]> Søren Kierkegaard Journalen NB17 NB17 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Niels W. Bruun, Anne Mette Hansen og Kim Ravn KA, A pk. 21 Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1850 Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78, bd. X 2 og 3 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2006 http://sks.dk/nb17/txt.xml 20100831 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.5 NB17 d. 6 Martz _50.1850. Om mig selv p. 10 Min besynderlige Situation i Forhold til Prof. Martensen p. ₂₇26 Misforstaaelsen i min Situation som Forf. p. 70 Verdens-Svinget p. 71. Mit Forhold i Samtiden, forsaavidt den selv har forskyldt Misligheden p. 72. Replik om mig selv p. 79. Angaaende Texter til Fredags-Prædikener cfr. det rene Blad foran i Journalen NB14. Thema til en Fredags-Tale p. 30. Det Absurde p. 17 Guds udvalgte Redskaber p. 38. Dag-Pressen p. 90. Om Prof. Nielsen p. 148. Forvirringen i Christenheden p. 191. Sagen p. 194. Det er en egen Art Vanskelighed. For ret at bevise, at en Mand er Guds udvalgte Redskab tillægger man ham Syner og Aabenbaringer, Drømme o: s: v:. Jeg taler nu ikke om Apostlene, for hvilke jeg altid fører en egen Conto. Men Vanskeligheden er, at en saadan Mand saa fremstilles som Forbillede, medens han dog er ueensartet situeret, han skal være Forbillede for dem, i hvis Lod ikke noget Saadant falder. Her kommer nu Spørgsmaalet, er det ved en Fremadstigen i Gudsfrygt at dette vederfores ham, ell. er det ved Hjælp af _detat dette vederfores ham, at han fik det Mod, den Tro, den Uforfærdethed, ved hvilken hans Gudelighed blev saa stor. I første Tilfælde bliver jo altsaa Aabenbaringer og Deslige et ligefrem Superlativ i en ligefrem fortsat Stræben, i andet Fald er Paradigmet ueensartet, og Efterfølgelsen ikke mulig. Man har ikke været opmærksom paa, at her let kan fremkomme paa det religieuse Gebeet en Differents ligesom _detden mellem Genie, Talent og almindelige Msker. Det afstedkommes let, naar det Religieuse ikke stærkt nok har det Ethiske i sig. Om mig selv. See det kalder man Vittighed, Spas &streg; og Ingenting: jeg kalder det ganske simpelt, i dybeste Forstand: Forbrydelse. Det var det Pøbelagtigheden vilde, den vilde fremstille mig som gal for Pøbelen, for saa at bestemme dennes Adfærd mod mig derefter. Der tilsigtedes saa enten: at jeg maatte reise &streg; at man kunde see, at Pøbelen øver Ostracismen, eller at jeg virkelig var blevet svækket. Og under alt Dette (i _smsaa smaae Forhold og med en _{saa u}saa uhyre Uproportionerethed i Henseende til Udbredelse) forvandlede den dannede Verden sig til Tilskuere &streg; ikke _eeneet Ord er der ymtet om denne Nederdrægtighed. Saa langt var Sagen bragt ud, at jeg vel endogsaa kunde være udsat for personlig Antastelse paa Gaden. Var det skeet, saa var hele min Omgivelse blevet angest, og jeg havde været knækket. Dog faderligt, ubeskriveligt faderligt har Styrelsen som altid holdt sin Haand over mig. Noget har vel ogsaa hjulpet den mig forundte Klogskab og personlige Virtuositet til at styre under saa vanskelige Forhold, hvor Alt beroer paa, at jeg den Angrebne (istedetfor at finde Tilhold hos en Eneste) har Lethed til at gjøre Sagen saa ubetydelig, at _{de dog ikke}Vennerne (om jeg kan tale saa) dog ikke ganske forraade mig. _MenOg hvad er der nu ikke vundet for at belyse &g.Ch;std; og hvilken Pante-Obligation eier jeg dog ikke i de danske Forhold! Sandeligen dens Tid vil nok komme. R. N.s Ulykke er dog egl. at han er forqvaklet ved Videnskabelighed, og endnu ingen Forestilling har om, hvad det er at være en Personlighed, der rolig hviler i sin Forvisning om en Sags Rigtighed, men saa ogsaa handler som Personlighed. Hvor simpelt og smukt havde ikke det Hele været, istedetfor alt Det, han har bragt op. Han var begyndt med en ganske simpel og eenfoldig Erklæring, hvori han, talende ikke uden en vis sømmelig Selvfølelse om de Studier i Philosophie, han er sig bevidst at have, erklærede: at disse Skrifter havde forandret ham hans Anskuelse. Saa var han derpaa ganske rolig med en sluttet Personligheds Holdning begyndt at arbeide for at belyse Skrifterne. Forsaavidt han da var blevet stødt over Martensens Forord til Dogmatik_Dogmatiken: nu vel, saa igjen en ganske simpel Replik, med Personligheds Selvfølelse og Værdighed. Og nu &streg; alt dette Slæng af halv Videnskabelighed, som han dog fører ind med, og saa Diversionen mod Martensen. Denne er mig for Sagens Skyld især ikke behagelig. Jeg har aldrig kæmpet med Nogen, hvor der var Ære at vinde ved Seiren, (thi Kampen med Heiberg var Nødværge) slig Kæmpen er Verdslighed. Jeg har rettet mig mod det sande Onde, Pøbelen, Mængden, hvor ingen Ære er at vinde. Saaledes ønskede jeg ogsaa min Sag stillet. Med al denne Halvhed og disse Feilgreb er der nu gaaet snart 2 Aar hen. Hvad er der dog ikke tabt! Hvor smukt havde ikke det Hele været, hvor reen gjennemsigtigt _Forholdet.Forholdet, saa ganske frit, hverken Discipel eller Deslige, nei, en respektabel Personlighed, der enig med sig selv, om at have fundet Afgjørelse i disse Skrifter, beslutter at virke for den Sag. Dog maaskee er en saadan Forvandling af en forhenværende speculativ Professor for meget forlangt, idetmindste som første Løb. Og hvor _tydeligttydelig var ikke just derved Ueensartetheden med Martensen blevet, medens nu Eensartetheden ligger saa nær. Jeg har lært saare meget i denne Taalmodigheds Prøve. a R. Nielsen. b Og jeg havde dialektisk ganske rigtigt lagt Sagen saaledes an, at just den Frimodighed og Sikkerhed, med hvilken En erklærede: ja, man kalde mig nu en Discipel ell. hvad man vil, jeg gaaer ind paa den Sag, der har forandret mig min Anskuelse &streg; just denne Sikkerhed vilde vise, at den Mand var sandeligen _intetIntet mindre end en Schüler. Den nuværende Prædiken er i Almindelighed aldeles forvirrende. &anfbeg;Præsten&anfslut; raader i Form af Talemaade over hine Mænds Tanker og Udtryk, hvis Liv existentielt udtrykte det Tilsvarende &streg; men Ingen af os udtrykker det. Saa bliver det lutter Selvmodsigelse. Præsten siger &anfbeg;at der i Herrens Huus er saa godt at være &streg; men Ens Arbeide _behtillader En ikke at blive der o: s: v:&anfslut; hvilket Arbeide? Hvor _megetMeget behøver vel et Msk. for at kunne leve? Ja spørg hine Asketer. Men vi, vi behøve ganske anderledes Meget &streg; og dog tale vi ligesom hine Asketer, og det Hele bliver Satire over os selv. Sagen _er;er, der maa gjøres Tilstaaelser; vi maae tilstaae, at vi ikke ere saa eenfoldigt aandelige, at vi ere baade mere sandselige og mere intellectuelt udviklede &streg; og saa forresten henflye vi til Naaden. Saaledes vil &g.Ch;std. herske. Den fordrer intet Enkelt &streg; just naar Msk. næsten i utaalmodig Lidenskab er allermeest opsat paa at ville gjøre dette Enkelte, saa siger &g.Ch;std.: det behøves ikke, det fordres ikke. Det vil sige &g.Ch;std. vil ubetinget Lydighed som Sindelag. Den Forestilling at behage Gud ved at gjøre _detteDette ell. Hiint var en barnlig Misforstaaelse, der ikke ret opfattede Gud som den uendelige Hersker, hvis Ophøiethed ikke kan tillade et saadant Forhold, som kunde man gjøre ham en Tjeneste, istedetfor at man skal bede om Forlov til at turde vove sig i Faren, til at have den Ære at tjene Sandheden o: s: v: Tænk blot dette sammen: den uhyre Maalestok Du anlægger for et Mskes Liv, en evig Dom &streg; saa skulde man da troe, at det idetmindste var ham aldeles vist tilsikkret at leve i en 30 Aar &streg; og saa gaaer idag fE en folkerig Hovedstad under ved et Jordskjælv: tænk dette sammen, og Du vil fatte, hvor nødvendig Naaden er for at et Msk. skal kunne holde ud at leve et eneste Øieblik. Den, der virkelig fatter sin Udødelighed ell. at et evigt Liv venter ham: han skal snart lære at flye til Naaden. .... Alene det i Samtidighedens Situation at tilbede et andet, et enkelt, Menneske: o, hvor Mange ere der vel i hver Generation, som have Mod og Tro og Ydmyghed dertil. Thi her gjælder det jo, hvad der er altid Maalestok for Personlighed, at kunne pakke alle de mange Tanker i en Handling; her fordres ikke Declamationer ell. Disputeren og Stigen i Superlativer &streg; nei, taust, ordknap at falde tilbedende ned for et enkelt Msk, hvis sandselige Tilværelse af al Magt ligesom protesterer dette. Om mig selv. Forunderligt naar jeg nu tænker tilbage paa hiint Pennestrøg, hvorved jeg kastede mig mod Pøbelagtigheden! Ogsaa denne Stemning var, da jeg gjorde Skridtet, i min Sjel. Jeg tænkte at ophøre som Forfatter med Afsl. Efterskrift, hvortil Manuscriptet heelt og holdent var indleveret til Luno. Taknemlig, usigelig taknemlig for hvad der var blevet mig forundt, besluttede jeg &streg; da Anledning gaves _afved hiin Artikel i Gæa &streg; at gjøre et høimodigt Skridt for &anfbeg;de Andre&anfslut;. Jeg var den eneste der havde Forudsætninger til at kunne gjøre det med Eftertryk, Forudsætninger: 1) i Retning af Goldschmidt, der havde udødeliggjort mig, og i mig saae sin Beundrings Gjenstand 2) i Retning af at være vittig Forfatter. 3) i Retning af ikke at have holdt med de Fornemme, eller overhovedet med noget _partie,Partie 4) i Retning af personlig Virtuositet til at omgaaes Alle 5) i Retning af et hidtil straalende Renomee, der bogstavelig ikke havde eet eneste Stænk af Critik ell. Deslige 6) i Retning af uegennyttigt at have sat Penge til for at være Forfatter. 7) i Retning af at være ugift, uafhængig o: s: v: Saa gjorde jeg det, religieust besluttet. Og see, just dette Skridt blev bestemmende for mig til at vedblive som Forfatter! O, og hvilken Betydning har det ikke faaet, hvorledes har jeg ikke lært at forstaae mig selv, lært &anfbeg;Verden&anfslut; at kjende, og lært at forstaae &g.Ch;stdommen &streg; ja, en heel Side af &g.Ch;std., og en afgjørende Side, var _maaskeeformodentlig ellers slet ikke gaaet op for mig; og Situationen til ret selv at komme i det rette Forhold til &g.Ch;std, var maaskee ellers heller ikke faldet i mit Lod. Men hvilken Proportion: et fuldendt og erhvervet Forfatter-Renomee, som saa pludselig næsten begynder forfra! Om mig selv. Dette er just det Betryggende, Garantien for Rigtigheden af min Position paa det religieuse Gebeet. Det er ikke i Kraft af en Theorie, ei heller vilkaarligt, at jeg har besluttet ikke at ville gifte mig, eller at bestemme mit Liv ueensartet med _deStræben for de endelige Formaal. Nei, jeg er fra tidligste Tid _eni Qvaler en &g.a;&g.ph;&g.o;&g.r;&g.i;&g.sud;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;. Det er en høiere Magt, der tvinger mig. Var jeg, msklig talt, frank og fri og conform med det Almene, saa var jeg neppe kommet ind paa alt Sligt. Men lad os antage, at det alligevel var skeet, at jeg selv theoretisk eller vilkaarligt havde lagt mit Liv saaledes an: saa vilde jeg vel kun altfor snart have bedaaret mig i det Fortjenstlige, og snarest muligt løbet vild i at stifte Skole. Nei, jeg er et Memento, saa langt som muligt fra at fordre af Andre, at de skulle leve saaledes, saa langt som muligt fra at finde noget Fortjenstligt i mit Liv. Men jeg er et Memento for Tiden, at de skal være saa god taknemligen at paaskjønne at det er dem muligt og ogsaa tilladt at have denne Lindring at sysle med endelige Formaal, samt, at de skal skee Skam, hvis de frækt vende Forholdet om, og gjøre denne Formildelse til den høieste Alvor og_Alvor. det Høieste. Dette er mere og mere glemt siden Luther, som man har taget forfængeligt, &streg; og her ligger jeg. Men det Betryggende ligger just i, at det, især i Begyndelsen, er efter en kun altfor frygtelig Maalestok at jeg existentielt tvinges til at blive opmærksom (og derved til at kunne gjøre opmærksom) paa den strengere religieuse Existents, derved nemlig at jeg, lidende og tvunget, er sat udenfor det Almene. Smerten og Qvalen har især i Begyndelsen været frygtelig &streg; men just derfor har jeg ogsaa havt ganske Andet at tænke paa end at blive mig selv vigtig ved det &anfbeg;Fortjenstlige&anfslut; eller at faae travlt med at danne Efterabere. I Grunden er der noget meget Comisk i Goldschmidts hele Sidste. Han er nu den pæne Mand, næsten Aristokrat, taler med Værdighed siger i Anledning af Schaks Artikel &anfbeg;han regner os uden videre blandt de _NRavne, der leve af berømte Navne o: s: v:. &streg; og saa er det G., der taler. Jeg vil tænke mig en Situation. Et Opløb paa Gaden; en Person er blevet anholdt af en anden som Tyv; Personen er meget vel klædt, taler let og behændigt for sig, siger &anfbeg;saaledes udenvidere at antaste en Mand paa Gaden og udskjelde ham for Tyv&anfslut; o: s: v:; Publikum er forbauset og indigneret paa hans Vegne &streg; i det samme kommer der en Politieofficiant _{forbi &streg;}forbi; han gaaer hen for at see, hvad der er paafærde; faaer_for Øie paa den pæne Mand, og siger i samme Secund: naah, er det Dig, Svend Andreas Olsen. Saaledes med G. Det mere Comiske er imidlertid, at de Tilstedeværende kjendte jo ikke Svend Andreas Olsen &streg; men vi kjende jo Alle G. &streg; Om mig selv. Forunderlige Collision, som mit offentlige Liv indeholder. Efter hvilken Maalestok jeg var alt hvad der den Gang havde Anseelse i Literaturen overlegen, det vidste jeg godt. I hvilken Grad jeg hemmelig var misundt af Matadorerne i Literaturen, det vidste jeg ogsaa &streg; men de vovede ikke at sige eet Ord. &streg; Saaledes havde jeg naaet et _HvillHvilepunkt; Positionen afgjort seirrig taget ved Enten &streg; Eller, og bevaret uforandret. Da kom hiin lille Artikel af P. L. Møller. Havde jeg nu blot tænkt paa mig selv, havde jeg tiet; thi for min Skyld var der sandeligen Intet som var Umagen værd at tage _{fat paa}fat, hvad jeg ogsaa sagde Gjødvad. Men, (hvad jeg ogsaa sagde Gjødvad og hvad der ogsaa staaer i selve min Artikel) jeg syntes jeg burde gjøre Noget for Forholdene, for om muligt at standse den Pøbel-Opstand, under hvilken de Fornemme i Literaturen havde lidt lumpen Uret. Saa kaster jeg mig mod Pøbelen. Oprigtigt talt, jeg tænkte blandt andet, at hvor forbittret end den fornemme Misundelse var paa mig, dette Skridt vilde den lade vederfares Ret, ja maaskee lade sig formilde af til at ville forstaae min hele Stræben. Men nei, just den fornemme Misundelse_Misundelsen er det, der blev min Collision. Den udspredte den Opinion, at jeg var gal, at jeg vilde gjøre &streg; Det, som alle, hver især 100 Gange havde sagt, burde gjøres. Og nu holder jeg ud paa 4de Aar. Kjendt af ethvert Tjeneste-Msk, enhver Sjouer, ethvert Barn, der i Forbigaaende ved sit Blik erindrer mig om Forhaanelsen; mit Navn bruges som Skjeldsord, der raabes efter mig &streg; om mig og min Forfatter-Virksomhed tales der saa godt som aldrig paa Prent, min Priis noteres ikke, medens Mishandlingen daglig fortsættes. Saa tænker den fornemme Misundelse som saa: see saa, nu tør vi nok tillade os mod ham, hvad vi saa gjerne _villevilde i sin Tid. Ved Pøbelagtighedens Mishandling mener den fornemme Misundelse, at jeg er saaledes svækket i _FolkFolks Omdømme, at nu fE Martensen nok tør slaae stort paa i et Forord. Og see nu min Broder Peter &streg; ogsaa han benytter det heldige Øieblik til en piattet Anerkjendelse, i hvilken naturligviis den Mellembestemmelse er indeholdt, at jeg _saavel nu er saaledes mishandlet, at man tør byde den Priis &streg; og næsten opnaae selv at ansees for ædel og _høimodig.høimodig,a Dog vi vilde see. &g.Ch;stdommen er i ethvert Fald blevet belyst efter en virkelig Maalestok. Biskop Mynster er, som altid, den eneste Figur her paa Berget, som han fra Begyndelsen var den Eneste, jeg har reflecteret paa. Han har været dog lidt opmærksom paa Sagens Vending. Han sagde engang til mig for et Par Aar siden: &anfbeg;men det kommer egl. til at gaae ud over Andre, end dem, _derDe nærmest slaaer paa.&anfslut; Ja ganske rigtigt &streg; men hvad om nu disse ved deres forræderske Taushed ere Medskyldige. Imidlertid er der i det Mynsterske rigtigt opfattet et Point. Hvorvidt ogsaa han i en jævn christelig Misundelse kunde have ønsket mig saadan en lille Smule knækket &streg; det afgjør jeg ikke. Da jeg kastede mig mod Pøbelen, har han dog maaskee tænkt, at jeg kunde have godt deraf. Han har saa tillige tænkt, at det ikke vilde blive videre end at jeg fik et lille Knæk. Men hvad skeer, nu kommer mine Consequentser: at jeg maa fremstille &g.Ch;std. efter dens strengere Maalestok. See, det er _fatalt.fatalt for alle Dem, der beqvemt havde indrettet sig i en priisbillig og fordeelagtig Redaktion af &g.Ch;std. Og det var vel egl. det, Biskop Mynster meente. a medens paa den anden Side hans Udgydelse dog vel ogsaa var foranlediget af en kjerlig og &anfbeg;hjertelig&anfslut; Bekymring for, at den seneste Vending i den theologiske Literatur skulde stille mig for høit. Anfægtelse. Som det kan hænde_hænder en Qvinde just i Forhold til den virkelig Elskede, at der &streg; fordi hun altfor stærkt beskæftiger sig med denne eneste Tanke &streg; pludselig indtræder næsten Afskye for den Elskede, som dog i Sandhed er den Elskede: saaledes er der _ogsaaen religieus Anfægtelse, hvilken man vel ogsaa finder beskrevet af de Ældre, hvor der indtræder en Lede _tilved det Religieuse, medens dog dette alligevel er den Lidende den høieste Realitet; men han har beskæftiget sig for meget dermed. Her er Intet at gjøre uden Taalmodighed og _Stilhed.Stilhed, saa kommer Saligheden igjen, og desto stærkere. Et Exempel (som ogsaa Arndt anfører i Fortalen til 3die Bog p. 667) paa at offre sin Villie _erhave vi i David. 2 Sam: 23, 15: da han heftigt begjerede at drikke Vandet af Brønden ved Bethlehem, og de tre Helte trængte igjennem Fjenderne og bragte Kongen Vand: udgjød han det for Herren. Det er jo forresten religieust et Pendant til Historien med Alexander, der gjorde det ikke for Gud men msklig høimodigt og heroisk. Det Absurde. Den umiddelbart Troende kan ikke fastholde, at Troens Indhold er Forstanden og enhver Trediemand, der ikke er Troende, det Absurde, og at Enhver, for at blive Troende, maa blive ene med det Absurde. Den umiddelbart Troende er som umiddelbar ikke sammensat, kan ikke have en Fordoblelse i sig, ikke rumme den. Velmenende, begeistret, lægger han, idet han taler til en Anden, det Absurde ud i superlativeste Superlativer &streg; og haaber saa at det skal lykkes ligefrem at overbevise den Anden. Her mangler Spændkraften, som er Dialektisk. At forstaae, at det er Forstanden det Absurde, ganske rolig tale saaledes derom til Trediemand, tilstaaende at det er det Absurde, udholdende det Tryk, at den Anden maa ansee det for det Absurde &streg; og saa dog troe det. Medens det naturligt følger af sig selv, at troende er det for ham ikke det Absurde. Men den Umiddelbare kan ikke tage sig ud af den ligefremme Continuitet med Andre, han kan ikke fastholde, at Det, der er ham, det Visseste af Alt, Saligheden, at det for Andre er og maa være det Absurde. Deraf kommer den usalige Confusion i Talen om Troen. Den Troende er ikke dialektisk consolideret som &anfbeg;den Enkelte&anfslut;, kan ikke taale dette Dobbelt-Syn, at Troens Indhold &streg; seet fra den anden Side er det _Negative Absurde. Dette er Spændingen, Troes-Livets Spænding, hvori man skal bevare sig. Men overalt tenderes til at lægge Troen ud i det Ligefremme. Et Forsøg i denne Retning er Videnskaben, der vil begribe Troen. a Det Absurde. Ulykken for Christendommen i Christenheden. Der er ikke fremkommet een eneste Indvending mod &g.Ch;std. end ikke af den meest rasende Rationalist og Forargede, uden at den &anfbeg;virkelige &g.Ch;sten&anfslut; ganske roligt kan svare: ja, saaledes er det. Men Sagen er; De i &g.Ch;stheden, der ville være &g.Ch;stne, de ere forkjelede, ere forvænte med at have og faae det Christelige paa altfor _moderatbillige Vilkaar: derfor kunne de ikke holde igjen. En Bemærkning angaaende Noget i &anfbeg;Frygt og Bæven&anfslut; Joh. de s. siger rigtigt, at for at udvise de forskjellige psychologiske Standpuncter hører der Concentration i Lidenskab. Saaledes m: H: t: den Afgjørelse om jeg skal antage, at Det og Det, mskelig talt er umuligt for mig. Jeg tænker her endnu ikke paa _detde høieste Collisioner, hvor det Forventede er aldeles stridende mod Naturens Orden (fE at Sara faaer et Barn skjøndt langt over den naturlige Alder til at kunne føde Børn). Derfor er jo ogsaa Joh. d. s. bestandigt gjentagende: at Abraham kan han ikke forstaae, da desuden Collisionen her er saa høit oppe, at det Ethiske er Anfægtelsen. Nei, i mindre Forhold. Der gives mange Msker, og det er vel langt langt de Fleste, som kunne leve uden egl. med Bevidsthed at gjennemtrænge deres Liv. For dem er det da vel muligt, at det ikke i _{lidenskabelige}lidenskabelig Concentration kommer for Dem til Afgjørelse, om de forventende skulde forholde sig til denne Mulighed ell. opgive den, de leve saadan hen i Uklarhed. Anderledes med de _{Individualiter}Individualiteter, hvis Væsen er Bevidsthed. De kunne godt opgive Det og Det, selv om det er dem deres kjereste Ønske; men de maa have Klarhed, om de skulle forvente ell. ikke. Sligt kan man i al Evighed ikke gjøre _begribeligt,begribeligt for umidd. ell. halvreflecterede Naturer. De komme derfor egl. aldrig til Adskillelsen mell. Resignation og Tro. Dette er jo Det, som Joh. d. s. atter og atter har indskærpet. Alt, siger han, dreier sig om den lidenskabelige Concentration. Naar saa En kommer og vil berigtige ham, ved Hjælp af at føre Sagen tilbage i _almindeligealmindelig Aands-Uklarhed (saaledes som denne unegtelig er den almdl. blandt Msker) &streg; saa, ja saa naaer han naturligviis at blive forstaaet af Flere. Saaledes gaaer det altid, naar Det, en virkelig Tænker har sat paa Spidsen, berigtiges ved Hjælp af Det &anfbeg;som han vragede, førend han begyndte.