]> Søren Kierkegaard Journalen NB15 NB15 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Finn Gredal Jensen, Kim Ravn og Steen Tullberg KA, A pk. 19 Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1833-1843 Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1850 Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78, bd. X 2 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2007 http://sks.dk/nb15/txt.xml 20100818 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.5 NB15. d. 6. Januar 1850. 1. Journalen NB15, forpermens inderside og bl. [1r] med optegnelserne NB15:2, 3 og 4. I den første af indholdsfortegnelserne, NB15:2, har SK sat et tegn til udhævelse af den sidste linjeAngaaende Titelen: et Bidrag til Christendommens Indførelse i Christenheden p. 15. Angaaende Artiklen af Frater Taciturnus mod P. L. Møller p. 39. Angaaende en Yttring af Anti-Climacus etsteds i Indøvelse i Christendom No 3 p. 45. Om min &anfbeg;Heterogenitet&anfslut; p. 53. Om det Par Sider som paa halve Pagina skulle trykkes foran &anfbeg;Regnskabet&anfslut; p. 62. Angaaende Udgivelsen af et Par af Skrifterne om mig selv ell. min Forfatter-Virksomhed p. 64. To Lapper, som ligge ved &anfbeg;Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig&anfslut; p. 84. Min Forfatter-Virksomheds Betydning for mig som min Opdragelse i Christendom p. 94. Min Ulykke i Samtiden, hvorfor jeg ikke forstaaes p. 167. &edobkors; Om Udgivelsen af &anfbeg;Regnskabet&anfslut; og &anfbeg;tre Noter&anfslut; nu p. 179. Angaaende Texter til Fredags-Prædikener cfr _dendet rene Blad foran i Journalen NB14. Forargelses Mulighed og &anfbeg;den Enkelte&anfslut; p. 75. Forskjellen mellem &anfbeg;Mængde&anfslut; &anfbeg;Publikum&anfslut; _o &streg; &anfbeg;Menighed&anfslut; p. 77. Dialektik i Retning af at blive &g.Ch;sten p. 106. Tro &streg; og Beviset p. 175. &anfbeg;Christenheden&anfslut; p. 184. Rom 7. p. 219. Thema til en Prædiken: Ordets Forkyndelse her lægges det an efter hiint Psalme-Vers i den gl. Psalme (o store Gud vi love Dig) : Propheterne kundgjorde ham, Apostlene forkyndte ham, Og Martyrskaren priste _hamDig I Dødens Stund høitidelig. Det er den egl. Prædiken, det er det at vidne, Søndags-Passiaren har ikke stort at betyde. Forøvrigt er det formdl. et Tilfælde men Noget, som lod sig benytte, at der i hiint Vers staaer: kundgjorde ham og forkyndte ham, kun i Forhold til Martyrskaren er &g.Ch;stus selv tilstede, saa det hedder: den priste Diga. a vel ogsaa med Hensyn til at Martyrskaren er et Præsentisk, et endnu ikke Afsluttet, saa der kan komme nye; hvorimod deta a rigtignok er i vor Tid ligesaa latterligt at synge Sligt, som det er latterligt, at Vægteren en Vinteraften raaber Kl. 8: nu Mørket Jorden blinder, og Dagen tager af. Proportioner. Luther siger rigtigt, at egl. skulde der slet ikke prædikes i Kirker,a det er en Accomodation med den Art Gudsdyrkelse, den er for vor _{Svaghed &u;}Svaghed &streg; ak, og vi er saa langt tilbage, at der neppe ret Mange gaae i Kirke &streg; og _det dog er det Christenheden. a det er i Prædikenen om Stephanus Orthodoxe som Grundtvigianerne, der ere indbildske nok af, at de ere de eneste sande &g.Ch;stne &streg; naar de saa handle i Livet, saa er deres Handlen aldeles conform med _{Virkeligheden}Verdsligheden. De ere ogsaa Tilbedere af Ballotation og Majoritet o: s: v:. Og da der nu i den moderne politiske Røre ere per abusum Elementer af Religieusitet, saa finde de det er herligt &streg; gjøre næsten Compagnie _{med den}med _{Verdsligheden.}Verdsligheden, _istedetfor,istedetfor at De især under saadanne Omstændigheder burde være ivrige over al Maade for at sikkre med Forskjellighed. Men disse orthodoxe Christne, om man saa vil, de ere da saa langt som muligt fra at være indviede i det Christelige: at det at tjene Sandheden er at lide; de ere herskesyge, og tragte efter Magten fuldt saa vel som noget andet politisk Partie. Som det _Historiskhistorisk er skeet &streg; at der har været hele Tider, hvor man per Phantasie alene var fortabt i den christelige Objektivitet og ganske glemte sig selv, medens man dybsindigt udviklede Læren, kunstnerisk malede &g.Ch;stus o: D: &streg; saaledes skeer det endnu de _Fleste,Fleste af Dem, der dog have noget Forhold til &g.Ch;std; de mærke ikke, at de egl. Vanskeligheder først begynde, naar _dendenne hele Objektivitet skal existentielt omsættes i den Enkeltes Liv. For en Forsigtigheds Skyld vedblive de saa at raabe paa, at det Objektive er det Høieste, det Subjektive det Ufuldkomne. Og dog er hele &g.Ch;std. Subjektivitet. &g.Ch;std. er ingen Lære, den er en Lære existentielt omsat i eet eneste Msk, i Gud-Msket. Men naar faaer man Magt med den Confusion, som Mskene da ikke gjerne ville ud af; thi de ville ikke gjerne til de existentielle Opgaver, til den virkelige Fornegtelse, til at handle christeligt, til at have Gud og Forbilledet saa nær paa Livet, at det bogstavelig dreier sig ene og alene om mig, den Enkelte. Og disse Feighedens og Verdslighedens og Blødagtighedens Udflugter, dem har man sminket op til at være det Høieste &streg; det at være subjektiv er Ingenting, ja er en Vildfarelse. Hvilken det Ondes dybe Underfundighed er der dog ikke altid i Verdslighed! Det skal være beskedent, ydmygt, at være objektiv &streg; i det Mindste er det det Nemmeste. Grundtvigianerne strede saaledes: de paastode, at de Andre ikke vare Christne, og vilde nu have dem ud af deres Embedsstilling. Men det hele Begreb om_en Statskirke og dertil svarende betryggende Embeds-Stilling, er baseret paa det Sandsebedrag, at vi Alle ere &g.Ch;stne. Saa vilde de Orthodoxe vel endog have havt en Slags Profit af, at der vare saa faae Christne. Alt, hvad Kirken eiede, burde jo ogsaa vel tilfalde de faae sande Christne-Præster. Hvilken Verdslighed midt i _sHelligheden! Dog bør Grundtvig holdes udenfor. Forresten veed jeg saa ikke, at Partiet har været paa nogen Maade villig til at bringe Offer. Grundtvigs Feil var, at han ikke strax forstod Sagen dybt nok, at det Begreb han skulde angribe var &g.Ch;stheden. Som han stillede Sagen, fik det Udseende af, at naar Clausen blev fjernet fra Embedet, saa blev Alt _godt. godt, saa var vi Alle &g.Ch;stne, og Statskirken et Samfund af Christne. Først da denne Bevægelse strandede, var det han besluttede, at nedlægge sit Embede. I Ideen seet var det da en Lykke, at Sagen vendte sig _saaledes; saaledes, thi ellers kunde let det Meningsløse være indtraadt, at ved at fjerne Clausen saa var det Hele sikkret at være &g.Ch;sthed. Snart kan forresten Spørgsmaalet om &g.Ch;std. blive et Penge-Spørgsmaal. Syllogismen bliver: Alt, hvad Kirken eier, _er tilhører naturligviis kun de sande &g.Ch;stne &streg; vi ere en halvsnees Stykker som ere sande &g.Ch;stne: ergo overtager vi Godset. Det bliver saa _rigtigtrigtigst at antage en Jurist, der har at føre denne Sag &streg; og saa declamerende forsikkre, at det er at vende tilbage til den apostoliske Kirke. Til en vis Grad vil denne Taktik endogsaa blive populair; det Populaire er naturligviis, at den er saa uchristelig som mulig og saa verdslig som mulig. Den Maade, paa hvilken Peter værgede sig, da man vilde fjerne ham fra Embedet, er strengt taget heller ikke christelig men er juridisk. Hans saa vel som alle Grundtvigianernes tause Paastand er, at De ere de eneste sande _{&g.Ch;stne. Nu}&g.Ch;stne &streg; ergo har de at protestere mod hele Begrebet &g.Ch;sthed og Statskirke. Nu siger Statskirken: Du skal enten gjøre det &streg; eller nedlægge Embedet. Han svarer: ingen af Delene; vil I afskedige mig, det bliver Eders Sag. Men derved anerkjender han indirecte Stats-kirkens og &g.Ch;sthedens Begreb: at vi Alle saadan ere &g.Ch;stne. Det vil sige, han klamrer sig lige saa fast til Begrebet Statskirke som nogen af dets Forfægtere, hvis det hændte denne paa et enkelt Punkt at være ueens med den. At forstaae mig faaer jeg dog Ingen til. Thi forstaae Det, jeg siger, nu ja det lod sig vel gjøre. Men naar det saa kommer til Stykket og det skal realiseres, saa forvirres det. De ere ikke som jeg i ethvert Secund tvungne i en høiere Magt, der med ubøielig Strenghed tvinger til nøiagtigt at efterkomme det Forstaaede indtil det Mindste og i det Mindste. Tænk en Hest, der beundrende saae den Hest som kaldes &anfbeg;Dandseren&anfslut;, og nu ogsaa vilde gaae i Dandsetrin &streg; men der var i Forhold til denne Hest ingen Beridder, der med Pidsk og Spore _{hvert Secund} med skarpt Mundbid hvert Secund tvang den til at gjøre Dandsetrinnet: troer Du, at en saadan Hest saadan for egen Regning _vilde lærte at gaae paa den Maade, der i Forhold til det at være Hest er som en Grusomhed? Og som det vilde gaae hiin _{Hest, der}Hest (der forresten maaskee var lige saa godt skabt havde alle Forudsætningerne) i Forhold til &anfbeg;Dandseren&anfslut;, saaledes gaaer det den Anden i Forhold til mig: han tager paa og gjør et Slags Hop &streg; og saa en Slump Kludderie, og saa igjen et Hop; i eet Øieblik tages Tilløb til at ville handle ethisk religieus, og næsten i samme Nu plumpes der ned i Brugen af utaalmodige, endelige, lurvede Midler. &streg; Det der mangler er Beridderen og Pidsken og Sporerne og det skarpe Mundbid. Med &anfbeg;Intet&anfslut; begynder Systemet, med &anfbeg;Intet&anfslut; ender Mystikken altid. Det sidste er det gudelige Intet, ligesom Socratess Uvidenhed var Gudsfrygt, hans Uvidenhed, med hvilken han atter ikke begyndte, men endte, eller til hvilken han bestandig kom. Der er saa ofte talt om det Sted af Skriften: Alt er aabenbaret i Mysteriet, og en vis Speculation har saa gjort det gjældende at den ikke var profan Speculation, men i Mysteriet. Jeg vilde i Forhold til &g.Ch;std. drage en anden Side af det Begreb Mysterium frem: den ethisk-religieuse. &g.Ch;std. kom ind som et Mysterium, der søgtes den størst mulige msklige Garantie inden man optog Nogen &streg; hvor profan har man ikke nu gjort &g.Ch;std ved den skjødesløse Maade, paa hvilken man udenvidere gjør Enhver til &g.Ch;sten, og lader Enhver være det! &g.Ch;std. forstod meget godt, at i Forhold til at tjene Sandheden kommer det især an paa den Individualitetens Omdannelse, hvorved den bliver skikket til at være Redskab for Sandheden. Men Sligt tænker Ingen paa i vore objektive og travle Tider. Deraf denne usalige Forkyndelse af &g.Ch;std &streg; og objektivt ganske rigtigt &streg; af Msker, der egl. ikke have Anelse om &g.Ch;std. Og Intet, Intet har i den Grad forvirret ja afskaffet &g.Ch;std, som just den uchristelige Maade paa hvilken den forkyndes. Vistnok har &g.Ch;std. aldrig været, ja afskyet at være Mysterie i den Forstand at den kun var for enkelte udmærkede Hoveder, som bleve Indviede. Nei, Gud har udvalgt det Ringe og Foragtede &streg; men Indvielsen manglede dog ikke. Det er ikke den intellectuelle, men den ethiske Indvielse, Personlighedens uhyre Respekt for at blive optaget i de Christnes _Samfund.Samfund, og denne Respekt ikke udtrykt i Forsikkringer og Dikkedarer, men existentielt, i Handling. Erfarer jeg et stakkels ringe Msk i mine Smule Forhold ikke noget Lignende. Forvandl mig til nogle Læresætninger, og lad saa enhver Bønhas docere dem, og hans Liv være en Satire over hvad han siger: er dette ikke meningsløst. Og hvilken er saa min Forskjellighed? Mon ikke den, at jeg dog stræbende har omdannet min Individualitet til existentielt at tjene disse mine Tanker. Det er, jeg har havt en Indvielse. Derfor har det Lidet i mig været en Magt, doceret er det blot lidt Vrøvl mere med i al det andet Vrøvl. Derfor glemmer jeg aldrig, at i Forhold til &g.Ch;std. er en Skomager, en Skrædder, en Haandværksmand lige saa meget en Mulighed, som den største Lærde og det bedste Hoved. Ja ordentligviis maa Kirken vel altid vente sin Frelse fra Lægmand, just fordi han har nærmere til den ethiske Indvielse. Bøn Fader i Himlene! O, Du, der bekymrer Dig om Spurven, og ikke saaledes, at Du grusomt fordrer af Spurven, at den skal være som Du, nei Du der kjerligt bekymrer Dig om Spurven saaledes, at Du faderligt bekymret sætter Dig i dens Sted: _o,Du bekymrer Dig jo ogsaa om Mennesket. Og fordrer Du end af ham en Stræben efter Lighed _tmed Dig, som Du ikke kan fordre af Spurven: grusomt fordrer Du den jo dog ikke af ham. Nei faderligt bekymret sætter Du Dig i hans Sted, og selv er Du Den, der giver Kraft til at _stræbe, stræbe. Bøn Herre Jesus Christus! Et heelt Liv holdt Du ud at lide for at frelse ogsaa mig: ak, og dog er Din Lidelses Tid ikke forbi; men ikke sandt, ogsaa denne Lidelse vil Du frelsende og forløsende udholde, denne Taalmodigheds-Lidelse _af at have med mig at gjøre, jeg som saa ofte foer vild fra den rette Vei, eller om jeg end blev paa den rette Vei, dog saa ofte snublede paa den rette Vei, eller dog gik saa langsomt saa krybende frem ad den rette Vei. Uendelige Taalmodighed, uendelige Taalmodigheds Lidelse! Hvor mangen Gang blev jeg ikke utaalmodig, vilde forsage, vilde opgive Alt, skyde den frygtelig lette Gjenvei, _{Fortvivlelsens,}Fortvivlelsens: men Du tabte ikke Taalmodigheden. Ak, ikke passer paa mig, hvad Din udvalgte Tjener siger: at han fuldendte Dine Lidelser; nei paa mig passer kun, at jeg forøgede Dine Lidelser, føiede nye til dem, Du een Gang leed for at frelse ogsaa mig. Bøn. Kun i et skrøbeligt Lærkar bære vi Msker det Hellige; men Du, o Hellig-Aand, naar Du boer i et Msk, da boer Du jo i hvad der er uendelig Ringere: _{i Ureenhed og Besmittelse}Du Hellighedens Aand Du boer hos Ureenhed og Besmittelse; Du Viisdommens Aand hos Daarskaben; Du Sandhedens Aand hos Selvbedraget! O, bliv boende; og Du der ikke beqvemt søger den ønskelige Bopæl, som Du vel forgjeves vilde søge, Du, der skabende og gjenfødende selv gjør Dig Din Bolig, o, bliv boende, at det engang maatte ende med, at Du fandt Velbehag i den Bolig, hvilken Du selv beredede Dig i mit besmittede, og daarlige og bedragelige Hjerte. Titlen: Et Bidrag til Christendommens Indførelse i Christenheden er categorisk _rigtigtrigtig; der tales _{ikke, IntetIntet}ikke, Intet hverken om Danmark eller Tydskland eller Sverrig o: s: v: ei heller om det er den nu værende eller en forbigangen, nei, det er den rene dialektiske Begrebsbestemmelse: Forholdet mellem de to Begreber &g.Ch;std &streg; og &g.Ch;sthed med Bestemmelsen at indføre &g.Ch;std. Det er Aandefægtning. a Denne Bemærkning fandtes paa en gammel Lap, som laae ved Heftet af Skrifterne. b Dog blev denne Titel ikke brugt; skulde den bruges vilde det jo dog kun være digterisk, og det er for meget. Titlen blev den oprindelige. Indøvelse i Christendom, et Forsøg. Luc: 24, 28 &anfbeg;... og Han lod som Han vilde gaae længere. Og de nødte Ham meget og sagde: bliv hos os; thi det er mod Aften og Dagen helder; og Han gik ind for at blive hos dem.&anfslut; Dette er som en billedlig Betegnelse af &g.Ch;sti Forhold qua Forbilledet til den Troende. Med eet eneste Skridt er Forbilledet saa langt forud, at den Troende er tilintetgjort. Men dog skal jo den Troende stræbe. Derfor maa Forbilledet taalmodigt give lidt efter; saa gaaer det da, trods den uendelige Ufuldkommenhed, dog saa _Ssmaat fremad. Men da hænder det vel ofte, at det et Øieblik seer ud som vilde Forbilledet nu &anfbeg;gaae længere&anfslut;, og saaledes længere at Efterfølgeren er _tabt.tabt &streg; da beder han for sig: bliv hos mig. Dette er den Dvælen, der er _FMsket en Trang, om den end er en Taalmodigheds Lidelse for Forbilledet. At blive ædrue! Christeligt taget er denne Tanke saa gigantisk i sin Eenfold, at man næsten kan blive ganske fortumlet derved. Hvor Mange have der vel overhovedet existeret, der, existentielt i deres eget Liv &streg; naar de selv vare udrustede med de overordentlige Evner &streg; have forstaaet, at den mindste virkelige Selvfornegtelse, om det saa var det daglige Livs største Ubetydelighed er mere værd end en verdenshistorisk Bedrift, der endog, udvortes forstaaet, religieust omskaber et heelt Land ell. en Verden! Hvor Mange have der vel existeret, der, existentielt i deres eget Liv &streg; naar de selv vare Millionairer &streg; have forstaaet at Enken gav mere end De, naar de gave 900,000rd! I Grunden er det for et Msk. Gysende, at tænke den uendelige Aandens Uforandrethed, med hvilken Gud gjør denne Forskjel, Gud, for hvem det Ethiske og Ethisk-Religieuse er det Eneste, der har Cours. En Vanskelighed er ofte faldet mig paa i Henseende til det Eenfoldige. Jeg vil tænke mig et ungt Msk, der fE er Studerende; han bliver sygelig, kan Intet bestille, hans Aand lider. Naar jeg nu skulde trøste &streg; o, og hvor gjerne vil jeg ikke det! &streg; saa siger jeg: betænk: Dit Liv er alligevel i Guds Øine ubetinget lige saa vigtigt og betydningsfuldt som Dens, der forbauser en Verden og omskaber den ved sin Tænkning. Men see, for i Sandhed at hvile i denne Opløftelse: behøves dertil ikke dog igjen en stærk Hjerne, betydelige Aandskræfter? Saa ere vi jo lige nær. Dog slippe denne Tanke, at ethvert Msk. ubetinget ethvert Msk, hvor eenfoldig han end er ell. hvor lidende, dog kan fatte det Høieste, nemlig det Religieuse, det kan jeg ikke. Er det ikke saa, saa er &g.Ch;std. egl. Nonsens. Det er for mig frygtelig at see, den Letsindighed, med hvilken Philosopher o: D: anbringe _KategorierDifferents-Kategorier som Genie, Talent o: s: v: paa det Religieuse. De ane ikke, at saa er det Religieuse afskaffet. Kun een Trøst har jeg haft, den salige: at jeg veed Noget, som kan trøste, saligt trøste ethvert Msk, ubetinget ethvert Msk. Tag denne Trøst bort, saa gider jeg ikke leve, saa har jeg Spleen. Tænk det Høieste, tænk &g.Ch;stus &streg; tænk, at Han var kommet til Verden for at frelse nogle gode Hoveder, thi andre kunde ikke forstaae Ham. Afskyeligt, væmmeligt! Han væmmedes ikke ved nogen msklig Lidelse, ikke ved Nogens _{Indskrænkeethed}Indskrænkethed &streg; men Selskabet af gode Hoveder: ja det vilde have væmmet Ham. Der har i min Sjel været en Sympathie for det slet og ret at være Msk, især lidende, ulykkelig, indskrænket o: D:. Jeg har lært at takke Gud for denne Sympathie som for en Naadegave. Gud veed, jeg er blevet et Offer just for denne min Sympathies Skyld; thi uden den havde jeg aldrig indladt _s mig saa meget med menig Mand og aldrig udsat mig for Pøbelagtigheden, hvad jeg gjorde i Sympathie for de Mange, Mange, der lede uskyldigt paa den nederdrægtigste Maade. &streg; Dog er det min stadige Bøn, at Gud vil bevare i mig denne Sympathie, og forøge den mere og mere. Her seer man strax et Exempel paa, hvilket Sludder det er, at det frivilligt at udsætte sig for Fare er at friste Gud, og at man da ikke maa bede Gud om at forsøges i Livet. Har jeg da heller ikke Lov til at bede Gud, at han vil give mig, at jeg i sand christelig Forstand, i sand christelig Forstand maa elske Mskene, elske Næsten. Det skulde jeg dog vel troe. Men nu er det evig vist, at lykkes det mig blot nogenledes i sand christelig Forstand at elske Næsten, saa er Lidelse uundgaaelig (dette er &g.Ch;stds egen Lære, og jeg har havt Leilighed til evigt sikkert at forvisses om Sandheden); men saa vil jo min Bøn føre det med sig, at jeg kommer i Fare. Det Frygtelige, man, naar man staaer udenfor &g.Ch;std., _{opdager: Forstandens}opdager (Forstandens Korsfæstelse og Lidelsernes Conseqvents, den uundgaaelige Conseqvents i Forhold til Omverdenen) dette Frygtelige, der kunde virke saa stærkt, at man opgav Haabet og Beslutningen om at blive &g.Ch;sten &streg; dette Frygtelige er dog et Andet, seet indvendig fra. For det Første er Lidelse blot for en Forelsket noget Andet end Lidelse for Den, som iagttagende staaer udenfor og seer den samme Lidelse; men en Troende er mere end en Forelsket. Dernæst bliver det saa den Troende ret _indlysende:indlysende, at alle disse Lidelser i Forhold til Verden, ikke i fjerneste Maade er &g.Ch;stds Skyld, som var den saa streng ell. grusom &streg; nei, det er Verdens Skyld, fordi den er ond. Men dette er en uhyre Forskjel. Dersom en Pige skulde lide Meget med en Mand, fordi han var streng &streg; nu vel hun fandt sig vel deri, naar han var den Elskede. Men naar det er hende uendelig klart, at Han er Kjerligheden selv, at Lidelserne ikke ere Hans Skyld, men Andres, onde Mskers, som just ere hadefulde paa Ham, fordi Han er Kjerlighed: saa er Sagen en anden. Dette er rigtigt. Det Urigtige er, at man har gjort &g.Ch;std. saaledes mild, at man reent har taget Lidelse bort. Nei &g.Ch;std. er ikke Lære om, at der ingen Lidelse er, den er Lære om, at der er uhyre Lidelse, men at denne uhyre Lidelse dog er let &streg; ikke saa let, at det betyder, at der ingen Lidelse er, nei let, skjøndt det er lige saa sandt, at Lidelsen er uhyre, altsaa paa een Gang: uhyre Lidelse &streg; og dog let. Det er en ypperlig Comentar af Hugo d. St. Victore til de Ord: Mange ere Kaldede _faaeFaae Udvalgte. (cfr Helfferich Mystik 2den Deel p. 319.) Historien om Ahasverus, der forskyder Dronningen Vasthi for hendes Stolthed. Nu giver han Ordre til, at fra hans hele Rige skal der sammenbringes unge, smukke Piger. De skulde føres til Chefen for hans qvindelige Personale. Derpaa smykkes i pragtfulde Klæder; derpaa i 6 Maaneder salves med Balsom og Myrrha, og derpaa med _Andreandre Spezerier i 6 Maaneder. Saa _skullskulde de forestilles for Kongen, at han kunde vælge Een. &anfbeg;Saaledes bleve Mange valgte, for at Een kunde vælges. ... Kongens Tjenere vælge Mange, for at smykke dem; Kongen vælger kun Een for sit Gemak. Det første Valg traf _Mange.Mange efter Kongens Befaling; det andet kun _eenEen, efter Kongens Villie.