]> S&o-;ren Kierkegaard Opbyggelige Taler i forskjellig Aand OTA Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff og Johnny Kondrup Niels W. Bruun, Leon Jaurnow og Steen Tullberg F&o-;rstetrykket, 1847 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2004 http://sks.dk/ota/txt.xml 20091013 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Opbyggelige Taler i forskjellig Aand Af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1847 Indhold F&o-;rste Afdeling. En Leiligheds-Tale. Anden Afdeling. Hvad man l&ae;rer af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre Taler. Tredie Afdeling. Lidelsernes Evangelium. Christelige Taler. F&o-;rste Afdeling En Leiligheds-Tale af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1847 &anfbeg;Hiin Enkelte&anfslut; helliges dette lille Skrift. Forord Skj&o-;ndt denne lille Bog (Leilighedstale kan den kaldes, uden dog at have Leiligheden, som gj&o-;r Taleren og gj&o-;r ham myndig, eller Leiligheden, der gj&o-;r L&ae;seren og gj&o-;r ham l&ae;rende) i Virkelighedens Forhold er som en Indbildning og liig en Dr&o-;m om Dagen: er den dog ikke uden Tillid og ikke uden Haab om Opfyldelsen. Den s&o-;ger hiin Enkelte, til hvem den ganske giver sig hen, af hvem den &o-;nsker at modtages som var den opkommen i hans eget Hjerte; hiin Enkelte, hvem jeg med Gl&ae;de og Taknemlighed kalder min L&ae;ser; hiin Enkelte, der i Villighed l&ae;ser langsomt, l&ae;ser gjentagent, og som l&ae;ser h&o-;it &streg; for sin egen Skyld. Finder den ham, da er Forstaaelsen fuldkommen i Adskillelsens Fjernhed, naar han beholder den og Forstaaelsen for sig selv i Tilegnelsens Inderlighed. Naar en Qvinde forarbeider et Kl&ae;de til helligt Brug, da virker hun hver en Blomst, om muligt, skj&o-;n som Markens Deilige, hver en Stjerne, om muligt, funklende som Nattens Blink; da sparer hun Intet, men anbringer det Kostbareste, hun eier; da s&ae;lger hun hver en anden Fordring til Livet for at kunne kj&o-;be den uafbrudte Dagens og Nattens beleilige Tid til sit eneste, sit elskede Arbeide. Men naar da Kl&ae;det er f&ae;rdigt og anbragt efter sin hellige Bestemmelse: da bedr&o-;ves hun inderligen, om Nogen saae feil og saae paa hendes Kunst istedenfor paa Kl&ae;dets Betydning, eller saae feil og saae en Mangel istedenfor at see paa Kl&ae;dets Betydning. Thi den hellige Betydning kunde hun ikke virke ind med i Kl&ae;det, hun kunde og ikke sye den paa som en Prydelse mere. Denne Betydning ligger nemlig i Betragteren og i Betragterens Forstaaelse, naar han, i Adskillelsens uendelige Fjernhed, over sig selv og over sit eget Selv har uendeligt glemt Syersken og hvad hendes er. Det var tilladeligt, det var s&o-;mmeligt, det var Pligt, det var en kj&ae;r Pligt, det var Gl&ae;dens H&o-;ieste for Syersken at gj&o-;re Alt for at gj&o-;re Sit; men det var en Br&o-;de mod Gud, en kr&ae;nkende Misforstaaelse mod den stakkels Syerske, om Nogen saae feil og saae hvad der kun kan v&ae;re med for at oversees, hvad der kun kan v&ae;re med &streg; ikke for at tildrage sig Opm&ae;rksomheden, men tvertimod for at Savnet deraf ikke skal forstyrrende tildrage sig Opm&ae;rksomheden. S. K. Ved Anledningen af et Skriftemaal Fader i Himlene! Hvad er dog et Menneske uden Dig! Hvor er Alt hvad han veed, var det end det Mangfoldiges M&ae;ngde, kun et afbrudt Stykke, hvis han ikke kjender Dig; hvor er al hans Str&ae;ben, var den end omfattende en Verden, kun et halvgjort Arbeide, hvis han ikke kjender Dig, Du den Ene, som er Eet og som er Alt! Saa give Du i Forstanden Viisdom til at fatte det Ene, i Hjertet Oprigtighed til at annamme Forstaaelsen, i Villien Reenhed ved kun at ville Eet; saa give Du i gode Dage Vedholdenhed til at ville Eet, i Adspredelser Samling til at ville Eet, i Lidelser Taalmod til at ville Eet. O, Du som giver baade at begynde og at fuldkomme, Du give aarle, naar Dagen gryer, den Unge Beslutningen at ville Eet; naar Dagen helder give Du Oldingen en fornyet Ihukommelse af sin f&o-;rste Beslutning, at det Sidste maatte v&ae;re som det F&o-;rste, det F&o-;rste som det Sidste, v&ae;re Dens Liv, der kun har villet Eet. Ak, men det er jo ikke saaledes; der kom jo Noget derimellem, der ligger jo en Syndens Skilsmisse derimellem: der l&ae;gger sig jo daglig og Dag fra Dag Noget derimellem: Forsinkelsen, Standsningen, Afbrydelsen, Vildfarelsen, Fortabelsen. Saa give Du i Angeren Frimodighed til atter at ville Eet. Vel er det en Afbrydelse fra den s&ae;dvanlige Gjerning, vel er det en Standsning fra Arbeidet, som var det en Hviledag, naar den Angrende og kun i Angeren besv&ae;ret Arbeidende er stille i Syndens Bekjendelse, er ene for Dig i Selvanklagen, o, men det er jo en Afbrydelse, som s&o-;ger tilbage til sin Begyndelse, at den maatte paa ny binde mellem det Adskilte, at den i sin Sorg maatte indhente det Fors&o-;mte, at den i sin Bekymring maatte fuldkomme hvad der ligger foran. O, Du som giver baade at begynde og at fuldkomme, Du give Seier paa N&o-;dens Dag, at hvad der ikke lykkedes den i &O-;nsket Br&ae;ndende, ikke den i Fors&ae;ttet Besluttede, at det dog maatte lykkes den i Angeren Bedr&o-;vede: kun at ville Eet. Alt har sin Tid, siger Salomo; og saaledes taler Erfaringen om det Forbigangne og Tilbagelagte, naar Oldingen gjenlevende Livet kun lever i en betragtende Erindring, naar Viisdommen i Oldingen er voxet fra Livets Indtryk, der jo som n&ae;rv&ae;rende, i Skyndingen, ere noget Andet end hvad de som forbigangne ere for den beroligede Erindring. Arbeidets og Anstr&ae;ngelsens Tid er forbi, Lystens og Dandsens; Livet gj&o-;r ingen Fordring mere til Oldingen, og han gj&o-;r ingen Fordring mere til det; det Ene kommer ham ikke n&ae;rmere end det Andet ved at v&ae;re N&ae;rv&ae;rende, forandrer ikke hans Dom i Forventningen, forandrer den ikke i Afgj&o-;relsen, forandrer den ikke i Fortrydelsen; det er Alt blevet ligeligt ved Forbigangenheden, der fuldkommen forbigangen intet N&ae;rv&ae;rende har at forholde sig til. O, Alderdommens Tr&o-;stesl&o-;shed, hvis det var saaledes at v&ae;re Olding, hvis det var saa, at Livet nogensinde i noget &O-;ieblik kan betragtes saaledes af en Levende, at det er, som var han selv ikke til, som var Livet blot en forbigangen Begivenhed, men det havde slet ingen n&ae;rv&ae;rende Opgave for den Levende; som var den Levende og Livet saaledes adskilte i Livet, at dette var forbi og forbigangent, han bleven en Frav&ae;rende. O s&o-;rgelige Viisdom, dersom det var om alt Menneskeligt, Salomo talede, og dersom Talen derom maatte ende paa samme Maade som den om, at Alt har sin Tid, i de bekjendte Ord: &anfbeg;hvad Fordeel haver Den, der anstr&ae;nger sig, af al sin Str&ae;ben&anfslut; (Pr&ae;dikeren 3, 9.)! Maaskee blev Meningen derfor tydeligere, hvis Salomo havde sagt: der var Tid til Alt, Alt havde sin Tid, for at vise, at han som Olding taler om det Forbigangne, og at han egentligen ikke taler til Nogen, men med sig selv. Thi Den, der taler om det Menneskelige, der forandres i Aarene, han maa jo n&o-;ie agte paa og angive, i hvilken Alder han selv er, til hvem han taler; og den Viisdom, der angaaer det Foranderlige og Timelige i et Menneske, maa man jo som alt Skr&o-;beligt omgaaes i Forsigtighed, at den ikke gj&o-;r Skade. Kun det Evige passer altid og er altid, er altid sandt, angaaer ethvert Menneske, i hvilken Alder han er; det Foranderlige er, og er forandret, naar det har v&ae;ret, og derfor er Talen derom underlagt Foranderlighed. Hvad der sagt af Oldingen om det Forbigangne kan v&ae;re Viisdom, det vilde vel i Ynglingens eller i Mandens Mund, sagt om det N&ae;rv&ae;rende, v&ae;re Daarskab: Ynglingen skulde ikke kunne forstaae det, og Manden skulde ikke ville forstaae det. Allerede den lidet &Ae;ldre kan v&ae;re ganske enig med Salomo i at sige: der er Tid til at dandse af Gl&ae;de, og hvorfor kan han v&ae;re enig med ham? Fordi Dandsens Tid for ham er forbi, og han altsaa taler om den som om noget Forbigangent. Og hvad enten han i hine Dage, da Ungdommen var der og Dandsens Lyst, gr&ae;mmede sig, at det blev ham negtet, eller han glad gik til Dandsens Indbydelse: den lidet &Ae;ldre vil dog sige med Rolighed: der er Tid til at dandse. Men for Ungdommen er det at turde ile til Dandsen og det at skulle sidde fangen hjemme to saa forskjellige Ting, at det ikke falder Ungdommen ind at s&ae;tte dem sammen i Ligelighed og sige: der er Tid til det Ene og Tid til det Andet. Et Menneske forandres i Aarene, og hver Gang noget Afsnit er tilbagelagt, da taler han ligeligt om dettes forskjellige Indhold, men deraf f&o-;lger ikke, at han er bleven visere; thi dermed er kun sagt, at han er forandret. Maaskee er der nu Noget, der uroliger ham paa samme Maade som Dandsen uroligede Ynglingen, der besk&ae;ftiger ham paa samme Maade som Leget&o-;iet besk&ae;ftiger Barnet. Saaledes forandres et Menneske i Aarene, Oldingen er den sidste Forandring, han taler ligeligt om det Alt, alt det Foranderlige som nu er forbigangent. Men er Fort&ae;llingen her ude; er nu Alt h&o-;rt, hvad der lader sig sige om det at v&ae;re Menneske og om Menneskets Liv i Tiden? Det Vigtigste og det Afgj&o-;rende er jo dog vel udeladt; thi Talen om det menneskelige Livs naturlige Forandring i Aarene, samt om hvad der h&ae;nder det udvortes, er ikke v&ae;sentligen forskjellig fra Talen om Plantens eller Dyrets Liv. Ogsaa Dyret forandres i Aarene, har som &ae;ldre andre Begjeringer end i den tidligere Alder, har ogsaa til visse Tider sin Gl&ae;de ved Livet, og maa da igjen d&o-;ie Ondt. Ja Blomsten, den kan naar det bliver silde paa Efteraaret tale Aarenes Viisdom og sige med Sandhed: Alt har sin Tid, &anfbeg;der er Tid til at f&o-;des og Tid til at d&o-;e&anfslut;; der er Tid til at sp&o-;ge letsindigt med Foraarets Vind, og Tid til at kn&ae;kkes af Efteraarets Storm; der er Tid til at blomstre frodigt ved det rindende Vand, elsket af Kilden, og Tid til at v&ae;re visnet og glemt; Tid til at v&ae;re s&o-;gt for sin Deilighed og Tid til at v&ae;re ukjendelig i sin Usselhed; der er Tid til at blive pleiet med Omhu og Tid til at blive udkastet med Foragt; der er Tid til at fryde sig i Morgensolens Varme og Tid til at forkomme i Nattens Kulde: Alt har sin Tid; hvad Fordeel har Den, der anstr&ae;nger sig, af al sin Str&ae;ben? Ja Dyret, det kan, naar det er udlevet, tale Aarenes Viisdom og med Sandhed sige: Alt har sin Tid; der er Tid til at springe af Gl&ae;de, og Tid til at sl&ae;be sig hen ad Jorden; der er Tid til at vaagne tidlig og Tid til at sove l&ae;nge; der er Tid til at l&o-;be med i Flokken og Tid til at gaae afsides for at d&o-;e; der er Tid til at bygge Rede med sin Elskede og der er Tid til at sidde eensom paa Taget; der er Tid til at flagre frit mod Skyen og Tid til at synke betynget til Jorden: Alt har sin Tid; hvad Fordeel har Den, der anstr&ae;nger sig, af al sin Str&ae;ben? Og dersom Du vilde sige til Blomsten: &anfbeg;er der saa slet intet Mere at fort&ae;lle?&anfslut; da vilde den svare: &anfbeg;&anfbeg;nei, naar Blomsten er d&o-;d, saa er Fort&ae;llingen ude,&anfslut;&anfslut; &streg; ellers maatte jo ogsaa Fort&ae;llingen fra Begyndelsen og i Fremgangen v&ae;re bleven en anden, ikke blot blive det ved Slutningen. Thi lader os antage, at Blomsten endte sin Tale paa en anden Maade og f&o-;iede til: &anfbeg;Fort&ae;llingen er ikke ude, thi naar jeg saa er d&o-;d, bliver jeg ud&o-;delig&anfslut;: vilde dette ikke v&ae;re en besynderlig Tale? Dersom Blomsten nemlig var ud&o-;delig, da maatte Ud&o-;deligheden jo netop v&ae;re Det, der forhindrede den i at d&o-;e, og da maatte Ud&o-;deligheden have v&ae;ret tilstede i ethvert &O-;ieblik af dens Liv. Og Talen om dens Liv maatte saa igjen have v&ae;ret en ganske anden, for bestandigt at udtrykke Ud&o-;delighedens Forskjel fra alt det Foranderlige og det Forkr&ae;nkeliges Forskjellighed. Ud&o-;deligheden kunde ikke v&ae;re en sidste Forandring, der indtraadte, hvis man saa vil tale, i D&o-;den som den sidste Alder; den er jo tvertimod en Uforanderlighed, der ikke forandres i Aarenes Forandring. Til hvad Oldingen sagde om, at Alt har sin Tid, f&o-;ier derfor den vise Salomo: &anfbeg;Gud gjorde Alting smukt i sin Tid; ogsaa Evigheden lagde han i Menneskenes Hjerte.&anfslut; (Pr&ae;dik. 3, 11). Saaledes den Vise; thi Talen om Forandringen og den forandrede Tale om Forandringen er jo forvirrende, selv Oldingens, kun det Evige er opbyggende; Aarenes Viisdom er forvirrende, kun Evighedens Viisdom er opbyggende. Er der da noget Evigt i et Menneske, saa maa dette kunne v&ae;re og kunne fordres under enhver Forandring; saa kan det heller ikke v&ae;re Viisdom at tale ligeligt derom: at det har sin Tid ligesom det Forkr&ae;nkelige; at det har sine Omgange ligesom Vinden, der dog aldrig kommer videre; at det har sit L&o-;b ligesom Floden, der dog aldrig fylder Havet. Det kan heller ikke v&ae;re Viisdom, at tale ligeligt derom som man taler om det Forbigangne, naar det er forbi og saaledes forbi, at det slet ikke, end ikke i Fortrydelse, forholder sig til en N&ae;rv&ae;rende, men kun til en Frav&ae;rende; thi Fortrydelse er jo Forholdet mellem et Forbigangent og En, der har sit Liv i den n&ae;rv&ae;rende Tid. Det var uviist af Ynglingen at ville tale ligeligen om Dandsens Lyst og dens Mods&ae;tning, fordi denne vise Daarskab forraadte, at den Unge i Ungdommen vilde v&ae;re voxen fra Ungdommen. Men i Forhold til det Evige kommer der dog vel ingen Tid, da et Menneske er voxet fra det, eller er blevet &ae;ldre &streg; end det Evige! Er der da noget Evigt i et Menneske, saa maa Talen derom lyde anderledes; der maa siges, at der er Noget, som altid skal have sin Tid, Noget, et Menneske altid skal gj&o-;re, som en Apostel jo siger, at vi altid skal takke Gud. Thi hvad der har sin Tid, det maa tilb&o-;rligen betragtes som Omgangsven og Ligemand med andet Timeligt, der ligeligen ogsaa skal have sin Tid efter Omgang; men det Evige er det Herskende, som ikke vil have sin Tid, men vil gj&o-;re Tiden til sin, og da give sit Minde til, at det Timelige ogsaa faaer sin Tid. Saaledes siger Skriften: det Ene skal gj&o-;res, det Andet ikke fors&o-;mmes, men det, der ikke maa fors&o-;mmes, er jo Det, der f&o-;rst kan komme i Betragtning, naar det er gjort, der skal gj&o-;res. Paa en lignende Maade med det Evige. Hvis da nogensinde Leve-Viisdom vil forandre Det, der skal angaae det Evige i et Menneske, til ogsaa at v&ae;re noget Timeligt; da skal dette v&ae;re Daarskab, hvad enten det er en Olding der taler, eller en Yngling; thi i Forhold til det Evige er Aarene ingen Berettigelse &streg; til at tale daarligen, og Ungdommen ingen Udelukkelse fra at kunne fatte det Rette. Vilde Nogen forklare, at Gudsfrygt i Timelighedens Forstand skulde tilh&o-;re Barndommen og derfor svinde med Aarene, som Barndommen gj&o-;r det, skulde v&ae;re et lykkeligt Sind, som ikke kan bevares, men kun erindres; vilde nogen forklare, at Angeren kommer som en Alderdommens Svaghed med Kr&ae;fternes Aftagen, naar Sandsen sl&o-;ves, naar S&o-;vnen ikke styrker mere, men for&o-;ger Matheden: da skal dette v&ae;re Ugudelighed og Daarskab. Ja vist er det saa, at der var Den, som i Aarene glemte Barndommens Gudsfrygt, bedragen for det Bedste og bedragen ved det Formasteligste; ja vist er det saa, at der var Den, hvem Angeren f&o-;rst indhentede i Alderdommens Piinagtighed, da han end ikke havde Kraft til at synde, saa Angeren ikke blot blev sildig, men den sildige Angers Fortvivlelse blev det Sidste: men dette er ingen Fort&ae;lling om en Begivenhed, der sindrigt skal forklares eller vel endog selv forklare Livet &streg; det er en R&ae;dsel. Og om et Menneske end blev tusinde Aar gammel, han skal dog ikke v&ae;re bleven saa gammel, at han t&o-;r tale anderledes derom end den Unge: med Frygt og B&ae;ven. Thi i Forhold til det Evige bliver et Menneske ikke i timelig Forstand &ae;ldre end det, altsaa heller ei i Forbigangenhedens Forstand. Nei, som &Ae;ldre at v&ae;re voxen fra det Barnagtige og det Ungdommelige, kalder det menneskelige Sprog Modenhed og Vinding; men nogensinde at ville v&ae;re voxen fra det Evige, kalder Sproget Affald fra Gud og Fortabelse; og kun den Ugudeliges Liv &anfbeg;skal v&ae;re som Sneglen, der smelter, idet den gaaer.&anfslut; (Psalme 58, 9.) Der er altsaa Noget, som altid skal gj&o-;res, Noget, som ikke i Timelighedens Forstand skal have sin Tid &streg; ak, og naar det ikke er gjort, naar det er efterladt, eller vel endog det Modsatte er gjort: da er der atter Noget, (eller rettere det er det Samme, der kommer igjen, vel forandret, men ikke forandret i _{V&ae;sen). som}V&ae;sen), som altid skal gj&o-;res, Noget som ikke i Timelighedens Forstand skal have sin Tid: der skal angres og fortrydes. Man t&o-;r ikke sige om Angeren og Fortrydelsen, at den har sin Tid, at der er Tid til at v&ae;re sorgl&o-;s og Tid til at v&ae;re s&o-;nderknuset i Anger; en saadan Tale vilde v&ae;re utilgivelig langsom i Forhold til Angerens bekymrede Hurtighed; den vilde v&ae;re ugudelig i Forhold til Bedr&o-;velsen efter Gud; meningsl&o-;st sinkende i Forhold til hvad der skal gj&o-;res endnu idag, i dette &O-;ieblik, &streg; i Farens &O-;ieblik. Thi der er jo Fare; der er en Fare, som hedder Vildfarelse, den standser ikke ved sig selv, men vedbliver at fare fort: saa hedder den Fortabelse. Men der er en bekymret Veileder, en Kyndig, der gj&o-;r opm&ae;rksom, der tilraaber Vandreren, at han vogter sig; denne Veileder er Fortrydelsen; han er ikke saaledes hurtig tilfods som Indbildningens F&o-;ielighed, der tjener hos &O-;nsket, han er ikke saaledes st&ae;rk bygget, som det seierrige Fors&ae;t &streg; han kommer langsomt bag efter, gr&ae;mmet, men han er en fuldtro og oprigtig Ven. H&o-;res aldrig denne Veileders Stemme, da er det netop fordi der vandres ad Fortabelsens Vei; thi naar den Syge, som svinder i T&ae;ring, troer sig sundest, er Sygdommen forf&ae;rdeligst. Dersom der var Nogen, som tidligen h&ae;rdede sit Sind til Intet at ville fortryde og som Intet fortr&o-;d: o, det kommer jo igjen &streg; dersom dette ellers lader sig fortryde. Saa underlig en Magt er Fortrydelsen, saa oprigtigt er dens Venskab, at det netop er det Forf&ae;rdeligste af Alt ganske at have undflyet den. Meget kan et Menneske maaskee &o-;nske at liste sig fra i Livet, og muligen lykkes det ham, saa den Forkjelede i sidste &O-;ieblik kan sige: jeg slap dog fra al den M&o-;isommelighed, i hvilken andre Mennesker tr&ae;lle. Men om Nogen vil storme sig, trodse sig, liste sig fra Fortrydelsen: ak, hvilket er vel det forf&ae;rdeligste at sige: det lykkedes ham ikke, eller &streg; det lykkedes ham! Over ethvert Menneskes Vandring gjennem Livet vaager der et Forsyn, som giver Enhver tvende Veiledere med: den ene kalder fremad, den anden kalder tilbage. Dog ere de ikke i Modsigelse med hinanden, de tvende Veiledere, de lade ei heller Vandreren staae der i Tvivlraadighed, forvirret ved det dobbelte Kald, tvertimod de Tvende ere i evig Forstaaelse med hinanden, thi den Ene kalder fremad til det Gode, den anden kalder tilbage fra det Onde. De ere ei heller blinde Veiledere, derfor ere de jo netop To; thi for at betrygge Vandringen maa der baade sees frem og sees tilbage. Ak, der var maaskee Mangen, som foer vild, ved misforstaaet at forts&ae;tte en god Begyndelse, da Forts&ae;ttelsen var paa Afveien, ved ustandseligt at tr&ae;nge frem, saa Fortrydelsen ikke kunde lede ham tilbage paa den gamle Vei; der var maaskee Den, som foer vild i Angerens Udmattelse, hvilken ikke kommer af Stedet, saa Veilederen ikke kunde hj&ae;lpe ham til at finde Veien fremad: naar det store Tog skal s&ae;tte sig i Bev&ae;gelse, saa h&o-;res f&o-;rst et Kald fra Den, der er i Spidsen, men der ventes, indtil den Sidste har svaret. De tvende Veiledere kalde paa et Menneske aarle og silde, og naar han agter paa deres Kald, da finder han Veien, da kan han vide, hvor han er paa Veien, fordi disse tvende Kald bestemme Stedet og betegne Veien, Fortrydelsens maaskee bedst, thi den flygtigt Reisende, der farer let hen ad Veien, l&ae;rer denne ikke saaledes at kjende, som Vandringsmanden med sin Byrde &streg; den blot Str&ae;bende l&ae;rer ikke Veien saa godt at kjende som den Fortrydende; den F&o-;rste iler fremad til Nyt, til Nyt, vel ogsaa bort &streg; fra Erfaringen: men den Fortrydende, som kommer bag efter, samler Erfaringen m&o-;isommelig op. De tvende Veiledere kalde aarle og silde paa et Menneske, og dog nei, thi naar Fortrydelsen kalder paa et Menneske er det altid silde. Kaldet til at finde Veien igjen, ved at s&o-;ge Gud i Syndernes Bekjendelse, er altid ved den ellevte Time; hvad enten Du er ung eller gammel, hvad enten Du har forbrudt Meget eller Lidet, hvad enten Du har forskyldt Meget eller efterladt Meget: Skylden gj&o-;r, at dette Kald er ved den ellevte Time, Inderlighedens Bekymring fatter, hvad Fortrydelsen indsk&ae;rper, at det er ved den ellevte Time. Thi i timelig Forstand er Oldingens Alder den ellevte Time, og D&o-;dens &O-;ieblik det sidste i den ellevte Time; den dorske Yngling taler om et langt Liv, der skal ligge for ham, den dorske Olding haaber, at der endnu er lang Tid til hans D&o-;d &streg; men Angeren og Fortrydelsen tilh&o-;rer det Evige i et Menneske, og saaledes forstaaer Angeren hver Gang den forstaaer Skylden, at det er ved den ellevte Time, hiin Time som den menneskelige Dorskhed meget godt veed er til og vil komme, naar der tales om den i Almindelighed, men ikke naar det angaaer den Dorske selv, thi endog Oldingen mener, at der er nogen Tid tilbage, og den dorske Yngling bedrager sig selv, hvis han mener, at Forskjellen i Alder er den v&ae;sentlige med Hensyn til den ellevte Times N&ae;rhed. See derfor er det saa godt og saa n&o-;dvendigt, at der er tvende Veiledere; thi hvad enten det er det let bev&ae;bnede Ungdommens &O-;nske, der formeentligen vil tr&ae;nge seierrig frem, eller det er den mandskraftige Beslutning, der vil stride sig gjennem Livet: de raade begge i Forestillingen over en lang Tid, de udvise en Leve-Alder eller dog adskillige Aar i Planen for deres Str&ae;ben &streg; og derfor spildes der saa let megen Tid, og derfor ender det Hele saa let i Vildfarelse. Men Angeren og Fortrydelsen veed at omgaaes Tiden i Frygt og B&ae;ven. Naar Fortrydelsen vaagner bekymret, det v&ae;re i Ynglingen, det v&ae;re i Oldingen, den vaagner altid ved den ellevte Time. Den raader ikke over megen Tid, thi det er jo ved den ellevte Time; den bedrager ikke ved en falsk Forestilling om et langt Liv, thi det er jo ved den ellevte Time. Og i den ellevte Time forstaaer man Livet ganske anderledes end i Ungdommens Dage, eller i Manddommens travle Tid, eller i Oldingens sidste &O-;ieblik. Den, der angrer ved nogen anden Time paa Dagen, han angrer timeligt, han styrker sig ved en falsk og hastende Forestilling om Skyldens Ubetydelighed, han styrker sig ved en bedragersk og travl Forestilling om Livets L&ae;ngde: hans Fortrydelse er ikke i sand Inderlighed. O, ellevte Time, hvor er, naar Du er, Alt saa forandret; hvor er Alt saa stille som var det ved Midnattens Time, hvor er Alt saa alvorligt som var det i D&o-;dens Stund, hvor er det saa eensomt som var det mellem Gravene, hvor er det saa h&o-;itideligt som var det i Evigheden! O, sv&ae;re Arbeidstime (skj&o-;ndt Gjerningen hviler), naar Regnskabet gj&o-;res op, dog der ingen Anklager er; naar Alt n&ae;vnes med sit rette Navn, dog der Ingen er som taler; naar hvert utilb&o-;rligt Ord maa gjentages i Evighedens Forandring! O, dyre Kj&o-;b, naar Fortrydelsen dyrt maa betale, hvad der syntes Letsindigheden og Travlheden og den stolte Str&ae;ben og den utaalmodige Lidenskab og Verdens Dom for Intet at regne! O, ellevte Time, forf&ae;rdeligt hvis Du skulde vedblive, forf&ae;rdeligere end om D&o-;den skulde vedblive et heelt Liv. Saa maa da Angeren have sin Tid, dersom ikke Alt skal forvirres; thi der er jo tvende Veiledere, den ene vinker fremad, den anden tilbage. Men den skal ikke have sin Tid i timelig Forstand, ikke tilh&o-;re et vist Afsnit af Livet, som Sp&o-;g og Leeg tilh&o-;rer Barndommen, som Elskovens Ophidselse tilh&o-;rer Ungdommen; den skal ikke komme og svinde som et Indfald og som en Overraskelse. Nei, Fortrydelsen skal v&ae;re en Handling med samlet Sind, saa der maa kunne tales om den til Opbyggelse, saa den maa f&o-;de nyt Liv af sig, at den ikke bliver en Begivenhed, hvis s&o-;rgende Efterladte er en veemodig Stemning: i Frihedens Forstand med Evighedens Eftertryk skal Angeren have sin Tid, ja endog sin Tid til Forberedelsen. Thi Samlingens og Forberedelsens Tid er ingen Langsomhed i Forhold til hvad der skal gj&o-;res, den er tvertimod en &Ae;rb&o-;dighed, en hellig Frygt, en Ydmyghed, at det ikke maatte blive forf&ae;ngeligt og overilet, hvad der skal gj&o-;res i sand Oprigtighed; det er ingen dorsk Uds&ae;ttelse, at man vil forberede sig, det er tvertimod en Inderlighedens Bekymring, der allerede er i Pagt med hvad der skal gj&o-;res. Evigt forstaaet skal der angres strax, ja der er end ikke Tid til at sige det; men Mennesket er jo i Timeligheden, som drager sig hen i Tiden: saa s&o-;ger det Evige og det Timelige at gj&o-;re sig forstaaelige for hinanden, idet Timeligheden ikke begjerer Uds&ae;ttelsen for at unddrage sig, men i Bevidsthed af sin Svaghed beder om Tid til at forberede sig; idet Evigheden giver efter, ikke for at opgive Fordringen, men for i varlig Omgang at give Skr&o-;beligheden lidt Tid. Det Evige maa ikke med sit &anfbeg;strax&anfslut; blive det Pludselige, der blot forvirrer Timeligheden, det skal jo tvertimod v&ae;re Timeligheden behj&ae;lpelig gjennem Livet. Som den Overlegne i Forhold til den Indskr&ae;nkede, som den &Ae;ldre i Forhold til Barnet kan tvinge Fordringen til et saadant Yderste, at det ender med, at den Indskr&ae;nkede og Barnet n&ae;sten sv&ae;kkes paa Forstanden: saaledes kan ogsaa det Evige i et ophidset Menneskes Indbildning fors&o-;ge at ville gj&o-;re Timeligheden afsindig. Men Angerens Sorg efter Gud og Inderlighedens Bekymring maa for Alt ikke forvexles med Utaalmodighed. Erfaringen l&ae;rer, at det end ikke altid er det rette &O-;ieblik til at angre at angre strax, netop fordi Angeren i dette Skyndingens &O-;ieblik, naar endnu de arbeidende Tanker og de forskjellige Lidenskaber ere i travl Bev&ae;gelse eller dog sp&ae;ndte ved Afsp&ae;ndtheden, saa saare let kan see feil af, hvad det egentligen er der skal angres, saa saare let kan forvexle sig med det Modsatte med S&o-;nderknuselse i &O-;ieblikket det er med Utaalmodighed, med en piinagtig qvalfuld Sorg efter Verden det er med Utaalmodighed, med en fortvivlet S&o-;nderrevethed i sig selv det er med Utaalmodighed. Men Utaalmodighed, hvor l&ae;nge den end vedbliver at rase, bliver aldrig Anger, hvor form&o-;rket end Sindet bliver; dens Graad, hvor hulkende den end er, bliver aldrig Angerens; dens Taarer ere uden velsignende Frugtbarhed, som de vandtomme Skyer, som Ilingens Krampetr&ae;kning. Derimod, dersom et Menneske paadrog nogen sv&ae;rere Skyld, men ogsaa forbedrede sig, og stadig fra Aar til Aar gik frem i det Gode: det er vist, at han fra Aar til Aar med st&o-;rre Inderlighed, alt som han gaaer frem i det Gode, vil angre hiin Skyld, fra hvilken han dog Aar efter Aar i timelig Forstand fjerner sig mere og mere. Thi vel er det saa, at Skylden maa staae levende for et Menneske, hvis han i Sandhed skal angre; men netop derfor er den &o-;ieblikkelige Anger saa mislig og ingenlunde at haabe paa, fordi det maaskee ikke er Bekymringens Inderlighed, der stiller Skylden saa levende frem, men kun den &o-;ieblikkelige Fornemmelse. Fortrydelsen er da selvisk, sandselig, sandselig-st&ae;rk i &O-;ieblikket, ophidset i Udtrykket, utaalmodig i de meest modsatte Overdrivelser &streg; og er netop derfor ikke Anger. Den pludselige Anger vil samle al Sorgens Bitterhed i eet Drag &streg; og saa afsted; den vil bort fra Skylden, bort fra hvert et Minde om den, styrkende sig ved den Indbildning, at det er for ikke at sinkes i det Gode; den vil, at naar nogen Tid er gaaet, Skylden da ganske skal v&ae;re glemt &streg; og atter dette er Utaalmodighed. En sildig pludselig Anger vil da maaskee gj&o-;re det aabenbare, at den f&o-;rste pludselige Anger ikke havde havt sand Inderlighed. Det skal jo v&ae;re h&ae;ndt, at et Menneske, der ved sin Misgjerning hjemfaldt til Lovenes Straf, at han, efterat have lidt denne, forbedret vendte tilbage til det borgerlige Samfund; han gik da til et fremmed Land, hvor han ikke var kjendt, hvor han blev kjendt for sin retskafne Vandel. Alt var glemt; da kom der en Flygtning, der kjendte den Anseete som sin Ligemand fra hine elendige Dage. Det var en forf&ae;rdelig Erindring at m&o-;de, en D&o-;dsens-Angst, at gyse ved den i Forbigaaende, endog taus raabte den med h&o-;i R&o-;st, indtil den ved hiin nedrige Flygtnings Stemme kom til Orde: da greb Fortvivlelsen pludseligen Den, som dog syntes frelst, og den greb ham netop fordi Angeren var glemt, fordi den borgerligt Forbedrede dog ikke var saaledes Gud hengiven, at han i Angerens Ydmyghed mindedes, hvorledes han havde v&ae;ret. Thi i timelig og sandselig og borgerlig Forstand er dog ogsaa Angeren Noget, som kommer og gaaer i Aarene, men i evig Forstand er den en stille daglig Bekymring. Det er evigt usandt, at Skylden bliver en anden, selv om der hengik et Aarhundrede; at sige noget Saadant er at forvexle det Evige med hvad det Evige mindst ligner, med menneskelig Glemsomhed. Vil Nogen fr&ae;kt og formasteligt af den Grund forkynde Aflad fra det Gode, fordi jo Alt engang er forspildt; da er dette Ugudelighed, der vil for&o-;ge Skylden ved ny og ny Skyld. Thi lader os vel bet&ae;nke dette: Skylden for&o-;ges dog vel ikke derved, at den forekommer den Forbedrede s&o-;rgeligere og s&o-;rgeligere. Det er ei heller Vinding, at Skylden ganske er glemt, det er tvertimod Tab og Fortabelse; men det er Vinding, at vinde Inderlighed til inderligere og inderligere at fortryde Skylden. Det er ikke Vinding: at m&ae;rke paa sin Glemsomhed, at man bliver &ae;ldre; men vel er det Vinding, om Nogen ved Fortrydelsens Forandring fra Inderlighed til Inderlighed m&ae;rkede, at han blev &Ae;ldre. Man skal kunne t&ae;lle et Tr&ae;es Aar ved at see paa Barken: sandelig man kan ogsaa paa Angerens Inderlighed kjende et Menneskes Alder i det Gode. Der er en Fortvivlelsens Kamp, den strider &streg; med F&o-;lgerne; Fjenden angriber bestandigt bagfra og dog skal den Stridende gaae fremad: naar saa er, er _AngrenAngeren endnu ung og svag. Der er en Angerens Lidelse, den b&ae;rer Straffen vel ikke utaalmodig, men dog hvert &O-;ieblik krympende sig under den: naar saa er, er Angeren endnu ung og svag. Der er en stille s&o-;vnl&o-;s Sorg ved Forestillingen om det Forspildte; den fortvivler ikke, men i daglig Gr&ae;mmelse hviler den sig aldrig: naar saa er, er Angeren endnu ung og svag. Der er en m&o-;isommelig Fremgang i det Gode, den er som Dens Gang, hvis F&o-;dder ere hudl&o-;se; den er villig nok, den vilde gjerne gaae hurtigt, men den har lidt Skade paa Frimodigheden, Smerterne gj&o-;re dens Gang usikker og piinlig: naar saa er, er Angeren endnu ung og svag. Men naar der dog gj&o-;res sikkrere Trin paa Veien, naar Straffen selv blev til en Velsignelse, naar F&o-;lgerne endog bleve frelsende, naar Fremgangen i det Gode er synlig: da er der en formildet men dyb Sorg, som erindrer Skylden; den har fjernet og overvundet hvad der kunde skuffe og forvirre Synet; derfor seer den ikke feil, men seer kun det ene S&o-;rgelige: dette er den &ae;ldre, den st&ae;rke, den kraftfulde Anger. Om det Sandselige gjelder det, at det forringes i Aarene og aftager med Aarene, om en Dandserinde maa man sige, at hendes Tid er forbi med Ungdommens; men med en Angrende anderledes, og om Angeren maa der siges, at dersom den glemmes, da var dens Styrke kun en Umodenhed, men jo l&ae;ngere og jo dybere den gjemmes, desto bedre bliver den. Thi Skylden tager sig forf&ae;rdeligst ud jo n&ae;rmere ved man seer den, men Angeren er Gud velbehageligst jo l&ae;ngere borte fra, paa det Godes Vei, den &o-;iner Skylden. Saa skal da Angeren ikke blot have sin Tid, men endog sin Forberedelses-Tid; skal den end v&ae;re en stille daglig Bekymring, skal den dog ogsaa kunne samle sig velforberedt til den h&o-;itidelige Leilighed. En saadan er Skriftemaalet, den hellige Handling, forud for hvilken der b&o-;r gaae en Forberedelse. Ligesom da en Mand kl&ae;der sig om til en Fest: saaledes forandres Den inderligt, der forbereder sig til Skriftemaalets hellige Handling. Det er jo ogsaa som en Omkl&ae;dning at aff&o-;re sig Mangfoldigheden for ret at blive enig med sig selv om Eet, at afbryde den travle Virksomheds Fart, for at if&o-;re sig Betragtningens Hvile i Enighed med sig selv. Og denne Enighed med sig selv er Festens simple H&o-;itidsdragt, der betinger Adgangen. Det Mangfoldige kan man see med adspredt Sind, see Noget deraf, see det i Forbigaaende, see det med halvt &O-;ie, med deelt Sind, see det og dog ikke see det; i den travle Virksomhed kan man bekymre sig om mange Ting, begynde paa mange Ting, gj&o-;re mange Ting paa eengang og gj&o-;re dem halvt alle: men skrifte kan man ikke uden denne Enighed med sig selv. Den, der ikke i Sandhed er enig med sig selv, han er i Skriftemaalets Time dog kun adspredt, dersom han tier, ikke samlet; han er dog kun snaksom, dersom han taler, ikke skriftende. Men Den, der i Sandhed blev enig med sig selv, han er i Stilhed. Og ogsaa dette er jo som en Omkl&ae;dning, at aff&o-;re sig alt hvad der er Larmende da det er tomt, for skjult i Stilheden at blive aabenbar. Denne Stilhed er den hellige Handlings simple Festlighed. Thi verdsligt gjelder det, ved Dandsen og ved Gjestebudet, jo flere Musikanter jo bedre; men gudeligt gjelder det: jo dybere Stilhed, jo bedre. &streg; Naar Vandringsmanden fra den alfare, larmende Vei kommer til de stille Steder, da er det ham (thi Stilheden er Gribende!) som maatte han tale med sig selv, som maatte han sige hvad der ligger skjult i Sjelens Dyb; det er ham, efter Digterens Forklaring, som vilde noget Un&ae;vneligt tr&ae;nge sig frem af hans Inderste, hiint Uudsigelige, for hvilket Sproget dog intet Udtryk har, thi endog L&ae;ngsel er jo ikke det Uudsigelige selv, den er kun ilende efter det. Men hvad Stilheden betyder, hvad Omgivelsen vil sige med denne Stilhed: det er netop det Uudsigelige. Thi Tr&ae;ernes Forundring, dersom det er saa, at det er Tr&ae;erne, der undrende betragte Vandringsmanden, den forklarer Intet. Og Skovens Gjenlyd forklarer jo, at Stemmen ad den Vei ikke tr&ae;nger igjennem til en Forklaring; nei, som en uindtagelig F&ae;stning kaster Fjendens Angreb tilbage, saaledes kaster Gjenlyden Stemmen tilbage, hvor h&o-;it end Vandringsmanden raaber. Og Skyerne h&ae;nge kun efter deres egne Tanker, dr&o-;mme kun om sig selv, hvad enten de tankefuldt synes at hvile sig, eller de nyde den vellystige, sagte Bev&ae;gelse; hvad enten de gjennemsigtige hurtigt ile hen drevne af Vinden, eller de form&o-;rkede samle sig til Strid mod Vinden: Vandringsmanden bekymre de sig ikke om. Og Havet er som den Vise sig selv nok, hvad enten det ligger, ja som et Barn og morer sig med sig selv, i sagte Krusning, liig Barnet, der spiller paa sin Mund, eller det i Middagsstunden, som en halvslumrende nydende T&ae;nker, ligger og seer sig om efter Alt, eller det i Natten dybt grunder over sit eget V&ae;sen; hvad enten det i dyb Underfundighed gj&o-;r sig til Intet, for at iagttage, eller det raser i egen Lidenskab: Havet har den dybe Grund, det veed nok hvad det veed, det veed altid Den, der har den dybe Grund, men det har ingen Medviden. Og Stjerneh&ae;ren er vel en gaadefuld Sammenskrift, det seer ud som en Aftale mellem dem, at de ordne sig saaledes; men Stjernerne ere saa langt borte, at de ikke kunne see Vandringsmanden, det er kun Vandringsmanden, der kan see Stjernerne: saa bliver der dog ingen Aftale mellem ham og Stjernerne. Dette er Digter-L&ae;ngselens Veemod grundet i den dybe Misforstaaelse, fordi den Eensomme i Naturen overalt er omgiven af et Alt, der ikke forstaaer ham, om det dog bestandigt er som maatte det komme til en Forstaaelse. Saaledes er jo det Uudsigelige, det er som B&ae;kkens Rislen: dersom Du gaaer i dine egne Tanker, dersom Du har travlt, da bem&ae;rker Du den slet ikke i Forbigaaende, Du faaer ikke at vide, at den er til, denne Rislen. Men dersom Du standser, da opdager Du den; og naar Du har opdaget den, da maa Du staae stille; og naar Du staaer stille, da overtaler den Dig; og naar den har overtalet Dig, da maa Du b&o-;ie Dig lyttende efter den; og naar Du b&o-;iet lytter efter den, da f&ae;ngsler den Dig; og naar den har f&ae;ngslet Dig, da kan Du ikke l&o-;srive Dig fra den; og naar Du ikke kan l&o-;srive Dig fra den, da er Du overv&ae;ldet &streg; bedaaret synker Du ned ved dens Side, det er i ethvert &O-;ieblik som maatte det i n&ae;ste &O-;ieblik komme til Forklaringen; men B&ae;kken bliver ved at risle og kun Vandringsmanden &ae;ldes ved dens Side. Anderledes med den Skriftende; ogsaa ham griber Stilheden, dog ikke i Misforstaaelsens veemodige Stemning, men med Evighedens Alvor; han er ei heller, som Vandringsmanden, uden ret at vide hvorledes, f&o-;rt hen paa de stille Steder; han er ikke som Digteren, der &o-;nskende s&o-;ger Eensomheden og dens Stemning: nei, at skrifte er en hellig Handling, hvortil Sindet er samlet i Forberedelse. Saa veed og Omgivelsen ret vel, hvad den vil sige med Stilheden: at den byder Alvor; den veed, at det er dens Villie at blive forstaaet; den veed, at det er ny Skyld, om den misforstaaes. Og den, der er tilstede, er en Alvidende, som veed Alt, som husker Alt: hvad dette Menneske nogensinde betroede ham, og hvad dette Menneske nogensinde unddrog hans Fortrolighed; en Alvidende, som igjen i dette Menneskes sidste &O-;ieblik vil huske denne Time: hvad dette Menneske betroede ham og hvad dette Menneske unddrog hans Fortrolighed; en Alvidende, som kjender hver en Tanke, langtfra, hver dens Vei grant, selv naar den sneg sig forbi Menneskets egen Bevidsthed; en Alvidende, for hvem et Menneske er aabenbar i L&o-;ndom, med hvem der tales i Tausheden, at Ingen skulde vove at ville bedrage ham &streg; ved Talen eller ved Tausheden, saaledes som eet Menneske kan skjule Meget for det andet ved at tie, stundom endnu mere ved at tale. Den Skriftende selv er ikke som en Tjener, der gj&o-;r sin Herre Regnskab for Forvaltningen, hvilken betroedes ham, da Herren ikke kunde overkomme Alt eller overalt v&ae;re tilstede: den Alvidende var tilstede i ethvert &O-;ieblik, for hvilket der i Regnskabet skal gj&o-;res Regnskab, &streg; Regnskabet gj&o-;res ikke for Herrens Skyld betr&ae;ffende hvad der er gjort, men for Tjenerens Skyld, der atter skal gj&o-;re Regnskab for, hvorledes han benyttede Regnskabets &O-;ieblik. Den Skriftende er og ikke som Den, der betroer sig til en Ven, hvem han, forud eller bag efter, indvier i hvad denne ikke vidste f&o-;r: den Alvidende faaer ikke Noget at vide om den Skriftende, derimod faaer den Skriftende Noget at vide om sig selv. Indvender derfor ikke mod Skriftemaalet, at det Intet gavner, at betroe en Alvidende hvad han dog veed; besvarer f&o-;rst det Sp&o-;rgsmaal, om det da ikke gavner, at et Menneske faaer Noget at vide om sig selv, som han ikke vidste! En hastig Forklaring kan mene, at det at bede er en &o-;rkesl&o-;s Gjerning, fordi et Menneskes B&o-;n dog ikke forandrer den Uforanderlige; men var dette da i L&ae;ngden &o-;nskeligt, kunde det foranderlige Menneske ikke let komme til at fortryde, at han havde faaet Gud forandret! Den sande Forklaring er derfor ogsaa det ene &O-;nskelige: B&o-;nnen forandrer ikke Gud, men den forandrer den Bedende. Saaledes ogsaa med hvad der er denne Tales Gjenstand: Gud faaer ikke Noget at vide ved at Du skrifter, men Du, den Skriftende. Meget som Du kunde holde hen i Dunkelhed, faaer Du f&o-;rst at vide ved at lade en Alvidende blive vidende derom. Selv himmelraabende Misgjerning er begaaet, selv Blod er udgydt, og mange Gange, saaledes, at der maatte siges i Sandhed om den Skyldige: han vidste ikke, hvad han gjorde &streg; maaskee d&o-;de han, uden angrende nogensinde ret at faae at vide hvad det var han gjorde. Og veed vel Lidenskab nogensinde ret hvad den gj&o-;r, er dette ikke dens indsmigrende Fristelse og dens tilsyneladende Undskyldning denne skuffende Uvidenhed over sig selv, fordi den i &O-;ieblikket har glemt det Evige; fordi den fortsat i et Menneske forvandler hans Liv til lutter &O-;ieblikke, fordi den lumsk tjener sin forblindede Herre, medens den tjener sig op til at lade ham tjene som en forblindet Tr&ae;l! Thi Had og Vrede og H&ae;vn og Mismod og Tungsind og Fortvivlelse og Frygt for Fremtiden og Fortr&o-;stning til Verden og Troen paa sig selv, og Stolthed som blander sig endog i Deeltagelsen, og Misundelse som blander sig endog i Venskabet, og den forandrede men ikke forbedrede Tilb&o-;ielighed: naar dette var i et Menneske &streg; naar var det uden Uvidenhedens skuffende Undskyldning? Og naar et Menneske forblev uvidende derom, var det ikke netop fordi han tillige forblev uvidende om, at der er en Alvidende? Ja der er en Uvidenhed, som ikke skal bekymre noget Menneske, hvis Leiligheden eller Evnen var ham negtet til at l&ae;re: men der er en Uvidenhed om sig selv, lige s&o-;rgelig for den L&ae;rde og den Eenfoldige, som begge ere bundne i det samme Ansvar: denne Uvidenhed kaldes Selvbedraget. Der er en Uvidenhed, som lidt efter lidt, alt som der l&ae;res stykkeviis Mere og Mere, forvandles til Kundskab; men hiin Uvidenhed, Selvbedraget er der kun Eet, som kan h&ae;ve &streg; at v&ae;re uvidende om, at det er Eet, kun Eet, at kun Eet er forn&o-;dent, er endnu at v&ae;re i Selvbedraget. Den Uvidende kan have v&ae;ret uvidende om Meget, kan faae Meget at vide, og dog endnu have Meget tilbage han ikke veed; men den Selvbedragne, hvis han taler om det Meget og det Mangfoldige, da er han endnu i Selvbedraget, meget hildet og meget bestyrket ved det Mangfoldige. Den Uvidende kan efterhaanden erhverve Viisdom og Kundskab, men den Selvbedragne, hvis han vandt det ene Forn&o-;dne, da vandt han Hjertets Reenhed. Saa lad os da ved Anledningen af et Skriftemaal tale over denne S&ae;tning: Hjertets Reenhed er at ville Eet, idet vi til Grund for Betragtningen l&ae;gge Apostelen Jakobs Ord, i hans Brev 4de Capitel, Vers 8: Holder Eder n&ae;r til Gud, saa skal han holde sig n&ae;r til Eder! Renser H&ae;nderne, I Syndere, og luttrer Hjerterne I Tvesindede; thi kun de Rene af Hjerte kunne see Gud og altsaa holde sig n&ae;r til ham, og bevare Reenheden ved at han holder sig n&ae;r til dem; og Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed. Lad os tale derom, men lad os f&o-;rst glemme Anledningen for at enes i Forstaaelsen af S&ae;tningen, og i hvad det apostoliske formanende Ord (&anfbeg;luttrer Hjerterne I Tvesindede&anfslut;) mods&ae;tter sig: Tvesindetheden; da ville vi til Slutning n&ae;rmere benytte Anledningen. I. Skal det v&ae;re muligt, at et Menneske kan ville Eet, da maa han ville det Gode. Kun at ville Eet &streg; men maa dette nu ikke blive en vidtl&o-;ftig Tale; hvis Nogen ret vil bet&ae;nke denne Sag, maa han da ikke f&o-;rst Stykke for Stykke gjennemgaae ethvert Maal, som et Menneske kan s&ae;tte sig i Livet, n&ae;vne alt det Meget enkeltviis, som et Menneske kan ville? Og ikke nok hermed, maa han ikke dern&ae;st, da dog enhver saadan Betragtning let bliver af for almindelig Art, maa han ikke fors&o-;ge sig i at ville det Ene efter det Andet, for at udfinde, hvilket det Ene er, han kan ville, naar det gjelder kun at ville Eet? Ja, hvis Nogen saaledes vilde begynde, da skulde han vel aldrig blive f&ae;rdig, eller rettere, hvor var det muligt, at han kunde blive f&ae;rdig, da han netop begyndte med at gaae feil af Veien, og dog blev ved at gaae frem og gaae frem ad Vildfarelsens Vei, der jo kun paa en s&o-;rgelig Maade f&o-;rer til det Gode &streg; naar Vandreren nemlig vender sig om og gaaer tilbage; thi som det Gode kun er Eet, saa f&o-;re og alle Veie til det Gode, selv Vildfarelsens &streg; naar den Omvendte gaaer samme Vei tilbage. O, Du det Godes uudgrundelige Tilforladelighed; hvor et Menneske end er i Verden, paa hvilken Vei han end f&ae;rdes, naar han vil Eet, er der en Vei, der f&o-;rer ham til Dig! Vidtl&o-;ftigheden var da her af det Onde; istedenfor at spilde Talens mange &O-;ieblikke paa at n&ae;vne det Mangfoldige, eller vel endog Livets kostbare Aar paa at fors&o-;ge sig i det Mangfoldige, kan Talen, som Livet b&o-;r det, i &o-;nskelig Korthed v&ae;re ved sin Gjenstand; ja om intet Andet kan der i en vis Forstand tales saa kort, naar der dog tales godt, som om det Gode, fordi det uden Betingelse og uden Omsv&o-;b, uden Forord og uden Overeenskomst ubetinget er det Eneste, et Menneske t&o-;r og skal ville, og er kun Eet. O, velsignede Korthed, salig den Eenfoldighed, som hurtigt griber, hvad Klogskaben, tr&ae;ttet i Forf&ae;ngelighedens Tjeneste, langsomt begriber! Hvad den Eenfoldige i det fromme Hjertes glade Tilskyndelse ikke f&o-;ler Trang til vidtl&o-;ftigt at forstaae, fordi han eenfoldigt strax kun forstaaer det Gode; det beh&o-;ver den Kloge megen Tid og megen Gr&ae;mmelse for at forstaae. Det er nemlig ikke saaledes med det at ville Eet: Een vil Eet, men det han vil er ikke det Gode; en Anden vil Eet, men det han vil, er ei heller det Gode; en Tredie, han vil Eet, og det han vil er det Gode. Nei saaledes er det ikke. Den, der vil Eet, som ikke er det Gode, han vil egentligen ikke Eet; det er en Skuffelse, en Tilsyneladelse, et Bedrag, et Selvbedrag, at han kun vil Eet: thi i sit Inderste er han, maa han v&ae;re Tvesindet. Derfor siger Apostelen: &anfbeg;renser Hjerterne I Tvesindede&anfslut;, det er, renser Hjerterne fra Tvesindethed; det er, lad i Sandhed Dit Hjerte kun ville Eet, thi deri er Hjertets Reenhed. Og det er om den samme Hjertets Reenhed, at Apostelen atter taler naar han siger: &anfbeg;dersom Nogen fattes Viisdom, da bede han ... men i Troen, ikke som en tvesindet Mand (1, 5. 6. 8);&anfslut; thi Hjertets Reenhed er netop den Viisdom, der erhverves ved at bede; en Bedende gransker ikke i l&ae;rde B&o-;ger, men han er den Vise, &anfbeg;hvis &O-;ine oplades &streg; naar han kn&ae;ler ned.&anfslut; (4de Moseb. 24, 16.). Korteligen siges der da til Den, hvis Sind fromt forblev uvidende om det Mangfoldige: det Gode er Eet; den vanskeligere Tale henvender sig til Den, hvis Sind i Tvesindethed stiftede det mislige Bekjendtskab med det Mangfoldige og med Kundskaben: dersom det er vist, at et Menneske i Sandhed vil Eet, da vil han det Gode, thi kun dette lader sig saaledes ville. Men begge Udsagn sige aldeles Eet og det Samme, ellers talte de jo ogsaa om forskjellige Ting. Det ene Udsagn n&ae;vner ligefrem det Godes Navn, bestemmer det at v&ae;re Eet; det andet fortier underfundigt dette Navn, det seer n&ae;sten ud som taltes der om noget ganske Andet; men netop derfor tr&ae;nger det forskende ind i et Menneskes Indre; og hvor meget han end vil forsikkre, trodse paa, rose sig af, at han kun vil Eet, det tr&ae;nger pr&o-;vende igjennem for at vise Tvesindetheden i ham, dersom det Eet han vil ikke er det Gode. Thi vel var der Den i Verden, som syntes kun at ville Eet; han beh&o-;vede ei heller at forsikkre det, havde han end fortiet det; der var talende Vidnesbyrd nok mod ham, hvorledes han umenneskeligt h&ae;rdede sit Sind, hvorledes Intet r&o-;rte ham, ikke &O-;mheden, ikke Uskyldigheden, ikke Elendigheden; hvorledes hans forblindede Sjel Intet havde &O-;ie for, og Sandsen i ham kun &O-;ie for det Ene, han vilde. Og dog var det et Bedrag, et r&ae;dsomt Bedrag, at han vilde Eet; thi Lyst og &Ae;re og Riigdom og Magt og Alt hvad Verdens er, er kun tilsyneladende Eet; det er ikke Eet og bliver Eet medens Alt forandres &streg; og medens han forandres; det er ikke det Samme i alle Forandringer, tvertimod er det det ideligen Forandrede. Om han da end kun n&ae;vnede Eet, det v&ae;re Lysten, eller &Ae;ren, eller Riigdom, i Sandhed vilde han dog ikke Eet. Eller kan han siges at ville Eet, naar det Ene, han vil, i sig selv ikke er Eet, i sig selv er et Mangfoldigt, en Adsplittelse, Foranderlighedens Bold og Forkr&ae;nkelighedens Bytte! See, i Lystens Tid, hvorledes higede han ikke fra een Nydelse til en anden, Afvexling var jo hans L&o-;sen &streg; er Afvexling da at ville Eet, som bliver det Samme, det er jo tvertimod at ville Eet, som aldrig maa v&ae;re det Samme, men det er netop at ville det Mangfoldige, og en saadan Villende er ikke blot tvesindet men splidagtig i sig selv, saa han vil Eet og strax igjen det Modsatte, fordi Lystens Eenhed er en Skuffelse og et Bedrag, Lysternes Forskjellighed det, han vil. Og da han havde nydt indtil V&ae;mmelse, da han var bleven tr&ae;t og m&ae;t, om han dog endnu vilde Eet, hvad var det han vilde? Han vilde ny Nydelse, hans udmarvede Sjel rasede, at ingen Opfindsomhed strakte til at opdage noget Nyt &streg; noget Nyt! Forandring var det, han raabte paa, da Lysten tjente ham, Forandring, Forandring; og Forandring var det, han raabte paa, da han var kommen til Lystens Gr&ae;ndse, da Tjenerskabet var udmattet, Forandring, Forandring! Nu det forstaaer sig, der er jo ogsaa Forandringer i Livet, som kan lade et Menneske erfare, om han vil Eet. Der er Forg&ae;ngelighedens Forandring, naar Vellystningen maa tr&ae;de af, naar Dandsen er forbi og Sandseforvirringens St&o-;i, naar Alt bliver stille i Alvor. Der er D&o-;dens Forandring &streg; hvis Forg&ae;ngeligheden skulde synes engang at glemme sig selv, saa den ikke kom; hvis det skulde synes som lykkedes det den Vellystige at slippe igjennem: D&o-;den glemmer ikke sig selv, D&o-;den slipper han ikke forbi, den har Magt over hvad denne Verdens er, og forandrer hiint Ene, den Vellystige kun vilde, til Intet. Endeligen er der Evighedens Forandring, den forandrer Alt &streg; saa ene det Gode bliver og bliver Dens salige Besiddelse, der kun har villet Eet. Men hiin rige Mand, hvem ingen Elendighed kunde r&o-;re, hiin rige Mand, der endnu i Evigheden til egen Forbandelse maa vedblive at ville Eet: sp&o-;rg ham nu, om han dog virkeligen vil Eet! &streg; Saaledes ogsaa med &Ae;re og Riigdom og Magt; thi i Kraftens Tid, da han higede efter &Ae;ren, fandt han vel nogen Gr&ae;ndse, eller var dette ikke den Str&ae;bendes urolige Iid at stige h&o-;iere og h&o-;iere; fandt han nogen Hvile i sin S&o-;vnl&o-;shed for at fange efter den og for at holde den fast; fandt han nogen Vederqv&ae;gelse ved sin Lidenskabs kolde Brand! Og hvis han virkeligen vandt &Ae;rens H&o-;ieste, er da jordisk &Ae;re i sig selv Eet? Eller er den i sin Mangfoldighed, naar de Tusinde og Tusinde flette Krandsen, dog som Markens pragtfulde Teppe dannet af een Haand? Nei Verdens &Ae;re er som dens Foragt en Hvirvel, et Spil af forvirrede Kr&ae;fter, et skuffende &O-;ieblik i det Splidagtige, et Sandsebedrag, som naar Sv&ae;rmen af Smaadyr paa Afstand synes for &O-;iet som eet Legeme, et Sandsebedrag, som naar Larmen af de Mange paa Afstand synes for &O-;ret som een Stemme. Var &Ae;ren end eenstemmig, den er dog meningsl&o-;s, og desto mere jo flere Tusinder, der danne Eenstemmigheden, og desto hurtigere vil det vise sig jo flere Tusinder der dannede Eenstemmigheden. Og dog var det jo denne de Tusindes Eenstemmighed han vilde: det var ikke de Godes Bifald &streg; de ere snart talte &streg; nei de Tusindes. Er da det at ville t&ae;lle er det at ville Eet; at t&ae;lle og t&ae;lle saa det slaaer til, at t&ae;lle og t&ae;lle saa det slaaer feil: er det at ville Eet? Hvo som derfor vil denne &Ae;re eller frygter denne Foragt, om han end siges at ville Eet, han er dog i sit Inderste ikke blot tvesindet men tusindsindet og splidagtig, som hans Liv er det, naar han maa krybe &streg; for at naae &Ae;ren, naar han maa smigre sin Fjende &streg; for at naae &Ae;ren, naar han maa beile til Dens Gunst han foragter &streg; for at naae &Ae;ren, naar han maa lade Den forraadt han agter &streg; for at naae &Ae;ren, for at naae &Ae;ren, det er for paa &Ae;rens Tinde at foragte sig selv &streg; og dog skjelve for Forandringen. Forandringen; ja, hvor raser Forandringen t&o-;ilesl&o-;st som her, hvilken Overgang er hurtigere og pludseligere som en Feiltagelse i Narrestregen, som et Tr&ae;f af en Blind, naar Han end ikke faaer Tid til at aff&o-;re sig &Ae;rens Dragt, men Forhaanelsen griber ham i den! Forandringen, den sidste Forandring, det Visseste i det Uvisseste: hvor h&o-;it end &Ae;rens Torden l&o-;d over hans Grav, kunde den end h&o-;res over den ganske Verden, der er dog Een, som ikke kan h&o-;re den, han den D&o-;de, han som d&o-;de med &Ae;ren, det Eneste han havde villet, men ogsaa fra &Ae;ren, thi den bliver udenfor, den drager hjem igjen, den hend&o-;er som Gjenlyden. Forandringen, den sande Forandring, naar Evigheden er: Han, den meget &Ae;rede, mon &Ae;rens Krone r&ae;kkes ham der! Og dog er Evigheden retf&ae;rdigere end Jorden og Verden, i Evigheden er der henlagt en &Ae;rens Krone for hver Den, der i Sandhed kun har villet Eet. &streg; &streg; Saaledes ogsaa med Riigdom og Magt og alt Det, som forgaaer naar Verden forgaaer og dens Lyst. Den, som har villet det, hvis han end kun vilde Eet, han maa til egen Qval vedblive at ville det, naar det er forgaaet, og ved Modsigelsens Qval l&ae;re, at det ikke er Eet. Men Den, som i Sandhed vilde Eet og altsaa vilde det Gode, om han end offredes derfor: hvorfor skulde han ikke i Evigheden ville det Samme, som han vilde d&o-;e for, hvorfor skulde han ikke ville det Samme, naar det har seiret i Evigheden! At ville Eet kan da ikke betyde at ville Det, som kun tilsyneladende er Eet. Det Verdslige er nemlig i sit V&ae;sen ikke Eet, da det er det Uv&ae;sentlige; dets saakaldede Eenhed er ingen v&ae;sentlig men en Tomhed, over hvilken det Mangfoldige skjuler. Det Verdslige er derfor i Skuffelsens stakkede &O-;ieblik det Mangfoldige og saaledes ikke Eet; derpaa forvandler det sig til sit Modsatte &streg; saa langt er det fra at v&ae;re og blive Eet. Eller hvad er Lysten i sit gr&ae;ndsel&o-;se Yderste vel Andet end V&ae;mmelse? Hvad er jordisk &Ae;re i sit svimlende H&o-;ieste vel Andet end Foragt for Tilv&ae;relsen? Hvad er Riigdommens h&o-;ieste Overmaal Andet end Armod, thi fylder vel al Verdens Guld gjemt i Pengebegjerlighed saa meget, eller ikke uendelig meget mindre end den ringeste Skj&ae;rv gjemt i den Fattiges N&o-;isomhed! Hvad er verdslig Almagt Andet end Afh&ae;ngighed; hvilken Slave i L&ae;nker var saa ufri som en Tyran! Nei, det Verdslige er ikke Eet; mangfoldigt som det er, forvandles det i Livet til sit Modsatte, i D&o-;den til Intet, i Evigheden til Forbandelse for Den, som har villet dette Ene. Kun det Gode er Eet i sit V&ae;sen og det Samme i hver sin Yttring. Lad Kj&ae;rlighed oplyse det. Den, der i Sandhed elsker, han elsker ikke engang for alle, ei heller bruger han en Deel af sin Kj&ae;rlighed og saa igjen en Deel; thi at bytte den er at forbytte den. Nei han elsker med hele sin Kj&ae;rlighed, den er heel tilstede i enhver Yttring, han giver den bestandigt heel ud, og dog beholder han den bestandig heel i sit Hjerte. Forunderlige Riigdom! Naar den Gjerrige har samlet al Verdens Guld &streg; i Smudsighed, da er han bleven fattig: naar den Elskende giver sin hele Kj&ae;rlighed ud beholder han den heel &streg; i Hjertets Reenhed. &streg; Skal et Menneske i Sandhed ville Eet, da maa jo det Ene, han vil, v&ae;re et Saadant, at det bliver uforandret i alle Forandringer, saa han ved at ville det, kan vinde Uforanderlighed; forandres det ideligen, da vorder han selv foranderlig, tvesindet og ustadig. Men denne idelige Foranderlighed er jo netop Ureenheden. Men det at ville Eet er ei heller hiin den formastelige, ugudelige Begeistrings kraftige Vildfarelse: at ville det Store, ligegyldigt enten det er godt eller ondt. Ogsaa en saadan Villende, om han end er nok saa fortvivlet, er dog tvesindet; eller er Fortvivlelse ikke netop Tvesindethed; eller hvad er det at fortvivle Andet end at have to Villier! Thi hvad enten han, den Svage, fortvivler over, at han ikke kan l&o-;srive sig fra det Onde; eller han, den Formastelige, fortvivler over, at han ikke ganske kan l&o-;srive sig fra det Gode: de ere begge Tvesindede, de have begge to Villier, Ingen af dem vil i Sandhed Eet, hvor fortvivlet de end synes at ville det. Hvad enten det var en Qvinde, hvem &O-;nsket bragte til Fortvivlelse, eller det var en Mand, der fortvivlede i Trods; hvad enten et Menneske fortvivlede &streg; fordi han fik sin Villie, eller han fortvivlede fordi han ikke fik sin Villie: enhver Fortvivlet har to Villier, een som han forgjeves vil f&o-;lge ganske, og een som han forgjeves ganske vil v&ae;re qvit. Saaledes har Gud, bedre end nogen Konge, sikkret sig mod ethvert Opr&o-;r. Thi det er vel skeet, at en Konge ved et Opr&o-;r er bleven st&o-;dt fra Thronen: men enhver Opr&o-;rer mod Gud bringer det i det H&o-;ieste til selv at fortvivle. Fortvivlelsen er Gr&ae;ndsen &streg; hertil og ikke videre! Fortvivlelsen er Gr&ae;ndsen, her m&o-;des den feige frygtagtige Selvkj&ae;rligheds Arrigskab, og det stolte trodsige Sinds Formastelighed, her m&o-;des de i lige Afmagt. Kun altfor snart l&ae;rer den egne Erfaring og Erfaringen paa Andre, hvor langt dog de fleste Menneskers Liv er fra at v&ae;re hvad et Menneskeliv burde v&ae;re. Alle have de store &O-;ieblikke, de see sig selv i Mulighedens Tryllespeil, som Haabet holder for dem medens &O-;nsket smigrer; men hurtigt glemme de Synet i det Dagligdagse. Eller de tale maaskee begeistrede Ord, &anfbeg;thi Tungen er et lidet Lem, dog den pukker storligen&anfslut; &streg; men Talen tager jo netop Begeistringen forf&ae;ngelig ved h&o-;ir&o-;stet at forkynde hvad der i Taushed skal ud&o-;ves, og hurtigt glemmes de begeistrede Ord i Livets Ubetydelighed; det glemmes, at det var om dette Menneske Sligt sagdes, det glemmes, at det var ham selv der sagde det. Saa vaagner maaskee engang Erindringen med Forf&ae;rdelse, og Fortrydelsen synes at ville give ny Kraft: ak, dette blev ogsaa kun et stort &O-;ieblik. De have Alle Fors&ae;tter, Planer, Beslutninger for Livet, ja for Evigheden; men Fors&ae;ttet taber hurtigt Ungdommens Kraft og bliver aff&ae;ldigt; og Beslutningen staaer ikke fast og staaer ikke imod, den vakler og forandres med Omst&ae;ndighederne; og Hukommelsen slaaer feil &streg; indtil de ved Vane og Omgang l&ae;re, som man siger, at tr&o-;ste sig med hinanden, indtil de endog, istedetfor at finde det forr&ae;dersk, finde det opbyggeligt, om Nogen forkynder Undskyldningernes matte Tr&o-;stegrunde, der opmuntrende styrke til Dorskhed. Thi der gives Mennesker, som finde det opbyggeligt, at Fordringen gj&o-;res gjeldende i al sin Oph&o-;iethed, i al sin Strenghed, saa den fordrende tr&ae;nger ind i Sjelens Inderste; Andre finde det opbyggeligt, at der tr&ae;ffes en Overeenskomst i Jammerlighed med Gud og Fordringen &streg; og Sproget. Der gives Mennesker, som finde det opbyggeligt, om dog Nogen vil kalde paa dem; men der ere ogsaa s&o-;vnige Sjele, som kalde det, ikke behageligt, men endog opbyggeligt, at der lulles for dem. Vel er dette nu s&o-;rgeligt; men da er der en Viisdom, som ikke er herovenfra, den er jordisk og kj&o-;delig og dj&ae;velsk. Den har opdaget denne almindelige menneskelige Svaghed og Dorskhed; den vil hj&ae;lpe. Den seer, at det er Villien, det kommer an paa, og forkynder nu h&o-;it: &anfbeg;uden at ville Eet bliver dog et Menneskes Liv jammerlig Middelmaadighed, ussel Elendighed; Eet maa han ville, ligegyldigt enten det er godt eller ondt; Eet maa han ville, deri ligger et Menneskes Storhed.