&anfslut; Et Exempel paa Tro, hvor det gjælder om at svinge af fra Reflexion. Naar Opgaven ikke er, at holde Det og Det ud, at arbeide for, at ville Det og Det, o: s: v:, hvor jeg altsaa bedende Gud om Hjælp, ligefrem tillige tænker paa Det og Det, som er Opgaven. Nei, lad Opgaven være: at glemme Det og Det. Indre Erfaring vil lære, at der gives mange Forhold især af Anfægtelse, hvor det er det Allerfarligste, at blive ved at tænke paa _detDet, som skal bort, at det slet ikke hjælper med al Villies Anstrengelse at ville have det bort, at _detman saa kun løber sig fastere deri, at det gjælder om at komme bort fra det, den stille Ydmyghed, der seer at glemme. Altsaa Opgaven er: at glemme. _O,Og den kæmpende Individualitet er en religieus, der altsaa beder Gud om Hjælp og Bistand, og altsaa om Hjælp og Bistand til at &streg; glemme. Nu gjælder det igjen, bliver Bønnen vidtløftig, ordrig, er Bønnen ligesom angest for, ikke indstændig nok at foredrage sin Bøn: ja, saa fremkommer lige det Modsatte, saa erindres jeg jo bestandigt mere og mere om Det, _hmod hvilket jeg skulde værge mig ved at glemme. Her gjælder det om det tillidsfulde Suk, der i et Secund gjør sig forstaaelig for Gud &streg; og saa afsted til at glemme. Den ordrige, den vidtløftige Beden turde forresten ofte skjule i sig en Vantro; saa kan et Msk. af saadanne Tilfælde lære i største Hast at samle den intensiveste Tillid til Gud. Her er ikke Tid til at føie endnu eet Ord til Bønnen; thi saa erindres jeg jo om Det, jeg skal glemme. Her er Bønnen den tause, tillidsfulde Overeenskomst med Gud. Dette er _dogderfor egl. Opdragelse til at bede, thi Snaksomhed er farlig. Og selv om Inderligheden er tilstede i den længere Udgydelse for Gud: Spørgsmaal er og bliver det dog, om den Art Beden ikke let bliver en Dvælen fra at handle. Bønnen har vistnok og skal have sin Salighed, men der kan ogsaa for meget dvæles ved denne Salighed. Saa kan saadanne Collisioner lære et Msk. Bønnens anden Side. Min besynderlige Situation i Forhold til Martensen. Der gives vel Nogle, der see lidt dybere i Sagen; men Traditionen saadan fra Mund til Mund i Handel og Vandel betræffende Differentsen mell. Prof. M. og mig er: han vil hævde Tænkningen i Forhold til Troen, tænke over Troen det vil jeg ikke. Besynderligt! Betragt nu min Forfatter-Virksomhed. Paa Høiden af omtrent samme videnskabelige Dannelse som Prof. (maaskee med lidt mindre tydsk Erudition men saa med lidt mere græsk) begyndte jeg i sin Tid. En heel pseudonym Literatur beskæftiger sig paa saa mange Maader og flere Pseudonymer hovedsaglig med at belyse det Problem om Troen, med at opdage den Sphære som er Troens, at bestemme dens Heterogenitet fra andre Aandens Sphærer o: s: v: o: s: v: Og hvorledes gjøres alt Dette? Ved Dialektik, ved Tænkning. Jeg drister mig til at paastaae, at der neppe findes nogen Forf., der efter en saadan Maalestok har beskæftiget sig med at tænke over Troen &streg; rigtignok ikke med saadan frisk væk at speculere over de enkelte Dogmer; thi jeg &anfbeg;tænkte&anfslut;, ja jeg tænkte, (det var ogsaa Tænkning) at først maatte man være paa det Rene med det hele Spørgsmaal om Troen;_{om Troen.);(om Troen);om Troen;} jeg drister mig til at paastaae, at der i min Productivitet er avanceret saa nøiagtige dialektiske Bestemmelser paa enkelte Punkter, som før mig ikke have været kjendte. Altsaa det er det: ikke at ville tænke over Troen. Tag nu Prof. M. Han har skrevet en Dogmatik. Vel. Han afhandler i den alle de Punkter og Qvæstioner, som pleie at behandles i _SkriftenDogmatiker (om Skriften, om Treenigheden, om Skabelsen om Opholdelsen, om Forløsning, Forsoning, Engle, Djævle, Msk., Udødelighed o: s: v:.) Kun er der eet Punkt han glider temmelig let over, det er det Punkt om Troens Forhold til Tænkning. See det kalder man at tænke over _Troen.Troen &streg; i Modsætning til min Stræben. Men Sagen er: jeg har arbeidet og præsteret paa dette Punkt &streg; _detSligt har Ingen Tid til at læse; Martensen har forsikkret og forsikkret &streg; det er Noget for Enhver at løbe med. Mine _storeudførlige Skrifter &streg; ja, det afskrækker Folk, man løber fra dem; Prof. Martensens _letbevingedebevingede Forsikkringer, dem løber man med es gehet vom Munde zu Munde. a Jeg vil ikke tale om andre Befordrings-Midler _Proi faveur af Prof. M.: han er Prof., har et stort Embede, Fløiels-Forstykke ell. Mave, Ridder &streg; medens jeg Ingenting er, og har sat Penge til for at være Forf. Gid dog Een og Anden blot en halv Time vilde tænke alvorligt herover, saa kom han maaskee ogsaa paa andre Tanker om min Stræben. Thema til en Fredags-Tale. Ved Alteret er: 1) Glemsel (for Dine Synder, det Forbigangne,) 2) Erindring (af &g.Ch;sti Kjerlighed, det Evige som er det Tilkommende). Socrates. Det er dog klart, at just Socrates Apologie er Det, der har forbittret Dommerne, saa de dømte ham fra Livet. Socrates har været anseet for en Særling, hvem man tildeels saadan _{lod sig}lod skjøtte sig selv. Da bliver han anklaget. Anklagen selv har ikke havt stort at betyde. Men nu bliver Anklage-Situationen den Situation, der kommer til at gjøre aabenbar, hvad der egl. boer i Socrates. Den ophøiede Selvfølelse, med hvilken han forholder sig ironisk til summa summarum af hele Folkeforsamlingen, ikke vil forsvare sig, men spøge med Dem: dette bliver egl. det Afgjørende. Hans Adfærd som Anklaget har i den Grad forbittret Folket, at han egl. dømmes for denne Adfærd, og Anklagen forvandles til Anledningen. Dette er ogsaa rigtigt opfattet af Wieland i hans Aristipp _ogund seine Zeit 2den Deel p. 12 og 13. a Socrates b ogsaa p. 38, 39, 40 findes gode Bemærkninger, men fra en anden Side; her kommer forresten ogsaa det Spørgsmaal frem men ganske kort: om Socrates ikke af Omsorg for Athenienserne, burde være flygtet. (man tænke her paa H: H:s to Afhandlinger); cfr saa igjen p. 55 o: fl. Dag-Pressen Dag-Pressen er det, der har ødelagt Staterne. Saa længe den bestaaer end sige voxer og forfremmes, er &g.Ch;std. en Umulighed i Staterne (fraseet hvad der kan skjule sig af lidt Stilleben hist og her) og egl. er _StaterStaten selv en Umulighed. Her er det Martyrerne skulle falde; mærkede skulle _vde være af Dag-Pressens Forfølgelse og Mishandling. Det bliver ublodige Martyrer (thi Pressen slaaer jo ikke ihjel &streg; som det hykkelsk nok hedder, skjøndt Gud veed, hvor Mange Pressen allerede har ihjelslaget) &streg; men de meest combinerede og maaskee de meest difficile, da den Lidende jo paa en Maade hver Dag har det i sin Magt at unddrage sig. Martyren maa være saaledes bemærket af Samtiden, at man i Grunden har Forestillingen om ham og hans Sags Sandhed, men Ingen vover at tale af Frygt for Dag-Pressen. Naar han saa er død, saa rører han. Men ogsaa denne Vanskelighed har dette Martyrium, at maatte hver evige Dag løfte det samme, et heelt Liv, for i sin Død at trykke med sit hele Liv. Lader han nogen Tid gaae imellem, saa svækkes Indtrykket, og det bliver ikke klart, hvorvidt hans Død bliver et Martyrium. Her ligger for Martyren ret egl. Kategorien &anfbeg;den Enkelte&anfslut; a Dag-Pressen Digterisk Replik. Væmmeligste af alle Tyrannier: Dag-Pressens, _{Udbredelsens.}Udbredelsens Tyrannie. Fra en anden Tyran kan man reise til et fremmed Sted &streg; men her, her reiser en af Forfølgerne med; han bemægtiger sig Ens Renomee paa det fremmede Sted; fortæller først, at den berømte N.N. lever her i Byen, og nu øses der Lovtaler ud for at sikkre Opmærksomheden &streg; og for at Mishandlingen, som kommer bag efter kan smage. See det kan naaes ved Hjælp af Presse i ganske føie Tid. Sæt der ingen Presse var, sæt en af den Navnkundiges Hadere vilde reise efter ham til det fremmede Sted, og see ved mundtlig Bagvaskelse at trænge igjennem, nei det lykkes ikke. Men ved Hjælp af Pressen, disse uhyre Mundfulder, som kunne tages paa een Gang, saa lader det sig gjøre. O, som vel en Plante maa være til mode, naar den ikke kan blive af med det ækle Utøi, der baade fortærer og skæmmer den: saaledes maa vel en Navnkundig være tilmode, naar han _bseer, hvorledes hiint ækle Utøi, der lever af &anfbeg;Navnkundighed&anfslut;, ikke er til at ryste af ell. til at undgaae. Om Theophilus Nicolaus. See det kommer ud deraf, naar Klodderagtighed tager Partes ligeoverfor Kunst-Anlæg. Joh. Climacus erklærer selv, at han ikke har Troen. Theophilus Nicolaus fremstiller den Troende. Han mærker nu slet ikke, at conseqvent maatte han give Sagen den Vending: at alt Det, Joh. Climacus siger, kan jo Intet bevise, da han selv siger, han ikke har Troen, ikke er &g.Ch;sten. Men Sligt aner Theophilus Nicolaus ikke. Han indlader sig bona fide. Ak, og hvor veemodigt at leve i saa smaa Forhold, at der vel saa godt som Ingen er, der egl. har Øie for et dybt gjennemført kunstnerisk Anlæg. Hvad der koster mig mine Dages Flid, uhyre Anstrengelse, næsten søvnløs dialektisk Udholdenhed: at holde Traadene rigtigt i dette fine Anlæg &streg; Sligt er slet ikke til for Andre. Jeg identificeres udenvidere med mine Pseudonymer, og saa sluddres der Noget op, hvilket &streg; naturligviis &streg; mange Flere forstaae; ja naturligviis! a Om Theophilus Nicolaus. Guds udvalgte Redskaber. Hvorledes bærer Gud sig ad med at sikkre sig et Redskab blandt Mskene? Ganske simpelt saaledes, han isolerer en Saadan saaledes, at det, selv om han nok saa gjerne vilde, er ham umuligt at gjøre sig forstaaelig for Andre. Saasnart Forstaaelsen med Andre kommer, saa kommer det Pruttende, _Afslaget,Afslaget o: s: v: &streg; men i denne frygtelige Isolation maa Redskabet holde ud, bestandig ene med Gud &streg; saa kommer det nok med at notere det Religieuses Priis høit nok. Det_Den kan være ved Lidelser at Gud saaledes isolerer &anfbeg;Redskabet&anfslut;, Lidelser, i hvilke han ikke kan gjøre sig forstaaelig for nogen Anden, Lidelser _haindtil Vanvid. Paa den anden Side kan det jo ogsaa være ved selve det Overordentlige at &anfbeg;Redskabet&anfslut; saaledes isoleres. fE ved Syner, Aabenbaringer o: D:. Men er det da saa isolerende? har vi nu ikke i millionsviis levet flot af, at Paulus blev kaldet ved en Aabenbaring? Unegteligt! Paa Afstand, (især paa 1800 Aars Afstand) er en Aabenbaring en yderst confortabel Sag &streg; men i Samtidighedens Situation med Medlevende selv at være Den, som har haft en Aabenbaring: det er i Grunden den absoluteste Isolation. En saadan Mand vipper i eet væk mellem det Høieste &streg; og Galskab, egl. forstaaet af nogen Trediemand, forstaaet i at have haft en Aabenbaring: det kan han ikke blive. Har en Christen Lov til at bruge Klogskab, undtagen i omvendt Forstand, ikke for at gjøre sig Livet let, men for at gjøre sig det tungt, ikke for at undgaae Fare, men for at komme ud i den? Antaget (som det objektivt hedder) at &g.Ch;std. er en Lære, altsaa en Sum af Læresætninger. Det er nu aabenbart, at dette Samme kan siges paa mange forskjellige Maader _{blandt an} og dog qua Lære blive det Samme; Forskjellen kan fE være at En (ved Hjælp af sit hvorledes han siger det) gjør glimrende Lykke, en Anden (ved Hjælp af sit hvorledes han siger det Samme) bliver forfulgt: er det saa det Samme, den samme &g.Ch;std, har en Christen Lov til at bruge sin Klogskab i Retning af det første hvorledes? Anm Man seer forresten her, hvor taabeligt det er, at kalde &g.Ch;std en Lære, thi saa var den Forskjel om den Ene gjør Lykke ved at forkynde det Samme, den Anden maa lide for det, saa var den Forskjel aldeles uvæsentlig, naar det virkelig var det Samme, de sagde. Saaledes fE i Forhold til Platos Philosophie, naar der _toTo virkelig forkynde den lige sand, saa er det, at den ene bruger sin Kløgt til tillige at gjøre Lykke, den Anden foragter denne Kløgt og bliver forfulgt: denne Forskjel er væsentlig ligegyldig. Men &g.Ch;std. er ingen Lære den er en Existents-Meddelelse. Er der ikke _en et nødvendigt Forhold i Henseende til hvad der følger af hvad et Msk. siger og lærer, saa han med Nødvendighed drager Følgen over sig, og saa man, hvis Følgen udebliver, er berettiget til at slutte: ja, saa har han hell. ikke i Sandhed forkyndt dette? Tag et Exempel: at forkynde christelig Selvfornegtelse. Hvis En i Sandhed forkynder den, følger det saa ikke med Nødvendighed, at Det vederfares ham, Det som han siger, saa dette er det eneste sande Beviis for Forkyndelsens Sandhed, at den frembringer det Forkyndte, maaskee ikke saaledes, at Nogen gjør efter hvad han siger, men dog, at ham vederfares efter hvad han siger, at der vederfares den christelige Selvfornegtelse. Hvis derimod En gjorde glimrende Lykke ved at forkynde christelig Selvfornegtelse &streg; er dette saa ikke ligefrem et Beviis for, at han ikke forkynder den i Sandhed. Sophisterne ville saa nødig til at slutte her; de holde det svævende, de sige: stundom maae Sandheden lide i denne Verden, stundom gaaer det den dog godt. Men naar christelig Selvfornegtelse forkyndes saaledes, at Den, der forkynder den, gjør Lykke, saa forkynder han den egl. ikke, han declamerer maaskeea, men han udtrykker den ikke existentielt, og deraf kommer det at Følgen udebliver. Man seer atter her, hvor taabeligt det er, at kalde &g.Ch;std. en Lære, istedetfor at den er en Existents-Meddelelse. a paa Digter-Afstand fra Virkeligheden. Goldschmidt. Fraseet 1) at det da egl. kun er en Frækhed (uden at han dog maaskee ret selv forstaaer det) og 2) Piat til Efterligning af hvad han har _høthørt om Metamorphoser og Stadier i en Livs Udvikling, dette han har hittet paa, at &anfbeg;Corsaren&anfslut; er første _Stadium.Stadium &streg; dette fraseet, saa bliver det i psychologisk Henseende Snurrige tilbage, at han altsaa udviser _detden _{Merkwürdigked} Merkwürdighed at det Comiske er det første Stadium. Ellers pleier dog det Comiske at være det _Sidstesidste &streg; Comedien ender ganske rigtig Hegels Æsthetik, og en Aristophanes vilde vist være blevet synderlig tilmode, hvis man foreslog ham, at gjøre sin Existents som comisk Digter til første Moment &streg; for saa at blive &anfbeg;alvorlig&anfslut;. Overhovedet er det Galimathias som G. sætter ind i Verden ved sin personlige Existeren ikke uinteressant i _midet mig anviste Clinicum: Kiøbenhavn i sædelig Opløsning. Jeg selv har som Forf. aldrig udvist det Comiske, det er blevet benyttet som tjenende af Pseudonymer, der naturligviis ganske conseqvent vilde finde det latterligt at lade dem faae et nyt Stadium, da det Comiske er en sphærisk Bestemmelse for det Høieste. Jeg selv var fra første Øieblik af opbyggelig Forf. Det Comiske i Pseudonymerne er snarere et for høit Stadium, da det er et Dæmonisk. a Goldschmidt. Socrates &streg; &g.Ch;std. Ogsaa dette Socratiske er af yderste Vigtighed for det Christelige: Dyden lader sig ikke lære, det vil sige, den er ingen Lære, den er en Kunnen, en Udøven, en _Existeren.Existeren, en existentiel Omdannelsea Her ligger jeg igjen med Mit: &g.Ch;std. er ikke en Lære men en Existents-Meddelelse. Det er af saa afgjørende Vigtighed for at bestemme Begrebet &anfbeg;Lærer&anfslut; i Forhold til det &g.Ch;stlige. _AlleHele dette usalige Slæng af &anfbeg;Præster og Professorer&anfslut; er det egl. der bona fide har forvirret &anfbeg;Troen&anfslut;. a og derfor er _detden saa langsom at lære, ikke slet saa let og nem som at lære eet Sprog mere ell. et System mere udenad. Nei i Forhold til Dyden er det med saa særlig Eftertryk bestandig: indenad, indadvendt, &anfbeg;den Enkelte&anfslut;. En besynderlig ironisk Udmærkelse. Naar der er Ildløs et Sted, og der skal slaaes Allarm, saa kommer Trommeslageren først hen og slaaer udenfor det brændende Sted. Der behøvede han da allermindst at slaae. Det er som en Gjøren honeur for det. En Analogie vilde det være, hvis det fE var Skik, at naar en Mand skulde henrettes, at da Skarpretteren, idet den Skyldige besteeg Skafottet ledsaget af Justitsens Embedsmand og Præsten, først bukkede tre Gange for Delinqventen, og saa een Gang for Øvrigheden. Plato. Er det dog ikke mærkeligt, Plato vil i Republiken have &anfbeg;Digterne&anfslut; udviste af Staten, _hangriber ellers oftere &anfbeg;Digterne&anfslut; &streg; og var dog egl. selv en _Digter.Digter, ell. en Tænker med et overveiende Digterisk. Det Mærkelige er saa igjen her, at dette Stadium ikke er et tidligere saa det afgjørende ethiske er det senere. Ak, nei det er omvendt. Det er en baglænds &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.a;&g.l;&g.l;&g.o; &g.g;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;. Det er en Reminiscents af Socrates, der virkelig selv var Ethikeren, og havde Ret i at ville have &anfbeg;Digteren&anfslut; bort. I anden Generation (Plato) er vi saa komne saavidt, at Plato er Digteren der vil have &anfbeg;Digteren&anfslut; bort, han digter det, at ville have Digteren bort, saa langt er det gaaet tilbage. Det har slaaet mig et Ord af Aristipp (i Wielands Aristipp und seine Zeit 4de B. p. 34) hvor han taler om Platos Republik: &anfbeg;Du forlanger, skriver han, min Mening om denne nye Digtning af vor erklærede Digter-Fjende.&anfslut; Ogsaa for min egen Skyld har dette med Plato været mig af Betydning. Jeg har bestandigt erkjendt, at der er et Digterisk i mig. Men i mig strides der dog fremad. Jeg følger ikke umiddelbart efter en Socrates og lader nu Sagen gaae tilbage. Nei i den grændseløse Forvirring af det Religieuse er jeg en Position fremad. Jeg udviser Svinget, der skal gjøres; men selv næsten segnende under den uhyre intellectuelle Opgave at rydde Terrainet, udviser jeg som det høiere den reen ethiske Existents. Omvendtheden. Det Christelige: at her i Verden er Alt omvendt, at jo mere jeg beflitter mig paa Dyd, desto værre gaaer det mig o: s: v: &streg; alt Dette findes jo allerede i den hele ypperlige Fremstilling af det Ethiske i de første Bøger af Platos Stat. Sophisterne lære: at det at gjøre Uret er det Fordeelagtige, og at det veed Enhver, dog at man for en Forsigtigheds Skyld opretholder et Skin af at ville det Gode &streg; _sSocrates vil, at man skal gjøre det Gode, og undgaae Skinnet deraf, at ikke Lønnen skal friste. Her er forresten en lille Vanskelighed, som let hæves. Naar nemlig Sophisterne lære, at det at gjøre Uret er det Fordeelagtigste og at i Grunden Enhver betragter det saa &streg; hvortil saa det Skin at ansees for Retfærdig. Skal dette være en Fordeel, saa _kanmaa jo Verden virkelig ansee Retfærdighed for det Gode, og saa kan Verden ikke være saa ond, at Proportionen er _omvendt. Omvendthed. Dog her stikker just Hemmeligheden. Det er blot et Skin af at være den Dydige, den Retfærdige o: s: v:, i denne lette Form tækkes det Verden, vel nærmest ogsaa som et Udtryk for Snildhed, der snildt veed at conservere dette Skin. Saasnart det virkelig blev Alvor med at ville være retfærdig, saa kan Verden ikke bære det, og det gaaer ikke den Retfærdige vel; men dette Skin, denne interessante Mystification, som dog selv Verden saadan halvt om halvt ikke troer paa, det er Profit, just dette Hyklerie hører med for ret at gjøre Lykke, medens Verden er villig til at gaae ind i Mystificationen og ære denne Mand som den Retfærdige. a Og saaledes opfattede altsaa endog en Hedning Verden, han som da ikke havde det høieste det sande Ideal &streg; hvor forfærdelig maa &g.Ch;std. opfatte den; thi Afstanden er i Forhold til Idealets Ophøiethed, og Verden derfor kun fuldkommen god for de Slette ell. for Dem, som intet Ideal kjende. b Hvilken ypperlig Lovtale over denne Verden, som bliver lagt Lovtaleren over Uretfærdighed i Munden: &anfbeg;Den Retfærdige, han bliver pidsket, spændt paa Pinebænken, lagt i Lænker; man vil brænde Øinene ud paa ham, og efter at han har lidt alle optænkelige Mishandlinger bliver han naglet til Korset, og maa nu for silde indsee, at man i denne Verden vistnok skal bestræbe sig for at synes retfærdig, men da ikke være gal og være det. Hvor herligt derimod er den Uretfærdiges Lod i denne Verden, naar han har den Klogskab, at bringe den offentlige Mening paa sin Side, og medens han under Dydens Maske tillader sig Alt, ansees for en retskaffen Mand. Statens høieste Æresposter vente ham, han kan ægte hvem han vil, og udgive Sit til hvem han vil; Enhver regner sig det til Ære at komme i Forhold og Forbindelse med ham, og da intet Middel er ham for slet for at naae sin Hensigt, lykkes Alt ham; ved alle Leiligheder veed han at komme godt fra det, kort han bliver en riig og mægtig Mand, istand til at gavne sine Venner og skade sine Fjender, ja at vinde selv Guderne ved hyppige Offere og rige Gaver, saa han vil være dem kjærere end den Retfærdige, der Intet har at give.