]> Søren Kierkegaard Notesbog 4 Not4 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup Kim Ravn og Steen Tullberg KA, C pk. 3 læg 2 og læg 7 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/not4/txt.xml 20100112 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Rheinwald Repertorium 17d Bind p. 113 &anfbeg;Quaestionum scholasticarum specimen 1, quo doctorum scholasticorum placita de gratia et merito examinavit F.G. Rettberg. Gottingae 36. 4to. Scholastikerne vare Semipelagianere, ihvorvel forskjellige fra Cassian, idet de lærte, at den gudd. Naade begyndte Værket (Cassian omvendt.), men fordelte Fornyelsens Værk saa temelig lige mell. Gud og Msk; medens Augustinus alene tilskrev Gud Alt; Pelagius Msk. Det Ubibelske i dens Lære laae nu deri, at det kaldte denne Msks Andeel ikke blot Frihed; men ogsaa Fortjeneste. Opgaven for Scholast: bestod i at forene Fortjeneste og Naade. Naaden maatte nu dels være gratis data, deels gratum faciens og Fortjenesten deels meritum de _cogruocongruo, deels de condigno. Nu var Frelsens-Process følgende: 1) gratia gratis data 2) meritum de congruo 3) gratia gratum faciens 4) m: de condigno. Alexandrinernes Lære om &g.d;&g.i;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.s;&g.u;&g.n;&g.e-; &g.s;&g.o-;&g.t;&g.e-;&g.r;&g.i;&g.o;&g.sud; som den hvor Guds Retfærdighed med indeslutter Naaden, hvor Befrielse fra Synd og fra Straf falde sammen i Eet. &streg; (samme Bind p. 105 lin 13 fr: n:) Benecke der Brief Pauli an die Römer Heidelberg 1831₁₈₃₂. &streg; Forelæsninger over Indledning til speculativ Dogmatik af Marthensen. Vinter Semestret. 37 &et; 38. 1ste Foredrag. d. 15 Nov. En tidligere Tid (Middelalderen) fordrede at Theologen qua Theolog skulde være Philosoph; Philosophen qua Philosoph Theolog. Senere adskilte. Nu igjen forenede. &streg; spec. D. er christelig Metaphysik &streg; den egl. centrale Viden, Skuen af Guds Dybder &streg; de andre theologiske Standpunkter ere peripheriske. &streg; den er Theologie par excellence. den er Eenhed af Speculation og Tradition &streg; den er Troens høieste Bevidsthed &streg; den er Theologiens levende Begreb. &streg; Er den mulig? Dette vises foreløbigt negativt de andre Standpunkter tilfredsstille ikke: a) det bibelsk-kirkelige. (Protestanter og Katholiker) ende i en Cirkel. Man skal troe Kirken ell. Skriften for Inspirationens Skyld; og Inspirationen skal man tro for Skriften ell. Kirkens Skyld. &streg; tilsidst provoceres til testimonium sp. sancti; men dette Beviis bliver reent personligt og det Positive i dette Standpunkt ender i reent Subjektivitæt. b.) Troes-Standpunktet. (det bliver sig strax denne Vanskelighed bevidst istedetfor det foregaaende gaaer ud fra det Positive stoler trygt derpaa indtil det reduceres til Subjectivitæt.) lider af samme Feil c) den vulgaire Rationalisme. nægter al objektiv Viden. Kritik der reinen Vernunft. Indvendinger mod speculativ D. gjøres fra disse tre Standpunkter: a) &g.Ch;std. er positiv historisk. mangler Aanden. b.) &g.Ch;std. er Troes og Hjertets og Livets Sag c.) den msklige Viden er reen subjektiv. mangler: Fader og Søn (Marheinecke). 2det Foredrag. d. 17 Nov. 37. a). &g.Ch;std. er positiv historisk. den maa _altfastholdes som saadan. Sandheden alterneres derved at Erkjendelsen træder til. Der møder os her det samme Spørgsmaal som i den egl. Philosophie behandles under den Titel om Forhold mell. det Subjektive og Objektive. &streg; det er Spørgsmaalet om Sandheden holder sig aldeles indifferent til det erkjendende Subjektet. Uden Lyset vilde Øiet ikke være; men ogsaa uden Øiet vilde Lyset ikke være. Man anerkjender at det Gode kun er forsaavidt man _erkjengjør det; men saaledes er ogsaa Sandheden kun forsaavidt man erkjender den. (Baader). En ikke erkjendt Gud vilde ingen Gud være. Det erkjendes ogsaa for en Deel paa dette Standpunkt saa vel i Læren om Himeriges-Rige &streg; som jo og deri at dette Standpunkt ikke blot fordrer &g.Ch;sti punktuelle Tilværelse engang i Tiden; men ogsaa at &anfbeg;han fødes i enhver Troendes Hjerte&anfslut;; hvorved fordres hans Ubiquitæt i Kirken. Men denne &g.Ch;sti ideelle _{Tilstædeværelse,}Tilstædeværelse mener man gjelder blot om Troen &streg; ikke om Erkjendelsen, med H. t: hvilken man holder sig indifferent. &streg; Anm: Det er denne Forskjel mell. Opfattelsen af Objektet, der ligger til Grund for Adskillelsen mell. Katholiker og Protestanter. Objektet er det Samme (Troes Artikler etc) men den ene gjør Alt for at holde Objektet udenfor _IndividetSubjektet. (Inspiration &streg; Pave); den anden vil trænge ind deri. &streg; Men derved gaaer denne Indvending over til det andet Standpunkt b) &g.Ch;std. er Troes og Hjertets Sag. ikke Erkjendelsens Sag. Dette Standpunkt forholder sig negativt mod Dogmet &streg; fE Treenighed &streg; Nadverens Sacramente &streg; Unionen er egl. udgaaet fra en saadan Indiffrentisme. &streg; Dette Standpunkt faaer derfor en uendelig Mangfoldighed af Nüancer. c). Msk. hele Verden er kun endelig. I Grunden en Modsigelse; thi Uendeligheden er Endelighedens Grændse, og jeg maa altsaa vide noget om Uendelighed. En Forskole. En Phænomenologie.&streg;. (saaledes kalder Rosenkrants Daubs sidste Skrift: die Selbstsucht etc.) Prothagoras &anfbeg;Alt er Msk.s Maal&anfslut;. &streg; (Hegel. ogsaa Oedip.). &anfbeg;med det Maal I maale, skal Eder igjen maales&anfslut;. 3die Foredrag. d. 22 Nov. Phænomenologie er altsaa Fremstilling af den videnskabelige Udvikling forsaavidt Selvbevidstheden er dens Maal. Forholdet mell. Subjekt og Objekt, men Objektet her er &g.Ch;stus. Nu kunde man vel her fra Troens Standpunkt sige: ja &g.Ch;stus er Maalet, hvortil Alt tenderer (her er den absolute Identitæt af Aabenbaring og Selvbevidsthed.) Men denne &g.Ch;stus maa dog igjen optages, oversættes i os. Her møder strax Vanskelighed: _hvi&u;&u;enhvilken er den absolute &g.Ch;st., ligesom Kunsten giver os forskjellige Billeder af &g.Ch;stus, saaledes ogsaa Erkjendelsen. Her ligger jo ogsaa Differentsen mellem Katholiker og Protestanter. De ere enige om det egl. factiske, om Troes-Artiklerne, ogsaa om tredie om &anfbeg;Aanden&anfslut;, naar den kun behandles som den tredie Person i Gudd.; men saasnart Spørgsmaalet bliver om Tilegnelsen divergere _detde, men Aanden er jo netop det subjektive Princip, hvorved det Objektive oversættes i _detden concrete Bevidsthed &streg; det Samme viser sig ogsaa i det Mindre, en &g.Ch;stus for Anselms Aand er forskjellig fra en Böhmes. (den første mere blot historisk; den anden langt ideellere; langt mere opfattet i sin uendelige historiske og ideelle Ubiquitet.). En theologisk Phænomenologie er altsaa Udvikling af den _dogmtheologiske Viden, forsaavidt Selvbevidstheden er dens Maal. (Phænomenologie kunde ogsaa tages i en vidtløftigere Forstand og omfatte hele Historien, da det ikke blot er den intellectuelle; men ogsaa den sædelige Bevidsthed fE der gjør sig gjeldende. Hegel kaldte sin første Udgave af Phænomenologien sin første Verdens Omsegling. &streg; senere har han dog alene holdt sig til videnskabelige Bevidsthed.) den er ikke Khistorie, der udvikler den chr Friheds concrete Fremtrædelser, ikke Dogmehistorie, der beskjæftiger sig med Indholdet selv; ikke Symbolik, der udvikler Controverserne, uagtet begge sidste basere sig paa den. Quicquid cognoscitur cognoscitur per modum cognoscentis. (Deraf Betydningen af de forskjellige religieuse Standpunkter, _StadierSelvbevidsthedens nødvendige Stadier. &streg; Betydningen af Accomodation &streg; Antropomorphismer. Antropomorphismen har i Grunden samme Dialektik som den theologiske Phænomenologie. Til enhver Antropomorphisme svarer en Theomorphisme.) Daubs sidste Skrift udvikler fornemlig Supranaturalisme og Rationalisme og Pietisme. Phænomenologie 1ste Stadium. den apostoliske K., hvor Tro og Troens Gjenstand falde sammen, dens paradisiske Tilstand. &streg; Dog paa det _{Standpunkt af}følgende Udviklingstrin som paa ethvert senere have vi kun &g.Ch;stus reflecteret gjenem deres Apostlenes Selvbevidsthed i vor. Nu opkommer der Tvivl om man ogsaa har den rigtig, og det eneste Middel man har til at sikkre sig, er, da Skriften paa dette Standpunkt, som underkastet Fortolkning, er utilstrækkelig, en levende uafbrudt Communication med den apostoliske Kirke, der i ethvert Øieblik umiddelbart og reflexionsfrit kan besvare ethvert Spørgsmaal: det er den katholske Kirke Men nu opkommer der Tvivl om Kirken virkelig har Objektet (Reformation) og jo mere Kirken udvikler Bestemmelserne om _{Kirk&u;&u;&u;}Kirken, desto mere fjerner den sig fra sit Objekt. 2det Stadium Reformationen, som kommer under Veier med, at Kirken ikke har Objektet. Da nu hiin levende Communication er afbrudt saa bliver det naturligt at tye tilbage til det Oprindelige. &streg; Bibelen &streg; Men hvorledes skal den fortolkes? af sig selv svarer Reformatorerne og glemme at de selv bragte et heelt dogmatisk System med dem, og at de saaledes bevæge sig i en Cirkel Troen faaes af Bibelen og Bibelen skal fortolkes af Troen som faaes af Bibelen; og at saaledes Døren er aabnet for enhver Fortolkning, og saaledes involverer Reformationen Rationalismen. &streg; Forsøget med det apostoliske Symbolum hjælper ikke, da man om man end kunde tilveiebringe en historisk Vished, der vilde vise sig en Mangfoldighed af Fortolkninger, og man saaledes kun_kom tilbage foran den historiske Adskillelse. 3die Stadium. &g.Ch;stdommen søges i Selvbevidstheden. a (Baader.) b (Baader.) c Jeg formoder at det skeer derved, at Kirken kommer til at reflectere over sig selv og derved taber, som det altid skeer foreløbigt ved enhver Reflexion, sit Objekt. K. d Bibelen maa fortolkes og ethvert Fortolknings-Princip har en Forudsætning. Erdmann. 