Søren Kierkegaard Øieblikket Nr. 9 So-;ren Kierkegaards Skrifter 13 Oi9 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg Niels W. Bruun, Stine Holst Petersen og Steen Tullberg Førstetrykket, 1855 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2008 http://sks.dk/oi9/txt.xml 20120109 Karsten Kynde 1.5 Øieblikket Nr. 9 Indhold: 1) Altsaa saaledes staaer Sagen. 2) At Idealerne skulle forkyndes – ellers er Christendommen i dybeste Grund forfalsket. 3) En Dosis Livslede. 4) Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! 5) At Præsterne ere Menneske-Ædere, og paa den afskyeligste Maade. 6) Præsten ikke blot beviser Christendommens Sandhed, men han modbeviser den med det Samme. 24 Septbr. 1855 S. Kierkegaard Kjøbenhavn Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger Bianco Lunos Bogtrykkeri Altsaa saaledes staaer Sagen Den 31 Mai 1855 Den ene Part er et Menneske, der ved sin mangeaarige Forfatter-Virksomhed, sin hele Tilværelse som offentlig Personlighed afgiver Betryggelsen (Garantien) for at være som ikke Mange, maaskee som ingen Anden her i Landet, berettiget til at tale med om, hvad Christendom er. Den anden Part er Geistligheden, som først var ordriig nok, saa længe det gjaldt om dette Nemme at benytte den Omstændighed, at en Afdød maatte omtales, til at hidse Fruentimmer og Børn ved Grav-Declamationer; men som derpaa, da Sagen blev Alvor, paa Prent iagttog den dybeste Taushed, men er – med Sandhedsvidners Mod! – i Skjulthed maaskee desto snaksommere. Angrebet paa mig – til Bedste for »Sandhedsvidnerne«, hvis Taushed, fortjent, derved ret stilles til Skue – besørges saa af »Kjøbenhavnsposten« og »Flyveposten«; og er den dræbende Spidse (Pointe) i dette Angreb, at jeg hedder: Søren. Der mangler nu blot Eet, at ogsaa Sandhedsvidnet Biskop Martensen – hvis der skulde blive et nyt Hurlumhei, saa Biskoppen, »ligesom Drengene Nytaarsaften, kunde mene at see sit Snit« – skriver en Artikel imod mig, hvori Pointen er, at jeg hedder Søren: saa maa jeg segne, ligge under for denne Sandhedens Magt, jeg forgjeves vil søge at modstaae; thi sandt er det, jeg hedder Søren. Du min elskede, afdøde Fader, at Du saaledes skulde blive min Ulykke! Jeg har, i Ideen seet, seiret, som sjeldent noget enkelt Menneske; jeg har fortjent det: men jeg hedder Søren. Dog jeg skal vel – ja, o Gud, »glad og taknemlig!« – finde mig deri, finde mig i Afmagtens Arrigskab. Noget Andet er, om det danske Folk er tjent med, at der saaledes arbeides for at gjøre det som Folk latterligt, latterligt i enhver anden Nations Øine, der blev vidende om, at det skal være et Folk, hvor det eneste Argument der bruges mod Aand er, at Manden hedder: Søren. Saa gjentager jeg: »dette skal siges: ved (hvis Du ellers deeltager) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse, som den nu er, har Du bestandigt een, og en stor Skyld mindre.« Hvo Du end er, see Dig for, Du kommer ikke vel an i Evigheden, hvis Du ikke tager det alvorligere med Religionens Sag, end at Du vil lade Øienforblendelse være Din Gudsdyrkelse, og deeltage i at holde Gud for Nar. Religion har man dog vel ikke for dette Livs Skyld, for at komme lykkelig og vel gjennem dette Liv, men for det andet Livs Skyld; i denne anden Verden ligger Religionens Alvor. Og fra denne anden Verden lyder det Guds Ord til Dig som til mig: »faer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte.« Nei, han lader sig ikke spotte, evigt taaler han ikke, hvad han ikke almægtigt vil forhindre at kunne skee i Tiden, at man under Navn af Gudsdyrkelse faaer lige det Modsatte ud af hvad Christendom er i det nye Testamente. Og at det er skeet, langsomt snigende, gjennem Aarhundrederne kan undskylde men ikke hjælpe Dig. Lad Dig da for Alt ikke bedaare af Præsterne; tro Du mig, eller see blot et Øieblik, uhildet, i det nye Testamente, og Du vil see, at Christendommen ikke er kommet ind i Verden for, betryggende Præsten en blomstrende og fornøielig Næringsvei, at berolige Dig i Din naturlige Tilstand, men at den, i Forsagelse af Alt, kom ind i Verden for ved Evighedens Rædsler at rive Dig ud af den Ro, hvori Du, naturligt, er. I hvad hidtil er skeet, er der kun Eet, som bringer mig til at gyse; og jeg gyser atter, idet jeg betænker, hvad jeg veed, at jeg ikke engang vil blive forstaaet, naar jeg taler derom. Dette, som bringer mig til at gyse, er Følgende. Medens mit Liv – om end svagt, i Sammenligning med de Herliges, der have levet – dog udtrykker det, i Bekymring for sin Sjels Frelse at kæmpe for Evigheden: staaer jeg omgiven af en Samtid, der høist i Egenskab af Publikum interesserer sig for denne Sag. I en flygtig Stemning lader man sig maaskee gribe af hvad jeg siger; i næste Øieblik bedømmer man det æsthetisk; i næste Øieblik læser man hvad der skrives mod mig; saa er man nysgjerrig efter Udfaldet o. s. v. o. s. v.: kort man er: Publikum. Og Ingen, Ingen af dem falder det ind, at de jo ved at være Mennesker ere lige Vilkaar undergivne med mig, at ogsaa dem venter et Evighedens Regnskab, og at Eet er vist, at Evigheden lukker sig for Alt, hvad der i dette Liv kun vilde være Publikum, »ligesom de Andre«. See, dette bringer mig til at gyse, at disse Mennesker leve i den Forestilling, at det er mig, der er i Fare, medens jeg dog forsaavidt, evigt forstaaet, er langt mindre i Fare end De, at jeg kæmper dog for Evigheden. Og jeg gyser atter, naar jeg betænker, at dette foregaaer i Christenhed, at disse Samtidige altsaa ere et Samfund af Christne, der har 1000 paa det nye Testamente eedfæstede Lærere – og at saa Sandheden er, at disse Mennesker ingen Anelse have om, hvad Christendom er. Dette er gyseligt; det er gyseligt for mig, i den Grad at faae Ret i hvad jeg siger, hvad jeg siger om, at Christendommen slet ikke er til, og i hvad jeg siger om hvordan det hænger sammen med »Sandhedsvidnernes« Forkyndelse af Christendom. At Idealerne skulle forkyndes – ellers er Christendommen i dybeste Grund forfalsket Tag et andet Forhold. Der er et Ord, som lyder: det er en daarlig Soldat, der ikke haaber at blive General. Saaledes skal det være; hvis der skal være Liv, Begeistring i en Armee, bør dette Ord besjele Alle: en daarlig Soldat, som ikke haaber at blive General. Noget Andet er, hvad Erfaring fra Slægt til Slægt lærer, at af Soldaternes uhyre Masse blive kun Faa endog blot Underofficierer, meget Faa Lieutenanter, undtagelsesviis nogle Enkelte Stabsofficierer, aldeles sjeldent endog som Undtagelse En der blev: General. Vend nu Forholdet om; man gaaer ud fra hvad Erfaringen lærer, hvad fra Slægt til Slægt sandes og sandes – og derpaa taler man saaledes: »taabeligt af en Soldat at indbilde sig at blive General; vær Du fornøiet med at være hvad Du er, ligesom vi Andre, fornøiet med, hvad Erfaringen lærer, at bestandigt de Tusinde kun drive det til.