&anfslut; Uden just at smigre mig selv, tør jeg troe, at jeg maaskee er Den, der i vore Forhold virkelig nyder meest Agtelse. Og hvoraf veed jeg det? Det veed jeg deraf, at man saadan giver det Udseende af at jeg er sær, lidt gal o: s: v:. Mskene forstaae hinanden gjensidig i egoistisk Stræben for endelige Formaal, det er dem Livets Alvor, de ære hinanden o: s: v: Hvad der gaaer ud derover (og om det virkelig gjør det, har Verden et skarpt Øie for) er vistnok Gjenstand for deres Agtelse &streg; men for Gud i Himlens Skyld, det maa holdes paa en passende Afstand som Særhed og Galskab, tilgivelig men dog Særhed &streg; ellers vilde det jo ogsaa vende op og ned paa Alt, forstyrre hele _SæLegen. Er nu det Ideellere af særegne Grunde villig til at nøies med det Vilkaar at være en Snurrighed (og i Stilhed at agtes) saa tolereres det. Vil det ikke det, vil det angribe Verden, dømme den o: s: v: saa gaaer det paa Liv og Død, saa bliver Verden ikke rolig før denne Mand er død. En raffineret Skjøge har i sit stille Sind megen Agtelse for en sædelig Pige; men udtrykkes maa dette ikke, hun vil have Lov til at spotte lidt over hendes Sædelighed, som var den en Særhed, noget Aparte Noget. Naar nu den unge Pige ikke tænker videre derover, men hviler i _sinsig selv &streg; saa gaaer det; vilde hun vende Forholdet om, og dømme at Skjøgens Liv var lidt mere end Særhed, sørgelig Særhed, Fortabelse &streg; saa er denne Piges Skjebne afgjort, saa hviler Skjøgen ikke før _hunhun er tilintetgjort. Om den Mishandling jeg har lidt. Det interesserer mig reent psychologisk at see, hvad nu det Farligste af alle Angrebene vare &streg; man lærer derved Verden at kjende. Lumpen var hele Mishandlingen; der blev _ødøst Forhaanelse og Raahed ud over mig &streg; det var snart Alt glemt. Man tog mit Fornavn og gjorde til et Øgenavn, brugde det i Comedier &streg; jeg nævntes idelig og idelig med det paa Gaden: det er af det Farlige. Man gjorde mig til en Carricatur, kjendt af ethvert Barn &streg; det er af det Farlige. Men det Farligste var at man skrev, at mine Buxer vare for korte, ell. vel endog den ene Buxe 1/2 Tomme kortere end den anden. alt det Andet var ubetinget Noget, der Intet var at gjøre ved. Her kom Vanskeligheden, _om,om der da var noget Paafaldende &streg; Paafaldende vel at mærke efter at Pressen er blevet brugt til at rette Alles Øine derpaa. Dette var det Farlige. Det blev sat i Forbindelse med min Charakteer, at det var Stolthed; de Anseetere syntes jeg kunde dog _maaskeegive efter &streg; de tænkte slet ikke paa, at noget egl. Paafaldende _varhar der aldrig været ved min Paaklædning, og paa den anden Side, gjorde jeg nogensomhelst Forandring var det jo igjen underlagt offentlig Discussion &streg; og det skete (skjøndt jeg lod Alt være uforandret) i Flyveposten af P. L. Møller, hvor der fortaltes, at nu vare mine Buxer blevne for lange. See dette var farligt, just fordi det sattes i Forhold til min Charakteer. Hvilket Vanvid er dog det offentlige Liv! Men sandeligen jeg gad see, hvor mange der holdt det ud: Dag ud og Dag ind at erindres af disse Tusinder og Tusinder om Eet og det Samme, af Tjenestepiger, Børn, Sjouere o: s: v:. Aldrig at kunne være privat, fordi selv den simpleste borgerlige Familie var vidende om det Samme, og hvis man besøgte dem, i Forlegenhed forraadte at de vidste det, forraadte det ved et Blik. Og saa det Forbittrende i, at det er paa den Maade man lønnes for at have arbeidet som ingen Forf, uegennyttigt som ingen, og endeligen for at have villet gjøre vel mod Samfundet. &streg; Det Farlige var, at det sattes i Forhold til min Charakteer, og det saae ud som var der Noget at gjøre, og at det var min Pligt at gjøre det &streg; istedetfor at hele Samfundet i dette Tilfælde udtrykte Vanvid. Det Tragi-Comiske i, at see min Skræders Forlegenhed, fordi han var kommet til at deeltage i det offentlige Liv o: s: v: o: s: v:; min Karls Medviden o: s: v: &streg; a Og saa Aar efter Aar uforandret at være udsat for den Mulighed hver Dag, at et arrigt Msk. _eten halvfuld Student en _AftsAftenstund, en Fortvivlet for at tjene 10rd begynder igjen at bruge Pressen til at skrive om min Paaklædning. At have Ret mod en Samtid, derpaa er der ordentligviis sat Livsstraf, eller dog livsvarigt Martyrium: Gud veed, om det ikke skulde lykkes mig, at faae Ret af den samme Samtid, som har gjort mig Uret, og mod hvem jeg har Ret. Mit Tilfælde er et ganske eget. Jeg har ikke angrebet Samtiden, men kastet mig mod et Slags _Tyrannie,Tyrannie &streg; det maa dog snart blive Samtiden tydeligt, hvilken Ret jeg har, hvilken Uret den har gjort mig; og Tilstaaelsen vil vel ogsaa komme, naar Arrigskaben _hret har sat sig. Mit Tilfælde er just derfor ogsaa et eget, at jeg ikke udgiver mig for en ethisk Figur i stor Forstand, aldrig har brugt Myndighed, altsaa ikke lagt Katastrophen saa høit op. Skeer det, da vil det være af yderste Vigtighed for at belyse &g.Ch;std. Jeg veed Intet, jeg veed kun at forundre mig over Styrelsen. Psyche vilde ikke nøies med at troe; det var jo muligt, at den _usynligeUsynlige, der besøgte hende, var et Uhyre &streg; saa saae hun, og saae, hvad hun tabte. Saaledes ogsaa med Reflexions-Forholdet i Forhold til Gud. Det Tilbagelagte, det kan Du maaskee see er det Overordentlige, saa altsaa dette var Dig forundt: vil Du ikke nøies hermed, nøies med at leve baglænds, forud have Sikkerheden, for at være ganske _sigersikker paa, at den Vei Du gaaer ikke er en Afvei &streg; det var jo _umuligt,muligt (som det var muligt at hiin Usynlige, der besøgte Psyche, var et Uhyre, der just for at skjule dette, kun vilde sees i Mørke &dvs;: ikke sees men troes &streg;): saa er Alt tabt, Du faaer saa alligevel ikke Visheden men kun Visheden om, at nu er Alt tabt. Som jeg her har sagt det: hvor den virkelige Fare er, der hedder det altid &anfbeg;det er Ingenting.&anfslut; Det er Grundløgnen. Man vil jo dog gjerne være den alvorlige, den modige Mand, Dydens Forfægter o: s: v: vedgik man nu at det var den virkelige Fare, saa maatte man jo gaae i den &streg; og det vil man ikke, ergo lyver man. Replik til de Samtidige Lidt Billighed synes jeg dog man burde vise mig. I Betragtning af at være den priviligerede Foragtelighed fik Goldschmidt Lov til at bruge alle de Vaaben, som ingen anstændig Forf. endog blot tør røre. Ved Hjælp af disse Vaaben, begunstiget ved at være den Priviligerede &streg; agerede han en uovervindelig Seierherre. Dette finder jeg i sin Orden, ell. rettere sagt, jeg finder det vel ikke i sin Orden, men jeg finder dog, at der er Mening deri, naar det staaer fast, at det er som den priviligerede Foragtelighed, han saaledes triumpherer. Men for galt er det dog, at han saadan en passant bliver udenvidere anstændig _Forf.Forf, og at dette saa tillades ham uden at gjøre en meget officiel_officielt Afbigt; thi det er jo den meest oprørende Uret mod alle Dem, der maatte finde sig i hans Mishandling &streg; fordi han nu engang var den priviligerede Foragtelighed. _MenOg galere end det Galeste er det dog, at vende Forholdet saadan om, at det endog bliver en Slags Fortjeneste, at han er saa god &streg; at ville være anstændig, omtrent som naar _piankedeForældre, der ikke havde Kraft til at straffe det uartige Barn, vilde takke det, naar det blev artigt. &g.Ch;std. _{er &u;&u;&u;&u; &u;&u;&u;&u;d&u;&u; idel Byrde i dette Liv.}vil gjøre Evigheden let men gjør dette Liv tungt. &g.Ch;stds Forudsætning er egl. den, at det om Evigheden beskæftiger et Msk. absolut. For denne Bekymring veed &g.Ch;std. Raad. Men _somsaadan som vi i Almdl. leve, falder det os da slet ikke ind, at det med Evigheden skulde have Noget at betyde, at vi alle blive salige, det er sikkert nok. _SaaNu skal altsaa &g.Ch;std. anbringes indenfor dette Liv, som kunde den hjælpe for dette Liv. Men det kan den netop slet ikke, den kan kun gjøre dette Liv saa anstrenget som det er muligt. &g.Ch;std.s Forudsætning er at Bekymringen for at det maa gaae En vel i Evigheden, er saa stor, at man for at faae Ro i denne Henseende med Glæde _takfinder sig i, ja takker Gud for at faae dette Liv gjort noget mere, ja uendelig meget mere anstrenget end det er, naar man ikke indlader sig med &g.Ch;std. Alene det at have en virkelig Bekymring for sin evige Salighed (som &g.Ch;std. fordrer den), alene det er jo en uhyre Vægt i Sammenligning med den _leve Maade at leve paa, som lader det Evige staae hen. Mit Forhold til de Samtidige. Men gjør jeg ikke Uret idetmindste mod Mange af de Samtidige? Jeg anvender hele min Kraft for at forvandle den Uret og Mishandling jeg lider til Ingenting &streg; saa troe de, at det er Ingenting, og fortsætte den. Denne Maalestok er at fordre &anfbeg;Aand&anfslut; af dem, at fordre af Dem, at de ved dem selv skal _{blive op} tænke efter uden at der ligefrem siges dem Noget. Burde jeg ikke sige Noget ligefrem, ell. reise lidt som jeg dog af andre Grunde bestandigt har tænkt paa. _detDet Sidste, at reise lidt, vilde være at give dem den tilstrækkelige Tid til at sunde sig, og de vilde maaskee blive opmærksomme, medens nu min personlige daglige Nærværelse, og Synet af, at det paa mig seer ud som var det Ingenting, er Bestyrkelse i det Gamle. Dog skylder jeg jo ogsaa min Sag og Sandheden, at holde tilbørligt længe ud, for at jeg kan have Noget at holde mig _til.til, Noget at beraabe mig _paa;paa. Egl. har jeg ved min offentlige Existeren kjøbt mig en Pante-Fordring i det offentlige_{Offentligeoffentlige Liv} her hjemme, som kan benyttes til Fremstilling af det Christelige. Man siger &anfbeg;Din Fremstilling er for høi&anfslut; jeg svarer &anfbeg;det kan den umuligt være, det er jo skeet lige for Næsen af Eder; og for høit kan det da ikke være, thi det svarer ganske til den Behandling, jeg qua Forf. har lidt, saa I altsaa selv har udfordret det, da jeg har maattet _{gribe til}holde mig til det Christelige for at udholde Eders Behandling. Dog Sagen vil jo nu snart klare sig, da jeg jo dog er i det Tilfælde at høre op som Forfatter. Om mig selv personligt. Msklig talt kunde man sige, at det er min Ulykke, at jeg er saa strengt opdragen i &g.Ch;std. Fra tidligste Tid har jeg været i et oprindeligt Tungsinds _Vold,Vold. Havde jeg nu været opdraget paa almindeligere viis &streg; ja, det forstaaer sig, _mensaa var jeg vel neppe blevet saa tungsindig &streg; saa var det vel i en tidligere Tid blevet Opgaven for mig at gjøre Alt for at trænge ud af dette Tungsind, der næsten vilde forhindre mig at være Msk, at gjøre Alt, enten at sprænge det ell. selv at sprænges. Men fortrolig som jeg var fra min tidligste Tid med dette Christelige: om Pælen i Kjødet, at Sligt just hører med til at være &g.Ch;sten &streg; fandt jeg at derved kunde ikke være Noget at gjøre, og i hvert Fald fandt mit Tungsind et Medhold i hele denne Anskuelse. Saa forligte jeg mig religieust dermed &streg; det har gjort mig, mskelig talt, saa ulykkelig som mulig: men paa Basis af denne Smerte udfoldede sig saa en eminent Aands-Existents qua Forfatter. Jeg forstod mig selv i dette Liv. Qvalen var frygtelig &streg; men Tilfredsstillelsen var ogsaa desto større: jeg kan aldrig noksom takke Gud for hvad der forundtes mig. Men saa &streg; saa blev det mit Lod at være Forf. &streg; i Danmark. En saadan Forfatter-Existents som min vilde i ethvert andet Land have været Veien til Rigdom &streg; i Danmark kostede det mig Penge. Overøst blev jeg saa med Forhaanelser, Alt blev næsten gjort for at gjøre mig Livet utaaleligt: gjør Intet &streg; denne Forfatter-Existents som den var og er min Mulighed, den var mig en Tilfredsstillelse, saa jeg aldrig noksom kunde takke Styrelsen; thi jo mere Modstand jo rigere blev blot Productiviteten. Men &streg; Penge koster den (ja det er jo næsten vanvittige Forhold, til Jubel for den Kjøbstad, hvori jeg lever, omgivet af Forhaanelse, efterstræbt af Misundelse) &streg; og jeg har ikke mere Raad dertil. En Embedsstilling skulde jeg med Glæde paatage mig &streg; men her kommer mit Tungsind og gjør Vanskeligheden. Hvorledes jeg lider, efter hvilken Maalestok jeg er sat udenfor det Almene-Msklige har Ingen Forestilling om. Og dette maatte jo dog hæves for at kunne leve sammen med Mskene i Embedsstilling. Dog Eet bliver tilbage: at jeg aldrig noksom kan takke Gud for det ubeskrivelig Gode han har gjort mod mig saa langt mere end jeg havde ventet. Angaaende Goldschmidt. Der er vist neppe nogen her hjemme, der i den Grad som jeg, har været opmærksom paa G., neppe Nogen der har meent ham det saa vel: men 6 Aars Forbrydelse ved at være Redakteur af Corsaren, skal og bør ikke gaae af som Ingenting. Min Tanke ved det Skridt jeg i sin Tid gjorde, var at lade det komme til Opgjørelse, og saa gjøre Alt for ham saa billigt som muligt &streg; jeg vilde være hans Defensor &streg; han gjorde mig til sin Aktor: derved er Sagen just ikke blevet lettere for ham. Men havde jeg ikke gjort Indsigelsen i sin Tid, var det lykkedes ham enten at forblive upaatalt i hiin Virksomhed, ell. udenvidere at slippe fra den, naar det behagede ham engang at blive artig. Misforstaaelsen i min Situation som Forf. Samtiden har kun verdslige Categorier; den ventede og venter da, at jeg enten skulde unddrage mig Mishandlingen ved at reise fE; ell. at jeg skal forsvare mig. Jeg er imidlertid fordybet i de religieuse Forbilleder, hvis Kjende er at lide. Jeg veed ikke, om jeg har Lov til at gjøre mig min Stilling lettere, da det er klart, at jo mere jeg lider, desto dybere vil jeg saare Samtiden, og Virkningen af mit Liv blive desto større. Saaledes medvirker jeg selv (ved ikke at gjøre det man venter) til at gjøre Forholdet vanskeligere. Men man sætter sig ikke ind i mig. Verdens-Svinget. Som jeg i sidste Afsnit af Anmeldelsen af de to Tidsaldere, har viist, at Straffen vil blive conform med Skylden, og derfor just den: ingen Regjering at faae, saa _StraffeAnstrengelsen men ogsaa Fremskridtet vil blive: at Enhver for Alvor maa lære det at være sig selv Herre, at styre sig selv, uden at hjælpes ved det Aflad, at der gives Styrende og Ledende (hvad der var en Lettelse, men som Slægten forsmaaede): saaledes bliver religieus Fremskridtet og Anstrengelsen: at Enhver i sig maa bære den Duplicitet, at forstaae, at det Christelige strider mod Forstanden &streg; og saa dog at troe det. Dette er Signalet til, at Umiddelbarhedens Tid er forbi. Som i det psychologiske Experiment quidam ingen umiddelbar ulykkelig Elsker er (han seer selv, at Sagen er comisk og holder det dog tragisk fat i Kraft af noget Andet, men altsaa med bestandig Splid, hvilket er Tegnet paa at Umiddelbarheden er forbi) saaledes med den Religieuse. Mit Forhold i _Samtiden.Samtiden, forsaavidt den selv har forskyldt Misligheden. Hvilken Betydning jeg har som Forf, føler jeg Historien vil vidne for mig, at det er et Verdens Sving; fremdeles, at det Overordentlige er præsteret: det veed jeg, sandeligen uden Opblæsthed, jeg der dybt, o, saa ubeskriveligt dybt føler min egen Elendighed som et stakkels _Melendig Msk og en stor Synder. Men Samtiden refuserede det Præsterede. Mine Skrifter bleve ikke læste &streg; derimod forlystede Kjøbstaden sig med at aftegne og udgrine mig. Derved gik Sagen i Baglaas. Havde man strax med sømmelig _Respekt,Respekt for hvad her var præsteret, indladt sig paa Sagen, skjønsom for de store Offere jeg bragte som Forf: saa var Sagen blevet lettere. Nu vil Opløsningens Forvirring vanskeligt undgaaes &streg; og mig har man sat udenfor. Det bliver nu bestandigt dyrere og dyrere at komme ind paa hvad, der ved mig blev præsteret, fordi man nu først skal gjøre en lille Tilstaaelse betræffende den Maade, paa hvilken jeg er blevet behandlet. O, der kunde synes at være noget Stolt i den Tanke: sandeligen, Den, der endog blot havde en Anelse om, i hvilke Qvaler jeg er bunden til Gud, han vilde vist ikke falde paa, at jeg kan være stolt deraf. Elendig, som jeg følte mig, en Poeniterende, som jeg dybt erkjendte mig at være: ved Gud, det var ingen stor Fortjeneste af mig, men sandt er det, jeg bød for min Person det lavest mulige Vilkaar (villig til at leve sammen med den menige Mand, bestandig dragende en vis spøgende Belysning over mig, for ikke at virke for stærkt.) At man saa vragede mig: ja, det reiste min _FSelvfølelse; men dog trykker Gud bestandigt saa stærkt paa mig, at jeg hvert Secund om ikke er, saa kan være paa de 70,000 Favne Vands Dyb. Ordentligviis har jeg levet saaledes, at jeg maaskee hver evige Dag jeg har levet, intensivt har lidt mere end Andre i eet Aar. Dog det forstaaer sig, i denne Lidelse har der saa ogsaa ofte været en Salighed, som Andre maaskee aldrig have fornummet. Thi, kort og godt, jeg har bestandigt kun _eetEet og det Samme at sige: at jeg aldrig noksom kan takke Gud for det ubeskrivelig Gode han har gjort imod mig, saa uendelig langt mere end jeg nogensinde kunde have ventet ell. turde have ventet. Conflicten mellem &anfbeg;Forstand&anfslut; og &anfbeg;Tro&anfslut;. simpelt psychologisk. &anfbeg;Forstanden&anfslut; kommer aldrig ind paa det Absolute. Dan et Exempel. Jeg har jo ogsaa et Ansvar for min Forstand. Godt, tag nu et Msk, der vil vænne sig af med een eller anden dybt indgroet Vane. Han siger nu: nu har Du længe nok, gaaet og sat ud og sagt imorgen &streg; begynd nu idag. Saa begynder han, og Attakken bliver yderst voldsom. Saa siger Forstanden: det er for galt, Du maa fare med lidt Lempe, man har jo ogsaa havt Exempler paa, at et Msk. paa den Maade kan sprænge sig selv. Slaae saa lidt af og sæt ud til imorgen. Her gjælder det nu, at i høieste ethisk Forstand: har et Msk. intet Ansvar for hvad der hænder ham, naar han kæmper mod det Onde, at han skal sætte dristigt Alt ind, kaste Ansvaret paa Gud &dvs;: troe, og lade sig sige, at denne Fare med at han kunde sprænge sig selv, er en Anfægtelse, en ny Gavtyvestreeg af _Fden onde Vane. Dog gjælder det unegtelig alligevel, at man kan ogsaa fare vild i at overforcere sig i _KampeKamp mod det Onde. Jeg veed det af egen Erfaring; men saa slaaer man af, og gjør _enGud en Indrømmelse, og Løfte om at begynde redeligt igjen hvor man slap. Saadan Ydmygelse (at man ikke strax _kankan), kan ogsaa høre med, for at frelse En fra stoisk _{Indbildskhed)}Indbildskhed. Af egen Erfaring veed jeg ogsaa, at jeg (just fordi jeg er bange for de vilkaarlige Paafund) har for Skik med betimelig Tillysning at undsige Det og Det, den og den Vane, som nu staaer for Tour. Det saadan pludselig at sige: idag, kan være meget farligt, være en usand Utaalmodighed. Men som med Forstanden i hiint Tilfælde saaledes ogsaa med Forstanden i Forhold til at troe &g.Ch;std. _FTroens Interesse er: at slutte af, absolut Afgjørelse, Forstandens Interesse er at holde &anfbeg;Overveielsen&anfslut; i Live; som Politiet _ervilde være forlegent ved _atom der ingen Forbrydelser _ervar, saaledes Forstanden, naar Overveielsen er forbi. &anfbeg;Troen&anfslut; vil sætte det Absolute, &anfbeg;Forstanden&anfslut; fortsætte Overveielsen. Hvor svært da nu _etat troe, nu i det 19de Aarh., nu da Alt er blevet et Chaos af Reflexioner og Overveielser. Sandeligen, derfor