4 _Fore&u;ragForedrag. d. 24. Nov. Man vil søge Sandheden i gjenem et _objetobjektivt Medium; men i sig selv ved en uendelig Ingreß, det er egl. en fuldstændig Udførelse af det gl. protestantiske testimonium sp. s. Dette er den uendelige Subjektivitæt og beroer paa at Sandheden er ikke blot subjectiv; men ogsaa objektiv, ell. i det dogmatiske Sprog: der er ikke blot Fader og Søn; men ogsaa Aand. Aanden har vi i sin første Skikkelse i den apostoliske Inspiration (hvorved er det Mærkelige at medens Sandheden var blot objektiv for Apostlene, var, saa at sige, palpabel, forstode de den ikke; men først da den ved Aanden var subjektivt oversat i Bevidstheden &streg; Daub &streg; Grundtvig.) senere var den i Inspirationen i Kirken i Paven, i Concilier, etc; men indskrænket til Individualiteter og kun for en Tid tilstæde Endelig møder den os i testimonium sp. s., men dette antog Charakteren af et privat personligt Beviis. Det er altsaa Positioner af samme speculative Tanke, kun indtoge de _eten gal Stilling til Ideen. (I Middelalderen havde Kirken ikke Aand; men Geistlighed. Daub.). I Protestantismen_{Prostetantismen} antog den en tilfældig personlig Charakter. Den speculative Dogmatik afskjærer derfor ikke Traaden, tvertimod anerkjender den fuldkommen Nødvendigheden af de foregaaende Stadier, og giver det egl. Begreb af Tradition. Methoden. Gjenem Indholdets egen Dialektik. Man maa ikke sige at et Standpunkt indeholder noget Sandt og Noget Falsk; thi ethvert relativt Standpunkt er _sandtSandt i det Samme som det er falsk, det indeholder sig selv og sin Modsætning, er en Janus Bifrons. &streg; Det er det tredie Stadium, der egl. vil blive Gjenstand for disse Forelæsninger og man maa derfor gjenemgaae alle Selvbevidsthedens Facer. a Dogmatiken antog derfor et ganske andet Forhold i Katholicismen end i Protestantismen, der var flere Dogmatikere ligesom der var flere Paver og dog kun eet Papat altsaa per successionem (Daub) i Protestantismen havde ethvert nyt System en ny Horizont. 5te Foredrag. d. 29 Nov. Kant. Cartesius &kors;1650 han sagde cogito ergo sum og de omnibus dubitandum est og afgav derved Principet for den nyere protestantiske Subjectivitæt. Ved sin sidste Sætning de omnibus dubitandum est gav han egl. Løsnet, thi hermed betegnede han ingenlunde en Tvivlen om Dette ell. Hiint men om Alt, Alt skulde rokkes, ikke for at forblive i denne fluctuerende Tilstand; men for at paa den Maade det til syvende og sidst Visse maatte blive tilbage som saadant blev nu cogito ergo sum som den absolute Identitæt af Tænken og Væren. cogito ergo sum. dette ergo maa ikke være conclusivt; thi da vilde den Sætning være en ufuldendt Slutning, der manglede sin Oversætning omne quod cogitat est; ego cogito; ergo sum; denne Sætning vilde da blive en ny Forudsætning og som saadan alligevel reduceres paa den sidste, ergo er copulativ jeg tænker og er som tænkende. Dette er den eneste Vished jeg beholder tilbage, medens ved enhver anden Tænkning Gjenstanden kan blive udenfor for mig, saa er derimod den Tænkning, hvorved jeg tænker mig selv absolut identisk med min egen Væren. Det er hell. ikke et empirisk &anfbeg;cogito&anfslut; i Analogie med jeg føler, jeg gaaer etc; thi det vilde da hell. ikke afgive et speculativt Princip. _{Dette Princip}Denne Sætning er vel ikke meget indholdsriig; &streg; ; thi tilsidst bliver der jo ikke andet tilbage end den rene, almdl. tænkende Subjektivitæt; men det indeholder Spiren til et heelt _nytSystem, og det første Moment i den Livsanskuelse, der istedetfor Tradition og Auctoritæt sætter _SFrihed og Selvbevidsthed. Denne Sætning har derfor samme Dialektik som den at Alt er Msk. Maal. Den vil Intet optage i sig uden hvad der falder sammen med dens _egensegen Selvbevidstheds Bestemmelser. Men derved staaer den Fare for at afslutte sig i den blotte Tænken paa det cogito ergo sum og derved at tabe Objektet. dette Princip kan yttre sig forskjelligt i fE en Spiritualisme fE hos Kant og Fichte; i grov Materialisme; i Mysticisme fE hos Jacob Böhme kort sagt, det kan bevæge sig mellem Faustisk Hoffærdighed og Guds Børns frie Tænkning. Den engelske Philosophie. Baco Werulam. Det kunde synes underligt, at den nyere Philosophie i Engelland, der naturligviis ogsaa var væsentlig berørt af den nyere Subjectivitæts-Retning, kunde saa meget gaae ind paa Empirie. Men det var ogsaa en Følge der af; thi Msk. vilde ligesom see med egne Øine, høre med egne Øren, altsaa ogsaa en Modsætning til Tradition. Locke gjorde nu, og derved repræsenterende det ægte protestantiske Princip, Tænkningen selv til Gjenstand for Tænkning, og nægtede alle aprioriske Anskuelser og førte Alt tilbage paa Erfaring. Hume udførte dette skarpsindigere og besvarede det Spørgsmaal, hvoraf det dog kunde komme at man havde Forestillinger om noget Almeengyldigt og Nødvendigt med at det var Vane og Indbildning. Vilde man sige, fE at Solen gik op imorgen, ell. at Msk var dødeligt, saa var der vel en Sandsynlighed for at Solen vilde staae op og Msk. døe, men ved Vished kunde man dog ingenlunde sige det; naar Een skjød en Kugle af og et Dyr faldt, saa kunde man vel vide begge Facta: Skuddet og Faldet, og man kunde ogsaa sige, at det var rimeligt, at det vilde skee; men at det var nødvendigt kunde man ikke sige (Nexusset er naturligviis utilgjængeligt for Erfaring); men ved saaledes at nægte Almeengyldighed og Nødvendighed, Fornuftens egl. Bestemmelser hævede han i Grunden al Tænkning. a &anfbeg;Sjælen er ligesom en tabula rasa; al Viden er et Produkt af Erfaring.&anfslut; 6te Foredrag. d. 1 Dec: Hume udviklede nu en fuldstændig Skepticisme, man kunde i alle Ting i det høieste bringe det til Sandsynlighed, og gjenemførte denne Livs Anskuelse ogsaa i Moral, der derved sank ned til Convenients og i Religion, hvor da &g.Ch;std. især blev at forkaste deels fordi den som Historie, der laae langt borte (da al Historie bliver jo længere den gaaer tilbage desto vanskeligere at controlere og desaarsag desto usansynligere.) var usansynlig; deels fordi den som berettende Mirakler etc jo derved streed i høieste Grad mod Alles Erfaring. Han benægtede altsaa Almeengyldigheds og Nødvendigheds Realitæt og gjorde derved et Attentat paa al Sandhed. Det er til denne Humeske Nægten af _{Causalitætensal}Causalitæten at Kant historisk knytter, og i hans Kritik der reinen Vernunft opstiller han det Spørgsmaal: hvorvidt der gives synthetiske Omdømmer a priori. Kant historiske Betydning er udødelig ved hans Forhold til den foregaaende Metaphysik Denne antog nemlig, at naar jeg blot kunde tænke mig Sandheden, men Kant meente, at man først burde _opfatteundersøge det Instrument, hvormed man vilde opfatte Sandheden. Dette var da en Opdagelse liig den copernicanske. Han distinguerede mellem analytiske og synthetiske Omdømmer a priori. De første vare saadanne hvor Prædikatet blot indeholdt en Udvikling af hvad der laae i Subjektet fE Alle Legemer have Udstrækning; de sidste, hvor Prædikatet _tilligeindeholdt noget derfra forskjelligt fE alle Legemer have Tyngde, ell. alle Legemer have en Aarsag. Saadanne s. O. a priori gaves der nu i Naturvidensk. fE at enhver Ting har en Aarsag. Dette maatte enhver Naturforsker forudsætte, og det lærte ingen Erfaring ham; hele Mathematiken beroede derpaa. Idet man gik ud fra et Punkt som ikke er en Erfarings Gjenstand. det Spørgsmaal altsaa _{hvorvidt der gives}hvorvidt gives der en apriorisk Erkjendelse ell. hvorvidt gives der en Videnskab, opløste sig i de tre, hvorvidt gives der en mathematisk Videnskab, hvorvidt en Natur Videnskab og hvorvidt en Metaphysik. (de svare til Sands, Forstand, Fornuft) Mathematik. Naar jeg skal tænke mig en logisk Tankebestemmelse saa er der intet for Sandsningen ell. Anskuelsen, i Mathematiken derimod er der noget for Anskuelsen og Sandsning og dog er det ikke for den umidd. Erfaring; thi den rene _ErfaringCirkel erfarer jeg intetsteds, de mathematiske Figurer ere vel Gjenstande for Sandsningen og dog ere de ikke Gjenstand for Sandsningen; de ere udvortes og dog ikke udv., M: er Læren om det Sandselige Ikke-Sandselige og det Ikke-Sandselige Sandselige. Men da disse ikke-sandselige Gjenstande dog tillige ere sandselige ere udv. maa jeg have et Medium i hvilket jeg fastholder dem, et Medium, der _{hverken er}er sandseligt _ellerog dog ikke sandseligt og det er det rene Rum og den rene Tid. Disse _liggeaprioriske Anskuelser ligge nu til Grund for al Mathematik, men tillige for al Sandsning, Alt, hvad jeg opfatter, opfatter jeg gjenem Tid og Rum. Disse ere mine egne Tankebestemmelser, den Brille gjenem hvilken jeg nødvendigviis seer Tingen, enhver Ting jeg opfatter opfatter jeg gjenem Tid og Rum. K. nægtede saaledes ikke Objektet; men paastod kun at min Opfattelse deraf var betinget ved Tid og Rum, der var mine egne Tingen _{udvedkommende}uvedkommende Tankebestemmelser. Hans Standpunkt bliver derfor _IdelIdealisme &dvs;: Tænkningen bestemmer Alt, thi hvad Tingen er &anfbeg;an sich&anfslut; det ved jeg ikke; den er tillige transcendental &dvs;: den anerkjender sine Grændser. Han sagde nemlig at den Paastand, at vide hvorledes Sagen egl. var var transcendent &dvs;: den oversprang Erkjendelsens nødvendige Begrændsning, derimod den Paastand, at vide, hvorledes vi nødvendig maa _tænkestænke os Tingen var transcendental. Vi har altsaa 3 Momenter 1) den aprioriske Anskuelse 2) den aposterioriske Erfaring; thi K. nægtede jo ikke den hele udenfor os liggende Verden 3) den ubekjendte Størrelse x &dvs;: &anfbeg;_Gjenstandenell. der Ding an sich.&anfslut;, der drager sig igjenem hele Systemet. 7de Foredrag. d. 13 Dec: det Foregaaende handlede om Sandsning, hvorfor K. ogsaa kaldte det &anfbeg;rationell Æsthetik&anfslut;, idet han tog dette Ord i en vidtløftigere Forstand end den ell. brugelig &dvs;: Læren om det Skjønne. Han kaldte ogsaa sit System Criticisme i Modsætning til Dogmatisme, idet han ved det sidste forstod enhver Lære, der udgav sig for at være i Besiddelse af Tingen &anfbeg;an sich&anfslut; Forstand. hvorledes er en Erfarings Videnskab mulig? Ved Erfaring forstod K. en Iagttagelse der er hævet til Almeengyldighed og Nødvendighed, altsaa ikke enhver Erfaring. Spørgsmaalet selv besvarede han nu paa samme Maade som det foregaaende, ved et aprioriske Tilgrundliggende. Dette var da Kategorierne, en Anskuelse (dette forstaaet i den laveste Forstand) uden Begreb, sagde han, er blind, og et Begreb uden Anskuelse tomt. Kategorierne ere de almdl. Tankebestemmelser, de i Alt tilstædeværende Universalia. Imidlertid maatte naturligviis disse opfattes om vel i deres Nødvendighed dog tillige stedse i deres reen msklige subjektive Nødvendighed, for ikke at gjøre os skyldige i en Transcendents. Qualitæt; Quantitæt; Relativitæt; Modalitæt. Eenhed. Substants Mangfoldighed. Aarsag Alhed. Vexelvirkning. Han udviklede nu tillige de dertil svarende Omdømmer. Kategoriernes store Betydning (en Ode af Marthensen _dedet Daarligste af hvad han hidtil har leveret en forceret Aandrighed .... de ere det nødv: Baand for al Tænkning, Tænkningens Atmosphære etc. deraf Betydningen af Sprogene, Muligheden af at oversætte fra et Sprog i et andet, Betydningen af Præpositionerne. fE i det N:T. &anfbeg;i ham leve røres og ere vi, det er Substantsialitæts Kategorie, Andre opfatte det, for at undgaae al Pantheisme, som Causalitætens. Hans Opfattelse af Kategorierne er i Grunden den gl. Aristoteliske, og ikke den Hegelske i deres egen immanente Dialektik. Spørgsmaalet bliver nu, hvorledes man skal opfatte om som objektive ell. subjektive, det sidste gjorde K. En Vanskelighed bliver det at forklare, hvoraf det kom, at Phænomenet svarede til Kategorien, dette Spørgsmaal kunde man enten besvare derved at man _besopsøgte den høiere Eenhed; ell. ved at nægte al Objektivitæt (Fichte). Fornuft. hvorledes er Metaphysik mulig? her udvikledes Læren om Ideer &dvs;: nødvendige Begreber hvis Gjenstand _laaeligge ud over Erfaring. 