&anfslut; Historien findes i Esthers Bog Cap II. Sand Religieusitet kan ikke danne noget Partie eller Coterie; thi det bliver en Forening af Mennesker, der hverken hver især eller forenede attraae Noget, men hver især ere villige til at offre, og nu blot forene sig til den Ende, saa den ene animerer _tilden Anden til at offre mere og mere. Saasnart En vil have Noget er han eo ipso ude af Foreningen. Veemodigt at have det Blik som jeg har! Jeg saae R. Nielsens ideale Mulighed &streg; men sige det ligefrem til ham tør jeg ikke, kan hell. ikke hjælpe; thi saa bliver det jo noget ganske Andet og ikke i strengeste Forstand Idealitet. Han saae den ikke. Jeg seer Stillings Mulighed; her er det Samme. Og saaledes er det med Flere. Længselsfuld imødeseer jeg det Øieblik, da en existentiel Idealitet vil vise sig i vore Forhold. O, og dersom det nu endda var Noget, som kun var forbeholdt fortrinligt Begavede; men Sligt er en Mulighed for Enhver &streg; og at det dog er en saadan Sjeldenhed! Hugo de Sct. Victore. Ligeledes er det en fortræffelig Opsats af ham den lille: den hellige Aands syv Gaver (cfr. Helfferich 2det B. p. 332 o: fl.) Der er virkelig Valuta i den Mand. Hans enkelte Sætninger ere saa fyndige, at de næsten ligefrem ere Themata. fE. &anfbeg;Beder Du for Din Aand saa beed om Aand (nemlig den Hellig-Aand). Skildringen af, hvorledes den Hellig-Aand som Lægemidlet frelser fra Sygdommen er fortræffelig. &anfbeg;Vær ikke bange _for,for at bruge Lægemidlet mod Sygdommen: Sygdommen fordærver ikke Lægemidlet, men Lægemidlet bryder Sygdommen.&anfslut; Naar Du bruger Lægemidlet, saa kommer Lidelsen egl. af, at Du ikke ret tilgavns vil bruge Lægemidlet. &anfbeg;To Modsætninger kæmpe med hinanden: Lægemidlet og Sygdommen; Lægemidlet for Dig, Sygdommen mod Dig. Uden Modstand mod Sygdommen ingen Helbredelse; uden Modstand mod Lægemidlet ingen Besværligheder. Modsætningernes Kamp er, Besværligheden, Du lider under&anfslut; &streg; men hvorfor vil Du ogsaa gjøre Modstand mod Lægemidlet. &anfbeg;Dog anklag _ikkedesuagtet ikke Lægemidlet men Sygdommen. Lægemidlet vil gavne, Sygdommen skade. Derfor har Sygdommen for sig alene vel Ro men ikke Velbefindende; Lægemidlet alene har Velbefindende og ingen Besværlighed. Men komme de begge sammen, saa er _{Modsætningen}Modsætningernes Kamp Besværligheden, af hvilke den ene vil komme for at hjælpe, den anden ikke gaae, for at skade. Men i denne Besværlighed er Sygdommen Skyld ikke Lægemidlet.&anfslut; _{Aanden kommer}Ved Aandens Komme bliver Du oplyst og oplivet, Du der var blind og død; oplivet, at Du maa fornemme. Eet seer Du, et Andet seer Du forud; Eet fornemmer Du, et Andet fornemmer Du forud. Du seer det Onde og seer det _forud;forud, det nærværende seer Du, det tilkommende seer Du forud. Du fornemmer Skylden og forud fornemmer Du Straffen. Før Aandens Komme _varsaae Du ikke som blind, og fornam ikke som død; og derfor saae Du ikke, fordi Du ikke saae tilbage, og fornam ikke, fordi Du ikke gav Agt. &streg; Deraf udspringer den helbredende Straf, naar Du, gjort empfindlich for det Onde, Du lider, fornemmer Smerte, for at forbedre det. Følte Du ingen Smerte, vilde Du ikke forbedre det; følte Du ingen Frygt, vilde Du ikke tage Dig iagt. Nærmest bliver Du altsaa oplyst om Skylden, at Du maa _see;see den; dernæst om Straffen, at Du maa frygte den; at Du tilsidst, gjort empfindlich formedelst Skylden maa fornemme Smerte og bedre Dig. Saa man ikke Straffen, som man frygter, saa vilde Ingen føle Smerte over Skylden, som behager En. Derfor vises Dig den paa Skylden følgende Straf, at Skylden, i hvilken Du i Virkeligheden har Velbehag, naar det kniber maa mishage Dig, saa at Du endelig mærker, at ogsaa Det, hvad der synes behageligt ved den, er Ondt, da det Bittre, som smages formedelst den eller efter den, er et saa stort Onde. Saaledes bliver Du oplyst og bekymret, fordi Du seer, hvad der skrækker, og besidder, hvad der smerter.&anfslut; &anfbeg;Hver Straf er vel et Onde, men ikke enhver Straf er ond; thi hvad der hjælper og gavner til noget Andet er et Gode. Ved Straffen befries vi fra Straffen, nemlig den evige.&anfslut; Det er en rigtig Sætning af Hugo d. St. Victore (Helfferich Mystik 1ste Bind p. 368) &anfbeg;Ved de Ting, som gaae over Fornuften, bliver Troen vel egl. ikke understøttet ved nogen Fornuft, fordi Troen ikke fatter, hvad Troen troer; men der gives dog ogsaa her et _ENoget, hvorved Fornuften bliver bestemt eller bestemmes til at holde Troen i Ære, som den dog ikke formaaer fuldkommen at begribe.&anfslut; Dette er hvad jeg har udviklet (fE i Afsluttende Efterskrift) at ikke ethvert Absurd er det Absurde ell. Paradoxet. Fornuftens Virksomhed er just _at negativt at kjende Paradoxet &streg; men saa ikke mere. Jeg har i en ældre Journal ell. paa løst Papir fra en tidligere Tid (da jeg læste Aristoteles Rhetorik) meent, at der _fistedetfor Dogmatik skulde indføres en christelig Talekunst. Den skulde saa forholde sig til &g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.i;&g.sud;. &g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.i;&g.sud; i _dendet classiske Græsk er den Overbeviisning (mere end &g.d;&g.o;&g.x;&g.e-;, Mening) som forholder sig til det Sandsynlige. Men &g.Ch;std. der altid vender op og ned paa det naturlige Mskes Begreber og faaer det Modsatte ud, lader &g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.i;&g.sud; forholde sig til det Usandsynlige. Dette Begreb det Usandsynlige, _dett det Absurde skulde saa udvikles; thi det er kun Overfladiskhed at mene, at det Absurde ikke er et Begreb, at i det Absurde høre allehaande absurda ligeligt hjemme. Nei det Absurdes Begreb er just at begribe, at det ikke kan og ikke skal begribes. Dette er en negativ Begrebsbestemmelse men lige saa dialektisk som _{hvilkensomhest}hvilkensomhelst positiv. Det Absurde, Paradoxet er saaledes sammensat, at Fornuften ingenlunde i Kraft af sig kan opløse det i Nonsens, og vise, at det er Nonsens; nei, det er et Tegn, en Gaade, en Sammensætningens Gaade, om hvilken Fornuften maa sige: løse den kan jeg ikke, den er ikke til at begribe, men deraf følger slet ikke, at det er Nonsens. Dog det forstaaer sig, afskaffer man aldeles &anfbeg;Troen&anfslut;, lader den hele Sphære gaae ud, saa bliver Fornuften indbildsk, og saa slutter den maaskee ergo er Paradoxet Nonsens. Men hvad vilde man vel bryde sig om, hvis i et andet Forhold de Kyndiges Classe var uddød, og nu de Ukyndige fandt, at Det og Det var Nonsens &streg; men Troen er den Kyndige i Forhold til Paradoxet. Den troer Paradoxet; og nu kan, for at erindre om hiint Ord af Hugo d. St. Victore, Fornuften vel bestemmes til at holde Troen i Ære, nemlig derved, at Fornuften fordyber sig i _Ne Paradoxets negative Begrebsbestemmelser. Overhovedet er det en Grund-Vildfarelse at der ikke gives negative Begreber; de høieste Principer for al Tænkning ell. Beviset for dem er jo negativt. Den msklige Fornuft har Grændse; der ligger de negative Begreber. Grændsefægtningen er negativ, tilbagetrængende. Men man har et sluddervorrent og indbildsk Begreb om den msklige Fornuft især i vor Tid, da man aldrig tænker en Tænker, et fornuftig Msk, men den rene Fornuft o: D:, som slet ikke er _til.til, da dog vel Ingen, han være Professor ell. hvad han være vil, er den rene Fornuft. Den rene Fornuft er et Phantastisk, og der hører ogsaa det Phantastisk Grændseløse hjemme, hvor der ingen negative Begreber er, _{men denmen [hvor man]men man}men begriber Alt som Hexen, der endte med at æde sin egen Mave. I Grunden beroer dog al Forstaaelse paa, hvorledes man er sindet derinde. Er man en Dag ret troende og tillidsfuld &streg; om der da hænder En noget Ulykkeligst, ja &streg; er man ret troende og tillidsfuld &streg; selv om det var det allerfataleste: man kan strax paa forskjellig Maade forklare det ind i det Glædelige, at Gud just nu lader det En hænde, fordi man just nu har Styrke til at bære det, at man nu skal benytte Leiligheden til at lære sig selv at kjende i at overvinde det o: s: v:. &streg; Er man forsagt, nedbøiet, tungsindig &streg; blot den mindste Ubetydelighed er nok for at man aner det Uheldiges, det Fatales Lov i hvad der skeer. Man seer deraf, at Ens hele Betragtning af Livet egl. er en Selvangivelse af, hvorledes det staaer sig derinde. Det var aabenbart et Moment med i &g.Ch;sti Død, at han negtede Nationaliteten, at ville have med den at gjøre. Nu ere de Orthodoxe &streg; de ægte Nationale; man laver nu Theorier om christelige Stater og christelige Folk. Skulde noget Folk qua Folk paastaae at have en Adkomst til som saadant at forholde sig til &g.Ch;std, da var det dog vel Guds udvalgte Folk &streg; og det gik under og er forblevet et evigt Memento om, at &g.Ch;std. ikke forholder sig til Nationalitet. Men hvor _{og hvor christeligt}beqvemt &streg; netop naar Nationalitet er Dags-Ordenen kniber det her at stille det Religieuse: og saa bliver Orthodoxie just kjendelig paa, at være ægte national-fanatisk. Grundtvig, der altid har været en Hader af Tugt og Strenghed, har ogsaa lavet en Theorie om, at den sande &g.Ch;sten deeltager i Alt &streg; han har nok glemt Lignelsen om Dem, som løbe paa Banen og ere afholdne i Alt. Det er utroligt, til hvilket Nonsens man har benyttet Historien om Brylluppet i Cana. Conseqvent maatte da Grundtvigianerne stødes over, at &g.Ch;stus ikke var gift, ell. vel endog flere Gange. Denne &anfbeg;Deeltagen i Alt&anfslut; er i Grunden en Indbildskhed; man vil ikke tilstaae, hvad en Anden tilstaaer, at det er over et Mskes Kræfter, at være Alt ligeligt. Altid det Samme. For nogle faae Aar siden havde Præsterne travlt for at &anfbeg;faae Kjolen vendt, saa den næsten saae ud som en Professor-Kjole&anfslut;, det var det Videnskabelige. Nu, trække de ud og skal paa Rigsdagen &streg; at være Præst, det er ikke Noget at være. Og dette sminkes op under det høittravende Navn at virke for det Hele &streg; det vil sige, at ligge i Kiøbh. og more sig, tære Diæterne, være med at ballotere o: D:. &streg; Og det er Alvor! Hvis En for egen Regning gav Afkald paa Embeds-indtægter _Aarbeidede Nat og Dag for en Idee: saa er det Phantasterie. Aldrig er det Onde, Middelmaadigheden, farligere end naar den udpyntes som &anfbeg;Hjertelighed.&anfslut; Angaaende Artiklen af Frater Taciturnus mod P. L. Møller. Hvad jeg i sin Tid godt selv forstod, har vist neppe ellers Nogen tænkt paa. En Pseudonym pleier blot at være Forfatteren. Men min Pseudonym var en digterisk Person i Charakteer. Hele Artiklen er derfor ogsaa holdt i hans Charakteer. Det var en ganske egen Opgave for Polemik. Og saa maatte jeg naturligviis finde mig i, at ikke en Eneste havde Øie derfor. Evangeliet siger: søger først Guds Rige; Erfaring lærer: at naar Msk. have søgt deres Fred og Glæde alleandrevegne saa søge de endeligen tilsidst hen til Gud. Skal det lykkes et Msk. at komme til at søge Guds Rige først, maa han begynde angrende. Det er dog ganske klart, at det er &g.Ch;stus som Forbilledet der nu dialektisk skal drages frem, just fordi det _DialektiskDialektiske (&g.Ch;stus som Gave) hvilket Luther drog frem er blevet taget aldeles _{forfængeligt.}forfængeligt, saa &anfbeg;Efterfølgeren&anfslut; aldeles i Intet ligner Forbilledet, men er absolut ueensartet, og saa blot skyder Naaden imellem. Med Hensyn til Samtidigheden med Christus som Maalestok maa man dog huske paa, hvad ogsaa i andre Journaler er anført, at &g.Ch;sti Død jo er Forsoningen, og herfra daterer sig egl. Naaden _Naadeni een Forstand; saa længe &g.Ch;stus levede var Naaden ikke saaledes _{til og}til, hans eget Liv er jo ogsaa for ham en _Prøvelse:Prøvelse, han forsøgtes selv. &streg; I en anden Forstand er hele hans Liv Naaden, som Skriften siger, at Naaden og Sandheden blev aabenbar i &g.Ch;sto. Det &anfbeg;Slægten&anfslut; tenderer til, er aabenbart at sætte Naturvidenskab istedetfor Religion. Siden Visby er faldet igjennem til Valget, synes &g.Ch;stianshavnerne slet ikke at ville høre ham. Saa tomt som idag er dog for galt. De Daarer forstaae sig naturligviis ikke just christeligt paa Pointer. Naar En er Hofprædikant og har uhyre mange _Tilhørere,Tilhørere &streg; saa rende Alle derhen. Christeligt er der Sandsynlighed for at der faaer man maaskee verdslig Kunst men ikke &g.Ch;std. Naar en Mand er forfulgt, er der, christeligt, _{sandsynlighed}Sandsynlighed for, at der faaer man dog maaskee lidt &g.Ch;std. Han prædikede idag (&g.Ch;stus 12 Aar i Templet) over det Thema: &anfbeg;leder saa skulle I finde&anfslut; 1) _hvorledeshvorefter man skal lede 2) hvorledes man skal lede 3) hvor man skal lede. Denne Prædiken var snuppet lidt kort af, ellers kunde den være blevet ypperlig. Han forstod da ogsaa selv at benytte Dagens Evangelium som Oplysning. Det gjorde han ret smukt, men det kunde være gjort smukkere. Maria søgte Noget, som ikke var hendes Eget, Noget, som var hende betroet &streg; og af Gud, Noget som hun havde _{haft &streg;}haft: saaledes vi, vi skulle søge den tabte Uskyld, som Børn komme ind _igjeni Guds Rige. Hun søgte det utrættet. Hun søgte det i Templet. I Prædiken over Epistelen paa 3die Søndag efter Paasken i Begyndelsen viser Luther rigtigt, at det Jødiske er at hænge fast ved dette Liv, at det maa gaae En vel og man maa leve længe i Landet; det Christelige er at betragte sig som Pillegrim her i denne Verden, om Luther end finder det Fornødent med Hensyn til Middelalderens Overdrivelse at advare mod at løbe i Kloster o: D:. Conseqventsen _daf det Jødiske er en potenseret Nationalitets Iver &streg; og nu, (ja som i alle Henseender &g.Ch;std. er blevet vendt om) nu er det blevet just den sande Orthodoxie, at være national-ivrig trods nogen Politiker. Dette er Pendant til hvad jeg andetsteds har viist: &g.Ch;std anpriser ugift Stand &streg; nu er Ægteskab Livets Alvor, ugift Stand Phantasterie. _Nu&g.Ch;std. forkyndtes af Mænd, der ingen Løn forlangte &streg; nu hedder det i _&g.Ch;std&g.Ch;stheden, naar en Mand har en Søn, der ikke duer til Andet, saa lad ham blive Theolog, det er dog den sikkreste Vei til et _Levebrød.Levebrød, det egl. Brød-Studium. Ved Transfigurationen var _ChrMoses og Elias tilstede &streg; saaledes gjælder det i Forhold til enhver Henrykkelse o: D:, at Loven og Propheterne er med, at det ikke er phantastisk. Dette er omtrentelig sagt af Richard d. St. Victore. Angaaende en Yttring af Anti-Climacus etsteds i Indøvelse i Christendom No 3. Det er en &anfbeg;Opvækkelsens&anfslut; Skærpelse, at han etablerer, at der i den stridende Kirke kun er Enkelte, altsaa ikke erkjender Menighed. Christus vedblev da indirecte Meddelelse indtil det Sidste; thi det at han var incognito, i Tjeners Skikkelse, det gjør, (som Anti-Cl. rigtigt bemærker etsteds i Indøvelse i Christendom No 2) at al hans ligefremme Meddelelse dog er indirecte. Men saa har hans Liv en Phase, som _detellers er negtet: Opstandelsen, Himmelfarten; der er egl. først ligefrem Meddelelse. Det er meget godt sagt af Richard d. St. Victore: Eva skulde ladet sig nøie med at være Adams Ledsagerinde, ikke paataget sig at føre an. Det Dialektiske i mit polemiske Forhold. Andre angribe i Spidsen for Mængde den Enkelte; jeg angriber qua Enkelt Mængden, og har aldrig fundet det forsvarligt ell. Umagen værd at angribe en Enkelt. Men det at angribe en Enkelt i Mængdens, Publikums Navn, det er feig Verdslighed. Saa feig har da overhovedet aldrig nogen Kamp været som Dagpressens. Da Regjeringen var den mægtige i en længst svunden Tid, da hørte der Mod til at angribe den; men nu veed man godt, at Mængden er Magthaveren i Staten, og dog vedbliver man at lege den Leeg at det er det modige at angribe Regjeringen eller endnu bedre en enkelt Regjeringsmand. Hvilken _Løgn!Løgn; hver Gang Pressen angribes, naar man saa siger Grüne, Ploug o: s: v: saa blive de vrede, og forklare, at de er et Princip, fordre at benævnes med abstrakte Navne. Saasnart de derimod angribe, saa tager de bestandigt kun en enkelt Embedsmand, og paa ham sigte de nu med det uhyre uproportionerede Vaaben som Dag-Pressen er. _HvilkenHvilket Dyb af Feighed, hvis En vilde kalde det at duellere, naar _detden ene Part mødte qua Enkelt med en Pistol, den anden sad bag et _{Batterie af}Batterie, eller bag et Regiment. Min Polemik seer man let er i Sandhedens Tjeneste; thi den er eo ipso lidende. Derfor &streg; forstaaes den ikke, det vil sige, de Fleste forstaae den virkelig ikke, nogle Faae ville ikke forstaae den. Ogsaa det er en Tagen-forfængelig af det Hellige, naar fE Politikere, efterat have paa alle mulige Maader søgt at faae Magten og Fordelen, ligge under, at de _saaesaa sminke dette op til et Martyrium. Der seer man, at det aldrig er Enden men Begyndelsen, der afgjør hvad Noget er. Det Frivillige det afgjør egl. _Martyriet.Martyriet i strengeste Forstand, det at have haft det Modsatte i sin Magt og saa at have opgivet det for frit at vælge Fornedrelsen. Saaledes forstaaet gjør jeg maaskee endogsaa Skade, ved min Bestræbelse for at forherlige Martyriet og skaffe det lidt af dets Anseelse igjen; thi nu faaer verdslig Klogskab _eteet Mere: man styrer ud for verdsligt at seire &streg; men siger man til sig selv, skulde det mislykkes saa sminke vi det op til et Martyrium. Betingelsen for et Mskes Frelse er Tro paa at der overalt og i ethvert Øieblik er absolut Begyndelse. Naar Den, der egoistisk har tjent sig selv i Sandsebedragenes Tjeneste, skal begynde en renere Stræben, da er det det gjælder om, at han troer absolut paa den nye Begyndelse, thi ellers kluddrer han Overgangen ind i det Gamle. &streg; Saaledes ogsaa ved Omvendelse i strengere Forstand, Tro paa den nye absolute Begyndelses Mulighed, ellers bliver det væsentligt det Gamle. Det er dette uendelige Intensive i Troens Anticipation, der har Frimodighed til at vove at troe det, at forvandle det Gamle til absolut glemt &streg; og nu troe absolut paa Begyndelsen. Forøvrigt vil dog Kriteriet paa denne Troens Sandhed være den Frimodighed der omvendt har Mod til ret dybt at fatte sin tidligere Usselhed. Saaledes svarer det Ene til det Andet; Den, som ikke rigtigt dybt føler det og har Mod dertil, han faaer hell. ikke ret den nye Begyndelse, thi Grunden hvorfor han ikke føler det saa dybt er vel just, at han lønlig nærer den Forestilling, at hvis han ret saae paa det, kunde det være saa slemt, at for ham ingen ny Begyndelse var. Derfor formilder han det lidt, og seer ikke ganske nøie til i den Hensigt desto sikkrere at naae den nye Begyndelse &streg; og just derfor naaer han den ikke. En Begyndelse har altid dobbelt impetus i Retning af det Tilbagelagte og i Retning af det Nye, med samme Grad som den støder fra i Retning af det Gamle, begynder den det Nye. Kunde benyttes til en Tale. De to sidste Linier af hvert Vers i No 45 af Brorsons Svanesang, til en Tale om &anfbeg;Troen&anfslut; eller om &anfbeg;Taalmodighed&anfslut;. ␣␣ 1) : jo større Trang, jo meer den stivt mod Enden seer. Altsaa den forstyrres ikke af at Veien er trang og steil ␣ 3) Ei heller forstyrres den af Veiens Beskaffenhed, om det &anfbeg;er Roser eller Moser&anfslut; : alt lige meget naar vor Drift til Himlen gaaer. ␣ 2) Ei heller af Veiens Længde : jo nærmer' ved sit Hjem jo frisker' gaaer den frem. a Jeg har omsat Versene, Vers 3 hos Brorson bruges som No 2, og Vers 2 som No 3. Det er ypperligt sagt af Richard d. St. Victore. Han viser, at man ikke skal være _ttravl som Martha, men &anfbeg;ledig&anfslut; som Maria. Nu tilføier han, at der dog ere Mange, hvem det heller ikke hjælper, fordi de vel ere uden Arbeidets Travlhed, ikke beskæftigede: &anfbeg;men dog ikke forstaae at gjøre Sabbat af Sabbat&anfslut;. Det er et mærkeligt Ordspil der ligger i: Frugt og Frygt, man siger: det frugter ikke, naar et Msk. ikke frygter. Om min &anfbeg;Heterogenitet&anfslut; Vistnok har jeg havt en Heterogenitet i Forhold til det Almindelige, og væsentligen begrundet i oprindelig Lidelse og atter senere fordoblet ved dialektisk Lidelse, som gjorde mig i Taushed end mere ueensartet. Men deels har jeg aldrig forstaaet min Heterogenitet som min Fuldkommenhed tvertimod som min Ufuldkommenhed, deels har jeg aldrig forstaaet mig absolut i den, men kun relativt. I Consequents hermed er det, at jeg kan i ligefrem Meddelelse vise Medlevende den indirecte Meddelelse, der er brugt. Saaledes forstaaet har _etvethvert dybere Menneske til en vis Grad Heterogenitet. Thi saalænge han fE gaaer og grunder i sig selv over Noget og kun lader indirecte Yttringer falde, er han heterogen. Med mig er det skeet efter en større Maalestok, idet jeg har hele den prentede Meddelelse. Dog forstaaer jeg jo igjen ogsaa hele Forfatter-Virksomheden som min Opdragelse. Den absolute Heterogenitet bliver indtil det Sidste i indirecte Meddelelse, da den absolut benegter at være i Contexten med det Almene. Men denne Heterogenitet er ogsaa overmenneskelig, dæmonisk eller guddommelig. Al Heterogenitet ligger i Enkelthedens Udgangspunct; men søger saa tilbage igjen til det Almene. Der avanceres paa den Maade et Skub fremad. Absolut Heterogenitet bliver indtil det Sidste i Udgangspunctets Ueensartethed. Virkningen er saa igjen et Qvalitativt større. Consequentsen af dette er den Kategorie jeg bruger: at jeg har at gjøre opmærksom. Jeg er aldrig traadt i Charakteren af _{Heterogenitet,}Heterogeniteten, just fordi jeg har forstaaet den som min Ufuldkommenhed (derfor heller ikke &anfbeg;Myndighed&anfslut;) og fordi Forfatterskabet er min egen Udvikling. Men det at gjøre opmærksom er en Categorie, der endnu har Contexten med det Almene. Den absolute Heterogenitet har Intet med at gjøre opmærksom, den er i Charakteren og negter Contexten. Forskiellen er let kjendelig. Det at jeg digterisk og pseudonymt meddeler det Sidste, er Concessionen. Forholdet bliver et andet, naar et enkelt Menneske i eget Navn meddelte det, og paastod at hans Liv udtrykte det. Den absolute Heterogenitet maatte omtrent begynde der hvor jeg nu _ender.ender, det er, med den udviklede Bevisthed, som jeg har naaet ved det Tilbagelagte. Men just fordi jeg har naaet den ved det Tilbagelagte, har jeg jo ogsaa forstaaet, at jeg ikke kan træde i dets Charakteer, men har et digterisk Forhold. Havde jeg ikke forstaaet dette, og var jeg ikke blevet _fhjulpet til at forstaae det, da havde jeg formodentlig svinget forkeert i Retning af at blive en Sværmer. Nu kunde En sige: ja, men just det at der er Pseudonymer, just det er jo inddirecte Meddelelse.