er det altid en stor Hjælp, at det ret bliver En tydeligt &streg;: at Troens Gjenstand er det Absurde &streg; det forkorter gevaltigt. Ja man _kankunde blandt Andet sige, at det er af Omsorg for Msk, at de dog kunne komme til at troe, at det er derfor, at Troens Gjenstand af Gud bestemtes til at være det Absurde, og at han lod det sige forud, at det var og er og skal være det Absurde. Replik om mig selv. Sandt nok, jeg troede ikke at Nederdrægtighedens Magt var saa stor. Da jeg kastede mig mod den, regnede jeg dog paa, at det, med den Forestilling man dengang havde om mig, skulde lykkes mig at vende de litteraire Forhold rigtigt, at det blev en Ære at forhaanes af Foragtelighed, jeg regnede altsaa ogsaa forsaavidt paa, at Verden var adskilligt bedre end den er, vel meente jeg ikke den var god, men jeg regnede dog paa, at et saa redeligt og begeistret Skridt skulde hjælpe et Skub frem ad i vore Forhold. Ak, Ulykken var just at Skridtet ikke blev forstaaet &streg; og saaledes blev Sagen forværret, endnu mere ved min Uforandrethed. Og hvad saa? Dersom jeg saa, uden at have gjort Skridtet, havde den udviklede Forestilling, jeg nu har, om efter hvilken Maalestok Nederdrægtighed, per Usselhed og Misundelse, regjerer: mon jeg saa ikke vilde have bedet Gud om Styrke til at gjøre det Skridt, jeg har gjort? Jeg var villig til som Ligemand at omgaaes Alle &streg; nu Herre Gud jeg var dog nok ikke den Ringeste. Men at omgaaes dem som Lige, naar saa de samme Msker tillige ganske ugeneret ville i Egenskab af Publikum participere i Forhaanelsen: det vil jeg ikke. Maaskee har jeg ogsaa gjort Uret, ved bestandig i min Omgang at forvandle den Mishandling, jeg har lidt, til vittig Conversation; det Duperende heri (hvori tillige dog let kunde skjule sig en dyb Foragt for Msker) er dog ogsaa at vildlede dem. Indre Replik. Igaar var jeg elendig &streg; men jeg kunde dog ikke ret haabe paa Gud; idag blev jeg een Gang elendigere &streg; det hjalp, nu kan jeg haabe igjen. O, Faren, Faren, det er dog i _aandeligeaandelig Forhold, hvad legemlig Straf er i lavere Forhold. Blandt Andet derfor er det at Mskene saa gjerne ville at der skal tales til dem paa Forsamling, ikke enkeltviis. Den Enkelte, den dem maaskee saa langt Overlegne, som de neppe turde see paa, naar de skulle tale med ham enkeltviis &streg; han overvældes sandseligt af Indtrykket af &anfbeg;Mængde&anfslut;: og denne Spænding, den tilskriver saa enhver Enkelt i Forsamlingen sig, mener at det er ham, han saaledes næsten er bange for. O, det er dog saa vanskeligt at gjøre Noget &anfbeg;strax&anfslut;. Blot en Udsættelse af en halv Time vil man saa gjerne have, som blev det saa lettere for En, istedetfor at det saa blot bliver vanskeligere, ell. vel rettere slet ikke bliver gjort, ell. kun gjort halvt. ..... Saa synes man, at den og den Gang, igaar ell. iforgaars da var man saa nær efter at det var lykkedes for En at seire i den ell. den indre Kamp, at holde troende ud &streg; dersom man saa blot ikke havde gjort det ell. det lille Feilgreb: men nu kan man ikke &streg; istedetfor &anfbeg;strax&anfslut; at troe, og troe, at med Guds Hjælp vil _FeilbFeilgrebet selv tjene En til Gode. Man var saa nær efter at have forvisset sig om, at naar man troer, saa forvandler sig et Uheld, en Fare til Fremgang og Vinding &streg; men saa kom der _enet lille _{Feilb Va}Feilgreb og det lykkedes ikke: nu saa anvend strax det Lærte (at naar Du troer saa tjener Alt Dig til Gode) og troe at dette Feilgreb tjener Dig til Gode. O, men det er en uhyre Skole, der behøves for saaledes at blive sig selv nærværende, istedetfor i eetvæk at komme sig selv paa Afstand. Lær Du mig o, Gud, at jeg ikke qvæler og martrer mig selv i qvælende Reflexion, men at jeg sundt maa aande i Troen. Replik. O, rædsom Dyb af Forvirring, o, rædsomt ved Hævd forhærdede Misvisning. Fra Generation til Generation disse hundrede og atter hundrede Professorer &streg; i Christenheden, altsaa dog vel sagtens &g.Ch;stne, endsige da de vare Prof. i Theologie. De skreve Bøger, og atter Bøger om Bøgerne, og Bøger for at holde Oversigt &streg; der bestod igjen Tidskrifter alene ved at skrive om dem, og Bogtrykkerier florere, og mange, mange Tusinder ernæredes &streg; &streg; &streg; og ikke een Eneste af disse _{Leietjenere faldt}Leietjeneres Liv lignede i fjerneste Maade en sand christelig Existents &streg; ja ikke en Eneste af dem faldt _atdet ind, at tage det N. T. læse det ligefremt og eenfoldigt og for Gud forelægge sig selv det Spørgsmaal: ligner da mit Liv paa nogen Maade end det fjerneste Christi, saa jeg turde kalde mig en Efterfølger &streg; jeg, Prof. i Theol. R af D., æret og anseet, med fast Gage og fri Professor Bolig og Forfatter af flere lærde Skrifter om Pauli fire Reiser. At der i det N.T. findes Steder, hvoraf man kan bevise Rigtigheden med Biskopper, Præster Diaconer (hvor lidet end de nærværende ligne den oprindelige Tegning) men man finde dog i det N. T. det Sted, hvor der omtales: Professorer i Theologien. Hvorfor kommer man uvilkaarlig til at lee, naar man til hiint Sted, at Gud beskikkede nogle til Propheter, Andre til Apostle, Andre til Menighedens Forstandere &streg; hvorfor kommer man uvilkaarligt til at lee, hvis der tilføiedes: nogle til Professorer i Theologie. hvorfor kunde der næsten lige saa godt staae: Gud beskikkede nogle til Cancelliraader. &anfbeg;Professoren&anfslut; det er en senere christelig Opfindelse &streg; ja en senere christelig, thi den blev omtrent _gjort,gjort ved den Tid, da &g.Ch;std. begyndte at gaae tilbage, og _{&anfbeg;Professorerens&anfslut;}&anfbeg;Professorens&anfslut; Culminations-punkt indtraf just i vor Tid &streg; da &g.Ch;std. ganske er afskaffet. Hvad udtrykker &anfbeg;Professoren&anfslut;? &anfbeg;Professoren&anfslut; udtrykker, at Religionen er et lærd Spørgsmaal; Professoren er den største Satire paa &anfbeg;Apostelen&anfslut;. At være &streg; Professor hvori? i Det, som et Par Fiskere har sat ind i Verden: o, ypperlige Epigram. At &g.Ch;std. skulde formaae at seire over Verden: ja, det har Stifteren selv forudsagt, og det troede &anfbeg;Fiskerne&anfslut;. Men den Trophæ: at _ch&g.Ch;std. skulde seire i den Grad, at der blev Professorer i Theologie &streg; den har Stifteren ikke forudsagt, med mindre det skulde være hvor der tales om, at &anfbeg;Affaldet&anfslut; vil indtræde. Funtus, her har jeg det! &anfbeg;Professoren&anfslut; det vil egl. være Analogien til Don Quixote. Maaskee vil det blive en endnu dybere comisk Figur. En, der aldeles intet Begreb ell. Mskligt har i sig, i Retning af selv at begeistres til at ville handle og leve i Lighed med Forbillederne, men som troer, at det er lærde Spørgsmaal. &anfbeg;Sandheden&anfslut; bliver korsfæstet som en Røver, den bliver bespottet, bespyttet forinden &streg; den raaber døende: følger mig efter. Kun &anfbeg;Professoren&anfslut; (U-Msket) forstaaer ikke eet Ord heraf, han opfatter det som et lærd Spørgsmaal I &anfbeg;Pseudonymerne&anfslut; havde jeg blot brugt &anfbeg;Privat-Docenten&anfslut;, men &anfbeg;Professoren&anfslut; er dog en sandere Type, just ved sit Livs Alvor, den høiærværdige Ridder. a &anfbeg;Professoren&anfslut; i Theologie. Dag-Pressen. I Forhold til enhver anden Forbrydelse er og bliver Qvaliteten uforandret, og der kan ikke saaledes blive en Forbrydelse til ved en _{Qvamtiteren, undtagen}Qvantiteren (undtagen da _{ved m}i Forhold til mundtlig Bagvaskelse o: D:) men der er det ikke saaledes muligt _{at for}for en Enkelt paa een Gang at sætte Udbredelsen. Naar Een stjæler 10rd og en Anden 10,000rd, saa er _beggeQvaliteten den samme, men Qvantiteten forskjellig; Qvaliteten er den samme, begge Dele er Tyverie. Naar en Mand en Aftenstund i Sovekameret, idet han vil til at gaae til Sengs, siger til sin Kone, med hvem han har været ude samme Aften: jeg troer virkelig at Jfr. Hansen sminker sig, laae Du _mærkeMærke til o: s: v: &streg; da er dette den _Ligelligegyldigste Sag af Verden. Naar derimod et Blad med 10,000 Subscribenter siger det _sammeSamme, saa er den stakkels Jfr. Hansen tilintetgjort (thi en privat, især da en Pige, kan ikke taale Offentligheden efter den Maalestok) altsaa dog vel en Forbrydelse begaaet. Her _der det jeg mener som den særlige Egenskab ved Presse-Forbrydelse, at Udbredelse qua talis (altsaa ikke Udbredelse af noget i sig selv Forbryderisk) er Forbrydelse. Dag-Presse formaaer i ethvert Øieblik at vippe Tilværelsen og ligesom gjøre den vanvittig. Man kunde sige: mundtligt kan jo det Samme _skee.skee, som nu hvis hiin Mand vilde anvende Alt for at fortælle i Byen at Jfr. H. sminker sig. Nei, ingenlunde. Thi for at det Mundtlige skal komme ud og sætte sig fast, maa der langt længere Tid, og mange flere Mellemmænd til at sætte Snakken i Gang. _MOg hvor mange gider vel snakke om Sligt. Men paa Prent lader det sig gjøre, af een Eneste og saa er det sat fast, og det interessante, som gjør, at man gider snakke derom, er just, at det har staaet paa Prent. Superb! Noget man ikke engang gider snakke om &streg; det kan man bruge Presse til at udbrede, og saa snakker man derom, fordi det har staaet i Pressen. Og hvorledes gaaer det til? Ganske simpelt, naar To tale sammen, er det to virkelige Msker deraf Undseelsen af at snakke om Sligt, de undseer dem dog at snakke om Sligt. Men Pressen &streg; det er &anfbeg;Ingen&anfslut;, og Ingen kan jo ikke undsee sig. Og naar det saa er sagt i Pressen, saa har man jo det at snakke om, thi nu er det jo Noget at _snakke,snakke om, nu er det jo Noget, det har jo staaet paa Prent, og det at Noget har staaet paa Prent er jo Noget at snakke om. Saa længe Dag-Presse bestaaer er &g.Ch;std. en Umulighed. Skal &g.Ch;std. virkelig sættes ind i Virkelighed (altsaa ikke af en Næringsdrivende og Embedsmand _declameresafdeclameres i en Kirke under den gjensidige Reservation, at han naturligviis ikke er saa udannet og personlig at mene de her Tilstedeværende, ell. overhovedet _detde Medlevende, som vilde han forpligtige ell. dømme dem) saa er det eo ipso uundgaaeligt, at Forkynderen maa drage en meget betydelig Opmærksomhed paa sig. Uden at være dækket af noget Sandsebedrag (hvilket just er fornødent for i Sandhed at forkynde &g.Ch;std) maa han drage Opmærksomheden paa sin Person. I samme Secund bemægtiger Dag-Pressen sig ham. Den behøver ikke at sige eet eneste ondt Ord om ham, nei blot Piat, alt Det, der i Samtale mell. Mand og Kone i Sovekamret er det aldeles Ligegyldige, &streg; og han skal i ganske kort Tid være som fortæret. Lad et Blad udkomme to Gange hver Dag, med 5000 Subscribenter, og i 14 Dage 2 Gange hver Dag aftegne ham og skrive om det Allerligegyldigste hans Person betræffende: han er svækket. For at udholde denne Behandling vil der udfordres _HeroissHeroisme. Den antages han at have, forsaavidt er han altsaa endnu ikke svækket. Men der vil ogsaa udfordres Mere, der vil udfordres næsten Heroisme hos de Medlevende for at opretholde Forestillingen om ham. Ved paa Prent at læse alt det Piat om ham, ved at høre Byen gjenlyde hele Dagen af alt det Piat, sætter det sig uvilkaarligt fast, og der er i hver Generation saare, saare Faae, der under saadanne Omstændigheder formaae at fastholde Forestillingen om ham, uvilkaarligt udøver Piattets Idelighed sin Magt ogsaa over dem &streg; og saa er han svækket. Men paa anden Maade kan &g.Ch;std. ikke i Sandhed sættes ind i Virkelighed end af en saadan Personlighed, der vover at marquere saa langt ud: ergo er &g.Ch;std. en Umulighed, saa længe _&g.Ch;stdDag-Presse bestaaer; thi at en Forkynder af &g.Ch;std. selv skulde ville bruge Dag-Presse var da en Selvmodsigelse. Saaledes existerer Staten, den christelige Stat. Der er 1000 Præster &streg; alvorlige Mænd, foruden mange andre alvorlige Mænd. De veed Allesammen mere ell. mindre tydeligt, at til Grund for det Hele ligger Piat, de veed allesammen, mere ell. mindre tydeligt, at der existerer en Magt, som hedder Dag-Pressen, der hvad _ØieblikkØieblik den vil kan gjøre Miraklet liigt hiint med Utøiet over Ægypten: slaae i Jorden, og Piattet reiser sig slugende sit Bytte. Lad os da for Gud i Himlens Skyld ikke komme i Berøring med Det tænker saa disse 1000 alvorlige christelige Præster &streg; &g.Ch;std. skal vi nok forkynde alligevel. O, I Daarer, ell. rettere ogsaa I ere om ikke Utøi saa Uting, ikke stort bedre end det Frygtede. Jeg vil danne et Exempel i Retning af en saadan Mishandlets Skjebne. En Mand kan jo dog ikke være Alt selv, ikke selv være sin egen Skomager, sin egen Hattemager, sin egen Skrædder o: s: v:. Lad os nu antage, at denne Mand ikke kan barbere sig selv. Skriv nu om ham, sæt hele Byen i Bevægelse, fæst hele Befolkningens Opmærksomhed paa hans Skjæg (og det lader sig gjøre, fordi det jo er en marqueret Personlighed, og fordi Pressen formaaer Alt i Retning af Piat.). Criticer hans _Skjæg.Skjæg, den Maade, paa hvilken det sidderb. Hvad saa? Saa er eo ipso Barberen Medinteressent i Forfølgelsen. Barberen bliver fortvivlet. Hiin Mand, som jeg kalder &anfbeg;Apostelen&anfslut; forstaaer meget godt at her Intet er at gjøre, at det Eneste er, at lade Alt uforandret (da det Vanvittige ligger i, at Sligt bliver Gjenstand for Presse-Meddelelse) medens det tillige, christeligt, er hans Pligt at blive staaende paa Stedet. Men Barberen! Ja, det kan han ikke faae i sit Hoved (thi Barberen er ikke en Heros). Altsaa (og blot hvilken Heroisme hører der til, for at udholde at være saaledes naglet sammen med Barberen; og at vælge en anden er jo lige saa unyttigt, da &anfbeg;Apostelen&anfslut; ved Hjælp af Dag-Pressen er kjendt af enhver Barbeer) Barberen, han kan ikke faae i sit Hoved, at det skulde være Samfundet der var ifærd med at blive vanvittigt; han slutter, at der maa være Noget i det (siden det staaer paa Prent), at det maa være urigtigt som han barberer ham. Han beslutter, at forandre Skjæget lidt. Da &anfbeg;Apostelen&anfslut; jo christelig forstaaer det som sin Pligt, at blive staaende, og altsaa ikke tør skjule sig, saa er det let nok at faae ham at see. Bladets Spioner (der maaskee allerede have iagttaget ham paa Barbeerstuen, ell. bemægtiget sig Barberen) opdage da strax Forandringen. Ny Artikler. Hele Byens Opmærksomhed fæstes igjen med fornyet Interesse paa Skjæget, og man finder det tillige at være en Charakteersvaghed, et sikkert Beviis for at Apostelen ikke er Apostel, naar han vil give efter for Sligt &streg; skjøndt det dog egl. var Barberen, der gav efter. Imidlertid ogsaa dette Snit er forkeert, &streg; og Barberen _sbliver fortvivlet. Han siger ligefrem: jeg tør ikke mere barbere den Mand; den Smule Fortjeneste af een Kunde er virkelig for lidt i Forhold til maaskee at blive saaledes latterlig, at jeg berøves alle Kunder. Saa gaaer da &anfbeg;Apostelen&anfslut; til en anden Barbeer (thi han kan nu engang ikke barbere sig selv) her gaaer det lige saa. Ingen Barbeer tør paatage sig at barbere ham. Saa maa han _indlade sit Skjæg voxe, og indskrænke sig til at klippe det engang imellem. Nye Artikler. &anfbeg;Apostelen&anfslut; forkynder imidlertid uforfærdet Guds-Ord &streg; ja derom bryder Ingen sig &streg; men om det med Skjæget tales der hele Dagen næsten om ikke Andet, og bestandigt siges der: det er Ingenting. Nogle Faae ere der, som dog blive opmærksomme paa hans Lære, hans mageløse Gaver o: s: v:. Men disse Faae tør ikke vove Noget. I Stilhed ville de glæde sig ved hans Overordentlighed &streg; men at lade sig mærke med Noget, nei, sige de, Heroer ere vi ikke, vi kunne ikke udholde at blive latterlige, ja de blive næsten vrede paa &anfbeg;Apostelen&anfslut;, at han bliver staaende paa Stedet. Dette er Dichtung und _WarheitWahrheit. Jeg er ingen Apostel &streg; _{og dog}forresten er det næsten mit eget Liv. a Dag-Pressen. b Og jo mindre Paafaldende der er ved det, desto bedre, desto vanvittigere bliver blot Mængdens Blik rettet derpaa, da der jo for Satan maa være noget Mærkeligt, siden Pressen omtaler det. Hvad er &g.Ch;std? &g.Ch;std. er den lidende Sandhed, ell. Den Lære, at Sandheden maa lide i denne Verden. Der tænkes, at Du ene bekymret for Din Sjels Frelse henvender Dig til &g.Ch;stus. Han siger saa: vær forvisset om Din Salighed, jeg er Din Frelser og _ForsonrForsoner. Men nu maa Du ogsaa blive for dette Liv (thi det andet Liv indestaaer jeg Dig for) min Efterfølger i at ville lide for Sandhed. See det er &g.Ch;std. Sæt nu jeg er en &g.Ch;stds Forkynder &streg; men tænk saa, at jeg er Præst. Der kommer da Bud fra en Mand, ell. han kommer for at tale med mig. Hvad vil han? Er det en ængstet Samvittighed, &streg; nu ja, det er Opgaver for mig. Men nei, det er en kisteglad fornøielig Mand, der har forlovet sig med en uhyre riig og smuk Pige, med hvem han Dagen efter Brylluppet har isinde at tiltræde en Udenlandsreise i Europa &streg; og jeg skal vie Dem. Men see min Replik som &g.Ch;stds Forkynder er egl. een eneste: saa tilsiger jeg Dig, Dine Synders naadefulde Forladelse i Navn _{Guds Fader}Gud Faders o: s: v:. Siger jeg nu det &streg; og _derpaa,derpaa: da saaledes Deres Synder ere dem forladne og dermed Evighedens Salighed Dem betrygget, saa forpligter igjen Deres Frelser og Forsoner Dem, i dette Liv at leve som hans Efterfølger, lidende for Sandhed. Og dette bør da ikke være Dem noget Offer; thi er det Sandhed, at De i Sandhed er bekymret for Deres Sjels Salighed (og uden dette tager De jo Syndsforladelsen forfængelig, en Skyld der saa igjen vil være nok til at styrte Dem i en ængstet Samvittigheds dybeste Qval) saa maa alt Jordisk i Forhold _tdertil være Dem et _Intet.Intet, ja Deres eneste Ønske 6. Journalen NB17, s. [106]-107, med slutningen af NB17:61 og begyndelsen af NB17:62. Opslaget viser den betydelige variation i SKs nygotiske håndskrift maa være at lide for Sandhed, for dog at udtrykke nogen Taknemlighed over, hvad &g.Ch;stus er for Dem. See, det er &g.Ch;std. Og Det skal saa den Mand give mig Penge for, at jeg siger ham. Eet af To, enten forstaaer dette Msk, hvad jeg siger: og saa er han en ganske anden, der har Andet at tænke paa end Pigens mange Penge, Skjønhed, og Udenlandsreisen; ell. han forstaaer det ikke, og saa er det dog urimeligt, at han skal give mig Penge for slig ham saa ubehagelig og fatal Tale, ja det er en Brøde af Staten, ved at bringe ham i Berøring med Præsten, enten at friste Præsten til at tale af en anden Pose, ell. _{ham tiltil}ham til at tage det Hellige forfængeligt. Der gives Tilfælde, hvor den langvarige Reflecteren om at ville eller ikke at ville i Forhold til et meget afgjørende Skridt, ikke just saa lige er at forklare som Mangel paa Charakteer. Tværtimod denne fortsatte Reflecteren kan være en fornøden Udmattelse, der just er Betingelsen for ret at handle afgjørende. _De Dette gjælder dog kun i Forhold til religieuse Afgjørelser; æsthetisk og æsthetisk-ethisk gjælder det just om at benytte det første Øiebliks Fuldblodighed. Men religieust er Blodtab og Udmattelse et Fornødent, for at blive saaledes tilintetgjort, at Handlingen nu ret bliver _religieustreligieus. Der hører da for den Sags Skyld ogsaa en betydelig Charakteerstyrke til saaledes i eet væk at holde sig paa samme discrimens Spidse; thi at slaae det Hele i Glemme, ell. blive ligegyldigere det er noget Andet. Men med samme Intensitet at holde sig paa Afgjørelsens Spidse Dag fra Dag, derved udmatter man det Sandselige, den sandselige Vedhængen ved det Verdslige &streg; og saa gaaer det. Man har derfor ogsaa ofte Exempler paa meget store religieuse Individualiteter, der have gaaet flere Aar og holdt sig paa den Spidse: om de skulde gaae i Kloster ell. ikke, og just det hjalp dem til at gjøre det; og Skridtet _{var maaske ellers}havde maaskee ellers været en øieblikkelig Stemnings Overdrivelse, der senere var blevet at fortryde, medens de nu ved Blodtabet og Udmattelsen vare i en Tilstand, der omtrent svarede til det allerede at være i Klosteret, saa tomt og ligegyldigt var alt Jordisk og Verdsligt _blevblevet dem. Dersom en øieblikkelig Stemnings dristige Beslutning havde bevæget dem til at gaae i Klosteret, saa var Kampen først begyndt der. Nu _derimod,derimod havde de holdt deres Liv hen paa Afgjørelsens Spidse, hver evige Dag forpligtet sig til ikke at ville slippe den Tanke, om de ikke skulde gaae i Kloster. Just dette er en Askese, der ganske godt kan danne Overgangen. Eet er nemlig, at lade det saadan staae hen som et Indfald: skulde Du ikke gaae i Kloster; et Andet, _athver evige Dag at fremkalde