&anfslut; Dog er det ikke vanskeligt at gjennemskue denne kraftige Vildfarelse. Den hellige Skrift l&ae;rer til Saliggj&o-;relse, at Synden er Menneskets Ford&ae;rvelse, og Frelsen derfor kun i Reenhed ved at ville det Gode. Hiin jordiske og dj&ae;velske Kl&o-;gt forvender dette til fristende Fortabelse: Svagheden er et Menneskes Ulykke, Kraften det eneste Frelsende. &anfbeg;Naar den urene Aand farer ud af et Menneske, vandrer den gjennem &o-;de og tomme Steder, men finder ikke Hvile; da vender den igjen tilbage, og har i Selskab med sig&anfslut; hiin urene Kl&o-;gt, &O-;rkenens og de tomme Steders Viisdom, hiin urene Kl&o-;gt, der nu udjager Dorskhedens og Middelmaadighedens Aand &streg; &anfbeg;saa det Sidste bliver v&ae;rre end det F&o-;rste&anfslut;. Hvorledes skal man beskrive et saadant Menneskes V&ae;sen? Der siges om Sangeren, at han kan sprenge sin Stemme ved at overskrige sig selv: saaledes er et saadant Menneskes V&ae;sen sprengt ved at overskrige sig selv og Samvittighedens Stemme. Der siges om Den, som svimlende staaer paa et h&o-;it Sted, at Alt l&o-;ber ud i Eet for hans &O-;ie: saaledes har et saadant Menneske svimlet sig ud i det Uendelige, hvor Det l&o-;ber i Eet, hvad der for evig er adskilt, saa kun det Store bliver, det er det &O-;de og Tomme, der jo altid f&o-;der Svimmelhed. Men tvesindet er dog et saadant Menneske, hvor fortvivlet han end synes at ville Eet. Naar han, den Selvraadige, maatte raade, da skulde der kun v&ae;re Eet, han v&ae;re den Eneste, der ikke var tvesindet, han den Eneste, der havde afkastet enhver L&ae;nke, han den eneste Fri. Men Fri er &streg; Syndens Tr&ae;l dog ikke; afkastet har han heller ikke L&ae;nken, &anfbeg;fordi han spotter den&anfslut;; i Tvang er han og derfor tvesindet; og raade maa han nu engang ikke. Der er en Magt, som tvinger ham; l&o-;srive sig fra den kan han ikke, ja han kan end ikke ganske ville det, ogsaa denne Magt er ham negtet. Dersom Du, m. T., saae et saadant Menneske, det er vel sjeldnere, som jo Svaghed og Middelmaadighed unegteligt er det Almindeligere; dersom Du traf ham i hvad han selv vilde kalde et svagt &O-;ieblik, ak, hvad Du maatte kalde et bedre &O-;ieblik &streg; naar han ingen Hvile havde fundet i det &O-;de, naar Svimlen et &O-;ieblik gik over, og han fornam en qvalfuld L&ae;ngsel efter det Gode; naar han rystet i sit Inderste ikke uden Veemod t&ae;nkte paa den Eenfoldige, der om end i Skr&o-;belighed dog vil det Gode: da opdagede Du, at han havde to Villier, og hans qvalfulde Tvesindethed. Fortvivlet, som han var, meente han: fortabt er fortabt, men han kunde ikke lade v&ae;re end eengang at vende sig om i L&ae;ngsel efter det Gode, hvor r&ae;dsomt han end selv havde forbittret sig denne L&ae;ngsel, en L&ae;ngsel, der beviser, at, som et Menneske dog i al sin Trods ikke har Magt til ganske at l&o-;srive sig fra det Gode, fordi det er det St&ae;rkere, saa har han end ikke Magt til ganske at ville det. Maaskee h&o-;rte Du endog hiin Fortvivlede sige: &anfbeg;der gaaer dog noget Godt under i mig&anfslut;. Naar et Menneske finder sin D&o-;d i B&o-;lgerne, da synker han, uden dog endnu at v&ae;re d&o-;d, han stiger atter op igjen, tilsidst gaaer der en Boble ud af hans Mund: naar dette er skeet, da synker han i D&o-;den. Hiin Boble var det sidste Aandedrag, det sidste Forraad af Luft, der kunde gj&o-;re ham lettere end Havet: saaledes med hiint Ord; i hiint Ord udaandede det sidste Haab om Frelse, i hiint Ord opgav han sig selv; fortiet, var der endnu i denne Tanke et Haab om Frelse, gjemt i Sjelen var der endnu i denne Tanke et muligt Forhold til Frelsen; naar Ordet er udtalt, i Fortrolighed til et andet Menneske, (o, r&ae;dsomme Misbrug af Fortroligheden, om dog den Fortvivlede kun misbruger den mod sig selv!) naar dette Ord er h&o-;rt, da synker han for stedse. Ak, det er forf&ae;rdeligt at see et Menneske storme frem mod sin egen Undergang, det er forf&ae;rdeligt at see ham dandse paa Afgrundens Rand uden at ane det; men denne Klarhed over sig selv og over sin egen Undergang er dog endnu forf&ae;rdeligere. Det er forf&ae;rdeligt at see et Menneske s&o-;ge Tr&o-;st ved at styrte sig i Fortvivlelsens Hvirvel, men denne Besindighed er dog endnu forf&ae;rdeligere; at et Menneske ikke i Skrig om Hj&ae;lp i D&o-;dsens Angest raaber: jeg gaaer under, frels mig, men at han roligt vil v&ae;re Vidne til sin egen Fortabelse. O, yderste Forf&ae;ngelighed, ikke at ville drage Menneskenes &O-;ine paa sig ved sin Skj&o-;nhed, ved Riigdom, ved Evner, ved Magt, ved &Ae;ren, men at ville tiltrygle sig deres Opm&ae;rksomhed ved sin Fortabelse, ved at ville sige om sig selv, hvad i det H&o-;ieste Medlidenheden veemodig turde sige om en Saadan ved hans Grav: der gik dog noget Godt under i ham! O r&ae;dsomme Tvesindethed, i Fortabelsen at ville drage en Slags Fordeel af, at det Gode er til, det Eneste, man ikke har villet! Thi nu viste den sig jo, den anden Villie, om den end var saa svag, at den blev et Lefleri i Fortabelsen, et Fors&o-;g paa at blive m&ae;rkv&ae;rdig &streg; ved Fortabelse. At ville Eet kan da ikke betyde at ville, hvad der i sit V&ae;sen ikke er Eet, men kun ved en r&ae;dsom Usandhed synes det, hvad der ved L&o-;gnen er Eet, som Den, der kun vil dette ene, er en L&o-;gner, som Den, der fremkogler dette Eet, er L&o-;gnens Fader. Det &O-;de og Tomme er ikke Eet i Sandhed, men er i Sandhed Intet, og er Fortabelsen i Den, som kun vil dette Ene. Skal derimod et Menneske i Sandhed kun ville Eet, da maa dette Ene i sit inderste V&ae;sens Sandhed v&ae;re Eet; det maa ved en evig Adskillelse fjerne det Ueensartede fra sig, at det i Sandhed kan vedblive at v&ae;re Eet og v&ae;re det Samme, og derved danne Den til Lighed med sig, som kun vil dette Ene. I Sandhed at ville Eet kan saaledes kun betyde at ville det Gode, fordi ethvert andet Eet ikke er et Eet, og den Villende, der kun vil det, derfor maa blive tvesindet; thi, som det Attraaede er, saaledes bliver den Attraaende. Eller var det muligt, at et Menneske ved at ville det Onde, kunde ville Eet, selv om det var muligt, at et Menneske kunde forh&ae;rde sig til kun at ville det Onde? Er ikke det Onde, ligesom de Onde, uenigt med sig selv, splidagtigt i sig selv? Tag et saadant Menneske, fjern ham fra det borgerlige Samfund, indesp&ae;r ham i eensomt Aflukke: er han ikke der splidagtig med sig selv, som det slette Sammenhold mellem saadanne Ligesindede er en splidagtig Forening. Men selv om den Gode levede i en Afkrog af Verden og aldrig saae noget Menneske, han er dog enig med sig selv og enig med Alle, fordi han vil Eet, og fordi det Gode er Eet. Til at ville det Gode maa da Enhver den f&o-;res, der i Sandhed skal ville Eet, om det end stundom kan v&ae;re saa, at et Menneske begynder med at ville Eet, der dog ikke i dybeste Forstand er det Gode, men vel noget Uskyldigt, og nu lidt efter lidt omdannes til ret i Sandhed at ville Eet ved at ville det Gode. Saaledes har vel stundom Elskov hjulpet et Menneske paa den rette Vei. Trofast vilde han kun Eet, sin Forelskelse; for den vilde han leve og d&o-;e, for den offre Alt, i den ene have sin Salighed. Dog en Forelskelse er endnu ikke i dybeste Forstand det Gode, men muligt blev den ham en dannende Opdrager, som tilsidst f&o-;rte ham, ved Besiddelsen af den Elskede eller maaskee ved Tabet, til i Sandhed at ville Eet og ville det Gode. Saaledes opdrages et Menneske paa mange Maader; ogsaa oprigtig Elskov er en Opdragelse til det Gode. &streg; Maaskee var der Den, hvem Begeistringen greb for en bestemt Str&ae;ben. Begeistret vilde han kun Eet, han vilde leve og d&o-;e for denne Str&ae;ben, han vilde offre Alt for den, i den ene vilde han have sin Salighed; thi Elskov og Begeistring tage ikke til Takke med et deelt Hjerte. Dog hans Str&ae;ben var maaskee endnu ikke i dybeste Forstand det Gode: saa blev Begeistringen ham L&ae;remesteren, hvilken han vel voxede fra, men hvem han dog ogsaa skyldte meget. Thi, som sagt, alle Veie f&o-;re til det Gode, naar et Menneske i Sandhed kun vil Eet; og naar der dog er nogen Sandhed i, at han vil Eet, saa tjener dette ham ogsaa til Gode. Men Faren er der, at den Forelskede og den Begeistrede svinger urigtigt af, saa han svinger hen til det Store, istedenfor at f&o-;res til det Gode. Vel er nemlig det Gode i Sandhed det Store, men det Store er ikke altid det Gode; og man kan beile til en Qvindes Gunst ved at ville Noget, naar det blot er stort; det kan smigre Pigens Stolthed og hun kan l&o-;nne med sin Tilbedelse: men Gud i Himlene er ikke som en ung Piges Daarlighed, han l&o-;nner ikke det Store med Beundring, men den Godes L&o-;n er at turde tilbede i Sandhed. II. Skal et Menneske virkeligen i Sandhed ville Eet, da maa han ville det Gode i Sandhed. A. Skal et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han forstaae sig selv i at ville forsage al Tvesindethed. Altsaa, skal det v&ae;re muligt, at et Menneske kan ville Eet, da maa han ville det Gode, thi kun det Gode er denne Eenhed; men skal det vorde virkeligt, at han kun vil Eet, maa han ville det Gode i Sandhed. Hvo der her kunde tale retteligen, thi her er Talen jo om de fleste Menneskers Liv: de ville det Gode, og dog er der endnu saa megen Tvesindethed i Verden. Her har jo ogsaa den Talende sit Liv, har vel ogsaa sin Br&o-;st, sin Deel af Tvesindetheden. At Talen da ikke maatte synes at ville d&o-;mme eller anklage Andre, thi ogsaa dette var jo Tvesindethed: at ville d&o-;mme Andre istedetfor sig selv! At Talen ikke maatte synes at gj&o-;re Fordringen gjeldende, forpligtende for Andre, men fritagende den Talende, som havde han kun den Opgave, at tale; thi ogsaa dette er jo Tvesindethed ligesom Det at ville forkynde Andre Tr&o-;st, men ikke selv ville lade sig tr&o-;ste, hvilket er skjult Stolthed; hvor underfundigt han end veed i Veemod og Velvillie deeltagende at tr&o-;ste Andre, naar han tillige mener, at for ham selv er der ingen Tr&o-;st, da er det skjult Stolthed og saaledes Tvesindethed. O, at Talen da Ingen maatte saare uden til hans Helbredelse; at den Ingen maatte forbittre og dog v&ae;re Sandheden; at den med Sandheden maatte v&ae;re indtr&ae;ngende til at gj&o-;re det Skjulte aabenbar; at den maatte tilintetgj&o-;re Tvesindetheden og vinde Hjerterne for det Gode, ikke ved Overtalelse, thi ogsaa dette er let Tvesind: at ville nyde Overtalelsens Lyst, at ville l&ae;nges efter den, at ville berolige sig ved den &streg; og derover glemme Gjerningen; nei, at Talen maatte st&o-;de Alle fra og kun gj&o-;re dem det Gode tiltr&ae;kkende! 1) F&o-;rst maa der nu siges, hvad der da er let at indsee, at Den, der vil det Gode for L&o-;nnens Skyld, han vil ikke Eet, men er tvesindet. Det Gode er Eet, L&o-;nnen er et Andet, den kan jo komme og den kan udeblive, indtil videre, og indtil det Sidste. Naar han da vil det Gode for L&o-;nnens Skyld, saa vil han ikke Eet, men et Dobbelt. Det er nu vist, at paa den Maade kommer han ikke langt frem ad det Godes Vei, thi i Grunden er det som hvis et Menneske, istedenfor det Naturlige, at bruge begge &O-;inene til at see Eet, vilde bruge det ene &O-;ie for at see til den ene Side, det andet &O-;ie for at see til den anden Side: det lykkes ikke, det forvirrer kun Synet. Dog derom tale vi her ikke, men kun om, at det er Tvesindethed. Ogsaa i Oldtiden var denne Sag ofte Gjenstand for Overveielse. Der var Fr&ae;khedens fr&ae;kke L&ae;rere, som meente, at det Retf&ae;rdige var at gj&o-;re Uret i det Store, og saa at kunne give det Udseende af, at man dog vilde det Gode: saa havde man dobbelt Fordeel, meente de, den usle Fordeel, at kunne gj&o-;re Uret, at kunne faae sin Villie, lade sine Lidenskaber rase; og den hykkelske Fordeel, at synes god. Men da var der og i Oldtiden en eenfoldig Viis, hvis Eenfoldighed blev en Snare for de Fr&ae;kkes Spidsfindighed, han l&ae;rte, at man, for ret at v&ae;re sikker paa, at det var det Gode man vilde, endog burde undgaae at synes god, formodentligen for at L&o-;nnen ikke skulde blive fristende. Thi saa forskjelligt er jo det Gode og L&o-;nnen, naar L&o-;nnen adskilt eftertragtes, at det Gode er det For&ae;dlende og Helliggj&o-;rende; L&o-;nnen det Fristende, men det Fristende er aldrig af det Gode. Den L&o-;n, vi her tale om, er Verdens L&o-;n, thi den L&o-;n, som Gud for evigt har sammenf&o-;iet med det Gode, den har ingen Misligheder, den er ogsaa sikker nok; den kan hverken det N&ae;rv&ae;rende eller det Tilkommende, hverken det H&o-;ie eller det Lave, den kan Englene ikke ville og alle Dj&ae;vle ikke formaae at adskille fra det Gode. Men dersom Verden selv ikke er i sit Inderste god, dersom den endog, som Skriften siger, ligger i det Onde, eller dersom det dog er langtfra at v&ae;re saaledes, at Den er den sjeldne Undtagelse, Den, der ikke vil det Gode: saa er Verdens L&o-;n jo mislig, saa er det sandsynligere, at den vil l&o-;nne hvad den anseer for det Gode, hvad der saadan til en vis Grad seer ud som det Gode, hvad der, som hine Fr&ae;kke l&ae;rte, har det Godes Skin &streg; og hine Fr&ae;kke manglede ikke Kjendskab til Verden. Men saa er L&o-;nnen jo det Fristende. Sagen er ikke vanskelig. Dersom en Mand vil elske en Pige for Pengenes Skyld, hvo vilde da kalde ham en Elskende; han elsker jo ikke Pigen, men Pengene, han er ingen Elsker men en Pengebegjerlig. Men dersom En sagde: &anfbeg;det er Pigen jeg elsker og hun har Pengene,&anfslut; og han da vilde sp&o-;rge os om vor Dom, thi vi have intet Kald til at d&o-;mme, da vilde vel Svaret v&ae;re: &anfbeg;det er en vanskelig Sag med disse Penge; Penge skal have stor Indflydelse, man kan let see feil, og det er saare vanskeligt at kjende sig selv.&anfslut; Dersom da denne Sag laae ham meget st&ae;rkt paa Sinde, kunde han vel &o-;nske Pengene borte, blot for at pr&o-;ve sin Elskov. Thi en ret Elsker vilde vel sige: &anfbeg;Pigen har kun een Feil, at hun har Pengene.&anfslut; Og hvad maa nu Pigen sige? Dersom hun sagde: &anfbeg;den Fordeel &o-;nsker jeg at have, at det er mig, der har gjort ham riig&anfslut;: mon hun da kunde kaldes en ret Elskende, hun elskede jo ikke ham, men Pengene. Hvis derimod de Tvende i Elskov enedes om at gj&o-;re en god Gjerning med disse Penge, der vare dem til Hinder, da var det gjort dem muligt, ene at ville Forelskelsen. At nu dog Ingen her kunde faae travlt for at forstyrre den skj&o-;nne Tankes uskyldige Indbildning ved at fort&ae;lle os om: &anfbeg;hvad Livet nok vil l&ae;re de Tvende&anfslut;. Ak, der er en kummerlig Viden, et lurvet Kjendskab til Virkeligheden, som ikke blot er kummerligt og lurvet, men tillige ved alle Leiligheder antager en vigtig Mine, som var denne Viden Andet end Van&ae;re over hver Den, som feigt og forr&ae;dersk og misundeligt og tomt opbl&ae;st vover at foredrage den; som var dette Kjendskab andet end foragtelig Tvesindethed, der vil og vil ikke, og derfor kun vil lyve, vil lyve det Gode og den Gode paa! Ja, om denne Viden gjelder, hvad der engang blev sagt om Hukommelsen, at man hellere maatte &o-;nske, at l&ae;re den Kunst at glemme; det gjelder, at hiin Viden kan man let nok faae l&ae;rt, og let nok faae den at l&ae;re af alle de Usle, at man hellere maatte &o-;nske og bede, at der var en Kunst, der kunde l&ae;re En at ville v&ae;re uvidende om den. Altsaa at ville Pigen uden Pengene; lader os t&ae;nke paa det Gode, hvor Alt er fuldkomnere, hvor den skj&o-;nne Tankes uskyldige Indbildning er Alvor og Sandhed. At ville det Gode for L&o-;nnens Skyld er Tvesindethed; at ville Eet er altsaa at ville det Gode uden Hensyn til L&o-;nnen; i Sandhed at ville Eet er at ville det Gode, men ikke ville L&o-;nnen derfor i Verden. L&o-;nnen kan jo rigtignok komme uden at et Menneske vil den, den kan komme fra Gud ogsaa i det Udvortes, men naar han bet&ae;nker, at al L&o-;n i det Udvortes kan blive hvad Verdens Bel&o-;nning altid er, en Fristelse for ham, da maa han jo, netop for ret at kunne ville det Gode, v&ae;rge sig mod L&o-;nnen, om han dog ikke maa glemme, at det, saaledes at ville v&ae;rge sig, atter kan v&ae;re en Fristelse til Stolthed. Men er det nu saaledes med L&o-;nnen for det Gode i Verden, at Verdens Bel&o-;nning er saa farefuld, da er det n&ae;sten en opbyggelig Egenskab det Gode har i denne Verden, (om dette Opbyggelige end er ligesom formildet i Evighedens salige Smiil) at Den, der i Sandhed vil det, ved at ville Eet, at han sj&ae;ldnere f&o-;res i den Vanskelighed, at fristes ved L&o-;nnen. Thi at det Gode har sin L&o-;n i sig selv, ja det er evig vist, der er Intet saa vist, det er ikke vissere, at der er en Gud til, thi dette er Eet og det Samme; men her i Verden l&o-;nnes det Gode ofte forel&o-;bigen med Utaknemlighed, med Miskjendelse, med Armod, med Foragt, med mange Lidelser, stundom med D&o-;den. Det er ikke den L&o-;n, om hvilken vi tale, naar vi sige, at det Gode har sin L&o-;n, men det er den L&o-;n, som kommer i det Udvortes og som kommer f&o-;rst; og det er netop Dette Den frygter, som vil det Gode for L&o-;nnens Skyld, thi han har ingen Tid at vente, ingen Tid, ingen Aar, intet Liv at give bort &streg; for en Evighed. Det er derfor saa langt fra at v&ae;re det &O-;nskelige, at L&o-;nnen kommer i det Udvortes, at det tvertimod baade er gavnligt og opmuntrende, at den ikke kommer i det Udvortes, paa det at Tvesindetheden i det Indvortes maatte omkomme, og paa det at L&o-;nnen i Himlen maatte vorde desto st&o-;rre. At ville det Gode for L&o-;nnens Skyld er ligesom et Sindbillede paa Tvesindethed; og en tvesindet Mand er, efter Apostelen Jacobs Ord, ustadig i alle sine Veie; han naaer ei heller Noget, thi en tvesindet Mand, siger den samme Apostel, maa ikke vente at faae det, hvorom han beder. Om derfor end en saadan Tvesindet, der vil det Gode for L&o-;nnens Skyld, bryster sig af, trodser paa, &streg; og indbilder sig, at han vandt det Eftertragtede; om mangen Forblindet daarligen mener det Samme: saa lader os dog ikke bedrage hinanden, m. T., eller tillade et Sandsebedrag at gj&o-;re det! Vel muligt nemlig, at han vinder de gode Ting, som kaldes L&o-;nnen: som L&o-;n faaer han dem dog ikke, idetmindste ikke i Sandhed, dersom ellers det, at ville det Gode i Sandhed, er kjendeligt paa at ville det uden L&o-;n. O, Du det Godes vidunderlige Overeensstemmelse med Dig selv; at Du ikke lader Dig bedrage! Naar en Tvesindet paa Skr&o-;mt vil det Gode, for L&o-;nnens Skyld, og han synes at faae L&o-;nnen, faaer han den dog ikke, thi det, han faaer, faaer han ikke som L&o-;n &streg; for det Gode, ja saa langt fra er det, at han i Sandhed faaer det som L&o-;n, at han, netop naar han faaer Det, i Sandhed har L&o-;nnen borte! See, Pigen, der har Pengene, kan maaskee en svigefuld Elsker bedrage, saa det seer ud som elskede han hende, medens han dog egentligen elsker Pengene, saa hun glad, muligen endog taknemlig lever hen i den Indbildning, at hun er elsket: men det Gode kan Ingen bedrage, nei i al Evighed ikke! I al Evighed ikke; ja der er det netop man mindst kan bedrage det. Her i Verden kan det maaskee lykkes, ikke at bedrage det Gode, men at bedrage Menneskene ved det Godes Skin. Sligt undgaaer ikke det Godes Opm&ae;rksomhed; stundom samler det Vrede over et saadant Menneske og gj&o-;r hans Bedrag aabenbar; men ofte lader det Gode Bedrageren gaae hen, fordi det veed med sig selv, at det er det St&ae;rkeste. Kun et svagt og qvindagtigt Menneske vil strax have Ret, vil strax seire i det Udvortes, netop fordi han er svag, og derfor maa have et udvortes Beviis for &streg; at han er st&ae;rkest; Den der i Sandhed har Magten og i Sandhed er den St&ae;rkeste, han indr&o-;mmer roligt den Afm&ae;gtige et Raaderum, han ligesom indr&o-;mmer ham at give sig Skin af at v&ae;re den St&ae;rkere. Saaledes med det Gode; naar det taaler en saadan Bedrager, da er det som sagde det hemmeligen til ham: &anfbeg;ja, gj&o-;r Du Dig kun lystig ved Bedragets Skin, men husk paa, vi To, vi tales ved igjen.&anfslut; Den Tvesindede staaer ved Veiskillet; der vise sig tvende Syn: det Gode og L&o-;nnen. Det staaer ikke i hans Magt at bringe dem i Overeensstemmelse, thi de ere ueensartede; kun den L&o-;n, som Gud i det Indvortes for evigt f&o-;ier til det Gode, kun den er i Sandhed eensartet med det Gode. Saa staaer han da grublende og overveier. Hengiver han sig ganske til denne Grublen, da bliver han staaende &streg; et Sindbillede paa Tvesindethed. Men saa river han sig vel l&o-;s fra Overveielsen og gaaer nu fremad. Ad hvilken af Veiene? Ja, sp&o-;rg ham ikke derom; maaskee var han istand til at besvare l&ae;rde Sp&o-;rgsmaal og forraade udbredte Kundskaber, men Eet kan han dog ikke, nemlig det Eneste han ikke kan, han kan ikke svare paa Sp&o-;rgsmaalet om, hvilken af de to Veie han gaaer. Ved grublende i Overveielsen atter og atter at see det Ueensartede sammen, har han noget forvirret sit Syn; han troer at have opdaget, at der er en tredie Vei &streg; og det er ad den han gaaer. Denne tredie Vei har intet Navn, da den slet ikke er til, og saaledes er det forklarligt, at han, netop naar han skal v&ae;re oprigtig, ikke kan sige, hvilken Vei han gaaer. Naar han skal v&ae;re oprigtig, thi ellers vilde han vel sige, at han gaaer ad det Godes Vei, det maa jo v&ae;re ham magtpaaliggende at overbevise Menneskene derom &streg; at de kunde &ae;re ham, hvilket h&o-;rer med til L&o-;nnen, som han eftertragter. Den tredie Vei er den Hemmelighed, han har for sig selv. Og hvorledes gaaer han nu ad denne tredie Vei, der er smalere end nogen Dandsers Linie, da den slet ikke er til; gaaer han j&ae;vnt og fast som Den, der har et bestemt Maal for &O-;ie, som Den, der derfor ikke seer sig meget om, at han ikke skal forstyrres, som Den, der kun seer efter det Ene, efter Maalet? Nei, saaledes gaaer man kun paa det Godes Vei &streg; med det Gode ene for &O-;ie. Eller gaaer han som Den, der ad Lystens brede Vei jager efter enhver Nydelse? Nei, saaledes gaaer han heller ikke. Gaaer han da som den sorgl&o-;se Yngling, der freidigt seer sig om efter Alt? Ak, nei dertil er han for gammel. Hvorledes gaaer han da? Han gaaer saa smaat, efter Omst&ae;ndighederne, paa Grund af Veiens Vanskelighed. Han f&o-;ler sig for med Foden, og s&ae;tter han endelig Foden til og gj&o-;r Skridtet, da seer han sig strax om efter Skyerne, fra hvilken Kant Vinden kommer, og om R&o-;gen staaer lige op af Skorstenen. &streg; Det er nemlig L&o-;nnen, Verdens L&o-;n, han seer efter, og den er som Skyerne, og som Vinden, og som R&o-;gen af Skorstenen. Og saa sp&o-;rger han sig bestandig for, han agter n&o-;ie paa de Forbigaaendes Ansigt for at faae at vide, hvordan det staaer sig med L&o-;nnen, hvilke Priserne ere, hvad der er Tidens og Menneskenes Fordring til det Gode, naar de skulle l&o-;nne det. Hvad vil han da egentligen? Ja, sp&o-;rg ham ikke derom; maaskee skulde han kunne besvare ethvert andet Sp&o-;rgsmaal, med Undtagelse dog af det om Veien, men dette kan han ikke med Bestemthed besvare, naar han skal svare oprigtigt, thi ellers er naturligviis Svaret strax ved Haanden, at han vil det Gode og afskyer Lasten &streg; naar den synes afskyelig; at han vil de Godes Bifald &streg; naar de ere de Fleste og have Magten; at han vil gavne den gode Sag &streg; naar den er saa god at gavne ham. Men i Oprigtighed t&o-;r han ikke sige bestemt, hvad han vil, han t&o-;r end ikke sige det h&o-;it og afgj&o-;rende med Overbeviisningens fulde Stemme, at han vil det Gode; han siger det med Tvesindethedens klangl&o-;se Forsigtighed. Thi han veed jo nok, at det Gode og L&o-;nnen ere ueensartede; s&ae;t nu, at der ved en saadan uforsigtig Yttring kom disse Tvende noget imellem, s&ae;t han blev anseet for i den Grad at ville det Gode &streg; at L&o-;nnen udeblev, hvilket skal v&ae;re h&ae;ndt f&o-;r i Verden. Hvad vil han da? Vil han det Gode og endog undgaae Skinnet deraf? Nei, bestemt ikke. Vil han da L&o-;nnen? Ja, men det vil han ikke sige ligefrem. Vil han da det Gode? Ja, engang imellem, maaskee for en Skams Skyld, som man siger. Skr&o-;mtet vil han altsaa det Gode &streg; for &Ae;rens og for L&o-;nnens Skyld; uskr&o-;mtet vil han engang imellem det Gode &streg; for en Skams Skyld. Saaledes med den L&o-;nsyge; saa tvesindet er han, at man ganske rigtigt ikke veed, om man skal lee eller gr&ae;de over ham, hvis man da ikke veed, at al Tvesindethed dog er Fortabelse, thi saa veed man vel, hvad man skal gj&o-;re, is&ae;r naar man har sin Deel deraf. Thi det kan jo ogsaa v&ae;re noget anderledes med at ville det Gode for L&o-;nnens Skyld. Der var maaskee Den, som i Sandhed vilde det Gode i Oprigtighed; ydmyg for Gud, fremskyndet i sin Begeistring forstod han glad, naar Verden og Menneskene arbeidede ham imod, han forstod glad, at dette var L&o-;nnen, og at derom var Intet videre at sige; st&ae;rk ved Gud, styrkende sig kun ved hans Fortrolighed &o-;nskede han n&ae;sten aldrig at l&o-;nnes anderledes af Verden. Men da blev han tr&ae;t, han greb efter L&o-;nnen, n&ae;rmere forstaaet, og efter L&o-;nnens lettere Forstaaelse, thi jo n&ae;rmere Forstaaelse ligger ved Misforstaaelse, desto lettere bliver den i Almindelighed. Han kunde ikke holde ud med det Evige, han kunde ikke udholde Verdens og Menneskenes Modstand, saa fordrede han f&o-;rst L&o-;nnen i den Forstaaelse, at der dog skulde v&ae;re en Overeenskomst mellem det Gode og Verden; tilsidst fordrede han L&o-;nnen alene: saaledes gik det tilbage med ham. O, s&o-;rgelige Ende paa en god Begyndelse, o, Du det Godes strenge Nidkj&ae;rhed paa Dig selv, at Du maaskee lod ham faae L&o-;nnen i Verden, netop naar Du har forkastet ham, lader ham faae Verdens Bel&o-;nning, da han utaknemligt forglemte, hvilken Salighed det er, at have Din L&o-;n, medens Verden negter sin! &streg; Eller han begyndte ikke saaledes h&o-;it, men dog med at ville det Gode i Sandhed; uden Kjendskab til Verden, uden i Inderlighed at v&ae;re dannet ved Mulighedens Forestilling om, hvad der kan h&ae;nde et Menneske, haabede han fromt paa, at det Gode ikke vilde mangle sin L&o-;n, hvad der evigt forstaaet er evigt sandt og hellig Sandhed, men i Timelighedens Forstand er det Uvisse og forf&ae;ngelig Kl&o-;gt. Saaledes gik han ud i Erfaringens Skole, thi vi gaae jo alle i Skole, saa l&ae;nge vi leve; Livets Skole er for de Voxne og derfor gaaer det noget str&ae;ngere til end der, hvor B&o-;rnene gaae i Skole, hvor den Opm&ae;rksomme og Flittige nok kommer h&o-;it op mellem sine Jevnaldrende. Saa tog Livet ham da str&ae;ngt i Skole; dog holdt han igjen, han formindskede Fordringerne, han vilde ikke svige det Gode. Ak, det var som vilde heller ikke dette hj&ae;lpe; han troede i det Gode at have en Fordring til Livet, nu blev det ham som var det det Gode, der kun havde Fordringer til ham. Saa sygnede hans Frimodighed, han saae omkring sig, hvorledes saa mange Andre reve L&o-;nnen til sig, Fristeren begyndte at &ae;ngste ham i Kleinmodighed, hvorfor han ikke vilde v&ae;re som de Andre, hvorfor han vilde jage efter Indbildningens Uvisse istedetfor at gribe det Visse. Da omskiftedes hans Sind, det gik ham i Livet, som det vel vilde gaae den bedre Discipel i Skolen, hvis der ingen L&ae;rer var: de middelmaadige vilde faae Overmagten, og faae Magt til at ford&ae;rve de bedre, fordi den gode Discipel ingen L&ae;rer havde at s&o-;ge Tilhold hos. Og i Livet er der ingen L&ae;rer synlig, som opmuntrer den gode Discipel, thi vi ere jo Alle Disciple; skal den gode Discipel holde ud, da maa han finde Opmuntringen i sig selv. Den fandt han ikke, hans Mod var brudt; maaskee fandt han heller ikke hvad han nu s&o-;gte i Verden, og saaledes bukkede han under, han den Bedragne, hvem Verden bedrog for L&o-;nnen, da han vilde det Gode, og hvem dog Verden bedrog forf&ae;rdeligst, da den fik ham til at opgive det Gode. 2) Dern&ae;st maa der siges, at Den, der kun vil det Gode af Frygt for Straf, han vil ikke Eet, han er tvesindet. Kun af Frygt for Straf at ville det Gode er L&o-;nsygens anden Side, i V&ae;sen derfor det Samme, som at ville det Gode for L&o-;nnens Skyld, forsaavidt det, at undgaae et Onde, er en Vinding af samme Art, som den, at opnaae en Fordeel. Det Gode er Eet, Straffen noget Andet; altsaa vil den Tvesindede ikke Eet, naar han vil det Gode under den Betingelse, derved at undgaae Straffen. Betingelsen angiver netop Tvesindetheden; var denne der ikke, vilde han heller ei blot frygte Straffen, thi Straffen er dog vel ikke det et Menneske skal frygte. Han skal frygte at handle ilde; men har han handlet ilde, da maa han, hvis han virkeligen vil Eet og vil det Gode i Sandhed, endog &o-;nske at vorde straffet, at Straffen kan helbrede ham, ligesom L&ae;gemidlet helbreder den Syge. Frygter den Syge L&ae;gemidlets Bitterhed, frygter han &anfbeg;at lade sig sk&ae;re og br&ae;nde af L&ae;gen,&anfslut; da frygter han egentligen &streg; at blive sund, om han end i Vildelsen h&o-;it og dyrt forsikkrer, at dette ingenlunde er saa, at han tvertimod kun altfor gjerne &o-;nsker sin Sundhed. Forsikkringen, og jo ivrigere den er, gj&o-;r, og kun desto tydeligere, hans Tvesindethed aabenbar: at han &o-;nsker sin Sundhed, og dog ikke vil den, uagtet han har det i sin Magt. At &o-;nske, hvad man ikke formaaer, er ikke saaledes Tvesindethed, fordi det Forhindrende ikke er i den &O-;nskendes Magt; men naar den &O-;nskende selv er den Forhindrende, der forhindrer sig i at faae sit &O-;nske, ikke ved at opgive det, thi da er han i Enighed med sig selv, men ved ikke at ville og dog ville vedblive at &o-;nske: saa er Tvesindetheden klar &streg; som den kan blive det, eller saa er det klart, at det er Tvesindethed. Frygter et Menneske Skammen ved at gribes i en Vildfarelse, ikke Vildfarelsen: da er han saa langtfra ved denne Frygt at hj&ae;lpes ud af Vildfarelsen, at han netop ledes ind i den ford&ae;rveligere &streg; selv om han ellers ikke var i Vildfarelse. Saaledes ogsaa, naar En vil gj&o-;re det Gode af Frygt for Straf, hvis det ellers lader sig gj&o-;re paa denne Maade, hvis det ikke bliver, som naar den Frygtagtige forvandler hele sit Liv til idel Sygelighed, af Frygt for at blive syg: Frygten er saa langtfra at hj&ae;lpe ham til at gj&o-;re det Gode i Sandhed, at den ford&ae;rver ham, netop fordi Straffen er L&ae;gemidlet. Men det veed da Enhver, endog et Barn, at Intet er saa farligt som et L&ae;gemiddel, naar det vel er brugt &streg; men paa den urigtige Maade: selv om det ikke ender med D&o-;den; det at Sygdommen slaaer ind, er livsfarligt. Og aandeligt forstaaet er der en ford&ae;rvelig Sygdom, den: ikke at frygte hvad et Menneske skal frygte, Undseelsens Hellighed, Gud i Himlene, Pligtens Befaling, Samvittighedens Stemme, Evighedens Ansvar. For at sikkres mod eller frelses fra denne Sygdom er det et Menneske gavnligt, at han straffer sig selv, &anfbeg;at han slaaer sig for sit Bryst og straffer sit Hjerte;&anfslut; endnu gavnligere, at han straffes, at Straffen holder ham vaagen og &ae;dru, hvorledes denne nu end n&ae;rmere forstaaet, vorder ham til Deel og til Gode; ja, sandeligen til Gode, dersom han lader sig straffe. Men da er der, aandeligt forstaaet, en anden Sygdom, en endnu ford&ae;rveligere: at frygte, hvad et Menneske ikke skal og ikke b&o-;r frygte. Den f&o-;rste Sygdom er Trods og Gjenstridighed og Selvraadighed, den anden er Feighed og Tr&ae;llesind og Hykleri; og denne sidste er forf&ae;rdelig netop som Sygdommen er det, naar L&ae;gen til sin Forskr&ae;kkelse seer, at den Syge har brugt L&ae;gemidlet &streg; paa den urigtige Maade. Vel kunde det synes, at den, der vil det Gode af Frygt for Straf, endnu ikke kan kaldes syg, thi han vil jo det Gode. Men Straffen er dog vel ikke Sygdommen? Saa er han jo alligevel syg, og hans Sygdom netop den: at forvexle Sygdom og L&ae;gemiddel. Det kunde synes, at Den, der vil det Gode af Frygt for Straf, ikke kan siges at have brugt L&ae;gemidlet og altsaa heller ikke at have brugt det urigtigt, thi han vil jo det Gode, vil v&ae;re sund, af Frygt for at komme til at bruge L&ae;gemidlet. Men aandeligt forstaaet, hvor Sygdommen ikke er i det Sandselige, som Feberen i Blodet, og L&ae;gemidlet ikke noget udvortes, som Draaber i en Flaske, der betyder Frygten: at bruge og at have brugt, at have indtaget L&ae;gemidlet &streg; paa den urigtige Maade. Dette viser sig tydeligt i hiin anden Sygdoms ford&ae;rveligste og uhelbredeligste Yttringer. Det er seet, at Frygt for Armod pludseligen gjorde den &O-;dsle karrig; men det sees aldrig, at den gjorde ham sparsommelig, og hvorfor ikke? Fordi Frygten for L&ae;gemidlet var: at indtage det paa den urigtige Maade. Vel har Frygt for Legemets Sv&ae;kkelse l&ae;rt den Vellystige &streg; at holde Maade i Udsv&ae;velse (fordi Frygten var at indtage L&ae;gemidlet paa den urigtige Maade), men den har aldrig gjort ham kydsk; den l&ae;rte ham altsaa, istedenfor at glemme Gud i Lastens Hvirvel (s&o-;rgelige Adspredthed!), dagligt at bespotte Gud ved Maadehold &streg; i Udsv&ae;velse (afskyelige Besindighed!). Og vel har Frygt for Straf gjort Synderen til en Skinhellig, der i Hykleriets v&ae;mmelige Tvesind paa Skr&o-;mt elskede Gud (thi Frygten var: at indtage L&ae;gemidlet paa den urigtige Maade), men den har aldrig gjort ham reen af Hjerte. Dette staaer fast, at Straffen ikke er Sygdommen, men L&ae;gemidlet. Saaledes kan det for den Letsindige v&ae;re en Straf at bindes til Sygeleiet, men dersom han i Sandhed forstaaer det som Straf, da er Sygdommen, Feberen, eller hvilken Sygdom det nu ellers er, den er L&ae;gemidlet. Derimod er al Tvesindethed, som vil det Gode kun af Frygt for Straf, tilsidst kjendelig paa, at den anseer Straffen for en Sygdom. Er Tvesindetheden end, hvad man kan have inderlig Deeltagelse med, en oversp&ae;ndt Bekymring, ligesom naar den Syges forskr&ae;kkede Indbildning forandrer L&ae;gemidlets Virkning: Kjendet er der, at Straffen forvexles med Sygdommen, at den Lidende dog ikke vil i Sandhed v&ae;re fri fra Sygdommen, men i Usandhed v&ae;re fri for L&ae;gemidlet. Dog hvilken er nu Straffen, som frygtes; hvad forstaaes der n&ae;rmere ved den? Naar vi overveie dette, bliver Tvesindetheden n&ae;rmere aabenbar, fordi den een og samme Sygdoms Forskjellighed og forskjellige Farlighed er i Forhold til den forskjellige urigtige Forestilling om Straffen. Maaskee t&ae;nker Nogen ved Straffen paa, hvad der nu sjeldnere h&o-;res Tale om, paa Evighedens Straf, og det kunde synes, at Den ikke var tvesindet, der vil det Gode af Frygt for denne Straf, da han henf&o-;rer Straffen til Evigheden, altsaa sammestedshen, hvor det Gode har hjemme. Og dog, han vil jo ikke det Gode, han vil det kun af Frygt for Straf. Altsaa &streg; hvis der ingen Straf var! I dette &anfbeg;Hvis&anfslut; lurer Tvesindetheden. Hvis der ingen Straf var!! I dette &anfbeg;Hvis&anfslut; hvisler Tvesindetheden. Hvis der ingen Straf var, eller hvis der dog var et Menneske, som kunde overbevise ham om, at det var en Indbildning med Evighedens Straf; eller hvis det blev Skik og Brug at t&ae;nke saaledes; eller hvis han kunde reise til et fremmed Land, hvor det var Skik og Brug; eller hvis feig og hykkelsk Overtro kunde opfinde et billigt Sone-Middel!!! See Tvesindetheden! See, den kan lige saa godt s&o-;ge sin Tr&o-;st hos Vantro som hos Overtro; og er det end ikke Tvesindetheden, der s&o-;ger dem, saa er det dem, der fange efter Tvesindetheden, indtil den bliver aabenbar. Skulde Tvesindetheden betegnes kort med et eneste tr&ae;ffende Ord, hvilket var da bedre betegnende end dette: &anfbeg;hvis&anfslut;, &anfbeg;dersom&anfslut;! Thi naar Villien i et Menneske faaer Raadighed ved at han vil det Gode og i Sandhed kun Eet: da er der intet _{&anfbeg;dersom}&anfbeg;dersom&anfslut;; men Tvesindetheden standser sig bestandigt selv i sit &anfbeg;dersom&anfslut;. Den har ikke Evighedens Fart i sig, og det Uendeliges Fremkommelighed for sig, den kommer sig selv foran, m&o-;der sig selv standsende. Der siges, at man ved Korsets hellige Tegn kan standse den onde Aand, saa den ikke kan komme af Stedet: saaledes standser Tvesindetheden sig selv ved sit s&o-;rgelige Tegn, ved sit &anfbeg;dersom&anfslut;. Det synes maaskee et &O-;ieblik som var Tvesindetheden ikke til; den Tvesindede kan maaskee tale saaledes, at det skuffer: men naar et Menneske skal til at handle, og der er Tvesindethed i ham, da er den der strax i sit standsende &anfbeg;dersom&anfslut;; og Timeligheden kan jo rigtignok et Menneske udfylde med sin Talen, men Evigheden gj&o-;r hans Handlens V&ae;sen aabenbar. Kun for Den, der vil det Gode i Sandhed, kun for ham kan det v&ae;re evigt sandt, hvad der l&ae;res om Evighedens Straffe; Den der blot frygter dem, for ham kan det ikke staae evigt fast, thi der er intet Evigt i ham, da det Evige kun kan v&ae;re i ham, hvis han vil det Gode i Sandhed. Der er kun eet Beviis for, at det Evige er til: Troen paa det; Frygten er et vaklende Beviis, der beviser, at den Frygtende ikke troer, som naar Dj&ae;velen troer, men skj&ae;lver &streg; fordi han ikke troer. Kun Eet kan hj&ae;lpe et Menneske til at ville det Gode i Sandhed: det Gode; Frygten er en svigefuld Hj&ae;lp, den kan forbittre En Lysten, gj&o-;re Livet m&o-;isomt og kummerligt, gj&o-;re En gammel og udlevet; men den kan ikke hj&ae;lpe En til det Gode, da Frygten selv har en feilagtig Forestilling om det Gode &streg; og det Gode lader sig ikke bedrage. Eller h&o-;rer dette ikke ogsaa med til det Godes sande V&ae;sen, denne Nidkj&ae;rhed paa sig selv, at det ikke vil taale nogen anden, nogen fremmed Hj&ae;lper, ikke nogen Splidagtigs Indblanding, der skulde afstedkomme Forvirringen: at, naar det Gode indtog sin Plads ved Maalet, hvor L&o-;nnen vinker, eller hvor det selv vinker ad Mennesket, at det da med Uvillie skulde maatte see og finde sig i, at der var tvende Veie, tvende Str&ae;bende, een fordi han vilde det Gode i Sandhed og ydmygt men glad fulgte Vinket, en anden, fordi Frygten gjennede ham derhen! Skulde tvende saa Forskjellige kunne komme sammesteds hen, aandeligt forstaaet! Thi aandeligt forstaaet er Stedet ikke noget Udvortes, hvorhen ogsaa Tr&ae;llen kommer mod sin Villie, naar Fogden bruger Sv&o-;ben; og Veien er ikke noget Ligegyldigt, hvad enten man kj&o-;rer forl&ae;nds eller bagl&ae;nds; men Stedet og Veien er inden i et Menneske, da Stedet er den str&ae;bende Aands salige Tilstand, Veien den str&ae;bende Aands stadige Forvandling. Nei, som det Gode kun er Eet, saa vil det ogsaa v&ae;re ene om at hj&ae;lpe et Menneske. Det Gode dier og ammer den Sp&ae;de, opfostrer og n&ae;rer den Unge, styrker den &Ae;ldre, bevarer den Gamle; det Gode l&ae;rer den Str&ae;bende, hj&ae;lper ham, men dog kun som naar den kj&ae;rlige Moder l&ae;rer Barnet at gaae alene: Moderen er paa Afstand saa langt foran Barnet, at hun virkeligen ikke kan holde paa Barnet, men hun breder sine Arme ud, hun eftergj&o-;r Barnets Bev&ae;gelser, blot det vakler, da er hun hurtig b&o-;iet ligesom greb hun det &streg; saa troer Barnet, at det ikke gaaer alene. Mere kan den kj&ae;rligste Moder ikke gj&o-;re, dersom det dog skal v&ae;re Sandhed med, at Barnet gaaer alene. Og dog gj&o-;r hun mere, thi hendes Aasyn, hendes Aasyn, ja det er vinkende som det Godes L&o-;n og som Salighedens Opmuntring. Saa gaaer Barnet alene: med &O-;iet f&ae;stet paa Moderens Aasyn ikke paa Veiens Vanskelighed, st&o-;ttende sig ved de Arme, som dog ikke holde paa det, str&ae;bende efter Tilflugten i Moderens Favn, neppe anende, at det i samme &O-;ieblik viser, at det kan undv&ae;re den &streg; thi nu gaaer Barnet alene. Frygten derimod er en Goldamme for Barnet: den har ingen M&ae;lk; en blodl&o-;s Tugtemester for den Unge: den har ingen vinkende Opmuntring; en misundelig Sygdom for den &Ae;ldre: den har ingen Velsignelse; en R&ae;dsel for den Gamle: naar det viser sig, at Udgangen af den piinlige lange Skoletid dog ikke var til Saligheden. Frygten vil ogsaa hj&ae;lpe et Menneske, den vil l&ae;re ham at gaae alene, men ikke som den kj&ae;rlige Moder; thi det er Frygten selv, der bestandigt st&o-;der Barnet omkuld. Den vil hj&ae;lpe ham fremad, men ikke som den kj&ae;rlige Moders Vinken; thi det er Frygten selv, der tynger paa ham, saa han ikke kan komme af Stedet. Den vil f&o-;re ham til Maalet, og dog er det Frygten selv, der gj&o-;r ham Maalet frygteligt. Den vil hj&ae;lpe ham til det Gode, og dog vinder en saadan L&ae;rende aldrig det Godes Yndest, han bliver ei heller nogensinde Guds Ven, thi, som Skriften l&ae;rer, ikke blot Tyve og R&o-;vere, men ogsaa den Frygtagtige kan ikke indkomme i Himmeriges Rige &streg; han vil det jo ikke selv, han vil jo kun af Frygt for Straf. Er han da ikke tvesindet selv om han ikke var en Saadan, at han vilde vise sig som en ganske Anden, hvis Du saae ham i hans Dr&o-;mme, naar han i S&o-;vne har afkastet Frygtens Tvang, naar Alt er som han dog egentligen vilde det skulde v&ae;re, og han er, som han dog egentligen er, og som han vaagen vilde v&ae;re, hvis Frygten ikke var; thi dette siges jo fra gamle Dage, at man l&ae;rer et Menneskes Sjel at kjende af hans Dr&o-;mme. Naar der ved Straffen t&ae;nkes paa Evighedens Straf, saae det skuffende ud, som var det da ikke Tvesindethed at ville det Gode kun af Frygt for Straf. Men dog er det Tvesindethed; selv om det var et bedre Menneske, der i Frygtens Piinlighed bevarede en vis tr&ae;lsom Ustraffelighed af Frygt for Straffen: han er dog tvesindet. Han gj&o-;r bestandigt, hvad han egentligen ikke vil, eller hvad han dog ingen Gl&ae;de har af at gj&o-;re, thi den Gl&ae;de er jo kun den lave sandselige, og af de sandselige Gl&ae;der den laveste, den, hvis kummerlige Herlighed alene bestaaer i at undgaae Noget, saa Gl&ae;den altsaa ikke er i sig selv, men kun ved en Mods&ae;tning. Han henf&o-;rer heller ei Straffen til Gud og til det Gode; tvertimod er i hans Forestilling det Gode Eet, Straffen noget ganske Andet. Men saa er jo det Gode ikke Eet, saa frembringer han ved sin Tvesindethed et sp&ae;ndt Forhold mellem det Gode og Straffen: han &o-;nsker, at Straffen ikke var til, og dermed &o-;nsker han egentligen ogsaa, at det Gode ikke var til, da han jo ellers maa have et andet Forhold til det Gode, end det gjennem Straffen; nu er Straffen til, saa gj&o-;r han det Gode, af Frygt for Straffen. Men Den, der vil det Gode i Sandhed, han forstaaer, at Straffen kun er til for Overtr&ae;delsernes Skyld, han forstaaer det fromt, at Straffen er liig alt Andet, hvad der vederfares Den, som elsker Gud: en Haandsr&ae;kning. Den Tvesindede skyer Straffen som en Lidelse, en Ulykke, et Onde, og l&o-;sriver derved sig og sin Forstaaelse af Straffen og Straffen ganske fra det Gode. Denne Egensindighed er ligesom Barnets barnagtige Forestilling, der i sin Uforstand endog s&ae;tter Splid i Faderens V&ae;sen; thi Barnet indbilder sig, at Faderen er den Kj&ae;rlige, at Straffen derimod er Noget, som en slem Mand har opfundet, men at den kj&ae;rlige Fader selv skulde have opfundet Straffen af Kj&ae;rlighed til Barnet, vil ikke blive det tydeligt. Saaledes ogsaa med Forholdet mellem det Gode og Straffen: at det er det Gode, der af Kj&ae;rlighed til den L&ae;rende har opfundet Straffen &streg; og vi gaae jo Alle i Skole, kun at Livets Skole er for de Voxne, derfor er Straffen af alvorligere Art end der, hvor B&o-;rnene gaae i Skole: den er mindre haandgribelig og derfor desto alvorligere; mindre &o-;ieblikkelig og derfor desto alvorligere, mindre udvortes og derfor desto alvorligere; den f&o-;lger ikke saa hurtig Slag i Slag paa Forseelsen, og derfor desto alvorligere; man er ikke sluppen, fordi det synes som blev Straffen glemt, netop derfor er den desto alvorligere, men dog ved sin Alvorlighed til det Gode i Sandhed, hvis et Menneske vil det. Tvesindetheden vil det ikke, den vedbliver at have en bl&o-;dagtig, sandselig Forestilling om Straffen, og en afm&ae;gtig Villie til det Gode. Det h&ae;nder derfor ofte en saadan Tvesindet, at hans Liv, jo &ae;ldre han bliver, bliver desto ringere, naar Ungdommeligheden, hvori der dog var noget Bedre end Frygt, er tabt, og naar da Frygtagtighed med Klogskaben sammensv&ae;rge sig om at gj&o-;re ham til en Tr&ae;l, hvis man saa vil, &streg; af det Gode. Saa forskjelligt er det: Den, der vil det Gode i Sandhed, han er den eneste Fri, fri ved det Gode; men altsaa vil Den ikke det Gode i Sandhed, der kun vil det af Frygt for Straf, og derfor gj&o-;r det Gode ham kun til Tr&ae;l. Dog Evighedens Straf t&ae;nker Tvesindetheden maaskee sjeldnere paa, oftere forstaaes den frygtede Straf i jordisk og timelig Forstand. Hvo som kun vil det Gode af Frygt for denne Straf, ham maa det med s&ae;rligt Eftertryk siges om, at han frygter, hvad et Menneske ikke skal og ikke b&o-;r frygte: Penge-Tab, Anseelses-Tab, Miskjendelse, Tilsides&ae;ttelse, Verdens Dom, Daarers Spot, Letsindighedens Latter, Hensynets feige Klynken, &O-;ieblikkets opbl&ae;ste Ubetydelighed, Dunstens g&o-;glende Taagebilleder; ja, ligesom hiin Tvesindede, der vilde det Gode for L&o-;nnens Skyld, var ustadig i alle sine Veie, saaledes bliver denne Tvesindede det ogsaa, fordi han bestandigt speider efter det Ustadige, det ideligen Forandrede, og bestandigt frygter, hvad et Menneske ikke skal frygte, frygter, hvad der har Magt til at saare, mishandle, ford&ae;rve, ihjelslaae Legemet, men hvad der ingen Magt har over Sjelen, hvis det ikke faaer den ved Frygten. Skal et Menneske ikke elske Verden, ikke &O-;iets Lyst, ikke Kj&o-;dets Lyst, ikke et hoff&ae;rdigt Levnet, skal han ikke attraae, hvad Verdens er, Penge mellem H&ae;nderne og Anseelse mellem Menneskene: da skal han heller ei frygte, hvad Verdens er, hverken Verden eller Menneskene, hverken Armodens eller Forf&o-;lgelsens Udelukkelse. Gj&o-;r han dette, da er han Tvesindethedens Bytte, som han i Tvesindetheden er Menneskenes Tr&ae;l. Ja, der er en Undseelse, som er til det Gode, vee det Menneske, som afkaster den; den er en frelsende Ledsager gjennem Livet, vee det Menneske, som bryder med den; den er i Helliggj&o-;relsens og den sande Friheds Tjeneste, vee det Menneske, der forarges paa den som var den en Tvang! Om et Menneske gik ene gjennem Livet, hvilket efter Skriftens Ord ikke skal v&ae;re godt, dersom han dog gik ledsaget af denne Undseelse: o, det skal vel blive Godt og blive Eet! Og hvis den Eensomme snublede, dersom dog hiin Undseelse ledsagede ham, da ville vi ikke som Pr&ae;dikeren raabe Vee over den Eensomme, ikke med Pr&ae;dikeren sige: vee den Eensomme, hvis han falder, hvo skal da reise ham op; thi bedre end den bedste Ven mener hiin Undseelse det med ham, bedre skal den hj&ae;lpe ham end alle Menneskers Deeltagelse, hvilken let f&o-;rer til Tvesindethed &streg; ikke til at ville Eet. Det er vist, at i Almindelighed et Menneske, naar Andre see paa ham, handler forstandigere, viser mere Kraft, tilsyneladende mere Selvbeherskelse, end naar han troer sig ubem&ae;rket; men Sp&o-;rgsmaalet er, om denne Forstandighed, denne Kraft, denne Selvbeherskelse er i Sandhed, eller om den ikke let i Tilsyneladelsens Usandhed ved Hensynets Idelighed ant&ae;nder Tvesindethedens ustadige Blussen i hans Sjel. Hver Den, som ikke undseer sig mere for sig end for alle Andre, han vil dog, hvis han bliver vanskelig stillet og meget pr&o-;vet i Livet, paa een eller anden Maade ende med at blive Menneskers Tr&ae;l. Thi at undsee sig mere for Andre end for sig selv, hvad er det Andet end at undsee sig mere for at synes end for at v&ae;re? Og et Menneske skal jo omvendt undsee sig mere for at v&ae;re end for at synes, ellers kan han ikke ville Eet i Sandhed, da han ved Tilsyneladelsens beilende Hensyn kun eftertragter det vexlende Skin og dettes Gjenskin i Menneskenes Gunst. Den Kloge, der frygter Andres Dom og undseer sig for Andre &streg; hvis han ikke undseer sig meest for sig selv, ak, maaskee skulde det lykkes hans List at blive, eller lykkes ham at indbilde sig, at hans List var uigjennemtr&ae;ngelig: og saa, hvad saa? Den, der ikke misbruger sin Magt fordi han frygter Menneskenes Dom og undseer sig for Mennesker &streg; hvis han ikke undseer sig meest for sig selv, ak maaskee skulde det lykkes ham selv, eller en &O-;ientjener at indbilde ham, at det lod sig gj&o-;re saa underfundigt, at end ikke Gud kunde gjennemskue det: og saa, hvad saa? Dog Talen beh&o-;ver jo ikke at vente paa, hvad der vil skee, det er paa Yttringen af hans Tvesindethed, thi Talen er kun om hans Tvesindethed, og den er allerede aabenbar. Hvad enten den bliver aabenbar for Menneskene eller ikke, Tvesindetheden er der alligevel, og den Tvesindede elendig; thi lader os ikke glemme, at det Sande har Ret til at sige om Enhver, der er i Usandheden, ogsaa da, naar han selv og alle Mennesker prise ham lykkelig, at han dog er elendig, fordi det i Sandhedens Forstand ikke hj&ae;lper et Menneske, at han ikke veed af, at han er elendig, da dette kun er en Elendighed mere. Men Den, som undseer sig meest for sig selv, han bestyrkes derved i at ville Eet. Hvor underfundig Listen end var, Opfinderen kan jo dog selv gjennemskue den; lod den sig end skjule for alle Mennesker, hvorledes skulde dens Skjulthed kunne friste ham, da han dog ikke kan skjule den for den Medvider, som han undseer sig meest for! Vi sige dette ikke, som var det vor Mening, at der nogensinde har levet noget Menneske, selv i den meest ford&ae;rvede Tid, saaledes, at der Ingen var, for hvis Dom han til sit eget Bedste turde og kunde frygte i gavnlig Undseelse, hvis Dom kunde v&ae;re ham veiledende til at ville det Gode i Sandhed. Men skal denne Undseelse, for den &Ae;rv&ae;rdige, i Sandhed vorde den Beskedne til Gavn, da er det dog en uomgaaelig Betingelse, at han meest undseer sig for sig selv. Derfor kunde man sige med Rette, at det er et Menneske i Sandhed gavnligst at have Undseelse for en Afd&o-;d, og hvis han har den for _Levendeen Levende, da at have den for ham som for en Afd&o-;d, eller hvis det synes Dig mere indbydende, m. T., vil jeg bruge et andet Udtryk, der dog betegner det Samme, om det end tillige skj&o-;nt indeholder Forklaringen, altsaa: at have Undseelse for ham som for en Forklaret. En Afd&o-;d er jo en Forklaret. Den Levende kan dog feile, kan dog forandres, kan dog overiles i et &O-;ieblik og af et &O-;ieblik &streg; dersom han i Sandhed er den &Ae;rv&ae;rdige, vil han vel selv formanende paaminde Dig derom, at Du ikke ved Forholdet til ham ledes ind i den Tvesindethed, hvilken er at v&ae;re et andet Menneskes Tilh&ae;nger; den Levende kan maaskee v&ae;re Dig for gunstig, maaskee ogsaa for ugunstig; hvis Du omgaaes ham dagligen, skal Din Undseelse maaskee tabe noget i sin H&o-;itidelighed, eller maaskee paadrage sig en hidsig Sygdom, saa Du kunde &o-;nske Dig et Tryllemiddel for at bedaare den &Ae;rv&ae;rdige, saa Du kunde ville liste Dig ind i hans Gunst eller dog paa enhver Maade tjene Dig op i hans Yndest, fordi hans Dom var bleven Dig det Vigtigste. Hvor megen Fare og Fristelse til Tvesind! Den svinder f&o-;rst, naar Du omgaaes ham som en Afd&o-;d: fjerner Dig fra ham &streg; men aldrig glemmer ham; den svinder f&o-;rst, naar Du er skilt fra ham som ved D&o-;den, naar Du ikke jordisk og timelig kommer ham for n&ae;r, men kun evigt erindrer, hvad han selv vilde kalde det Bedste i sit V&ae;sen! En Forklaret kan man ikke overtale; Gunst og Overtalelse og Overilelse tilh&o-;rer Jordlivets &O-;ieblikke, den Afd&o-;de fornemmer ikke disse Tilskyndelser, den Forklarede kan ikke forstaae dem, vil ikke forstaae dem; vil Du ikke opgive dem, da maa Du opgive ham, da maa Du, hvis Du t&o-;r det, kr&ae;nke den Forklarede, bryde med ham, ja tilintetgj&o-;re ham, thi naar han ikke er den Forklarede, er han jo slet ikke til. Den Levende kan man tale med paa en anden Maade, fordi han ogsaa i jordisk Forstand er til, og hvis Du fik ham lidt forandret (ak, til Din egen Ford&ae;rvelse og til hans Forkleinelse!) Du havde ham dog ligesom endnu at holde Dig til, Du havde hans Ord, hans lydelige Bifald, og i Sammenholdet skulde det maaskee undgaae Eder begge, at der var en Forandring foregaaet. Men den Forklarede er kun til som Forklaret, ikke synlig for det jordiske &O-;ie, ikke h&o-;rlig for det jordiske &O-;re, kun i Undseelsens hellig-stille Taushed; forandres kan han ikke, ikke det Mindste, uden at det strax m&ae;rkes, og uden at Alt er tabt, og han forsvunden. Den Forklarede er kun til som Forklaret; forandres kan han ikke til noget Bedre &streg; han er jo den Forklarede; forandres kan han ikke &streg; han er jo en Afd&o-;d: han bliver sig selv tro, den Ene og Samme, den Forklarede! Hvor skulde da Den blive tvesindet, der ved Undseelse for ham bestyrkes i at ville det Gode! Saa kan jo rigtignok selv det redelige Menneske alligevel overraskes af mangen Skr&o-;belighed, ogsaa stundom komme paa en Afvei; men da har han eet Haab, at der er en Gud til, en retf&ae;rdig Styrelse, der vel ved Straffen vil v&ae;kke ham og f&o-;re ham tilbage. Saa forskjelligt er det: Den, der vil det Gode i Sandhed, han haaber endogsaa paa Straffen; men altsaa er Den i sin Tvesindethed langtfra at ville det Gode i Sandhed, der kun vil det af Frygt for Straffen. Den Tvesindede staaer paa Veiskillet, da viser der sig tvende Syn: det Gode og Straffens frygtede Skikkelse. Eensartede ere de ikke for ham, thi at den Straf, som Gud i sin Viisdom har knyttet til enhver Overtr&ae;delse, er et Gode, negtes ikke, men den er det dog kun, naar den annammes med Taksigelse, ikke, naar den blot frygtes som et Onde. Og denne Straf har den Tvesindede mindre for &O-;ie, han t&ae;nker n&ae;rmere paa Verdens Straf; men det Gode og Verdens Straf ere ikke Eensartede. Eller mon nu virkeligen Verden var bleven saa fuldkommen og saa hellig, at den er ligesom Gud, at hvad den bel&o-;nner er det Gode, hvad den straffer, det Slette? Mon virkeligen Nogen, der fortr&o-;ster sig for Gud at have en Anskuelse af Livet, hvorefter han vil indrette sit Liv, kunde falde paa, saaledes at forgude Verden? Der h&o-;res jo rigtignok is&ae;r paa de Steder, hvor Menneskene komme festligen sammen for at bedrage hinanden ved mange Taler, der h&o-;res jo rigtignok herlige Ord om, hvorledes Verden gaaer frem, og om vor Tid og om vort Aarhundrede; men, m. T., turde Du som Fader (og jeg er forvisset om, at Du har en oph&o-;iet Forestilling om dette Navns Betydning, en bekymret Forestilling om det Ansvar, hvortil det forpligter!) turde Du som Fader sige til dit Barn, idet Du sendte ham ud i Verden: &anfbeg;gaae Du kun trygt mit Barn, agt paa hvad M&ae;ngden bifalder, og Verden bel&o-;nner, det er det Gode; men hvad den straffer er det Slette. Nu er det ikke mere som fordum; at M&ae;ngdens Dom er liig Skum paa Vand, meningsl&o-;s skj&o-;ndt h&o-;ir&o-;stet, iblinde skj&o-;ndt afgj&o-;rende, umuelig at f&o-;lge, fordi den vexler hurtigere end en Qvinde skifter Farve; nu er Udfaldet ikke mere tvivlsomt, det Gode seirer strax; nu kr&ae;ves der intet Offer, ingen Selvfornegtelse, thi Verden vil det Gode; nu er M&ae;ngdens Dom de Vises, de Enkelte ere Daarerne; nu er Jorden Guds-Rige, det i Himlen kun en Afglands; nu er Verden den h&o-;ieste Tilforladelighed, det Eneste man kan bygge paa, det Eneste man kan sv&ae;rge ved.&anfslut; Dog Dig beh&o-;ver Talen ikke at sp&o-;rge, m. T., den er forud forvisset om Dit Svar; men jeg vilde sp&o-;rge selv den Ivrigste ved hine Festligheder: turde Du, hvis Du som Fader skulde tale til Dit eget Barn, turde Du sige noget Saadant? Eller dersom det var den Unge, der med hele sin oprigtige Sjels Hengivenhed f&ae;stede sit tillidsfulde Blik paa Dig, forvisset om, at som Du sagde det, saa maatte det v&ae;re, ved helligt L&o-;fte i Taknemlighed forpligtende sig til at f&o-;lge Din L&ae;rdoms Veiledning gjennem Livet: turde Du til ham sige noget Saadant? Eller dersom Du var Vidne til den elskelige Ynglings skj&o-;nne Begeistring, naar han l&ae;ste og h&o-;rte om de store M&ae;nd, der strede med tunge Skjebner og lede ondt i Verden, de Herlige hvem Verden forsk&o-;d, fordi den ikke var dem v&ae;rd, turde Du da, naar ingen Larmen foranledigede Dig til at tale i Vildelse, men kun Fortrolighedens Stilhed, den Elskeliges Tillid, Ynglingens Uerfarenhed forpligtede Dig til at tale Sandhed, turde Du da l&ae;gge Haanden paa Hjertet og sige: &anfbeg;Sligt skeer ikke mere, nu er Verden bleven oplyst og fuldkommen, nu er det, at tragte f&o-;rst efter Verden og dens Skikke, det Samme, som hvad det i gamle Dage var at tragte f&o-;rst efter Guds Rige og hans Retf&ae;rdighed.