Søren Kierkegaard Journalen NB36 So-;ren Kierkegaards Skrifter 26 NB36 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Niels W. Bruun, Klaus Nielsen og Stine Holst Petersen KA, A pk. 40 Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1854-55 Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78, bd. XI 2 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2009 http://sks.dk/nb36/txt.xml 20100203 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 NB.36. d. 13 Decemb. 1854. »Barnet.« Som den hvide Prik i _Ligton Ligtornen og som den sorte Prik i Skiven, saaledes er dette Punktet i Χsthedens Forvirring, her ligger det Hele paa een eller anden Maade. Hvor i al Verden fik ogsaa Christenheden »Barnet« fra – thi det er jo let nok at see, at _dChristus er ubetinget af den Anskuelse at det at være Χsten da naturligviis er eenlig Stand. Men saa fik man Barnet. Og nu begynder det. Først hedder det, det vilde da være grusomt, uudholdeligt for Forældre, at troe sig selv frelste og ikke vide ogsaa deres Barn frelst. Saa maatte man (tiltrods for at det nye Testamente ingenlunde løser slige Collisioner ved at give efter, da Χstd. jo spænder Collisionen til at hade Fader og Moder og Hustrue og Børn) hitte paa Noget for at berolige Forældrene. Saa hittede man paa Barnedaaben – at naar Barnet fik Vand over Hovedet saa var alt afgjort, Barnet Χsten, evig frelst. Saa skulde Barnet opdrages i Χstd. Til den Ende maatte Χstd. gjøres om til lige det Modsatte af hvad den er i det nye T:, da det er aldeles umuligt for et Barn at fatte punctum saliens i Χstd: Arvesynden, og da Forældrene vilde komme i høist besynderligt Lys, hvis _Ban Barnet kunde det. Saa blev altsaa Χstd. lavet om til Optimisme, Fryd Dig ved Livet, Jødedom med Tilsætning af forfalskede christelige Ingredientser. – – Og saa demoraliserer igjen, christeligt, Familien ved Hjælp af Barnet. Det begyndte med, at man gav efter for Forældrene og slog ind paa det at lege at Barnet er Χsten. Men snart fandt Forældrene, at _det da det jo dog var vist og sandt, at Barnet blot ved Daaben blev evig saligt, saa var det i Grunden den allerfornøieligste Maade at være Χsten paa, at være det som Barnet. Og saa blev det gjort til sentimental Troessætning: Barnet er den sande _Χsten, Χsten. Χstheden fik et Barn at lyve for og benyttede sig saa deraf til ogsaa at lyve for sig selv: og saa blev Χstd. lige det Modsatte af hvad den er i det nye T:. Man seer, hvor nødvendigt det er at holde paa eenlig Stand. Saasnart vi faae Barnet af christelige Forældre, saa endevendes hele Χstd – og saa vælder det ud af Professorer og Præster, Fruentimmer og Mandfolk som af et _Ø Overflødighedshorn, det vælder ud dybsindigt Galimathias, og sentimentalt, spekulativt Nonsens. Og denne Grund-Forvirring af Χstd, og dette uoverskuelige Læs af theologiske Spørgsmaale og Problemer og Kampe og Forkiættrelser, dette Alt hviler paa disse to – Hvilepunkter!, hvis man kan kalde dem saa, at Χstus var tilstede ved et Bryllup (ergo skal den Χstne gifte sig, Ægteskabet er Livets Betydning, sand Χstd. umulig uden Ægteskabet) og Χstus sagde en passant, da Apostlene vilde støde dem tilbage, til nogle Qvinder: lader smaae Børn komme til mig (ergo er Betydningen af Χsti Komme til Verden at stifte Ægteskaber, for at faae smaae _til Børn). En Ild var Χstus kommet for at antænde; derfor blev ogsaa Virginiteten fordret af den Χstne for at bevare Ilden. Χstheden blev et Stutterie, hvor, jødisk eller hedensk, Børne-Avlingen blev – sand Χstd. Arvesynd – Χstd. Just naar et Msk. i Alder er naaet saavidt, at der kunde være Tale om at naae den Modenhed, som kan blive opmærksom paa det Χstlige om Arvesynden, at Forplantelsen af Slægt er Synd, at det at være til som Dyre-Skabning er for Aand et tvetydigt Gode o: s: v: just da ved den Tid, eller nogle Aar iforveien er han selv, i _Egenskaber Egenskab af Fader, i fuld Fart med at indbanke sine Børn, hvilken Velgjerning det er, at han har skjenket dem Livet, eller han er i fuld Gang med at glæde sig ved Barnets Glæde i Tilværelsen, hvilken jo Χstd. aldrig har benegtet, thi Barnet er kun Dyre-Skabning, og Χstd. forstaaer, at for Aand er det at være til som Dyre-Skabning Lidelse, hvorfor Χstheden ganske klogt har afskaffet Bestemmelsen Aand i Forhold til det at være Msk, saa faaet Livet gjort let, Ægteskabet til Livets Alvor og Betydning (hvad Forplantelsen er for Dyre-Skabninger) – og saa dog vedbliver at kalde sig Χstne. Som i Folke-Sagnet Skovens Feer unddrage sig, og give Den, der vil forske efter Dem, noget Galimathias isteden: saaledes unddrager Tilværelsen sig, skuffer Mskene ved at narre dem ind i Slægts-Forplantelsen, hvorved deres Liv kommer ind i en Parenthes, og denne Parenthes breder sig saa i Millioner og dette Parenthetiske fortsættes fra Slægt til Slægt, medens Tilværelsen bliver lige lidt forklaret og Χstdommen aldeles puffet udenfor. Al Tale om at Χstus har gjort Fyldest for Arvesynden beviser jo Intet for at Χstd. vil Slægts-Forplantelse. Thi al Forsoning og Fyldestgjørelse er dog vel bestandigt baglænds ikke forlænds. Som _fE