den Tanke med samme Intensitet, forpligtende sig til, ikke at ville lade sit Liv _{midtlertidigt}midlertidigt slippe ind i nogensomhelst Adspredelse, men ene beskæftige det med denne Afgjørelse. At holde det ud er i Grunden allerede at være i Klosteret. Og denne grændseløst opsvulmede theologisk-videnskabelige Forvirring af &g.Ch;std, den mener man endnu at kunne bekæmpe ved et nyt Værk. Nei, nei, lille Børn, Sagen er ganske simpel. Skaf een eneste virkelig Skriftefader &streg; og forpligt saa den theologiske Professor til at møde i Skriftestolen for Gud: og jeg skal ein, zwei, drei faae hele Theologien skriftet ud af ham, da det Hele blot ligger i Sammenhænget med Verdsligheden og den verdslige Ugenerethed i at tale om &g.Ch;std. Samvittigheds-Forholdet til &g.Ch;std. er det, der mangler. Den &anfbeg;theologiske Professor&anfslut; skal lære, hvad det N. T. ganske simpelt forpligter ham som enhver &g.Ch;sten til: saa lærer han nok at tale et andet Sprog, saa lærer han, hvilken Indulgents han behøver for at turde vedblive at være Professor, Embedsmand, Ridder o: s: v: (istedetfor at være Missionair og Martyr). See det skal han lære, saa vender han ikke Forholdet om, og gjør sin Stilling til det Vigtige. Men videnskabeligt &streg; ja det er sandt, videnskabeligt lader Forvirringen _jegsig ikke hæve. Om mig selv. Forunderligt nok. Tungsindig som jeg var, da jeg begyndte som Forf. i en vis Forstand 100 Aar ældre end de _AnÆldste iblandt os; en Poeniterende; en usigelig Ulykkelig; veemodig sympathetisk stemt især mod den menige Mand &streg; mig bevidst som intellectuel Størrelse og mig min Overlegenhed bevidst, var det saa langt som muligt fra, at mit uheldige Ydre, mine tynde Ben o: s: v: forstyrrede mig, tvertimod det tilfredsstillede mig ironisk dette mit Incognito. Jeg forstod at jeg væsentligen havde min intellectuelle Opgave og mit Forhold til Dem, der da paa nogen Maade kunde gjøre Fordring paa Intellectualitet. Den menige Mand tilfredsstillede det mig at leve med deels som Hvile, deels fordi jeg syntes det var en Forsonlighedens Opgave. Men see, da skulde Borgerclassen og den Menigemand o: s: v: efter Bladets Ordre til at dømme mig, nærmere min Paaklædning. Og for den menige Mand, for alle Dem, som saadan ere Ingenting, især naar de leve i Hovedstaden er Paaklædningen _dendet alvorligste Anliggende. Den menige Mand taaler bedre et Angreb paa hans Charakteer end paa hans Klædedragt. Den menige Mand forstaaer meget godt, at han jo ikke er noget Mærkeligt, at _{der altsaa intet} altsaa hvad han skal gjælde for omtrent beroer paa, hvorledes han seer ud; derfor er Paaklædningen ham det _{allervigtigste,}allervigtigste &streg; og derfor var det Angreb, der i en anden Sphære betydede mindst, her det allerfarligste. Men forunderligt dog med Hensyn til Begreberne. Æsthetisk rigtigt er _detDet det Comiske, at En, der fE har tynde Been vil skjule det, ved udstoppede Lægge og Deslige. Men da Pøbelagtigheden kom til at dømme, da blev Det det Comiske, at En ikke vil gjøre sig Umage for at skjule det. Dette kaldtes Ironie &streg; og jeg troede dog jeg vidste hvad Ironie var. Men Ulykken var, at hele Landet var løbet vild i hvad Ironie er, at Pøbelagtigheden aldeles havde vendt Alt om. Derfor maatte der handles. Og sandt er det, Goldschmidt var en uhyre Magt i Spidsen for Corsaren &streg; nu er han Ingenting. Og vist er det, det var Cujonerie, at Alt taug. Og ikke mindre vist er det, at det er et lumpent Forræderie, de Anseete begik imod mig, ved at lade mig blive staaende, og tie. Privat har _rigtignokbaade Heiberg og Ploug og Hage (den Gang Redakteur af Folkebladet) og Andre takket mig. Ja, det ligner ogsaa Noget for Chefen i Literaturen og Redakteurerne, der egl. vare Dem, der skulde handle, saa privat at takke. Vist og sandt er det, hvad jeg saa ofte har gjentaget: en død Mand er det Danmark behøver for at al Nederdrægtigheden og Misundelsens og Feighedens Sammenhold dermed kan blive aabenbar. Saa længe jeg staaer levende, og anvender &br2-3; Kraft til at forvandle det Hele til Ingenting; saa længe det just er Nederdrægtighedens og Misundelsens og Feighedens Interesse at opretholde den Forestilling, at den Mishandling, jeg lider, er Ingenting &streg; naturligviis de ere jo selv de Skyldige, og hvis en Tyv skulde bestemme om Tyverie var en Forbrydelse, er Udfaldet let at forudsee; og derfor er det Ingenting Det, der udisputeerlig er de qvalfuldeste Lidelser: de daglige, og saadanne daglige, hvor det er aldeles umuligt at faae Pathos. At kastes for vilde Dyr &streg; det faaer dog en Ende; men at leve saaledes henkastet for msklig Raahed, og saa dog at være den Anseete (thi ellers hørte Mishandlingen snart op) &streg; det er martrende. Den Frihed man har, hvilket Øieblik man vil, at unddrage sig, er saa langt fra at være en Lindring, at det tvertimod er en Skærpelse, forsaavidt man selv altsaa frit og frivilligt hver Dag maa holde sig i Lidelse, fornyende sin religieuse Pligt, ikke som ellers, hvor der dog er en udvortes _Afgjørelse;Afgjørelse. Seirede jeg saaledes at jeg stod triumpherende, saa var der dog ikke blevet oplyst hvad der skulde oplyses, thi saa havde min Overlegenhed skjult over de Andres Skyld, der tog sig meget mindre ud. Nei, en død Mand ham kan de ikke saaledes blive qvit. Den Distinction som jeg har meent at burde gjøre, Reflexions-Udtrykket i det Christelige, at (ligesom de Vise først kaldtes &g.s;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.i; og saa &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.i;) _atistedetfor Benævnelsen ell. Bestemmelsen Christen maae vi indrømme, at Opgaven i _sandhedSandhed at være _{nu e}en Christen, nu er saa stor, og vi saa ufuldkomne, at vi maae nøies med den Bestemmelse: Christ-Elskere ell. Lignende, &streg; denne Distinction ligger dog til Grund for det Tidligere, naar der skjelnedes mellem fides humana og fides _humdivina, og man dog indrømmede at ogsaa Den, der kun havde fides humana var en &g.Ch;sten, skjøndt hans Tro egl. var et _ForholdProselyt-Forhold til det at være &g.Ch;sten, overbeviist ved allehaande historiske Grunde o: s: v: a Fides humana og fides divina. ... O, alene denne Lidelse: at selv de Faae, der have nogen virkelig Interesse for En, er Synet af En ikke glædeligt. De føle meget godt, at dette Liv har en Anstrengelse, der er som en Fordring til _Dem.Dem; de føle at enten maa de misbillige denne _{Anstrengelse, og}Anstrengelse (og i saa Fald er Berøring dog ikke glædelig) ell. de maa prise den som noget Ophøiet men vel at mærke noget saadant _OphøiethOphøiet, at man helst ønsker det paa Dødens, Historiens Afstand fra _Ensig. Ak, selv de mig velmenende generer jeg egl. Det er et evigt Billede paa den Gudfrygtiges Forhold til _{Gud, at}Gud (at dette nemlig er Opdragelse) som er udtrykt i en Eiendommelighed ved det Sprog, der var Guds udvalgte Folks: det maa læses baglænds. Det at existere baglænds er egl. den strengeste Religieusitet, det stærkeste Udtryk for, hvorledes Gud trykker. Den, der er vendt forlænds, talende i høie Toner om hvad han vil i Fremtiden o: s: v: han er ingenlunde streng Religieus. Nei baglænds &streg; saa der maaskee neppe i ethvert Øieblik er en Dag mere for En at leve i, neppe en Time &streg; og at leve saaledes det er Religieusitet. Men dette kan ogsaa kun læses baglænds. Moses saae Ryggen af Gud ikke hans Ansigt &dvs;: der er ingen Overeenskomst forud, den Religieuse er blot det ubetinget lydige Redskab &streg; og saa bag efter seer han, hvorledes Gud har benyttet ham. At vide, at Gud bruger En: det var en farlig Tanke for et Msk; han faaer det derfor først at vide bag efter. Maalestokken for hvad et Msk er, er: hvor stor en Deel af en Samtid han tør blive til for og lade sit Liv dømme af dem. Man kunde i denne Henseende gjennemgaae en heel Scala af Relativiteter _(demfra dem (som kun er til for ganske Faae som fE Qvinden, saa dem der ere til for bestandig større og større, talrigere og talrigere Kredse, men dog bestandig Kredse,) til den høieste Bestemmelse Gud-Msket, der sætter Qvaliteten Msk og derfor maa og vil dømmes af ubetinget ethvert Msk, evig guddommelig forvisset om, at han just han udtrykker Qvaliteten: det at være Msk., hvorimod alle andre Msk. ikke udtrykke Qvaliteten men denne forsat med relative Tilfældigheder. Modet er at vove at ville være til for Gjennemsnittet af en Samtid. Det for Sandseligheden Beqvemme er naturligviis kun at være til for en vis Kreds, der aldeles udtrykker det Samme, saa det at være til for den betegner &anfbeg;Sammenholdet&anfslut;, der jordisk betrygger Livet. Thi hvor mange ere der vel i hver Generation der vide, hvilket der er hvilket, det der er dem det Vigtige er i enhver Mening at have et Fælledskab med Andre, nogle Andre, mange Andre. Men den Ueensartede, der vover at være til for Andre, han maa jo være ganske sikker paa sig _{selv, og}selv (og vel sikkrest ved Hjælp af Medviden med Gud) at han er Msk; thi ellers vil Dommen snart lyde, at denne Ueensartethed er Galskab og Deslige. Men Modet at vove at være til for Gjennemsnittet af en Samtid, straffes ogsaa ell. rettere udmærkes derved, at den Modige maa komme galt fra det. Dette er vanskeligt til at undgaae, alene fordi der om _enet saadant Msk. kan fæstne sig en enkelt Dom, der saa bliver Circulationen ham betræffende; men da de Fleste _skuldskulle være med at dømme, saa maa der komme en saadan Krydsen mellem Domme, at det alene er nok til at sætte Forvirring i det Hele. Anderledes i Forhold til Den, der kun er til for en mindre Kreds. Denne er i Forstaaelse med ham betræffende hvad det er at være Msk. Dette er Sammenholdet denne Dom om ham i Bevægelse. For de Andre er han væsentlig ikke til, de nøies derfor med at befordre hiin Sammenholdets Dom videre. Lad mig tage et Exempel. En Lærd, der med den yderste Forsigtighed vaager over, ikke at være til for Andre end Lærde, lever yderst skjult o: s: v: om ham danner der sig blandt de Lærde en Dom. Efterhaanden faae nu mange andre end Lærde Noget at vide om ham, men da han ikke har foranlediget disse Andre, disse mange Andre til at dømme, saa indskrænke de Andre sig til at sætte hiin Dom i Circulation: relata referre. At indrette sit Liv saaledes er det eneste Kloge. (Her ligger Biskop Mynster). Om et Msk. religieust har Lov dertil, betvivler jeg, i ethvert Fald skal han gjøre Indrømmelse. Christeligt er det derimod just Opgaven for hver Generation at faae det Spørgsmaal tydeligere og tydeligere, mere og mere _qvalifqvalificeret: hvad det er at være Msk; thi desto dybere vil det Spørgsmaal om Forholdet mellem Gud og Msk. komme frem. Enhver der blot har sit Liv indenfor en vis Kreds, bidrager Intet til at opklare og nærværendegjøre det Spørgsmaal, hvad det er at være Msk, han hjælper blot sig selv paa bedste Maade igjennem Livet, undersøger intet dybere men griber een ell. anden Habit i Forhold til det saadan at være Msk. og sætter saa Alt ind derpaa. Primitivitet mangler han aldeles. Da Gud-Msk. ene qvalitativt udtrykker hvad det er at være Msk, er det ham af yderste Vigtighed at være til for ethvert Msk., ubetinget ethvert Msk. Forsaavidt kunde det synes at Gud-Msk. maatte blive et uhyre abstrakt Msk. Det er ogsaa saa: han er bogstavelig Ingenting. Man kunde nu udførligere gjennemgaae allehaande msklige Relativiteter for at sætte hvorvidt en saadan kunde være commensurabel for Gud-Msk, saaledes at han kunde have været Gud-Msk. deri. Da han som Qvaliteten er væsentlig lige langt fra og lige _langtnær ved enhver sædelig Relativitet af det at være Msk., saa kunde det synes ligegyldigt _hvilkethvilken han valgte. Og man kunde jo sige: han valgte en Differents, da han valgte det at være et fattigt og ringe Msk. i Modsætning til det at være _fornemFornem. Men dette er ikke sandt, thi han var ikke et fattigt og ringe Msk i Modsætning til Fornemhed og Rigdom, hvis saa havde han tilhørt Sammenholdet med Fattige og Ringe. Han var et slet og ret Msk, der intet Tryk fornam ved _atIntet at eie (altsaa var han hell. ikke fattig) og fandt Saligheden ved at være Ingenting (altsaa var han heller ikke ringe). Han kunde ogsaa gjerne have været riig og fornem, hvis saa ikke Sammenholdet strax havde været der, og hvis ikke Rigdom og Fornemhed var betænkelige Qvaliteter i Forhold til det at være Msk. At indlade sig med Gud, virkelig at være religieus, uden at bære Mærket af at man er saaret: ja, jeg forstaaer ikke, hvorledes sligt skulde være _muemuligt. At kunne i Forhold til Gud sige: saadan til en vis Grad vil jeg indlade mig med Dig, en Følelses Plads vil jeg indrømme Dig, men saa heller ikke mere; jeg vil ikke være et Spektakel i Verden som den Religieuse maa være det, fordi han ved Forholdet til Dig er blevet som ueensartet med dette Liv; jeg vil leve sundt og stærkt i dette jordiske Liv, blive et complet Msk. _{complet sund}i verdslig Forstand &streg; og saa i mit Inderste en Følelse. Thi Den, der i Sandhed indlod sig med Gud, han mærkes øieblikkelig deraf, han halter, som det hedder, eller har dog den lidende Ueensartethed i dette Liv. Men at indlade sig med Gud paa nogen anden Maade end saa at man saares, er da ogsaa umuligt; thi Gud selv er jo dette: hvorledes man indlader sig med ham. I Forhold til sandselige og udvortes _GjenstandenGjenstande, er Gjenstanden noget Andet end Maaden, der gives mange Maader; _enEn slumper maaskee til en heldig Maade o: s: v:. I Forhold til Gud er hvorledes hvad. Den som ikke indlader sig med Gud paa den absolute Hengivenheds Maade, han indlader sig heller ikke med Gud. I Forhold til Gud kan man ikke: til en vis Grad indlade sig, thi Gud er just Modsætningen til alt Dette, som er til en vis Grad. 7. Journalen NB17, s. 127, med begyndelsen af NB17:71. Optegnelsen rummer adskillige marginaltilføjelser, bl.a. dato og henvisning til en senere optegnelse, NB17:76Angaaende R. Nielsen. Forrige Torsdag spadserede jeg med ham, og fik da endelig en lille Smule sagt om, at jeg ansaae hele hans Diversion fra den store Bog til de 12 Forelæsninger som et Forsøg af en Klog, der var maaskee klogest paa en Sag, _{og som først vilde}og som saa vilde avancere den istedetfor eenfoldigt at tjene Sagen; fremdeles, at den hele Sag med Martensen var et _MisbMisgreb og havde Intet med min Sag at gjøre men var personligt Fjendskab, _endeligenfremdeles, at han forvandlede det til Doctrin, endeligen at han plagierede altfor stærkt endog mine Samtaler. _{P&u;&u;&u;&u;&u;&u;&u;&u; med}Med min Undseelse til at sige Sligt blev det sagt _{saa formildet som muligt}formildet om der end maaskee kom lidt forbittrende ind ved Reflexen_Reflexens af hans Heftighed; jeg sagde ham ogsaa, at jeg her dømte med min Maalestok._{Men vist er det, jeg fik tydeligt ham sagt, hvad jeg vilde have sagt.}f Han blev noget vred eller rettere _&u;&u;&u;&u;opfarende. Imidlertid svingede jeg af, førte Talen hen paa andre Ting, og vi spadserede hjem in bona caritate. Jeg tænkte nu paa denne Torsdag at komme ind paa den Sag igjen, og ifald han var villig til at tage mod Raison og finde sig i hvad der er Sandhed, at saa dog maaskee det skulde lykkes med at han vilde føle sig forpligtet til ganske eenfoldigt at gjøre noget for Sagen som Anmelder ell. Deslige. Men nei, jeg modtager idag et Brev hvori han renoncerer paa at ville spadsere med mig om Torsdagen. Vel, at det er skeet. Han har misbrugt sit Forhold til mig meget. Formodl. skal nu dette Brev igjen være en _Knibskhed,Knibskhed i den Mening, at jeg skal give efter &streg; thi min Hypochondrie har han da ogsaa misbrugt, foruden at han blot har søgt Productivitet og Productivitet. Godt, at det er skeet. Jeg bærer ingen Vrede mod ham, ikke i fjerneste Maade, er meget villig til at indlade mig med ham igjen, skjøndt det neppe er mig tjenligt, thi hans sandselige Haardførhed og min _SkrSkropulositet passe meget ulige til hinanden. Han er blevet udviklet, men Docenten stikker dog i ham. Forresten findes i de forskjellige Journaler og paa enkelte løse Papirer stadig væk Bemærkninger om mit Forhold til ham. Jeg har lidt ubeskrivelig ved den Ugenerethed med hvilken han privat forstaaer og forstaaer, og saa offentlig benytter det Skrevne, det Sagte baade som sit Eget og _sitmisforstaaet &streg; forsaavidt er det jo rigtignok ogsaa hans eget. Jeg tænkte mig at døe, derfor ønskede jeg at _sætte gjøre et Forsøg paa at sætte En ind i Sagen. Prof. Nielsen har kun altfor tydeligt forstaaet, at han er en levende.h Kun altfor hypochondre som jeg er, og i Frygt og Bæven for Gud har jeg saa bestandigt _haabetfrygtet at gjøre ham Uret, haabet og haabet &streg; og paa den Maade er jeg blevet holdt hen, forventende, at nu &anfbeg;næste Gang&anfslut; saa skulde jeg bare _seetsee. Og naar saa Alt kommer til Alt, saa har han skrevet en stor Bog, hvori han ignorerede mig ganske (og dertil blev benyttet et heelt Aar, og min Meddelelse ham rigeligt til Deel). Dernæst har han taget nogle Theses med af en Pseudonym for at angribe Martensen; og endeligen har han gjort et Forsøg paa at gjøre det til Doctrin &streg; og for Sagen blev der ikke gjort det allermindste. Maaskee har Ulykken ligget i, at Forholdet, hvori han var kommet til mig, var for _vidtnært. Jeg behøver min Frihed. Paa et friere Vilkaar, saa jeg ikke føler mig forpligtet til at accentuere ham saa stærkt, kan han gavne Sagen, selv om det er en Misvisning, thi han leder dog Opmærksomheden hen paa den. Men _somskal han være den høitbetroede Interpret kan jeg ikke være ligegyldig ved en saadan Misforstaaelse. Forresten troer jeg ogsaa, at min personlige Tilstedeværen virker forstyrrende paa ham; var jeg død, troer jeg, han vilde stille Sagen rigtigere. a cfr. p. 139. b d. 18 og 19 April 50. c Mine Ord vare: at den Diversion, han havde commanderet (hans 3 Bøger) totalt betragtet ikke var religieust betjent. d Og dog havde jeg af mange senere Yttringer Grund til at slutte, at han nu omtrent meente at have gjort, hvad han kunde gjøre, og vilde trække sig tilbage. e Og da han senere i Samtalens Løb sagde, at jeg gjorde ham Uret, svarede jeg, og visseligen ikke saarende: at hvis saa var, var jeg da ogsaa det Msk, det var værd engang at have Ret mod. f og med mit Blik paa Sagen, hvis Sammenhæng kun han og jeg fuldkommen kjender at jeg, naar jeg talte om ham til andre, fremhævede de gode Sider ogsaa i Retning af hvad Offer han kan have bragt pecuniairt og ved at udsætte sig for Ubehageligheder. Jeg sagde ham ogsaa, at jeg i lang Tid havde forholdt mig saa rolig, fordi jeg bestandig kun havde agtet paa ham, hvorledes jeg skulde dømme om ham; han maatte vide, at _Angreb,Angreb var Noget, jeg ikke pleiede at tage Hensyn til, men at jeg desto nøiere passede paa Dem, hvor der var Tale om at ville forholde sig anerkjendende til mig, at det var mig det Vigtige, hvad Dom jeg skulde have om ham. g Jeg havde først tænkt dog at skrive et Par Ord til ham, men det rigtigste er nu at lade Sagen være afgjort, indtil jeg hører fra ham. h Han mener, at være mig uundværlig, at være den Eneste, jeg her kan faae til ret at gaae ind paa Sagen, eller dog til at vække Opmærksomheden. Noget Sandt er der i denne _VidenMening &streg; forresten misbruger han det mod mig til stundom at ville gjøre sig kostbar &streg; men han betænker ikke, at Alt beroer paa, om det er min Idee verdsligt at ville seire, ell. gudeligt at ville ligge under, thi i sidste Fald er han meget undværlig, hvis han ikke vil forstaae det Samme, og i ethvert Tilfælde vil det da beroe paa, at han griber Sagen bedre og visere end den hidtil tilbagelagte Productivitet, item paa hvorvidt Sagen ikke selv snart skaffer sig nye Venner; og endeligen ligger, at jeg har accentueret her, dog væsentlig i, at jeg handlede religieust, da jeg drog ham til mig ell. slog til idet han inclinerede, en Vending, som vistnok har forbauset ham og langt overgaaet hans Forventning, fordi det var en Handling fra Centrum, en intensiv Handling, _derhvis Betydning først successive bliver aabenbar. Han har vistnok tænkt saadan blot at banke paa hos mig, og at saa jeg saadan skulde lukke Døren paa Klem eller gjøre endnu mindre: i det Sted blev Fløidørren revet op, han indbudet at træde ind. Det var mere end man kunde forlange. Sandt; men just denne Begyndelse forandrede dog maaskee ogsaa det Hele, fangede ham ganske anderledes til Sagen, saa han dog maaskee virkelig kommer til at tjene den, hvilket muligt slet ikke var hans Tanke; og i ethvert Tilfælde skulde det være muligt at han bandtes