&anfslut; Ak, efterhaanden som et Menneske bliver &ae;ldre, v&ae;nner han sig til Meget i Livet; man v&ae;nner sig blandt Andet ogsaa til at sige Meget, som man dog ikke ret t&ae;nker Noget ved, man v&ae;nner sig til med de J&ae;vnaldrende at tale indenfor saa mange Foruds&ae;tninger, at det Simple og Oph&o-;iede n&ae;sten gaaer en i Glemme. Stundom henkaster man et Ord, der udtrykker en j&ae;vn og stadig, mangeaarig Forbittrelse: &anfbeg;man veed nok hvordan Verden er&anfslut;; og til andre Tider lovpriser man Verden indtil Forgudelse, uden at dog noget af Udsagnene gj&o-;r dybere Indtryk paa den Talende; thi det f&o-;rste v&ae;kker ham ikke, skr&ae;kker ham ikke op til i Frygt og B&ae;ven dog at ville frelse sig selv, siden Verden er saa slet; og det andet styrker ikke den Talende til begeistret at ville det Gode i Tillid til Verdens Fuldkommenhed &streg; ak, man v&ae;nner sig i Livet, i Vanens dvaske Omgang med Andre saa let til noget n&ae;r at opgive sig selv, medens man leger med Talemaader. Men selv den saaledes s&o-;rgeligst Forv&ae;nte, naar han med Ansvar taler formanende til et Barn, en Yngling, den unge Pige: han taler med Undseelse. Der er her et skj&o-;nt Lige for Lige: med Undseelse n&ae;rmer Ynglingen sig den &Ae;ldre, og den &Ae;ldre taler altid med Undseelse, naar han taler formanende til en Yngling. Give Gud, at Enhver, der har Leilighed til at tale formanende til den Unge, ogsaa selv vilde have nogen Gavn af Formaningens Undseelse! Formanende, thi herpaa ligger Eftertrykket, vil den &Ae;ldre ikke fremstille et Skr&ae;kkebillede af Verden for den Unge, ingenlunde; Sligt er jo heller ei Alvor, er kun sygelig Indbildning; men formanende vil han gyse for den Tanke, ligefrem at lede den Unge i Tvesindethedens Fare ved svigefuldt at f&ae;ste hans Opm&ae;rksomhed paa Verdens Straf; ved istedetfor at indpr&ae;nte ham hellig Frygt og Undseelse for det Gode, at besmitte den Rene ved at l&ae;re ham Frygt for Penge-Tab, Anseelses-Tab, Miskjendelse, Tilsides&ae;ttelse, Verdens Dom, Daarers Spot, Letsindighedens Latter, Hensynets feige Klynken, &O-;ieblikkets opbl&ae;ste Ubetydelighed, Dunstens g&o-;glende Taagebilleder. Ak, ja for mange Mennesker ere disse h&o-;imodige Tanker kun altfor meget som en Forgyldning, der gaaer af i Livets Tvesindethed, som gnaver og gnaver; men selv den saaledes meest Luvslidte, naar han taler formanende til en Yngling, han mindes det, han t&o-;r ikke sige Andet &streg; af Undseelse. Formanende vil selv han sige (thi det er ingen sjelden Taler, som her indf&o-;res talende, og derfor er netop det Godes Priis desto herligere, fordi det ikke beh&o-;ver Veltalenhedens Bistand, fordi det er den i Livet s&o-;rgeligst Forv&ae;nte, der taler vel at m&ae;rke formanende til en Yngling), selv han vil sige: &anfbeg;Frygt ikke, v&ae;r langsom til at d&o-;mme Andre, men agt paa Dig selv; hold fast ved at ville Eet, ved at ville det Gode i Sandhed, og lad saa dette f&o-;re Dig hvorhen det nu indtil videre skal f&o-;re Dig &streg; thi evigt f&o-;rer det Dig til Seier, lad det timeligt f&o-;re Dig til Velstand eller til Savn, til &Ae;re eller til Forhaanelse, til Liv eller til D&o-;d; slip blot ikke dette Ene, ved dets Haand gaaer Du tryg selv i Fare, selv i Livsfare gaaer Du tryg, som Barnet ved Moderens Haand, ja tryggere, thi Barnet kjender end ikke Faren.&anfslut; Formanende vilde han altsaa advare mod Frygt for Verdens Straf, hvilken er Tvesindethed. Der tales stundom om, &anfbeg;at lide Straf, naar man gj&o-;r det Gode&anfslut;, hvorledes er dog dette muligt, fra hvem skulde denne Straf komme? Fra Gud dog vel ikke! Altsaa fra Verden &streg; naar denne i sin Viisdom tager feil, bel&o-;nner det Slette og straffer det Gode. Og dog nei, det er ikke som Ordet siger det, Ordet mener det ikke som det siger, det er uegentligen talt. Thi det larmer jo rigtignok stort og forf&ae;rdeligt det Ord: Verden; og dog maa den lystre samme Lov som det ringeste og usleste Menneske. Men om Verden end samlede al sin Magt, der er Eet, den ikke formaaer, den formaaer ikke at straffe &streg; en Uskyldig, saa lidet som den kan dr&ae;be en D&o-;d. Ja vist har Verden Magt, kan gj&o-;re den Levende mangt et Bryderie, kan gj&o-;re ham hans Liv suurt og m&o-;isomt, den kan ber&o-;ve ham Livet, men den kan ikke straffe en Uskyldig. Forunderligt, her er en Gr&ae;ndse, en Gr&ae;ndse, den er usynlig som en Linie, den er sandseligen let til at oversee, men den har Evighedens Kr&ae;fter til at holde igjen med! Det undgaaer maaskee Verden, hvis Opm&ae;rksomhed er henvendt paa det Store &streg; og Gr&ae;ndsen er en ringe, er, indtil videre, en stilf&ae;rdig Ubetydelighed; men dog er den der. Maaskee er den ganske skjult for Verdens &O-;ine, thi ogsaa Dette kan h&o-;re med til den Uskyldiges Lidelse, at Verdens Uret faaer Udseende af Straf &streg; i Verdens &O-;ine; men Gr&ae;ndsen er der alligevel, alligevel den St&ae;rkeste. Og om al Verden rasede i Opr&o-;r, og om Alt forvirredes: Gr&ae;ndsen er der alligevel, og paa den ene Side af den hos den Uskyldige: Retten; og paa den anden Side for Verden: en evig Umulighed af at straffe en Uskyldig. Selv naar Verden vil udrydde ham og skaffe ham af Veien, Gr&ae;ndsen kan den ikke skaffe af Veien; skj&o-;ndt den er usynlig &streg; maaskee er det derfor; selv i hans offrende D&o-;ds &O-;ieblik er Gr&ae;ndsen der: da strammer den sig med Evighedens Kraft, da kl&o-;fter den sig med Evighedens sv&ae;lgende Dyb! Gr&ae;ndsen er der, og paa den ene Side hos den Uskyldige: Retten, og paa den anden Side for Verden: en evig Umulighed af at straffe en Uskyldig. &streg; Den Gode, han er st&ae;rk, st&ae;rkere end hele Verden, naar han i Sandhed staaer paa den anden Side af Gr&ae;ndsen indenfor Evighedens Bef&ae;stning, han er st&ae;rkest, naar han synes at ligge under. Men den afm&ae;gtige Tvesindede har flyttet Gr&ae;ndseskjellet, fordi han kun vil det Gode af Frygt for Verdens Straf; dersom Verden virkeligen ikke er Fuldkommenhedens Land, da har han ved sin Tvesindethed givet sig i Middelmaadighedens Vold, eller forskrevet sig til det Onde. 3) Fremdeles maa der siges, at Den, der i Selvraadighed vil det Gode, vil dets Seier, han vil ikke Eet, han er tvesindet. Dersom et Menneske blot vil det Gode, for at han kan seire, da vil han det Gode for L&o-;nnens Skyld, og hans Tvesindethed er aabenbar, som Talen i det Foregaaende s&o-;gte at gj&o-;re den; han vil nemlig ikke tjene det Gode, men have Fordeel af det, betragte det som en Vinding. Naar derimod et Menneske vil, det Gode skal seire, naar han ikke vil kalde Stridens Udgang Seier, hvis han seirer, men kun naar det Gode seirer: hvorledes kan han da kaldes og v&ae;re tvesindet? Ja, er han tvesindet (thi Gr&ae;ndse-Afgj&o-;relsen mellem den Rene og den Tvesindede er her af en egen Vanskelighed), da er hans Tvesindethed mere underfundig og skjult, formasteligere end hiin aabenbare og aabenbart verdslige, den er en kraftig Skuffelse, som synes at komme n&ae;rmest til Hjertets Reenhed, der vil det Gode i Sandhed, om den dog er fjernest, som det h&o-;ie Sted fra det dybe Fald, som den himmelstormende Stolthed fra Ydmyghedens Bolig i det Lave, som Tiln&ae;rmelsens anmassende Lighed, naar den er vundet ved at forfalske en evig v&ae;sentlig Adskillelse. Han vil ikke det Gode for L&o-;nnens Skyld, han vil, at det Gode skal seire, men han vil, at det skal seire ved ham, at han skal v&ae;re Redskabet, han den Udvalgte. Han vil ikke l&o-;nnes af Verden, som han foragter, ikke af Menneskene, som han seer ned paa, og dog vil han ikke v&ae;re en unyttig Tjener: en hovmodig Bevidsthed er L&o-;nnen, han fordrer, og i denne Fordring er hans voldsomme Tvesindethed, ja voldsomme, thi hvad er det Andet han vil, end at tage det Gode med Vold, og med Vold at paatr&ae;nge det Gode sig selv og sin Tjeneste! Og om han end ikke forskyldte denne sidste Formastelighed, naar han dog paa nogen Maade ikke vil som det Gode vil, ikke vil det Godes Seier som det Gode vil den: saa er han tvesindet, om han end veed at skjule det for Menneskene, om han end vil skjule det for sig selv, om end Sprogets sande Udtryk et &O-;ieblik synes at skjule derover ved at kalde hans Sindstilstand Selvraadighed, Egenraadighed, thi synes den vel, is&ae;r naar den er st&ae;rk nok til at vove det Yderste, synes den vel Tvesindethed? Nei den synes ikke Tvesindethed, men den er det. For denne Tvesindede er da det Gode Eet, dets Seier noget Andet, eller vel endog dets Seier ved ham noget Andet. Nu er det vel saa, at evigt har det Gode altid seiret, men i Tiden er det anderledes; i Tiden bruger det lang Tid, Seiren er langsom, dens Uvished et langsomt L&ae;ngdemaal, mange, mange Gange gik den tro Tjeners Liv hen, og det var ved Udgangen, som havde han Intet udrettet for det Gode. Og dog var han den tro Tjener, der vilde det Gode i Sandhed, og han var ogsaa elsket af det Gode, der har Lydighed kj&ae;rere end V&ae;dderens Fedme. &anfbeg;Ak, hvorfor blev Tiden til; dersom det Gode evigt altid har seiret, hvorfor skal det da sl&ae;be sig langsomt frem gjennem Tidens L&ae;ngde eller n&ae;sten omkomme i Tidens Langsomhed, hvorfor skal det m&o-;isomt stride sig gjennem hvad der gj&o-;r Tiden l&ae;ngst, gjennem Uvished! Hvorfor skulle de Enkelte, som i Sandhed ville det Gode, v&ae;re saa adsplittede, saa adskilte, at de neppe kunne raabe til hinanden, neppe &o-;ine hinanden; hvorfor skal Tiden hvile som en Tyngde paa dem, hvorfor skal Adskillelsen l&ae;gge Sinkelse imellem dem, naar det er saa hurtigt gjort i Evigheden; hvorfor blev en ud&o-;delig Aand sat i Verden og Tiden, ligesom naar Fisken drages op af Vandet og henkastes paa Strandbredden?&anfslut; Hvo som sp&o-;rgende taler saaledes (og selv om han sukker saaledes, Yttringen bliver den samme), han vogte paa sig selv, thi han veed neppe, af hvilken Aand han taler. Ak, Menneskene forvexle ofte nok Utaalmodighed med den ydmyge lydige Begeistring; den Utaalmodige selv er kun altfor tilb&o-;ielig til denne Forvexling. Naar et Menneske aarle og silde er paaf&ae;rde &anfbeg;for det Godes Skyld&anfslut;, st&o-;ier og larmer, er idel Uro, kaster sig i Tiden, ligesom den Syge paa Leiet, kaster alle Hensyn af sig som den Syge Kl&ae;derne, foragter Verdens L&o-;n, gj&o-;r Plads mellem Menneskene: da mene Mange, hvad han selv indbilder sig, at han er begeistret. Og dog er han Intet mindre, da han er tvesindet, og Tvesindethed ligner ikke mere Begeistring end Hvirvelen ligner den staaende Vinds Stadighed. Saaledes er jo al Utaalmodighed, den er en Art Arrigskab; allerede i Barnet er dens Grund, at Barnet ikke vil give sig Tid; hos hiin Tvesindede fremkommer den derved, at Timeligheden og Evigheden ikke kan fordrages i det samme Menneske. Han kan, han vil ikke forstaae det Godes Langsomhed, at den i Barmhjertighed er Langmod, at den i Kj&ae;rlighed til de Frie ikke vil bruge Magt, at den i Viisdom mod de Skr&o-;belige skyer ethvert Bedrag; han kan, han vil ikke ydmygt forstaae, at det Gode kan undv&ae;re ham. Tvesindet er han, han der med sin Begeistring synes at kunne blive en Apostel, men ogsaa kan blive en Judas, som forr&ae;dersk vil fremskynde det Godes Seier. Forarget er han, han der ved sin Begeistring synes at elske det Gode saa h&o-;it, han er forarget paa dets Ringhed, naar det er ikl&ae;dt Tidens Langsomhed. Hengiven er han ikke det Gode i unyttig Tjeneste, han bruser kun; og Den, der bruser, han elsker &O-;ieblikket, og Den, der elsker &O-;ieblikket, han frygter Tiden, han frygter, at Tidens L&ae;ngde skal gj&o-;re hans Tvesindethed aabenbar; og han forfalsker Evigheden, thi ellers maatte jo Evigheden endnu bedre gj&o-;re den aabenbar. En Falskner er han, for ham er Evigheden Synskredsens skuffende Sandsebedrag, for ham er Evigheden Timelighedens blaanende Gr&ae;ndse, for ham er Evigheden &O-;ieblikkets bl&ae;ndende G&o-;glespil. En saadan Tvesindet er maaskee vanskeligere at kjende i Verden, fordi hans Tvesindethed ikke er aabenbar indenfor Verden, ingen Angiver og ingen Medvider har i Verdens L&o-;n og Straf, da han har overvundet Verden, om end ved et h&o-;iere Bedrag, da hans Tvesindethed f&o-;rst er kjendelig paa Gr&ae;ndsen, hvor Timelighed og Evighed ber&o-;re hinanden, kjendelig der og altid kjendt af den Alvidende. Han vil ikke n&o-;ies med den salige Forvisning, der tr&o-;ster over al Maade: at evigt har det Gode altid seiret, den salige Forvisning, der er en Eiendomssikkerhed over al Forstand, den salige Forvisning, som den unyttige Tjener kan have hos sig i ethvert &O-;ieblik, selv naar Tiden er l&ae;ngst og han synes at udrette mindst, den salige Forvisning, som giver den unyttige Tjener Frimodighed til at tale stoltere end hiint kongelige Ord: Alt er tabt uden &Ae;ren, naar han ogsaa tabte &Ae;ren men siger: der er Intet tabt, men Alt er vundet. Men kjendelig bliver denne Tvesindede ikke saa let i Verden; thi det er ikke for L&o-;nnens Skyld han vil det Gode, saa han blev aabenbar i sin Higen eller i sin Fortvivlelse; det er ikke af Frygt for Straf han vil det Gode, saa han blev aabenbar i sin Feighed for at undgaae den eller i sin Fortvivlelse, naar han dog ikke undgik den; nei, han vil offre Alt, han frygter Intet, kun vil han ikke offre sig selv i daglig Selvfornegtelse &streg; dette frygter han. Den Tvesindede staaer paa Veiskillet, da viser der sig tvende Syn: det Gode, og det Gode i dets Seiren eller endog i dets Seiren ved ham. Det sidste er Formastelighed, men selv de tvende f&o-;rste Syn ere ikke ganske det Samme. I Evigheden ere de det, men ikke i Tiden. Og de maae skilles ad, saa vil det Gode; det Gode if&o-;rer sig Tidens Langsomhed som en ringe Kl&ae;dning, og han maa i Forhold til denne Omkl&ae;dning kl&ae;des i den unyttige Tjeners ringe Skikkelse. Med sit sandselige &O-;ie maa han ikke faae det Gode at see i Seiren, kun med Troens &O-;ie kan han eftertragte dets evige Seier. Deri hans Tvesindethed, thi som der er en Tvesindethed, der adskiller i det Godes V&ae;sen, hvad det selv for evigt har forenet; saa er hans Tvesindethed den, der forener, hvad det Gode i Tiden har adskilt. Den ene Tvesindede glemmer det Evige og tager derved Tiden forf&ae;ngelig, den anden tager Evigheden forf&ae;ngeligt. 4) Endeligen skulde Talen, inden den slipper Tvesindetheden for ligesom at vende Reenheden ud, minde om den mangfoldige Tvesindethed, om Svaghedens Tvesindethed, som den er i det virkelige Livs Daglighed, eller om, at Den, der kun vil det Gode til en vis Grad, at han er tvesindet. I Grunden er dette Udtrykket for al Tvesindethed i Forhold til det Gode, at den kun vil det til en vis Grad; men hvad der blev udviklet i det Foregaaende, hvad der maaskee kunde kaldes Tvesindethedens falske Oms&ae;tninger i det Store, det havde dog et vist Skin af Eenhed og Enighed med sig selv, forsaavidt det var et Enkelt, der forfulgtes i Eensidighed, medens Eensidigheden, hvor underligt dette end synes, netop var Tvesindetheden i den Eensidige. Det daglige Livs Oms&ae;tninger derimod ere ikke i det Store; i det daglige Liv er det allerede sjeldnere, blot at see En, der vil noget Forkeert med en vis Overeensstemmelse og Anstr&ae;ngelse; i det daglige Liv gj&o-;res Oms&ae;tningerne i det Mindre, hvorved Tvesindetheden bliver mangfoldigere sammensat i den Enkelte: som en Kj&o-;bmand, der kun handler med een Vare, er et sjeldnere Syn, saaledes ogsaa den Tvesindethed, der har en vis u&ae;gte Eenhed; som derimod almindeligviis en Kj&o-;bmand handler med forskjellige Varer, saaledes er Tvesindetheden, almindeligviis, den mangfoldige. Afveien bliver derfor mindre kjendelig som denne bestemte, nei Afveiene krydse sig &streg; og den rette Vei paa de forskjelligste Maader, og paa den forskjelligste Maade er den Enkelte i denne Krydsen, hans Liv vel bestemmeligt som Tvesindethed, men ikke let n&ae;rmere at bestemme, fordi han end ikke indenfor Tvesindetheden er i Overeensstemmelse med sig selv i noget Bestemt, men i Ubestemmelighed omtumlet af enhver Luftning; fordi han l&ae;rer og l&ae;rer, og dog aldrig kommer til Sandhedens Erkjendelse, eller kommer den n&ae;rmere, da han snarere kommer l&ae;ngere og l&ae;ngere bort, jo mere han l&ae;rer af denne forvirrede og forvirrende Underviisning. Fremfor den tidligere Tvesindethed har denne det Gode ved sig, at den dog svagt vil det Gode, at den ikke har hiin tidligeres Haardnakkethed, men Svagheden er maaskee stundom lige saa uhelbredelig. Denne Tvesindethed er vanskelig at tale om, da den ligner baade det Ene og det Andet, og da den idelig vexler i Omskiftelse &streg; saa hurtigt, at den kan have forandret sig flere Gange, medens Talen neppe er f&ae;rdig med at beskrive een Yttring. Broget spiller den ikke blot i alle mulige Farver, men der er end ikke nogen Lov for dette Farvespil, som blander Farverne og Farveforholdene i ny og ny Forvirring: saa der er idel Nyt under Solen &streg; og dog bestandigt den gamle Tvesindethed. Ja, hvad der gj&o-;r den endnu vanskeligere at tale om, er, at den i det daglige Liv, hvor den ret h&o-;rer hjemme, indenfor Bestemmelsen Tvesindethed omgaaes sammenlignelsesviis med sig selv, saa den ene Tvesindede ved at v&ae;re lidt mindre tvesindet end den anden gj&o-;r Fordring paa Udm&ae;rkelse, uagtet hans Grad-Forskjel er indenfor den v&ae;sentlige Lighed, hvorved det tilsidst synes som var hiin sande evige Fordring, der kr&ae;ver Hjertets Reenhed ved at ville Eet, som var den afskaffet, fjernet fra Regjeringen, sat i Afskedens Bero paa en saadan Afstand fra det daglige Liv, at der slet ikke kunde v&ae;re Tale om den. Thi i den brogede, b&o-;lgende Folkem&ae;ngde, i Verdens Larm fra Dag til Dag og fra Aar til Aar tages det ikke saa n&o-;ie med, om En ganske vil det Gode, naar han blot har Indflydelse og Magt, sidder i en stor Bedrift, er Noget for sig og Andre: &anfbeg;hvilken frygtagtig og kummerlig Smaalighed, t&ae;nker man, at tage det saa n&o-;ie&anfslut;; man mener end ikke, at det er noget Formasteligt man siger, nei man henkaster den kl&o-;gtige Bem&ae;rkning i Forbigaaende og iler videre, medens Bem&ae;rkningen ogsaa iler videre fra Mund til Mund i den brogede, b&o-;lgende Folkem&ae;ngde. Og i det travle Liv, i Handel og Vandel fra Morgen til Aften, gaaer det ikke saa n&o-;ie til med, om En ganske vil det Gode; naar han kun er om sig, for ikke at sige Tyv, i sin N&ae;ringsvei, naar han sparer og samler, naar han blot har et godt Rygte og tilf&ae;ldigviis undgaaer Bagvaskelse (thi om han virkelig er Skyldig eller ikke, er det mindre vigtige, hvad hverken han eller Verden har Tid til at efterforske, Bagvaskelsen er blot det Farlige som en Standsning for hans Virksomhed): &anfbeg;hvortil da et saadant Sinkerie midt i Travlheden!&anfslut; Og i Verden er der altid travlt. Ja, det er ganske sandt, saaledes seer det ud i Verden, saaledes synes det i Verden, saaledes maa det synes indenfor Timelighedens skuffende Synskreds; men i Evigheden skal det gj&o-;re en uhyre Forskjel, om En var n&o-;ieregnende eller ikke. Og dog er Evigheden jo ikke som en ny Verden, saa Den, der havde levet i Tiden paa Tidens og Travlhedens Viis, naar han lykkelig og vel var ankommen i Evigheden, nu kunde fors&o-;ge sin Lykke i at antage Evighedens Skik og Brug. Ak, Tiden og Travlheden troer, at Evigheden er saa langt borte; og dog har aldrig nogensinde i Skuespillet den Kunstforstandige havt saaledes Alt i Beredskab til Skuepladsens og de Spillendes Forvandling, som Evigheden i Forhold til Tiden har Alt i Beredskab, Alt &streg; indtil det Mindste, indtil det overfl&o-;dige Ord, der er talet; har Alt i Beredskab i ethvert &O-;ieblik &streg; skj&o-;ndt den t&o-;ver. O, at da Talen, langtfra at sinke Nogen, som vil det Gode i Sandhed, eller at kalde Nogen fra gavnlig Virksomhed, dog maatte standse en Travl; thi denne Travlhed er jo som en Fortryllelse, og s&o-;rgeligt er det at bem&ae;rke, hvorledes dens Magt voxer med den stigende Summen, hvorledes Fortryllelsen griber om sig, hvorledes den fanger efter det tidligere Bytte, saa neppe Barndommen eller Ungdommen undes den Stilhed, den Fjernhed, hvori det Evige voxer en guddommelig V&ae;xt. Og gj&o-;r end Travlheden i Hast en Indr&o-;mmelse, mener selv dens flygtige Viisdom at indsee det Gavnlige i, at der ogsaa er en travl Mand med som engang imellem i Hast forkynder hiin h&o-;iere Betragtning af Livet om at ville det Gode i Sandhed: ak, er dette dog det rette Forhold, at hvad Alle, hver is&ae;r, skulde gj&o-;re, det fritages noget n&ae;r Alle mere eller mindre for, men da faaer, for en Fuldst&ae;ndigheds Skyld, En i Travlhed den Opgave, at forkynde hiin h&o-;iere Fordring, hiin h&o-;iere Fordring, der hvis den blot paa nogen Maade skulde tilfredsstilles, om end i Skr&o-;belighed og Ufuldkommenhed, vilde kr&ae;ve ethvert Menneskes samlede Sind, hans stadige Flid, hans bedste Kr&ae;fter! Altsaa i Travlheden er Tvesindetheden; som Gjenlyden boer i Skoven, som Stilheden boer i &O-;rkenen, saaledes boer Tvesindetheden i Travlheden. Thi at Den, der vil det Gode kun til en vis Grad, at han er tvesindet, at han har et adspredt Sind, et deelt Hjerte, beh&o-;ver neppe at forklares; men Grunden kan vel beh&o-;ve at forklares og udvikles: at der i Travlheden hverken er Tid eller Ro til at vinde den Gjennemsigtighed, som er forn&o-;den for at forstaae sig selv i at ville Eet, eller blot for forel&o-;bigt at forstaae sig selv i sin Uklarhed. Nei, Travlheden, hvori man bestandigt gaaer videre og videre, og Larmen, hvori det Sande bestandig gaaer mere og mere i Glemme, og Forholdenes M&ae;ngde, Tilskyndelsernes og Forhindringernes, gj&o-;r det bestandigt umuligere for En at vinde noget dybere Kjendskab til sig selv. Det er Sandhed, at et Speil har den Egenskab, at man i det kan see sit Billede; men saa maa man staae stille. Iler man hastigt forbi, da faaer man Intet at see; gaaer man maaskee med et Speil hos sig, som man ikke fremtager: hvorledes skulde man da faae sig selv at see? Saaledes iler den Travle fremad med Muligheden af at forstaae sig selv hos sig; men den Travle bliver ved at l&o-;be, og det kommer aldrig til Forstaaelsen, ja det gaaer ham vel snarere mere og mere i Glemme, at han har Muligheden hos sig. Og dog t&o-;r man neppe sige det til den Travle, thi hvor knap Tid han end ellers har, har han dog stundom god Tid til en Mangfoldighed af Undskyldninger, ved hvis Brug det Sidste bliver v&ae;rre end det F&o-;rste, Undskyldninger, hvis Viisdom omtrent er den samme, som naar den Seilende troer, at det er Havet, ikke Skibet, der bev&ae;ger sig. Man t&o-;r neppe sige det til ham, thi hvor knap Tid han end ellers har, har han dog stundom god Tid til med Ligesindede &anfbeg;at afrive det Latterliges umodne Frugt af deres Viisdom&anfslut;, for at bespotte den Talende som et udueligt Menneske i Livet, som et Menneske, den Travle i sin Kl&o-;gt overseer &streg; fra Undskyldningernes oph&o-;iede Synspunkt. Den Travle har jo ogsaa overalt Medhold imod ham, overalt i den mangfoldige Travlheds stigende Summen, og i Undskyldningernes myldrende M&ae;ngde. Thi ligesom en giftig Aande over Markerne, som Gr&ae;shoppernes M&ae;ngde over &Ae;gypten: saaledes er Undskyldningerne og deres M&ae;ngde en Landeplage, der af&ae;der det Eviges Spire, en ford&ae;rvelig Smitte blandt Menneskene &streg; med hver Een, der angribes, bliver der bestandig een Undskyldning mere til for den N&ae;ste. Og medens det ellers ikke kan undgaae Nogen, at en Sygdom bliver farligere og farligere, mere og mere ondartet, jo mere den griber om sig: saa er det med Undskyldningerne omvendt, Sygdommen synes at blive mildere og mildere, Tilstanden bliver behageligere og behageligere, jo Flere der angribes. Og naar vi saa Alle blive enige om, at dette Undskyldningernes &streg; kummerlige, forkr&o-;blede Velbefindende, at det er det H&o-;ieste: saa er der jo Ingen der siger Andet. Var der da en Enkelt, som ikke kunde beqvemme sig at give efter, gjorde han end mangen Undskyldning kraftig Modstand; ak, Enden er der ikke endda, der er bestandigt een Undskyldning tilbage, den ligger ved hans D&o-;r og begjerer efter ham: &anfbeg;hvad det kan hj&ae;lpe som enkelt Menneske at ville stride imod&anfslut;. Det er altsaa atter med Undskyldningerne endnu v&ae;rre end med en giftig Sygdom, thi af den d&o-;er dog Ingen fordi de Andre ere d&o-;de af den. Saa har da den Tvesindede maaskee en F&o-;lelse for det Gode, en levende F&o-;lelse; naar Nogen vil tale om det Gode, is&ae;r paa Digterviis, da er han hurtig bev&ae;get, let tilskyndet til at hensmelte i R&o-;relse. Dersom Verden gaaer ham lidt imod, og da Nogen vil tale til ham om, at Gud er Kj&ae;rlighed, at hans Kj&ae;rlighed overgaaer al Forstand, omfatter i sit Forsyn selv Spurven, som ikke falder til Jorden uden hans Villie; vilde Nogen tale derom, is&ae;r paa Digterviis: da er han greben, han griber efter Troen som efter et &O-;nske, og med Troen griber han efter den &o-;nskede Hj&ae;lp. Han har da i &O-;nskets Tro en F&o-;lelse for det Gode. Men maaskee t&o-;ver Hj&ae;lpen; istedenfor den kommer der en Lidende til ham, som han kan hj&ae;lpe. Men denne Lidende finder ham utaalmodig, frast&o-;dende, denne Lidende maa n&o-;ies med den Undskyldning: &anfbeg;at han nu ikke er oplagt eller stemt til at bekymre sig om Andres Lidelser, da han selv har Gjenvordighed&anfslut;. Og dog mener han, at have Troen, Troen paa, at der er et kj&ae;rligt Forsyn til, som hj&ae;lper den Lidende, et Forsyn, som ogsaa bruger Mennesker til sine Redskaber. &streg; Muligen kommer nu den &o-;nskede Hj&ae;lp, han er atter hurtigt opblussende i Taknemlighed, sm&ae;gtende i en bl&o-;dagtig Forestilling om det kj&ae;rlige Forsyns Godhed; nu, mener han, har han ret grebet Troen, nu har den i ham seiret over enhver Tvivl og enhver Indvending: ak, og hiin anden Lidende er reent gaaet ham i Glemme. Hvad er denne Tilstand Andet end Tvesindethed! Thi dersom _detder overhovedet skal v&ae;re Tale om Indvendinger mod Troen, om Begivenheder og Tildragelser, der ligesom synes at gj&o-;re Indsigelse mod den og mod det kj&ae;rlige Forsyns Omsorg: da er hiin anden Lidende, som ikke blev hjulpen, som endog af Den, der kunde hj&ae;lpe, blev frast&o-;dende afviist med den Undskyldning, at han tilf&ae;ldigviis ikke var oplagt, hiin anden Lidende er jo den kraftigere Indvending. Men dette undgaaer reent den Tvesindede, at han i det &O-;ieblik, han mener, at Troen har seiret i ham, at han da netop handlende modbeviser denne Overbeviisning. Eller er dette ikke Tvesindethed, at mene at have en Overbeviisning, som man selv handlende modbeviser? Er dette ikke i Sandhed det eneste Beviis for, at man har en Overbeviisning, at Ens eget Liv handlende udtrykker den? Er det ikke den eneste Sikkerhed for, at Ens saakaldte Overbeviisning ikke forandres alle &O-;ieblikke i Forhold til det Forskjellige, der h&ae;nder En selv, som &o-;ieblikkeligt forandrer En og forandrer En Alt, saa man idag har Troen, og imorgen har tabt den, og faaer den igjen iovermorgen, indtil der h&ae;nder noget ganske us&ae;dvanligt, saa man n&ae;stendeels ganske taber den, formenende, at man har havt den! &streg; S&ae;t der var tvende Mennesker; en Tvesindet, som meente at have erhvervet Troen paa det kj&ae;rlige Forsyn, fordi han selv havde oplevet at v&ae;re bleven hjulpen, om han dog ur&o-;rt havde afviist en Lidende, hvem han kunde hj&ae;lpe; og et andet Menneske, hvis Liv ved opoffrende Kjerlighed var et Redskab i Forsynets Haand, saa han hjalp mange Lidende, medens den Hj&ae;lp, han selv havde &o-;nsket, blev ham negtet fra Aar til Aar: hvilken af disse Tvende var i Sandhed overbeviist om, at der er et kj&ae;rligt Forsyn, som antager sig de Lidende? Er det ikke en skj&o-;n og en overbevisende Slutning: skulde Den, der plantede &O-;ret ikke h&o-;re; men er den omvendte Slutning ikke ligeledes skj&o-;n og overbevisende: skulde Den, hvis Liv er opoffrende Kj&ae;rlighed, skulde han ikke troe, at Gud er Kj&ae;rlighed? Dog i Travlheden er der hverken Tid eller Ro til den stille Gjennemsigtighed, som l&ae;rer Ligelighed, som l&ae;rer, at ville drage i lige Aag med andre Mennesker, den &ae;dle Eenfoldighed, som er i inderlig Forstaaelse med ethvert Menneske; der er hverken Tid eller Ro til at vinde en Overbeviisning. Derfor bliver selv Tro og Haab og Kj&ae;rlighed, og det at ville det Gode, i Travlheden kun l&o-;se Ord og Tvesindethed; eller er det ikke Tvesindethed at leve uden en Overbeviisning, eller rettere at leve i den idelig og idelig vexlende Indbildning, at man har og man ikke har en Overbeviisning! Saaledes bedrager F&o-;lelsen den Travle i Tvesindethed. Maaskee havde han efter en opblussende Angers S&o-;nderknuselse, naar denne aflader i Mathed, en Overbeviisning, som han meente det, om, at der er en Barmhjertighed, der tilgiver Synder; men selv negtede han str&ae;ngt Den Tilgivelse, der var ham Noget skyldig. Han havde altsaa, som han meente det, troende en Overbeviisning om, at der er en saadan Barmhjertighed til, og handlende negtede han, at den er til; handlende gjorde han Sit for at bevise, at den ikke er til. S&ae;t der var tvende Mennesker; hiin Tvesindede, og da et andet Menneske, som hellere end gjerne vilde tilgive sin Skyldner, naar han blot selv maatte finde Barmhjertighed: hvilken af disse Tvende var i Sandhed overbeviist om, at der er en saadan Barmhjertighed til? Den Sidste havde dog det Beviis for, at den er til, at han selv &o-;ver den; den F&o-;rste har slet intet Beviis for sig, og kun mod sig det Modbeviis han selv f&o-;rer. &streg; Eller den Tvesindede havde maaskee en F&o-;lelse for Ret og Uret; den blussede st&ae;rkt i ham, is&ae;r hvis Nogen paa Digterviis vilde skildre de nidkj&ae;re M&ae;nd, der i Sandhedens Tjeneste med Selvopoffrelse h&ae;vdede Ret og Retf&ae;rdighed. Vederfores der ham da selv nogen Uret, da var det ham, som maatte der skee Tegn i Himlen og paa Jorden, som kunde Verdens-Ordenen, ligesaa lidt som han, sove f&o-;r dette var gjort godt igjen; og det var ikke Selvkj&ae;rlighed, der hidsede ham, men det var F&o-;lelsen for Retf&ae;rdighed &streg; saa meente han. Og naar han da fik sin Ret, hvor megen Uret den end havde kostet mod Den og Den: da prisede han atter Verdens Fuldkommenhed. F&o-;lelsen havde vel henrevet ham, men ogsaa revet ham hen, saa han havde glemt det Vigtigste: i Sandhedens Tjeneste med Selvopoffrelse at h&ae;vde Ret og Retf&ae;rdighed. Thi hvo af disse Tvende er vel i Sandhed overbeviist om, at der er Retf&ae;rdighed til i Verden: Den, der lider Uret for at gj&o-;re Ret; eller Den, der gj&o-;r Uret for at faae sin Ret. Den umiddelbare F&o-;lelse er vel det F&o-;rste, er Livskraften, i den er Livet, som det jo er sagt, at fra Hjertet udgaaer Livet; men da maa denne F&o-;lelse &anfbeg;bevares&anfslut;, saaledes forstaaet, som naar det siges: &anfbeg;bevar Dit Hjerte, thi fra det udgaaer Livet&anfslut;, den maa renses fra det Selviske, bevares fra det Selviske, den maa ikke overlades til sig selv, tvertimod maa jo altid det, der skal bevares, betroes i en H&o-;ieres Vold, som bevarer det, &streg; saaledes beder endog den kj&ae;rlige Moder Gud at bevare hendes Barn. I den umiddelbare F&o-;lelse forstaaer det ene Menneske aldrig det andet. Saasnart Noget h&ae;nder ham selv, forstaaer han Alt anderledes. Naar han selv lider, forstaaer han ikke en Andens Lidelse, og naar han selv er lykkelig forstaaer han den heller ikke. Selvisk forstaaer den umiddelbare F&o-;lelse Alt om sig selv, og er derfor i Tvesindethedens Splid med alle Andre, thi kun i Oprigtighedens vel forstaaede Ligelighed kan der v&ae;re Eenhed; og i selvisk Kortsynethed forandres hans Overbeviisning bestandigt, eller det er et Tilf&ae;lde, at den ikke forandres, da dette har sin Grund i, at hans Liv tilf&ae;ldigviis ikke ber&o-;res af nogen Forandring. Men en saadan Overbeviisningens Fasthed er en Indbildning i den Forkj&ae;lede, thi ikke da er en Overbeviisning fast, naar Alt ligesom paatvinger En den og f&ae;stner den, men dens Fasthed viser sig i Alts Omskiftelse. Dog undgaaer vel sjeldent et Menneskes Liv alle Forandringer; og i Forandringerne er den umiddelbare F&o-;lelses Overbeviisning en Indbildning, det &o-;ieblikkelige Indtryk oppustes kun til en Betragtning af hele Livet. Saa havde den Tvesindede maaskee en Erkjendelse af det Gode; det stod i Betragtningens &O-;ieblik saa tydeligt for ham, saa klart, at det Gode dog i Sandhed har alle Fordele paa sin Side, at det i Sandhed er Vinding baade for dette Liv og for det kommende; ja, det var ham om Hjertet, som maatte han kunne overbevise hele Verden derom. Maaskee fordredes dette dog ikke af ham, at han saaledes skulde gaae ud med sin vundne Overbeviisning for at overbevise Andre; men Pr&o-;velsen udeblev derimod ikke, der skulde fors&o-;ge hans &streg; vundne Overbeviisning. Ak, Betragtning og Betragtningens &O-;ieblik skjuler trods al sin Klarhed let over en Skuffelse, fordi dens &O-;ieblik har Noget tilf&ae;lles med den forfalskede Evighed. Der er en Forkortning, som er n&o-;dvendig for at Betragtningen kan komme istand, den maa forkorte Tiden meget, ja den maa egentligen kalde Sindet og Tanken bort fra Tiden for at fuldende sig selv i en forfalsket evig Afrundethed. Det er hermed ligesom naar Kunstneren tegner et Land; Tegningen kan jo ikke blive saa stor som Landet, den bliver uendeligt mindre, men desto lettere bliver det ogsaa for Betragteren at overskue hiint Lands Omrids. Og dog vil det vel h&ae;nde Betragteren, naar han pludseligen blev hensat i hiint Lands Virkelighed, hvor det har hele sin Gyldighed med de mange, mange Mile, at han da slet ikke kan kjende Landet igjen, eller faae noget Syn af det, eller som Reisende hj&ae;lpe sig til Rette i det. Saaledes vil det ogsaa gaae den Tvesindede. Hans Erkjendelse har dog v&ae;ret et Sandsebedrag; hvad der ligesom luftt&ae;t var presset sammen i Betragtningens Fuldendthed, det skal nu tr&ae;kkes ud i hele sin L&ae;ngde, det er nu ikke mere en Afrundethed, men er i Bev&ae;gelse. Thi Livet er som en Digter og saaledes forskjellig fra Betragteren, der altid slutter af: Digteren river os midt ind i det. Nu staaer den Tvesindede der med Betragtningens Tegning; Tiden, som var udeladt i Betragtningen, begynder at gj&o-;re sin Ret gjeldende. Og det forstaaer sig, den Ret har Tiden i al Evighed ikke, at negte, at det Gode jo har alle Fordele paa sin Side, men den har Tilladelse til at tr&ae;kke Tiden ud, og derved at gj&o-;re den i Betragtningen tilsyneladende saa ligefremme Forstaaelse noget vanskeligere, saa Forstaaelsen just ikke saaledes bliver mindre ligefrem, at den blev krum og skj&ae;v, men vel saaledes, at den bliver mindre ligefrem &streg; at l&o-;be til. Istedenfor nu at holde Betragtningen hos sig og holde sig til Betragtningen, for da med den, ligefrem, men Skridt for Skridt, at gjennemtr&ae;nge Tiden, lader den Tvesindede Tiden skille ham fra Betragtningen. Er dette ikke Tvesindethed: at v&ae;re i Tiden uden nogen Betragtning, uden nogen bestemt Tanke, eller rettere at v&ae;re i Tiden idelig og idelig skuffet ved at have eller have havt en Betragtning! Betragtningens &O-;ieblik havde han letsindig misforstaaet som Alvor, og da saa Alvoren kom, da kastede han Betragtningen fra sig, og misforstod Betragtningens &O-;ieblik som et Bedrag, indtil han atter blev alvorlig i et Betragtningens &O-;ieblik. &streg; Eller den Tvesindede tilstod maaskee sig selv, at han havde gjort Uret, havde handlet ilde, var kommen paa en Afvei; men da blev det ham i Overveielsen saa indlysende, saa tiltalende, at det dog er saaledes, at Straffen er som L&ae;gemidlet, ja aldrig, syntes det ham, havde nogen L&ae;ge saaledes gjort L&ae;gemidlet t&ae;kkeligt, som denne Overveielse ligesom indyndede Straffen. Men naar saa Straffen kom, og den, hvad jo ogsaa L&ae;gen veed, et &O-;ieblik gjorde Tilstanden v&ae;rre for ret at tr&ae;nge helbredende ind: da blev han utaalmodig. Han havde i Overveielsen t&ae;nkt sig helbredet, t&ae;nkt, hvor godt det var, naar det var overstaaet &streg; naar det var overstaaet. Saaledes har altid den Dovne en uforholdsm&ae;ssig Indbildningskraft, han t&ae;nker strax, hvordan han saa vil indrette sig, og hvor godt han saa skal have det, naar f&o-;rst Det og Det er gjort: han t&ae;nker mindre paa, at det er Det og Det han skal gj&o-;re. Og i Overveielsen seer dette jo meget indbydende ud; men naar han skal tiltr&ae;de Veien (thi Overveielsen, den er ude over Veien), saa forandres Alt. Istedenfor nu at beholde Overveielsen og Overslaget hos sig, og holde sig den efterrettelig, kaster han Overveielsen fra sig. Letsindigt har han taget Overveielsen forf&ae;ngeligt, som var den Helbredelsen ved L&ae;gemidlet; og da Helbredelsen skal begynde, misforstaaer han Overveielsen letsindigt som et Bedrag. Er dette ikke Tvesindethed: at v&ae;re syg, at give sig under L&ae;gens Behandling, og saa ikke ville troe L&ae;gen, men vilkaarligt afbryde! Er dette ikke Tvesindethed, naar den Syge maaskee er gaaet ind i Badet, hvor Heden voxer, men nu pludselig finder det for varmt, l&o-;ber ud &streg; udsat for alle Farer; er det ikke Tvesindethed, naar han dog endnu har en Levning af Overveielsen tilbage og derved en Forestilling om, at han egentligen er syg, og derfor snart igjen begynder sin Helbredelse paa samme Maade! I den Erkjendelse, der, som Betragtning og Overveielse, er paa Evighedens Afstand fra Tid og Virkelighed, er der vel Sandhed, den Erkjendende kan forstaae Sandheden deri, men han kan ikke forstaae sig selv. Det er vist, at uden denne Erkjendelse er et Menneskes Liv mere eller mindre tankel&o-;st men _detdet er ogsaa vist, at denne Erkjendelse, fordi den er i en forfalsket Evighed for Indbildningen, udvikler Tvesindetheden, dersom den ikke redeligen erhverves _langtsomlangsomt ved Villiens Reenhed. Saa havde den Tvesindede maaskee en Villie til det Gode; thi vel har ogsaa Den, der bedrages til Tvesindethed ved F&o-;lelsen, eller ved hiin fjerne Erkjenden, en Villie, men denne fik ingen Magt, og Spiren til Tvesindetheden laae i det indre sj&ae;lelige Misforhold. Altsaa, han har en Villie til det Gode, han er ikke uden Fors&ae;t eller Fors&ae;tter, og Beslutninger og Planer for sig selv, og ikke uden Deeltagelsens Planer for Andre. Men dog er der undgaaet ham Noget, han mener nemlig ikke, at Villien i sig selv er eller dog skal v&ae;re det Fasteste af Alt, at den skal v&ae;re haard som det Sv&ae;rd, der kunde hugge Stene, og som dog var saa bl&o-;dt, at det kunde vikles om Livet; han mener ikke, at det er Villien et Menneske skal st&o-;tte sig ved, ja, at naar Alt brister, at det da er Villien et Menneske maa holde sig til; han mener ikke, at Villien er det Bev&ae;gende, men at den skal selv bev&ae;ges, at den i sig selv er vaklende og derfor skal underst&o-;ttes, at den skal bev&ae;ges og underst&o-;ttes ved Grunde, Hensyn, Andres Raad, Erfaringer, Leveregler. Hvis vi, hvad der jo er rigtigt, ville sammenligne Villien med Skibets Fart, Villien i Mennesket med Skibets Fart, i hvilken det (Mennesket) f&o-;res frem: da mener han derimod, at Villien, istedetfor at drive Alt, selv er Noget, der skal sl&ae;bes fremad, at det er Grunde, Hensyn, Andres Raad, Erfaringer, Leveregler, der ligesom gaae ved Siden af, og tr&ae;kke eller sl&ae;be Villien fremad, saa Villien sammenlignes med Skibet, ja med et Fragtskib. Men i samme &O-;ieblik er Villien netop gjort afm&ae;gtig, nedsat &anfbeg;til en vis Grad&anfslut;, i Forhold til som der er Grunde og Hensyn og Raad, og i Forhold til, som disse forholde sig til hinanden indbyrdes. Han har vendt Alt om; hvad der i Livet er det Sinkende &streg; for hver Den, der med Evighedens Fart styrer mod en bedre Verden, mener han er det Fremadskyndende, og hvad der skal v&ae;re det Fremadskyndende gj&o-;r han til det Sinkende eller dog til det i sig selv Ubev&ae;gelige. En Saadan maa jo blive i Tvesindetheden, paa Tvesindethedens Inds&o-; travl i Smaa-&Ae;rinder, naar han istedenfor ved Villien til det Gode at faae Farten ud af alt det Sinkende, kun seiler med det Sinkendes Hurtighed. Et Menneske tiltr&ae;der sit Liv; haabende alt Godt for sig med gode &O-;nsker for Andre tr&ae;der han ud i Verdens Mangfoldighed, som Den, der fra Landet kommer til den larmende store Stad, i Mangfoldigheden, der, hvor De travlt og hastende ile hinanden forbi, hvor Hver passer Sit i den uhyre Krydsen, hvor Alt er i Forbigaaende, hvor det er som saae man hvert &O-;ieblik bekr&ae;ftet, hvad man har l&ae;rt, og i samme &O-;ieblik modbeviist, dog uden nogen Standsning i V&ae;rkets Uro; i Mangfoldigheden, den altfor store Skole for Erfaringen, thi her kan man erfare alt Muligt, eller at Alt er muligt, selv hvad den Uerfarne mindst vilde troe, at det Gode sidder &o-;verst tilbords og Forbrydelsen n&ae;st &o-;verst, eller Forbrydelsen &o-;verst og det Gode n&ae;st &o-;verst &streg; i godt Selskab med hinanden: saa staaer han der. I sig selv har han en Modtagelighed for Tvesindethedens Sygdom, hans F&o-;lelse er reent umiddelbar, hans Erkjendelse kun styrket ved Betragtning, hans Villie ikke modnet: hurtigt, ak hurtigt er han da smittet &streg; eet Offer mere. Det er ikke noget Nyt, men en gammel Fort&ae;lling; som det gik ham, saa er det gaaet Tusinder f&o-;r ham &streg; det siger han nu selv i Forbigaaende til sin Undskyldning, thi han har modtaget Undskyldningernes Indvielse. Maaskee vilde her en Taler &streg; der var ligesaa tvesindet som hiin Tvesindede, og derfor egentligen kun vil bedrage, vil skildre os det at ville det Gode lokkende, lokkende med den Udsigt at blive til Noget i Verden, maaskee vilde han ende Skildringen med, at hiin Tvesindede blev til Intet i Verden &streg; for at forf&ae;rde os. Men vi ville ikke bedrage, vi ville endnu mindre gj&o-;re det Forf&ae;rdelige, at forf&ae;rde ved et Bedrag, hvilket er ligesom at anbefale Usandheden, vi ville kun sige, at, evig forstaaet, blev hiin Tvesindede til Intet. I Timeligheden derimod blev han formodentlig i Forhold til sine Evner og sin utr&ae;ttelige Travlhed en velhavende Mand, eller til en vis Grad en velhavende Mand, en anseet Mand, eller til en vis Grad en anseet Mand, eller hvad han saadan kunde blive indenfor det Omfang: til en vis Grad, hvormed end ikke er negtet, at han jo gjerne kunde blive den rigeste Mand i Verden, thi ogsaa det at v&ae;re den Rigeste er kun et Noget til en vis Grad, medens ene Evighedens Bestemmelser ere over en vis Grad. Timeligheden med Alt hvad som den tilh&o-;rer er ligesom dens Sandheder, til en vis Grad, kun Evigheden og dens Sandhed er evig. Derfor lader os ikke bedrage og sige, at man, jordisk forstaaet, i Timeligheden kommer videst ved at ville det Gode i Sandhed; lad Talen ikke v&ae;re lige saa tvesindet som Verden er. Nei, i Timeligheden kommer man, jordisk forstaaet, videst ved Tvesindethed og fornemlig, det maa indr&o-;mmes, ved den Tvesindethed, der har en u&ae;gte Glands af Eenhed og Enighed med sig selv. See, &Ae;rlighed varer l&ae;ngst, den varer nemlig ogsaa da, naar den rige Mand blev fattig ved sin &Ae;rlighed, den varer ogsaa da, naar den engang rige, senere fattige, Mand er d&o-;d og borte; og naar Verden er gaaet under og glemt, naar der hverken er Fattigdom eller Rigdom eller Penge mere, naar den engang rige, senere fattige, Mand l&ae;ngst har glemt Fattigdommens Lidelser, da varer endnu hans &Ae;rlighed. Og dog skulde man troe, at &Ae;rlighed kun forholdt sig til Penge og Penges V&ae;rd, at det gik den ligesom U&ae;rligheden, at den oph&o-;rte med Penge-Verdenens Oph&o-;r. Ja vist forholder &Ae;rlighed sig til Rigdom og Fattigdom og Penge, men den forholder sig ogsaa til det Evige, og den forholder sig ikke tvesindet: til Penge og til det Evige, den forholder sig i Penge-Forholdet &streg; til det Evige. Derfor varer den, den varer ikke l&ae;ngst til en vis Grad, den varer. Hiint Udsagn er derfor intet Ordsprog, det er en evig Sandhed, det er Evighedens Opfindelse. Derimod er der et Ordsprog, som siger: at der skal lidt mere til end &Ae;rlighed for at komme gjennem Verden. Men Sp&o-;rgsmaalene, paa hvilke Udsagnene svare, ere ogsaa yderst forskjellige: det som sp&o-;rger, om hvad der varer; og det som sp&o-;rger: hvorledes kommer jeg igjennem. Den, der kun sp&o-;rger om, hvorledes han kommer igjennem, han vil jo ikke videre; men den, der sp&o-;rger om, hvad der varer, han er allerede kommen igjennem, han er allerede gaaet over fra Timeligheden til Evigheden, skj&o-;ndt han endnu lever. Den Ene erkyndiger sig kun til en vis Grad, den Anden sp&o-;rger evigt, og hvis han i Fristelsens Stund, da hans &Ae;rlighed fors&o-;gtes, spurgte rigtigt, saa faaer han strax og hisset faaer han igjen Evighedens Svar: ja den varer! &streg; O, det er dog bedre, at gaae til Sorrigs Huus end til Gj&ae;stebudshuus, og selv der kan man jo l&ae;re, at &anfbeg;om hundrede Aar er Alting glemt&anfslut;. Ja, visseligen l&ae;nge f&o-;r er Gjestebuddet glemt, og de gj&ae;ve Br&o-;dre, men sandeligen det Evige ikke, ikke om tusind Aar. B. Skal et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han ville gj&o-;re Alt for det Gode, eller ville lide Alt for det Gode. M. T., synes det Dig nu saaledes, saa ville vi, inden der gaaes videre, minde om Talens Gang hidtil; thi Talen har jo ogsaa sin udviklende Gjerning, og f&o-;rst naar denne er fuldkommet i den forn&o-;dne Langsomhed, at vi ere i Forstaaelse med hinanden om hvad Talen foruds&ae;tter, f&o-;rst da kan Talen, betrygget, bruge den tiltalende Hurtighed, der egentlig er Talens Liv. &streg; Altsaa, Hjertets Reenheed er at ville Eet; men at ville Eet kunde ikke betyde at ville Verdens Lyst og hvad dertil h&o-;rer, selv om man kun n&ae;vnte Eet som sit Valg, da dette Ene dog ved et Bedrag var Eet; at ville Eet kunde heller ikke betyde, at ville det i Forf&ae;ngelighedens Forstand Store, som blot svimlende synes Eet. For i Sandhed at ville Eet maatte man ville det Gode. Dette var det F&o-;rste, Muligheden af at kunne ville Eet; men for da virkeligen i Sandhed at ville Eet maatte man ville det Gode i Sandhed. Om enhver Villen af det Gode derimod, som ikke vil det i Sandhed, maa der siges, at den er Tvesindethed. Saa var der en Tvesindethed, som mere kraftig og handlende i en Slags Overeensstemmelse med sig selv syntes at ville det Gode, men bedragersk vilde noget Andet, den vilde det Gode: for L&o-;nnens Skyld, af Frygt for Straf, eller i Selvraadighed. Men der var en anden Tvesindethed, Svaghedens, den der er almindeligst blandt Menneskene, den mangfoldige Tvesindethed, som vil det Gode i en Slags Oprigtighed, men kun til en vis Grad. Nu gaaer Talen videre. Skal da et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han ville gj&o-;re Alt for det, eller han maa ville lide Alt for det. Dette forstaae vi igjen saaledes, at denne Inddeling deler Menneskene, eller minder om den Deling, som er i Virkeligheden, i: de Handlende og de Lidende, saaledes at vi, hvor Talen er om at ville gj&o-;re Alt, tillige t&ae;nke paa den Lidelse, som kan v&ae;re forbunden dermed, uden dog at kalde et saadant Menneske en Lidende, da han v&ae;sentligen er Handlende. Men ved de Lidende t&ae;nke vi paa dem, som Livet selv synes at have anviist de stille, og om man saa vil, de unyttige Lidelser, unyttige, fordi Lidelserne ikke gavne Andre, ikke gavne nogen Sag, snarere ere Andre og de Lidende selv til Byrde. 1) Skal et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han ville gj&o-;re Alt for det Gode. F&o-;rst tale vi da om: at ville gj&o-;re Alt for det Gode. Alt &streg; dog bliver denne Tale ikke let af ubegr&ae;ndseligt Omfang, naar Alt skal n&ae;vnes; bliver det ikke en Umulighed at beherske Forskjellighederne og Talen derved ubestemmelig, da jo det Gode kan fordre det Forskjelligste af de Forskjellige: kan stundom fordre, at et Menneske skal forlade sin anseete Stilling og if&o-;re sig Ringhed, skal bortgive al sin Eiendom til de Fattige, skal end ikke turde begrave sin Fader; og da igjen kan fordre af Andre, at de skulle overtage Magten og V&ae;rdigheden som bydes, at de skulle overtage Rigdommens Virkekraft, at de skulle begrave Faderen, og maaskee en stor Deel af deres Liv v&ae;re helliget til den Troskab, der forsaavidt er tro over Lidet, som det egne Liv ingen egne Fordringer har, men kun er tro over en Afd&o-;ds Minde! Nu saa lader os derfor, istedenfor til Forvirring og Adspredelse at mangfoldiggj&o-;re Enkelthederne, hvorved desuden saa let mindes om Smaalighedens Rangstrid, naar den Ene ved at gj&o-;re det Ene troer at gj&o-;re mere for det Gode end den Anden, der gj&o-;r noget Andet, om de dog, hvis de Begge i Forhold til Fordringen gj&o-;re Alt, gj&o-;re lige meget, og hvis Ingen af dem gj&o-;r Alt, gj&o-;re lige lidt; lader os istedenfor at mangfoldiggj&o-;re Enkelthederne, eenfoldiggj&o-;re dette Alt i sin v&ae;sentlige Eenhed og Ligelighed, idet vi sige, at ville gj&o-;re Alt er: at ville v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen; thi Afgj&o-;relsen er netop det afgj&o-;rende Alt, som den ogsaa er det v&ae;sentlige Eet. Saa bliver der ingen fristende Anledning til Smaalighedens misforstaaede Rangstrid; saa kan Talen fatte sig kortere, den beh&o-;ver ikke at n&ae;vne det Mangfoldiges mange Navne, og er dog netop i Sandheden, idet denne v&ae;sentlige Korthed svarer til den fyldige Korthed, som det i Livet er, at ville v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Ingen troe nemlig, at dette er en vidtl&o-;ftig Sag, tvertimod er det dette, som i Evighedens Forstand, hvis jeg saa t&o-;r sige, forkorter alle Livets Br&o-;ker, (thi Evighedens L&ae;ngde er den sande Forkortning) l&o-;ser op for alle dets Vanskeligheder, og det er, ved at ville v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen, at der vindes saa megen Tid; thi hvad der tager Menneskenes Tid, naar de klage over Mangel paa Tid, er Raadvildhed, Adspredthed, halve Tanker, halve Beslutninger, Uafgjorthed, store &O-;ieblikke &streg; store &O-;ieblikke, derfor var det vi sagde, at v&ae;re og forblive, at Afgj&o-;relse ikke forvexles med et h&o-;imodigt &O-;iebliks Oversp&ae;ndthed. Den, der vil v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen, han kan faae Tid &streg; til alt Muligt, nei, det kan han ikke, men det beh&o-;ves jo heller ikke, thi han vil kun Eet, og derfor vil han netop ikke have med alt Muligt at gj&o-;re, og netop derfor faaer han god Tid til det Gode. At ville v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen er Sandhedens korte Udtryk for det, at ville gj&o-;re Alt, og i dette Udtryk er der iagttaget den Ligelighed, der ingen Forskjel kjender i Forhold til hiin Livets eller det menneskelige Vilkaars v&ae;sentligere Forskjellighed: at v&ae;re Handlende eller at v&ae;re Lidende, thi ogsaa den Lidende kan v&ae;re med det Gode i Afgj&o-;relsen. Dette er Tanken og Talen af Vigtighed, at der ikke er eller foranlediges Splidagtighed, at Talen ikke foranlediger den Handlende, som kan gj&o-;re saa meget i den udvortes Verden, til opbl&ae;st at sammenligne sig med den Lidende; eller foranlediger den Lidende, der ligesom byrdefuldt spilder sin Tid i unyttige Lidelser, til mismodigt at sammenligne sin Unyttighed, sin Elendighed, sin ikke blot overfl&o-;dige, men for Andre byrdefulde Tilv&ae;relse, med de Handlendes store Bedrifter. Ak, ofte nok maa en saadan Ulykkelig, foruden sin tunge, uskyldige Lidelse, endnu b&ae;re Overmodets og Travlhedens og Dumhedens str&ae;nge Dom, der vel kan irettes&ae;tte ham, vel kan kr&ae;nke ham, men ikke kan forstaae ham. Dog nu tale vi om, at gj&o-;re Alt, og tale om de Mennesker, hvem paa een eller anden Maade den udvortes Verden er anviist som Skueplads. Hvor stor eller lille Opgaven er, gj&o-;r aldeles ingen Forskjel, Gud v&ae;re lovet, det gj&o-;r aldeles Intet i Forhold til det H&o-;ieste, i Forhold til at ville gj&o-;re Alt. O, hvor er dog det Evige saa barmhjertigt mod os Mennesker! Al den ford&ae;rvelige Strid og Sammenligning, der hovmoder og kr&ae;nker, der sukker og misunder, kjender det Evige ikke; ligelig er dets Fordring til Enhver, den St&o-;rste, der har levet, og den Ringeste; ja, ikke smiler Solens Straale mere ligeligt til Bondens Hytte og til Herskerens Palads, end det Evige seer ligeligt ned til den H&o-;ieste og til den Ringeste, ligeligt, nei ikke ligeligt, thi hvis den H&o-;ieste ikke vil gj&o-;re Alt, da seer Evigheden i Vrede til ham. Og skulde det nogensinde, ved menneskelig Opfindsomhed, tilsidst lykkes den Rige at kunne narre Solen til at skinne mere indbydende over hans Palads end over Armodens Hytte: det Gode og Evigheden skal man aldrig saaledes kunne narre. Fordringen er ligeligt den samme til Enhver: at ville gj&o-;re Alt; opfyldes den, saa lyser det Gode sin Velsignelse ligeligt over Enhver som er og forbliver i Afgj&o-;relsen. Skulle vi nu, paa jordisk og timelig Viis, anbefale Afgj&o-;relsen; skulle vi sige: &anfbeg;lige saa godt at springe i det som at krybe i det, vov det derfor lige saa godt f&o-;rst som sidst, thi det kan vel lykkes en Tidlang at dandse paa Roser, men Besv&ae;rlighedernes vanskelige Tid kommer nok, og saa er det altid godt at v&ae;re forberedt.&anfslut; O, lader os aldrig ville s&ae;lge det Hellige, eller rettere, lader os aldrig glemme, at i den Forstand er Evigheden ikke tilfals, at den holder sig for god til at s&ae;lges naar den skal kj&o-;bes af en Tingende, en Formastelig. Ja, dersom en Tempelr&o-;ver blandt Forbrydere er en af de afskyeligste, da er denne sminkede Kl&o-;gt det ogsaa, der kl&o-;gtig vil det H&o-;ieste, uden at ville det i Sandhed. Men lykkes det end Tempelr&o-;veren at rane de hellige Skatte, virkelig at s&ae;tte sig i Besiddelse af dem, fordi de ere noget Udvortes: hiin Kl&o-;gtige lykkes det aldrig at stj&ae;le Afgj&o-;relsen eller at stj&ae;le sig til Afgj&o-;relsen. Den ud&o-;vende Retf&ae;rdighed, der evigt ud&o-;ver Retf&ae;rdighed, er saa aarvaagen, at enhver Forbrydelse ikke blot ikke bliver farlig for det Evige, men end ikke, i Ufuldkommenhedens Forstand, virkeligen bliver til, da den bliver en Selvangivelse. I Forhold til det Evige er Forbrydelsens H&o-;ieste ligesom hvis Tempelr&o-;veren, istedenfor at stj&ae;le de hellige Kar, gik hen til &O-;vrigheden og sagde: jeg vilde stj&ae;le de hellige Kar, saaledes: det lykkes ikke med at stj&ae;le Afgj&o-;relsen, men den Skyldige melder sig blot selv hos det Evige og siger: jeg vilde stj&ae;le Afgj&o-;relsen. Thi evigt er der intet Sandsebedrag, og saaledes heller ikke, hvad der s&ae;deligt er det Samme, ingen virkelig Besiddelse &streg; af stjaalent Gods. Lader os derfor ikke bedragersk og ikke daarligen anbefale Afgj&o-;relsen. &O-;nsker Nogen at liste sig gjennem Livet, saa lad ham det, eller, gid dog Sandheden engang maatte gribe ham, saa han vil Afgj&o-;relsen for det Godes Skyld, men lad os ikke indbilde ham, at han ved en List kunde listigen tage Afgj&o-;relsen med sig paa sin listende Vei gjennem Livet. Afgj&o-;relsen er, at ville gj&o-;re Alt for det Gode, er ikke, kl&o-;gtigen at ville have Fordeel af det Gode. Ak, men der er i ethvert Menneske en Magt, en farlig og ogsaa en stor Magt. Denne Magt er Klogskaben. Klogskaben attraaer bestandigt mod Afgj&o-;relsen, den k&ae;mper for sit Liv og sin &Ae;re, thi seirer Afgj&o-;relsen, da er Klogskaben som aflivet, nedsat til at v&ae;re en Tjener i Foragtelighed, hvis Tale man n&o-;ie agter paa, men hvis Raad man foragter at f&o-;lge. Indvortes bruger nu Mennesket Klogskaben paa en ford&ae;rvelig Maade, til at forhindre sig selv fra at komme ud i Afgj&o-;relsen. Paa utallige Maader kan den misbruges saaledes; men for atter ikke at mangfoldiggj&o-;re det Ligegyldige og derved drage Opm&ae;rksomheden fra det Vigtige, ville vi igjen betegne denne Misbrug med eet bestemt Udtryk: at s&o-;ge Udflugt. &streg; At forlade sin Post, at flygte i Slaget, er altid van&ae;rende, men da har Klogskaben opfundet en sindrig Vending, der forekommende forhindrer Flugten: det er Udflugten. Ved Hj&ae;lp af Udflugten kommer man nemlig ikke i Faren, og man taber altsaa heller ikke sin &Ae;re ved at flygte i Faren; tvertimod, man kommer ikke i Faren &streg; det er een Fordeel; og man vinder stor &Ae;re som meget klog &streg; det er to Fordele. Kun Evigheden, det Gode, og saaledes ogsaa den hellige Skrift er af en anden Mening om Udflugterne, og de meget &ae;rede Kl&o-;gtige; thi om dem er det jo der tales, naar der siges: &anfbeg;Nogle unddrage sig til deres egen Ford&ae;rvelse&anfslut; (Hebr.10.39.) Forunderligt, man kan altsaa unddrage sig en Fare, og naar man troer sig sikker og frelst (hvilket man jo ogsaa skulde troe, siden man undgik Faren), da er man netop sjunken i Ford&ae;rvelsen. Saa siger da en Klog: &anfbeg;bag efter er for sildig, naar jeg f&o-;rst har vovet mig for langt ud og er knuset, hvo skal da hj&ae;lpe mig; saa skal jeg v&ae;re en V&ae;rkbruden for hele mit &o-;vrige Liv, en Spot og et Ordsprog blandt Menneskene, hvo skal saa hj&ae;lpe mig?&anfslut; Hvo der skal hj&ae;lpe ham? Hvo Anden vel end den Magt, i Tillid til hvilken han vovede sig saa langt ud &streg; dog vel ikke som Den, der er st&ae;rkere og hj&ae;lper en Svag, men som, naar den unyttige Tjener gj&o-;r Alt for at gj&o-;re sin Herres Villie. Men nu taler den Kloge ved Hj&ae;lp af Udflugterne, som var det Gode selv ingen Magt, eller som var dets Magt for Intet at regne, saa det altsaa var den Kloge, der (hvis han vilde vove det) ved at gj&o-;re Alt, skulde hj&ae;lpe paa det Gode. Er dette saa, da er det jo rigtignok sandt, at der Ingen er til at hj&ae;lpe ham &streg; dersom han virkeligen vovede saaledes, og Det da virkeligen indtraf, hvad en kl&o-;gtigt opfindsom Indbildning udfinder, for at Udflugtens kummerlige Baggrund kan glemmes over den Skr&ae;k indjagende Forgrund. Saa grundl&o-;s er Udflugten. Og selv om det Forf&ae;rdelige nu skete, at den tillidsfuldt Vovende kom til Skade: pleier dog endog en jordisk Regjering at s&o-;rge for sine troe Tjenere, der i Troskab mod Staten gaae den farefulde Gang, skulde da Gud og det Gode ikke ogsaa s&o-;rge for sine troe Tjenere, naar de blot ere oprigtige! Og selv om det Forf&ae;rdelige skete, naar den Oprigtige havde vovet Alt, at det da var, som sagde Styrelsen til ham: min Ven, Dig kan jeg ikke bruge: o, det er dog vist, at det ringeste Naadebr&o-;d i det Godes Tjeneste er uendeligt saligere end at v&ae;re den M&ae;gtigste udenfor. Sandeligen, Sandeligen, det er dog sandt, det er med B&ae;ven sandt, i Forhold til den Ugudelige, men det er ogsaa i Naade gl&ae;deligt sandt for den Oprigtige: Gud narres ikke med et Menneske! Selv om den Oprigtige kom til Skade, maaskee var det dog netop dette Styrelsen skulde bruge! Er det ikke oftere seet, at Br&o-;nden f&o-;rst blev tilkastet, da Barnet var faldet i, medens den forstandigste Tale og Formaning Intet havde bevirket: nu vel, hvis den Oprigtige er villig til at v&ae;re Barnet, der falder i, har saa hans Voven v&ae;ret _{frugtesl&o-;s?