&anfslut; Dertil maa svares: Du har nok ikke ret seet Dig for; der er bestandig i &anfbeg;Udgiverens Forord&anfslut; anbragt Kategorien: jeg _stræber.stræber, samt at jeg erkjender det for den idealere christelige Fordring. Det indirectes Maximum vilde være at levere en saadan Meddelelse, og lade det aldeles, absolut dialektisk tvetydigt, om det var et Angreb paa Christendommen eller et Forsvar. Den absolute Heterogenitet vilde være at gjøre det ganske til ligefrem Meddelelse, men saa selv træde i Characteren deraf. Thi skete dette, saa er et Bestaaende absolut _sprængt.sprængt paa denne ueensartede Enkelte. Kategorien: at gjøre opmærksom, og nærmere udviklet i mine Forord, og betrygget ved mit Existentielle, er derimod beregnet paa lige det Modsatte, at lade hele det Bestaaende bestaae indtil den mindste Trævl &streg; og blot forsøge at indaande Inderlighed, overladende til hver især _hvorvithvorvidt han vil bruge det. Mere er mig ubetinget umuligt; thi saa maatte jeg have Myndighed, som jeg fra Første af har benegtet at have og hvorfor? Fordi jeg ikke saaledes tør beraabe mig paa Gud, at jeg paa nogen Maade, turde sige, _{er at han}at han har udvalgt mig til noget Særligt; hvad jeg atter og atter kan sige og aldrig, i Forhold til Trangen _imi mig, _knoksom, er kun, hvorledes jeg har følt mig hjulpet af ham i Forhold til hvad jeg efter fattig Leilighed selv har begyndt. Jeg er ikke begyndt med hiin uendelige Vished, der hviler i et Guds-Valg, og giver Myndighed; jeg er omvendt begyndt med, at være den Ulykkelige, den Lidende &streg; og saa begyndte jeg. Saa svulmede det successive op, og jeg er selv Den, der med meest Forbauselse seer, hvad mig er forundt. Men dette Forhold giver umuligt Myndighed. Indirecte Meddelelse har derfor bestandig været mig det consequente. Kun er Forskiellen den, at da Productiviteten ogsaa er min Opdragelse og Udvikling, ender det med en Pseydonymitet, der stiller det Christeliges Fordring idealt, _iog i Forhold til hvilken jeg selv bestemmer mig som Stræbende. Havde jeg blot været en Digter, var jeg vel kommet til det Galimathias, ganske simplement at digte Christendommen, uden at mærke, at det ikke lader sig gjøre, at man maa tage sig selv med, og enten selv existentielt udtrykke _idealetIdealet (hvilket nu ikke lader sig gjøre) eller bestemme sig selv som Stræbende. Havde jeg ikke været Digter, var jeg vel gaaet hen og forvexlet mig selv med Idealet, og var blevet Sværmer. Hvad er det da, der har hjulpet mig, foruden, hvad der er Hovedsagen, at en Styrelse har hjulpet mig? Det er, at jeg er Dialektiker. Angaaende de Par Sider som paa halve Pagina skulle trykkes _førforan &anfbeg;Regnskabet&anfslut; Det vil vist forekomme Mange altfor submis. De betænke ikke, og de have vel ingen Forestilling om hvad det vil sige, at tale &anfbeg;for Gud&anfslut;. Men dette hørte jo dog ogsaa med til Regnskabet, at jeg noterede mit Forhold til Gud, og der forstaaer jeg det Hele som min _personligtOpdragelse. Derfor bliver det trykt med forskiellig Skrift, paa halve Pagina for at antyde, at dette er Sagen for Gud. See det er en Situation i &anfbeg;Christenheden.&anfslut; Der fortælles om Bernhard af Clairvaux, at Forældrene holdt deres Børn tilbage, Konerne deres Mænd &streg; at Bernhard ikke skulde overtale dem til saaledes at blive &g.Ch;stne, at de virkelig forlode Alt. Og saa er det altid med den væsentlige &g.Ch;sten, han er ligesom Oldtidens &g.p;&g.e;&g.i;&g.s;&g.i;&g.th;&g.a;&g.n;&g.a;&g.t;&g.o;&g.sud;, i den Grad kalder han En bort fra det sandselige Menneskes Lyst og Liv og Glæde &streg; og saa ere vi dog i &g.Ch;stheden Alle &g.Ch;stne. Og nu i vor Tid hvor der ikke engang lever saa meget som en &g.p;&g.e;&g.i;&g.s;&g.i;&g.th;&g.a;&g.n;&g.a;&g.t;&g.o;&g.sud;. Angaaende Udgivelsen af et Par af Skrifterne om mig selv. Jeg havde atter taget Sagen frem jeg havde tænkt mig: Regnskabet, de tre Noter og første Afsnit af Synspunktet. Jeg modificerede paa et Par enkelte Puncter. Imidlertid, alle mine gamle Tvivl kom op igjen, væsentligen samlede i dette: det er inconsequent og utaalmodigt saaledes at anbringe mig selv _med. med i levende Live og især nu strax, da jeg vil standse, og saa derved snarere risiquerer at faae ny Fart, om jeg end ved en tidligere Redaction fra engang i 1849 havde gjort Alt ved at anbringe de tvende Bestemmelser: at hele Forfatter-Virksomheden er mig selv min Opdragelse og at den er for at gjøre opmærksom. Ogsaa Dette er da en mig uforklarlig Form af Aandløshed, hvorledes et Msk. saadan paa Dato og Klokkeslet kan have et bestemt Indtryk af det Religieuse: ved Juletid være juleglad og saa slet ikke tænke paa Langfredag, paa Langfredag være dybt sørgende og saa slet ikke have noget andet Indtryk. Det er det bedste Beviis for, at det Religieuse er En noget aldeles Udvortes. Der tales for at forsvare _KunstKunsts Realitet ogsaa i Forhold til religieus Aand saaledes: Aanden _forgjennemtrænger et Msk. saaledes, at man seer hvilken Mand han er; fE det at Luther _{at sagde}sagde: Gud hjælpe mig Amen det har han tillige sagt saa man fik at see i hans Skikkelse, hvilken Mand han var. Dette er ogsaa at indrømme til en vis Grad, om end maa erindres, at det _tda ikke maa tages altfor nøie; thi dersom det saaledes forvandlede et Msk, saa maatte jo hans Fjender ogsaa umiddelbart see det Samme. Og dernæst maa erindres, at i Forhold til &anfbeg;Troens&anfslut; Gjenstand gjælder det ikke; thi just for at prøve Troen, og for at Troen kan være Tro er den umiddelbare Ligefremhed negtet, det vil sige, en msklig Forklarethed kan der vel have _væreværet (om det end altid bliver at erindre, at Fjenderne saae den ikke &streg; thi for at tage et ringere Exempel, _deDe, der stenede Stephanus, saae dog ikke hans _EnAnsigt som en Engels Ansigt) men _dender svarer ganske rigtigt ingen ligefrem Umiddelbarhed som det Kjendelige til det at være Gud. Og saaledes er Troens Gjenstand ikke til at fremstille for Kunst. Og selv allerede i Forhold mell. Msk. og Msk, i samme Grad som et Msk. i Forhold til Noget maa være Gjenstand for en Slags Tro, i samme Grad kan han i dette Forhold ikke males ell. afbildes; thi at der maa være Tro med betyder just den ikke ligefremme Umiddelbarhed, ellers maatte jo Enhver see det Samme, ogsaa hans Fjender, som dømme lige modsat. Men midt i &g.Ch;stheden er da man neppe engang opmærksom paa det Socratiske: at _{Sædelæreren, den}Sædelæreren (den Rene, den Ædle) var den styggeste Mand med synlige Anlæg til _atalt Ondt &streg; og det er i &g.Ch;stheden, som jo forholder sig til Gud-Msk, &anfbeg;Troens&anfslut; Gjenstand &streg; og dog mener man, at enhver Inderlighed er malerisk &dvs;: ligefrem kjendelig. Hvad er saa &anfbeg;Tro&anfslut;? Ja det forstaaer sig, nutildags er jo &anfbeg;Tro&anfslut; saadan Dit og Dat, Mening o: D: &streg; og Kunst en høiere Sphære; og tillige ere vi alle &g.Ch;stne. Man forstaaer ikke blot ikke min Tanke; men hvad der for mig er en langt større Ulykke, man forstaaer ikke, man har ingen Forestilling om den Overbeviisningens Grad, med hvilken jeg har min Tanke. At et Msk. kan falde paa at tvivle om han har Lov til at meddele sig ligefrem, om Gud ikke har Noget derimod, fordi han fordrer en strengere Udholden af ham, at han maa trænge igjennem: ja hvo tænker paa Sligt. Naar man blot har en halv fordøiet Pialt af en Halv-Tanke strax lyksaliggjør man ligefrem Alle; har selv Profit o: s: v:: men at kunne docere den &streg; og saa at lide ved at holde strengt ud! Nu virker det forresten, at jeg har trukket mig lidt tilbage, ak desto _væreværre en Accommodation som jeg maatte gjøre; nu sees jeg sjeldnere, omgaaes meest de Fornemme: min Anseelse stiger. _O,Ak, mundus vult decipi, og kun &g.Ch;std. veed hvad Sandhed er. At det da aldrig kan falde en Præst ind en Søndag istedetfor selv at prædike at læse en Prædiken op fE af Luther! Men det er et Vrøvl med Dette om det levende Ord; og saa er det vel ogsaa Angest for, at Nogen skulde ansee ham for en Degn! Vor Tids Afgud, Tyran er: &anfbeg;Mængden&anfslut; det Numeriske. Som den Religieuse i en ældre Tid med Sorg og med Forestillingen &anfbeg;han er tabt&anfslut; maatte betragte Enhver, der sluttede sig fE til den ugudelige &anfbeg;Keiser&anfslut;, den &anfbeg;ugudelige Pave&anfslut;, det &anfbeg;ugudelige _{Baureaukratie}Bureaukratie&anfslut; og logrede for det, ell. som fromme Forældre _betragtebetragtede det, at deres Barn gaaer til Hoffet: saaledes maa man dybt sørge over Enhver, der gaaer til Ballotation; hvor megen Dygtighed han end forresten har, ja havde han en eminent, kun desto værre: thi formelt bestyrker han det Onde: Ballotationen. Og denne Afgudsdyrkelse den dyrker Ballotationen, omtrent, aandeligt forstaaet, ligesom hiin afskyelige Lingams Tjeneste, thi Ballotation det er jo den productive Kraft i Forhold til det Numeriskes Deification. Ak men hvor længe, længe vil det vare, inden her kommer Enkelte, som staae imod. &anfbeg;Angest&anfslut; er dog egl. ikke Andet end Utaalmodighed. Stilling er catastrophisk stillet. Det der egl. beskæftiger ham er den Stolthed at realisere Idealiteten i Forhold til sin afdøde Kone, at blive hende tro, ikke gifte sig. Ak, og selv i Forhold til denne Stolthed, har den ikke gjort ham taus ell. _rettereret besluttet; han forsøger sig i at pynte sig ud med denne Idealitet, han anticiperer. Han er religieust en Mulighed; men det kan ogsaa slaae ud til en anden Side. Han gifter sig igjen &streg; og bliver nu en fortvivlet Angriber af det Religieuses &anfbeg;umenneskelige Strenghed.&anfslut; Og hvis saa, hvis er saa Skylden, uden hans egen; han bød ikke religieust paa det Religieuse &streg; derfor blev det kun umenneskelig Strenghed. Dog en Mulighed er han endnu. Og Skade paa det _{religieuseReligieuses}Religieuse Gebeet kan han ikke gjøre, naar han blot erkjender sin Grændse: at han som Forf. har med Pathos at udtrykke at han trænger til det Religieuse, og at det Videnskabelig-Religieuse, der bydes, det kan ikke holde ham. a Stilling. b Om end altid maa erindres, at det at meddele Tvivl (Sygdom) naar man ikke selv eier Lægemidlet, er et Ansvar. Efter min Theorie skal man aldrig begynde at meddele Tvivl før man har Lægemidlet, og aldrig mere Tvivl end man kan standse. Dette er jo som en Analogie til det Prophetiske (hvad da enhver genialere Natur har erfaret) at man siger Noget, som man selv forstaaer paa sin Viis &streg; og langt om længe forstaaer man, at der laae noget langt Dybere deri. Deri ligger et Analogon til det Prophetiske: at Propheten talte om et maaskee Nærværende, ell. om et Noget, som stod for ham i en dunklere Fremtid &streg; og saa først da &g.Ch;stus kommer, viser det sig at det er ham, de have talet om. Saaledes hører Opfyldelsen ikke blot med for at Prophetien skal være Prophetie; men egl. er Prophetien først fuldendt i _Opfyldelsen.Opfyldelsen &streg; og dog sagde den det forud. Det er smukt sagt af Lavater i Anledning af Magernes Spørgsmaal om, hvor den nyfødte Jødernes Konge er: &anfbeg;Det første Spørgsmaal efter ham kalder ham: Jødernes Konge; og det sidste Ord over ham var: Jødernes Konge, begge Gange af Hedninger; Jødernes Konge bliver søgt af Hedninger som Konge, og korsfæstet af Hedninger som Jødernes Konge.&anfslut; Forargelses Mulighed &streg; den Enkelte. Det man almdl. kalder &g.Ch;sthed (disse Tusinder og Millioner) har da gjort &g.Ch;std. aldeles til Vrøvl. Men ogsaa den bestaaende &g.Ch;stheds Orthodoxie har egl. forvandlet &g.Ch;std til Hedenskab. &g.Ch;stus er Paradoxet; alt &g.Ch;steligt er derefter mærket, ell. ved Synthesen et saadant, at det er mærket af Forargelsens Mulighed som det Dialektiske. Det tager nu Orthodoxien (især den rørende og rørige Grundtvigianisme; thi Grundtvig er der dog Kraft i) bort og sætter overalt istedet: det Vidunderlig-Deilige, det Deilige, det mageløs Deilige og Dybe o: s: v: kort ligefremme Kategorier. Saaledes faaer &g.Ch;stus den ligefremme Kjendelighed; men den ligefremme Kjendelighed, saa er &g.Ch;stus ikke &anfbeg;Tegnet&anfslut;, med den ligefremme Kjendelighed er &g.Ch;std. Hedenskab. Saa en passant _vrøvlervrøvler man det om Tegnet og Forargelsen ind med skjøndt yderst sjeldent &streg; hjælper Intet; thi Forargelsens Mulighed er det dialektisk Afgjørende, er &anfbeg;Grændsen&anfslut; mellem Hedenskab, _Jødedom,Jødedom &streg; &g.Ch;std. At denne Grundforvirring hænger sammen med, at der fra Barn opdrages i &g.Ch;std, er mig klart. Alt faaer derved den ligefremme Fart, Modstands Frastødet faaes ikke. Man seer forøvrigt ved dette om Forargelsens Mulighed, at &g.Ch;std. kun har med Enkelte at gjørea som det Dialektiske; thi Forargelsens Mulighed udsondrer og _isolererisolerer Enhver som Gjennemgang til det at blive &g.Ch;sten. a i _ethverethvert Fald Forskjellen mellem &anfbeg;Mængde&anfslut; &anfbeg;Publikum&anfslut; &streg; og &anfbeg;Menighed.&anfslut; I &anfbeg;Publikum&anfslut; o: D: er den Enkelte Intet, der er ingen Enkelt, det _NumeriskesNumeriske er det Constituerende og Loven for Tilblivelse en generatio æqvivoca; løsrevet fra &anfbeg;Publikum&anfslut; er den Enkelte Intet og i Publikum er han, dybere forstaaet, egl. heller Intet. I Menighed er den Enkelte; den Enkelte er dialektisk afgjørende som _AnticipPrius for at danne Menighed, og i Menighed er den Enkelte qvalitativ et Væsentligt, kan ogsaa hvert Øieblik blive høiere end &anfbeg;Menighed&anfslut;, saasnart _nemlignemlig &anfbeg;de Andre&anfslut; falde af fra Ideen. Det Sammenbindende for Menighed er, at hver er en Enkelt, og saa Ideen; Publikums Sammenføien ell. dets _LøshedLøshed er: at det Numeriske er Alt. Hver Enkelta garanterer Menigheden; Publikum er en Chimaire. Den Enkelte er i Menighed Mikrokosmen, der qvalitativt gjentager Makrokosmen; her gjælder i god Forstand unum noris omnes. I Publikum er ingen Enkelt, det Hele er Intet; her er det umuligt at sige _unumunum noris, omnes, thi her er ingen: Een. &anfbeg;Menighed&anfslut; er vel mere end en Sum; men er dog i Sandhed en Sum af Enere: Publikum er Nonsens: en Sum af negative Enere, af Enere, som ikke ere Enere, som blive Enere ved Summen, istedetfor at Summen skal blive Sum ved Enerne. a i Menighed Man forstaaer Alt politisk (uden at &anfbeg;man&anfslut; just derfor forstaaer sig stort paa Politik) deraf følger, at den Religieuse bliver hadet som Stolt, Aristokrat _ogo: D:. Den Religieuse udtrykker, at der er en Gud til; den Religieuses Liv udtrykker i Første: behag at gjøre Plads, det er Respekts-Udtrykket. Naturligviis det er just ikke _RespetRespekts Udtrykket for &anfbeg;Publikum&anfslut; og saadanne Begreber, lige det Modsatte. Men dog er det _{Respekts-Udtykket}Respekts-Udtrykket &streg; nemlig for Gud. Dog det har man ikke Tid til at see, dette Næste, at den Religieuse er saa langt som muligt fra at være den Stolte, Aristokrat o: D:, at han bøier sig, i sand Ydmyghed og Tilbedelse, 70 Gange dybere end nogen Politiker. Men som sagt det Næste seer man ikke, forstaaer man ikke; og saa raaber man over den Religieuse: en Stolt, en Aristokrat! Denne Victor Hugo! Forvænt naturligviis i mange Aar til, en indøvet i den Art Udsvævelse, som Roman-Forfattere bedrive med digterisk at lefle med Følelser, hvilke deres Liv udtrykker det Modsatte af: skal han da nu _ani et &anfbeg;glimrende Foredrag&anfslut; angribe Klærke-Partiet. Man kan forestille sig hans Vellyst forud ved Tanken om den Situation: saaledes at lege &anfbeg;Sandheds-Vidne&anfslut; og blive hædret og æret og beundret. Jo, jeg takker Klærke-Partiet &streg; dets Sag er i Minoritet: og Natur-Videnskaberne de feirede. Og nu disker han op. Hvo negter, at Natur-Videnskaben ogsaa har havt sine Martyrer; men Victor Hugo synes reent at glemme, at det er saa langt som muligt fra, at Navnene paa disse ere fra en senere Tid, da tværtimod just disse Videnskaber triumphere. Og hvilken Tyran, hvilken Afgud er det han dyrker ved denne sin _Tale:Tale? det er &anfbeg;Mængden&anfslut;, &anfbeg;Ballotationen&anfslut; o: D: Og den har maaskee ingen Offre krævet? Den krævede &g.Ch;stus og Socrates og _{&anfbeg;Martyrer}&anfbeg;Martyr-Skaren&anfslut;. Og nu de Exempler paa hvad christelig Religieusitet er? Den Nar, at ville tale om Ting han slet ikke forstaaer. De Exempler, han anfører er almindelig store og gode Handlinger, ingenlunde specifik-religieuse end sige specifik-christelige, Hedenskabet har aldeles saadanne Exempler. Saadanne _christestore og ædle Handlinger de æres i Verden &streg; men &g.Ch;stus og hans Efterfølgere, de vare dog nok lige saa praktiske i det Høimodige o: D:, men de bleve forfulgte og ihjelslagne derfor. Dersom jeg maatte raade, saa skulde V. Hugo et halv Aar sættes hen og lære Lectier i _&g.Ch;std,&g.Ch;std! Men som sagt, hvilket Fund for &anfbeg;Digteren&anfslut;! Man kan tænke sig de andre Digtere ere blevne misundelige paa ham, at de ikke ere Medlemmer af Kamret. Man tænke Eugen Süe, der har skrevet sig til _Millionær.Millionær &streg; ved at skildre Armoden og Elendigheden i Virkeligheden: jo jeg takker 2. Journalen NB15, s. 84. Midt på siden begynder optegnelsen NB15:63, der er en afskrift af to ældre lapper. SK har tilføjet ordene &anfbeg;Dette Papir er af følgende Indhold:&anfslut; han var istand til at have givet 50rd til de Fattige, for at have været den Lykkelige, hvem denne _msmisundelsesværdige Leilighed tilbødes til &streg; at lege Helt, Sandheds-Vidne med Applaus og Lavrbær-blade! To Lapper som laae ved &anfbeg;Fra Høiheden vil han drage Alle til sig&anfslut;. Dette Skrift kan ikke gjøres pseudonymt fordi det _ingivrer mod, at man har gjort Prædikeforedraget til Betragtning, &dvs;: upersonligt &streg; og en Pseudonym er jo ogsaa et Upersonligt. NB Denne Indvending er besvaret paa et hosliggende Papir, og Bogen gjort pseudonym d. 9 Oct 49. _DenneDette Papir er af følgende Indhold: Der bliver paa en Maade et dialektisk Kjætterie etsted i denne Bog; der nemlig, hvor der _viservises, at Prædikeforedraget er blevet upersonligt, at det meddeles af En, som Ingen er. Inconseqventsen er, at det saa gjøres af en _Pseudonym.Pseudonym, som jo altsaa selv Ingen er. Dog her er min Grændse: jeg kan gjøre opmærksom &streg; ikke mere. Og paa den anden Side, jeg er dog med som Udgiver, og vil jo bære Ansvaret, og Alt vil jo dog blive forstaaet som om jeg selv sagde det. Altsaa er der dog et meget væsentligt _ForholdFremskridt: baade ved at faae det sagt, og ved at man faktisk vil henføre det til mig. Det Mere her _er:er, er egl. dette: at medens vistnok den Talende er Ingen, en Pseydonym, er Udgiveren en virkelig Person, og som erkjender, at han dømmes ved denne Tale af en Pseudonym. Ved Christendommen er Alt ført ind paa Aandens Gebeet; Scenen er nu bestandigt paa Aandens Gebeet. Men &g.Ch;std. er nu egl. forvandlet til en universaliseret Tradition, er en Atmosphære. Der fremkommer nu en Analogie til Oldtiden. Det negative Princip var Skjebnen, Natur-Princip. Skjebnen var misundelig paa den Enkelte, især den _fremtrfremragende Enkelte; den ubetydelige Enkelte _dlevede uefterstræbt af Skjebnen. I Tragedien knuser Skjebnen Helten, men Choret mærker Intet til Skjebnens Slag. Paa Aandens Gebeet vil nu Analogien vise sig. Almeenbegrebet, et Abstraktum, Publikum og Deslige er Skjebnen, negativ mod den Enkelte, men kun mod den fremragende Enkelte. Chorus er i en vis Forstand ikke mere, thi Chorus er egl. Publikum. Den ubetydelige Enkelte lever lykkeligt i Publikum, medens det Abstraktum nivellerer den fremragende Enkelte. Dette er Fremtidens Kamp. Kun at det ikke vil blive den Enkelte i Retning af Tyran, men den religieuse Enkelte, hvis Intention netop er at frigjøre de Enkelte, hvilket dog Publikum ikke forstaaer. Men en Tvetydighed er der tillige i &anfbeg;Publikum&anfslut;; thi medens det selv er den nivellerende Magt, er det paa en Maade selv Tilskuer tillige, Chorus. Dette ligger i Ansvarløsheden. Det farlige er at leve i Tider, hvor Verdens-Omsving gjøres. Det varer saa gjerne een Generation ell. to, inden man bliver opmærksom paa, hvor det Onde nu ligger, og at Angrebet maa forandres. Saa profitere _deDe, der repræsentere en lidt ædlere lidende Form, thi nu ere de faktisk de seirende og nyde dog tillige Ære som Martyrer. Saaledes Oppositionen i Staterne, der lidende engang kæmpede mod den Mægtigere &anfbeg;Regjeringen&anfslut; i Spidsen for det den Gang svagere: &anfbeg;Mængden.