mere aktiv Form, at Mennesket styrter sig i det Phantastiske, eller en mere lidende Form, at han rives hen, men i begge Tilf&ae;lde ansvarlig. Selvet f&o-;rer saa en phantastisk Existents i abstrakt Uendeliggj&o-;relse eller i abstrakt Isolation, bestandigt manglende sit Selv, hvorfra det blot kommer mere og mere bort. Saaledes f. Ex. paa det religieuse Gebeet. Gudsforholdet er Uendeliggj&o-;relse; men denne Uendeliggj&o-;relse kan phantastisk rive et Menneske saaledes hen, at det blot bliver en Beruselse. Det kan v&ae;re et Menneske som var det ikke til at holde ud at v&ae;re til for Gud, fordi nemlig Mennesket ikke kan komme tilbage til sig selv, blive sig selv. En saadan phantastisk Religieus vilde sige (for at charakterisere ham ved Hj&ae;lp af Replik): &anfbeg;at en Spurv kan leve er begribeligt, den veed ikke af, at den er til for Gud. Men at vide, at man er til for Gud, og saa ikke i samme &O-;ieblik at blive afsindig eller at blive til Intet!&anfslut; Men fordi et Menneske saaledes er blevet phantastisk, og derfor fortvivlet, saa kan han dog, skj&o-;ndt det oftest bliver aabenbart, ret godt leve hen, v&ae;re Menneske som det synes, beskj&ae;ftiget med det Timelige, gifte sig, avle B&o-;rn, v&ae;re &ae;ret og anseet &streg; og man m&ae;rker det maaskee ikke, at han i dybere Forstand mangler et Selv. Sligt gj&o-;res der i Verden ikke store Oph&ae;velser over; thi et Selv er Det, der mindst sp&o-;rges om i Verden, og er Det, som det meest af Alt er farligt at lade sig m&ae;rke med at man har. Den st&o-;rste Fare, den at tabe sig selv, kan i Verden gaae saa stille af som var det Ingenting. Intet Tab kan gaae saa stille af; ethvert andet Tab, en Arm, et Been, 5 Rbd., en Hustru o. s. v., bem&ae;rkes dog. &g.b;) Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed At Dette er saaledes, ligger, som viist blev under &g.a;, i det Dialektiske, at Selvet er en Synthese, hvorfor det Ene er sit Modsatte. At mangle Uendelighed er fortvivlet Begr&ae;ndsethed, Bornerethed. Hermed er dog naturligviis kun, ethisk, Tale om Bornerethed og Indskr&ae;nkethed. I Verden tales der egentlig blot om intellectuel eller &ae;sthethisk Indskr&ae;nkethed eller om det Ligegyldige, om hvilket der da altid er meest Tale i Verden; thi Verdslighed er just at till&ae;gge det Ligegyldige uendelig V&ae;rd. Den verdslige Betragtning klamrer sig altid fast om Differentsen mellem Menneske og Menneske, har, som naturligt (thi at have det er Aandelighed) ingen Forstand paa det ene Forn&o-;dne, og derfor ingen Forstand paa den Indskr&ae;nkethed og Bornerethed, der er at have tabt sig selv, ikke ved at forflygtiges i det Uendelige, men ved aldeles at endeliggj&o-;res, ved istedetfor at v&ae;re et Selv at v&ae;re blevet et Tal, eet Menneske mere, een Gjentagelse mere af dette evindelige Einerlei. Den fortvivlede Bornerethed er at mangle Primitivitet, eller at have ber&o-;vet sig sin Primitivitet, at have, aandelig forstaaet, afmandet sig selv. Ethvert Menneske er nemlig primitivt anlagt som et Selv, bestemt til at blive sig selv; og vistnok er ethvert Selv som saadant kantet, men deraf f&o-;lger blot, at det skal tilslibes, ikke at det skal afslibes, ikke at det af Menneskefrygt aldeles skal opgive at v&ae;re sig selv, eller endog blot af Menneskefrygt ikke turde v&ae;re sig selv i den sin v&ae;sentligere Tilf&ae;ldighed (hvilken netop ikke skal afslibes), i hvilken man dog er sig selv for sig selv. Men medens een Art Fortvivlelse styrer vild i det Uendelige og taber sig selv, saa lader en anden Art af Fortvivlelse sig ligesom sit Selv franarre af &anfbeg;de Andre.&anfslut; Ved at see den M&ae;ngde Mennesker omkring sig, ved at faae travlt med allehaande verdslige Anliggender, ved at blive klog paa, hvorledes det gaaer til i Verden, glemmer saa et saadant Menneske sig selv, hvad han, guddommelig forstaaet, hedder, t&o-;r ikke troe paa sig selv, finder det for voveligt at v&ae;re sig selv, langt lettere og sikkrere at v&ae;re som de Andre, at blive en Efterabelse, at blive Numerus, med i M&ae;ngden. Denne Form af Fortvivlelse bliver man nu saa godt som slet ikke opm&ae;rksom paa i Verden. Et saadant Menneske har just ved saaledes at tabe sig selv vundet Perfectibilitet til ret at gaae med i Handel og Vandel, ja til at gj&o-;re Lykke i Verden. Her er intet Sinkeri, ingen Vanskelighed med hans Selv og dets Uendeliggj&o-;relse, han er afslebet som en Rullesteen, courant som en gangbar Mynt. Det er saa langt fra at Nogen anseer ham for fortvivlet, at han just er et Menneske som sig b&o-;r. Overhovedet har Verden, som naturligt, ingen Forstand paa det sande Forf&ae;rdelige. Den Fortvivlelse, som ikke blot ikke volder En Uleilighed i Livet, men gj&o-;r En Livet beqvemt og mageligt, den ansees naturligviis paa ingen Maade for Fortvivlelse. At dette er Verdens Betragtning seer man blandt Andet ogsaa n&ae;sten af alle Ordsprog, hvilke blot ere Klogskabsregler. Man siger saaledes, at man fortryder ti Gange at have talet for een Gang at have tiet, og hvorfor? Fordi det at have talet som et udvortes Faktum kan vikle En ind i Ubehageligheder, da det er en Virkelighed. Men det at have tiet! Og dog er det det Allerfarligste. Thi ved at tie er Mennesket ene overladt til sig selv; her kommer Virkeligheden ham ikke til Hj&ae;lp ved at straffe ham, ved at bringe F&o-;lgerne af hans Tale over ham. Nei, i den Henseende er det let gjort med at tie. Men derfor frygter Den, der veed hvad det Forf&ae;rdelige er, just af Alt meest ethvert Misgreb, enhver Synden, der tager Retningen ind efter, og intet Spor efterlader i det Udvortes. Det er saaledes i Verdens &O-;ine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forf&ae;rdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilf&ae;lde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting &streg; sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hj&ae;lper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hj&ae;lper mig saa? Og naar jeg ovenikj&o-;bet ved slet ikke i h&o-;ieste Forstand at vove (og at vove i h&o-;ieste Forstand er just at blive opm&ae;rksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele &streg; og taber mig selv! Og saaledes er det just med Endelighedens Fortvivlelse. Fordi et Menneske saaledes er fortvivlet, derfor kan han meget godt, og egentligen netop desto bedre, leve hen i Timeligheden, v&ae;re Menneske som det synes, v&ae;re priset af Andre, &ae;ret og anseet, beskj&ae;ftiget med alle Timelighedens Formaal. Ja just det man kalder Verdsligheden bestaaer af lutter saadanne Mennesker, der, om man saa kan sige, forskrive sig til Verden. De bruge deres Evner, samle Penge, udf&o-;re verdslige Bedrifter, beregne klogt, o. s. v. o. s. v., blive maaskee n&ae;vnte i Historien, men dem selv ere de ikke, de have, aandelig forstaaet, intet Selv, intet Selv for hvis Skyld de kunde vove Alt, intet Selv for Gud &streg; hvor selviske de end forresten ere. b) Fortvivlelse seet under Bestemmelsen Mulighed &streg; N&o-;dvendighed For at vorde (og Selvet skal jo frit vorde sig selv) er Mulighed og N&o-;dvendighed lige v&ae;sentlige. Ligesom der til Selvet h&o-;rer Uendelighed og Endelighed (&g.a;&g.p;&g.e;&g.i;&g.r;&g.o;&g.n; &streg; &g.p;&g.e;&g.r;&g.a;&g.sud;), saaledes ogsaa Mulighed og N&o-;dvendighed. Et Selv, der ingen Mulighed har, er fortvivlet, og ligesaa et Selv, der ingen N&o-;dvendighed har. &g.a;) Mulighedens Fortvivlelse er at mangle N&o-;dvendighed At Dette er saaledes, ligger, som viist blev, i det Dialektiske. Ligesom Endelighed er det Begr&ae;ndsende i Forhold til Uendelighed, saaledes er N&o-;dvendighed i Forhold til Mulighed Det, der holder igjen. Idet Selvet, som Synthese af Endelighed og Uendelighed, er sat, er &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n;, for nu at vorde, reflekterer det sig i Phantasiens Medium, og derved viser den uendelige Mulighed sig. Selvet er &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; lige saa meget muligt som n&o-;dvendigt; thi det er jo sig selv, men det skal vorde sig selv. Forsaavidt det er sig selv, er det N&o-;dvendigt, og forsaavidt det skal vorde sig selv, er det en Mulighed. L&o-;ber nu Muligheden N&o-;dvendigheden over Ende, saa Selvet i Muligheden l&o-;ber fra sig selv, saa det intet N&o-;dvendigt har, hvortil det skal tilbage: saa er dette Mulighedens Fortvivlelse. Dette Selv bliver en abstrakt Mulighed, det spr&ae;ller sig tr&ae;t i Mulighed, men det kommer ikke af Stedet og heller ikke til noget Sted, thi det N&o-;dvendige er just Stedet; at vorde sig selv er jo just en Bev&ae;gelse paa Stedet. At vorde er en Bev&ae;gelse fra Stedet, men at vorde sig selv er en Bev&ae;gelse paa Stedet. Muligheden synes saa Selvet st&o-;rre og st&o-;rre, Mere og Mere bliver det muligt, fordi Intet bliver virkeligt. Tilsidst er det som var Alt muligt, men just dette er, naar Afgrunden har slugt Selvet. Enhver lille Mulighed vilde for at vorde Virkelighed, allerede beh&o-;ve nogen Tid. Men tilsidst bliver Tiden, der skulde bruges til Virkelighed, kortere og kortere, Alt bliver &o-;ieblikkeligere og &o-;ieblikkeligere. Muligheden bliver intensivere og intensivere, men i Mulighedens Forstand, ikke i Virkelighedens Forstand; thi i Virkelighedens Forstand er det Intensive, at dog Noget af Det, der er muligt, bliver virkeligt. I &O-;ieblikket viser Noget sig som Muligt, og saa viser der sig en ny Mulighed, tilsidst f&o-;lge disse Phantasmagorier saa hurtigt paa hinanden, at det er, som var Alt muligt, og det er just det sidste &O-;ieblik, hvor Individet heelt og holdent er blevet selv et Luftsyn. Det Selvet nu mangler er vistnok Virkelighed; saaledes vil man ogsaa tale i Almindelighed, som man jo taler om, at et Menneske er blevet uvirkeligt. Men ved n&ae;rmere Eftersyn er det egentligen N&o-;dvendighed han mangler. Det er nemlig ikke saa, som Philosopherne forklare, at N&o-;dvendighed er Eenhed af Mulighed og Virkelighed, nei, Virkelighed er Eenhed af Mulighed og N&o-;dvendighed. Det er ei heller blot en Mangel paa Kraft, naar et Selv saaledes l&o-;ber vild i Mulighed, idetmindste er det ikke saaledes at forstaae, som man i Almindelighed forstaaer det. Det, der fattes er egentligen Kraft til at lyde, til at b&o-;ie sig under det N&o-;dvendige i Ens Selv, hvad der maa kaldes Ens Gr&ae;ndse. Ulykken er derfor heller ikke, at et saadant Selv ikke blev til Noget i Verden, nei, Ulykken er, at han ikke blev opm&ae;rksom paa sig selv, at det Selv, han er, er et ganske bestemt Noget og saaledes det N&o-;dvendige. Han tabte derimod sig selv derved, at dette Selv phantastisk reflecterede sig i Muligheden. Allerede i Forhold til at see sig selv i et Speil er det n&o-;dvendigt at kjende sig selv, thi gj&o-;r man ikke det, saa seer man ikke sig selv, men blot et Menneske. Men Mulighedens Speil er ikke noget almindeligt Speil, det maa bruges med den yderste Forsigtighed. Thi om dette Speil gj&ae;lder det i h&o-;ieste Forstand, det er usandt. At et Selv seer saaledes og saaledes ud i Muligheden af sig selv er kun halv Sandhed; thi i Muligheden af sig selv er Selvet endnu langtfra eller kun halvt sig selv. Saa gj&ae;lder det, hvorledes dette Selvs N&o-;dvendighed bestemmer det n&ae;rmere. Det er med Muligheden som naar man indbyder et Barn til en eller anden Gl&ae;de; Barnet er strax villigt, men nu gj&ae;lder det, om For&ae;ldrene ville tillade det &streg; og som det er med For&ae;ldrene, saaledes er det med N&o-;dvendigheden. Dog i Muligheden er Alt muligt. Der kan derfor i Muligheden l&o-;bes vild paa alle mulige Maader, men v&ae;sentligen paa to. Den ene Form er den &o-;nskende, higende, den anden den tungsindig-phantastiske (Haabet &streg; Frygten eller Angesten). Som der saa ofte fort&ae;lles i Eventyr og Folkesagn om en Ridder, der pludselig faaer &O-;ie paa en sjelden Fugl, efter hvilken han bliver ved at l&o-;be, idet det i Begyndelsen seer ud som var han den ganske n&ae;r &streg; men saa flyver den igjen, indtil det saa er blevet Nat, han kommet bort fra Sine, uden at kunne finde Veien i den &O-;rk, hvor han nu befinder sig: saaledes med &O-;nskets Mulighed. Istedetfor at tage Muligheden tilbage i N&o-;dvendigheden, l&o-;ber han efter Muligheden &streg; og tilsidst kan han ikke finde tilbage til sig selv. &streg; Tungsindigt skeer det Modsatte paa samme Maade. Individet forf&o-;lger tungsindigt elskende en Angestens Mulighed, der tilsidst f&o-;rer ham bort fra ham selv, saa han omkommer i den Angest, eller omkommer i Det, han var angest for at omkomme i. &g.b;) N&o-;dvendighedens Fortvivlelse er at mangle Mulighed Dersom man vilde sammenligne det at l&o-;be vild i Mulighed med Barnets Vokaliseren, saa er det at mangle Mulighed som det at v&ae;re stum. Det N&o-;dvendige er som lutter Konsonanter, men for at udtale dem maa der Mulighed til. Naar denne mangler, naar en menneskelig Existents er bragt dertil, at den mangler Mulighed, er den fortvivlet, og er det i ethvert &O-;ieblik, hvor den mangler Mulighed. I Almindelighed mener man nu, at der er en vis Alder, som is&ae;r er riig paa Haab, eller man taler om, at man til en vis Tid, i et enkelt &O-;ieblik af sit Liv er eller var saa riig paa Haab og Mulighed. Alt Dette er dog blot menneskelig Tale, som ikke kommer til det Sande; al denne Haaben og al denne Fortvivlen er endnu hverken den sande Haaben eller den sande Fortvivlen. Det Afgj&o-;rende er: for Gud er Alt muligt. Dette er evig sandt og altsaa sandt i ethvert &O-;ieblik. Man siger det nok saadan til daglig Brug, og til daglig Brug siger man det saadan, men Afgj&o-;relsen er f&o-;rst, naar Mennesket er bragt til det Yderste, saa der menneskelig talt ingen Mulighed er. Da gj&ae;lder det, om han vil troe, at for Gud er Alt muligt, det er, om han vil troe. Men dette er ganske Formelen for at tabe Forstanden; at troe er just at tabe Forstanden for at vinde Gud. Lad det skee saaledes. T&ae;nk Dig et Menneske, der med hele en forskr&ae;kket Indbildningskrafts Gysen har forestillet sig en eller anden R&ae;dsel som ubetinget ikke til at udholde. Nu h&ae;nder den ham, just denne R&ae;dsel h&ae;nder ham. Menneskelig talt er hans Undergang det Visseste af Alt &streg; og fortvivlet k&ae;mper hans Sjels Fortvivlelse for at faae Lov til at fortvivle, for at faae, om man saa vil, Ro til at fortvivle, hele Personlighedens Samtykke til og i at fortvivle, saa han Intet og Ingen vilde forbande mere end Den, der fors&o-;gte, og Fors&o-;get paa at forhindre ham i at fortvivle, som Digternes Digter ypperligt, uforligneligt udtrykker det (Richard II; Verw&u..;nscht sei Vetter, der mich abgelenkt Von dem bequemen Wege zur Verzweiflung. 3die Akt. 3die Scene). Altsaa saaledes er Frelse menneskelig talt det Umuligste af Alt; men for Gud er Alt muligt! Dette er Troens Kamp, der k&ae;mper, om man saa vil, afsindigt for Mulighed. Thi Mulighed er det ene Frelsende. Naar En besvimer, saa raaber man Vand, Eau de Cologne, Hoffmannsdraaber; men naar En vil fortvivle, saa hedder det: skaf Mulighed, skaf Mulighed, Mulighed er det eneste Frelsende; en Mulighed, saa aander den Fortvivlende igjen, han lever atter op; thi uden Mulighed kan et Menneske ligesom ikke faae Veiret. Stundom kan saa en menneskelig Phantasies Opfindsomhed str&ae;kke til i at skaffe Mulighed, men tilsidst, &dvs;: naar det gj&ae;lder om at troe, hj&ae;lper kun dette, at for Gud er Alt muligt. Saaledes k&ae;mpes der. Om den saaledes K&ae;mpende skal gaae under, beroer ene og alene paa, om han vil skaffe Mulighed tilveie, &dvs;: om han vil troe. Og dog forstaaer han, at menneskelig talt hans Undergang er det Visseste af Alt. Dette er det Dialektiske i at troe. I Almindelighed veed et Menneske ikke Andet, end at Dette og Dette forhaabentligen, formodentligen o. s. v. ikke vil h&ae;nde ham. H&ae;nder det ham saa, saa gaaer han under. Den Dumdristige styrter sig i en Fare, hvis Mulighed ogsaa kan v&ae;re den og den; og h&ae;nder den ham saa, saa fortvivler han og gaaer under. Den Troende seer og forstaaer menneskelig talt sin Undergang (i hvad der er h&ae;ndt ham, eller i hvad han har vovet), men han troer. Derfor gaaer han ikke under. Han henstiller det ganske til Gud, hvorledes han skal hj&ae;lpes, men han troer, at for Gud er Alt muligt. At troe sin Undergang er umuligt. At forstaae, at det menneskeligt er hans Undergang, og saa dog at troe paa Mulighed, er at troe. Saa hj&ae;lper Gud ham ogsaa, maaskee ved at lade ham undgaae R&ae;dselen, maaskee ved R&ae;dselen selv, at her uventet, miracul&o-;st, guddommeligt viser sig Hj&ae;lp. Miracul&o-;st; thi det er da et besynderligt Snerperi, at det kun skulde v&ae;re skeet for 1800 Aar siden, at et Menneske blev hjulpet miracul&o-;st. Om et Menneske er blevet hjulpet miracul&o-;st, beroer v&ae;sentligen paa, med hvad Forstands Lidenskab han har forstaaet, at Hj&ae;lpen var umulig, og dern&ae;st paa, hvor redelig han saa er mod den Magt, der dog hjalp ham. Men ordentligviis gj&o-;re Menneskene hverken det Ene eller det Andet; de skrige, at Hj&ae;lp er umulig, uden engang at have ansp&ae;ndt deres Forstand paa at finde Hj&ae;lpen, og bag efter lyve de utaknemligt. Den Troende eier den evig sikkre Modgift mod Fortvivlelse: Mulighed; thi for Gud er Alt muligt i ethvert &O-;ieblik. Dette er Troens Sundhed, der l&o-;ser Modsigelser. Modsigelsen er her, at menneskelig talt er Undergangen vis, og at der saa dog er Mulighed. Sundhed er overhovedet at kunne l&o-;se Modsigelser. Saaledes legemligt eller physisk: Tr&ae;k er en Modsigelse, thi Tr&ae;k er Kulde og Varme disparat eller udialektisk; men et sundt Legeme l&o-;ser denne Modsigelse og m&ae;rker ikke Tr&ae;k. Saaledes ogsaa med Troen. At mangle Mulighed betyder enten, at Alt er blevet En n&o-;dvendigt, eller at Alt er blevet Trivialitet. Deterministen, Fatalisten er fortvivlet, og har som Fortvivlet tabt sit Selv, fordi Alt er for ham_{er ham forer for hamfor ham erer ham for} N&o-;dvendighed. Det gaaer ham som hiin Konge der d&o-;de af Sult, fordi al F&o-;de forvandlede sig til Guld. Personligheden er en Synthese af Mulighed og N&o-;dvendighed. Det er derfor med dens Bestaaen som med Aandedr&ae;ttet (Respirationen), der er en Ind- og Udaanden. Deterministens Selv kan ikke aande, thi det er umuligt at aande ene og alene det N&o-;dvendige, hvilket blot og bart qv&ae;ler Menneskets Selv. &streg; Fatalisten er fortvivlet, har tabt Gud og saaledes sit Selv; thi Den, der ikke har en Gud, har heller intet Selv. Men Fatalisten har ingen Gud, eller, hvad der er det Samme, hans Gud er N&o-;dvendighed; som nemlig for Gud Alt er muligt, saa er Gud det, at Alt er muligt. Fatalistens Gudsdyrkelse er derfor i Maximum en Interjektion, og v&ae;sentligen er den Stumhed, stum Underkastelse, han kan ikke bede. At bede er ogsaa at aande, og Muligheden er for Selvet hvad Suurstoffet er for Aandedr&ae;ttet. Men saa lidet som et Menneske kan aande blot Suurstof eller blot Qv&ae;lstof, saa lidet kan Mulighed alene eller N&o-;dvendighed alene betinge B&o-;nnens Aandedrag. For at bede maa der v&ae;re en Gud, et Selv &streg; og Mulighed, eller et Selv og Mulighed i pr&ae;gnant Forstand, thi Gud er det at Alt er muligt, eller at Alt er muligt, er Gud; og kun Den, hvis V&ae;sen blev saaledes rystet, at han blev Aand ved at forstaae, at Alt er muligt, kun han har indladt sig med Gud. Det, at Guds Villie er det Mulige, gj&o-;r, at jeg kan bede; er den blot det N&o-;dvendige, er Mennesket v&ae;sentligen lige saa um&ae;lende som Dyret. Med Spidsborgerlighed, Trivialitet, som ogsaa v&ae;sentligen mangler Mulighed, forholder det sig noget anderledes. Spidsborgerlighed er Aandl&o-;shed_{Aandsl&o-;shed}, Determinisme og Fatalisme er Aands-Fortvivlelse; men Aandl&o-;shed er ogsaa Fortvivlelse. Spidsborgerlighed mangler enhver Aandens Bestemmelse, og gaaer op i det Sandsynlige, indenfor hvilket det Mulige finder sin Smule Plads; den mangler saaledes Mulighed for at blive opm&ae;rksom paa Gud. Uden Phantasi, som Spidsborgeren altid er, lever den i et vist trivielt Indbegreb af Erfaringer, om hvordan det gaaer til, hvad der er muligt, hvad der pleier at skee, Spidsborgeren v&ae;re forresten &O-;ltapper eller Statsminister. Saaledes har Spidsborgeren tabt sig selv og Gud. Thi for at blive opm&ae;rksom paa sit Selv og paa Gud, maa Phantasien svinge et Menneske h&o-;iere end til det Sandsynliges Dunstkreds, den maa rive En ud af denne, og, ved at gj&o-;re hvad der overskrider enhver Erfarings qvantum satis muligt, l&ae;re ham, at haabe og at frygte eller at frygte og at haabe. Men Phantasi har Spidsborgeren ikke, vil ikke have den, afskyer den. Her er altsaa ingen Hj&ae;lp. Og hj&ae;lper saa stundom Tilv&ae;relsen med R&ae;dsler, som overskride den trivielle Erfarings Papeg&o-;ie-Viisdom, saa fortvivler Spidsborgerligheden, det er, saa bliver det aabenbart, at det var Fortvivlelse; den mangler saa Troens Mulighed for ved Gud at kunne redde et Selv ud af den visse Undergang. Fatalisme og Determinisme har dog Phantasi nok til at fortvivle om Mulighed, Mulighed nok til at opdage Umuligheden; Spidsborgerligheden beroliger sig i det Trivielle, lige fortvivlet enten det gaaer godt eller det gaaer galt. Fatalisme og Determinisme mangler Mulighed for at afsp&ae;nde og formilde, for at temperere N&o-;dvendigheden, altsaa Mulighed som Formildelse; Spidsborgerlighed mangler Mulighed som Opv&ae;kkelse fra Aandl&o-;shed. Thi Spidsborgerlighed mener at raade over Muligheden, at have narret denne uhyre Elasticitet ind i det Sandsynliges F&ae;lde eller Daarekiste, mener at holde den fangen; den f&o-;rer Muligheden omkring fangen i Sandsynlighedens Buur, foreviser den, bilder sig selv ind at v&ae;re Herren, m&ae;rker ikke, at den just derved har fanget sig selv til at v&ae;re Aandl&o-;shedens Tr&ae;l, og det Usleste af Alt. Thi med Fortvivlelsens Dristighed svinger Den sig, som foer vild i Mulighed; sammenknuget i Fortvivlelse forl&o-;fter Den sig paa Tilv&ae;relsen, hvem Alt_Al blev n&o-;dvendigt: men aandl&o-;st triumpherer Spidsborgerligheden. B Fortvivlelse seet under Bestemmelsen: Bevidsthed Bevidsthedens Grad er i Stigen, eller i Forhold til som den stiger, den bestandig stigende Potentsation i Fortvivlelsen; jo mere Bevidsthed, jo intensivere Fortvivlelse. Dette sees overalt, tydeligst i Fortvivlelsens Maximum og Minimum. Dj&ae;velens Fortvivlelse er den intensiveste Fortvivlelse, thi Dj&ae;velen er reen Aand, og forsaavidt absolut Bevidsthed og Gjennemsigtighed; der er i Dj&ae;velen ingen Dunkelhed, som kunde tjene til formildende Undskyldning, hans Fortvivlelse er derfor den absoluteste Trods. Dette er Fortvivlelses Maximum. Fortvivlelses Minimum er en Tilstand, som, ja saaledes kunde man menneskelig fristes til at sige det, i en Slags Uskyldighed end ikke veed af, at det er Fortvivlelse. Naar da saaledes Bevidstl&o-;sheden er i Maximum, saa er Fortvivlelsen mindst; det er jo n&ae;sten som var det dialektisk, om man har Ret til at kalde en saadan Tilstand Fortvivlelse. a. Den Fortvivlelse, som er uvidende om, at den er Fortvivlelse, eller den fortvivlede Uvidenhed om at have et Selv og et evigt Selv. At denne Tilstand alligevel er Fortvivlelse og med Rette n&ae;vnes saa, er et Udtryk for hvad man i god Forstand maa kalde Sandhedens Rethaveri. Veritas est index sui et falsi. Men dette Sandhedens Rethaveri agtes rigtignok ikke, som det ogsaa er langtfra, at Menneskene i Almindelighed ansee Forholdet til det Sande, det at forholde sig til det Sande, som det h&o-;ieste Gode, saare meget langtfra, at de socratisk ansee det at v&ae;re i en Vildfarelse for den st&o-;rste Ulykke; det Sandselige i dem har oftest langt Overv&ae;gten over deres Intellectualitet. Naar saaledes et Menneske formeentligen er lykkelig, indbilder sig at v&ae;re lykkelig, medens han dog i Sandhedens Lys betragtet er ulykkelig, saa er det som oftest meget langtfra, at han &o-;nsker at rives ud af denne Vildfarelse. Tv&ae;rtimod, han bliver forbittret, han anseer Den for sin arrigste Fjende, der gj&o-;r det, han betragter det som et Overfald, noget n&ae;r som et Mord, paa den Maade, som det hedder, at myrde hans Lykke. Og hvoraf kommer det? Det kommer deraf, at det Sandselige og det Sandselig-Sjelelige aldeles behersker ham; det kommer af, at han lever i det Sandseliges Kategorier, det Behagelige og det Ubehagelige, giver Aand, Sandhed o. d. en god Dag; det kommer af, at han er for sandselig til at have Mod til at vove og til at udholde at v&ae;re Aand. Hvor forf&ae;ngelige og indbildske end Menneskene kunne v&ae;re, have de dog oftest en meget ringe Forestilling om sig selv, det er, de have ingen Forestilling om at v&ae;re Aand, det Absolute, som et Menneske kan v&ae;re; men forf&ae;ngelige og indbildske ere de &streg; sammenlignelsesviis. Dersom man vilde t&ae;nke sig et Huus, bestaaende af Kj&ae;lder, Stue og f&o-;rste Sal, saaledes beboet, eller saaledes indrettet, at der var eller det var beregnet paa en Stands-Forskjel mellem Beboerne i hver Etage &streg; og dersom man vilde sammenligne det at v&ae;re Menneske med et saadant Huus: saa er desto v&ae;rre dette S&o-;rgelige og Latterlige de fleste Menneskers Tilf&ae;lde, at de i deres eget Huus foretr&ae;kke at boe i Kj&ae;lderen. Ethvert Menneske er den sjelelig-legemlige Synthese anlagt til at v&ae;re Aand, dette er Bygningen; men han foretr&ae;kker at boe i Kj&ae;lderen, det er, i det Sandseliges Bestemmelser. Og han foretr&ae;kker ikke blot at boe i Kj&ae;lderen, nei, han elsker det i den Grad, at han bliver forbittret, naar Nogen vil foreslaae ham at indtage Belle-Etagen, som staaer ledig til hans Disposition &streg; thi det er jo i hans eget Huus han boer. Nei, det at v&ae;re i en Vildfarelse, er, ganske usocratisk, det som Menneskene mindst frygte. Man kan see forbausende Exempler derpaa, som efter en uhyre Maalestok oplyse dette. En T&ae;nker opf&o-;rer en uhyre Bygning, et System, et hele Tilv&ae;relsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System &streg; og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forf&ae;rdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, h&o-;ithv&ae;lvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det H&o-;ieste Portnerleiligheden. Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gj&o-;re opm&ae;rksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive forn&ae;rmet. Thi at v&ae;re i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer Systemet f&ae;rdigt &streg; ved Hj&ae;lp af at v&ae;re i en Vildfarelse. Altsaa, at Den, der er fortvivlet, selv er uvidende om, at hans Tilstand er Fortvivlelse, gj&o-;r Intet til Sagen, han er ligefuldt fortvivlet. Er Fortvivlelse Forvildelse, saa er det, at man er uvidende derom, blot det Mere, tillige at v&ae;re i en Vildfarelse. Det er med Uvidenheden i Forhold til Fortvivlelse som i Forhold til Angest (cfr. Begrebet Angest af Vigilius Haufniensis), Aandl&o-;shedens Angest kjendes netop paa den aandl&o-;se Tryghed. Men Angesten er alligevel i Grunden, saaledes er Fortvivlelsen ogsaa i Grunden, og naar Sandsebedragenes Fortryllelse oph&o-;rer, naar Tilv&ae;relsen begynder at vakle, saa viser ogsaa strax Fortvivlelsen sig som den, der var i Grunden. Den Fortvivlede der er uvidende om, at han er fortvivlet, er, sammenlignet med Den som er sig dette bevidst, blot et Negativt l&ae;ngere borte fra Sandheden og Frelsen. Fortvivlelsen selv er en Negativitet, Uvidenheden om den en ny Negativitet. Men for at naae Sandheden maa man igjennem enhver Negativitet; thi det gj&ae;lder her hvad Folkesagnet fort&ae;ller om, at h&ae;ve en vis Trolddom: Stykket maa spilles heelt igjennem bagl&ae;nds, ellers h&ae;ves Trolddommen ikke. Dog er det kun i een Forstand, i reen dialektisk Forstand, at den om sin Fortvivlelse Uvidende er fjernere fra Sandheden og det Frelsende end den Vidende, som dog bliver i Fortvivlelsen; thi i en anden Forstand, ethisk-dialektisk, er den bevidst i Fortvivlelsen blivende Fortvivlede fjernere fra Frelsen, da hans Fortvivlelse er intensivere. Men Uvidenheden er saa langt fra at h&ae;ve Fortvivlelsen eller at gj&o-;re Fortvivlelse til Ikke-Fortvivlelse, at den tv&ae;rtimod kan v&ae;re den farligste Form af Fortvivlelse. I Uvidenheden er den Fortvivlede, men til sin egen Ford&ae;rvelse, paa en Maade sikkret mod at blive opm&ae;rksom, det er, han er ganske sikker i Fortvivlelsens Vold. I Uvidenheden om at v&ae;re fortvivlet er Mennesket l&ae;ngst fra at v&ae;re sig bevidst som Aand. Men just det ikke at v&ae;re sig bevidst som Aand er Fortvivlelse, der er Aandl&o-;shed, Tilstanden v&ae;re saa for&o-;vrigt enten en fuldkommen Udd&o-;ethed, et blot vegetativt Liv, eller et potentseret Liv, hvis Hemmelighed dog er Fortvivlelse. I sidste Tilf&ae;lde gaaer det saa den Fortvivlede, som det gaaer Den, der lider af T&ae;ring: han befinder sig bedst, anseer sig for allersundest, synes maaskee Andre at blomstre af Sundhed, just naar Sygdommen er farligst. Denne Form af Fortvivlelse (Uvidenheden om den) er den almindeligste i Verden, ja det som man kalder Verden, eller n&o-;iagtigere bestemmet, det som Christendommen kalder Verden, Hedenskabet og det naturlige Menneske i Christenheden, Hedenskabet som det historisk var og er, og Hedenskabet i Christenheden, er netop den Art af Fortvivlelse, er Fortvivlelse, men veed ikke af det. Vel gj&o-;res der nemlig ogsaa i Hedenskabet saavelsom af det naturlige Menneske Forskjel mellem at v&ae;re fortvivlet og ikke at v&ae;re fortvivlet, det er, der tales om Fortvivlelse, som var kun nogle Enkelte fortvivlede. Men denne Distinktion er lige saa svigefuld som den Hedenskabet og det naturlige Menneske gj&o-;r mellem Kjerlighed og Selvkjerlighed, som var ikke al denne Kjerlighed v&ae;sentlig Selvkjerlighed. Dog videre end til denne svigefulde Distinktion kunde umuligt og kan umuligt Hedenskabet samt det naturlige Menneske komme, thi Fortvivlelsens Specifike er just dette, at v&ae;re uvidende om, at det er Fortvivlelse. Heraf seer man nu let, at det &ae;sthetiske Begreb Aandl&o-;shed ingenlunde afgiver Maalestokken for at bed&o-;mme, hvad der er Fortvivlelse og hvad ikke, hvilket da for&o-;vrigt er ganske i sin Orden; da det nemlig ikke &ae;sthetisk lader sig bestemme, hvad Aand i Sandhed er, hvor skulde saa det &Ae;sthetiske kunne besvare et Sp&o-;rgsmaal, som slet ikke er til for det! Det vilde jo ogsaa v&ae;re en uhyre Dumhed at negte, at saavel hedenske Nationer en masse, som enkelte Hedninger have udf&o-;rt forbausende Bedrifter, der baade have begeistret og ville begeistre Digtere, at negte, at Hedenskabet opviser Exempler paa, hvad man &ae;sthetisk ikke noksom kan beundre. Det vilde ogsaa v&ae;re en Daarskab at negte, at der i Hedenskabet er f&o-;rt og af det naturlige Menneske kan f&o-;res et Liv riigt paa den st&o-;rste &ae;sthetiske Nydelse, benyttende enhver Begunstigelse, der er forundt, paa den smagfuldeste Maade, og endog ladende Kunst og Videnskab tjene til at forh&o-;ie, forskj&o-;nne, for&ae;dle Nydelsen. Nei, ikke den &ae;sthetiske Bestemmelse af Aandl&o-;shed afgiver Maalestokken for hvad der er Fortvivlelse og hvad ikke, den Bestemmelse, der maa bruges, er den ethisk-religieuse: Aand eller negativt Mangel af Aand, Aandl&o-;shed. Enhver menneskelig Existents, der ikke er sig bevidst som Aand eller sig for Gud personlig bevidst som Aand, enhver menneskelig Existents, der ikke saaledes gjennemsigtig grunder i Gud, men dunkelt hviler i og gaaer op i noget abstrakt Universelt (Stat, Nation o. d.), eller i Dunkelhed over sit Selv tager sine Evner blot som Virkekr&ae;fter uden i dybere Forstand at blive sig bevidst, _hvorfrahvorfor han har dem, tager sit Selv som et uforklarligt Noget, hvis det skulde forstaaes ind efter &streg; enhver saadan Existents, hvad den end udf&o-;rer, det meest Forbausende, hvad den end forklarer, hele Tilv&ae;relsen, hvor intensivt den end &ae;sthetisk nyder Livet: enhver saadan Existents er dog Fortvivlelse. Det var dette, de gamle Kirkel&ae;rere meente, naar de talte om, at Hedningenes Dyder ere glimrende Laster, de meente, at Hedningens Inderste var Fortvivlelse, at Hedningen ikke var sig bevidst for Gud som Aand. Heraf kom det ogsaa (at jeg skal anf&o-;re dette som et Exempel, medens det dog derhos tillige har et dybere Forhold til denne hele Unders&o-;gelse), at Hedningen d&o-;mte saa m&ae;rkv&ae;rdigt letsindigt om, ja anpriste Selvmord, hvad dog for Aanden er den meest afgj&o-;rende Synd, det saaledes at bryde ud af Tilv&ae;relsen, Opr&o-;ret mod Gud. Hedningen manglede Aandens Bestemmelse af et Selv, derfor d&o-;mte han saaledes om Selvmordet; og det gjorde den samme Hedning, der dog d&o-;mte s&ae;delig strengt om Tyveri, Utugt o. d. Han manglede Synspunktet for Selvmord, han manglede Guds-Forholdet og Selvet; reent hedensk t&ae;nkt er Selvmord det Indifferente, Det, Enhver kan gj&o-;re som ham lyster, fordi det kommer Ingen ved. Skulde der fra Hedenskabets Standpunkt advares mod Selvmord, maatte det v&ae;re ad den lange Omvei ved at vise, at man br&o-;d sit Pligtforhold mod andre Mennesker. Pointet i Selvmord, at det just er en Forbrydelse mod Gud, undgaaer ganske Hedningen. Man kan derfor ikke sige, at Selvmordet var Fortvivlelse, hvilket vilde v&ae;re et tankel&o-;st Hysteron-Proteron; man maa sige, det at Hedningen d&o-;mte saaledes om Selvmord som han gjorde var Fortvivlelse. Imidlertid er og bliver der dog Forskjel, og det en qvalitativ, mellem Hedenskabet i strengere Forstand og Hedenskabet i Christenheden, den Forskjel, som Vigilius Haufniensis i Forhold til Angest har gjort opm&ae;rksom paa, at Hedenskabet vel mangler Aand, men dog er bestemmet i Retning hen til Aand, medens Hedenskabet i Christenheden mangler Aand i Retningen bortfra, eller ved et Affald, og derfor i strengeste Forstand er Aandl&o-;shed. b. Den Fortvivlelse, som er sig bevidst at v&ae;re Fortvivlelse, som altsaa er sig bevidst at have et Selv, hvori der dog er noget Evigt, og nu enten fortvivlet ikke vil v&ae;re sig selv, eller fortvivlet vil v&ae;re sig selv. Her maa naturligviis gj&o-;res den Distinction, om Den der er sig sin Fortvivlelse bevidst, har den sande Forestilling betr&ae;ffende hvad Fortvivlelse er. En kan saaledes vel, efter den Forestilling han har, have Ret i at kalde sig fortvivlet, han kan ogsaa have Ret i, at han er fortvivlet, og dog er det endnu ikke sagt, at han har den sande Forestilling om Fortvivlelse, det kan v&ae;re muligt, at man, betragtende hans Liv under denne, maa sige: Du er i Grunden endnu langt mere fortvivlet end Du veed af, Fortvivlelsen stikker endnu langt dybere. Saaledes (for at minde om det Foregaaende) med Hedningen; naar han sammenlignelsesviis med andre Hedninger ansaae sig selv for fortvivlet, saa havde han vistnok Ret i, at han var fortvivlet, men Uret i, at de Andre ikke vare det, det er, han havde ikke den sande Forestilling om Fortvivlelse. Til den bevidste Fortvivlelse fordres altsaa paa den ene Side den sande Forestilling om hvad Fortvivlelse er. Paa den anden Side fordres Klarhed over sig selv, det vil sige, forsaavidt Klarhed og Fortvivlelse kunne t&ae;nkes sammen. Hvorvidt fuldkommen Klarhed over sig selv om, at man er fortvivlet, lader sig forene med at v&ae;re fortvivlet, det er, om denne Erkjendelsens og Selverkjendelsens Klarhed ikke just maatte rive et Menneske ud af Fortvivlelsen, gj&o-;re ham saa forf&ae;rdet for sig selv, at han oph&o-;rte at v&ae;re fortvivlet: ville vi her ikke afgj&o-;re, vi ville end ikke fors&o-;ge derpaa, da vi i det Senere ville finde en Plads for hele denne Unders&o-;gelse. Men uden at forf&o-;lge Tanken til dette dialektiske Yderste, gj&o-;re vi her blot opm&ae;rksom paa, at som Bevidsthedens Grad om hvad Fortvivlelse er kan v&ae;re saare forskjellig, saaledes ogsaa Bevidsthedens Grad betr&ae;ffende sin egen Tilstand, at den er Fortvivlelse. Virkelighedens Liv er for mangfoldigt til blot at udvise saadanne abstracte Mods&ae;tninger, som den mellem en Fortvivlelse, som er fuldkommen uvidende om at v&ae;re det, og en, som fuldkommen er sig bevidst at v&ae;re det. Som oftest er vistnok den Fortvivledes Tilstand en, dog igjen mangfoldig nuanceret, Halv-Dunkelhed over sin egen Tilstand. Han veed det nok saadan til en vis Grad med sig selv, at han er fortvivlet, han m&ae;rker det paa sig selv, som En m&ae;rker det paa sig selv, at han gaaer med en Sygdom i Kroppen, men han vil ikke ret tilstaae hvilken Sygdommen er. I eet &O-;ieblik er det n&ae;sten blevet ham tydeligt, at han er fortvivlet, men saa i det andet &O-;ieblik er det ham dog, som havde hans Ildebefindende en anden Grund, som laae den i noget Udvortes, i Noget udenfor ham; og hvis Det forandredes, var han ikke fortvivlet. Eller han maaskee ved Adspredelser og paa andre Maader, f. Ex. ved Arbeide og Travlhed som Adspredelses-Middel, s&o-;ger for sig selv at bevare en Dunkelhed over sin Tilstand, dog saaledes igjen, at dette ikke bliver ham ganske tydeligt, at han gj&o-;r det derfor, at han gj&o-;r hvad han gj&o-;r, for at skaffe Dunkelhed. Eller han maaskee endog er sig bevidst, at han saaledes arbeider for at s&ae;nke Sj&ae;len i Dunkelhed, gj&o-;r dette med en vis Skarpsindighed og klog Beregning, med psychologisk Indsigt, men ikke er i dybere Forstand sig klart bevidst, hvad han gj&o-;r, hvor fortvivlet det er, han b&ae;rer sig ad o. s. v. Der er nemlig i al Dunkelhed og Uvidenhed et dialectisk Sammenspil af Erkjendelse og Villie, og man kan i at opfatte et Menneske tage feil: ved blot at accentuere Erkjendelsen og ved blot at accentuere Villien. Men, som tidligere bem&ae;rket, Bevidsthedens Grad potentserer Fortvivlelsen. I samme Grad som et Menneske har den sandere Forestilling om Fortvivlelse, naar han dog bliver i den, og i samme Grad som han tydeligere er sig bevidst at v&ae;re fortvivlet, naar han dog bliver i Fortvivlelsen, i samme Grad er denne intensivere. Den, der med Bevidsthed om, at et Selvmord er Fortvivlelse, og forsaavidt med den sande Forestilling om, hvad Fortvivlelse er, begaaer et Selvmord, hans Fortvivlelse er intensivere end Dens, der begaaer et Selvmord uden at have den sande Forestilling om, at Selvmord er Fortvivlelse; men derimod er hans usande Forestilling om Selvmord den mindre intensive Fortvivlelse. Paa den anden Side med jo klarere Bevidsthed om sig selv (Selvbevidsthed) et Menneske begaaer et Selvmord, desto intensivere er hans Fortvivlelse i Sammenligning med Dens, hvis Sjel er, sammenlignet med hans, i en forvirret og dunkel Tilstand. I det F&o-;lgende skal jeg nu gjennemgaae den bevidste Fortvivlelses tvende Former saaledes, at der tillige eftervises en Stigen i Bevidstheden om hvad Fortvivlelse er, og i Bevidstheden om, at Ens Tilstand er Fortvivlelse, eller hvad der er det Samme og det Afgj&o-;rende, en Stigen i Bevidsthed om Selvet. Men Mods&ae;tningen til det at v&ae;re fortvivlet er det at troe, derfor er ogsaa ganske rigtigt hvad der i det Foregaaende blev fremsat som Formelen, der beskriver en Tilstand, i hvilken der slet Intet af Fortvivlelse er, dette Samme er ogsaa Formelen for at troe: i at forholde sig til sig selv og i at ville v&ae;re sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det. (cfr. A, A.) &g.a;) Fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, Svaghedens Fortvivlelse Naar denne Form af Fortvivlelse kaldes Svaghedens, saa er deri allerede indeholdt en Reflexion paa den anden Form (&g.b;), fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Det er saaledes kun relative Mods&ae;tninger. Ganske uden Trods er ingen Fortvivlelse; der ligger jo ogsaa Trods i Udtrykket selv: ikke at ville v&ae;re. Paa den anden Side selv Fortvivlelsens h&o-;ieste Trods er dog aldrig uden nogen Svaghed. Forskjellen er altsaa kun relativ. Den ene Form er saa at sige Qvindelighedens Fortvivlelse, den anden Mandlighedens. 1) Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk Dette er den rene Umiddelbarhed, eller Umiddelbarhed med en qvantitativ Reflexion i sig. &streg; Her er ingen uendelig Bevidsthed om Selvet, om hvad Fortvivlelse er, eller om, at Tilstanden er Fortvivlelse; Fortvivlelsen er en blot Liden, en Liggen under for Udvorteshedens Tryk, den kommer paa ingen Maade indvortes fra som Handling. Det er ved en, om man saa vil, uskyldig Misbrug af Sproget, en Leeg med Ord, ligesom naar B&o-;rnene lege Soldat, at der i Umiddelbarhedens Sprog forekomme saadanne Ord som: Selvet, Fortvivlelse. Den Umiddelbare (forsaavidt da Umiddelbarhed kan i Virkeligheden forekomme ganske uden al Reflexion) er blot sjelelig bestemmet, hans Selv, og ham selv, et Noget med indenfor Timelighedens og Verdslighedens Omfang, i umiddelbar Sammenh&ae;ng med det Andet (&g.t;&g.o; &g.e;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n;), og har kun et illusorisk Skin af som var der noget Evigt i det. Saaledes h&ae;nger Selvet umiddelbart sammen med det Andet, &o-;nskende, begjerende, nydende o. s. v., men lidende; endog begjerende er dette Selv et Dativ som Barnets mig. Dets Dialektik er: det Behagelige og det Ubehagelige; dets Begreber: Lykke, Ulykke, Skjebne. Nu h&ae;nder der da, der tilst&o-;der (at st&o-;de &streg; til) dette umiddelbare Selv Noget, som bringer det til Fortvivlelse; paa anden Maade kan det her ikke skee, da Selvet ingen Reflexion har i sig, Det der bringer til Fortvivlelse maa komme udvortes fra, og Fortvivlelsen er en blot Liden. Det, hvori den Umiddelbare har sit Liv, eller, forsaavidt han dog har en lille Smule Reflexion i sig, den Deel deraf, ved hvilken han is&ae;r h&ae;nger, ber&o-;ves ham &anfbeg;ved et Slag af Skjebnen&anfslut;, kort, han bliver, som han kalder det, ulykkelig, det er, Umiddelbarheden i ham faaer et saadant Kn&ae;k, at den ikke kan reproducere sig selv: han fortvivler. Eller, hvad der dog i Virkeligheden sees sjeldnere, men dialektisk er aldeles i sin Orden, denne Umiddelbarhedens Fortvivlen indtr&ae;der ved hvad den Umiddelbare kalder en altfor stor Lykke; Umiddelbarheden er nemlig som saadan en uhyre Skr&o-;belighed, og ethvert quid nimis, der fordrer Reflexionen af den, bringer den til Fortvivlelse. Altsaa han fortvivler, det vil sige, ved en besynderlig Bagvendthed og i en fuldkommen Mystification, sig selv betr&ae;ffende, kalder han det at fortvivle. Men at fortvivle er at tabe det Evige &streg; og dette Tab taler han jo ikke om, dr&o-;mmer han ikke om. At tabe det Jordiske er som saadant ikke det at fortvivle, og dog er det derom han taler, og det kalder han at fortvivle. Hvad han siger, er i en vis Forstand sandt, kun ikke saaledes sandt, som han forstaaer det; han er bagvendt situeret, og hvad han siger maa forstaaes bagvendt: han staaer og peger paa det som ikke er det at fortvivle, forklarende at han er fortvivlet, og imidlertid foregaaer ganske rigtigt Fortvivlelsen bag ved ham, ham uafvidende. Det er, som hvis En stod og vendte Ryggen til Raad- og Domhuset, pegede lige ud for sig og sagde: der ligger Raad- og Domhuset; Mennesket har Ret, det ligger der &streg; naar han vender sig om. Han er ikke fortvivlet, det er ikke sandt, og dog faaer han Ret, idet han siger det. Men han kalder sig fortvivlet, han betragter sig selv som d&o-;d, som en Skygge af sig selv. D&o-;d er han dog ikke, der er, om man saa vil, endnu Liv i Personen. Dersom saaledes Alt pludselig forandredes, alt det Udvortes, og &O-;nsket opfyldtes, saa kommer der Liv i ham igjen, saa reiser Umiddelbarheden sig atter, og han begynder at leve paa en frisk. Men dette er den eneste Maade, paa hvilken Umiddelbarheden veed at stride, det Eneste, den veed: at fortvivle og daane &streg; og dog veed den mindst af Alt, hvad Fortvivlelse er. Den fortvivler og daaner, og derpaa ligger den ganske stille som var den d&o-;d, et Kunststykke liig det &anfbeg;at ligge todt&anfslut;; det er med Umiddelbarheden som med visse lavere Dyrearter, der intet andet Vaaben eller Forsvars-Middel have end at ligge ganske stille og lade som vare de d&o-;de. Imidlertid gaaer Tiden hen. Kommer der saa Hj&ae;lp i det Udvortes, saa kommer der ogsaa Liv igjen i den Fortvivlede, han begynder, hvor han slap, et Selv var han ikke, og et Selv blev han ikke, men lever nu videre fort, blot umiddelbart bestemmet. Kommer Udvorteshedens Hj&ae;lp ikke, saa skeer der i Virkeligheden oftest noget Andet. Der kommer saa dog alligevel Liv i Personen, men &anfbeg;sig selv bliver han aldrig mere&anfslut;, siger han. Han faaer nu en Smule Forstand paa Livet, han l&ae;rer at efterabe de andre Mennesker, hvordan de b&ae;re sig ad med at leve &streg; og saadan lever han nu ogsaa. I Christenheden er han tillige Christen, gaaer hver S&o-;ndag i Kirke, h&o-;rer og forstaaer Pr&ae;sten, ja de forstaae hinanden; han d&o-;er; Pr&ae;sten introducerer ham for 10 Rdlr. i Evigheden &streg; men et Selv var han ikke, et Selv blev han ikke. Denne Form af Fortvivlelse er: fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, eller endnu lavere: fortvivlet ikke at ville v&ae;re et Selv, eller allerlavest: fortvivlet at ville v&ae;re en Anden end sig selv, at &o-;nske sig et nyt Selv. Umiddelbarheden har egentligen intet Selv, den kjender ikke sig selv, kan saaledes heller ikke kjende sig selv igjen, der endes derfor gjerne i det Eventyrlige. Idet Umiddelbarheden fortvivler, har den ikke engang Selv nok til at &o-;nske eller dr&o-;mme, at den dog var blevet det, den ikke blev. Den Umiddelbare hj&ae;lper sig saa paa en anden Maade, han &o-;nsker at v&ae;re en Anden. Dette vil man let forvisse sig om ved at iagttage umiddelbare Mennesker; der ligger i Fortvivlelsens &O-;ieblik dem intet &O-;nske saa n&ae;r, som det, at v&ae;re blevet en Anden eller at blive en Anden. Man kan i ethvert Tilf&ae;lde aldrig lade v&ae;re at smile af en saadan Fortvivlet, der menneskelig talt, skj&o-;ndt fortvivlet, er saa saare uskyldig. Som oftest er en saadan Fortvivlet uendelig comisk. Man t&ae;nke sig et Selv (og n&ae;st Gud er der Intet saa evigt som et Selv), og saa at et Selv faaer det Indfald, om det ikke skulde kunne lade sig gj&o-;re at det blev en Anden &streg; end sig selv. Og dog elsker en saadan Fortvivlet, hvis eneste &O-;nske er denne af alle afsindige Forvandlinger afsindigste, han elsker den Indbildning, at Changementet skulde kunne gaae lige saa let for sig som det at faae en anden Kjole paa. Thi den Umiddelbare kjender ikke sig selv, han kjender ganske bogstaveligen kun sig selv paa Kjolen, han kjender (og her er atter den uendelige Comik) det at have et Selv paa Udvortesheden. Der gives ikke let nogen latterligere Forvexling; thi et Selv er just uendelig forskjelligt fra Udvortesheden. Da nu hele Udvortesheden forandredes for den Umiddelbare, og han fortvivlede, saa gaaer han et Skridt videre, han t&ae;nker som saa, det bliver hans &O-;nske: hvad om jeg blev en Anden, fik mig et nyt Selv. Ja, hvad om han blev en Anden &streg; mon han saa vilde kjende sig selv igjen? Man fort&ae;ller om en Bondemand, som barbenet var kommet til Hovedstaden, og der havde faaet saa mange Skillinger, at han kunde kj&o-;be sig et Par Str&o-;mper og Skoe, og dog beholdt saa Meget tilovers, at han kunde drikke sig fuld &streg; man fort&ae;ller, at han, som han beruset vilde til at finde hjem, blev liggende midt paa Landeveien og faldt i S&o-;vn. Saa kom der en Vogn kj&o-;rende, og Kudsken raabte ham an, at han skulde flytte sig, ellers kj&o-;rte han over hans Been. Den fulde Bonde vaagnede, saae derpaa til sine Been, og da han paa Grund af Str&o-;mper og Skoe ikke kjendte dem, sagde han: kj&o-;r han kun, det er ikke mine Been. Saaledes med den Umiddelbare naar han fortvivler, det er umuligt sandt at fremstille ham uden comisk, det er, at jeg selv skal sige det, allerede et Slags Kunststykke at tale i den Jargon om et Selv og om Fortvivlelse. Naar Umiddelbarheden antages at have en Reflexion i sig, modificeres Fortvivlelsen noget; der bliver noget mere Bevidsthed om Selvet, og derved igjen om, hvad Fortvivlelse er, og om, at Ens Tilstand er Fortvivlelse; der bliver nogen Mening i, at et saadant Menneske taler om at v&ae;re fortvivlet: men Fortvivlelsen er v&ae;sentligen Svaghedens, en Liden; dens Form, fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv. Fremskridtet i Sammenligning med den rene Umiddelbarhed viser sig strax heri, at Fortvivlelsen ikke altid fremkommer ved et St&o-;d, ved at der h&ae;nder Noget, men kan foranlediges ved selve Reflexionen i sig, saa Fortvivlelsen, naar saa er, ikke er en blot Liden og Liggen under for Udvortesheden, men til en vis Grad Selvvirksomhed, Handling. Her er jo en vis Grad af Reflexion i sig, altsaa en vis Grad af Besindelse paa sit Selv; med denne visse Grad af Reflexion i sig begynder den Udsondrings-Akt, hvori Selvet bliver opm&ae;rksomt paa sig selv som v&ae;sentlig forskjelligt fra Omverdenen og Udvortesheden og dennes Indvirkning paa det. Men det er kun til en vis Grad. Idet nu Selvet med en vis Grad af Reflexion i sig vil til at overtage Selvet, st&o-;der det maaskee paa en eller anden Vanskelighed i Selvets Sammens&ae;tning, i Selvets N&o-;dvendighed. Thi som intet menneskeligt Legeme er det fuldkomne, saa heller intet Selv. Denne Vanskelighed, den v&ae;re en hvilken, gyser han tilbage for. Eller der h&ae;nder ham Noget, som bryder med Umiddelbarheden i ham dybere, end han ved Reflexion i sig har gjort det; eller hans Phantasi opdager en Mulighed, der, hvis den indtraadte, vilde saaledes blive Bruddet med Umiddelbarheden. Saa fortvivler han. Hans Fortvivlelse er Svaghedens, Selvets Liden, i Mods&ae;tning til Selvh&ae;vdelsens Fortvivlelse; men ved Hj&ae;lp af den relative Reflexion i sig, han har, gj&o-;r han, deri atter forskjellig fra den reent Umiddelbare, Fors&o-;g paa at v&ae;rne om sit Selv. Han forstaaer, at det dog er en Oms&ae;tning dette med at slippe Selvet, han bliver ikke saaledes apoplectisk r&o-;rt af Slaget som den Umiddelbare gj&o-;r det, han forstaaer ved Hj&ae;lp af Reflexionen, at der er Meget, han kan tabe, uden at tabe Selvet; han gj&o-;r Indr&o-;mmelser, han er istand dertil, og hvorfor? fordi han til en vis Grad har udsondret sit Selv fra Udvortesheden, fordi han har en dunkel Forestilling om, at der endog maa v&ae;re noget Evigt i Selvet. Men forgj&ae;ves kj&ae;mper han saaledes; Vanskeligheden, han er st&o-;dt paa, kr&ae;ver et Brud med hele Umiddelbarheden og dertil har han ikke Selv-Reflexion eller ethisk Reflexion; han har ingen Bevidsthed om et Selv, der vindes ved den uendelige Abstraktion fra alt Udvortes, dette, i Mods&ae;tning til Umiddelbarhedens paakl&ae;dte, n&o-;gne, abstrakte Selv, der er det uendelige Selvs f&o-;rste Form, og det Fremadskyndende i hele den Proces, hvorved et Selv uendeligt overtager sit virkelige Selv med dets Vanskeligheder og Fortrin. Altsaa, han fortvivler, og hans Fortvivlelse er: ikke at ville v&ae;re sig selv. Derimod falder det Latterlige ham rigtignok ikke ind, at ville v&ae;re en Anden; han vedligeholder Forholdet til sit Selv, saavidt har Reflexionen knyttet ham til Selvet. Det gaaer ham da i Forhold til Selvet, som det kan gaae en Mand i Forhold til hans Bop&ae;l (det Comiske er, at i slet saa skj&o-;desl&o-;st et Forhold, som en Mand staaer til sin Bop&ae;l, staaer rigtignok Selvet ikke til sig selv), at den bliver ham modbydelig, fordi der er R&o-;g, eller ligegyldigt af hvilkensomhelst Grund; han forlader den saa, men han vandrer ikke ud, han f&ae;ster ikke en ny Bop&ae;l, han vedbliver at betragte den gamle som sin Bop&ae;l; han regner paa, at det skal gaae over igjen. Saaledes med den Fortvivlende. Saal&ae;nge dette staaer paa med den Vanskelighed, t&o-;r han, som det hedder med s&ae;rlig Pr&ae;gnants, ikke komme til sig selv, vil han ikke v&ae;re sig selv; men det gaaer vel over, det forandrer sig maaskee, den m&o-;rke Mulighed glemmes vel. Saal&ae;nge kommer han derfor kun engang imellem saa at sige paa Bes&o-;g til sig selv, for at see efter, om Forandringen ikke er indtraadt. Og saa snart den er indtraadt, saa flytter han hjem igjen, &anfbeg;er atter sig selv&anfslut;, saa siger han, dog vil dette kun sige, han begynder hvor han slap, han var saadan til en vis Grad et Selv og blev heller ikke til mere. Men indtr&ae;der der ingen Forandring, saa hj&ae;lper han sig paa en anden Maade. Han svinger aldeles bort fra Retningen ind efter, ad hvilken Vei han skulde have v&ae;ret fremad, for i Sandhed at blive et Selv. Det hele Sp&o-;rgsmaal om Selvet i dybere Forstand bliver en Slags blind D&o-;r i Baggrunden af hans Sjel, indenfor den er der Ingenting. Han overtager hvad han i sit Sprog kalder sit Selv, det vil sige, hvad Evner, hvad Talenter o. s. v. der kan v&ae;re givet ham, alt Dette overtager han dog med Retningen ud efter, mod, som det hedder, Livet, det virkelige, det virksomme Liv; han omgaaes meget forsigtigt den Smule Reflexion i sig han har i sig, han frygter det skulde komme op igjen, Det i Baggrunden. Saa lykkes det ham lidt efter lidt at glemme det; i Aarenes L&o-;b finder han det saa n&ae;sten latterligt, is&ae;r naar han er i godt Selskab med andre duelige og virksomme M&ae;nd, der have Sands og Dygtighed for det virkelige Liv. Charmant! Han er nu, som der staaer i Romanen, allerede i flere Aar lykkelig gift, en virksom og foretagende Mand, Fader og Borger, maaskee endog en stor Mand; hjemme i hans Huus kalde Tjenestefolkene ham &anfbeg;Han Selv&anfslut;; i Byen er han blandt Honoratiores; hans Optr&ae;den er med Persons-Anseelse, eller med Anseelse af Person, det er efter al Anseelse at d&o-;mme en Person. I Christenheden er han Christen (aldeles i samme Forstand som han i Hedenskabet vilde v&ae;re Hedning, og i Holland Holl&ae;nder), en af de dannede Christne. Det Sp&o-;rgsmaal om Ud&o-;deligheden har ofte beskjeftiget ham, og mere end een Gang har han spurgt Pr&ae;sten, om der var en saadan Ud&o-;delighed til, om man virkelig vilde kjende sig selv igjen; hvad jo ogsaa maa have en ganske s&ae;rdeles Interesse for ham, da han intet Selv har. Det er umuligt, sandt at fremstille denne Art Fortvivlelse uden en vis Tils&ae;tning af det Satiriske. Det Comiske er, at han vil tale om, at have v&ae;ret fortvivlet; det Forf&ae;rdelige er, at hans Tilstand efter at have, som han mener det, overvundet Fortvivlelsen, just er Fortvivlelse. Det er uendelig comisk, at der til Grund for den i Verden saa meget prisede Livs-Klogskab, at der til Grund for alt det Satans Meget af gode Raad og kloge Vendinger, og Seen-Tiden-an, og Tagen sig i sin Skjebne og Skriven i Glemmebogen, ideelt forstaaet, ligger en fuldkommen Dumhed paa, hvor Faren egentligen er, hvilken Faren egentligen er. Men denne ethiske Dumhed er igjen det Forf&ae;rdelige. Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk er den almindeligste Art af Fortvivlelse, og is&ae;r under den anden Form, som Umiddelbarhed med en qvantitativ Reflexion i sig. Jo mere gjennemreflekteret Fortvivlelsen bliver, desto sjeldnere sees den, eller forekommer den i Verden. Men dette beviser, at de fleste Mennesker end ikke ere komne synderligt dybt i det at fortvivle, ingenlunde derimod, at de ikke ere fortvivlede. Det er meget faae Mennesker, der endog kun nogenlunde leve under Bestemmelsen Aand; ja, det er end ikke Mange, der blot fors&o-;ge paa dette Liv, og af dem, der gj&o-;re det, springe de fleste snart fra. De have ikke l&ae;rt at frygte, ikke l&ae;rt at skulle, ligegyldigt, uendelig ligegyldigt hvad der saa end forresten skeer. Derfor kunne de ikke udholde, hvad der allerede forekommer dem selv som en Modsigelse, hvilken da i Omverdenens Reflexion viser sig langt, langt grellere, at det at bekymres for sin Sjel og det at ville v&ae;re Aand, i Verden seer ud som Tidsspilde, ja som uforsvarlig Tidsspilde, der om muligt burde straffes af de borgerlige Love, i ethvert Tilf&ae;lde straffes med Foragt og Bespottelse som en Art Forr&ae;deri mod Menneskene, som en trodsig Afsindighed, der vanvittigt udfylder Tiden med Ingenting. Saa er der et &O-;ieblik i deres Liv, ak dette er deres bedste Tid, hvor de dog begynde paa at tage Retningen ind efter. De komme saa omtrent til de f&o-;rste Vanskeligheder, der svinge de af; det er dem som f&o-;rte denne Vei til en tr&o-;stesl&o-;s &O-;rken &streg; und rings umher liegt sch&o..;ne gr&u..;ne Weide. Der s&o-;ge de saa hen, og glemme snart hiin deres bedste Tid, ak, og glemme den som var den en Barnagtighed. De ere tillige Christne &streg; beroligede af Pr&ae;sterne i deres Saligheds-Sag. Som sagt, denne Fortvivlelse er den almindeligste, den er saa almindelig, at man kun deraf kan forklare sig den i Handel og Vandel temmelig almindelige Mening, at Fortvivlelse skulde v&ae;re Noget, som tilh&o-;rte Ungdommen, som kun forekommer i de unge Aar, men som ikke findes hos den satte Mand, der er kommen til Skjels Aar og Alder. Dette er en fortvivlet Vildfarelse, eller rigtigere en fortvivlet Feiltagelse, der overseer &streg; ja, og hvad endnu v&ae;rre er, den overseer, at Det, den overseer, dog n&ae;sten er det Bedste, der kan siges om Menneskene, da oftere det langt V&ae;rre skeer &streg;, at de fleste Mennesker, v&ae;sentligen betragtet, egentligen ikke i hele deres Liv drive det til mere end til at v&ae;re hvad de vare i Barndommen og Ungdommen: Umiddelbarhed med Tils&ae;tning af en lille Dosis Reflexion i sig. Nei, Fortvivlelse er sandeligen ikke Noget, der kun forekommer hos Ynglinge, Noget, man uden videre voxer fra &streg; &anfbeg;som man voxer fra Illusion&anfslut;. Men dette gj&o-;r man jo heller ikke, om man end er taabelig nok til at mene det. Tv&ae;rtimod, man kan ofte nok tr&ae;ffe paa M&ae;nd og Koner og Oldinge, der have barnagtig Illusion trods nogen Yngling. Men man overseer, at Illusion v&ae;sentlig har to Former: Haabets og Erindringens. Ungdommen har Haabets Illusion, den &Ae;ldre Erindringens; men just fordi han er i Illusion, har han ogsaa den aldeles eensidige Forestilling om Illusion, at den kun er Haabets. Og det forstaaer sig, Haabets Illusion plages den &Ae;ldre ikke af, men derimod vel blandt Andet ogsaa af denne snurrige: fra et formeentlig h&o-;iere Standpunkt uden Illusion at see ned paa Ynglingens Illusion. Den Unge er i Illusion, han haaber det Overordentlige af Livet og af sig selv; til Gjengjeld finder man ofte hos den &Ae;ldre Illusion betr&ae;ffende, hvorledes han erindrer sin Ungdom. En &ae;ldre Kone, der nu formeentligen har opgivet al Illusion, befindes ofte at v&ae;re, trods nogen ung Pige, phantastisk i Illusion med Hensyn til, hvorledes hun erindrer sig selv som ung Pige, hvor lykkelig hun var den Gang, hvor skj&o-;n o. s. v. Dette fuimus, som saa ofte h&o-;res af en &Ae;ldre, er fuldt saa stor en Illusion som den Unges futuriske; de lyve eller digte begge. Men ganske anderledes fortvivlet er den Feiltagelse, at Fortvivlelse kun tilh&o-;rer Ungdommen. Det er overhovedet en stor Taabelighed, og er just Uforstand paa, hvad Aand er, derhos Miskjendelse af, at Mennesket er Aand, ikke blot en Dyre-Skabning, at mene, at det skulde gaae saa nemt til med Tro og Viisdom, at de virkeligen saadan uden videre kom med Aarene, som T&ae;nder, Skj&ae;g og deslige. Nei, hvad saa end et Menneske uden videre kommer til, og hvad der saa end kommer uden videre: Eet bestemt ikke, Tro og Viisdom. Men Sagen er denne, med Aarene kommer Mennesket, aandelig forstaaet, ikke uden videre til Noget, denne Kategori er netop Aandens argeste Mods&ae;tning; derimod gaaer det meget let, uden videre med Aarene at gaae fra Noget. Og med Aarene gaaer man maaskee fra den Smule Lidenskab, F&o-;lelse, Phantasi, den Smule Inderlighed, man havde, og gaaer uden videre (thi Sligt gaaer uden videre) ind under Trivialitetens Bestemmelse af Forstand paa Livet. Denne &streg; forbedrede Tilstand, som rigtignok er kommet med Aarene, anseer han nu fortvivlet for et Gode, han forvisser sig let om (og i en vis satirisk Forstand er Intet vissere), at det nu aldrig kunde falde ham ind at fortvivle &streg; nei, han har sikkret sig, han er fortvivlet, aandl&o-;st_aandligt fortvivlet. Thi hvorfor mon Socrates elskede Ynglinge, uden fordi han kjendte Mennesket! Og skeer det ikke saaledes, at et Menneske med Aarene synker hen i den trivielleste Art Fortvivlelse, saa f&o-;lger deraf dog vel ingenlunde, at Fortvivlelse blot skulde tilh&o-;re Ungdommen. Udvikler et Menneske sig virkeligen med Aarene, modnes han i v&ae;sentlig Bevidsthed om Selvet, saa kan han maaskee fortvivle i en h&o-;iere Form. Og udvikler han sig ikke v&ae;sentlig med Aarene, medens han dog heller ikke synker reent hen i Trivialitet, det vil sige, bliver han saa omtrent ved at v&ae;re et ungt Menneske, en Yngling, skj&o-;ndt Mand, Fader og Graahaaret, altsaa dog bevarende noget af det Gode hos Ynglingen, saa vil han jo ogsaa v&ae;re udsat for at fortvivle som en Yngling, over det Jordiske eller over noget Jordisk. En Forskjel kan der saa vel blive mellem en saadan &Ae;ldres og en Ynglings Fortvivlelse, men ingen v&ae;sentlig, en reen tilf&ae;ldig. Ynglingen fortvivler over det Tilkommende, som et Pr&ae;sens in futuro; der er noget Tilkommende, han ikke vil overtage, med det vil han ikke v&ae;re sig selv. Den &Ae;ldre fortvivler over det Forbigangne som et Pr&ae;sens in pr&ae;terito, der ikke vil blive mere og mere forbigangent &streg; thi saa fortvivlet er han da ikke, at det er lykkedes ham ganske at glemme det. Dette Forbigangne er maaskee endog Noget, som Angeren egentligen skulde have fat i. Men skulde Angeren frem, saa maatte der f&o-;rst fortvivles tilgavns, fortvivles ud, saa maatte Aands-Livet bryde igjennem fra Grunden af. Men fortvivlet som han er, t&o-;r han ikke lade det komme til en saadan Afgj&o-;relse. Der bliver han saa staaende, Tiden gaaer hen &streg; med mindre det da lykkes ham, endnu mere fortvivlet, ved Hj&ae;lp af Glemsel at hele det, saa han istedetfor at blive en Angrende, bliver sin egen H&ae;ler. Men v&ae;sentligen bliver en saadan Ynglings og en saadan &Ae;ldres Fortvivlelse den samme, det kommer ikke til nogen Metamorphose, i hvilken Bevidstheden om det Evige i Selvet bryder igjennem, saa Kampen kunde begynde, der enten potentserer Fortvivlelse til en endnu h&o-;iere Form, eller f&o-;rer til Troen. Men er der dog ikke en v&ae;sentlig Forskjel mellem de tvende hidtil som identisk brugte Udtryk: at fortvivle over det Jordiske (Totalitets-Bestemmelsen), og at fortvivle over noget Jordisk (det Enkelte)? Jo der er. Idet Selvet med uendelig Lidenskab i Phantasi fortvivler over noget Jordisk, gj&o-;r den uendelige Lidenskab dette Enkelte, dette Noget til det Jordiske in toto, det vil sige Totalitets-Bestemmelsen ligger i og tilh&o-;rer den Fortvivlende. Det Jordiske og Timelige som saadant er netop Det, som falder ud fra hinanden, i Noget, i det Enkelte. Det er umuligt, virkeligt at tabe eller ber&o-;ves alt Jordisk, thi Totalitetsbestemmelsen er en Tankebestemmelse. Selvet for&o-;ger altsaa f&o-;rst det virkelige Tab uendeligt, og saa fortvivler det over det Jordiske in toto. Men saasnart denne Forskjel (mellem at fortvivle over det Jordiske og over noget Jordisk) skal gj&o-;res v&ae;sentligen gj&ae;ldende, saa er der ogsaa gjort et v&ae;sentlig Fremskridt i Bevidsthed om Selvet. Denne Formel at fortvivle over det Jordiske er saa et dialektisk f&o-;rste Udtryk for den n&ae;ste Form af Fortvivlelse. 2) Fortvivlelse om det Evige eller over sig selv Fortvivlelse over det Jordiske eller over noget Jordisk er jo egentligen ogsaa Fortvivlelse om det Evige og over sig selv, forsaavidt den da er Fortvivlelse, thi det er jo Formelen for al Fortvivlelse. Men den Fortvivlende, som han blev fremstillet i det Foregaaende, var ikke opm&ae;rksom paa, hvad der, saa at sige, skeer bag ved ham; han mener at fortvivle over noget Jordisk og taler bestandigt om, hvorover det er han fortvivler, og dog fortvivler han om det Evige; thi det at han till&ae;gger det Jordiske saa stort V&ae;rd, eller, videre udf&o-;rt, det at han till&ae;gger noget Jordisk saa stort V&ae;rd, eller at han f&o-;rst gj&o-;r noget Jordisk til alt Jordisk, og saa till&ae;gger det Jordiske saa stort V&ae;rd, er jo just at fortvivle om det Evige. Denne Fortvivlelse er nu et betydeligt Fremskridt. Var den foregaaende Svaghedens, saa er denne: Fortvivlelse over sin Svaghed, medens den dog endnu bliver indenfor V&ae;sens-Bestemmelsen: Svaghedens Fortvivlelse, som forskjellig fra &g.b; (Trods). Der er altsaa kun en relativ Forskjel. Denne er, at den foregaaende Form har Svaghedens Bevidsthed som sin sidste Bevidsthed, medens her Bevidstheden ikke standser derved, men potentserer sig til en ny Bevidsthed, den om sin Svaghed. Den Fortvivlende forstaaer selv, at det er Svaghed at tage sig det Jordiske saa n&ae;r, at det er Svaghed at fortvivle. Men istedetfor nu at svinge rigtigt af bort fra Fortvivlelsen hen til Troen, for Gud ydmygende sig under sin Svaghed, fordyber han sig i Fortvivlelsen og fortvivler over sin Svaghed. Derved vender saa hele Synspunktet sig om, han bliver sig nu tydeligere sin Fortvivlelse bevidst, at han fortvivler om det Evige, han fortvivler over sig selv, at han kunde v&ae;re svag nok til at till&ae;gge det Jordiske saa stor Betydning, hvilket nu bliver ham fortvivlet Udtrykket for, at han har tabt det Evige og sig selv. Her er Stigen. F&o-;rst i Bevidstheden om Selvet; thi at fortvivle om det Evige er da umuligt uden at have en Forestilling om Selvet, at der er noget Evigt i det, eller at det har havt noget Evigt i sig. Og skal man fortvivle over sig selv, maa man jo ogsaa v&ae;re sig bevidst at have et Selv; dog er det derover han fortvivler, ikke over det Jordiske eller noget Jordisk, men over sig selv. Fremdeles er her st&o-;rre Bevidsthed om, hvad Fortvivlelse er, thi Fortvivlelse er ganske rigtigt at have tabt det Evige og sig selv. Selvf&o-;lgeligt er der ogsaa st&o-;rre Bevidsthed om, at Ens Tilstand er Fortvivlelse. Videre er Fortvivlelsen her ikke blot en Liden, men en Handling. Thi naar det Jordiske tages fra Selvet, og han fortvivler, saa er det som kom Fortvivlelsen fra det Udvortes, om den dog altid kommer fra Selvet; men naar Selvet fortvivler over denne sin Fortvivlelse, saa kommer denne nye Fortvivlelse fra Selvet, indirecte-directe fra Selvet, som Modtryk (Reaktion), deri forskjellig fra Trods, der kommer direkte fra Selvet. Endeligen er her ogsaa, om end i en anden Forstand, endnu et Fremskridt. Thi just fordi denne Fortvivlelse er intensivere, er den i en vis Forstand Frelsen n&ae;rmere. En saadan Fortvivlelse glemmes vanskelig, den er for dyb; men i ethvert &O-;ieblik Fortvivlelsen holdes aaben, er der ogsaa Mulighed af Frelsen. Dog er denne Fortvivlelse alligevel at henf&o-;re under Formen: fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv. Som naar en Fader gj&o-;r en S&o-;n arvel&o-;s, saaledes vil Selvet ikke vedkjende sig sig selv efterat have v&ae;ret saa svag. Det kan fortvivlet ikke glemme denne Svaghed, det hader paa en Maade sig selv, det vil ikke troende ydmyge sig under sin Svaghed for saaledes at gjenvinde sig selv, nei, det vil, saa at sige, fortvivlet Intet h&o-;re om sig selv, ikke vide af sig selv at sige. Men at hj&ae;lpes ved Glemsel, kan der dog heller ikke v&ae;re Tale om, ei heller om ved Hj&ae;lp af Glemsel at slippe ind under Bestemmelsen Aandl&o-;shed, og saa v&ae;re Mand og Christen som andre M&ae;nd og Christne; nei, dertil er Selvet for meget Selv. Som det vel ofte gik Faderen, der gjorde S&o-;nnen arvel&o-;s: det udvortes Factum hjalp ham kun lidet, han blev derfor ikke af med S&o-;nnen, hans Tanke idetmindste ikke; som det saa ofte gaaer med en Elskendes Forbandelse over den Forhadte (&dvs;: over den Elskede): den hj&ae;lper ikke stort, den n&ae;sten f&ae;ngsler mere &streg; saaledes gaaer det det fortvivlede Selv med sig selv. Denne Fortvivlelse er en Qvalitet dybere end den foregaaende, og h&o-;rer til den Fortvivlelse, som sjeldnere forekommer i Verden. Hiin Blindd&o-;r, om hvilken der taltes i det Foregaaende, bag hvilken der Ingenting var, er her en virkelig, men rigtignok omhyggelig lukket D&o-;r, og bag den sidder Selvet ligesom og passer paa sig selv, beskj&ae;ftiget med eller udfyldende Tiden med ikke at ville v&ae;re sig selv, og dog Selv nok til at elske sig selv. Det kalder man Indesluttethed. Og fra nu af komme vi til at handle om Indesluttethed, der er lige Mods&ae;tningen til Umiddelbarhed, og blandt Andet ogsaa, i Retning af T&ae;nkning, har en stor Foragt for denne. Men er da et saadant Selv ikke til i Virkeligheden, er han flygtet udenfor Virkeligheden, i &O-;rkenen, i Klosteret, i Daarekisten; er han ikke et virkeligt Menneske, paakl&ae;dt som Andre, eller som Andre if&o-;rt det s&ae;dvanlige Overt&o-;i? Ih, jo vist, hvorfor ikke det! Men dette med Selvet indvier han Ingen i, ikke en Sjel, det f&o-;ler han ingen Trang til eller han har l&ae;rt at betvinge den, h&o-;r blot ham selv tale derom. &anfbeg;Det er da ogsaa kun de reent umiddelbare Mennesker &streg; hvilke under Bestemmelsen Aand omtrent staae paa samme Punkt, som Barnet i det f&o-;rste Afsnit af den f&o-;rste Barndom, hvor det med en heelt igjennem elskv&ae;rdig Ugeneerthed lader Alt gaae fra sig &streg; det er kun de reent umiddelbare Mennesker, der slet Intet kunne holde paa. Det er denne Art af Umiddelbarhed, der ofte med stor Pr&ae;tension kalder sig &anfbeg;Sandhed, at v&ae;re sand, et sandt Menneske og ganske som man er&anfslut;, hvilket netop er lige saa sandt, som at det er Usandhed, naar en &Ae;ldre, ikke strax han f&o-;ler en legemlig Trang, giver efter. Ethvert blot en lille Smule reflecteret Selv har dog en Forestilling om at tvinge Selvet.&anfslut; Og vor Fortvivlede er da indesluttet nok til at kunne holde enhver Uvedkommende, altsaa Enhver, borte fra dette med Selvet, medens han ud efter er ganske &anfbeg;et virkeligt Menneske.&anfslut; Han er en studeret Mand, Mand, Fader, endogsaa en ualmindelig dygtig Embedsmand, en respektabel Fader, behagelig i Omgang, saare mild mod sin Kone, Omhyggeligheden selv mod sine B&o-;rn. Og Christen? &streg; nu ja, det er han ogsaa saadan, imidlertid undgaaer han helst at tale derom, om han end gjerne seer, og med en vis veemodig Gl&ae;de, at hans Kone til Opbyggelse beskj&ae;ftiger sig med det Gudelige, i Kirke gaaer han meget sjeldent, fordi det forekommer ham, at de fleste Pr&ae;ster egentligen ikke vide, hvad de tale om. Han gj&o-;r Undtagelse med en ganske enkelt Pr&ae;st, om hvem han indr&o-;mmer, at han veed, hvad han taler om; men ham &o-;nsker han af en anden Grund ikke at h&o-;re, da han har en Frygt for at det skulde f&o-;re ham for vidt. Derimod f&o-;ler han ikke sjeldent Trang til Eensomhed, det er ham en Livsforn&o-;denhed, stundom som det at aande, til andre Tider som det at sove. At han har denne Livsforn&o-;denhed mere end de fleste Folk, er da ogsaa et Tegn paa, at han er en dybere Natur. Overhovedet er Trangen til Eensomhed et Tegn paa, at der dog er Aand i et Menneske, og Maalestokken for hvad Aand der er. &anfbeg;De reent pjattede U- og Med-Mennesker&anfslut; f&o-;le i den Grad ingen Trang til Eensomhed, at de, ligesom Selskabsfuglene, strax d&o-;e, blot de et &O-;ieblik skulle v&ae;re ene; som det lille Barn maa visses i S&o-;vn, saaledes beh&o-;ve disse det Selskabeliges beroligende Vissen for at kunne spise, drikke, sove, bede, forelske sig o. s. v. Men saavel i Oldtiden som i Middelalderen var man dog opm&ae;rksom paa denne Trang til Eensomhed, havde Respekt for hvad den betyder; i vore Tiders Bestandig-Selskabelige gyser man i den Grad for Eensomhed, at man (o, ypperlige Epigram!) ikke veed at bruge den til Andet end til Straf for Forbrydere. Dog det er sandt, det er jo i vore Tider en Forbrydelse at have Aand, saa er det jo i sin Orden, at Saadanne, Eensomhedens Elskere, komme i Classe med Forbrydere. Den indesluttede Fortvivlede lever da hen, horis succesivis, i Timer, der, om end ikke levede for Evigheden, dog have Noget med det Evige at skaffe, beskj&ae;ftiget med sit Selvs Forhold til sig selv; men han kommer egentligen ikke videre. Naar saa det er gjort, naar Trangen til Eensomhed er tilfredsstillet, saa gaaer han ligesom ud &streg; selv naar han gaaer ind til eller indlader sig med sin Kone og sine B&o-;rn. Det, der som &Ae;gtemand gj&o-;r ham saa mild, og som Fader saa omhyggelig, er, foruden hans naturlige Godmodighed og hans Pligtf&o-;lelse, den Tilstaaelse han i sit indesluttede Inderste har gjort sig selv, betr&ae;ffende sin Svaghed. Var det muligt for Nogen at blive Medvider i hans Indesluttethed, og man saa vilde sige til ham, det er jo Stolthed, Du er jo egentligen stolt af Dit Selv: saa vilde han vel neppe gj&o-;re nogen Anden den Tilstaaelse. Naar han blev ene med sig selv, vilde han vel tilstaae, at der var Noget deri, men den Lidenskabelighed, med hvilken hans Selv havde opfattet hans Svaghed, vilde snart indbilde ham igjen, at det umuligt kunde v&ae;re Stolthed, da det jo netop var over sin Svaghed han fortvivlede &streg; ret som var det ikke Stoltheden, der lagde saa uhyre en V&ae;gt paa Svagheden, ret som var det ikke, fordi han vilde v&ae;re stolt af sit Selv, at han ikke kunde udholde denne Bevidsthed om Svaghed. &streg; Vilde man sige til ham &anfbeg;det er en besynderlig Forvikling, en besynderlig Art Knude; thi hele Ulykken ligger egentlig i den Maade, Tanken slynger sig paa; ellers er det jo endog normalt, det er jo just ad den Vei Du skal, Du skal gjennem den Fortvivlelse om Selvet til Selvet. Det med Svagheden er ganske rigtigt, men det er ikke det, Du skal fortvivle over; Selvet maa brydes for at blive selv, lad blot v&ae;re at fortvivle derover&anfslut; &streg; vilde man tale saaledes til ham, saa vilde han i et lidenskabsl&o-;st &O-;ieblik forstaae det, men snart vilde Lidenskaben igjen see feil, og saa gj&o-;r han igjen Svinget forkeert, ind i Fortvivlelsen. Som sagt, en saadan Fortvivlelse er sjeldnere i Verden. Bliver den nu ikke staaende paa dette Punkt, blot marscherende paa Stedet; og paa den anden Side, foregaaer der ikke en Omv&ae;ltning med den Fortvivlende, saa han kommer paa den rigtige Vei hen til Troen: saa vil enten en saadan Fortvivlelse potentsere sig til en h&o-;iere Form af Fortvivlelse og vedblive at v&ae;re Indesluttethed, eller den bryder igjennem ud efter og tilintetgj&o-;r den udvortes Omkl&ae;dning, i hvilken en saadan Fortvivlet har levet hen som i et Incognito. I sidste Tilf&ae;lde vil saa en saadan Fortvivlet styrte sig ud i Livet, maaskee i store Foretagenders Adspredelse, han vil blive en urolig Aand, hvis Tilv&ae;relse efterlader sig Spor nok, en urolig Aand, der vil glemme, og da det larmer for st&ae;rkt derinde maa der st&ae;rke Midler til, om end af en anden Art end de, som Richard III bruger for ikke at h&o-;re Moderens Forbandelser. Eller han vil s&o-;ge Glemsel i Sandselighed, maaskee i Udsv&ae;velser, han vil fortvivlet tilbage til Umiddelbarheden, men bestandigt med Bevidsthed om Selvet, som han ikke vil v&ae;re. I f&o-;rste Tilf&ae;lde, naar Fortvivlelsen potentseres, bliver den Trods, og det vorder nu aabenbart, hvor megen Usandhed der laae i dette med Svagheden, det bliver aabenbart, hvor dialektisk rigtigt det er, at det f&o-;rste Udtryk for Trods er just Fortvivlelse over sin Svaghed. Dog lad os til Slutning see endnu engang en Smule ind til den Indesluttede, der i Indesluttetheden marscherer paa Stedet. Bevares denne Indesluttethed absolut, omnibus numeris absoluta, saa vil Selvmord blive den Fare, som ligger ham n&ae;rmest. Mennesker, som disse ere fleest, have naturligviis ingen Anelse om hvad en saadan Indesluttet formaaer at b&ae;re; fik de det at vide, vilde de forbauses. Men saa er Selvmord igjen Faren for den absolut Indesluttede. Taler han derimod til Een, aabner han sig for et eneste Menneske, saa er han efter al Sandsynlighed afsp&ae;ndt saa meget, eller sp&ae;ndt saa meget ned, at Selvmordet ikke resulterer af Indesluttetheden. En saadan Indesluttethed med een Medvider er en heel Tone mildere end den absolute. Han vil saa sandsynligviis undgaae Selvmordet. Dog kan det h&ae;nde, at han, just idet han har aabnet sig for en Anden, fortvivler derover, at det er ham, som_saa maatte han dog uendelig langt hellere have holdt ud i Tausheden, end at have en Medvider. Sligt har man Exempler paa, at en Indesluttet just er bragt til Fortvivlelse ved at have faaet en Fortrolig. Saa kan dog et Selvmord blive F&o-;lgen. Digterisk vilde Katastrophen (poetice antaget, at Personen f. Ex. var Konge eller Keiser) ogsaa kunne v&ae;re at danne saaledes, at han lod den Fortrolige slaae ihjel. Man kunde t&ae;nke sig en saadan d&ae;monisk Tyran, der f&o-;lte Trang til at tale med et Menneske om sin Qval, og saa successive forbrugte en Slump Mennesker; thi at blive hans Fortrolige var den visse D&o-;d: saasnart Tyrannen havde udtalt sig for ham, blev han ihjelslaaet. &streg; Det vilde v&ae;re en Opgave for en Digter, at fremstille denne qvalfulde Selvmodsigelse i en D&ae;monisk, ikke at kunne undv&ae;re en Fortrolig, og ikke at kunne have en Fortrolig, l&o-;st paa denne Maade. &g.b;) Den Fortvivlelse, fortvivlet at ville v&ae;re sig selv, Trods Som der blev viist, at man kunde kalde &g.a; Qvindelighedens Fortvivlelse, saaledes kan man kalde denne Fortvivlelse Mandlighedens. Den er derfor ogsaa i Forhold til den foregaaende: Fortvivlelse seet under Bestemmelsen Aand. Men saaledes er just ogsaa Mandlighed v&ae;sentlig h&o-;rende under Bestemmelsen Aand, medens Qvindelighed er en lavere Synthese. Den under &g.a;, 2 beskrevne Fortvivlelse var over sin Svaghed, den Fortvivlede vil ikke v&ae;re sig selv. Men gaaes der dialektisk eet eneste Skridt videre, kommer den saaledes Fortvivlede til Bevidsthed om, hvorfor han ikke vil v&ae;re sig selv, saa slaaer det om, saa er Trodsen der, thi saa er det just fordi han fortvivlet vil v&ae;re sig selv. F&o-;rst kommer Fortvivlelse over det Jordiske eller noget Jordisk, saa Fortvivlelse om det Evige over sig selv. Saa kommer Trodsen, der egentlig er Fortvivlelse ved Hj&ae;lp af det Evige, den fortvivlede Misbrug af det Evige, der er i Selvet, til fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Men just fordi den er Fortvivlelse ved Hj&ae;lp af det Evige, ligger den i en vis Forstand det Sande meget n&ae;r; og just fordi den ligger det Sande meget n&ae;r, er den uendelig langt borte. Den Fortvivlelse, der er Gjennemgangen til Troen, er ogsaa ved Hj&ae;lp af det Evige; ved Hj&ae;lp af det Evige har Selvet Mod til at tabe sig selv for at vinde sig selv; her derimod vil det ikke begynde med at tabe sig selv, men vil v&ae;re sig selv. I denne Form af Fortvivlelse er nu Stigen i Bevidsthed om Selvet, altsaa st&o-;rre Bevidsthed om hvad Fortvivlelse er, og om, at Ens Tilstand er Fortvivlelse; her er Fortvivlelsen sig bevidst som en Gjerning, den kommer ikke fra det Udvortes som en Liden under Udvorteshedens Tryk, den kommer directe fra Selvet. Og saaledes er dog Trods, i Forhold til Fortvivlelse over sin Svaghed, en ny Qvalification. For fortvivlet at ville v&ae;re sig selv, maa der v&ae;re Bevidsthed om et uendeligt Selv. Dette uendelige Selv er imidlertid egentligen kun den abstrakteste Form, den abstrakteste Mulighed af Selvet. Og det er dette Selv han fortvivlet vil v&ae;re, l&o-;srivende Selvet fra ethvert Forhold til en Magt, der har sat det, eller l&o-;srivende det fra Forestillingen om, at der er en saadan Magt til. Ved Hj&ae;lp af denne uendelige Form vil Selvet fortvivlet raade over sig selv, eller skabe sig selv, gj&o-;re sit Selv til det Selv, han vil v&ae;re, bestemme hvad han i sit concrete Selv vil have med og hvad ikke. Hans concrete Selv eller hans Concretion har jo N&o-;dvendighed og Gr&ae;ndse, er dette ganske Bestemte, med disse Evner, Anl&ae;g, o. s. v., i denne Forholdenes Concretion o. s. v. Men ved Hj&ae;lp af den uendelige Form, det negative Selv, vil han f&o-;rst paatage sig at danne dette Hele om, for saa at faae et Selv ud deraf som han vil, frembragt ved Hj&ae;lp af det negative Selvs uendelige Form &streg; og saa vil han v&ae;re sig selv. Det vil sige, han vil begynde lidt tidligere end andre Mennesker, ikke ved og med Begyndelsen, men &anfbeg;i Begyndelsen&anfslut;; han vil ikke if&o-;re sig sit Selv, ikke i det ham givne Selv see sin Opgave, han vil ved Hj&ae;lp af at v&ae;re den uendelige Form selv construere det. Vilde man have et f&ae;lles Navn for denne Fortvivlelse, kunde man kalde den Stoicisme, dog saaledes, at man ikke blot t&ae;nkte paa hiin Sect. Og for n&ae;rmere at belyse denne Art Fortvivlelse gj&o-;r man bedst Forskjel mellem et handlende Selv og et lidende Selv, og viser, hvorledes Selvet, naar det er handlende, forholder sig til sig selv, og hvorledes Selvet, naar det er Lidende, i at lide forholder sig til sig selv, at Formelen bestandig er: fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Er det fortvivlede Selv en Handlende, forholder det sig egentlig bestandig blot experimenterende til sig selv, i hvad det saa end foretager, hvor stort, hvor forbausende, med hvor megen Udholdenhed. Det erkjender ingen Magt over sig, derfor mangler det i sidste Grund Alvor, og kan kun fremkogle et Skin af Alvor, naar det selv skjenker sine Experimenter sin allerh&o-;ieste Opm&ae;rksomhed. Dette er nu en till&o-;iet Alvor; som den Ild Prometheus stjal fra Guderne &streg; saaledes er dette at stj&ae;le fra Gud den Tanke, som er Alvoren, at Gud seer paa En, istedetfor hvilket det fortvivlede Selv n&o-;ies med at see paa sig selv, hvilket nu skal skj&ae;nke hans Foretagender den uendelige Interesse og Betydning, medens dog just dette gj&o-;r dem til Experimenter. Thi om endog dette Selv ikke gaaer saavidt i Fortvivlelse, at det bliver en experimenteret Gud: intet afledet Selv kan dog ved at see paa sig selv give sig selv mere end det selv er; det bliver dog Selvet f&o-;rst og sidst, i Selvfordoblelsen bliver det dog til hverken Mere eller Mindre end Selvet. Forsaavidt arbeider Selvet, i sin fortvivlede Str&ae;ben for at ville v&ae;re sig selv, sig ind i lige det Modsatte, det bliver egentligen intet Selv. Der er i den hele Dialektik, indenfor hvilken det handler, intet Fast; hvad Selvet er, staaer i intet &O-;ieblik fast, det er, evig fast. Den negative Form af Selvet ud&o-;ver ligesaa meget den l&o-;sende, som den bindende Magt; det kan ganske vilkaarligt hvert &O-;ieblik begynde forfra, og hvor l&ae;nge end een Tanke forfulgtes, den hele Handling er indenfor en Hypothese. Det er saa langt fra at det lykkes Selvet mere og mere at blive sig selv, at det blot mere og mere bliver aabenbart, at det er et hypothetisk Selv. Selvet er sin egen Herre, absolut, som det hedder, sin egen Herre, og just dette er Fortvivlelsen, men ogsaa hvad det anseer for sin Lyst, sin Nydelse. Dog forvisser man sig ved et n&ae;rmere Eftersyn let om, at denne absolute Hersker er en Konge uden Land, han regjerer egentligen over Intet; hans Tilstand, hans Herredom underligger den Dialektik, at i ethvert &O-;ieblik Opr&o-;ret er Legitimitet. Dette beroer nemlig til syvende og sidst vilkaarligt paa Selvet selv. Det fortvivlede Selv bygger altsaa bestandigt kun Luftcasteller, og f&ae;gter bestandigt blot i Luften. Det seer brillant ud med alle disse experimenterede Dyder; de fortrylle et &O-;ieblik som en &o-;sterlandsk Digtning; en saadan Selvbeherskelse, en saadan Urokkelighed, en saadan Ataraxi o. s. v., gr&ae;ndser n&ae;sten til det Fabelagtige. Ja, det gj&o-;r den rigtignok; og til Grund for det Hele ligger ogsaa Intet. Selvet vil fortvivlet nyde hele Tilfredsstillelsen af at gj&o-;re sig til sig selv, at udvikle sig selv, at v&ae;re sig selv, det vil have &Ae;ren af dette digteriske, mesterlige Anl&ae;g, hvorledes det har forstaaet sig selv. Og dog er det i sidste Grund en Gaade hvad det forstaaer ved sig selv; lige i det &O-;ieblik, hvor det synes at det er