til Sagen, maatte vistnok Begyndelsen være en saadan, have denne besynderlige Overraskelse og denne qvalitative Intensitet. Med Tanken om Døden som nær forestaaende, i Følelsen af det var min Pligt, dog at gjøre et Forsøg paa om muligt at sætte et andet Msk. saaledes ind i den Sag, som jeg har den Ære at repræsentere, at han i samme Charakteer kunde repræsentere den: drog jeg ham til mig, efterat han selv havde søgt Tilnærmelsen. Jeg tillod mig ikke den allermindste directe Indflydelse paa hans Forfatter-Virksomhed, jeg ansaae det for min Pligt, at skulde det skee, maatte det skee ved selvstændig at bryde frem i ham; men jeg har sat store Meddelelsens Capitaler til hans Disposition. Dette mit Haab er skuffet jeg siger ikke mere, føier intet Adverbium til for at udtrykke Graden, intet Adverbium vilde tilfredsstille mig. Den der kunde forstaae mig, tænke sig, hvad det for mig vil sige, saaledes at holde mig selv i Uvirksomhed, _{Forventenforventen}og kun spændt i Forventning i Retning_{af Retning} af ham &streg; at holde det ud 1&br1-2; ell. 2 Aar og med en saa intensiv Existents som min, kun Tid efter anden ved hver hans Præstation seende, at jeg var skuffet, og dog følende mig forpligtet til at haabe, da jeg havde lagt Sagen religieust an. _{Deraf kommer maas}Tænk hvad jeg har lidt! Dog dette er maaskee slet ikke hans Skyld, men min, at jeg havde et saadant Haab, ak, maaskee min Skyld, at jeg forskyldte det Ansvar, at lade Tanker, der kun vare bestemte til at passere min Personlighed med dens Tryk, finde en anden Vei. Maalestokken der er blevet anlagt, har maaskee været uendelig langt for stor. I privat Samtale har han godt kunnet forstaae og forstaae, forstaae, at Det, han der havde gjort, var forkeert, at det Rigtige, havde været det &streg; og saa gjorde han dog det Forkeerte igjen, ell. vel endog benyttede Bemærkningen som en productiv Ingredients. Som sagt Maalestokken har maaskee været uendelig, langt, langt for stor. Deraf Ulykken. Saasnart jeg dømmer efter den Maalestok er det ham som en uhyre Uret. Tager jeg Maalestokken bort, saa vil jeg ikke have mere Vanskelighed med ham end med Stilling, der vist aldrig har klaget over Uret. Men Sagen er, Stilling har jeg heller aldrig saaledes sat Noget ind paa. Dog dette burde vel ogsaa Nielsen selv nogenlunde forstaae. Men forsaavidt har jeg dog maaskee ogsaa gjort nogen Uret ved hvad jeg sagde til ham den sidste Gang. a R. Nielsen. .... Jeg har meent, at det hørte med til Selvfornegtelse at tie, om hvad, msklig talt, Godt jeg har gjort, og Gud har hjulpet mig til at kunne gjøre det. Men mit Liv vil raabe efter min Død. Og en Levende der anvender disse Par Øieblikke til at tale, hvad forslaaer det mod en Afdød, der bliver ved at raabe. Om enhver Levende kan man dog med Vished vide, at hans Talen maae faae Ende &streg; men er en Afdød (istedetfor at holde sig Skik og Brug efterrettelig og tie stille) først begyndt paa dette Besynderlige: at raabe, hvor skal man saa faae stoppet Munden paa ham. Christenheden. See det er igjen en Følge af Grund-Confusionen: at &g.Ch;std. ikke forkyndes af Vidner men af Lærere. Hvad er et Vidne? Et Vidne er En, der umiddelbart fører Beviset for den Læres Sandhed han forkynder &streg; umiddelbart, ja deels ved at det er Sandhed i ham og Salighed, deels ved øieblikkeligt at byde sin Person til og siger_sige, see nu om I kan tvinge mig til at negte denne _LæLære. Ved denne Strid hvor Vidnet maaskee ligger sandseligt under &streg; maa døe &streg; seirer Læren. Modparten har ingen saadan Anskuelse, som de vovede at døe for. Dette er det stadige praktiske Beviis for Lærens Sandhed. Men en Lærer! Han har Beviser og Argumenter &streg; men selv holder han sig udenfor, og det Hele bliver _latterligt.latterligt, alle Indvendingerne det Triumpherende. a Christenheden. Det er meget godt sagt i Rousseaus Emil 4de Bog, hvor Vicaren taler. Og siger: Jeg har nu, min unge Ven, aflagt Dig min Troesbekjendelse ... Du er den første, jeg har aflagt den for, maaskee bliver Du ogsaa den eneste, jeg nogentid vil aflægge den for.&anfslut; _{Saa længe}Nu kommer det Gode &anfbeg;Saa længe der endnu findes nogen god Tro blandt Mskene, maa man ikke forstyrre de fredelige Sjele eller forurolige de Eenfoldige i deres Tro ved at opdynge Vanskeligheder, som de ikke kunne opløse og der kun sætte dem i Uro uden at oplyse dem. Men naar Alt engang er rystet, saa maa man vedligeholde Stammen ved _GrenenesGrenes _OpofrOpoffring. De foruroligede, _{tvivlraadige,} tvivlraadige og næsten døende Samvittigheder, der befinde sig i den Tilstand, hvori jeg har seet Din, er det, der behøve at styrkes og opvækkes, og for at befæste dem igjen paa de evige Sandheders Grundvold, er det fornødent, man fuldender Værket med at bortrive de vaklende Piller, paa hvilke de mene endnu at støtte sig. Angaaende Prof. Nielsen Tungsindig og i megen Frygt og Bæven som jeg altid er, havde jeg tænkt mig dog at skrive ham et Par Ord til, som gjorde det muligt at bringe Forholdet istand igjen. Men nei, det er urigtigt. Jeg bør være glad ved at jeg fik Skilsmissebrevet. Hans sandselige Styrke tildeels ogsaa en vis Raahed og en frygtelig Lidenskabelighed er hvad der kun kan blive mig til Plage i et _personligt,personligt Forhold. Blot det, at hvis jeg nu skrev ham til et Par Ord, at han saa &streg; og derpaa har jeg jo havt Exempler &streg; blot fordi han veed, at jeg tungsindig og religieust ønsker Afgjørelse, at han saa _kankunde faae i Sinde at beholde Billeten maaskee i længere Tid uden engang at lade mig vide, om han har faaet den. Alene det er nok til at vise en Grund-Forskjellighed. Forresten holder jeg af ham, vil med Fornøielse see ham og tale med ham, anerkjender hvad Dygtighed han har &streg; 8. Journalen NB17, s. [140]-141, med en del af en længere optegnelse, NB17:76. De slettede dobbeltkors viser, at SK to gange har villet afslutte optegnelsen, men alligevel har videreført den men intet personligt Forhold. Min Tanke var det sandeligen ikke, at det skulde være skeet saaledes. Jeg havde endog glædet mig til den næste Torsdag, i Haab, da han nu havde taget mod Stødet, saa _kat _kundekunne faae et sandere Forhold til ham. Han brød selv. Jeg der kun altfor let forstaaer, at jeg er bestemt til at lide, jeg havde vist ikke haft _KraftSelvkjerlighed nok til at bryde_det, hvor meget jeg end havde maattet døie, thi som en Poeniterende der hader sig selv mener jeg saa strax, at det tør jeg ikke unddrage mig. Frygtelig Lidenskabelig som han er, er det slet ikke umuligt, at han nu styrter til den modsatte Yderlighed og vil skade mig og min Sag &streg; nu vi ville see. Formodentlig vil jeg ogsaa blive erklæret for en Bedrager, en Underfundig &anfbeg;det veed Ingen bedre end han, han som havde troet mig&anfslut;. Ak ja. Havde han kunnet taget hiint Stød og troet mig lidt bedre end sin Lidenskabelighed, havde det været muligt, hvad der vilde have glædet mig ubeskriveligt, at vi saa kunne være rykket saa meget videre frem, at jeg kunde have trukket mig ganske tilbage og overladt ham at fungere. _MenJeg har lidt grumme meget med ham; men just ved hans _sidsteLidenskabelighed denne Gang (uden videre at bryde hele Forholdet af) blev det mig tydeligt, hvor langt det er fra, at det er lykkedes mig, hvad der var mit Haab ved tidligere Eftergivenhed lidt efter lidt at mildne ham, og det blev mig tydeligt, hvor nær den Fare har ligget, at det lidt efter lidt vilde lykkes ham at verdsliggjøre mig saa jeg greb feil og kom til verdsligt at seire. Det, hvorved Prof. N. maaskee meest har skadet mig, er denne usalige Venten efter hans Nølen og at mit Væsen er blevet berøret af dette Sinkerie der er hans Styrke. Jeg har holdt min uhyre Fart an i 1&br1-2; Aar &streg; og ventet &streg; og forgjeves: frygteligt. Ligefrem, directe sige ham hvad han skulde gjøre, hvor hans Qvalitet ligger kan jeg ikke forsvare, saa er jeg altereret. Indirecte naaes det ofte nok &streg; men naar han saa handler, saa bliver hvad jeg privat har sagt saadan et lille Comma med ind i _{Raisonnements}Raisonements, ogsaa Det som med Lapidar-Stiil skulde staae ene og eneste som det _{Afgjørende, og}Afgjørende &streg; og saa kunde han spare de to Bøger. O, hvis han havde været en Charakteer! Dette eenfoldige Ord han kunde have sagt og belyst det Hele ogsaa den underfundige Conspiration mod mig her hjemme. En Forestilling om min Sags Værd har han, men det er som meente han, at i Betragtning af Conjuncturernes ugunstige Beskaffenhed kunde man maaskee offentlig faae lidt bedre Kjøb naar en saa tillige er villig til privat at gjøre Cour til mig, næsten _tilbedende.tilbedende, i hvilken Henseende han forresten ikke er uden Talent. Hans Verdslighed synes at sige ham: hvad vil han; jeg er dog, som han selv siger, den Kløgtigste paa Berget, saa bliver han dog vel nødt til at tage mod Budet. Vil han ikke være fornøiet, saa er det nok muligt, at Det, han vil sige, er i en vis uendelig ophøiet Forstand sandt, men det er saa langt oppe, at Ingen her paa Berget kan gaae ind paa det, især naar _jdet skal gaae ud over mig, der jo var den Eneste, som kunde afgive en Slags Melleminstants. Og saaledes er jeg sikkret.&anfslut; Deraf vistnok den Verdslighedens Taktik han _{altid den}altid bruger, den _Eeneste, han veed at bruge, thi personligt ligeoverfor mig siger han ikke Noget, men naar han bliver stødt &streg; strax hedder det, han trækker sig tilbage. See det er Religieusitet! Dog gjør det mig ondt; thi jeg havde dog haabet at faae et religieust Indtryk frem i ham. Med min Dom fra tidligere Tid om N., og med Viden om hvad Andre dømte om ham: var det jo dristigt vovet just at vælge ham. Men just Det (foruden mange andre Betingelser som vare der) har begeistret mig. Selv nu haaber jeg paa ham. Døde jeg idag, saa er jeg vis paa, at min Død vilde gribe og formilde ham saaledes, at han blev brugbar. Men det Verdslige i ham har store Kræfter, denne verdslige Betragtning, at han skulde være mig uundværlig o: s: v: o: s: v:. Dertil kommer nu, at han af Andre maa høre, at han da er gal, at han saaledes vil offre sig for mig. Vistnok forklarer han det nu som en Underfundighed af mig, at jeg først nu (da han dog har gjort det Meste, han hidtil har gjort, hvor Meget der end er mindre Heldigt) gjør Bebreidelsen; thi hvis jeg havde gjort den tidligere, saa var han vel strax sprunget fra, og havde slet Intet gjort. Dog er dette ikke Underfundighed, det har været mig Piinagtigt nok at holde ud saa længe forventende. Havde han imidlertid havt Taalmodighed til at ville forstaae, at det dog var velmeent hvad der blev sagt (om det end maaskee blev lidt bittert ved hans Heftighed, saa det hellere maatte være sagt hjemme paa mit Værelse, hvor Situationen er lidt anderledes), var han kommet næste Torsdag: saa havde der været avanceret Noget.b Men ganske rigtigt, han sprang fra, og nu staaer vi der. Mig, det troer jeg, mig er dog al denne Lidelse gavnlig, den prædisponerer til religieus Handling og helbreder for _LDigter-Springskhed, hvoraf jeg dog altid har havt Noget, medens det Gode deraf jo ogsaa har været det Ualmindelige hos mig. a cfr p. 127. b (Hvad jeg havde tænkt mig, var: enten at vove at paatage mig det Ansvar, at jeg ligefrem sagde ham, hvad han i det enkelte Tilfælde skulde gjøre, eller at gjøre _vmit Forhold til ham lige saa frit som det til Stilling fE: at vi engang imellem saaes, talte en passant ogsaa om Productiviteten men saa ikke videre. _{Men i}I Vrede ønskede jeg ikke at skilles fra ham, thi det er jo dog muligt, at min Maalestok er for stor, og at jeg forsaavidt kan gjøre ham Uret, om han end selv har bidraget til at denne Maalestok anlagdes.) O, det er saa sandt, saa sandt: det, Danmark behøver, er en død Mand. I samme Secund har jeg seiret som sjeldent noget Msk. I samme Secund er Alt Det om mine tynde Been og mine Buxer og Øgenavnet &anfbeg;Søren&anfslut; glemt &streg; _janei, det er ikke glemt, det er forstaaet anderledes, og vil give Sagen uhyre Fart. I samme Secund er Misundelsen beroliget. I samme Secund ville De, der skulle vidne for mig, tale et andet Sprog end nu, thi da vil der ingen Selvfornegtelse være fornøden. Da vil end den mindste Yttring af mig _blivefaae Betydning og Indgang &streg; medens nu Kæmpe-Præstationen stødtes udenfor, at Forhaanelse og Misundelse kunde gribe mig. I en saadan sædelig Opløsning som Danmarks kan kun en Afdøds Stemme trænge igjennem, en Afdøds, hvis hele Liv var et Studium i Retning af at lægge denne Situation til Rette: at kunne komme til at tale som Afdød. Om Nielsen. At N. var og er den eneste Mulighed her har jeg altid sagt. Han har arbeidet med stor Iver, har gode Elementer til virkelig at kunne tjene en Sag; tilbage er han hell. ikke gaaet. Med min Maalestok og med min Viden om hans Forestilling om Sagen, kunde jeg nu være berettiget til at fordre noget langt Mere; med Ideens Maalestok kunde jeg ogsaa vise, at i Ideen seet er Sagen gaaet tilbage. O, jeg har kæmpet meget med _sigmig selv paa dette Punkt. Thi, hvis jeg nu gjorde det &streg; er det saa ikke blot Ideens Utaalmodighed. Maa det ikke hænde enhver Sag, at den, idet den begynder at udbredes, gaaer den ideelt tilbage, og har ikke Enhver, der har sat Noget Ideelt ind i Verden, maatte lide dette Veemodige. Tag det Høieste. Dersom &g.Ch;stus pludselig havde vendt sit Angreb mod Apostlene og sagt: Sagen bliver en anden, naar I fremstille den, den taber, og just derved er det at Flere gaae ind paa _den,den &streg; hvad saa? ja saa maatte &g.Ch;stus egl. have undladt at komme til Verden. Dog hvad mig angaaer hænger saadanne Tanker sammen med den min Betragtning, at jeg skulde døe førend Sagen egl. sattes ind. I Tanken om at jeg skulde døe var det jeg vilde sætte N. ind i Sagen &streg; men jeg blev ved at leve. Dog som overalt jeg lærer uendelig meget. Men nu maa N. enten drages saa meget stærkere til mig, at han ligefrem benyttes, saa jeg ligefrem siger til ham, hvad jeg mener han i det enkelte Tilfælde skal gjøre (i 1&br3-4; Aar har jeg nu holdt ud selv at være vidende om hvad han skulde gjøre, men aldrig sagt ham det ligefrem, og saa lidt at see, at det ikke skete) ell. han og jeg maa gjøres saa bestemt friere fra hinanden, at jeg aldrig foranlediges til at bruge min Maalestok, ved hvilken jeg dog kunde gjøre ham Uret og vel har gjort ham Uret. Det Sidste er vistnok indtil videre det Bedste. Det er psychologisk dybt, en Replik i Emil (i den Fortælling der hedder: Emil og Sophie ell. de Eensomme): jeg taler uafladeligt om at tilgive (Sophie var blevet ham utro) uden at betænke, at den Fornærmede tilgiver ofte, men Fornærmeren aldrig.&anfslut; Og hvorfor er det saa svært for Fornærmeren at _tilgive,tilgive? fordi det er saa svært at ydmyge sig under sin egen Skyld. Deraf det Had, hvormed Verden aldrig tilgiver &streg; at have gjort Uret mod den Gode. &streg; Dette har Rousseau forresten ikke forstaaet, thi Forklaringen Emil tilføier gjør Sætningen ubetydelig: &anfbeg;uden Tvivl har det været hendes _HensigtForsæt at tilføie mig alt det Onde hun har tilføiet mig. Ha, hvor maa hun ikke hade mig.&anfslut; Men heri stikker Knuden slet ikke, den stikker i, at den Skyldige dog elsker sig selv for meget til ret angrende at kunne hade sig selv. For ganske at kunne tilgive maa den Skyldige uendeligt føle sin Skyld &streg; ell. foretrækker han, at være vred paa den han gjorde Uret, ell. dog at flye ham, at undgaae hans Tilgivelse. At modtage den _forurettedesForurettedes Tilgivelse er den Ydmygelse, han ikke kan taale &streg; derfor tilgiver Fornærmeren aldrig. Den Religieuse. O, at Du, Herre J. &g.Ch;, maatte udfylde min Tanke saaledes, at man ogsaa maatte kunde see paa mig, at jeg tænkte paa Dig. Og hvorpaa skulde man see det? &streg; mon paa mit Blik, vendt op ad mod _Himlen,Himlen? det kunde jo ogsaa betyde at jeg saae efter Stjernerne, eller efter Syner og Indbildninger. Nei, at _{Synet afjeg}Dit Billede _dogmaatte overtale mig saaledes, at _maajeg ringe, foragtet, udleet forkyndte Din Lære &streg; da vilde man kunde see paa mig (ikke paa mit Blik, men paa min daglige Skikkelse) at jeg tænkte paa Dig. I, himmelske Magter, I som understøtte det Gode, I himmelske Hærskarer, o hjælper til at opløfte min Røst saaledes, at det om muligt kunde _{eet eneste Ord at sige,}høres over hele Verden &streg; jeg har kun eet eneste Ord at sige; men hvis _detder _findrømmedes mig Magt til at udtale eet eneste Ord eller een eneste Sætning saaledes, at det maatte sætte sig fast og aldrig vilde glemmes &streg; mit Valg er gjort, jeg har det, jeg vilde sige: vor Herre Jesus &g.Ch;stus var Ingenting, o husk paa det &g.Ch;sthed! R. Nielsen. Jeg skrev N. en Billet til (for at jeg dog ikke paa nogen Maade skulde være Den, der har gjort ham Uret end det mindste). Saa talte vi sammen _iOnsdagen d. 30 April. Jeg sagde ham, at jeg ønskede Forholdet friere. At haabe er mit Element især naar det har et Anstrøg af at være mod Forstand. Jeg haaber paa ham, det er dog muligt, at han ender rigtigt, om han end begyndte forkeert. Gid han aldrig havde skrevet den store Bog. Den Adfærd, efter hvad der var passeret imellem os, den Adfærd altsaa fortsat i eet Aar &streg; o, den gjorde, at jeg maatte fæste mit Politie-Blik paa ham, hvad der var mig saa fremmed, hvad jeg aldrig havde ønsket, om jeg end altid har dette Blik, men som jeg ingen Brug gjør af. Ja var Forholdet dette, at Spørgsmaalet var om at gjøre noget meget Kunstigt, og at han saa maaskee ikke var behændig nok &streg; o, Sligt foranlediger mig ikke til at bruge dette Blik. Men Knuden er just, at det han skulde gjøre var noget Eenfoldigt og Simpelt (Noget han selv ofte nok har tilstaaet, at han forstod) og at han dog vedbliver at gjøre noget Kunstigt istedet. Vanskeligheden, Faren for ham, (det har han ofte nok tilstaaet, at han godt forstod og forstod oprindeligt) var at slippe mig forbi idet han styrede, at jeg ikke, idet han vilde frem og _sætbenytte ogsaa mine _IAnskuelser og angribe Martensen samt vinde Seiren, at jeg da ikke faldt ham i Flanken, en Kamp, som han paa ingen Maade vilde vove. Deraf hans personlige Tilnærmelse. Nu mener han vel at have naaet dette, og jeg har ikke standset ham. Saa søgte han at knibe sig ud med en Slags Selvstændighed uden engang at signalisere mig, hvem han privat holdt hen med, at &anfbeg;det Næste&anfslut; kom det især an paa. Dette mener han nu vel at være lykkedes ham, ja at jeg ikke engang nu kunde standse ham, medens han dog oprindelig vilde spille den Selvstændige, der ikke blot havde hele min Productivitet at tage til, men ogsaa mine Samtalers Andre aldeles ubekjendte Rigdom og endelig den uberegnelige Capital at en samtidig Existents betrygger Læren, dog at de Medlevende ikke ere opmærksomme derpaa, hvorimod han har privat Meddelelse. Lidt efter lidt begyndte han dog at ville komme Sandheden lidt nærmere og tage mig med. Men det er bestandigt som vilde han saa unødig til at gjøre hvad han godt forstaaer er det Simple og Eenfoldige og det Sande, men holder det hen som Noget han i Nødstilfælde vil gjøre, medens han gjør noget Andet om dette Andet end dog bliver lidt og lidt sandere. Men just dette er det Forkeerte. Luft var det der behøvedes &streg; dertil behøvedes et oprindelig eenfoldig og simpelt Skridt, i dets Sted _spærredespærrede han Alt mere inde med sin store Bog med sit Kunstlede. Dog vil jeg ikke gjøre ham Uret, han er maaskee velmenende, men det er saa svært at gjøre det Eenfoldige. Og derfor haaber jeg. Stoicisme &streg; og _&g.Ch;stdmit Liv. Her seer jeg dog ret, hvorledes jeg væsentligen forholder mig til det &g.Ch;stlige, naar jeg læser en Stoiker. Det kan være ganske sandt hvad han siger, ofte energisk og dygtigt udtrykt &streg; men han forstaaer ikke mig. Hos Stoikeren er Alt Stolthed &streg; ingen Plads for Veemod. Han foragter alle disse Msker, den uvidende Pøbel, han behandler dem som Børn, de ere ikke til for ham, Alt hvad de gjøre betyder den Vise Intet, de kunne ikke fornærme ham, han ikke blot tilgiver dem deres Fornærmelse, men stolt tænker han: lille Børn I kunne slet ikke fornærme mig. O, men dette er slet ikke mit Liv. Ja, mod Fornemme og Anseete der kan jeg fristes til at bruge denne Taktik, væbne mig saaledes. Derfor har deres _AAdfærd mod mig aldrig egl. bedrøvet mig, jeg revangerer mig lidt stoisk. Men den menige Mand, som jeg elskede! At udtrykke dog nogenlunde _min Kjerlighed til Næsten, det var min skjønneste Glæde; naar jeg saae denne