Peter Tudvad Journalen JJ So-;ren Kierkegaards Skrifter 18 JJ Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne, Tonny Aagaard Olesen og Christian Fink Tolstrup Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/jj/kom.xml 20120309 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.6 1842. Mai Den 6. marts 1842 var SK vendt tilbage til København fra et 4½ md. langt ophold i Berlin, og den 14. april har han afsluttet manuskriptet til »Forførerens Dagbog« til Enten – Eller (), jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 55; den 5. maj fyldte SK 29 år. Judiths Bog ... i Dalen ordret citat fra Judit 10,11 (GT-1740). Ladegaardslem pensionær e.l. på Ladegaarden, en institution i København på Ladegaardsvej (nuv. Åboulevard) umiddelbart efter dæmningen mellem St. Jørgens Sø og Peblinge Sø (se kort 5, B2-3). Fra 1822 blev Ladegaardens bygninger brugt som arbejdsanstalt for fattige og fra 1833 som tvangsarbejdsanstalt for straffede og vagabonderende. Grønningen dagligdags udtryk for Esplanaden (se kort 2, F2-G2). Om sommeren blev Grønningens skyggefulde alleer benyttet til spadsereture af især det bedre borgerskab. Dronning Elisabeth (...) havde haft Mod nok til at lade Essex henrette Den eng. dronning Elizabeth I (1558-1603) måtte i 1601 af politiske hensyn lade den unge greve af Essex henrette, selvom hun var stærkt indtaget i ham: Efter hans katastrofale felttog i Irland 1599 ville dronningen for eksemplets skyld straffe hans stolthed ved at fratage ham posten som guvernør og midlertidigt bortvise ham fra hoffet. Essex planlagde da en sammensværgelse mod dronningen, men denne blev afsløret og han selv taget til fange. Dronningen forventede, at han ville bede om hendes tilgivelse, men da denne bøn udeblev, trodsede hun sit hjertes tilbøjelighed og lod ham henrette. Det fortælles desuden, at dronningen engang havde givet Essex en ring som et tegn på sin uforgængelige gunst; denne ring skulle han sende dronningen som en påmindelse, hvis han en dag faldt i unåde. Senere erfarede dronningen, at Essex fra fængslet havde forsøgt at sende hende denne ring, men hans fjender havde hindret, at den nåede frem til hende; herover blev hun så fortvivlet, at hun døde ti dage senere. Jf. fx Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbeidet af Johan Gottfried Woltmann, overs. af J. Riise, bd. 1-12, Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983 (forkortet Beckers Verdenshistorie); bd. 7, 1824, s. 435-441. Jf. også G.E. Lessing () Hamburgische Dramaturgie (1767), nr. 22 og 23, i Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 24, 1827, s. 162-171. Brutus (...) lod Sønnen henrette Lucius Junius Brutus, hovedmanden bag fordrivelsen af Roms sidste konge, Tarquinius Superbus (), og én af den i år 510 f.Kr. grundlagte republiks to første konsuler, blev nødsaget til i overensstemmelse med de love, han selv havde anbefalet, at lade sine sønner Titus og Tiberius henrette, da de havde deltaget i en sammensværgelse mod republikken. Før henrettelsen angrede de grædende deres gerninger, og det forsamlede folk gik i forbøn for dem, men Brutus forblev urokkelig i sin dom over dem, og med ufravendt blik så han dem blive pisket og derefter halshugget. Jf. fx Beckers Verdenshistorie bd. 2, 1822, s. 727-729. En spansk Vise ... Gern an gestern citat fra Lessings »Lied aus dem Spanischen« i Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 17, 1827, s. 281. – Lessing: Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. forfatter, dramatiker, kritiker og filosof. Regnens Udebliven April og maj 1842 var præget af vedvarende tørke og hede, men i løbet af juni slog det om og blev koldere fulgt af voldsomme uvejr; de københavnske aviser skrev flittigt om vejret, jf. fx Dagen 15. juni (nr. 162): » – Veiret. Efter længere Tids Tørveir er der inat faldet lidt Regn, hvortil der var den største Trang. Dog har denne Regn, ligesom den sidste, der faldt for en halv Snees Dage siden, været ledsaget af en Storm lignende Blæst, der for største Delen allerede igjen har fortørret Alt.« Naar man ... slaae deres Forældre ihjel Kilden har ikke kunnet identificeres. »Schreibe« sprach jene Stimme ... 16d B. p. 114 citat fra Johann Gottfried von Herder's sämmtliche Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst bd. 1-20, Stuttgart og Tübingen 1827-30, ktl. 1685-1694 (forkortet Herder's Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst); bd. 16, 1829, s. 114. – Herder: Johann Gottfried von Herder (1744-1803), ty. polyhistor, teolog, kritiker og filolog. samme Bind ... Biskop Synesius jf. Herder's Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst bd. 16, s. 9-11, som bringes i . – Synesius: jf. Herders note til digtet, s. 9: »Synesius ward im Jahr 410 Bischof zu Ptolemais, und bedung sich dabei ausdrücklich, daß er weder seine Frau verlassen, noch eine Auferstehung des Leibes glauben dürfe. Seine Hymnen sowohl als seine andern Schriften sind ein Gemisch des Christenthums und der Alexandrinischen Philosophie, in welcher Hypatia seine Lehrerinn gewesen war.