i Forhold til actuel Synd, hvis Ens Synd var at stjæle, da gjør Forsoningen fyldest for det Forbigangne, men betyder dog vel ikke, at han nu fremtidigen kan stjæle saa meget han vil. Og saaledes med Fyldestgjørelsen for Arvesynd, den betyder dog vel ikke, at nu kan Msket fremtidigen gjøre sig lige saa lystig han vil i Henseende til Slægts-Forplantelse. Nei, Χstd. spærrer af paa eenlig Stand. Din Faders Skyld, siger den, ved hvilken Du blev til, for den er der fyldestgjort – men stop nu, Fyldestgjørelsen betyder ikke, at Du skal nu gaae hen og gjøre ligesom han, Fyldestgjørelsen betyder ikke, at Du i denne Henseende skulde have ganske Frispas. Det Numeriske – Χstds Forkyndelse. Til sand Χstds Forkyndelse fordres: luk Dit Øie for Tallet, om der er Millioner, 10 Millioner det maa kun betyde 1 Msk. Men for 1 Msks Skyld skal dog vel Χstd. ikke forandres – og, christeligt, er Millioner af samme Bonitet kun 1 Msk. Om derfor en Frants Knivsmed eller hvo det er i collegium politicum, om han, i Anledning af en paatænkt Straf over Konerne ved at afholde sig fra dem, om han erklærer, at han kan ikke holde sig – derfor skal dog vel _Χstds Χstd. ikke forandres, og det om eenlig Stand gjøres om. _Og Nei, for een Frants Knivsmeds Skyld forandrer Χstd. sig ikke. Men 10 Millioner Frants Knivsmede er, christeligt, kun een. Enhver Forkyndelse af Χstd, som indrømmer det Numeriske det Allermindste, glemmer, hvilken Majestæt, den Χstne har den Ære at tjene, item hvilken Hader denne Majestæt er af – just det Numeriske. Og derfor min gode Luther, Du var dog ikke ganske ædru, men noget bedunstet, eller Din Hjerne noget omtaaget af det Numeriske, af dette med Millioner Frants Knivsmede, den Gang Du forandrede Χstd. og erklærede at det var umuligt at leve kydsk udenfor Ægteskab. Sligt vedkommer slet ikke Χstd, den er for ophøiet til paa den Maade at lade sig imponere af een eller Millioner Knivsmede. Og i ethvert Fald, kjere Luther, Du burde dog have gjort det kjendeligt, at her altsaa da ikke var Tale om et christeligt Fremskridt men om at slaae af. .... Hvor langt det er fra at Χstd. er til, sees bedst paa mig. Thi med den Klarhed jeg har – jeg er dog ikke en Χsten. Bestandigt stiller det sig dog saaledes for mig, at trods det Dyb af Nonsens hvori vi stikke, vi blive dog lige fuldt alle salige. Dette er _følgen Følgen af som Barn at have faaet en lige modsat saakaldet Χstd. i sig. Men min Stilling er dog ogsaa vanskelig nok. Jeg er ikke som en Hedning, for hvem en Apostel saa kort og fyndigt forkynder Χstd, nei, jeg er Den, der _selv, selv maa, saa at sige, opdage Χstd. arbeide den ud af den forgjorte Tilstand hvori den er bragt. Sandheds-Vidnet Og naar saa et Sandheds-Vidne døer, _h saa siger han til Gud: tak, tak for alle Lidelserne, Du uendelige Kjerlighed. Og saa siger Gud igjen: tak min Ven, tak for hvad Brug jeg har havt af Dig. Ironie i Forhold til Aand og hvad Aands er. Der er ingen Bestemmelse af Aand, uden der ogsaa er et Moment af Ironie med. Den sandselige Betragtning vil saaledes være _ataf den Mening, at det der maatte bestemme et Msk. til at ville tænke over Livet, er, at jo mere han tænker over det, desto lettere bliver Livet ham. Aand er: at jo mere et Msk. tænker over Livet, desto tungere og mere anstrenget bliver det ham. »Den der forøger Kundskab forøger Græmmelse« ja og Anstrengelsen af at være til. »Men saa er det jo Galskab dette med Aand« ja, ganske rigtigt. Men just dette er det negative Kjende paa Aand, at Aandløshed er Veien til at gjøre Livet let – saa fornem er Aand. Penge, jordisk Magt o: D: det forstaaer det sandselige Msk. sig paa; han eftertragter det, fordi Besiddelsen deraf maa, som han mener, og tildeels vel ogsaa med Rette, gjøre ham Livet lettere. Hvis det at samle Penge utvivlsomt skulde betyde, for hvert Tusind mere Lidelse og Besvær: ja, saa vilde det sandselige Msk. nok entholde sig – som han derfor gjør det i Forhold til Aand, glad ved den i Aarhundredernes Løb mere og mere befærdede og som den eneste sande anpriste Vei: at blive saa omtrent blot Dyre-Skabning er Veien til at gjøre sig Livet allerbeqvemmest. Aand sat sammen med en Tilværelse som Dyre-Skabning giver Lidelse, jo mere Aand jo mere Lidelse. Χstheden har derfor ogsaa paataget _{sig, ved} sig (ved Hjælp af dens Perfectibilitet!) at forbedre Χstd. Man lader Bestemmelsen »Aand« reent gaae ud (det var for at anbringe den, at Χstus kom til Verden) og saa er man Χstne, Χstd. florerer trindt i Landene, der er rigeligt 1000 Levebrød for Lærere (men ifølge Χstd. maa det at være Lærer netop ikke være Levebrød), Ægteskaberne indvies for Alteret (men Χstd. er netop eenlig Stand) Børnene avles i Χstd og opdrages i Χstd og døbes som Χstne o: s: v: o: s: v:, overalt Χstd. ɔ: overalt just Det, som er Χstd. lige stik imod. Men lettere, ja det indrømmes, lettere er Livet rigtignok blevet, Χsthedens, især Protestantismens Scenerie er: Idyl, Børne-Avlen, fede Levebrød, Travlhed i denne _P Verden, Politik. De sande Extraordinaire dem af første Classe. de føle sig ikke saa lykkelige i denne Verden, at de skulle kunne ville indrette sig i den. Nei, de ere Reisende, i _Ærende: Ærende, haste det snarest muligt bort igjen, hjem. Naar de saa mærke, at det lakker mod Enden, naar de have omtrent fuldkommet deres Ærende, i den kortest mulige Tid frembragt den intensiv muligste Virkning: saa trykke de paa en lille Springfjeder, som kun de vide Beskeed om – saa virker deres Liv katastrophiske, og paa den Maade _smides stødes de saa ud af Verden. Her er Alt Ueensartethed fra først til sidst, i Katastrophe at forlade denne Verden er den _støs største Ueensartethed fra en jævn rolig Leven og en stille Hendøen. For tre Ting takker jeg Gud 1) At intet levende Væsen skylder mig Tilværelse. 