allern&ae;rmest ved at have Bygningen f&ae;rdig, kan det vilkaarligt l&o-;se det Hele op i Intet. Er det fortvivlende Selv en Lidende, er Fortvivlelsen dog: fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Maaskee st&o-;der et saadant experimenterende Selv, der fortvivlet vil v&ae;re sig selv, idet det forel&o-;bigt orienterer sig i sit concrete Selv, paa en eller anden Vanskelighed, Noget hvad den Christne vilde kalde et Kors, en Grund-Skade, denne v&ae;re nu en hvilken. Det negative Selv, den uendelige Form af Selvet, vil maaskee f&o-;rst kaste dette reent bort, lade som var dette ikke til, ikke vide af det at sige. Men det lykkes ikke, saavidt str&ae;kker dets F&ae;rdighed i at experimentere ikke, end ikke dets F&ae;rdighed i at abstrahere str&ae;kker saavidt; promethisk f&o-;ler det uendelige, negative Selv sig naglet til denne Servitut. Det er altsaa her et lidende Selv. Hvorledes viser nu sig Fortvivlelsen der er, fortvivlet at ville v&ae;re sig selv? See, der er i det Foregaaende fremstillet den Form af Fortvivlelse: at fortvivle over det Jordiske eller noget Jordisk saaledes forstaaet at dette i Grunden er, ogsaa viser sig at v&ae;re, at fortvivle om det Evige, &dvs;: ikke at ville lade sig tr&o-;ste af og helbrede ved det Evige, at anslaae det Jordiske saa h&o-;it, at det Evige ingen Tr&o-;st kan v&ae;re. Men det er ogsaa en Form af Fortvivlelse, det ikke at ville haabe paa Muligheden af, at en jordisk N&o-;d, et timeligt Kors kan h&ae;ves. Det vil nu denne Fortvivlede, der fortvivlet vil v&ae;re sig selv, ikke. Har han forvisset sig om, at denne P&ae;l i Kj&o-;det (hvad enten det nu virkelig er saa, eller hans Lidenskab gj&o-;r at det er ham saa) nager saa dybt, at han ikke kan abstrahere fra den, saa vil han evigt ligesom overtage den. Han forarges saa paa den, eller rettere, han tager af den Anledning til at forarges paa hele Tilv&ae;relsen; han vil saa tiltrods v&ae;re sig selv, ikke tiltrods for den v&ae;re sig selv uden den (det er jo at abstrahere fra den, og det kan han ikke, eller det er Bev&ae;gelsen i Retning af Resignationen), nei han vil tiltrods for eller paa Trods mod hele Tilv&ae;relsen v&ae;re sig selv med den, tage den med, n&ae;sten trodsende paa sin Qval. Thi haabe paa Mulighed af Hj&ae;lp, is&ae;r da i Kraft af det Absurde, at for Gud er Alt muligt, nei, det vil han ikke. Og s&o-;ge Hj&ae;lp hos nogen Anden, nei, det vil han for Alt i Verden ikke, han vil hellere, om saa skulde v&ae;re, med alle Helvedes Qvaler v&ae;re sig selv end s&o-;ge Hj&ae;lp. Og sandeligen det er dog just ikke saa ganske sandt, Det der tales om, &anfbeg;at det da f&o-;lger af sig selv at en Lidende saa gjerne vil hj&ae;lpes, naar blot Nogen kan hj&ae;lpe ham&anfslut; &streg; det er langtfra saa, om det Modsatte end ikke altid er saa fortvivlet som her. Sagen er denne. En Lidende har gjerne en eller flere Maader, paa hvilke han kunde &o-;nske at hj&ae;lpes. Bliver han saaledes hjulpen, ja saa vil han gjerne hj&ae;lpes. Men naar det i dybere Forstand bliver Alvor med at skulle hj&ae;lpes, is&ae;r da af en H&o-;iere, eller den H&o-;ieste &streg; dette Ydmygende at maatte tage mod Hj&ae;lpen ubetinget paa enhver Maade, at blive som et Intet i &anfbeg;Hj&ae;lperens&anfslut; Haand, for hvem Alt er muligt, eller blot det at maatte b&o-;ie sig for et andet Menneske, saal&ae;nge man s&o-;ger Hj&ae;lpen at maatte opgive at v&ae;re sig selv: o, der er vistnok megen, endog langvarig og qvalfuld Lidelse, i hvilken dog ikke Selvet &o-;mmer sig saaledes, og som det derfor i Grunden foretr&ae;kker med Bibehold af at v&ae;re sig selv. Men jo mere Bevidsthed der er i en saadan Lidende, som fortvivlet vil v&ae;re sig selv, desto mere potentserer Fortvivlelsen sig ogsaa, og bliver det D&ae;moniske. Dets Oprindelse er gjerne denne. Et Selv, der fortvivlet vil v&ae;re sig selv, &o-;mmer sig i en eller anden Piinagtighed, der nu engang ikke lader sig borttage eller adskille fra hans concrete Selv. Just paa denne Qval kaster han saa hele sin Lidenskab, der tilsidst bliver en d&ae;monisk Rasen. Om det nu var saa, om Gud i Himlen og alle Engle tilb&o-;de ham at hj&ae;lpe ham af dermed, nei, nu vil han ikke, nu er det for sildigt, han havde engang gjerne givet Alt for at blive denne Qval qvit, man lod ham vente, nu er det bagefter, nu, nu vil han hellere rase mod Alt, v&ae;re den af hele Verden, af Tilv&ae;relsen Forurettede, hvem det just er af Vigtighed at passe paa at han har sin Qval ved Haanden, at Ingen tager den fra ham &streg; thi saa kan han jo ikke bevise og overbevise sig selv, at han har Ret. Dette s&ae;tter sig tilsidst saadan fast i Hovedet paa ham, at han af en ganske egen Grund er bange for Evigheden, at den nemlig skal skille ham af med hans, d&ae;monisk forstaaede, uendelige Fortrin for andre Mennesker, hans, d&ae;monisk forstaaet, Berettigelse til at v&ae;re den han er. &streg; Sig selv vil han v&ae;re; han begyndte med den uendelige Abstraktion af Selvet, og nu er han tilsidst blevet saa concret, at det vilde v&ae;re en Umulighed i den Forstand at blive evig, og dog vil han fortvivlet v&ae;re sig selv. O, d&ae;moniske Afsindighed, han raser allermeest ved Tanken om, at Evigheden kunde faae isinde at tage hans Elendighed fra ham. Denne Art Fortvivlelse sees sjeldent i Verden, saadanne Skikkelser forekomme egentligen kun hos Digterne, de virkelige at sige, der altid laane deres Skabninger den &anfbeg;d&ae;moniske&anfslut; Idealitet, dette Ord taget i reen gr&ae;sk Forstand. Imidlertid forekommer en saadan Fortvivlelse dog ogsaa i Virkeligheden. Hvilken er saa den tilsvarende Udvorteshed? Ja, der er ingen &anfbeg;tilsvarende&anfslut;, som da en tilsvarende Udvorteshed, tilsvarende til Indesluttethed er en Selvmodsigelse; thi er den tilsvarende er den jo aabenbarende. Men Udvortesheden er her det aldeles Ligegyldige, her hvor Indesluttetheden, eller hvad man kunde kalde en Inderlighed der er gaaet i Baglaas, er saa overveiende Det, der maa paaagtes. De laveste Former af Fortvivlelse, hvor der egentligen ingen Inderlighed var, og hvor der i ethvert Tilf&ae;lde Intet var at sige om den, de laveste Former af Fortvivlelse maatte man fremstille ved at beskrive eller ved at tale Noget om saadanne Fortvivledes Udvorteshed. Men jo mere aandelig Fortvivlelsen bliver, jo mere Inderligheden bliver en egen Verden for sig i Indesluttetheden, desto ligegyldigere er det med det Udvortes, hvorunder Fortvivlelsen skjuler sig. Men netop jo mere aandelig Fortvivlelsen bliver, desto mere er den selv opm&ae;rksom paa med d&ae;monisk Kl&o-;gt at holde Fortvivlelsen indesluttet i Indesluttetheden, og desto mere opm&ae;rksom derfor paa at s&ae;tte det Udvortes i Indifferents, gj&o-;re det saa ubetydeligt og ligegyldigt som muligt. Som i Overtroens Fort&ae;lling Trolden forsvinder gjennem en Rift, hvilken Ingen kan see, saaledes er det Fortvivlelsen, netop jo mere aandelig den er, desto mere magtpaaliggende at boe i en Udvorteshed, bag hvilken ordentligviis Ingen vilde falde paa at s&o-;ge den. Denne Skjulthed er just noget Aandeligt, og et af Betryggelses-Midlerne for at sikkre sig at have ligesom bag Virkeligheden et Indelukke, en Verden udelukkende for sig selv, en Verden, hvor det fortvivlede Selv rastl&o-;s og tantalisk er beskj&ae;ftiget med at ville v&ae;re sig selv. Vi begyndte (&g.a; 1) med den laveste Form af Fortvivlelse, som fortvivlet ikke vil v&ae;re sig selv. Den d&ae;moniske Fortvivlelse er den meest potentserede af den Fortvivlelse, der fortvivlet vil v&ae;re sig selv. Denne Fortvivlelse vil end ikke i stoisk Forgabelse i sig selv og Selvforgudelse v&ae;re sig selv, vil ikke som den, vistnok l&o-;gnagtigt, men dog i en vis Forstand efter sin Fuldkommenhed v&ae;re sig selv; nei, den vil i Had til Tilv&ae;relsen v&ae;re sig selv, v&ae;re sig selv efter sin Elendighed; den vil end ikke i Trods eller trodsigt, men paa Trods v&ae;re sig selv; den vil end ikke i Trods rive sit Selv l&o-;s fra den Magt, der satte det, den vil paa Trods paan&o-;de sig den, paatrodse sig den, vil af Malice holde sig til den &streg; og det forstaaer sig, en ondskabsfuld Indvending maa jo ogsaa for Alt passe paa at holde sig til Det, hvorimod den er Indvendingen. Den mener, opr&o-;rende sig mod_sig hele Tilv&ae;relsen, at have faaet et Beviis mod denne, mod dennes Godhed. Dette Beviis mener den Fortvivlede sig selv at v&ae;re, og det er det han vil v&ae;re, derfor vil han v&ae;re sig selv, sig selv i sin Qval, for med denne Qval at protestere hele Tilv&ae;relsen. Medens den svagt Fortvivlende Intet vil h&o-;re om, hvad Tr&o-;st Evigheden har for ham, saa vil en saadan Fortvivlet heller Intet h&o-;re derom, men af en anden Grund: just denne Tr&o-;st vilde jo v&ae;re hans Undergang &streg; som Indvending mod hele Tilv&ae;relsen. Det er, for at beskrive det billedligt, som hvis der for en Forfatter indl&o-;b en Skrivfeil, og denne blev sig bevidst som saadan &streg; maaskee var det dog egentligen ingen Feil, men i en langt h&o-;iere Forstand et v&ae;sentligt Medhenh&o-;rende i hele Fremstillingen &streg; det er som hvis nu denne Skrivfeil vilde gi&o-;re Opr&o-;r mod Forfatteren, af Had til ham formene ham at rette, og i vanvittig Trods sige til ham: nei, jeg vil ikke udslettes, jeg vil staae som et Vidne mod Dig, et Vidne om, at Du er en maadelig Forfatter. Andet Afsnit Fortvivlelse er Synden A Fortvivlelse er Synden Synd er: for Gud, eller med Forestillingen om Gud fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, eller fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Synd er saaledes den potentserede Svaghed eller den potentserede Trods: Synd er Potentsationen af Fortvivlelse. Det hvorpaa Eftertrykket ligger, er: for Gud, eller at Guds-Forestillingen er med; det, der dialectisk, ethisk, religieust gj&o-;r Synd til hvad Juristerne kalde &anfbeg;qvalificeret&anfslut; Fortvivlelse, er Guds-Forestillingen. Skj&o-;ndt der i dette Afsnit, mindst da i A, ikke er Plads til eller Sted for psychologisk Skildring, maa dog her som det meest dialektiske Confinium mellem Fortvivlelse og Synd anf&o-;res, hvad man kunde kalde en Digter-Existents i Retning af det Religieuse, en Existents, der har noget tilf&ae;lles med Resignationens Fortvivlelse, kun at Guds-Forestillingen er med. En saadan Digter-Existents vil, hvad der sees af Kategoriernes Conjunktion og Stilling v&ae;re den eminenteste Digter-Existents. Christelig betragtet er (trods al &Ae;sthetik) enhver Digter-Existents Synd, den Synd: at digte istedetfor at v&ae;re, at forholde sig til det Gode og Sande gjennem Phantasi istedetfor at v&ae;re det, det er, existentielt str&ae;be at v&ae;re det. Den Digter-Existents, om hvilken vi her tale, er deri forskjellig fra Fortvivlelse, at den har Guds-Forestillingen med sig, eller er for Gud; men den er uhyre dialektisk, og som et uigjennemtr&ae;ngeligt dialectisk Virvar over, om hvorvidt den dunkelt er sig bevidst at v&ae;re Synd. En saadan Digter kan have meget dyb religieus Trang, og Forestillingen om Gud er medoptaget i hans Fortvivlelse. Han elsker Gud over Alt, Gud som er ham hans eneste Tr&o-;st i hans hemmelige Qval, og dog elsker han Qvalen, den vil han ikke slippe. Han vil saa gjerne v&ae;re sig selv for Gud, dog ikke i Henseende til det faste Punkt, hvori Selvet lider, der vil han fortvivlet ikke v&ae;re sig selv; han haaber paa at Evigheden vil tage det bort, og her i Timeligheden kan han, hvormeget han end lider derunder, ikke beslutte sig til at overtage det, ikke troende ydmyge sig derunder. Og dog vedbliver han at forholde sig til Gud, og dette er hans eneste Salighed; det vilde v&ae;re ham den st&o-;rste R&ae;dsel at skulle undv&ae;re Gud, &anfbeg;det vilde v&ae;re til at fortvivle over;&anfslut; og dog tillader han sig egentligen, men maaskee ubevidst, at digte Gud en lille Smule anderledes end Gud er, lidt mere a la en kjerlig Fader, som altformeget f&o-;ier Barnets &streg; eneste &O-;nske. Som En der blev ulykkelig i Elskov, og derved blev Digter, livsaligt priser Elskovens Lykke: saaledes bliver han Religieusitetens Digter. Han blev ulykkelig i Religieusitet, han forstaaer dunkelt, at det der fordres af ham er at slippe denne Qval, &dvs;: troende at ydmyge sig under den og overtage den som h&o-;rende med til Selvet &streg; thi han vil holde den ude fra sig og just derved holder han den fast, skj&o-;ndt han rigtignok (hvad der, som hvert Ord af en Fortvivlet, er bagvendt rigtigt og altsaa at forstaae omvendt) mener, at dette skal betyde, at skille sig af med den, saa godt som muligt, at slippe den, saa godt som det er et Menneske muligt. Men troende at overtage den, det kan han ikke, det er, det vil han i sidste Forstand ikke, eller, her ender hans Selv i Dunkelhed. Men som hiin Digters Beskrivelse af Elskov, saaledes har denne Digters Beskrivelse af det Religieuse en Fortryllelse, et lyrisk Sving, som ingen &Ae;gtemands og ingen Vel&ae;rv&ae;rdigheds. Det er heller ikke usandt hvad han siger, ingenlunde, hans Fremstilling er just hans lykkeligere, hans bedre Jeg. Han er i Forhold til det Religieuse en ulykkelig Elsker, &dvs;: han er ikke i streng Forstand en Troende; han har kun det F&o-;rste af Troen: Fortvivlelsen, og i den en br&ae;ndende L&ae;ngsel efter det Religieuse. Hans Kollision er egentligen denne: er han den Kaldede, er P&ae;len i Kj&o-;det Udtrykket for, at han skal bruges til det Overordentlige, er det for Gud ganske i sin Orden med det Overordentlige, han er blevet? eller er P&ae;len i Kj&o-;det Det, han skal ydmyge sig under, for at naae det almene Menneskelige? &streg; Dog nok herom, jeg kan med Sandhedens Eftertryk sige: til hvem taler jeg? Saadanne psychologiske Unders&o-;gelser i nte Potents, hvo bryder sig om Sligt; de N&u..;rnberger-Billeder, som Pr&ae;sten maler, kan man bedre forstaae, de ligne Alle og Enhver, skuffende, Folk som de ere fleest, og, aandeligt forstaaet, Ingenting. F&o-;rste Kapitel Gradationerne i Bevidstheden om Selvet (Bestemmelsen: for Gud) I det foregaaende Afsnit er der stadigt efterviist en Gradation i Bevidsthed om Selvet; f&o-;rst kom Uvidenhed om at have et evigt Selv (C. B. a.), saa en Viden om at have et Selv, hvori der dog er noget Evigt (C. B. b.), og herindenfor (&g.a;. 1. 2. &g.b;) blev igjen efterviist Gradationer. Denne hele Betragtning maa nu dialektisk vendes paa en ny Maade. Sagen er denne. Den Gradation i Bevidstheden om Selvet, vi hidtil have beskj&ae;ftiget os med, er indenfor Bestemmelsen: det menneskelige Selv, eller det Selv, hvis Maalestok er Mennesket. Men en ny Qvalitet og Qvalification faaer dette Selv derved, at det er Selvet lige over for Gud. Dette Selv er ikke mere det blot menneskelige Selv, men er, hvad jeg, haabende ikke at blive misforstaaet, vilde kalde det theologiske Selv, Selvet lige over for Gud. Og hvilken uendelig Realitet faaer Selvet ikke ved at v&ae;re sig bevidst at v&ae;re til for Gud, ved at blive et menneskeligt Selv, hvis Maalestok er Gud! En R&o-;gter, der (hvis dette var muligt) er Selv lige over for Kj&o-;er, er et meget lavt Selv; en Hersker, der er Selv lige over for Tr&ae;lle, ligeledes, og egentligen intet Selv &streg; thi i begge Tilf&ae;lde mangler der Maalestok. Barnet, der hidtil blot har havt For&ae;ldrenes Maalestok, bliver Selv ved som Mand at faae Staten til Maalestok; men hvilken uendelig Accent falder der paa Selvet ved at faae Gud til Maalestok! Maalestokken for Selvet er altid: hvad Det er, lige over for hvilket det er Selv, men Dette er jo igjen Definitionen paa hvad &anfbeg;Maalestok&anfslut; er. Som man kun kan addere eensartede St&o-;rrelser, saaledes er enhver Ting qvalitativt Det, hvormed den maales; og Det, der qvalitativt er dens Maalestok, er ethisk dens Maal; og Maalestokken og Maalet er qvalitativt Det, Noget er, med Undtagelse da af Forholdet i Frihedens Verden, hvor imidlertid En ved ikke qvalitativt at v&ae;re Det, som er hans Maal og hans Maalestok, selv maa have forskyldt denne Disqvalification, saa Maalet og Maalestokken dog &streg; d&o-;mmende bliver den samme, gj&o-;r det aabenbart, hvad det er han ikke er, Det nemlig, som er hans Maal og Maalestok. Det var en meget rigtig Tanke, til hvilken saa ofte en &ae;ldre Dogmatik recurrerede, medens en senere Dogmatik saa ofte opholdt sig over den, fordi den manglede Forstand derpaa og Sands derfor &streg; det var en meget rigtig Tanke, om der end stundom gjordes forkeert Anvendelse af den: at Det, der gjorde Synden til det Frygtelige var, at den var for Gud. Deraf beviste man saa Helvedesstraffenes Evighed. Senere blev man kl&o-;gtig, og sagde: Synd er Synd; Synden er ikke st&o-;rre, fordi den er mod Gud eller for Gud. Besynderligt! selv Juristerne tale om qvalificerede Forbrydelser, selv Juristerne gj&o-;re Forskjel, om en Forbrydelse f. Ex. er ud&o-;vet mod en Embedsmand, eller mod en Privatmand, gj&o-;re Forskjel i Straf for et Fadermord og et almindeligt Mord. Nei, deri havde den &ae;ldre Dogmatik Ret, at det at Synden var mod Gud, uendelig potentserede den. Feilen laae i, at man betragtede Gud som noget Udvortes, og i, at det var, som om man antog, at der kun stundom syndedes mod Gud. Men Gud er ikke noget Udvortes i den Forstand som en Politibetjent. Det der maa sees paa, er, at Selvet har Forestillingen om Gud, og at det saa dog ikke vil som han vil, saa dog er ulydigt. Ei heller er det kun stundom der syndes for Gud; thi enhver Synd er for Gud, eller rettere, Det, der egentligen gj&o-;r den menneskelige Skyld til Synd, er, at den Skyldige havde Bevidstheden om at v&ae;re til for Gud. Fortvivlelsen potentseres i Forhold til Bevidsthed om Selvet; men Selvet potentseres i Forhold til Maalestokken for Selvet, og uendeligt naar Gud er Maalestokken. Jo mere Guds-Forestilling, jo mere Selv; jo mere Selv, jo mere Guds-Forestilling. F&o-;rst naar et Selv, som dette bestemte enkelte, er sig bevidst at v&ae;re til for Gud, f&o-;rst da er det det uendelige Selv; og dette Selv synder saa for Gud. Hedenskabets Selviskhed er derfor, trods Alt hvad der kan siges om den, dog ikke n&ae;r saa qvalificeret som Christenhedens, forsaavidt ogsaa her er Selviskhed; thi Hedningen havde ikke sit Selv lige over for Gud. Hedningen og det naturlige Menneske har det blot menneskelige Selv som Maalestok. Man kan derfor vel have Ret i fra et h&o-;iere Synspunkt at see Hedenskabet liggende i Synd, men Hedenskabets Synd var egentlig den fortvivlede Uvidenhed om Gud, om at v&ae;re til for Gud; den er: &anfbeg;at v&ae;re uden Gud i Verden.&anfslut; Fra en anden Side er det derfor sandt, at Hedningen ikke i strengeste Forstand syndede, thi han syndede ikke for Gud; og al Synd er for Gud. Det er fremdeles ogsaa i een Forstand ganske vist, at mange Gange er en Hedning hjulpet til at slippe saadan upaaklageligt gjennem Verden, just fordi hans pelagiansk-letsindige Forestilling frelste ham; men saa er hans Synd en anden: denne pelagiansk-letsindige Opfattelse. Derimod er det paa den anden Side ogsaa ganske vist, at mangen Gang er et Menneske, just ved at v&ae;re strengt opdraget i Christendom, i en vis Forstand styrtet i Synd, fordi den hele christelige Anskuelse var ham for alvorlig, is&ae;r i en tidligere Tid af hans Liv; men saa er dog i en anden Forstand dette igjen noget til Hjelp for ham, denne dybere Forestilling om, hvad Synd er. Synd er: for Gud fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, eller for Gud fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Men er denne Definition, om den end i andre Henseender dog maaskee indr&o-;mmes at have sine Fortrin (og deriblandt det vigtigste af alle at v&ae;re den eneste skriftm&ae;ssige; thi Skriften definerer altid Synd som Ulydighed), er den ikke for aandelig? Dertil maa f&o-;rst og fremmest svares: en Definition af Synd kan aldrig v&ae;re for aandelig (naar den da ikke bliver saa aandelig, at den afskaffer Synd); thi Synd er just en Bestemmelse af Aand. Og dern&ae;st: hvorfor skulde da den v&ae;re for aandelig? Fordi den ikke taler om Mord, Tyveri, Utugt o. D.? Men taler den da ikke derom? Er det ikke ogsaa en Selvraadighed mod Gud, en Ulydighed, der trodser hans Bud? Men derimod, naar man i at tale om Synd kun taler om saadanne Synder, glemmes saa let, at alt Sligt saadan til en vis Grad, menneskelig talt, kan v&ae;re i sin Orden, og dog det hele Liv Synd, den bekjendte Art Synd: de glimrende Laster, Selvraadighed, der enten aandl&o-;st eller fr&ae;kt forbliver eller vil v&ae;re uvidende om, i hvilken uendelig langt dybere Forstand et menneskeligt Selv er Gud forpligtet i Lydighed betr&ae;ffende hver dets l&o-;nligste &O-;nske og Tanke, betr&ae;ffende Lydh&o-;rethed til at opfatte og Villighed til at f&o-;lge hvert det mindste Guds Vink om, hvad hans Villie er med dette Selv. Kj&o-;dets Synder er det lavere Selvs Selvraadighed; men hvor ofte uddrives ikke een Dj&ae;vel ved Dj&ae;velens Hj&ae;lp, og det Sidste bliver v&ae;rre end det F&o-;rste. Thi saaledes gaaer det jo just til i Verden: f&o-;rst synder et Menneske af Skr&o-;belighed og Svaghed; og saa &streg; ja saa maaskee l&ae;rer han at flye til Gud, og hj&ae;lpes til Troen, der frelser fra al Synd; men derom tale vi nu ikke her &streg; saa fortvivler han over sin Svaghed, og bliver enten en Pharis&ae;er, som fortvivlet driver det til en vis legal Retf&ae;rdighed, eller han fortvivlet styrter sig i Synden igjen. Definitionen omfatter derfor vistnok enhver t&ae;nkelig og enhver virkelig Form af Synd; den udh&ae;ver dog vistnok rigtigt det Afgj&o-;rende, at Synd er Fortvivlelse (thi Synd er ikke Kj&o-;d og Blods Vildhed, men er Aandens Samtykke deri), og er: for Gud. Som Definition er den Bogstavregning; det vilde i dette lille Skrift v&ae;re paa urette Sted og desuden et Fors&o-;g, som maatte mislykkes, hvis jeg vilde begynde paa at beskrive de enkelte Synder. Hovedsagen er her blot, at Definitionen som et Net omfatter alle Former. Og det gj&o-;r den, hvilket ogsaa kan sees, naar man gj&o-;r Pr&o-;ve paa den ved at stille Mods&ae;tningen, Definitionen paa: Tro, efter hvilken jeg i hele dette Skrift styrer som efter det sikkre S&o-;m&ae;rke. Tro er: at Selvet i at v&ae;re sig selv og i at ville v&ae;re sig selv gjennemsigtigt grunder i Gud. Men dette er ofte nok blevet overseet, at Mods&ae;tningen til Synd ingenlunde er Dyd. Dette er en tildeels hedensk Betragtning, som n&o-;ies med en blot menneskelig Maalestok, som netop ikke veed, hvad Synd er, at al Synd er for Gud. Nei, Mods&ae;tningen til Synd er Tro, som det derfor hedder Rom. 14, 23: Alt hvad der ikke er af Tro er Synd. Og dette er en af de for hele Christendommen meest afgj&o-;rende Bestemmelser, at Mods&ae;tningen til Synd ikke er Dyd, men Tro. Till&ae;g At Definitionen paa Synd har Forargelsens Mulighed i sig; en almindelig Bem&ae;rkning om Forargelse. Mods&ae;tningen: Synd &streg; Tro er den christelige, der, christelig, omdanner alle ethiske Begrebsbestemmelser, giver dem eet Udtr&ae;k mere. Til Grund for Mods&ae;tningen ligger det afgj&o-;rende Christelige: for Gud, hvilken Bestemmelse igjen har det Christeliges afgj&o-;rende Criterium: det Absurde, Paradoxet, Forargelsens Mulighed. Og at dette paavises ved enhver Bestemmelse af det Christelige, er af yderste Vigtighed, da Forargelsen er det Christeliges V&ae;rge mod al Speculation. Hvor er da her Forargelsens Mulighed? Den er, at et Menneske skulde have den Realitet: som enkelt Menneske at v&ae;re til lige over for Gud, og altsaa igjen, hvad deraf f&o-;lger, at Menneskets Synd skulde beskj&ae;ftige Gud. Dette om det enkelte Menneske &streg; for Gud faaer Speculationen aldrig i sit Hoved; den universaliserer blot de enkelte Mennesker phantastisk i Sl&ae;gten. Just derfor var det ogsaa, at en vantro Christendom udfandt, at Synd er Synd, om den er lige over for Gud eller ikke, gj&o-;r jo hverken fra eller til. Det vil sige, man vilde have Bestemmelsen: for Gud bort, og dertil opfandt man en h&o-;iere Viisdom, der dog, besynderligt nok, hverken var mere eller mindre end, hvad den h&o-;iere Viisdom vistnok oftest er, det gamle Hedenskab. Der er nu saa ofte talet om, at man forargedes paa Christendommen, fordi den er saa m&o-;rk og dunkel, forargedes paa den, fordi den er saa streng o. s. v.; det bliver dog nok rigtigst eengang at oplyse, at det hvorfor Mennesket egentligen forarges paa Christendommen er, fordi den er for h&o-;i, fordi dens Maal ikke er Menneskets Maal, fordi den vil gj&o-;re Mennesket til noget saa Overordentligt, at han ikke kan faae det i sit Hoved. Dette vil ogsaa en ganske simpel psychologisk Udvikling af, hvad Forargelse er, opklare, og tillige vise, hvor uendelig taabelig man har baaret sig ad med at forsvare Christendommen, saa man tog Forargelsen bort; hvor dumt eller fr&ae;kt man har ignoreret Christi egen Anviisning, der ofte og saa bekymret advarer mod Forargelsen, det er, selv paapeger, at dens Mulighed er der, og skal v&ae;re der; thi skal den ikke v&ae;re der, er den ikke et evig v&ae;sentlig Medhenh&o-;rende til det Christelige, saa er det jo menneskelig Nonsens af Christus: istedetfor at tage den bort, at gaae bekymret og advare mod den. Dersom jeg t&ae;nkte mig en fattig Dagleier og den m&ae;gtigste Keiser, der nogensinde har levet, og denne den m&ae;gtigste Keiser pludselig fik det Indfald at sende Bud efter Dagleieren, der da aldrig havde dr&o-;mt om, &anfbeg;og i hvis Hjerte det aldrig var opkommet,&anfslut; at Keiseren vidste, han var til, der da vilde prise sig ubeskrivelig lykkelig blot ved engang at faae Lov til at see Keiseren, hvad han i saa Fald vilde fort&ae;lle B&o-;rn og B&o-;rneb&o-;rn som den vigtigste Begivenhed i sit Liv &streg; dersom Keiseren sendte Bud efter ham og lod ham vide, at han vilde have ham til Svigers&o-;n: hvad saa? Saa vilde Dagleieren paa menneskelig Viis blive noget eller meget forlegen, flau og generet derved, det vilde (og dette er det Menneskelige), menneskeligt, forekomme ham som noget h&o-;ist besynderligt, afsindigt Noget, hvorom han da mindst af Alt turde tale til noget andet Menneske, da han selv allerede i sit stille Sind ikke var langt fra den Forklaring, som Nabo og Gjenbo snarest muligt vilde faae yderst travlt med: at Keiseren vilde gj&o-;re Nar af ham, saa Dagleieren vilde blive til Latter for hele Byen, han aftegnet i Bladet, Historien om hans Form&ae;ling med Keiserens Datter solgt af Visekjerlingerne. Dog det med at blive Keiserens Svigers&o-;n, det maatte da vel snart vorde en udvortes Virkelighed, saa Dagleieren paa sandselig Maade kunde forvisse sig om, hvorvidt det var Keiserens Alvor dermed, eller han blot vilde have det stakkels Menneske til Bedste, gj&o-;re ham ulykkelig for hele hans Levetid, og hj&ae;lpe ham til at ende i en Daarekiste; thi det quid nimis er tilstede, som saa uendeligt let kan slaae om til sit Modsatte. En lille Gunstbeviisning, det vilde Dagleieren kunde faae i sit Hoved; det vilde blive forstaaet i Kj&o-;bstaden, af det h&o-;ist&ae;rede dannede Publicum, af alle Visekjerlinger, kort af de 5 Gange 100,000 Mennesker, som boede i hiin Kj&o-;bstad, der rigtignok i Henseende til Folkem&ae;ngde var endog en meget stor Stad, derimod i Henseende til at have Forstand paa og Sands for det Overordentlige, en meget lille Kj&o-;bstad &streg; men dette, med at blive Svigers&o-;n, ja, det var meget for meget. Og s&ae;t nu, at det ikke var en udvortes Virkelighed, der var Tale om, men om en indvortes, saa altsaa Facticiteten ikke kunde hj&ae;lpe Dagleieren til Vished, men Troen selv var den eneste Facticitet, og Alt altsaa overladt til Troen, om han havde ydmygt Mod nok til at turde troe det (thi fr&ae;kt Mod kan ikke hj&ae;lpe til at troe): hvor mange Dagleiere var der saa vel, som havde dette Mod? Men Den, der ikke havde dette Mod, han vilde forarges; det Overordentlige vilde for ham lyde n&ae;sten som en Spot over ham. Han vilde saa maaskee &ae;rligt og ligefrem tilstaae: Sligt er mig for h&o-;it, jeg kan