1) Sjæl &dvs;: det tænkende Jegs nødvendige Eenhed. 2) Verden &dvs;: Totalitæten af alle Phænomener. 3) Gud &dvs;: Muligheden af al Tilværelse overhovedet. De ere forskjellige fra Categorierne og Tids og Rums Anskuelsen; thi disse staae i et væsentligt Forhold til Phænomenet.a Forøvrigt svarer denne Inddeling til den gl., der havde fire Dele: a) Ontologie (det var Læren om Kategorierne) b) rationell Psychologie (K. første Idee &streg; Sjælen) c) rationell. Kosmologie (K. anden Idee &streg; Verden) d) rationell Theologie (K. tredie Idee &streg; Gud). a de ligge til Grund for al Erkjenden, men dertil hører Phænomenet og Kategorien; og der Ding &anfbeg;an sich&anfslut;. &streg; 8de Foredrag. d. 15 Dec: Ved disse tre Ideer viser nu K; at den ældre Philosophie i sin Behandling har gjort sig skyldig i en Transcendents, idet den overhovedet vilde vide Noget som objektivt vist om dem. 1) Sjælen, den er nu, hvilket K. ogsaa indrømmer Eenheden af tænkende &anfbeg;Jeg&anfslut;; men vil man nu deraf slutte, hvilket de ældre have gjort at Sjælen er udelelig Substants og derved udødelig; thi idet jeg vil opfatte Jeget har jeg jo ikke Andet dertil end_en Kategorierne, og forsaavidt er jeg altsaa ikke kommen videre. Disse Ideer ere derfor blot regulative, idet jeg maa sætte dem som Alt Relativts Grændser, det bekjendte &g.g;&g.n;&g.o-;&g.th;&g.i; &g.s;&g.e;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n; har derfor ingen Betydning, ligesom ogsaa Spørgsmaalet om Udødelighed; thi jeg har ikke andet end Kategorierne og disse ere kun i Relation til Verden, og altsaa mangler jeg saa at sige Organer for en anden Verden. Men her var K. i Grunden ikke idealistisk nok; thi det er netop Betydningen af cogito ergo sum, at Tænkningen er det ene Reale, og Tænkning og Væren ere identiske. Men Sjælen kom til at staae som et Objekt, og saaledes blev det naturligviis umuligt at opfatte, idet man jo paa en Maade vilde opfatte Sjælen udenfor Sjælen, og herved komme vi igjen ind paa Sandhedens subjektive Betydning. Ellers siger man vel jeg kan tænke det; men derfor er det ikke; men det gjelder kun i _detde underordnede Sphærer, men i Ideerne er det ikke saa, naar jeg tænker Friheden og i samme Grad og med samme Energie som jeg tænker den er jeg ogsaa fri. 2) Verden. her gjorde nu den ældre Philosophie, efter K. Mening sig skyldig i Antinomier, idet den med lige Ret maatte om det Samme udsige de contradictorisk modsatte Prædikater. Beviset her for føres apagogisk, idet man for at bevise det Enes Rigtighed beviser det Andets Urimelighed. 1) Verden er ikke bleven til i Tiden. og det Modsatte. 2) Materien bestaaer af Atomer og den er delelig i det Uendelige. 3) 4) der gives en anden Nødvendighed end Causalitetens &dvs;: Frihed og det Modsatte. 3.) Gud. Her stødte K. nu paa de saa kaldte Beviser for Guds Tilvær, der bestandig ville beholde en stor Betydning som betegnende ligesom de Tanke-Veie, ad hvilke den msklige Tænkning har hævet sig til Gud. a) det kosmologiske, e contingentia mundi. dette Beviis gaaer _fornemligformenlig ud paa at vise, at for at tænke det Endelige maa jeg tænke det Uendelige; thi hvorledes kan jeg ellers tænke det Endelige_{s&u;&u;&u;&u;k&u;}, naar jeg ingen Forestilling har om det Uendelige. Dette Beviis fandt _Cartesius Spinoza stort Behag i, idet han netop ved at fastholde Tanken om Alt det Endeliges Forgængelighed bestyrkede sig i _{det Uendelige Overbeviisningen om} Overbeviisningen om det Uendelige. b.) det physicotheologiske ell. det teleologiske. der gaaer ud fra Forestillingen om al den Harmonie og Viisdom, der_er i Verden, og derved hævede sig til Forestillingen om det absolute Formaal, hvilket allerede er et Stadium videre; thi ved det foregaaende Beviis kom vi kun til den absolute Substants. ligesom ogsaa Individet derved bliver mere og indtræder under Kategorien &anfbeg;Middel&anfslut;, medens det før var det blot Endelige i Modsætning til den absolute Substants. Om K. end misbilligede dette _SagfBeviis, saa sagde han dog, at der laae en smuk Tanke til Grund derfor, og at det, især i det popoulaire Foredrag er af stor Vigtighed. Al Læren om Forsynet beroer nemlig paa Categorierne Middel og Øiemed. c) det ontologiske. Det er mærkeligt nok, at de øvrige Beviser ogsaa vare kjendte i den gl. Verden, medens dette først fremkom i den &g.ch;stlige Verden. _lAnselm. det Høieste jeg kan tænke maa være; thi dersom det ikke var, saa kunde jeg tænke mig det, _{og saa kun}og saa kunde jeg tænke mig det som det der var, men det var en høiere Tanke o:s:v: senere blev det fremsat af Leibnitz og Wolff: det høieste Væsen maa besidde alle Egenskaber, det maa besidde Salighed men dertil hører at være ens, cujus essentia _et existentia. a 1. b 3. c dermed er ikke sagt, at fordi jeg tænker Gud, at Gud derfor er; men fordi Guds Tanken er i mig, derfor maa jeg tænke Gud. 9de Foredrag. d. 21 Dec: Ad to Veie søgte altsaa det tænkende Subjekt at mediere sig &anfbeg;Gud&anfslut;. _AdGjenem Objektet ell. gjenem Subjektet, Ad den første Vei fremgik det kosmologiske og teleologiske Beviis, der søgde at vise, at Verden vilde være utænkelig uden at tænke Gud, og ad den anden Vei, at al Tænken var umulig naar der ikke i selve Tænkningen indeholdtes et Objekt en Væren, at Selvbevidstheden var umulig, naar den ikke tillige satte sig som Guds Bevidsthed. Det er i Grunden det sidste Beviis, der bærer de to første, thi naar ikke Tænkningens eget Væsen bliver udforsket, kunde jo den Gud, der kommer ud, være en blot Tanke-Ting uden Realitæt. Det var derfor paa det sidste Beviis, at K. fornemlig concentrerede sin Kraft, idet han søgde at vise, at den hele Kraft, man tillagde dette Beviis, beroede paa en Forvexling af Tænkning og Erkjenden. Han rettede sig fornemlig mod Beviset saaledes som det var fremsat af Spinoza, at det høieste Væsen maa være i Besiddelse af alle Qualitæter, men dertil hørte ogsaa Værens Qualitæt. K viste nu, at det med H. t: Begrebet var en aldeles ligegyldig Bestemmelse &anfbeg;Væren&anfslut;, det var blot en Bestemmelse m: H.t: Subjektet og anførte det bekjendte Exempel med de 100 Rbd. Jeg kunde derfor gjerne tænke mig det, men deraf fulgte ingenlunde, at det var. Imidlertid forkastede K. ikke Ideen Gud, men opfattede den &anfbeg;regulativt&anfslut;, som et Ideal Msk. i hele sit Liv skulde realisere; men som han dog aldrig opnaaede. _{Nu aabnede}Halv-Kantianisme. Rationalisme forskjellig fra Naturalisme. Nu aabnede der sig en anden Vei for K., det var den praktisk. Under de tre Spørgsmaal: hvad kan jeg vide, hvad skal jeg gjøre, hvad skal jeg haabe, meente K. at Alt, hvad der interesserede et Msk., kunde opfattes. Det første Spørgsmaal er nu besvaret. Men med det andet indtraadte et relativt &anfbeg;an sich&anfslut;. &dvs;: en inderlig Uendelighed en i sig selv tilbagegaaende Cirkel. Jeg bliver mig en Lov bevidst, der _betyderbyder absolut (kategorisk) men skal denne Byden have Realitæt maa jeg kunde udøve den &dvs;: er jeg frie. Derved begyndte det Moralske, der _isærfordrede Consequents, og Handlen efter almeengyldige Regler. Men herved blev det ogsaa omtrent med K.s Moral. Alle nærmere Bestemmelser i Moralen bleve blot Formalismer uden Indhold, han _&u;kom ikke til denne moralske Idee som den skabende Kraft i Historien. Eet er det fE at udvikle Æren, Kjerlighedens etcs Begreb, et andet er det fE at eftervise den i hele sin Betydning i Middelalderen, hvorledes disse Begreber forskjelligt manifestere sig i den nærværende Tid. Hans Moralsystem blev derfor blot Ra&mm;er. Men hvad opnaae vi da herved? K. svarer ved min Philosophie er man for stedse befriet for Dogmatismens Hjernespin, (hans sokratiske Ikke-Viden) og vi ere henviste til det Moralske, ethvert System, der docerer &anfbeg;Materialisme, Naturalisme, Fatalisme er for stedse fortrængt. &streg; Ogsaa i en anden Henseende var K. Sandheden nær, idet nemlig _hanshan udviklede Læren om det Skjønne, hvor han meente, at finde det Hvilepunkt, hvor saa at sige Idealet udsonede sig med Sandseligheden, hvor vi paa en Maade stødte paa et nyt _anrelativt an sich. Det samme var ogsaa Tilfælde med hans uendelige ell. indv. teleologiske _{Betragtning, ikke}Betragtning (ikke den endelige Teleologie, hvor man udvikler, hvorledes den Klasse af Planter er til for at nære den Classe Dyr etc) men hvor han udviklede Betydningen af det organiske Liv, hvor vi jo netop igjen stødte paa denne indv. Uendelighed. Men Alt dette blev dog ved det _vadet var, idet han saa strax frakjendte disse Ideer al objektiv _Betydning.Betydning, og Realitæt. &streg; 10 Foredrag. d. 23 Dec. Philosophien havde altsaa ved K. spillet Bankerot i theoretisk Henseende, og det blev kun nu Spørgsmaalet om der ikke var Noget at redde ad den praktiske Vei. Dette udvikler K. i sin &anfbeg;Religion innerhalb etc.