&anfslut; Nu har allerede i længere Tid &anfbeg;Mængden&anfslut; egl. været det Dominerende i Staten. De, der staae i Spidsen for den, _kæere langt de Stærkere, og dog profitere de Martyr-Ære og Anseelse. &streg; Saaledes med Natur-Videnskaberne, der endnu saa gjerne ville lege den Leeg tillige at nyde Martyr-Ære og Anseelse, medens faktisk Natur-Videnskaben er det Dominerende, og Theologien længst dethroniseret. Virkelig Selvfordoblelse uden et Tredie, der staaer udenfor og tvinger, er en Umulighed, og gjør al saadan Existeren til en Illusion ell. til en Experimenteren. Kant meente at Msket var sig selv sin Lov (Autonomie) &dvs;: selv bindende sig under den Lov, han selv gav sig. Derved er _{ikke egl.}egl. i dybere Forstand sat: Lovløshed, ell. Experimenteren. Dette bliver lige saa lidet streng Alvor, som det bliver kraftige Slag, dem Sancho Pansa anbringer egenhændig paa sin egen Bag. Det er umuligt at jeg i A kan være virkelig strengere end jeg i B er ell. ønsker mig selv at være. Tvang maa _dertilder til, hvis det skal blive Alvor. _IdetNaar intet høiere Bindende er end jeg selv, og jeg skal binde mig selv, hvorfra skulde jeg da som A den Bindende faae den Strenghed, jeg ikke har som B, den, der skal bindes, naar dog A og B er det samme Selv. Dette viser sig nu især paa alle religieuse Gebeter. Den Omsætning som egl. er fra Umiddelbarhed til Aand, denne Afdøen bliver ikke Alvor, bliver en Illusion, en Experimenteren, naar der ikke er et Tredie, det Tvingende, som ikke er Individet selv. Derfor tvinges ogsaa alle de fremragende Individualiteter, de egl. &anfbeg;Redskaber.&anfslut; Der er ikke blot ikke en Lov, jeg selv giver mig, som Maximum; men der er en Lov, som er mig givet af en Høiere. Og ikke blot dette; men denne Lovgiver, tager sig den Frihed tillige at spille med i Egenskab af Opdrager, og anbringe Tvangen. Naar nu et Msk. aldrig i sit Liv vil handle dog engang saa afgjørende, at denne Opdrager kan faae fat i ham: ja, saa skeer det vel, at det Msk. faaer Lov til at leve hen i selvbehagelig Illusion og Indbildning og Experimenteren &streg; men dette betyder tillige: allerhøieste Unaade. Saa streng kan et Msk. være mod sig selv, at han kan forstaae, det med min Strenghed bliver til Intet, jeg maa have en Anden til Hjælp der kan være Strengheden, om han end ogsaa er Mildheden. _Men Men at indlade sig med denne Anden betyder ikke, at forsikkre og forsikkre, det betyder: at handle. Saasnart En handler afgjørende, og kommer ud i Virkeligheden, saa kan Tilværelsen faae fat i ham, og Styrelsen opdrage. Vel sandt, om En endogsaa nok saa meget skaaner sig selv, saa kan det alligevel vel falde Styrelsen ind at tage ham i Skole. Men dette behager den ikke, det er næsten Vrede. Den vil, at et Msk. skal _troetroe og troe paa den. Styrelsen er ikke Ven af dette Kjællingerie, at En vil lege at være Autodidact, naar der samtidigt lever en saa udmærket Opdrager og Lærer som vor Herre, til hvem han kan henvende sig. Men i det almindelige msklige Forhold er det at jeg bliver sat i Skole og søger at komme i Skole, det er, at jeg gaaer hen der og der, hvor Læreren boer. Aandeligt er det, at jeg handler engang afgjørende: der boer saa strax Læreren. Thi hvad er det jeg vil, jeg vil opdrages til Aand &streg; og saa vil jeg dog ikke handle afgjørende? Nonsens. Jo _mereMere et Msk, vænner sig til at participere i, indtil at være med i Alt: desto mere afstumpes Aand i ham &streg; og desto mere Lykke vil han saa gjøre i denne Verden. O, det er dog en frygtelig qvalitativ Afgjørelse, at faae Indtrykket af en Samtidig. Man er historisk vidende om, at hundrede og andre hundrede forundes det Overordentlige &streg; og det kan man saa let forstaae, og det finder man i sin Orden. Men, at denne Samtidige, at det forundtes ham: nei, det kan man ikke faae i sit Hoved, det maa være hans Indbildning. Ja saaledes er det gaaet enhver _Samtidig.Samtidighed. Den _samtidigeSamtidige, der ubetinget kan faae Indtrykket af, at en stridende Samtidig er det Overordentlige, han er selv noget Overordentligt. Min Forfatter-Virksomheds Betydning for mig som min Opdragelse i Christendom. I &anfbeg;Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed&anfslut; har jeg forklaret, at _detjeg havde forstaaet det som min Opgave at tjene &g.Ch;stds. Sag, at faae det fremstillet, hvad &g.Ch;std. er; men at _{Styrelsen, for}Styrelsen (for at da ikke _fForholdet skulde vende sig om, saa det blev &g.Ch;std. der trængte til mig, istedetfor mig, der trængte til &g.Ch;std) tillige har hjulpet i Henseende til at lade mig forstaae, at det var mig, der trængte til &g.Ch;std. Sagen er ganske simpel. Jeg havde religieust, og i ubetinget Pietet for &g.Ch;std., indviet mig til at faae det klart, hvad &g.Ch;std er &streg; dette for min egen Skyld, og tillige forstod jeg, at det var dette Tiden behøvede. Det var lagt an efter den Maalestok og med den Risico fra Begyndelsen af, at hvis _ndet nu viste sig, at jeg saa ikke kunde antage &g.Ch;std: saa vilde jeg tage det Stød. Det vil sige: &g.Ch;std. skulde ikke accommoderes efter mig, men ubetinget hensynsløst skulde det sees, hvad &g.Ch;std. er. Men hvis nu &g.Ch;std. havde viist sig saaledes for mig, at jeg saa ikke selv kunde antage den? Ja saa vilde jeg, _{maaskee, i}maaskee (i Pietet for &g.Ch;std, og menende at tjene den) _havdehave offentlig vedgaaet &streg; men forresten uforandret vedblevet at beskæftige mig med &g.Ch;std. og forholde mig til den. Min Mening var ikke, om saa var skeet, saa at slaae den Sag i Glemme: nei &g.Ch;std. og det at blive &g.Ch;sten var mit Livs Opgave, fordi jeg, i dyb Pietet, forstod, at selv det længste Liv ikke var for lang en Tid for den Opgave. Jeg veed kun een Analogie til dette Forhold, nemlig min Plan i sin Tid at tage theologisk Attestats. Det besluttede jeg af Pietet for min afdøde Fader. Nu havde det vel været muligt, at jeg til en bestemt given Tid, uagtet jeg dog havde læst flittig, paa Grund af Hypochondrie havde meent, ikke at kunne gaae op endnu &streg; men hvad saa? Ja saa var jeg bleven ved at læse til theologisk Examen; selv om jeg aldrig havde faaet Examen: ubetinget Eet vilde være skeet, jeg var vedblevet at læse til theologisk Examen. Saaledes med mit Forhold til &g.Ch;std. Det er ikke, som naar En _gengang gjør et Overslag, saa vælger enten &streg; eller: nei, jeg havde valgt: &g.Ch;std. Det at jeg ikke turde kalde mig &g.Ch;sten, vilde blot være, en Idealitets Bekymring. I Grunden er den hele Ængstelighed mere et Udtryk for min Idealitet, om det end stikker betydeligt af i vor Tid, hvor der er Eet, som Enhver veed sig udenvidere at være: &g.Ch;sten. Overhovedet er det Det, &g.Ch;stheden mangler: pathetisk Situation for at udtrykke, at man vil være &g.Ch;sten. Confirmationen forslaaer kun lidet. Men Styrelsen har især hjulpet mig ved Situation i Forhold til det ret at faae Indtryk af &g.Ch;std. 1) Min hele indre oprindelige Liden. 2) Mit Forhold til &anfbeg;hende&anfslut;. 3) Hvad jeg har lidt ved Pøbelagtighedens Forfølgelse og den msklige Utaknemlighed. I Sandhed uden det, var jeg dog reent _gagaaet Glip af en Side af &g.Ch;std. At opleve en høimodig Handling af Kjerlighed til Andre, at see den lønnet saaledes, at opleve, at jeg blev erklæret for Egoist, just fordi jeg var uegennyttig, at see hele denne Egoisme, som i Grunden er Livskraften i Samfundet, at see den forenet om at erklære mig for Egoisten just i det Øieblik, hvor jeg ubetinget var sympathetisk: ja, det _ervar egl. til at blive gal over. Heldigviis var jeg vel oplært i &g.Ch;std. fra Barn af. Det hjalp. Men sandelig jeg lærte ogsaa &g.Ch;std. fra Grunden af. Hvor uendelig dybt er dog ikke dette, og stikker ikke egl. deri baade min og Alles Ulykke, at vi ingen ret Forestilling have om _{at hvad}hvad Synd er i Guds Øine! Arndt (og saaledes de gl. Opbyggelsesskrifter) siger i Anledning af &g.Ch;sti Lidelse og Død, at man skal see paa _dendemden, for at faae en Forestilling om, hvad Synd har at betyde for Gud. Jeg gaaer og tosser i det, og har ingen ret pathetisk Forestilling om, hvad Synd er afskyelig i Guds Øine &streg; det skal jeg see paa &g.Ch;sti Lidelser for Synden. Her er atter det Dialektiske, hans Lidelse er ikke først for at berolige, men først for at forfærde, _ogfor at forfærde mig. Saaledes lærer &g.Ch;stus fra sig først Sønderknuselsen &streg; just for saa at berolige. Men ved sine Lidelser gjør han mig opmærksom, at jeg ret dybt maa føle Syndens Rædsel. Det Religieuses Sandhed lader sig ved en ikke uheldig Analogie belyse, naar man seer paa Begrebet af det Fornemme, en Hofmand, og saa da forresten glemmer, hvad der skal glemmes. Tænk den Tanke, at have insulteret Kongen: hvis Fortvivlelse vil være størst derover, over at have gjort det, en Bondes ell. en Hofmands? Aldeles uden Sammenligning Hofmandens? Og saaledes med det Religieuse. Den Hellige han forstaaer, hvad Synd har at betyde &streg; jeg, en Synder, gaaer og tosser i det; just denne Tossen i det, hører med til min Synd. See ogsaa i denne Henseende bliver jeg da slet ikke forstaaet. Alle de dybere Tænkere (Hegel, Daub &streg; og for at nævne en mindre berømt men yderst agtværdig: Julius _Müller)Müller o: s: v:) de ere alle enige i at sætte det Onde i den isolerede Subjektivitet &streg; Objektivitet er det Frelsende. Dette er nu længst igjen blevet en Phrase; og enhver Student veed jo, at jeg er en isoleret Individualitet &streg; ergo er jeg næsten det Onde &anfbeg;den rene Negativitet, uden Alvor o: s: v:&anfslut;. O, dybe Forvirring. Nei, det hele Begreb af Objektivitet, der er blevet gjort til det Frelsende, er blot en Næring af Sygdommen, og at det anprises som Helbredelsen, viser just, hvor irreligieus Tiden er i dybeste Grund; thi det Frelsende er egl. en Tilbagevenden til _OHedenskabet. Nei, just for at faae Ende paa Subjektiviteten i dens Usandhed, maa vi heelt igjennem, til &anfbeg;den Enkelte&anfslut; &streg; lige overfor Gud. Men man veed slet ikke, hvad _ReligeReligieusitet er. Man aner ikke, at baade &g.Ch;stus og alle Troens Heroer i een Forstand vare isolerede Individualiteter &streg; aber de tilhørte absolut Gud. Tag Socrates! I hiin Tid _harer naturligviis den ene Sophist traadt frem efter den anden og har viist, at Mangelen paa tilstrækkelig Kundskab var Ulykken, man maatte forske dybere og dybere, Uvidenhed var det Onde. &streg; og saa kommer gl. Fatter Socrates og siger: nei Uvidenhed er just Helbredelsen. Mon det nu ikke er gaaet Socrates i sin Tid aldeles som mig. Han er blevet anseet for at repræsentere det Onde; thi Uvidenhed var i Tidens Øine det Onde &streg; og dog var Socrates i Sandhed Lægen. Der maa en lykkelig Genialitet _{til, ell.}til (ell. en uendelig _dybdeDybde og et uendeligt Gehør for at alle dæmoniske Phænomener bestandigt, omvendt forstaaet, selv forkynde, hvad de _behøve,behøve) for paa saadanne Gebeter at gribe _irigtigt. Jeg roser mig ikke af Noget. Det er ganske rigtigt, den isolerede Subjektivitet i Tidens Forstand er ogsaa _etdet Onde; men Helbredelsen ved &anfbeg;Objektivitet&anfslut; er ikke et Haar bedre. Den skal frelses ved Subjektivitet, &dvs;: ved Gud, som den uendeligt tvingende Subjektivitet. a Hvad J. Müller angaaer maa dog bestandig fastholdes, at han har en langt dybere Betragtning, om han end ikke har dens qvalitative Conseqventser og virkelig dannet en &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.a;&g.l;&g.l;&g.o; &g.g;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;. Ogsaa et Exempel paa Dialektik. &g.Ch;std. gjør Synden til det Frygtelige, &streg; og vil saa have den bort. En mildere Anskuelse (Leibnitz fE o: s: v:) vil gjøre Synden mildere, forsvarer den &streg; og saa, saa bliver vi ganske rigtigt hængende i den; den bliver en fra det at være Msk. i al Evighed uadskillelig Ufuldkommenhed. Det er at _skillesskille os af med Synden. Det er et ypperligt Svar af Julius Müller paa den Forklaring at Synden er Svaghed: om da ikke ogsaa just det Onde sees at give en potenseret Energie. Og til den Ende beraaber han sig paa Plato: betegner &g.e-; &g.a;&g.d;&g.i;&g.k;&g.i;&g.a; som &g.t;&g.o;&g.n; &g.e;&g.ch;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a; (&g.t;&g.e-;&g.n; &g.a;&g.d;&g.i;&g.k;&g.i;&g.a;&g.n;) &g.m;&g.a;&g.l;&g.a; &g.z;&g.o-;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o;&g.n; &g.p;&g.a;&g.r;&g.e;&g.ch;&g.o;&g.u;&g.s;&g.a;, &g.k;&g.a;&g.i; &g.p;&g.r;&g.o;&g.sud; &g.g;&g.apos; _{&g.e;&g.p;&g.i;}&g.e;&g.t;&g.i; &g.z;&g.o-;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o-i..; &g.a;&g.g;&g.r;&g.u;&g.p;&g.n;&g.o;&g.n;. (cfr. Julius Müller 1ste Deel af Læren om Synden p. 119 _AnmækningAnmærkning.) Jeg har selv i ældre Journaler viist dette, at det Gode vistnok giver Kræfter, men Evighedens zarte, hvorfor ogsaa den Gode, den Uskyldige lider saa dybt. Det Onde, (just ved Fortvivlelsen) giver fortvivlet Livslyst og Styrke. (medens den Gode længes ud af Livet). Jeg har viist, hvorfor just døbte Jøder ere gode Repræsentanter for den Art Energie, fordi de som oftest slet ingen Religion have, fortvivlet forstaae, at dem er ene dette Liv anviist. Det giver impetus. a i de republica Lib: X. Det er dog et mærkeligt Ord, hvormed denne Bog ender, det Sidste i Frater Taciturnuss Slutnings Ord om sig selv: hidser ham ikke, thi saa kunde han blive farlig. a Stadier paa Livets Vei. Dialektik i Retning af at blive &g.Ch;sten. Socrates søgte ikke først at sanke nogle Beviser for Sjelens Udødelighed, for saa at leve, troende i Kraft af Beviserne. Lige omvendt, han sagde: dette med Udødeligheden, om den muligt skulde være, beskæftiger mig i den Grad, at jeg ubetinget som var den det _vissesteVisseste af Alt, vover at sætte hele mit Liv ubetinget ind derpaa. Saaledes levede han &streg; og hans Liv er et Beviis for Sjelens Udødelighed. Han troede ikke først i Kraft af Beviser og levede saa: nei, hans Liv er Beviset, og først i hans Martyr-Død er Beviset færdigt. &streg; See, dette er Aand; det er lidt generende for Efterabere, og alle Dem, som leve paa anden, og tiende Haand, og Resultat-Jægere, og feige og blødagtige Naturer. Dette har, med Forsigtighed benyttet, sin Anvendelse i Forhold til det at blive &g.Ch;sten. Først kommer rigtigt den Lessingske Tvivl at man ikke _afpaa et _historiskHistorisk kan begrunde en evig Salighed. Altsaa her existerer et Historisk, _denFortællingen om Jesus &g.Ch;stus. Men er nu ogsaa den historisk ganske _vistvis? Hertil maa svares, om den saa var af al, al Historie, det Visseste, det hjælper ikke, ligefrem lader sig ikke danne nogen Overgang fra et Historisk til at begrunde en evig Salighed derpaa. Det er et qvalitativt _Uvist.Nyt. Hvorledes da nu? Saaledes. Et Msk. siger a la Socrates til sig selv: her existerer et Historisk som lærer mig at jeg angaaende min evige Salighed skal henvende mig til Jesus &g.Ch;stus. Jeg skal nu vel vogte mig for at svinge forkeert ind i videnskabelig Fusken og Forsken, om det nu ogsaa er historisk ganske vist; thi det er historisk vist nok, &dvs;: om det _varvar 10 Gange saa vist end dets mindste Detail, det vilde alligevel ikke hjælpe mig; thi ligefrem kan jeg ikke hjælpes. Jeg siger _dada til mig selv: jeg vælger; dette Historiske er mig saa meget, at jeg beslutter, at sætte hele mit Liv ind paa dette dersom. Nu lever han; han lever ene udfyldt af den Tanke, vovende sit Liv for den: og hans Liv er Beviset for, at han troede. Han _havdehavde ikke nogle Beviser, troede saa, og begyndte saa at leve. Nei, lige omvendt. Dette kaldes at vove; og uden at vove er Tro en Umulighed. Det at forholde sig til Aand er at være til Examen; at troe, at ville troe, er at forvandle sit Liv til at være til Examen; daglig Examination er Troens Spænding. &streg; Dog derom kan man til Verdens Ende prædike for alle feige, blødagtige, aandløse Naturer, de begribe det ikke, de ville egl. ikke begribe det. De synes egl., at det kan være godt nok at en Anden vover, og at man saa slutter sig til ham &streg; og forsikkrer. Men at vove &streg; nei Tak. Dog maa i Forhold til det at blive &g.Ch;sten erindres en Forskjel i det Dialektiske fra Socrates. Nemlig i Forholdet til Udødelighed, forholder Msk. sig til sig selv og Idee, ikke videre. Men idet et Msk. paa et dersom vælger at troe paa &g.Ch;stus &dvs;: vælger at sætte sit Liv ind derpaa, saa har han jo Tilladelse til i Bøn umiddelbart at henvende sig til &g.Ch;stus. Saaledes er det Historiske Anledningen, og dog tillige Troens Gjenstand. Men alle aandløse Naturer vende Sagen om. De sige: at sætte Alt ind paa et dersom, det er en Art Skepsis, det er Phantasterie, ikke Positivitæt. Det er fordi de ikke ville &anfbeg;vove&anfslut;. Og denne Mylder af Aandløse er det &g.Ch;std har slæbt med sig, og som tilsidst har afskaffet &g.Ch;std. a Dette ligger jo ogsaa i &g.Ch;sti Ord: om Nogen vil følge min Lære &dvs;: leve efter den &dvs;: handle efter den, han skal erfare o: s: v: Det vil sige, her gives ikke Beviser forud &streg; og saa er Han heller ikke nøiet med, at Antagelsen af Hans Lære betyder: jeg forsikkrer. b Dette kommer af, at Msket er en Synthese af Kjød-Sjel og Aand. Men &anfbeg;Aand&anfslut; sætter Splid &streg; hvorimod det blødagtige Msk i ethvert Forhold vil slæbe det Lavere med, og have dets Samtykke. Derfra denne Angest for at &anfbeg;vove&anfslut;. Det aandløse Msk. vil altid have &anfbeg;Sandsynlighed&anfslut;. Men &anfbeg;Aand&anfslut; vil aldrig indrømme den, &anfbeg;Aand&anfslut; er Examinationen: vil Du slippe Sandsynligheden, vil Du fornegte Dig selv, forsage Verden o: s: v:. At &anfbeg;den Enkelte&anfslut; er Sandheden er egl. ogsaa udtrykt i det Ord: en Folkeforfører; thi det er altid En, der opererer ved Hjælp af Mængde. R. N. har dog vistnok egl. gjort Begyndelsen i egoistisk og _klkløgtig Intention. Han har senere ofte maatte tilstaae, at han ansaae det for den egl. Vanskelighed, at slippe mig forbi. Lykkedes det, saa var det altsaa hans Mening: støttet ved mig, skjult, halvt forstaaende min Stræben, at gesticulere i Verden a la mig. O, sørgelige Klogskab! Oprigtigt, jeg har engang selv troet, at det vilde lykkes ham, hvor indigneret jeg end var derover. Men der er skeet noget ganske Andet. Jeg har tiet &streg; men saa har Omverdenen paataget sig at tvinge ham tilbage paa mig. Det var for en verdslig Kløgt en fatal Contra-Kugle. Sagen er, jeg troede at jeg var, som jeg ogsaa er, Gjenstand for Misundelse; derfor troede jeg virkelig _{ogsaa, at}ogsaa et Øieblik, at R. Nielsens Bedrag kunde lykkes ham. Men jeg vidste dog ogsaa, at i Grunden har man i det Inderste en uhyre Forestilling om mig. Nu skete det, at just Det, at R. N. ogsaa saadan vilde være en Mag. K. (om man end ingenlunde anede, hvor bedragerisk denne Taktik var mod mig) just det, gav Anledning til, at Misundelsen rykkede _{lidt ud}lidt _mud med Sandheden om mig. Dog har jeg ingenlunde opgivet R. N. Det er ikke saa let: fra endelig Forstand at danne Overgang til Idee-Tjeneste. Han kan endnu bestandigt bringe Sandhed ind i sin Stilling. Han kan indfrie sin Begyndelse, tilstaae, at han egl. har meent, saadan at kunne tage dette nye Standpunkt til Indtægt som andre videnskabelige iforveien; men at han, jo mere han kom ind i Sagen, indsaae, at den tog ham, ja dømte ham, at han egl. havde begyndt med at tage Sagen forfængeligt. Men noget anstrænget er han; og hvad er Grunden? Aabenbart den, at jordisk og verdslig Forstandighed sidder temmelig fast i ham, og han her er kommet i Kast med Noget, der næsten kunde gjøre ham _gal.gal, fordi hans Klogskab ikke kan magte det. Det er muligt, at han nu er paa en bedre Vei; thi nu kan jeg dog stundom mærke paa ham, at det er blevet ham tydeligere, at han har grebet feil, item at jeg længst har seet det. I Begyndelsen smertede det mig dybt, at see et saadant Bedrag lige for Næsen af mig, medens jeg dog, langsom til at dømme og i gudfrygtig Paaholdenhed,_maattetaug og sinkedes. a R. Nielsen. Det er dog en Lykke, _enet ubeskriveligt Gode for mig; at jeg var saa tungsindig som jeg var. Havde jeg været en lykkelig Natur &streg; og saa oplevet Det, jeg har oplevet som Forfatter: jeg troer, et Msk. maatte være blevet gal. Men jeg kjendte frygteligere Qvaler, derinde hvor jeg egl. lider. Og hvad er saa skeet? O, det Forunderlige, om det endnu ikke ganske er skeet, til en vis Grad er det dog skeet, og vil skee mere, det troer jeg; _jegdet Forunderlige: at just disse udvortes _QvalSpektakler, har lokket mit Tungsind ud af dets Skjul, og til en vis Grad allerede frelst mig fra det; hvad der endnu fuldeligere vil skee! O, Riigdoms Dyb, o, hvor urandsagelige er Dine Veie, o Gud, men alle Faderlighed og Naade! a Om mig selv. Det er smukt sagt af Petrarca: Vrede er et kort Raserie, og naar Nogen ikke tvinger den, &streg; et langt _{Raserie, der ender med Undergang.