ikke faae det i mit Hoved, det er, at jeg skal sige det lige ud, mig en Daarskab. Og nu Christendommen! Christendommen l&ae;rer, at dette enkelte Menneske, og saaledes ethvert enkelt Menneske, hvad han saa forresten er, Mand, Kone, Tjenestepige, Minister, Kj&o-;bmand, Barbeer, Studiosus o. s. v., dette enkelte Menneske er til for Gud &streg; dette enkelte Menneske, som maaskee vilde v&ae;re stolt af een Gang i sit Liv at have talt med Kongen, dette Menneske, som ikke bilder sig lidt ind af, at leve paa en fortrolig Fod med Den og Den, dette Menneske er til for Gud, kan tale med Gud, hvad &O-;ieblik han vil, sikker paa at blive h&o-;rt af ham, kort, dette Menneske tilbydes det at leve paa den fortroligste Fod med Gud! Videre, for dette Menneskes, ogsaa for dette Menneskes Skyld kommer Gud til Verden, lader sig f&o-;de, lider, d&o-;er; og denne lidende Gud, han n&ae;sten beder og b&o-;nfalder dette Menneske om dog at tage mod Hj&ae;lpen, som tilbydes ham! Sandeligen er Noget til at tabe Forstanden over, saa dog vel dette! Hver Den, der ikke har ydmygt Mod til at turde troe det, han forarges. Men hvorfor forarges han? fordi det er ham for h&o-;it, fordi han ikke kan faae det i sit Hoved, fordi han ikke kan faae sin Frimodighed lige over for det, og derfor maa have det bort, gjort til Intet, til Galskab og Nonsens, thi det er som skulde det qv&ae;le ham. Thi hvad er Forargelse? Forargelse er ulykkelig Beundring. Den er derfor i Sl&ae;gt med Misundelse, men den er en Misundelse, som vender sig mod En selv, i endnu strengere Forstand, v&ae;rst mod sig selv. Det naturlige Menneskes Sn&ae;verhjertethed kan ikke unde sig selv det Overordentlige, som Gud har tilt&ae;nkt ham; saa forarges han. Forargelsens Grad beroer nu paa, hvad Lidenskab i Forhold til Beundring et Menneske har. Mere prosaiske Mennesker uden Phantasi og Lidenskab, som altsaa heller ikke ere ret skikkede til at beundre, de forarges vel ogsaa, men de indskr&ae;nke sig til at sige: Sligt kan jeg ikke faae i mit Hoved, jeg lader det staae. Det er Skeptikerne. Men jo mere Lidenskab og Phantasi et Menneske har, jo n&ae;rmere han altsaa i en vis Forstand, i Muligheden nemlig, er ved at kunne blive troende, NB. ved tilbedende at ydmyge sig under det Overordentlige, desto mere lidenskabelig Forargelse, der tilsidst ikke kan n&o-;ies med Mindre end at faae dette udryddet, tilintetgjort, traadt i Snavset. Vil man l&ae;re at forstaae sig paa Forargelse, saa studere man den menneskelige Misundelse, et Studium, som jeg giver op uden om, og indbilder mig at have gjort grundigt. Misundelse er skjult Beundring. En Beundrende, der f&o-;ler, at han ikke kan blive lykkelig ved at give sig hen, han v&ae;lger at blive misundelig paa Det, han beundrer. Saa taler han et andet Sprog; i hans Sprog hedder det nu, at Det, som han egentlig beundrer, er Ingenting, noget dumt og flaut og s&ae;rt og oversp&ae;ndt Noget. Beundring er lykkelig Selvfortabelse, Misundelse ulykkelig Selvh&ae;vdelse. Saaledes ogsaa med Forargelse; thi hvad der i Forholdet mellem Menneske og Menneske er: Beundring &streg; Misundelse, det er i Forholdet mellem Gud og Menneske: Tilbedelse &streg; Forargelse. Summa summarum af al menneskelig Viisdom er dette &anfbeg;gyldne&anfslut;, eller maaskee rigtigere dette pletterede: ne quid nimis, for lidt og for meget ford&ae;rver Alt. Dette tages og gives mellem Mand og Mand som Viisdom, honoreres med Beundring; dets Cours fluctuerer aldrig, hele Menneskeheden garanterer dets V&ae;rd. Saa lever der engang imellem et Geni, som gaaer en lille Smule ud derover, han erkl&ae;res gal &streg; af de Kloge. Men Christendommen gj&o-;r et uhyre Kj&ae;mpeskridt ud over dette: ne quid nimis, ind i det Absurde; der begynder Christendommen &streg; og Forargelsen. Man seer nu, hvor (for at der dog kunde blive noget Overordentligt tilbage) hvor overordentlig dumt det er at forsvare Christendommen, hvor liden Menneskekundskab det forraader, hvorledes det, om end ubevidst, spiller under D&ae;kke med Forargelsen, ved at gj&o-;re det Christelige til noget saadant kummerligt Noget, der am Ende skulde reddes ved et Forsvar. Derfor er det vist og sandt, at den, der f&o-;rst opfandt, i Christenheden at forsvare Christendommen, de facto er en Judas No. 2; ogsaa han forraader med et Kys, kun at hans Forr&ae;deri er Dumhedens. At forsvare Noget er altid at disrecommandere det. Lad En have et Pakhuus fuldt af Guld, lad ham v&ae;re villig til at udgive hver en Dukat til de Fattige &streg; men lad ham derhos v&ae;re dum nok til at begynde dette sit velgj&o-;rende Foretagende med et Forsvar, hvori han af tre Grunde beviser det Forsvarlige deri: og det skal ikke v&ae;re langt fra, at Menneskene n&ae;sten finde det tvivlsomt, om han gj&o-;r noget Godt. Men nu det Christelige! Ja Den, der forsvarer det, han har aldrig troet paa det. Troer han, saa er Troens Begeistring &streg; ikke et Forsvar, nei, den er Angrebet, og Seieren; en Troende er en Seierherre. Saaledes med det Christelige og Forargelsen. Dens Mulighed er da ganske rigtigt tilstede ved den christelige Definition paa Synden. Den er dette: for Gud. En Hedning, det naturlige Menneske er meget villig til at indr&o-;mme, at der er Synd til, men dette &anfbeg;for Gud&anfslut;, som dog egentlig gj&o-;r Synden til Synd, det er ham meget for meget. Det er (om end paa en anden Maade end den her paaviste) ham at gj&o-;re Meget for Meget af det at v&ae;re Menneske; lidt mindre, saa er han villig til at gaae ind derpaa &streg; &anfbeg;men for Meget er for Meget&anfslut;. Andet Capitel Den socratiske Definition af Synd Synd er Uvidenhed. Dette er, som bekjendt, den socratiske Definition, der som alt Socratisk altid er en Instants, der er v&ae;rd at agte paa. Imidlertid er det gaaet i Forhold til dette Socratiske som i Forhold til saa meget andet Socratisk, man har l&ae;rt at f&o-;le en Trang til at gaae videre. Hvor utallig Mange have ikke f&o-;lt Trang til at gaae videre end den socratiske Uvidenhed &streg; formodentligen fordi de f&o-;lte, det var dem en Umulighed at blive staaende ved den; thi hvor mange ere vel i hver Generation De, som vare istand til endog blot een Maaned at udholde, existentielt at udtrykke Uvidenhed om Alt. Den socratiske Definition vil jeg derfor ingenlunde aff&ae;rdige med, at man ikke kan blive staaende ved den; men med det Christelige in mente vil jeg benytte den til at faae dette frem i sin Skarphed &streg; just fordi den socratiske Definition er saa &ae;gte gr&ae;sk; saa her som altid enhver anden Definition, der ikke i strengeste Forstand er streng christelig, det er, enhver Mellem-Definition viser sig i sin Tomhed. Misligheden ved den socratiske Definition er nu, at den lader det ubestemt, om hvorledes Uvidenheden selv n&ae;rmere er at forstaae, dens Oprindelse o. s. v. Dette vil sige, selv om Synd er Uvidenhed (eller hvad Christendommen maaskee snarere vilde kalde Dumhed), hvilket i een Forstand slet ikke lader sig negte: er dette en oprindelig Uvidenhed, er Tilstanden altsaa Dens, der ikke har vidst, og hidtil ikke har kunnet vide Noget om Sandheden; eller er det en frembragt, en senere Uvidenhed? Er den det Sidste, saa maa jo Synden egentligen stikke i noget Andet end i Uvidenheden, den maa stikke i den Virksomhed i Mennesket, ved hvilken han har arbeidet paa at fordunkle sin Erkjendelse. Men ogsaa dette antaget, kommer denne haardnakkede og meget seiglivede Mislighed igjen, idet Sp&o-;rgsmaalet bliver, om Mennesket da i det &O-;ieblik, han begyndte paa at fordunkle sin Erkjendelse, er sig dette tydelig bevidst. Er han sig det ikke tydeligt bevidst, saa er jo Erkjendelsen allerede noget fordunklet, f&o-;rend han begyndte derpaa; og Sp&o-;rgsmaalet kommer blot atter igjen. Antages derimod, at han, da han begyndte at fordunkle Erkjendelsen, er sig dette tydeligt bevidst, saa ligger jo Synden (om den end er Uvidenhed, forsaavidt denne er Resultatet) ikke i Erkjendelsen men i Villien, og det Sp&o-;rgsmaal, der maatte fremkomme, er om Erkjendelsens og Villiens Forhold til hinanden. Alt Sligt (og her kunde man da vedblive at sp&o-;rge i mange Dage) indlader den socratiske Definition sig egentlig ikke paa. Socrates var vistnok en Ethiker (hvad Oldtiden jo ubetinget vindicerer ham, Ethikens Opfinder), den f&o-;rste, som han er og bliver den F&o-;rste i sit Slags; men han begynder med Uvidenheden. Intellectuelt er det Uvidenheden han tenderer til, det Intet at vide. Ethisk forstaaer han ved Uvidenhed noget ganske Andet, og begynder saa med den. Men derimod er, som naturligt, Socrates ingen v&ae;sentlig religieus Ethiker, endnu mindre, hvad der er det Christelige, en Dogmatiker. Derfor kommer han egentligen slet ikke ind i den hele Unders&o-;gelse, med hvilken Christendommen begynder, ikke ind i det _{ind det} Prius, i hvilket Synden foruds&ae;tter sig selv, og som christeligt forklares i Dogmet om Arvesynden, til hvilket Dogme vi i denne Unders&o-;gelse dog blot komme som til Gr&ae;ndsen. Socrates kommer derfor egentligen ikke til Bestemmelsen Synd, hvilket vistnok er en Mislighed ved en Definition paa Synd. Hvorledes dette? Er nemlig Synd Uvidenhed, saa er jo Synd egentlig ikke til; thi Synd er jo netop Bevidsthed. Er Synden det at v&ae;re uvidende om det Rigtige, saa man derfor gj&o-;r det Urigtige, saa er Synd ikke til. Er dette Synd, saa antages jo, hvad Socrates ogsaa antog, at det Tilf&ae;lde ikke forekommer, at En, vidende det Rette, gj&o-;r det Urette, eller vidende, at det er det Urette, gj&o-;r dette Urette. Altsaa, er den socratiske Definition rigtig, saa er Synd slet ikke til. Men see, dette, just dette er christelig ganske i sin Orden, i en dybere Forstand ganske rigtigt, i christelig Interesse quod erat demonstrandum. Netop det Begreb, ved hvilket Christendommen meest afgj&o-;rende qvalitativt differentierer sig fra Hedenskabet, er: Synden, L&ae;ren om Synden; og derfor antager Christendommen ogsaa ganske conseqvent, at hverken Hedenskabet eller det naturlige Menneske veed hvad Synd er, ja, den antager, at der maa en Aabenbaring fra Gud til for at gj&o-;re det aabenbart, hvad Synd er. Ikke er det nemlig saa, som en overfladisk Betragtning antager, at L&ae;ren om Forsoningen er den qvalitative Differents mellem Hedenskab og Christendom. Nei, Begyndelsen maa gj&o-;res langt dybere, med Synden, med L&ae;ren om Synden, som Christendommen ogsaa gj&o-;r. Hvilken farlig Indvending derfor mod Christendommen, hvis Hedenskabet havde en Definition paa Synd, som Christendommen maatte erkjende for rigtig. Hvad er det da for en Bestemmelse, Socrates i at bestemme Synden mangler? Det er: Villien, Trods. Den gr&ae;ske Intellectualitet var for lykkelig, for naiv, for &ae;sthetisk, for ironisk, for vittig &streg; for syndig til at kunne faae det i sit Hoved, at En med sit Vidende kunde lade v&ae;re at gj&o-;re det Gode, eller med sit Vidende, med Viden om det Rette, gj&o-;re det Urette. Gr&ae;citeten statuerer et intellectuelt kategorisk Imperativ. Det Sande heri b&o-;r nu ingenlunde oversees, og gj&o-;res vel forn&o-;dent at indskj&ae;rpes i Tider som disse, der ere l&o-;bne vild i saare megen tomt opbl&ae;sende og ufrugtbar Viden, saa det vistnok nu, aldeles som paa Socrates's Tid, kun endnu mere, gjordes Behov, at Menneskene udhungredes en lille Smule socratisk. Det er baade til at lee og til at gr&ae;de over, saavel alle disse Forsikkringer om at have forstaaet og begrebet det H&o-;ieste, som ogsaa den Virtuositet, med hvilken Mange in abstracto vide at fremstille det, i en vis Forstand ganske rigtigt &streg; det er baade til at lee og til at gr&ae;de over, naar man saa seer, at al denne Viden og Forstaaen slet ingen Magt ud&o-;ver over Menneskenes Liv, at dette ikke i fjerneste Maade udtrykker hvad de have forstaaet, men snarere lige det Modsatte. Man udbryder uvilkaarligt ved Synet af dette lige saa s&o-;rgelige som latterlige Misforhold: men hvor i al Verden er det dog muligt at de kunne have forstaaet det, er det ogsaa sandt at de have forstaaet det? Her svarer hiin gamle Ironiker og Ethiker: o, Kjere, tro aldrig det; de have ikke forstaaet det, thi havde de i Sandhed forstaaet det, saa udtrykte deres Liv det ogsaa, saa gjorde de hvad de havde forstaaet. At forstaae og forstaae er altsaa to Ting? Ganske vist; og den som har forstaaet dette &streg; dog vel at m&ae;rke ikke i Betydning af den f&o-;rste Art Forstaaen, han er eo ipso indviet i alle Ironiens Hemmeligheder. Det er egentligen denne Modsigelse, der beskj&ae;ftiger Ironien. At opfatte det comisk, at et Menneske virkelig er uvidende om Noget, er en meget lav Art Comik, og under Ironiens V&ae;rdighed. Noget dybere Comisk er der egentlig ikke i, at der har levet Mennesker, som antoge at Jorden staaer stille &streg; naar de ikke vidste bedre. Det vil formodentlig paa en lignende Maade igjen gaae vor Tid i Forhold til en mere physikalsk vidende Tid. Modsigelsen er mellem to forskjellige Tider, der fattes et dybere Coincidentspunkt, en saadan Modsigelse er ikke v&ae;sentlig og altsaa heller ei v&ae;sentlig comisk. Nei, men at et Menneske staaer og siger det Rigtige &streg; og altsaa har forstaaet det; og naar han saa skal handle, gj&o-;r det Urigtige &streg; og altsaa viser, at han ikke har forstaaet det: ja det er uendelig comisk. Det er uendelig comisk, at et Menneske r&o-;rt indtil Taarer, saa altsaa ikke blot Sveden men Taarerne hagle ned af ham, kan sidde og l&ae;se eller h&o-;re Fremstillingen af Selvfornegtelse, af det &Ae;dle i at offre sit Liv for Sandheden &streg; og saa i n&ae;ste &O-;ieblik, ein, zwei, drei, vupti, n&ae;sten endnu med Taarerne i &O-;inene, er i fuld Gang med, i sit Ansigts Sveed, efter fattig Leilighed, at hj&ae;lpe Usandheden til at seire. Det er uendelig comisk, at en Taler med Sandhed i Stemme og Mimik, dybt grebet og dybt gribende, rystende kan fremstille det Sande, tr&ae;de alt det Onde, alle Helvedes-Magter under &O-;inene, med en Aplomb i Skikkelsen, med en Freidighed i Blikket, en Rigtighed i Pas'ene som er beundringsv&ae;rdig &streg; det er uendelig comisk, at han, n&ae;sten i samme &O-;ieblik, n&ae;sten endnu med &anfbeg;Adriennen paa&anfslut;, kan feigt og frygtagtigt l&o-;be af Veien for den mindste Ulempe. Det er uendelig comisk, at En kan forstaae hele Sandheden, om hvor ussel og smaalig Verden er o. s. v. &streg; at han kan forstaae det, og saa ikke kan kjende Det igjen, han har forstaaet; thi n&ae;sten i samme &O-;ieblik gaaer han selv hen og er med i den samme Smaalighed og Usselhed, tager &Ae;re af den og &ae;res af den, det er, anerkjender den. O, naar man seer En, der forsikkrer aldeles at have forstaaet, hvorledes Christus gik omkring i en ringe Tjeners Skikkelse, fattig, foragtet, bespottet, som Skriften siger: bespyttet &streg; naar jeg da seer den Samme saa omhyggeligt at flye hen, hvor der verdsligt er godt at v&ae;re, indrette sig der paa det tryggeste, naar jeg seer ham saa &ae;ngstelig, som var det Livet om at gj&o-;re, at undflye ethvert en ugunstig Vinds Pust fra H&o-;ire eller Venstre, saa lyksalig, saa h&o-;istlyksalig, saa kisteglad &streg; ja, for at gj&o-;re det complet, saa kisteglad, at han endog r&o-;rt takker Gud derfor &streg; ved ubetinget at v&ae;re &ae;ret og anseet af Alle, Alle: da har jeg ofte sagt til mig selv og ved mig selv &anfbeg;Socrates, Socrates, Socrates, skulde det v&ae;re muligt, at dette Menneske har forstaaet hvad han siger sig at have forstaaet?&anfslut;. Saaledes har jeg sagt, ja jeg har tillige &o-;nsket, at Socrates havde Ret. Thi det er mig dog, som var Christendommen for streng, jeg kan ei heller bringe det i Samklang med min Erfaring, at gj&o-;re en Saadan til en Hykler. Nei, Sokrates, Dig kan jeg forstaae; Du gj&o-;r ham til en Spasmager, en Slags lystig Broder, Du gj&o-;r ham til en Prise for Latteren, Du har Intet mod, det har endog Dit Bifald, at jeg serverer og anretter ham comisk &streg; det vil da sige, naar jeg gj&o-;r det godt. Socrates, Socrates, Socrates! Ja, man maa nok n&ae;vne Dit Navn tre Gange, det var ikke for meget at n&ae;vne det ti Gange, dersom det kunde hj&ae;lpe Noget. Man mener, Verden beh&o-;ver en Republik, og man mener at beh&o-;ve en ny Samfunds-Orden, og en ny Religion: men Ingen t&ae;nker paa, at en Socrates er det dog nok denne, just ved megen Viden forvirrede, Verden beh&o-;ver. Dog det forstaaer sig, t&ae;nkte Nogen derpaa, end sige, hvis Mange t&ae;nkte derpaa, da beh&o-;vedes han mindre. Det en Vildfarelse meest beh&o-;ver, er altid Det, den mindst t&ae;nker paa &streg; naturligt, thi ellers var det jo ikke en Vildfarelse. Altsaa en saadan ironisk-ethisk Correction kunde vor Tid saare godt beh&o-;ve, er maaskee egentligen det Eneste, den har Behov &streg; thi det er aabenbart Det den mindst t&ae;nker paa; det gjordes h&o-;iligt forn&o-;dent, at vi, istedetfor at gaae videre end Socrates, blot kom tilbage til dette Socratiske: at forstaae og forstaae er to Ting, &streg; ikke som et Resultat, der tilsidst hj&ae;lper Menneskene i den dybeste Elendighed, da det just h&ae;ver Forskjellen mellem at forstaae og forstaae, men som den ethiske Opfattelse af Livets Daglighed. Den socratiske Definition hj&ae;lper sig da saaledes. Naar En ikke gj&o-;r det Rette, saa har han heller ikke forstaaet det; hans Forstaaen er en Indbildning; hans Forsikkring om at have forstaaet en feil Direction; hans gjentagne Forsikkring om Fanden gale ham at have forstaaet, en uhyre, uhyre Fjernhed ad den st&o-;rst mulige Omvei. Men saa er jo Definitionen rigtig. Gj&o-;r En det Rigtige, saa synder han dog vel ikke; og gj&o-;r han ikke det Rigtige, saa har han heller ikke forstaaet det; havde han i Sandhed forstaaet det, vilde det snart bev&ae;ge ham til at gj&o-;re det, snart gj&o-;re ham til en Klangfigur for hans Forstaaen: ergo er Synd Uvidenhed. Men hvor stikker da Misligheden? Den stikker i, hvad det Socratiske, men kun til en vis Grad, selv er opm&ae;rksomt paa, og afhj&ae;lper, at der mangler en dialektisk Bestemmelse betr&ae;ffende Overgangen fra det at have forstaaet Noget til det at gj&o-;re det. I denne Overgang begynder det Christelige; ved saa at gaae ad den Vei, kommer det til at vise Synden liggende i Villien, til Begrebet Trods; og for saa at gj&o-;re Enden rigtig fast, f&o-;ies Dogmet om Arvesynden til &streg; ak thi Spekulationens Hemmelighed med det at begribe er just Det at sye uden at f&ae;ste Ende og uden at slaae Knude paa Traaden, og derfor kan den, vidunderligt, blive ved at sye og sye, &dvs;: at tr&ae;kke Traaden igjennem. Christendommen derimod f&ae;ster Ende ved Hj&ae;lp af Paradoxet. I den rene Idealitet, hvor der ikke er Tale om det enkelte virkelige Menneske, der er Overgangen n&o-;dvendig (i Systemet gaaer jo ogsaa Alt for sig med N&o-;dvendighed), eller der er slet ingen Vanskelighed forbunden med Overgangen fra det at forstaae til det at gj&o-;re. Dette er Gr&ae;citeten (dog ikke det Socratiske, thi dertil er Socrates for meget Ethiker). Og ganske dette Samme er egentlig hele den nyere Philosophies Hemmelighed; thi det er dette: cogito ergo sum, at t&ae;nke er at v&ae;re; (christeligt derimod hedder det: Dig skeer, som Du troer, eller, som Du troer, saa er Du, at troe er at v&ae;re). Man vil saaledes see, at den nyere Philosophi hverken er mere eller mindre end Hedenskab. Dette er nu endda ikke det V&ae;rste; at v&ae;re i Sl&ae;gtskab med Socrates ikke det Ringeste. Men det aldeles Usocratiske i den nyere Philosophi er, at den vil bilde sig og os ind, at dette er Christendom. I Virkelighedens Verden derimod, hvor der er Tale om det enkelte Menneske, der er denne lille bitte Overgang fra at have forstaaet til at gj&o-;re, den er ikke altid cito citissime, ikke, at jeg, i Mangel af at tale philosophisk, skal tale tydsk, geschwind wie der Wind. Tv&ae;rtimod, her begynder en meget vidtl&o-;ftig Historie. I Aands-Livet er der ingen Stilstand (egentlig heller ingen Tilstand, Alt er Actualitet); dersom altsaa et Menneske ikke i samme Secund, som han har erkjendt det Rette, gj&o-;r det &streg; ja saa gaaer nu for det f&o-;rste Erkjendelsen af Kog. Og dern&ae;st saa bliver Sp&o-;rgsmaalet, hvad synes Villien om det Erkjendte. Villien er et Dialektisk, og har igjen under sig hele den lavere Natur i Mennesket. Synes denne nu ikke om det Erkjendte, saa f&o-;lger deraf vel ikke, at Villien gaaer hen og gj&o-;r det Modsatte af hvad Erkjendelsen forstod, saa st&ae;rke Mods&ae;tninger forekomme vistnok sjeldnere; men saa lader Villien nogen Tid gaae hen, det bliver et Interim, det hedder: vi vil dog see det an til imorgen. Under alt Dette bliver Erkjendelsen dunklere og dunklere, og det Lavere seirer mere og mere; ak, thi det Gode maa gj&o-;res strax, strax idet det er erkjendt (og derfor gaaer det i den rene Idealitet saa let med Overgangen fra at t&ae;nke til at v&ae;re, thi der er Alt strax), men det Lavere har sin Styrke i at tr&ae;kke ud. Saa smaat har Villien ikke noget mod, at dette skeer, den seer n&ae;sten igjennem Fingre dermed. Og naar saa Erkjendelsen er blevet beh&o-;rig dunkel, saa kan Erkjendelsen og Villien bedre forstaae hinanden; tilsidst samtykke de ganske, thi nu er Erkjendelsen gaaet over paa Villiens Side, og erkjender, at det er ganske rigtigt som den vil det. Og saaledes lever maaskee en stor M&ae;ngde Mennesker; de arbeide saa smaat paa at fordunkle deres ethiske og ethisk-religieuse Erkjenden, der vil f&o-;re dem ud i Afgj&o-;relser og Conseqventser, som det Lavere i dem ikke elsker; derimod udvide de deres &ae;sthetiske og metaphysiske Erkjenden, hvilket, ethisk, er Adspredelse. Dog med Alt dette ere vi endnu ikke komne videre end til det Socratiske; thi, vilde Socrates sige, skeer dette, saa viser det jo, at et saadant Menneske dog ikke har forstaaet det Rette. Dette vil sige, til at udsige, at En med sit Vidende gj&o-;r det Urette, med Viden om det Rette gj&o-;r det Urette, har Gr&ae;citeten ikke Mod, saa hj&ae;lper den og siger: naar En gj&o-;r det Urette, har han ikke forstaaet det Rette. Ganske rigtigt, og videre kan heller intet Menneske komme; intet Menneske kan ved sig selv og af sig selv udsige, hvad Synd er, just fordi han er i Synden; al hans Talen om Synden er i Grunden Besmykkelse for Synden, en Undskyldning, en syndig Formildelse. Derfor begynder Christendommen ogsaa paa en anden Maade, med, at der maa en Aabenbaring fra Gud til, for at oplyse Mennesket om, hvad Synd er, at Synden dog ikke ligger i, at Mennesket ikke har forstaaet det Rette, men i at han ikke vil forstaae det, og i at han ikke vil det. Allerede med Hensyn til den Distinktion: ikke at kunne forstaae og ikke at ville forstaae, oplyser Socrates egentligen Intet, medens han derimod er Stormesteren for alle Ironikere i at operere ved Hj&ae;lp af den Distinktion mellem at forstaae og forstaae. Socrates forklarer, at Den, som ikke gj&o-;r det Rette, heller ikke har forstaaet det; men Christendommen gaaer lidt l&ae;ngere tilbage og siger, det er fordi han ikke vil forstaae det, og dette igjen, fordi han ikke vil det Rette. Og dern&ae;st l&ae;rer den, at et Menneske gj&o-;r det Urette (den egentlige Trods), uagtet han forstaaer det Rette, eller lader v&ae;re at gj&o-;re det Rette, uagtet han forstaaer det; kort, den christelige L&ae;re om Synden er lutter N&ae;rgaaenhed mod Mennesket, Beskyldning paa Beskyldning, den er den Paastand, hvilken det Guddommelige som Aktor tillader sig at nedl&ae;gge mod Mennesket. Men kan noget Menneske begribe dette Christelige? Ingenlunde, det er jo ogsaa det Christelige, altsaa til Forargelse. Det maa troes. At begribe er Menneskets Omfang i Forhold til det Menneskelige; men at troe er Menneskets Forhold til det Guddommelige. Hvorledes forklarer da Christendommen dette Ubegribelige? Ganske conseqvent, paa en ligesaa ubegribelig Maade, ved Hj&ae;lp af, at det er aabenbaret. Christelig forstaaet ligger Synden altsaa i Villien, ikke i Erkjendelsen; og denne Villiens Ford&ae;rvethed gaaer ud over den Enkeltes Bevidsthed. Dette er det ganske Conseqvente; thi ellers maatte jo betr&ae;ffende hver Enkelt det Sp&o-;rgsmaal opkomme, hvorledes Synden begyndte. Her er da igjen Forargelsens Kjendetegn. Forargelsens Mulighed ligger i: at der skal en Aabenbaring fra Gud til for at oplyse Mennesket om, hvad Synd er, og hvor dybt den stikker. Det naturlige Menneske, Hedningen, t&ae;nker som saa: &anfbeg;lad gaae, jeg indr&o-;mmer, at jeg ikke har forstaaet alle Ting i Himlen og paa Jorden, skal der en Aabenbaring til, saa_{Aabenbaring, saa} lad den oplyse os om det Himmelske; men at der skulde en Aabenbaring til for at oplyse hvad Synd er, er da det Urimeligste af Alt. Jeg udgiver mig ikke for at v&ae;re noget fuldkomment Menneske, langt fra, men det veed jeg dog, og jeg er jo villig til at indr&o-;mme det, hvor langt jeg er fra Fuldkommenhed: skulde jeg saa ikke vide, hvad Synd er?