&anfslut;. Han gaaer ud fra at antage en Lov, en sædelig Lov, der byder med absolut Gyldighed, men saasandt, vedbliver han, som denne Lov har Realitæt, saa sandt maa ogsaa den _StræbeStræben, den _opfodreropfordrer til, have sand Realitæt. Vi maae derfor postulere et Væsen, der maa kunde realisere Msk. Bestræbelser; thi i denne Verden, hvor Dyden blot maa kjæmpe sig igjenem, kan ikke det høieste Gode opnaaes, da ikke blot Msk. _RealitætImoralitæt lægger mange Hindringer i Veien derfor; men fornemlig, fordi jo hele Verden paa en Maade er kløftet i en Dualisme, idet Naturen gaaer sin nødv: Gang, ubekymret om Moral-loven, jeg vilde derfor modsige min sædelige Bevidsthed, dersom jeg ikke antog et saadant Væsen. Dette er det K. (moralske) Beviis for Guds Tilvær. (Man har angrebet det ogsaa fra denne Side, at K. forvexlede Salighed og Lyksalighed, idet han postulerede dette høieste Gode, idet _SDyden er Salighed.) I Grunden beviser jo K., og det føler han ogsaa selv, blot Nødvendigheden af at troe paa en Gud, men ikke af Guds Tilvær. Paa samme Maade beviser han Sjælens Udødelighed, som en nødvendig fortsat Tilvær for at realisere Morallovens Bud, der jo have absolut Realitæt. Derved, mener K., vinde vi ogsaa den Fordeel, at vi nu istedetfor alene at beraabe os paa Morallovens Gyldighed, kunne beraabe os paa disse Bud som paa Guds Bud. Saaledes indtraadte nu ogsaa hos K. Begrebet &anfbeg;Tro&anfslut;; men med ham begyndte en Forflygtigelse af dette Begreb, saaledes som ogsaa senere hos Jacobi. K.s Begreb af Tro forholder sig til det kirkelige (protestantiske) som hans Metaphysik til den ældre. I den ældre M: var Identitæt af Tænken og Væren, Tanken indeholder Objektet. I Troen er den umidd. Identitæt af Tænken og Væren. Troen er den dybeste Akt i Msk, den er Frihedens egl. Akt, det er mig som griber Troen, men paa den anden Side er ogsaa Gud tilstæde, det er Naaden, uden Aanden kan ingen troe, i Troen har jeg Gud, hvorledes skulde Troen ellers involvere Saligheden? Ligesaa i Samvittigheden, der i Grunden er det meest Subjektive og det meest Objektive paa eengang, det er mig selv, det er det bedre &anfbeg;Jeg&anfslut; i mig der taler, og paa den anden Side er der en Magt i dens Yttringer, en Hellighed i dens Bud, saa at den tillige er Gud. Ikke saaledes hos K. Jeg postulerer Gud, fordi jeg ellers kom i Modsigelse med min sædelige Bevidsthed. Men hvad er det for en Modsigelse, hvad er det for en sædelig Bevidsthed? Det praktiske er eengang for alle ved en Kløft afskaaret fra det theoretiske, denne Modsigelsens Grundsætning maa der derfor ikke tillægges nogen objektiv Charakter; ligesaa denne sædelige Bevidsthed. det er blot &anfbeg;Jeget&anfslut; der frygter for at modsige sig selv, det er blot &anfbeg;Jegets&anfslut; sædelige Bevidsthed, der postulerer Gud. dette er derfor Jegets Egoisme. Og hvad gjør det egl. derfor? Det fordobler blot sig selv, det opfatter sig selv som det i en Stræben sig befindende, og tillige tænker det sig et Høidepunkt deraf, et Ideal. Det er en Gud, som det selv sætter sig (og denne Gud _{optager det}er egl. ikke Andet end jeget selv&anfslut;), og som det igjen optager i sig. Ligesom Een, der vil aande i et luftomt Rum, først udaander, og derpaa inddrager sin egen Aande &streg; et Slags Bugtalerie. Dette viser sig ogsaa med H: t: Cultus, hvor Andagten skulde fremtræde, _sved Bønnen, hvor det Subjektive taber sig i det Gudd, og det Gudd. ligesom indblæser det sit Liv, ja K. mener endog, at man kan bede uden at være overbeviist om, at Gud er til. Thi Bønnen er for K. jo ikke andet end et Middel til at holde de moralske Ideer levende hos sig. Medens K. dadler den fremherskende Phantasie i de almdl. Udtryk om Gud, saa gjør han sig selv skyldig i en lignende &streg; Forstands Antropomorphisme, enhver Egenskab af Gud har ingen objektive Realitæt, jeg tænker mig ham blot saaledes, fordi han maa være saaledes, for at være det Ideal, _jegder kan opfylde min sædelige Bevidstheds Postulater. Medens den &g.Ch;stne bliver sig bevidst, at idet han siger den treenige Gud, er det ikke et Navn han har givet _{sig selv}ham; men som Gud har givet sig selv. K. har derfor vel Friheden; men mangler Naaden. &streg; Notesbog 4. Excerpter på 12 løse blade indlagt mellem s. 50 og [51] (Not4:13-40) Erdmann. 1ste Forelæsning. Spørgsmaalets Vigtighed anerkjendt gjenem alle Tider (articuli puri og mixti &streg; Alderdommen kjendte det ikke &streg; den første christne Tid hell. ikke &streg;) dog ved en Misforstaaelse sat saa høit &streg; Hvor hører overhovedet det Spørgsmaal hjemme i Theologie ell. Philosophie &streg; intet af Stæderne. &streg; i Indledning &streg; thi dette Spørgsmaal forudsætter en Reflexion over Videnskaben, der er denne exoterisk. Dette har man ei indseet, det har skadet: Philosophien, der har optaget det som et Hovedproblem, og derved kommet til istedetfor at philosophere at philosophere over det at philosophere. (Form), dens Indhold er næsten skrumpen sammen til Religionsphilosophie ja igjen til det for denne exoteriske Spørgsmaal om dennes Forhold til Dogmatik. (Indhold); den har derved tabt i Selvstændighed. &streg; _TheologienReligionen leed ved i sig at optage det den exoteriske Spørgsmaal om Forhold til Philosophie. Deraf Reflexion over det at være from, istedetfor at være det &streg; Theologien leed i Fylde i Behandlingen af sit Dogma ved at et saadant Stykke blev et Problem i Videnskaben. &streg; Deraf lutter Indledninger. &streg; . 2den Forelæsning. Dilemma. det man især i Philosophien skal begynde med skal være beviist &streg; og tillige det første. (altsaa ubeviist; thi at bevise er jo netop at føre tilbage paa noget _beviistVist i det Uendelige indtil det første. &streg;). Maaskee ad en anden Vei &streg; Philosophien skal ikke begynde med en enkelt Sætning &streg; Betydning af Postulat. (&g.a;&g.i;&g.t;&g.e-;&g.m;&g.a;.). Postulatet bliver realiseret om det bliver realiseret afhænger af vor Villie; men er det realiseret, kan der ikke være Tale om et manglende Beviis. Betydningen af Postulat i den nyere Philosophie &streg; dets store Rolle &streg; Fichte Wissenschaftslehre &streg; derved en vis Lighed med den mathematiske Construeren dog ikke det Vilkaarlige &streg; det Vilkaarlige der var blevet tilbage i F. forsvandt i Hegel &anfbeg;Tænk&anfslut; &streg; forhold Dig tænkende &streg; Dette tillige som Msk. væsentlige Bestemmelse &streg; producerende &streg; reproducerende &streg; ikke genetisk &streg; evolverende &streg; dialektiske &streg; begribende &streg; (i den genetisk[e] _{bliver vel}lader man vel Tingen entstehen; men seer den ikke i sin Nødvendighed.) &streg; En Beskrivelse af denne Methode kan naturligviis ikke gives den er Indholdets egen Dialektik. &streg; 3die Forelæsning. Den umiddelbare Bevidsthed om Forsoningen kalde vi Tro. &streg; . Troen er nemlig ingenlunde en ringere Grad af Vished &streg; hell. ikke er den en blot Holdenfor ligegyldigt af hvilket Indhold, hvor altsaa Troens Indhold og Troen træde i et udvortes Forhold til hinanden. &streg; Tro hører derfor egl. kun hjemme i Religionen og igjen egl. kun i den chr. Religion. Det lærer _TrKirken ogsaa: &anfbeg;Troen er Salighed&anfslut; Men ved Salighed kan dog den, der engang har erfaret Syndens Braad ikke forestille sig Andet end at have Fred med Gud, saa er altsaa Troen Bevidsthed om Forsoningen med Gud. Men gives denne umiddelbare Vished i Verden. &streg; 4die Forelæsning. Sandheden maa aabenbare sig som Factum som Noget man umiddelbar kan blive sig bevidst. &streg; Den maa aabenbare sig i Form af hinanden modsigende Facta. &streg; Guds og Msks Identitæt som umidd. Vished er Tro &streg; som umiddelbar Sandhed er den Dogmet. &streg; Troen og dens Objekt falde slet ikke ud fra hinanden. Den ubefangne Tro er at tro som verbum neutrum. Tro er altsaa en Bevidsthed om Forsoningen med Gud &streg; en gjenopnaaet Eenhed; Troen er en Salighed, som en Usalighed er gaaet iforveien for. Paa den anden Side forekommer der i ethvert troende Subjekt Øieblikke, hvor hans Forsoning med Gud skjuler sig for hans Bevidsthed, og han falder tilbage i den foregaaende Usalighed. Følger nu derpaa Momenter af Salighed, saa er dermed tillige sat Bevidstheden om den foregaaende Usalighed. Paa samme Tid er altsaa begge Dele i Bevidstheden og satte i Forhold til hinanden. en sammenlignende Bevidsthed &streg; en reflecterende Bevidsthed. 5te Forelæsning. Men idet Individet enten i det salige Moment bliver sig sin foregaaende Usalighed bevidst &streg; ell. i det usalige savner hiin Salighed &streg; staae jo dog begge i væsentlig Forhold til denne; men noget som staaer i et væsentligt Forhold til Subjektet og ikke er dette selv kaldes Objektet; men dette Objekt er igjen Saligheden der ifølge det Foregaaende var _TroenReligion i objektiv Forstand og den ubefangne Tro bliver saaledes Tro paa Noget Troet, fides, qua creditur og fides, quæ creditur. 6te Forelæsning. Dogmatismus. 7de Forelæsning. overtroisk Dogmatismus. Tertullian: Credibile est quia ineptum, verum, quia impossibile est. F.H. Jacobi: Ein gewußter Gott ist kein Gott. Harms der med en Anspielung til Nebucadnezar lader sin Fornuft gaae paa Græs. Der tales derfor om Intet saa meget som om Guds Ubegribelighed og glemmes derved, at det, at Gud er ubegribelig, kun udsiger om ham, hvad han ikke er (begribelig), og fremdeles, at det dog egl. ikke er en Egenskab hos Gud; men kun en Beskaffenhed hos det Erkjende-Villende Subjekt. &streg; derved forenes en praktisk Forkeerthed: at det er bedst, naar Msk slet ikke vil Noget. I Philosophien en vis Retning (Sengler) der betegner sig ikke saa meget ved sin Polemik mod det Logiske som ved sin egen alogiske Fremfærd. Sengler&anfbeg;: &anfbeg;I det Irrationale begynder Philosophien og altsaa ogsaa Sandheden.&anfslut; &streg; Foruden Fichte har den religieuse Malebranche talt om, hvilken Anmasselse der ligger i øieblikkeligt at udvide sin Fornuft-Svaghed over hele Mskheden. &streg; 8ttende Forelæsning. Vi ere nu komne til, at det Sande er bestemt som det Modsatte af &anfbeg;Jeget&anfslut; og det skal være det Sande kun fordi det er det Modsatte af &anfbeg;Jeget&anfslut;. Enhver anden Bestemmelse ved Sandheden er tilfældig, væsentlig er den kun det Modsatte af &anfbeg;Jeget&anfslut; Men saaledes er det, der gjør Sandheden til Sandhed ikke andet end &anfbeg;Jeget selv&anfslut;. Og Sandheden har til sit Indhold, kun hvad Jeget giver det. &streg; Nu slaaer det over til det Modsatte.1 &streg; den religieuse Overtroes Faldensammen med det Modsatte, netop Jegets Herredømme over det troede Indhold lader sig ogsaa empirisk eftervise. Her indtræder en Svæven imellem den største Overtroe og altsaa slavisk Frygt og den største Vilkaarlighed og Ubundethed (Fetischisme). 1 Grunden hvorfor det er saa vanskeligt at faae Folk til at indsee denne dialektiske Bevægelse, og hvorfor det falder dem langt lettere ved de phænomenologiske Analogier Erdmann anfører, er at en saadan Overgang _{er de}synes at involvere den Livets Incommensurabilitæt, der er utilgjængelig for den abstrakte gjenem _{Nøvendighedens}Nødvendighedens Tankeknuder sig udviklende Dialektik. &streg; Kierkegaard. d. 7 Nov. 37. 