2) At han forhindrede, at jeg ikke tankeløst blev Præst i den Forstand som man nutildags hersteds er Præst, hvilket er at spotte Χstdommen. 3) At jeg frivilligt udsatte mig for at blive udskjeldt af Corsaren. Forfalskningen af Χstdommen Det man har forfalsket er Begrebet af at være Χsten. Og man har forfalsket, ikke saa meget Læren, som: det at forkynde Χstd, det at være Lærer i Χstd. Det er hermed som hvis Vand, der i Beholdningen ikke var fordærvet, ved at ledes gjennem Rør, som vare fordærvede, inficeredes heraf – som hvis man da vilde føre En hen til Vandbeholdningen og sige: Vandet er jo ufordærvet.« Ja, men Det fordærves ved Mediet, gjennem hvilket det ledes til Menneskene.« I ethvert Forhold, hvor Noget kun _er gjennem et Medium kan blive til Deel, er det omtrent lige saa vigtigt, hvorledes Mediet er, som hvorledes Det er, som gjennem Mediet meddeles. Man seer heraf, hvor mislig den er denne Tale om en objektiv sand Χstds Forkyndelse. Min Opgave: at skaffe Plads. Jeg er ikke en Apostel, der fra Gud bringer Noget, og med Myndighed. Nei, jeg er tjenende Gud, men uden Myndighed. Min Opgave er: at skaffe Plads at Gud _l kan komme til. Deraf sees let, hvorfor jeg maa være ganske bogstaveligt et enkelt Msk, item holdes i stor Svaghed og Zarthed. Thi hvis Det, der skal skaffe Plads, kom i Spidsen af fE et Par Batailloner – ja, mskligt talt, synes dette jo prægtigt til at skaffe Plads, det Sikkreste. Men saa kunde jo Det, der skal skaffe Plads, selv tage Plads, det kunde tage saa megen Plads, at Gud ikke ret kunde komme til. Min Opgave er at skaffe Plads – og Politie er jeg, om man saa vil. Men i denne Verden er det saaledes, at Politiet kommer med Magt og arresterer de Andre – _{i høi} det høiere Politie kommer, lidende, og forlanger snarere at blive arresteret. a Min Opgave er ikke: befalende at skaffe Plads, men lidende at skaffe Plads. Mynster og Jeg er Collisionen mellem det Gamle og det Nye. I Almdh. kommer det Nye med Selviskhed, der jo før jo hellere vil det Gamle _tillivs. tillivs, have det styrtet. Jeg kom med den Resignation, at jeg endog har villet spille Mynster det Nye i Haanden som hans Sidste, skjulende mig selv og alle mine Lidelser og Offere for Sagen i det dybeste endog det Grinagtiges Incognito medens hele Samtiden, jeg i Spidsen, havde bukket for Mynster som Manden. Styrelsen dømte: det har Mynster aldrig fortjent. Og det _er har jeg ogsaa nok seet; men Ukjendelighed er mit Liv, mit Element; at lide, at bringe Offere o: s: v: det er jeg villig nok til, men Ukjendelighed er min Lidenskab. Latterligt. At begrave en Mand, der endog ved at forkynde Χstd. har naaet og nydt, efter den største Maalestok alle mulige jordiske Goder og Fordele at begrave ham som Sandhedsvidne er lige saa latterligt som at begrave en Jomfrue, der rigtignok efterlod sig 3 Børn og var frugtsommelig med det fjerde. Slige Jomfruer finder man latterlige, og det hjælper slet ikke, man forøger kun Latteren, _atom Præsten maaskee for Penge da der er bestilt _{»fiint Sand)}»fiint Sand« tilføier skærpende: de rette Jomfruer, de sande Jomfruer. Men Sagen er, Alt hvad der angaaer Dyre-Bestemmelsen som nu hvad det er at være Jomfrue og Deslige det veed man ypperligt Beskeed om i Verden. Men hvad et Sandhedsvidne er veed man ikke, blandt Andet ogsaa just fordi man har faaet Χstd. og Verden til at løbe i Eet, istedetfor at »Sandhedsvidne« netop forholder sig til Χstds Ueensartethed med denne Verden og derfor altid er at lide, at forsage, at gaae Glip af denne Verden. I Grunden har Martensen gjort Mynster latterlig, men de Medlevende mangle christelige Forudsætninger til at see, at han er gjort latterlig. Min Samtidighed med Biskop Mynster. Betydningen heraf er egl denne: det Spørgsmaal: var det ikke muligt, at jeg, der vistnok er lagt an paa det Katastrophiske, var det ikke muligt, at jeg istedetfor Angrebet kunde blive det sidste Forsvar for det Bestaaende. Dette Spørgsmaal skulde jeg have Tid til at besinde mig dybt paa. Og derfor var det af Styrelsen ordnet saa, at jeg samtidigen havde den Mand til det Bestaaendes Hoved, den Mand, for hvis Skyld jeg saa uendelig gjerne vilde lempe mig paa enhver Maade. Hvor vilde jeg – af saa mange Grunde – gjerne være blevet: det sidste Forsvar. Men egl. er det Mynster, der, ved hvad jeg har udholdt med ham og ved hvad jeg har paa ham seet, at _hans Hans fører til, har forvandlet mig, eller vel rettere