« Er dette ikke at demoralisere Armeen? Saaledes christeligt. Istedetfor at forkynde Idealerne, anbringer man hvad Erfaringen lærer, hvad alle Aarhundreders Erfaring har lært, at Millionerne drive det kun til Middelmaadighed. Saa anbringer man Christendommen: beroligende. Nederdrægtige Præste-Løgn, men som betaler sig, at anbringe Christendommen beroligende, istedetfor at den er i dybeste Grund opvækkende, uroligende! Man anbringer den beroligende: »at stræbe efter Idealerne er en Taabelighed, en Daarskab, en Galskab, er Hovmod, Indbildskhed« (altsaa hvad Gud imodstaaer); »Middelveien er den sande Viisdom. Vær Du rolig, Du er fuldkommen lige som Millionerne; og alle Aarhundreders Erfaring har lært, at længer driver man det ikke! Vær Du rolig, Du er som de Andre, bliver salig ligesom alle de Andre« – en Euphemisme for: Du farer til Helvede ligesom alle de Andre; men dette Sande vilde ikke skaffe Præsterne Penge, det Første betales brillant. Lever der saa en Enkelt, som ikke vil nøies med, ikke beroliges ved den Art Salighed: da vender hele Massen, commanderet af Meenederne, sig mod ham, erklærer ham for en Egoist, en rædsom Egoist, at han ikke vil være som de Andre. Det nye Testamente faaer dog altid Ret; thi denne Enkelte kommer ganske rigtigt ind i de sande christelige Collisioner: at hades af Menneskene, fordi han vil – være Christen, kun at disse Mennesker ere costumerede som og titulerede Christne, og anførte af – hvor høitideligt! – Lærere, der have aflagt Eed paa det nye Testamente. Paa den Maade har man demoraliseret Christenhed, ved at gjøre lige det Modsatte af at forkynde Idealerne. Dog hvad hjælper det, hvad hjælper det, at man, assisteret af Præste-Løgn, faaer dette Liv gjort let og beqvemt? Evigheden narrer man ikke. Og saa stift som Menneske-Slægten staaer paa Sit, at straffe, endog med Livs-Straf, det ikke at ville være som de Andre: saa urokket fastholder Evigheden Sit, med evig Fortabelse at straffe det at berolige sig ved at være som de Andre. En Dosis Livslede Som Mennesket – naturligt – ønsker hvad der kan nære og oplive Livslysten: saaledes behøver Den, som skal leve for det Evige, stadigt en Dosis Livslede, for ikke at blive forgabet i denne Verden, men meget mere ret lære at væmmes og kjedes og ækles ved denne usle Verdens Daarskab og Løgn. Her en saadan Dosis. Gud-Mennesket forraades, forhaanes, forlades af Alle, Alle, Alle, ikke een Eneste, ganske bogstaveligt ikke een Eneste bliver ham tro – og saa bagefter, bagefter, bagefter er der Millioner, som paa deres Knæe have valfartet til de Steder, hvor for mange hundrede Aar siden hans Fod maaskee satte et Spor; bagefter, bagefter, bagefter have Millioner tilbedet en Splint af det Kors, paa hvilket han blev korsfæstet! Og saaledes er det altid, forholdsviis, i Samtidighed; men bagefter, bagefter, bagefter! Maa man saa ikke væmmes ved det at være Menneske! Endnu engang, maa man ikke væmmes ved det at være Menneske! Thi disse Millioner, der paa Knæe valfartede til hans Grav, denne Menneske-Trængsel, som ingen Magt formaaede at splitte ad: der behøves blot Eet, at Christus kom igjen – og alle disse Millioner vilde snart faae Fødder at gaae paa, for at smøre Haser, hele Trængselen være som blæst bort, eller den vilde, som Masse, i opreist Stilling styrte ind paa Christus for at ihjelslaae ham. Det Christus, det Apostelen, det ethvert Sandhedsvidne begjerer som det Eneste er: Efterfølgelse – det Eneste Menneske-Slægten ikke finder Behag i eller har Smag for. Nei, tag Farerne bort – at vi kan komme til at lege: saa præsterer Menneske-Slægtens Batailloner (o, Væmmelse!) det Forbavsende i Efterabelse; istedetfor Christi Efterfølgelse træder saa (o, Væmmelse!) de hellige Abekattestreger – under Veiledning og Commando af (o, Væmmelse!) eedfæstede Præster, der gjøre Tjeneste som Sergeanter, Lieutenanter o. s. v., ordinerede Mænd, der altsaa have en hellig Aands særdeles Bistand til denne Alvor. Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Dersom jeg ved dette Raad meente at skulle belære Slægten om, hvad den fremtidigen har at gjøre, maatte jeg rigtignok siges, og efter en uhyre Maalestok, at komme bagefter. Thi det er heri, at der nu med afgjort Held og seierrig Fremgang er praktiseret gjennem Aarhundreder. Medens enhver høiere Opfattelse af Livet (saaledes endog det Bedre i Hedenskabet end sige Christendommen) seer Sagen paa den Maade, at Opgaven for Mennesket er at stræbe efter at være i Slægtskab med Guddommen, og at denne Stræben gjør Livet vanskeligt, i samme Grad vanskeligere som der stræbes alvorligere, kraftigere, mere anstrenget: er i Tidernes Løb Menneske-Slægten bleven af andre Tanker om Livets Betydning og Opgaven. Kløgtig som Menneske-Slægten er, har den afluret Tilværelsen dens Hemmelighed, er kommet under Veir med, at hvis man vil have Livet gjort let (og det er just det man vil have), da er dette nemt gjort; man behøver blot mere og mere at ubetydeliggjøre sig selv, det at være Menneske: saa bliver Livet lettere og lettere. Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Der var engang da »Qvinden« forholdt sig til sig selv i sin Forestilling om sin Følelse. Een Sorg var nok for at afgjøre hendes Liv for hele Livet; den Elskedes Død eller hans Utroskab, det var nok, hun forstod det saa som Opgaven at være tabt for dette Liv, hvad naar det consequent skal gjennemføres giver lange, lange, indvortes Kampe og Anfægtelser, foranlediger mangt et smertefuldt Sammenstød med Omverdenen, kort gjør Livet vanskeligt. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Den Elskedes Død eller hans Utroskab bliver saa i det Høieste en lille Pause, omtrent som det paa et Bal at sidde en Dands over; en halv Time efter dandser Du med en ny Cavaleer – det vilde jo ogsaa være kjedeligt at dandse hele Natten med een Cavaleer; og hvad Evigheden angaaer, er det jo ret hensigtsmæssigt, at man veed, at der venter En flere Cavalerer. Seer Du; alle Vanskeligheder forsvinde, Livet bliver fornøieligt, oprømt, muntert, let, kort det er en herlig Verden at leve i, naar man blot veed at skikke sig rigtigt i den – ved at være Piat. Der var engang da »Manden« forholdt sig til sig selv i en stor Forestilling om det at være: Charakteer. Man havde Grundsætninger, Grundsætninger som man for ingen Priis svigtede eller slap, ja, man lod hellere sit Liv, udsatte sig hellere hele Livet igjennem for enhver Mishandling end at give det Mindste efter i sine Grundsætninger, fordi man forstod, at det at give det Mindste efter i Forhold til Grundsætninger er at opgive dem, og det at opgive sine Grundsætninger at opgive sig selv. Herved blev Livet naturligviis idel Vanskelighed. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat, hav idag een Anskuelse, imorgen en anden, saa igjen den Du havde iforgaars, og saa igjen en ny paa Fredag; vær Piat, gjør Dig selv til Flere, eller udparcelleer Dit Selv, hav een Anskuelse anonymt en anden med Navn, een mundtligt en anden skriftligt, een som Embedsmand en anden som Privatmand, een som Din Kones Mand en anden i Klubben: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde, Du skal see, Du vil (medens alle Charakteer-Mennesker, og i samme Grad mere som de mere vare Charakteer-Mennesker, have fundet og bevidnet, at denne Verden er en middelmaadig, en ussel, en jammerlig, en fordærvet, en ond Verden, kun beregnet paa Slyngler eller paa Piat), Du skal see, Du vil finde, at denne Verden er en herlig Verden, ganske som beregnet paa Dig! Der var engang da »Mennesket« forholdt sig til sig selv i en uendelig Forestilling om det at være Christen, da han gjorde Alvor med det at afdøe, det at hade sig selv, det at lide for Læren, og nu fandt Livet saaledes vanskeligt, ja saaledes qvalfuldt, at selv de Haardføreste næsten segnede under disse Vanskeligheder, krympede sig som Orme, og selv de Ydmygste ikke vare langt fra at fortvivle. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat; og vær saa enten selv Præst, Provst, Biskop, der – i Kraft af hellig Eed paa det nye Testamente – een Gang om Ugen i tre Qvarteer piatter noget Høit, men forresten giver alt Høiere en god Dag, eller vær selv Lægmand, der i tre Qvarteer opløftes af det Høie, som Præsten i tre Qvarteer piatter, men forresten giver alt Høiere en god Dag: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Forfalsk saa i dybeste Grund Guds eller Christendommens Betragtning af dette Liv, lad det være Dig Kjendet paa, at Veien er den rette, den Gud velbehagelige, at den (lige stik mod Guds Ord) er let – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde, denne Verden bliver en herlig Verden, herligere og behageligere og lettere med hvert Aarhundrede der leves paa den Maade. Og vær ganske ugeneret, troe mig, der er Ingen Du behøver at undsee Dig for, hele Compagniet er af samme Bonitet, Lovtalen derfor Dig beredt, Lovtalen over Din Klogskab, Lovtalen af de Andre, der ved at holde Lovtale over Dig – hvor klogt beregnet! – holde Lovtale over sig selv, og som derfor kun da vilde fordømme Dig, hvis Du ikke var: som de Andre. At Præsterne ere Menneske-Ædere, og paa den afskyeligste Maade. Hvad man forstaaer ved Menneske-Ædere, veed vel Enhver, er jo sagt med Ordet. Man gyser ved at læse eller høre om dette Frygtelige, at der lever Vilde, som slaae deres Fjender ihjel for at æde dem. Man gyser, man er tilbøielig til at fragaae Slægtskabet med den Sort Væsener, at de ere Mennesker. Jeg skal nu vise, at Præsterne ere Menneske-Ædere og paa en langt afskyeligere Maade. Hvad er det nye Testamentes Christendom? Den er den lidende Sandhed. I denne middelmaadige, jammerlige, syndige, onde, ugudelige Verden maa – det er Christendommens Lære – Sandheden lide; derfor er Christendommen den lidende Sandhed, fordi den er Sandhed og er i denne Verden. For den leed derfor dens Stifter ikke blot Døden paa Korset, men hans hele Liv var fra Først til Sidst Lidelse; for den leed Apostelen; for den Sandhedsvidnet. Og kun Eet forlangte Frelseren, hvilket Samme efter ham atter Apostelen, Sandhedsvidnet forlangte som det Eneste: Efterfølgelse. Men hvad gjør »Præsten«? Denne studerede Mand, han er da ikke gal. »At følge dem efter, det var ogsaa et Forslag at gjøre en klog Mand; saa maatte der da først være foregaaet den Forandring med den kloge Mand, at han var bleven gal, inden det kunde falde ham ind at indlade sig paa Sligt. Nei, men lod det sig ikke gjøre at skildre disse Herliges Lidelser, at forkynde som Doctrin deres Lære, lod det sig ikke gjøre, og saaledes, at det kastede saa Betydeligt af sig, at en Mand, der ønsker at nyde Livet, kunde leve deraf, gifte sig derpaa, avle Børn, som ernæres derved?« Dette vil sige, er det ikke muligt at gjøre de Herlige i Penge, eller at æde dem, med Kone og Børn leve af at æde dem. See, der har Du: Menneske-Æderne, at Præsterne ere Menneske-Ædere! I afdøde Herlige, dette er, i den Dyre-Verden, som man, a parte potiori, kalder Menneske-Verdenen, Eders Skjebne i Livet og efter Døden, at ædes: medens I leve, ædes I af Samtidighedens Utøi, tilsidst slaaer man Eder ihjel; og naar I da ere døde, saa tage de rette Menneske-Ædere fat, Præsterne, der leve af at æde Eder! Som der i Huusholdningerne i Slagter-Tiden nedsaltes Forraad