&anfslut; Men Christendommen svarer: nei, det er hvad Du allermindst veed, hvor langt Du er fra Fuldkommenhed, og hvad Synd er. &streg; See, i den Forstand er rigtignok, christelig, Synd Uvidenhed, den er Uvidenhed om hvad Synd er. Definitionen paa Synd, som blev givet i forrige Capitel, maa derfor endnu saaledes fuldst&ae;ndiggj&o-;res: Synd er, efter ved en Aabenbaring fra Gud at v&ae;re oplyst om hvad Synd er, for Gud fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, eller fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Tredie Capitel At Synden ikke er en Negation, men en Position At dette er saaledes, er Noget, den orthodoxe Dogmatik og Orthodoxien overhovedet bestandigt har kj&ae;mpet for, og som pantheistisk afviist enhver Definition af Synden, der gjorde denne til noget blot Negativt, Svaghed, Sandselighed, Endelighed, Uvidenhed o. desl. Orthodoxien har meget rigtigt seet, at her skal Slaget staae, eller for at erindre om det Foregaaende, her er det der skal f&ae;stes Ende, her gj&ae;lder det om at holde igjen; Orthodoxien har rigtigt seet, at hele Christendommen, naar Synden bestemmes negativ, er holdningsl&o-;s. Derfor indskj&ae;rper Orthodoxien, at der maa en Aabenbaring fra Gud til for at l&ae;re det faldne Menneske, hvad Synd er, hvilken Meddelelse saa, ganske conseqvent, maa troes, da den er et Dogma. Og det forstaaer sig, Paradoxet, Troen, Dogmet, disse tre Bestemmelser danne en Alliance og Overeensstemmelse, der er det sikkreste Hold og Bolv&ae;rk mod al hedensk Viisdom. Saaledes Orthodoxien. Ved en besynderlig Misforstaaelse har saa en saakaldet spekulativ Dogmatik, der rigtignok paa en bet&ae;nkelig Maade indlader sig med Philosophien, meent at kunne begribe denne Bestemmelse, at Synden er en Position. Men er dette sandt, saa er Synden en Negation. Hemmeligheden i al Begriben er, at selve dette at begribe er h&o-;iere end al Position, som den s&ae;tter. Begrebet s&ae;tter en Position, men det at den begribes, er just, at den negeres. Selv dog til en vis Grad opm&ae;rksom herpaa, har saa den spekulative Dogmatik ikke vidst anden Hj&ae;lp end, hvad der rigtignok kun lidet anstaaer en philosophisk Videnskab, at henkaste et Detaschement af Forsikkringer paa det Punkt, hvor Bev&ae;gelsen gj&o-;res. Man forsikkrer den ene Gang h&o-;itideligere end den anden, mere og mere sv&ae;rgende og bandende, at Synden er en Position, at det er Pantheisme og Rationalisme, og Gud veed Alt det det er, men altsammen Noget, som den spekulative Dogmatik abrenuntierer og afskyer, at sige at Synden blot er en Negation &streg; og saa gaaer man over til at begribe det, at Synden er en Position. Det vil sige, den er dog kun til en vis Grad Position, ikke mere end at man dog nok kan begribe det. Og den samme Spekulationens Tvetungethed viser sig da ogsaa paa et andet Punkt, dog betr&ae;ffende det Samme. Bestemmelsen Synd, eller hvorledes Synden bestemmes, er afgj&o-;rende for Bestemmelsen: Anger. Da det nu er saa spekulativt dette med Negationens Negation, saa er der ikke Andet for, saa maa Angeren v&ae;re Negationens Negation &streg; og saa bliver jo Synden Negationen. &streg; Det var for&o-;vrigt vistnok at &o-;nske, at engang en &ae;druelig T&ae;nker vilde oplyse, hvorvidt dette reent Logiske, der erindrer om Logikens f&o-;rste Forhold til det Gramaticalske (to Negtelser bekr&ae;fte) og om det Mathematiske, hvorvidt dette Logiske har sin Gyldighed i Virkelighedens Verden, i Qvaliteternes Verden; om overhovedet ikke Qvaliteternes Dialektik er en anden; om &anfbeg;Overgangen&anfslut; ikke her spiller en anden Rolle. Sub specie &ae;terni, &ae;terno modo o. s. v. er jo det Spatierende slet ikke til, derfor er Alt, og der er slet ingen Overgang. At s&ae;tte i dette abstrakte Medium er derfor eo ipso det Samme som at oph&ae;ve. Men at betragte Virkeligheden paa samme Maade er dog noget n&ae;r Afsindighed. Man kan ogsaa ganske in abstracto sige: paa Imperfectum f&o-;lger Perfectum. Men dersom i Virkelighedens Verden en Mand deraf vilde slutte, at det fulgte af sig selv og fulgte strax, at et V&ae;rk, han ikke fuldendte (imperfectum) blev fuldendt: saa var han dog vel gal. Men saaledes ogsaa med Syndens saakaldte Position, naar det Medium, hvori den poneres, er den rene T&ae;nkning; det Medium er meget for flygtigt til at det kan blive Alvor med Positionen. Dog alt Sligt beskj&ae;ftiger mig ikke her. Jeg holder bestandigt blot fast ved det Christelige, at Synden er en Position &streg; dog ikke som kunde det begribes, men som et Paradox, der maa troes. Dette er i mine Tanker det Rigtige. Naar man blot kan faae alle Fors&o-;gene med at begribe gjorte aabenbare som selvmodsigende, saa faaer Sagen sin rette Stilling, det bliver saa klart, at det maa overlades til Troen, om En vil troe eller ikke. &streg; Jeg kan godt begribe (og dette er da ingenlunde for guddommeligt til at begribes), at En som nu endelig maa begribe, og kun kan synes om hvad der udgiver sig for at begribe, finder Dette meget fattigt. Men dersom hele Christendommen h&ae;nger i dette, at den skal troes, og ikke begribes, at den enten skal troes eller man skal forarges paa den: er det saa saa fortjenstligt med at ville begribe? Er det fortjenstligt, eller er det ikke snarere enten Uforskammenhed eller Tankel&o-;shed at ville begribe Det, der ikke vil begribes? Naar en Konge faaer den Idee at ville v&ae;re ganske incognito, aldeles behandles som en simpel Mand, er det saa ogsaa, fordi det synes Menneskene i Almindelighed mere Udm&ae;rkelse at vise ham kongelig Hylding, er det saa ogsaa det Rigtige at gj&o-;re det? Eller er det ikke netop at h&ae;vde sig selv og sin Tankegang lige over for Kongens Villie, at gj&o-;re som man selv vil, istedetfor at b&o-;ie sig? Eller mon det vilde behage Kongen, jo mere opfindsomt et saadant Menneske kunde v&ae;re i at vise ham undersaatlig &Ae;rb&o-;dighed, naar Kongen ikke vil behandles saaledes, det er, jo mere opfindsomt et saadant Menneske kunde v&ae;re i at gj&o-;re Kongens Villie imod? &streg; Lad saa andre beundre og prise Den, der giver sig ud for at kunne begribe det Christelige: jeg anseer det for en ligefrem ethisk Opgave, der kr&ae;ver maaskee ikke saa lidt Selvfornegtelse, i saa speculative Tider, naar alle &anfbeg;de Andre&anfslut; have travlt med at begribe, da at tilstaae, at man hverken kan eller skal begribe det. Dog just dette er vistnok hvad Tiden, hvad Christenheden beh&o-;ver: lidt socratisk Uvidenhed i Forhold til det Christelige; men vel at m&ae;rke lidt &anfbeg;socratisk&anfslut; Uvidenhed. Lad os aldrig glemme &streg; dog hvor mange ere vel De, som nogensinde ret have vidst det, eller t&ae;nkt det &streg; lad os aldrig glemme, at Socrates's Uvidenhed var en Art Gudsfrygt og Gudsdyrkelse, at hans Uvidenhed var paa Gr&ae;sk det J&o-;diske: at Gudsfrygt er Viisdoms Begyndelse. Lad os aldrig glemme, at just af &Ae;rb&o-;dighed for Guddommen var han uvidende, at han, forsaavidt en Hedning kunde det, som Dommer holdt Vagt ved Gr&ae;ndseskjellet mellem Gud &streg; og Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb bef&ae;stedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud &streg; og Menneske ikke saadan philosophice, poetice o. s. v. l&o-;b i Eet. See, derfor var Socrates den Uvidende, og derfor kjendte Guddommen ham at v&ae;re den meest Vidende. &streg; Men Christendommen l&ae;rer, at alt det Christelige kun er til for Troen; derfor vil det netop v&ae;re en socratisk, gudfrygtig Uvidenhed, der ved Uvidenhed v&ae;rger Troen mod Spekulationen, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb mellem Gud &streg; og Menneske maa v&ae;re bef&ae;stet som den er det i Paradoxet og Troen, at Gud og Menneske ikke endnu forf&ae;rdeligere end nogensinde i Hedenskabet, saadan philosophice, poetice o. s. v. l&o-;be sammen i Eet &streg; i Systemet. Kun fra een Side kan der da her v&ae;re Tale om at belyse, at Synden er en Position. I det foregaaende Afsnit er i Fremstillingen af Fortvivlelse bestandigt efterviist en Stigen. Udtrykket for denne Stigen var deels Potentsation af Bevidstheden om Selvet, deels Potentsation fra Liden til bevidst Handling. Begge Udtryk ere igjen i Forening Udtrykket for, at Fortvivlelsen ikke kommer udvortes fra, men indvortes fra. Og i samme Grad er den jo ogsaa mere og mere ponerende. Men if&o-;lge den opstillede Definition paa Synd, h&o-;rer til Synd det ved Forestillingen om Gud uendelig potentserede Selv, og saaledes igjen den st&o-;rst mulige Bevidsthed om Synden som en Gjerning. &streg; Dette er Udtrykket for, at Synden er en Position, det at den er for Gud er just det Positive i den. For&o-;vrigt har den Bestemmelse, at Synden er en Position, ogsaa i en ganske anden Forstand Forargelsens Mulighed, det Paradoxe i sig. Det Paradoxe er nemlig Conseqventsen i Forhold til L&ae;ren om Forsoningen. F&o-;rst gaaer Christendommen hen og s&ae;tter Synden saaledes fast som Position, at den menneskelige Forstand aldrig kan begribe det; og saa er det den samme christelige L&ae;re, der igjen paatager sig at skaffe denne Position saaledes bort, som den menneskelige Forstand aldrig kan begribe det. Spekulationen, der snakker sig fra Paradoxerne, slaaer lidt af paa begge Steder, saa gaaer det lettere: den gj&o-;r ikke Synden slet saa positiv &streg; og desuagtet kan den dog ikke faae det i sit Hoved, at Synden ganske skulde v&ae;re glemt. Men Christendommen, der er f&o-;rste Opfinder af Paradoxerne, er ogsaa her saa paradox som mulig; den ligesom arbeider sig selv imod, idet den s&ae;tter Synden saa fast som Position, at det nu da synes at blive en fuldkommen Umulighed med at faae den bort igjen &streg; og saa er det netop Christendommen, der, ved Forsoningen, igjen vil skaffe Synden bort saa ganske, at den er som druknet i Havet. Till&ae;g til A Men bliver saa ikke i en vis Forstand Synd en stor Sjeldenhed? (Moralen). Der blev i det f&o-;rste Afsnit mindet om, at jo intensivere Fortvivlelsen bliver, desto sjeldnere er den i Verden. Men nu er jo Synden den endnu engang qvalitativt potentserede Fortvivlelse, saa maa denne vel v&ae;re ganske sjelden? Forunderlige Vanskelighed! Christendommen underl&ae;gger Alt under Synd; vi have str&ae;bt at fremstille det Christelige saa strengt som muligt: og saa fremkommer dette besynderlige Resultat, dette besynderlige Resultat, at Synd jo saa slet ikke findes i Hedenskabet, men kun i J&o-;dedom og Christendom, og der igjen vel meget sjeldent. Dog er det, men kun i een Forstand, ganske rigtigt saaledes. &anfbeg;Efter ved en Aabenbaring fra Gud at v&ae;re oplyst om hvad Synd er, for Gud fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, eller fortvivlet at ville v&ae;re sig selv&anfslut;, er at synde &streg; og ganske vist, det er sjeldent, at et Menneske er saa udviklet, sig selv saa gjennemsigtigt, at dette kan passe paa ham. Men hvad f&o-;lger saa deraf? Ja, det maa man vel agte paa, thi her er en egen dialektisk Vending. Det fulgte jo ikke af, at et Menneske ikke i intensivere Forstand er fortvivlet, deraf fulgte jo ikke, at han ikke var fortvivlet. Tv&ae;rtimod; der blev just viist, at de fleste, langt, langt de fleste Mennesker ere fortvivlede, men i en lavere Grad af Fortvivlelse. Det er jo heller ikke nogen Fortjeneste at v&ae;re fortvivlet i en h&o-;iere Grad. &Ae;sthetisk er det et Fortrin, thi &ae;sthetisk sees der blot paa Kraft; men, ethisk, er den intensivere Fortvivlelse l&ae;ngere fra Frelsen end den lavere. Og saaledes er det ogsaa med Synden. De fleste Menneskers Liv er, indifferent-dialektisk bestemmet, saa langt fra det Gode (Troen), at det n&ae;sten er for aandl&o-;st til at kaldes Synd, ja n&ae;sten for aandl&o-;st til at kaldes Fortvivlelse. At v&ae;re i strengeste Forstand en Synder er nu vistnok saare langt fra at v&ae;re noget Fortjenstligt. Men paa den anden Side, hvor i al Verden skal der kunne findes en v&ae;sentlig Syndsbevidsthed (og see, den vil Christendommen nok have) i et Liv, der er sunket saaledes i Trivialitet, pjattet Efterabelse af &anfbeg;de Andre&anfslut;, at man n&ae;sten ikke kan kalde det, at det er for aandl&o-;st til at kaldes Synd, kun v&ae;rd som Skriften siger &anfbeg;at udspyttes.&anfslut; Dog hermed er Sagen ikke f&ae;rdig, thi Syndens Dialektik fanger saa blot paa en anden Maade. Hvorledes gaaer det nemlig til, at et Menneskes Liv bliver saa aandl&o-;st, at det er, som kunde Christendommen slet ikke anbringes i Forhold dertil, ligesom naar en Donkraft (og som en Donkraft saaledes er Christendommens Opl&o-;ftelse) ikke kan anbringes, fordi der ingen Grund er, men kun Mose og Henges&ae;k? Er det Noget, som h&ae;nder et Menneske? Nei, det er Menneskets egen Skyld. Aandl&o-;shed f&o-;des intet Menneske med; og hvor Mange der end i D&o-;den bringe dette med sig som det eneste Udbytte af Livet &streg; det er ikke Livets Skyld. Men siges maa det, og saa uforbeholdent som muligt, at den saakaldte Christenhed (i hvilken saadan Alle millionviis ere saadan uden videre Christne, saa der er lige saa mange, netop lige saa mange Christne som der er Mennesker) ikke blot er en elendig Udgave af det Christelige, fuld af meningsforstyrrende Trykfeil og tankel&o-;se Udeladelser og Tils&ae;tninger, men at den er en Misbrug af det, den at have taget Christendommen forf&ae;ngelig. Der f&o-;des i et lille Land vel neppe tre Digtere i hver Generation, men Pr&ae;ster er der nok af, mange flere end der kan befordres. Man taler i Forhold til en Digter om at have Kald; til at blive Pr&ae;st er det i M&ae;ngden af Menneskers (altsaa af Christnes) Forestilling nok at have Examen. Og dog, dog er en sand Pr&ae;st noget endnu Sjeldnere end en sand Digter, og dog er det Ord &anfbeg;Kald&anfslut; oprindeligen tilh&o-;rende det Gudelige. Men i Forhold til det at v&ae;re Digter har man dog i Christenheden endnu bevaret en Forestilling om, at det er Noget, og at der er Noget i, at det er et Kald. Det at v&ae;re Pr&ae;st derimod er i M&ae;ngden af Menneskers (altsaa af Christnes) &O-;ine forladt af enhver opl&o-;ftende Forestilling, uden det mindste Mysterieuse in puris naturalibus en Levevei. &anfbeg;Kald&anfslut; betyder et Embede; der tales om at faae et Kald; men om at have et Kald &streg; ja det tales der ogsaa om, om at En har et Kald at give bort. Ak, og dette Ords Skjebne i Christenheden er som et Motto paa hele det Christeliges_{ChristeligeChristeligesChristelige}. Ulykken er ikke, at det Christelige ikke siges (saaledes er Ulykken jo heller ikke, at der ikke er Pr&ae;ster nok); men det siges saaledes, at der af M&ae;ngden af Mennesker tilsidst slet Intet t&ae;nkes derved (ligesom der ved det at v&ae;re Pr&ae;st af denne M&ae;ngde slet intet Andet t&ae;nkes end ved det aldeles S&o-;gne at v&ae;re Kj&o-;bmand, Prokurator, Bogbinder, Veterinair o. s. v.), saa det H&o-;ieste og Helligste slet intet Indtryk gj&o-;r, men lyder og h&o-;res som Noget, der nu saadan engang, Gud veed hvorfor, er blevet Skik og Brug, som saa meget Andet. Hvad Under saa, at man &streg; i Mangel af at finde sin egen Adf&ae;rd uforsvarlig &streg; finder det forn&o-;dent at forsvare Christendommen. &streg; En Pr&ae;st burde jo dog vel v&ae;re en Troende. Og en Troende! En Troende er dog vel en Forelsket; ja, den af alle Forelskede meest Forelskede, han er dog egentlig, i Henseende til Begeistring, kun som en Yngling i Sammenligning med en Troende. T&ae;nk nu en Forelsket. Ikke sandt, han vilde da v&ae;re istand til Dag ud og Dag ind, saa lang Dagen var, og Natten med, at tale om sin Forelskelse. Men troer Du det kunde falde ham ind, troer Du det vilde v&ae;re ham muligt, troer Du ikke, det vilde v&ae;re ham som en Afskyelighed at tale saaledes, at han af tre Grunde str&ae;bte at bevise, at der dog var Noget i at v&ae;re forelsket &streg; omtrent som naar Pr&ae;sten af tre Grunde beviser, at det at bede er gavnligt, saa altsaa det at bede er sunket saa dybt i Prisen, at der maa tre Grunde til for at hj&ae;lpe det en lille Smule til Anseelse. Eller som naar Pr&ae;sten, og dette er da det Samme, kun endnu latterligere, af tre Grunde beviser, at det at bede er en Salighed, som overgaaer al Forstand. O, uskateerlige Anticlimax, at Noget overgaaer al Forstand, bevises af tre &streg; Grunde, der, hvis de ellers due Noget, dog vel ikke overgaae al Forstand, og lige tv&ae;rtimod maae gj&o-;re Forstanden det indlysende, at denne Salighed ingenlunde overgaaer al Forstand; thi &anfbeg;Grunde&anfslut; ligge jo dog vel indenfor Forstandens Omfang. Nei, for hvad der overgaaer al Forstand &streg; og for Den, der troer paa det, betyde tre Grunde ikke mere end tre Flasker, eller tre Hjorte! &streg; Og nu videre, troer Du det vilde falde en Forelsket ind at f&o-;re et Forsvar for sin Forelskelse, det er, at indr&o-;mme, at den ikke var ham det Absolute, ubetinget det Absolute, men at han t&ae;nkte den saadan sammen med Indvendingerne mod den, og deraf fremgik Forsvaret, det er, troer Du, han kunde eller vilde indr&o-;mme, at han ikke var forelsket, angive sig selv, at han ikke var forelsket? Og dersom man vilde foreslaae en Forelsket at tale saaledes, troer Du ikke, han vilde ansee En for gal; og dersom han, foruden at v&ae;re forelsket, tillige var lidt af en Iagttager, troer Du ikke, han vilde fatte en Mistanke om, at Den, der gjorde ham dette Forslag, aldrig havde vidst, hvad Forelskelse er, eller vilde have ham til at forraade og fornegte sin Forelskelse &streg; ved at forsvare den. &streg; Er dette dog ikke indlysende, at Den, der virkelig er forelsket, ham kan det aldrig falde ind at ville bevise af tre Grunde, eller forsvare; thi han er Det, som er mere end alle Grunde og ethvert Forsvar: han er forelsket. Og Den, som gj&o-;r det, han er ikke forelsket; han udgiver sig blot for at v&ae;re det, og uheldigviis &streg; eller heldigviis &streg; saa dumt, at han blot angiver sig selv, ikke at v&ae;re det. Men just saaledes tales der om Christendommen &streg; af troende Pr&ae;ster, enten &anfbeg;forsvarer&anfslut; man Christendommen, eller man s&ae;tter den over i &anfbeg;Grundene&anfslut;, forsaavidt man da ikke tillige fusker i speculativt at &anfbeg;begribe&anfslut; den; det kaldes at pr&ae;dike, og man anseer det i Christenheden allerede for store Ting, at der pr&ae;dikes saaledes, og at saa Nogen h&o-;rer det. Og just derfor er Christenheden (dette er Beviset derfor) saa langt fra at v&ae;re hvad den kalder sig, at de fleste Menneskers Liv, christelig forstaaet, endog er for aandl&o-;st til i streng christelig Forstand at kaldes Synd. B Syndens Forts&ae;ttelse Enhver Tilstand i Synd er ny Synd; eller som det n&o-;iagtigere maatte udtrykkes og vil blive udtrykt i det F&o-;lgende, Tilstanden i Synd er den nye Synd, er Synden. Dette synes maaskee Synderen en Overdrivelse; han erkjender i det H&o-;ieste enhver aktuel ny Synd for en ny Synd. Men Evigheden, som f&o-;rer hans Conto, maa opf&o-;re Tilstanden i Synd som ny Synd. Den har kun to Rubrikker, og &anfbeg;Alt hvad der ikke er af Tro er Synd&anfslut;; enhver uangret Synd er en ny Synd, og ethvert &O-;ieblik den er uangret, er ny Synd. Men hvor sjeldent et Menneske, som har Continueerlighed i Forhold til sin Bevidsthed om sig selv! Som oftest ere Menneskene sig blot momentviis bevidste, bevidste i de st&o-;rre Afgj&o-;relser, men det Daglige anslaaes slet ikke; de ere saadan Aand saadan een Gang om Ugen en Timestid &streg; det forstaaer sig, det er rigtignok en temmelig bestialsk Maade, at v&ae;re Aand paa. Dog Evigheden er den v&ae;sentlige Continueerlighed, fordrer denne af Mennesket, eller at han skal v&ae;re sig bevidst som Aand og have Troen. Synderen derimod er saaledes i Syndens Magt, at han ingen Forestilling har om dens totale Bestemmelse, at han er paa Fortabelsens Afvei. Han anslaaer blot hver enkelt ny Synd, ved hvilken han ligesom faaer ny Fart frem ad Fortabelsens Vei, ret som gik han ikke i det foregaaende &O-;ieblik med alle de foregaaende Synders Hastighed ad den Vei. Saa naturlig er Synden blevet ham, eller Synden er blevet ham den anden Natur, at han finder det Daglige ganske i sin Orden, og kun selv standser et &O-;ieblik, hver Gang han ved ny Synd saa at sige faaer ny Fart. Han er i Fortabelsen blind for, at hans Liv, istedetfor at have det Eviges v&ae;sentlige Continueerlighed, ved i Troen at v&ae;re for Gud, har Syndens Continueerlighed. Dog, &anfbeg;Syndens Continueerlighed&anfslut;, er Synden ikke just det Ikke-Continueerlige? See, her kommer det igjen, dette om, at Synden blot er en Negation, der aldrig kan vindes H&ae;vd paa, som der ikke kan vindes H&ae;vd paa stjaalet Gods, en Negation, et afm&ae;gtigt Fors&o-;g paa at constituere sig, men som dog, lidende al Afmagtens Qval i fortvivlet Trods, ikke formaaer det. Ja, saaledes er det spekulativt; men christeligt er Synden (dette maa troes, da det jo er det Paradoxe, som intet Menneske kan begribe) en Position, der af sig udvikler en mere og mere ponerende Continuerlighed. Og Loven for denne Continueerligheds Voxen er ogsaa en anden end den for en Gjelds, eller en Negations. Thi en Gjeld voxer ikke, fordi den ikke bliver betalt, den voxer for hver Gang den for&o-;ges. Men Synden voxer med hvert &O-;ieblik, man ikke kommer ud af den. Det er saa langt som muligt fra, at Synderen har Ret i, kun at ansee hver ny Synd for en For&o-;gelse af Synden, at, christelig forstaaet, egentlig Tilstanden i Synden er st&o-;rre Synd, er den nye Synd. Selv et Ordsprog siger, at synde er menneskeligt, men at blive i Synden er di&ae;velsk; men christelig maa dette Ordsprog rigtignok forstaaes noget anderledes. Den blot desultoriske Betragtning, der kun seer paa den nye Synd og overspringer det Mellemliggende, det Mellemliggende mellem de enkelte Synder, er en ligesaa overfladisk Betragtning, som hvis En vilde antage, at et Jernbanetog kun bev&ae;gede sig hver Gang Locomotivet sn&o-;ftede. Nei, denne Sn&o-;ften, og det Fremst&o-;d, som derpaa f&o-;lger, er egentligen ikke Det, der skal sees paa, men den j&ae;vne Fart, med hvilken Locomotivet gaaer, og som frembringer hiin Sn&o-;ften. Og saaledes er det med Synden. Tilstanden i Synden er i dybeste Forstand Synden, de enkelte Synder ikke Syndens Forts&ae;ttelse, men Udtrykket for Syndens Forts&ae;ttelse; i den enkelte nye Synd bliver Syndens Fart blot sandselig mere til at bem&ae;rke. Tilstanden i Synden er den v&ae;rre Synd end de enkelte Synder, er Synden. Og saaledes forstaaet gj&ae;lder det, at Tilstanden i Synden er Syndens Forts&ae;ttelse, er ny Synd. I Almindelighed forstaaer man det anderledes, man forstaaer det om, at den ene Synd f&o-;der ny Synd af sig. Men det har en langt dybere Grund, den, at Tilstanden i Synden er ny Synd. Det er psychologisk mesterligt, hvad Shakspeare lader Macbeth sige (3die Akt, 2den Scene): S&u..;ndentspro&ss;ne Werke erlangen nur durch S&u..;nde Kraft und St&a..;rke. Det vil sige, Synden er indenfor sig selv en Conseqvents, og i denne det Ondes Conseqvents i sig har den ogsaa en vis Kraft. Men til en saadan Betragtning kommer man aldrig, naar man blot seer paa de enkelte Synder. De fleste Mennesker leve vistnok med altfor liden Bevidsthed om dem selv, til at have en Forestilling om hvad Conseqvents er; det vil sige, de existere ikke qua Aand. Deres Liv bestaaer, enten i en vis barnlig, elskelig Naivitet eller i Pjattethed, af saadan Noget Handling, Noget Tildragelse, Dit og Dat; nu gj&o-;re de noget Godt, og saa igjen noget Galt, og saa begynde de atter forfra; nu ere de fortvivlede en Eftermiddag, maaskee tre Uger, men saa ere de Friskfyr igjen, og saa igjen en Dags Tid fortvivlede. De lege saa at sige med i Livet, men de opleve aldrig det at s&ae;tte Alt ind paa Eet, komme aldrig til Forestillingen om en uendelig Conseqvents i sig. Derfor er der mellem dem bestandigt kun Tale om det Enkelte, enkelte gode Gjerninger, enkelte Synder. Enhver Existents, der er under Bestemmelsen Aand, selv om den og kun er paa eget An- og Tilsvar, har v&ae;sentlig Conseqvents i sig og Conseqvents i et H&o-;iere, idetmindste i en Idee. Men en saadan frygter igjen uendeligt enhver Inconseqvents, fordi han har en uendelig Forestilling om hvad F&o-;lgen kan blive, at han kunde rives ud af det Totale, hvori han har sit Liv. Den mindste Inconseqvents er et uhyre Tab, thi han taber jo Conseqventsen; i samme &O-;ieblik er maaskee Trylleriet l&o-;st, den hemmelighedsfulde Magt, der bandt alle Kr&ae;fterne i Harmoni, afmattet, Springfjederen afsp&ae;ndt, det Hele maaskee et Chaos, hvor Kr&ae;fterne kj&ae;mpe mod hinanden, til Selvets Lidelse, men hvori der ingen, ingen Overeensstemmelse er med sig selv, ingen Fart, ingen impetus. Det uhyre Maskineri, som i Conseqventsen var saa f&o-;ieligt i sin Jern-Styrke, saa smidigt i al sin Kraft, er i Uorden; og jo ypperligere, jo grandiosere Maskineriet var, desto frygteligere er Virvarret. &streg; Den Troende, der altsaa hviler i, har sit Liv i det Godes Conseqvents, har en uendelig Frygt for end den mindste Synd; thi han har uendeligt at tabe. De umiddelbare, de barnlige eller barnagtige Mennesker have intet Totalt at tabe, de tabe og vinde bestandigt blot i det Enkelte, eller det Enkelte. Men som med den Troende, saaledes ogsaa med Modbilledet, den D&ae;moniske, i Forhold til Syndens Conseqvents i sig. Som Drankeren stadigt vedligeholder Rusen fra Dag til Dag, af Frygt for den Standsning, den Mathed, der vilde indtr&ae;de, og dennes mulige F&o-;lger, hvis han een Dag blev ganske &ae;dru: saaledes den D&ae;moniske. Ja, som den Gode, hvis En traadte fristende til ham, fremstillende Synden i en eller anden lokkende Skikkelse, vilde bede ham &anfbeg;frist mig ikke&anfslut;: saaledes har man vel Exempler paa aldeles det Samme hos en D&ae;monisk. Lige overfor En, der er ham st&ae;rkere i det Gode, kan den D&ae;moniske, naar hiin vil fremstille ham det Gode i dets salige Oph&o-;iethed, bede for sig, han kan med Taarer bede for sig, at han ikke vil tale til ham, ikke vil, som han udtrykker det, gj&o-;re ham svag. Just fordi den D&ae;moniske er conseqvent i sig og i det Ondes Conseqvents, just derfor har han ogsaa en Totalitet at tabe. Et eneste &O-;ieblik udenfor sin Conseqvents, een eneste di&ae;tetisk Uforsigtighed, eet eneste Sideblik, eet &O-;ieblik det Hele eller blot en Deel deraf seet og forstaaet paa en anden Maade: og han blev maaskee aldrig mere sig selv, siger han. Det vil sige, det Gode har han fortvivlet opgivet, det kan dog alligevel ikke hj&ae;lpe ham; men vel kunde det forstyrre ham, gj&o-;re ham det umuligt nogensinde igjen at faae Conseqventsens fulde Fart, gj&o-;re ham svag. Kun i Syndens Forts&ae;ttelse er han sig selv, kun i den lever han, har han Indtrykket af sig selv. Men hvad vil dette sige? Det vil sige, Tilstanden i Synden er Det, der, dybt nede hvor han er sunken, holder ham sammen, ugudeligt styrkende ham ved Conseqventsen; det er ikke den enkelte nye Synd, der (ja, det er r&ae;dsomt afsindigt!) hj&ae;lper ham, men den enkelte nye Synd er blot Udtrykket for Tilstanden i Synden, hvilken egentlig er Synden. Ved &anfbeg;Syndens Forts&ae;ttelse&anfslut;, hvorom vi nu skulle handle, t&ae;nkes altsaa ikke saa meget paa de enkelte nye Synder, som paa Tilstanden i Synden, hvilken igjen bliver Syndens Potentsation i sig selv, en Forbliven i Syndens Tilstand med Bevidsthed derom, saa Loven for Bev&ae;gelsen i Potentsationen her som allevegne er ind efter, i intensivere og intensivere Bevidsthed. A Den Synd at fortvivle over sin Synd Synd er Fortvivlelse; Potentsationen er den nye Synd at fortvivle over sin Synd. Det sees ogsaa let, at dette er en Potentsations Bestemmelse; det er ikke en ny Synd, som naar Den, der engang stjal 100 Rdlr., en anden Gang stj&ae;ler 1000 Rdlr. Nei, her tales ikke om de enkelte Synder; Tilstanden i Synden er Synden, og denne potentseres i en ny Bevidsthed. At fortvivle over sin Synd er Udtrykket for, at Synden er blevet eller vil v&ae;re conseqvent i sig selv. Den vil Intet have med det Gode at skaffe, ikke v&ae;re svag nok til engang imellem at lytte efter en anden Tale. Nei, den vil kun h&o-;re sig selv, kun have med sig selv at skaffe, slutte sig inde med sig selv, ja, lukke sig indenfor eet Indelukke mere, og ved Fortvivlelsen over Synden sikkre sig mod ethvert Overfald eller Efterstr&ae;belse af det Gode. Den er sig bevidst at have hugget Broen af efter sig, og saaledes at v&ae;re utilgj&ae;ngelig for det Gode som det Gode for den, saa om den i et svagt &O-;ieblik skulde selv ville det, det dog var umuligt. Synden selv er L&o-;srivelse fra det Gode, men Fortvivlelse over Synden er L&o-;srivelse anden Gang. Dette piner naturligviis det D&ae;moniskes yderste Kr&ae;fter ud af Synden, giver den ugudelige Haardf&o-;rhed eller Forstokkethed, at maatte conseqvent ansee Alt, hvad der hedder Anger, og Alt hvad der hedder Naade, ikke blot for Tomt og Intetsigende, men for sin Fjende, for Det, man meest af Alt har at v&ae;rge sig mod, aldeles som den Gode v&ae;rger sig mod Fristelsen. Saaledes forstaaet er det en rigtig Replik af Mephistopheles (i Faust), at intet er Elendigere end en Dj&ae;vel, som fortvivler; thi ved at fortvivle maa her forstaaes, at ville v&ae;re svag nok til at h&o-;re Noget om Anger og Naade. For at betegne Potentsationen i Forholdet mellem Synd og Fortvivlelse over Synden kunde man sige, det F&o-;rste er Bruddet med det Gode, det Andet Bruddet med Angeren. Fortvivlelse over Synden er et Fors&o-;g paa at holde sig ved at synke endnu dybere; som Den, der stiger i en _AerostratAerostat, stiger ved at kaste Tyngder af sig, saaledes synker den Fortvivlede ved bestemtere og bestemtere at kaste alt det Gode fra sig (thi det Godes Tyngde er Opl&o-;ftelse), han synker, selv mener han rigtignok at stige &streg; han bliver jo ogsaa lettere. Synden selv er Fortvivlelsens Kamp; men naar saa Kr&ae;fterne ere udt&o-;mte, maa der en ny Potentsation til, en ny d&ae;monisk Sluttethed i sig selv, det er Fortvivlelsen over Synden. Det er Fremskridt, en Stigen i det D&ae;moniske, naturligviis Fordybelse i Synden. Det er et Fors&o-;g paa at give Synden Holdning og Interesse som en Magt derved, at det nu skal v&ae;re evig afgjort, at man Intet vil h&o-;re om Anger og Intet om Naade. Imidlertid er dog Fortvivlelsen over Synden sig netop sin egen Tomhed bevidst, at den ikke har det mindste at leve af, ikke engang sit eget Selv i Forestillingen om det. Det er en psychologisk mesterlig Replik af Macbeth (2den Akt, 2den Scene): von jetzt (efterat han har myrdet Kongen &streg; og nu fortvivler over sin Synd) giebt es nichts Ernstes mehr im Leben; Alles ist Tand, gestorben Ruhm und Gnade. Det som er det Mesterlige er Dobbeltslaget i de sidste Ord (Ruhm und Gnade). Ved Synden, det vil sige, ved at fortvivle over Synden, har han tabt ethvert Forhold til Naaden &streg; og tillige til sig selv. Hans selviske Selv culminerer i &Ae;rgjerrighed. Nu er han jo blevet Konge, og dog, idet han fortvivler over sin Synd og om Angerens Realitet, om Naaden, har han ogsaa tabt