bidraget til at gjøre mig klarere over mig selv. Mynster og Jeg. Jeg har frelst M. for hvad han var _v mere bange for end det meest overtroiske Msk. for at gaae ene ved Midnat over en Kirkegaard: religieus Bevægelse. Og jeg har hjulpet ham til at naae, hvad han var _især mere forhippet paa end det forfængeligste Pigebarn paa at fordunkle Alle i Kongens Club: at døe usvækket. Jesuitisme. Der har aldrig levet nogen eminent Primitivitet, uden at han af de Samtidige er blevet beskyldt for Jesuitisme. Sagen er let forklaret. Det at han har Fremtiden i sig giver ham i at handle den Ueensartethed, hvilken de kalde Jesuitisme. Han handler i Kraft af Fremtiden medens de Samtidige bestandigt gjøre deres Omsætninger i det Hævdede. I denne Spænding ligger saa hans Guds-Forhold. En saadan Ueensartethed har saa ogsaa igjen fra een Side seet noget Comisk, eller dens uhyre Pathos er indhyllet i noget Comisk. Thi at En, der efter den givne Rangforordning er Minister o: D: handler som saadan deri er jo intet Comisk; men at En i Kraft af at bære Fremtiden i sig handler mere energisk end nogen Minister er jo i een Forstand comisk; at En, der er proclameret af Millioner handler i Kraft deraf, er jo ikke comisk, men at En handler i Kraft af, at han selv bærer Fremtidens Millioner i sig, har noget Comisk; hvor Millionerne sees er der intet Comisk deri, men det Comiske er, selv at have Millionerne i sig. Mynster var dog en Egoist; selv _saaledes, saaledes: jeg holder mig temmelig overbeviist om, at han ikke (for det mulige Tilfældes Skyld at Martensen engang skulde blive Efterfølgeren) har givet ham en Avis om, at jeg egl. var et Msk. af en ganske anden Betydning end det syntes. En saadan Avis kunde Martensen godt have behøvet. Men paa den anden Side Mynster kunde rigtignok ikke godt give den, uden at blotte sig en lille Smule. Derfor er jeg af den Mening, at han ogsaa her har været egoistisk nok til ikke at gjøre det. Dog er det kun en Mening. Mynster – Martensen. Mynsters Klogskab bestod just i aldeles at afholde sig fra at dømme om mig; thi han mærkede nok, hvor fangende Alt er her. Tillige har saa ogsaa min Pietæt for ham gjort, at jeg paa enhver Maade søgte at hjælpe ham _for godt igjennem. Martensen buser nok paa; at sige om ham at han styrer Kirken er ligesaa besynderligt som at sige om en Mand, der i eetvæk render Næsen mod Stuedøren at han styrer, hvorvel jo ogsaa dertil hører en vis Styren. Det Interessante – Handlings Afgjørelse. Dersom jeg turde ledsage mine Handlinger med Comentar, oplysende den sindrige Hensigtsfuldhed der er i det Hele: saa vilde jeg gjøre glimrende Lykke – – men aldeles forfeile min Opgave. Man vilde saa slet ikke faae Indtrykket, Braaden af Handlingens Afgjørelse men fortrylles af det Interessante i Reflexionen, som bærer denne Handling. Imidlertid er _der det Resignation for et Msk, at sætte en Handling saaledes ind, at den – just derpaa beregnet – maa see ud som en Slags Galskab (thi uden den faae vi ikke Lidenskaben sat i Bevægelse, Ilden paasat) medens han ved at ledsage den med udførlig Commentar vilde blive beundret af Alle for sin Klogskab, undgaae alle Farer og Uleiligheder, thi nu kom Handlingen slet ikke til at virke som saadan, men som et Motiv for det Interessante. Dersom jeg vilde vise, hvad jeg forstaaer endnu bedre i dette Øieblik end i Begyndelsen, hvor sindrigt Angrebet paa Martensen eller paa Mynster per Martensen forholder sig til hele min Opereren og til at bevirke just hvad det skal bevirke: jeg troer, man vilde over dette Interessante aldeles glemme at forbittres paa mig. Men dette vil jo egl. sige, det _HeeHele ophørte at være Handling og have Handlings Afgjørelse. Derimod er just den abrupte, reflexionsløse Maade, paa hvilken det med Charakteer-Impetus _beregn er sat ind, beregnet paa og har ogsaa naaet at give Lidenskab. Deraf vil man saa bevise, at jeg maa have gjort noget Forkeert, men_mensmen jeg just deraf seer, at det er rigtigt, uden dog atter at vise Mskene det, thi i saa Fald slap vi igjen ind i det Interessante. Men der hører Resignation til at arbeide paa den Maade, eller vel rettere ingen msklig Resignation formaaer at arbeide saa resigneret, der maa en høiere Magt tvinge En baade med det Gode og det Onde. Providentia specialissima. At være Χsten er at troe paa en provid. spec. ikke in abstracto men in concreto. Kun Den der har denne Tro in concreto, er Individualitet, enhver Anden nedsætter egl. sig selv _{til som}som Exemplar i Forhold til Art, har ikke Mod og ikke Ydmyghed, _d er ikke piint og ikke hjulpet nok til at være Individualitet. Samvittighed. Naar Alt kommer til Alt rækker nok det at have Samvittighed for Mskene ikke længere end til at have Samvittighed (Samviden) med: Msker. Saaledes selv det at aflægge en Eed – see nærmere til og Du skal see, der underskydes: ja, jeg sværger ligesom, i samme Forstand som alle de Andre. Hvor mange Msker have egl. Samvittighed med Gud? Sandheden, Christendommen, vil gjøre Eder frie! Men Sagen er, den Art Frigjørelse, som Gud og Χstd. tænker paa, vil Msket nok helst være fri for, ja for enhver Priis værge sig imod. Det er ligesom man vilde sige til en Kindtand: jeg vil frigjøre Dig, løsne Tandkjødet, overskære Nerven o: s: v: Dertil maatte vel Kindtanden sige: nei Tak, jeg har det saa godt som jeg har det. Og saaledes det sandselige Msk. i Forhold til den Frigjørelse som Χstd. taler om. – Gud og Msk. forstaae ikke hinanden eller tale ikke det samme Sprog. »Vi kan jo dog ikke Alle blive Martyrer.