« Ilithyia i den rom. mytologi et tilnavn til gudinden Diana (), der udtrykker hendes særlige funktion som fødselshjælper, jf. fx artiklen »ILITHYIA« i Paul Fr. A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved F.G. Klopfer, bd. 1-2, Leipzig og Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945 (forkortet Neues mythologisches Wörterbuch); bd. 2, s. 23-28. Ilithyía fremstilles også som en selvstændig gudinde og da som datter af Diana. Naar hun sad ... ikke føde sigter til fortællingen om Ilithyías forsøg på at sinke Herkules' fødsel for at øge Alkmenes fødselssmerter, jf. Ovid Metamorphoses, 9. sang, v. 299f., i P. Ovidii Nasonis opera quae supersunt, udg. af A. Richter, stereotypudg., bd. 1-3, Leipzig 1828, ktl. 1265; bd. 2, s. 199. Jf. Forvandlinger, et fortællende Digt i femten Sange af Publius Ovidius Naso, overs. af S. Meisling, Kbh. 1831, s. 244f.: »Med Hænderne lagt' udi Form af en Haarkam, / Sinked hun [Ilithyía] Fødselens Stund«. min Antigone sigter til SKs egen behandling af Antigone i manuskriptet »Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske«, som på dette tidspunkt var færdigskrevet, og som siden indgik i første del af Enten – Eller (), jf. SKS 2, 137-162 og tekstredegørelsen, SKS K2-3, 38-58. – Antigone: datter af den thebanske sagnfigur kong Ødipus, skildret af Sofokles (o. 496-406 f.Kr.) i den tragedie, der bærer hendes navn. Antigone betragtes ofte i sammenhæng med to andre tragedier af Sofokles: Tragedien Oedipus rex el. Oedipus tyrannos (Kong Ødipus) handler om Ødipus, der if. sagnene befriede Theben for den sphinx, som dræbte alle, der ikke kunne løse dens gåde; og herefter dræbte han uafvidende sin far, kong Laos, og giftede sig med sin mor, dronning Iokaste. Da Ødipus' udåd afsløredes for ham, stak han sine øjne ud. I Oedipus Coloneus (Ødipus i Kolonos) skildres kong Ødipus' død. Antigone handler om Ødipus' og Iokastes datter Antigone, der således var født i blodskam, og som i strid med statens love opfyldte sin hellige pligt til at begrave sin faldne bror Polyneikes, efter at hans angreb på Theben var mislykkedes, og han og hans bror Eteokles havde dræbt hinanden i tvekamp. SK havde både en gr. udgave af Sofokles' værker, Sophoclis Tragoediae, udg. af C.H. Weise, bd. 1-2, Leipzig 1841, ktl. 1201, og en ty. oversættelse Sophokles, overs. af J.J. Donner, Heidelberg 1839, ktl. 1202. Novelle ... fingerede Navne Fra slutningen af 1820'erne blev novellen en populær genre i da. litteratur, især ved forfattere som Carl Bernhard (pseudonym for A. de Saint-Aubain), St. St. Blicher og »Forfatteren til 'En Hverdags-Historie'« (pseudonym for Thomasine Gyllembourg). Såvel i Carl Bernhards noveller som i 'hverdagshistorierne' var scene og persontyper genkendelige for det københavnske borgerskab, og Thomasine Gyllembourg udfordrede bevidst sine læseres nysgerrighed ved at give de 'fingerede navne' et skin af virkelighed; således lader hun som del af en feuilleton en vis »Christian« indrykke en skrivelse i Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade (red. af hendes søn J.L. Heiberg), hvori han giver en ufordelagtig karakteristik af en ærgerrig og beregnende københavnsk pige ved navn »Mathilde F.« (nr. 25-26 for hhv. 21. og 26. sept. 1834, jf. ktl. 1607). Æschulus Æschylos (525-456 f.Kr.), gr. tragediedigter; af hans 90 tragedier er syv bevaret, heriblandt Orestien, den eneste antikke trilogi, som er overleveret til vore dage, jf. fx Des Aischylos Werke, overs. af J.G. Droysen, 2. udg., Berlin 1842 [1832], ktl. 1046. Mysterierne de eleusiske mysterier, som var hemmelige for alle andre end de særligt udvalgte, der i Eleusis blev indviet i dem. Arist. Ethik 3, 2 Aristoteles Den nikomacheiske Etik, 3. bog, kap. 2 (1111a 8-10). Aristoteles overvejer her, i hvilken udstrækning uvidenhed kan undskylde en fri handling, jf. »Die Sittenlehre des Aristoteles« i Die Ethik des Aristoteles, overs. og kommenteret af C. Garve, bd. 1-2, Breslau 1798-1801, ktl. 1082-1083; bd. 2, s. 12: »Wenn z.B. jemand etwas sagt, so kann er vielleicht nicht wissen, daß das, was er sagt, ein Geheimniß sey, – so wie es dem Aeschylus in Absicht der Mysterien gegangen seyn soll.« I sin kommentar hertil skriver Garve i noten s. 12f.: »Der tragische Dichter Aeschylus soll in einigen seiner Stücke, wovon aber keines mehr vorhanden ist, einige von den geheimen Lehren oder Gebräuchen der Eleusinischen Mysterien bekannt gemacht haben: – worüber das Atheniensische Volk so aufgebracht war, daß es ihn im Theater steinigen wollte. Er floh zum Altar des Bacchus, und der Areopagus, welcher über die Entweihung der Mysterien zu richten hatte, entschied, 'daß er nicht deßhalb unverhört ums Leben gebracht werden dürfe; besonders da er läugnete, daß ihm die Verpflichtung, die Sachen welche er gesagt hatte, geheim halten, bekannt gewesen wäre.' Im Grunde aber wollten die Richter ihm dadurch nur Zeit geben, zu entfliehen: – und diese Nachsicht hatte er seinem tapfern Betragen in der Marathonischen Schlacht, und den Verdiensten seines Bruders zu danken, der in eben dieser Schlacht beyde Hände verlohren hatte.