sig selv, han kan end ikke for sig selv holde det oppe, og han er netop lige saa langt fra at kunne nyde sit Selv i &Ae;rgjerrighed, som fra at gribe Naaden. I Livet (forsaavidt da Fortvivlelse over Synden forekommer i Livet; men i ethvert Tilf&ae;lde forekommer der Noget, som Menneskene kalde saaledes) sees der som oftest feil af denne Fortvivlelse over Synden, formodentlig fordi man i Verden almindeligviis kun har med Letsindighed, Tankel&o-;shed og reen Pjattethed at gj&o-;re, og derfor ordentlig bliver ganske h&o-;itidelig, og &ae;rb&o-;dig tager Hatten af for enhver Yttring af noget Dybere. Enten i forvirret Uklarhed over sig selv og sin Betydning, eller med et Anstr&o-;g af Hykleri, eller ved Hj&ae;lp af den Underfundighed og Sophistik, som al Fortvivlelse har med sig selv, er Fortvivlelse over Synden ikke utilb&o-;ielig til at give sig Skin af at v&ae;re noget Godt. Den skal da v&ae;re et Udtryk for, at det er en dyb Natur, som derfor tager sig sin Synd saa n&ae;r. Jeg skal anf&o-;re et Exempel. Naar et Menneske, der har v&ae;ret hengivet til en eller anden Synd, men saa i l&ae;ngere Tid gjort Fristelsen Modstand og seiret &streg; naar han faaer et Tilbagefald og atter synker i Fristelsen: saa er den Forstemthed, der indtr&ae;der, ingenlunde altid Sorg over Synden. Det kan v&ae;re meget Andet; det kan for den Sags Skyld ogsaa v&ae;re en Forbittrelse paa Styrelsen, som var det den, der havde ladet ham falde i Fristelsen, som burde den ikke have v&ae;ret saa haard mod ham, da han nu i l&ae;ngere Tid havde seierrigt modstaaet Fristelsen. Men i ethvert Tilf&ae;lde er det aldeles Fruentimmeragtigt, uden videre at tage denne Sorg for god, slet ikke at v&ae;re opm&ae;rksom paa den Tvetungethed, der er i al Lidenskabelighed, hvilket igjen er det Omineuse, som kan gj&o-;re, at den Lidenskabelige stundom n&ae;sten til Afsindighed bag efter forstaaer, at han har sagt det Modsatte af hvad han meente at sige. Et saadant Menneske forsikkrer maaskee i st&ae;rkere og st&ae;rkere Udtryk, hvorledes det piner og plager ham, dette Tilbagefald, hvorledes det bringer ham til Fortvivlelse, &anfbeg;jeg tilgiver mig det aldrig selv&anfslut;, siger han. Og alt dette skal v&ae;re Udtrykket for, hvor meget Godt der boer i ham, hvor dyb en Natur han er. Dette er en Mystification. Jeg lod med Flid i Fremstillingen indl&o-;be et Stikord &anfbeg;jeg tilgiver mig det aldrig selv&anfslut;, et Ord, som just almindeligt h&o-;res i saadan Forbindelse. Og netop paa dette Ord kan man ogsaa strax kjende sig dialektisk til Rette. Han tilgiver sig det aldrig selv &streg; men dersom nu Gud vilde tilgive ham det, saa kunde han jo dog gjerne have den Godhed at tilgive sig selv. Nei, hans Fortvivlelse over Synden, og meest netop jo mere den raser i Udtrykkets Lidenskab, hvorved han (hvad han mindst t&ae;nker paa) angiver sig selv, naar han &anfbeg;aldrig vil tilgive sig selv&anfslut;, at han saaledes kunde synde (thi denne Tale er noget n&ae;r det Modsatte af bodf&ae;rdig S&o-;nderknuselse, der beder Gud om at tilgive), er meget langt fra at v&ae;re en Bestemmelse af det Gode, den er en intensivere Bestemmelse af Synd, hvis Intensitet er Fordybelse i Synd. Sagen er den, han er i den Tid, han seierrigt har gjort Fristelsen Modstand, i egne &O-;ine blevet sig selv bedre end han virkelig er, han er blevet stolt af sig selv. Denne Stoltheds Interesse er det nu, at det Forbigangne maatte v&ae;re noget aldeles Tilbagelagt. Men i Tilbagefaldet bliver pludselig det Forbigangne atter ganske pr&ae;sentisk. Denne Mindelse kan hans Stolthed ikke taale, og deraf denne dybe Bedr&o-;velse o. s. v. Men Bedr&o-;velsens Retning er aabenbart bort fra Gud, en skjult Selvkjerlighed og Stolthed, istedetfor ydmygt at begynde med ydmygt at takke Gud, at han dog saa l&ae;nge havde hjulpet ham til at modstaae Fristelsen, bekjende for Gud og sig selv, at det allerede er meget mere end han havde fortjent, og saa ydmyge sig under Erindringen af, hvorledes han har v&ae;ret. Her, som allevegne, er hvad de gamle Opbyggelsesskrifter forklare, saa dybt, saa erfaret, saa veiledende. De l&ae;re, at Gud stundom tillader, at den Troende snubler og falder i en eller anden Fristelse &streg; just for at ydmyge ham og derved at bef&ae;ste ham mere i det Gode; Mods&ae;tningen mellem Tilbagefaldet og det maaskee betydelige Fremskridt i det Gode er saa ydmygende, Identiteten med sig selv saa smertelig. Jo bedre et Menneske er, desto dybere smerter naturligviis den enkelte Synd, og desto farligere, dersom han ikke gj&o-;r Svinget rigtigt, farligt blot den mindste Smule Utaalmodighed. Han kan maaskee af Sorg synke i det m&o-;rkeste Tungsind &streg; og en Nar af Sjeles&o-;rger ikke v&ae;re langt fra at beundre hans dybe Sjel, og hvilken Magt det Gode har i ham &streg; som var Dette af det Gode. Og hans Kone, ja hun f&o-;ler sig dybt ydmyget i Sammenligning med en saadan alvorlig og hellig Mand, der saaledes kan s&o-;rge over Synden. Maaskee er ogsaa hans Tale endnu mere skuffende, han siger maaskee ikke: jeg kan aldrig tilgive mig det selv (som havde han maaskee f&o-;r tilgivet sig selv Synder; en Gudsbespottelse), nei, han taler om, at Gud aldrig kan tilgive ham det. Ak, og Dette er kun en Mystification. Hans Sorg, hans Bekymring, hans Fortvivlelse er selvisk (ligesom den Angest for Synden, der undertiden n&ae;sten &ae;ngster et Menneske i Synd, fordi den er Selvkjerlighed, der vilde v&ae;re stolt af sig selv, at v&ae;re uden Synd) &streg; og Tr&o-;st det han mindst beh&o-;ver, hvorfor ogsaa de uhyre Qvantiteter af Tr&o-;stegrunde, som Sjeles&o-;rgerne ordinere, blot gj&o-;re Sygdommen v&ae;rre. B Den Synd at fortvivle om Syndernes Forladelse (Forargelse) Potentsationen i Bevidstheden om Selvet er her Viden om Christus, et Selv lige over for Christus. F&o-;rst kom (i forrige Afsnit) Uvidenhed om at have et evigt Selv; saa Viden om at have et Selv, hvori der dog er noget Evigt. Derpaa vistes (ved Overgangen til 2det Afsnit) denne Forskjel at indbefattes under: Selvet, der har en menneskelig Forestilling om sig selv, eller hvis Maal Mennesket er. Mods&ae;tningen hertil var: et Selv lige over for Gud, og Dette lagdes til Grund for Definitionen paa Synd. Nu kommer et Selv lige over for Christus, et Selv, som dog fortvivlet ikke vil v&ae;re sig selv eller fortvivlet vil v&ae;re sig selv. Thi Fortvivlelse om Syndernes Forladelse maa v&ae;re at henf&o-;re enten til den ene eller til den anden Formel for Fortvivlelse, Svaghedens eller Trodsens; Svaghedens, som forarget ikke t&o-;r troe, Trodsens, som forarget ikke vil troe. Kun er Svaghed og Trods her (da jo Talen ikke er om at v&ae;re sig selv uden videre, men om at v&ae;re sig selv i Bestemmelsen af at v&ae;re Synder, altsaa sig selv i Bestemmelsen af sin Ufuldkommenhed) det Omvendte af ellers. Ellers er Svaghed: fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv. Her er dette Trods; thi her er det jo Trods, ikke at ville v&ae;re sig selv, det man er, Synder, og paa Grund deraf at ville undv&ae;re Syndernes Forladelse. Ellers er Trods: fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Her er dette Svagheden, fortvivlet at ville v&ae;re sig selv, Synder, saaledes, at der ingen Tilgivelse er. Et Selv lige over for Christus er et Selv potentseret ved den uhyre Indr&o-;mmelse af Gud, potentseret ved det uhyre Eftertryk, som falder paa det derved, at Gud ogsaa for dette Selvs Skyld lod sig f&o-;de, blev Menneske, leed, d&o-;de. Som der i det Foregaaende blev sagt: jo mere Guds-Forestilling jo mere Selv, saa gj&ae;lder det her: jo mere Forestilling om Christus jo mere Selv. Et Selv er qvalitativt hvad dets Maalestok er. At Christus er Maalestokken, er det fra Guds Side til Vitterlighed bekr&ae;ftede Udtryk for, hvilken uhyre Realitet et Selv har; thi f&o-;rst i Christo er det sandt, at Gud er Menneskets Maal og Maalestok, eller Maalestok og Maal. &streg; Men jo mere Selv, jo intensivere Synd. Ogsaa fra en anden Side kan Potentsationen i Synden vises. Synd var Fortvivlelse; Potentsationen var Fortvivlelse over Synden. Men nu tilbyder Gud Forligelsen i Syndernes Forladelse. Dog Synderen fortvivler, og Fortvivlelsen faaer et endnu dybere Udtryk; den forholder sig nu paa en Maade til Gud, og dog er det netop fordi den er endnu l&ae;ngere borte, endnu intensivere fordybet i Synden. Idet Synderen fortvivler om Syndernes Forladelse, er det jo n&ae;sten som gik han lige ind paa Livet af Gud, det lyder jo dialogisk, dette: &anfbeg;nei, der er ingen Syndernes Forladelse, det er en Umulighed&anfslut;; det seer ud som et Haandgem&ae;nge. Men dog maa Mennesket fjerne sig et qvalitativt L&ae;ngere fra Gud for at kunne sige det, og for at det kan h&o-;res, og for at stride saaledes cominus, maa han v&ae;re eminus; saa underligt er Aands-Tilv&ae;relsen i akustisk Forstand construeret, saa underligt Distance-Forholdene lagte. Saa langt som muligt maa et Menneske v&ae;re fjernet fra Gud for at det Nei kan h&o-;res, som dog paa en Maade vil Gud tillivs; den st&o-;rst mulige N&ae;rgaaenhed mod Gud er l&ae;ngst borte; for at v&ae;re n&ae;rgaaende mod Gud maa man gaae langt bort_borte; er man ham n&ae;rmere, kan man ikke v&ae;re n&ae;rgaaende, og er man n&ae;rgaaende, er man eo ipso, betyder dette, at man er langt borte. O, menneskelig Afmagt lige over for Gud! Naar man er n&ae;rgaaende mod et h&o-;it oph&o-;iet Menneske, kan man maaskee til Straf blive kastet langt bort fra ham; men for at kunne v&ae;re n&ae;rgaaende mod Gud, maa man gaae langt bort fra ham. I Livet sees der som oftest Feil af denne Synd (at fortvivle om Syndernes Forladelse), is&ae;r da siden den Tid man har afskaffet det Ethiske, saa der sjeldent eller aldrig h&o-;res et sundt ethisk Ord. &Ae;sthetisk-metaphysisk honoreres det som et Tegn paa en dyb Natur at fortvivle om Syndernes Forladelse, omtrent som hvis man vilde ansee det for Tegn paa en dyb Natur hos et Barn, at det er uartigt. Overhovedet er det utroligt, hvilken Confusion der er kommet ind i det Religieuse fra den Tid man har afskaffet i Menneskets Forhold til Gud det &anfbeg;Du skal&anfslut;, som er det eneste Regulativ. Dette &anfbeg;Du skal&anfslut; skal v&ae;re med i enhver Bestemmelse af det Religieuse; i dets Sted har man eventyrligt brugt Guds-Forestillingen eller Forestillingen om Gud som en Ingredients i den menneskelige Vigtighed, til at blive sig selv vigtige lige over for Gud. Som man i Stats-Livet bliver sig selv vigtig ved at h&o-;re til Oppositionen, og vel tilsidst &o-;nsker at der er en Regjering, for dog at have Noget at opponere imod; saaledes vil man tilsidst ikke afskaffe Gud &streg; blot for at blive sig selv endnu vigtigere ved at v&ae;re Oppositionen. Og alt Det, der i gamle Dage blev betragtet med Horreur som Yttringer af ugudelig Ops&ae;tsighed, det bliver nu genialt, Tegn paa en dyb Natur. &anfbeg;Du skal troe&anfslut; heed det i gamle Dage, kort og godt, saa &ae;drueligt som muligt &streg; nu er det genialt og Tegn paa en dyb Natur, ikke at kunne. &anfbeg;Du skal troe Syndernes Forladelse&anfslut;, heed det, og som den eneste Kommentar til denne Text heed det: &anfbeg;Du skal skee en Ulykke, om Du ikke kan det; thi hvad man skal, det kan man&anfslut; &streg; nu er det genialt og Tegn paa en dyb Natur, ikke at kunne troe det. Fortr&ae;ffelige Resultat som Christenheden har bragt det til! H&o-;rtes der ikke et Ord om Christendom, saa vilde Menneskene dog ikke, hvad heller aldrig nogensinde Hedenskabet har v&ae;ret, v&ae;re saa indbildske; men ved Hj&ae;lp af at de christelige Forestillinger saadan uchristeligt ligge i Luften, benyttes disse til den meest potentserede N&ae;sviished, forsaavidt de da ikke misbruges paa en anden, men lige saa fr&ae;k Maade. Thi er det ikke epigramatisk nok, at det at bande dog nok ikke var Skik i Hedenskabet, men derimod ret egentligen har hjemme i Christenheden; at Hedenskabet med en vis Horreur, med Sky for det Mysterieuse, oftest med stor H&o-;itidelighed n&ae;vnede Guds Navn, medens i Christenheden vel Guds Navn er det Ord, der forekommer meest i daglig Tale, og ubetinget det Ord, der t&ae;nkes mindst ved, og bruges meest skj&o-;desl&o-;st, fordi den stakkels aabenbare Gud (der var uforsigtig og uklog nok til istedetfor at holde sig skjult, som ellers altid Fornemhed gj&o-;r, at blive aabenbar) er blevet en af hele Befolkningen kun altfor kjendt Personage, hvem man da gj&o-;r en overmaade stor Tjeneste ved engang imellem at gaae i Kirke, hvor man derfor ogsaa bliver roest af Pr&ae;sten, der paa Guds Vegne takker En for &Ae;ren af Bes&o-;get, be&ae;rer En med Titlen From og derimod stikler lidt paa dem, som aldrig vise Gud den &Ae;re at gaae i Kirke. Den Synd at fortvivle om Syndernes Forladelse er Forargelse. Deri havde J&o-;derne fuldkommen Ret, at de forargedes paa Christus, fordi han vilde tilgive Synder. Der h&o-;rer en besynderlig h&o-;i Grad af Aandl&o-;shed (det vil sige den, som ordentligviis findes i Christenheden) til, for, hvis man ikke er Troende (og i saa Fald troer man jo, at Christus var Gud) ikke at forarges over, at et Menneske vil tilgive Synder. Og dern&ae;st h&o-;rer der en ligesaa besynderlig Aandl&o-;shed til, for ikke at forarges over, at Synd kan tilgives. Det er for menneskelig Forstand det umuligste af Alt &streg; uden at jeg derfor anpriser det som Genialitet, ikke at kunne troe det; thi det skal troes. I Hedenskabet kunde naturligviis denne Synd ikke findes. Kunde Hedningen (hvad han end ikke kunde, da han manglede Guds-Forestillingen) have den sande Forestilling om Synd: l&ae;ngere kunde han ikke komme end til at fortvivle over sin Synd. Ja, hvad mere er (og heri er al den Indr&o-;mmelse, man kan gj&o-;re menneskelig Forstand og T&ae;nkning), man maatte rose den Hedning, der virkelig drev det til, ikke at fortvivle over Verden, ikke over sig selv i almindeligere Forstand, men over sin Synd. Der h&o-;rer, menneskelig talt, baade Dybsind og ethiske Bestemmelser dertil. L&ae;ngere kan intet Menneske som saadant komme, og sjeldent nok at En kom saa vidt. Men christeligt er Alt forandret; thi Du skal troe Syndernes Forladelse. Og hvor befinder Christenheden sig i Henseende til Syndernes Forladelse? Ja, Christenhedens Tilstand er egentlig Fortvivlelse om Syndernes Forladelse; dette maa dog forstaaes saaledes, den er saa langt tilbage, at Tilstanden ikke engang er aabenbar at v&ae;re denne. Man er end ikke kommet til Bevidstheden om Synden, man kjender kun den Art Synder som Hedenskabet ogsaa kjendte, og lever lykkelig og vel i hedensk Tryghed. Men ved det man lever i Christenheden, gaaer man videre end Hedenskabet, man gaaer hen og indbilder sig, at denne Tryghed er &streg; ja, det kan ikke v&ae;re Andet i Christenheden &streg; Bevidstheden om Syndernes Forladelse, hvori Pr&ae;sterne bestyrke Menigheden. Christenhedens Grund-Ulykke er egentlig Christendommen, at L&ae;ren om Gud-Mennesket (christelig forstaaet vel at m&ae;rke betrygget i Paradoxet og Forargelsens Mulighed) ved idelig og idelig at pr&ae;dikes er taget forf&ae;ngeligt, at Qvalitets-Forskjellen mellem Gud og Menneske pantheistisk (f&o-;rst fornemt speculative, siden p&o-;belagtigt paa Gader og Str&ae;der) er h&ae;vet. Aldrig har nogensinde nogen L&ae;re paa Jorden virkeligt bragt Gud og Menneske saa n&ae;r sammen, som Christendommen; det kunde heller ingen, kun Gud selv kan gj&o-;re det, enhver menneskelig Opfindelse bliver dog en Dr&o-;m, en usikker Indbildning. Men aldrig har heller nogensinde nogen L&ae;re saa omhyggeligt v&ae;rget sig mod den grueligste af alle Gudsbespottelser, den, efterat Gud har gjort dette Skridt, at det saa skulde tages forf&ae;ngeligt, som l&o-;b det dog ud paa Eet: Gud og Menneske &streg; aldrig har nogensinde nogen L&ae;re v&ae;rget sig saaledes derimod som Christendommen, der v&ae;rger sig ved Hj&ae;lp af Forargelsen. Vee de slappe Talere, vee de l&o-;sagtige T&ae;nkere, og vee, vee det hele Tilh&ae;ng, som har l&ae;rt af dem og priset dem! Skal der holdes Orden i Tilv&ae;relsen &streg; og det vil dog Gud, thi han er ikke Forvirringens Gud &streg; saa maa der f&o-;rst og fremmest passes paa, at ethvert Menneske er et enkelt Menneske, bliver sig bevidst at v&ae;re et enkelt Menneske. Faae Menneskene f&o-;rst Lov til at l&o-;be sammen i hvad Aristoteles kalder Dyre-Bestemmelsen: M&ae;ngden; bliver derpaa dette Abstraktum (istedetfor at det er mindre end Intet, mindre end det ringeste enkelte Menneske) anseet for at v&ae;re Noget: saa varer det ikke l&ae;nge inden dette Abstraktum bliver Gud. Og saa, saa slaaer det jo philosophice til med L&ae;ren om Gud-Mennesket. Som man saa i Staterne har l&ae;rt, at M&ae;ngden imponerer Kongen, og Bladene Conferentsraader, saaledes opdager man saa tilsidst, at summa summarum af alle Mennesker imponerer Gud. Dette kaldes saa L&ae;ren om Gud-Mennesket, eller at Gud og Menneske er idem per idem. Det forstaaer sig, adskillige af de Philosopher, som vare med at udbrede denne L&ae;re, om Generationens Overv&ae;gt over Individet, de vende sig bort med V&ae;mmelse, naar deres L&ae;re er sunken saa dybt, at P&o-;belen er Gud-Mennesket. Men disse Philosopher glemme, at det dog er deres L&ae;re, de oversee, at den ikke var sandere, da de Fornemme antoge den, da Eliten af de Fornemme eller en udvalgt Kreds af Philosopher var Incarnationen. Det vil sige, L&ae;ren om Gud-Mennesket har gjort Christenheden fr&ae;k. Det seer n&ae;sten ud, som havde Gud v&ae;ret for svag. Det er som var det gaaet ham liig den Godmodige, der gj&o-;r for store Indr&o-;mmelser, og saa l&o-;nnes med Utaknemmelighed. Det er Gud, der opfandt L&ae;ren om Gud-Mennesket, og nu har Christenheden faaet det fr&ae;kt vendt om, og paadutter Gud Sl&ae;gtskabet, saa den Indr&o-;mmelse, Gud har gjort, omtrent betyder hvad det i disse Tider betyder, at en Konge giver en_{giver er} friere Forfatning &streg; og det veed man nok, hvad det betyder, &anfbeg;det var han nok n&o-;dt til&anfslut;. Det er, som var Gud kommet i Forlegenhed; det er, som havde den Kloge Ret, hvis han sagde til Gud: Du er selv Skyld i det, hvorfor har du indladt Dig saa meget med Mennesket. Det var jo dog aldrig faldet noget Menneske ind, aldrig opkommet i noget Menneskes Hjerte, at der skulde v&ae;re den Lighed mellem Gud og Menneske. Det var Dig selv, der lod det forkynde, nu h&o-;ster Du Frugten. Dog har Christendommen sikkret sig fra Begyndelsen af. Den begynder med L&ae;ren om Synden. Syndens Kategori er Enkelthedens Kategori. Synden lader sig slet ikke t&ae;nke spekulativt. Det enkelte Menneske ligger nemlig under Begrebet; man kan ikke t&ae;nke et enkelt Menneske, men kun Begrebet Menneske. &streg; Derfor er det at Spekulationen strax kommer ind paa den L&ae;re om Generationens Overmagt over Individet; thi at Spekulationen skulde anerkjende Begrebets Afmagt i Forhold til Virkeligheden, er ikke at forlange. &streg; Men som man ikke kan t&ae;nke et enkelt Menneske, saa heller ikke en enkelt Synder; man kan t&ae;nke Synden (saa bliver den Negationen), men ikke en enkelt Synder. Dog just derfor kan det heller ikke blive Alvor med Synden, naar den blot skal t&ae;nkes. Thi Alvoren er just, at Du og jeg er Synder; Alvoren er ikke Synden overhovedet, men Alvorens Eftertryk ligger paa Synderen, der er den Enkelte. I Forhold til &anfbeg;det enkelte Menneske&anfslut; maa Spekulationen, hvis den er conseqvent, egentligen lade meget haant om det at v&ae;re et enkelt Menneske, eller at v&ae;re Det, som ikke kan t&ae;nkes; den maa, hvis den vilde gj&o-;re Noget i denne Retning, sige til den Enkelte: er det Noget at spilde Tiden paa, see for Alt at glemme det, det at v&ae;re et enkelt Menneske er Intet at v&ae;re, t&ae;nk &streg; saa er Du hele Menneskeheden, cogito ergo sum. Maaskee turde dog ogsaa dette v&ae;re L&o-;gn, det enkelte Menneske og det at v&ae;re et enkelt Menneske det H&o-;ieste. Dog lad det nu saa v&ae;re. Men ganske conseqvent maatte Spekulationen ogsaa sige: det at v&ae;re en enkelt Synder, det er ikke Noget at v&ae;re, det ligger under Begrebet, spild ikke Tiden derpaa o. s. v. Og hvad saa videre, skal man saa maaskee istedetfor at v&ae;re en enkelt Synder (ligesom man opfordredes til, istedetfor at v&ae;re et enkelt Menneske, at t&ae;nke Begrebet Menneske) t&ae;nke Synden? Og hvad saa videre, bliver man saa maaskee ved at t&ae;nke Synden selv &anfbeg;Synden&anfslut; &streg; cogito ergo sum? Et fortr&ae;ffeligt Forslag! Imidlertid beh&o-;ver man endda ikke at frygte saaledes at blive Synden, den &streg; rene Synd; thi Synden lader sig netop ikke t&ae;nke. Dette maatte dog vel Spekulationen selv indr&o-;mme, da Synden jo er Affald fra Begrebet. Men for ikke l&ae;ngere at disputere e concessis, hovedsagelig er Vanskeligheden en anden. Spekulationen tager sig ikke iagt for, at i Forhold til Synden er det Ethiske med, der altid pointerer omvendt af Spekulationen og gj&o-;r lige de modsatte Trin; thi det Ethiske abstraherer ikke fra Virkelighed, men fordyber i Virkelighed, opererer v&ae;sentlig ved Hj&ae;lp af den spekulativt overseete og foragtede Kategori: Enkeltheden. Synd er en Bestemmelse af den Enkelte; det er Letf&ae;rdighed og ny Synd, at lade som var det Ingenting at v&ae;re en enkelt Synder &streg; naar man selv er denne enkelte Synder. Her slaaer Christendom til, slaaer et Kors for Spekulationen; det er Spekulationen lige saa umuligt at komme ud af denne Vanskelighed, som for et Seil-Skib at seile frem med stik Modvind. Syndens Alvor er dens Virkelighed i den Enkelte, om det er Dig eller mig; spekulativt skal man see bort fra den Enkelte: altsaa kan man kun letsindigt tale spekulativt om Synden. Syndens Dialektik gaaer Spekulationens lige stik imod. Her begynder Christendommen, med L&ae;ren om Synden, og derved med den Enkelte. Thi rigtignok er det Christendommen, der har l&ae;rt det om Gud-Mennesket, om Ligheden mellem Gud og Menneske, men den er en stor Hader af kaad eller n&ae;sviis N&ae;rgaaenhed. Ved Hj&ae;lp af L&ae;ren om Synden, og den enkelte Synder, har Gud og Christus engang for alle, ganske anderledes end nogen Konge, sikkret sig mod Folket og Folk og M&ae;ngden, Publikum o. s. v. o. s. v., item mod enhver Fordring paa en friere Forfatning. Alle hine Abstrakta ere for Gud slet ikke til; der lever for Gud i Christo lutter enkelte Mennesker (Syndere) &streg; dog kan Gud godt overfare det Hele, han kan ovenikj&o-;bet tage sig af Spurvene. Gud er overhovedet en Ven af Orden; og til den Ende er han selv tilstede paa ethvert Punkt, i ethvert &O-;ieblik (hvad i L&ae;rebogen opf&o-;res som en af de Titulaturer, Gud n&ae;vnes ved, og som Menneskene t&ae;nke lidt ved engang imellem, men vel aldrig gj&o-;re Fors&o-;g paa at t&ae;nke i ethvert &O-;ieblik), han er allestedsn&ae;rv&ae;rende. Hans Begreb er ikke som Menneskets, under hvilket det Enkelte ligger som Det, der ikke kan gaae op i Begrebet, hans Begreb omfatter Alt, og i anden Forstand har han intet Begreb. Gud hj&ae;lper sig ikke med en Abbreviatur, han begriber (comprehendit) selve Virkeligheden, alt det Enkelte, for ham ligger den Enkelte ikke under Begrebet. L&ae;ren om Synden, om at Du og jeg er Synder, hvilken L&ae;re ubetinget splitter &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; ad, bef&ae;ster nu Qvalitets-Forskjellen mellem Gud og Menneske saa dybt som den aldrig nogensinde er blevet bef&ae;stet &streg; atter dette kan kun Gud; Synden er jo: for Gud o. s. v. I Intet er et Menneske saa forskjellig fra Gud, som deri, at han, og det er ethvert Menneske, er en Synder, og er det &anfbeg;for Gud&anfslut;, hvorved jo Mods&ae;tningerne i dobbelt Forstand holdes sammen, de holdes sammen (continentur), de faae ikke Lov at gaae ud fra hinanden, men ved saaledes at holdes sammen viser Forskjelligheden sig desto st&ae;rkere, som naar man taler om at holde to Farver sammen, opposita juxta_justa se posita magis illucescunt. Synd er det Eneste af hvad der ellers pr&ae;diceres om et Menneske, som paa ingen Maade, hverken via negationis eller via eminenti&ae;, kan udsiges om Gud. At udsige om Gud (i samme Forstand som at han ikke er endelig, altsaa via negationis, at han er uendelig) at han ikke er en Synder, er Gudsbespottelse. Som Synder er Mennesket adskilt fra Gud ved Qvalitetens meest sv&ae;lgende Dyb. Og selvf&o-;lgeligt er Gud atter adskilt fra Mennesket ved det samme Qvalitetens sv&ae;lgende Dyb, naar han forlader Synder. Dersom det dog nemlig ellers lod sig gj&o-;re, ved en omvendt Art Accomodation, at overf&o-;re det Guddommelige paa det Menneskelige: i Eet kommer han evigt aldrig til at ligne Gud, i at tilgive Synder. Her ligger saa Forargelsens yderste Concentration, hvad den L&ae;re har fundet forn&o-;dent, som netop har l&ae;rt Ligheden mellem Gud og Menneske. Men Forargelse er den meest mulige afgj&o-;rende Bestemmelse af Subjektiviteten, det enkelte Menneske. Vistnok er det at t&ae;nke Forargelse uden at t&ae;nke en Forarget ikke ligesaa umuligt som et Fl&o-;itespil, naar der ingen Fl&o-;itespiller er; men selv T&ae;nkningen maa dog vistnok indr&o-;mme, at Forargelse, endnu mere end Forelskelse, er et uvirkeligt Begreb, som f&o-;rst bliver virkeligt, hver Gang der er En, en Enkelt, som er forarget. Forargelse forholder sig altsaa til den Enkelte. Og dermed begynder Christendommen, med at gj&o-;re hvert Menneske til en Enkelt, en enkelt Synder; og nu concentrerer den Alt hvad Himmel og Jord kan opdrive af Forargelses Mulighed (kun derover raader Gud): og dette er Christendom. Den siger saa til hver Enkelt: Du skal troe, &dvs;: Du skal enten forarges, eller Du skal troe. Videre ikke eet Ord; der er ikke videre at tilf&o-;ie. &anfbeg;Nu har jeg talet&anfslut;, siger Gud i Himlene &anfbeg;i Evigheden tales vi ved igjen. Du kan i den mellemliggende Tid gj&o-;re hvad Du vil, men Dommen forestaaer.