« Hertil maatte Gud vel svare: »lad Du mig om det.« Men Msket narrer sig selv ved Hjælp af det Numeriske. I dette Liv er det ganske rigtigt det Klogeste altid at være, om muligt, som Alle. Men Evigheden splitter ad, og fordrer derfor hvad i en vis Forstand, ganske sandt, umuligt Alle kunne blive. a thi Indvendingen er egl. en næsviis Skarpsindighed. _HKatastrophe. Hvorledes frembringes K. i Aands Forhold? Ganske simpelt: ved at udelade nogle Mellemleed, ved at anbringe en Conclusion og ikke give Præmisserne, ved at drage en Conseqvents og ikke først udvise det hvoraf det er Conseqventsen o: D: saa vil Sammenstødet mellem den saaledes Handlende og de Samtidige kunne blive en Katastrophe. Lad fE Den der egentligen bærer hvad Idee der er i Tiden, lad ham _fE arbeide taust i nogle Aar. I al den Tid vil han saa selv udvikles mere og mere, derved blive mere og mere fremmedgjort for de Samtidige; lad ham saa tage det Allersidste og i den intensiveste Korthed og begynde med det: saa kan det blive Katastrophe. Derimod var det ikke blevet Katastrophe dersom han successive havde meddeelt det Tidligere, og vil vel heller ikke blive K., hvis han begynder med det Ældste. Det er jo oftere forekommet, at et Individ er collideret med en Samtid, saa det er blevet K. Men dette har saa været umidd. Det paagjældende Individ har egl. ingen Forestilling haft om, i hvilken Grad de Samtidige vare fjernede fra at kunne forstaae ham, manglede Mellemleed, Præmisser. Dette er Geniernes Collision i Katastrophe. Noget ganske Andet er denne bevidste Arrangeren af K., at være saaledes klar, at man kan maale med Øiet, at Afstanden nu maa være saa stor, at det maa blive K. i Sammenstødet, bevidst at anlægge det Hele. Dog er denne Bevidsthed egl. først det Christelige, det egl. christelige Begreb af at offres, et frivilligt Offer. Men her staaer jeg igjen og fristes til at spørge har et Msk. Lov dertil? er det ikke en Haardhed mod de Andre? I Christenhed søger man forgjeves _{Oplysning; thi} Oplysning. Og hvad det nye T. angaaer, da er dette jo dog Gud-Msk, og Gud-Msk. er jo dog en Qvalitet forskjellig fra ethvert Msk. Paa den anden Side er det ikke muligt at gjøre en Ende paa Charakteerløshed, Sophistik, Reflexions Vrøvl uden Katastrophe. Katastrophe er den egl. μεταβασις εις αλλο γενος; hvad Korsets Tegn er for Fanden, er _{Reflexionen for} for Reflexionen Katastrophen. Men at begynde med Conclusionen, udeladende Præmisserne eller Deslige, – og saa at sige at man gjør det, for at frembringe Katastrophe, er atter at forhindre K; thi i denne Given Forklaring ligger igjen en Tilnærmelse, som mindsker de Samtidiges Afstand, saa Collisionen ikke bliver katastrophisk. Idealerne – den borgerlige Retfærdighed. Hvad den borgerlige Retfærdighed er for Forbryder-Verdenen, er Idealerne for den Verden, som iagttager den borgerlige Retfærdighed. Det der beskjeftiger Forbryder-Verdenen er at blive den borgerlige Retfærdighed qvit, det være nu ved at gjøre Oprør mod den eller paa listig Maade: aldeles paa samme Maade er det Det der beskjeftiger den Msk-Verden, som dog iagttager den borgerlige Retfærdighed, at blive Idealerne qvit, ved ligefrem at gjøre Oprør mod dem, eller paa listig Maade, eller ved hykkelsk Skin af at tage dem med o: s: v: o: s: v: Evigheden forpligter paa Idealerne aldeles ligesom denne Verden forpligter paa Iagttagelsen af den borgerlige Retfærdighed. Christeligt er derfor En, som ved at forkynde Χstd. naaer at faae 20,000 om Aaret, at gaae i Fløiel, bestjernet o: s: v: han er en Tyveknegt, aldeles i samme Forstand som En der stjæler i denne Verden er en Tyveknegt; thi alle disse Tusinder og Fløielet og dette Hele naaet ved at forkynde _hvad Χstd. er: _– stiaalet, kan ogsaa kun naaes ved under Navn af Χstd. at forkynde Noget som ikke er Χstd. Men Sagen er i denne syndige Verden anseer man det allerede for store Ting om man kan drive – dette Egoistiske igjennem, at overholde den borgerlige Retfærdighed. Og saa lader man Iagttagelse af borgerlig Retfærdighed gjælde for christelig Dyd: og saa ere vi alle Χstne. At virke katastrophisk. Hvor angest end Mskene vilde blive for mig, hvis _det de fik det at vide, hvor fremmed det vilde være dem: vist er det, at det der i al den sidste Tid har beskjeftiget mig, er, om det ikke var det Gud vilde jeg skulde gjøre, at jeg skulde sætte Alt paa at faae en Katastrophe tilveiebragt, paa at blive arresteret, dømt, om muligt, henrettet. Og der er i min Sjel en Bekymring, om jeg, ved at lade dette være, ikke evigt vil fortryde det, en Bekymring mod hvilken jeg ikke veed at sætte Andet end den Tanke, i hvilken jeg bestandigt betroer mig til Gud, at han vil vaage over, at