9de Forelæsning. Hidtil befandt Sandheden sig paa Objektets Side &streg; Naar altsaa Jeget skulde være deelagtigt i _OSandheden, gjaldt det blot om at opgive sig selv, og at antage Objektet. &streg; denne Antagen skete først uden at reflectere derover &streg; derpaa med Bevidstheden om, at en saadan Overeensstemmelse mellem Jeget og Objektet var ligegyldig &streg; endelig med Erkjendelsen af at Objektet var lige det Modsatte af &anfbeg;Jeget&anfslut;. Men er Forholdet saaledes, er Sandheden blot sat ved &anfbeg;Jeget&anfslut; saa følger _ingenlundeat den blotte Objektivitet ikke er Sandheden endnu; men at den blot er det derved at Objektet er af &anfbeg;Jeget&anfslut; gjort til Sandhed ell. er sat som det Sande. Derved opstaaer nu ved &anfbeg;Jeget&anfslut; det Spørgsmaal om det _&u;&u;ogsaa er sandt &dvs;: om det er sat af &anfbeg;Jeget&anfslut; og stemmer overeens dermed. Nu maa altsaa Objektet først legitimere sig for Subjektet, denne Legitimation bestaaer deri, at der eftervises Objektets Identitæt med &anfbeg;Jeget.&anfslut;. Noget som jeg veed identisk med mit Jeg (uadskillelig forbunden) det er jeg vis paa, der opstaaer altsaa nu det Spørgsmaal, om Objektet ogsaa er vist og af dets Vished afhænger dets Sandhed. Før var Visheden eet med dets (Objektets) Givethed, ell. naar den var noget Andet, laae der ingen Vægt derpaa. Der opstaaer altsaa ved Objektet det Spørgsmaal, om det er vist. 10de Forelæsning. Religieus Nihilisme &streg; Modstykke til Dogmatisme. Ved D. var Sandheden kun paa Objektets Side &streg; ved N. indeholder Objektet som Objekt slet ingen Sandhed. &streg; Ved D. kom det slet ikke an paa om det stemmede overeens med _&u;&u;&u;&u;Jeget; men kun paa at det var givet, positivt. &streg; ved N. derimod er dette uvæsentlig kun derpaa kommer det an, at &anfbeg;Jeget&anfslut; stemmer overeens med sig selv. &streg; Ved D. kunde det være, at den positive Lære ogsaa havde den Bestemmethed at stemme overeens med Jeget; men da maatte det ikke troes af den Grund &streg; Her kan Indholdet fE være et positivt Factum; men dette er ingen Grund til at holde det for sandt. &streg; Ved D. var det det Væsentlige, at Sandheden var sat ved en Auctoritæt &streg; ved N. er det det Væsentlige, at Jeget er fuldkomment uafhængigt af enhver Auctoritæt. &streg; Den krasseste Skikkelse af religieus Ironie viste sig, da næsten et heelt Folk indtog dette Standpunkt og dekreterede, at der var en Gud, hvor altsaa Troens Indhold blev gjort til Eet af Troen selv decreteret. &streg; 11 Forelæsning. Bevidstheden vil sætte Sandheden i ikke Andet end deri, at ethvert objektivt Indhold, fordi det er objektivt bliver forkastet. Det Standpunkt, hvor Bevidstheden veed sig sand og tilfredsstillet, idet og kun fordi det forkaster alt Indhold &streg; kalde vi Vantro. &streg; Overtro &streg; Vantro. &streg; 12 Forelæsning. Vantroen maa saaledes nødvendigen gaae over til Overtro. Men derfor staae vi ingenlunde nu paa det samme Punkt som før; thi før kunde man vel endnu være bleven staaende ved Overtro, thi Bevidstheden kom til den uden at have gjort Erfaring for at man maatte gaae videre. Vantro slaaer derfor over til Overtro, Overtro til Vantro og saaledes i det Uendelige. &streg; den uendelige Proces viser sig hver Gang, hvor to modsatte Bestemmelser skulle være satte paa eengang og hvor Bevidstheden istedet derfor (lige meget af hvilken Grund) alternerende fastholder den ene og saa den anden. &streg; Drift er altsaa Bevidstheden om to hinanden modsatte og lige berettigede Bestemmetheder. Idet begge gjensidig ophæve og igjen fremkalde hinanden vise som Driftens Maal hen til en Forening, i hvilken Modsætningerne forsvinde. 13 Forelæsning. Det har viist sig ved den ene Factors Henvisen paa den anden; men fortrinlig i det vi kalde den religieuse Drift Nødvendigheden af at Begge forenes. Men denne Forening kan naturligviis ikke bestaae i en Underkastelse af det ene under det andet; thi de ere lige berettigede. Det kan heller ikke være en Forening, i hvilken der bliver foretaget en Forandring med begge Sider; thi da bleve de jo behandlede, som indeholdt de ikke saaledes som de vare Sandheden. Der bliver altsaa en Forandring nødvendig, i hvilken Begge ganske blive det, hvad de hidtil vare. &streg; En Forbindelse af ikke i og for sig Identiske, der ikke blive saaledes istandsat, at begge de Forbundne ikke blive modificerede; men i hvilken de blive hvad de før Forbindelsen vare, kalde vi en voldsom ell. mechanisk Forening. Vi ville derfor _omtalekalde den Anskuelse, der paastaaer at Jeget og Objektet ere Sandhed en mechanisk ell. voldsom Forbindelse af Modsætningens begge Sider; naar disse i Forbindelsen ikke lide nogen Forandring ell. Modification. Mystik. &streg; Unio mystica er desaarsag Identification og bliver derfor rigtigt kaldet &g.e;&g.n;&g.o-;&g.s;&g.i;&g.sud; ikke &g.e;&g.n;&g.o-;&g.t;&g.e-;&g.sud;. De forholde sig derfor til hinanden som den umidd. (og normale) Identitæt af Embryo med Moderen til den kunstig frembragte af Somnambülen til Lægen. Scholastikerne lode Adskillelsen mell. &anfbeg;Objektet&anfslut; og &anfbeg;Jeget&anfslut; bestandig blive større, idet de gjorde i deres spinøse Undersøgelser over Kirkelæren det til Hovedsagen, der ikke vedkom den egne Fornødenhed, ell. igjen betragtede de rene Tankebestemmelser istedetfor Troes-Objektet. (en Adskillelse, der senere reiste sin Spidse i den Sætning, at Noget kunde være sandt i Theologien, der var falskt i Fornuft-Læren). 1 Det er en i mine Tanker særdeles heldig Bestemmelse ved Begrebet Mystik som Erdmann giver p. 104. Objektet skal blive hvad det var &dvs;: eet _{sig som}for Jeget gegenüberstehendes og Jeget det det var &dvs;: eet sig som enkelt Jeg forholdende&anfslut;; thi Mystikeren gaaer netop Glip af Samfundet og har jo endog polemisk afsondret sit Jeg, og dog vil det med dette isolerede &anfbeg;Jeg&anfslut; træde i Forhold til det Almeengyldige. &streg; d. 13 Nov. 37.␣ Kierkegaard. 14.de Forelæsning. Vi have &anfbeg;Jeget&anfslut; og &anfbeg;Objektet&anfslut;, og Jeget ikke modificeret; men saa som det er det individuelle Jeg som saadant. &streg; Det har viist sig, at begge vare _{hinanden modsatte}udelukkede hinanden og denne Erfaring har Bevidstheden ikke glemt; men naar de udelukke hinanden, er Sandheden ikke i _AdskillelsenForeningen, men i Adskillelsen. Dette er nu en Modsigelse, _atthi Sætningerne Jegerne ere forbundne med Objektet og Jegerne og Objektet ere ikke forbundne ere hinanden contradictorisk modsatte &streg; Skulle de forenes, maa det altsaa skee derved at de to Sætninger indskrænke hinanden i &streg; Omfang. &streg; Nogle Jeger ere forenede med Objektet, andre ere adskilte derfra. De første ere aabenbart kun delagtige i Sandheden. Disse Alle ere i Sandheden; thi de der ikke ere det høre til de andre &streg; de ere aldeles i Sandheden; thi &anfbeg;Jegets&anfslut; Forening med Sandheden galdt ikke om en enkelt Deel af &anfbeg;Jeget&anfslut;; men om &anfbeg;Jeget&anfslut; som saadant. &streg; Men ere de ganske i Sandheden ere de det i deres Umiddelbarhed &streg; Jeget i dets Umiddelbarhed kalde vi Følelse. &streg; denne Følelse vil være tilfælleds for alle disse Enkelte &streg; det Standpunkt, hvor Sandheden bliver opfattet som udelukkende Besiddelse for nogle Enkeltes fælleds Følelse kalde vi mystisk Separatisme. (religieus Sværmerie.) &streg; Kjendetegn: a) Nogle ere i Sandheden, Andre ikke b.) de Enkelte ere1 ganske i Sandheden c) den fælles Følelse er Kriterium paa Sandheden. &streg; Idet jeg føler Noget er det sammensmeltet med mig og er saa vist som jeg er; men det er ikke ved Grunde eller Sligt bleven min Eiendom; men ganske umidd. &streg; 1 det Eftertryk der derfor lægges paa Partikulariteter og Tilfældigheder. &streg; 15de Forelæsning. Dersom Alt det er Sandhed, der stemmer overeens med Følelsen saa a) er Alt _DSandhed &streg; Paa den anden Side er kun det Sandhed, der stemmer overeens med Alles Følelse saa er b) Intet _{Sandhed. &streg;}Sandhed.; thi da som sagt intet Indhold bliver udelukket fra Følelsen, altsaa intet er mere eiendommeligt for Følelsen end det andet, saa følger ogsaa at der ikke gives Noget, som maa findes i Alles Følelse. Var dette Tilfældet saa vilde det fremfor alt andet Indhold tilhøre Følelsen, denne altsaa ikke mere være det indifferente Kar for ethvert muligt Indhold. Intet er altsaa følt af Alle &streg; thi tot capita tot sensus den mystiske Separatisme modsiger altsaa sig selv. Den første Sætning (a) kan man see i det Praktiske i den Overvurdering af Tilfældigheder &streg; den anden (b) ved den Mangel paa al objektiv Maalestok. &streg; Men ligesom Mystiken kom i Modsigelse med sig selv, saaledes gaaer det ogsaa med den mystiske Separatisme &streg; Det er den samme Feil som her gjentager sig, den Forandring med ₍Jeget (og det er det det her kommer an paa) er aldeles tilfældig &streg; den Almindelighed der opnaaes, er Reflexions-Almindelighed, der lader de Enkelte bestaae som Enkelte, saaledes at Almindeligheden viser sig som Resultatet af de Enkelte. Reflexions-Almindelighed. Collectiv-Almdl. Allhed. &streg; Begrebs-Almindelighed. Men Jeget saaledes at det ikke blot er subjektivt; men tillige objektivt, og saaledes at det ikke _{blot er}er enkelt; men almindeligt er ikke mere blot Jeg; men Fornuft ell. Tænken. aufgehoben (tollere &streg; conservare &streg; elevare.) Jeget maa hæve sig til et Standpunkt, hvor det ikke længer som før staaer &anfbeg;spröde&anfslut; lige overfor_{overfor for} Objektet ligesom assimilerer sig med Objektivitæten og indgaae en organisk Forbindelse med den. Dette skeer, naar Jeget ophører blot at være subjektivt, og hæver sig til en Form af Bevidsthed, hvor det ligesaavel er subjektivt som objektivt. Det vil da ikke forholde sig udelukkende til Objektivitæten, fordi denne er bleven dets egen immanente Bestemmethed. Paa den anden Side tør Jeget ikke længer blive blot &anfbeg;enkelt&anfslut; men maa hæve sig til Almdlighed. Dette er Begrebs Almindelighed. &streg; Men Jegets virkelige Almindelighed er som vi veed sammes egl. Substants ell. indre Væsen. I den danner ikke det Enkelte den substantielle Basis; men &anfbeg;Enkeltheden&anfslut; er meget mere ophævet deri &streg; 2den Deel. &streg; NB. ad p. 149 n: og 150 ø:. Det synes underligt, at Erdm. her pludselig tager det Ord at &anfbeg;troe&anfslut; i en vis vulgair Betydning, som han netop i de tidligere Foredrag har protesteret mod, idet han kun vilde have det i en bestemt historisk Betydning. &streg; d. 16 Nov: Kierkegaard. 16te Forelæsning. (Psychologien.) 