}frugtesl&o-;s! &streg; Saa siger en Anden: &anfbeg;jeg har ikke Kr&ae;fter til saaledes at vove Alt&anfslut;. Atter Udflugt, en Udflugt ved Hj&ae;lp af det Ord: &anfbeg;Alt&anfslut;, thi det Gode kan jo ogsaa regne og beregne Fordringen i Forhold til de Kr&ae;fter han har. Og dern&ae;st, hvis han i Oprigtighed vil vove, da faaer han vel nok Kr&ae;fterne i Afgj&o-;relsen. Men den Kloge vil ved Hj&ae;lp af Udflugterne have Kr&ae;fterne forud, han vil tage dem forf&ae;ngeligt, som naar Krigeren, for at v&ae;re sikker paa at blive udm&ae;rket i Slaget, forlanger Udm&ae;rkelsen forud. Og dog er dette Billede usandt, thi det er tvivlsomt, hvorvidt Slaget giver Kr&ae;fter, men det er vist, at Tilliden, hvormed der voves, giver overmenneskelige Kr&ae;fter, men det er ogsaa vist (o, forunderlige N&o-;iagtighed!) at Den, der ikke har Tilliden, han fatter det heller ikke. See, det store Krigsskib faaer f&o-;rst sin Bestemmelse at vide paa Dybet, Skuden veed Alt forud. Og aandeligt forstaaet er kun Den paa Dybet, der vil gj&o-;re Alt, ligegyldigt enten han er den H&o-;ieste eller den Ringeste; Skuden er den Kloge, ligegyldigt enten han er den H&o-;ieste eller den Ringeste. &streg; Saa siger Een: &anfbeg;den Smule jeg kan gj&o-;re er for Intet at regne&anfslut;. Den Kloge er h&o-;flig, han underbyder, han siger: &anfbeg;hav mig undskyldt&anfslut;, han lader som var det Gode en fornem Mand, og det at ville det Gode en fornem Sag. Men det er en Misforstaaelse, dog nei, her er det en Udflugt. Det Gode er ikke fornemt, det forlanger hverken Mere eller Mindre end Alt; om dette er en Smule eller ikke, gj&o-;r hverken fra eller til. O, Enkens Skj&ae;rv men den var Alt hvad hun eiede, var for Gud ligesaa stor en Sum som al Verdens Guld i een Dynge, og om En, der eiede al Verdens Guld, gav Alt, han gav ikke mere. Ja, naar der borgerligt indsamles Pengebidrag, saa var det muligt, at Indsamleren baade velvilligt og _fornemfornemt havde sagt til Enken: &anfbeg;nei, Moder, behold hun kun den Skj&ae;rv&anfslut;. Men det Gode, hvorledes skulle vi sige det, dets Godhed er saa stor, at det ingen Forskjel kjender. &streg; Saa siger Een: &anfbeg;jeg kan ikke forsvare det for Kone og B&o-;rns Skyld&anfslut;. Ak, selv den borgerlige Regjering pleier jo .... dog dette passer ikke; men mon han, Manden og Faderen, da virkeligen kunde gj&o-;re noget Bedre for Kone og B&o-;rn, end at indprente dem denne Tro paa Forsynet. Det er da ikke her som i det borgerlige Liv, at Den, der vover, t&o-;r haabe paa, at Staten vil s&o-;rge for Kone og B&o-;rn: nei, aandeligt forstaaet, har han netop selv s&o-;rget allerbedst for dem, idet han vover; thi derved har han viist dem, at han idetmindste har Troen paa Forsynet. Det er da ikke her som i det borgerlige Liv, at Den, der lader v&ae;re at vove, kan gj&o-;re det af Omsorg for Kone og B&o-;rn, thi, aandelig forstaaet, viser den Frygtagtige, at han ikke har Omsorg for Kone og B&o-;rns sande Vel. &streg; Saa siger Een: &anfbeg;Erfaringen l&ae;rer, at det Rigtigste er, at dele sine Kr&ae;fter, at man kan vinde paa det Ene, naar man taber ved det Andet; jeg skylder mig selv, og Hensynet til min Fremtid, ikke saaledes at s&ae;tte Alt ind paa Eet.&anfslut; Ja, Gud give han ikke blot vil tage et Hensyn til sin Fremtid, thi det er for Lidet, men s&ae;tte sig den ene for &O-;ie, og huske paa, at hans Fremtid er &streg; en Evighed. Dog hvor skulde man vel blive f&ae;rdig med at tale om alle Udflugter, hvo vilde paatage sig dette frugtesl&o-;se Arbeide, denne F&ae;gten i Luften! Og selv om Nogen vilde, selv om det lykkedes ham at t&ae;lle dem alle, og et &O-;ieblik at holde dem sammen, at de ikke som rette Overl&o-;bere smuttede bort, antoge et andet Snit, men bleve i V&ae;sen det Samme: der bliver dog altid een Udflugt tilbage, om der dog ikke skulde v&ae;re een endnu, om en priselig Klogskab ikke skulde lade En ved et gjentagent Eftersyn opdage, at der var een Grund overseet og altsaa een Udflugt endnu mulig. Saa gav da den Tvesindede, forledt af Klogskaben, efter for Udflugterne. &anfbeg;Men saa blev han ikke til Noget.&anfslut; O, lader os ikke bedrage Ynglinge, lader os ikke sidde og kj&o-;bslaae i Forgaarden til det Hellige, ikke danne en vanhellig Indledning til det Hellige, som skulde man ville det Gode i Sandhed for at blive til Noget i Verden. Jo vist blev den Kloge til Noget, endog til noget Stort i Verden. Men der er en Magt, som hedder Erindringen; den skal v&ae;re alle Gode som alle Elskende kj&ae;r, ja Elskende skal den endog v&ae;re saaledes kj&ae;r, at de n&ae;sten, fremfor Synet af hinanden, foretr&ae;kke denne Erindringens Hvisken, naar de sige: husker Du dengang, og husker Du dengang! See, Erindringen bes&o-;ger ogsaa den Tvesindede. Da siger den til ham: husker Du dengang, ... Du vidste godt med Dig selv og med mig, hvad der fordredes af Dig, men Du unddrog Dig (til Din egen Ford&ae;rvelse), erindrer Du det; det var derved Du vandt en stor Deel af Din Formue (til Din egen Ford&ae;rvelse), erindrer Du det! Husker Du dengang? ... Du vidste med Dig selv og med mig, hvad Du skulde vove, Du vidste og, hvad Fare dermed var forbunden, erindrer Du, Du unddrog Dig (til Din egen Ford&ae;rvelse), erindrer Du ... dog det gj&o-;r Du vel, thi H&ae;derstegnet paa Dit Bryst b&ae;rer Du jo til Erindring derom, om at Du unddrog Dig til Din egen Ford&ae;rvelse! Husker Du dengang .... Du vidste meget godt med Dig selv og med min eenlige Stemme i Dit Indre, hvad Du skulde v&ae;lge, men Du unddrog Dig (til Din egen Ford&ae;rvelse), husker Du det, det var dengang, da Folke-Gunsten og M&ae;ngdens Jubel hilsede Dig som den Retf&ae;rdige, husker Du det, ja det bliver jo Din Sag at huske Jubelen og Folke-Gunsten, thi i Evigheden vides Sligt ikke, men i Evigheden er det ikke glemt, at Du unddrog Dig! &streg; O, hvad hjalp det dog et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv; hvad hjalp det ham, om han vandt Tiden og hvad Tidens er, naar han br&o-;d med det Evige; hvad hjalp det ham, om han for fulde Seil med Jubelens og Beundringens Medb&o-;r kom gjennem Verden, naar han strander paa Evigheden; hvad hj&ae;lper det, at den Syge indbilder sig, hvad alle Mennesker troe, at han er sund, naar dog L&ae;gen siger: han er syg! Udvortes bruges ogsaa Klogskaben paa en ford&ae;rvelig Maade i Forhold til Afgj&o-;relsen, den misbruges ud efter. Og vi tale jo om de Handlende, og om at ville gj&o-;re Alt for det Gode. Paa mangfoldig Maade kan Klogskaben her misbruges, men lader os atter ikke mangfoldiggj&o-;re det Adspredende, men eenfoldiggj&o-;re det Betegnende, og n&ae;vne alle denne Art Misbrug med eet Navn: Bedraget. Saa veed den Kloge, hvorledes det Gode skal forandres en lille Smule for at vinde Velbehagelighed i Verdens &O-;ine; han veed, hvor meget der skal s&ae;ttes til og hvor meget der skal tages fra; han veed, hvad der indsmigrende skal hviskes Menneskene i &O-;rene, hvad der skal betroes dem under Haanden, og hvorledes Haanden skal trykkes, hvor der skal svinges af fra Sandhedens Afgj&o-;relse, hvorledes Vendingen skal gj&o-;res, og hvorledes han selv i Smidighed skal vende og dreie sig &streg; &anfbeg;at han kan virke desto mere for det Gode&anfslut;. Men Bedragets Hemmelighed, hvortil alle Yttringer deraf paa een eller anden Maade kan henf&o-;res, er denne: at det dog ikke er Menneskene, der tr&ae;nge til det Gode, men det Gode, der tr&ae;nger til Menneskene &streg; derfor maa de jo vindes, thi det Gode er en stakkels Tigger, som er i Forlegenhed; istedenfor, at det er Menneskene, der tr&ae;nge til det Gode, og tr&ae;nge saaledes til det, at det er det ene Forn&o-;dne, at det maa kj&o-;bes til enhver Priis, at ubetinget Alt maa opgives og s&ae;lges for at kj&o-;be det, men at ogsaa Den, som eier det, eier Alt. Ved Bedraget bliver derimod som naturligt er Alle narrede: det Gode gj&o-;r man et Fors&o-;g paa at narre, som i al Evighed mislykkes, thi at det synes at lykkes i fjorten Dage eller i en Levealder er kun Sp&o-;g; den Kloge derimod vinder stor Anseelse i Verden &streg; og er narret; M&ae;ngden forlyster sig ved den smigrende Indbildnings Slikkeri &streg; og er narret! Dette var Bedragets Hemmelighed, at det er det Gode, som tr&ae;nger til Menneskene; den Kloges Hemmelighed er, at han dog ikke ganske kan n&o-;ies med det Godes fattige L&o-;n, men maa see at tjene lidt udenom &streg; ved at gaae lidt udenom. Den Tvesindede gav efter, forledt af Klogskaben; &anfbeg;men saa udrettede han ikke Noget i Verden&anfslut;. Nei, lader os ikke bedrage; han udrettede Meget; en talrig M&ae;ngde af det Godes Venner, eller af gode Venner, sluttede sig beundrende om ham; ja det er vist, de troede rigtignok derved igjen at slutte sig om det Gode, men det maa dog vel v&ae;re en Skuffelse, da den Kloge selv gik uden om. De vare Mange forenede, thi denne Forestilling havde de, at det Gode er noget Overordentligt, og &Ae;re v&ae;re dem og &Ae;re v&ae;re denne sande Forestilling, men de havde da tillige den Forestilling, at det Gode er noget saa overordentligt Stort, at man maa v&ae;re Mange i Forening om at kj&o-;be det. Dog denne Forestilling er ikke &Ae;re v&ae;rd, selv om den svigefuldt kaldes Beskedenhed, den er en Forn&ae;rmelse mod det Gode, som i sin uendelige Godhed ikke forsmaaer den Ringeste, men tillader ogsaa ham at byde og at kj&o-;be &streg; hvis han vil gj&o-;re Alt, og saaledes i Sandhed &ae;re det Gode. Derimod forsmaaer det Gode al taabelig &Ae;re og Anseelse, naar dets Storhed skal sammenlignes med et Jordegods, som den Enkelte ikke har Penge nok til at kj&o-;be, hvorfor et Sammenskud bliver n&o-;dvendigt. Ved M&ae;ngdens Bistand opf&o-;rte nu den Kloge en uhyre Bygning, den var rigtignok Bindings-V&ae;rk (de vare jo ogsaa Mange), men den tog sig godt ud saa l&ae;nge den stod. Men Erindringen, Erindringen, der i h&o-;ieste og alvorligste Forstand, for&ae;dlende selv det grovere Udtryk, er hvad man i den lave, daglige Tale kalder en Rykker, Erindringen bes&o-;ger ogsaa engang den Beundrede. Da siger den sagte til ham: &anfbeg;kan Du huske den svigefulde Vending, Du gav Sagen, det var derved Du vandt den forblindede M&ae;ngde, og derved, at Du kunde opf&o-;re Taarnet saa h&o-;it?&anfslut; Men den Beundrede siger: &anfbeg;tie blot stille, lad aldrig Nogen faae det at vide.&anfslut; &anfbeg;Nu vel&anfslut;, svarer Erindringen, &anfbeg;Du veed jeg er ingen Smaahedskr&ae;mmer, der er i Forlegenhed for mit Tilgodehavende; lad saa v&ae;re, Ingen skal faae det at vide, saa l&ae;nge Du lever, maaskee heller ikke, naar Du er d&o-;d og glemt, men evigt, evigt bliver det erindret.&anfslut; &streg; O, hvad havde det dog hjulpet den utro Tjener, hvis Herre reiste bort, om Herren var reist saa langt bort, at han aldrig mere fik ham at see i Tiden, hvad havde det hjulpet ham, dersom dog den Herre, der reiste bort, var Erindringen, med hvilken han skal samles i Evigheden! Hvad hj&ae;lper det vel den Domf&ae;ldte, at Straffens Dag uds&ae;ttes hele hans Liv igjennem, hvad hj&ae;lper det ham, dersom dog Dommen, som overgik ham, er Evighedens og skal ud&o-;ves i Evigheden! Den Kloge udrettede altsaa Meget. Lad os engang gjennemt&ae;nke denne Tanke: at udrette Noget i Verden; der h&o-;res saa megen baade utaalmodig og vildledende Tale derom. Det er jo godt, at Alle ville udrette Noget, det er jo Alvor at ville det, men skulde det dog ikke ogsaa v&ae;re Alvor: bestemt at forstaae sig selv og Livet i hvad det vil sige, at man udretter saa overordentlig meget, eller at man synes slet Intet at udrette. Dersom Timeligheden, ikke saaledes forstaaet, som den lader sig t&ae;nke, men som den kjendelig er i Virkeligheden en Kjendsgjerning, dersom Timeligheden var det Eviges eensartede Gjennemsigtighed, saa vilde enhver evig Villen i et Menneske og enhver Villen af det Evige ligefrem blive kjendelig i Timelighedens, efter Antagelsen, eensartede Forstand: at den Villende selv blev til Noget i Timeligheden, og viste sig at v&ae;re Noget for Mange; den evige Villen i Mennesket vilde v&ae;re kjendelig ligefrem, som Skrigets St&o-;rrelse er kjendelig paa Lydens St&o-;rrelse i Rummet, som Stenens St&o-;rrelse, naar den kastes i Vandet, er kjendelig paa Kredsens St&o-;rrelse, der dannes. Forholdt det sig saaledes med Timeligheden og det Evige, at de svare til hinanden som Gjenlyden til Lyden, da vilde det, at udrette, v&ae;re den tilforladelige Gjengivelse af den evige Villen i Mennesket; man kunde paa hvad et Menneske udrettede strax see, hvor megen Villen af det Evige der var i ham. Men i saa Fald vilde det da aldrig kunne v&ae;re h&ae;ndt i Timeligheden (for at n&ae;vne det H&o-;ieste og det Forf&ae;rdeligste, men ogsaa det forbilledligt Alt Forklarende), at Guds S&o-;n, da han aabenbaredes i menneskelig Skikkelse, blev korsf&ae;stet, forskudt af Timeligheden, thi han vilde dog vel i evig Forstand det Evige, og dog blev han i Timeligheden kjendelig paa, at han blev forskudt og saaledes kun udrettede lidet. Som det gik ham, saaledes gik det Apostlene, efter deres egen Forventning, og saaledes er det gaaet saa mange det Godes og det Sandes Vidner, i hvem netop den evige Villen flammede st&ae;rkt. Timeligheden, som den kjendelig er, kan da ikke v&ae;re det Eviges Gjennemsigtighed; den er, i sin givne Virkelighed, det Eviges Brydning. Dette gj&o-;r den Bestemmelse: at udrette mindre ligefrem. Jo mere det Evige er i Bev&ae;gelse hos den Vidnende, desto st&ae;rkere er Brydningen; jo mere den Str&ae;bende, istedenfor at ville det Evige, er besl&ae;gtet med Timeligheden, desto mere udretter han i Timelighedens Forstand. Saaledes gaaer det paa mange Maader eller paa alle Maader i Timeligheden. Naar en eiendommelig T&ae;nker, der netop ved sin Eiendommelighed er mere besl&ae;gtet med det Evige og mindre med Timelighedens &O-;ieblik, henvender sin Tale til Menneskene: da bliver han sjeldnere forstaaet eller paaagtet. Naar derimod en snaksom Tilh&ae;nger hj&ae;lper til, for at den Eiendommelige kan blive &streg; misforstaaet: saa lykkes det, saa er der Mange, der strax forstaae det. T&ae;nkeren bliver en Slags Overfl&o-;dighed i Livet; Tilh&ae;ngeren en virksom Mand som udretter saa s&ae;rdeles meget i Timeligheden. Kun en sjelden Gang kan det nogenlunde slaae til, at det Evige og Timelighedens Udretten svare nogenlunde til hinanden, tilf&ae;ldigviis, thi lader os ikke forn&ae;rme Gud og Gud-Mennesket ved at antage, at hvad der h&ae;ndte ham var det Tilf&ae;ldige, at hans Liv udtrykte noget Tilf&ae;ldigt, maaskee Noget, som ikke vilde h&ae;nde ham til andre Tider, hos et andet Folk. Skal der da v&ae;re Mening i den Tale om at udrette, saa maa der gj&o-;res Forskjel mellem &O-;ieblikkets Syn paa en Sag og Evighedens Syn paa Sagen. Disse ere tvende modsatte Syn, mellem hvilke ethvert Menneske har at v&ae;lge i Forhold til sin egen Str&ae;ben og i Forhold til enhver samtidig Str&ae;ben, thi at d&o-;mme &streg; efter Udfaldet (hvorved der fors&o-;ges, at ene Timelighedens og Evighedens Dom i et Senere), lader sig jo ikke gj&o-;re i det &O-;ieblik man skal selv handle, og lader sig heller ikke gj&o-;re i det &O-;ieblik en Anden handler. Ved Hj&ae;lp af et Sandsebedrag mener derfor ofte en levende Sl&ae;gt at turde d&o-;mme en forbigangen, fordi den miskjendte den Gode &streg; og selv gj&o-;r den sig skyldig i det Samme mod en Samtidig. Og dog er det netop i Forhold til den Medlevende, at et Menneske skal vise, om han har &O-;ieblikkets eller det Eviges Syn, bag efter er det ingen Kunst, at smykke de &Ae;dles Grave og sige &anfbeg;dersom de nu havde levet&anfslut;, nu &streg; da vi netop er if&ae;rd med at gj&o-;re det Samme mod en Samtidig. Thi Vanskeligheden og Pr&o-;ven paa hvad der boer i den D&o-;mmende er netop Samtidigheden. &O-;ieblikkets Syn er det Skj&o-;n, som i jordisk og travl Forstand afgj&o-;r, om et Menneske udretter Noget eller ikke. Og i denne Forstand har aldrig nogensinde nogen Sag saaledes v&ae;ret tabt, som Christendommens var det, da Christus blev korsf&ae;stet; og aldrig har Nogen nogensinde ved et ene til Opoffrelse helliget Liv, i &O-;ieblikkets Forstand, udrettet saa lidet, som Jesus Christus. Og dog havde han i samme &O-;ieblik, evigt forstaaet, udrettet Alt, thi han d&o-;mte ikke daarligen efter Udfaldet, det var der jo heller ikke endnu, eller rettere (thi her er Striden og Kamppladsen for de tvende Forestillinger om det: at udrette), Udfaldet var der jo; sp&o-;rg de Samtidige, hvis Du nogensinde tr&ae;ffer dem, sagde de ikke om den Korsf&ae;stede: &anfbeg;den Daare, han vilde hj&ae;lpe Andre og han kan ikke hj&ae;lpe sig selv, men nu viser ogsaa Udfaldet, som Enhver kan see, hvad han var&anfslut;! Blev det ikke sagt af de Samtidige, is&ae;r der, hvor den Kloge f&o-;rte Ordet: &anfbeg;den Daare, han som havde havt det i sin Magt, hvis han vilde have benyttet sig af Leiligheden, at blive Konge; havde han blot havt Halvdelen af min Klogskab, saa havde han v&ae;ret Konge. I Begyndelsen troede jeg virkeligen, at det var Snildhed, at han saaledes vel tillod Folkets Yttringer, uden at ville give sig hen; jeg troede det var et Kneb for at opflamme dem endnu mere; men nu viser rigtignok Udfaldet, hvad jeg allerede i den sidste Tid har v&ae;ret enig med mig selv om, at han er en indskr&ae;nket, forblindet Sv&ae;rmer&anfslut;! Blev det ikke sagt af mangen fornuftig Mand og Kone: &anfbeg;Udfaldet viser, at han har jaget efter Indbildninger; han skulde have giftet sig, saa havde han nu v&ae;ret en anseet L&ae;rer i Israel!&anfslut; Og dog havde den Korsf&ae;stede i samme &O-;ieblik, evigt forstaaet, udrettet Alt! Men heller ei har nogensinde &O-;ieblikkets og Evighedens Syn paa den samme Sag staaet saa himmelraabende i Modsigelse, det kan heller aldrig gjentages; dette kunde kun h&ae;nde Ham. Dog havde han i samme &O-;ieblik, evigt forstaaet, udrettet Alt, og sagde derfor med Evighedens Vished: det er fuldbragt. Thi det er ikke nu efter atten Aarhundreders Forl&o-;b han igjen kommer tilsyne, og beraabende sig paa Udfaldet siger: det er fuldbragt, tvertimod, saaledes vilde han vel endnu ikke sige det, der beh&o-;ves maaskee mange Aarhundreder inden han i Timelighedens Forstand kan sige det; altsaa, hvad han endnu ikke efter atten seierrige Aarhundreders Forl&o-;b kan sige, det sagde han i sin Tid, for atten Aarhundreder siden, netop i det &O-;ieblik, da Alt var tabt, evigt forstaaet, sagde han: det er fuldbragt. Det er fuldbragt, det sagde han netop, da Folke-Hoben, og Pr&ae;sterne, og de romerske Soldater, Herodes og Pilatus, og de &O-;rkesl&o-;se paa Gaderne, og M&ae;ngden i Porten, og Avisskriverne, hvis der var saadanne dengang, kort, da alle &O-;ieblikkets Magter, hvor forskjellige end Sindsstemningerne kunde v&ae;re, enedes om dette Syn paa Sagen: at Alt var tabt, r&ae;dsomt tabt. Det er fuldbragt, sagde han &streg; selv naglet til Korset; da Moderen stod hos &streg; som naglet til Korset; da Disciplenes &O-;ine vare &streg; som naglede til Korset af Forf&ae;rdelse over dette Syn: altsaa da Moderlighed og Troskab b&o-;iede sig under &O-;ieblikkets Syn paa Sagen, at Alt var tabt. O, lader os dog af det Forf&ae;rdeligste, som eengang er skeet (og Verdens Fortjeneste er det da ikke, at det kun er skeet eengang, thi Grunden er jo denne, at hiin Korsf&ae;stede er evigt v&ae;sentligen forskjellig fra ethvert Menneske), l&ae;re Viisdom i de mindre Forhold; lader os dog aldrig bedrage Ynglinge ved gj&ae;kkelig Tale om det, at udrette, lader os dog aldrig gj&o-;re dem travle i &O-;ieblikkets Tjeneste istedenfor taalmodige til at ville noget Evigt; lader os ikke gj&o-;re dem snare til at d&o-;mme, hvad de maaskee ikke forstaae, istedenfor n&o-;isomme til selv at ville noget Evigt! Lad os ret bet&ae;nke, at ikke derfor er en Sl&ae;gt bedre, fordi den forstaaer, at en foregaaende gjorde Uret, naar den ikke selv forstaaer i &O-;ieblikket at skjelne mellem &O-;ieblikkets og det Eviges Syn paa Sagen! Men Den, der vil det Gode i Sandhed, han bruger Klogskaben indvortes: til at forhindre alle Udflugter og derved til at hj&ae;lpe sig selv ud og til at holde sig selv ude i Afgj&o-;relsen. Klogskaben er vel en stor Magt, dog behandles den af ham som en ringe Tjener, som en snild Foragtelig: han h&o-;rer nok paa den, men han gj&o-;r ikke efter det. Han bruger den mod sig selv som en Speider og Angiver, der strax angiver enhver Udflugt, ja blot ved Mistanke derom gj&o-;r Anmeldelse: saaledes veed jo Tyven de skjulte Veie &streg; og gaaer ad dem; &O-;vrigheden veed dem ogsaa og gaaer ad dem &streg; for at opdage Tyven; men Begges Viden er som Viden den samme. Saaledes bruger han Klogskaben. Om det er saa, at der med ethvert Menneskes F&o-;dsel f&o-;des tvende Engle: hans gode og hans onde, veed jeg ikke; men dette troer jeg (og jeg vil villig h&o-;re enhver Indvending, men jeg vil ikke troe den), at der med ethvert Menneskes F&o-;dsel bliver en evig Bestemmelse til for ham, for ham s&ae;rligen. Troskab mod sig selv er i Forhold til denne det H&o-;ieste et Menneske kan &o-;ve, og som den dybsindigste Digter har sagt: &anfbeg;v&ae;rre dog end Selvkj&ae;rlighed er Selvforagt.&anfslut; Men da er der en Skyld, en Br&o-;de: Utroskab mod sig selv eller at fornegte sit eget bedre V&ae;sen. En saadan Skyldig er ikke som Tyven eller R&o-;veren; den borgerlige &O-;vrighed efterstr&ae;ber ham ikke; det kan gaae ganske stille af, saa aldrig Nogen aner det: er det derfor maaskee Ingenting? Mangen mener jo rigtignok, at man lige saa godt forskende kan fatte Sandheden, lige saa godt dannende udf&o-;re det Skj&o-;nne, lige saa godt levende fuldkomme det Gode, om man ogsaa var lidt utro mod sig selv i det Skjulte, flyttede Inderlighedens Gr&ae;ndseskjel en lille Smule ved en lille Smule mindre N&o-;ieregnethed for at vinde jordiske Fordele, at man da, naar man misligt havde vundet dem, &anfbeg;ret kan arbeide for det Gode, Skj&o-;nne og Sande&anfslut;: altsaa saa ringe t&ae;nker man om det Gode og Skj&o-;nne og Sande, at det skulde kunne bruge Enhver til tjenende Redskab for at fremlokke sin velklingende Overeensstemmelse, Enhver, ogsaa den som havde forkludret sig selv! Ja, man kan skuffe sig selv og Menneskene, men naar Evigheden h&o-;rer efter, lytter for at opdage om Strengelegen er reen og er i Overeensstemmelsens Takt: o, den opdager strax Mislyden, og Usikkerheden; den forkaster et saadant Menneske, ligesom den Kunstforstandige forkaster Strengelegens Redskab, naar dette er beskadiget. Ak, det er dog en daarlig Klogskab (hvor meget den end bryster sig af jordiske Fordele, som den vandt til Beviis &streg; for sin Daarlighed; hvor meget den end peger paa Udm&ae;rkelsens Tegn og derved igjen paa &streg; den skjulte Fortabthed indenfor), der klogt bedrager sig selv for det H&o-;ieste. Kun den Klogskab er dog vel den sande, der hj&ae;lper et Menneske til med alle Opoffrelser at ville det Gode i Sandhed. Mod Udflugterne bruger altsaa Den Klogskaben, der vil det Gode i Sandhed. Men saa bliver han ikke til noget Stort i Verden? Maaskee, maaskee ikke; men Eet bliver han, bestemt, han bliver en Ven, en Elsker af Erindringen. Og naar saa i en stille Time Erindringen bes&o-;ger ham (og allerede heri, hvilken Forskjel fra hiint Bes&o-;g, naar Erindringen truende banker paa den Tvesindedes D&o-;r!), da siger den til ham: &anfbeg;Erindrer Du dengang, dengang da den gode Beslutning seirede i Dig?&anfslut; Og han svarer: &anfbeg;ja, Kj&ae;re!&anfslut; Men da siger Erindringen videre (og for Elskende skal Erindringen jo v&ae;re saa kj&ae;r, at de n&ae;sten, fremfor Synet af hinanden, foretr&ae;kke Erindringens Hvisken, naar de sige, kan Du huske dengang, og kan Du huske dengang?) Erindringen siger videre: &anfbeg;kan Du saa huske alle de Besv&ae;rligheder og Lidelser Du havde for Beslutningens Skyld?&anfslut; Han svarer: &anfbeg;Nei, Kj&ae;re det har jeg glemt &streg; lad det v&ae;re glemt! O, men hvis det stundom i Livets og Stridens M&o-;ie, naar Alt forvirres for min besv&ae;rede Tanke, skulde v&ae;re mig, som var Det ogsaa glemt, hvad jeg dog veed jeg har villet i Oprigtighed; o, Du har jo Dit Navn af at erindre, Du Evighedens Sendebud: Erindring, da bes&o-;ge Du mig og bringe med Dig det for&o-;nskede, det styrkende Gjensyn!&anfslut; Og Erindringen svarer til Afskeed: &anfbeg;det lover jeg Dig, jeg sv&ae;rger Dig det ved Evigheden!&anfslut; Da skilles de atter ad, saa maa det jo v&ae;re her i Timeligheden; r&o-;rt seer han endnu engang efter dens Forsvinden, som man seer efter den Forklarede; nu er den svunden og den stille Time. Det var kun en stille Time, det var ikke noget stort &O-;ieblik &streg; derfor haaber han paa, at Erindringen vil holde, hvad den lover. Han freder i sit eget Indre om hiin Stilhed, i hvilken han m&o-;des med Erindringen, naar det behager denne at bes&o-;ge ham. Dette er ham hans L&o-;n, og denne L&o-;n er ham over al Maade. Ja som en Moder, der ad vanskelige Veie b&ae;rer sit elskede Barn slumrende ved sit Bryst, ikke er bekymret for, hvad der skal vederfares hende, men kun frygter for, at Barnet skal blive forstyrret og uroliget: saaledes frygter han ikke Verdens Bryderier for sin egen Skyld, men han er kun bekymret for, at disse skulle urolige og forstyrre hiin Bes&o-;gets Mulighed, som slumrer i hans Indre. Ogsaa ud efter bruger Den Klogskaben, der i Sandhed vil det Gode. Det er ingen Van&ae;re at v&ae;re klog, det er en god Ting; det er ingen Van&ae;re, at &O-;vrigheden er klog, at den klogt veed at spore Forbryderens skjulte Gang for at gribe ham og gj&o-;re ham uskadelig. Som klog veed altsaa den Gode Beskeed om, hvorledes Verden vil have det Gode, usandt, gjort t&ae;kkeligt, hvorledes M&ae;ngden vil vindes, den frygtede M&ae;ngde, der &anfbeg;vil at L&ae;reren skal skj&ae;lve for Tilh&o-;rerne, og smigre dem&anfslut;: dette veed han altsammen, &streg; for ikke at gj&o-;re derefter, men for ved den modsatte Adf&ae;rd om muligt at holde Skuffelserne borte, at han ikke selv kommer til paa en ulovlig Maade at faae Fordeel af det Gode (tjene Penge, Udm&ae;rkelse og Beundring), og at han Ingen bedrager ved et Indbildningens Skin. Han vil snarere om muligt unddrage det Gode fra M&ae;ngdens Ber&o-;ring, see at splitte den ad for at faae den Enkelte fat eller for at faae Hver is&ae;r enkelt; han vil mindes, hvad hiin eenfoldige Vise i Oldtiden siger: &anfbeg;der, hvor Folk komme sammen i stor M&ae;ngde, i Folkeforsamlingerne, i Skuespillene, i Leirene, eller hvor der ellers er en Sammenkomst af M&ae;ngden, der, hvor de med stor Larm dadle Noget af hvad der bliver sagt og gjort, rose Andet, men i begge Tilf&ae;lde med umaadelig Skrigen og Larmen og Haandklap, der, hvor ovenikj&o-;bet Stenene og Stedet, hvor de ere forsamlede, lyde med i St&o-;ien og fordoblet gjengive Bifaldets og Dadlens Larm: hvor skulde der, som man siger, en Ynglings Hjerte kunne komme til at banke!&anfslut; Og dog beh&o-;ves jo netop dette for at ville det Gode i Sandhed, at Hjertet banker i Manden, men med Ynglingens Uford&ae;rvethed. Og derfor vil den Gode, dersom han tillige er den Kloge, indsee, at skal der kunne gj&o-;res Noget for det Gode, da maa han see at faae Menneskene enkelte. De Samme, der Enkelte hver for sig kunne ville det Gode i Sandhed, de ere strax ford&ae;rvede saasnart de forene sig og blive Mange; og derfor vil den Gode vel heller ikke see at faae en M&ae;ngde tilhj&ae;lp for at splitte M&ae;ngden ad; eller have en M&ae;ngde bag sig, medens han foran sig splitter M&ae;ngden ad. Men hvorledes den Gode vil benytte Klogskaben ud efter, lader sig ikke saaledes i Almindelighed n&ae;rmere bestemme, thi i Forhold til hver Tid og hver Tids Forhold kan det aldeles Forskjellige v&ae;re det Forn&o-;dne. Den str&ae;nge Dommer, der gik ud i &O-;rkenen og levede af Gr&ae;shopper, han vidste, hvorledes han i Forhold til sine Samtidige skulde afgj&o-;rende udtrykke dette: at det ikke er Sandheden, der tr&ae;nger til Menneskene, men Menneskene, der tr&ae;nge til Sandheden &streg; derfor maatte de komme til ham, komme ud til ham i &O-;rkenen, og derude var der ingen Anledning for dem til at kunne pynte Sandheden, til at kunne naadigst gj&o-;re Noget for den; derude, hvor &O-;xen ikke laae i Skoven, men ved Foden af det enkelte Tr&ae;, og hvert Tr&ae;, som ikke bar god Frugt, skulde omhugges. Ja, der har rigtignok v&ae;ret selvbeskikkede Dommere siden den Tid, de toge feil og huggede l&o-;s paa hele Skoven &streg; og M&ae;ngden fandt det n&ae;sten Smigrende. &streg; Der var til en anden Tid hiin eenfoldige Vise, som i Sp&o-;gens Skikkelse arbeidede for det Gode. Han vidste ved sin Klogskab Beskeed om, hvad hans letsindige Folk beh&o-;vede, for at de ikke ligefrem skulde tage det Godes Alvor forf&ae;ngelig, og derved ledes til at betale den Vise mange Penge, et Vederlag, fordi de bleve bedragne. Sp&o-;gens Skikkelse forhindrede, at de ikke ligefrem tog Alvoren forf&ae;ngelig; Sp&o-;gens Modstand gjorde tvertimod deres Letsindighed aabenbar: dette var Dommen. Uden denne Klogskab havde de Letsindige formodentligen efterabet ham &streg; i at v&ae;re alvorlige. Nu derimod stillede han dem Valget; og see, de valgte Sp&o-;gen, de m&ae;rkede slet ikke, at der var nogen Alvor deri &streg; fordi der ingen Alvor var i dem. Dette var Dommen; og Dommerens Adf&ae;rd, hans Kunst var Hedenskabets h&o-;ieste Sindrighed; thi det Christelige har igjen en anden Betragtning. Dog ogsaa Dette lader sig ikke saaledes n&ae;rmere udf&o-;re i Almindelighed; det angaaer jo kun hine Indviede, hvis Hemmelighed det er, saa man kan l&ae;re en heel Sl&ae;gt at kjende ved at agte paa en saadan Enkelt, sluttende fra ham til den, fra den Skikkelse, han fandt det forn&o-;dent at if&o-;re sig, til hvorledes Tidsalderen maa have v&ae;ret. Men dette vedgaaer jo Alle og er vist: at Enhver der vil det Gode i Sandhed, han er ikke i Verden for at fremkogle et Skin af det Gode, saa dette vinder T&ae;kkelighed i Verdens &O-;ine og han bliver en allerkj&ae;reste Mand; han har ikke den Opgave at forvandle det Gode til &O-;ieblikkets Sag, til Noget, der skal stemmes paa i en larmende Forsamling, eller Noget, der i en Hast skal have nogle Tilh&ae;ngere, som ogsaa ville det Gode saadan til en vis Grad. Nei, han har altid den Opgave, ikke ved Ord, ei heller ved Hensigt, men ved Oprigtighedens Indadvendthed i sit eget Liv at gj&o-;re en modsat Omgivelse aabenbar indtil det Yderste, ikke derved, at han d&o-;mmer i Ord, men derved, at hans Liv er ubetinget tjenende det Gode i Handling. Opgaven er hans egen Forpligtelse i det Godes Tjeneste; det D&o-;mmende er ikke hans Virksomhed, ikke hans Gjerning, men et Medf&o-;lgende, fordi en Omverden forholder sig til ham. Det D&o-;mmende er ikke hans Handling, thi det at ville det Gode i Sandhed er hans Handling; det D&o-;mmende er hans Liden, idet Omverdenen bliver aabenbar ved, hvorledes den lader ham lide, medens den netop ved disse Lidelser er ham behj&ae;lpelig til at pr&o-;ve sig selv, om det dog er det Gode, han vil eller han er selv fangen i et Bedrag. Den, der vil det Gode i Sandhed, har fremfor Alt ikke at v&ae;re travl, men i stille Taalmodighed at overlade Alt til det Gode selv, hvad L&o-;n han skal have, hvad han skal udrette. Ikke eet m&ae;glende Ord, ikke eet Vink t&o-;r han tillade sig, ikke een eneste Lindring t&o-;r han forlange af Verden, kun til det Gode har han at overgive sig selv og Sagen og Enhver, der ved ham muligen kunde hj&ae;lpes. Han er ingen Dommer, tvertimod han er lige det Modsatte, han er den D&o-;mte, han bevirker kun, at Omverdenen bliver aabenbar ved, hvorledes den d&o-;mmer ham. Men saa udretter han ikke Noget, han faaer Menneskenes Modstand at tr&ae;kkes med, og saa ligger han under. Nu, for det F&o-;rste vel ikke, og evigt aldrig. For det F&o-;rste vel ikke; thi Den, der ved Tillid til Gud i Sandhed er begeistret, han er ikke som en Lyse-Stump, hvis Smule Flamme gaaer ud for en Vind, nei, han er som en Ildebrand: Storm kan ikke standse den; og Ilden i hans Brand er som hiin gr&ae;ske: Vand kan ikke slukke den! Og _{selv, om}selv om han tilsidst ligger under for Verden, derfor har jo hverken det Gode eller han tabt &streg; men at v&ae;re ovenpaa i Verden er gjerne som i hiin Guds-Dom, der kaldes Vandpr&o-;ven, Tegn paa Skyld. Vel sandt, netop fordi Verden er mere besl&ae;gtet med det Maadelige end med det Gode i Sandhed, netop derfor vil han, i &O-;ieblikkets Forstand, udrette meget Mindre ved ikke at give efter, ikke at tinge, ikke at gj&o-;re sig det selv beqvemt og mageligt, ved ikke selv at ville have Fordeel: men Erindringen, Erindringen! Lad os dog aldrig glemme Erindringen; den skulde man jo troe man mindst kunde glemme. Og ham skal Erindringen ikke kunne minde om dengang, da han listede sig ad en Snigvei, for at undgaae en Afgj&o-;relse; dengang, da han gav Sagen en anden Vending for at behage Menneskene; dengang, han forlod sin Post for at lade Uveiret gaae over; dengang, han b&o-;iede sig for at finde Lindring i sin piinlige Stilling; dengang, han s&o-;gte Tilhold hos Andre og Sammenhold &streg; maaskee, som det hedder, for at virke desto mere til det Godes Seier, det er, for at gj&o-;re sig sin Stilling lidt mindre vanskelig i Sammenligning med at staae ene, noget &ae;ngstet som i en Midnat &anfbeg;med skarp ladt Gev&ae;r paa sin farefulde Post.&anfslut; Nei, hvad han udretter, og hvad han ikke udretter, i &O-;ieblikkets Forstand, det er ikke hans Sag; han udretter altid det, at han bliver Erindringens Ven og dens Elsker. Hvad enten han bliver erindret i Verden eller ikke, thi ogsaa denne Erindren er som &O-;ieblikket en R&ae;kke af &O-;ieblikke: Evighedens Erindring, den er _hanham sikker. Naar han gaaer herfra, da lader han Intet tilbage, han tager Alt med sig, han taber Intet, han vinder Alt &streg; thi &anfbeg;Gud er ham Alt&anfslut;. 2) Skal et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han ville lide Alt for det Gode. Dette angaaende de Handlende; men af den Lidende fordres, hvis han skal ville det Gode i Sandhed, at han maa ville lide Alt for det Gode, eller, thi Udtrykket er, som tidligere blev forklaret (og deri ligger netop det Eviges ligelige Deeltagelse med Jordlivets Forskjellighed), v&ae;sentligen det samme: han maa ville v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Thi man kan jo ogsaa lide og lide og vedblive at lide uden dog nogensinde at bringe det til nogen Afgj&o-;relse i god Forstaaelse, i Samtykke med Lidelsen. Et Menneske kan have lidt hele sit Liv igjennem uden at det dog derfor paa nogen Maade med Sandhed kunde siges om ham, at han har villet lide Alt for det Gode. Men deri er den Lidendes Lidelse forskjellig fra de Handlendes, at naar denne lider, da har hans Lidelse Betydning for det Godes Seier i Verden, naar den Lidende derimod i Afgj&o-;relsen overtager de ham beskikkede Lidelser, da vil han lide Alt for det Gode, det er, for at det Gode maa seire i ham. Altsaa den Lidende maa ville lide Alt. Alt, men hvorledes skal nu Talen fatte sig her, ak, thi Synet af og Kjendskabet til Lidelser kan jo allerede let ber&o-;ve Fatningen; hvorledes skal Talen fatte sig kort, thi Lidelserne kunne jo v&ae;re saa forskjellige &streg; og saa langvarige. Lader os atter her ikke mangfoldiggj&o-;re det Adspredende, men eenfoldiggj&o-;re det Betegnende; lader os kalde al Tale om Lidelse tilbage paa &O-;nsket. Thi &O-;nsket er jo den Lidendes Forhold til en lykkeligere Timelighed (Troen og Haabet er ved Villien Forholdet til det Evige); og &O-;nsket er jo ligesom det &o-;mme Sted, hvor Lidelsen smerter, det &o-;mme Sted, som Lidelsen bestandig r&o-;rer ved. Hvor der intet &O-;nske mere er, der er, selv om der kunde v&ae;re Tale om Lidelse, denne Lidelse en dyrisk Lidelse, ingen Lidelse, som det anstaaer sig et Menneske; det er en Art aandelig Selvmord at ville dr&ae;be &O-;nsket, thi vi tale ikke om &O-;nskerne, men om &O-;nsket med Fortrinlighedens v&ae;sentlige Eftertryk, som vi heller ikke tale om forbigaaende Lidelser men om den v&ae;sentligen Lidende. &O-;nsket er ikke Helbredelsen, denne er kun ved det Evige; &O-;nsket er tvertimod Livet i Lidelsen, Sundheden i Lidelsen, er Lidelsens Vedligeholdelse, thi det er som en T&ae;nkende har udtrykt sig: &anfbeg;Timelighedens Tr&o-;st er en mislig Sag, den lader Saaret groe sammen, skj&o-;ndt det ikke er helbredet, og dog veed L&ae;gen, at Frelsen er ved at holde Saaret aabent.&anfslut; I &O-;nsket holdes Saaret aabent, for at det Evige kan helbrede: groer Saaret til, gaaer &O-;nsket ud, da kan Evigheden ikke helbrede, da har jo Timeligheden forqvaklet Sygdommen. Saa lad os da tale om &O-;nsket, derved om Lidelser; lad os ret dv&ae;le ved disse, overbeviste om, at man grundigere og tilforladeligere l&ae;rer hvad det H&o-;ieste er, ved at betragte Lidelser end ved at betragte Bedrifter, hvor der er saa meget Adspredende. Der gives jo &O-;nsker, som d&o-;e i F&o-;dselen; der gives &O-;nsker, som glemmes liig den Dag igaar; der gives &O-;nsker, som man voxer fra, og senere neppe gjenkjender; der gives &O-;nsker, som man l&ae;rer at opgive, og hvor godt det var, at man opgav dem; der gives &O-;nsker, fra hvilke man afd&o-;er, hvilke man gjemmer, som en Afd&o-;d gjemmes, i forklaret Erindring: dette er &O-;nskerne, som kunne v&ae;re de mere eller mindre farlige Sygdomme, for hvilke en Handlende er udsat, medens Helbredelsen her kan v&ae;re, at det enkelte &O-;nske gaaer ud. Men da gives der jo ogsaa et &O-;nske, som d&o-;er langsomt, som bliver hos den v&ae;sentligen Lidende i Savnet, og f&o-;rst d&o-;er med ham; thi &O-;nskerne angaae det Enkelte og det Mangfoldige, men &O-;nsket angaaer v&ae;sentligen det hele Liv. Dog, er det saaledes s&o-;rgeligt med &O-;nsket, hvor gl&ae;deligt da med Haabet! Thi der er et Haab, som f&o-;des og d&o-;er; et stakket Haab, som glemmes imorgen; et barnagtigt Haab, som den &Ae;ldre ikke gjenkjender; et Haab, man afd&o-;er fra; men da &streg; i D&o-;den, i D&o-;dens Afgj&o-;relse f&o-;des der et Haab, det d&o-;er ikke i F&o-;dselen, thi det f&o-;des i D&o-;den; ved dette Haab er den Lidende, under &O-;nskets Smerte, med det Gode i Afgj&o-;relsen! Saaledes med Haabet, i hvilket den Lidende sigter ligesom paa Afstand efter det Evige; endnu gl&ae;deligere med Troen; thi der er en Tro, som skuffer og svinder; en Tro, som tabes og fortrydes; der er en Tro, naar den segner, er det som D&o-;den, men da &streg; i D&o-;den, i D&o-;dens Afgj&o-;relse vindes der en Tro, den skuffer ikke, den fortrydes ikke, den d&o-;er ikke; den griber det Evige og holder det fast: ved denne Tro er den Lidende, under &O-;nskets Smerte, med det Gode i Afgj&o-;relsen. Saaledes med Troen, i hvilken den Lidende drager det Evige n&ae;rmere til sig, og allergl&ae;deligst med Kj&ae;rligheden; thi der er en Kj&ae;rlighed, som blusser og glemmes; der er en Kj&ae;rlighed, som forener og adskiller; en Kj&ae;rlighed indtil D&o-;den; men da &streg; i D&o-;den, i D&o-;dens Afgj&o-;relse f&o-;des der en Kj&ae;rlighed, den blusser ikke, den tvetyder ikke, den er ikke indtil D&o-;den, men paa den anden Side D&o-;den, den bliver: i denne Kj&ae;rlighed bliver den Lidende, under &O-;nskets Smerte, med det Gode i Afgj&o-;relsen. &streg; O, Du Lidende, hvo Du end er, vilde Du da tvesindet s&o-;ge Timelighedens Lindring, der lader Dig glemme Din Lidelse &streg; ja saa mener Du, nei, den lader Dig glemme det Evige! Vilde Du tvesindet fortvivle, fordi Alt er tabt &streg; ja saa mener Du; men Alt er jo at vinde med det Evige! Vilde Du tvesindet fortvivle; har Du bet&ae;nkt, hvad det er at fortvivle? At det er at negte, at Gud er Kj&ae;rlighed! T&ae;nk Dig det ret, en Fortvivlende opgiver sig selv &streg; ja saaledes mener han det; nei han opgiver Gud! O, tr&ae;t da ikke Din Sjel med midlertidig og midlertidig Lindring; bedr&o-;v ikke Aanden ved timelige Tr&o-;stegrunde; dr&ae;b ikke selvmordersk &O-;nsket: ved Haab, ved Tro, ved Kj&ae;rlighed vinder Du det H&o-;ieste, som den M&ae;gtigste formaaer: at v&ae;re med det Gode i Afgj&o-;relsen! Lad os fremdeles tale om &O-;nsket, derved om Lidelser; det kan altid v&ae;re gavnligt, at der tales om Lidelser, naar der blot ikke tales til Sorgens Egenraadighed, men vel, om muligt, den S&o-;rgende til Opbyggelse; det er Tilladeligt og det er Deeltagelse ret at dv&ae;le ved Lidelsen, at den Lidende ikke maa blive utaalmodig over vor overfladiske Tale, hvori han ikke gjenkjender sin Lidelse, at han ikke utaalmodigen af den Grund skal st&o-;de Tr&o-;sten fra sig, og bestyrkes i Tvesindethed. Eet er det jo, med &O-;nsket at vandre ud i Livet, naar det &O-;nskelige blev Gjerningen og Opgaven; et Andet er det, bort fra &O-;nsket at vandre ud i Livet. See, Abraham maatte forlade det f&ae;drene Hjem og vandre ud til et fremmed Folk, hvor Intet mindede ham om det Elskede &streg; ja, stundom er dette vel en Tr&o-;st, at Intet minder om hvad man &o-;nsker at glemme, men det er en bitter Tr&o-;st for den L&ae;ngselsfulde. Saaledes kan et Menneske ogsaa have et &O-;nske, der for ham indeholder Alt, saa det i Skilsmissens Stund, naar Vandringen begyndes, er som vandrede han ud til et fremmed Land, hvor Intet uden Mods&ae;tningen ved Savnet minder ham om det &O-;nskelige; det kan v&ae;re ham, som vandrede han ud til et fremmed Land, om han end bliver i sit Hjem, maaskee paa samme Sted &streg; ved &O-;nskets Tab dog som blandt Fremmede, saa det at gaae fra &O-;nsket synes ham tungere og mere afgj&o-;rende end at gaae fra Forstanden. Bort fra dette &O-;nske, om han dog ikke kommer af Stedet, gaaer hans Livs m&o-;isomme Vei maaskee hen i unyttige Lidelser; thi vi tale om de v&ae;sentligen Lidende, altsaa ikke om Dem, der have den Tr&o-;st, at deres Lidelser ere til Gavn for en god Sag, til Gavn for Andre. Det maatte saa v&ae;re, lang var Reisen ikke til det fremmede Land; i et &O-;ieblik var han der, der, i hiint fremmede Land, hvor de Lidende m&o-;des, kun ikke De, som have oph&o-;rt at s&o-;rge; ikke De, hvis Taarer Evigheden ikke kan aft&o-;rre, thi som et gammelt Opbyggelsesskrift saa eenfoldigt og saa r&o-;rende siger: &anfbeg;hvorledes skulde Gud hisset kunne aft&o-;rre Dine Taarer, naar Du ikke har gr&ae;dt?&anfslut; &streg; En Anden kommer maaskee paa en anden Maade, men dog sammestedshen. Taus f&o-;rer den styrende N&o-;dvendighed ham fremad, streng og alvorlig, ikke grusom, thi det er den aldrig, gaaer Pligten bag efter og slutter Toget. Men Veien er ikke &O-;nskets. Nu standser han et &O-;ieblik, selv de tvende strenge Ledsagere r&o-;res ved hans Lidelse: see, der l&o-;ber en Sidevei af: &anfbeg;farvel Du Ungdommens &O-;nske, Du venlige Sted, hvor jeg havde haabet at skulle bygge og boe med mit &O-;nske!&anfslut; Saa gaaer det videre; den styrende N&o-;dvendighed taus foran, Pligten streng og alvorlig bag efter, ikke grusom, thi det er Pligten aldrig. Ak, see der l&o-;ber en Vei af til Siden, den f&o-;rer til &O-;nsket: &anfbeg;farvel Du min &o-;nskede Virkekreds, hvor jeg havde haabet at skulle glemme Ungdommens negtede &O-;nske ved Arbeidets opfyldte Gl&ae;de.&anfslut; Saa gaaer Toget videre. Dog Maaden er jo det Ligegyldige, hvad enten det skeer saaledes, at det er Stedet, som forandrer sig, og den Lidende bliver paa Stedet; eller den Lidende forandrer Sted og vandrer didhen; dette er det Ligegyldige, naar dog Stedet er det samme, naar de dog samles paa eet Sted, hvilket Menneskenes Sprog vel kunde fristes til at kalde: de unyttige Lidelsers Tr&o-;stesl&o-;shed. Lidelserne selv kunne have forskjellige Navne, men lader os ikke mangfoldiggj&o-;re Navnene, men bet&ae;nke det V&ae;sentlige: at den Lidende ved sin Lidelse ikke gavner Andre, snarere er til Byrde; og om dette Sidste end ikke er Tilf&ae;ldet, det F&o-;rste maa dog v&ae;re Tilf&ae;ldet, hvis Lidelsen skal henregnes til hine unyttige, hvis den Lidende i str&ae;ngeste Forstand skal kaldes en Lidende. I str&ae;ngeste Forstand, ja lader os kun v&ae;re str&ae;nge mod os selv, at vi ikke strax faae Lov til at kalde os Lidende, naar Noget gaaer os imod; men lader os v&ae;re desto mildere mod den i str&ae;ngeste Forstand Lidende. O, Du saaledes Lidende, hvo Du end er; naar et Menneske i sit F&o-;deland er kommen dertil, at alle Udveie ere lukkede for ham, da t&ae;nker han vel paa, at vandre ud til et fremmed Land, og der fors&o-;ge sin Lykke. Men Du svarer maaskee: &anfbeg;hvortil denne Tale, hvorledes skulde jeg kunne vandre ud, og hvad hjalp det mig at forandre Sted, mit Lod er jo kastet, overalt paa Jorden bliver det det samme.&anfslut; &anfbeg;Nu ja, men lad os forstaae hinanden; lang er Reisen ikke, om hvilken vi tale, og Loddet er ei heller kastet, med mindre Du allerede har fundet Udveien: det er kun eet Skridt, eet afgj&o-;rende Skridt, og Du er ogsaa vandret ud, thi det Evige ligger Dig langt n&ae;rmere end noget fremmed Land ligger Udvandreren, og dog er Forandringen, naar Du er der, uendeligt st&o-;rre. Saa gaae da med Gud til Gud, gj&o-;r bestandigt det ene Skridt mere, det ene Skridt, som selv Den, der ikke kan r&o-;re et Lem, dog kan gj&o-;re; det ene Skridt, som selv den Fangne, der ikke er paa fri Fod, selv den L&ae;nkede, hvis Fod ikke er fri, dog kan gj&o-;re: og Du er med det Gode i Afgj&o-;relsen; Ingen, ikke den St&o-;rste, der har levet, kan gj&o-;re Mere end Du. Men bet&ae;nk: vel kaldes Dine Lidelser unyttige, og vel kunne vi Mennesker fristes til at tale om de unyttige Lidelsers Tr&o-;stesl&o-;shed; men dette er kun menneskelig Tale, i Evighedens Sprog er dog vel den Lidelse ikke unyttig, der hjalp Dig til det H&o-;ieste; ak, den er kun da unyttig og unyttet, naar Du ved den ikke lod Dig hj&ae;lpe til det H&o-;ieste &streg; at Du maaskee dr&ae;bte &O-;nsket, og blev, aandeligen, som d&o-;dt Kj&o-;d uden Smerte, thi ellers er det jo i &O-;nsket, at den Lidende &o-;mmer sig, medens det Evige tr&o-;ster. Lad os fremdeles tale om &O-;nsket, derved om Lidelser. Det er jo gavnligt, ikke at slippe Lidelsen for tidlig; lad os kun ret dv&ae;le ved den, forvisset om, at der intet saa gavnligt Middel er mod Travlhedens ford&ae;rvelige Syge, som det ret at bet&ae;nke de v&ae;sentligen Lidendes tunge Skjebne og da ret menneskeligen at deeltage med dem i Lidelsens f&ae;lles Anliggende. Ak, den menneskelige Deeltagelse forholder sig ofte omvendt til Lidelsen, som bliver tungere i L&ae;ngden, Deeltagelsen bliver tr&ae;t i L&ae;ngden; Lidelsen tager til, medens Deeltagelsen tager af. Ved Lidelsens f&o-;rste &O-;ieblik, da styrter den menneskelige Deeltagelse til, men naar det tr&ae;kker ud, da tr&ae;kker den sig tilbage, stundom forvandles den i den Travle, naar den travle Deeltagelse er forbi, til en vis Bitterhed mod den Lidende. Og dog, &O-;nskerne kunne jo helbredes i Tiden, kunne jo blive forbigangne: &O-;nsket ikke. Dog er der en Forskjellighed, thi der er en &O-;nskets Lidelse, som Deeltagelsen kan faae &O-;ie paa, men der er ogsaa en &O-;nskets Lidelse, som unddrager sig ethvert Blik, som skjuler sig og skjult f&o-;lger med hele Livet igjennem; ja den f&o-;lger &streg; men i Savnet, den f&o-;lger den Lidende som Ledsager hele Livet igjennem, men ingen Deeltagelse ledsager den. Dog hvorledes skulle vi tale om, hvad der mueligen er til, men som unddrager sig i Skjultheden, og tale saaledes, at den Lidende vilde vedkjende sig Beskrivelsen, at han ikke kr&ae;nket og utaalmodig skal vende sig bort fra vor travle Tale om Lidelser, hvilke vi enten ikke formaae eller ikke have Tid til at t&ae;nke os ind i. Lad os da i Skildringen, om muligt tale den Lidende efter Munden, og give Gud, at Opbyggelsen derunder maatte tale ham til Hjerte. S&ae;t det var saa, at de Um&ae;lende dog kunde have Tanker og gj&o-;re sig forstaaelige for hinanden, kun at vi ikke kunne forstaae dem: lad os antage det. Det seer jo n&ae;sten saaledes ud, thi naar Bondemandens Hest ved Sommertid staaer i Engen og slaaer eller ryster med Hovedet: ja Ingen kan dog med Bestemthed vide, hvad det betyder; eller naar de tvende, som gaae ved hinandens Side gjennem Livet dragende i lige Aag, naar de i Aftenstundens Frihed n&ae;rme sig hinanden som i Fortrolighed, naar de ligesom omfavne hinanden, kj&ae;rtegne hinanden, kj&ae;le for hinanden ved Hovedets Bev&ae;gelse; eller naar de l&o-;se Heste kalde ad hinanden, saa Skoven gjenlyder, naar de paa Sletterne samles i st&o-;rre Flokke som til Forsamling &streg; s&ae;t, at de virkeligen kunne gj&o-;re sig forstaaelige for hinanden. Men da var der een Hest, som gik for sig selv. Naar den nu h&o-;rte Kaldet, naar den saae, at Flokken samledes i Aftenstunden, og den forstod, at de nu vilde holde Forsamling: da kom ogsaa den l&o-;bende, at den maatte faae Noget at vide om Livet og dets Vilkaar. Den agtede n&o-;ie paa, hvad de &Ae;ldre forklarede, hvorledes ingen Hest maatte prise sig lykkelig, f&o-;rend den var d&o-;d, hvorledes ingen Skabnings Liv var saaledes udsat for de s&o-;rgeligste Omskiftelser som Hesten; og nu gjennemgik den &Ae;ldre de mangfoldige Lidelser, at lide Hunger og Kulde, at slide sig n&ae;sten ihjel, at blive sparket af en grusom Kudsk, at blive mishandlet af uforstandige Herrer, hvem man ikke kan gj&o-;re til Pas, som give Hesten Skylden og Straffen for deres egen Uforstandighed, og saa tilsidst paa de gamle Dage, at jages ud om Vinteren i de n&o-;gne Skove. Derpaa skiltes Forsamlingen ad, og hiin Hest, som kom glad l&o-;bende, gik bedr&o-;vet bort, &anfbeg;ved Hjertets Bekymring blev dens Aandedr&ae;t tungt&anfslut;. (Ordsp. 15, 13). Den havde vel forstaaet, hvad der blev forklaret, men Intet var der ymtet om dens Lidelser. Dog hver Gang den m&ae;rkede, at de andre Heste ilede til Forsamling, kom den glad l&o-;bende, bestandigt haabende, at der nu vilde blive Tale derom; og hver Gang den havde h&o-;rt gik den bedr&o-;vet bort; den forstod bedre og bedre, hvad de Andre talte om, men sig selv forstod den mindre og mindre, netop fordi de Andre ligesom udelukkede den, skj&o-;ndt den dog var med. &streg; O, Du Lidende, hvo Du end er, hvis Din Lidelse ikke var skjult derved, at Du selv vil skjule den, thi da kan Du handle, og der maa tales anderledes, men hvis Uforstaaeligheden borger for, at den ikke bliver aabenbar; dersom Du gik saaledes mellem Menneskene, agtede paa deres Forklaringer, s&o-;gte deres Veiledning, deeltog i deres Forsamling, men hver Gang Bogen var ude, og hver Gang Samtalen var forbi, og hver Gang der sagdes Amen: da blev Dit Aandedr&ae;t tungt ved Hjertets Bekymring, naar Du sukkede: gid noget Saadant var min Lidelse! O, uden Fortrolighed er Du dog ikke, hvis Du ikke selv vil forskylde det: den bydes Dig, den h&o-;ieste og den H&o-;iestes. Og Du er heller ikke uden Menneskenes Deeltagelse. Der er et f&ae;lles, menneskeligt Anliggende som hedder Opbyggelse, det er ikke saaledes f&ae;lles som de Foretagender, hvor M&ae;ngden st&o-;ier og larmer, thi hver Deeltagende er v&ae;sentligen alene med sig selv, men dog er det i h&o-;ieste og meest omfattende Forstand et f&ae;lles menneskeligt Anliggende. Den opbyggelige Betragtning finder ikke Hvile f&o-;r den har forstaaet Dig; er een Synder, som omvender sig, Himlen vigtigere end nioghalvfemsindstyve Retf&ae;rdige, som ikke have Omvendelse behov: saa er Du, hvis Du i Sandhed er den Lidende, den opbyggelige Betragtning vigtigere end nioghalvfemsindstyve Travle, som ikke have Opbyggelse behov. Ja selv om Du ikke var til, den opbyggelige Betragtning finder ikke Hvile f&o-;rend den har forstaaet ogsaa denne Lidelse; thi vee den opbyggelige Tale, der kun vil snakke Mand og Mand imellem om allehaande Uleiligheder i Livet, men som ikke t&o-;r vove sig hen til de forf&ae;rdeligere Lidelser: en saadan Tale er uden Frimodighed, den har en ond Samvittighed, hvis den kalder sig opbyggelig. De Travle, som hverken arbeide eller ere besv&ae;rede, men kun ere travle, de mene vel, at de ere slupne, naar de selv i Livet have undgaaet Lidelserne: derfor ville de ikke forstyrres ved at h&o-;re eller t&ae;nke det Forf&ae;rdelige. Ja vist ere de slupne, de ere ogsaa slupne fra at have en Betragtning af Livet, og slupne ind i Meningsl&o-;shed. O, Du Lidende, Du, som blev forladt ligesom af den Sl&ae;gt, Du h&o-;rer til, ene i Verden: Du er dog ikke forladt af den Gud, som skabte Dig, hans Fortrolighed omgiver Dig overalt, den tilbydes Dig hvert &O-;ieblik: i den er Du med det Gode i Afgj&o-;relsen. Og den opbyggelige Betragtning er altid rede til at minde Dig derom; thi at denne er til skal jo v&ae;re en Betryggelse for de Levende, ligesom det er en Tr&o-;st for de S&o-;efarende at vide, at der, hvor de vanskelige Farvande ere, der ere ogsaa Lodser i N&ae;rheden &streg; saaledes boer den opbyggelige Betragtning i N&ae;rheden af Br&ae;ndingen og Skj&ae;rene; daglig vant til Synet af det Forf&ae;rdelige er den hurtig tilrede med sin ringe Hj&ae;lp. Saaledes kan den nemlig ikke hj&ae;lpe, som Lodsen hj&ae;lper Skibet: den Lidende maa hj&ae;lpe sig selv; men da skal han heller ikke skylde den og et andet Menneske, hvad den S&o-;efarende skylder Lodsen. Dog, skal denne Lidende, som enhver anden ville det Gode i Sandhed, da maa han ville lide Alt: saa er han i Afgj&o-;relsen, ikke i den Afgj&o-;relse, ved hvilken han bliver fri fra Lidelsen, men, i den, ved hvilken han bliver fortrolig med Gud, idet han kun vil Eet, nemlig lide Alt, v&ae;re og blive med det Gode i Afgj&o-;relsen &streg; under &O-;nskets Smerte. M. T.! maaskee er Du tr&ae;t af denne megen Talen om Lidelse &streg; thi en opbyggelig Tale bliver ikke tr&ae;t, nei f&o-;r skal Moderen blive tr&ae;t af at pleie sit syge Barn, end den opbyggelige Tale af at tale om Lidelse; Du er maaskee, som man kalder det, en Lykkelig, hvem det tr&ae;tter: o, Du vilde dog ikke v&ae;re saaledes lykkelig, at Du uden Deeltagelse &o-;nskede at forblive uvidende om Lidelserne; Du eftertragter jo tvertimod denne Viden for Din egen Skyld, at Du maatte dannes ved den alvorlige Forestilling! Eller Du er maaskee en Lidende, hvem det tr&ae;tter, at der tales om saamegen Lidelse, naar Din ikke s&ae;rligen n&ae;vnes. O, selv det at t&ae;nke sig levende ind i Andres Lidelse er en Tr&o-;st, og altfor s&ae;rligen at dv&ae;le ved sin egen er let den Tvesindethed, som mener, at der er Tr&o-;st for alle Andre, kun ikke for En selv. Men dette er ikke saa; er det vel med Lidelser saa, at hver har Sit, Stort eller Lidt, med Tr&o-;sten er det visseligen saa, at der er Tr&o-;st for Alle, og v&ae;sentligen den samme for Alle. Dog lad os endnu engang tale om &O-;nsket, derved om Lidelser; thi Tidens L&ae;ngde gj&o-;r Lidelsen tungere og tungere, men Tidens L&ae;ngde afh&ae;nger jo ogsaa af, naar Lidelsen tog sin Begyndelse. Vel har nemlig en kl&o-;gtig Hedning sagt, at langvarige Lidelser kan man v&ae;nne sig til, men Sp&o-;rgsmaalet er, om Tr&o-;sten er den rette; thi herom er jo ikke Tale, om at finde den f&o-;rste den bedste Tr&o-;st, men om at ville det Gode i Sandhed, om at ville lide Alt, for at v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Lader os tale om et heelt Liv i Lidelser, eller om Saadanne, hvem Naturen lige fra Begyndelsen, som vi Mennesker fristes til at sige det, forurettede, hvem lige fra Begyndelsen de unyttige Lidelser bleve anviste: at v&ae;re Andre til Byrde og sig selv n&ae;sten en Byrde, ja hvad v&ae;rre er, at v&ae;re n&ae;sten som en f&o-;dt Indvending mod Styrelsens Godhed. Ak, mangen Travls Levnetsl&o-;b beskrives og foranlediger ny Travlhed: Betragtningen af hine Ulykkelige er ypperlig Modgift mod Travlhed, og dog l&ae;rer man netop ved at betragte Saadanne grundigt hvad det H&o-;ieste er. Men vi ville ikke tale skj&o-;desl&o-;st og i Forbigaaende, i travl Gl&ae;de over selv at v&ae;re forskaanede haste fra Synet; og lige saa lidet ville vi tale mismodigt. Vel er det nemlig herligt at v&ae;re Barn, at indslumre ved Moderens Bryst for at vaagne til at see Moderen, at v&ae;re Barn og kun kjende Moderen og Leget&o-;iet! Vi prise Barndommens Lykke, Synet af den formilder ved sit Smiil &streg; at dog Den, hvem Lykken forundtes, ikke glemmer den i Aarene: men Gud v&ae;re lovet, saaledes forholder det sig ikke, at dette skulde v&ae;re det H&o-;ieste; det lader sig undv&ae;re, uden at tabe det H&o-;ieste, det lader sig v&ae;re savnet uden at have tabt det H&o-;ieste. Og vel er det skj&o-;nt, at v&ae;re ung: ikke at kunne sove for glade Tankers Uro, indslumret at vaagne tidlig med Fuglesangen til den fortsatte Munterhed! Vi prise Ungdommens Lykke, vi gl&ae;de os med den Glade, vi &o-;nske Ungdommen til dens Lykke Taknemmelighed, og i Fremtiden &o-;nske vi den Taknemmelighed for det Svundne: men Gud v&ae;re lovet, saaledes forholder det sig ikke, at dette skulde v&ae;re det H&o-;ieste; det lader sig undv&ae;re uden at tabe det H&o-;ieste, det kan v&ae;re savnet uden at have tabt det H&o-;ieste. Og vel er det livsaligt at elske: kun at have eet &O-;nske, selv om alt Andet gives eller negtes, eet &O-;nske den Elskede, een L&ae;ngsel den Elskede, een Besiddelse den Elskede! Vi prise Elskovens Lykke, o, at den Lykkelige maa v&ae;re trofast i Huuslivets daglige Skj&o-;nsomhed, at Den, der var lykkelig, maa v&ae;re trofast i Erindringens vedholdende Skj&o-;nsomhed: men Gud v&ae;re lovet, saaledes forholder det sig ikke, at dette skulde v&ae;re det H&o-;ieste, det lader sig undv&ae;re uden at tabe det H&o-;ieste, det lader sig v&ae;re savnet _udenuden at have tabt det H&o-;ieste! Men nu den Lidende! Ak, han havde ingen lykkelig Barndom; thi vel er Moderkj&ae;rlighed trofast og &o-;m, is&ae;r da mod det elendige Barn, men en Moder er jo ogsaa et Menneske: han laae ved Moderens Bryst, hun saae sig ikke glad paa ham, men han saae hende bedr&o-;vet; naar han vaagnede, saae han hende stundom gr&ae;dende. Selv mellem &Ae;ldre er det jo saaledes, at naar de Alle sidde bedr&o-;vede, og da han tr&ae;der ind af D&o-;ren, han den lykkeligt Begavede med den lyse Aand og det muntre Sind, da siger han: her er jeg, og nu begynder Munterheden &streg; saa viger Sorgens Skyer. En saadan Begavet er den Sjeldne, men selv den sjeldnest Begavede, hvad formaaede han i Sammenligning med Barnet, naar det, som eengang i F&o-;dsels Timens forf&ae;rdelige Veer, aabner D&o-;ren og siger: her er jeg! O, _BarndommesBarndommens Lykke at v&ae;re saaledes velkommen! &streg; Saa voxte han til i Ungdommens Dage, men han var ikke med i Legen; og om Nogen spurgte: hvorfor vil Du ikke lege med? da skulde han vel svare: &anfbeg;hvor kan Du n&ae;nne at sp&o-;rge mig saaledes?