« – Arist.: Aristoteles fra Stageira (384-322 f.Kr.), gr. filosof, logiker og naturforsker, skrev banebrydende værker inden for filosofiens og videnskabens forskellige discipliner; han studerede på Akademiet og var elev af Platon (), men distancerede sig fra denne og grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i Lykeion; 324 f.Kr. måtte han forlade Athen for at undgå at blive anklaget ligesom Sokrates (). I sit private bibliotek havde SK forskellige udg. af Aristoteles' samlede værker, jf. Aristotelis Opera cum Averrois commentariis bd. 1-9, Venedig 1562-74 (ktl. 1056-1068), Aristotelis Opera omnia graece bd. 1-5, udg. af J.T. Buhle, Zweibrücken 1791-97 (ktl. 1069-1073), Aristoteles Graece, udg. af I. Bekker, bd. 1-2 (i Aristoteles edidit Academia Regia Borussica el. Aristotelis Opera bd. 1-2 med fortløbende paginering), Berlin 1831 (ktl. 1074-1075), og Aristotelis Latine, udg. af I. Bekker, (i Aristoteles edidit Academia Regia Borussica el. Aristotelis Opera bd. 3), Berlin 1831 (ktl. 1076). Inter accidentia sola ... Cartesius de methode p. 1 lat. »Kun blandt accidenser, men ikke blandt substantielle former af individer af samme slags, finder man 'mere' eller 'mindre'.« Citat fra Dissertatio de methodo (lat. Afhandling om metoden, fr. 1637, lat. 1644), i Renati Des-Cartes opera philosophica bd. 1-4, 6. Elzevier-udg., Amsterdam 1677-78 (bd. 1, 1678, bd. 2-4, 1677) [1644], ktl. 473; bd. 3, s. 1. – Cartesius: lat. for René Descartes (1596-1650), fr. filosof, matematiker og naturforsker. Cartesius har ... meditationes sigter til Descartes Meditationes de prima philosophia (Meditationer over den første filosofi, lat. 1641, fr. 1647), jf. Renati Des-Cartes opera philosophica () bd. 1. Værket er inddelt i seks meditationer. skrive Systemer Fra og med Descartes blev filosofi almindeligvis foreskrevet som en totalanskuelse, der burde formuleres i et fuldstændigt system; med 'systemer' kan SK især sigte til Spinoza (), Leibniz (), Kant () og Schelling () samt ikke mindst Hegel og hans elever (), der hævdede, at filosofien kun lod sig videnskabeligt fremstille i et system (). Solons Sætning ... han lever sigter til historien om den rige og mægtige, lydiske kong Krøsos, om hvem det i Herodots () Historier, 1. bog, kap. 32, berettes, at han engang spurgte den vise Solon fra Athen, om denne ikke betragtede ham som lykkelig. På dette spørgsmål svarede Solon: »Vor seinem Ende aber muß man sich wohl hüten, daß man saget, er sei glückselig, sondern nur, es gehe ihm wohl«, Die Geschichten des Herodotos, overs. af F. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811-12, ktl. 1117; bd. 1, s. 19. opposita juxta se posita magis illucescunt lat. »modsatte Ting blive tydeligere, naar de stilles ved Siden af hinanden«, L. Meyer Kortfattet Lexikon over fremmede, i det danske Skrift- og Omgangs-Sprog forekommende Ord, Konstudtryk og Talemaader, Kbh. 1837, s. 386; alm. læresætning i den klassiske retorik. Heraklit gr. filosof (o. 540-480 f.Kr.), der udmærker sig ved at udtrykke sine tanker i modsætninger; hans skrifter er kun overleveret i fragmenter. Empedokles gr. filosof (o. 490-430 f.Kr.), der har udtrykt sin kosmologi i læredigtet Om naturen, som er overleveret i fragmenter. Arist. Ethik 8, 2 Aristoteles Den nikomacheiske Etik (), 8. bog, kap. 2 (1155a 32 - 1156a 5). Her afhandler Aristoteles spørgsmålet om, hvorvidt venner forenes af tilbøjelighed for det lige eller det forskellige. Jf. »Die Sittenlehre des Aristoteles« i Die Ethik des Aristoteles (); bd. 2, s. 431 (1155b 4-6): »Sie führen ferner den Heraklit an, welcher sagt, daß das, was einander entgegen steht, auch einander nützlich sey, daß nur aus Dingen, die von einander entfernt sind, eine schöne Harmonie werden könne, und daß alles durch den Streit der Elemente sey hervorgebracht worden. / Diesem widersprechen Empedokles und andere, welche behaupten, daß jede Sache von der ihr ähnlichen angezogen werde und sie wechselweise anziehe.« in natura lat. i den naturlige tilstand; i naturalier, dvs. i naturprodukter, især levnedsmidler. Philostratus Leben des Apollonius v. Tyana p. 185 Leben des Apollonius von Tyana, 1. bog, kap. 15, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke, overs. af H.F. Jacobs, bd. 1-5 med fortsat paginering (i Griechische Prosaiker in neuen Uebersetzungen, udg. af G.L.F. Tafel, C.N. von Osiander og G. Schwab, bd. 25, bd. 48, bd. 66, bd. 106 og bd. 111), Stuttgart 1828-32, ktl. 1143; bd. 2, 1829, s. 185: »Da war nun jedes Alter gegen den Statthalter aufgeregt, und sie griffen zum Feuer gegen ihn, ob er gleich Schutz bei den kaiserlichen Standbildern suchte, die damals furchtbarer und unverletzlicher waren, als selbst Zeus in Olympia; denn es waren Bilder des Tiberius, unter dem ein Mann des Majestätsverbrechens schuldig befunden wurde, der seinen Sclaven geschlagen hatte, welcher eine silberne Drachme mit dem ausgeprägten Bilde des Kaisers bei sich trug.