1) er Fornuften almdl. Selvbevidsthed. Tage vi det Almindelige ikke i Betydning af Reflexions; men Begrebs Almdlighed, saa vil vi, ligesom vi ved Folkets almdl. Villie ikke forstaaer alle Enkelte fælleds Villie, men meget mere den Substants, der ligger til Grund for alle Partikulair-Villier, saaledes under almdl. Selvbevidsthed ikke forstaae Andet end _deBevidsthedens Substants, det, der overhovedet gjør en Selvbevidsthed mulig og constituerer dens inderste Væsen. NB. p. 141. &anfbeg;Ist aber dies so, so ist die Frage, was denn das Allgemeine in Selbstbewußtsein gleich bedeutend mit der, wodurch sich der seiner selbstbewußte Mensch von allen andern Geschöpfen unterscheide. &streg; &anfbeg;an sich&anfslut; &streg; daß es als das, was es an sich war, gesetzt worden ist. &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.e;&g.i; &streg; &g.e;&g.n;&g.e;&g.r;&g.g;&g.e;&g.i;&g.a;. potentia &streg; actus. &streg; det andet Standpunkt er det førstes Sandhed. &streg; Viden. empirisk; historisk; speculativ &streg; I den første Deel havde vi med de forskjellige Skikkelser af den religieuse Bevidsthed at gjøre &streg; her maae vi betragte de forskjellige theologiske Anskuelser. &streg; 17de Forelæsning. Fornuften saaledes, at den _opfatteradskiller det Væsentlige og det Uvæsentlige i Objekterne, og kun tager det Almdl., Loven, som det Væsentlige, erfarer ell. er Viden ved Erfaring. 18de Forelæsning Som Erfaren tager Fornuften ud af Objekterne det Almdl. ell. det Væsentlige. Men som Almindeligt forekommer dette ikke i Virkeligheden; men det viser sig i mange Enkelte. Disse Enkelte ere forskjellige, og denne Forskjellighed er væsentlig for dem; men uvæsentlig for det Almdl, kun Noget udvortes fra det tilfallende &streg; &dvs;: tilfældigt accidentelt. &streg; det Almdl. altsaa, hvilket Fornuften har at udtage, viser sig altsaa _samed en Tilsætning af dette Accidentelle, for altsaa at holde det Almdl. reent, maa det afdrages den det skjulende Maske. Fornuftens Færd, idet den fjerner ell. tilintetgjør det blot Individuelle, for at det Almdl. kan komme ud, kalde vi Experiment og sige, at Fornuften experimenterer, naar den gaaer ud paa at gjøre Erfaringer. For at nu det kan komme til Syne, hvorved det Enkelte er et Exempel paa det Almdl., maa Fornuften vide, hvad der ikke tilhører det som Enkelt, for at den ikke ogsaa skal bortfjerne dette Men tillige skal dog først ved Experimentet det, hvorpaa det kommer an &dvs;: det Almdl. erkjendes. Fornuften maa altsaa vide det, og dog have et Experiment nødigt &streg; altsaa ikke vide det. &streg; Fornuften veed det altsaa, men dens Viden behøver en Bestyrkelse. En saadan Viden kalde vi en Hypothese. Fornuften kan altsaa kun experimentere idet den har ell. gjør en Hypothese. &streg; Theorie. Fornuften saaledes som den experimenterer &dvs;: saaledes som den med Hypotheser ell. Theorier træder til Objekterne er Iagttagelse ell. iagttagende Viden. &streg; Er altsaa kun den _bekræftetbekræftede Theorie Sandhed, saa gjelder det Samme om det _kunved Theorien forklarede Tilfælde. &streg; 1) Beviset som bliver ført af Underet for den chr: Læres Sandhed. 2) Adskillelsen af Troesartikler _ifi fundamentales og non fundamentales eftersom de ere organiske Bestanddele af &anfbeg;summa_suma fidei&anfslut;. 19de Forelæsning. Den dogmatiske Interesse spørger: hvad er _SandhedSandt &streg; dogmatistiske ....... : hvad er der skeet &streg; historiske ........ hvad har hidtil gjeldet for Sandhed ell. hvad har _hman hidtil overleveret som et Erfaret. (_TKirken behøver ingen Theologie. Theologien adskiller sig altsaa fra Religionen, de theologiske Sætninger fra Dogmerne, at de sidste udtale ubefangent Sandheden: saa er det eengang; hvorimod de første indeholde Forsøget at bevise dem &dvs;: at forsone dem med det tvivlende Jeg. &streg;) 20de Forelæsning. Vi saae Nødvendigheden af Fornuften for at vorde Sandhed maatte finde sin Bestyrkelse i et Almdl., for at befries fra det Enkeltes Magt. Men _{dette d&u;}denne Erfaring er dog kun et Vidnesbyrd, og der udvikler sig altsaa Fornødenhed at udvikle, at det virkelig er en Erfaring. For at bevise dette kan Fornuften jo ikke synke ned paa et foregaaende Standpunkt, og bevise det af _UnderretUnderet der jo igjen beroer paa Vidnedsbyrd, ell. af Troes-Analogie, der jo igjen beroer paa disse. Nu staaer der altsaa intet andet tilbage end at Vidnedsbyrdets Sandhed ved et andet Vidnedsbyrd, _ell.og gjør vi det, komme vi enten til at bevæge os i en Cirkel, som det skeer i mange Prolegomena til den orthodoxe Dogmatik; ell. skjule Cirklen under en uendelig Proces saaledes som det skeer i Indledninger til det N.T., hvor man udvikler de ydre Grunde for de bibelske Vidnedsbyrds Sandhed. For nu at undgaae dette maa man fæste Blikket paa Vidnedsbyrdets egen indre Beskaffenhed &streg; de indvortes Beviser for de chr. Vidnedsbyrds Sandhed; men skal her ikke igjen indtræde den samme uendelige Proces, ledes man til at indsee, hvad man dog egl. mener med disse indre Beviser, at deri indrømmes Fornuften en Competence til efter egne Love at bedømme Objektet. 2det Afsnit. 21 Forelæsning. Fornuften, forholdt sig vel virksom paa alle de udviklede Trin af den empiriske Viden, men dens Virksomhed var dog indskrænket fordi den var betinget ved et Objekt Men Kriterierne for Sandheden vil Fornuften ikke kunne finde noget andet Sted end i sig selv, men dens tvende Bestemmetheder var Almindelighed og Objectivitæt, den vil altsaa nu paa dette Standpunkt a priori bestemme, at kun det er Sandhed, der har Almindelighedens og Objektivitetens Charakter. &streg; Betræffende det Første vil altsaa Fornuften bestemme, at kun de Religionslærdomme ere at ansee for sande, som ikke ere indskrænkede til _AlleEnkelte (Kredse, Menigheder, Folkeslag.), men hvad der gjelder som Indhold for Alle. Betræffende det sidste, vil den bestemme, at kun det kan være sandt, der gjenfinder sig i det øvrige Complex af Objekter, det vil derfor ikke turde have Charakteren af det Abnorme, af det mod alle andre Ting Anstødende. 22de Forelæsning. Det vil altsaa være aldeles lige om vi sige: kun det Abstrakte er Sandhed, ell. kun det er sandt, der stemmer overeens med de logiske Tankebestemmelser, ell Forstanden afgjør hvad der er sandt. den sunde Mskforstands Theologie. Fornuften forsaavidt den bevæger sig i Abstractioner (det Almdl. som modsat det Enkelte og som det der kun kommer istand ved en negativ Forholden mod (Abstraheren) mod det Enkelte er det Abstracte) og holder fast paa det Abstracte som paa det Sande kalde vi Forstand. &streg; 23de Forelæsning. Uden Objekter kan Forstanden _sletIntet tænke; thi dens Tænken bestaaer jo i _entenAbstraheren fra det Enkelte i Objekterne eller im &anfbeg;Hinzutragen&anfslut; af dens Begreber1 (som Form) til Objekterne (som Materie); men ligesaalidet tænker den Objekterne som de ere; thi ved sin Tænken har den jo forandret dem. Hvad der nu gjelder om ethvert Objekt gjelder naturligviis ogsaa om Objektet for den religieuse Viden &streg; Sandheden. Da Alt bliver forandret idet det bliver erkjendt, saa følger deraf at Sandheden ikke kan blive uforandret erkjendt. Den religieuse Sandhed er et Uerkjendt og Uerkjendeligt, er Læren af den Skikkelse af Viden, som vi have betegnet som Ikke-Videns Theologie. Men det bliver gjerne anført fra Supranatural. Side, at dens Standpunkt er det bibelske. Men det er en reen Opdigtelse. Thi da _NaturalismenS.Naturalismens Væsen bestaaer i at den gjør Ikke-Videnen gjeldende, og betegner denne Negation med Ordet Tro, saa har den netop dermed forladt Bibelens Standpunkt, der ikke veed Noget af saadan Adskillelse. Bibelen bruger at troe og at erkjende iflæng, og forstaaer derved den aandelige Besiddelse af Sandheden. Men er det supranaturalistiske Standpunkt da ikke _detden kirkelige Dogmatiks Standpunkt. 1 dens egne Almindeligheds Begreber &dvs;: Kategorier. 24de Forelæsning. Fornuften, der som empirisk Viden ikke kom til at svare til sit Begreb begyndte at forholde sig dømmende kritiserende og frembragte paa det theologiske Gebeet: Naturalisme, Forstandstheologie; Ikke-Viden. Men Resultatet af denne _VidenIkke-Viden _{er af aldeles}at vi aldeles ikke kunne erkjende Noget Oversandseligt er aldeles ikke af sandselig Charakter. Den transcendentale Betragtning beroer altsaa paa en Modsigelse, der ikke viser Andet end Fornuftens Instinct til at gaae ud over hiin Skikkelse. Dette Instinkt kan nu ikke gaae paa Andet end paa at fjerne det, hvoraf Ikke-Viden fremgik som et nødvendigt Resultat. Men dette er ikke Andet end at Fornuften bestandig refererede sig til Sandheden som til sit Objekt. Vel ikke som til et fremmed Objekt, (der er Viden); men dog til et Objekt, hvorimod det forholder sig som Subjekt. 25de Forelæsning. Gjennem den før paaviiste Modsigelse ledes Fornuften ind i en Sphære, hvor Fornuften ikke mere forholder sig receptiv mod et_en Objekt, hvor der derfor ikke længere kan være Tale om en Anvendelse af Kategorierne, fordi der overhovedet ikke længere er et Objekt i Modsætning til et Subjekt og dette er det Praktiskes Sphære. Fornuften som praktisk har ikke mere med Objekterne at gjøre, ikke som om den ignorerede dem; men idet Fornuften er praktisk, autonomisk, kort Villie, er det hvormed den har at gjøre Lov, Postulat, og der gives for den ingen Objektivitæt, uden forsaavidt det skal være en frembragt. Men dette af Fornuften frembragte er virkelig Subjekt-Objekt. &streg; 26de Forelæsning. Bestaaer nu Forskjellen mellem det Standpunkt, hvortil vi nu ere komne, og den praktiske Idealismus kun deri, at det opfatter som &anfbeg;Væren&anfslut;, hvad dette_detter sætter som blot &anfbeg;Skullen&anfslut;, saa vil ogsaa paa dette Standpunkt den værende Sandhed _kundekunne _{opfattes paa}anskues paa en dobbelt Maade, nemlig det der hidtil først var Objekt, dernæst moralsk Verdensorden[,] vil nu blive anskuet som det anskuende Subjects værende Substants, hvorimod det der først var &anfbeg;Jeg&anfslut; derpaa villende Subject, vil nu blive anskuet som det, der væsentligt kun er Moment, Accidens til hiin Substants. Anskuelse af det _Uni&u;&u;&u;Absolute den absolute Afhængigheds Følelses Theologie Det Absolute &anfbeg;er det, der er hævet over enhver Modsætning, og som derfor hverken kan have en Modsætning i sig ikke heller kan taale Noget som staaende over for sig.