}Raserie. Det er da ogsaa en taabelig (og i mange af de Vedkommende tildeels skyldig, forsaavidt de selv forstaae, at det er Usandhed) Indvending mod mig og mit Liv: at jeg staaer udenfor Livet, og at just det er ikke Religieusitet, den sande Religieusitet griber virksomt ind i Livet. O, I Daarer eller I Hyklere; hvorledes staaer jeg udenfor Livet? Saaledes _{at bogstaveligt}bogstaveligt, at ikke een eneste her hjemme saaledes marqueret staaer fremmeligst paa Scenen. Nei, at leve uden for Livet, det er just at rende med i Flokken, at være i &anfbeg;Mængden&anfslut;, hvorved vindes Ubemærkethed og dog Indflydelse og Magt. Hvorledes staaer jeg udenfor? Saaledes, at jeg har reist en Produktivitet, hvis Lige, man ikke saa let skal vise! Saaledes, at da &anfbeg;Pøbelen&anfslut; rasede og triumpherede, da var jeg _denden Eneste, der vovede at handle. Saaledes staaer jeg udenfor Livet, at jeg er kjendt af ethvert _MBarn, en staaende Figur i Eders Skuespil, mit Navn et Ordsprog, mit Liv et dagligt Offer for dog om muligt, religieust, at gjøre Enden fast, og faae Religieusitet bragt _udan igjen. Men hvorfra da den Tale, at jeg staaer udenfor Livet? _JegJo jeg skal _sigersige Eder det; den kommer derfra, at jeg med al min Arbeiden ingen jordisk Løn vinder, at jeg ikke applauderes paa Forsamlinger, _menhvor jeg ikke kommer, men forhaanes paa Gaderne, hvor jeg virker; den kommer af, at jeg ikke gjør mit Liv commensurabelt for en Minister-Plads, det kommer derfra, at man mærker paa mig, at jeg er en Nar, en Nar &streg; der frygter Gud! O, I Skinhellige, med Eders Kjerlighed, der ikke stiller sig udenfor Livet &streg; nei, det vilde nok Eders Selvkjerlighed forbyde Eder! O, I Skinhellige, med Eders Praktiskhed, der virksomt griber ind i Livet &streg; ja ellera griber til &streg; efter Fordelene! O, I Skinhellige, med Eders Alvor, der ikke phantastisk trækker sig _udenforud af Livet &streg; i Sandhed Eders Feighed vilde snart _jagerjage Eder ind igjen i Flokken, i Dyre-Flokken, bort fra det Sted, hvor Alvoren boer: at være den Enkelte. O, I Skinhellige, med Eders Fædrelands-Kjerlighed, der forbyder Eder at være uden Deeltagelse for Landets Vee og Vel; jo jeg takker, I have frelst Danmark, frelst _fdet fra at være et Land til at være en Kjøbstad, Smaalighed og Middelmaadigheds forjættede Land, frelst det fra, for Fremtiden at tilhøre Historien; thi mene I vel, at Eders Bedrifter for 4 &sk;, Eders piankede Replikker paa Forsamling, at Eders Navne ville gaae over til Historien &streg; saa maatte jo først Alt, Alt være fra Grunden i Tilværelsen vendt op og ned, saa &anfbeg;Historien&anfslut; overtog de Partes, hvilke altid tidligere anvistes &anfbeg;Glemsel&anfslut;. Dog maaskee er det ogsaa dertil I stræbe, at ogsaa saaledes Alt skal vendes om: &anfbeg;Historie&anfslut; blive &anfbeg;Glemsel&anfslut;, og det Udmærkede glemmes; &anfbeg;Glemsel&anfslut; blive &anfbeg;Historie&anfslut;, og &anfbeg;Glemselen&anfslut; historisk slæbe _altAlt Det med sig, alle Eder, og Eders Taler, og Eders 17 Ammendement til det 16de betræffende _Intet;Intet. Der er Noget Frygteligt i at see denne Individernes Styrten hen til denne _hgjensidige _AssucererenAssurerenb _dettecommune naufragium. Hvor Mange, Mange leve der ikke allerede, for hvem intet Begreb existerer, hvem det er Alt, naar der er Majoritet for _Noget.Noget, i den Grad Alt, at de føle sig fuldkommen angerløse, naar saa er! Lad der være Majoritet for at Hoer er _{Dyd og}Dyd, og Mord Ret: saa er det saa. Og til denne Samlingsplads løbe &anfbeg;strenge &g.Ch;stne&anfslut;, som det hedder, hen, og ballotere med. Ja, de have rigtignok stundom et lille _{&streg; men de ballotere dog med}Ammendementc, og tilbede &streg; christeligt! &streg; Majoritet! Men de gjennemskue det hele Uvæsen &streg; jo jeg takker; i privat Samtale, der ere de utrættelig snaksomme om, hvor usselt og sjunket det Hele _her; men der, hvor de ved energisk Handlen, &dvs;: ved at trække sig ubetinget udenfor, ikke for at tie, nei for at staae som et plagende, selvfølgeligt, et mishandlet, Memento om, at der er en Gud til: der ballotere De, og tilbede &streg; christeligt! &streg; Majoritet! a iilsomt b hvor man ikke som ellers _assucererassurerer for Havarie, men hvor Assureringen _{er selv det}selv er det c et lille Ammendement _{i Forhold til}for at &streg; forbedre! det uhyre Onde, der totalt har seiret &streg; endnu afsindigere end om En vilde slukke en Ildebrand med Vand af en Draabe-Flaske! Og naar saa det er gjort, naar de saaledes have &anfbeg;frelst deres Samvittighed,&anfslut; ved en lille Smule at forbedre og berigtige det Onde &dvs;: ved at gjøre det end værrea, saa ballotere de med a , hvis de overhovedet udrette Noget, Det er dog en synderlig Misforstaaelse, som er Følge af denne _Forguden,Forguden af det Videnskabelige, at man ogsaa vil have det Videnskabelige anbragt paa det Existentielles Fremstilling. Det Existentielle er som saadant et langt Concretere end det &anfbeg;Videnskabelige&anfslut; (og at anbringe lærd Videnskabelighed i Forhold til det Existentielles Fremstilling, er da reent Galimathias), dets Fremstilling er væsentlig enten Realisation i Livet ell. Digter-Fremstilling loquere ut videam. I en sædelig Opløsnings-Tid som _vor,vor maa Begrebet &anfbeg;Medskyldig&anfslut; skærpes meget betydeligt. Det er saa nemt at fortælle at det er af Iver og Alvor man deeltager og stræber ogsaa ved sin lille Deel at modarbeide det Forkeerte &dvs;: man lader den totale Fordærvethed staae ved Magt og anbringer høist et lille Amendement. Og herved profiterer man: at staae sig godt med Fordærvetheden, da man dog, totalt forstaaet, participerer i den, og tillige at smigre sig selv med den Indbildning, at man er bedre end Tiden. Sagen er en ganske anden. Det Totale, hvori jeg participerer, er naturligviis langt vigtigere, end mit lille bitte Amendement indenfor. Derfor er den Participerende ansvarlig for det Totale. Men det vilde være at handle afgjørende, vilde være at udsætte sig for Fare, at indvie sig selv til den Taalmodigheds Lidelse at det er som udrettede man slet Intet (thi den rene Idee-Tjeneste er som en ganske Staaen udenfor i sit Første, medens det lillebitteste Amendement strax &anfbeg;udretter&anfslut; Meget) som druknede man i _detMængden. I alle critiske Tider drives der megen Nederdrægtighed af Individer, som noget nær ere opmærksomme paa hvor Ulykken totalt stikker, og nu _entenistedetfor, enten at handle afgjørende og lide, ell. at lade reent være at handle, convertere dem ind som et Amendement, og som sagt, ved strafværdig nefas i jordisk Forstand profitere paa to Maader. Destoværre maa man næsten befrygte, at Peter nu bliver en saadan Figur. Noget Nittengryn har han altid været; i en senere Tid temmelig ideeforladt; men nu synes det næsten som der er gaaet et Lys op for ham, at han vil til at gjøre Lykke som Coryphæ for Middelmaadighed, Ubetydelighed og Hjertelighed. Adspredelse har han trængt til, det er sandt; jeg kan forstaae, han er træt af at leve derude paa Landet med en syg Kone &streg; men en saadan Adspredelse! Nu at rende omkring paa enhver Forsamling, og tale overalt &streg; naturligviis af Hjertelighed og Alvor &anfbeg;for at modarbeide&anfslut;. I Bondevennernes Forsamling at forsikkre: jeg er ikke Bondeven &streg; istedetfor at handle ved at blive borte. &streg; Han er et godt Hoved, med mange Kundskaber, men han løses op i charakteerløs Føiten og Deeltagen i Alt. Det er omineust, at han boer hos Christian Lund; thi han vil vistnok blive Christians Ideal! Form-Reduplikation, der er Charakteer-Conseqvents, er over hans existentielle Energie; han kan ikke tage sig handlende ud af et Forhold og saaledes udtrykke den qualitative Opposition og Ueensartethed, han bliver indenfor Forholdet, forsikkrende, at han ikke er enig, omtrent som da han i Conventet leverede en Critik, hvori han forsikkrede, at det var ingen Critik. a Begrebet &anfbeg;Medskyldig.&anfslut; b Peter. er egl., at Religieusitet for ham er _blbestandigt en Tilstand, den er, han fremstiller Alt i Væren, det Spinozistiske. Hvorledes den vorder, i Betydning af at blive til, og i Betydning af at bevares, beskæftiger ham egl. ikke. Derfor kan han tage saa lidt op af det Dogmatiske. Enhver christelig Bestemmelse er mærket af det Ethiske i Retning af Stræben. Deraf Frygt og Bæven, og dette Du skal; deraf ogsaa Forargelses _Mulighed:Mulighed o: s: v: Alt Sligt beskæftiger Sleiermacher mindre. Han behandler Religieusitet i Væren. Deraf egl. ogsaa den hans Sætning, at Følelsen altid er sand. Nærmere seet, er dens Sandhed _{egl. er den}egl. den, at den er. Hele Kampen kommer først med Vorden. Seet i &anfbeg;Vorden&anfslut; kommer Spørgsmaalet frem: men er nu det, der er, er det Sandhed. I Væren er Sandheden, at det er. a Feilen ved Schleiermachers Dogmatik b Deraf lader det sig ogsaa forklare, at S. bestemmer absolut Afhængigheds-Følelse _forsom al Religions Princip. Thi dette er atter Tilstanden, ell. Religieusitet i Væren. Saasnart Spørgsmaalet bliver ethisk, altsaa om denne Tilstands Vordelse, hvorledes den bliver _til;til, hvad jeg har at gjøre for at den kan blive til, samt hvorledes den bevares ell. jeg i den, hvilket ogsaa er Vordelse, saa er Tegningen af Religieusitet forandret. Just saaledes mener jeg, at man kan sige S. har _forfeitforfeilet det Christelige, thi æsthetisk-metaphysisk opfatter han det kun som Tilstand, medens det &g.Ch;stlige, ethisk, væsentlig vil _offopfattes som Stræben. S. opfatter Religieusitet aldeles analog med fE Elskov. Men dette er en Misforstaaelse. I Forhold til Elskov kan der egl. ikke være Tale om en Stræben. Men det Christelige er i Vordelse. Saasnart dette er forstaaet er hver en eneste Bestemmelse af det Christelige tegnet anderledes end hos S. Og ikke blot dette; men saa først fremkommer tillige de meest afgjørende Bestemmelser af det Christelige, hvilke mangle hos S., ell. dog mangle det Afgjørende. O, hvilken uendelig Forskjel: dækket af det Sandsebedrag, at det er _ensEns Embede og Levebrød, indenfor det Sandsebedrag, en Søndags-Gudstjeneste, for hvad der saadan vil komme at høre derpaa, at declamere nogle christelige Sandheder &streg; og selv, tækkeligt i Verdens Øine, existentielt levende til _dagligedaglig Brug i reent verdslige Categorier, paa _PoFarten som Politiker balloterende og dandsende Medlem af Alt &streg; &streg; hvilken uendelig Forskjel: og saa at skulle sætte de christelige Forestillinger ind _mitmidt i Virkeligheden, gjennembrydende Sandsebedragene, accentuerende den personlige Existeren i Kraft af disse Forestillinger. Saa vil, saa maa Conflikten vise sig, det maa vise sig, hvor fjernt &anfbeg;Virkeligheden&anfslut; er fra det Christelige. Saa længe Præsterne ville være nøiede med at have sikkret sig en Levevei, og saa at dem indrømmes prokuratoragtig eller skuespilleragtig een Gang om Ugen, samt ved Begravelser, at _tagetale en egen Jargon, der aldeles ingen Fordringer gjør, _usaasnart Boutiquen er lukket: ja saa taales det naturligviis. Just dette er Tækkelighed i Verdens Øine. Ingen, maaskee Ingen er saa tækkelig, som en Præst, der er Politiker. Thi Verden forstaaer meget godt, at en Præst burde være et Vidne for det Religieuse midt i &anfbeg;Virkeligheden&anfslut;; men nu triumpherer den. _HanHans meste Tid, hans Tankegang retter sig mod Ballotation o: D: &streg; saa udtrykker han jo, at det at være Præst er blot hans Næringsvei. Og saa denne Skinhellighed at en saadan Præst forklarer sin Deeltagelse i Politik som Iver og Religieusitet. O, Du Forblindede, vil Du være mere end Præst, nu saa bliv et Christendoms Vidne midt i Virkeligheden, men bliv ikke Politiker. Just dette er det Christeliges Fordring, at det vil, at hvad der siges i Kirken, det skal udtrykkes i &anfbeg;Virkeligheden&anfslut;, gjennemtrænge Existentserne; deri er det Christelige forskjelligt fra Skuespillet o: D:. Derfor skal Præsten gaae ud midt iblandt dem, for at see efter, for at gjøre opmærksom. Men tag Præsten der, han barer sig vel. Saasnart Præsten har taget Kjolen af om Søndagen, saa siges: lad os for Gud i Himlens Skyld ikke tale om Det, jeg er ganske som I, Medlem af Klubben, balloterende Medlem i alt Verdsligt, en behagelig Selskabs-Mand, klog paa min Fordeel ganske som I. Hvor usømmeligt, hvor udannet af mig, at ville udenfor Kirken erindre, ell. vel endog existentielt erindre om det _{&g.Ch;stlige. Det}&g.Ch;stlige; det var jo som hvis en Skuespiller vil i Selskab og i det daglige Liv vedblive at spille Comedie. Ved den idelige Balloteren vil tilsidst ogsaa de ethiske Begreber gaae ud af Slægten. De ethiske Begrebers Kraft er Samvittigheds-Forholdet; men Ballotation vender Alt ud efter. Mange leve vel endnu i den trygge Forestilling, at saa forkeert bliver da Verden aldrig, at fE. Tyverie bliver Dyd. Hvo veed det? See paa Frankrig! Og hvor mange vilde der i saa Fald være, der vovede at vedstaae, at Tyverie er Synd. Det vilde nemlig i saa Fald blive christelig Collision. Medens Alle stjal, leed man selv ved at blive bestiaalen, uden at turde stjæle igjen; og saa leed man anden Gang, ved at vedkjende sig den Overbeviisning: at Tyverie er Synd. Hvor Mange ere der vel i dette Øieblik, som vove at vidne mod Ballotation! Höchstens fik man vel &anfbeg;en dybsindig Seer&anfslut; til at foreslaae paa en Forsamlinga, at der skulde balloteres paa, at afholde sig fra Ballotation. Og det forstaaer sig, dette vil saa blive beundret som den dybeste Viisdom og den reneste Sædelighed, at have _skuetskuet saa dybt. Raffineret Charakteerløshed er vor Tids glimrende Synd, Veien til &anfbeg;Held og Magt&anfslut;. a efter først i et glimrende Foredraga at have skildret det for Sædelighed og Religieusitet _farligeFarlige i at ballotere, a , &anfbeg;gribende og rystende&anfslut;, En Indvending mod &g.Ch;std. Digterisk. Denne Indvending lod sig tænke i bestemt Individualitet, og saaledes at den aldeles ikke _havehavde noget af det Frække, som Indvendingerne ellers have. Den maatte lyde saaledes: Hvorfor, o Gud, vilde Du gjøre saa meget for Msk., at Du gav dem &g.Ch;std., der egl. gjør dem ulykkelige. Det er vistnok saa, at det er af Kjerlighed Du gjorde det, men Du synes ikke at have betænkt, at en meget Underordnet og Ringe kan komme til at lide saare meget just ved at blive Gjenstand for en høit Ophøiets Kjerlighed. Den høit Ophøiede lægger strax sin Maalestok an &streg; han gjør _{det af Kjer}hvad han gjør af Kjerlighed, men det at han anlægger sin Maalestok, kan jo ikke undgaaes, da han jo er Den han er. Og hvad gjør han saa? Han gjør egl. den Anden ulykkelig. Saaledes ogsaa med &g.Ch;std! Det er Din Maalestok, o Gud, der er &g.Ch;std; i &g.Ch;std. forholder Du Dig egl. til Dig selv. Du siger nok, at det er af Kjerlighed, at det er for vor Skyld, Du _gjør;gjør det; men Maalestokken er dog Din. Hvor i al Verden skulde et Msk. falde paa, at Synden var noget saa Frygteligt, at for at Din Vrede skulde tilfredsstilles, maatte Din egen Søn, den Hellige, lide den grusomme _DødenDød. Dette er for høit for et Msk. Det er Dig, der er blevet tilfredsstillet; men det Beroligende for Dig er et Msk. for høit, og derfor just det Uroligende. Lad en Pige blive elsket af en hende ubetinget overlegen Mand; jo oprigtigere han elsker hende, jo ulykkeligere vil han gjøre hende &streg; og af Kjerlighed. Han anlægger sin Maalestok; det kan han ikke anderledes; han elsker hende oprigtigt; og hvad skeer, just Det, hvori han vil see det stærkeste Udtryk for sin Kjerlighed, just _Det,Det vil være hende for høit og forurolige hende. Denne Indvending er af en egen Art. Men den har et ganske andet Blik for Sagen end de almdl. Indvendinger mod &g.Ch;std. Her seer man forresten Nødvendigheden af det ubetingede Du skal for at komme igjennem. a Saaledes er ogsaa Arvesynden som Skyld et Udtryk for at Gud bruger sin Maalestok; thi Gud seer Alt in uno; og derfor falder den den blot msklige Forstand saa tung. Deri er selv den udvalgte Apostel og saaledes ubetinget Enhver qvalitativ forskjellig fra Gud-Msket: at Apostelen maa tvinges, Gud-Msk. er _detden Eneste, der har den rene Idealitet, og derfor frivilligt gjør det Høieste. Jeg erindrer i en af Mynsters Ordinations-Taler, hvor Mynster med vanlig oratorisk Sving siger: dersom Sandheden var noget saa Forfærdeligt som den stundom beskrives, hvorfor skulde jeg saa opsøge den &streg; o: s: v:. Dette vil sige, M: har dog egl. ingen ubetinget Forestilling om ubetinget at skulle søge Sandheden, enten den nu er forfærdelig, knusende mig, eller ikke. Men det er dog maaskee en Redelighed af ham at sige det saa ligefrem. I Grunden lever de Fleste i Forhold til Aand i samme Duplicitet som i Forhold til Naturphænomener. Videnskaben forklarer, at Solen staaer stille og Jorden dreier sig om den: i daglig Tale vedblive vi at sige: Solen staaer op og gaaer ned. Saaledes: Videnskaben foredrager i Grunden den toto coelo forskjellige Betragtning fra Det, vi saadan bruge til daglig Brug, fra Det, Præsten saadan prædiker _{o: s: v:.