jeg Intet kommer til at forsømme som jeg evigt vilde fortryde at have undladt. Skulde der være virket katastrophisk, havde jeg tænkt mig, ganske uventet efter den fuldkomneste Taushed at gjøre »Anskriget« at den offentlige Gudsdyrkelse er Guds Forhaanelse, at deeltage i den er Forbrydelse. Men førend jeg endnu ret her var klar, kom jeg allerede til at gjøre _Noget noget Andet nemlig at sætte Artiklen mod Martensen om Mynster ud. Allerede derved var der svækket i Retning af det Katastrophiske. Fremdeles naar jeg seer hiin Artikel »Anskriget« efter, seer jeg, at den bestandigt har været fra _mig min Side lagt an saaledes, at der skulde følge nogle _Følgeblade; Følgeblade med; men disse Følgeblade ville atter svække i Retning af det Katastrophiske. Saa har jeg den store Betænkelighed mig selv betræffende, om jeg nu ogsaa duer til at gaae – hvis det lod sig naae – i Fængsel, at blive, om muligt henrettet, om ikke hele denne Art Fægten vilde virke forstyrrende paa mig, saa jeg ikke kunde tage mig deri. Dog dette maatte jeg jo i ethvert Tilfælde henstille til Gud. Men betræffende det at virke katastrophisk er der en ganske anden Betænkelighed. Paa den Maade som jeg havde tænkt mig det, lader det sig virkelig ikke naae. Det Bestaaende er i den Grad demoraliseret, at man kan spytte det lige i Øinene, og det foretrækker at skulke af, hytter sig nok for at anlægge Sag o: D:. Det har jeg jo Erfaring for; ja egl. har jeg allerede opereret i Retning af det Katastrophiske, thi var der mindste Tanke i det Bestaaende om at ville gaae retslig tilværks, da er jo min sidste Artikel mod Martensen saa afgjørende som vel muligt. Men naar Forholdet er dette, at det Bestaaende i den Grad er sjunken i Jammerlighed, demoraliseret, vidende med sig selv at det er en Løgn, at det for ingen Priis vover at bruge den Art Fremgangsmaade: at actionere, arrestere, henrette: saa er det uendelig farligt at have marqveret i Retning heraf, om saa Contra-Parten er en Snotte-Klat, man umuliggjør let hele sin egen fremtidige Opereren. Ja og det er fast Synd mod Menigheden; thi det er dog frygteligt, at tænke sig at det skeer (hvad der jo forresten nu skeer) at Alt bliver ved om Søndagen som sædvanligt, efterat der med det Eftertryk som jeg har sagt dem at det er at gjøre Nar af Gud. Den Martensenske Taushed er en rædsom _Protistution Prostitution ja er egl. en Blasphemie, og Menigheden maatte egl. sige til Martensen ligesom Grevinde Orsini til Marinelli forbarm Dem dog og siig en lille Løgn, det er dog altid bedre end den Art Taushed. Skulde der da virkes katastrophisk maatte Sagen lægges ganske anderledes an end jeg hidtil har forstaaet det. Fremgangsmaaden maatte blive i denne Stiil. Man begyndte med at vise at Sagen var saa alvorlig, at al lærd Kamp er en Barnagtighed. Man maatte derfor forlange af det Bestaaende, forlange af det, i Χstds Navn, at det brugte de Midler, det var i Besiddelse af til at værge sig. Man maatte altsaa selv forlange at der blev anlagt Sag, selv forlange at blive arresteret, selv forlange at der blev gaaet frem med den størst mulige Strenghed indtil paa Liv og Død. Sigtelsen mod det Bestaaende maatte saa være, at det Hele er en Løgn, _{Gudsdyrkelse,} Gudsdyrkelse Gudsbespottelse, at deeltage deri Forbrydelse; men tillige maatte Sigtelsen skærpes ved, at man efterviste, at det Bestaaende selv veed, at det er en Løgn, og at det er derfor at man undgaaer at anlægge Sag. Og selv paa denne Maade troer jeg atter ikke, at det blev muligt virkelig at blive arresteret, end sige henrettet. O, men rædsomt at tænke sig i hvilket Dyb det Bestaaende er sjunket hvilket Dyb af Jammerlighed og Spidsborgerlighed og Middelmaadighed og Løgn. Dog just derfor, hvor vil det lyse i Tidernes Løb, dette uforlignelige Epigram over det Bestaaende: at Biskop Mynster skulde begraves som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner. Luther – Reformationen. L. er lige Modsætningen til »Apostelen«. »Apostelen« udtrykker Χstd i Guds Interesse, kommer med Myndighed fra Gud og i hans Interesse. L. udtrykker Χstd. i Mskets _i Interesse er egl. det Mskliges Reaktion mod det Χstlige i Guds Interesse. Derfor ogsaa L.s Formel: jeg kan det ikke anderledes, hvilket aldeles ikke er Apostelens. See nu alene her, hvilken Confusion, naar man har gjort L. til Apostel. Overhovedet hvad har altid Χstheden manglet: en Diagnostiker i Retning af Sygdommen, og en Dialektiker. Om Slægten ikke er saaledes degenereret, at der ikke fødes mere Individer, som kunne bære Χstd.? At »Fritænkeren« i en vis Forstand gjør stor Gavn i Χstheden, lader sig ikke negte. Han opretholder nemlig den Side af det Χstlige, hvorved det er til Forargelse. Og her staaer jeg ved det, jeg mener med Slægtens Degeneration. Alt Χstligt har et Dialektisk foran, eller er lagt saaledes an, at Individet maa kunne udholde en Fordoblelse i sig. At kunne see skarpt og tydeligt, at det Χstlige er Forargelsens Anstød, at kunne see, at det Χstlige gjør mig, msklig talt, ulykkelig: og saa dog at gaae ind paa Χstd: dette er en Bygning af Msket, som jeg betvivler nu mere