« Jf. hertil fodnoten: »Schutz bei den Standbildern der Herrscher zu suchen, war, wie es scheint, unter den Ptolemäern gebräuchlich geworden; in Rom kam es unter August auf. Antoninus Pius verbot es. Von der tyrannischen Ausdehnung, mit der unter Tiberius das Majestätsgesetz gehandhabt wurde, gibt Suetonius (vita Tiber. 58.) Beispiele, welche den hier erwähnten nicht nachstehen.« – Philostratus: Flavius Philostratus el. Philostratus den Ældre (o. 170-245), gr. sofist og retor, som under kejser Septimus Severus opholdt sig ved hoffet i Rom, hvor han bl.a. skrev værkerne Apollonius fra Tyana og Heltehistorier (), som SK begge havde i ty. oversættelser. – Apollonius v. Tyana: Apollonios fra Tyana i Kappadokien (1. årh. e.Kr.), gr. filosof, der tilhørte den nypythagoræiske skole, som hævdede sjælens præeksistens. Suetonius vita Tiberii 58 Svetons biografi om den rom. kejser Tiberius Claudius Nero, § 58. Den rom. historieskriver Gajus Tranquillus Suetonius (født o. 70) biograferede i De vita Caesarum (Om Kejsernes liv) de tolv rom. kejsere fra Cæsar til Domitian og beskrev udførligt deres udskejelser, jf. fx Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1802-03, ktl. 1281 (forkortet Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse). Aristoteles Politik 5, 4 Aristoteles () Statslære, 5. bog, kap. 4 (1303b 37 - 1304a 4). Jf. Die Politik des Aristoteles, overs. af C. Garve, udg. og kommenteret af G.G. Fülleborn, bd. 1-2, Breslau 1799-1802, ktl. 1088-1089; bd. 1, s. 407f., som bringes i . Augurierne spådomme, der ud fra fugles skrig, flugt og måde at æde på kunne forudsige gudernes vilje og hændelser i fremtiden. Aristoteles Ethik 5te Bog cap. 10 fejl for Aristoteles () Statslære, 5. bog, kap. 10 (1311a 28 - 1312a 11). Jf. Die Politik des Aristoteles () bd. 1, s. 460-466, som bringes i . Flor stor og yppig samling. Saaledes bør man ... Garve p. 468 overs. citat fra Aristoteles' () Statslære (1312a 33-39), 5. bog, kap. 10, i Die Politik des Aristoteles () bd. 1, s. 468, som bringes i . – Dion: syrakusisk statsmand (f. 409 f.Kr.), berømt for at have søgt at praktisere Platons statstanker, i 366 f.Kr. fordrevet af Dionysios den Yngre, men landede i 357 f.Kr. med en lejehær ved Syrakus, hvorefter han fordrev denne. – Dionys: Dionysios den Yngre, tyran i Syrakus 367-356 f.Kr., da han blev fordrevet af Dion, atter tyran 356-353 f.Kr. – Garve: Christian Garve (1742-98), ty. filosof, essayist og oversætter. Leibnitz Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), ty. filosof og polyhistor. i Begyndelsen af Theodiceen jf. Essais de Théodicée sur la Bonté de Dieu, la Liberté de l'Homme et l'Origine du Mal, i God. Guil. Leibnitii opera philosophica, quae exstant, udg. af J.E. Erdmann, bd. 1-2 (med fortløbende paginering), Berlin 1839-40, ktl. 620 (forkortet Opera philosophica); bd. 2, s. 470, sp. 1: »Il y a deux Labyrinthes fameux, ou notre Raison s'égare bien souvent: l'un regarde la grande Question du Libre et du Nécessaire, sur-tout dans la production et dans l'Origine du Mal; l'autre consiste dans la discussion de la Continuité, et des indivisibles, qui en paroissent les Élemens, et où doit entrer la considération de l'Infini. Le premier embarasse presque tout le Genrehumain, l'autre n'exerce que les Philosophes.« Jf. også Herrn Gottfried Wilhelms, Freyherrn von Leibnitz, Theodicee, das ist, Versuch von der Güte Gottes, Freyheit des Menschen, und vom Ursprunge des Bösen, udg. af J.C. Gottsched, 5. udg., Hannover og Leipzig 1763 [1710], ktl. 619 (forkortet Theodicee), s. 72, som bringes i . Leibnitz . la raison paresseuse fr. den dovne fornuft. Erdmanns Udgave p. 470, anden Spalte Leibniz Opera philosophica () bd. 2, s. 470, sp. 2: »Les hommes presque de tout tems ont été troublés par un sophisme, que les Anciens appelloient la Raison paresseuse, parce qu'il alloit à ne rien faire, ou du moins à n'avoir soin de rien, et à ne suivre que le penchant des plaisirs présens.« Sml. Theodicee (), s. 73, hvor Gottsched overs. »la Raison paresseuse« til »die faule Vernunft«. Chrysipp ... 4d B. p. 300 W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 4, 1803, s. 300: »Der erste Einwurf gegen das Fatum bestand darinn, daß dadurch alle vernünftige Thätigkeit des Menschen, wo nicht unmöglich, doch vergeblich gemacht werde. Denn wenn es durch das Schicksal verhängt sey, daß ein Kranker wieder gesund werde, so moge er Arzneymittel nehmen und vernünftige Lebensordnung halten, oder nicht, er werde doch gesund werden, so wie im entgegengesetzten Falle er auch bey Anwendung der besten Mittel doch sterben müsse. Diesen Trugschluß der faulen Vernunft (αϱγος λογος [gr. (argós lógos) det dovne argument]), widerlegte Chrysipp treffend dadurch, daß er zeigte, daß dieses eine bedingte Begebenheit ist, welche ohne ihre Bedingung nicht wirklich werden kann; daß wenn also die Begebenheit durch das Schicksal verhängt ist, auch in dem Weltplan auf die Bedingung gerechnet sey; daß also kein blindes, sondern verständiges Schicksal anzunehmen sey, durch welches keine selbständige Bestimmung zu vernünftiger Thätigkeit, keine Wahl vernünftiger Mittel zu den vorgesetzten Zwecken verworfen werde.