} o: s: v:, og især ved _dendet Sidste fremkommer den besynderligste Art Affectation, idet snart Alle sige, at Sligt vel kan bruges i det populaire Foredrag, medens snart Alle ere underrettede om det &anfbeg;Videnskabelige&anfslut;. For hvem er saa det populaire Foredrag? Vilde Nogen sige: &anfbeg;ja, Du kan sagtens være saa uegennyttig, saa reent, om man saa _vilvil, tjene Sandheden, Du, som har Formue&anfslut; saa vilde jeg svare: nu ja, deri er en Deel sandt. Imidlertid har jeg dog en egen Betragtning af Tilværelsen. Saasnart jeg nemlig ikke har Formue til at gjøre det saaledes, saa vil jeg, beskedent indtage en Virksomhed, hvor jeg arbeider for Udkommet. Er hvad jeg i denne Henseende behøver saa meget, at jeg maa arbeide hele Dagen: vel saa tilstaaer jeg om mig selv: jeg betragter det som min Opgave at arbeide for _detUdkommet. Behøver jeg ikke saa meget, saa vil jeg see at faae en lille Tid tilovers, og en lille Spare-Skilling lagt til Side, at jeg, om end efter en langt mindre Maalestok, kan tjene Sandheden. Men Eet, Eet vil jeg bestemt ikke: jeg vil ikke have det blandet, om det er for min egen Fordeel, ell. for Sandheden jeg arbeider. Just Dette er i mine Tanker Verdens Ulykke, at msklig Kortsynethed, velmenende mangen Gang, har tænkt som saa: naar Du overhovedet vil det Sande, saa, om der saa ogsaa engang imellem blander sig deri et Hensyn til Din egen Fordeel, om der saa ogsaa stundom løber et mindre reent Middel imellem: saa er det da en Ubetydelighed, og desuden saadan er nu Verden engang, det veed ethvert praktisk Msk., og omskabe Verden kan jeg dog ikke. O, Du Utaalmodige og Du Kortsynede. Nei, omskabe Verden kan Du vistnok ikke. Nu vel, saa gjør da hvad Du kan, saa lev i stille Ubemærkethed, arbeidende for Dit Udkomme. Sandeligen en Saadan gjør idetmindste ingen Skade. Men vil Du virke for Sandhed, saa overvei for Gud nøie, efter hvilken Maalestok Du kan det. Lad saa Maalestokken være lille, i Guds Navn, men lov og hold Gud og Dig selv, at Du efter den Maalestok ubetinget vil bruge de reneste Midler. Det Andet er kun Utaalmodighed og Kortsynethed, der har skadet ubodeligt. a om mig selv. 1ste Deel p. 350 o: fl. Nei, nei ikke saa meget saaledes har Hegel Uret. J. M., at da jo Hegel ogsaa bestemmer det Onde som den abstrakte Subjektivitet, Vilkaar, den Enkeltes Overgriben over det Almene &streg; altsaa ogsaa som Egoisme: at saa maatte jo J. Müller kunde være enig med ham, og vilde ogsaa være det, hvis det ikke var klart, at Hegel fører denne det Ondes Tilstedeværen tilbage til en høiere Nødvendighed. Nei, Vildfarelsen ligger hovedsagelig i, at det Almene, som det Hegelske gjør til Sandheden (og den Enkelte til at være af Sandheden ved at gaae op i det) er et Abstraktum: Staten o: s: v:. Han kommer ikke til Gud, Subjektiviteten i absolut Forstand, og til Sandheden: at virkelig i sidste Forhold er den Enkelte høiere end det Almene, nemlig den Enkelte i sit Guds-Forhold. Hvor ofte har jeg ikke udviklet det, at Hegel i Grunden gjør Msk., hedensk, til en med Fornuft begavet Dyre-Slægt. Thi i en Dyre-Slægt er altid: &anfbeg;den Enkelte&anfslut; &streg; lavere end &anfbeg;Slægt.&anfslut;. Msk-Slægten har den Mærkelighed, just fordi hver Enkelt er skabt i Guds Billede, at &anfbeg;den Enkelte&anfslut; er høiere end &anfbeg;Slægt.&anfslut; At dette kan tages forfængeligt og rædsomt misbruges: concedo. Men &g.Ch;std. er _det.det. Og der er det egl. at Slaget skal staae. a Julius Müller om &anfbeg;Synden&anfslut;. Det Kloge &streg; det Gode og Sande. Tag en vis Brøksdeel af det Gode, eller af det Sande, det er det Kloge, hvormed Du saa vil gjøre Lykke i Verden. Tag det Gode ell. Sande _heelt,heelt, saa skeer lige det Modsatte, og Du kommer aldeles paa tvært med Verden. Jeg har her et Exempel derpaa. Jeg havde tænkt mig i en forblommet Dedication til Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed, _dogstrax at indsætte &anfbeg;hende&anfslut;. Det lader sig nu af andre Grunde ikke gjøre; thi hvor forblommet det end er, saa er det dog let forstaaet, og saa har jeg jo ikke blot ingen Garantie for, at det respekteres, men omvendt den størst muelige Sandsynlighed for, at et Blad paatager sig at nævne hendes Navn, og saa er Alt forstyrret, og jeg _harhavde maaskee skadet uberegneligt. Men jeg vilde det gjerne, fordi jeg gjerne vilde have den Ting i Orden ogsaa førend min Død, dersom det var muligt. Dog det er noget Andet jeg nu vil oplyse. Altsaa antaget, at jeg gjorde det, hvad saa? Ja saa var det uklogt. Og hvorfor? fordi det er for høit. Den Historie er nu glemt; jeg var en Skurk, men nu er det glemt og alt Godt igjen i den Henseende; nu skal man ikke røre ved det. Ja, men jeg var dog ikke just saa ganske en Skurk; den hele Sag har en langt dybere Betydning. Hjælper ikke, just det er Ulykken, og tillige Det, som vilde gjøre et saadant Skridt uklogt. Det blev nemlig saa høit, at det gjorde Mine til at ville et Øieblik rive Folk ud af deres behagelige Tumerumme med at kunne forklare og have forklaret Alt; og saa blive de ærgerlige; og saa kommer man paa tvært. a cfr. Hoslagte. Er det ikke en mærkelig men dybsindig Sprogbrug, at En kan sige: her er aldeles ikke Tale om noget Valg &streg; jeg vælger Det og Det. (En lignende Bemærkning findes hos J. Müller men ikke saa nøiagtigt redigeret.). Fremdeles; &g.Ch;std. kan sige til et Msk: Du skal vælge det ene Fornødne, men saaledes, at der ikke maa være Tale om noget Valg, &dvs;:, vrøvler Du længe, saa vælger Du egl. ikke det ene Fornødne; det maa ligesom Guds-Rige vælges først. Saa der altsaa er Noget, i Forhold til hvilket der ikke maa, og i Begrebet ikke kan være noget Valg, og dog er et Valg. Altsaa, at just Det, at der ikke er noget Valg, er Udtrykket for med hvilken uhyre Lidenskab eller Intensitet man vælger. Kan der gives noget nøiagtigere Udtryk for, at Valgfriheden kun er en Form-Bestemmelse i Friheden, og at just Valgfrihedens Accentuation som saadan er Frihedens Fortabelse? I den Grad er Frihedens Indhold det afgjørende for Frihed, at just Valgfrihedens Sandhed er: der maa intet Valg _være.være, om det dog er et Valg. Dette er &anfbeg;Aand&anfslut;. Men just fordi Mskene ere langtfra at være Aand, just derfor gjør Friheden dem saa mange Bryderier, idet de bestandigt blive hængende i Valgfriheden. _{Reflexionen ko}Reflexionen, der igjen hænger sammen med det _DoDvaske, det Lavere, kommer til at stirre paa Valgfriheden istedetfor at huske paa: der maa intet Valg være &streg; og saa vælge. Hvor forunderligt det end synes, man maa derfor sige, at kun Frygt og Bæven, og kun Tvang kan hjælpe et Msk. til _FrihedFrihed. Thi Frygt og Bæven og Tvang kan magte ham saaledes, at der ikke bliver Tale om noget Valg &streg; og saa vælger man nok det Rigtige. I Døds Øieblikket vælge de Fleste det Rigtige. Men hvad skal nu Videnskaben hjælpe? Intet, Intet. Den spænder Alt af i rolig, i objektiv Betragtning &streg; og saa bliver Frihed et uforklarligt Noget. Videnskabeligt er og bliver Spinoza den eneste Conseqvente. Det er her ligesom med det at troe og det at speculere, og som Joh. Climacus har sagt, ligesom med det at sauge: det ene er at gjøre sig _{objektivt.objektiv let,objektivt let,}objektivt, let det andet er at gjøre sig subjektiv tung: og saa vil man gjøre begge Dele paa een Gang. Friheden er egentlig kun derved, at den i samme Øieblik, i samme Secund den er (Valgfrihed) uendeligt iler med ubetinget at binde sig selv _medved Hengivelsens _Valg.Valg, det Valg, hvis Sandhed er, der kan ikke være Tale om noget Valg. Det er et ubegribeligt den almægtige Kjerligheds Under, at Gud virkelig kan indrømme et Msk. saa meget, at han, sig selv betræffende, kan ville sige næsten som en Frier (her ligger det skjønne Ordspil: at gjøre fri, at frie): vil Du have mig eller _ikke.ikke, og saa vente et eneste Secund paa Svaret. Ak, men Msket er ikke saa ganske Aand. Han synes: siden Valget er overladt til mig selv, saa vil jeg tage mig nogen Tid, og først ret alvorligt overveie den Sag. Sørgelige Anti-Climax! &anfbeg;Alvoren&anfslut; er just ved at vælge Gud strax og &anfbeg;først&anfslut;. Saa ligger Msk. og hexer med et Phantom: Valgfriheden, om han har den ell. om han ikke har _den?den, o: s: v: og endog videnskabeligt? Han mærker ikke, at han gik Glip af Friheden. Saa forlyster han sig maaskee en Tidlang med Tanken om Valgfriheden, indtil saa den igjen forvandler sig, og han bliver tvivlsom, om han da har Valgfrihed. Og nu tabte han ogsaa Valgfriheden. Det er ved lutter feile Greb (militairt taget) at han forvirrer Alt. Ved at stirre paa &anfbeg;Valgfriheden&anfslut; istedetfor at vælge taber man baade Frihed og Valgfrihed. Ved Reflexion lader den sig aldrig naae igjen; skal den faaes igjen, maatte det være ved en potenseret Frygt og Bæven, fremkaldt ved Tanken om at have _tabtforspildt den. Det Uhyre, der er indrømmet et Msk, er: Valget, Friheden. Vil Du frelse og bevare den, der er kun een Maade: ved i samme Secund ubetinget i fuld Hengivelse at give Gud den igjen og Dig i den. Frister dette Syn Dig, hvad der er Dig indrømmet, giver Du efter for Fristelsen og seer med selvisk Attraae paa Valgfriheden, 3. Journalen NB15, s. 149. Nederst på siden har SK gradvis forlænget linjerne for at skaffe plads til slutningen af optegnelsen NB15:94 saa taber Du Friheden. Og Din Straf er saa: _afsindigti en Slags Forvirrethed at gaae og bryste Dig af at Du har &streg; Valgfriheden; vee Dig, det er Dommen over Dig: Du har Valgfrihed, siger Du, og Du har endnu ikke valgt Gud. Saa bliver Du _syg&u;syg, Valgfriheden bliver Din fixe Idee; tilsidst bliver Du som naar den _SygeRige tungsindigt indbilder sig, at han er forarmet og vil døe af Mangel: Du sukker, at Du har tabt Valgfriheden &streg; og Feilen er blot, at Du ikke sørger dybt nok, saa fik Du den vel igjen. Mod mange Sindslidelser maa det siges: at just Skylden, den Lidende anklager sig for, maaskee først ret begaaes i det Øieblik, men paa en ganske anden Maade. Der var En (det var en Chatolik som var blevet Lutheraner; Kofoed-Hansen har fortalt mig det) der paastod, at han havde syndet mod den Hellig-Aand, ved i et vanskeligt Øieblik at have sveget sin Overbeviisning, og at for ham ingen Naade var. Maaskee var det snarere Synd mod den H: A: den Stolthed, med hvilken han ikke vilde tilgive sig _selv;selv. Der er ogsaa en Strenghed i at fordømme sig selv, og ikke ville høre om Naaden, der blot er Synd. Dette har, som jeg ogsaa gjorde Kofoed-Hansen opmærksom paa, allerede Anti-Climacus paaviist. Nu vil da Lic. Lind holde Forelæsninger i Haandværker-Dannelses-Foreningen, Forelæsninger over: Beviserne for &g.Ch;stds Sandhed! _VelmentVelmeent vistnok, men sandeligen, han veed ikke hvad han gjør. Forvænt er allerede den Classe af Samfundet til at føle sig selv som Instants, saasnart det er paa Forsamling. Den Talende er ingen &anfbeg;Lærer&anfslut;, men En, der bukker sig for Mængde, for denne høistærede Forsamling. Og nu &anfbeg;Beviser!&anfslut; Jo jeg takker; saa er Alt rigtigt; &anfbeg;lad os nu høre hvad &g.Ch;std. kan sige til sit Forsvar&anfslut; o: s: v:, det bliver Indtrykket &streg; og dette er &g.Ch;stds Afskaffelse. Præster var det der behøves, Præster med Mod og med Myndighed; Skriftestolen var det, der skulde bruges. Ak, saaledes paa ethvert Punkt velmente Bestræbelser &streg; der forvirre mere og mere. I lange, lange Tider trættede Slægten sig med det Spørgsmaal om Guds-Personlighed. Kunde man endda faae det begrebet, saa meente man, at kunne lade det med Treenigheden staae hen. Hvad skete? Saa kom Hegel og det Hegelske. De forstod Sagen bedre: de beviste, at Gud var personlig, just deraf, at han er treenig. Jo jeg _takker.takker, nu er vi hjulpne. Det Hele med Treenigheden var et Spilfægterie, det var den gl. logiske Trilogie (Thesis &streg; Antithesis &streg; Synthesis &streg;) og den &anfbeg;Personlighed&anfslut;, der resulterede deraf det var omtrent det X, med hvilket man i hine Tider begyndte, da man meente, at naar man blot kunde faae Guds Personlighed begrebet, saa fik man at lade det med Treenigheden staae hen. Overhovedet er dette det Hegelskes dybeste Forvirring i Forhold til det &g.Ch;stlige, at det ingen Tid og ingen Forstand har til først at stille det christelige Problem, inden man begriber. Hegels Resultater, (der under Pauker og Trompeter forkyndes som Alts Forklaring) er en nogenlunde Skikkelse af _Problemet,Problemet som _detDet, man nu skulde til at begribe, ell. begribe, at man ikke kan begribe. Der, hvor Hegel ender, der omtrent begynder det &g.Ch;stlige: Misforstaaelsen er blot, at Hegel mener der at være blevet færdig med det Christelige, ja at være gaaet langt videre. Mig er det overhovedet umuligt at lade være at lee, saasnart _tjeg tænker paa Hegels Begriben af &g.Ch;std, det er noget saare Ubegribeligt. Og sandt er og bliver det, hvad jeg altid har sagt: Hegel var Professor i Philosophie, ikke Tænker; og han maa tillige have været en temmelig ubetydelig Personlighed, uden Livs-Indtryk &streg; men en ganske overordentlig Professor, ja det negter jeg ikke. Den Tid vil dog vist engang komme, da dette Begreb: Professor bliver indfriet som en comisk Person. Man tænke sig &g.Ch;std! Ak, hvor forandret siden den Tid, da den havdea Confessoresb, og den Tid, da den fik _Professores.Professores, der ere bøielige i alle casibus. a ubøielige b der kun vare declinable i een casus Speculation &streg; Tro. Speculation kan fremstille Problemerne, kjende, at hvert enkelt Problem er for Troen, er saaledes mærket og sammensat at det er for Troen &streg; og saa henstille: vil Du nu troe ell. ikke. Fremdeles Speculation kan controllere Troen, &dvs;:, Det, der i et givet Øieblik troes eller er Troens Indhold, for at see efter, at der da ikke sluddervurrent blandes Bestemmelser ind i Troen, som ikke ere Gjenstand for Tro men fE for Speculation. Alt Dette er et saare vidtløftigt Arbeide. Speculation er den Seende &streg; og dog kun saavidt, at den siger: her er det; saa er den blind; derpaa kommer Troen, som troer, den er _seende,seende. i Forhold til Troens Gjenstand En egen Vanskelighed ved mit Liv. Dersom man havde Forestilling om hvad jeg har lidt, hvad jeg stadigt lider, hvilke Lidelser der ere forbundne med en saadan Existents: saa vilde man meget mere give sig hen. Nu kan det ikke negtes, at jeg i &anfbeg;Skrifterne&anfslut; ofte nok og forfærdende har fremstillet det &streg; men personligt, i Omgang, er jeg den Lette, Livslystne. _Ma Man tager sig ikke iagt for, at dette er Form af Tungsind, og just et Tegn paa, hvor dybt jeg lider, ligesom jeg jo ogsaa gyser for at blive Gjenstand for Andres Medlidenhed. Maaskee er dette Stolthed, imidlertid forstaaer jeg det, som en Naade af Gud, at han, ikke fritagende mig for Lidelserne, har skjenket mig den Lindring: personligt at kunne skjule dem. Ulykken er dog ogsaa, at Een og Anden fristes herved, og vil copiere mig, fordi han bilder sig ind, at _detDet, der staaer i Skrifterne, er Overdrivelse, jeg selv gjør det saa let. Heri har jeg vistnok ingen Skyld; thi det er dog Mangel paa Alvor i ham selv; men det berører mig smerteligt. Hvad er saa Tungest: at henrettes, ell. hiin den langsomme Død: at trædes ihjel af Gjæs. Der er noget saare betegnende i den Historie med Sibylla og Tarquinius Superbus. Løgn og Bedrag begynder altid med et tilløiet Høieste, men er saa villig til at slaae af, naar Kjøberen ikke vil betale det saa dyrt. Sandhed begynder altid med den lavest mulige dog sande Priis: vil saa Kjøberen ikke, ja saa bliver _PriisPrisen næste Gang lidt høiere og saaledes stiger det. Tilløiet Overlegenhed begynder altid i de høieste Toner &streg; accepteres dette ikke, vel, saa slaaer man af. Sand Overlegenhed begynder altid saa lavt som det sandt er muligt; forsmaaes den saa, vel saa lægges der paa. Det er et ypperligt lille Partie det om at det Onde, Synden just er det Ubegribeligeb, Verdens Hemmelighed, just fordi det _ikkeer det Grundløse.c Det glæder mig ogsaa at see, at han citerer Daub, der i Judas Ischarioth ogsaa erklærer sig derfor, og ikke er utilbøielig til at henføre det Onde under en egen Art Bestemmelse af det _Mirakuløse.Mirakuløse, medens han dog senere opgav denne Betragtning og meente at begribe det Onde som det _Negative.Negative, fE i hans Skrift: Hypotheser om den msklige Frihed. Det er aldeles rigtigt, hvad J. M. siger, at Syndens &anfbeg;Ubegribelighed&anfslut; ikke er paa Grund af indskrænket Erkjenden, saa Retningen altsaa skulde være, at vi bleve ved at speculere, saa kom vi nok dertil. Nei, at Ubegribeligheden just er dets Væsen. Ganske eenfoldigt kan man ogsaa see dette saaledes. Dersom man tager et Msk, der engang har været hengivet til en Synd, og nu er frelst &streg; og man vil spørge ham, om han nu kan begribe _det:det, at han kunde synde saaledes, saa vil han svare: nei, nu allermindst. Jo renere et Msk. bliver, desto ubegribeligere bliver det Onde ham. Denne Syndens Ubegribelighed kan jeg ellers eftervise paa en anden Maade. Anti-Cl. har rigtigt _atviist, at i Forhold til det Onde forholder Mulighed og Virkelighed sig omvendt af ellers: ellers er Virkelighed høiere end Mulighed, men i Forhold til det Onde er Virkelighed lavere end Mulighed; det Gode som Mulighed er det Ufuldkomne, som Virkelighed det Fuldkomne, men det Onde som Mulighed er bedre end som Virkelighed. Men nu er det at begribe det er at opløse: Virkelighed i _Mulighed.Mulighed (cfr. Joh. Climacus); men naar in casu Virkeligheden er lavere end Mulighed, saa er det jo umuligt at begribe; thi Synden er egl. først Virkeligheden; men _Muat begribe er at opløse i Mulighed, altsaa er det umuligt at begribe det, _{thi thi}thi opløst i Mulighed er det ikke det Onde. Det Gode kan begribes, fordi der er et ligefremt Forhold mell. Mulighed og Virkelighed, medens det naturligt maa erindres, at det Gode i Mulighed er et Lavere, det at begribe det Gode et qvalitativt borte fra det at realisere det. a Julius Müller. Læren om Synden 1ste Deel p. 457 fl. b det Uigjennemtrængelige c den vilkaarlige Afbryden. d Man vil derfor ogsaa finde, at et Msk. i Forhold til det at synde, eller at have syndet &streg; naar han besinder sig derpaa, snarere beskriver sin Tilstand som en Beruset. Han sank, eller hans Bevidsthed sank ligesom i et Mørke. Her ligger Bestemmelsen: det Grundløse. Dog glemmes maa ikke, baade at det Onde kan have frygtelig Energie i et Msk, til at ville styrte sig i dette Mørke, og at det er under Ansvar, og væsentligen liggende i Villien. Men ligesom Drankeren er skyldig i, ved Overmaalet af stærke Drikke, at beruses &streg; medens dog Berusetheden selv just er en Synken under Bevidstheden, saaledes ogsaa med Synden. Det er ogsaa rigtigt, hvad J. Müller tidligere viser, at Frihed ikke kan kaldes ligeligt Evne til det Gode og til det Onde, thi saa er det Onde egl. ogsaa et Gode. At man heller ikke kan sige: at det _OndeOndes Grund er Villiens Misbrug; thi just Villiens Misbrug er jo det Onde. &anfbeg;Videnskab&anfslut;. &streg; Det Existentielle. &anfbeg;Virkelighed&anfslut; lader sig ikke begribe. Dette har allerede Joh. Climacus rigtigt viist ganske simpelt. At begribe er at opløse _MuliVirkelighed i Mulighed &streg; men saa er jo det umuligt at begribe det, thi at begribe det er at forvandle det til Mulighed altsaa ikke at fastholde det som Virkelighed. I Forhold til _MVirkelighed er det at begribe en Tilbagegang, et Tilbageskridt, _ogikke et Fremskridt. Ikke som var nu &anfbeg;Virkelighed&anfslut; begrebløs; ingenlunde, nei Begrebet som findes ved begribende at opløse det i Mulighed, er ogsaa i Virkeligheden, men der er jo et _mereMere &streg; at det er Virkelighed. Fra Mulighed til Virkelighed er Fremskridt (undtagen i Forhold til det Onde); fra Virkelighed til Mulighed er Tilbageskridt. Men det er den usalige Forvirring at man i det Moderne har faaet &anfbeg;Virkelighed&anfslut; ind med i Logiken, og saa i Distraction glemmer, at &anfbeg;Virkelighed&anfslut; i Logiken dog vel kun er &anfbeg;tænkt Virkelighed&anfslut; &dvs;: er Mulighed. Kunst, Videnskab, Poesie o: s: v: har kun med Mulighed at _gjøre.gjøre, det vil sige, Mulighed ikke i Betydning af en ørkesløs Hypothese, men Mulighed i Betydning af _idelideel Virkelighed. Men er da det Historiske ikke _detVirkelighed? Jo vist. Men hvilket Historiske? Verdens 6000 Aars Historiske er _Vvistnok Virkelighed, men en tilbagelagt Virkelighed; den er og kan kun for mig være til som tænkt Virkelighed &dvs;: som Mulighed. Om de Afdøde virkeligen have realiseret existentielt de Opgaver, der vare dem satte i Virkelighed ell. ikke: det er nu afgjort, der er sluttet af, der er ingen existentiel Virkelighed for dem mere uden i _detdet Tilbagelagte, hvilket Tilbagelagte igjen for mig kun er til som _idelideel Virkelighed, som tænkt Virkelighed, som Mulighed. Men Menneskene er som afsindige ved denne pantheistiske Videnskabelighed. Skidt med mig, tænker en saadan Prof; de Par Aar jeg lever, det Smule jeg kunde gjøre &streg; er det Noget at spilde et eneste Øieblik paa, nei &anfbeg;Videnskab, Videnskab&anfslut;. Men dette er Irreligieusitet, Mangel paa religieus _TuktTaktTugtTugt, Mangel paa &anfbeg;Ædruhed&anfslut;, Berusethed; Berusethed i Drømme. At &anfbeg;Videnskab&anfslut; er lavere end det Existentielle sees ganske simpel paa Gud-Msk. Tænk Dig samtidig: her er &anfbeg;Videnskab&anfslut; en Umulighed, fordi Gud-Msk. er selve det Existentielle. Men naar saa Farten er sagtnet &streg; saadan et Par hundrede Aar efter: saa, ja saa er Religieusiteten blevet mindre &streg; og saa kommer &anfbeg;Videnskaben&anfslut; frem. Og 1800 efter, saa er Forholdet reent vendt om, saa er &anfbeg;Videnskab&anfslut; høiere end det Existentielle. Tænk Dig samtidig med Socrates. Her er ingen Videnskab; just den vil han have bort; han er &anfbeg;en Bremse&anfslut;, selv det Existentielle. Men saa døer han; i Plato er det Existentielle sagtnet, saa kommer &anfbeg;Videnskaben&anfslut;. Er nu Plato større end Socrates? Ja maaskee naar Docenter dømme; men de maa da ogsaa conseqvent dømme, at en Professor i Theologien er større end &g.Ch;stus. Nei, just naar &anfbeg;Videnskab&anfslut; er blevet ubetinget det Høieste, just da er Religieusitet saa godt som aldeles forsvundet. Dette er to Poler, og man kan sikkert stille en Generations Horoscop i ethisk-religieus Henseende ved at faae at vide, hvad den dømmer om &anfbeg;Videnskab&anfslut; paa det _Rreligieuse Gebeet. &anfbeg;Minervas Ugle flyver _kunførst, naar _dendet mørknes&anfslut; og &anfbeg;Videnskab&anfslut; kommer altid bagefter. Det er sandt, hvad Joh: Climacus siger: at forvandle &g.Ch;std til &anfbeg;Videnskab&anfslut; er den størst mulige Vildfarelse, og naar det ubetinget er lykket (o, hvor vil &anfbeg;Tiden&anfslut; juble!) &streg; _saasaa er ogsaa &g.Ch;std. ubetinget afskaffet. Men sandt er det ogsaa, hvad Assessoren i &anfbeg;Enten &streg; Eller&anfslut; siger, at jo finere, jo fornemmere det Fluidum er, hvortil En er forfalden: desto vanskeligere er Helbredelsen. Og nu det at være forfalden til &anfbeg;Videnskab.