&anfslut; &streg; Saa gik han da afsides, dog ikke for at d&o-;e, thi han var jo endnu i Ungdommens Dage. &streg; Saa kom Elskovens Tid, men Ingen elskede ham; vel var der nogle Faa, der holdt af ham, men det var Medlidenhed og Deeltagelse. &streg; Saa blev han Mand, men han stod udenfor Livet. &streg; Saa d&o-;de han, men han var ikke savnet; den lille Skare som dannede Sorgens F&o-;lge, sagde Alle: det var en Lykke, at Gud tog ham herfra; og Pr&ae;sten sagde det Samme. &streg; Saa var han d&o-;d, og saa var han glemt &streg; og alle hans unyttige Lidelser. Der var ikke Fryd og Jubel, da han f&o-;dtes, men bange Forf&ae;rdelse; der var ikke Sorg og Smerte da han d&o-;de, men en stille veemodig Gl&ae;de. Saaledes gik hans Liv hen, eller rettere saaledes gaaer det hen, thi det er jo ikke et gammelt Eventyr, jeg fort&ae;ller, om hvad der er skeet i fordums Dage med en Enkelt, det Samme skeer oftere, det ligger os n&ae;r nok, om ogsaa Letsind og Sandselighed, om Livs-Kl&o-;gt og Ugudelighed &o-;nske at blive uvidende derom, &o-;nske at fjerne saadanne Ulykkelige og at fjerne de alvorlige Paamindelser, ikke blot fra Kunstens Sorgl&o-;shed, men ogsaa fra Kirken og fra den opbyggelige Betragtning, der jo dog maa vide, at den hellige Skrift n&ae;sten har en Forkj&ae;rlighed for Halte og Kr&o-;blinge, for Blinde og Spedalske. Ja, som Christus, da Apostlerne begyndte at blive travle, satte et Barn i deres Midte: saaledes kunde vel en Alvorlig fristes til paa hine Steder, hvor M&ae;ngden st&o-;ier og larmer i Aarhundredets fortumlede Navn, at s&ae;tte en saadan Ulykkelig i deres Midte. Synet af ham skal sandeligen ikke sinke Nogen, der vil noget Evigt; men Travlhed har heller Intet med det Evige at gj&o-;re. Han, den Lidende, deeltog i Livet &streg; ved at leve: men Eet var hans Liv ukjendt med, hvad der i alle Livets Forhold som i Elskovens Lyst er Lykken: det Lige for Lige. Lige for Lige, det fik han aldrig, og det kunde han selv ikke give, thi han var en lidende Gjenstand for Deeltagelse og Medlidenhed. Nei Lige for Lige fik han aldrig, ikke som Barn, at han kunde gj&o-;re Moderen glad, at, hvis Andre havde bedr&o-;vet hende, han da blot beh&o-;vede at vaagne smilende for at gj&o-;re hende glad. Nei Lige for Lige fik han aldrig, thi han elskede Legebroderen anderledes end denne elskede ham; nei Lige for Lige fik han aldrig, og derfor heller ingen Mage; i Livets mange Aar kunde han Intet gj&o-;re til Gjengjeld; og selv i D&o-;den fik han ikke Lige for Lige: at v&ae;re savnet som han savnede de Kj&ae;re. Han d&o-;de, men hvad end F&o-;lget og Pr&ae;sten sagde: Gud v&ae;re lovet, saaledes er det ikke, at han derved er udelukket fra det H&o-;ieste. &streg; O, Du Lidende, hvor Du end er, hvor Du end unddrager Dig fra Synet af Mennesker for ikke at forstyrre dem ved at minde om det Ynkelige: o, glem dog ikke, at ogsaa Du kan gj&o-;re Noget, lad dog ikke Dit Liv gaae hen i en unyttig T&ae;llen af de unyttige Lidelsers Dage og Aar, glem ikke, at Du kan gj&o-;re Noget. Meningen er ikke, som naar det stundom siges i Verden til en formeentlig Lidende, der for en lille Gjenvordigheds Skyld strax vil kaste sig paa den lade Side, at han dog kan gj&o-;re Noget for Andre; thi Den, der kan det, ham anseer den opbyggelige Betragtning ikke for i str&ae;ngeste Forstand Lidende, tvertimod bruger den Str&ae;nghed mod ham. O, Du Lidende, om Du end ikke saaledes kan gj&o-;re Noget for Andre, og dette h&o-;rer jo netop med til Din Lidelse, Du kan dog endnu gj&o-;re &streg; det H&o-;ieste, Du kan ville lide Alt og derved v&ae;re med det Gode i Afgj&o-;relsen. O, salige Ligelighed, at den i str&ae;ngeste Forstand Lidende ubetinget kan gj&o-;re det H&o-;ieste fuldt saa vel som den i lykkeligste Forstand meest Begunstigede. &Ae;re og Priis v&ae;re det Evige: der er ikke Skygge af Forskjel, der er ikke Forurettelse og Begunstigelse, men Ligelighed. Ved at ville lide Alt er Du med det Gode i Afgj&o-;relsen, omkl&ae;dt &streg; ja som naar den D&o-;de _{staar, op}staaer op og afkaster Ligkl&ae;derne, saaledes har Du afkastet Elendighedens Skikkelse; Du er ikke til at skjelne fra nogen Anden blandt dem, hvem Du kun kunde &o-;nske at ligne, dem, der ere med det Gode i Afgj&o-;relsen: De ere alle eens kl&ae;dte, omgjordede om L&ae;nden med Sandhed, if&o-;rte Retf&ae;rdigheds Pantser, b&ae;rende Saliggj&o-;relsens Hjelm! Dersom det er saaledes, og det er jo ethvert bedre Menneskes Haab, at der er en Opstandelse, hvor der ingen Forskjel skal v&ae;re, hvor den D&o-;ve skal h&o-;re, den Blinde see, Den, der bar Elendighedens Skikkelse, v&ae;re skj&o-;n som alle de Andre: o, der er jo paa denne Side Graven som en Opstandelse, hver Gang et Menneske, ved at ville gj&o-;re Alt eller ved at _lideville lide Alt, staaer op ved at v&ae;re i Afgj&o-;relsen, og bliver staaende med det Gode i Afgj&o-;relsen. Den eneste Forskjel er &O-;nskets Smerte i den Lidende, men dette kan jo ogsaa v&ae;re en Hj&ae;lp til at komme ud i Afgj&o-;relsen. Den Lidende maa altsaa ville lide Alt, og dette betyder, ligesom det at ville gj&o-;re Alt: at bringe det til Afgj&o-;relse, at v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Medens nemlig &O-;nskets Smerte er Udtrykket for, at Lidelsen paa en Maade vedbliver, saa vedbliver ogsaa Helbredelsen, naar den Lidende forbliver i Afgj&o-;relsen. Men der er en Magt, som er st&ae;rk i &O-;ieblikket, det er Klogskaben; fra den og fra &O-;ieblikket, eller ved den og fra &O-;ieblikket udgaaer Menneskets Ford&ae;rvelse &streg; dersom det ellers er saa, at i det Evige ved det Evige er Menneskets Frelse. Klogskaben misbruges nu ind efter; thi ud efter kan den v&ae;sentligen Lidende ikke let komme til at misbruge den. Klogskaben er atter her riig paa Udflugter, ved hvilke Tiden holdes hen og Afgj&o-;relsen uds&ae;ttes; den vil kun jordisk og timelig forstaae sig paa Afgj&o-;relsen; den har kun &O-;ieblikkets Forstand paa en Afgj&o-;relse, ved hvilken Lidelsen selv skulde oph&o-;re. Men saaledes helbreder rigtignok det Evige ikke. Den V&ae;rkbrudne bliver ikke karsk, fordi han helbredes ved det Evige, den Spedalske ikke reen, den Vanf&o-;re ikke velskabt. &anfbeg;Men saa er det jo et daarligt Paafund med det Eviges Hj&ae;lp&anfslut;, mener Klogskaben; &anfbeg;ja, hvad endnu v&ae;rre er, Afgj&o-;relsen, naar den Lidende indvier sig til Lidelsen, gj&o-;r jo endog hans Tilstand haabl&o-;s&anfslut; &streg; fordi Afgj&o-;relsen bryder med Timelighedens g&o-;glende Haab. Hvor nemlig det Evige ikke kommer til at helbrede en saadan Lidende, der gaaer det ved Klogskabens Hj&ae;lp gjerne saaledes: f&o-;rst lever den Lidende nogle Aar af et jordisk Haab; men naar da dette er fort&ae;ret og Lidelsen dog vedbliver, saa bliver han overtroisk, hans Befindende vexler mellem D&o-;sighed og blussende Sp&ae;nding; men naar da Lidelsen vedbliver, saa indtr&ae;der tilsidst en dorsk Fortvivlelse, kun meget sjeldent afbrudt af en unaturlig og forf&ae;rdeligt sv&ae;kkende Oversp&ae;ndthed, ligesom naar Spilleren endnu engang haaber paa Lykkens Tr&ae;f. Ak, i L&ae;ngden faaer man _detret at see, hvad Klogskaben og _retdet jordiske Haab er! Thi det synes dog Klogskaben saa klogt, &anfbeg;at man ikke daarligen opgiver et jordisk Haab om en mulig eventyrlig Helbredelse&anfslut; &streg; for at vinde det Evige; det synes Klogskaben saa klogt, &anfbeg;at man ikke afgjort siger Verden Farvel; man kan jo dog ikke vide, hvad der muligen kunde skee ... og da skulde man fortryde&anfslut; &streg; at man havde ladet sig helbrede ved det Evige. Det jordiske Haab og det himmelske Haab voxe vel op og lege med hinanden i Barndommen som Ligeb&o-;rn: men i Afgj&o-;relsen viser Forskjellen sig. Dog dette forhindrer Klogskaben, der bestandigt forhindrer Afgj&o-;relsen. Seilivet holder den Tiden hen, har utallige Paafund, hvis Viisdom er denne: at man ikke maa tage sig Lidelsen og Livet for n&ae;r, at det jo dog var muligt, hvo kan vide det o.s.v. Naar den Lidende nemlig tager sig Lidelsen ret n&ae;r, saa bliver han ved det Evige hjulpen i Afgj&o-;relsen. Thi at tage sig Lidelsen ret n&ae;r, det er at afd&o-;e fra Timeligheden og Klogskaben og Udflugterne, og de kloge M&ae;nd og Koner, og Anekdoterne om Den og Den: for at finde Hvile i det Eviges salige Tilforladelighed; det er for den Lidende, hvis man vil sammenligne ham med en Syg, ligesom naar den Syge vender sig om paa den anden Side, og nu endeligen finder den Stilling, hvori der er Lise &streg; om end &O-;nsket smerter. Selv om det var en Ubetydelighed: man kan aldrig have taget sig Noget for n&ae;r, naar man kun tog sig det saaledes n&ae;r, at man derved vandt det Evige. Men den Lidende, som ikke vil helbredes ved det Evige, han er tvesindet; Tvesindetheden i ham er Sygdommen, som gnaver og gnaver og fort&ae;rer de &ae;dleste Kr&ae;fter, er den indvortes Skade, som er uendelig farligere end at v&ae;re vanf&o-;r og v&ae;rkbruden. Den Tvesindede vil helbredes og vil dog ikke helbredes: evigt vil han nemlig ikke helbredes. Men den timelige Helbredelse er uvis, og Uvishedens i Stigen forskjellige Udtryk er den stigende Uro i hans Tvesindethed. Selv i den Tvesindedes sidste &O-;ieblik sidder endnu Klogskaben ved D&o-;dsleiet og forklarer, man kan ikke vide, hvad der pludseligen og uventet kunde skee; der maa paa ingen Maade sendes Bud efter Pr&ae;sten, thi Klogskaben er i den Grad bange for Afgj&o-;relsen, at den allerede anseer Pr&ae;stens Komme for en Slags Afgj&o-;relse &streg; og man kan dog ikke vide, hvad der pludseligen og uventet kunde skee. Saa d&o-;er den Tvesindede, og nu veed den Efterlevende med Vished, at den Afd&o-;de blev ikke paa nogen pludselig og uventet Maade helbredet fra sine mangeaarige Lidelser. Ak, Den der i det &O-;ieblikkeliges kl&o-;gtige Forstand elsker Verden, for ham er det Evige en Gaade; han t&ae;nker bestandigt: men dersom nu Timelighedens Hj&ae;lp pludseligen kom, saa var jeg jo bedragen, jeg, som i det Eviges Afgj&o-;relse var afd&o-;d fra Timeligheden. Det vil sige, man anseer dog det Timelige for det H&o-;ieste, det Evige betragter man som en Slags fortvivlet N&o-;dhj&ae;lp, derfor uds&ae;tter man dets Afgj&o-;relse saa l&ae;nge som muligt, og selv om Timelighedens Hj&ae;lp er den urimeligste af alle Forventninger, saa vil man dog hellere, hidset i overtroisk Indbildning, haabe derpaa end gribe det Evige. Man er bestandigt i Angest for, at man skulde komme til at fortryde det; og dog er det Evige, hvis man i Sandhed griber det, det Eneste, ubetinget det Eneste, hvorom der ubetinget maa siges: det fortrydes aldrig. Men af Frygt for, at man engang skulde fortryde det Eviges Afgj&o-;relse forskylder man, at man engang bitterlig maa fortryde, at man lod Tiden gaae hen. O, det er jo dog en daarlig Klogskab (hvor meget den end bryster sig, hvor snaksom den end er), der daarligen bedrager sig selv for den h&o-;ieste Tr&o-;st, hj&ae;lper sig selv af en maadelig i en endnu maadeligere Tr&o-;st, og tilsidst i den visse Fortrydelse. Om den Lidende bruger Klogskaben saaledes, at hans Tvesindethed tager sig lidt bedre ud i Verdens &O-;ine end hiin beskrevne, gj&o-;r hverken fra eller til; naar han bruger den til at forhindre det Eviges Afgj&o-;relse er han dog v&ae;sentligen tvesindet, han er og bliver v&ae;sentligen tvesindet, selv om Timelighedens Hj&ae;lp kom og &streg; han roste sig af sin Klogskab, at han klogt undgik, ja man skulde jo troe, at det var en Ulykke, altsaa, at han klogt undgik det Eviges Afgj&o-;relse. Det Eviges Afgj&o-;relse er den eneste sande Frelse, og det er derfor ogsaa Tvesindethed, naar den Lidende bruger sin Kraft til at skjule Smerten, istedetfor til ved det Evige at lade sig helbrede. En saadan Lidende vil ikke v&ae;re fri for Lidelsen, men kun for Medlidenheden, forsaavidt denne jo ogsaa kan v&ae;re en Lidelse. Deri ligger Tvesindethedens Modsigelse, thi kun ved det Eviges Afgj&o-;relse bliver han i Sandhed fri for Medlidenhedens Piinlighed, netop fordi han ved Afgj&o-;relsen v&ae;sentligen har overvundet Lidelsen: saa kun &O-;nsket smerter, medens det Evige helbreder. Al Tvesindethed i Forhold til Lidelser har sin Grund i og sit Kjende paa, at den Tvesindede ikke vil slippe Timeligheden; saaledes er ogsaa den tvesindede Tale, der stundom henvendes til de Lidende, kjendelig paa, at den tr&o-;ster ved Timeligheden. Det er kun altfor ofte, at den Lidende ligesom krymper sig ved &streg; at modtage den h&o-;ieste Tr&o-;st; og den Talende ligesom undseer sig ved at byde den h&o-;ieste Tr&o-;st. Derimod tr&o-;ster den tr&o-;stende Tale med, at det nok vil blive bedre &streg; maaskee; den formaner til saadan nogen Taalmodighed; den pusler lidt om den Lidende og siger, at paa S&o-;ndag bliver det nok godt. Men hvorfor dog give en Tr&ae;ngende, hvis vi et &O-;ieblik t&o-;r sammenligne den Lidende med en saadan, S&o-;lv eller vel endog det u&ae;gte Metal, naar man har Guld rigelig at byde ham; thi Evighedens Tr&o-;st er det pure Guld. Lad os minde om en Handlende, ihvorvel hans Lidelse altid er forskjellig fra den v&ae;sentligen Lidendes. Vi l&ae;se om Apostlene, at da de vare blevne hudstr&o-;gne gik de glade bort og takkede Gud. Her er ingen Tale om lidt Taalmodighed, om at det nok bliver bedre paa S&o-;ndag; men her er Evighedens seierrige Tr&o-;st, og de hudflettede Apostle have mere end seiret. Saaledes ogsaa med den v&ae;sentligen Lidende; naar Evigheden helbreder, da bliver vel &O-;nsket ved at smerte (og saaledes skal det v&ae;re, thi det Evige tager jo ikke den Lidende ud af Tiden), men der er ingen Klynken, ingen midlertidig Adspredelse, ingen bedragerisk Ops&ae;tten. Man mener rigtignok, at naar den v&ae;sentligen Lidende har klynket sig gjennem Tiden, og saa nogenlunde ved allehaande Indbildninger har faaet Tiden til at gaae, eller har slaaet Tiden ihjel: at saa staaer Evigheden ham aaben. Ak, nei, ogsaa den v&ae;sentligen Lidende har et Ansvar for, hvorledes han har brugt Tiden, benyttet den jordiske Elendighed, om han har benyttet den til evigt at lade sig helbrede. Men siger Klogskaben: &anfbeg;man skal dog vel ikke dr&ae;be Haabet.&anfslut; &anfbeg;Du &O-;ienskalk,&anfslut; svarer det Evige, &anfbeg;hvorfor taler Du saa tvetydigt; jo vist er der et Haab man skal dr&ae;be, som der er en Lyst man skal dr&ae;be og en Begjering og en L&ae;ngsel: det jordiske Haab skal man dr&ae;be, thi netop da har man f&o-;rst frelst sig selv ved det sande Haab, og derfor skal den Lidende end ikke ville paa Timelighedens Vilkaar &anfbeg;&anfbeg;tage mod Befrielsen&anfslut;&anfslut; (Hebr. 11, 35). Men den Lidende, der i Sandhed vil det Gode, han benytter netop Klogskaben mod Udflugterne, og derved til at hj&ae;lpe sig ud i Afgj&o-;relsen, til at slippe bort fra det Midlertidiges Skuffelser. Han frygter ikke Afgj&o-;relsens Tryk, der ligesom samler Lidelsen over ham, thi han veed, at dette Tryk er Evighedens Gjennembrud, han veed, at i Afgj&o-;relsen oversk&ae;res Timelighedens Nerve, om end Smerten bliver i &O-;nsket. Det er vistnok, at hvad der ofte gj&o-;r en Lidende utaalmodig, er, at han tager et heelt Livs Lidelse ligesom op forud og nu gyser for hvad der fordeelt paa Tiden, hvis han lod hver Dag have sin Sorg, vilde v&ae;re lettere at b&ae;re. I denne Forstand skal Lidelsen ikke samles i Afgj&o-;relsen, thi Feilen er netop den, at han trods al Forudoptagen dog ikke vinder noget Evigt, men kun timeligt forf&ae;rdes. Men det er ogsaa vist, at en Lidende gjennem de mange Aar ved Timelighedens Uvisse kan snakke sig fra Afgj&o-;relsens Indtryk, og dette er det Ford&ae;rvelige. Derfor veed den Lidende, der vil det Gode i Sandhed, at Klogskaben er en svigefuld Ven og kun Afgj&o-;relsen fuldtro. Den Handlende vil gj&o-;re Alt for det Gode, den Lidende vil lide Alt for det Gode: Ligeligheden er, at de begge kunne v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Kun Retningen hvori der arbeides er forskjellig, hvilken Forskjellighed dog ikke maa forstaaes som udelukkede den ene den anden: den Handlende virker ud efter for at det Gode maa seire, selv hans Liden har Betydning i Henseende dertil; den Lidende gj&o-;r ind efter Alt (ved at ville lide Alt) for det Gode, at det maa seire i ham. Men det Gode maa jo dog have seiret og vedblive at seire i den Handlendes Indre, hvis han i Sandhed skal virke for det Gode ud efter; og den v&ae;sentligen Lidende kan altid virke for det Gode ud efter ved Exemplets Magt, og virke eftertrykkeligt, thi hans Liv, netop fordi ham Meget er negtet, indeholder en stor Opfordring til de Mange, hvem Meget er givet; og hans Liv, naar han er og forbliver med det Gode i Afgj&o-;relsen, indeholder en str&ae;ng Dom over de Mange, der benytte det meget Givne paa en uforsvarlig Maade. Ja, selv om det var den Lidende negtet at virke ved sit Exempel, selv om han var fjernet fra alle andre Mennesker, han er dog deelagtig i Menneskehedens f&ae;lles store Anliggende; paa sin eensomme Post forsvarer han ligesom et vanskeligt Pas, ved at frelse sin Sjel ud af alle Lidelsens besn&ae;rende Vanskeligheder: om intet Menneske seer ham, Menneskeheden f&o-;ler med ham, lider med ham, seirer med ham! Men overalt hvor det Gode seirer i Sandhed, der er Seiren v&ae;sentligen lige stor, hvad enten det Gode seirer i Mange ved Een, eller det seirer i den eensomt Forladte ved ham: Seiren er v&ae;sentligen lige stor. O, priset v&ae;re det Eviges salige Ligelighed. Dog Eet endnu inden Talen forlader Lidelserne: kan man siges at ville Lidelse, er Lidelse ikke Noget man maa tvinges til mod sin Villie; hvis man kan v&ae;re fri for den, kan man saa ville den, og hvis man er bunden i den, kan man saa siges at ville den? Dersom vi skulle besvare dette Sp&o-;rgsmaal, da lad os fremfor Alt skjelne mellem: hvad det er, at ville i Lystens Forstand, og hvad det er at ville i Frihedens &ae;dle Forstand. Ja, for mange Mennesker er det som en Umulighed at ene Frihed og Lidelse i den samme Tanke. Naar de derfor see Den, som kunde have magelige og beqvemme Dage med sit Gods, naar de see ham anstr&ae;nge sig trods nogen Pligtarbeider, uds&ae;tte sig for mange Lidelser, v&ae;lge et h&o-;iere Kalds besv&ae;rlige Vei: saa betragte de ham enten som Indskr&ae;nket eller som en Sindssvag; de beklage n&ae;sten, at Styrelsen har skjenket alle disse gunstige Betingelser til En, som slet ikke veed at benytte dem; de t&ae;nke i deres stille Sind, om de end ikke sige det h&o-;it, om de end ikke t&ae;nke paa, hvor s&o-;rgeligt de forraade deres eget Indre: det skulde v&ae;re os, der var i hans Sted, vi skulde anderledes vide at nyde Livet. Altsaa, naar En kan v&ae;re fri for Lidelsen, saa er det enten Indskr&ae;nkethed eller Sindssvaghed at ville den. Men hvad er saa Mod? Er det Mod at gaae derhen, hvor Lysten vinker, at see derhen, hvor det Lystelige er? Eller fordres der ikke til at vise Mod, at der er en Modstand (hvad Sproget selv synes at tyde paa), som naar den Modige seer Faren under &O-;ine, thi Faren er ikke Det, &O-;iet lystes ved at see; eller for at anskueliggj&o-;re det, som naar den modige Rytter tvinger Hesten fremad mod det Skr&ae;kkende, thi i den Modiges &O-;ie seer man ikke, at det sandselige &O-;ie gyser for Faren, fordi Modet gjennemtr&ae;nger selve &O-;iets Udtryk, men Rytteren og Hesten anskueliggj&o-;re, hvorledes Modet er sammensat. Rytteren er den Modige, Hesten er sky, men Hesten og dens Skyhed svarer til det Lave i Mennesket og dettes Skyhed, hvilken Modet betvinger. Modet vil altsaa frit Lidelsen. Den Modige har en forr&ae;dersk Modstand i sig selv, der er i Pagt med Modstanden udenfor, men netop derfor er han den Modige, fordi han trods den frit vil Lidelsen. &streg; Paa den anden Side, (og Dette er hvad vi her n&ae;rmest maa bet&ae;nke, da vi tale om den v&ae;sentligen Lidende) kan den Lidende frit overtage den Lidelse, i hvilken han dog paa en Maade er tvungen, forsaavidt han ikke har det i sin Magt at frigj&o-;re sig; kan ikke blot den Fri sige: &anfbeg;l&ae;nk mig kun, jeg frygter ikke&anfslut;; men kan ogsaa den L&ae;nkede _sige;sige: &anfbeg;frivilligt overtager jeg mit Fangenskab&anfslut;, det Fangenskab altsaa hvori han er? Ja, her er det Samme Tilf&ae;ldet; de fleste Menneskers Mening er, at dette er en Umulighed, og at derfor den Lidendes Tilstand er sukkende Modl&o-;shed. Men hvad er saa Taalmod? Er Taalmod ikke netop det Mod, der frit overtager den Lidelse, som ikke kan undgaaes? Det Uundgaaelige er netop Det, som vil kn&ae;kke Modet. Der er i den Lidende selv en forr&ae;dersk Modstand, som er i Pagt med Uundgaaelighedens R&ae;dsel, og forenede ville de knuse ham; men trods dette finder Taalmodet sig i Lidelsen, og finder sig netop derved fri i den uundgaaelige Lidelse. Derfor gj&o-;r, om man vil tale saaledes, Taalmod et endnu st&o-;rre Under end Mod gj&o-;r, thi Mod gaaer frit i den Lidelse, som kunde undgaaes, men Taalmod gj&o-;r sig fri i den uundgaaelige Lidelse; ved sit Mod lader den Fri sig frit fange, men ved sit Taalmod gj&o-;r den Fangne sig fri &streg; dog ikke i den Forstand, at Slutteren skulde blive angest og bange. Den udvortes Umulighed af at kunne frigj&o-;re sig fra Lidelsen, forhindrer ikke den indvortes Mulighed af virkeligen at kunne gj&o-;re sig fri i Lidelsen, frivilligt overtage Lidelsen, idet den Taalmodige giver sit Samtykke ved at ville finde sig i Lidelsen. Thi man kan tvinges ind i det snevre F&ae;ngsel, man kan tvinges ind i livsvarige Lidelser, og N&o-;dvendigheden er Tvingeren; men man kan ikke tvinges til Taalmod. Dersom N&o-;dvendighedens Tvinger trykker paa en Sjel, som ikke har og ikke vil have Frihedens Fjederkraft: saa bliver Sjelen vel fortrykt, men den bliver ikke taalmodig; Taalmodigheden er Sp&ae;nstighedens Gjentryk, hvorved den Tvungne gj&o-;r sig fri i Tvangen. Eller kan kun den Rige v&ae;re sparsommelig &streg; fordi han har det i sin Magt at &o-;dsle; kan ikke ogsaa den Fattige v&ae;re sparsommelig, uagtet han ikke har det i sin Magt at &o-;dsle, uagtet han er tvungen til at v&ae;re &streg; sparsommelig; nei, det kan han netop ikke tvinges til, altsaa uagtet han er tvungen til at v&ae;re fattig? Ak, men mange Menneskers Viisdom er ligesom beregnet paa at afskaffe det Gode. Naar den Uafh&ae;ngige frit v&ae;lger M&o-;isommelighed, saa siger man, han er s&ae;r, &anfbeg;han som kunde have det saa godt i Lediggang og f&o-;ie hvert sit &O-;nske i Magelighed;&anfslut; og naar den Tvungne er taalmodig i Lidelsen, saa siger man, &anfbeg;tak ham Skam til, han er jo tvungen, han gj&o-;r jo en Dyd af N&o-;dvendighed&anfslut;. Unegteligt, han gj&o-;r en Dyd af N&o-;dvendighed, det er netop Hemmeligheden, det er just det meest betegnende Udtryk for hvad han gj&o-;r; han gj&o-;r af N&o-;dvendigheden en Dyd, han bringer en Frihedens Bestemmelse (Dyd) ud af hvad der er bestemmet som N&o-;dvendighed. Og deri ligger netop Helbredelsen ved det Eviges Afgj&o-;relse, at den Lidende frit overtager den paatvungne Lidelse. Som det er den Lidende en Lindring at aabne sig i Fortrolighed for en Ven: saaledes er dette Frelsen ved det Eviges Afgj&o-;relse, at den Lidende, medens N&o-;dvendighedens Tvang ligesom vil sammenpresse Hjertet, aabner sig for det Evige, og evigt samtykker i at ville lide Alt. Thi er vel Den fangen, for hvem D&o-;ren staaer aaben: Evighedens Fl&o-;id&o-;r! Er vel Den i Tvang, der evigt er fri! Da Paulus sagde: &anfbeg;jeg er romersk Borger&anfslut;, saa turde Landsh&o-;vdingen ikke f&ae;ngsle ham, og han blev sat i frit Fangenskab. Naar et Menneske t&o-;r sige: jeg er Evighedens fri Borger, saa kan N&o-;dvendigheden ikke f&ae;ngsle ham uden i &streg; frit Fangenskab. M. T.! hvis det nu synes Dig saaledes, saa ville vi minde om Talens Gang. Skulde et Menneske ville Eet, da maatte han ville det Gode, saa var det muligt, at han kunde ville Eet. Men skulde det blive virkeligt, da maatte han ville det Gode i Sandhed. I Forhold til som han var en Handlende eller en Lidende, maatte han ville gj&o-;re Alt for det Gode, eller han maatte ville lide Alt for det Gode. &streg; Han maatte ville gj&o-;re Alt for det Gode, eller v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Men Klogskaben misbrugtes ind efter til at s&o-;ge Udflugter; og den misbrugtes ud efter i Bedraget. Den Gode derimod brugte Klogskaben til at forhindre alle Udflugter og derved til at hj&ae;lpe sig ud og bevare sig ude i Afgj&o-;relsen; han brugte Klogskaben til at forhindre ethvert Bedrag ud efter. &streg; Han maatte ville lide Alt for det Gode, eller v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen. Og Talen dv&ae;lede ved at skildre den v&ae;sentlige Lidendes Tilstand, fordi man ved at betragte Lidelser tilforladeligst l&ae;rer, hvilket det H&o-;ieste er. I Forhold til Lidelser misbrugtes atter Klogskaben ind efter til at s&o-;ge Udflugter, men den Gode benytter netop Klogskaben mod Udflugterne, at han maatte v&ae;re og forblive med det Gode i Afgj&o-;relsen, ved at ville lide Alt, ved at ville Lidelsens paatvungne N&o-;dvendighed. Men Hjertets Reenhed er at ville Eet. Det er denne S&ae;tning, som har v&ae;ret Talens Gjenstand, hvilken vi knyttede til det apostoliske Ord: holder Eder n&ae;r til Gud, saa skal han holde sig n&ae;r til Eder, renser H&ae;nderne, I Syndere, luttrer Hjerterne, I Tvesindede! Thi det Godes Afgj&o-;relse er det afgj&o-;rende Eet og Gud kan man ikke svigefuldt, indsmigrende, holde sig n&ae;r til med Tungen, medens Hjertet er langt borte. Nei, da Gud er Aand og er Sandhed, kan man kun i Sandhed holde sig n&ae;r til ham, ved at ville v&ae;re hellig, som han er hellig, ved Hjertets Reenhed. Hjertets Reenhed; dette er et billedligt Udtryk, som sammenligner Hjertet med Havet, og hvorfor vel just med det? Fordi Havets Dybde er dets Reenhed, og dets Reenhed er dets Gjennemsigtighed, fordi Havet kun er dybt, naar det er reent, og kun reent, naar det er gjennemsigtigt; saasnart det er ureent er det heller ikke dybt men Overflade, og saasnart det er Overflade er det heller ikke gjennemsigtigt. Naar det derimod dybt og gjennemsigtigt er reent, da er det Eet, hvorl&ae;nge man end vedbliver at see derpaa; da er dets Reenhed Bestandigheden i Eet. Og derfor sammenligne vi Hjertet med Havet, fordi dets Reenhed er Bestandigheden i at v&ae;re dyb og i at v&ae;re gjennemsigtig. Ingen Storm maa opr&o-;re det; ingen Kastvind maa bev&ae;ge dets Overflade; ingen d&o-;sig Taage maa brede sig over det; ingen tvivlsom Bev&ae;gelse maa der v&ae;re i det; ingen henilende Sky maa dunkle det: men stille maa det ligge, dybt gjennemsigtigt; og hvis Du seer det idag saaledes, da opl&o-;ftes Du ved at skue Havets Reenhed, og hvis Du saae det hver Dag saaledes, da siger Du det er bestandig reent &streg; liig Dens Hjerte, der kun vil Eet. Som Havet, naar det saaledes ligger stille, dybt gjennemsigtigt, tragter efter Himlen: saaledes tragter det rene Hjerte, naar det er stille, dybt gjennemsigtigt, efter det Gode; eller som Havet bliver reent, naar det tragter ene efter Himlen: saaledes bliver Hjertet reent naar det tragter ene efter det Gode. Som Havet gjengiver Himlens H&o-;ide i sin rene Dybde, saaledes gjengiver Hjertet, naar det er stille dybt gjennemsigtigt, det Godes himmelske Oph&o-;iethed i sin rene Dybde. Kommer der dem det mindste imellem, mellem Himlen og Havet mellem Hjertet og det Gode, ja var det end Utaalmodighed i at eftertragte Gjengivelsen, saa er Havet ikke reent, saa gjengiver det ikke Himlen reent. III. M. T. Det var ved Anledningen af et Skriftemaal, at denne Tale blev til. Om den end, efter at have hentydet dertil i Begyndelsen, hidtil ikke har benyttet Anledningen, har denne dog aldrig v&ae;ret glemt i Talen, der som et Indbydelses-Skrift ved en Festlighed har afhandlet, hvad der stod i det n&o-;ieste Forhold til denne. Talen er fra sit ene Udgangspunkt &streg; at ville Eet &streg; gaaet ud ad forskjellige Veie, bestandigt vendende tilbage til sit Udgangspunkt; den har ligesom seet sig om i Verden, agtet paa de menneskelige Forskjelligheder; stundom har den fremstillet den enkelte Vildfarelse og den Vildfarendes Sjelstilstand i forst&o-;rret Maalestok, at man da saaledes bedre kan blive opm&ae;rksom og tage Kjende paa, hvad der i det daglige Livs mindre Forhold sjelden viser sig ublandet, og derfor vanskeligere kjendes som dette bestemte. Talen har, idet den gjennemf&o-;rt holdt Fordringen fast: at ville Eet, l&ae;rt mange Vildfarelser, Skuffelser, Bedrag, Selvbedrag at kjende; den har str&ae;bt at spore Tvesindetheden ad dens skjulte Veie, at opdage dens L&o-;nlighed. Ved om muligt at gj&o-;re sig forstaaelig har Talen s&o-;gt at bringe det til Forstaaelse med Tilh&o-;reren. Men denne Talens Forstaaelighed og Tilh&o-;rerens Forstaaelse er endnu ikke den sande Alvor, giver ingenlunde Overveielsen sit rette Eftertryk. For at naae dette Sidste, maa Talen afgj&o-;rende fordre noget af Tilh&o-;reren, og ikke blot hvad den hidtil har fordret, at han som L&ae;ser deler Arbeidet med Taleren; nu maa den ubetinget fordre hans afgj&o-;rende Selvvirksomhed, paa hvilken Alt beroer. Saa t&ae;nk Du nu, m. T., Anledningen; og medens Syndens Bevidsthed indsk&ae;rper Trangen til det ene Forn&o-;dne, medens det hellige Steds Alvor styrker Villien i hellig Beslutning, medens den Alvidendes Tilstedev&ae;relse gj&o-;r Selvbedraget umuligt, bet&ae;nke Du Dit eget Liv. Talen, som er uden Myndighed, skal ikke formastelig ville d&o-;mme Dig: ved at t&ae;nke Anledningen ret levende staaer Du for en h&o-;iere Dommer, hvor intet Menneske t&o-;r d&o-;mme det andet, da han selv er en Anklaget. Talen henvender sig ikke til Dig som til en Bestemt, den veed end ikke, hvo Du er: men hvis Du ret levende t&ae;nker Anledningen, da vil det v&ae;re Dig, hvo Du end er, som talte den netop til Dig &streg; dette er ikke Talens Fortjeneste, det er Din Selvvirksomheds Gjerning, at Du for Din egen Skyld er Talen behj&ae;lpelig og vil ved Dig selv v&ae;re Den, til hvem der siges: Du. Dette er Din Selvvirksomhed, saaledes er det i Sandhed; ak, lad os fremfor Alt ikke fra det Afgj&o-;rende henlede nogen Opm&ae;rksomhed paa Taleren og Talens Kunst. Skeer dette, da er det atter Travlhedens og Tvesindethedens Skyld, at Eftertrykket i et Vexel-Forhold l&ae;gges paa urette Sted, at den gudelige Taler bliver beundret for sin Kunst, sin Veltalenhed, og at derover ganske glemmes, hvad ethvert Menneske kan, og hvad der vel at m&ae;rke er det H&o-;ieste. Thi det at v&ae;re veltalende er dog, gudelig forstaaet, en Sp&o-;g ligesom det at v&ae;re skj&o-;n, et lykkeligt Fortrin, men en Sp&o-;g: Alvoren er, at ville h&o-;re efter til at ville gj&o-;re derefter; dette er det H&o-;ieste, og, Gud v&ae;re lovet, det kan ethvert Menneske, hvis han vil. Men Travlheden l&ae;gger et h&o-;ist alvorligt Eftertryk paa Sp&o-;gen og anseer Alvoren for Ingenting; den mener, splidagtigt og letf&ae;rdigt, at det at v&ae;re veltalende er det H&o-;ieste, og at Tilh&o-;rerens Opgave er at bed&o-;mme, om Taleren er det. Lad mig derfor (at ingen Mislighed lades bag ved og ingen Tvesindethed uomtalt) her, hvor Fordringen gj&o-;res til Selvvirksomheden, kort oplyse Forholdet mellem Taleren og Tilh&o-;reren i Forhold til den gudelige Tale; lad mig, for atter at byde Tvesindetheden Spidsen, oplyse det ved et Billede hentet fra den verdslige Kunst, og lad dette ikke tvesindet forstyrre Dig, eller give Dig Anledning til at anklage Talen for Us&o-;mmelighed, thi t&o-;r Du v&ae;re tilstede ved den verdslige Kunsts Forestillinger, saa maa Du jo gudeligt have forstaaet Dig selv deri, og altsaa maa Du jo selv have t&ae;nkt det Gudelige sammen med den verdslige Kunst, om Du end derved netop tydeligt har erkjendt Forskjelligheden; i andet Fald er der Splid og Tvesindethed i Dit Indre, saa Du vil leve verdsligt til nogle Tider og engang imellem bet&ae;nke det Gudelige. Paa Skuepladsen er det da saaledes, som Du jo veed, at der sidder En og hvisker; han er skjult, han er den Ubetydelige, han skal og vil oversees. Men da er der en Anden, han tr&ae;der i&o-;inefaldende frem, han drager Alles Blik paa sig, deraf har han sit Navn, det er Skuespilleren. Han fremstiller et ganske bestemt Menneske; hvert et Ord faaer nu, i den bedragende Kunsts skj&o-;nne Forstand, Sandhed i ham, Sandhed ved ham &streg; og dog faaer han Alt at vide, hvad han skal sige, af hiin Skjulte, der sidder og hvisker. Ingen er saa taabelig, at han anseer den Hviskende for vigtigere end Skuespilleren. Glem nu Kunstens Sp&o-;g: ak, i Forhold til det Gudelige er Manges Daarskab den, at de verdsligt ansee Taleren for en Skuespiller, og Tilh&o-;rerne for Tilskuere, som bed&o-;mme Kunstneren. Men saaledes er det ikke, ikke i fjerneste Maade. Nei, Taleren er den Hviskende, Tilskuere er der ingen af, thi enhver Tilh&o-;rer skal skue ind efter i sig selv; Skuepladsen er Evigheden, og Tilh&o-;reren, hvis han er den sande (og hvis han ikke er det, er han den Skyldige), han er for Gud ved Talen. Den Hviskende tilhvisker Skuespilleren hvad han skal sige, men Skuespillerens Gjengivelse er Hovedsagen, er Kunstens alvorlige Sp&o-;g; Taleren tilhvisker Tilh&o-;reren Ordet, men Hovedsagen, Alvoren er, at Tilh&o-;reren ved sig selv, med sig selv, til sig selv for Gud i Taushed taler ved Talens Hj&ae;lp. Det er ikke for Talerens Skyld der tales, at man maa prise eller dadle ham, men Tilh&o-;rerens Gjengivelse er det Tilsigtede. Har Taleren et Ansvar for hvad han tilhvisker, saa har Tilh&o-;reren et lige saa stort Ansvar, at han ikke tager feil af sin Opgave. I Skuespilhuset spilles der for tilstedev&ae;rende Mennesker, som kaldes Tilskuere; men ved det gudelige Foredrag er Gud selv tilstede, han er i Alvorens h&o-;ieste Forstand den d&o-;mmende Tilskuer, som seer til, hvorledes der tales og hvorledes der h&o-;res: netop derfor er der ingen Tilskuere. Den Talende er da den Hviskende; og Tilh&o-;reren, han er for Gud aabenbar, han er, om jeg saa t&o-;r sige Skuespilleren, der i Sandhedens Forstand spiller for Gud. O, lad os aldrig glemme dette, lad os ikke verdsliggj&o-;re det Gudelige, men netop ved alvorligen at t&ae;nke det Gudelige og det Verdslige sammen, evigt adskille dem. Saasnart det gudelige Foredrag betragtes verdsligt (en Betragtning, der her forskylder samme Daarskab, som den i Forhold til Skuespillet: at ansee den Hviskende for vigtigere end Skuespilleren), saa bliver Taleren en Skuespiller, og Tilh&o-;rerne blive bed&o-;mmende Tilskuere; saa holdes det gudelige Foredrag verdsligt for nogle tilstedev&ae;rende Mennesker, men Gud er ikke tilstede, saa lidet som han er det i Skuespilhuset. Guds Tilstedev&ae;relse er det Afgj&o-;rende, som forandrer Alt. Saasnart Gud er tilstede, har ethvert Menneske den Opgave for Gud, at agte paa sig selv: Taleren, at han under Talen agter paa sig selv, hvad han siger; Tilh&o-;reren at han under Talen agter paa sig selv, hvorledes han h&o-;rer, om han i sig selv l&o-;nligen taler med Gud ved Talen; ellers vilde jo ogsaa Tilh&o-;rerne faae Opgave tilf&ae;lleds med Gud, saa Gud og Tilh&o-;rerne i Forening passede paa Taleren og bed&o-;mte ham. Saaledes er Forholdet mellem Taler og Tilh&o-;rer i Forhold til det gudelige Foredrag. Eller det er, som naar den underordnede Kirkens Tjener, der er uden Myndighed, opl&ae;ser den befalede B&o-;n: det er egentligen ikke Kirketjeneren, som beder. Men den Tilh&o-;rer, der sidder i Kirken og ved sin Inderlighed er for Gud, medens han h&o-;rer Opl&ae;sningen, han beder; og dog taler han ikke, hans Stemme h&o-;res ikke, han siger ei heller noget Andet sagte ved sig selv, men taus og inderlig er han bedende for Gud ved Dens h&o-;rlige Stemme, som opl&ae;ser B&o-;nnen og tilhvisker ham, hvad han skal sige. Thi dette er ikke Alvoren, at et Menneske siger til det andet eller foresiger det andet, hvad han skal sige, men Alvoren er, at det andet Menneske nu selv siger det til Gud, talende om sig selv. &streg; Nu ere vi vel i Forstaaelse om dette, og Fordringen gjentages blot, at den Talende ved sig selv ret levende t&ae;nker denne Tales Anledning. Talen sp&o-;rger Dig da, eller Du sp&o-;rger Dig selv ved Talen, hvilket Dit Liv er, om Du vil Eet, og hvilket dette Ene er? Den venter ikke, at Du vil n&ae;vne noget Saadant, som kun i formastelig Forstand er Eet; thi den mener ikke at henvende sig til en Saadan, med hvem den ikke vilde kunne indlade sig, ogsaa af en anden Grund end fordi han havde hindret sig selv i alvorligen at t&ae;nke Talens Anledning. Ogsaa af en anden Grund; et Menneske kan nemlig have en yderst forskjellig Mening fra vor, have den lige modsatte, og man kan alligevel indlade sig med ham, da man antager, at tilsidst maa der v&ae;re et Eenhedspunkt, en Enighed i noget Almeen-Menneskeligt, man kalde nu dette n&ae;rmere hvad man vil. Men er han afsindig, da kan man ikke indlade sig med ham, thi han gaaer netop ud fra det Sidste, i hvilket man tilsidst maatte haabe at enes med ham. Man kan stride med et Menneske, stride indtil det Yderste, saa l&ae;nge man antager, at der dog tilsidst er et F&ae;lles, en Eenhed i noget Almeen-Menneskeligt, i at agte sig selv; men gaaer han, som en Afsindig, i sin verdslige Str&ae;ben fortvivlet ud fra at foragte sig selv, trodser han endog fr&ae;kt derpaa og roser sig af sin Skjendsel: da kan man ikke stridende indlade sig med ham, thi han gaaer ligesom den Afsindige og endnu forf&ae;rdeligere netop ud fra det Sidste, i hvilket man tilsidst maatte haabe at enes med ham. Talen antager derfor, at Du vil det Gode, og sp&o-;rger Dig nu, hvilket Dit Liv er, om Du vil Eet i Sandhed? Den sp&o-;rger ikke nysgjerrigt om Din Gjerning i Livet, om hvor mange Arbeidere Du har i Din Tjeneste, eller om hvor Mange Du har under Dig i Embedet, hvis Du tjener Staten saaledes. Nei, Talen er ikke nysgjerrig, den sp&o-;rger Dig, inden om noget Andet, f&o-;rst og fremmest, om Du overhovedet lever saaledes, at Du med Sandhed kunde besvare Sp&o-;rgsmaalet, at Sp&o-;rgsmaalet i Sandhed er til for Dig. Thi allerede for at kunne svare alvorligt paa det alvorlige Sp&o-;rgsmaal maa et Menneske have valgt i Livet, valgt det Usynlige, det Indvortes; han maa leve saaledes, at han har Timer og Tider, i hvilke han samler sit Sind, at hans Liv kan vinde den Gjennemsigtighed, der er en Betingelse for at kunne forel&ae;gge sig selv Sp&o-;rgsmaalet og svare derpaa &streg; dersom dog vel ellers dertil fordres, at man skal vide, hvorom man taler. Den, der kun er travl i sin verdslige Gjerning og forresten st&o-;iende med M&ae;ngden, ham var det en Daarskab ved et saadant Sp&o-;rgsmaal at foranledige til ny Daarskab &streg; ved Svaret. Talen sp&o-;rger Dig altsaa, om Du lever saaledes, at Du er Dig bevidst at v&ae;re en Enkelt? Sp&o-;rgsmaalet er ikke det nysgjerrige, som naar man sp&o-;rger om den Enkelte i udm&ae;rket Forstand, _hanham hvem Beundringen og Misundelsen enes om at udpege; nei, det er det alvorlige Sp&o-;rgsmaal, om hvad ethvert Menneske efter sin evige Bestemmelse er, hvad han skal v&ae;re sig bevidst at han er, og naar da vel alvorligere end naar han for Gud bet&ae;nker sit Liv. Denne Bevidsthed er Grundbetingelsen for i Sandhed at ville Eet, thi Den der end ikke er sig selv en Eenhed, end ikke er sig selv noget ganske Bestemt, Den, der kun er til i udvortes Forstand &streg; saa l&ae;nge han lever et Tal med i M&ae;ngden, en Br&o-;kdeel i en verdslig Forvikling: ja, hvorledes skulde vel en Saadan endog blot falde paa at besk&ae;ftige sig med den Tanke: i Sandhed at ville Eet! Dog maa der sp&o-;rges netop om denne Bevidsthed, ligesom Talen jo ikke sp&o-;rger i Almindelighed, men sp&o-;rger Dig som Enkelt, eller rettere, Du sp&o-;rger Dig selv netop derom, m. T., om denne Bevidsthed er i Dig, hvis Du ret levende t&ae;nker Talens Anledning. Thi udenfor st&o-;ier M&ae;ngden, Een st&o-;ier ved at v&ae;re i Spidsen for M&ae;ngden, de Fleste ved at v&ae;re med i M&ae;ngden; men den Alvidende, skj&o-;ndt han dog vel trods Nogen kan holde Oversigten, vil ikke M&ae;ngden, han vil den Enkelte, kun med den Enkelte vil han indlade sig, ligegyldigt enten den Enkelte er den H&o-;ie eller den Ringe, den Udm&ae;rkede eller den Elendige. For sig selv, altsaa som Enkelt, skal ethvert Menneske gj&o-;re Gud Regnskab; og medens ingen Trediemand t&o-;r vove at tr&ae;nge sig ind i dette Mellemv&ae;rende mellem Gud og den Enkelte, t&o-;r og b&o-;r Talen ved sit Sp&o-;rgsmaal minde om, at det ikke glemmes, minde om, at den ford&ae;rveligste af alle Udflugter er: skjult i M&ae;ngden at ville ligesom unddrage sig Guds Opsyn med En som Enkelt, unddrage sig fra som Enkelt at h&o-;re Guds Stemme, &streg; hvad Adam fordum fors&o-;gte, da hans onde Samvittighed indbildte ham, at han kunde skjule sig mellem Tr&ae;erne. Det kan v&ae;re mageligere og beqvemmere og feigere saaledes at skjule sig mellem M&ae;ngden i Haab om, at Gud ikke skulde kunne kjende den Ene fra den Anden: men i Evigheden skal Enhver gj&o-;re Regnskab som Enkelt, det er, Evigheden fordrer af ham, at han skal have levet som Enkelt; og Evigheden skal drage frem for hans Bevidsthed Alt hvad han har gjort som Enkelt, han, der havde glemt sig selv i st&o-;iende Indbildning; og i Evigheden skal det gaae n&o-;ie til med ham den Enkelte, han, som meente at v&ae;re i M&ae;ngden, hvor det ikke gaaer saa n&o-;ie til. Enhver skal gj&o-;re Gud Regnskab som Enkelt; Kongen skal gj&o-;re Gud Regnskab som Enkelt, og den usleste Tigger som Enkelt: at Ingen hovmoder sig ved at v&ae;re mere end en Enkelt, og Ingen mismodig mener, at han ikke er en Enkelt, maaskee fordi han her i Verdens Travlhed ikke engang har et Navn, men n&ae;vnes efter et Tal. Thi hvad er vel Evighedens Regnskab Andet end at Samvittighedens Stemme inds&ae;ttes evigt i sin evige Ret, at v&ae;re den eneste; hvad er det Andet end at der i Evigheden er den uendelige Stilhed, i hvilken Samvittigheden kun taler med den Enkelte om hvad han som Enkelt har gjort Godt eller Ondt, og om at han ikke vilde v&ae;re en Enkelt medens han levede; hvad er det Andet end at der i Evigheden er det uendelige Rum, saa Enhver er som Enkelt afsides med sin Samvittighed, fordi der i Evigheden ingen Tr&ae;ngsel er, ingen M&ae;ngde, intet Skjulested i M&ae;ngden, saa lidet som der er Opl&o-;b eller Gade-Uorden! Her i Timeligheden vil allerede Samvittigheden gj&o-;re Hver is&ae;r til den Enkelte; men her i Timeligheden, i Uroen, i St&o-;ien, i Tr&ae;ngselen, i M&ae;ngden, i Udflugternes Urskov, ak, ja her skeer jo endog det Forf&ae;rdelige, at En ganske overd&o-;ver sin Samvittighed &streg; sin Samvittighed, thi af med den bliver han ikke, den bliver hans eller rettere han er dens. Dog, om dette Forf&ae;rdelige tale vi nu ikke, men selv i den Bedre skeer det kun altfor let, at Samvittighedens Stemme dog blot bliver een Stemme med blandt mange andre, og da gaaer det saa let Samvittighedens eenlige Stemme, som ellers den eenlige, at den bliver overstemt &streg; ved Stemmefleerheden. Men i Evigheden er Samvittigheden den eneste Stemme som h&o-;res; den maa h&o-;res af den Enkelte, thi den Enkelte er bleven denne Stemmes evige Gjenlyden; den maa h&o-;res, der er intet Sted at flygte hen fra den, thi i det Uendelige er der intet Sted, den Enkelte er selv Stedet; den maa h&o-;res, forgjeves seer den Enkelte sig om efter M&ae;ngden, ak, der er som en Verden mellem ham og den n&ae;ste Enkelte, med hvem igjen Samvittigheden taler om hvad han som Enkelt har sagt og gjort og t&ae;nkt, Godt eller Ondt. Lever Du nu saaledes, at Du er Dig bevidst som en Enkelt; at Du i ethvert Dit Forhold, hvori Du forholder Dig ud efter, er Dig bevidst, at Du tillige forholder Dig til Dig selv som Enkelt; at Du endog i de Forhold, som vi Mennesker skj&o-;nt kalde de inderligste, erindrer, at Du dog har et endnu inderligere Forhold, det hvori Du som Enkelt forholder Dig til Dig selv for Gud? &streg; Dersom Du ved &Ae;gteskabets hellige Baand er knyttet til et andet Menneske, bet&ae;nker Du da i dette inderlige Forhold hiint endnu inderligere til Dig selv for Gud som Enkelt? Talen sp&o-;rger Dig ikke, om Du nu virkelig elsker Din Hustrue: det haaber den; ikke om hun ret er Dig Dit &O-;ies Lyst og Dit Hjertes Begjering: det &o-;nsker den Dig; den sp&o-;rger ikke om, hvad Du gj&o-;r for at behage Din Hustrue, om hvorledes I Tvende have indrettet Eders Husliv, om hvad gavnligt Raad Du kan have modtaget af Andre, eller hvad skadelig Indflydelse Andre kunne have havt paa Dig; den sp&o-;rger ikke, om nu Dit &Ae;gteskab er som de fleste Andres, om det er priseligere end mangen Andens, om det maaskee af Nogle ansees for et f&o-;lgev&ae;rdigt Exempel. Nei, alt Dette sp&o-;rger Talen ikke om, den sp&o-;rger Dig hverken lyk&o-;nskende eller frittende eller iagttagende eller undskyldende eller sammenlignende, den sp&o-;rger Dig om det Sidste, om Du er Dig hiint inderligste Forhold til Dig selv som Enkelt bevidst, det Ansvar Du har ikke for Din Hustrue, ikke for andre Mennesker, ikke sammenlignelsesviis med andre Mennesker, men som Enkelt for Gud, hvor der ikke sp&o-;rges, om Dit &Ae;gteskab var i Overeensstemmelse med Andres, med Skik og Brug, eller bedre end Andres, men hvor Du som Enkelt ene sp&o-;rges, om det var i Overeensstemmelse med Dit Ansvar som Enkelt. Thi Skik og Brug vexler, og al Sammenligning halter eller er kun halv Sandhed; men Evighedens Skik, som aldrig gaaer af Brug, er, at Du er en Enkelt, at Du selv i &Ae;gteskabets inderlige Forhold skal have v&ae;ret Dig dette bevidst. Sandeligen, det er ikke en Skilsmisse Evigheden tilsigter, det er ei heller Skilsmisse, at Evigheden afskaffer Forskjellen mellem Mand og Qvinde; Din Hustrue skal ikke faae Leilighed til at gr&ae;mme sig fordi Du bet&ae;nker hiint Dit inderligste Forhold til Gud, og var hun daarlig nok til selv kun at ville det Jordiske, daarlig nok til ogsaa at ville jordisk tynge Dig ned: da skal en Qvindes Daarlighed dog vel ikke formaae at forandre Evighedens Lov, og der skal i Evigheden ikke sp&o-;rges, om det var Din Hustrue, der forf&o-;rte Dig (det skal Evigheden tale med hende om), men Du skal ene som Enkelt sp&o-;rges, om Du lod Dig forf&o-;re. &streg; Dersom Dit &Ae;gteskab er saaledes velsignet, at Du seer en Sl&ae;gt opvoxe om Dig, er Du Dig da bevidst, at Du i Forholdet, det inderlige, til Dine B&o-;rn har et endnu inderligere som Enkelt til Dig selv. Du deler Ansvaret med Din Hustrue, men derfor vil Evigheden jo ogsaa sp&o-;rge hende som Enkelt om hendes Deel af Ansvaret, thi i Evigheden er ikke een eneste Forvikling, som kunde gj&o-;re Regnskabet vanskeligt og Udflugten let. Evigheden sp&o-;rger ikke om, hvorvidt Du opdrog Dine B&o-;rn saaledes, som Du saae Andre gj&o-;re det, men den sp&o-;rger Dig som Enkelt, hvorledes Du opdrog Dine B&o-;rn. Den taler ikke saaledes med Dig, som Du kan tale med en Ven i Fortrolighed &streg; ak, denne Fortrolighed kan da ogsaa let nok v&ae;nne Dig til Udflugter, thi selv den fortroligste Ven taler dog som Trediemand, og ved megen saadan Fortrolighed v&ae;nnes et Menneske let til at tale om sig selv som om Trediemand. Men i Evigheden er Du en Enkelt, og Samvittigheden, naar den taler med Dig, er ingen Trediemand, saa lidet som Du er det, naar Du taler med Samvittigheden; thi Du og Samvittigheden er Eet, den veed Alt hvad Du veed, og den veed, at Du veed det. Du kan i Henseende til Dine B&o-;rns Opdragelse overveie baade det Ene og det Andet med Din Hustrue, Dine Venner, men Handlingen og Ansvaret er Du tilsidst ene om som Enkelt; og lader Du v&ae;re at handle, skjuler Du Dig for Dig selv og for Andre i Overveielsens Krat, saa er Du ene som Enkelt om det Ansvar, Du derved paadrog Dig. Ja, i Timeligheden hvor der sp&o-;rges paa kryds og paa tvert, baade om det Ene og det Andet, i Vexelvirkningens mangfoldigt sammensatte Forvikling, der skulde man rigtignok troe, at det var en Indbildning, et Hjernespind, at Hver is&ae;r blandt disse utallige Millioner Mennesker skulde n&o-;iagtigt indtil den mindste Ubetydelighed kunne overbevises om, hvilket hans Liv var; men i Evigheden lader det sig gj&o-;re, fordi Hver is&ae;r bliver den Enkelte. &streg; Og saaledes i ethvert Dit Forhold. Dersom Du ikke boer paa et afsides Sted i Verden, dersom Du lever i den folkerige Stad, og Du da vender Din Opm&ae;rksomhed ud efter, deeltagende agter paa Menneskene og Begivenhederne, erindrer Du da, hver Gang Du saaledes forholder Dig til en Omverden, at Du i dette Forhold forholder Dig til Dig selv som Enkelt med evigt Ansvar? Eller tr&ae;nger Du Dig ind i M&ae;ngden, hvor den Ene undskylder sig med den Anden, hvor der i det ene &O-;ieblik er, som det hedder, Mange, og hvor der i n&ae;ste &O-;ieblik, hver Gang Talen er om Ansvaret, er: Ingen; d&o-;mmer Du som M&ae;ngden, i Egenskab af M&ae;ngde? Du er ikke forpligtet til at have en Mening om, hvad Du ikke forstaaer, nei tvertimod er Du evigt fritagen; men Du er evigt forpligtet til som Enkelt at gj&o-;re Regnskab for Din Mening, for Din Dom. Og i Evigheden sp&o-;rges Du ikke nysgjerrigt og travlt, som af en Avisskriver, om der var Mange, som havde samme &streg; urigtige Mening, men kun om Du har havt den, om Du har forv&ae;nt Din Sjel til letsindigt og tankel&o-;st at d&o-;mme med, fordi Andre, fordi Mange d&o-;mte tankel&o-;st; om Du maaskee har ford&ae;rvet det Bedre i Dig ved med M&ae;ngden at trodse paa, at I vare Mange, saa I fik Ret, fordi I vare Mange, det er, fordi I vare Mange, som havde Uret; i Evigheden sp&o-;rges der, om Du maaskee har skadet en god Sag, fordi Du ogsaa skulde d&o-;mme med dem, der ikke forstode at d&o-;mme, men som havde M&ae;ngdens i timelig Forstand betydelige, i Evighedens Forstand intetsigende Styrke. See, i Timeligheden t&ae;ller man og siger: &anfbeg;een mere eller mindre, det gj&o-;r hverken fra eller til&anfslut; &streg; og det siger man til sig selv, om sig selv! I Timeligheden t&ae;ller man og siger: &anfbeg;een mod Hundrede, hvad skal det blive til;&anfslut; saa giver man feigt efter for Tallet &streg; og Usandheden er gjerne Tallet, Sandheden n&o-;ies med at v&ae;re en Eenhed. Men man vinder ved denne feige Eftergivenhed, man vinder ikke en Plads i et Hospital, nei, man vinder det Besynderlige, at blive den St&ae;rkeste, thi M&ae;ngden er jo altid den St&ae;rkeste. Evigheden derimod t&ae;ller ikke, den Enkelte er bestandigt kun Een, og Samvittigheden passer n&o-;ie paa den Enkelte. I Evigheden skal Du forgjeves see Dig om efter M&ae;ngden, Du skal forgjeves lytte, om Du ikke kunde h&o-;re hvor Allarmen og Forsamlingen er, at Du kunde l&o-;be derhen; i Evigheden skal ogsaa Du v&ae;re forladt af M&ae;ngden. Og dette er forf&ae;rdeligt, thi i Timeligheden at v&ae;re forladt af M&ae;ngden, naar det Evige tr&o-;ster, er livsaligt, da Smerten kun er en Sp&o-;g. &streg; Hvad vil da Samvittigheden indsk&ae;rpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den vil l&ae;re Dig, hvis Du d&o-;mmer (thi i saare mange Tilf&ae;lde vil den afholde Dig fra at d&o-;mme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afd&o-;d pr&o-;ver, hvad Du forstaaer og hvad Du ikke forstaaer; den vil skr&ae;kke Dig fra at s&o-;ge den glimrende Udflugt til Elendighed, at I ere Mange, thi mange Daarer gj&o-;re dog ikke een Viis, og M&ae;ngden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo st&o-;rre M&ae;ngden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen M&ae;ngde. Sandheden er ikke saaledes, at den strax behager en letsindig M&ae;ngde &streg; og i Grunden gj&o-;r den det da aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig. Men Den, der, ved at v&ae;re sig bevidst som Enkelt, d&o-;mmer med evigt Ansvar, han d&o-;mmer langsomt om det Us&ae;dvanligere, thi det kan v&ae;re, at det er L&o-;gn og Bedrag og Blendv&ae;rk og Forf&ae;ngelighed, men det kan ogsaa v&ae;re det Sande; han erindrer, hvad hiin eenfoldige Vise i _OltidenOldtiden har sagt: &anfbeg;det, at et Menneskes _&O-;iet&O-;ie ikke kan see ved det Lys, ved hvilket de Fleste see, kan have sin Grund i, at han er vant til M&o-;rke; men det kan ogsaa have sin Grund i, at han er vant til en endnu klarere Belysning, og naar saa er, da er dette ikke latterligt&anfslut;; nei dette er ikke latterligt, men det er latterligt, eller det er s&o-;rgeligt, at Letsindige lee af et Menneske &streg; fordi han er visere eller bedre end de; thi ogsaa Latter fordrer en fornuftig Grund, og mangler den, saa er Latteren netop det Latterlige. Men her i Timeligheden, i Verdens r&ae;dsomme &O-;dslen med Mennesker, her frister Tallet, her frister det at t&ae;lle, at t&ae;lle sig selv med i M&ae;ngden, her l&o-;ber det ved det runde Tal let rundt for En. Ja her i Timeligheden skal det maaskee aldrig lykkes nogen Enkelt, selv om det var sandt, at han i Sandhed vilde det Gode, det skal ikke lykkes ham at splitte M&ae;ngden ad; men Evigheden den kan, Evigheden griber hver is&ae;r med Samvittighedens st&ae;rke Arme, omslutter ham som den Enkelte, s&ae;tter ham afsides med hans Samvittighed; og vee ham, hvis denne kun d&o-;mmer, thi da s&ae;tter Evigheden ham afsides med Samvittigheden der, hvor der vistnok er Tr&ae;ngsel, men ikke som i Timeligheden, hvor Tr&ae;ngselen er Undskyldningen, ja, er Seiren, nei der, hvor Tr&ae;ngselen er at v&ae;re ene, uden Undskyldning, at v&ae;re ene og v&ae;re fortabt. Den kongelige Psalmedigter siger, at medens Hedningerne st&o-;ie, sidder Gud i Himlene og leer ad dem; dette t&o-;r jeg ikke troe, hellere maatte man vel sige: medens M&ae;ngden st&o-;ier og larmer og seirer og jubler; medens den ene Enkelte efter den anden haster hen til M&ae;ngdens Tumleplads, hvor der skal v&ae;re godt at v&ae;re, hvis man s&o-;ger Glemsel og Aflad fra det Evige; medens M&ae;ngden ligesom spottende tilraaber Gud: &anfbeg;ja see om Du kan faae fat i os&anfslut;, da det jo som altid i Tr&ae;ngsel er vanskeligt at see den Enkelte, vanskeligt at see Tr&ae;erne, naar man seer Skoven: saa venter Evighedens Alvor rolig. Og om alle de Sl&ae;gter, der have levet paa Jorden, stode op og forenede sig i een M&ae;ngde, for at storme l&o-;s mod Evigheden, for at tvinge ogsaa den ved deres uhyre Stemmefleerhed: Evigheden splitter dem ad, saa let som Klippens Urokkelighed, der ikke r&o-;rer sig af Stedet, splitter det fraadende Skum; saa let, som Veiret, naar det farer frem, splitter Avnerne. Lige saa let, men ikke paa samme Maade, thi Vinden henveirer Avnerne, men derfor sammenfyger den dem ogsaa; Evigheden splitter M&ae;ngden ad ved at give Hver is&ae;r en uendelig Tyngde, ved at gj&o-;re ham tung &streg; som den Enkelte. Thi hvad der er den h&o-;ieste Salighed, det Samme er den h&o-;ieste Alvor; hvad der er den livsaligste Tr&o-;st, det Samme er ogsaa det forf&ae;rdeligste Ansvar. I Evigheden er der V&ae;relser nok, der er netop eet til hver is&ae;r, thi hvor der er en Samvittighed, og den er og skal v&ae;re i Enhver, der er i Evigheden et eensomt F&ae;ngsel eller Salighedens livsalige V&ae;relse. Derfor er denne Bevidsthed om at v&ae;re en Enkelt, Grundbevidstheden i et Menneske, den er hans evige Bevidsthed. &streg; Men Den, der bet&ae;nker, at han er en Enkelt, at det sidste og h&o-;ieste Ansvar er han ene med sig selv om, fordi selv den fortroligste Ven som Trediemand i sin Dom n&o-;dvendigviis maa udelade det Afgj&o-;rende: at v&ae;re den Paagjeldende, Den til hvem Samvittigheden i denne Sag siger Du, medens den kun siger Du til Vennen betr&ae;ffende hvorledes han raader; Den, som bet&ae;nker dette, han bliver langsom til at d&o-;mme, han d&o-;mmer ikke gjerne om Meget, og netop dette hj&ae;lper ham til at ville Eet; han betragter det ikke just som en Fordeel ved Livet i de folkerige St&ae;der, at n&ae;sten Enhver paa Grund af Meddelelses-Midlernes Hurtighed let kan have en flygtig og overfladisk Dom om alt muligt, han betragter tvertimod denne Lethed som en Fristelse, en Snare, og l&ae;rer Alvor til som Enkelt at v&ae;re bekymret for sit evige Ansvar. &anfbeg;Selv en Daare skulde v&ae;re en Viis, hvis han kunde tie&anfslut;, siger Ordsproget, og det er saa, ikke blot fordi han ikke forraadte sin Daarskab, men ogsaa fordi denne Selvbeherskelse vilde hj&ae;lpe ham til at blive sig bevidst som Enkelt, forhindre ham i skyndsomst at antage M&ae;ngdens Mening, eller, hvis han selv havde en Mening, skyndsomst at faae en M&ae;ngde til at antage den. Den, der er sig bevidst som Enkelt, hans Syn dannes til at betragte Alt omvendt, hans Sind bliver fortroligt med den Evighedens sande Tanke, at Alt i Livet tager sig omvendt ud, at det reent &O-;ieblikkelige allerede i n&ae;ste &O-;ieblik, end sige da i Evigheden, er Tant og Forf&ae;ngelighed, som jo Lystens hidsige &O-;ieblik (og hvad er dog saaledes st&ae;rkt i &O-;ieblikket som Lysten!) er modbydeligt for Erindringen; som Vredens og H&ae;vnens og Lidenskabens hidsige &O-;ieblik, hvis Tilfredsstillelse synes en uimodstaaelig Lyst, er en R&ae;dsel at erindre. Thi den Vrede, den H&ae;vngjerrige, den Lidenskabelige h&ae;vder sig selv, som han mener, i Lidenskabens &O-;ieblik; men i Erindringens &O-;ieblik, naar han erindrer den ud&o-;vede H&ae;vn, da v&ae;mmes han ved sig selv, fordi han indseer, at han netop i H&ae;vnens &O-;ieblik tabte sig selv. Det reent &O-;ieblikkelige synes en Vinding, der dog allerede i n&ae;ste &O-;ieblik viser sig at v&ae;re et Bedrag, og evigt forstaaet, avler Fortrydelse. Saaledes med alt &O-;ieblikkeligt, ogsaa med M&ae;ngdens Dom og det at v&ae;re med i M&ae;ngden, forsaavidt Dommen og Deeltagelsen er det &O-;ieblikkelige. Lever Du nu saaledes m. T., at Du er Dig tydeligt og evigt bevidst at v&ae;re en Enkelt? Dette var Talens Sp&o-;rgsmaal, eller derom sp&o-;rger Du Dig selv, hvis Du ret levende t&ae;nker dens Anledning. Talen skal ikke kunne sige Dig, hvad da ogsaa kun virker forstyrrende, om Mange eller ikke have den Overbeviisning, at et Menneske b&o-;r leve i denne Bevidsthed. Men dette gj&o-;r jo hverken fra eller til, hvad enten Alle, hver is&ae;r, have denne Overbeviisning eller Ingen. Den Talende skal heller ikke s&o-;ge at vinde Dig for denne Overbeviisning, dersom den ellers er hans, &streg; saaledes tr&ae;nger han ikke til Dig, saa lidet som Du tr&ae;nger til ham, hvis Du har denne Overbeviisning: det Eviges oph&o-;iede Alvor vil hverken Stemmefleerhedens eller Veltalenhedens Anbefaling. Kun Eet t&o-;r Talen ikke love Dig &streg; den &o-;nsker jo heller ei at forn&ae;rme; jordisk Fordeel t&o-;r den ikke love Dig hvis Du antager og i Tilegnelse fastholder denne Overbeviisning. Tvertimod, den vil, naar den skal fastholdes, gj&o-;re Dig Livet anstr&ae;nget, mangen Gang maaskee m&o-;isomt; den vil, naar den skal fastholdes, maaskee uds&ae;tte Dig for Andres Spot, at jeg ikke skal tale om, hvis Fastholdelsen skulde ville kr&ae;ve endnu st&o-;rre Offre af Dig. Det forstaaer sig, forstyrre Dig gj&o-;r Spotten ikke, dersom Du ellers holder Overbeviisningen fast; Spotten vil endog tjene Dig til det Gode, ogsaa saaledes, at den yderligere forvisser Dig om, at Du er paa den rette Vei. Thi M&ae;ngdens Dom har sin Betydning; man skal ikke hovmodigt forblive uvidende om den, nei man skal v&ae;re opm&ae;rksom; naar man saa blot passer paa at gj&o-;re det Modsatte, da tr&ae;ffer man gjerne det Rigtige; eller hvis man oprindeligen gj&o-;r det Modsatte, og det da tr&ae;ffer sig saa heldigt, at M&ae;ngdens Dom yttrer sig derimod, saa kan man v&ae;re temmelig sikker paa, at man har grebet det Rette: man har da ikke blot ved sig selv ret inderligen overveiet og pr&o-;vet sin Overbeviisning, men man har tillige den Fordeel, endnu engang at faae gjort Pr&o-;ve paa den &streg; ved Hj&ae;lp af Spotten, der muligen saarer, men netop ved Saaret viser, at man er paa den rette Vei, paa &Ae;rens og Seirens, som Krigerens Saar, naar det er paa Brystet, hvor baade Saaret og H&ae;derstegnet skal b&ae;res. Du har vel lagt M&ae;rke til, at blandt Skoledrengene indbyrdes ansees Den for den Raskeste, der ikke er bange for sin Fader, der t&o-;r sige til de Andre: &anfbeg;troer I, at jeg er bange for ham.