for Vinteren, saaledes har »Præsten« de Herlige, som maatte lide for Sandhed, i Saltmads-Tønden. Forgjæves raaber han, den Afdøde: følg mig efter, følg mig efter! »Det var en god Snak« svarer Præsten, »nei, tie Du bare stille, og bliv hvor Du er; hvilket Nonsens, at forlange, jeg skulde følge Dig efter, jeg som jo just skal leve af at spise Dig, og ikke jeg alene, men min Kone og mine Børn; jeg skulde følge Dig efter, maaskee selv blive et Offer, istedetfor, ved at leve af Dig eller æde Dig, at gjøre den brillanteste Carriere, tjene Penge som Græs til mig og Kone og Børn, der, Du skulde blot see det, trives saa det er en Fornøielse at see dem.« Dette er Menneske-Æderie, og er det: paa den afskyeligste Maade, hvilket jeg nu skal vise. 1) Canibalen er en Vild; »Præsten« en studeret, en dannet Mand, hvad der gjør det Afskyelige langt mere oprørende. 2) Canibalen æder sin Fjende. Anderledes »Præsten«. Dem, han æder, giver han sig Udseende af i høieste Grad at være hengiven. Præsten, just Præsten, han er hine Herliges meest hengivne Ven, »hør ham blot, hør, hvorledes han kan skildre deres Lidelser, foredrage deres Lære; fortjener han ikke en Sølv-Bordopsats, et Ridderkors, en heel Besætning af broderede Lænestole, et Par Tusind mere om Aaret, han denne herlige Mand, der, selv bevæget indtil Taarer, saaledes kan skildre de Herliges Lidelser.« See, saaledes er Canibalen ikke; han vedgaaer aabenlyst, at han er en Menneske-Æder, og han kalder sig ikke Dens Ven, han æder, men kalder ham sin Fjende og sig hans Fjende. Præsten derimod dølger det saa omhyggeligt som muligt, at han er en Menneske-Æder (som Crocodillen naar den ynksomst græder), dølger det ved at give sig Udseende af at være Dens meest Hengivne, Den, just Den han æder. Ved Eed forpligter »Præsten« sig paa det nye Testamente, altsaa til Efterfølgelse, til at følge Verdens Frelser efter – og saa giver han Efterfølgelsen en god Dag, men lever med Familie af (at æde ham) at skildre hans Lidelser, at foredrage hans Lære som Doctrin, givende sig Udseende af at være den Korsfæstedes sande, hengivne Discipel. »Du skulde hørt ham i Søndags; det er en sand Christi Discipel den Mand, saadan han kan skildre Christi Lidelser og vidne .... fortjener han ikke Fløiels Forstykke, og Stjerne og Tusinder om Aaret?« 3) Canibalen gjør det kort og godt af: vild farer han op, bemægtiger sig sin Fjende, slaaer ham ihjel, spiser lidt af ham. Saa er det forbi. Saa lever han igjen af sine sædvanlige Næringsmidler, indtil atter Vildheden kommer paa ham mod hans Fjender. Anderledes med »Præsten« som Menneske-Æder. Hans Menneske-Æderie er vel betænkt, snildt anlagt, beregnet paa ikke at have Andet at leve af for hele Livet, og at det man har at leve af skal kunne ernære en Mand med Familie saaledes, at det Aar for Aar kaster mere af sig. Hyggeligt er Præsten indrettet i sin landlige Bolig, ogsaa ved Udsigten til det vinkende Avancement; hans Hustrue Triveligheden selv, og hans Børn ikke mindre. Og alt Dette skyldes: de Herliges Lidelser, Frelseren, Apostelen, Sandhedsvidnet, det er Dette Præsten lever af, dem han æder, dem, med hvilke han i glad Livs-Nydelse mader sin Kone og sine Børn. Han har disse Herlige i Saltmads-Tønden. Deres Raab: følg mig efter, følg mig efter! er forgjeves. En Tid maa han maaskee værge sig mod dette Raab, at det ikke – i Forbindelse med Eeden, han har aflagt! – kommer til at gjøre et forstyrrende Indtryk paa hans hele Negotie; i Aarenes Løb bliver han saa hærdet mod dette Raab, at han slet ikke hører det mere. I Begyndelsen er det maaskee med en vis Undseelse, at han hører sig