&anfslut; Forbarmende Gud, hvilken Verdens-Omveltning maatte der til, for at rive et Msk ud af denne Berusethed. Naar det at være fuld ikke blot i Ens egne men i Alles Øine betyder at være ædru &streg; dog hvad _jegsiger jeg, ædru, ja at være mere end ædru, ædru som en Gud, der i salig Besindighed hviler i fuldendt Ligevægt, at have denne Selvfølelse, og at respekteres som saadan af Alle &streg; &streg; hvad Haab er der saa om Frelse. Den, der vil tale om denne Art Drukkenskab, ham vil jo hele Verden videnskabeligt betragte som en foragtelig Beruset. Min Ulykke i Samtiden, hvorfor jeg ikke _forstaaes.forstaaes. Min Ulykke er, at jeg har taget Sandsebedragene bort. Jeg skulde istedetfor at spendere diverse Tusinder for at soutenere en saadan Forfatter-Existents, og istedetfor at anstrenge mig saa uhyre: skulde jeg have sikkret mig en Professor Stilling, med god Gage (saa var jeg forstaaet af alle de Næringsdrivende &dvs;: noget nær Alle &streg; jeg var forstaaet, _maaskeevel ikke mine Philosophemer, men jeg var forstaaeta) og saa præsteret lidt men lovet Meget (saa var jeg forstaaet af andre Professorer og _vVidenskabsmænd). _{Jeg skulde} Jeg havde saa tillige sikkret mig at være forstaaet af de Studerende &streg; da jeg skulde examinere dem, hvilket hjælper godt, og hjælper til at de tale godt om En, da _dedet nu dog engang er den autoriserede _Lærer.Lærer. (Istedetfor det har jeg levet næsten kameratlig som værende Ingenting). Jeg skulde have levet Professor-skjult i &anfbeg;Kredsene&anfslut;, saa var Forestillingen blevet stor om mig, og tillige jeg betrygget ved at tilhøre det store Hele af Embedsmænd, der holde sammen efter den Lov, naar Een lider, _Alider Alle (i dets Sted har jeg levet som den Enkelte, i hvis Skjæbne ikke en Eneste participerer). a at jeg var en &anfbeg;alvorlig&anfslut; og agtværdig Mand Det er nemt nok for at forsvare Brugen af Klogskab i Retning af at udrette at beraabe sig paa Paulus, der jo ogsaa brugte Klogskab. Ja, tag det der. En Existents, der saaledes qvalitativt og totalt har sikkret sig sin Heterogenitet som Galskab,a den kan uden Fare bruge _{Klogskab; just ved}Klogskab. Faren er, naar en ikke marqueret Person handler klogt &streg; thi saa tager Klogskaben in toto ham til Indtægt. En saadan Mand har ikke sikkret sig nogen Heterogenitet (hvad, dette relativt forstaaet i Forhold til Paulus, kun naaes ved engang afgjørende at handle mod Forstand). Dette tænke de _Religieuse.Religieuse ikke paa. Saa umarquerede religieuse _ExistentesExistentser vil religieust forsvare at handle klogt ved at beraabe sig paa Paulus, uden at bemærke ell. ville bemærke, at Pauli Livs &anfbeg;totale Galskab&anfslut; &dvs;: dets Ueensartethed fra Klogskab betryggede _{tilstrækkeligt.}tilstrækkeligt, medens deres Smule Religieusitet drukner i den totale Klogskab, som er Verdens og Verdslighedens. a hvad jo just var naaet ved totalt at handle mod Klogskab Det at jeg bestandig gaaer baglænds er et Udtryk, et qvalitativt Udtryk for Frygt og Bæven. Jeg er ikke saaledes vendt, at jeg i høie Talemaader taler om det Tilkommende, og om hvad jeg vil. Nei saaledes vendt, forstaaer jeg, at jeg slet Intet formaaer. Saa vender jeg mig baglænds: stræber idag af yderste Evne saa godt jeg kan; og saa gaaer Maaned efter Maaned, Aar _efterefter Aar &streg; og nu seer jeg først det Naaede. Ja, det er sandt, hvor satirisk, man tænke sig pludselig det Bud af det gl. Testamente: &anfbeg;Du skal ikke danne Dig noget Billede af Din Gud&anfslut; ind i vor Tid, hvor Gud er blevet det Abstrakte. Hvor Verden er bagvendt; er det Fremgang eller Tilbagegang. Den yngre Fichte har i hans Vorschule der Theologie &pgf; 108 gjort opmærksom derpaa. Det er dog en forhærdet Blødagtighed: selv vil man forkynde det Christelige saaledes, at det skaffer En alle jordiske Fordele &streg; og saa vil man til Nød finde sig i, at der er En, der forkynder det med allehaande Offre, naar han da, vel at mærke, er villig til at lade sig betragte som var det et Slags curiøst Liebhaberie (det Andet den sande, alvorlige Christendom) og naar han da tillige personligt har den lette vittige Omgangstone aldeles i sin Magt. Og man er dum eller forhærdet nok til slet ikke at forstaae, at man er gjennemskuet, at en Saadan egl. driver i Alvor en Underfundighedens Spøg med dem. Thi at En vil have Fordelene &streg; nu ja, naar han gjør en Tilstaaelse, saa er der Intet at sige af noget andet Msk; men at vende Forholdet i den Grad om, at Uegennyttigheden skulde i den Grad være en Overdrivelse, at den var latterlig, og Egennytten endnu havde den Profit mere: at have Noget at more sig over &streg; det er dog at være sjunken dybt. Det forstaaer sig saa aabenlyst og fripostigt gjør de Finere det rigtignok ikke; tværtimod de give leilighedsviis Complimenter, men kløgtige paa Verden, som de ere, stræbe de dog at udvikle den Opinion at Sligt er &streg; nu ja en elskværdig, en ret priselig, en mere end tilgivelig &streg; men dog en Overdrivelse, et Liebhaberie. Spørgsmaalet i Forhold til &g.Ch;std. er altid, hvor langt skal et Msk. omdannes i Retning af at blive Aand, for at han tør tilegne sig Naaden. Som Forholdene nu er, er det for galt; det er egl. blot raffineret Hedenskab. Man forbliver i alle Sandselighedens og Verdslighedens Bestemmelser, har sit Liv deri; erkjender saa villigt at man er langt tilbage (det kaldes Anger) men bliver paa samme Sted; anbringer saa &anfbeg;Naaden&anfslut; som &streg; den nye Lap paa det gl. Klædebon. Paa den anden Side, skal et Msk. afgjørende udvikles til at være &anfbeg;Aand&anfslut;, for at turde tilegne sig &anfbeg;Naaden&anfslut;: saa, Gud veed, hvor mange der vil være i hver Generation, der saa virkelig føle nogen Trang til ell. have nogen Brug for &g.Ch;std. Skal jeg virkelig afdøe fra mine kjereste Ønsker, forsage Alt, hvad der glæder det jordiske Msk: saa bliver jeg jo, msklig talt, saa ulykkelig som det er muligt &streg; og saa er Spørgsmaalet, om jeg saa er &anfbeg;Aand&anfslut;, at jeg virkelig har Brug for &g.Ch;std. Det er en skammelig Misbrug der drives med den Inddeling: Loven er det Forfærdende &streg; Evangeliet det Beroligende. Nei, Evangeliet selv er og skal være i sit Første Forfærdende. Havde det ikke været saa, hvor i al Verden kunde det da være gaaet &g.Ch;stus som det gik ham, at da Han sagde: kommer hid &streg; da bleve Alle _borte.borte, de flyede ham. Men klart bliver det mig mere og mere, at kun en Apostel kan i strengere Forstand forkynde &g.Ch;std, thi kun han har Myndighed til at være saaledes streng. Et Msk. har ikke saaledes Myndighed, han maa derfor slaae af. Kun Den, der selv i strengere Forstand er forvandlet til &anfbeg;Aand&anfslut; kun han kan ikke mere _forstaforstaae, vil ikke forstaae det usalige Vrøvl, den Skrøbelighed, hvori vi Andre ere hildede, som gjør at vi meget for meget skaane os selv, og for tidligt hvile i Naaden, og hvile i den fra Stræben, istedetfor at hvile i den til fornyet og fornyet Stræben. Tro &streg; Beviset. En, der som Forbryder er dømt fra Livet, en Gudsbespotter; flyet af Alle bliver han hudflettet, forhaanet, bespyttet endelig naglet til Korset &streg; og han siger: troer paa mig. Ja i Sandhed, her er Plads for Tro; thi alt Umiddelbart vidner, om man saa vil, himmelraabende imod og siger: troe ham ikke. 1800 Aar derefter lever en Taler, som af Følgerne af hiint Mskes Liv beviser, at han var _denDen, han sagde sig. Ja, kan det bevises, saa er han ikke mere Troens Gjenstand. Dersom &g.Ch;stus i nogen Maade havde været af den Mening, saa maatte han have sagt til sine Disciple: venter nogen Tid, I ville nok faae at see, at jeg havde Ret. Men det gjorde han ikke, han henviste ikke til Følgerne i Historien af hans Liv; han vilde være Troens Gjenstand. Den, som ikke ved Hjælp af _detteDette kan see, hvilken Forvirring hele &g.Ch;stheden ligger i, _hanham kan det ikke hjælpe at tale til. a Dog maa erindres, at just fordi i &anfbeg;Samtidighed&anfslut; Paradoxet er over menneskelige Kræfter som Troens Gjenstand, derfor udrustedes ogsaa Apostlene med overmenneskelige Kræfter for at kunne holde ud at troe. Vi Andre have det noget lettere, og saa tillige &anfbeg;Naaden&anfslut;, som Frugten af &g.Ch;sti Død. Men glemmes maa det aldrig: at kan det fuldt bevises af Følgerne at &g.Ch;stus er Den han sagde sig at være saa er han ikke Troens Gjenstand. Luther var dog ingen Dialektiker. I Prædikenen _{paa 6te}over Epistelen paa 6te Søndag efter Paaske udvikler han, hvad han ogsaa ellers udvikler, at man i Forhold til Troen ikke skal bryde sig om Personer, men kun Ordet: om det saa var en Apostel, dersom han lærte anderledes end den hellige Skrift, saa skal man ikke følge ham. Det er nu godt nok; men Luther skulde dog være lidt forsigtig. &g.Ch;std. er jo dog vel aabenbart kommet omvendt ind i Verden, saaledes, at Personen er høiere end Læren. Hvorledes skal jeg faae at vide, om Noget er Guds Ord eller Lære? Svarer Luther: ved at prøve Læren &streg; saa er Alt tabt, saa er &g.Ch;std. en msklig Opfindelse. Det skeer lige omvendt derved, at jeg bøier mig for Ens Auctoritet; men altsaa er Personen høiere end Læren. Dette burde Luther dog tillige have mindet om, medens han forresten kan have Ret i, hvad han siger om et Mskes Anmasselse lige over for Guds Ord. Socrates er egl. Martyren for det Numeriske, det Offer, som Ballotationen har krævet. Angaaende Udgivelsen af &anfbeg;Regnskabet&anfslut; og de &anfbeg;tre Noter&anfslut; nu. Regnskabet kan maaskee udgives og i dets sidste Redaktion. Hvad &anfbeg;tre Noter&anfslut; angaaer, da er jeg atter kommet tilbage paa det oprindeligt Forstaaede: da jeg dog ikke kan fremstille mig efter min Elendighed, skal der heller ikke gjøres noget Forsøg paa at fremstille mig efter min mulige Overordentlighed; personligt svarer for mig begge Momenter nøiagtigt til hinanden, tages det ene bort bliver det andet usandt. Tre Noter kan da enten blive liggende, eller de vigtige Tankebestemmelser i dem kan benyttes ganske simplement som Theses, uden med eet eneste Ord at omtale mig _selv.selv, den Thesis: &anfbeg;Mængde&anfslut; er Usandheden; og den Thesis om &anfbeg;den Enkelte.&anfslut; Regnskabet i sin nuværende Redaktion indeholder væsentligen Intet om mig; skulde der indvendes noget mod det, maatte det snarest være, at jeg er holdt for ubetydelig. Men min Betydelighed kan nu engang ikke sand fremstilles uden at tage som Contra-Vægt Det med, at jeg er mig selv en Poeniterende: og saa langt kan jeg ikke i levende Live gaae i at fremstille min Personlighed, selv ikke af Hensyn til &anfbeg;hende&anfslut;, der pludseligt vilde blive revet ind i en Omforklaring af det Tilbagelagte, som maaskee fra Grunden vilde forstyrre hende. Den Hellig-Aand. D. H-A. kaldes &anfbeg;Trøsteren&anfslut;. Man kunde ved dette Navn være foranlediget til at tænke paa, at den skulde trøste Disciplene og saaledes videre de &g.Ch;stne i Henseende til, at &g.Ch;stus gik bort og ikke mere synligt var blandt dem. Saaledes forholder det sig imidlertid slet ikke. &g.Ch;stus som Forbilledet er endnu en Form af Loven, ja den potenserede Lov, hvorfor ogsaa &g.Ch;sti Lidelse er den strengeste Dom over Verden og Slægten, at der ikke var en Eneste, der vilde holde ud med ham. (Man seer heraf, hvor uendelig bagvendt den Præstesnak er, der i et sværmerisk Øieblik rørt og rørende, uden Tanke ell. forsaavidt den har Tanke da i den Forstand som naar Kjød siges at have en Tanke, ønsker at være samtidig med &g.Ch;stus). At være samtidig med &g.Ch;stus er den strengeste Examination, der overhovedet er mulig; skulde dette være det Bestandige, da var Jøderne _bedreunder mildere Dom under Loven. Men da døer &g.Ch;stus &streg; og hans Død er Forsoningen: her er Naaden. Den Hellig-Aand, som &g.Ch;stus vil sende, er nu egl. Naadens Dispensator, Naaden, som &g.Ch;stus erhvervede. Deraf Navnet &anfbeg;Trøsteren.&anfslut; Et Msk. vil nemlig ikke blot behøve Naade i Forhold til det Forbigangne. Saaledes tænker man sig det i Almindelighed. Det hedder: alle Dine Synder ere Dig forladte, der er gjort Fyldest. Godt; men hvis jeg nu ikke døer imorgen, saa vil det snart vise sig, at uagtet &anfbeg;Naaden&anfslut; blev mig tildeel, er jeg dog saare langt fra siden den Tid at være reen og fuldkommen. Forsaavidt er altsaa Sagen endog blevet værre. Thi før jeg modtog Naaden, havde jeg jo altid den Trøst, at Naaden var tilbage; men nu har jeg endog misbrugt Naaden.a Ergo behøver jeg igjen &anfbeg;Naade&anfslut; i Forhold til den daarlige Brug jeg gjør af Naaden; og saaledes i det Uendelige. Naaden er det uendelige Væld &streg; og den H: A: Dispensator, Trøsteren. Trøsteren ogsaa i denne Henseende at jo &g.Ch;stus som Forbilledet er en Fordring, til hvilket dog intet Msk. svarer. Saa længe &g.Ch;stus synligt er tilstede _esom Forbilledet, kan han ikke forhindre, at det bliver Dommen. Hans Liv har derfor den dobbelte Side: han er Forbilledet &streg; saa døer han, og nu forvandler han sig, han bliver for evigt &anfbeg;Naaden&anfslut; ogsaa i Forhold til vor ufuldkomne Stræben efter at ligne &anfbeg;Forbilledet.&anfslut; a Anm Det var derfor en dyb Betragtning, naar man i den ældste Tid først vilde lade sig døbe paa Dødsleiet; man forstod, at, msklig talt, er &g.Ch;std. den Livs-Anskuelse, for hvilken kun een Situation er den gunstige: Dødens. Vanskeligheden fremkommer naar der skal stræbes. Man udsætter at annamme Naaden indtil det er forbi &streg; saa modtager man den; nu er der gjort Fyldest for Alt; saa døer man saligt. Men dette er enten Tungsind ell. vel endog verdslig Kløgt, der tager &g.Ch;std. forfængelig. &anfbeg;Christenheden&anfslut; Dette er det uhyre Sandsebedrag, der egl. har afskaffet &g.Ch;std. Man kan blive ganske svimmel, naar man stirrer ind i den rædsomme Begrebs-Forvirring i Forhold til det Christelige, som herved er afstedkommet. Ganske kort er Forvirringen denne, men den er fortsat fra Generation til Generation af disse Millioner, Millioner: man kommer forkeert ind i &g.Ch;std. Istedetfor at komme ind som Enkelt, kommer man ind ved de Andre; de Andre ere &g.Ch;stne &streg; ergo er jeg det ogsaa, og er det i samme Forstand som de Andre ere det. Jeg kommer herved til at tænke paa gl. Socrates. Han standsede paa det at være Msk; thi i hans Tid var det, som det nu er m: H: t: at være &g.Ch;sten, m: H: t: at være Msk. Den Enkelte var ikke qua Enkelt Msk; men da de Andre ere Msk saa er jeg det ogsaa. Men hiin Forvirring er dog _intetIntet i Sammenligning med den i &g.Ch;stheden, fordi det at være &g.Ch;sten skulde være den modneste og meest selvbevidste Afgjørelse. Den farligste Situation _mfor et Barn m: H: t: det Religieuse. Det Farligste er ikke, at Faderen ell. Opdrageren er en Fritænker; end ikke, at han er en Hykler. Nei, det Farlige er, at det er en from og gudfrygtig Mand, at Barnet inderligt og dybt er forvisset derom, og at det saa dog mærker, at der skjuler sig dybt en Uro i hans Sjel, som formaaede altsaa dog endog ikke Gudsfrygt og Fromhed at skjenke Fred. Det Farlige ligger just i, at Barnet i dette Forhold foranlediges til at gjøre en Slutning næsten i Retning af Gud, at Gud dog ikke er den uendelig Kjerlige. Ogsaa saaledes seer man, hvor misligt det er at opdrage et Barn i &g.Ch;std. &g.Ch;std. svarer til Syndsbevidsthedens Virkelighed som Forudsætning; det er det glade Budskab, at Gud i &g.Ch;sto antager sig Syndere; &g.Ch;stus er Synderes Ven &streg; salige Budskab for enhver Synder, i samme Grad saligere, som han dybere og dybere har fornummet Syndens Magt og Angerens Smerte. Men nu Barnet; det har _ikkeingen _Virvirkelig Syndsbevidsthed. Hvad saa? Ja _altAlt Det, der tales om hvor god Gud og &g.Ch;stus er, det maa _gBarnet egl. gjøre sig saa sine egne Tanker om, det vil sige, det mærker, at der er et aber derved, at det er &streg; naar man har syndet. Tag en Analogie. Beskriv for et Barn Huslægen som ret saadan en rar og kjerlig Mand o: s: v: &streg; hvad saa videre? Barnet tænker egl. som saa: ja det er nu meget muligt, at det er saadan en rar Mand, jeg vil gjerne troe det, men jeg vil dog helst være fri for ham, thi det at jeg bliver Gjenstand for hans særlige Kjerlighed, det betyder, at jeg er syg &streg; og det at være syg, er ikke rart; og derfor er det meget langt fra, at jeg bliver glad, ved Tanken om, at der skal gaae Bud efter ham. Sæt der i Familien er en svagelig Person, som er uudtømmelig i at rose Huslægens Kjerlighed: Barnet tænker som saa, ja det er nu godt nok &streg; naar man er syg. Naar man er virkelig syg, og Sygdommen for Alvor har Charakteer: saa er det saare glædeligt, at der er en Læge; men naar man ikke er syg, slet ingen Forestilling har om det at være syg &streg; saa er &anfbeg;Lægen&anfslut; egl. en ubehagelig Tanke. Enten _skalmaa man nu i Forholdet til Barnet af &g.Ch;std. udelade det som egl. er &g.Ch;std &streg; og hvad vil det saa sige at opdrage i &g.Ch;std! &streg; ell. man maa sige det, og saa bliver Barnet foranlediget til mere at blive bange for &g.Ch;std. end glad ved den. Dette maatte man i millionviis _væretvære blevet opmærksom paa, hvis ikke det Hele med de mange &g.Ch;stne samt deres Opdragelse af deres Børn i &g.Ch;std. var Spilfægterie. Videnskaben vil gjøre &g.Ch;std. til Mythologie &streg; og saa gjøres der Anskrig. Man tager sig ikke iagt for, at som der nu opdrages i &g.Ch;std, opdrages der ganske almdl. i &g.Ch;std saa denne egl. er Mythologie. Forskjellen mell. en Hedning og en &g.Ch;sten er ikke, at den Sidste er uden Synd; Forskjellen er, hvorledes han betragter sin Synd, og hvorledes han _holdeholdes i Stræben. Naar en Hedning synder &streg; og just jo dybere og ædlere han er &streg; saa bliver her en frygtelig Standsning fra at stræbe; han synker i Tungsind, ruger grublende over sin Skyld, og Synden faaer saa maaskee mere og mere Magt over ham, saa han fortvivlet synker dybere og dybere. Den &g.Ch;stne har en Frelser; han flyer til &anfbeg;Naaden&anfslut;; som et Barn bliver hans Synd forvandlet ham til en faderlig Straf, hvis Hensigt er at hjælpe ham fremad &streg; og han gjør maaskee just nu sikkrere Trin fremad. Frimodighed er sandelig ikke Letsind, men er Tillid til Naaden. Det at et Msk. hurtigt kommer bort fra Tanken om _sinen Svagheds-Synd kan være Letsind; men det kan ogsaa være Frimodighed, fordi han har en saa dyb og tillidsfuld Forestilling om &anfbeg;Naaden&anfslut;. Istedetfor al denne Præstesnak, og disse videnskabelige Folianter, der gjøre Sagen saa alvorlig, saa uendelig alvorlig og vigtig, ved at bevise, hvorledes &g.Ch;std. tilfredsstiller hele Slægtens dybeste Trang, saa der ikke &streg; letsindigt eller smaaligt! &streg; er Tale om mit lille Jeg, men &streg; storartet og dybt alvorligt! &streg; om hele Verden: istedetderfor kunde jeg fristes til engang at vende Talen om og sige: jeg føler Trang til &g.Ch;std, _ogjeg kan godt sætte mig ind i, at I Andre ikke føle den, _ikkeI ere bedre og stærkere end jeg. Det er dette usalige Hyklerie med Alvor, at det Alvorlige skal være at skjule sig bag &anfbeg;de Andre&anfslut;, disse Millioner, istedetfor at være &anfbeg;den Enkelte&anfslut;. Concordieformelen o: s: v: gjorde dog egl. det Religieuse til Juristerie; det er som en idelig Proces, hvor man fromt møder med &streg; smaalig msklig Spidsfindighed i faveur af Gud. Men Herre Gud, behøver da Gud, for at faae Ret, _{saadan from}saadanne fro&mm;e Procuratores. Min Trang til &g.Ch;std. er saa stor (baade paa Grund af mine Lidelser og mine