&anfslut; M&ae;rke de derimod paa en af deres J&ae;vnlige, at han ganske egentligen og bogstaveligen forstaaet er bange for sin Fader: saa ville de gjerne spotte lidt over ham. Ak, i Menneskenes bange sammenl&o-;bne M&ae;ngde (thi hvorfor l&o-;ber man vel sammen i M&ae;ngde uden fordi man er bange!) der er det ogsaa rask ikke at v&ae;re bange, end ikke for Gud; og m&ae;rker man, at der er en Enkelt udenfor, som ganske egentligen og bogstaveligen forstaaet er bange &streg; ikke for M&ae;ngden, men for Gud: saa vil man gjerne spotte lidt over ham. Man besmykker Spotten og siger: et Menneske skal elske Gud. Ja vist, Gud veed, det er den h&o-;ieste Tr&o-;st for et Menneske, at Gud er Kj&ae;rlighed, og at han t&o-;r elske Gud; men lad os ikke blive fornemme, og daarligen, ja bespotteligen afskaffe det fra F&ae;drene Overleverede, af Gud selv Opfundne: at man ganske egentligen og bogstaveligen forstaaet skal v&ae;re bange for Gud. Og det er Den, som er sig bevidst at v&ae;re en Enkelt, og derved sig sit evige Ansvar bevidst for Gud, thi han veed, at kunde han end ved Udflugternes og Undskyldningernes Hj&ae;lp komme godt gjennem Livet, vandt han end ad denne l&o-;vtagte Vei den hele Verden: saa er der dog et Sted hisset, hvor der ikke er mere Udflugt, end der er Skygge i den br&ae;ndende &O-;rken. &streg; Videre skal Talen ikke sige herom, den sp&o-;rger Dig kun gjentagent, lever Du nu saaledes, at Du er Dig bevidst at v&ae;re en Enkelt, og derved Dig Dit evige Ansvar for Gud bevidst; lever Du saaledes, at denne Bevidsthed kan faae Tid og Stilhed og Raaderum til at gjennemtr&ae;nge Dine Livsforhold? Det forlanges ikke, at Du skal tr&ae;kke Dig tilbage fra Livet, fra en h&ae;derlig Gjerning, fra et lykkeligt Husliv; tvertimod skal jo netop hiin Bevidsthed b&ae;re og forklare og gjennemlyse Din F&ae;rd i Livets Forhold. Du skal ikke tr&ae;kke Dig tilbage og sidde grublende over Dit evige Regnskab, hvorved Du kun forskylder et nyt Ansvar; Dine Pligter og Dine Opgaver vil Du bedre og bedre faae Tid til, medens Bekymringen for Dit evige Ansvar vil forhindre Dig i, at v&ae;re travl og travlt deeltagende i alt Muligt &streg; en Virksomhed der bedst kan kaldes Tidsspilde. Dette var Hovedsp&o-;rgsmaalet, thi ligesom kun Eet er forn&o-;dent, og ligesom Talen er om at ville Eet: saaledes er Bevidstheden om for Gud med evigt Ansvar at v&ae;re en Enkelt det ene Forn&o-;dne. Talen sp&o-;rger Dig nu videre: hvilken Din Gjerning er i Livet? Talen sp&o-;rger ikke nysgjerrigt om den er stor eller lille, om Du er Konge eller kun Arbeidsmand; den sp&o-;rger ikke travlt, om Du tjener mange Penge, eller erhverver stor Anseelse: derom sp&o-;rger og taler M&ae;ngden. Men Din Gjerning, den v&ae;re stor eller lille, den er jo dog vel saaledes, at Du t&o-;r t&ae;nke den sammen med Evighedens Ansvar, saaledes, at Du t&o-;r vedkjende Dig den i dette &O-;ieblik og til enhver Tid. S&ae;t noget Forf&ae;rdeligt skete, s&ae;t Byen, i hvilken Du lever, pludseligen forgik, som hine Byer i det fjerne Syden, og Alt blev sat i Bero, Enhver staaende i sin engang valgte Livsstilling, men uden Undskyldning i den muelige Overeenskomst med Samtidens Skik og Brug, bed&o-;mt af en senere Sl&ae;gt: at Du da ikke skulde staae til Skamme! Eller dersom en af hine Udm&ae;rkede, hvis Erindring M&ae;ngden ihukommer, som det ligner M&ae;ngden, ved st&o-;iende Festlighed og ved Skrig, dersom han, hvad der er mere alvorligt, kom til Dig, bes&o-;gte Dig: at Du da for ham, for hans pr&o-;vende Blik turde vedstaae Din Gjerning! Er Du ikke fortrolig med saadanne Tanker; det er jo dog paa den Maade hine Forklarede kunde &o-;nske at gj&o-;re Gavn efter deres D&o-;d, ved at bes&o-;ge den Enkelte, thi dette maatte de da vel v&ae;mmes ved, hvis de i deres salige Opholdssted blive vidende om Sligt, naar en letf&ae;rdig M&ae;ngde behandler forklarede Afd&o-;de, som kun en levende Daare kan &o-;nske at blive behandlet: st&o-;ier til &Ae;re for dem og klapper i H&ae;nderne. Tro ikke, at den Forklarede er bleven fornem; han er tvertimod bleven ydmygere, mere menneskeligt deeltagende med ethvert Menneske, han vil derfor, naar han reiser som en Foresat om paa Bes&o-;g hos de Enkelte, ikke vrage den ringeste Gjerning, naar denne har sand H&ae;derlighed. O, i Evigheden hvor han er, der ere alle smaalige Forskjelligheder glemte; men den Forklarede vil, ligesom Evigheden, ikke M&ae;ngden, han vil de Enkelte. Kunde Du derfor selv nogensinde n&ae;sten blive undseelig ved Din ringe Gjerning, fordi den er saa ringe her i Verdens Forskjellighed; den Forklaredes Bes&o-;g hos Dig som den Enkelte vil netop give Dig Frimodighed. Den Forklaredes Bes&o-;g hos Dig som Enkelt vil netop give Dig Frimodighed &streg; hvad siger jeg, dersom Du t&ae;nker Talens Anledning ret levende, da staaer Du som Enkelt for en endnu H&o-;iere, der dog t&ae;nker endnu menneskeligere &streg; om Gjerningens Ringhed, men ogsaa uendeligt renere, om hvad der er den sande H&ae;derlighed. Og under Din Gjerning, hvilket er Dit Sind, hvorledes fuldkommer Du Din Gjerning? Er Du enig med Dig selv om, at Din Gjerning er Dit Kald, saa Du ikke omforklarer dette i Forhold til Udfaldet, og mener, at det dog ikke var Dit Kald, hvis Udfaldet er ugunstigt, hvis Din Str&ae;ben ikke lykkes? Ak, denne Vankelmodighed sv&ae;kker uberegneligt. Hold derfor fast; ved Guds Hj&ae;lp og ved Din egen Troskab bliver nok det uheldigt Begyndte til noget Godt. Thi Begyndelse er der overalt, og den gode Begyndelse er overalt, hvor Du begynder med Gud; og der er ingen Dag uheldig at begynde paa, end ikke den uheldige, naar Du begynder med Gud. &streg; Eller har Du ladet Dig bedrage til at ansee Noget for Dit Kald, fordi Udfaldet var heldigt, fordi det lykkedes strax, maaskee endog overordentligt? Ak, saaledes siges det jo rigtignok i Verden, stundom endog af dem, der selv mene, at de tale gudeligt: &anfbeg;Beviset for at Ens Gjerning er berettiget, er at man kan gj&o-;re den&anfslut;. Altsaa hvis En kunde forh&ae;rde sit Sind, saa han ur&o-;rt kunde &o-;ve al Grusomhed, saa var det dette han skulde gj&o-;re; altsaa, hvis den Fr&ae;kke kunde bringe den afskyeligste Udaad over sit Sind, saa han kunde udf&o-;re den, saa var det dette han skulde gj&o-;re! Nei, saa lidet som et ugunstigt Udfald kan modbevise den Troendes Overbeviisning om, at han er i sit Kald, saa lidet kan et heldigt Udfald udenvidere bevise, at man er i sit Kald. &streg; Er Du enig med Dig selv om hvorledes Du vil fuldkomme Din Gjerning, eller er Du bestandigt uenig med Dig selv, fordi Du vil v&ae;re enig med de Mange? Staaer Du fast ved Dit Bud, ikke trodsigt, ikke mismodigt, men evigt bekymret; vedbliver Du uforandret at byde paa det Samme og kun at ville kj&o-;be det Samme, medens Vilkaaret forskjelligt forandres? Mener Du, at det Gode dog kun er som Guld, at det kan kj&o-;bes for dyrt; er der nogen Vinding Du ikke kunde undv&ae;re for dets Skyld, nogen Udm&ae;rkelse Du ikke kunde give Afkald paa, noget Forhold Du ikke kunde forsage, er der noget Bifald fra oven, som dog er Dig vigtigere eller maaskee et Bifald fra neden? Men hvis Du mener, at det Gode maa kj&o-;bes til enhver Priis, bliver Du da misundelig, naar Du seer Andre kj&o-;be for en lettere Priis, hvad Du maa kj&o-;be dyrt &streg; men hvad der, glem det ikke, er enhver Priis v&ae;rd? Naar Din Str&ae;ben lykkes, er Du Dig da bevidst, at Du er en unyttig Tjener, og naar den mislykkes, er Du Dig da bevidst, at Du er en unyttig Tjener; saa L&o-;nnen altsaa ikke forandrer Dig, som blev Du mere nyttig fordi Du fik L&o-;n; og Modgangen ikke forandrer Dig, da den blot udtrykker, hvad Du besk&ae;mmet tilstaaer, at Du Intet har at fordre? Skjuler Du intet Mist&ae;nkeligt i Din Sjel, saa Du dog &o-;nskede, at det var anderledes, at Du turde tilrive Dig L&o-;nnen som Rov, turde bryste Dig af den, turde pege paa den; saa Du &o-;nskede at Modgang ikke var, fordi den tvinger det Selviske i Dig, der, skj&o-;ndt underkuet, dog daarligen indbilder Dig, at hvis Du havde Lykken med Dig, da skulde Du gj&o-;re Noget for det Gode, som var v&ae;rd at tale om, glemmende, at den fromme Vise ingen Modgang &o-;nsker borte, naar den tilskikkes ham, fordi han jo ikke kan vide, om den ikke netop er et Gode for ham; glemmende, at den fromme Vise vinder sin skj&o-;nneste Seier, naar den M&ae;gtige, der forfulgte ham, vil, som det hedder, fritage ham, og den Vise svarer: jeg kan ikke ubetinget &o-;nske det, da jeg ikke med Bestemthed kan vide, om Forf&o-;lgelsen ikke netop var et Gode for mig. Gj&o-;r Du det Gode kun af Frygt for Straf, saa Du skuler, selv naar Du vil det Gode, saa Du i Din Dr&o-;m om Natten &o-;nsker Straffen borte og forsaavidt ogsaa det Gode, i Din Dr&o-;m om Dagen indbilder Dig, at man med Tr&ae;llesind kan tjene det Gode? O, det Gode er ingen vanskelig Herre, der idag vil Eet og imorgen et Andet, det Gode vil altid Eet og altid det Samme; men det er n&o-;ieregnende, og kan v&ae;re det, det fordrer Oprigtighed og kan see om den er der! Og nu Midlerne, som Du bruger; hvilke Midler bruger Du for at fuldkomme Din Gjerning; er Midlet Dig ligesaa vigtigt som Maalet, netop lige saa vigtigt? Thi ellers kan Du jo umuligt ville Eet, da i saa Fald det uforsvarlige, det letsindige, det egennyttige, det ueensartede Middel l&o-;ber forstyrrende og besmittende imellem. Evigt forstaaet er Midlet Eet, Maalet Eet, Midlet og Maalet Eet og det Samme. Der er kun eet Maal: det Gode i Sandhed; og kun eet Middel: det, ene at ville bruge det Middel, som i Sandhed er det gode &streg; men det Gode i Sandhed er jo netop Maalet. Timeligt og jordisk adskiller man og mener, at Maalet er vigtigere end Midlet; man mener, at Maalet er Hovedsagen; man fordrer af den Str&ae;bende, at han naaer Maalet, Midlet kan han v&ae;re mindre n&o-;ieregnende med. Dog er dette ikke saa, og saaledes at have et Maal er en ugudelig Utaalmodighed; evigt forstaaet er Forholdet mellem Maal og Middel snarere omvendt. Dersom et Menneske s&ae;tter sig et Maal for sin Str&ae;ben her i Livet, og han ikke naaer det, da kan han muligt, evigt forstaaet, v&ae;re aldeles uden Skyld, ja endog at prise; han kan jo forhindres ved D&o-;den eller ved Gjenvordigheder, som ikke staae i hans Magt: i saa Fald er han aldeles uden Skyld; han kan jo endog forhindres i at naae Maalet, netop ved ikke at ville bruge andre end de i Evighedens Forstand tilladelige Midler, altsaa netop ved at forsage Lidenskabens Utaalmodighed og Kl&o-;gtens Opfindelser: i saa Fald er han endog at prise. Han er altsaa ikke evigt ansvarlig for, om han naaer Maalet i Timeligheden, men han er ubetinget evigt _ansvarligtansvarlig for hvilket Middel han bruger; og naar han ene vil bruge eller bruger det Middel, som i Sandhed er det gode, saa er han, evigt forstaaet, ved Maalet. Dersom Opnaaelsen af Maalet skulde v&ae;re Undskyldningen og Forsvaret for Brugen af det utilladelige, det mislige Middel &streg; ak, s&ae;t han d&o-;de imorgen: saa var den Kl&o-;gtige fangen i sin Daarskab, det utilladelige Middel havde han brugt, men han d&o-;de uden at naae Maalet. Thi at opnaae Maalet ligger ved Slutningen, men at bruge Midlet ligger ved Begyndelsen: at opnaae Maalet er ligesom at ramme med sit Skud, men at bruge Midlet er ligesom at tage Sigtet, og dog er Sigtet en tilforladeligere Angivelse af Skyttens Maal end det rammende Skud, thi et Skud kan ogsaa ramme tilf&ae;ldigviis, og Skytten kan v&ae;re uskyldig i at Skuddet ikke gik af, men Sigtet tillader ingen Misligheder. Den timelige og jordiske Lidenskab er Maalet ubetinget vigtigere end Midlet, og derfor er dette den Lidenskabeliges Qval, som i sit H&o-;ieste vel maatte gj&o-;re et Menneske s&o-;vnl&o-;st og derpaa afsindigt, at han ikke har Tiden i sin Magt, at han bestandigt kan komme, om det saa blot var en halv Time for silde; og da den jordiske Lidenskabelighed desto v&ae;rre er den almindelige, saa kan med Sandhed siges, at det ikke er Viisdommen, der frelser de Fleste fra at blive afsindige, men Dorskheden. Derimod er det det Eviges salige Tr&o-;st, der er som en Hvile, der er som &anfbeg;en K&o-;ling af Snee paa en H&o-;stdag&anfslut;, at Den, der vil det Evige, han kommer aldrig for sildig &streg; hvis Midlet er ham ubetinget ligesaa vigtigt som Maalet. Evigheden er ikke timeligen nysgjerrig og utaalmodig efter Udfaldet, netop derfor er, eller netop fordi Midlet er ubetinget ligesaa vigtigt som Maalet. Jordisk og verdslig Lidenskab maa denne Betragtning synes opr&o-;rende og sinkende, Samvittigheden maa synes det meest Sinkende af Alt, den er jo ogsaa &anfbeg;en r&o-;dmende undseelig Aand, som gj&o-;r Opr&o-;r i et Menneskes Barm og fylder den med Vanskeligheder,&anfslut; netop fordi Midlet er den ubetinget ligesaa vigtigt som Maalet. Altsaa, m. T.! under Udf&o-;relsen af Din Gjerning, som jo efter Antagelsen er noget Godt og H&ae;derligt, er saa Midlet Dig ubetinget ligesaa vigtigt som Maalet? Eller svimler Din Tanke, saa Du fra Maalets Storhed seer det mislige Middel som en forsvindende Ubetydelighed: ak, det Evigheden mindst er, det er at v&ae;re svimmel, den er klar og gjennemsigtig! Mener Du, at Bedriftens Storhed ikke skal sp&o-;rge om en smaalig Uret: det er, Du mener, at nogensomhelst Uret skulde v&ae;re noget ubetydeligt, da den dog som Skyld netop er noget uendeligt Vigtigere end den st&o-;rste Bedrift! Mener Du, at Mesterv&ae;rket er ligegyldigt ved Maaden paa hvilken det blev til; nu ja, Mesterv&ae;rket kan maaskee v&ae;re det, men mener Du, at Mesteren t&o-;r v&ae;re ligegyldig ved, om han fromt indviede sine Kr&ae;fter i hellig Tjeneste, eller han maaskee i glimrende Synder underst&o-;ttet af Fortvivlelse frembragte &streg; et Mesterv&ae;rk? Og hvis Din Tanke ikke saaledes svimler, dersom Du dog er &ae;dru og vaagen, er Du da ganske n&o-;ieregnende i Brugen af Midlerne? Dersom en Yngling (og han er jo ogsaa en r&o-;dmende, undseelig Aand) henvendte sig til Dig, turde Du da ubetinget lade ham vide Alt? Er der i Din hele F&ae;rd slet ikke Noget, ja, hvorledes skal jeg betegne det, jeg kunde bruge mange Ord for at beskrive det, men jeg vil dog heller kort sige saaledes: Noget, som Du, hvis Du talte derom med de &Ae;ldre, de J&ae;vnaldrende, turde v&ae;re temmelig sikker paa, at de n&ae;sten vilde beundre for dets Kl&o-;gt og Snildhed, men som dog, besynderlig nok, en Yngling vilde r&o-;dme over, (ikke over, at Du kunde v&ae;re saa klog, men over, at Du ikke havde H&o-;imod til at foragte at handle saa kl&o-;gtigt): at Du ved Smiger havde vundet Den og Den, ved Fortielse af Noget vundet den og den Fordeel, ved en lille Usandhed gjort en glimrende Oms&ae;tning, ved et usandt Sammenhold fremmet Din Sag; at Du havde vundet Seire ved at forene Dig med Misforstaaelsens Beundring, vundet Rigdom og Magt ved kl&o-;gtigt beregnende at indgaae den &o-;mmeste Forbindelse. Er der i Din hele F&ae;rd, den aabenbare og den l&o-;nlige, slet ikke Noget, som Du for ingen Priis kunde n&ae;nne at lade en Yngling blive vidende om (og det er jo skj&o-;nt, at Du saaledes elsker Ynglingen og vil bevare hans Reenhed!) Noget &streg; som Du dog kunde n&ae;nne mod Dig selv, at lade Dig selv blive skyldig i? Noget, som Du for ingen Priis kunde n&ae;nne at lade en Yngling blive vidende om &streg; dog, hvad siger jeg, dersom Du ret levende t&ae;nker Talens Anledning, da staaer Du for en h&o-;iere Dommer, som d&o-;mmer uendeligt renere end den reneste Ynglings Undseelse, en Dommer, som Du heller ikke af N&ae;nsomhed skal lade v&ae;re at indvie i Skylden, thi han veed den. Og hvilket er Dit Sind mod Andre? Er Du i Samdr&ae;gtighed med Alle &streg; ved at ville Eet? Eller er Du splidagtigt paa Partie, eller er Din Haand mod Alle og Alles mod Din? &O-;nsker Du Alle, hvad Du &o-;nsker Dig selv, eller vil Du have det H&o-;ieste for Dig selv, for Dig selv og for Dine, eller at Det Du og Dine vil skal v&ae;re det H&o-;ieste? Gj&o-;r Du mod Andre hvad Du vil, at Andre skulle gj&o-;re mod Dig &streg; ved at ville Eet? Thi denne Villen er den evige Orden, der ordner Alt, der bringer Dig i Samdr&ae;gtighed med de Afd&o-;de, og med de Mennesker, som Du aldrig saae, med de fremmede Folk, hvis Sprog og Skikke Du ikke kjender, med alle Mennesker paa den ganske Jord, der ere Blodsforvandte, og evigt i Sl&ae;gt med Guddommen ved den Evighedens Opgave at ville Eet? Vil Du, at der skal v&ae;re en anden Lov for Dig og for Dine end for Andre; vil Du have Din Tr&o-;st i noget Andet end i Det, hvori ethvert Menneske ubetinget kan og skal tr&o-;stes? Dersom en Konge og en Tigger og Din Ligemand paa eengang kom til Dig, turde Du da i deres N&ae;rv&ae;relse frimodigt vedstaae hvad Du vil i Verden, frimodigt vedstaae, hvori Du s&o-;ger Din Tr&o-;st, forvisset om, at den kongelige Majest&ae;t ikke skulde foragte Dig, om Du dog var et underordnet Menneske; forvisset om, at Tiggeren ikke skulde gaae mismodig bort, som kunde han ikke have samme Tr&o-;st; forvisset om, at Din Ligemand skulde gl&ae;des ved Din Frimodighed! Ak, der er Noget i Verden, som hedder Sammenhold; det er en farlig Sag, thi alt Sammenhold er Splidagtighed. Det er splidagtigt, naar Sammenholdet udelukker Borgeren, og naar det udelukker den Adelige, og naar det udelukker Statstjeneren, og naar det udelukker Kongen, og naar det udelukker Tiggeren, og naar det udelukker den Vise, og naar det udelukker den Eenfoldige; thi alt Sammenhold er Splidagtighed mod det Almene-Menneskelige. Men det, at ville Eet, at ville det Gode i Sandhed, som Enkelt at ville holde sammen med Gud, hvad ubetinget Enhver kan, det er Samdr&ae;gtighed. Og om Du sad i et eensomt F&ae;ngsel fjernt fra alle Mennesker, eller Du hensattes paa en &o-;de &O-; i Selskab med Dyrene, hvis Du vil det Gode i Sandhed, hvis Du holder sammen med Gud, da er Du i Samdr&ae;gtighed med alle Mennesker. Og hvis det Forf&ae;rdelige skete (thi den gudelige Opbyggelse skal ikke v&ae;re som en Qvindes kjelne Pynt, beregnet paa et stadseligt &O-;ieblik), at Du blev levende begravet, dersom Du da, naar Du vaagnede i Kisten, greb til Din vante Tr&o-;st, da var Du ogsaa i denne eensomme Qval i Samdr&ae;gtighed med alle Mennesker. Er nu dette Dit Sindelag? Er der intet Dit Fortrin, ingen Din Gave, ingen Dit Livs Begunstigelse, som Du s&ae;rskilt eller i Sammenhold med nogle Andre har taget forf&ae;ngeligt, saa Du tr&o-;ster Dig derved, og ikke turde sige Uindviede, hvorved Du tr&o-;ster Dig; saa Du vel giver den Fattige Almisse, at han kan tr&o-;ste sig, men Du forr&ae;dersk har en sidste Tr&o-;st for Dig selv, vel har en Tr&o-;st for Armod, men selv tr&o-;ster Dig med, at Din Rigdom sikkrer Dig mod nogensinde at blive fattig; saa Du vel hj&ae;lper den Eenfoldige til Rette, men forr&ae;dersk har en sidste Tr&o-;st for Dig selv, at Din Begavethed er saa udm&ae;rket, at det ikke kunde h&ae;nde Dig, at Du imorgen naar Du vaagnede var den dummeste i Folket; saa Du vel vil veilede Ynglingen, men ikke n&ae;nner at indvie ham i Dit Liv, fordi Du har en Hemmelighed for Dig selv, fordi Du er en Forr&ae;der, som bedrog Ynglingen for det H&o-;ieste ved Din Hemmelighed, og Dig selv for det H&o-;ieste &streg; ved Din Hemmelighed! Og nu et Sp&o-;rgsmaal betr&ae;ffende den Lidende; Sp&o-;rgsmaalet er ikke til hans Befindende, ak, saaledes er Talen ikke deeltagende; o, men hvis Du ret levende t&ae;nker Talens Anledning, da er Du ved at v&ae;re for Gud oph&o-;iet over menneskelig Deeltagelse, da tr&ae;nger Du ikke kummerligt til den, da kan Du, hvis den, hvad vel sjeldent nok skeer, vises Dig ret som Du kunde &o-;nske den, da kan Du med glad Frimodighed takke for den, men Du skal ikke takke b&o-;iet som en Tryglende &streg; det vil Gud nok forhindre; og dersom Deeltagelsen negtes Dig, dersom man r&ae;dt og selvisk feigt undgaaer, ja n&ae;sten afskyer Dig, fordi man end ikke t&o-;r t&ae;nke Dine Lidelser, da skal Du kunne undv&ae;re Deeltagelsen, Du skal ikke savne den med Bitterhed &streg; det vil Gud nok s&o-;rge for. Talen sp&o-;rger Dig da, eller Du sp&o-;rger Dig selv ved Talen, om Du nu lever saaledes, at Du vil Eet i Sandhed? Talen formaster sig ikke til at ville d&o-;mme, o langtfra: den d&o-;mmer Ingen; og har selv den hellige Skrift en Forkj&ae;rlighed for de Ulykkelige, da s&o-;mmer det sig vel en opbyggelig Betragtning kun i &Ae;rb&o-;dighed at henvende sig til den Lidende, netop saaledes som man i Verden henvender sig til den M&ae;gtige, den Fornemme. Talen sp&o-;rger Dig ikke nysgjerrigt og travlt om Navnet paa Din sjeldne Lidelse, om hvor mange Aar den har varet, om hvad L&ae;gen eller den Sjelekyndige mener, hvorvidt de give Dig et jordisk Haab eller ikke; ak, ogsaa Lidelser kan saaledes tages forf&ae;ngeligt som en Udm&ae;rkethed, der drager Andres Opm&ae;rksomhed paa sig. See derfor sp&o-;rger Du Dig jo selv ved Talen. Naar den Lidende taler med sig selv i Eenrum, sp&o-;rger sig selv, hvilket hans Liv er, om han vil Eet i Sandhed: da er der ingen Fristelse til vidtl&o-;ftig Fort&ae;lling om hvad han jo selv bedst veed, ingen Fristelse til Sammenligning &streg; og al Sammenligning skader, ja, den er af det Onde. Vil Du nu Eet i Sandhed? Du veed: dersom Du kun saaledes vil Eet, at Du ene og alene vil v&ae;re fri for Lidelsen, da vil Du ikke Eet i Sandhed; men hvis Du saaledes kunde sl&o-;ve Dig selv, at &O-;nsket gik ud, saa Du ikke mere i &O-;nskets Smerte vedligeholder Forbindelsen med det i lykkeligere Forstand at v&ae;re Menneske, elskende det at v&ae;re Menneske, elskende den Lykkeligere: saa vil Du heller ei Eet i Sandhed. Hvilken er nu Din Tilstand under Lidelsen (thi L&ae;gen og den Sjelekyndige sp&o-;rger til Dit Befindende, men Evigheden gj&o-;r Dig ansvarlig for Din Tilstand), er den saaledes, at den ikke letsindigt og ikke overtroisk vexler i Utaalmodighedens Feber, at den ikke tungsindigt er en dorsk Smertesl&o-;shed; men saaledes, at Du taalmodigen vil lide Alt, og derfor lade det Evige tr&o-;ste Dig? Alt som Tiden gaaer hen, hvorledes forandres Din Tilstand; begyndte Du maaskee godt, men blev utaalmodigere og utaalmodigere; eller var Du maaskee i Begyndelsen utaalmodig, men l&ae;rte Taalmodighed af hvad Du leed? Ak, maaskee forblev Din Lidelse uforandret i Aarene, og hvis den forandredes, da bliver dette jo L&ae;gens eller den Sjelekyndiges Sag at beskrive; ak, maaskee synes Lidelsens uforandrede Eensformighed Dig som en langsomt dr&ae;bende D&o-;d: men medens saaledes L&ae;gen og den Sj&ae;lekyndige og Din Ven ingen Forandring veed at tale om, da sp&o-;rger Talen Dig, om der nu under denne uforandrede Eensformigheds Tyngde er foregaaet en uendelig Forandring, ikke med Lidelsen (den kan jo ogsaa, selv naar den forandres, kun endelig forandres), men med Dig, en uendelig Forandring med Dig fra det Bedre til det Bedre? Hvis Talen skulde betegne denne Din forandrede Tilstand i Aarene, turde den da dertil bruge det apostoliske Ord, og sige om Dit Liv i den uforandrede Lidelse: &anfbeg;Lidelsen l&ae;rte ham Standhaftighed, Standhaftigheden l&ae;rte ham Forfarenhed, Forfarenheden l&ae;rte Haab;&anfslut; turde Talen ved Din Grav sige: &anfbeg;han vandt det Haab, som ikke skal besk&ae;mme&anfslut;; turde Talen engang ved Din Grav, istedenfor forsagt at mumle en Taksigelse frem, fordi Du var d&o-;d, frimodigt og behjertet, som ved en Helts Grav sige: &anfbeg;hans Livs Indhold var Lidelser, dog har hans Liv besk&ae;mmet Manges?&anfslut; Thi i Evigheden skal der ikke sp&o-;rges om Din Lidelse, saa lidet som om Kongens Purpur, netop lige saa lidet; i Evigheden skal Du som Enkelt kun sp&o-;rges om Din Tro og om Din Troskab; der skal aldeles ikke sp&o-;rges, om det var Meget eller Lidet Du var sat over, om det var de mange Pund, der vare givne Dig at virke med, eller det var Centneret, der var givet Dig at b&ae;re, men kun om Din Tro og om Din Troskab. I Timeligheden sp&o-;rger man anderledes; man sp&o-;rger is&ae;r om, hvor meget det er, et Menneske er sat over, og naar det er saare Meget, saa glemmer man i verdslig Forbauselse at sp&o-;rge om Troskaben; men er det saare Lidet, saa gider man slet ikke h&o-;re Noget derom, hverken om Byrden eller om Troskaben. Evigheden sp&o-;rger alene om Troskaben, sp&o-;rger lige alvorlig Kongen derom og den Elendigste af alle Lidende; det er ingen Undskyldning at v&ae;re sat over Lidet, det er ei heller Svar paa Sp&o-;rgsmaalet, der ene og alene sp&o-;rger om Troskaben, Sp&o-;rgsmaalet, der i evig Barmhjertighed veed, at Lidelser kunne friste et Menneske, men ogsaa, at de kunne v&ae;re en Veiledning, &anfbeg;fordi Gr&ae;mmelse dog er et Menneske bedre end Latter; thi naar Ansigtet seer ilde ud, da kan Hjertet forandres til det Bedre&anfslut;, Pr&ae;dikeren 7, 3 &streg; og det er jo om Forandringen Evigheden sp&o-;rger, ikke om Lidelsens Uforandrethed. Saaledes sp&o-;rger Evigheden; dersom Du selv ret levende bet&ae;nker denne Tales Anledning, da sp&o-;rger Du Dig selv derom, og hvis Forandringen ikke er indtraadt, da skal dog dette Sp&o-;rgsmaal, hvis det gj&o-;res i Sandhed, v&ae;re Dig behj&ae;lpeligt til Forandringen. Thi menneskelig Deeltagelse, om den end nok saa flittigt spurgte til Dig, kan ikke ved Sp&o-;rgsmaalet forandre Lidelsens Uforandrethed; men Evighedens Sp&o-;rgsmaal, dersom Du gj&o-;r det i Sandhed til Dig selv for Gud, da indeholder Sp&o-;rgsmaalet allerede Forandringens Mulighed. Dog, jeg taler jo n&ae;sten som til Opbyggelse, Talen undseer sig ligesom i &Ae;rb&o-;dighed for at gj&o-;re Sp&o-;rgsmaalet gjeldende, men Du veed bedst selv, at hvis Du gj&o-;r Sp&o-;rgsmaalet, da er det Regnskabets: om Du nu lever saaledes? Disse vare Talens Sp&o-;rgsmaal; men hvis nu den Enkelte, Du, m. T., og jeg maatte tilstaae os selv, at vi vare langt fra at leve saaledes, langt fra den Hjertets Reenhed, der kun vil Eet i Sandhed; maatte tilstaae os selv, at Sp&o-;rgsmaalene vel kr&ae;vede et Svar, og dog i en anden Forstand, netop for at undgaae ethvert Sandsebedrag, ikke beh&o-;vede noget Svar, da de snarere vare Anklager over os selv, der trods Sp&o-;rgsmaalets Form dog forvandle sig til Udraab: skulde saa den Enkelte, Du, m. T., og jeg forene os om at sige: &anfbeg;vort Liv er dog vel som de fleste Andres&anfslut;? Hvorledes, skulle vi da nu begynde forfra, og atter maatte tale om Udflugten ved at v&ae;re Mange, thi hvor der er Mange, der er Udvorteshed og Sammenligning, og Aflad, og Undskyldning og Udflugt; skulle vi efterat have forstaaet denne Udflugts Ford&ae;rvelighed dog igjen ende med at tye til den; skulle vi tr&o-;ste os med et f&ae;lles Skibbrud! Ak, allerede her i Timeligheden er et f&ae;lles Skibbrud en maadelig Tr&o-;st, og i Evigheden er der intet f&ae;lles Skibbrud. I Evigheden skal jo den Enkelte, Du, m. T., og jeg sp&o-;rges som Enkelt, ene for sig som Enkelt og om det Enkelte i hans Liv &streg; hvis jeg i denne Tale haver talet ilde, da skal Du ikke sp&o-;rges derom, m. T.; ei heller noget Menneske af hvem jeg kunde have l&ae;rt det, thi har han foredraget det Falske, da skal han sp&o-;rges derom, og jeg skal drages til Ansvar for, at jeg har l&ae;rt det Falske af en Anden; ei heller noget Menneske, med hvem jeg kan have havt Omgang, thi var hans Omgang ford&ae;rvet, da skal han sp&o-;rges derom, men jeg skal drages til Ansvar for, at jeg s&o-;gte eller ikke undgik hans Omgang, og at jeg lod mig ford&ae;rve: nei har jeg talet ilde, og forsaavidt jeg har talet ilde, da skal jeg som Enkelt, uden nogen Undskyldning, sp&o-;rges derom. Thi i Evigheden er der ikke den fjerneste Tanke om noget f&ae;lles Skibbrud, i Evigheden skal den Enkelte, Du, m. T., og jeg sp&o-;rges som Enkelt, ene for sig selv som Enkelt og om det Enkelte i hans Liv. Hvis det var saa, at jeg i denne Tale har talet sandt, da skal jeg denne Sag betr&ae;ffende ikke sp&o-;rges videre; ikke, om jeg har vundet Menneskene (tvertimod skulde der vel sp&o-;rges, om jeg har understaaet mig at gj&o-;re det Mindste for at vinde dem); ikke, om jeg har havt jordisk Fordeel deraf (tvertimod skulde der vel sp&o-;rges, om jeg har understaaet mig at gj&o-;re det Mindste for at opnaae den); ikke, om hvilken Virkning jeg har frembragt, eller om jeg slet ingen Virkning har frembragt, eller om Tab og Andres Spot over mig var den eneste Virkning, jeg har frembragt: nei alle taabelige Sp&o-;rgsmaal skal Evigheden ganske fritage mig for. I Timeligheden kan det l&o-;be surr for et Menneske, saa han ikke veed, hvilket der er hvilket, hvilket Sp&o-;rgsmaal der er det alvorlige og hvilket der er det fjantede; is&ae;r da det fjantede h&o-;res tusinde Gange, naar det alvorlige h&o-;res een Gang. Evigheden derimod kan fortr&ae;ffeligt skille ad &streg; det forstaaer sig, lettere bliver Sagen derfor ikke, desto alvorligere bliver kun det alvorlige Sp&o-;rgsmaal. Thi i Evigheden er der ikke den fjerneste Tanke om noget f&ae;lles Skibbrud, i Evigheden skal den Enkelte, Du, m. T., og jeg sp&o-;rges, som Enkelt, ene for sig selv som Enkelt, og om det Enkelte i hans Liv. Hvis det er saa, at der i denne Tale er indeholdt en sand Betragtning af Livet, hvis det er saa, at mig er forundt Evne og Leilighed til at kunne frems&ae;tte, men hvis det tillige var saa, vi kunne jo antage det Tilf&ae;lde, at Omst&ae;ndighederne, hvorunder der skulde tales, ikke syntes gunstige: da skulde Evigheden ikke nysgjerrigt indlade sig i Vidtl&o-;ftighed med Omst&ae;ndighederne, men den skulde drage mig som Enkelt til Ansvar, om jeg taug. Thi i Timeligheden, naar Opgaven er at v&ae;re klog paa sin egen Fordeel, naar verdslig Klogskab d&o-;mmer og bed&o-;mmer: da ere ugunstige Omst&ae;ndigheder ikke blot et Forsvar for Taushed, men Tausheden bliver beundret som Klogskab; medens gunstige Omst&ae;ndigheder ere en Opfordring for Alle til at tale med. Evigt derimod er det, at Omst&ae;ndighederne ere vanskelige, netop dobbelt forpligtende til at tale, Vanskeligheden netop Opfordringen; og evigt skal den Enkelte kun sp&o-;rges, om han har vidst, at de vare ugunstige, og om han i saa Fald har understaaet sig at tie, og altsaa ved sin Taushed, ja, efter Ordsproget, ved sit Samtykke, som Enkelt bidraget Sit til, at Omst&ae;ndighederne bleve Sandheden endnu ugunstigere; og evigt skal der intet Skjulested og ingen Udflugt v&ae;re for ham i Omst&ae;ndighederne, thi han skal sp&o-;rges som Enkelt, og Omst&ae;ndighedernes Vanskelighed skal v&ae;re imod ham som den fordoblede Anklage. Det er nemlig ikke med det at tie som med det at sove, at Den, der sover, synder ikke; thi der er andraget himmelraabende Skyld i Verden af den Enkelte &streg; ved at tie. Skylden var ikke, at han ikke fik Omst&ae;ndighederne forandret, Skylden var, at han taug, ikke af Besindighed, der tier, naar det er rigtigst at tie, men af Klogskab, der tier, fordi det er det klogeste. Men hvad skulle vi da gj&o-;re, naar Sp&o-;rgsmaalene lyde som Anklager? Fremfor Alt vel Hver is&ae;r blive Enkelt med sit Ansvar for Gud, Hver is&ae;r ville holde denne Enkelthedens str&ae;nge Dom ud. Eller er dette ikke Skriftemaalets Bestemmelse; thi saa lidet som i hiin stille Have &anfbeg;de D&o-;des M&ae;ngde danner noget Selskab&anfslut;, saa lidet danner de Skriftendes M&ae;ngde noget Selskab &streg; at end ikke Kongen skal beh&o-;ve at gaae s&ae;rskilt til Skrifte for ikke at komme i ringe Selskab med Andre, thi de Skriftende ere ikke i Selskab sammen, hver er som Enkelt ene for Gud; Mand og Hustrue, om de end skj&o-;nt f&o-;lges ad til Skrifte, skrifte dog ikke i Forening, thi Den, der skrifter, er ikke i Forening, han er som Enkelt ene for Gud. Og naar han da som Enkelt tilstaaer sig selv, at Sp&o-;rgsmaalene, som han ved Hj&ae;lp af en Ubetydeligs Hvisken forel&ae;gger sig selv, ere Anklager, da er han Skriftende. Thi man skrifter ikke Fortjenester og Bedrifter, men man skrifter Synder, og naar man skrifter, m&ae;rker man netop, at man ingen Fortjenester har, at Fortjenester og Bedrifter ere Indbildninger og Sandsebedrag, som h&o-;re hjemme der, hvor man f&ae;rdes i M&ae;ngden eller dog omgaaes Andre &streg; og at derfor Den, som aldrig blev sig selv den Enkelte, let fristes til at blive sig selv en h&o-;ist fortjenstfuld Mand. Men Skriftemaalets Bestemmelse er dog vel ikke, at et Menneske i Skriftemaalets &O-;ieblik skal blive sig bevidst som den Enkelte og ellers leve uden denne Bevidsthed; tvertimod skal han jo i Skriftemaalets &O-;ieblik som Enkelt gj&o-;re Regnskab for, hvorledes han har levet som Enkelt. Fordres den samme Bevidsthed ikke af ham til daglig Brug, saa er Skriftemaalets Fordring en Selvmodsigelse; det er, som vilde man engang imellem fordre af en simpel Mand, at han skulde som Konge gj&o-;re sig selv og Gud Regnskab for, hvorledes han havde levet som Konge &streg; han der aldrig havde v&ae;ret Konge. Og saaledes ogsaa at fordre af et Menneske, at han som Enkelt skal gj&o-;re Regnskab for sit Liv, naar man tillader ham at f&o-;re sit Liv uden denne Bevidsthed. M. T.! erindrer Du nu, hvorledes denne Tale begyndte, eller lad mig kalde det tilbage i Din Erindring. Om det Timelige gjaldt, at det har sin Tid; men det Evige skal altid have Tid; og dersom dette ikke er saaledes skeet i et Menneskes Liv, da kommer det Evige igjen under et andet Navn og skal igjen altid have Tid: det er Angeren. Og da nu intet Menneskeliv f&o-;res i Fuldkommenhed, men ethvert i Skr&o-;belighed, saa har Styrelsen givet Mennesket tvende Ledsagere med paa Veien, den ene kalder fremad, den anden tilbage; men Angerens Kald er altid ved den ellevte Time. Og derfor er Skriftemaalet ved den ellevte Time, ikke i det Pludseliges Forstand, thi Skriftemaalet er en hellig Handling, hvortil der kr&ae;ves et samlet Sind. Et samlet Sind, det er et Sind, som har samlet sig fra al Adspredelse, fra ethvert Forhold, for at samle sig paa sit Forhold til sig selv som den Enkelte, der er ansvarlig for Gud; et Sind, der har samlet sig fra al Adspredelse, og derfor ogsaa fra al Sammenligning, hvad enten denne nu frister til jordisk og tilf&ae;ldig Mismod, fordi den Sammenlignende maa tilstaae sig selv, at han er tilbage for mange Andre; eller den frister til Hovmod, fordi han, menneskeligt talt, synes at v&ae;re fremmeligere end mange Andre. Men det, at den Skriftende har draget sig ud af ethvert Forhold for at samle sig paa sit Forhold til sig selv som Enkelt, og for netop saaledes at blive evigt ansvarlig for ethvert Forhold, hvori han ellers er; det, at han er uden Sammenligning: er et nyt Udtryk for den ellevte Times sande Yderlighed. Jo mere Sammenligning der er, jo mere synes det, at der endnu er god Tid; jo mere Sammenligning, jo mageligere og jo uslere bliver et Menneskes Liv. Men naar al Sammenligning uendeligt slipper, da er han som den Enkelte for Gud skriftende &streg; og han er uden Sammenligning skyldig, ligesom Fordringen, der fordrer Hjertets Reenhed, er uden al Sammenligning. Hjertets Reenhed fordrer Gud af ham, og den Skriftende fordrer det af sig selv for Gud, ak, derfor er det jo han bekjender Synder. Og hvor tung end Skriftemaalets Gang kan v&ae;re og dets Time: den Skriftende vinder dog det Evige, at han bef&ae;stes i den Bevidsthed, at han er en Enkelt, og Opgaven: at ville Eet i Sandhed. Denne Bevidsthed er den trange Port og den sn&ae;vre Vei; thi det er ikke Veien saaledes, der er trang, medens der dog gaae Flere efter hinanden ad den, nei det Trange er netop, at Hver is&ae;r maa blive den Enkelte, der gjennem denne Sn&ae;vring maa tr&ae;nge frem ad den trange Vei, hvor ingen Sammenligning svaler, men hvor heller ingen Sammenligning dr&ae;ber med sin lumske K&o-;ling. Den brede Vei derimod er bred, fordi der gaae Mange paa den. M&ae;ngdens Vei er altid bred; der blomstrer Undskyldningernes giftige Pragtblomst; der er Udflugternes indbydende Skjulesteder; der vifter Sammenligningens k&o-;lige Luft &streg; den Vei f&o-;rer ikke til Livet. Kun den Enkelte kan ville det Gode i Sandhed, og selv om han, ikke blot ved Skriftemaalets ellevte Time med alle Sp&o-;rgsmaalene som Anklagere mod sig, men ogsaa til daglig Brug i Angeren, arbeider besv&ae;ret: Veien er dog den rigtige, han er dog i Forhold til Fordringen, som fordrer Hjertets Reenhed ved at ville Eet. Og dersom Du, m. T., hvad Du jo gj&o-;r, veed meget Mere betr&ae;ffende Skriftemaalet, end her er blevet fremsat, veed det N&ae;ste, der f&o-;lger efter Syndernes Bekjendelse: saa skal dog denne sinkende Tale ikke have v&ae;ret forgjeves, forsaavidt den virkeligen har standset Dig, standset Dig ved Noget, som Du meget godt veed, Du, som endogsaa veed meget Mere. Men glem ikke, at det Forf&ae;rdeligste dog vel er, at &anfbeg;leve hen bedragen ikke af hvad der kunde synes skikket til at bedrage, ak, og derfor netop r&ae;dsomt bedragen &streg; bedragen af megen Viden&anfslut;. Bet&ae;nk, at det i disse Tider vel snarest er en Fristelse for Talere: saa hurtigt som muligt at forlade det Enkelte for at faae sagt alt Muligt, at Ingen skulde mist&ae;nke Taleren, som vidste han ikke, hvad da ethvert Menneske i et christeligt Land veed; ak, kun Gud veed, hvorledes den Enkelte veed det. Men hvad hjalp det dog et Menneske, om han gik videre og videre og der maatte siges om ham: han gaaer bestandigt videre; naar der tillige maa siges om ham: der var Intet, der standsede ham. Thi Standsningen er ikke en dorsk Ro, Standsningen er ogsaa Bev&ae;gelse: den er Hjertets inderlige Bev&ae;gelse, den er Selvfordybelsen i Inderlighed; men det, blot at gaae videre, er Retningen fremad i Overfladen. Ad den Vei kommer man ikke til at ville Eet. Kun naar den eengang i afgj&o-;rende Forstand Standsede gaaer videre, og atter standser inden han gaaer videre: kun da kan han ville Eet; men Hjertets Reenhed var at ville Eet. Fader i Himlene! Hvad er dog et Menneske uden Dig! Hvor er Alt hvad han veed, var det end det Mangfoldiges M&ae;ngde, kun et afbrudt Stykke, hvis han ikke kjender _{Dig i}Dig; hvor er al hans Str&ae;ben, var den end omfattende en Verden, kun et halvgjort Arbeide, hvis han ikke kjender Dig, Du den Ene, som er Eet og som er Alt! Saa give Du i Forstanden Viisdom til at fatte det Ene, i Hjertet Oprigtighed til at annamme Forstaaelsen, i Villien Reenhed ved kun at ville Eet; saa give Du i gode Dage Vedholdenhed til at ville _{Eet, ;}Eet, i Adspredelser Samling til at ville Eet, i Lidelser Taalmod til at ville Eet. O, Du som giver baade at begynde og at fuldende, Du give aarle, naar Dagen gryer, den Unge Beslutningen at ville Eet; naar Dagen helder, give Du Oldingen en fornyet Ihukommelse af sin f&o-;rste Beslutning, at det Sidste maatte v&ae;re som det F&o-;rste, det F&o-;rste som det Sidste, v&ae;re Dens Liv, der kun har villet Eet. Ak, men det er jo ikke saaledes; der kom jo Noget imellem, der ligger jo en Syndens Skilsmisse imellem, der l&ae;gger sig jo daglig og Dag fra Dag Noget derimellem: Forsinkelsen, Standsningen, Afbrydelsen, Vildfarelsen, Fortabelsen. Saa give Du i Angeren Frimodighed til atter at ville Eet. Vel er det en Afbrydelse fra den s&ae;dvanlige Gjerning, vel er det en Standsning fra Arbeidet, som var det paa en Hviledag, naar den Angrende og kun i Angeren besv&ae;ret Arbeidende er stille i Syndens Bekjendelse, er ene for Dig i Selvanklagen, o, men det er jo en Afbrydelse, som s&o-;ger tilbage til sin Begyndelse, at den maatte paa ny binde mellem det Adskilte, at den i sin Sorg maatte indhente det Fors&o-;mte, at den i sin Bekymring maatte fuldkomme hvad der ligger foran. O, Du som giver baade at begynde og at fuldkomme, Du give Seier paa N&o-;dens Dag, at hvad der ikke lykkedes den i &O-;nsket Br&ae;ndende, ikke den i Fors&ae;ttet Besluttede, at det dog maatte lykkes den i Angeren Bedr&o-;vede: kun at ville Eet. Anden Afdeling Hvad vi l&ae;re af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle Tre Taler af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1847 Forord Skj&o-;ndt denne lille Bog er uden L&ae;rerens Myndighed, til Overflod, ubetydelig, som Lilien og Fuglen &streg; o, at den var saaledes! &streg; haaber den dog, ved at finde det Eneste den s&o-;ger: et godt Sted, at finde Tilegnelsens Betydning for hiin Enkelte, hvem jeg med Gl&ae;de og Taknemmelighed kalder min L&ae;ser. S. K. B&o-;n Fader i Himlene! Fra Dig kommer kun god og fuldkommen Gave; hvem Du lader Menneskene beskikke til L&ae;rer, den Bekymrede til Veileder, hans Veiledning og L&ae;rdom maa det ogsaa v&ae;re gavnligt at tage til F&o-;lge. Saa give Du da, at den Bekymrede i Sandhed maatte l&ae;re af de guddommeligt beskikkede L&ae;remestere: af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle! Amen. I Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten Matth&ae;us, 6. Cap. 24 Vers til Enden. Ingen kan tiene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tiene Gud og Mammon. 25. Derfor siger jeg Eder! bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle &ae;de, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders Legeme, hvad I skulle if&o-;res. Er ikke Livet Mere end Maden, og Legemet Mere end Kl&ae;derne? 26. Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og h&o-;ste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader f&o-;der dem; ere I ikke meget Mere end de? 27. Men hvo iblandt Eder kan l&ae;gge en Alen til sin V&ae;xt, endog han bekymrer sig derfor? 28. Og hvi bekymre I Eder for Kl&ae;derne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke. 29. Men jeg siger Eder, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var saa kl&ae;dt, som een af dem. 30. Kl&ae;der da Gud saaledes det Gr&ae;s paa Marken, som er i Dag, og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere kl&ae;de Eder, I lidet troende! 31. Derfor skulle I ikke bekymre Eder, og sige: hvad skulle vi &ae;de? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi kl&ae;de os? 32. efter alt saadant s&o-;ge Hedningerne; thi Eders himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov. 33. Men s&o-;ger f&o-;rst Guds Rige og hans Retf&ae;rdighed, saa skulle og alle disse Ting till&ae;gges Eder. 34. Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag imorgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage. Hvo har ikke kjendt dette hellige Evangelium fra sin tidligste Barndom, og ofte gl&ae;det sig ved det glade Budskab! Og dog er det ikke saaledes ligefrem et glad Budskab; det har en v&ae;sentlig Egenskab, der ret egentligen gj&o-;r det til et Evangelium, den nemlig, at det henvender sig til Bekymrede; ja, i hver en Linie af det bekymrede Evangelium er det kjendeligt, at Talen ikke er til de Karske, ikke til de St&ae;rke, ikke til de Lykkelige, men til de Bekymrede; o, det er saa kjendeligt, at det glade Budskab selv gj&o-;r, hvad det siger Gud at gj&o-;re, antager sig de Bekymrede og haver Omsorg for dem &streg; paa den rette Maade. Ak, dette gj&o-;res vel forn&o-;dent, thi Enhver der har Sorg, og is&ae;r jo dybere og jo l&ae;ngere den tr&ae;nger ind i Sjelen, eller jo l&ae;ngere den tr&ae;nger dybt derind, han fristes maaskee ogsaa til utaalmodigt ikke at ville h&o-;re menneskelig Tale om Tr&o-;st og Haab. Maaskee har den S&o-;rgende Uret, maaskee er han for utaalmodig, naar det forekommer ham saa, at intet Menneske kan tale ham hans Sorg tilpas; thi den Lykkelige forstaaer ham ikke; den St&ae;rke synes netop idet han tr&o-;ster at h&ae;ve sig over ham; den Bekymrede for&o-;ger ham kun Sorgen ved sit Tilskud. Naar saa er, bliver det altsaa bedst, at see sig om andre L&ae;rere, hvis Tale ikke er Misforstaaelse, hvis Opmuntring ingen hemmelig Bebreidelse indeholder, hvis Blik ikke d&o-;mmer, hvis Tr&o-;st ikke hidser istedenfor at berolige. Til saadanne L&ae;rere henviser det bekymrede Evangelium den S&o-;rgende: til Lilierne paa Marken og til Himmelens Fugle. Hos disse billige L&ae;rere, hvilke man hverken betaler med Penge eller med Ydmygelser, er ingen Misforstaaelse mulig, thi de tie &streg; af Omsorg for den Bekymrede. Og al Misforstaaelse fremkommer jo ved Talen, n&ae;rmere forstaaet derved, at Talen, is&ae;r Samtalen, indeholder en Sammenligning, som naar den Lykkelige siger til den Bekymrede: v&ae;r glad, da indeholder Udsagnet tillige: som jeg er det; og naar den St&ae;rke siger: v&ae;r st&ae;rk, da forstaaes under: som jeg er det. Men Taushed &ae;rer Bekymringen og &ae;rer den Bekymrede, som Jobs Venner, der de af &Ae;rb&o-;dighed sadde tause hos den Lidende og holdt ham i &Ae;re. Og dog, de saae jo paa ham! Men det, at det ene Menneske seer paa det andet, indeholder atter en Sammenligning. De tause Venner sammenlignede ikke Job med sig, dette skete f&o-;rst, da de br&o-;d &Ae;ren (hvori de tause holdt ham) og Tausheden, for med Taler at overfalde den Lidende; men deres Tilstedev&ae;relse foranledigede Job til at sammenligne sig med sig selv. Saaledes kan nemlig intet Menneske v&ae;re tilstede, om han end tier, at hans Tilstedev&ae;relse sammenlignelsesviis slet Intet betyder. Dette kan i det H&o-;ieste et Barn, der jo ogsaa har en vis Lighed med Lilierne paa Marken og med Himmelens Fugle; hvor ofte har ikke en Lidende sandet og r&o-;rt fornummet, at naar kun et Barn er tilstede, er der dog ingen Tilstedev&ae;rende. Og nu Lilien paa Marken! Om den end rigeligt har sit Udkomme, den sammenligner ikke sin Velstand med Nogens Armod; om den end er sorgl&o-;s i al sin Deilighed, den sammenligner sig hverken med Salomo eller med den Usleste. Og om Fuglen end svinger sig let i Skyen, den sammenligner ikke sin lette Flugt med den Bekymredes tunge Gang; om Fuglen, rigere end Den der har Laderne fulde, end ikke sanker i Lade: den sammenligner ikke sin rige Uafh&ae;ngighed med den N&o-;dlidende, som sanker forgj&ae;ves. Nei, der hvor Lilien blomstrer deiligt &streg; paa Marken, der hvor Fuglen frit er tilhuse &streg; under Himlen, hvis Tr&o-;sten s&o-;ges: der er uafbrudt Taushed, der er ingen Tilstedev&ae;rende, der er Alt idel Overtalelse. Dog er dette jo kun saa, dersom den S&o-;rgende virkelig giver Agt paa Lilierne og paa Fuglene, over dem og deres Liv glemmer sig selv, medens han i denne Selvfortabelse af dem, ved sig selv, uform&ae;rket l&ae;rer Noget om sig selv; uform&ae;rket, thi der er jo idel Taushed, ingen Tilstedev&ae;rende, den Bekymrede fritagen for enhver Medviden, undtagen Guds, sin egen &streg; og Liliernes. Lad os da i denne Tale bet&ae;nke, hvorledes den Bekymrede, ved ret at see til Lilierne paa Marken og til Himmelens Fugle, l&ae;rer: at n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske. &anfbeg;Betragter Lilierne paa Marken&anfslut;, betragt dem, det vil sige l&ae;g n&o-;ie M&ae;rke til dem, gj&o-;r dem til Gjenstand, ikke for et flygtigt Syn i Forbigaaende, men for Din Betragtning; derfor er der brugt det Udtryk, som Pr&ae;sten pleier at bruge i den alvorligste og h&o-;itideligste Forbindelse, naar han siger, lader os i denne Andagtstime betragte Det og Det. Saa h&o-;itidelig er Opfordringen og Indbydelsen; Mangen lever maaskee i den store Stad og seer aldrig Lilierne; Mangen lever maaskee paa Landet, og gaaer dem dagligen ligegyldigt forbi: ak, hvor Mangen er der vel, der efter Evangeliets Anviisning ret betragter dem! &streg; &anfbeg;Lilierne paa Marken&anfslut;, thi der er ikke Tale om de sjeldne Planter, hvilke en Gartner opelsker i sin Have, og som betragtes af Kjendere; nei, gaae ud paa Marken, der hvor intet Menneske b&ae;rer Omsorg for de forladte Lilier, og hvor det dog er saa kjendeligt, at de ikke ere forladte. Skulde denne Opfordring ikke v&ae;re indbydende for den Bekymrede, ak, han er jo ogsaa som den forladte Lilie, forladt, miskjendt, overseet, uden Menneskenes Omsorg, indtil han ved ret at betragte Lilien forstaaer, at han ikke er forladt. Saa gaaer den Bekymrede ud paa Marken, og han standser ved Lilierne. Ikke som et lykkeligt Barn, eller en barnagtig &Ae;ldre vel gj&o-;r det, l&o-;ber han om for at finde den smukkeste, for at tilfredsstille Nysgjerrigheden ved at finde den sjeldne. Nei, med stille H&o-;itidelighed betragter han dem, som de staae der, i talrig, i broget M&ae;ngde, den ene lige saa god som den anden &streg; &anfbeg;hvorledes de voxe&anfslut;. Nu, hvorledes de voxe, seer han egentligen ikke, thi det er jo som Ordsproget siger, at man ikke kan see Gr&ae;sset groe, men han seer dog hvorledes de voxe, eller netop fordi det er ham ubegribeligt, hvorledes de voxe, seer han, at der maa v&ae;re En, der kjender dem ligesaa n&o-;ie, som Gartneren kjender de sjeldne Planter; En, der dagligt seer til dem, Morgen og Aften, ligesom Gartneren seer til de sjeldne Planter; En, der giver dem V&ae;xt. Formodentligen er det vel ogsaa den samme Ene, der giver Gartnerens sjeldne Planter V&ae;xt, kun at disse saa let foranledige Misforstaaelse ved Hj&ae;lp af Gartneren. De forladte Lilier derimod, de almindelige Lilier, Markens Lilier, foranledige ikke Betragteren til nogen Misforstaaelse. Thi der, hvor Gartneren er synlig, der, hvor ingen M&o-;ie og ingen Bekostning spares for at drive Rigmandens sjeldne Planter frem, der synes det maaskee bedre at forstaae, at de voxe; men derimod paa Marken, hvor Ingen, Ingen, Ingen bekymrer sig om Lilierne, hvorledes kan de der voxe? Og dog voxe de. Men saa maae vel de fattige Lilier selv arbeide desto str&ae;ngere. Nei, &anfbeg;de arbeide ikke&anfslut;; det er kun de sj&ae;ldne Blomster, som der er saa meget Arbeide forbundet med, for at faae til at voxe. Der, hvor Teppet er kosteligere end i Kongernes Sale, der arbeides ikke. Idet Betragterens &O-;ie forlystes og vederqv&ae;ges ved Synet, skal hans Sjel ikke bekymres ved Tanken om, hvorledes de stakkels fattige Lilier maae arbeide og tr&ae;lle for at faae Teppet saa smukt. Kun i Forhold til menneskelig Kunstf&ae;rdigheds Frembringelse er det saaledes, at &O-;iet, medens det bl&ae;ndes ved Arbeidets Fiinhed, fyldes med Taarer ved Tanken om den stakkels Kniplerskes Lidelser. Lilierne &anfbeg;arbeide ikke, spinde ikke&anfslut;, de bestille egentligen ikke Andet end at pynte sig, eller endnu rettere: at v&ae;re pyntede. Som der i det Foregaaende af Evangeliet, hvor Talen er om Fuglene, naar der siges: &anfbeg;de saae ikke, de h&o-;ste ikke, de sanke ikke i Lader&anfslut;, ligesom hentydes til Mandens Arbeiden for at ern&ae;re sig og Sine: saaledes indeholde disse Ord om Lilierne (de arbeide ikke, spinde ikke) ligesom en Hentydning til Qvindens Arbeiden. Qvinden bliver ved Huset, hun gaaer ikke ud for at s&o-;ge Livets Forn&o-;denheder, hun bliver hjemme, syer og spinder, s&o-;ger at holde Alt saa pynteligt som muligt: hendes daglige Syssel, hendes flittige Arbeiden staaer dog n&ae;rmest i Forhold til Pyntelighed. Saaledes Lilien ogsaa: den bliver ved Huset, den gaaer ikke af Stedet, men den arbeider ikke, den spinder ikke &streg; den pynter sig blot, eller endnu rettere, den er pyntet. Skulde Lilien have nogen Bekymring, da vilde denne ikke v&ae;re for Udkommet, som dog Fuglen kunde synes at have, siden den flyver saa vidt og bredt omkring og sanker N&ae;ring, nei, Liliens Bekymring maatte qvindeligt staae i Forhold til, om den nu ogsaa var deilig og var pyntet. Men den er uden Bekymring. Thi pyntet er den, det er vist; ja, Betragteren kan ikke lade det v&ae;re, han b&o-;ier sig ned til den enkelte Lilie, han tager den f&o-;rste den bedste &streg; &anfbeg;jeg siger Eder, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var kl&ae;dt som een af dem.&anfslut; Saa betragter han den n&o-;ie og n&ae;rved, og om hans Sind var uroligt, ak, som et menneskeligt Sind kan v&ae;re uroligt, og om hans Hjerte bankede heftigt, ak, som et menneskeligt Hjerte kan det, han slaaer sig ganske til Ro, blot for at betragte denne Lilie. Jo n&o-;iere han seer, jo mere han forundres over dens Deilighed og dens sindrige Dannelse; thi kun i Forhold til menneskelig Kunstf&ae;rdigheds Frembringelser gjelder det, at man, ved at see meget n&o-;ie til, opdager Mangler og Ufuldkommenhed, det gj&ae;lder, at hvis Du sk&ae;rper Dit Syn med det kunstigt slebne Glas, da seer Du selv i den fineste menneskelige V&ae;v de grove Traade. Ak, det er, som om Mennesket til sin egen Ydmygelse, har gjort den Opdagelse, hvoraf han er stolt: da han opdagede at slibe Glasset kunstigt, saa det forst&o-;rrer Gjenstanden, da opdagede han, ved Hj&ae;lp af det forst&o-;rrende Glas, at selv det fineste menneskelige Arbeide er grovt og ufuldkomment. Men Opdagelsen, der ydmygede Mennesket, &ae;rede Gud, thi aldrig har Nogen, ved Hj&ae;lp af det forst&o-;rrende Glas, opdaget, at Lilien blev mindre deilig, mindre sindrig, tvertimod viste den sig at v&ae;re deiligere og deiligere, sindrigere og sindrigere. Ja Opdagelsen &ae;rede Gud, som enhver Opdagelse maa det, thi kun i Forhold til en menneskelig Kunstner gj&ae;lder det, at Den, der kjender ham n&o-;ie, n&ae;rved og til daglig Brug, dog seer, at han ikke er stor; i Forhold til den Kunstner, som v&ae;ver Markens T&ae;ppe og virker Liliens Deilighed, gj&ae;lder det, at Forundringen stiger med Tiln&ae;rmelsen, at Tilbedelsens Afstand voxer med Tiln&ae;rmelsen til ham. Saa staaer da den Bekymrede, som med sin Sorg gik til Lilierne, mellem dem paa Marken, forundret over Liliens Deilighed, som han betragter; han har taget den f&o-;rste den bedste, han har intet Valg gjort, det falder ham slet ikke ind, at der skulde v&ae;re nogen eneste Lilie, saa lidet som noget Straa paa Marken, om hvilket det ikke gjaldt, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var kl&ae;dt som en af dem. S&ae;t Lilien kunde tale, skulde den da ikke sige til den Bekymrede: &anfbeg;hvi forundrer Du Dig saaledes over mig; skulde det, at v&ae;re Menneske, ikke v&ae;re lige saa herligt, skulde det ikke derom gj&ae;lde, at dog al Salomos Herlighed Intet er i Sammenligning med, hvad ethvert Menneske er, ved at v&ae;re Menneske, saa Salomo for at v&ae;re det Herligste han er, og v&ae;re sig dette bevidst, maatte aff&o-;re sig al sin Herlighed og blot v&ae;re Menneske! Skulde hvad der gj&ae;lder om mig Stakkel, ikke gj&ae;lde om det, at v&ae;re Menneske, der jo er Skabningens Underv&ae;rk!&anfslut; Dog Lilien kan ikke tale, men netop fordi den ikke kan tale, netop fordi der er idel Taushed derude og ingen Tilstedev&ae;rende, netop derfor er den Bekymrede, hvis han taler og hvis han taler med Lilien, i det Tilf&ae;lde, at han taler med sig selv; ja lidt efter lidt opdager han, at han taler om sig selv, at det han siger om Lilien siger han om sig selv. Det er ikke Lilien, der siger det, den kan ikke tale; det er ikke noget andet Menneske, der siger det til ham, thi med det andet Menneske kommer dog saa let strax Sammenligningens urolige Tanke; blandt Lilierne er den Bekymrede kun Mennesket, og &streg; n&o-;iet med det at v&ae;re Menneske. Thi ganske i samme Forstand som Lilien er Lilie, ganske i samme Forstand er han, trods alle sine Bekymringer som Menneske, Menneske; og ganske i samme Forstand, som Lilien, uden at arbeide og uden at spinde, er skj&o-;nnere end Salomos Herlighed, ganske i samme Forstand er ogsaa Mennesket, uden at arbeide, uden at spinde, uden nogen hans Fortjenstfuldhed, ved at v&ae;re Menneske, herligere end Salomos Herlighed. Der staaer jo heller ikke i Evangeliet, at Lilien er herligere end Salomo, nei, der staaer, at den er bedre kl&ae;dt end Salomo i al hans Herlighed. Ak, men i den idelige Omgang med Mennesker, i den mangfoldige Forskjellighed og dennes forskjellige Ber&o-;ringer, glemmer man, ved den travle eller den bekymrede Sammenlignings Opfindsomhed, hvad det er, at v&ae;re Menneske, man glemmer det over Forskjelligheden mellem Menneske og _MenneskeMenneske. Men paa Marken hos Lilierne, hvor Himlen hv&ae;lver sig h&o-;it &streg; som over en Hersker, frit &streg; som Aandedr&ae;ttet er _de-det derude, hvor Skyernes store Tanker adspreder al Smaalighed: der er den Bekymrede det eneste Menneske, og l&ae;rer af Lilierne, hvad han maaskee ikke kunde l&ae;re af noget andet Menneske. &anfbeg;Betragter Lilierne paa Marken.