« – Tennemann: Wilhelm Gottlieb Tennemann (1761-1819), ty. filosof, 1798 ekstraordinær prof. i Jena, 1804 ordinær prof. i Marburg. – Chrysipp: Chrysippos fra Soloi i Kilikien (o. 281 - o. 208 f.Kr.), gr. filosof, stoiker, en af oldtidens største logikere. p 518 § 55 ... sophisma pigrum Leibniz Opera philosophica () bd. 2, s. 518, sp. 1: »Cette considération fait tomber en même tems ce qui étoit appellé des Anciens le sophisme paresseux (λογος αϱγος) qui concluoit a ne rien faire: car (disoit-on) si ce que je demande doit arriver, il arrivera, quand je ne ferois rien«. – le sophisme paresseux: fr. den dovne fejlslutning. – λογος αϱγος: gr. (lógos argós) det dovne argument, dvs. det fornuftsargument, der anbefaler uvirksomhed, fordi skæbnens bestemmelse alligevel ikke lader sig forandre, fx kan udfaldet af en sygdom if. dette ræsonnement ikke påvirkes af en læge. – sophisma pigrum: lat. den dovne fejlslutning; i den ty. oversættelse af Theodicee (), § 55, s. 166, anvendes dette lat. udtryk som gengivelse af Leibniz' fr. form »le sophisme paresseux«. Vindex gjorde Oprør under Nero Under det første, mislykkede oprør mod Nero (rom. kejser 54-68 e.Kr.) i 68 e.Kr. blev den rom. statholder, Vindex, udråbt til kejser af tropperne i Gallien. Philostratus ... p. 430 i Oversættelse ... Vit. Ner. 41 Leben des Apollonius von Tyana, 5. bog, kap. 10, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke () bd. 3, 1830, s. 430: »Während Nero in Achaja sang, regte Vindex die Hesperischen Völker gegen ihn auf; ein Mann, welcher die Saiten, die Nero so unverständig schlug, wohl zu zerreißen vermochte. So hielt er eine Rede gegen ihn an das Heer, über das er gesetzt war, dergleichen nur eine edle Philosophie über einen Tyrannen eingeben kann. Er sagte darin, Nero sey Alles eher als ein Citharöde, und mehr ein Citharöde als ein König.« Og fodnoten samme side: »Von der Verschwörung des Vindex gegen Nero s.[iehe] Dio Cass. LXIII, 22-24., wo auch eine seiner Reden angeführt wird, die Einiges von Dem enthält, was Philostratus hier anführt. Von Allem, was V. gegen ihn gesagt hatte, kränkte ihn nichts so sehr, als der Vorwurf, daß er ein schlechter Citharöde sey. Sueton. Vit. Ner. 41.« – Dio Cassius LXIII,22-24: 63. bog, kap. 22-24, i Romersk historie af den gr. historiker og rom. konsul Dion Cassius (o. 150-235), jf. Cassius Dio's Römische Geschichte, overs. af L. Tafel, bd. 1-13 med fortsat paginering (i Griechische Prosaiker in neuen Uebersetzungen, udg. af G.L.F. Tafel, C.N. von Osiander og G. Schwab), Stuttgart 1831-39, if. regning købt hos Philipsen 16. jan. 1843 (KA, D pk. 7 læg 7), ktl. 1098-1100; bd. 12, 1839, s. 1486-1488. – Sveton. Vit. Ner. 41: Svetons Nero-biografi (også kaldet »Tiberius Claudius Drusus Cæsar«), § 41, i hans De vita Caesarum (). Augustiner-Generalen ... tortor infantum Gregor fra Rimini (o. 1300-58), augustinergeneral (dvs. øverstbefalende inden for den augustinske munkeorden), forelæste i Paris og fra 1351 i Rimini, hævdede, at udøbte børn kommer i Helvede, mens de efter den almindelige katolske opfattelse kommer i en forgård til Helvede, hvor der hverken er pine eller salighed. – tortor infantum: lat. de små børns bøddel. Leibnitz Theodicee 1., § 92 Leibniz () Theodicee (), 1. del, § 92, s. 210: »Gregorius von Rimini, General der Augustiner, ist mit wenigen andern, wider die von den Schulen seiner Zeit angenommene Meynung, dem heil. Augustin gefolget, und deswegen der Henker der Kinder (Tortor infantum) genennet worden.« Johan Davidius ... Veridicus Christianus J. David Veridicus Christianus, seu de fidei christianæ capitibus (lat. Den sanddru kristne, eller om den kristne tros væsentlige spørgsmål), Antwerpen 1601. Johannes David (1546-1613) var belgisk teolog og trådte 1581 ind i den jesuitiske orden. en Bibliomantie, hvori man kan slaae op dvs. en bog, som man kan benytte if. princippet bibliomanti, gr. det at tage råd eller varsler af tilfældige opslag i Bibelen. Leibnitz Theod. 1, 101 Leibniz () Theodicee (), 1. del, § 101, s. 220: »Der Pater Johann Davidius, ein Jesuit, hat ein Buch geschrieben, unter dem Titel: Veridicus Christianus; welches gleichsam eine Art einer Bibliomantie ist, darinnen man die Stellen, zur Nachahmung des Tolle Lege [lat. 'Slå op på et tilfældigt sted i Biblen og læs så dette vers!'] des heiligen Augustins [Conf. 8,12] von ungefehr erwählet: und es ist gleichsam ein andächtiges Spiel.