&anfslut; 27de Forelæsning. Sandheden er her opfattet som Væren &dvs;: Identitæten af det Subjektive og det Objektive er noget Fuldendt. Men nu har det viist sig paa de foregaaende Standpunkter, og ogsaa paa de sidste, at begge ere differente, at altsaa Sandheden ikke er. Denne Differents er paa Anskuelsens Standpunkt ikke kommen til sine Rettigheder; men paa en lignende Maade som det skete i Mystiken ignoreret og voldsomt negeret. Men idet den kun voldsomt er skudt til Side, men har viist sig selv som berettiget, staae nu de to modsatte Bestemmetheder imod hinanden, at Sandheden ikke er, og at den er, ell. at Sandheden er en Skullen, og at den er en Væren. Er nu den virkelige Forening af Ikke-Væren og Væren Vorden, saa bliver Sandheden at opfatte hverken som Ikke Væren ell. som Væren; men som Vorden. Fornuften vil altsaa svare til hine to Fordringer, naar den erkjender Sandheden i sin Vorden. Noget bliver erkjendt i sin Vorden, naar _detman veed Loven ell. Reglen for dets Vorden. Loven ell. Reglen for Vorden kalde vi Bestemmelsen ell. Begrebet. Denne er Gjenstandens Væren, der tillige er en Skullen, en Skullen, der tillige er en Væren. Sandheden vil altsaa blive erkjendt idet dens Begreb bliver erkjendt. Var nu Fornuftens Adfærd, hvor den havde med en Skullen at gjøre: Produceren, hvor den har med en Væren at gjøre _SkullenAnskuen, saa vil dens Forhold til Sandheden som en Vordende være begge Dele. Fornuften vil altsaa idet den besidder Sandheden som et Vordende _{være begge Dele}ell. hvad der er det Samme, idet den erkjender Sandhedens Begreb, ligesaa vel anskue den som frembringe den. Denne Fornuftens Handlen, der forbinder den umidd. Anskuen med den ved egen Virksomhed medierede Frembringen kalde vi Begriben, ell. speculativ erkjenden i engere Forstand. Den indeholder de sidstomtalte Skikkelser af Viden som ophævet Moment i sig. Speculativ Theologie ell. Religions-Videnskab. Er man ved &anfbeg;Vorden&anfslut; kommen videre end den idealistiske Skullen.? Hvad vil Vorden sige (forskjellig fra Forandring ell. Bevægelse &streg; Historie &streg;?) Begreb er Loven for Vorden, ell. Loven for Udvikling? (forskjellig fra en Almeen-Forestilling.) Vi kunne derfor sige at Begrebet er den guddommelige Tanke _ell.i Tingene, ell. det, Gud har for med dem, hvortil han bestemmer dem &streg; at erkjende Begrebet er = at begribe, deri ligger nu begge Momenter. 1) man har efter almdl. Sprogbrug ikke før _{&u;&u;&u;&u;dh&u;}begrebet en Sandhed end man har seet, at den nødvendigviis fremgaaer af de Grunde, man tillægger Gyldighed. Men det er jo ikke Andet end at det er Begrebet, der fremgaaer som Resultat af det Bevisende og vor Virksomhed. 2) paa den anden Side har man ogsaa den Bevidsthed, at man kun _detkan begribe det, hvad virkeligt er, &streg; Altsaa skeer Begriben _&u;&u;&u;&u;efter vor almdl. Forestilling ved at frembringe det, der er uden vor Frembringen. Den begribende Betragtning har derfor med Gjenstandens Genesis at gjøre. Kun maa man derved ikke tænke paa den udv: Genesis, hvorledes den er betinget ved Forandledninger, der ere det sig Udviklendes Væsen fremmed; men indeholder den evige, indre Genesis og Udvikling, som man meest passende betegner med det Ord: &anfbeg;Dialektik&anfslut;. &streg; I denne Modsigelse, at Noget egl. er et Andet, end det virkeligt er, ligger _{Nødvendi&u;heden}Nødvendigheden af Udviklingen, som man kalder Dialektik. Da altsaa vor Handlen er Tænken; men det Erkjendte ligeledes er Tænken, saa er vor Erkjendelse deri identisk med Gjenstanden. &dvs;: den er speculativ Erkjenden. Speculativ Dogmatik Religionsphilosophie Forskjel 1) m: H: t: Omfang. 2) m: H: t: Form. færdig d. 12 Dec: 37. Erdmann: Vorlesungen über Glauben und Wissen. Berlin 1837. &streg; 21 Nov. 37. &streg; Den første Deel af denne Bog synes mig langt bedre holdt end den anden (Wissen). Den begynder saaledes, som det idetmindste nu staaer for mig, med reent at lade Personen (Jeget) forsvinde og istedetfor dette at substituere et Subjekt-Objekt (Fornuften &streg; Tænkning), hvilket den foregaaende Udvikling ikke berettiger til; thi er det endogsaa givet, at Subjektet maa staae i et væsentligt Forhold til Objektet, (hvis dybere Grund senere da maatte blive at paavise i begges evige Concentricitet) saa kan man dog foreløbig nu kun gjenem Consequentsen naae til et fornuftigt Jeg, der bliver sig et Slægtsskabsforhold bevidst med Objektet. I dette Tilfælde er det ogsaa rigtigt at _detFornuften opdrages til Fornuft; thi det vil da sige det fornuftige Jeg, der nu gjenem en Genesis gaaer op i det sande Subjekt-Objekt, der har Vide nok til at rumme alle endelige Subjekt-Objekter. Det er derfor vel sandt at Fornuften er almindelig Selvbevidsthed; men derfor er man endnu ikke berettiget til at sige (cfr p. 141) at det Spørgsmaal hvad der er det Almdl. i Selvbevidstheden er lige betydende med det, hvorved _{Msk. adskiller det sig selv bevidste}adskiller det sig selv bevidste Msk. fra alle andre Skabninger; thi Fornuften som saadan ligger ud over Msk. Men en lignende Subreption viser sig ogsaa fra en anden Side, som er bleven meget almdlig i den senere Tid, og som har sin Grund i man overseer &g.Ch;std. historiske Side. Medens det nemlig, naar man udvikler den hedenske Selvbevidsthed er sandt, at Hypothesen først finder sin Bestyrkelse i et Almdl., en Erfaring, (ell: da det ved Hjælp af Hypothesen foretagne Experiment selv er en Erfaring: at kun den ved _SandhErfaring bestyrkede Erfaring er Sandhed) og at saaledes Begrebet Tradition først indtræder paa et senere Trin, saa er den ved den chr. Udvikling allerede givet tidligere; thi Hypothesens Paradigma der deklineres i Experimentet er jo Troen (ell i dette Afsnit Troeslæren) altsaa en Erfaring (af Andre). Feilen ligger i dette Tilfælde altid i en Gaaen ud over en vis traditionell-sproglig Relativitæt, en Gaaen ud over, der ofte udgiver sig for at være speculativ; thi &g.Ch;std. har egl. udviklet Begrebet Tradition, men nu opdagede man bag efter den dertil svarende hedenske Analogie, og hvad der før var en Hovedinddeling bliver nu en Subdivision &streg; En almdl. i Msks historiske (dets Slægts Side) begrundet almdl. msklige Communication et til ethvert Moment givet, naturligviis da det er historisk, ud over ethvert Msk liggende Relief for deres Ideer &streg; som Underafdeling kommer saa denne almdl. Tradition, og den egl. stricte saa kaldte Tradition. En anden Betragtning, denne Bog foranlediger mig til, er den, hvorledes det dog egl. forholder sig med Forholdet mellem Deductionen af Standpunktet og Standpunktet selv historisk efterviist. Paa flere Steder forekommer det mig, at det blot er en Carrikatur, der som saadan naturligviis bærer Tilfældighedens Præg, bærer _detden Villies Yttring i sig, hvorved det _til&streg;til Trods for Tankens Nødvendighed afslutter og crystalliserer sig. Jo mere nu Deductionen tager Hensyn herpaa desto mere staaer den Fare for at blive en saa god som mulig Ordnen af Livets tilfældige Concretioner, og ikke af Ideens nødvendige Kjødvordelse. Dette er overhovedet det svælgende Dyb mellem den abstracte Deduction og det historisk Virkelige, at om det endog kan vise, at Tankens Nødvendighed afsætter et saadant Tanke-Moment, det dog derfor ingenlunde har viist dets historiske Virkelighed: cur deus homo? &streg; Jeg skal oplyse det med et Exempel som jeg tager af den 19de Forelæsning: Naar der saaledes p. 171 bliver sagt, at fordi at Fornuften ved Experimentet først faaer den Bestyrkelse, der er nødvendig for at den skal være Sandhed, saa følger ingenlunde deraf det, der uddrages at det &anfbeg;Beglaubigende, weil das Beglaubigte von ihm abhängt gegen dieses das Wesentlichere ist&anfslut;; thi _ligesaadeels gjelder det jo dog ikke om det enkelt Tilfælde, da i det Fald det ikke skulde slaae til, der jo staaer den Udvei aaben, som han ogsaa før omtaler, at det er et mislykket Experiment, og man altsaa kan sige, at _gjnaar man taler om det enkelte Tilfælde, det da ingenlunde gjelder om noget; men tager man det i sin abstracte Form, at Fornuften overhovedet maa finde sin Bestyrkelse ved Experimentet, saa er det vel sandt; men det er jo lige saa sandt at det enkelte Tilfælde maa finde sin Bestyrkelse ved Fornuften (cfr 166 Wenn altso nur die bestätigte Theorie die Wahrheit ist, so andrerseits auch _dernur der durch die Theorie erklärte Fall.) Standser nu Deductionen her saa er det den tilfældige Empirie, der retarderer. Dette paa den ene Side; men see vi nærmere til saa forholder det sig dog i Virkeligheden heller ikke saa; thi om end dette Standpunkt urgerer det historiske, og saaledes ikke distinguerer mellem articuli fundamentales og non f., _menog altsaa ikke gjør Indholdets Sandhed til Gjenstand for sin Betragtning; men indifferent derimod blot spørger hvad lærer Kfædre etc; saa kommer det samme Spørgsmaal dog igjen blot paa en forandret Maade; thi naar jeg saa igjen maa spørge hvilket Kirken nødvendigviis maa gjøre, hvilke Klærere lære det, &dvs;: hvor betydelige etc kort sagt hvilket Forhold stode de i til Sandhedenc, thi saaledes per saturam balloterer dog Kirken ikke paa Sandheden &streg; saa er jo dog ved nærmere Eftersyn dette Standpunkt ikke indifferent for Sandheden, og medens det vel under Forskningen _derefterefter, hvad K. lærer, hvad Skriften, søger at glemme sit Standpunkt, sig selv, sin Interesse, saa kommer dog den senere igjen, og er i ethvert Tilfælde latent tilstæde. Saaledes synes altsaa saavel Deductionen som det historiske Standpunkt _{vilkaarligt corrumperet,}corrumperet. Han standser Deductionen for at fremstille en Carrikatur og af denne tager han ikke den sande men en carikeret Midte. a Medens derfor Erd. saa heldig fastholder Troena i sin reen historiske Side som ikke værende udenfor &g.Ch;std, gjør han det derimod ikke ved Traditionen. a cfr de første Forelæsninger. b Jeg troer, at den Overgang som den 19 Forelæsning indeholder, bedre lod sig gjøre saaledes: Hypothesen skal finde sin Bestyrkelse ved Experimentet, og _{dog er}er dog paa den anden Side uafhængigt _derafaf og _inddolentindolent for hvert især (thi den Indrømmelse, at det kunde være et mislykket Experiment viser Hypothesens Superioritæt) og dog igjen afhængigt, dette kan kun opnaaes derved, at Tilfældet er væsentligt beslægtet med Hypothesen &dvs;: er almdligt, at Hypothesens Adam finder sin Eva (medens han kun giver Dyrene, de empiriske Isolationer &streg; Navn). d. 23 Nov. 37.␣ K. c denne Bemærknings Rigtighed seer jeg bestyrket ved _EdErd: egen Recapitulation i den 20 Forelæsning p. 187. So sucht sie endlich aus den gegebenen Objekten das heraus was von Andern als wahr bezeugt worden ist. d &anfbeg;Wie liesest Du? &anfbeg;so daß die Lesart Criterium der Wahrheit wird.