afskyelige Fornemhed mod de Ringere, da at turde sige til mig selv &anfbeg;saaledes lever jeg dog ikke&anfslut; det var min _Trøst.Trøst, om muligt at mildne lidt i denne Henseende, det var min Lyst, min salige Tidsfordriv. Derpaa var mit Liv beregnet. Og naar jeg derfor bærer den menige Mands Forhaanelser, da bedrøver dette mig saa ubeskriveligt. Sandeligen der var neppe Nogen her, der saaledes elskede den menige Mand, og nu at see ham vendt fjendtligt mod mig. En Journalist, der franarrer den menige _Mands Mand hans Penge for at give ham forvirrede Begreber derfor, han ansees for Velgjøreren &streg; og Den, der offrede saa meget _{ethvert S}enhver Fordeel af Sammenholdet med de Fornemme: han fremstilles som den menige Mands Fjende, som Den, de skulle forhaane. See saaledes stiller Livet sig aldrig for en Stoiker. Stoicisme. Dette er da forresten en besynderlig Selvmodsigelse i Stoicismen. Der læres, at jordiske Lidelser, Gjenvordigheder o: D: tager han saa let, at de _{er saa}slet ikke ere til for ham &streg; og saa anprises dog Selvmord som sidste Udvei. Men Eet af To: enten bliver saa Selvmordet en Latterlighed, thi latterligt er det jo at gjøre et Noget i Anledning af Intet, ell. Selvmordet er et fornuftigt Skridt &dvs;: et Skridt, hvori der dog er en Slags Mening, men saa er dermed ogsaa beviist, at Lidelserne ere til for Stoikerne og ikke ere Intet for ham. Her seer man forresten Eenheden af Stolthed og Feighed. Man holder sig paa Stolthedens Spidse saa længe som muligt ved bestandigt at have Feighedens Udvei aaben. Stoltheden er derfor ligesom en Bankeroteurs Ødselhed i al den Tid hvor han veed, at han dog vil spille Fallit. Det er ikke saaledes, at Stoltheden _faforvandler sig til Feighed, idet Selvmordet indtræder, nei i al den Tid Stoltheden opretholdtes ved Tanken om Selvmordet var Stoltheden Feighed. Forresten har det at have et Selvmord i Baghaanden naturligviis en vis Kraft til at gjøre Livet intensivt. Dødens Tanke fortætter og concentrerer Livet. Hvis man ikke vidste, hvor intensivt Napoleon _havhar levet, kunde man slutte det deraf, at han altid gik med Gift. Her sees Stoicismen igjen som en falsk Udgave af det &g.Ch;stlige. Thi ganske rigtigt &g.Ch;std. gjør ogsaa Livet intensivt ved Tanken om Døden, den nære _dødDød, maaskee imorgen, maaskee idag. Hvis dette ikke leder til at sige &anfbeg;lader os æde og drikke&anfslut; saa leder det til uhyre intensivt at benytte den Dag idag. Men saa faaer det &g.Ch;stlige een Vægt endnu paa, at det jo dog var muligt, at Døden længe udeblev. Dette er det frygteligt Anstrengende, denne Alterneren. Den som skal afgive Maalestokken ham paaligger det jo som en Opgave, saalænge han fungerer saaledes, qua Bremse at holde sig Mskene saa nær som muligt, være _daglkjendt og stadigt seet af dem. Derved afstedkommes nu den næsten vanvittige Forvirring: de veed ell. mene saadan i Almdl. at han skal være noget Overordentligt, men hans Ideer og Tanker have de hverken Tid ell. Leilighed til at sætte sig ind i ell. sysle med &streg; _Saasaa holde de _demsig til hans Tilfældigheder. Af disse har ethvert Msk. mange; men hans bliver strax Særheder. Hvoraf kommer det? Det kommer deraf, at man, istedetfor med Opmærksomheden at sigte paa hans Lære hans Mission (saa er Forholdet i sin Orden) sigter med Opmærksomheden paa hans Tilfældigheder, som vare de det Overordentlige. Opmærksomheden staaer i et omvendt Forhold til hvad der er blevet dens Gjenstand &streg; og dette hedder i deres Sprog: han er sær. Ja hvad Under vel, naar _dettedet er noget nær Galskab at sigte saaledes med Opmærksomheden. Saaledes er der en Slags Fægtning mell. Mskene og den Overordentlige: de værge sig mod ham. Og hvorfor gjøre de det? Det gjøre de egl. fordi de vil have _hamham til at trække sig tilbage. At hans Liv er en Fordring føle de meget godt; men det vil de ikke mindes om, saa vil de, at han skal trække sig tilbage, leve skjult, at de ikke faae ham at see og føle Memento'et &streg; og saa ville de ære ham. Naar jeg i Mulighed foredrager, hvorledes den Overordentlige altid maa lide &streg; saa vil det bevæge Alle. I Samtidighedens Situation med en _{Overordentlig,}Overordentlig vil saa igjen Alle sige: ja med ham er det en anden Sag; hans Stolthed den er altfor utaalelig; det er ikke vor Skyld, at han er saa sær som han er o: s: v:. Dette vil sige: i Mulighed indrømmes det &streg; i Virkelighed benegtes det. Verdens _{underfundighed}Underfundighed er stor. Dersom en berømt Mand virkelig udtrykker, at han er ligegyldig ved al dens Opmærksomhed, at han, naar han fE reiser, virkelig ønsker at være ukjendt og virkelig gjør Alvor deraf: saa bliver Verden vred. Den vil at han skal være villig til at lade sig begloe o: s: v: &streg; og saa vil den _tillige,tillige have Lov til at sige om ham: han er dog forfængelig. Verden vil altid have to Fordele. Jeg deler mit Liv i to Dele. Til daglig Brug gaaer jeg pligtskyldigst omkring og er kjendt &streg; engang imellem gjør jeg en lille Tour og ønsker da saa meget som muligt at være ukjendt. Dette viser egl. den Alvor, med hvilken min Opgave opfattes. Verden vilde egl. helst have det Omvendte: engang imellem skulde jeg drage triumpherende omkring &streg; til daglig Brug slet ikke sees. Aah ja, det var jo ogsaa det beqvemmeste for mig. Forargelse Tag blot dette, at &g.Ch;stus som Barn &anfbeg;var sine Forældre underdanig&anfslut; altsaa som Luther rigtigt siger, deeltog i deres Gjerning, samlede Spaaner o: s: v:. Forargelsen ligger strax i, at det at han er det _OverGuddommelige ikke finder et eget Sandse-Udtryk. Saaledes vil Verden selv i mindre Forhold bestandig forarges blot paa det msklig talt Overordentlige, naar det ikke finder sit Sandse-Udtryk, men bestemmer sig aldeles eens med Folk i Almdl. Er han det Overordentlige, hedder det, saa skal han have Udmærkelsens Tegn og leve blandt de Udmærkede &streg; men han maa ikke leve med os, det er Særhed, Affectation. Saa vanskeligt er det at elske Næsten. O, hvis Gud ikke befalede &streg; hellere skulde man finde sig i at falde blandt Røvere, end i denne Verden at udtrykke Kjerlighed til Næsten &streg; thi at præke derom, ja det er profitabelt. Det Overordentliges Skjebne. Det er en lille Streg om at gjøre; det beroer paa, hvorledes Melleminstantsen vil tage sig i det. For Mængden er det Overordentlige (naar det da ikke er understøttet ved Sandsebedrag &streg; og saa er det da egl. ikke det Overordentlige) en Art Galskab. Men Mængden tiltroer sig egl. ikke Ret til at have en Mening. Mængden seer spørgende paa Melleminstantsen. Udebliver denne, saa slutter Mængden: ergo er den Mand egl. gal. Er Melleminstantsen misundelig paa det Overordentlige og spiller under Dækket med Mængdens Forvirrethed, _somsaa kommer Slutningen _detend sikkrere. Saa enes de meest Forskjellige i det Overordentliges Undergang. De Anseete lade som anerkjendte de det Overordentlige, men de vippe det saa høit op, saa overordentligt høit op &streg; at det egl. bliver en Slags Galskab. _DetteAt det er dette sige de dog ikke, overhovedet iagttage de officielt den dybeste Taushed &streg; men saa lade de Mængden exsequere Dommen. Og medens Alt tier, der burde afgive Melleminstantsen, _havefaaer Mængden Lov at dømme ganske ugeneret, og dømmer nu: det er Galskab, Særhed, Stolthed o: s: v:. Publicum. Alle det offentlige Livs Forhold er egl. Samvittighedsløshed fra Først til Sidst. Der existerer et hungrigt Uhyre &streg; om det endnu er blodtørstigt, afgjør jeg ikke, imidlertid har den seneste Tid dog tydet paa, hvor let Blodtørsten kan vaagne &streg; et hungrigt Uhyre: Publicum. Med en fortvivlet Lidenskab hungrer det efter &anfbeg;at faae Noget at snakke om&anfslut;. Og Journalisterne ere Dyre-Opvarterne, der skaffe Publikum Noget at snakke om. I gamle Dage kastedes man for vilde Dyr &streg; nu fortærer Publikum En smagfuldt af Journalisten tilberedt som hiin af alle for Publikum lækkreste Ret: Piat. En offentlig Personlighed er eo ipso offret; &anfbeg;Journalisten&anfslut; veed nøiagtigt at bestemme i hvor lang Tid (alt i Forhold til hans Renomee) han kan _brugesserveres og hvor mange Gange om Ugen han kan smage Publikum som Piat. Er den offentlige Personlighed en Egoist, som udholder alt _{dette for at}dette, fordi det dog er uundgaaeligt, hvis han vil opnaae andre jordiske Goder, saa lider han mindre er ikke Martyr, fri for Veemod, bedre forstaaet; men Publikum fortærer ham alligevel tilberedt som Piat, det er egl. den Gavn &anfbeg;Publikum&anfslut; har af Celebriteterne, at de faae noget at snakke om, et Maaltid Piat. Ingen veed hvorledes det gaaer til; de som ikke kjende det offentlige Liv mene stundom, at _detden offentlige Personlighed her burde forsvare sig, her oplyse Noget o: s: v:, at det er Stolthed af ham ikke at gjøre det &streg; o, Du Uvidende og Du i Din Uvidenhed Ulykkelige, nei Publikum forlanger intet Mindre, den forlanger blot Piat &anfbeg;Noget at snakke om.&anfslut; Der er kun een Klogskabens Udvei at see personligt at holde sig saa skjult som muligt og kun vise sig i Charakteren af offentlig Person i tilsvarende høitideligere Situationer &streg; men at leve paa den Maade tillader &g.Ch;std. egl. ikke. Man taler om, at Stands-Forskjel skal gjøre lykkelig Forstaaelse i Elskov umulig mell. Mand og Qvinde. Maaskee, ell, nei! Men den Forskjel: at være _hanprivat Mand, i borgerlig Stilling, i underordnet Embede, kort saaledes at man ikke sorterer under Publikums og Journalistens _Interesse,Interesse &streg; og det at være offentlig Person: de To kan aldrig forstaae hinanden, der er en qvalitativ Forskjel mellem dem i ethvert Øieblik af deres _Liv.Liv, saa meget større, naar den offentlige Person virkelig er Sandhedens Tjener, der ikke for sin Lyst ell. jordiske Formaals Skyld udholder det at være Næring for Publikum at det kan faae Noget at snakke om. Noget at snakke om! Gud skabte Msk. i sit Billede; ogsaa skjenkede han det Ordets Gave, og at han vilde at Msk. skal tale, en Mand med sin Næste, den Elskede med den Elskende, Ven med Ven, ogsaa flere Mænd med hinanden &streg; og hvorom? O, Du Almægtige, Du satte Himmel og Jord i Bevægelse for at skabe en Verden, over hvilken Evigheden evigt forundrer sig, dens Viisdom og Storhed &streg; og Din Kjerlighed: men Msk. fandt, at det var ikke Noget, der var værd at tale om. O, Du uendelig Ophøiede, hvis _OphøiedOphøiethed de himmelske Hærskarer endnu kæmpe for et Udtryk for &streg; Du beqvemmede Dig til at nedlade Dig til Msk, som den Ældre til Barnet, naar han, for at glæde Barnet, lover at lege med &streg; Du _&u;opførte, hvad der dog ved Din Deeltagelse blev mere end Leeg, hiint vidunderlige Sammenspil som hedder Historien &streg; og hine tjenende Aander, der staae Dig nærmest, ere Dig behjælpelige ved Anordningen af det Hele og see dybest i Sagen, de have endnu ikke udgrundet den _ell.end mindre trætte af at forundre sig: men Msket fandt at det var ikke Noget der var værd at tale om. Msket &streg; det vil sige Publikum. Det forlanger kun Noget at snakke om, og derved forstaaes, at vi kan faae Noget om hinanden at snakke om, om vort _usleubetydelige _LivsLiv og især om dets Ubetydeligheder. Alt det Andet det ækler Publikum, der kun kjender een Lyst: Selvbesmittelsens i Forhold til det at tale, en Lyst, som den bedriver ved Hjælp _især af &anfbeg;Journalisten&anfslut;. Jeg forstaaer det ikke: at kunne være saaledes objektiv i Forhold til det Religieuse. Om Løverdagen tager man det Religieuse frem (omtrent som Juristen tager Rescripterne) og &anfbeg;sætter sig ind i det&anfslut;, laver saa en Prædiken, som man holder om Søndagen &streg; men ellers har man _ikkeIntet med det Religieuse at gjøre, det overvælder En aldrig, griber En aldrig pludselig &streg; nei det er Forretning som Kjøbmandens, som Procuratorens, som Cancellibudets! Categorie. I Forhold til alt Mskligt gjælder: jo mere man tænker over det, jo bedre forstaaer man det. I Forhold til det Guddommelige gjælder: jo mere man tænker derover, jo mindre forstaaer man det. Dette er Qualitets _Forskjellen.Forskjellen, og denne gjør at dette umuligt kan være anderledes; den qvalitative Ueensartethed mellem Gud og Msk maa just udvise dette Forhold. Skal man da saa ikke lade være at tænke over det Gudd? Dosmer, nei, Du skal anvende om muligt hvert Øieblik dertil, og med hvert saaledes ret anvendt Øieblik skal Du lære mere at forundre Dig. Men dersom Nogen vil sige Dig, at det forholder sig anderledes, at jo mere Du tænker over det Gudd. jo bedre forstaaer Du det, saa skal Du sige: Løgn i Din Hals. Tag blot msklige Forhold. Tag en virkelig Overlegenhed, og Du skal see, i første Øieblik synes det Dig som var Du ganske nær efter at forstaae den &streg; og jo mere Du saa indlader Dig for Alvor med den, desto mere vil Du med Forundring tilstaae, at Du _{dog egl.}ikke forstaaer. Løgn og Usandhed og Bedrag begynder altid knibsk med at gjøre sig kostbar; det Sande begynder altid tilsyneladende saa priisbilligt; men det kommer nok, jo mere Du indlader Dig med det. Saa skeer det Forunderlige, at _detDet Du oprindelig kjøbte for en billigere Priis, dette Samme seer Du nu er en høiere Priis værd og saaledes stiger det. Kun er der i msklige Forhold mellem Msk og Msk dog engang en Grændse, i Forholdet mellem Msk og Gud er der aldrig nogen Grændse, mindst i Evigheden; nei naar Forundringen har piint sig gjennem Timelighedens Snævring, da, i Evigheden, da bliver den først tilgavns grændseløs. Og derfor længes den Troende efter Evigheden, for at han i det Grændseløse kan faae Plads for sin grændseløse Forundring, med hvilken _{han er}han i Timeligheden er i Forlegenhed ligesom det at boe i saa smaae Værelser at man ikke kan røre sig. Om mig selv. Ogsaa det hører da paa mange Maader med til at forøge Besværlighederne og Lidelserne (men det forstaaer sig, saa vil ogsaa Virkningerne blive desto større) det at jeg er saa ung som jeg er. Var jeg en ældre Mand, saa vilde nu for det Første alt Det med mine tynde Been og korte Buxer betyde Ingenting; thi det er dog egl. kun en vis Ungdoms-Alder hvor især Forholdet til det andet Kjøn gjør at skjøn Skabning ansees saa ønskelig. Dernæst naar jeg var en ældre Mand saa vilde man formode, at jeg vel _havallerede nu havde nydt Livet maaskee indtil Overmæthed, og deraf kunde man da forklare min nuværende Betragtning; men at jeg (med mine Forudsætninger i Retning af Aands-Dannelse til at nyde med alle Begunstigelser til at kunne nyde o: s: v:) at jeg spilder _næstenmine bedste Aar paa at beskæftige mig saaledes med det Religieuse, det er til Forargelse. Som overalt saa ogsaa her, det Besynderlige (men hvorved igjen mit Liv virkelig er opdagende og instructivt) er at jeg i eetvæk opdager, at man ikke kan faae Lov til at gjøre det Religieuse, det Christelige, at Verden med Djævels Vold og Magt vil tvinge En ind i det Modsatte. Jeg stræbte efter fattig Leilighed dog saa smaat at udtrykke lidt af det at elske Næsten &streg; hvad skeer? Verden vil med al sin Magt tvinge mig til at blive og være fornem, ja jeg maa endog gjøre Lidt i den Retning, for ikke at udsætte mig altfor meget. Jeg beskæftiger mig med det Religieuse, fører dette meget anstrengede Liv &streg; Verden vil partout at jeg skal nyde Livet. o: s: v: bestandig det Omvendte. Heraf seer man, at det Eneste, der egl. virker Noget paa Verden er det renere Idee-Forhold og saa hvad den maa forstaae som det Frivillige (selv om dette Frivillige i sig selv har en indre Nøden). Overalt hvor det ikke er, forklarer den Alt af endelige Grunde og faaer saaledes intet Opvækkelsens Indtryk. Sandheden. Sandheden er altid lidende og altid værgeløs i denne Verden. At skaffe sig Medhjælpere, at sikkre sig Magt er ikke saa vanskeligt; men Sandheden maa i Valget af Medhjælpere anvende Sandhedens uendelige Forsigtighed, faaer derfor faae, maaskee Ingen, saa den _nøiesnødes til at gjøre et Ord til sandt som jeg igaar ell. forgaars læste i eet af Senecas Breve (og som besynderlig erindrede mig om Frater Taciturnus Replik i den første Artikel i Fædrelandet, hvilken dog i en vis Forstand endog synes mig heldigere, fordi den foruden det Polemiske tillige har det Veemodige i Udtrykket af indre Tilfredsstillelse &anfbeg;jeg nøies med at være Forfatteren): jeg nøies med Faae, med Een, med Ingen. (Seneca er jeg nu først begyndt at læse). Sandheden er i eetvæk udsat for et Bedrag just af sine Nærmeste. Da _detDet, der gjør Udslaget aldrig er hvad men hvorledes, saa er det klart, at der i ethvert Øieblik er falske Udgaver af den samme Sandhed mulig. Tag saa En, hvem Læreren meest omhyggeligt har sat ind i det Sande &streg; just han vil have det i sin Magt at anbringe tilsyneladende det Samme men med et andet Hvorledes &streg; og gjøre Lykke i Verden, medens Læreren maa lide. Og at dette _SandsBedrag ikke opdages, derpaa kan han være ganske sikker; thi just fordi han er den Nærmeste, er han altsaa nærmest efter at have forstaaet Læreren. Fandt han nu Ingen der var nærmere ved at forstaae ham, hvorledes skulde han da kunne finde Nogen, der var istand til at forstaae, hvorledes det hang sammen med dette Bedrag, til hvis Forstaaelse vil kræves en endnu bedre Forstaaelse af Læreren end Bedrageren, der var den Nærmeste, havde. Coterie &streg; og Forening i Ideen. Loven for Coteriet er: jo nærmere de Tvende komme hinanden, jo intimere, desto _strængeregunstigere bliver Dommen om hinanden, desto mildere, desto mere forklarende Alt som Fuldkommenhed. I Ideen er Loven denne: jo nærmere Du kommer, desto strængere bliver Dommen; vil Du have den mildere Dom, der gjør det Relative til at være Noget, eller overseer Ufuldkommenheder &streg; saa flyt Dig blot lidt længere bort, den strenge Dom er just Udmærkelsen og stiger med Tilnærmelsen. Saaledes er Coterie en Umulighed. Gjennemsnittet af Msker &streg; De Ueensartede. Gjennemsnittet af Mennesker er egl. blot Exemplarer, Repetitioner af hvad der er blevet sat ind i Verden. Om dem kan man sige: de have Fordeel af at leve, medens Verden ingen Fordeel har af, at de har levet. Den anden Classe (de Ueensartede) om dem gjælder det oftest: de have ikke Fordeel af at leve (menneskelig talt kan man fristes til at tale saa naar man seer hvor qval- og lidelsesfuldt deres Liv _er.er, i Almdl. kun trøstet ved Tanken om Døden) men Verden har _FordelFordeel af, at de have levet, thi det er dem, der sætte det Nye ind. Enten qvalitativ Fordoblelse, der i at arbeide tillige modarbeider sig selv; eller qvalitativ Eenfoldighed i Characteer. Tertium non datur. Jeg læser i denne _TidsTid Senecas Breve, som jeg finder fortræffelige; ogsaa de smaae indlagte Sætninger af Epicur ere ypperlige. i 22de Brev citeres et Sted af Epicur, hvor der blandt Andet staaer ... &anfbeg;ogsaa af den vanskeligste Stilling er en lykkelig Udvei at haabe, naar man ikke iler før det er Tid, ei heller tøver, naar det er Tid.&anfslut; Jeg hørte forleden Søndag en theologisk Candidat Clemmensen til Aftensang i Frelsers Kirke (det var min Geburtsdag) Det var en tarvelig Prædiken, men som jeg ynder dem. I denne Prædiken slap saa ham formdl. uafvidende en høist poetisk Skjønhed ind. Han havde prædiket om Livet som en Udgang fra Faderen og en Hjemgang til Faderen efter Evangeliet. Saa kom da det Sædvanlige om at Livet er en Vei. Derpaa gjennemførtes et Billede om en Fader som sender sin Søn ud i Verden, ret smukt. Saa forlodes Billedet og Billedet blev Virkelighed, vort Forhold til Gud. Og da sagde han: og naar saa endeligen Dødens Time kommer og _BarVandringskjolen aflægges og Staven nedlægges &streg; og Barnet gaaer ind til Faderen. Superb! Jeg vedder paa, at Clemmensen ganske sig uafvidende er kommet til at sige det, maaskee endogsaa, hvis han havde tænkt derover, vilde have foretrukket at sige: Sjelen eller den Forklarede ell. Deslige. Men nei, &anfbeg;Barnet&anfslut; det er mesterligt. 22de Brev af Seneca anfører et Ord af en Stoiker: Den er ikke en modig Mand, hvis Mod ikke voxer med Besværlighederne. Forvirringen i &anfbeg;Christenheden.&anfslut; Her et nyt Indblik ell. det samme Indblik fra en ny Side. _LærereLærerne i Christenhed forpligte sig til at ville lære _efterovereenstemmende med det N. T. Fortræffeligt. Her er saa senere opstaaet vidtløftig Strid, om og hvorvidt ogsaa _{det N. T.