Søren Kierkegaard Var det rigtigst nu at »standse med Klemtningen«? Fædrelandet, nr. 83, 11. april 1855 So-;ren Kierkegaards Skrifter 14 RK Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Lena Wienecke Andersen, Elise Iuul og Jon Tafdrup Førstetrykket, Fædrelandet, nr. 83, 11. april 1855 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2010 http://sks.dk/rk/txt.xml 20100720 1.0 Var det rigtigst nu at »standse med Klemtningen«? D. 7de April 1855. S. Kierkegaard. Dette har man foreslaaet mig. Dog heri kan jeg – hvis det ellers er mig, der klemter – ikke føie Nogen; det vilde jo være uforsvarligt at lade være at klemte, saa længe det brænder. Men nøiagtigt taget er det ikke mig, der klemter, det er mig, der, for at ryge Sandsebedrag og Gavtyvestreger ud, sætter Ild paa, en Politi-Forretning, og en christelig Politi-Forretning; thi ifølge det nye Testamente er Christendom Ilds-Paasættelse, Christus siger selv: »Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden.« Og det brænder allerede, ja, og det bliver vistnok en om sig gribende Ildebrand, bedst at sammenligne med en Skovbrand; thi det er paa »Christenhed« der er sat Ild. Og det er Vidtløftighederne, der skal bort, dette uhyre vidtløftige Sandsebedrag med den – velmente eller gavtyveagtige – Videnskabelighed paa det christelige Gebet, den uhyre vidtløftige Indbildning med (hvad der vistnok convenerer Kirke-Fyrster baade for Penge-Fordelens og den sandselige Magts Skyld, og hvad der bliver det allerfineste og delicateste Raffinement ved – haanende Gud og det nye Testamente! – at gjælde som christelig Iver og Nidkjærhed for Lærens Udbredelse) denne Indbildning med Millioner Christne, Riger, Lande, en christen Verden. Det er Vidtløftighederne, der skal bort, og just ved Hjælp af det brændende Spørgsmaal, hvis Ild ikke skal slukkes, Øieblikkets brændende Spørgsmaal: at officiel Christendom ikke er det nye Testamentes Christendom. Nei, officiel Christendom er ikke det nye Testamentes Christendom, det maa Enhver kunne see, ved blot at kaste et endog kun flygtigt men uhildet Blik i Evangelierne og saa see paa, hvad vi kalde Christendom. Grunden, hvorfor det ikke sees, er, at den store Mængde af Mennesker ere ved allehaande Øienforblindelses-Konster forhindrede i at kunne see uhildet; og Grunden er, at der af Staten er anbragt 1000 Embedsmænd, der have saa vanskeligt ved at see uhildet, fordi Spørgsmaalet om Christendom for dem kommer til tillige at stille sig pecuniairt, og de naturligt ikke gjerne ville have Øinene op for, om hvad der hidtil blev anseet for den sikkreste Vei til Brød, det Visseste af Alt, om det ikke er en tvivlsom Næringsvei, christeligt maaskee endog er »uberettiget Næringsbrug«, at der i Hundredevis anbringes Mennesker, som i Stedet for at følge Christum efter, hyggeligt og comfortabelt indrettet, jævnt avancerende, med Familie – og under Navn af at denne Virken skal være det nye Testamentes Christendom – ernære sig af, at Andre have maattet lide for – just det er Christendom – den lidende Sandhed, saa Forholdet rent er vendt om, og Christendom, der kom ind i Verden som den Sandhed, man døer for, nu er bleven den Sandhed, hvoraf man (»Fryd Dig ved Livet i dine Dages Vaar«) lever med Familie, jævnt avancerende. Ellers maa Enhver kunne see, at officiel Christendom ikke er det nye Testamentes Christendom, ligner den ikke mere end Firkanten ligner Cirklen, ikke mere end det at nyde ligner det at lide, det at elske sig selv det at hade sig selv, det at attraae Verden det at forsage Verden, det at være ganske hjemme i Verden det at være en Fremmed og Udlænding i Verden, det at gaae i Forretninger, til Dands, paa Frieri det at følge Christum efter – nei ikke mere; de Batailloner Christne, som »Christenhed« stiller i Marken,Marken, ligne ikke mere hvad det nye Testamente forstaaer ved Christen, ikke mere end de Rekrutter, Falstaff har hvervet, ligne vaabendygtige, veløvede, kamplystne Soldater, kunne ikke sandere siges at stræbe i Retning af hvad det nye Testamente forstaaer ved Christen, end en Mand, der i jævn Gang gaaer ud ad Vesterport, kan siges at stræbe ud ad Øster; og det vi kalde Lærer i Christendom (Præst) ligner ikke mere hvad det nye Testamente forstaaer ved en Lærer i Christendom, ikke mere end en Dragkiste ligner en Dandser, forholder sig ikke mere til hvad det nye Testamente forstaaer som en Lærers Opgave ikke mere end en Dragkiste til det at dandse, hvorved jeg jo ikke borgerligt eller menneskeligt siger noget Nedsættende om Præsten, saa lidt som jeg negter, at en Dragkiste kan være et yderst brugbart og gavnligt Møbel, fordi jeg siger, hvad sandt er, at den ikke forholder sig til at dandse. En Efterskrift Hvad jeg skriver, er visseligen ikke i nogen fjendlig Hensigt mod Geistligheden, hvorfor skulde jeg ogsaa have en saadan? Geistligheden er naturligvis i mine Tanker – naar den da ikke skal være »Sandheds-Vidner« – en ligesaa dygtig, respectabel, agtværdig Samfunds-Classe som en hvilkensomhelst anden. Den theologiske Candidat er bona fide kommen ind – ja, det er ganske vist det er noget forkert Noget, han er kommet ind i, men han er bona fide kommen ind i det. Ansvaret ligger egentlig hos Staten; skal derfor Stat og Kirke skilles ad, bliver det ligefrem Statens Pligt at forsørge Præsten, med hvem den har contraheret. Hvad vilde ogsaa Staten paa den Gallei! At arrangere 1000 Levebrød paa Conto: den lidende Sandhed, og at ville »protegere« det Guddommelige: begge Dele er lige bagvendt.