Synder og min frygtelige Indadvendthed): derfor forstaaes jeg ikke. Mangen Gang har jeg derfor ogsaa selv været bange for at gjøre Andre Livet altfor alvorligt; derfor er jeg saa forsigtig. Den Brug man gjør af &anfbeg;Kirken&anfslut; er da ogsaa et Aflad fra de egl. Afgjørelser i Henseende til at blive &g.Ch;sten. Hvilken Forskjel: den Gang da der ingen &g.Ch;std var, men det skulde til at begynde, og et Verdens Tryk faldt med _knæsten knusende Eftertryk paa den &anfbeg;den Enkeltes&anfslut; Afgjørelse: om han vilde være &g.Ch;sten &streg; og nu da atten Aarhundreders accumulerede gigantiske Sandsebedrag forvandler det til næsten en Narrestreg, Noget man bliver, man veed ikke ret hvorledes. Det er saa langt fra, at de 1800 Aar er et Beviis for &g.Ch;stds Sandhed, at man _{snarere, paa}snarere (paa en Maade religieust om det end er irreligieust forsaavidt det er opsætsigt) kunde forvandle det til en Indvending mod &g.Ch;std., det at Styrelsen har tilladt, at &g.Ch;std. saaledes sank hen i et Sandsebedrag. Men glemmes maa det ikke, at det jo er de &g.Ch;stnes _Skyld.Skyld, saa &g.Ch;stdommen næsten kommer til at forvandle sig til den frygteligste Anklage mod Msk-Slægten, at den, efter at &g.Ch;std. var indplantet, har ladet den i den Grad vanslægte, at den er blevet meningsløs, ukjendelig i et gigantisk Sandsebedrag. Skal denne Kamp kæmpes igjennem, vil den blive rædsommere end da &g.Ch;std. kom ind i Verden; det vil med potenseret Lidenskab hedde om den sande &g.Ch;std. at den er odium totius generis humani. Efterat Verden har indrettet sig i &g.Ch;std, taget den i Besiddelse &streg; saa at ville tage &g.Ch;std. fra dem, &dvs;:, gjøre &g.Ch;std. til hvad den var, thi saa giver Verden nok Slip. Martyrerne _ville,ville &streg; næsten afsindigt er det &streg; ikke som fordum bløde, fordi de ere &g.Ch;stne, nei, de ville blive ihjelslagne: fordi de ikke ere &g.Ch;stne. Frygteligste Skuespil! Og hvor eensom vil ikke Martyren komme til at staae! Thi just fordi, da &g.Ch;std. kom ind i Verden, Modsætningen var iøinefaldende qvalitativ himmelskrigende nok, just derfor var det da lettere, afgjort at vælge enten &streg; eller. Men nu har Sandsebedraget enerveret Modsætningen. Naar En vover sig ud &streg; blot _Nogender møder nogen Modstand, i samme Secund er Sandsebedraget til Tjeneste med et lille nyt Raffinement, og han gaaer tilbage igjen. I den første Tid tvang Verden den &g.Ch;stne ind i Charakteren; nu vil Sandsebedraget, uudtømmeligt i Opfindelse, uafbrudt rive ham ud af Charakteren. At faae Fodfæste var ikke det _vVanskelige da &g.Ch;std. streed med Hedenskabet, thi Modsætningernes qvalitative Modstand mod hinanden gav Fodfæstet &streg; nu vil der høre næsten overmenneskelige Kræfter til blot for at faae Fodfæstet; thi Sandsebedraget vil bestandigt Dag ud og Dag ind underskyde sig. Lad en Mand blive dømt paa Livstid _vfor en Overbeviisning: vel det er en Prøve; men naar saa dog Sagen er afgjort dermed, er det dog til at overkomme. Men lad Straffen blive skærpet derved, at han hver ottende Dag bliver forhørt igjen, og en Formular ham forelagt &streg; hvis han vil underskrive den, saa er han fri: det er en frygtelig Skærpelse. Og dog, dersom det ordret er den samme Formular &streg; det lader sig overkomme. Men lad ham hver anden Time blive forhørt igjen &streg; og bestandig en ny Formular ham forelagt &streg; hvis han underskriver den, er han fri: det er over et Mskes Kræfter. Og saaledes er det at kæmpe med et Sandsebedrag. I hvert Øieblik er Sandsebedraget perfectibelt, eftergjør men i Sandsebedrag, Sandheds-Vidnets Position, siger saa: Herre Gud vi ere jo enige &streg; hvorfor vil Du saa gjøre Dig selv ulykkelig og ængste os Andre. See dette er en Tortur. Hedenskabet forlangte sandeligen ikke at være i Besiddelse af &g.Ch;std; men Sandsebedraget vil for ingen Priis ud af den Indbildning, at den besidder &g.Ch;std. Villigt er derfor Sandsebedraget til i ethvert Øieblik at byde anderledes &streg; alt i Forhold til som Sandheds-Vidnet har Kræfter; men Afgjørelse vil det ikke. Sandsebedraget er villig til efter en meget betydelig Maalestok at gjøre Indrømmelser (som naar der bydes paa en Auction) &streg; men Eet maa sikkres: det bliver dog i Grunden ved det Gamle. For at stride her med Fremgang, maa Sandheds-Vidnet ikke blot have en næsten overmenneskelig Underfundighed, men en næsten overmenneskelig Underfundighed i at være grusom mod sig selv. Et svagt Øieblik &streg; det er _noknok, saa sluger Sandsebedraget ham; han veed saa selv hverken ud ell. ind; og gjør saa Opgaven for det næste Sandheds-Vidne 50 pc. vanskeligere. Den frygteligste Kamp er ikke naar _detMening staaer mod Mening, nei, den frygteligste Kamp er, naar to Msker sige Eet og det Samme &streg; og der strides om Interpretationen, og denne Interpretation dog er en qvalitativ Forskjel. Bedragerens Interesse ligger saa bestandigt i, istedetfor at lade Interpretationen blive det man strides om, i ethvert Øieblik at lade det Første meningsløst løbe ind: vi sige jo Eet og det Samme. Alt har vendt sig om: der var engang da Verden vilde have Kamp &streg; da streed &g.Ch;std. Nu er Verden _løngagtigtløgnagtigt i Besiddelse af &g.Ch;std., dens Taktik er derfor: af yderste Evne, for enhver Priis at forhindre, at det ikke bliver til Kamp. Det er som naar en Bedrager har en Mistanke om, at kommer det til Proces, saa har han tabt: og derfor hele hans Taktik er, at forhindre at det ikke bliver Proces. I Aands-Forhold er dette nu langt lettere end i borgerlig Virkelighed; thi Taktiken bestaaer i: i ethvert Øieblik _{til en vis Grad}at eftergjøre den anden Parts Position, saa man _jotil en vis Grad siger det Samme &streg; men Herre Gud saa ere vi jo enige. Lad saa Nogen paastaae, at Verden er gaaet fremad siden den Tid, da den med Ild og Sværd forfulgte de &g.Ch;stne &streg; og nu, da den med Løgnens Magt kæmper for det Skin at være &g.Ch;sten. Men hvad er der da at strides om? Det at være &g.Ch;sten er jo en saadan Fordring til Selvfornegtelse, at det ikke kan være synderlig indbydende for Verden. Rigtigt; men Verden betragter &g.Ch;std. paa en anden Maade. Den har sat sig i Hovedet, at der dog i denne Lære er en Assurance for Evigheden &streg; og derfor er det uklogt at opgive den. At opgive _dendenne Indbildning for virkelig at blive &g.Ch;sten, er naturligviis lige saa uklogt; thi saa er Assurancen for dyr. Det vilde jo være Galskab, at En betalte hele sin Formue for at assurere &streg; ja hvad blev der saa at assurere. Nei, man svarer visse Procent: saa er det at assurere Noget ingen klog Mand undlader. Og saaledes vil Verden have &g.Ch;std. At gjøre den begribeligt, at paa den Maade kan man ikke have &g.Ch;std: det _fser umuligt; thi det vil Verden ikke forstaae, saa alvorlig vil Verden ikke tage Sagen. Men at Nogen skulde tvinge den til at opgive 4. Journalen NB15, s. 203, med to ændringer af Mynster til &anfbeg;Præsten&anfslut;. Nederst i marginen ses to tilføjelser, af hvilke den ene er en ændring af hovedspaltens tekst Navnet af &g.Ch;sten, og altsaa at træde ud af Assurancecompagniet: nei aldrig. Den, der vil virke i den Retning, han er ikke blot Mskers Fjende, men Guds Fjende. Paavirket som Verden er blevet af det Christelige i en forflygtiget Tradition, er Verdens Indtryk dette: det er dog et Spørgsmaal om det evige Liv &streg; en klog Mand gjør dog Noget, for en Forsigtigheds Skyld, han _assurere.assurerer, svarer visse Procent om Aaret. Man assurerer &streg; saa først er man rolig, nu kan man nyde Livet, nu først faaer &streg; som _Mynster&anfbeg;Præsten&anfslut; saa skjønt siger &streg; Livets Glæder deres rette Smag. Hvilke Glæder? Ja lad os ikke tale deroma. Man assurerer; nu har man, hvad der &streg; som _Mynster&anfbeg;Præsten&anfslut; saa skjønt siger &streg; kan mildne Ens Sorger og Lidelser: aah ja! dersom _{det ellers}man er &anfbeg;alvorlig&anfslut; nok til ganske at kunne frigjøre sig fra den Sorg, om det ikke er en mislig Sag med _detden hele Assurance, _dersomom den ikke er en Chimaire, saa der snarest kunde behøves, et Assurance-Compagnie for at garantere hiin Assurance. Dog det har man jo; man har jo Geistligheden. See blot paa den, og Du vil let see, sluttende fra dens Tryghed, den Tryghed med hvilken Du kan assurere hos dem &streg; paa meget billige og favorable _Vilkaar;Vilkaar. Hør blot deres Grunde, deres Beviser &streg; ja ingen Assurandeur har saaledes vidst, at anbefale sit Compagnieb. De gjør det Hele af for Dig uden den allermindste Ophævelse: det er blot Du giver Dit Navn, som Klokkeren indfører i &anfbeg;Livsens Bog&anfslut;, saa er Du indskrevet. Og for at ikke paa nogen Maade det Ydre skulde forstyrre Dig, saa har Geistligheden, der jo ved ene at have med den alvorlige Sag at assurere for Evigheden at gjøre, og altsaa let kunde see for alvorlig ud: den har gjort Alt, for i Udvortes o: s: v: at være ganske som Du. Og siger saa Enc til &anfbeg;Præsten&anfslut;: &anfbeg;men er det nu ogsaa ganske vist, at der er en Udødelighed&anfslut;d saa svarer han &anfbeg;Intet er vissere; skulde det vise sig &streg; for et Øieblik at antage det Urimelige &streg; at der ingen Udødelighed var, saa see blot i det andet Liv at faae fat i mig, saa skal De faae Pengene igjen &streg; og De skal have Lov til at kalde mig en Bedrager, ja, om De vil, at slaae mig ihjel. Dog Eet skal De ikke med Billighed kunde forekaste mig, hverken her ell. i det andet Liv,e at vi ere for dyre; thi det lader sig aldeles nøiagtigt oplyse ved Tabeller, at den lutherske Kirke i Danmark noget nær er den, der tilbyder den laveste Priis, medens dens Assurance dog i alle Maader er fuldkommen saa sikker, ja maaskee endnu mere betryggende end saa vel Catholicismen som andre Confessioner, der dog gjøre større Fordringer til Deeltagerne. a ei heller om _deresderes &anfbeg;rette&anfslut; Smag. b , det er saa indlysende som 2 og 2 er 4, at det at assurere her ikke er i fjerneste Maade at &anfbeg;vove&anfslut; Noget, at det tvertimod er den klogeste af alle _Beregninger;Beregninger, for en _reentretreen Spotpriis at sikkre sig det uskateerligste af alle _fGoder, det sande Gode, &anfbeg;som først giver Glæderne deres rette Smag og mildt lindrer Sorgerne.&anfslut; c (der er indtegnet hos og kjendt af Klokkeren, og altsaa, hvad der er det Samme, Himlen vis) d (_thi,thi at Udødeligheden og Saligheden er ham vis, derom er ingen Tvivl, hans Tvivl er, om det ogsaa er vist, at der er en Udødelighed og en Salighed) e (og allermindst da paa sidste Sted, hvor De med salig Overraskelse vil forvisse _demDem om, at De over al Maade har faaet en ubeskrivelig Overvægt af Salighed som Paulus siger) Saaledes kom &g.Ch;std. ind i Verden: den forudsatte, Nøden, Vaanden, den under Loven ængstede Samvittigheds Lidelse, Hungeren, _&streg;der blot raaber paa at faae Spise &streg; og saa var &g.Ch;std. Spisen. Og nu &streg; nu mener man at for at faae Folk til at gaae ind paa &g.Ch;std, maa det Appetitvækkende til. Hvilket Appetitvækkende? Er det Lovens Forkyndelse? Nei, nei; &g.Ch;std. maa serveres med det Appetitvækkendes Kryderie &streg; Beviser, Grunde, Sandsynlighed o: D: Og tilsidst har Prædikeforedraget væsentligen samlet sig ene og alene paa det Appetitvækkende. Det vil sige, man forraader &g.Ch;std; man negter egl. at den ubetinget er Spisen, at Feilen ligger i Mskene, at de skulde behørig hungres ud &streg; saa lærte de nok at behøve &g.Ch;std. Men nu er det &g.Ch;std. der behøver det Appetitvækkende for at faae lidt Smag &streg; ellers smager den formodentlig af Ingenting. Og ved Hjælp af det Appetitvækkende hvad smager den saa af? Man har forvandlet &g.Ch;std fra en Radicalcour (og det er den; derfor forudsætter den hos Vedkommende den Resolverethed &streg; resolvere, at lukke op &streg; som altid fordres i Forhold til en Radicalcour) til en Smule Forsigtighed, som den der bruges for at undgaae Forkiølelse, Tandpine o: D:. Og besynderligt nok, medens enhver Opfinder af Draaber, Essentser o: s: v: &anfbeg;som hverken gjøre ondt ell. godt&anfslut;, udbasuner sit Lægemiddel som et Underbalsom: forkyndes &g.Ch;std. i meget dæmpede Toner; et Slæng af Grunde og Beviser marschere strax op, for dog at gjøre det nogenlunde sandsynligt at der er Noget i &g.Ch;std. Og det kaldes at prædike; derfor lønnes man som &anfbeg;Ordets Tjener.&anfslut; I Sandhed naar galt skal være: jeg troer &g.Ch;std. var bedre tjent med en Charlatan end med en Legion saadanne Forkyndere. Proportioner. I disse Tider ere de Fleste (disse Tusinder og Tusinder) udenvidere Christen derved at de ere Msker. Den størst mulige Afstand herfra vilde være: en Dæmon, der ved Hjælp af &g.Ch;stdommen drev det til at blive Msk. Han maatte tilgavns kunde revidere Sandsebedragene i den bestaaende Christenhed. Digterisk Replik af en Individualitet. &anfbeg;Istedetfor Ballotation, &streg; hvor der dog saa let kan blive yderligere Spørgsmaal, som gjør Afgjørelsen tvivlsom &streg; foreslaaer jeg, at der foruden Præsidenten, Secretairen o: s: v: endnu vælges _{en een}een officiel Person: Tælleren. Han _vildeburde være en Analogie til _notariusNotarius publicus &dvs;: _{over alt}det maatte være en bestemt dertil i Almdl. creeret Mand, som kunde hentes overalt hvor der var Forsamling eller bestilles Dagen iforveien. Hans Opgave skulde være at tælle paa Knapperne. Saasnart en Sag er uddebatteret, siger Præsidenten til Tælleren: vil De nu behage at tælle paa Knapperne. Den Mening, der saa seirer, er Sandheden; hele Forsamlingen falder tilbedende ned og siger: det er Guds Villie. Tælleren burde tillige være en hellig Person, da Staten i ham anskuer sit Princip, altsaa han er en Slags Guddom, eller dog en mythologisk Person, der i orientalsk Stiil kunde dyrkes, og _haveen aarlig Fest holdes til hans Ære.&anfslut; Feilen ved Meget af Det, Middelalderen øvede for at udtrykke det christelige Livs Heterogenitet fra Verdslighed, var, at man blev sig selv vigtig derved, ja endog vigtig: for Gud. Christendommens Mening er, at den &g.Ch;stne skulde være saa aandelig, at han kunde gjøre Sligt saa let som Ingenting. Kan han gjøre det saaledes, saa seer &g.Ch;std. det gjerne. Kan man det ikke saaledes, saa gjør man hellere en oprigtig Tilstaaelse og Indrømmelse, afholder sig fra at fuske &streg; og saa er Christendommen ogsaa fornøiet. Goethe fremstiller altid sine qvindelige Figurer blot i Belysning af mandlig Egoisme. _{En Ma}Tag Clärchen! En Mand som Egmont, der staaer saaledes paa Scenen, endog i _Livsfare:Livsfare &streg; at han saa kan være ganske sikker paa hos Clärchen med intet, intet Ord eller Mine at blive mindet om alt Dette, hvilket hun jo er vidende om og uendelig interesseret i, at hun i den Grad kan elske blot Msk: ja, denne lille ubetydelige Pige hun er just qvindelig stor, en ualmindelig Pige, i en ganske anden Forstand end den piankede, i hvilken der tales om en ualmindelig (lidt dannet o: s: v:) Pige, en Figur som jeg er aldeles enig med Goethe i at anslaae meget lavt. Tag Margrethe! At bevare denne qvindelige Ubetydelighed _ligefligeoverfor en saa marqueret Individualitet som Faust: ja det er qvindelig Storhed. Men Goethe var i den Grad Egoist, at han egl ikke engang havde Redelighed nok til at have sympathetisk Øie for ret at vurdere Det, der ødsledes paa ham. Selv Diminutivet &anfbeg;Clärchen&anfslut; er i een Forstand en Ubillighed, naar der ikke siges mere; thi hendes Ubetydelighed er just Storhed, om det end er aldeles rigtigt, at Egmont kalder hende &anfbeg;Clärchen&anfslut;; men maaskee _burdekunde dette være fremhævet, at det _egl.var ene Egmont, der kaldte hende saa. Hvad og &streg; Hvorledes. Forskjellen i Livet er ikke hvad der siges men hvorledes. I Henseende til hvad er det Samme sagt før, maaskee mange Gange før &streg; og saaledes gjælder det Gl: der er intet Nyt under Solen, dette Gamle, der dog altid bliver nyt. Men hvorledes det siges, det er det Nye. Og saaledes forstaaet gjælder det, at Alt er Nyt; thi for for en Forsigtigheds Skyld blot at tage det med: selv naar en Efterabende indtil den største Ubetydelighed gjentager eet eller andet Gammelt, saa er dog det Nye: at det Gamle nu er blevet Nonsens, Trivialitet. Øie for dette hvorledes er egl. Aand; hvorimod der gives en blandt Andet ogsaa aandløs Lærdom, hvis Hemmelighed er: dette Nye det er det Samme som Det og Det i det 17de Aarhundrede og det igjen det Samme som _detDet og Det i Middelalderen o: s: v:. _{Atter er Forskiellen}Dette er intellectuel Forskiellen: hvad og hvorledes. Atter ethisk-religieus er Forskiellen: hvad der siges og hvorledes. De Ord: jeg veed intet uden Christum og Ham korsfæstet &streg; sagte af en Apostel koste de ham Livet; af et Sandheds-Vidne bliver det Forfølgelse; af et Ringere, af mig fE, bliver det dog en Art Lidelse; af en Digter &streg; gjør det Lykke; af en declamerende Præst gjør han ikke blot Lykke, men bliver gjør han ikke blot Lykke, men bliver for Alvor æret næsten som hellig. &anfbeg;Den Enkelte&anfslut; denne Tanke udtalt af et Sandhedsvidne i streng Forstand: det er Døden. Udtalt af en Ufuldkomnere, af mig fE, det er dog et afgjørende Brud med Verden og hvad dens er, saaledes dog nogen Opoffrelse, af en declamerende Taler: han gjør Lykke. Hvorledes er her ikke det Æsthetiske, det Declamatoriske _{om med i}om i et blomstrende Sprog, eller i en eenfoldig Stiil, om med et velklingende Organ eller med en skrattende Stemme, om med Tørhed og Ubevægethed, eller med en Taare i Øiet o: s: v: nei, _ForskilForskiellen er om man taler ell. man handler ved at tale, om man bruger Stemmen, Minen, Armbevægelserne, _ellet enkelt Ords tredobbelte, maaskee tidobbelte Understrygelse, o: s: v:, om man bruger Sligt til at trykke med for at give Eftertryk, eller man bruger sit Liv, sin Existents, hver sin Dags Time, Opoffrelser o: s: v: til at trykke med. Dette Tryk er et Høidetryk, der forvandler det Sagte til noget ganske Andet, end naar en Taler siger det Samme ordret. O, det er, som jeg idag sagde til Excellensen Ørsted, det er en uendelig Forskiel, om et Msk _form: H: t: at sætte sin _{Tanke&anfslut;}Tanke ind i Verden, forstaaer sig selv i at skulle udgives som en Rigsdalerseddel, eller som 10, en 100dalerseddel. De sige begge det Samme, ordret maaskee; men det siger ikke ganske det Samme, hvo af dem det er der siger det, nei, det er uendelig Forskiel. Afskyelige Skyld, som saa ofte andrages i vor Tid, at naar et kløgtigt Hoved mærker, at der er en Anden, hvis Liv bærer Mærker af at være offret for at udtale een Sandhed eller Sandheden, naar saa dette kløgtige Hoved kløgtigt siger det Samme &streg; og saa gjør Lykke. Han siger det Samme; ja maaskee vil han endogsaa mod den Anden forsvare sig med &anfbeg;jeg siger ordret det Samme&anfslut;: Du Hykler, ja vist siger Du det Samme, men Du handler ikke ved at tale, Du taler blot, og derved er _DetDudet, Du gjør det til noget ganske Andet, saa Du gjør Lykke &streg; ved at sige ordret det Samme. Sandeligen, Evigheden vil tage den Art Skyld yderst alvorlig. Der er ikke mange saa qvalificerede _ForbryderForbrydelser som denne, og ikke Mange, der saaledes have skadet Sandheden, som saadanne kløgtige Hoveder. Rom 7. Den strengeste Dom over Synden, og just der begynder Forløsningen, med at sige det Samme men paa en anden Maade. Rom. 7. Den forfærdeligste Skikkelse af Synden er jo dog aabenbart, naar den reent har taget Magten fra et Msk, saa den mod hans Villie har ham i sin Magt. Al frivillig Synden er saaledes seet langt mindre _{forfærdeligt}forfærdelig, just fordi man tillige seer, at han havde det i sin Magt at handle anderledes. Saaledes ogsaa med Individets egen Tilstand; thi deri ligger jo et stort Haab om Frelses Mulighed ved egne Kræfter, at han kunde have gjort det anderledes; men da er Fortvivlelse lige for Døren, naar han kun kan sige, Synden har saadan Magt over mig at det er mod min Villie. Og dog her, her begynder Forsoningen og Forløsningen. Den siger saa: fat Mod, det er ikke Dig, der vil det Onde, det er Syndens Magt i Dig; trøst Dig saa ved &g.Ch;stus. Forunderligt, at den frygteligste Anklage fra een Side, fra en anden er Barmhjertighedens Undskyldning. At denne Lære kan tages forfængeligt, er let at see. Dog er Faren ikke saa stor, naar man husker paa Eet: at det skal skee, at Msk. kommer ud af Synden. Det frygtelige Misbrug af den er, naar det, at det er mod Ens Villie, bliver Forsvaret for &streg; at blive i Synden. En Medlevende, hvis Navn endnu maa forties, men som Historien vil nævne, &streg; dette være nu et kortere eller et længere, &streg; saalænge den nævner mit, helliges med dette lille Skrift den hele Forfatter-Virksomhed, hvad den var fra Begyndelsen.