kaldet en sand Christi Discipel; i Aarenes Løb er han bleven saa vant til at høre det, at han selv troer, han er det. Saaledes døer han, saa grundfordærvet som det er muligt et Menneske kan blive det; og begraves saa som »Sandhedsvidne«. Præsten ikke blot beviser Christendommens Sandhed, men han modbeviser den med det Samme. Der gives kun eet Forhold til aabenbaret Sandhed: at troe. At man troer, lader sig kun bevise paa een Maade: ved at være villig til at lide for sin Tro; og Graden af Ens Tro bevises kun ved Graden af Ens Villighed til at lide for sin Tro. Paa den Maade kom Christendommen ind i Verden, betjent af Vidner, der vare villige til ubetinget at lide Alt for deres Tro, og virkelig ogsaa kom til at lide, at offre Liv og Blod for Troen. Deres Troes Mod gjør saa sit Indtryk paa Menneske-Slægten, som foranlediges til følgende Slutning: Det, der kan begeistre Mennesket til saaledes at offre Alt, vove Liv og Blod, det maa dog være Sandhed. Dette er Beviset, som førtes for Christendommens Sandhed. Nu derimod er Præsten saa god at ville gjøre det til Næringsvei (men Næringsvei er dog vel lige det Modsatte af at lide, at offres, hvori Beviset ligger): at bevise Christendommens Sandhed deraf, at der har levet Mennesker, som have offret Alt, vovet Liv og Blod for Christendommen. Altsaa Beviis og Modbeviis paa een Gang! Beviset for Christendommens Sandhed af, at man har vovet Alt for den, modbevises jo eller mistænkeliggjøres ved, at Præsten, som foredrager dette Beviis, gjør lige det Modsatte. Ved at see de Herlige, Sandhedsvidnerne, vove Alt for Christendommen, foranlediges man til den Slutning: Christendommen maa være Sandhed; ved at agte paa Præsten foranlediges man til den Slutning: Christendommen er nok ikke Sandheden, men Profiten er Sandheden. Nei, det Beviis for at Noget er Sandhed af Villigheden til at lide for det, lader sig kun føre af En, der selv villigt lider for det. Præstens Beviis: at bevise Christendommens Sandhed deraf, at han tager Penge for, har Profit af, lever af, med Familie jævnt avancerende lever af – at Andre have lidt, er Selvmodsigelse, er, christeligt, Snyderie. Og derfor skal »Præsten«, christeligt, stoppes, som man borgerligt taler om at stoppe en Tyv. Og som der er blevet raabt Hep efter en Jøde, saaledes skal det saa, indtil man ingen Præst mere seer, blive raabt efter Præsten: stop Tyven! Stop ham, han stjæler, hvad der tilhører de Herlige! Hvad de havde fortjent ved deres ædle Uegennyttighed, men hvad de ikke fik, lønnede med Utak, forfulgte, ihjelslagne, det stjæler Præsten ved at tage deres Liv til Indtægt, at skildre deres Lidelser, bevise Christendommens Sandhed af hine Herliges Villighed til at lide for den. Saaledes stjæler Præsten fra de Herlige; og saa bedrager han den Eenfoldige, Menneskenes Mængde, som ikke har Evne til at gjennemskue Præstens Trafik, at han beviser Christendommens Sandhed og med det Samme modbeviser den. Hvad Under da, at Christendommen slet ikke er til, at det Hele med Christenhed er Galimathias, naar de der ere Christne ere det i Tillid til Præstens Beviis, antage, at Christendommen er Sandhed i Tillid til Præstens Beviis: at Noget er Sandhed, fordi En er villig nok til at have Profit deraf, og maaskee endog, raffinerende, tager den Profit mere, at forsikkre, at han er villig til at lide. I Tillid til dette Beviis at antage Christendommens Sandhed er lige saa meningsløst som at ansee sig selv for en velhavende Mand, fordi man har mange Penge mellem Hænder, som ikke tilhøre En, eller fordi man eier en Deel Seddel-Penge, udstedte af en Bank, som intet Valuta eier.