forekommer. Nu tildags maa Alt gjøres ganske ligefrem, hvis Mskene skulle gaae ind paa det, man maa ganske ligefrem kunne see, at Det er til Fordeel, maa i endelig Forstand kunne give Grunde o: s: v: kort Mskene ere sjunkne ned til en reen Ubetydelighed, som staaer i intet Forhold til den Idealitet, som er Χstdommen. Og svarende til denne Individernes Ubetydelighed har man saa ogsaa faaet Χstd lavet om til noget erbarmeligt Sirups-Slik, der som andet Slikkerie faldbydes af Kagekjellinger (Præster i Silke og Fløiel), og som yderligere fordærver Msket. Christendom – Msk-Had Χstd i Χsthed. Det nye Testamente hviler aabenbart i den Betragtning: at elske Gud er at hade sig selv, og Kjerlighed til Gud er Msk-Fjendskab. Derfor ogsaa den aldeles sande Opfattelse af Χstd. i det samtidige Hedenskab, at den er Msk-Fjendskab; just til det at elske Gud hører et Modsætnings-Forholds Strammen, og det er umuligt at elske Gud i dette hjertelige Sammenholds Vrøvl med et heelt Folk o: D:. I Χstdommens første Tid repræsenterede nu det den omgivende Hedenskab og Jødedom Modsætningen, og Kjerlighed til Gud var Msk-Fjendskab. Men i samme Grad som _flere Flere og Flere blive Χstne, i samme Grad forandres aabenbart dette Afgjørende, og istedetfor Bestemmelsen at elske Gud i Msk-Fjendskab faaes at elske Gud i Sammenholds-Kjerlighed – og saa er Χstd. forandret, totalt, grundforandret, afskaffet. I »Χsthed« maa derfor den Χstne selv passe paa at udtrykke Msk-Fjendskabet, at vogte sig for Sammenholds-Forholdet. Man seer atter her, at det virkelig at være Χsten i Χsthed vil blive en Potensation i Forhold til det oprindeligen at være Χsten, thi i Χsthed maa den Χstne selv frembringe Msk-Fjendskabet. Den sande Χsten siger jeg, thi for Øieblikket er da Χstd. slet ikke til men omkommet i dette Vrøvl af Millioner Χstne. a Ved at lade 11 Skjolde eftergjøre meente Romerne at sikkre sig _{Besiddelsen af} at have det 12te det himmelfaldne: ved Millioner eftergjorte Χstne har Χstheden sikkret sig ikke at have een _eneste sand Χsten, Bestemmelsen af det at være Χsten er gjort ukjendelig. Christendommens Alvor. Det er aldeles umuligt at forhindre, at ikke i samme Øieblik som man har anbragt en yderligere Skærpelse af Kjendet paa det Χstlige, at ikke i samme Øieblik Docenterne, Gavtyvene, Vrøvlet bemægtige sig den – og docere den. Det er umuligt at forhindre det; og saaledes skal det være. Hvis det var muligt at bestemme det Χstlige saaledes at de Docerendes Falsknen var umuligt, saa var Χstd. noget Andet end den er. Nei, Falskneriet er bestandigt muligt; Alvoren ligger paa et andet Sted: Evigheden; og Evigheden kan Docenterne ikke narre. At docere er unegteligt hvad der betaler sig bedst i Tiden men man docerer sig ikke ind i Evigheden. Idealet. Idealet er Msk-Fjendskab. – Det Msk. naturligt elsker er: Endeligheden. At Idealet anbringes er ham den rædsomste Qval. Ja, naar det høist digterisk anbringes som et fortryllende Phantasie-Syn: ja, saa tager han: den Nydelse med. Men, naar Idealet _anbrine anbringes som Fordringen, ethisk-religieust, er dette for Msket den rædsomste Qval, det paa den qvalfuldeste Maade dræber ham alt Det, hvori han egl. har sit Liv, det paa den qvalfuldeste Maade viser ham hans egen Jammerlighed, det paa den piinligste Maade holder ham i søvnløs Uro, istedetfor at Endeligheden dysser ned i Nydelse. See, her hvorfor Χstd. blev kaldet _er og er Msk-Fjendskab. Saaledes forholder det Msklige sig 14. Journalen NB36, s. [58]-59. Slutningen af optegnelsen NB36:31 med marginaltilføjelsen NB36:31.a og begyndelsen af optegnelsen NB36:32 til Idealet. Den unge Pige rødmer af Begeistring, naar hun hører om det; Ynglingens Hjerte banker heftigt; den ugifte Mand respekterer det; den gifte Mand vender sig dog ikke ganske bort fra det: men den største Afstand fra Idealet er: Mutter, Madamen. Den egl. Rasen mod Idealet udgaaer fra _{Familiet-Livet} Familie-Livet, fra Løvinden, eller, _a for at sige det paa en anden Maade, som ogsaa stundom er sandt, fra Grise-Soen. Enhver der mener at have anbragt Idealerne – hvis han ikke er blevet hadet, forbandet af Mskene: han har paa en svigefuld Maade anbragt Idealet, anbragt det saaledes, at det kun blev Phantasie-Nydelse, omtrent som naar Heiberg bekæmpede »Publikum« og paa samme Tid arrangerede »et dannet Publikum«, hvilket er Spilfægterie. a Alle der i Sandhed have lært det om Idealerne have derfor ogsaa anpriist eenlig Stand. At gifte sig er at gjøre sig Forholdet til Idealet saa vanskeligt, at det ordentligviis er eenstydigt med at opgive Idealet. (At være gift paa den Maade som Socrates er noget Andet end hvad man ellers forstaaer ved et Ægteskab; S. saae jo netop i Ægteskabet en Hindring og det var – derfor at han giftede sig, derfor, at han var lykkelig med: Xantippe, eller priste sig lykkelig – nemlig for Vanskelighedens Skyld). Et særligt Guds-Forholdi Umiddelbarhed og i Reflexion. I den hellige Skrift er det altid saaledes, at Gud umiddelbart siger Den, som har det særlige Forhold til ham, hvad han har at gjøre. Dette forstaaer jeg ikke, det vil sige, det _k lader