« Gomaristerne tilhængere af Frans Gomarus (1563-1641), reformert teolog, der hævdede en strengt ortodoks forståelse af dogmet om Guds nåde som ene afgørende for det enkelte menneskes frelse; gomaristerne bevirkede, at deres mindre dogmatiske modpart, remonstranterne el. arminianerne, blev udvist af den reformerte kirke. fur prædestinatus Fur praedestinatus (lat. Den prædestinerede tyv), London 1651, formentlig skrevet af den eng. ærkebiskop William Sancroft. Leibnitz Theodic. § 167 jf. Leibniz () Theodicee () 2. del, § 167, s. 330: »Es kam zu eben der Zeit eine sinnreiche Satire wider die Gomaristen heraus, unter dem Titel: Fur praedestinatus, der prädestinirte Dieb; in der man einen zum Galgen verdammten Dieb einführet, der alle seine Gottlosigkeiten Gott zuschreibt, und seiner bösen Thaten ungeachtet, dennoch glaubet, daß er zur Seligkeit auserwählet sey; der sich einbildet, er habe an diesem Glauben schon genug, und einen Contraremonstrantischen Prediger, der ihn zum Tode bereiten soll, mit argumentis ad hominem widerlegt. Allein dieser Dieb wird endlich durch einen alten, wegen der arminianischen Lehre abgesetzten Prediger bekehret; welchen der Stockmeister aus Mitleiden mit dem armen Sünder, und mit der Schwachheit des Predigers, heimlich zu ihm geführet hatte. Man hat zwar auf diese Spottschrift geantwortet: allein die Antworten auf dergleichen satirische Schriften sind nie so angenehm, als die Satiren selbst.« en Roman ... Mademoiselle de Scudéry jf. Leibniz () Opera philosophica (); bd. 2, s. 557, sp. 1, hvor Leibniz diskuterer Spinozas determinisme () og i den anledning betvivler, at en tilhænger af denne vil hævde, at en mulighed, som den fx kan skildres i en roman, nødvendigvis må være, have været eller blive virkelighed, selvom man ikke kan nægte, at Mademoiselle de Scudérys (virkelighedsfjerne) romaner er mulige: »Je ne crois point qu'un Spinosiste dise que tous les romans qu'on peut imaginer, existent réellement à présent, ou ont existé, ou existeront encore dans quelque endroit de l'Univers: cependant on ne sauroit nier que des Romans, comme ceux de Mademoiselle de Scudéry, ou comme l'Octavia, ne soient possibles.« Der er således ikke tale om en roman med titlen »Mademoiselle de Scudéry«, men om en forfatter af dette navn. Jf. Gottscheds ty. overs. af Theodicee (), s. 344, som bringes i . – Mademoiselle de Scudéry: Madeleine de Scudéry (1607-1701), fr. forfatterinde, skrev en lang række romaner, som nok var populære, men også berygtede for deres overdrevne følsomhed og karikerede sentimentalitet. Hoffmanns bekjendte Fortælling »Das Fräulein von Scuderi. Erzählung aus dem Zeitalter Ludwig des Vierzehnten«, indgår i rammefortællingen Die Serapionsbrüder (1819-21), optrykt i E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften bd. 1-10, Berlin 1827-28, ktl. 1712-1716; bd. 1-4; bd. 3, s. 177-259. I Hoffmanns fortælling bliver en eventyrlig kriminalgåde løst af netop Mlle. de Scudéry (). Augustus rom. kejser (23 f.Kr. - 14 e.Kr.). plaudite lat. klap! I de rom. komedier den afsluttende opfordring til publikum om at give deres bifald til kende. Sveton anfører det jf. Sveton Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse () bd. 1, s. 195f.: »Den sidste Dag spurgte han adskillige Gange, om der alt var Stoi udenfor for hans Skyld, begiærte et Speil, og befol at man skulde sætte hans Haar og hans indfaldne Kinder til Rette. Hvorpaa han spurgte de Venner han lod for sig: 'om de syntes, at han havde spillet Livets Rolle taaleligt'? og føiede et Vers til af en græsk Comiker, hvis Indhold var: 'at de skulde give ham Afsked fra Skuepladsen med Glædesklap' (...) / Han fik en let Udgang af Verden, og saadan som han stedse havde ønsket sig den.« Δοτε ϰϱοτον ... Leibnitz Theod. § 261 gr. »Giv mig et ordentligt bifald, og alle skal I klappe med glæde«. SK udelader accenttegn, men citerer i øvrigt ordret fra Leibniz () Theodicee (), 3. del, § 261, s. 400, hvor Leibniz gengiver det gr. citat med ref. til Sveton. Apollonius af Tyana . den Sætning at kjende sig selv sigter til indskriften på Grækenlands fornemste Apollontempel (orakeltemplet) i Delfi: γνωϑι σεαυτόν, gr. (gnōthi seautón) kend dig selv! Ordene er bl.a. blevet tillagt den joniske filosof Thales fra Milet (o. 624-o. 545 f.Kr.) og den spartanske lovgiver Chilon (d. 580 f.Kr.), jf. Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 39f.: »Af ham [Thales] er hiint: 'Kjend dig selv,' hvilket Antisthen i Skriftet om Filosofernes Følgeorden siger at være af Femonoe, men at Chilon har brugt det, som sit eget«, jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af Børge Riisbrigh, udg. af Børge Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 16. I L. Moréri Le Grand Dictionnaire historique, ou le mélange curieux de l'histoire sacrée et profane bd. 1-6, Basel 1731-32 [1674], ktl. 1965-1969 oplyses det, at sætningen af Diogenes Laërtios blev tillagt Thales, af Ovid Pythagoras og af Plutark Æsop, bd. 6, s. 230. Pytagoras Pythagoras (o. 570-497 f.Kr.), gr. matematiker og filosof. 