&anfslut; Hvor kort, hvor h&o-;itidelig, hvor ligelig er denne Tale om Lilierne; der er ikke Spoer af Anelse, der ymtes ikke det Mindste om, at der kunde v&ae;re nogen Forskjel mellem Lilierne indbyrdes; der er talet om dem alle og om hver een eneste, der er talet ligeligt om dem alle: Lilierne. Maaskee vil En mene, at det dog ogsaa var besynderligt, og for meget forlangt, at det menneskelige Sprog skulde indlade sig paa Forskjelligheden mellem Lilierne indbyrdes og disses mulige Bekymringer, foranledigede ved Forskjelligheden; maaskee vil En mene: &anfbeg;saadanne Forskjelligheder og saadanne Bekymringer ere ikke v&ae;rd at agte paa.&anfslut; Lad os forstaae hinanden. Er Meningen denne, at det for Lilierne ikke er v&ae;rd at agte paa saadanne Bekymringer, det er, at Lilierne burde v&ae;re saa fornuftige, ikke at agte paa Sligt; eller er Meningen denne, at det er under Menneskets V&ae;rdighed, at bryde sig om Liliernes mulige Bekymringer, fordi nemlig Mennesket er Menneske og ikke Lilie. Dette vil sige: ere saadanne Bekymringer i og for sig selv ufornuftige, og derfor ikke v&ae;rd at agte paa, ligegyldigt enten det er de enfoldige Lilier, eller de fornuftige Mennesker, som have dem; eller er den v&ae;sentligen samme Bekymring en anden, naar Lilien har den, end naar Mennesket har den, saa det er daarligt af Lilien at bekymre sig om Sligt, men ikke daarligt af Mennesket. Dersom nemlig Lilierne virkeligen havde saadanne Bekymringer, og den Talende var af den Mening, at den v&ae;sentligen samme Bekymring havde stort at betyde i Forhold til et Menneske: saa var det jo ikke Viisdom og Deeltagelse, men menneskelig Selvkj&ae;rlighed, der kunde tale saa kort, og saa afvisende om de stakkels Lilier, saa fornemt om Liliernes Smaa-Sorger, saa fornemt ved at kalde dem Smaa-Sorger, der ikke ere v&ae;rd at agte paa. S&ae;t det nu var saa, at der var Forskjelligheder mellem Lilierne indbyrdes, som i deres lille Verden svarede til de menneskelige Forskjelligheder; s&ae;t disse Forskjelligheder besk&ae;ftigede og bekymrede Lilierne, lige saa meget som Menneskene; &streg; og s&ae;t saa, at det i Sandhed var sandt, hvad der blev sagt: saadanne Forskjelligheder og saadanne Bekymringer ere ikke v&ae;rd at agte paa. Lader os n&ae;rmere bet&ae;nke denne Sag; og da den Bekymrede, der gik ud til Lilierne paa Marken, jo netop &o-;nskede at undgaae al Sammenligning med andre Mennesker, da han saa n&o-;digt vilde, at noget andet Menneske skulde tale til ham om hans Bekymring: saa skal Talen &ae;re hans Bekymring, jeg skal ikke tale om noget Menneske, eller om noget bekymret Menneske, men foretr&ae;kke at tale om den bekymrede Lilie. Der var engang en Lilie, den stod paa et afsides Sted ved et lille rindende Vand, og var godt kjendt af nogle Nelder samt et Par andre Smaablomster der i N&ae;rheden. Lilien var, efter Evangeliets sandf&ae;rdige Beskrivelse, deiligere paakl&ae;dt end Salomo i al hans Herlighed, derhos sorgl&o-;s og glad saa lang Dagen var. Um&ae;rkeligt og livsaligt gled Tiden hen, som det rindende Vand, der nynner og svinder. Men da traf det sig, at der en Dag kom en lille Fugl og bes&o-;gte Lilien, den kom igjen den n&ae;ste Dag, blev da borte i flere Dage, indtil den atter kom igjen, hvilket tyktes Lilien besynderligt og uforklarligt, uforklarligt, at Fuglen ikke blev paa samme Sted, ligesom Smaablomsterne, besynderligt, at Fuglen kunde v&ae;re saa lunefuld. Men som det saa ofte gaaer, saa gik det ogsaa Lilien, at den netop derfor forelskede sig mere og mere i Fuglen, fordi den var lunefuld. Denne lille Fugl var en slem Fugl; istedenfor at s&ae;tte sig i Liliens Sted, istedenfor at gl&ae;de sig ved dens Deilighed og gl&ae;de sig med den i dens uskyldige Lyksalighed, vilde Fuglen gj&o-;re sig vigtig, ved at f&o-;le sin Frihed, og ved at lade Lilien f&o-;le dens Bundethed. Og ikke blot dette, men den lille Fugl var tillige snaksom, og fortalte nu L&o-;st og Fast, Sandt og Usandt om, hvorledes der paa andre Steder, i stor M&ae;ngde, var ganske anderledes pragtfulde Lilier, hvor der var en Fryd og Munterhed, en Duft, en Farvepragt, en Fuglesang, som overgik al Beskrivelse. Saaledes fortalte Fuglen, og hver dens Fort&ae;lling endte gjerne med den for Lilien ydmygende Bem&ae;rkning, at den, i Sammenligning med saadan Herlighed, saae ud som Ingenting, ja at den var saa ubetydelig, at det var et Sp&o-;rgsmaal, med hvad Ret den egentligen kaldtes Lilie. Saa blev Lilien bekymret, jo mere den h&o-;rte paa Fuglen, jo mere blev den bekymret; den sov ikke mere roligt om Natten og vaagnede ikke mere glad om Morgenen; den f&o-;lte sig f&ae;ngslet og bunden, den fandt Vandets Rislen kjedsommelig og Dagen lang. Den begyndte nu at besk&ae;ftige sig med sig selv og med sit Livs Vilkaar i Selvbekymring &streg; saa lang Dagen var. &anfbeg;Det kan jo v&ae;re godt nok&anfslut;, sagde den til sig selv, &anfbeg;engang imellem, for en Afvexlings Skyld, at h&o-;re paa B&ae;kkens Rislen, men Dag ud og Dag ind evigt at h&o-;re det Samme: det er dog altfor kjedeligt.&anfslut; &anfbeg;Det kan maaske v&ae;re behageligt nok&anfslut;, sagde den til sig selv, &anfbeg;engang imellem at v&ae;re paa et afsides Sted og eensom, men saaledes, hele Livet igjennem, at v&ae;re glemt, at v&ae;re uden Selskab eller i Selskab med Br&ae;ndenelder, hvad der dog vel ikke er Selskab for en Lilie: det er ikke til at udholde.&anfslut; &anfbeg;Og saa at see saa ringe ud, som jeg gj&o-;r&anfslut;, sagde Lilien til sig selv, &anfbeg;at v&ae;re saa ubetydelig, som den lille Fugl siger jeg er: o, hvorfor er jeg dog ikke bleven til paa et andet Sted, under andre Vilkaar, o, hvorfor er jeg dog ikke bleven en Keiserkrone!&anfslut; Thi dette havde den lille Fugl fortalt den, at Keiserkronen var blandt alle Lilier anseet for den skj&o-;nneste, og var Gjenstand for alle andre Liliers Misundelse. Lilien m&ae;rkede desto v&ae;rre nok, at Bekymringen tog paa den; men saa talte den fornuftig til sig selv; dog ikke saaledes fornuftigt, at den slog Bekymringen af Sinde, men saaledes, at den overbeviste sig selv om, at Bekymringen var rigtig; &anfbeg;thi&anfslut;, sagde den, &anfbeg;mit &O-;nske er jo ikke noget ufornuftigt &O-;nske, jeg forlanger jo ikke det Umulige, at blive hvad jeg ikke er, en Fugl f. Ex., mit &O-;nske er blot at blive en pragtfuld Lilie, eller vel endog den pragtfuldeste.&anfslut; Under alt Dette fl&o-;i den lille Fugl fra og til, med hvert dens Bes&o-;g og hver dens Adskillelse n&ae;redes Liliens Uro. Tilsidst fortroede den sig ganske til Fuglen. En Aftenstund aftalte de, at n&ae;ste Morgen skulde der skee en Forandring, og gj&o-;res en Ende paa Bekymringen. N&ae;ste Morgen tidlig kom den lille Fugl; med sit N&ae;b huggede den Jordsmonnet bort fra Liliens Rod, at den saaledes kunde blive fri. Da dette var lykkedes, tog Fuglen Lilien under sin Vinge og fl&o-;i afsted. Bestemmelsen var nemlig den, at Fuglen skulde flyve med Lilien hen der, hvor de pragtfulde Lilier blomstrede; derpaa skulde Fuglen igjen v&ae;re den behj&ae;lpelig i at blive plantet ned der, om det ikke ved Stedets Forandring og den nye Omgivelse skulde lykkes Lilien, at blive en pragtfuld Lilie i Selskab med de mange, eller maaskee endog en Keiserkrone, misundt af alle de andre. Ak, underveis visnede Lilien. Havde den bekymrede Lilie v&ae;ret n&o-;iet med, at v&ae;re Lilie, da var den ikke bleven bekymret; var den ikke bleven bekymret, saa var den bleven staaende hvor den stod &streg; hvor den stod i al sin Deilighed; var den bleven staaende, da havde det netop v&ae;ret den Lilie, om hvilken Pr&ae;sten talte i S&o-;ndags, da han gjentog Evangeliets Ord: &anfbeg;betragter Lilien, jeg siger Eder, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var kl&ae;dt som den.&anfslut; Thi anderledes kan man dog vel ikke forstaae Evangeliet, hvorimod det er s&o-;rgeligt, ja n&ae;sten forf&ae;rdeligt, om det end er sandt, at en Fortolker af den hellige Skrift, ved det Sted om Lilierne, har fundet sig foranlediget til, i Lighed med den lille Fugl, at oplyse: at Keiserkronen voxer vild i hine Egne &streg; som kunde man saa bedre forstaae, at Lilien i Deilighed overgaaer Salomo, som kunde man saa bedre forstaae Evangeliet, der altsaa ikke passede paa den uanseelige Lilie. Saaledes gik det altsaa den bekymrede Lilie, hvis Bekymring var at blive en pragtfuld Lilie eller vel endog en Keiserkrone. Lilien er Mennesket. Den slemme lille Fugl er Sammenligningens urolige Tanke, der vanker vidt og bredt omkring, ustadigt og lunefuldt, og indsanker den usunde Viden om Forskjelligheden; og ligesom Fuglen ikke satte sig i Liliens Sted, saa gj&o-;r Sammenligningen det Samme, ved den s&ae;tter Mennesket sig enten i en Andens Sted, eller en Anden i sit Sted. Den lille Fugl er Digteren, Forf&o-;reren, eller det Digteriske og Forf&o-;reriske i Mennesket. Det Digteriske er som Fuglens Tale, Sandt og Usandt, Digt og Sandhed; det er nemlig sandt, at Forskjelligheden er til, og at der er Meget at sige om den, men det Digteriske er, at Forskjelligheden lidenskabeligen, i Fortvivlelse eller Jubel, er det H&o-;ieste, og dette er evigt usandt. I Sammenligningens Bekymring gaaer da den Bekymrede tilsidst saa vidt, at han over Forskjelligheden glemmer, at han er Menneske, saa han fortvivlet mener sig at v&ae;re saaledes forskjellig fra andre Mennesker, at han endog mener sig forskjellig fra det, at v&ae;re Menneske, som jo ogsaa den lille Fugl meente, at Lilien var saa uanseelig, at det blev et Sp&o-;rgsmaal, om den virkelig var Lilie. Men det _formeentligeformeentlig fornuftige Forsvar for Bekymringen er altid dette: at man jo ikke forlanger noget Ufornuftigt, at blive en Fugl f. Ex., men kun at blive dette Bestemte, man ikke er, selv om dette Bestemte igjen synes andre Bekymrede en reen Ubetydelighed. Naar saa Sammenligningen med Fuglens Bev&ae;gelse fra og til har hidset Bekymringens Lidenskab og faaet den Bekymrede revet l&o-;s fra Jordbunden, det er, fra at ville v&ae;re hvad han er bestemt til: saa seer det et &O-;ieblik ud, som kom nu Sammenligningen for at hente den Bekymrede til det &o-;nskede Maal; men den kommer rigtignok og henter ham, dog kun som naar D&o-;den henter et Menneske, den lader den Bekymrede omkomme i Mismodets Sv&ae;ven. Dersom nu Mennesket, ikke uden at smile, kan t&ae;nke paa Liliens Bekymring for at blive Keiserkrone, t&ae;nke paa, at den d&o-;de underveis: o, da bet&ae;nke Mennesket, at det derimod er til at gr&ae;de over, om et Menneske bekymredes lige saa ufornuftigt; lige saa ufornuftigt, dog nei, hvor turde jeg lade dette staae saaledes hen, hvor turde jeg saaledes for Alvor sigte de guddommeligt beskikkede L&ae;remestere: Lilierne paa Marken. Nei, Lilien bekymres ikke saaledes, netop derfor skulle vi l&ae;re af den. Og naar da et Menneske, som Lilien, n&o-;ies med det, at v&ae;re Menneske, saa bliver han ikke syg af timelig Bekymring; og naar han ikke bliver timeligt bekymret, saa bliver han staaende paa det Sted, ham er anviist; og naar han bliver der, da er det sandf&ae;rdigt saa, at han, ved at v&ae;re Menneske, er herligere end Salomos Herlighed. Hvad l&ae;rer altsaa den Bekymrede af Lilierne? Han l&ae;rer, at n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske, og ikke at bekymres om Forskjelligheden mellem Menneske og Menneske; han l&ae;rer, at tale lige saa kort, lige saa h&o-;itideligt, lige saa opl&o-;ftende om det, at v&ae;re Menneske, som Evangeliet taler kort om Lilierne. Og dette er jo dog ogsaa menneskelig Skik og Brug netop ved de h&o-;itideligste Leiligheder. Lad os t&ae;nke paa Salomo. Naar han da if&o-;rer sig det kongelige Purpur, naar han throner majest&ae;tisk i al sin Herlighed: nu ja, der lader sig ogsaa tale h&o-;itideligt saaledes, at den Talende siger: Deres Majest&ae;t; men naar der, i Alvorens evige Sprog, skal tales allerh&o-;itideligst, saa hedder det: Menneske! Og netop dette Samme sige vi til den Ringeste, naar han, liig Lazarus, ligger n&ae;sten ukjendelig i Armod og Elendighed, vi sige: Menneske! Og i det for et Menneskes Liv afgj&o-;rende &O-;ieblik, naar Forskjellighedens Valg bydes, sige vi til ham: Menneske! Og i D&o-;dens afgj&o-;rende &O-;ieblik, naar alle Forskjelligheder afskaffes, sige vi: Menneske! Dog tale vi derfor ikke ringe, tvertimod vi sige det H&o-;ieste, fordi det, at v&ae;re Menneske, ikke er lavere end Forskjellighederne, men er oph&o-;iet over dem; thi denne den v&ae;sentligen lige Herlighed mellem alle Mennesker er dog vel ikke D&o-;dens s&o-;rgelige Lighed, saa lidet som den v&ae;sentlige Lighed mellem alle Lilier, der jo netop er Lighed i Deilighed. Al verdslig Bekymring har sin Grund i, at et Menneske ikke vil n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske, i, at hans ved Sammenligningen bekymrede Attraa er til Forskjelligheden. Den jordiske og timelige Bekymring derimod t&o-;r man ikke ligefrem og uden videre sige om, at den er Sammenligningens Opfindelse, thi at et Menneske, i Trangens virkelige &O-;ieblik, beh&o-;ver F&o-;de og Kl&ae;der, det opdager han ikke ved Sammenligning; Den der levede eensomt blandt Lilierne paa Marken, vilde ogsaa opdage det. N&ae;ringssorgen, ak, eller som den jo almindeligere n&ae;vnes i et s&o-;rgeligt Fleertal, N&ae;ringssorgerne, ere ikke ligefrem Sammenligningens Opfindelse. Noget Andet er det, om dog ikke paa utallige Maader Sammenligningen tvetydigt arbeider med i Bestemmelsen af, hvad der skal forstaaes ved N&ae;ringssorg, om der dog ikke skulde v&ae;re ... dog nei, den Bekymrede vil jo saa n&o-;digt, netop for at undgaae Sammenligningen, at noget andet Menneske skal tale til ham desangaaende, nu vel, saa lad os sige saaledes: om man dog ikke af Fuglene skulde kunne l&ae;re Meget betr&ae;ffende denne Sorg. Dette ville vi nu betragte: hvorledes Den, hvem N&ae;ringssorgen volder Bekymring, ved ret at agte paa Himmelens Fugle l&ae;rer, at n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske. &anfbeg;Seer til Himmelens Fugle&anfslut;. Seer til dem, det vil sige giv n&o-;ie Agt paa dem; saaledes kommer Fiskeren om Morgenen og seer til Sn&o-;ren, som har ligget ude om Natten; saaledes kommer L&ae;gen og seer til den Syge; saaledes staaer Barnet og seer til, naar den &Ae;ldre gj&o-;r Noget, som Barnet aldrig f&o-;r har seet. Saaledes maa _{man ikke,}man, ikke med deelt Sind og adspredte Tanker, men med samlet Opm&ae;rksomhed og Eftertanke, om muligt med Forundring, n&o-;ie agte paa Fuglene. Vilde Nogen sige: en Fugl har man da seet saa tidt, det er dog vel ingen M&ae;rkelighed: saa har han ikke forstaaet Indbydelsen i Evangeliet om Himmelens Fugle. &streg; &anfbeg;Himmelens Fugle&anfslut;, eller, som der siges et andet Sted, &anfbeg;Fuglene under Himmelen&anfslut;. Vel seer man nemlig ogsaa Fuglene nede ved Jorden, seer dem paa Jorden, men dersom man ret skal have Gavn af at betragte dem maa man see dem under Himmelen, eller dog bestandigen i Forestillingen erindre, at de h&o-;re hjemme under Himmelen. Kunde Nogen, ved idelig at see en Fugl paa Jorden, glemme, at den var Himmelens Fugl, saa havde han forhindret sig selv i at forstaae Evangeliet om Himmelens Fugle. &streg; &anfbeg;De saae ikke, og h&o-;ste ikke, og sanke ikke i Lader.&anfslut; Hvor skulde ogsaa Sligt kunne lade sig gj&o-;re der, hvor Fuglene have Tilhold &streg; under Himmelen, der, hvor de leve uden Timelighedens Forsynlighed, ukjendte med Tiden, i &O-;ieblikket. Det forsynlige Menneske paa Jorden l&ae;rer af Tiden at benytte Tiden, og naar han fra en forbigangen Tid har Laden fuld, og er forsynet for den n&ae;rv&ae;rende Tid, da passer han dog paa at saae igjen for en tilkommende H&o-;st, at han atter kan have Laden fuld for en tilkommende Tid. Derfor bruges der tre Ord for at betegne Forsynlighedens Arbeiden; der siges ikke kort, som om Lilierne: de arbeide ikke; ved de tre Ord antydes Tidens Bestemmelse, hvilken ligger til Grund for Forsynligheden. &streg; &anfbeg;Og dog f&o-;der Eders himmelske Fader dem&anfslut;. Den himmelske Fader, ja det er tydeligt, det maa v&ae;re ham, dersom da Betragteren seer til Fuglene &streg; under Himmelen; thi der, hvor Morgen, Middag og Aften, Bondemanden kommer ud, og kalder Fuglene sammen og giver dem F&o-;de: der kan Betragteren let see feil, og troe, at det er Bondemanden, som f&o-;der Fuglene. Men der, hvor der ingen Bondemand er &streg; paa Marken, der hvor der intet Forraadskammer er &streg; under Himmelen, der, hvor de sorgl&o-;se Fugle uden at saae, uden at h&o-;ste, uden at sanke i Lade &streg; og uden N&ae;ringssorger svinge sig let over Skov og S&o-;e: der maa det dog vel v&ae;re den himmelske Fader, som f&o-;der dem. &anfbeg;Han f&o-;der dem&anfslut;; eller skulle vi maaskee daarligen sige, hvad vel mangen daarlig Bondemand har sagt: &anfbeg;Fuglene stj&ae;le&anfslut;, saa det dog egentligen er Bondemanden, der f&o-;der Fuglene, fordi disse nemlig stj&ae;le fra ham. Ak, dersom et Menneskes Tanke var sjunken saa dybt i ussel Elendighed, at han i fortredelig Alvor kunde mene noget Saadant: hvor skulde han vel kunne l&ae;re Opl&o-;ftelse af Himmelens Fugle, hvor skulde det hj&ae;lpe ham, at see til Himmelens Fugle! Og dog, det skulde visseligen hj&ae;lpe ham, hvis han blot vilde see til dem, det vil sige, give n&o-;ie Agt paa dem, l&ae;re om igjen, l&ae;re at glemme den usle Forstandighed, der umenneskeligt gjorde hans Sjel smaalig. Nei, den himmelske Fader f&o-;der Fuglene, og det uagtet de ikke saae, og ikke h&o-;ste og ikke sanke i Lader, det vil sige den himmelske Fader f&o-;der ogsaa de Skabninger, som saae og h&o-;ste og samle i Lader, og derfor skal Den, som ern&ae;rer sig selv, af Himmelens Fugle l&ae;re, at det dog er den himmelske Fader, som f&o-;der ham. Men Den, der Intet, slet Intet eier paa Jorden; Den, der saaledes &streg; ogsaa lever &anfbeg;under Himlen&anfslut;; Den, der s&o-;rgeligt fornemmer, at han meget n&ae;r er i det &streg; glade Sl&ae;gtskab med Himmelens Fugle: han l&ae;rer, at den himmelske Fader f&o-;der dem. &anfbeg;Seer til Himmelens Fugle &streg; Eders himmelske Fader f&o-;der dem&anfslut;. Hvor kort, hvor h&o-;itidelig, hvor ligelig er denne Tale. Der er talet om alle Fuglene, der er ikke glemt een eneste i Talen, som forklarer, at den himmelske Fader ei heller glemmer nogen eneste, han, som oplader sin milde Haand og m&ae;tter Alt hvad som lever med Velsignelse. I Evangeliets Tale om Fuglene ymtes der ikke det Mindste om nogen Forskjel; at den ene maaskee fik rigeligt, den anden knapt; den ene maaskee Forraad for lidt l&ae;ngere Tid, den anden kun det i &O-;ieblikket Forn&o-;dne; at engang imellem den enkelte maatte vente, vente forgjeves, maatte maaskee gaae hungrig tilsengs: nei, der tales blot om Fuglene og om at den himmelske Fader f&o-;der dem. Dog siger maaskee En: &anfbeg;om ogsaa en Fugl engang imellem fik for lidt, om der ogsaa d&o-;de en Fugl af Sult, den Sag var dog vel ikke saa farlig.&anfslut; Hvorledes, skulde et Menneske kunne n&ae;nne at tale saaledes om Fuglene! Er og bliver da Bekymringen for Udkommet ikke v&ae;sentligen den samme enten det er en Fugl, der har den, eller et Menneske? Skulde et Menneske fornemt oversee denne Bekymring, dersom det blot var Fuglen, der kjendte den, og Mennesket var fritaget? Eller var det ufornuftigt af Fuglen at bekymres for saadanne Ubetydeligheder, men det var ikke ufornuftigt af det fornuftige Menneske at bekymres for de samme Ubetydeligheder? S&ae;t Fuglenes Liv ikke var ukjendt med den Forskjellighed i Henseende til Udkommet, hvilken desto v&ae;rre gj&o-;res saa gjeldende blandt Menneskene; s&ae;t denne Forskjellighed besk&ae;ftigede og bekymrede Fuglene paa samme Maade, som den bekymrer Mennesket. Paa samme Maade &streg; naar dette antages, saa kan Talen jo undgaae, hvad den Bekymrede saa n&o-;digt vil, at et andet Menneske taler til ham om hans Bekymring, saa kan Talen blive ude paa Marken hos Fuglene og tale om Fuglens Bekymring. Der var engang en Skovdue; i den skulende Skov, der hvor Forundringen boer med Gysen blandt de ranke eensomme Stammer, havde den sin Rede. Men n&ae;st ved, der hvor R&o-;gen stiger op fra Bondemandens Huus, boede nogle af dens fjernere Sl&ae;gtninge: nogle tamme Duer. Med et Par af disse traf den oftere sammen; den sad nemlig paa en Green, som b&o-;iede sig ud over Bondens Gaard; de tvende tamme sad paa Rygningen af Taget, dog var Adskillelsen ikke st&o-;rre end at de kunde udvexle deres Tanker for hinanden i Samtale. En Dag talte de da sammen om Tidernes Leilighed og om Udkommet. Skovduen sagde: &anfbeg;jeg har hidtil saadan havt mit Udkomme, jeg lader hver Dag have sin Plage, og paa den Maade kommer jeg gjennem Verden.&anfslut; Den tamme Due havde h&o-;rt n&o-;ie til ikke uden at fornemme en vis vellystig Bev&ae;gelse gjennem hele Legemet, hvilket kaldes at kroe sig, derpaa svarede den: &anfbeg;nei, da b&ae;re vi os anderledes ad; hos os, det vil sige hos den rige Bonde, hos hvem vi leve, har man sin Fremtid betrygget. Naar H&o-;stens Tid kommer, saa sidder jeg eller min Mage, een af os sidder oppe paa Taget og passer paa. Saa kj&o-;rer Bondemanden det ene L&ae;s S&ae;d ind efter det andet, og naar han saa har kj&o-;rt saa mange ind, saa jeg ikke kan t&ae;lle l&ae;ngere, saa veed jeg, at der er Forraad nok for lang Tid, det veed jeg af Erfaring.&anfslut; Da den havde talet saaledes, vendte den sig ikke uden en vis Selvf&o-;lelse om til dens Mage, der sad hos, _omsom vilde den sige: &anfbeg;ikke sandt, min lille Mage, vi To har Vores sikkret.&anfslut; Da Skovduen kom hjem, t&ae;nkte den n&ae;rmere over denne Sag; det forekom den strax, at det maatte v&ae;re en stor Behagelighed saaledes at vide, at man havde sit Udkomme betrygget for lang Tid, hvorimod det dog var kummerligt saaledes bestandigt at leve paa det Uvisse, saa man aldrig t&o-;r sige, at man veed man er fors&o-;rget. Det bliver derfor bedst, t&ae;nkte den, at Du fors&o-;ger, om det ikke skulde lykkes Dig at samle et st&o-;rre Forraad ind, som Du kunde have liggende paa eet eller andet meget sikkert Sted. N&ae;ste Morgen vaagnede den tidligere end s&ae;dvanligt og havde nu saa travlt for at sanke sammen, at den neppe fik Tid til at spise eller til at spise sig m&ae;t. Men det var ligesom en Skj&ae;bne, der var over den, at den ikke skulde faae Lov at samle Velstand, thi hver Gang den havde samlet en Smule Forraad og gjemt det paa eet eller andet af de formeentligen sikkre Steder &streg; naar den kom for at see efter, saa var det borte. Imidlertid foregik der ingen v&ae;sentlig Forandring i Henseende til Udkommet, den fandt hver Dag sin F&o-;de ligesom f&o-;r, og forsaavidt den tog lidt knappere til sig, da var det fordi den vilde samle og fordi den ikke gav sig Tid til at spise, thi ellers havde den sit rigelige Udkomme som f&o-;r. Ak, og dog var der foregaaet en stor Forandring med den, den leed langtfra virkelig Trang, men den havde faaet en Forestilling om Trang i Fremtiden, dens Ro var tabt &streg; den havde faaet N&ae;ringssorg. Fra nu af blev Skovduen bekymret, dens Fj&ae;r tabte Farvespillet, dens Flugt Letheden; dens Dag gik hen i frugtesl&o-;se Fors&o-;g paa at samle Velstand, dens Dr&o-;mme vare Indbildningens afm&ae;gtige Planer; den var ikke mere glad, ja den var n&ae;sten som bleven misundelig paa de rige Duer; den fandt sin F&o-;de hver Dag, blev m&ae;t, og dog var det ligesom blev den ikke m&ae;t, fordi den i N&ae;ringssorgen hungrede for lang Tid; den havde fanget sig selv i den Snare, hvori ingen Fuglef&ae;nger kunde fange den, hvori kun den Fri kan fange sig selv: i Forestillingen. &anfbeg;Vel sandt&anfslut;, sagde den til sig selv, &anfbeg;vel sandt, naar jeg hver Dag faaer saa meget jeg kan spise, saa har jeg jo mit Udkomme; det store Forraad jeg &o-;nsker at samle kunde jeg dog ikke spise paa eengang, og i en vis Forstand kan man da ikke mere end spise sig m&ae;t; men det var dog en stor Behagelighed at v&ae;re fritaget for denne Uvished, hvorved man bliver saa afh&ae;ngig.&anfslut; &anfbeg;Det kan nok v&ae;re&anfslut;, sagde den til sig selv, &anfbeg;at de tamme Duer dyrt kj&o-;be deres visse Udkomme; det kan nok v&ae;re, at de i Grunden har mange Bekymringer, som jeg hidtil har v&ae;ret fritagen for, men denne Fremtidens Betryggethed staaer mig bestandigt for Hovedet; o, hvorfor blev jeg dog en fattig Skovdue og ikke en af de rige Duer!&anfslut; Saa m&ae;rkede den nok, at Sorgen tog paa den, men da talte den fornuftigt til sig selv, dog ikke saaledes fornuftigt, at den slog Bekymringen af Tanke, og Sindet til Ro, men saaledes, at den overbeviste sig selv om, at Sorgen var i sin Orden. &anfbeg;Jeg forlanger jo ikke noget Ufornuftigt&anfslut;, sagde den, &anfbeg;eller noget Umueligt, jeg forlanger jo ikke at blive som den rige Bonde, men blot som een af de rige Duer.&anfslut; Tilsidst udt&ae;nkte den en List. En Dag fl&o-;i den hen og satte sig paa Rygningen af Bondemandens Tag mellem de tamme Duer. Da den derpaa lagde M&ae;rke til, at der var et Sted, hvor disse fl&o-;i ind, fl&o-;i den ogsaa derind, thi der maatte vel Forraadskamret v&ae;re. Men da Bondemanden kom om Aftenen og lukkede Dueslaget, opdagede han strax den fremmede Due. Denne blev derpaa sat ind i et lille Aflukke for sig selv indtil den n&ae;ste Dag, da den blev aflivet &streg; og fritagen for N&ae;ringssorgen. Ak, den bekymrede Skovdue havde ikke blot fanget sig selv i Bekymringen, men ogsaa paa Dueslaget fanget sig selv &streg; til D&o-;den. Havde Skovduen v&ae;ret n&o-;iet med at v&ae;re hvad den var: Himmelens Fugl, da havde den havt sit Udkomme, da havde den himmelske Fader f&o-;dt den, da var den, paa Uvishedens Vilkaar, blevet hvor den h&o-;rte hjemme, der hvor de ranke, eensomme Stammer tungsindigt ere i god Forstaaelse med Skovduens kurrende Trille; da havde det v&ae;ret Den, om hvilken Pr&ae;sten talte i S&o-;ndags, da han gjentog Evangeliets Ord: seer til Himmelens Fugl, den saaer ikke og h&o-;ster ikke og sanker ikke i Lade, dog f&o-;der Eders himmelske Fader den. Skovduen er Mennesket &streg; dog nei, lader os ikke glemme, at det kun er Talen, der af &Ae;rb&o-;dighed for den Bekymrede har ladet Skovduen holde for. Ja, som naar et fyrsteligt Barn opdrages, der da er et fattigt Barn, hvilket bliver straffet istedenfor Fyrsten: saaledes har Talen ladet Alt gaae ud over Skovduen. Og den har villigen fundet sig deri, thi den veed meget godt, at den er een af de guddommeligt beskikkede L&ae;rere, af hvilke vi skulle l&ae;re; men dette gj&o-;r en L&ae;rer ogsaa stundom, at han paa sig selv viser det Forkeerte, han vil advare imod. Skovduen selv er sorgl&o-;s, ja det er virkelig den, om hvilken Evangeliet taler. &streg; Altsaa Skovduen er Mennesket. Naar han, som den, n&o-;ies med at v&ae;re Menneske, da forstaaer han, hvad han l&ae;rer af Himmelens Fugl, at den himmelske Fader f&o-;der ham. Men f&o-;der den himmelske Fader ham, da er han jo uden N&ae;ringssorg, da boer han ikke blot som de tamme Duer hos den rige Bonde, men han boer hos Den, som er rigere end Alle. Han boer virkeligen hos ham, thi da Himmel og Jord er Guds Huus og Eiendom, saa boer Mennesket jo hos ham. Dette er det: at n&o-;ies med at v&ae;re Menneske, at n&o-;ies med at v&ae;re den Ringe, Skabningen, der ligesaalidet kan opholde sig selv, som skabe sig selv. Vil Mennesket derimod glemme Gud &streg; og ern&ae;re sig selv; saa har vi N&ae;ringssorgen. Det er vistnok priseligt og Gud velbehageligt, at et Menneske saaer og h&o-;ster og sanker i Lade, at han arbeider for at finde F&o-;den; men vil han glemme Gud og mene ved sin Arbeiden at ern&ae;re sig selv, saa har han N&ae;ringssorg. Den rigeste Mand, der nogensinde har levet, hvis han glemmer Gud og mener at ern&ae;re sig selv; han har N&ae;ringssorg. Thi lader os ikke tale daarligen og smaaligt, ved at sige, at den Rige er fritagen for N&ae;ringssorg, den Fattige ikke. Nei, kun Den er fritagen, som ved at n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske, forstaaer, at den himmelske Fader f&o-;der ham; og dette kan jo den Fattige lige saa godt som den Rige. N&ae;ringssorg er derfor den Snare, hvori ingen udvortes Magt, ingen Virkelighed kan fange et Menneske, men hvori kun han kan fange sig selv, den Rige lige saa godt som den Fattige &streg; naar han ikke vil n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske. Naar han nemlig ikke vil n&o-;ies dermed, hvad er da det Mere han forlanger? Det Mere er: at v&ae;re sig selv sit eget Forsyn for hele Livet eller maaskee blot for den Dag imorgen; og naar han vil det, saa gaaer han &streg; snildt &streg; i Snaren, den Rige lige saa godt som den Fattige. Saa vil han ligesom omskandse sig selv paa en lille eller en stor Plet, der ikke skal v&ae;re Gjenstand for Guds Forsyns og den himmelske Faders fors&o-;rgende Omsorg. Han m&ae;rker maaskee ikke, f&o-;rend det er forsilde, at han i denne omskandsede Tryghed boer &streg; i et F&ae;ngsel. Han gj&o-;r selv, hvad Bondemanden gjorde ved Duen, han lukker Slaget, og troer, at han nu er tryg, og nu er han netop fangen, eller, hvilket ogsaa kan udtrykkes paa en anden Maade, nu er han netop udelukket fra Forsynets Omsorg og priisgiven til N&ae;ringssorg. Thi kun Den er fangen og udelukket, som har lukket sig inde hos meget eller lidet Gods i den Mening at ern&ae;re sig selv; og kun Den er fri og uden N&ae;ringssorg, som hos meget eller lidet Gods, ja i Armod forstaaer, at den himmelske Fader f&o-;der ham. Og Den, der i formastelig Forstand snildt har lukket sig selv inde og derved fanget sig selv, han har netop, som Skovduen, aandeligt forstaaet, fanget sig selv til D&o-;den. Allerede saaledes viser det sig, at N&ae;ringssorg fremkommer ved Sammenligning; her nemlig paa den forf&ae;rdelige Maade, at Mennesket ikke vil n&o-;ies med at v&ae;re Menneske, men vil sammenligne sig med Gud, vil have en Tryghed ved sig selv, som intet Menneske t&o-;r have, hvilken Tryghed derfor ogsaa netop er &streg; N&ae;ringssorgen. Men ogsaa paa andre Maader viser det sig, at N&ae;ringssorg fremkommer ved Sammenligning, forsaavidt nemlig N&ae;ringssorg ikke er den Dag idags virkelige Trang, men Forestillingen om en fremtidig. Sammenligningen fremkommer da atter ved, at Mennesket ikke vil n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske. Himmelens fattige Fugl sammenlignede sig jo med de rige Fugle; ved denne Sammenligning opdagede den N&ae;ringssorgen. Hvad det er at hungre og at finde F&o-;de, det havde den vidst for l&ae;nge siden, men N&ae;ringssorg havde den ikke f&o-;r havt. Og da nu disse Bestemmelser: riig og fattig, ikke ved et sv&ae;lgende Dyb ere skilte fra hinanden, da de tvertimod i idelig Omgang og stadig Gr&ae;ndsestrid ber&o-;re hinanden, og da fremdeles det forskjellige Hensyn forholdsviis forandrer Bestemmelsen: saa kan altsaa dette Sammenligningens Tredie v&ae;re det yderst Forskjellige. I N&ae;ringssorgen vil saa den Bekymrede ikke n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske, men vil v&ae;re eller have Forskjelligheden, vil v&ae;re riig, formuende, velhavende, nogenlunde betrygget og saa fremdeles. Han seer nemlig ikke til Himmelens Fugle &streg; bort fra Menneskelivets Forskjellighed, men han seer sammenlignende til de Andre, til Forskjelligheden, og hans N&ae;ringssorg er et Sammenligningens Forhold. Og _{selv, om}selv om den Bekymrede ikke saaledes i Sammenligning f&ae;ster sin Opm&ae;rksomhed paa Grads-Forskjellen, og kalder Det N&ae;ringssorg, som mere er verdslig Bekymring (thi det er jo dog ikke N&ae;ringssorg, at bekymres om at have lige saa meget som Den og Den), selv om dette ikke er Tilf&ae;ldet, der ligger dog en Sammenligning til Grund for N&ae;ringssorgen, forsaavidt denne ikke er Udtrykket for den virkelige men den forestillede Trang. Hvoraf kommer det, at Fuglen ikke har N&ae;ringssorg? Deraf, at den ikke sammenligner den ene Dag med den anden, at den efter Evangeliets Ord lader hver Dag have sin Plage. Men selv om den Bekymrede ikke sammenligner sit Kaar med noget andet Menneskes, og i denne Forstand &anfbeg;holder sig reen fra Verden&anfslut; (ak, Sammenligning er maaskee en af de ford&ae;rveligste Arter Besmittelse) &streg; naar han dog &ae;ngstelig sammenligner den ene Dag med den anden, naar han den Dag han har rigeligt Udkomme siger: men imorgen! og naar han den Dag han har knapt siger: imorgen vil det blive endnu v&ae;rre: saa sammenligner han jo. Ak, hvis en saadan Bekymret l&ae;ste dette, at han da ikke vilde blive utaalmodig paa Taleren. Gjerne skal jeg som en hedensk Viis gjorde af &Ae;rb&o-;dighed for Talens Gjenstand: tild&ae;kkede sit Aasyn, gjerne skal jeg saaledes af &Ae;rb&o-;dighed for Bekymringen tild&ae;kke mit Ansigt, saa jeg Ingen seer, men kun taler om Himmelens Fugl. Det var jo ved denne Art af Sammenligning, at Skovduen i Bekymringens s&o-;rgelige Omgang med sig selv fra Dag til Dag opdagede N&ae;ringssorgen; den tilstod jo, at den havde sit Udkomme, men Uvisheden bedr&o-;vede den, den syntes den blev saa afh&ae;ngig &streg; af Gud. Det gr&ae;mmede den, at den aldrig med Sikkerhed turde tale om den n&ae;ste Dag &streg; o, lad os dog ikke glemme, at den jo i guddommelig Forstand turde tale med Sikkerhed, naar den sagde: den himmelske Fader vil nok f&o-;de mig imorgen; lad os ikke glemme, at den talede med allerst&o-;rst Sikkerhed om den Dag imorgen, hvis den ret inderligt indskr&ae;nkede sig til blot at takke for den Dag idag! Er dette ikke saaledes? Dersom der var en elskende Pige, hvem den Elskede kom og bes&o-;gte, hvis hun da sagde til ham: kommer Du nu ogsaa igjen imorgen: da var der dog jo nogen Bekymring i hendes Elskov. Men hvis hun uden at n&ae;vne den Dag imorgen kastede sig om hans Hals og sagde: o, tak, at Du kom idag: da var hun jo ganske beroliget for den Dag imorgen. Eller, hvis der var tvende Piger, og den ene sagde til sin Elskede: kommer Du nu ogsaa imorgen igjen; den anden sagde: o, tak at Du kom idag: hvilken af disse Tvende var meest overbeviist om, at den Elskede vilde komme imorgen igjen? Der f&o-;res ofte nok i Verden den unyttige og maaskee forf&ae;ngelige Strid, naar den Fattige siger til den Rige: ja, Du kan sagtens, Du er fri for N&ae;ringssorg. Give Gud, at den Fattige dog ret vilde forstaae, hvorledes Evangeliet mener det saa langt bedre med ham, ligeligt og mere kj&ae;rligt. Evangeliet lader sig sandeligen ikke bedaare af den synlige Forskjelligheds Sandsebedrag, lader sig ikke bedaare til at tage Partie med noget Menneske mod noget andet Menneske, med den Rige mod den Fattige eller med den Fattige mod den Rige. Det, ikke at have N&ae;ringssorg, er i Sandhed en Velbehagelighed i Guds &O-;ine: skulde da vel den Rige uden videre have dette Fortrin, og den Fattige v&ae;re udelukket? Ak, nei. Hvis den Fattige ret vilde n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske, og af Himmelens Fugle l&ae;re at v&ae;re uden N&ae;ringssorg, da skulde han eenfoldigen opl&o-;fte sig over den tilsyneladende Forskjellighed, han skulde maaskee stundom foranlediges til at sige: den stakkels Rige, han har dog ret N&ae;ringssorg. Thi hvilket Menneske kan dog vel med Rette og med Sandhed sige disse Ord: jeg har ingen N&ae;ringssorg? Dersom den Rige, idet han siger det, peger paa sine Rigdomme: mon der da er Spoer af Mening i hans Tale! Modsiger han sig ikke i samme &O-;ieblik himmelraabende, han, som holder N&ae;ringssorgen fast, idet han holder den borte ved sine Skatte, og af N&ae;ringssorg passer n&o-;ie paa dem og for&o-;ger dem! Ja, dersom den Rige vilde bortgive alt sit Gods, kaste Pengene &streg; og N&ae;ringssorgerne fra sig og nu sige: jeg har ingen N&ae;ringssorg: da f&o-;rst var der jo Mening i hans Tale. Og dette er jo den Fattiges Tilf&ae;lde, naar han, som Intet eier og forsaavidt Intet har at bortkaste, kaster N&ae;ringssorgen paa Gud og siger: jeg har ingen N&ae;ringssorg. Er dette ikke saaledes, at Rigdommene maae bort, dersom det blot skal v&ae;re muligt, at der kan v&ae;re Mening i Talen? Dersom En, der eiede en kostbar Samling af herlige L&ae;gemidler, af hvilke han daglig brugte Noget, vilde, idet han pegede paa L&ae;gemidlerne, sige: jeg er ikke syg &streg; var dette da ikke en himmelraabende Modsigelse! Ofte nok f&o-;res der i Verden mellem Menneske og Menneske den un&o-;isomme Sammenligningens Strid om Afh&ae;ngighed og Uafh&ae;ngighed, om det Lykkelige i at v&ae;re uafh&ae;ngig og det Tunge i at v&ae;re afh&ae;ngig. Og dog, dog har det menneskelige Sprog aldrig, og Tanken aldrig udfundet et skj&o-;nnere Sindbillede paa Uafh&ae;ngighed end Himmelens &streg; fattige Fugl; og dog, dog kan ingen Tale v&ae;re mere besynderlig end at det skulde v&ae;re saa Tungt at v&ae;re &streg; let som Fuglen! At v&ae;re afh&ae;ngig af sine Skatte, det er Afh&ae;ngighed og tung Tr&ae;ldom; at v&ae;re afh&ae;ngig af Gud, ganske afh&ae;ngig, det er Uafh&ae;ngighed. Den bekymrede Skovdue frygtede daarligen at blive ganske afh&ae;ngig af Gud, derfor oph&o-;rte den at v&ae;re uafh&ae;ngig og at v&ae;re Sindbilledet paa Uafh&ae;ngighed, oph&o-;rte at v&ae;re Himmelens fattige Fugl, der ganske er afh&ae;ngig af Gud. Afh&ae;ngighed af Gud er den eneste Uafh&ae;ngighed, thi Gud har ingen Tyngde, det har kun det Jordiske og is&ae;r jordiske Skatte, Den, der derfor er ganske afh&ae;ngig af ham, han er let. Saaledes med den Fattige, naar han, n&o-;iet med det at v&ae;re Menneske, seer til Fuglen under Himmelen, seer til den &streg; under Himmelen, som jo altid den Bedende seer op ad, den Bedende, nei han, den Uafh&ae;ngige, er jo en Takkende. At n&o-;ies med det at v&ae;re Menneske. Det var derom Talen handlede, og om hvorledes den Bekymrede l&ae;rer det af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle, hvorledes derimod Sammenligningen avlede den verdslige Bekymring, og hvorledes den avlede N&ae;ringssorgen. Det er vel et Menneske, der har talet, men han har jo, underst&o-;ttet af Lilierne og Fuglene, talet om Lilierne og Fuglene. Og saaledes indeholder det, at han er den Talende, ingen Sammenligning med noget andet Menneske, som havde han noget Fortrin ved at v&ae;re Taler; nei, her er atter Ligeligheden ligeoverfor de guddommeligt beskikkede L&ae;rere: Lilierne paa Marken og Himmelens Fugle. II Dersom det er saaledes, at Sorg og Bekymring, is&ae;r jo l&ae;ngere og jo dybere den tr&ae;nger ind i Sjelen, eller jo l&ae;nger den tr&ae;nger dybt derind, ogsaa s&ae;tter sig desto fastere: da er det vel gavnligt at t&ae;nke paa en Adspredelse for den Bekymrede, om ikke i den Forstand, som Verden, ofte nok og daarligen nok, anbefaler forf&ae;ngelig Adspredelses vilde Hasten eller st&o-;iende Bed&o-;velse. Naar da den Bekymrede f&o-;ler sig forladt og dog, ved en Selvmodsigelse i Sorgen, ikke &o-;nsker Deeltagelse, fordi denne indknibende og trykkende kommer ham for n&ae;r, saa han &o-;mmer sig n&ae;sten ligesaa meget ved Deeltagelsen, som ved Smerten: da f&o-;rer man ham hen i en Omgivelse, hvor Intet minder om Sorgen &streg; end ikke Deeltagelsen, hvor Deeltagelsen ligesom er og dog ikke er; en Omgivelse, der har Deeltagelsens r&o-;rende N&ae;rhed, forsaavidt den ligesom er, og tillige Deeltagelsens lindrende Fjernhed, forsaavidt den dog ikke er Deeltagelse. Saaledes f&o-;rer det forel&ae;ste Evangelium den Bekymrede ud paa Marken, i den Omgivelse, der vil flette ham ind med i det store Samliv, der vil vinde ham for Tilv&ae;relsens store F&ae;llesskab. Men da nu Bekymringen har sat sig fast hos ham, saa gj&ae;lder det om, saa maa der gj&o-;res Noget for at faae &O-;iet og Sindet bort fra den. Hertil ere tvende Bev&ae;gelser tjenlige, hvilke Evangeliet anbefaler. Thi naar den Bekymrede &anfbeg;betragter Lilien&anfslut; ved hans Fod, da seer han ned ad; og naar han seer ned ad til Lilien, saa seer han ikke Bekymringen. Vel muligt, at han i sin Sorg ogsaa ellers gik b&o-;iet, saae ned ad, og saae sin Bekymring, men hvis han seer ned ad for at see til Lilien, saa seer han bort fra Bekymringen. Og naar han, efter Evangeliets Forskrift, seer til Fuglen under Himlen, da seer han op ad, og naar han seer op ad til Fuglen, da seer han ikke sin Bekymring. Vel muligt, at han ogsaa ellers i sin Sorg stundom saae op ad, naar han sendte et bekymret Suk op til Gud, og med Bekymringens Blik saae efter det; men dersom han seer op ad for at see til Fuglen under Himmelen, da seer han bort fra Bekymringen. Det nemlig, at Bekymringen har sat sig fast i et Menneskes Sjel, hvorledes skulde man bedre betegne det, end ved at sige, at det er, som naar &O-;iet stirrer. Naar &O-;iet stirrer, da seer det uforandret hen for sig, seer bestandigt Eet, og seer dog egentligen ikke, fordi det, som Videnskaben forklarer, seer sin egen Seen. Men da siger L&ae;gen: bev&ae;g &O-;iet. Og saaledes siger Evangeliet: adspred Sindet, see ned ad til Lilien, og lad v&ae;re at stirre paa Bekymringen; see op ad til Fuglen og lad v&ae;re at stirre paa Bekymringen. Naar da Taaren standser, medens &O-;iet seer ned ad til Lilien: er det da ikke, som var det Lilien, der aft&o-;rrede Taarer! Naar Veiret t&o-;rrer Taaren af &O-;iet, som seer efter Fuglen: er det da ikke som var det Fuglen, der aft&o-;rrede Taarer! Selv naar den Kj&ae;rlige sidder hos og aft&o-;rrer Taaren, hvis dog den Bekymrede bliver ved at gr&ae;de: er dette da egentligen at aft&o-;rre Taarer? Men Den, der bringer den Bekymrede til at lade v&ae;re at gr&ae;de: han aft&o-;rrer Taarer. Dette er, hvad man t&o-;r kalde en gudelig Adspredelse, der ikke som den verdslige og forf&ae;ngelige hidser Utaalmodigheden og n&ae;rer Bekymringen, men adspreder, beroliger, overtaler, jo mere man fromt hengiver sig til den. Saare Meget har menneskelig Kl&o-;gt opfundet for at forlyste og adsprede Sindet, og dog spotter Loven for denne Art Opfindelse den frugtesl&o-;se Str&ae;ben ved Selvmodsigelsen. Kunsten er selv i Utaalmodighedens Tjeneste; utaalmodigere og utaalmodigere l&ae;rer den at fort&ae;tte Adspredelsers M&ae;ngde i det kortvarige &O-;ieblik: jo mere denne Kl&o-;gt stiger, desto mere arbeider den sig selv imod, da det viser sig, at Adspredelsen bestandigt vil str&ae;kke til for kortere og kortere Tid, eftersom Kunsten stiger. Lad os tage et Exempel, hvor den forf&ae;ngelige og verdslige Adspredelse ret viser sig saa skr&o-;belig og selvmodsigende som den er. Fyrv&ae;rkeren vil jo forlyste &O-;iet og adsprede Sindet ved i Nattens M&o-;rke at t&ae;nde den kunstige blussende Flygtighed. Og dog, dersom det blot skal vare en Time, saa bliver Tilskueren tr&ae;t; dersom det blot skal vare et lille &O-;ieblik mellem hvert nyt T&ae;nd, saa bliver Tilskueren tr&ae;t. Kl&o-;gtens Opgave er altsaa at gj&o-;re det hurtigere og hurtigere af, det H&o-;ieste, det Fuldendteste vil blive at br&ae;nde det Hele af i nogle faa Minuter. Men dersom Adspredelse er bestemt til at fordrive Tiden, saa viser Selvmodsigelsen sig jo tydeligt: at Adspredelsen, naar den er bleven meest fuldendt i Kunst, kun kan fordrive et Par Minuter &streg; desto r&ae;dsommere bliver det netop tydeligt, hvor lang Tiden er. For Betaling kj&o-;ber man da Adgang til i en Utaalmodighedens Sp&ae;nding at skulle vente Forlystelsens Begyndelse, og i samme &O-;ieblik er den forbi. Som hine g&o-;glende Blus lyse og &o-;ieblikkeligt forsvinde i Intet, saaledes maa Dens Sjel v&ae;re, der kun kjender saadanne Adspredelser: i Adspredelsens Minut fortvivler han over Tidens L&ae;ngde. Ak, hvor anderledes med den gudelige Adspredelse! Thi saae Du nogensinde den stjerneklare Himmel, og har Du vel fundet noget tilforladeligere Syn! Det koster ikke Noget, saaledes er der ingen Utaalmodighedens Tilskyndelse; det hedder ikke: iaften, endnu mindre Kl. 10 paa Slaget. O nei, der ventes paa Dig, om der end i en anden Forstand ikke ventes paa Dig &streg; som Stjernerne nu lyse tindrende i Natten, saaledes have de staaet gjennem Aartusinder uforandrede. Som Gud gj&o-;r sig usynlig, ak, derfor er der maaskee Mangen, som aldrig ret blev opm&ae;rksom paa ham: saaledes gj&o-;r Stjernehimlen sig ligesom ubetydelig, ak, derfor er der maaskee Mangen, som aldrig ret saae den. Den guddommelige Majest&ae;t forsmaaer den synlige, den usande Paafaldenhed; Stjernehimlens H&o-;itidelighed er mere end bramfri. O, men dersom Du staaer stille; dersom Du maaskee uden Hensigt gik der ud, hvor den Aar ud og Aar ind, upaaskj&o-;nnet, er synlig, dersom Du tilf&ae;ldigviis standsede og vendte Dit Blik op ad &streg; Du har dog vel sandet det: Overtalelsen stiger med hvert &O-;ieblik; mere og mere r&o-;rende fralister den Dig det Timelige; i dybere og dybere Glemsel synker, hvad der skal glemmes med hvert &O-;ieblik Du vedbliver at betragte den. O, gudelige Adspredelse, ikke kalder Du Dig trol&o-;st og forr&ae;dersk en Adspredelse, medens Du dog ved tom Larmen, ved jagende Utaalmodighed er i Pagt med Kjedsomheden, hvori Du styrter Mennesket dybere og dybere &streg; ved Adspredelsen: nei, Du er i Pagt med det Evige, og derfor er kun Begyndelsen vanskelig; naar den er gjort, da voxer Adspredelsens &streg; Stilhed, og i den Overtalelsen. Saaledes er det med Alt i Naturen; det synes ubetydeligt, og er dog saa uendeligt rigt. Dersom Du derfor hastende gaaer Din Gang i vigtigt &Ae;rende, og Veien f&o-;rer Dig langs Havets Bred: da tag Dig iagt. Vel sandt, der er Ingen, som kalder paa Dig, der h&o-;res ingen Indbydelse, hverken Udskrigerens Stemme eller Kanoners Torden som til menneskelig Forlystelse; og dog tag Dig iagt; iil, at Du ikke ved at staae stille et &O-;ieblik maaskee i B&o-;lgegangen opdager Eensformighedens Overtalelse. Og saaledes ogsaa med Lilien paa Marken og med Fuglen under Himmelen; dersom Du skyndsomt gaaer &anfbeg;til Din Ager, til Dit Kj&o-;bmandskab, til Din Hustrue&anfslut;, og en Fugl flyver Dig forbi: da see Dig ikke om efter den; thi dersom Du saae efter den, da maatte Du maaskee staae l&ae;nge for l&ae;nge at see efter Fuglen. Dersom det er Arbeidets Tid, hvori man skal passe sin Gjerning, dersom H&o-;stkarlen flinkt hv&ae;sser sin Lee og svinger den mod S&ae;den, da lad ham ikke see til Lilien ved hans Fod, at den ikke overtaler ham, saa baade Lilien og H&o-;stkarlen bliver staaende. Men den Bekymrede, han advares ikke, ham tilskynder tvertimod Evangeliet til at gaae ud paa Marken, og da at staae stille for at betragte Lilien og Fuglen, at den gudelige Adspredelse maatte bringe det stirrende &O-;ie til at bev&ae;ge sig, maatte adsprede det Sind, i hvilket Bekymringen har sat sig fast. Betragt Lilien, see, hvor den staaer yndig ved Din Fod, forsmaae den ikke, den venter jo dog paa, at Du vil fryde Dig ved dens Deilighed! See, hvor den bev&ae;ger sig hid og did, ryster Alt af sig, for at vedblive at v&ae;re yndig! See, hvor den forfrisker sig ved Vinden, gj&o-;r sig ligesom Bev&ae;gelse, at den atter stille maa gl&ae;des ved sin lykkelige Tilv&ae;relse! See, hvor mild den er, altid villig til at sp&o-;ge og til at lege, medens den dog ved at give efter seirer over den heftigste Storm og holder den ud! Betragt Fuglen under Himmelen, see hvor den flyver; maaskee kommer den langveis fra, fra fjerne, fjerne lykkeligere Egne &streg; men saa ere disse jo dog til; maaskee flyver den bort, langt bort til fjerne, fjerne Egne &streg; saa lad den tage Din Bekymring med! Og det gj&o-;r den uden at m&ae;rke Byrden, hvis Du blot vedbliver at see efter den. See, hvor den nu staaer stille, den hviler sig &streg; i det uendelige Rum; den hviler sig altsaa der, hvor ingen Hvile synes mulig! See, hvor den finder sin Vei; og hvilken Vei gjennem alle et Menneskelivs Tr&ae;ngsler og Gjenvordigheder er dog saa vanskelig, saa ubegribelig, som &anfbeg;Fuglens gaadefulde Vei gjennem Luften&anfslut;! Der er altsaa Vei og Vei at finde, hvor Veien synes en Umulighed. Dog, som al Adspredelse ikke blot skal fordrive Tiden, men fornemmeligen tjene til at give den Bekymrede Andet at t&ae;nke paa: saa ville vi nu betragte, hvorledes den Bekymrede, som seer til Lilien og til Fuglen, ved Hj&ae;lp af den gudelige Adspredelse, der spreder Taagerne, faaer Andet at t&ae;nke paa end Bekymringen, hvorledes han ved at glemme Bekymringen i Adspredelsen f&o-;res til at bet&ae;nke: hvor herligt det er at v&ae;re Menneske. &anfbeg;Kl&ae;der da Gud saaledes Gr&ae;sset paa Marken .... skulde han ikke meget mere kl&ae;de Eder I lidet Troende!&anfslut; Gud kl&ae;der altsaa Gr&ae;sset eller Gr&ae;sset er paakl&ae;dt; Stengelens skj&o-;ntformede Hylster, Bladets fine Liin, Farveblandingens yndige Afskygninger, den hele Rigdom, om jeg saa t&o-;r sige, af Baand og Sl&o-;ifer og Stads &streg; alt Dette h&o-;rer med til Liliens Paakl&ae;dning, og det er Gud, der saaledes kl&ae;der den. &anfbeg;Skulde han da ikke meget mere kl&ae;de Eder, I lidet Troende?&anfslut; &anfbeg;I lidet Troende&anfslut;. Dette er Formaningens milde Bebreidelse; saaledes tales der til Den, som har Uret, naar Kj&ae;rligheden ikke n&ae;nner at tale str&ae;ngt: med Fingeren truer den bebreidende ad ham og siger, Du lidet Troende, men siger det saa mildt, at Bebreidelsen ikke saarer, ikke bedr&o-;ver, ikke nedslaaer, men snarere opreiser og giver Frimodighed. Dersom et Barn bedr&o-;vet kom til den &Ae;ldre og bad om Noget, som Barnet i Grunden havde og l&ae;nge havde havt, men ikke var blevet opm&ae;rksomt derpaa, og derfor meente, at det skulde bede derom for at faae det, istedenfor at det skulde takke for, at det havde det: mon da ikke den &Ae;ldre mildt bebreidende vilde sige: ja, mit kj&ae;re Barn, det skal Du nok faae imorgen, Du lidet Troende! Det vil sige, naar Du engang kommer til bedre Forstand, da vil Du nok paaskj&o-;nne, at Du har det, at Du bestandigt har havt det, og at det derfor var en Art Uskj&o-;nsomhed, om end tilgivelig ja kl&ae;delig for et Barn, at Du bad om &streg; hvad Du havde. Men er Ordets Mening denne, saa siges der jo i Evangeliet ikke blot, at Mennesket er kl&ae;dt som Gr&ae;sset, men at han er kl&ae;dt langt herligere. Ved Hj&ae;lp af den tilf&o-;iede Bebreidelse (I lidet Troende) er der egentligen sagt: skulde Gud ikke meget mere have kl&ae;dt Eder; saa Talen ikke er om den nye Kjole, man saa gjerne vil have til paa S&o-;ndag, eller om den nye Kjole, man saa h&o-;iligen beh&o-;ver, men om at Uskj&o-;nsomheden vil glemme, hvor herligt Mennesket fra Guds Haand &streg; er paakl&ae;dt. Vilde der ikke ogsaa v&ae;re et Misforhold i den Tale, hvis F&o-;rste var: at Lilien er herligere paakl&ae;dt end Salomo, og hvis Sidste er: skulde Gud ikke meget mere kl&ae;de Eder, vilde der ikke v&ae;re et Misforhold, dersom der paa sidste Sted skulde forstaaes: det Par Kl&ae;dningsstykker et Menneske kan beh&o-;ve? Lad os dog ret bet&ae;nke denne Sag. Der siges, at Lilien er paakl&ae;dt, men dette er jo dog ikke saaledes at forstaae, at Liliens Tilv&ae;r er Eet og det at have Kl&ae;der paa noget Andet; nei dens Paakl&ae;dning er det at v&ae;re Lilie. Skulde Mennesket nu i denne Forstand ikke v&ae;re langt herligere paakl&ae;dt? Eller skulde det v&ae;re tilladt af Bekymring for Kl&ae;dningsstykkerne ganske at glemme den f&o-;rste Paakl&ae;dning? O, Du lidet Troende, Du Uskj&o-;nsomme med Din indbildte Trang, o Du Bekymrede, selv om Din Trang var stor, at Du dog ganske vil glemme, hvorledes Gud har kl&ae;dt Dig; l&ae;r af Myren at blive viis, men l&ae;r af Lilien, hvor herligt det er at v&ae;re Menneske, hvor herligt Du er paakl&ae;dt, Du lidet Troende! Den verdslige Bekymring s&o-;ger altid at f&o-;re et Menneske ud i Sammenligningernes smaalige Uro, bort fra de eenfoldige Tankers oph&o-;iede Ro. At v&ae;re paakl&ae;dt betyder da at v&ae;re Menneske &streg; og saa at have gode Kl&ae;der paa. Den verdslige Bekymring besk&ae;ftiger sig med Kl&ae;derne og Kl&ae;dernes Forskjellighed: er den da ikke som Barnet, der bedr&o-;vet kommer og beder om hvad det har, og til hvem den &Ae;ldre mildt bebreidende siger: det skal Du nok faae imorgen, Du lidet Troende! Selv en N&o-;dlidende vil Evangeliet dog f&o-;rst minde om, ikke ganske at glemme, hvor herligt han er paakl&ae;dt af Gud. Og dern&ae;st, vi ere jo dog saare langtfra ikke alle i alvorligere og str&ae;ngere Forstand Tr&ae;ngende, men derimod ere vi maaskee alle kun altfor tilb&o-;ielige til at bekymres om Kl&ae;derne, og uskj&o-;nsomme nok til at glemme de f&o-;rste Tanker &streg; og den f&o-;rste Paakl&ae;dning. Men ved at betragte Lilien mindes den Bekymrede om, at sammenligne sin Paakl&ae;dning med Liliens &streg; selv om Armod havde kl&ae;dt ham i Pjalter. Burde da ikke Indbydelsen til at l&ae;re af Lilierne v&ae;re Enhver kj&ae;rkommen, som Paamindelsen er ham tjenlig! Ak, i Sammenligningernes s&o-;gne og verdslige Liv glemmes mere og mere, maaskee ganske, hine store, opl&o-;ftende, eenfoldige, hine f&o-;rste Tanker. Det ene Menneske sammenligner sig med Andre, den ene Sl&ae;gt sammenligner sig med den anden: og saaledes voxer Sammenligningernes opdyngede M&ae;ngde ret egentligen Mennesket over Hovedet. Alt som Kunstf&ae;rdigheden og Travlheden tiltager, bliver der vel i hver Sl&ae;gt Flere og Flere, der tr&ae;lsomt arbeide hele Livet igjennem langt nede i Sammenligningernes lave, underjordiske Egne, ja ligesom Bjergarbeiderne aldrig see Dagens Lys, saaledes komme disse Ulykkelige aldrig til at see Lyset: hine opl&o-;ftende, eenfoldige, hine f&o-;rste Tanker om, hvor herligt det er at v&ae;re Menneske. Og op efter paa Sammenligningens h&o-;ie Steder, der driver den smilende Forf&ae;ngelighed sit falske Spil, bedrager de Lykkelige, saa de intet Indtryk faae af hine oph&o-;iede, eenfoldige, hine f&o-;rste Tanker. &streg; At v&ae;re Hersker; ja, hvilken Strid f&o-;res ikke derom i Verden, det v&ae;re nu om at herske over Riger og Lande, over Tusinder, eller om dog at have eet Menneske at herske over &streg; foruden sig selv, som Ingen er bekymret for at herske over. Men ude paa Marken hos Lilierne, hvor ethvert Menneske, der stille og eensomt dier hine f&o-;rste Tankers M&ae;lk, er hvad ethvert Menneske efter guddommelig Bestemmelse er, er Hersker: ja, der vil Ingen v&ae;re Hersker! At v&ae;re Vidunderet; ak, hvilke Anstr&ae;ngelser gj&o-;res der ikke i Verden for at naae dette Misundte, og hvorledes anstr&ae;nger ikke Misundelsen sig for at hindre det! Men ude paa Marken hos Lilierne, hvor ethvert Menneske er hvad Gud har gjort ham til, er Skabningens Under: ja, der vil Ingen v&ae;re Vidunderet! Den enkelte Bedre vilde vel smile, M&ae;ngdens skingre Latter spotte den Daare, der i saadan Forstand kunde tale om det at v&ae;re Hersker, og om det at v&ae;re Vidunderet. Og dog, hvad kan vel Pr&ae;dikeren mene med de Ord: &anfbeg;at Gud afsondrede Mennesket for at see, om han vilde agte sig selv liig Dyret&anfslut;. Thi Den, der ikke afsondret vil beroliges, tr&o-;stes, opbygges, opl&o-;ftes ved hine f&o-;rste Tankers Ubetingethed; Den, der vil give sig selv hen til at forsvinde og omkomme i Sammenligningernes intetsigende Tjeneste: han agter sig selv liig Dyret, hvad enten han sammenlignelsesviis var den Udm&ae;rkede eller den Ringe. Derfor afsondrede Gud Mennesket, gjorde hvert Menneske til dette S&ae;rskilte, der indeholdes i de f&o-;rste Tankers Ubetingethed. Det enkelte Dyr er ikke afsondret, er intet S&ae;rskilt ubetinget, det enkelte Dyr er Tal og h&o-;rer under, hvad den meest ber&o-;mte hedenske T&ae;nker har kaldet Dyre-Bestemmelsen: M&ae;ngden. Og det Menneske, der fortvivlet vender sig fra hine f&o-;rste Tanker for at styrte sig i Sammenligningernes M&ae;ngde: han gj&o-;r sig selv til Tal, han agter sig selv liig Dyret, hvad enten han sammenlignelsesviis blev den Udm&ae;rkede eller den Ringe. Dog, hos Lilierne er den Bekymrede afsondret, langt borte fra alle menneskelige eller maaskee rettere umenneskelige Sammenligninger mellem Menneske og Menneske: ja ikke Den, der har vendt den st&o-;rste Stad i Verden Ryggen, har ladet en saadan broget M&ae;ngde, en saadan forvirret, uhyre Mangfoldighed bag sig, som Den, der vendte de umenneskelige Sammenligninger Ryggen &streg; for menneskeligt at sammenligne sin Paakl&ae;dning med Liliens. Ved Paakl&ae;dningen maa da, som viist er, forstaaes det at v&ae;re Menneske. Allerede en Hedning har v&ae;ret opm&ae;rksom herpaa. Han vidste ikke at henf&o-;re Alt til Gud, men han meente, at det var Sjelen, der, som han sindrigt siger, liig en V&ae;ver selv v&ae;vede Legemet, hvilket er Menneskets Paakl&ae;dning. Og nu prisede han i skj&o-;n Forundring det menneskelige Legemes sindrige Skabning, dets Herlighed, med hvilken da ingen Plante og intet Dyr kunde udholde nogen Sammenligning. I Tanken lod han det ligesom blive til hvad der er Menneskets Udm&ae;rkelse: den opreiste Gang, og idet han t&ae;nkende eftergjorde det, da opl&o-;ftedes hans Sind. Han forundredes over det menneskelige &O-;ies Sindrighed og endnu mere over Blikket, thi &O-;ie har Dyret, men Blik har kun Mennesket, som derfor ogsaa i hiin Forundredes skj&o-;nne Modersmaal kaldes: den Opreiste, dog saaledes, at der antydes det Dobbelte, f&o-;rst det, at Menneskets Skikkelse er opreist som den ranke Stamme, og dern&ae;st, at den saaledes Opreiste retter sit Blik op ad; om end den ranke Stamme h&ae;ver sig h&o-;iere: ved Hj&ae;lp af Blikket l&o-;fter den Opreiste stolt sit Hoved h&o-;iere end Bjergene. Saaledes staaer Mennesket opreist &streg; bydende, og derfor tyktes det hiin Forundrede saa herligt, at Mennesket var den eneste Skabning, der havde H&ae;nder, thi Haanden udr&ae;kker jo Herskeren, naar han befaler. Og saaledes fremdeles paa mange Maader vidste hiin Forundrede at tale herligen om Menneskets herlige Paakl&ae;dning. Mangen har maaskee talt l&ae;rdere, indsigtsfuldere, videnskabeligere maaskee derom, men forunderligt nok, Ingen har talet mere forundret end hiin &ae;dle Vise, der ikke begyndte med at tvivle om Alt, men tvertimod da han var bleven &Ae;ldre, da han havde seet og h&o-;rt og oplevet Meget, ret begyndte at forundre sig, at forundre sig over hiint eenfoldige F&o-;rste, hvilket ellers Ingen saaledes bryder sig om, end ikke den L&ae;rde og Videnskabsmanden, thi det besk&ae;ftiger dog