&anfslut; En Dom! Ja, det har vi Mennesker jo l&ae;rt, det l&ae;rer jo Erfaring, at naar der er Mytteri paa et Skib eller i en Armee, saa ere de Skyldige saa mange, at man maa lade Straffen fare; og naar det er Publikum, det h&o-;ist&ae;rede dannede Publikum, eller Folket, saa er det ikke blot ingen Forbrydelse, saa er det if&o-;lge Avisen, paa hvilken man kan stole som paa Evangeliet og Aabenbaringen, Guds Villie. Hvoraf kommer dette? Det kommer deraf, at Begrebet Dom svarer til den Enkelte, man d&o-;mmer ikke en masse; man kan slaae Folk ihjel en masse, spr&o-;ite paa dem en masse, smigre dem en masse, kort paa mange Maader behandle Folk som F&ae;, men d&o-;mme Folk som F&ae; kan man ikke, thi man kan ikke d&o-;mme F&ae;; om der end d&o-;mmes nok saa mange, naar det at d&o-;mme skal have Alvor og Sandhed, d&o-;mmes hver Enkelt. Naar nu saa Mange ere de Skyldige, saa lader dette menneskeligt sig ikke gj&o-;re; derfor opgiver man det Hele, man indseer, at der ikke kan v&ae;re Tale om nogen Dom, de ere for Mange til at blive d&o-;mte, man kan ikke faae dem eller ikke overkomme at faae dem Enkelte, derfor maa man opgive at d&o-;mme. Og da man nu i vor oplyste Tid, hvor man finder alle anthropomorphistiske og anthropopathiske Forestillinger_{Forstillinger} om Gud upassende, dog ikke finder det upassende at t&ae;nke Gud, som Dommer, i Lighed med en almindelig Birkedommer eller General-Auditeur, der ikke kan overfare en saa vidtl&o-;ftig Sag &streg; saa slutter man: det vil i Evigheden gaae accurat ligesaa. Lader os derfor blot holde sammen, sikkre os, at Pr&ae;sterne pr&ae;ke paa den Maade. Og skulde der v&ae;re en Enkelt, der vovede at tale anderledes, en Enkelt, der var taabelig nok til at gj&o-;re sig selv sit Liv bekymret og ansvarligt i Frygt og B&ae;ven, og saa ogsaa at ville plage Andre: da lader os sikkre os ved at ansee ham for gal, eller, hvis forn&o-;dent gj&o-;res, ved at slaae ham ihjel. Naar vi blot ere Mange om det, saa er det ingen Uret. Det er Nonsens og antiqveret, at Mange kan gj&o-;re Uret; hvad de Mange gj&o-;re er Guds Villie. For denne Viisdom, det veed vi af Erfaring &streg; thi vi ere ikke uerfarne Ynglinge, vi henkaste ikke l&o-;se Ord, vi tale som M&ae;nd af Erfaring &streg; har hidtil alle Mennesker b&o-;iet sig, Konger og Keisere og Excellencer_Exellencer; ved Hj&ae;lp af denne Viisdom ere hidtil alle vore Kreaturer hjulpne op: saa skal sgu Gud ogsaa l&ae;re at b&o-;ie sig. Det gj&ae;lder blot om, at vi blive Mange, rigtigt Mange, der holde sammen, naar vi gj&o-;re det, saa ere vi sikkrede mod Evighedens Dom. &streg; Ja, vistnok ere de sikkrede, dersom det f&o-;rst var i Evigheden de skulle blive Enkelte. Men de vare og ere for Gud bestandigt Enkelte; ikke Den, der sidder i et Glasskab, er saa generet som hvert Menneske er for Gud Gjennemsigtighed. Dette er Samvittigheds-Forholdet. Ved Hj&ae;lp af Samvittigheden er det saaledes indrettet, at Rapporten strax f&o-;lger med enhver Skyld, og at den Skyldige er Den, der selv maa skrive den. Men det skrives med sympathetisk Bl&ae;k, og bliver derfor f&o-;rst ret tydeligt, naar det i Evigheden holdes op for Lyset, medens Evigheden reviderer Samvittighederne. I Grunden ankommer Enhver i Evigheden saaledes, at han selv medbringer og overleverer den n&o-;iagtigste Anmeldelse om hver den mindste Ubetydelighed, han forbr&o-;d eller efterlod. At holde Dom i Evigheden kunde derfor et Barn bestride; der er egentligen Intet at gj&o-;re for Trediemand, Alt, indtil det ubetydeligste Ord der er talet, er i Orden. Det gaaer den Skyldige, der er paa Reisen gjennem Livet til Evigheden, som det gik hiin Morder, der paa Jernbanen med dennes Hurtighed flygtede bort fra Gjerningsstedet &streg; og sin Forbrydelse: ak, just under den Vogn, hvori han sad, l&o-;b den elektromagnetiske Telegraph med hans Signalement og Ordre til at anholde ham paa f&o-;rste Station. Da han ankom paa Stationen og stod ud af Vognen, var han Arrestant &streg; han havde paa en Maade selv bragt Angivelsen med. Altsaa Fortvivlelse om Syndernes Forladelse er Forargelse. Og Forargelse er Syndens Potentsation. Dette t&ae;nker man i Almindelighed slet ikke paa; man regner i Almindelighed vel neppe Forargelse til Synd, om hvilken man da ikke taler, men om Synder, blandt hvilke Forargelse ikke finder Plads. Endnu mindre opfatter man Forargelse som Syndens Potentsation. Dette kommer af, at man ikke, christeligt, danner Mods&ae;tningen mellem: Synd &streg; Tro, men mellem Synd &streg; Dyd. C Den Synd, at opgive Christendommen modo ponendo, at erkl&ae;re den for Usandhed. Dette er Synd mod den Hellig-Aand. Selvet er her meest fortvivlet potentseret; det kaster ikke blot hele Christendommen af sig, men gj&o-;r den til L&o-;gn og Usandhed &streg; hvilken uhyre fortvivlet Forestilling om sig selv maa det Selv have! Syndens Potentsation viser sig tydeligt, naar man opfatter den som en Krig mellem Menneske og Gud, hvor der forandres Taktik; Potentsationen er Stigen fra det Defensive til det Offensive. Synd er Fortvivlelse; her kj&ae;mpes eviterende. Saa kom Fortvivlelse over sin Synd; her kj&ae;mpes endnu en Gang eviterende eller bef&ae;stende sig indenfor sin tilbagetrukne Stilling, men bestandigt pedem referens. Nu forandres Taktiken; skj&o-;ndt Synden fordyber sig mere og mere i sig selv, og saaledes fjerner sig, kommer den dog i en anden Forstand n&ae;rmere, bliver mere og mere afgjort sig selv. Fortvivlelse om Syndernes Forladelse er en bestemt Position lige over for et Tilbud af Guds Barmhjertighed; Synden er ikke ganske den Flygtende, ikke blot defensiv. Men den Synd at opgive Christendommen som Usandhed og L&o-;gn er offensiv Krig. Alt det Foregaaende gj&o-;r dog paa en Maade sin Modpart den Indr&o-;mmelse, at den er den St&ae;rkere. Men nu er Synden angribende. Synd mod den Hellig-Aand er den positive Form af Forargethed. Christendommens L&ae;re er L&ae;ren om Gud-Mennesket, om Sl&ae;gtskabet mellem Gud og Menneske, men vel at m&ae;rke saaledes, at Forargelsens Mulighed er, om jeg saa t&o-;r sige, den Garanti, hvorved Gud sikkrer sig, at Mennesket ikke kan komme ham for n&ae;r. Forargelsens Mulighed er det dialektiske Moment i alt det Christelige. Tages den bort, saa er det Christelige ikke blot Hedenskab, men noget saa Phantastisk, at Hedenskabet maatte erkl&ae;re det for Vr&o-;vl. At v&ae;re Gud saa n&ae;r, som Christendommen l&ae;rer, at Mennesket kan komme ham, og t&o-;r komme ham, og skal komme ham i Christo, er aldrig faldet noget Menneske ind. Skal det nu forstaaes ligefrem, saadan ganske uden videre, uden den allermindste Reservation, aldeles ugeneret, friskfyragtigt: saa er Christendommen, hvis man vil kalde Hedenskabets Digt om Guderne menneskelig Afsindighed, en afsindig Guds Opfindelse; en saadan L&ae;re kunde kun en Gud, der er gaaet fra Forstanden, falde paa &streg; saaledes maa et Menneske d&o-;mme, der endnu har bevaret sin Forstand. Den incarnerede Gud vilde, hvis Mennesket saadan uden videre skulde v&ae;re Kammerat med ham, blive et Sidestykke til Prinds Henrik hos Shakspeare. Gud og Menneske ere to Qvaliteter, mellem hvilke der er en uendelig Qvalitets-Forskjel. Enhver L&ae;re, der overseer denne Forskjel, er menneskelig talt afsindig, guddommelig forstaaet, Guds-Bespottelse. I Hedenskabet gjorde Mennesket Gud til Menneske (Menneske-Guden); i Christendommen gj&o-;r Gud sig til Menneske (Gud-Mennesket) &streg; men i denne sin forbarmende Naades uendelige Kjerlighed gj&o-;r han dog een Betingelse, han kan det ikke anderledes. Just dette er Sorgen i Christo, &anfbeg;han kan det ikke anderledes&anfslut;; han kan fornedre sig selv, paatage sig en Tjeners Skikkelse, lide, d&o-;e for Menneskene, indbyde Alle at komme til sig, offre hver sit Livs Dag, og hver Dagens Time, og offre Livet &streg; men Forargelsens Mulighed kan han ikke borttage. O, eneste Kjerlighedens Gjerning, o, uudgrundelige Kjerlighedens Sorg, at selv Gud ikke kan &streg; som han da i en anden Forstand heller ikke vil, ikke kan ville &streg; men selv om han vilde, ikke kan gj&o-;re det umuligt, at denne Kjerlighedens Gjerning kan blive et Menneske til lige det Modsatte, til den yderste Elendighed! Thi den st&o-;rst mulige menneskelige Elendighed, st&o-;rre endnu end Synden, er at forarges paa Christus og forblive i Forargelsen. Og dette kan Christus ikke, dette kan &anfbeg;Kjerligheden&anfslut; ikke gj&o-;re umuligt. See, derfor siger han: &anfbeg;salig Den, som ikke forarges paa mig.&anfslut; Mere kan han ikke gj&o-;re. Altsaa han kan, det er muligt, han kan ved sin Kjerlighed komme til at gj&o-;re et Menneske saa elendigt, som et Menneske aldrig nogensinde kunde blive det. O, uudgrundelige Modsigelse i Kjerlighed! Men dog kan han &streg; af Kjerlighed ikke bringe det over sit Hjerte at lade v&ae;re at fuldkomme Kjerlighedens Gjerning; ak, hvis den saa dog gjorde et Menneske saa elendig, som han ellers aldrig vilde v&ae;re blevet det! Lad os tale ret menneskeligt derom. O, usselt et Menneske, som aldrig har f&o-;lt Trang til af Kjerlighed at offre Alt af Kjerlighed, som altsaa ikke har kunnet det! Men naar han saa opdagede, at just denne hans Opoffrelse i Kjerlighed, at det var muligt, at den kunde blive det andet Menneske, den Elskedes, st&o-;rste Ulykke: hvad saa? Saa enten tabte Kjerligheden i ham sin Sp&ae;ndkraft, fra at v&ae;re et Magtens Liv sank den sammen til en veemodig F&o-;lelses indesluttede Grunden, han gik fra Kjerligheden, han vovede ikke at gj&o-;re denne Kjerlighedens Gjerning, selv segnende, ikke under Gjerningen, men under V&ae;gten af hiin Mulighed. Thi ligesom en V&ae;gt bliver uendelig meget tungere, naar den anbringes paa Enden af en Stang, og den L&o-;ftende skal holde i den modsatte Ende, saaledes bliver enhver Gjerning uendelig tungere, naar den bliver dialektisk, og tungest, naar den bliver sympathetisk-dialektisk, saa hvad Kjerligheden tilskynder at gj&o-;re for den Elskede, det synes igjen i en anden Forstand Omsorgen for den Elskede at fraraade. &streg; Eller Kjerligheden seirede, og han vovede det af Kjerlighed. O, men i Kjerlighedens Gl&ae;de (som Kjerlighed altid er glad, is&ae;r naar den offrer Alt) var dog en dyb Sorg &streg; thi det var jo muligt! See, derfor fuldkommede han denne sin Kjerlighedens Gjerning, han bragte Offeret (som han for sit Vedkommende jublede ved) ikke uden Taarer: der sv&ae;ver over dette, hvad skal jeg kalde det, dette Inderlighedens Historie-Maleri hiin m&o-;rke Mulighed. Og dog, hvis denne ikke havde sv&ae;vet over det, havde hans Gjerning ikke v&ae;ret den sande Kjerligheds. &streg; O, min Ven, hvad har Du vel fors&o-;gt i Livet! Anstreng Din Hjerne, riv enhver Bed&ae;kning til Side og blot F&o-;lelsens viscera i Dit Bryst, sl&o-;if enhver Bef&ae;stning, som adskiller Dig fra Den, om hvem Du l&ae;ser, og l&ae;s saa Shakspeare &streg; og Du skal gyse for Collisioner. Men de egentlige religieuse Collisioner synes selv Shakspeare at have gyset tilbage for. Maaskee lader disse sig ogsaa kun udtrykke i Gudernes Sprog. Og dette Sprog kan intet Menneske tale; thi som allerede en Gr&ae;ker saa skj&o-;nt har sagt: af Mennesker l&ae;rer Mennesket at tale, af Guderne at tie. At der er den uendelige Qvalitets-Forskjel mellem Gud og Menneske, det er Forargelsens Mulighed, som ikke kan borttages. Af Kjerlighed bliver Gud Menneske; han siger: see her, hvad det er at v&ae;re Menneske, men, tilf&o-;ier han, o tag Dig iagt, thi jeg er tillige Gud &streg; salig Den, som ikke forarges paa mig. Han paatager sig som Menneske en ringe Tjeners Skikkelse, han udtrykker det at v&ae;re et ringe Menneske, paa det at intet Menneske skal mene sig udelukket, eller mene, at det er menneskelig Anseelse og Anseelse blandt Mennesker, der bringer En n&ae;rmere til Gud. Nei, han er det ringe Menneske. Seer her hid, siger han, og forvis Dig om, hvad det er at v&ae;re Menneske, o, men tag Dig iagt; thi jeg er tillige Gud &streg; salig Den, som ikke forarges paa mig. Eller omvendt: Faderen og jeg er Eet, dog er jeg dette enkelte, ringe Menneske, fattig, forladt, given i Menneskenes Vold &streg; salig Den, som ikke forarges paa mig. Jeg, dette ringe Menneske, er Den som gj&o-;r, at D&o-;ve h&o-;re, Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, D&o-;de staae op &streg; salig Den, som ikke forarges paa mig. Under Ansvar paa h&o-;ieste Sted fordrister jeg mig derfor til at sige, at dette Ord: salig Den, som ikke forarges paa mig, h&o-;rer med til Forkyndelsen om Christo, om ikke paa samme Maade som Indstiftelses-Ordene i Nadveren, saa dog som de Ord: Enhver pr&o-;ve sig selv. De ere Christi egne Ord, og de maae, is&ae;r da i Christenheden, atter og atter indskj&ae;rpes, gjentages, siges til Enhver is&ae;r. Overalt hvor disse Ord ikke lyde med, eller i ethvert Tilf&ae;lde, hvor Fremstillingen af det Christelige ikke er paa ethvert Punkt gjennemtr&ae;ngt af denne Tanke: der er Christendommen Blasphemi. Thi uden Livvagt og uden Tjenere, der kunde berede ham Veien og gj&o-;re Menneskene opm&ae;rksomme paa, hvo det var der kom: gik Christus her paa Jorden i en Tjeners ringe Skikkelse. Men Forargelsens Mulighed (o, som den var i Hans Kjerlighed Ham Sorgen!) v&ae;rgede og v&ae;rger om Ham, bef&ae;ster et sv&ae;lgende Dyb mellem Ham og Den, som var Ham n&ae;rmest og stod Ham n&ae;rmest. Den nemlig, som ikke forarges, han tilbeder troende. Men at tilbede, hvilket er Troens Udtryk, er at udtrykke, at Qvalitetens uendelig sv&ae;lgende Dyb dem imellem er bef&ae;stet. Thi i Troen er igjen Forargelsens Mulighed det dialektiske Moment. Men den Art Forargelse, om hvilken her er Tale, er modo ponendo, den udsiger om Christendommen, at den er Usandhed og L&o-;gn, og derved igjen det Samme om Christus. For at belyse denne Art Forargelse bliver det bedst at gjennemgaae de forskjellige Former af Forargelsen, hvilken principielt forholder sig til Paradoxet (Christus) og saaledes kommer igjen ved enhver Bestemmelse af det Christelige, fordi enhver saadan forholder sig til Christus, har Christus in mente. Den laveste Form af Forargelse, den, menneskelig talt, uskyldigste, er at lade det Hele med Christus staae hen uafgjort, at d&o-;mme saaledes: jeg tillader mig Intet at d&o-;mme derom; jeg troer ikke, men jeg d&o-;mmer Intet. At dette er en Form af Forargelse, undgaaer de Fleste. Sagen er, man har reent glemt dette Christelige: &anfbeg;Du skal.&anfslut; Deraf kommer det, at man ikke seer, at dette er Forargelse, dette at stille Christus i Indifferents. Det at Christendommen er Dig forkyndt, betyder, Du skal have en Mening om Christus; Han er, eller det at Han er til, og at Han har v&ae;ret til, er hele Tilv&ae;relsens Afgj&o-;relse. Er Christus Dig forkyndt, saa er det Forargelse at sige: jeg vil ingen Mening have derom. Dog maa dette forstaaes med en vis Indskr&ae;nkning i disse Tider, da Christendommen forkyndes saa maadeligt, som den gj&o-;r. Der leve vistnok mange Tusinder, som have h&o-;rt Christendommen forkynde, og som aldrig have h&o-;rt Noget om dette &anfbeg;skal.&anfslut; Men Den, der har h&o-;rt det, naar han saa siger: jeg vil ingen Mening have derom, saa er han forarget. Han benegter nemlig Christi Guddom, at den har Ret til at fordre dette af et Menneske, at han skal have en Mening. Det hj&ae;lper ikke, at et saadant Menneske siger: &anfbeg;jeg udsiger jo Intet, hverken Ja eller Nei om Christus&anfslut;; thi saa sp&o-;rger man ham blot: har Du da heller ingen Mening om, hvorvidt Du skal have nogen Mening om Ham eller ikke? Svarer han dertil: jo, saa fanger han sig selv; og svarer han: nei, saa d&o-;mmer Christendommen ham alligevel, at han skal have en Mening derom, og altsaa igjen om Christus, at intet Menneske skal formaste sig til at lade Christi Liv staae hen som en Curiositet. Naar Gud lader sig f&o-;de og bliver Menneske, saa er dette ikke et &o-;rkesl&o-;st Indfald, Noget han hitter paa, for dog at foretage sig Noget, maaskee for at gj&o-;re Ende paa den Kjedsommelighed, der, som man fr&ae;kt har sagt, skal v&ae;re forbundet med at v&ae;re Gud &streg; det er ikke for at opleve Eventyr. Nei, naar Gud gj&o-;r det, saa er dette Faktum Tilv&ae;relsens Alvor. Og dette er igjen Alvoren i denne Alvor: at Enhver skal have en Mening derom. Naar en Konge bes&o-;ger en Provindsby, anseer han det for en Forn&ae;rmelse, om en Embedsmand, hvis han da ikke har lovligt Forfald, undlader at gj&o-;re ham sin Opvartning; men hvad mon han vilde d&o-;mme, om en vilde ignorere det hele Faktum, at Kongen var i Byen, vilde spille Privatmanden, der i saa Henseende &anfbeg;bl&ae;ser af Hans Majest&ae;t og af Kongeloven&anfslut;? Og saaledes ogsaa, naar det behager Gud at vorde Menneske &streg; at det saa behager et Menneske (og hvad Embedsmanden er for Kongen, det er ethvert Menneske for Gud) derom at sige: ja, det er Noget, hvorom jeg ikke &o-;nsker at have nogen Mening. Saaledes taler man fornemt om, hvad man i Grunden overseer: altsaa overseer man fornemt Gud. Den n&ae;ste Form af Forargelse er den negative, men lidende. Den f&o-;ler vel, at ignorere Christus formaaer den ikke, at lade Det med Christus staae hen og saa forresten have travlt i Livet, er den ikke istand til. Men troe kan den heller ikke; den vedbliver saa at stirre paa det ene og samme Punkt, paa Paradoxet. Forsaavidt &ae;rer den dog Christendommen, den udtrykker, at dette Sp&o-;rgsmaal: hvad tykkes Dig om Christus, virkelig er det meest Afgj&o-;rende. En saadan Forarget lever da hen som en Skygge; hans Liv fort&ae;res, fordi han i sit Inderste bestandigt er beskj&ae;ftiget med denne Afgj&o-;relse. Og saaledes udtrykker han (som ulykkelig Elskovs Lidelse i Forhold til Elskov), hvilken Realitet Christendommen har. Den sidste Form af Forargelse er den, om hvilken vi her tale, den positive. Den erkl&ae;rer Christendommen for Usandhed og L&o-;gn, den negter Christus (at han har v&ae;ret til og at han er Den, han sagde sig at v&ae;re) enten doketisk eller rationalistisk, saaledes at Christus enten ikke bliver et enkelt Menneske, men kun tilsyneladende, eller at han bliver kun et enkelt Menneske, saa han enten doketisk bliver Poesi, Mythologi, der ikke gj&o-;r Fordring paa Virkelighed, eller rationalistisk en Virkelighed, der ikke gj&o-;r Fordring paa at v&ae;re guddommelig. I denne Negten af Christus som Paradoxet ligger naturligviis igjen Negten af alt det Christelige: Synden, Syndernes Forladelse o. s. v. Denne Form af Forargelse er Synd mod den Hellig-Aand. Som J&o-;derne sagde om Christus, han uddriver Dj&ae;vle ved Dj&ae;velens Hj&ae;lp, saaledes gj&o-;r denne Forargelse Christus til en Opfindelse af Dj&ae;velen. Denne Forargelse er Syndens h&o-;ieste Potentsation, hvilket man som oftest overseer, da man ikke, christeligt, danner Mods&ae;tningen mellem: Synd &streg; Tro. Derimod er denne Mods&ae;tning gjort gj&ae;ldende i hele dette Skrift, der strax i f&o-;rste Afsnit A, A opstillede Formelen for den Tilstand, hvori der slet ingen Fortvivlelse er: i at forholde sig til sig selv og i at ville v&ae;re sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det. Hvilken Formel igjen, hvorom oftere er mindet, er Definitionen paa Tro. Og hvis man psychologisk vil see sig om i Virkeligheden, vil man stundom faae Leilighed til at forvisse sig om, at dette, som er tankerigtigt og altsaa skal og maa slaae til, ogsaa slaaer til, og at denne Inddeling omfatter Fortvivlelsens hele Virkelighed; thi hvad Barnet angaaer, taler man jo ikke om Fortvivlelse, men kun om Arrigskab, fordi man kun er berettiget til at foruds&ae;tte, at det Evige &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; er tilstede i Barnet, ei er berettiget til at fordre det af det, som man er berettiget til at fordre det af den &Ae;ldre, om hvem det gj&ae;lder, han skal have det. Imidlertid vil jeg dog langtfra negte, at der hos Qvinder kan forekomme Former af mandlig Fortvivlelse, og omvendt hos M&ae;nd Former af qvindelig Fortvivlelse; men dette er Undtagelserne. Og det forstaaer sig, det Ideale er ogsaa kun sjeldent; og kun reent idealt er det dog ganske sandt med denne Forskjel mellem Mandlighedens og Qvindelighedens Fortvivlelse. Qvinden har hverken den selvisk udviklede Forestilling om Selvet, ei heller i afgj&o-;rende Forstand Intellectualitet, hvor langt mere &o-;mt- og fiintf&o-;lende hun end kan v&ae;re end Manden. Derimod er Qvindens V&ae;sen Hengivenhed, Hengivelse; og det er uqvindeligt, hvis det ikke er saa. Besynderligt nok, Ingen kan v&ae;re saa knibsk (og dette Ord er jo af Sproget myntet paa Qvinden), saa n&ae;sten grusomt kr&ae;sen som en Qvinde &streg; og dog er hendes V&ae;sen Hengivenhed, og dog (just det Vidunderlige) er alt Dette egentlig Udtrykket for, at hendes V&ae;sen er Hengivenhed. Thi just fordi hun i sit V&ae;sen b&ae;rer den hele qvindelige Hengivenhed, derfor har Naturen kjerligt udstyret hende med et Instinkt, i Sammenligning med hvis Fiinhed den meest, den eminentest udviklede mandlige Reflexion er som Intet. Denne en Qvindes Hengivenhed, denne, at jeg skal tale gr&ae;sk, guddommelige Gave og Rigdom, er for stort et Gode til at den skulde sl&ae;nges hen iblinde; og dog vilde ingen seende menneskelig Reflexion v&ae;re istand til at see skarpt nok for at kunne anbringe den rigtigt. Derfor har Naturen taget sig af hende: instinctm&ae;ssigt seer hun iblinde klarere end den meest seende Reflexion, instinktm&ae;ssigt seer hun, hvor det er hun skal beundre, hvad det er, hvori hun skal hengive sig. Hengivenhed er det Eneste, Qvinden har, derfor paatog Naturen sig at v&ae;re hendes V&ae;rge. Deraf kommer det ogsaa, at Qvindeligheden f&o-;rst bliver til i en Metamorphose; den bliver til, idet den uendelige Knibskhed forklarer sig som qvindelig Hengivenhed. Men at Hengivenhed er Qvindens V&ae;sen, kommer saa igjen i Fortvivlelsen, er igjen Fortvivlelsens Modus. I Hengivelsen har hun tabt sig selv, og kun saaledes er hun lykkelig, kun saaledes er hun sig selv; en Qvinde, der er lykkelig uden Hengivelse, det er, uden at hengive sit Selv, hvad det saa end forresten er hun giver det hen til, er aldeles uqvindelig. En Mand giver sig ogsaa hen, og det er en daarlig Mand, som ikke gj&o-;r det; men hans Selv er ikke Hengivelse (dette er Udtrykket for den qvindelige substantielle Hengivelse), ei heller faaer han sit Selv ved Hengivelse, som Qvinden i en anden Forstand gj&o-;r det, han har sig selv; han giver sig hen, men hans Selv bliver endnu tilbage som en &ae;dru Bevidsthed om Hengivelsen, hvorimod Qvinden &ae;gte qvindeligt styrter sig i, styrter sit Selv i Det, til hvilket hun hengiver sig. Tages nu Dette bort, saa er ogsaa hendes Selv borte, og hendes Fortvivlelse: ikke at ville v&ae;re sig selv. &streg; Saaledes giver Manden sig ikke hen; men den anden Form af Fortvivlelse udtrykker ogsaa det Mandlige: fortvivlet at ville v&ae;re sig selv. Dette angaaende Forholdet mellem Mandlighedens og Qvindelighedens Fortvivlelse. Dog maa erindres, at her ikke er Tale om Hengivelse til Gud, eller Tale om Guds-Forholdet, hvorom f&o-;rst Talen bliver i andet Afsnit. I Forholdet til Gud, hvor saadan Forskjel som: Mand &streg; Qvinde forsvinder, gj&ae;lder for Manden som for Qvinden, at Hengivelse er Selvet, og at ved Hengivelse faaes Selvet. Dette gj&ae;lder ligeligt for Mand og Qvinde, om vel oftest i Virkeligheden Qvinden kun gjennem Manden forholder sig til Gud. Og derfor er det sproglig rigtigt at sige: at fortvivle over det Jordiske (Anledningen), om det Evige, men over sig selv, fordi dette igjen er et andet Udtryk for Anledningen til Fortvivlelsen, der i Begrebet altid er om det Evige, medens det hvorover der fortvivles kan v&ae;re det Forskjelligste. Man fortvivler over Det, som s&ae;tter En fast i Fortvivlelsen: over sin Ulykke, over det Jordiske, over Tabet af sin Formue o. s. v.; men om Det, der, rigtigt forstaaet, l&o-;ser En ud af Fortvivlelsen: om det Evige, om sin Frelse, om egen Kraft o. s. v. I Forhold til Selvet siger man baade: at fortvivle over og om sig selv, fordi Selvet er dobbelt dialektisk. Og dette er den Dunkelhed, som er, is&ae;r da i alle lavere Former af Fortvivlelse, og n&ae;sten i enhver Fortvivlende, at han saa lidenskabeligt tydeligt seer og veed, hvorover det er han fortvivler, men det undgaaer ham, hvorom det er. Betingelsen for Helbredelsen er altid denne Omvendelse; og reent philosophisk kunde det da blive et spidsfindigt Sp&o-;rgsmaal, om det er muligt, at En kan v&ae;re fortvivlet med fuldkommen Bevidsthed om, hvorom det er han fortvivler. Man vil for&o-;vrigt, for dog at minde derom, her, just fra dette Synspunkt, see, at Meget af Det, som i Verden pyntes ud under Navn af Resignation, er en Art Fortvivlelse, den, fortvivlet at ville v&ae;re sit abstrakte Selv, fortvivlet at ville have nok i det Evige, og dermed at kunne trodse eller ignorere Lidelsen i det Jordiske og Timelige. Resignationens Dialektik er egentlig den: at ville v&ae;re sit evige Selv, og saa i Henseende til noget Vist, hvori Selvet lider, ikke at ville v&ae;re sig selv, tr&o-;stende sig ved, at det dog maa falde bort i Evigheden, og derfor menende sig berettiget til ikke at overtage det i Timeligheden, Selvet vil, skj&o-;ndt lidende derunder, dog ikke gj&o-;re det den Indr&o-;mmelse, at det h&o-;rer med til Selvet, det er, dog ikke troende ydmyge sig derunder. Resignation betragtet som Fortvivlelse er saaledes v&ae;sentlig forskjellig fra: fortvivlet ikke at ville v&ae;re sig selv, thi den vil fortvivlet v&ae;re sig selv, dog med Undtagelse af et Enkelt, i Henseende til hvilket den fortvivlet ikke vil v&ae;re sig selv. Man bem&ae;rke Forskjellen at fortvivle over sin Synd, og at fortvivle om Syndernes Forladelse. Man vil bem&ae;rke, at Fortvivlelse over Synden her saa er opfattet dialektisk i Retning hen mod Troen. At dette Dialektiske er (om end dette Skrift kun behandler Fortvivlelse som Sygdommen), maa aldrig glemmes, det ligger jo i, at Fortvivlelse ogsaa er det f&o-;rste Moment i Troen. Naar Retningen derimod er bort fra Troen, bort fra Guds-Forholdet, saa er Fortvivlelse over Synden den nye Synd. I Aands-Livet er Alt dialektisk. Forargelse er jo saaledes, som oph&ae;vet Mulighed, et Moment i Troen; men Forargelse, med Retningen bort fra Troen, er Synd. Man kan l&ae;gge et Menneske det til Last, at han ikke engang kan forarges paa Christendommen. Naar man taler saaledes, taler man jo om det at forarges som om noget Godt. Og derimod maa man jo sige, at det at forarges er Synd. L&ae;ren om Sl&ae;gtens Synd er ofte blevet misbrugt, fordi man ikke har v&ae;ret opm&ae;rksom paa, at Synden, hvor f&ae;lles den er for Alle, ikke samler Menneskene i et F&ae;llesbegreb, i Selskab eller Compagni (&anfbeg;saa lidet som ude paa Kirkegaarden de D&o-;des M&ae;ngde danner noget Selskab&anfslut;), men adsplitter Menneskene i Enkelte, og holder hver Enkelt fast som Synder, hvilken Adsplittelse i en anden Forstand baade er i Overeensstemmelse med og teleologisk i Retning af Tilv&ae;relsens Fuldkommenhed. Dette har man ikke v&ae;ret opm&ae;rksom paa, og har saa ladet den faldne Sl&ae;gt een Gang for alle v&ae;re blevet god igjen ved Christus. Og saaledes har man dog igjen bragt Gud et Abstraktum paa Halsen, der, som Abstraktum, vil v&ae;re i n&ae;rmere Sl&ae;gtskab med ham. Men dette er et Skalkeskjul, som blot gj&o-;r Menneskene fr&ae;kke. Naar nemlig &anfbeg;den Enkelte&anfslut; skal f&o-;le sig i Sl&ae;gtskab med Gud (og dette er Christendommens L&ae;re), saa faaer han ogsaa hele Trykket deraf i Frygt og B&ae;ven, han maa, hvis det ikke var en gammel Opdagelse, opdage Forargelsens Mulighed. Men skal det v&ae;re gjennem et Abstraktum den Enkelte kommer til denne Herlighed, saa bliver Sagen meget for let og er i Grunden taget forf&ae;ngeligt. Den Enkelte faaer saa ikke det uhyre Tryk af Gud, hvilket i Ydmygelse trykker lige saa dybt som det opl&o-;fter, den Enkelte bilder sig ind at have Alt uden videre ved at participere i hiint Abstraktum. Det er ikke med det at v&ae;re Menneske som med det at v&ae;re Dyr, hvor Exemplaret altid er mindre end Arten. Mennesket udm&ae;rker sig ikke blot ved de Fortrin, som almindelig n&ae;vnes, fra andre Dyre-Arter, men qvalitativt derved, at Individet, den Enkelte er mere end Arten. Og denne Bestemmelse er igjen dialektisk, betyder, at den Enkelte er Synder, men saa igjen, at det er Fuldkommenheden at v&ae;re den Enkelte. See derfor er Gud &anfbeg;Dommeren&anfslut;, fordi for ham ingen M&ae;ngde er, men kun Enkelte. Og det er nu Tilf&ae;lde n&ae;sten overalt i Christenheden, der, som det synes, enten ganske ignorerer, at Christus selv er Den, der saa gjentagent, saa inderligt advarede mod Forargelsen, endnu mod Slutningen af sit Liv endog sine troe Apostle, der havde fulgt ham fra Begyndelsen og for hans Skyld forladt Alt; eller vel endog taus anseer det for en Slags oversp&ae;ndt &Ae;ngstelighed af Christus, da Tusinder og Tusinders Erfaring godtgj&o-;r, at man kan have Troen paa Christus uden at have m&ae;rket det Mindste til Forargelsens Mulighed. Men dette turde v&ae;re en Feiltagelse, der vel skal blive aabenbar, naar Forargelsens Mulighed kommer til at d&o-;mme Christenheden. Her en lille Opgave for Iagttagere. Dersom man antager, at alle de mange Pr&ae;ster her og i Udlandet, som holde og skrive Pr&ae;dikener, ere troende Christne, hvorledes lader det sig saa forklare, at man aldrig h&o-;rer eller l&ae;ser den B&o-;n, som is&ae;r i vore Tider laae saa n&ae;r: Gud i Himlene, jeg takker Dig, at Du ikke har fordret af et Menneske, at han skal begribe Christendommen; thi hvis det fordredes, da var jeg den Elendigste af Alle. Jo mere jeg s&o-;ger at begribe den, jo mere ubegribelig forekommer den mig, jo mere opdager jeg blot Forargelsens Mulighed. Derfor takker jeg Dig, at Du ene fordrer Troen, og jeg beder Dig, at Du fremdeles vil for&o-;ge mig den. Denne B&o-;n vilde orthodox v&ae;re aldeles correct, og antaget, at den var sand i den Bedende, vilde den tillige v&ae;re correct Ironi over hele Spekulationen. Men mon Troen findes paa Jorden!