6 Bog, 11 p. 500 6. bog, kap. 11, i Leben des Apollonius von Tyana, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke () bd. 3, 1830, s. 500: »Denn da ich in Pythagoras Lehre Großes erkannte, und daß er durch geheimnißvolle Weisheit nicht bloß wußte, Wer er sey, sondern auch, Wer er gewesen sey (...) so eilte ich seiner Lehre zu«. Heraklits . Heraklit havde sagt ... det eengang jf. fx W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 220. en eleatisk Sætning (...) nægter Bevægelsen Den eleatiske skole har sit navn fra den jonisk-gr. koloni Elea (i dag Velia) på Syditaliens vestkyst; skolen var en af de ældste i det gr. storrige og grundlagt o. 540 f.Kr. af filosoffen Xenofanes fra Kolofon, der ofte kaldes den første skeptiker, fordi han betvivlede gyldigheden af den menneskelige erkendelse. Den eleatiske skepsis førtes videre af især Parmenides og dennes elever, Zenon og Melissos, der i forlængelse af deres læremester formulerede sig i paradoksale påstande om det værendes udelelighed og umuligheden af enhver form for bevægelse. Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 150-153. Hyperboræeren Abaris en mytisk Apollon-præst, som af Apollon skal have fået en pil, hvorpå han bl.a. fløj fra Skythien til Athen, jf. fx O. Wolff Historisk Ordbog bd. 1-11, Kbh. 1807-19; bd. 1, s. 6. – Hyperboræerne: if. antik overlevering et folk, der boede højt mod nord, 'hinsides Borea', dvs. hinsides den som gud personificerede nordenvind. Herodot IV, 36 dvs. Herodots Historier, 4. bog, kap. 36, i Die Geschichten des Herodotos (); bd. 1, s. 326: »Und so viel von den Hyperboreern; denn die Geschichte von dem Abaris, der auch ein Hyperboreer sein soll, erzähl' ich gar nicht, nämlich daß er mit dem Pfeil um die ganze Erde gegangen, ohne etwas zu essen.« – Herodot: gr. historiker (o. 485-425 f.Kr.). Cantantur hæc ... lecta negliguntur lat. »Man synger dette, priser hint, / Taler og hører derom. / Man skriver dette, læser hint / Og glemmer det, man har læst«. Ordret citat fra Leibniz Nouveaux Essais sur l'Entendement Humain, par l'Autuer du Système de l'Harmonie Préétablie (1703), i Opera philosophica () bd. 1, s. 216, sp. 2. Dronning Elisabeth ... med Ringen . I Erasmus Montanus ... Jorden er rund sigter til L. Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1731): Ridefogeden Jesper fortæller Jeronimus, at hans tilkommende svigersøn, Erasmus Montanus, »har saa selsomme Meeninger udi Troen«, da denne har sagt, »at Jorden var rund. Hvad kan jeg kalde saadan Monsieur Jeronimus? det er jo ikke andet end at kuldkaste al Religion, og føre Folk af Troen. En Hedning kan jo ikke tale værre« (3. akt, 4. scene). Herefter afhører Jeronimus Erasmus: »Mig er sagt, at I har saadanne egne Meeninger; Folk skulle jo tænke, at I var gal eller catolsk i Hovedet; thi hvorledes kan et fornuftigt Menneske falde til den Daarlighed, at sige Jorden er rund« (3. akt, 5. scene). Da Jeronimus har overbevist sig om Erasmus' ugudelige tro på, at jorden er rund, siger han til sin datter Lisbed: »Du skal vide mit Barn, at da han blev forlovet med dig, var han et skikkeligt Menneske, og en god Christen; men nu er han en Kiettere og Sværmere, som fortiener heller at indføres i et Litanie, end udi Svogerskab med os«, hvorefter han forsikrer Erasmus om, »at I aldrig faaer min Datter, saa længe I blir i Jere Vildfarelser« (3. akt, 6. scene). Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. Erasmus Montanus eller Rasmus Berg blev aktuelt opført på Det kgl. Teater mandag 19. dec. 1842. Kings Værk ... 4d Afdeling sigter til Guilielmo King De Origine Mali (Om det ondes oprindelse), Bremen 1704, kap. 5, 4. afsnit, s. 193-197. SK har fundet henvisningen hertil i Leibniz Remarques sur le Livre de l'Origine du Mal, publié depuis peu en Angleterre (en diskussion af King De Origine Mali), § 26, trykt i Opera philosophica () bd. 2, s. 651, sp. 1, hvor det om 'usømmelige valg' refereres: »qu'on ne doit point choisir des choses impossibles, inconsistantes, nuisibles, contraires à la Volonté Divine, préoccupées par d'autres. Et l'Auteur [dvs. King] remarque très-bien qu'en dérogeant sans besoin à la félicité d'autrui, on choque la Volonté Divine, qui veut que tous soient heureux autant qu'il se peut. J'en dirai autant de la IV. Section, où il est parlé de la source des élections indues, qui sont l'erreur ou l'ignorance, a négligence, la légéreté à changer trop facilement l'obstination à ne pas changer à tems, et les mauvaises habitudes; enfin l'importunité des appétits, qui nous poussent souvent mal à propos vers les choces externes.« Erdmanns Udgave af Leibnitz p. 652, 2 Spalte jf. Leibniz () Remarques sur le Livre de l'Origine du Mal, publié depuis peu en Angleterre (en kritik af King De Origine Mali (), § 27, trykt i Opera philosophica () bd. 2, s. 652, sp. 2: »Le Baron André Taifel Seigneur Autrichien, Cavallerizzo maggior de Ferdinand Archiduc d'Autriche, depuis Empereur second du nom faisant allusion à son nom (qui semble signifier un Diable en Allemand) prit pour Symbole un Diable ou Satyre, avec ce mot Espagnol, mas perdido y menos arrepentido [sp. mere fortabt og mindre angrende], plus perdu, et moins repentant; ce qui marque une passion sans espérance, et dont on ne se peut détacher. Et cette devise a été répétée depuis par le Comte de Villamediana Espagnol, quand on le disoit amoureux de la Reine.