ikke disse &streg; som Forundringens Gjenstand. Men denne Forundringens Tale er dog forsaavidt ufuldkommen, som den henf&o-;rer Paakl&ae;dningen til Sjelen. Meest ufuldkommen, ja daarlig er den Tale, der ganske glemmer hiint h&o-;itidelige F&o-;rste, saa den udenvidere, tankel&o-;st tager det, at v&ae;re Menneske, givet som var det Ingenting, tager det forf&ae;ngeligt og strax begynder Daarskaben om Kl&ae;dningsstykkerne, om Buxer og Tr&o-;ie, om Purpur og Hermelin. Men ufuldkommen er ogsaa den Tale, der vel er opm&ae;rksom paa det F&o-;rste, men ikke ret opm&ae;rksom paa Gud. Nei, skal Mennesket sammenligne sig selv med Lilien, da maa han sige: Alt det jeg er ved at v&ae;re Menneske, det er min Paakl&ae;dning, Intet skyldes mig selv, men herligt er det. Hvorledes skulle vi nu tale om denne Herlighed? Der kunde tales l&ae;nge uden at blive f&ae;rdig, men dertil er her ikke saaledes Stedet. Lader os derfor hellere tale kort og samle Alt i eet eneste Ord, hvilket Skriften selv bruger med Myndighed: Gud skabte Mennesket i sit Billede, og dog atter for Korthedens Skyld kun forstaae dette Ord om Eet. Gud skabte Mennesket i sit Billede; skulde det ikke v&ae;re herligt at v&ae;re saaledes paakl&ae;dt! Siger Evangeliet for at prise Lilien, at den overgaaer Salomo i Herlighed: skulde det ikke v&ae;re uendeligt herligere at ligne Gud! Lilien ligner ikke Gud, nei det gj&o-;r den ikke; den har et lille Kjende paa sig, hvorved den minder om Gud, den har et Vidnesbyrd, som jo Gud i Intet af det Skabte har ladet sig uden Vidnesbyrd, men Lilien ligner ham ikke. Naar Mennesket seer sit Billede i Havets Speil, da seer han selv sit Billede, men Havet er ikke Menneskets Billede, og naar han fjerner sig, er Billedet borte: Havet er ikke Billedet og kan end ikke fastholde Billedet. Hvoraf kommer dette, uden deraf, at den synlige Skikkelse netop ved Synligheden er afm&ae;gtig (netop ligesom den legemlige N&ae;rv&ae;relse gj&o-;r det umuligt at v&ae;re allestedsn&ae;rv&ae;rende), saa den ikke kan gjengive sig selv saaledes i et Andet, at dette beholder Billedet, naar Skikkelsen fjerner sig. Men Gud er Aand, er usynlig, og Usynlighedens Billede er jo atter Usynlighed: saaledes gjengiver den usynlige Skaber sig i den Usynlighed, hvilken er Aandens Bestemmelse, og Guds Billede er netop den usynlige Herlighed. Var Gud synlig, ja da var der Ingen, der kunde ligne ham eller v&ae;re hans Billede; thi alt Synligts Billede er ikke til, og blandt alt det Synlige er der Intet, end ikke et Blad, der ligner det Andet eller er dets Billede, var det Tilf&ae;ldet, da var Billedet Gjenstanden selv. Men da Gud er usynlig, saa kan Ingen synligt ligne ham; just derfor er det at Lilien ikke ligner Gud, fordi Liliens Herlighed er den synlige, og derfor talede Hedningen dog ufuldkomment om Mennesket, selv naar han talte fuldkomnest om det menneskelige Legemes Herlighed, men Intet talte om, at den usynlige Gud skabte hvert Menneske i sit Billede. At v&ae;re Aand, det er Menneskets usynlige Herlighed. Naar saa den Bekymrede ude paa Marken staaer omgiven af alle Vidnesbyrdene, naar hver en Blomst siger til ham: husk paa Gud! da svarer Mennesket: det skal jeg nok, lille B&o-;rn, jeg skal tilbede ham, det kan I Stakler ikke. Den Opreiste er altsaa en Tilbedende. Den opreiste Gang var Udm&ae;rkelsen, men at kunne kaste sig tilbedende ned, er dog det Herligere; og hele Naturen er som det store Tjenerskab, der paaminder Mennesket, Herskeren, om at tilbede Gud. Det er dette, der ventes paa, ikke at Mennesket skal komme og overtage Herred&o-;mmet, hvilket ogsaa er herligt og ham beskikket, men at han tilbedende skal prise Skaberen, hvad Naturen ikke gj&o-;r, thi den kan kun minde Mennesket om at gj&o-;re det. Herligt at v&ae;re kl&ae;dt som Lilien; endnu herligere at v&ae;re den opreiste Hersker; men herligst at v&ae;re Intet ved at tilbede! At tilbede er ikke at herske, og dog er Tilbedelsen netop det, hvorved Mennesket ligner Gud, og det i Sandhed at kunne tilbede den usynlige Herligheds Fortrin for al Skabningen. Hedningen var ikke opm&ae;rksom paa Gud, og s&o-;gte derfor Ligheden i det at herske. Men saaledes er Ligheden ikke, nei saa er den tvertimod tagen forf&ae;ngeligt; den er kun i Sandhed indenfor den uendelige Forskjellighed, og derfor er det at tilbede Ligheden med Gud som det er Fortrinnet for al Skabningen. Mennesket og Gud ligne hinanden ikke ligefremt, men omvendt: f&o-;rst naar Gud uendeligt er bleven Tilbedelsens evigt og allesteds n&ae;rv&ae;rende Gjenstand, og Mennesket altid en Tilbedende, f&o-;rst da ligne de hinanden. Vil Mennesket ligne Gud ved at herske, da har han glemt Gud, da er Gud gaaet bort, og Mennesket leger Hersker i hans Frav&ae;relse. Og saaledes var Hedenskabet, det var Menneskets Liv i Guds Frav&ae;relse. Derfor var Hedenskabet dog som Naturen; og det Tungeste, der kan siges om det er: det kunde ikke tilbede &streg; selv hiin &ae;dle, eenfoldige Vise, han kunde tie af Forundring, men han kunde ikke tilbede. Men det, at kunne tilbede, er ingen synlig Herlighed, den kan ikke sees; og dog sukker Naturens synlige Herlighed, den b&o-;nfalder Herskeren om, den husker i eet v&ae;k Mennesket paa, at han endeligen ikke maa glemme &streg; at tilbede. O, hvor herligt at v&ae;re Menneske! Men saa fik jo den Bekymrede i Adspredelsen hos Lilierne ganske Andet at t&ae;nke paa end Bekymringen, han kom til ret at bet&ae;nke, hvor herligt det er at v&ae;re Menneske. Glemmer han det verdsligt igjen i Sammenligningernes Krydsen og Forskjellighedernes Sammenst&o-;d mellem Menneske og Menneske: da er det ikke Liliernes Skyld, da er det tvertimod, fordi han ogsaa har glemt Lilierne, glemt, at der var Noget han skulde l&ae;re af dem, og Noget han endeligen maatte huske paa at gj&o-;re for dem. Skulde man nemlig betegne den verdslige Bekymring med eet eneste Ord, maatte man da ikke sige: den er en Bekymring om Kl&ae;derne, en Bekymring om: at synes; netop derfor er Opbyggelsen ved den usynlige Herlighed den h&o-;ieste Opl&o-;ftelse over verdslig Bekymring: det, at tilbede, er Herligheden og tillige en Tjeneste, der vises Lilien. Saaledes med Liliernes Underviisning. Vi ville nu betragte, hvorledes den Bekymrede af Fuglen l&ae;rer, hvor herligt det er at v&ae;re Menneske. &anfbeg;Fuglen saaer ikke, og h&o-;ster ikke, og sanker ikke i Lade&anfslut;, Fuglen er uden N&ae;ringssorg. Men er dette da egentligen en Fuldkommenhed; er det en Fuldkommenhed at v&ae;re sorgl&o-;s i Faren, naar man ikke kjender den, ikke veed den er til; er det en Fuldkommenhed at gj&o-;re sikkre Skridt &streg; fordi man gaaer iblinde, at gaae trygt &streg; fordi man gaaer is&o-;vne! Nei, da maa man dog vel sandere sige, at det er en Fuldkommenhed, at kjende Faren, at see den under &O-;ine, at v&ae;re vaagen: at det er en Fuldkommenhed, at kunne have N&ae;ringssorg &streg; for nemlig at overvinde denne Frygt, for at lade Troen og Tilliden drive Frygten ud, saa man i Sandhed er uden N&ae;ringssorg i Troens Sorgl&o-;shed. Thi kun Troens Sorgl&o-;shed er i guddommelig Forstand den Sv&ae;ven, hvis skj&o-;nne men ufuldkomne Sindbillede er Fuglens lette Flugt. Derfor tale vi jo ogsaa om at h&ae;ve sig paa Troens Vinger, og dette Vingeslag er i guddommelig Forstand det fuldkomne, Fuglens Vingeslag kun en svag en billedlig Antydning; ja, som naar den tr&ae;tte Fugl med afmattede Vingeslag langsomt synker til Jorden, saaledes er selv den dristigste Fugls stolteste Flugt kun jordisk og timelig Mathed i Sammenligning med Troens h&o-;ie Sv&ae;ven, en langsom Synken i Sammenligning med Troens lette Stigen. Vi ville n&ae;rmere betragte dette. Hvorfor har Fuglen ikke N&ae;ringssorg? Fordi den kun lever i &O-;ieblikket, altsaa fordi der slet intet Evigt er i Fuglen; men er dette vel en Fuldkommenhed! Hvorledes fremkommer derimod N&ae;ringssorgens Mulighed; derved, at det Evige og det Timelige ber&o-;re hinanden i en Bevidsthed, eller rettere derved, at Mennesket har Bevidsthed. I Bevidstheden er han evigt langt, langt ude over &O-;ieblikket, ingen Fugl fl&o-;i saa langt bort, og dog bliver han netop derved opm&ae;rksom paa den Fare, som Fuglen ikke aner: idet Evigheden blev til for ham blev ogsaa den Dag imorgen til. Ved Bevidstheden opdager han en Verden, som ikke den meest bereiste Fugl kjender: det Tilkommende, og naar dette Tilkommende ved Bevidstheden tages tilbage i &O-;ieblikket, saa opdages Bekymringen, som Fuglen ikke kjender, thi hvor langt den end fl&o-;i og hvor langt borte fra end den vendte tilbage, den fl&o-;i aldrig til det Tilkommende og vendte aldrig derfra tilbage. Da nu Mennesket er Bevidsthed, saa er han Stedet, hvor det Evige og det Timelige bestandigt ber&o-;re hinanden, hvor det Evige bryder sig i det Timelige. Derfor kan Tiden falde et Menneske lang, fordi han har det Evige i Bevidstheden, og med dette maaler &O-;ieblikkene; men Tiden falder aldrig Fuglen lang. Derfor har Mennesket en farlig Fjende, som Fuglen ikke kjender: Tiden, en Fjende, ja en Fjende eller en Ven, hvis Efterstr&ae;belser eller hvis Omgang Mennesket ikke kan unddrage sig, fordi han har det Evige i Bevidstheden, og derfor maa maale den. Paa mange Maader kan det Timelige og det Evige smerteligt ber&o-;re hinanden i den menneskelige Bevidsthed, men een af de Ber&o-;ringer, ved hvilken Mennesket is&ae;r &o-;mmer sig, er dog N&ae;ringssorgen. Dens Afstand fra det Evige synes saa uendelig; der er ikke Tale om at udfylde Tiden med nogen herlig Bedrift, nogen stor Tanke, nogen opl&o-;ftende F&o-;lelse, som i de Timer, om hvilke man siger, at de leves for Evigheden, ak nei, der er kun Tale om det fattige Arbeide i Timer, der ganske egentligen leves for Timeligheden, det fattige Arbeide, at tilveiebringe Betingelsen for timeligt at v&ae;re til. Men dog er det, at kunne have N&ae;ringssorg, en Fuldkommenhed, og er blot Nedtrykkelsens Udtryk for Menneskets Oph&o-;iethed, thi saa h&o-;it, som Gud oph&o-;ier, saa dybt trykker han ogsaa ned, men altsaa betyder det, at v&ae;re dybt nedtrykt, ogsaa at v&ae;re h&o-;it oph&o-;iet. Og h&o-;it l&o-;ftede Gud Mennesket over Fuglen ved det Evige i Bevidstheden, saa trykte han ham igjen, om man saa vil, under Fuglen ved Kjendskab til den Sorg, den jordiske, ringe Sorg, som end ikke Fuglen kjender. O, hvor fornemt synes det, at Fuglen ikke har N&ae;ringssorg &streg; og dog, hvor langt herligere at kunne have den! Af Fuglen kan Mennesket derfor vel l&ae;re, han kan ogsaa kalde Fuglen sin L&ae;rer, men dog ikke i h&o-;ieste Forstand. Som Fuglen er uden N&ae;ringssorg, saa er i Grunden et Barn det ogsaa; ak, hvo vilde ikke gjerne l&ae;re af et Barn! Og naar den indbildte eller den virkelige Trang i Bekymringen gj&o-;r et Menneske mismodigt, forstemt, nedslagen: o, da vil han gjerne formildes, gjerne l&ae;re af et Barn, gjerne i sit stille, taknemlige Sind kalde Barnet sin L&ae;rer. Men dersom Barnet vilde tage Ordet og tale bel&ae;rende, saa vilde vel den &Ae;ldre mildt sige: ja, mit kj&ae;re Barn, det er Noget, som Du ikke forstaaer Dig paa. Og dersom Barnet da ikke taug, saa vilde den &Ae;ldre sige, at det var et uartigt Barn, og maaskee ikke tage i Bet&ae;nkning at slaae &streg; L&ae;reren, og maaskee gj&o-;re det med Rette, hvorfor, fordi den &Ae;ldre i alvorlig Forstand er Barnets L&ae;rer, Barnet kun i den sp&o-;gefulde Alvors skj&o-;nne Forstand den &Ae;ldres L&ae;rer. Men saa er det jo dog en Fuldkommenhed, at kunne have N&ae;ringssorg, og Mennesket den langt Overlegne, om han end gjerne efter Evangeliets Anviisning l&ae;rer af Fuglen, og i stille, taknemligt Sind kalder den sin L&ae;rer. Fuglen, som er uden N&ae;ringssorg, er da vel Menneskets Forbillede, og dog er Mennesket, ved at kunne have N&ae;ringssorg, langt fuldkomnere end Forbilledet. Derfor t&o-;r Mennesket aldrig glemme, at Den, der henviste ham til Himmelens Fugle, som til en f&o-;rste, en barnlig Underviisning, at netop Han i Alvor og Sandhed er det egentlige Forbillede, at netop Han er den sande, den v&ae;sentlige menneskelige Fuldkommenheds Forbillede. Thi naar der siges: Fuglene have Reder og R&ae;vene have Huler, men Menneskens S&o-;n har ikke Det, hvortil han kan helde sit Hoved: da tales der jo om en Tilstand, som er mere hj&ae;lpel&o-;s end Fuglens og tillige sig dette bevidst. Men da, med Bevidsthed derom, at v&ae;re uden Rede, uden Tilhold, da &streg; at v&ae;re uden Sorg: ja dette er den oph&o-;iede Skabnings, er Menneskets guddommelige Forbillede. For Fuglen er dette Forbillede ikke til, ei heller for Barnet; men altsaa er det, at kunne have N&ae;ringssorg, en Fuldkommenhed. Er det ikke saaledes? Sige vi vel, at det er en Fuldkommenhed hos Qvinden, at hun, som den Svagere, ikke kan gaae i Krig; at det er en Fuldkommenhed hos den Fangne, at han ikke kan komme ud og vove Livet; at det er en Fuldkommenhed hos den Sovende, at han sover sig fra Faren; eller sige vi vel, at det er en Fuldkommenhed, at v&ae;re udelukket fra at turde kalde den Oph&o-;iede sit Forbillede! Men hvorfor tales der da anderledes om N&ae;ringssorg, som var Qvinden lykkeligere, fordi det n&ae;rmest er Manden, som maa erhverve; som var den Fangne lykkelig, fordi Staten ern&ae;rer ham; som var Den lykkelig, der sov sig til Rigdom; eller Den lykkeligst, der maaskee ved Rigdom var udelukket fra at kalde Gud-Mennesket sit Forbillede! Dog ude hos Fuglen kan den Bekymrede ikke tale saaledes; han seer til Fuglen, han glemmer den indbildte Bekymring ganske, selv den virkelige Trang glemmer han for &O-;ieblikket, han formildes, ja han opbygges. Men dersom Fuglen understod sig at sige et bel&ae;rende Ord, da vilde han vel svare: &anfbeg;min lille Ven, det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa&anfslut;, det er, han vilde blive sig bevidst, at det er en Fuldkommenhed, at kunne have N&ae;ringssorg. &anfbeg;Fuglen saaer ikke, og h&o-;ster ikke, og sanker ikke i Lade;&anfslut; det vil sige Fuglen arbeider ikke. Men er dette da en Fuldkommenhed, slet ikke at arbeide; er det en Fuldkommenhed, at stj&ae;le Dagens Tid i samme Forstand, som S&o-;vnen stj&ae;ler Nattens! Thi vel vaagner Fuglen tidlig til Sang, og dog, dog naar den har sovet vaagner den egentligen til at dr&o-;mme, selv dens skj&o-;nneste Sang er jo en Dr&o-;m om en ulykkelig Elskov; og saaledes sover og dr&o-;mmer den Livet hen, en lykkelig eller en tungsindig Sp&o-;g. Men er dette dog vel en Fuldkommenhed, er det en Fuldkommenhed hos Barnet, at det leger og bliver tr&ae;t &streg; som Manden af Arbeide &streg; og sover, og leger atter! Det er elskeligt hos Barnet, ak, hvo vilde ikke gjerne l&ae;re af et Barn! Og naar den &Ae;ldre stundom vel gj&o-;r sit Arbeide, men ikke bliver glad derved, ja endog maaskee fortreden: o, da vil han gjerne formildes ved Barnet, gjerne l&ae;re af det, gjerne i sit stille taknemlige Sind kalde Barnet en L&ae;rer. Men han vilde ikke tage i Bet&ae;nkning, hvis forn&o-;dent gjordes, at irettes&ae;tte &streg; L&ae;reren, og den &Ae;ldre vilde gj&o-;re det med Rette, hvorfor, fordi den &Ae;ldre i Alvorens Forstand er Barnets L&ae;rer, Barnet kun i den sp&o-;gefulde Alvors skj&o-;nne Forstand den &Ae;ldres L&ae;rer. Fuglen arbeider ikke; dens Liv er i uskyldig Forstand Forf&ae;ngelighed, og i uskyldig Forstand tager den selv Livet forf&ae;ngeligt. Er dette vel en Fuldkommenhed; saa er det vel ogsaa en Ufuldkommenhed hos Gud, at han arbeider, at han arbeider indtil nu! Er det en Fuldkommenhed hos Fuglen, at den i vanskelige Tider sidder og d&o-;er af Sult og slet Intet veed at gj&o-;re, at den fortumlet lader sig falde til Jorden og d&o-;er? Ellers tale vi jo ikke saaledes. Naar S&o-;manden l&ae;gger sig i sin Baad og lader staae til i Uveiret, og slet Intet veed at gj&o-;re: da tale vi ikke om hans Fuldkommenhed. Men naar den kj&ae;kke S&o-;mand veed at styre, naar han ved Snilde, ved Kraft, ved Udholdenhed arbeider Storm og Uveir imod, arbeider sig ud af Faren: da beundre vi ham. Naar man langt op ad Formiddagen seer Den, der staaer sildig op, dvask og dog sulten vente paa at faae F&o-;den ved et Tilf&ae;lde, prise vi vel dette; men naar vi tidlig om Morgenen see den flinke Arbeider, eller naar vi end ikke see ham, men tidligt om Morgenen see, at han har allerede v&ae;ret der, at Fiskeren har allerede v&ae;ret ude ved Garnet, at R&o-;gteren har allerede flyttet K&o-;erne: da prise vi Fiskeren og R&o-;gteren. At arbeide er Menneskets Fuldkommenhed. Ved at arbeide ligner Mennesket Gud, der jo ogsaa arbeider. Og naar da et Menneske arbeider for F&o-;den, da ville vi ikke daarligen sige, at han ern&ae;rer sig selv, vi ville hellere, netop for at minde om, hvor herligt det er at v&ae;re Menneske, sige: han arbeider med Gud for F&o-;den. Han arbeider med Gud, altsaa han er Guds Medarbeider. See, det er Fuglen ikke, Fuglen faaer nok F&o-;den, men den er ikke Guds Medarbeider. Fuglen faaer F&o-;den ligesom ude paa Landet en Omvandrende faaer Underholdet, men Tjeneren, der arbeider for F&o-;den, kalder Husbonden sin Medarbeider. Fuglen arbeider ikke &streg; og dog faaer den F&o-;den: er dette en Fuldkommenhed hos Fuglen? Ellers sige vi jo, at Den, som ikke vil arbeide, heller ikke faaer F&o-;den; og dette siger Gud ogsaa. Naar da Gud gj&o-;r en Undtagelse med Fuglen, saa er det fordi den stakkels Fugl ikke kan arbeide. Den stakkels Fugl kan ikke arbeide &streg; taler man vel saaledes om en Fuldkommenhed? Fuldkommenheden er da at arbeide. Det er ikke, som man fattigt fremstiller det, at det er en haard N&o-;dvendighed at maatte arbeide for at leve: o, nei det er en Fuldkommenhed, ikke hele Livet igjennem at v&ae;re Barn, ikke altid at have For&ae;ldre, der s&o-;rge for En, baade medens de leve og naar de ere d&o-;de. Den haarde N&o-;dvendighed, der imidlertid dog netop anerkjender det Fuldkomne hos Mennesket, beh&o-;ves kun for at tvinge Den, der ikke selv frit vil forstaae, at det at arbeide er en Fuldkommenhed, og derfor ikke glad vil gaae til Arbeidet. Selv derfor om den saakaldte haarde N&o-;dvendighed ikke var: det var dog en Ufuldkommenhed, om et Menneske lod v&ae;re at arbeide. Der er sagt om de H&ae;derstegn, en Konge kan uddele, at Nogle b&ae;re H&ae;derstegnet dem til &Ae;re, Andre &ae;re H&ae;derstegnet ved at b&ae;re det. Saa lad os anf&o-;re et stort Forbillede, der ret egentligen kan siges at have &ae;ret det, at arbeide: Apostelen Paulus. Dersom ellers Nogen maatte kunne have &o-;nsket D&o-;gnet dobbelt L&ae;ngde &streg; da vel Paulus; dersom ellers Nogen kunde have givet hver Time stor Betydning for Mange &streg; da vel Paulus; dersom ellers Nogen let kunde have ladet sig underholde af Menighederne &streg; da vel Paulus: og dog foretrak han at arbeide med egne H&ae;nder! Som han ydmygt har takket Gud, at han n&o-;d den &Ae;re, at blive hudflettet, forfulgt, forhaanet; som han ydmyg for Gud stolt kalder sine L&ae;nker en &Ae;ressag: saaledes fandt han det ogsaa en &Ae;re at arbeide med egne H&ae;nder; en &Ae;re, at han i Forhold til Evangeliet med en Qvindes skj&o-;nne, med en Apostels hellige Undseelse turde sige: jeg har ikke tjent en Hviid ved Ordets Forkyndelse, jeg har ikke giftet mig Penge til ved at blive Apostel; en &Ae;re, at han i Forhold til det ringeste Menneske turde sige: jeg har ikke v&ae;ret fritagen fra nogen Livets Besv&ae;rlighed eller ved Begunstigelse v&ae;ret udelukket fra noget dets Fortrin, ogsaa jeg har havt den &Ae;re at arbeide med egne H&ae;nder! O, i de verdslige Sammenligningers fortvivlede, glimrende eller jammerfulde Usselhed, hvor man lige saa lidet veed, hvad &Ae;re som hvad Fuldkommenhed er: der taler man, feigt eller forr&ae;dersk, paa anden Maade. Men ude hos Fuglen, der forstaaer den Bekymrede, hvor herligt det er at arbeide og derved hvor herligt det er at v&ae;re Menneske. Thi ikke dette gj&o-;r Forskjellen, om Een arbeider for Riger, en Anden for Br&o-;det, Een for at samle Overflod, en Anden for at v&ae;rge sig mod Armod; nei, det der gj&o-;r Forskjellen er &streg; at Fuglen kan ikke arbeide. Men saa fik jo den Bekymrede i Adspredelsen hos Fuglen ganske Andet at t&ae;nke paa end Bekymringen; han kom til ret at bet&ae;nke, hvor herligt det er at arbeide, hvor herligt det er at v&ae;re Menneske. Glemmer han det igjen under Arbeidet, o, da skal dog maaskee hiin elskelige L&ae;rer, Fuglen, flyve ham forbi og minde ham om det Glemte, blot han seer til Fuglen. III Dersom det er saaledes, at Sorg og Bekymring, is&ae;r jo l&ae;ngere og jo dybere den tr&ae;nger ind i Sjelen, eller jo l&ae;ngere den tr&ae;nger dybt derind, ogsaa giver Bekymringens Styrke: da er det vel sandsynligt, at den tr&o-;stende Ven maa komme til kort i Striden. Det er jo nemlig som en Strid, der f&o-;res mellem Bekymringen og Tr&o-;sten, de ansee hinanden for Fjender i samme Forstand som Sygdommen og L&ae;gemidlet, de taale, de fordrage ikke hinanden, idetmindste ikke strax. Og hvo har ikke erfaret, hvilke Kr&ae;fter Bekymringen kan give et Menneske, hvorledes han baade snildt og kraftigt veed at v&ae;rge sig imod Tr&o-;sten, hvorledes han formaaer, hvad ellers ingen Anf&o-;rer formaaer, i samme &O-;ieblik som Bekymringens Forsvar er afv&ae;bnet, i samme &O-;ieblik at f&o-;re det samme Forsvar friskt igjen i Striden! Hvo har ikke erfaret, hvorledes Lidenskaben i Bekymringen kan give et Menneske en Styrke i Tanke og Udtryk, som n&ae;sten den Tr&o-;stende selv bliver bange for! Hvo har ikke erfaret, at neppe nogen &O-;nskende kan tale saa indsmigrende for at vinde en Anden, som en Bekymret kan tale henrivende for endnu engang at overbevise sig selv &streg; og den Tr&o-;stende om, at der ingen Tr&o-;st er! Men naar nu saa er, naar en Bekymret er bleven den St&ae;rkere, stundom maaskee kun ved Haardnakkethed tilsyneladende, stundom, ak ved Sorgens St&o-;rrelse, virkelig den St&ae;rkere: er der da slet Intet at gj&o-;re? Visseligen. Man s&o-;ger da at foranledige den Bekymrede til at s&ae;tte sig ind i en Andens Lidelse; og Den, der selv ikke vil tage mod Tr&o-;sten af et andet _MeneskeMenneske, han er ofte villig til at tage Deel i en Andens Sorg, til at blive bekymret med en Anden og paa den Andens Vegne. Saa er Striden glemt; medens den Bekymrede veemodigt lider med en Anden, formildes Sindet; Den, der v&ae;bnede sig mod Tr&o-;sten, er nu afv&ae;bnet; Den, der var som en bef&ae;stet By, er nu som en By, der har overgivet sig: ved at s&o-;rge med en Anden finder han selv Tr&o-;sten. Saaledes f&o-;rer det forel&ae;ste Evangelium den Bekymrede ud paa Marken, og han, der, ak paa eengang svagt og st&ae;rkt, meente sig Seierherre over al menneskelig Tr&o-;st, han staaer nu i en ganske anden Omgivelse. Betragt Gr&ae;sset, &anfbeg;idag staaer det, imorgen kastes det i Ovnen&anfslut;. Ak, hvilket stakket Liv, o idel Forf&ae;ngelighed! Og om det end ikke kastes i Ovnen, &anfbeg;Solen gaaer dog op med Hede og gj&o-;r Gr&ae;sset vissent, og Blomstret derpaa falder af, og den deilige Skikkelse, som var at see, bliver ford&ae;rvet&anfslut;. Saa visner Gr&ae;sset, og Ingen kjender dets Sted mere. Nei, Ingen, Ingen kjender Stedet igjen, Ingen sp&o-;rger derom, og hvis Nogen Spurgte, det var dog en Umulighed at finde det. Kummerlige Tilv&ae;relse, at v&ae;re til, at have v&ae;ret til, og da at v&ae;re saaledes glemt! &streg; Betragt Fuglen! &anfbeg;S&ae;lges ikke to Spurve for een Penning?&anfslut; Ak, een Spurv har slet intet V&ae;rd, der maa to til, naar Kj&o-;beren skal give een Penning. Hvilken Forandring: saa glad, saa lykkelig &streg; og nu ikke een Penning v&ae;rd! Saaledes d&o-;er Fuglen! O, tungt at d&o-;e saaledes! Og naar saa den f&o-;rste Svale kommer igjen med Foraaret, da hilse Alle den glade, men om det er den samme, der var ifjor, ja det veed Ingen; Ingen kjender den, og altsaa kan heller Ingen kjende den igjen! O, vel er der Skj&o-;nhed, og der er Ungdom og Deilighed i Naturen, vel er der et mangfoldigt, et myldrende Liv, og der er Fryd og Jubel; men der er ogsaa som en dyb, uudgrundelig Sorg, hvilken dog Ingen af dem derude aner, og netop dette, at Ingen aner den, er i Mennesket Veemodet. Saaledes at v&ae;re deilig, saaledes at blomstre, saaledes at flagre omkring, saaledes at bygge med den Elskede: saaledes at leve &streg; og at d&o-;e saaledes! Er dette Liv eller er det D&o-;d? Derom sp&o-;rger man, naar den Syge ligger i Sygdommens afgj&o-;rende &O-;ieblik: er det Liv eller D&o-;d? Men saa seer man jo ogsaa Farefuldheden, man seer den for sine &O-;ine, og seer den med Gysen. Men i Naturen, hvor Alt smiler indbydende og synes Tryghed! Og dog er Naturens Liv altid i denne Sp&ae;nding: er det Liv eller D&o-;d! Er det Livet, der evigt ungt fornyer sig selv, eller er det Forkr&ae;nkeligheden, der lumsk skjuler sig, for ikke at blive seet som den er, Forkr&ae;nkeligheden, som netop derfor bedrager med Liliens og Markens Ynde, med Fuglens Sorgl&o-;shed, medens den selv neden under lumsk blot venter paa at h&o-;ste Bedraget. Saaledes er Naturens Liv: kort, sangriigt, blomstrende, men i ethvert &O-;ieblik D&o-;dens Bytte, og D&o-;den den St&ae;rkere. Saa synker den Bekymrede i Veemod, det sortner ham for &O-;iet, Naturens Skj&o-;nhed blegner, Fuglesangen forstummer som i et D&o-;dsstille, Forkr&ae;nkeligheden vil sluge Alt &streg; og dog kan han ikke glemme Fuglen og Lilien, det er som vilde han frelse dem ud af D&o-;den ved sin Erindring, frelse dem for et l&ae;ngere Liv ved at erindre dem. Netop deri ligger Veemodet. Men er vel D&o-;dens alvorlige Paamindelse om D&o-;den mere gribende end Veemodets, som er indeholdt i disse Ord: er det Liv eller D&o-;d? Hvad D&o-;den siger er forf&ae;rdeligere: det er forbi; men det er mere gribende, hvad Veemodet siger: er dette Liv eller D&o-;d. D&o-;dens Skikkelse er r&ae;dselsfuldere, han den blege H&o-;stkarl; men det er mere gribende, naar D&o-;den er kl&ae;dt som Lilie i Deilighed. Saa bliver vel den Bekymrede, ved at gribes af Veemod, sv&ae;kket, som en Qvinde, formildet, som en By, der har overgivet sig &streg; og Tr&o-;sten finder Adgang. Lad os da nu bet&ae;nke, hvorledes den Bekymrede ved Veemodet hos Lilien og Fuglen i Alvorens Forstand faaer Andet at t&ae;nke paa end Bekymringen, hvorledes han f&o-;res til ret at bet&ae;nke: Hvilken Salighed der er forj&ae;ttet det at v&ae;re Menneske. &anfbeg;Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.&anfslut; Men er dette ogsaa Evangeliets Ord? Visseligen, saaledes begynder det forel&ae;ste Evangelium om Lilierne paa Marken og om Himmelens Fugle. Men er denne Tale da til en Bekymret? Visseligen, den er til en Bekymret, som der till&ae;gges et h&o-;it V&ae;rd, netop derfor er Talen str&ae;ng. Jo str&ae;ngere den Myndige taler til en Bekymret, jo mere indr&o-;mmer han ham ogsaa; jo mere han fordrer af den Bekymrede, jo mere indr&o-;mmer han ham ogsaa: Str&ae;ngheden og Fordringen er netop Indr&o-;mmelsen. Er dette ikke saaledes? Naar L&ae;gen seer, at det er forbi med den Syge, da kan man strax h&o-;re det paa L&ae;gens Stemme, han taler i Forbigaaende, halvh&o-;it, undvigende. Men derimod, naar L&ae;gen seer, at der er Meget at gj&o-;re, is&ae;r, at den Syge selv kan gj&o-;re Meget, da taler han str&ae;ngt: Str&ae;ngheden er netop Indr&o-;mmelsen. Det er derfor ingenlunde uviist, hvad vel stundom er h&o-;rt, at et Menneske, istedenfor at bede om Mildhed, har sagt, o tael blot str&ae;ngt til mig. Og Evangeliets str&ae;nge Tale, er den ikke, som naar den alvorlige Fader siger til Barnet: jeg vil ingen Tvinen h&o-;re? Er den alvorlige Fader derfor uden Deeltagelse med Barnets Bekymring, langtfra, han vil netop, at Bekymringen skal v&ae;re den rette, men han er som en fort&ae;rende Ild mod den daarlige Bekymring. Saaledes ogsaa med Evangeliet. Der kan tales paa mange Maader om Lilierne og om Fuglene, der kan tales mildt, bev&ae;gende, indyndende, kj&ae;lent n&ae;sten som en Digter taler, og et Menneske t&o-;r ogsaa tale saaledes, t&o-;r lokke for den Bekymrede; men naar Evangeliet taler myndigen, da taler det med Evighedens Alvor, da er der ikke mere Tid til at h&ae;nge dr&o-;mmende efter Lilien eller til at see l&ae;ngselsfuldt efter Fuglen: en kort, en l&ae;rerig Hentydning til Lilien og Fuglen, men saa Alvorens evige Fordring. Og som det gj&ae;lder om Adspredelse, at den i formildende Forstand giver den Bekymrede Andet at t&ae;nke paa: saa gj&ae;lder det om Alvorens str&ae;nge Tale, at den i Alvor og Sandhed giver den Bekymrede Andet at t&ae;nke paa end Bekymringen. &anfbeg;Ingen kan tjene to Herrer.&anfslut; Og her kan ikke v&ae;re Tvivl, om hvilke to der er Tale, derfor blev den Bekymrede f&o-;rt ud paa Marken, hvor Talen ikke kan v&ae;re om Forholdet til Mennesker, om at tjene en Hersker som Svend eller en Viis som Tilh&ae;nger, men kun om at tjene Gud eller Verden. Naturen tjener ikke to Herrer, der er ingen Vaklen eller Tvesindethed. Himmelens fattige Fugl, Markens ydmyge Lilie tjener ikke to Herrer. Om Lilien end ikke tjener Gud, den tjener dog blot til Guds &Ae;re; den spinder ikke, arbeider ikke, den vil slet ikke selv v&ae;re Noget, eller have noget for sig selv, have det som Rov. Fuglen tjener ikke to Herrer; om den end ikke tjener Gud, den er blot til Guds &Ae;re, synger til hans Priis, forlanger slet ikke selv at v&ae;re Noget. Saaledes er alt i Naturen, dette er dens Fuldkommenhed, men ogsaa dens Ufuldkommenhed, thi derfor er der ingen Frihed. Lilien, der staaer i det Frie, den frie Fugl under Himmelen er dog bunden i N&o-;dvendigheden, og har intet Valg. &anfbeg;Han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden,&anfslut; altsaa Kj&ae;rlighed til Gud er Had til Verden, og Kj&ae;rlighed til Verden Had til Gud; altsaa dette er det uhyre Stridspunkt, enten elske eller hade; altsaa dette er Stedet, hvor den forf&ae;rdeligste Strid skal strides, som er f&o-;rt i Verden, og hvor er dette Sted? I et Menneskes Indre. Derfor stod maaskee ofte Den, som fornam Striden i sit eget Indre, han stod og s&o-;gte en Adspredelse ved at betragte Elementernes Rasen og Naturens Kampe, fordi han f&o-;lte, at denne Strid dog er som en Leeg, da det er ligegyldigt enten Stormen seirer eller Havet. Ja, hvorfor strides vel egentligen Stormen og Havet, og hvorom strides de egentligen! Anderledes med den forf&ae;rdelige Strid i et Menneskes Indre, enten det er Millioner eller en Hviid der strides om, strides saaledes om, at et Menneske elskende vil foretr&ae;kke det for Gud: Striden er den forf&ae;rdeligste, der strides om det H&o-;ieste. Denne Hviid synes at v&ae;re Intet, der synes at strides om Intet, om en Hviid, og dog strides der om det H&o-;ieste, og Alt er sat ind. Eller er det mere kr&ae;nkende for en Pige, at den Elskede foretr&ae;kker de tusind Talenter for hendes Besiddelse, end at han foretr&ae;kker en Hvid? Nu er vel Veemodet glemt over Stridens Forf&ae;rdelighed, men da komme vi til det Herlige: at Mennesket er forundt et Valg. Hvilken Salighed er ikke forj&ae;ttet herved for Den, som v&ae;lger rigtigt. Et Valg; veed Du, m. T.! i et eneste Ord at udtrykke Noget, som er Herligere; veed Du, om Du talte Aar ud og Aar ind at n&ae;vne noget Herligere end et Valg, at have Valget! Thi vel er det sandt, at det ene Salige er dog at v&ae;lge rigtigt, men Valget selv er jo dog den herlige Betingelse. Hvad bryder Pigen sig om Fortegnelsen paa alle den Tilkommendes ypperlige Egenskaber, naar hun ikke selv maa v&ae;lge; og paa den anden Side, hvad herligere veed hun at sige, end naar hun, hvad enten Andre prise den Elskedes mange Fuldkommenheder eller n&ae;vne hans mange Feil, siger: han er mit Hjertes Valg! Et Valg, ja det er det herlige Klenodie, dog ikke bestemt til at nedgraves og gjemmes; thi et Valg, der ikke blev benyttet, er v&ae;rre end Intet, er en Snare, hvori Den fangede sig selv som Tr&ae;l, der ikke blev fri &streg; ved at v&ae;lge; det er et Gode, Du aldrig kan blive af med igjen, det bliver hos Dig, og, hvis Du ikke benytter det, som en Forbandelse. Et Valg, ikke mellem R&o-;dt og Gr&o-;nt, ikke mellem S&o-;lv og Guld, nei, et Valg mellem Gud og Verden. Veed Du Noget St&o-;rre at s&ae;tte sammen paa Valg! Veed Du noget mere overv&ae;ldende og ydmygende Udtryk for Guds F&o-;ielighed og Eftergivenhed mod Mennesket, end at han s&ae;tter sig selv i en vis Forstand paa Valgets lige Linie med Verden, blot for at Mennesket kan v&ae;lge; at Gud, hvis Sproget t&o-;r sige saaledes: frier til Mennesket, at Han, den evig St&ae;rke, frier til det svage Menneske, thi den St&ae;rke frier jo altid til den Svagere. Hvor er dog selv Pigens Valg mellem Frierne saa ubetydeligt i Sammenligning med dette Valg mellem Gud og Verden. &streg; Et Valg; eller er det maaskee en Ufuldkommenhed ved det Valg, hvorom her er Talen, at Mennesket ikke blot kan v&ae;lge, men at han skal v&ae;lge? Var det da ikke den unge Pige saare gavnligt, om hun havde en alvorlig Fader, der sagde: &anfbeg;min kj&ae;re Pige, Din Frihed har Du, Du maa selv v&ae;lge, men Du skal v&ae;lge;&anfslut; var det hende tjenligere, at hun havde Valget, men knibsk valgte og valgte, og aldrig kom til at v&ae;lge! Nei, Mennesket skal v&ae;lge; thi saaledes holder Gud sig selv i &Ae;re, medens han tillige haver faderlig Omsorg for Mennesket. Har Gud nedladt sig til at v&ae;re Det der kan v&ae;lges, saa skal Mennesket ogsaa v&ae;lge &streg; Gud lader sig ikke spotte. Derfor er det i Sandhed saaledes, at dersom et Menneske lader v&ae;re at v&ae;lge, da er dette det Samme som det Formastelige at v&ae;lge Verden. Mennesket skal v&ae;lge mellem Gud og Mammon. Dette er Valgets evig uforandrede Vilkaar, der skal ingen Udflugt v&ae;re, nei i al Evighed ikke. Ingen skal kunne sige: &anfbeg;Gud og Mammon, de ere da ikke saa ubetinget forskjellige, man kan i Valget forene begge Dele&anfslut; &streg; thi dette er at lade v&ae;re at v&ae;lge. Naar der er et Valg mellem To, da at ville v&ae;lge begge, det er netop &anfbeg;til sin egen Ford&ae;rvelse at unddrage sig&anfslut; fra Valget. Ingen skal kunne sige: &anfbeg;man kan v&ae;lge lidt Mammon og saa Gud tillige.&anfslut; Nei, o nei, det er formastelig Gudsbespottelse, hvis Nogen turde mene, at kun Den, som forlanger mange Penge, v&ae;lger Mammon. Ak, Den, der forlanger en Hvid uden Gud, en Hvid han vil have for sig selv: han v&ae;lger Mammon. En Hvid er nok, Valget er afgjort, han har valgt Mammon; at det er Lidt gj&o-;r jo hverken fra eller til. Dersom En forsmaaer een Pige og v&ae;lger en anden, og denne anden er som Intet i Sammenligning med hiin F&o-;rste, der var liig &O-;stens Dronning: har han derfor ikke forsmaaet Pigen? Dersom En for de Penge, for hvilke han kunde kj&o-;be det H&o-;ieste, kj&o-;ber et Stykke Leget&o-;i: har han derfor ikke forsmaaet at kj&o-;be det H&o-;ieste? Er dette vel en Undskyldning, at han istedenfor at kj&o-;be det H&o-;ieste har kj&o-;bt hvad der endog i Intethedens Forstand er slet Intet! Dersom Nogen ikke forstaaer dette, da er det fordi han ikke vil forstaae, at Gud i Valgets &O-;ieblik er tilstede, ikke for at see til, men for at v&ae;lges. Det er derfor en svigefuld Tale, om Nogen vil sige, at Gud er saaledes oph&o-;iet, at han ikke kan nedlade sig til at v&ae;lges, thi saa er Valget afskaffet. Og naar Valget er afskaffet, fordi Gud ikke er tilstede som Valgets Gjenstand, saa er Mammon heller ikke til at v&ae;lge. Det er netop Guds Tilstedev&ae;relse i Valget, der s&ae;tter Valget: mellem Gud og Mammon. Og Guds Tilstedev&ae;relse for at v&ae;lges er det, der giver Valgets Afgj&o-;relse evig Alvor; thi det skal aldrig glemmes, hvad der har v&ae;ret indr&o-;mmet et Menneske, ei heller hvorledes han valgte. Men hiin Tale, der ved Oph&o-;ietheden vilde forhindre Gud i at lade sig v&ae;lge, er Gudsbespottelse, som &streg; paa en h&o-;flig Maade s&o-;ger at faae Gud sat udenfor, som istedenfor ydmygt at tage til Takke med hvad Gud vil, fornemt vil v&ae;re vidende om den Vanskelighed, der, saa at sige, skulde v&ae;re forbunden med at v&ae;re Gud. At s&ae;tte en Tornekrone paa hans Hoved og spytte paa ham, er Gudsbespottelse; men at gj&o-;re Gud saaledes oph&o-;iet, at hans Tilv&ae;relse bliver en Indbildning, bliver intetsigende, det er ogsaa Gudsbespottelse. Altsaa Mennesket skal v&ae;lge. Forf&ae;rdelig er Striden, Striden i et _MennesketsMenneskes Indre mellem Gud og Verden; Betingelsens herlige Farefuldhed er, at have Valget; men hvilken er da Saligheden, som forj&ae;ttes, naar der v&ae;lges rigtigt, _{eller hvilket}eller, hvilket er det Samme, hvad skal Mennesket v&ae;lge? Han skal v&ae;lge Guds Rige og hans Retf&ae;rdighed. For dette skal han opgive Alt, aldeles ligegyldigt enten dette Alt er Millioner eller en Penning; thi ogsaa Den, der v&ae;lger en Penning fremfor Gud, v&ae;lger Mammon. Kun naar Mennesket skj&o-;ndt han arbeider og spinder, dog er ganske som Lilien, der ikke arbeider og ikke spinder; kun naar Mennesket, skj&o-;ndt han saaer og h&o-;ster og sanker i Lade, er ganske som Fuglen, der ikke saaer og ikke h&o-;ster og ikke sanker i Lade: kun da tjener han ikke Mammon. &anfbeg;S&o-;ger f&o-;rst Guds Rige og hans Retf&ae;rdighed, saa skulle og alle disse Ting till&ae;gges Eder.&anfslut; Guds Rige, det er altsaa Navnet paa den Salighed, som er forj&ae;ttet Mennesket; det er ved dette Navn og for dette Navns Herlighed, at al Naturens Skj&o-;nhed og dens Fred blegner og forsvinder. Medens Veemodet b&o-;iet seer Naturen synke i Forkr&ae;nkelighed, tragter Troens &O-;ie efter den usynlige Herlighed; som Noah, frelst, saae en Verdens Undergang, saaledes seer Veemodet den synlige Verdens Undergang, seer alt Det synke, hvis Liv er sammenvoxet med Synligheden, medens Troen, frelst, seer det Evige og det Usynlige. S&o-;ger f&o-;rst Guds Rige &streg; &anfbeg;som er oven til i Himlen&anfslut;. Fuglen s&o-;ger ikke Noget; hvor langt den end flyver, den s&o-;ger ikke, den tr&ae;kkes og drages, dens l&ae;ngste Flugt er et Tr&ae;k. Men Den, i hvis Sjel det Evige er nedlagt, han s&o-;ger og higer. Dersom Synligheden ikke bedrager ham, som Den bedrages, der griber Skyggen istedenfor Skikkelsen; dersom Timeligheden ikke bedrager ham, som Den bedrages, der bestandigt venter imorgen; dersom det Midlertidige ikke bedrager ham, som Den bedrages, der forsinker sig underveis, dersom dette ikke skeer: da stiller Verden ikke hans L&ae;ngsel, da hj&ae;lper den ham kun frast&o-;dende til at s&o-;ge videre, til at s&o-;ge det Evige, Guds Rige, som er oven til i Himmelen &streg; saa h&o-;it kom Fuglen aldrig, den, der flyver h&o-;ist, flyver dog under Himmelen. &streg; S&o-;ger f&o-;rst Guds Rige &streg; &anfbeg;som er inden i Eder&anfslut;. Blomsten s&o-;ger ikke Noget, skal den faae Noget, maa dette komme til den, den venter, og selv dette uden L&ae;ngsel. Men Den hvem Synligheden ikke bedrog ved Bed&o-;velsen; Den hvem Timeligheden ikke inddyssede ved Eensformigheden; Den hvem det Midlertidige ikke fortryllede ved Indbildningen: ham tilfredsstiller Verden ikke, den hj&ae;lper ham kun, ved piinligen at holde ham vaagen og ventende, til at s&o-;ge, til at s&o-;ge det Evige, Guds Rige, som er inden i et Menneske. En saadan usynlig, indre Herlighed kjender Blomsten ikke, hvad den har maa den strax forraade; hurtigt bryder Knoppen Tausheden, forraader Herligheden, som ogsaa snart er forbi. S&o-;ger f&o-;rst Guds Rige. Dette er Ordenen, men er tillige Omvendthedens Orden, thi Det, der f&o-;rst tilbyder sig for Mennesket, er jo netop alt det Synlige og Forkr&ae;nkelige, der frister og drager, ja vil f&ae;ngsle ham saaledes, at han sidst eller maaskee aldrig kom til at s&o-;ge Guds Rige. Men den rette Begyndelse begynder med, f&o-;rst at s&o-;ge Guds Rige, den begynder netop derfor med at lade en Verden gaae under. O, vanskelige Begyndelse! Hvorledes dette jordiske Liv begynder for et Menneske, vide vi ikke at angive bestemt; uform&ae;rket er det begyndt, og Mennesket unddragen Begyndelsens Vanskelighed. Men Livet for det Evige begynder med f&o-;rst at s&o-;ge Guds Rige. Der er ikke Tid til at samle Rigdom iforveien, ikke Tid til at overveie dette Sp&o-;rgsmaal, der er ikke Tid til at l&ae;gge en Penning op iforveien, thi Begyndelsen er: f&o-;rst at s&o-;ge Guds Rige. Dersom et Menneske har Noget, hvorom han veed, at det skal gj&o-;res f&o-;rst hver Morgen, saa veed han ogsaa, at der ikke kan v&ae;re Tanke om noget Andet, som kunde gj&o-;res iforveien; han veed, at selv om han gjorde det Foreskrevne paa en anden Tid af Dagen, var det galt, thi dette skulde gj&o-;res f&o-;rst. Og dog var det jo muligt, at en saadan jordisk Gjerning ogsaa lod sig gj&o-;re paa en anden Tid af Dagen, men i Forhold til det at s&o-;ge Guds Rige gj&ae;lder det, at det maa gj&o-;res f&o-;rst, det er ubetinget den eneste Maade, paa hvilken det lader sig gj&o-;re. Den som vil mene at gj&o-;re det paa nogen anden Tid af Dagen, ved nogen anden Time, han er end ikke kommen til Begyndelsen, hvilken jo er at s&o-;ge det f&o-;rst. Den, som ikke s&o-;ger det f&o-;rst, s&o-;ger det slet ikke, ligegyldigt, aldeles ligegyldigt, enten han gaaer og s&o-;ger om en Penning eller om Millioner. &anfbeg;Guds Rige og hans Retf&ae;rdighed.&anfslut; Ved det Sidste beskrives det F&o-;rste, thi Guds Rige er &anfbeg;Retf&ae;rdighed, Fred og Gl&ae;de i den Hellig-Aand&anfslut;. Her er derfor ikke Tale om at drage ud paa Opdagelse for at finde Guds Rige, thi Guds Rige er Retf&ae;rdighed. Om Du havde alle &O-;nskers Higen i at skildre, om Du kunde s&ae;tte Verdens ellers travle Hovedstad som i Bero, fordi Alle lyttede til Dine Taler: derved er Du ikke kommen Guds Rige, ikke et eneste Skridt, n&ae;rmere, thi Guds Rige er Retf&ae;rdighed. Du kan leve saa skjult i den store Folkem&ae;ngde, at end ikke &O-;vrigheden veed Dit Navn og Dit Tilhold; Du kan v&ae;re den Eneste, Eneherskeren over alle Riger og Lande: derfor er Du ikke kommen Guds Rige, ikke et eneste Skridt, n&ae;rmere, thi Guds Rige er Retf&ae;rdighed. Men hvad er vel Retf&ae;rdighed? Det er at s&o-;ge Guds Rige f&o-;rst. Retf&ae;rdighed er hverken de overordentlige Evner, thi det er netop for dem Retf&ae;rdigheden skal kr&ae;ve Dig til Regnskab, naar den fordrer Retf&ae;rdighed af Dig; ei heller er den jordisk Ubem&ae;rkethed, thi intet Menneske er saa ringe, at han ikke kan gj&o-;re Uret, og som ingen M&o-;nt er saa lille, at den jo b&ae;rer Keiserens Billede, saaledes er intet Menneske saa ringe, at han jo b&ae;rer Guds Billede; ei heller er den Magt og V&ae;lde, thi intet Menneske staaer saa h&o-;it, at han er h&o-;iere end Retf&ae;rdigheden, at han skulde beh&o-;ve at nedl&ae;gge Kronen, for at faae Leilighed til at &o-;ve Retf&ae;rdighed. Retf&ae;rdighed er at s&o-;ge Guds Rige f&o-;rst. Dersom Du gj&o-;r Ret og Skjel mod Mennesker, men glemmer Gud: &o-;ver Du da Retf&ae;rdighed? Saaledes at &o-;ve Retf&ae;rdighed, er dette ikke, som naar Tyven gj&o-;r Ret og Skjel med de Penge, han har stjaalet? At glemme Gud, er dette ikke som at stj&ae;le hele Din Tilv&ae;relse! Men dersom Du f&o-;rst, f&o-;rend alt Andet Du gj&o-;r, s&o-;ger Guds Rige: da skal Du ikke &o-;ve Uretf&ae;rdighed mod noget Menneske, og da skal Du heller ikke glemme Gud; thi hvorledes skulde man kunne glemme Det, som bestandigt er det F&o-;rste, man s&o-;ger. Begyndelsen er at s&o-;ge Guds Rige f&o-;rst, og Retf&ae;rdigheden er at s&o-;ge Guds Rige f&o-;rst: see, derfor var det vi sagde, at der er ikke Tale om at drage paa Opdagelse, for at finde Guds Rige, tvertimod, Du bliver paa Stedet, hvor Du er og som er Dig anviist, enhver S&o-;gen bort fra dette Sted er allerede en Uretf&ae;rdighed. Og dersom det var saaledes, at Du f&o-;rst skulde s&o-;ge andetsteds hen, inden Du begyndte at s&o-;ge Guds Rige: da var det jo ikke sandt, at Du f&o-;rst skulde s&o-;ge Guds Rige. Medens da Synlighedens Verden gaaer under og synker i Forkr&ae;nkelighed, saa bliver Du dog paa Stedet, og Begyndelsen er f&o-;rst at s&o-;ge Guds Rige. Fra et Jordskj&ae;lv flygter Mennesket hen til sikkrere Steder, for en Skovbrand flyer Mennesket til ubevoxede Egne, fra Oversv&o-;mmelsen s&o-;ger han til h&o-;iere Punkter; men dersom det er saaledes, at Synlighedens Verden heel sank i Forkr&ae;nkelighed, da har Mennesket jo i den intet andet Sted, hvor han kan flye hen, og netop derfor bliver han paa Stedet og s&o-;ger f&o-;rst Guds Rige. Gaaer hele Synlighedens Verden ikke under, da vil Guds Rige v&ae;re ham som et andet Sted paa Jorden, da vil han drage paa Opdagelse for at finde Guds Rige, og han vil, enten i sin frugtesl&o-;se og selvmodsigende S&o-;gen m&ae;rke, at han ikke finder det, eller han vil v&ae;re bedragen, hvis han mener at have fundet det. Men naar et Menneske f&o-;rst s&o-;ger Guds Rige &streg; &anfbeg;saa skulle alle disse Ting vorde ham tillagde&anfslut;; de skulle vorde ham tillagde, thi der er kun Eet, som skal s&o-;ges: Guds Rige; hverken Rigdommens Tusinder eller Armodens Penning skal s&o-;ges, dette skal vorde Eder tillagt. &anfbeg;Alle disse Ting&anfslut;, eller som der staaer hos en anden Evangelist: det &O-;vrige. O, hvilken Salighed maa dog ikke Guds Rige v&ae;re! Thi dersom Du tager Alt, hvad Fuglen og Lilien har, alt hvad Herligt Naturen har, og t&ae;nker alt Dette sammen, da er det indbefattet i det Ord: det &O-;vrige, alle disse Ting. Saa h&o-;it maa altsaa Guds Rige v&ae;re at anslaae, at man i Forhold til det kan tale saaledes om Hiint, saaledes, saa lidet agtende, saa overseende, saa oph&o-;iet. Naar en Mand har samlet en meget stor Formue, men han endnu maaskee har nogle Fordringer ude, som han kunde gj&o-;re gj&ae;ldende, da siger han: nei, det &O-;vrige kan det v&ae;re det Samme med. Naar en Mand, kaldet til en h&o-;i Stilling i et fremmed Land, reiser bort, og tager Alt hvad der er ham kj&ae;rt og vigtigt med, men der endnu er Adskilligt tilbage, da siger han: &anfbeg;nei, alle disse Ting vil jeg ikke tage med.&anfslut; Ak, det Hele, Fuglen har, er dette &O-;vrige; Liliens hele Herlighed ere alle disse Ting: o, hvilken Salighed maa dog ikke Guds Rige v&ae;re! Men saa fik jo den Bekymrede i Veemodet hos Lilien og Fuglen Andet at t&ae;nke paa, end Bekymringen, han kom til at bet&ae;nke, hvilken Salighed der er forj&ae;ttet det at v&ae;re Menneske. Lad saa Lilien visne, og dens Deilighed blive ukjendelig, lad Bladet falde til Jorden og Fuglen flyve bort, lad det m&o-;rknes over Markerne: Guds Rige vexler ikke med Aarets Skiften! Lad saa det &O-;vrige beh&o-;ves l&ae;nge eller kort, komme rigeligen eller knapt; lad alle disse Ting have deres &O-;ieblik, naar de undv&ae;res eller besiddes, deres &O-;ieblik som Gjenstand for Omtalen, indtil de i D&o-;den evigt ere glemte: Guds Rige er dog Det, som skal s&o-;ges f&o-;rst, men som ogsaa skal vare gjennem alle Evigheder til det Sidste; og &anfbeg;dersom det, som skal afskaffes, var i Herlighed, da skal det, som bliver, meget mere v&ae;re i Herlighed&anfslut;; og dersom det var tungt at leve i Trang, saa er det jo kun en desto lettere Skilsmisse at d&o-;e fra Trang! &streg; Tredie Afdeling Lidelsernes Evangelium Christelige Taler af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1847 Indhold I. Hvad der ligger i, og hvad Gl&ae;deligt der ligger i den Tanke at f&o-;lge Christum efter. II. Hvor kan dog Byrden v&ae;re let, naar Lidelsen er tung? III. Det Gl&ae;delige i, at Lidelsernes Skole danner for Evigheden. IV. Det Gl&ae;delige i, at et Menneske i Forhold til Gud altid lider skyldig. V. Det Gl&ae;delige i, at det er ikke Veien, der er trang, men Tr&ae;ngselen, der er Veien. VI. Det Gl&ae;delige i, at selv naar den timelige Lidelse tynger meest, har dog Evighedens Salighed Overv&ae;gt. VII. Det Gl&ae;delige i, at Frimodigheden formaaer lidende at tage Magten fra Verden og har Magten at forvandle Forhaanelse til &Ae;re, Undergang til Seier. Forord Disse christelige Taler (der i mere end een Henseende ikke ere, og derfor af mere end een Grund ei heller ere n&ae;vnte: Pr&ae;dikener) bestemtes ikke til &anfbeg;at udfylde Nysgjerrigheden et ledigt &O-;ieblik&anfslut;; hvis derimod blot een eneste Lidende, der maaskee tillige er l&o-;ben vild i mange Tanker, ved dem skulde finde et tungt &O-;ieblik lettere, i dem finde et ledende Spoer gjennem de mange Tanker: da skal Forfatteren ikke fortryde Bestemmelsen med dem. Det er &anfbeg;Lidelsernes Evangelium&anfslut;, ikke som var Gjenstanden udt&o-;mt ved disse Taler, men fordi hver Tale er et Drag af denne, Gud v&ae;re lovet, uudt&o-;mmelige Beholdning; ikke som var den enkelte Tale udt&o-;mmende, men fordi hver Tale dog drikker dybt nok til at finde Gl&ae;den. S. K. I B&o-;n Du, som engang selv har vandret paa Jorden efterladende et Fodspoer, hvilket vi skulle f&o-;lge; Du, som endnu fra Din Himmel skuer ned til hver en Vandrende, styrker den tr&ae;tte, opmuntrer den forsagte, f&o-;rer den vildfarende tilbage, husvaler den stridende; Du, som atter ved Dagenes Ende skal komme igjen for at d&o-;mme Hver is&ae;r, om han fulgte Dig efter: vor Gud og vor Frelser, lad Dit Forbillede staae ret tydeligt for Sjelens &O-;ie til at sprede Taagerne, styrk til uforandret kun at have dette for &O-;ie, at vi ved at ligne Dig og ved at f&o-;lge Dig efter maatte finde Veien vel til Dommen, thi dette b&o-;r jo ethvert Menneske at stedes for Dommen, o, men ogsaa ved Dig til Saligheden hisset hos Dig. Amen. Lucas. XIV. 27: Hvo som ikke b&ae;rer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke v&ae;re min Discipel. Veiledning tilbydes der sandeligen nok af paa Livets Vei, og hvad Under vel, siden enhver Vildfarelse udgiver sig for en Veiledning. Men er Vildfarelserne end mange, saa er Sandheden dog kun een, og kun Een, som er &anfbeg;Veien og Livet&anfslut;, kun een Veiledning, som i Sandhed f&o-;rer et Menneske gjennem Livet til Livet. Tusinder og atter Tusinder b&ae;re et Navn, hvorved betegnes at de have valgt denne Veiledning, at de tilh&o-;re den Herre Jesum Christum, efter hvem de kalde sig Christne, at de ere hans Livegne, hvad enten de i&o-;vrigt ere Herrer eller Tjenere, Tr&ae;lle eller Frie, M&ae;nd eller Qvinder. Christne kalde de sig, og de kalde sig ogsaa med andre Navne, som alle betegne Forholdet til denne ene Veiledning. De kalde sig Troende og betegne derved, at de ere Vandringsm&ae;nd, Fremmede og Udl&ae;ndinge i Verden; ja ikke kjendes en Vandringsmand saa sikkert paa Staven i hans Haand (Mangen kunde jo ogsaa b&ae;re en Stav, uden at v&ae;re en Reisende), som det at kalde sig en Troende vitterligt vidner om, at man er paa en Reise, thi Tro betyder just: det jeg s&o-;ger er ikke her, netop derfor troer jeg det. Tro betyder netop den dybe, st&ae;rke, salige Uro, som driver den Troende, at han ikke kan slaae sig til Ro i denne Verden, saa Den, der ganske slog sig til Ro, han oph&o-;rte ogsaa at v&ae;re en Troende; thi en Troende kan ikke sidde stille, som man sidder med en Vandringsstav i Haanden, en Troende vandrer fremad. &streg; De kalde sig &anfbeg;de Helliges Samfund&anfslut; og betegne derved, hvad de skulde og burde v&ae;re, hvad de haabe eengang at vorde, naar Troen afl&ae;gges og Vandringsstaven nedl&ae;gges. &streg; De kalde sig Korsdragere og betegne derved, at deres Vei gjennem Verden ikke er let som en Dands, men tung og m&o-;isom, skj&o-;ndt dog Troen tillige er dem den Gl&ae;de, som overvinder Verden; thi ligesom Skibet paa samme Tid, som det ved Seilet farer let frem for Vinden, sk&ae;rer dybt den tunge Vei gjennem Havet: saaledes er ogsaa den Christnes Vei let, naar man seer til Troen, der overvinder Verden, men tung, naar man seer til det m&o-;isomme Arbeide i Grunden. &streg; De kalde sig &anfbeg;Christi Efterf&o-;lgere&anfslut;, og det er ved dette Navn vi denne Gang ville dv&ae;le, idet vi bet&ae;nke: Hvad der ligger i, og hvad Gl&ae;deligt der ligger i den Tanke at f&o-;lge Christum efter. Naar den kj&ae;kke Stridsmand tr&ae;nger modigt frem og med sit Bryst opfanger alle Fjendens Pile, men ogsaa d&ae;kker hans Svend, som f&o-;lger bag efter: kan man da sige, at denne Svend f&o-;lger ham efter? Naar den elskende Hustrue i hvad hun har kj&ae;rest i Verden, i sin Husbond, mener at have det skj&o-;nne Forbillede, som hun &o-;nskede at naae i Livet, og hun da qvindeligt (thi Qvinden blev jo tagen af Mandens Side) vandrer Side om Side med ham, st&o-;ttende sig ved ham: kan man da sige, at denne Hustrue f&o-;lger sin Husbond efter? Naar den uforf&ae;rdede L&ae;rer staaer roligt paa sin Plads, omgiven af Forhaanelse, efterstr&ae;bt af Misundelse; naar alle Angreb kun rettes efter ham, men intet engang kan faae Sigte paa Tilh&ae;ngeren, som slutter sig til ham: kan man da sige, at denne Tilh&ae;nger f&o-;lger ham efter? Naar H&o-;nen seer Fjenden komme og derfor udbreder sine Vinger for at skjule over Kyllingerne, der gaae bag ved den: kan man da sige, at disse Kyllinger f&o-;lge H&o-;nen efter? Nei, saaledes kan man ikke tale; Forholdet maa forandres. Den kj&ae;kke Stridsmand maa tr&ae;de af, at det nu kan vise sig, om hans Svend ogsaa vil f&o-;lge ham efter, f&o-;lge ham efter i Farens Virkelighed, da naar alle Pile sigte efter hans Bryst; eller om han feigt vil vende Faren Ryggen, tabe Modet, fordi han tabte den Modige. Den &ae;dle Husbond; ak, han maa gaae til en Side, gaae bort fra Hende, at det nu kan vise sig, om den s&o-;rgende Enke, uden hans Underst&o-;ttelse, vil f&o-;lge ham efter; eller om hun, ber&o-;vet hans Underst&o-;ttelse, ogsaa vil slippe hans Forbillede. Den uforsagte L&ae;rer maa skjule sig, eller maa skjules i en Grav, at det nu kan vorde aabenbart, om Tilh&ae;ngeren vil f&o-;lge ham efter, vil holde ud paa Pladsen omgiven af Forhaanelse, efterstr&ae;bt af Misundelse; eller han i levende _LivLive med Skam vil vige fra Stedet, fordi L&ae;reren med &Ae;re i D&o-;den forlod det. &streg; At f&o-;lge efter betyder da at gaae ad samme Vei, som Den gik, hvem man f&o-;lger efter; det betyder altsaa, at han ikke mere synligen gaaer foran. Og saaledes var det jo forn&o-;dent, at Christus maatte gaae bort, maatte d&o-;e, inden det kunde vise sig, om Discipelen vilde f&o-;lge ham efter. Det er mange, mange Aarhundreder siden dette skete, og dog skeer det bestandigt endnu saaledes. Thi der er en Tid, da Christus n&ae;sten synlig gaaer ved Barnets Side, gaaer foran det; men da kommer der ogsaa en Tid, hvor han tages bort fra den sandselige Indbildnings &O-;ie, at det nu i Afgj&o-;relsens Alvor kan vise sig, om den &Ae;ldre vil f&o-;lge ham efter. Naar Barnet faaer Lov til at holde i Moderens Kjole: kan man da sige, at Barnet gaaer samme Vei ligesom Moderen gaaer den? Nei, det kan man ikke sige. Barnet maa f&o-;rst l&ae;re at gaae ene, at gaae alene, f&o-;rend det kan gaae samme Vei som Moderen og ligesom hun gaaer den. Og naar Barnet l&ae;rer at gaae ene, hvad maa saa Moderen gj&o-;re? Hun maa gj&o-;re sig usynlig. At hendes &O-;mhed derfor bliver den samme, bliver uforandret, ja, at den vel netop tiltager i den Tid, da Barnet l&ae;rer at gaae ene, det veed vi jo nok, derimod kan Barnet maaskee ikke altid forstaae det. Men hvad det er for Barnet at skulle l&ae;re at gaae ene og gaae alene, det er aandeligt forstaaet Opgaven, som s&ae;ttes Den, der skal v&ae;re Ens Efterf&o-;lger, han maa l&ae;re at gaae ene og at gaae alene. Ak, hvor underligt! N&ae;sten sp&o-;gende og altid med et Smiil tale vi om Barnets Bekymring, naar det skal l&ae;re at gaae ene; og dog har Sproget maaskee intet st&ae;rkere eller mere gribende eller sandere Udtryk for den dybeste Sorg og Lidelse end det: at gaae ene og at gaae alene. At Omsorgen i Himlen er uforandret, ja, hvis muligt var, endnu mere bekymret i denne farefulde Tid, det veed vi jo nok, men det kan maaskee ikke altid forstaaes, medens man l&ae;rer. &streg; At f&o-;lge efter betyder da at gaae ene og gaae alene ad den Vei, hvilken L&ae;reren gik: ingen Synlig at have, med hvem man kan raadf&o-;re sig; selv at skulle v&ae;lge; forgjeves at skrige, som Barnet skriger forgjeves, thi Moderen t&o-;r ikke hj&ae;lpe synligen; forgjeves at fortvivle, thi Ingen kan hj&ae;lpe, og Himmelen t&o-;r ikke hj&ae;lpe synligen. Men det at hj&ae;lpes usynligen, det er netop at l&ae;re at gaae ene, thi det er at l&ae;re at omdanne sit Sind i Lighed med L&ae;rerens, som dog ikke synligen sees. At gaae ene! Ja, der er intet, intet Menneske, der kan v&ae;lge for Dig, eller i sidste og afgj&o-;rende Forstand raade Dig betr&ae;ffende det eneste Vigtige, raade Dig afgj&o-;rende i Din Saligheds Sag; og vare end nok saa Mange villige, det var jo kun til Din Skade. Ene! Thi naar Du har valgt, skal Du vel finde Medvandrere, men i det afgj&o-;rende &O-;ieblik, og hver Gang der er Livsfare, da bliver Du ene. Ingen, Ingen h&o-;rer Din indsmigrende B&o-;n, eller agter paa Din heftige Klage &streg; og dog er der Hj&ae;lp og Villighed nok i Himlen; men den er usynlig, at hj&ae;lpes ved den er netop at l&ae;re at gaae ene. Denne Hj&ae;lp kommer ikke udenfra og griber Din Haand; den st&o-;tter ikke ved Dig som et kj&ae;rligt Menneske st&o-;tter ved den Syge; den f&o-;rer Dig ikke med Magt tilbage, naar Du er faret vild. Nei, kun naar Du ganske giver efter, opgiver al egen Villie, og giver Dig hen af Dit inderste Hjerte og Sind: da kommer Hj&ae;lpen i det Usynlige; men saa har Du netop gaaet alene. Man seer ikke den m&ae;gtige Drift, som f&o-;rer Fuglen ad den lange Vei; Driften flyver ikke foran og Fuglen bag efter; det seer ud, som var det Fuglen der fandt Veien: saaledes seer man ikke L&ae;reren, men kun Efterf&o-;lgeren, der ligner ham, og det seer ud, som var Efterf&o-;lgeren selv Veien, netop fordi han er den sande Efterf&o-;lger, der gaaer ene ad den samme Vei. Dette er hvad der ligger i den Tanke: at f&o-;lge En efter. Men at f&o-;lge Christum efter betyder, at tage sit Kors op, eller som det hedder i den forel&ae;ste Text: at b&ae;re sit Kors. At b&ae;re sit Kors betyder at fornegte sig selv, som Christus forklarer det, naar han siger: &anfbeg;vil Nogen komme efter mig, han fornegte sig selv og tage sit Kors op og f&o-;lge mig.&anfslut; (Matth. 16, 24.). Det var og &anfbeg;dette Sindelag, som var i Christo Jesu, han, som ikke holdt det for et Rov at v&ae;re Gud liig, men fornedrede sig selv og blev lydig indtil D&o-;den, ja indtil D&o-;den paa Korset&anfslut; (Phil. 2, 5 o. ff.). Saaledes var Forbilledet, saaledes