}de symbolske Bøger forpligte o: s: v: o: s: v: Noget der har taget lang, lang Tid og hvorom der er skrevet hele Bibliotheker. Men Herre Gud Christendommen er ingen &anfbeg;Lære&anfslut;. Hvortil altsaa hiin _EeeEed? Skulde der aflægges Eed, maatte den lyde: at de forpligte sig til at gjøre efter det N. T, at leve _efovereenstemmende med det N. T. Eller er Meningen maaskee den, at &anfbeg;Læreren&anfslut; han skal blot lære efter det N. T., men saa skal han forpligte Tilhørerne til at gjøre der efter. Fortræffeligt, saa altsaa det Særsyn fremkom, at Læreren i en Lære overbeviste Tilhørerne, begeistrede dem til at gjøre, hvad der ikke begeistrede ham, overbeviste dem om hvad der ikke overbeviste ham. Eller skulde vi maaskee sige: det følger jo da naturligviis af sig selv, at _dernaar der blot vaages over, at Læren foredrages reen, saa følger det af sig selv, at man gjør efter hvad man lærer. Jo jeg takker. Naar saa var, saa er egl. hele Christendommen en Grund-Vildfarelse; thi Christendommen ligger egl. i Det, at det ingenlunde følger 9. Journalen NB17, s. [194], med slutningen af NB17:101 og begyndelsen af NB17:102, begge skrevet med latinsk skrift saa ganske med Nødvendighed at man udenvidere gjør hvad man lærer. Christendommens Paastand er egl., at der er uendelig Afstand derimellem. Men Verdens Taktik er det bestandigt, at faae _bortleetbortledet Opmærksomheden fra det at gjøre, at handle, hen paa det Doctrinelle. a Forresten viser det sig tydeligere og tydeligere: at det &anfbeg;Frivillige&anfslut; egl. er det Eiendommelige for det Christelige, ligeledes Det, der giver Vanskelighederne &streg; men Det har man reent afskaffet. Sagen. Sagen er ganske simpel. _SaDet N. T. er yderst let at forstaae. Men vi Mennesker, vi ere ret nogle udspeculerede Gavtyve, vi lade som kunne vi ikke forstaae det, fordi vi godt forstaae, at var det saaledes strax til at forstaae saa maatte vi strax til at gjøre derefter. Men for dog _ikkeat gjøre det lidt godt igjen for det N. T., _{saa som}at det ikke skal blive vred paa os og finde at det dog er alt for galt, saa smigre vi det, vi fortælle det, at det er saa uhyre dybsindigt, saa vidunderlig deiligt, saa uudgrundeligt høit o: s: v: omtrent som naar et lille Barn lader som kan det ikke forstaae hvad der befales, og saa er fiffigt nok til at ville smigre Papa. Altsaa vi Mennesker vi lade som kunne vi ikke forstaae det N. T., vi ville ikke forstaae det. See her ligger den christelige Videnskab. Den christelige Videnskab er _MenneskesleMenneskeslægtens uhyre Opfindelse for at værge sig mod det N. T., for at sikkre sig, at man kan vedblive at være Christen uden at det N. T. kommer En altfor nær. Den christelige Videnskab den er opfundet for at fortolke, tydeliggjøre, nærmere belyse o: s: v: o: s: v: det N. T. _JogJo, jeg takker! Ja vi Mennesker vi ere nogle udspeculerede _Gavtyve.Gavtyve &streg; og vor Herre den Eenfoldige, _mermen rigtignok den Eenfoldige, som man ikke kan narre. Tag hvilketsomhelst Ord i det N. T., glem Alt uden det, forpligt Dig til at ville gjøre derefter &streg; ih Gud Fader bevares vil man sige, i samme Øieblik er jo hele mit Liv, timeligt og jordiskt sat paa Grund. Hvad gjør man saa? Ubetalelige Videnskab hvad vare vi Mennesker hvis Du ikke var til? Forfærdeligt at falde i den levende Guds Haand &streg; men allerede forfærdeligt at være ene med det N. T. Jeg gjør mig ikke bedre end jeg er, jeg tilstaaer, at jeg (_atog det turde dog nok være muligt, at jeg dog er en af de mere Behjertede hersteds) ikke endnu ubetinget tør vove at være ene med det N. T. Ene med det, det vil sige, være saaledes sammen med det, at det er som var jeg ene i hele Verden, og som sad Gud ved Siden af mig og sagde vil Du behage at lægge Mærke til hvad der staaer, og at Du skal gjøre derefter. Ene med det, det vil sige, som var jeg ene i hele Verden, og som stod Christus ved mig, for at der ingen Misligheder skulde være med Hensyn til, at naar der staaer, at det skal man gjøre, at saa skal man gjøre det &streg; hvad Christi Exempel viser. O, hvor Mange vare vel De i Christenhedens 1800 Aar, der have havt Mod til at turde være ene med det N. T. Til hvilke frygtelige Conseqventser kunde den ikke drive mig, denne trodsige og herskesyge Bog &streg; naar man saadan skulde være _enigen med den! Hvor anderledes naar jeg tager en Concordants til Hjælp, et Lexicon, et Par Commentarer, tre Oversættelser &streg; altsammen for rigtig tilgavns at forstaae dette Dybe og vidunderlig Deilige og uudgrundelig Høie; &anfbeg;thi&anfslut; &streg; det siger jeg frit &streg; &anfbeg;naar jeg blot forstaaer det N. T., det med at gjøre det, det skal jeg nok.&anfslut; I Sandhed hvilken Lykke o eneste Trøst at det er saa svært at forstaae det N. T. Det er Menneskehedens Sag jeg taler, naar jeg nu siger: lader os holde sammen, lader os ved Alt hvad helligt er, love og holde hinanden, Intet at spare, ingen Møie, ingen Nattevaagen for at gjøre det N. T. vanskeligere og vanskeligere at forstaae; lader os _ohvis de hidtil opfundne ikke forslaae, opfinde flere Videnskaber, &streg; for at forklare og udlægge den hellige Skrift. Jeg slaaer det N. T. op, jeg læser: &anfbeg;vil Du være fuldkommen, da sælg alt Dit Gods og giv det til _detde Fattige og kom og følg mig.&anfslut; Store Gud, alle Capitalisterne, Embedsmændene og Pensionisterne ikke mindre, hele Slægten, paa Tiggerne _{nær &streg;}nær: vi vare solgte &streg; hvis ikke Videnskaben var. Videnskaben! Dette Ord har en herlig Klang; Ære være Enhver, der helliger sine Kræfter til Videnskabens Tjeneste, priset Enhver, der virker til at befæste Videnskabens Anseelse blandt Menneskene, Videnskaben, der hjælper til at holde igjen paa det N. T., denne &streg; som Videnskaben siger &anfbeg;_{inspirererede}inspirerede&anfslut; det vil sige denne forbistrede Bog, der vilde ein _zveizwei drei rende os alle omkuld, hvis den slap løs, det er, hvis ikke Videnskaben holdt igjen. Forgjeves _{raaber og skriger}opløfter det N. T. sin Stemme høiere end Abels Blod, der raaber til Himlen, forgjeves befaler det med Myndighed, forgjeves formaner og besværger det &streg; vi høre det ikke, det vil sige, vi høre kun denne Stemme gjennem Videnskaben. Som naar en _{lidenskabelig Mand}Udlænding,a paatalende sin Ret i _Detdet fremmede Sprog, naar han lidenskabelig vover at sige det dristige Ord &streg; men see Tolken, der skal oversætte Kongen det, _{ikke vover}vover ikke at oversætte det, og sætter noget Andet _istedet,istedet: saaledes lyder det N. T. gjennem Videnskaben. Som hiint den Piintes Skrig i Phalaris Oxe lød som Musik i Tyrannens Øre: saaledes lyder det N. T.s gudd. Myndighed gjennem Videnskaben som Bjeldeklang ell. som Ingenting. Gjennem Videnskaben; ja, thi vi Msker ere snilde. Som man indespærrer den Sindssvage, at han ikke skal forstyrre Verden; som Herskesyge fjerner den Frimodige, at hans Røst ikke skal høres: saaledes have vi spærret det N. T. inde ved Hjælp af Videnskaben. Forgjeves _laraaber og skriger det, larmer og gesticulerer &streg; det hjælper ikke, vi fornemme det kun gjennem Videnskaben. Og for ganske at sikkre os, sige vi: at Videnskaben just er for at hjælpe til at forstaae det N. T., at vi bedre kunde høre dets Røst. O, saa indespærret sad ingen Sindssvag, og ingen Statsfange; thi dem betræffende negter man jo dog ikke, at de ere indespærrede. Men i Forhold til det N. T. er Forsigtigheden endnu _{større dastørre,}større: man spærrer det inde, men man siger man gjør lige det Modsatte, man er i idel Virksomhed for at hjælpe det til at faae Magten og Herredømmet. Dog det forstaaer sig, ingen Sindssvag, og ingen Statsfange var os Msker saa farlig, som det N. T., naar det blev sat paa frie Fod. Sandt nok, vi Protestanter gjøre jo meget for at om muligt ethvert Msk. kan eie det N. T.: o, men hvad gjøre vi ikke, for at indprente Enhver, at det nye T. kun kan forstaaes gjennem Videnskaben. At ville slaae det N. T. op, forstaae hvad man læser deri udenvidere som en Ordre, strax at ville gjøre derefter &streg; hvilken Vildfarelse. Nei, det N. T. er en Lære, og Videnskaben maa man have til Hjælp for at forstaae den. See dette er Sagen. Og den Smule jeg har meent at kunne gjøre, er let sagt: jeg har villet gjøre lidt opmærksom, og gjøre den Tilstaaelse: at jeg finder det N. T. yderst let at forstaae, men at jeg hidtil har fundet uhyre store Vanskeligheder i mig selv, naar det gjælder om, bogstavelig at skulle gjøre _derefterefter hvad der ikke er vanskeligt at forstaae. Jeg _kunnetkunne maaskee have gjort Svinget anderledes, seet at opfinde en ny Videnskab: dog tilfredstiller det mig mere, hvad jeg har gjort, at jeg har gjort Tilstaaelsen om mig selv. a ligeoverfor den kongelige Majestæt I 26de Brev af Seneca. Citeret af Epicur: Bered Dig paa Døden, det Bedre være nu, at den kommer til Dig, eller Du til den.&anfslut; _DetSaa siger Seneca: det er en herlig Ting at lære at døe. Du holder det maaskee for overflødigt, at lære, hvad man kun een Gang har Brug for? Just derfor er det _{saa vigtigt}at vi maa berede os. Man maa bestandig lære det, om hvilket man forud ingen Erfaring kan gjøre, om vi ogsaa forstaae det. Overhovedet er Senecas Breve Kjerne-Foder. 53de Brev af Seneca: &anfbeg;Hvorfor tilstaaer Ingen sine _{Feil&anfslut;}Feil? Fordi han endnu er hildet i dem. Den Vaagne eller den Vaagnende fortæller sine Drømme &streg; at tilstaae sine Feil er et Tegn paa Helbredelse. Lader os da vaagne, for at kunne overbevise os om vore Feil.&anfslut; Om mig selv. Min Skyld mod Samtiden er for stor, for qvalificeret, til at den kan tilgives før i Døden: jeg har Ret. Frygtelige Skyld. Efter hvilken Maalestok jeg er den overlegen, i hvilken Grad Styrelsen har begunstiget mig til at præstere det Overordentlige, i hvilken Grad de Samtidiges Sandsebedrag og Egoisme belyses: det begynder man mere og mere at bemærke. Indsættes jeg som Maalestok, saa er Degradationen for de Andre altfor stor &streg; ergo. Jeg veed ikke eet eneste Punkt (og dette er i Ideen seet ganske rigtigt) uden jeg er collideret med den msklige Egoisme. At jeg skriver store Bøger &streg; det er betænkeligt for dem, der skrive Piece og Bladartikler; og da jeg omtrent er den Eneste, der skriver store Bøger: saa &streg; ergo er det Phantasterie at skrive store Bøger. &streg; At jeg er Ingenting &streg; ja det er alle Embedsbrødrene af Vigtighed at det ikke bliver Alvorens Maalestok: ergo er det Phantasterie. &streg; At jeg ingen Penge tjener &streg; ja det er alle Næringsdrivende af Vigtighed at det ikke bliver Alvorens Maalestok &streg; ergo er det Phantasterie. _EgoisterneEgoismerne kan paa intet Punkt dømme sandt om mig uden at dømme sig selv &streg; ergo. At der er begaaet en Skyld mod mig: ja, det gaaer i al Evighed ikke an at tilstaae, saa blev man jo selv den Skyldige: ergo er jeg den Skyldige; ikke blot &anfbeg;Corsarens&anfslut; Forfattere men dens 1000 af Subscribentere ere alle interesserede i, at jeg bliver den Skyldige. At tale med Nogen kan egl. Intet nytte. De vilde høre paa mig, det vilde forlyste dem saadan paa en Maade at lege med ved at høre mig tale om hvad jeg maa udholde &streg; men væsentligen bliver Egoismen uforandret. Peter. Med den Forestilling som han dog kan have om hvad jeg har offret, hvor anstrenget mit Liv er, item med den Forestilling, han dog kan have om hvad der er præsteret: saa, feigt dækkende sig med alle mulige Sandsebedrag, at skrive saadan en lille Artikel om mig: det er egl. en Forbrydelse. Men Den honoreres ogsaa, han vinder dermed at gjøre sig tækkelig i &anfbeg;Mængdens&anfslut; Øine, at indynde sig hos det Numeriske, han som saa ovenikjøbet &anfbeg;hjerteligt&anfslut; (det vil nok sige hjertelig kjed af det Liv derude paa Præstegaarden og som han selv har sagt ganske privat til mig &anfbeg;trængende til Adspredelse) beslutter at tjene Staten, en alvorlig Fædrelandsven, der begeistret iler til Ballotationen. Han kan rigtig være glad ved, at han har mig; han behøver blot saadan at komme Misundelsen mod mig til Hjælp, saa er han den Allerkjereste. Der vaages herhjemme med den største Strenghed over, at da Ingen understaaer sig at sige, hvad man egl. dømmer om mig, at man meget godt veed, at mig forundtes det Overordentlige. Forsaavidt kunde det jo synes farligt, at jeg har en Broder; en Broder, han kunde jo føle sig forpligtet til pludselig at vidne for Broderen. Hvilken Fortjeneste da, at han viser, at han gjerne rækker Haanden til Misundelsen, hvor elskværdigt, hvilken Kjerlighed og Hjertelighed. Ved denne Broder, siger Numerus, er der slet ikke Noget Sært ell. Aparte som ved den anden Broder, han er ikke stolt og hovmodig men elskværdig og hjertelig, en alvorlig Mand, som præsterer saadan Smaating, som ikke er phantastisk men alvorlig forstaaer sig paa jordisk Fordeel, og som ovenikjøbet har den Fortjeneste at tage Partes mod Broderen, og igjen ikke ved en stor Præstation, nei, nei ved Hjælp af en saadan lille bitte Halvtimes Artikel. a Peter. See, det er det man _vil.vil, man vil komme op til En, sidde og passiare, blive sig selv vigtig ved at lege med &streg; og vil man saa erindre en Saadan om, at det egl. kommer an paa at handle: saa bliver han vred. Og naar saa den Samme læser om en _afdødAfdød, en Charakteer, at han behandlede Folk saaledes saa beundrer man den Afdøde. Og just De, der aldrig have vovet det Mindste for en Idee, aldrig anet noget af Lidelser i denne Henseende: just de sagle saa det er ækelt i Tale om, at saadanne Lidelser ere Ingenting, at den indre Tilfredsstillelse er et saa uhyre Gode, at Lidelsen er Intet. Svar: dersom den indre Tilfredsstillelse er saa ganske ligefrem et saadant uhyre Gode, hvorfor &streg; nær havde jeg sagt det &streg; hvorfor Satan er da ikke Een og hver Anden en Heros. Præster er et utaaleligt Folkefærd at tale med. De ere aldeles meningsløst forvænte med at declamere det Høieste. Og bestandigt denne Udflugt om de stille _{Dyder i}Dyder, som skee i det Forborgne. Om mig selv. Hvor meget kunde jeg ikke gjøre for at lette mig min Stilling! _{Men jeg fo}Er det da Stolthed, der hindrer mig? Vist er det, der er ogsaa noget Andet der holder _tmig tilbage. Jeg forstaaer, at jo længere jeg kan holde Pinen ud, desto dybere vil jeg saare. Saa er det mig som vilde Gud prøve mig. Og naar jeg saa havde gjort Skridtet og skaffet ell. søgt Lindringen &streg; saa kom Hjælpen, som jeg behøvede _den.den, og jeg maatte forstaae, at hvis jeg havde holdt ud lidt endnu, saa havde jeg ikke behøvet at søge Lindringen, og saa havde jeg gavnet Sagen mere; det er mig som vilde Gud saa sige: Du lidet Troende, hvorfor holdt Du ikke lidt ud endnu. O, det er frygtelige Sjelslidelser, at holde sig i denne Spænding; og sæt saa, det er Selv-Plagerie, eller det er Stolthed &streg; men sæt saa paa den anden Side, at Opgaven just var at holde ud ganske stille. a Om mig selv. Christendoms Forkyndelse. Hvilken guddommelig Myndighed hører der dog ikke til for at forkynde &g.Ch;std! At vove at forkynde en Lære, hvis Første er at gjøre Mskene msklig talt ulykkelige. Her ligger _eneeen af mit Livs Vanskeligheder. Jeg, fra Barn af den Ulykkelige, lidende i usigelige Qvaler, og saa en Poeniterende: jeg finder det ganske i sin Orden med &g.Ch;std. for mit Vedkommende; jeg føler at det maa være den, der kan hjælpe mig, og jeg er desuden ved et Barndoms-Indtryk af at jeg skal forpligtet til den. Men nu at forkynde Andre denne Lære, dertil har jeg næsten ikke Mod. Man maa være mere end Msk. for at have Mod til under Udseende af at ville trøste &streg; først at gjøre en Lidende langt, langt ulykkeligere. Jeg tør det ikke; _jegseer jeg en Lidende saa trøster jeg strax og med den Art Trøst, der er den msklige, men dette er ikke &g.Ch;std. Mig glæder de Andres lykkelige Liv, jeg vilde saa gjerne understøtte i den Henseende &streg; o, jeg har ogsaa engang ønsket at være saaledes lykkelig. Det blev mig nu negtet og mig blev &g.Ch;std. anviist. Men nu, naar jeg nu skulde forkynde &g.Ch;std. i Sandhed, saa skulde jeg altsaa forstyrre hele denne lykkeligere Tilværelse, som kan finde Sted, naar man ikke kommer i Berøring med Aand. Og jeg, der naar jeg seer den unge Piges Glæde, naar jeg seer de Elskendes Lykke, seer Huslivets stille Fred: jeg skulde saa forstyrre dette ved at forkynde dem &g.Ch;std. Stundom er det mig, som gik jeg og bar paa en Forbrydelse ved denne min Viden om &g.Ch;std., det synes mig saa naturligt, at Mskene maatte flye mig skye mig som en Mskhedens Fjende, jeg seer den unge Pige hendes Taarer, hendes Vrede, at hun dog enten paa den ene ell. paa den anden Maade maatte frie sig fra mig; jeg hører Husmoderens Bønner, hun beder til Gud, at han vil mage det saa, at jeg gaaer hendes Dør forbi, at jeg ikke med mine Taler forstyrrer Freden og Glæden i den elskede Rede, hvor hun bygger og boer. O, at declamere een Gang om Aaret: mig er Verden korsfæstet og jeg Verden &streg; ja hvad gjør _Verdvel det. Men gjør det til Virkelighed: et Msk., hvis daglige Liv udtrykker mig er Verden korsfæstet og jeg Verden. Byder saa ham til Bryllup &streg; o, det maa jo være som en Grusomhed af ham, om han kommer &streg; og dog skulde det at forkynde &g.Ch;std. jo være den sande _&g.Ch;std.Velgjerning. Siger ikke, at &g.Ch;stus selv gik til Bryllup. Det var i hans Livs Begyndelse &streg; førend det viste sig, hvor ond Verden var. Og da hans Discipel havde seet det, da sagde han: _{mig er}jeg veed Intet uden &g.Ch;stum og ham korsfæstet &streg; og han gik ikke til Bryllup. See, dette har jeg ikke Kræfter til. Jeg den Ulykkelige har behøvet &g.Ch;std; min Glæde visnede længst og kun Torne blomstre for mig: jeg lærte at behøve &g.Ch;std. Jeg var den Elendige &streg; men jeg har ikke Kræfter til at gjøre Andre ulykkelige for at hjælpe dem til Forstand paa &g.Ch;std. Dette har jeg forstaaet fra _Begyndelsen.Begyndelsen, og derfor var det min Tanke at holde et inderste Udtræk betræffende &g.Ch;std. skjult i mit eget Indre. Der er skeet noget Andet. Verden tog mig forfængelig; dens Mishandling tvang den strengere &g.Ch;stds Forkyndelse over mine Læber egl. mod min Villie. Ak, jeg forstaaer det vel, jeg er dog for meget Digter, jeg er dog ikke i streng christelig Forstand: Aand. Men jeg forstaaer det vel, hvilke frygtelige Lidelser, der maae til for at lære at blive Aand, og saaledes sikker, at hele denne _{Digter-Indvendingen}Digter-Indvending, der er som Msk-Hjertets Suk mod &g.Ch;std, betyder En slet Intet. Og saa, saa lever jeg i &g.Ch;stheden, hvor vi Alle ere &g.Ch;stne! Det Frivillige. Dette er en besynderlig Uklarhed i Luthers Prædiken over &g.Ch;sti Fristelse. Luther tager af Evangeliet Anledning til at advare mod de selvvalgte Lidelser. Han siger man skal ikke selv vælge Lidelser, naar Aanden ikke driver En. Men naar det er, fordi Aanden driver En, saa er det jo dog det Frivillige. Hvilken er i Henseende til Lidelse Forskjellen mellem det Frivillige og det Ufrivillige? det Ufrivillige er naar Lidelsen er faktisk tilstedeværende uden nogensomhelst min Medvirken. Naar jeg trods alle Anstrengelser for at faae Udkommet, ikke kan faae det: saa er det Ufrivilligt. Naar jeg, som jeg bedst gaaer paa Gaden, bliver overfaldet, saa er det ufrivilligt. Men naar jeg som Luther selv træder vidnende frem, vidnende mod Paven: saa er det Frivilligt, han kunde jo lade det være. At sige: at han kunde det ikke anderledes, er meget rigtigt, men er et Spilfægterie, hvis han saaledes vil gjøre Aandens Tilskyndelse identisk med udvortes Nødvendighed. Altsaa bliver det Frivillige dog tilbage. Anderledes kan det heller ikke være; gaaer det Frivillige ud, saa er &g.Ch;std. afskaffet &streg; hvad den ogsaa er. Med det Frivilliges Forsvinden forsvinder &anfbeg;Anfægtelse&anfslut;, og med Anfægtelses Forsvinden forsvinder &g.Ch;std &streg; som den er forsvundet i &g.Ch;stheden. &g.Ch;sti hele Liv er frivillig _Lidelse.Lidelse, som hans Komme for at lide er frivillig. Ja selv i _FristelsensFristelses Historien og just i det første Tilfælde (i Anledning af hvilken Luther gjør hiin Bemærkning) viser sig det Frivillige. Naar jeg hungrer og ikke har Brød er det Ufrivilligt; men har jeg Brød eller har jeg det i min Magt at skaffe Brød og ikke vil benytte det: saa er det Frivilligt &streg;a a og &g.Ch;stus havde det jo i sin Magt at kunne skaffe Brød. Det Frivillige er Lidelse i Troens Kamp med Gud. Jeg har det i min Magt at unddrage mig, men der er Noget i mig, som siger mig, at det vilde være Gud kjerere, at jeg holdt ud &streg; men dette kan jo ogsaa være Stolthed, kan ogsaa være at friste Gud. Listig som Verden er, har den ved Hjælp af at urgere det Begreb at friste Gud, afskaffet &g.Ch;std.