&anfslut; p. 178. Forelæsning No 21. Men nu møder en ny Vanskelighed. Thi maa man vel indrømme Erd., at Erfaring slet ikke er saa passivisk som man i Almindelighed er tilbøilig til at troe, og man _{maa derfor}derfor maa indrømme Erds. Udvikling Fortjeneste (fE den Bemærkning at det hedder: at gjøre Erfaring.) saa kan man dog vist heller ikke nægte at han netop idet han gjør Anvendelse deraf paa det christelige Gebeet, han netop derved vover sig ind paa det allerfarligste Gebeet; thi virker, hvad man dog vel med Rette kan sige, i Almdl. al Erfaring vækkende, saa virker den chr befrugtende, og her opstaaer da en Grændse-Strid, thi Spørgsmaalet bliver da, hvorvidt jeg i samme Forstand kan underkaste &g.Ch;std. min aprioriske Bedømmelse som ethvert andet Factum. Det er dette Sidste, der ei er klart udviklet idet han siger: so wird also die Vernunft sich damit beruhigen können, daß irgend ein religiöser Inhalt durch die innere Erfahrung sich als wahr zeigt. Alt dette viser sig paa en Maade ogsaa derved at han her som ellers efter at have givet en Udvikling _{af det &u;&u;&u;&u;}af det ny Standpunkt, nu gjør Overgangen til den speciellere Application deraf med de Ord: Machen wir die Anwendung auf dasjenige Gebiet, mit dem wir es zu thun haben. Men saaledes turde det være muligt at Forholdet mell. disse to Gebeter ikke er saa aldeles nøie undersøgt. Uagtet den Maade, paa hvilken Erdmann limiterer p. 196. det foregaaende Standpunkt saa bruger han Dog stedse det Udtryk Fornuft, uagtet han ifølge p. 196., hvis han vil være _consequentsconsequent maa, saa synes mig, bruge et _{&u;&u;&u;d&u;e}andet engere Udtryk. Dette paa den anden Side; men naar han beskriver Naturalismen saaledes som han rigtigt gjør, saa synes pludselig det hele Standpunkt at faae en Excentricitæt, hvorved det falder udenfor den Horizont, der betegnes med Glauben og Wissen, naar Glauben skal forstaaes paa denne reent historisk christelige Maade. Og saaledes bestyrkes jeg nu ogsaa i at alle de Udviklinger, som handle om &anfbeg;Erfaring, og Iagttagelse egl. ikke høre hjemme indenfor en saa rigtigt christelig determineret Tro, som her er givet, men at det første Standpunkt er det hvor ikke Fornuften men den chr Erfaring søger sin Bestyrkelse i en anden Erfaring. d. 26de. Nu formoder jeg at forstaae, hvad Erdmann mener, at nemlig det senere Standpunkts Excentricitæt er betinget ved dets Overgang til det egl. Speculative, hvorved dets egen Forudsætning (Troen) er draget med indenfor Tvivlen, hvorved man altsaa opdager at der i det Umidd. ligger et Moment, der nu tvinger det senere Standpunkt som et Moment i Totalitæten at _blbetvivle sin Forudsætning. Forsaavidt hører Naturalismen her med, fordi den er en Betvivlen af et positivt Standpunkt og altsaa har dette til sin Forudsætning; medens den har dets Indhold til sin Tvivls Gjenstand. ad p. 218. Her møder en Vanskelighed ved Fremstillingen af Supranaturalismen; thi det er vistnok en Sandhed at har K. viist, at der_{det er} ikke gives nogen theoretisk Viden, saa vil det jo aabenbart sige, at den hele Sphære i den an sich er lukket for den msklige Bevidsthed, og altsaa kommer den hell. ikke ind i Msk. gjenem Bevidstheden, og jeg vil derfor gjerne indrømme Göschel, at Ikke-Viden consequent ender i Ikke-Troen. &streg; men derfor mener ogsaa Supranaturalisten, at der maa foregaae en total Forandring med Bevidstheden, der maa begynde en Udvikling aldeles forfra og ligesaa evig i Ideen som den første. Det er derfor vistnok en Feil af S. at knytte sin Troe til K. Ikke Viden; thi af K. Ikke-Viden maa der som sagt komme Ikke-Troe, og den S. Troe er netop en ny Bevidsthed. Feilen viser sig derfor tydeligere i Rationalismen, der netop bliver indenfor den samme Bevidstheds Grændser, uden dog at opdage, at naar indrømmes Ikke-Viden i den K. Betydning, den aldrig kan faae Troe i sin Forstand indenfor den samme Bevidsthed, og at det eneste Middel til paa den Maade at komme til Tro er en dybere Undersøgelse af Bevidsthedens Væsen. &streg; d. 4 Dec. Om Forholdet mell. Kant og Fichte. 1) betræffende Deductionen af begge disse Standpunkter da forekommer den mig at løbe ud paa det Samme. Fornuften har nemlig nu fundet et Standpunkt, hvorved det undgik den Vanskelighed, at Sandhed, da den var et Objekt, derved blev altereret i det Øieblik: _&u;&u;&u;&u;Subjektet vilde tilegne sig den. Denne Sphære er den reen praktiske. Den har det ikke her med Objekter at gjøre (cfr p. 235 n:) uden forsaavidt disse skulle vorde frembragte. Den har derfor intet Dogme, ingen Lære, men kun Postulat, at troe paa Gud er at realisere ham. Men saaledes forholder det sig jo ogsaa med Fichte, og hvad Erd. i Anmærkninger nærmere udvikler _dom at Kant ikke altid strængt fastholdt sit Standpunkt; men undertiden tog det Ord &anfbeg;Postulat&anfslut;, i en Betydning, hvorved det nærmede sig til at blive d. samme som et Axiom, saa er der jo ikke taget Hensyn dertil i _Deductionen,Deductionen. 2) Men hvorfra faaer_for K og F. et Objekt, uden at dettes Betragtning standser Handling (og gjelder da ikke om denne Betragtning af Objektet her det som K. engang for Alle har gjort gjeldende om alle Objekter.); men da nu den uendelige Aproximation gjenem Handling netop er Sandhed, saa faaer den jo Sandheden gjenem en Usandhed; og hvorfra faaer de overhovedet disse Ideer om Gud etc (om man end og fastholder Idee i den K. Betydning saa det ikke er en theoretisk Erkjendelse; men et &anfbeg;regulativt Princip&anfslut;.) Disse kunne jo i det høieste staae som Resultater af &streg; den uendelige Udvikling, hvilket ikke vil sige stort &streg; det er da et Indhold, som ingen Væren har, hvorom jeg altsaa ikke kan sige stort, deels fordi jeg da maatte synke ned i en theoretisk Betragtnings Snarer, deels fordi jeg ikke har Tid dertil. Det Objektive kommer jo bagefter cfr. p. 244. n: og 245 ø:, men kommer det bag efter, og tillige som det der i samme Øieblik skal fortrænges af et nyt subjektivt Maal, saa indseer jeg ikke hvorledes man kan kome til om det endog blot hedder at postulere det; thi end ikke det vil der være Tid til. og ethvert Øieblik der anvendes til at postulere det er jo i Begreb med at blive af theoretisk Art. &streg; Et Bidrag til at forstaae dette Forhold er p. 245 og 46., hvor han siger: das nämlich, was bis dahin Object gewesen war (der religiöse Inhalt, Gott) ist itzt moralische Weltordnung d: h: seyende Vernünftigkeit, also die Substants des wollenden Subjectes d: h: mit ihm identisch&anfslut;. Idet nemlig i de Ord: Gud etc. hos Kant endnu optraadte en om end nok saa lille Rest af theoretisk Betragtning, hvorimod den reen praktiske, som den ene gjeldende, Side træder stærkere frem i de Benævnelser: moralische Weltordnung. Det er særdeles rigtigt, hvad han siger om Schl. p. 251: Der Schleiermachersche Standpunkt hat daher das große Verdienst, daß er das Gefühl der bloßen Accidentalität des Einzelwesens geltend gemacht hat. Eben aber, weil es dies specifische Gefühl ist, welches er geltend machte, treffen ihn die Einwände, welche die Gefühlstheologie überhaupt treffen, nicht. Fremdeles p. 253. &anfbeg;Es braucht aber der große Unterschied zwischen dem mystischen Gefühl der Einheit mit Gott, wo das Einzelwesen als Einzelwesen sich der Wahrheit theilhaft weiß, und dem schlechthinnigen Abhängigkeitsgefühl, wo es seine Einzelheit als verschwindend weiß, nicht mehr besonders hervorgehoben zu werden. Fremdeles p. 266 n: og 67 ø: Schleiermacher konnte auf einem Standpunkt, wo Alles als Seyn gefaßt wird, auch die Verschiedenheit nur als eine Seyende fassen; daher unterscheiden sich bei ihm die Religionen nicht nur als Stufen sondern auch als Arten. Auf einen Standpunkte, wo dagegen die Wahrheit als sich Entwickelndes gewußt wird, werden die verschiedenen Religionen zu verschiedenen nothwendigen Entwiklungsstufen der Religion überhaupt. &streg; d. 12 Dec. 37. Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie. v. Dr. J.H. Fichte. Ersten Bandes erstes Heft. Weize søger i sin Afhandling: &anfbeg;die drei Grundfragen der gegenwärtigen Philosophie&anfslut;, stilet mod die Philosophie unserer Zeit. Zur Apologie und Erlaüterung des Hegelschen Systemes v. Dr. Julius Schaller. Leipzig 1837.8.&anfslut;, at bringe det første Spørgsmaal om Methoden d. v. s: den absolute Methode til Evidents. Dette Spørgsmaal og dets Løsning som et væsenttlig og H. alene tilskriveligt Resultat af Kants Idee til en Fornuft Kritik og Schellings umidd. Anskuelse. &streg; Hegel springer dog et Standpunkt over, hvorfor det bliver nødvendigt endnu engang at vende tilbage til Kants ærlige Vei. Hans Phænomenologie skulde egl. repræsentere denne Erkjendelsens Kritik, men det kan den ikke, deels vises det ogsaa ved H. tause Erkjendelse deraf, fordi han udelukkede den i Encyclopedien ell. idetmindste kun benyttede dens adsplittede Dele paa forskjellige Stæder &streg; deels fordi den paa en Maade fuldender hele Systemet, idet dens enkelte Evoloutioner ikke ere den igjenem sin egen Dialektik til Erkjendelsens Begrebet henførte almdllige Erkjendelse, hvorved Overgangen er funderet fra den almdl. Erkjenden til den egl. speculative, men tillige indeholder det for Bevidstheden endnu ikke fremtraadte; men dog an sich tilstædeværende Objekt, og saaledes de enkelte Bevægelser tillige er dettes Bestemmetheder. Den Philosophie, der som Hegel antager den absolute Identitæt af Tænken og Væren maa nødvendigviis begynde med Logiken, med &anfbeg;Væren&anfslut; som den første umidd. Identitæt af begge som den enkelte med sin Gjenstand umidd. identiske Tanke. Dernæst udvikles, hvorledes det staaer sig med den Fordring om _FMethodens absolute Nødvendighed for Indholdet. W. fordrer kun en relativ Nødvendighed. d. 18 Dec: a Om Betydningen af Methode. Om Forholdet mell. Logik og Natur-Videnskab. b &anfbeg;den speculative Logik&anfslut; efter Weize. c &anfbeg;Methodiken beroer væsentligt paa den Bevidsthed, at Methoden som saadan har sit Sæde i Subjektet, at den følgelig ogsaa maa vorde retfærdiggjort for Subjektet, _{at Subjektet}maa opstaae i Subjektet paa en lovmæssig Selv-Udviklings Vei&anfslut;. Weize. W. mener altsaa Methoden ikke fordrer absolut men relativ Nødvendighed, opfattet i sin Sandhed fordrer den meget mere kun en relativ Nødvendighed _vaf Indholdet, een af en Forudsætning, der tilforn maa være anerkjendt som _SandhedFactum ell. snarere som Fordring afhængende ell. af denne Fordring sig givende Nødvendighed.