sig ikke tænke, det er for Tænkning utilgængelig Umiddelbarhed; men derfor kan den jo være lige virkelig. I Reflexion kan i ethvert Tilfælde dette Forhold umuligt forekomme. I Reflexion bliver der et Dialektisk. Gud maa overlade det til Den, som skal have det særlige Forhold til ham, selv at vove at _modtage tage det. Gud kan indirecte paa mangfoldig Maade pirre ved ham, at han dog vover; men det umiddelbare Forhold kan jo ikke haves i Reflexion. Altsaa beroer det dog tilsidst paa, at den Paagjældende vover særligt at indlade sig med Gud, i hvilken Voven saa dog altid er indeholdt Muligheden af at han kunde have forstaaet alle de indirecte Paavirkninger forkeert. Men paa den anden Side alle de indirecte Paavirkninger afgjør Intet, der maa voves; og naar der er vovet, er dette en heel Qvalitets Forandring. Den, der umidd. har særligt Forhold til Gud, har altsaa kun den Fare, som kan være forbunden med at efterkomme det ham umiddelbart af Gud Befalede. I Reflexion er der en qvalitativ Fare mere, Muligheden af at have forsømt at vove og Muligheden af at have vovet forkeert. a Om et særligt Forhold til Gud i Reflexion vil i een Forstand gjælde, at det kun lader sig vide bagefter; det er ikke Noget et saadant Msk. umiddelbart kunde beraabe sig paa, thi i ethvert Øieblik er der en Voven, altsaa i ethvert Øieblik Mulighed af den Fare at forsømme at vove eller at vove forkeert. Eet Menneske. I »Aand« er eet Msk. mere end 10, 10 mere end 100 o: s: f., Tallet trækker fra, eet Msk. er den høieste Magt; der sees heraf, hvor dumt det er alt dette Vrøvl, der i Aands-Anliggender mener at styrke sig ved at blive flere, hvilket er at svække sig, og kun sandseligt at styrke sig; men maaskee er det egl. det man vil, og i ethvert Tilfælde vil man spare sig selv for den Anstrengelse at blive Ene, og det vil man atter skjule ved at give det at forene sig Udseende af at det er for at styrke sig. _E I ethvert Øieblik er eet Msk. nok. Men Sagen er, der kan gaae Aarhundreder inden et saadant Ene-Msk. kommer. Og naar saa han er død, saa behøvedes der atter kun eet Msk. for at holde Sagen, hvor han slap den. Men dette skeer ikke. Saa skal hvad der er avanceret, indøves. Og saa begynder dette Vrøvl med Docenterne, som leve af at skildre, docere, fremstille o: s: v: Og saa gaaer Aarhundreder hen i dette _Vrøvl, Vrøvl – og der behøvedes bestandigt kun eet Msk. Med Familie at leve af at Χstus blev korsfæstet er ikke blot bestialsk, forsaavidt _{det er bestialsk at} den er bestialsk denne Aandløshed, der – værre end Jødernes _GRaahed, som slog ham ihjel – trygt og confortabelt ernærer sig og Yngel af at en Anden bliver martret; men den er ogsaa bestialsk, fordi jo Χsti Fremtræden just var i Retning af at standse Slægt, at frelse hvad der nu engang var fortabt, og saa at spærre af – og saa tænke man sig, at det nu er blevet Χstd. med Familie at ernære sig af Χsti Liv og Død. Min mulige Navnkundighed. At jeg vil faae en vis Navnkundighed, vilde vel neppe min arrigste Fjende negte. Men jeg begynder nu at blive opmærksom paa, om _ik jeg ikke vil blive navnkundig i en _Ganske ganske anden Genre end jeg hidtil havde tænkt mig, om jeg ikke egl. vil blive navnkundig som Naturforsker, idet jeg har opdaget eller dog leveret et meget betydelig Bidrag til Snylte-Dyrenes Naturhistorie, Snylte-Dyrene jeg mener Præster og Professorer, disse graadige og stærktynglende Parasiter, der endog have den Uforskammethed (som dog andre Snylte-Dyr ikke have) at ville gjælde for Deres sande Venner og Tilhængere, hvis Lidelser de leve af. Middelmaadigheden. _Mi Indbyrdes mod hinanden ere Middelmaadighedens Enkelte vistnok ikke ubeskedne, forskylde ingen Uforskammenhed, de respektere jo gjensidigen hinandens Middelmaadighed. Men denne de samtlige Middelmaadige, hele Middelmaadighedens Masse, eller Midd. en masse er en Uforskammenhed mod Gud, thi den vil opkaste sig til at være det Høieste, vil opkaste Idealet. Som man indbyrdes _assucerer assurerer for Ildebrand, saaledes vil Middelmaadigheden totalt sikkre de Enkelte i Middelmaadigheden, at M. er det Sande. 15. Journalen NB36, s. [66]-67. Rækken af journaloptegnelser slutter med NB36:37Hvorledes gik det til, at Χstus blev ihjelslaaet? Dette kan jeg besvare saaledes, at jeg med det Samme viser hvad Χstd. er. Hvad er »Aand«? (og Χstus er jo Aand, hans Religion _Aandens. Aandens) Aand er: at leve som _død.død (det at afdøe). Denne Tilværelsesmaade ligger nu i den Grad det naturlige Msk. fjernt, at det ganske bogstavelig er for ham værre end slet og ret at døe. Med stor Forsigtighed anbragt paa Phantasie-Afstand i en Times Tid kan det naturlige Msk. taale det, ja saa behager det ham endog. Men skal det rykkes ham nærmere, saa nær at det for ramme Alvor stilles som Fordringen til ham: saa _ind- reiser det naturlige Livs Selvopholdelsesdrift sig i den Grad i ham, at der formelig indtræder en furor, ligesom ved Drik, eller som man taler om en furor uterinus. Og i denne Tilstand, hvori han er ude af sig selv, fordrer han Aands-Msk.s _død Død, eller styrter ind paa ham for at slaae ham ihjel.