« Philostrat den Ældres ... paa tamme Frugterne overs. citat fra Heldengeschichten, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke () bd. 1, s. 20: »An wilden Bäumen sind die Blüthen wohlriechend; an zahmen, die Früchte.« – Philostrat den Ældres: el. Flavius Philostratus . Da Amor ... forraader Hemmeligheden sigter til sagnet om Amor og Psyke, som blev gendigtet af den rom. forfatter Lucius Apuleius (f. o. 125), der indlagde det i sit hovedværk, den satiriske roman Metamorphoses (Forvandlinger), 5,11,6. Her fortælles det bl.a., hvorledes Amor forelskede sig i den underskønne Psyke, men kun besøgte hende om natten og forbød hende at se ham. Da han en nat trækker sig tilbage, pålægger han hende atter tavshed og føjer til: »Thi inden kort Tid vil vor Familie blive forøget, og Du vil føde en Søn, som Du bærer under Dit Hjerte, og som vil blive udødelig, hvis Du bevarer vor Hemmelighed, men dødelig, dersom Du røber den«, Æslet eller Forvandlingen, en Fortælling i 13 Bøger af Apuleius fra Madaura, overs. af Fr. Schaldemose, Kbh. 1842, s. 146f. SK ejede både en lat. og en ty. udg. af Apuleius' gendigtning af sagnet om Amor og Psyke, hvori replikken gengives, jf. Apuleii Fabula de Psyche et Cupidine, udg. af J.C. Orellius, Turici 1833, ktl. 1217, s. 19, linie 20-23; og Amor und Psyche, freie metrische Bearbeitung nach dem Lateinischen des Apuleius, overs. af J. Kehrein, Giessen 1834, ktl. 1216, s. 40. Hvad jeg forudsiger ... Prophetiens Gave overs. citat fra den rom. digter Horats' Satirer, 2. bog, nr. 5, v. 59f. Den lat. original lyder: »(...) quidquid dicam, aut erit aut non: / Divinare etenim magnus mihi donat Apollo«, Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 211. Tiresias eller Teiresias, blind gr. spåmand, oprindelig i Homers Odysseen, 11. sang, hvor Odysseus fremmaner hans sjæl fra dødsriget for at få 'sandsagn' af ham. Horats' satire fingerer en fortsættelse af denne samtale, men retter sig aktuelt mod de testamentejægere, der huserer i Rom. Disse Ord ... efter Bayle jf. Leibniz () Theodicee (), 2. del, § 169, s. 335, hvor Leibniz citerer Bayle: »Man hat nicht ohne Grund diese Rede des Tiresias für auslachens würdig gehalten: Alles was ich sagen werde, das wird entweder geschehen, oder nicht; denn der große Apollo giebt mir die Kraft zu prophezeihen.« Leibniz citerer efter artiklen »Epicurus« i P. Bayle Dictionaire historique et critique, jf. også Leibniz Opera philosophica (); bd. 2, s. 555, sp. 1. – Bayle: Pierre Bayle (1647-1706), fr. filosof og kritiker, forkæmper for ånds- og religionsfrihed, udgav i 1695-97 sit hovedværk Dictionnaire historique et critique, som kom i flere forøgede udgaver frem til 1740; SK ejede en ty. overs. af den sidste udg., jf. Herrn Peter Baylens Historisches und Kritisches Wörterbuch, overs. af J.C. Gottscheden, bd. 1-4, Leipzig 1741-44, ktl. 1961-1964. παντως ... ϰαι οϕϑαλμοι βλεπωσιν gr. »for der er bestemt ingen, der har undgået Eros, og ingen vil kunne undgå ham, så længe der er skønhed til og øjne, som ser«. Ordret citat fra Pastoralia (se følgende kommentar), idet SK dog har udeladt accenttegnene; således skal det sidste η læses som ᾖ. de sidste Ord af Fortalen til Longi Pastoralia Longos »Daphnis og Chloë«, indledningen § 4, i hans Pastoralia, jf. Longi Pastoralia graece et latine, udg. af E.E. Seiler, Leipzig 1843, ktl. 1128, s. 4. Abælard (...) Heloise sigter til den berømte kærlighedshistorie ml. den fr. filosof og teolog, Pierre Abélard (1079-1142), og den unge, begavede Héloïse (o. 1101-64): Abélard traf Héloïse i Paris, blev betaget af hende og tilbød hendes værge og onkel, Fulbert, at undervise hende. Abélard flyttede ind som huslærer, de to forelskede sig i hinanden og dyrkede uhindret deres elskov, indtil Fulbert opdagede forbindelsen; da var Héloïse imidlertid gravid, og de to elskende stak af. For at forsone sig med Fulbert giftede Abélard sig med Héloïse, dog således at ægteskabet blev bevaret som en hemmelighed. Men da Abélard snart efter anbragte Héloïse som pensionær i et kloster, troede Fulbert, at Abélard var ved at skille sig af med sin hustru og tog hævn. Han hyrede nogle mænd, som en nat brød ind hos Abélard og kastrerede ham. Derpå søgte Abélard tilflugt i et kloster, blev senere abbed og grundlagde et nonnekloster, hvis abbedisse blev Héloïse, der indtil da havde levet som nonne. Bossuets Geschichte, 6te Bind p. 315 o: fl. J.B. Bossuet Einleitung in die allgemeine Geschichte der Welt, bis auf Kaiser Carl den Grossen für den ehemaligen Dauphin von Frankreich abgefasst, uebersetzt und mit einem Anhange historisch-critischer Abhandlungen vermehrt von Johann Andreas Cramer bd. 1-7 (bd. 2-7 udgøres af Cramers 2.-7. fortsættelse af Bossuets opr. værk og bærer i modsætning til bd. 1 titlen Einleitung in die Geschichte der Welt und der Religion, fortgesetzet von D. Johann Andreas Cramer), Leipzig 1748-86, ktl. 1984-1990 (forkortet Einleitung in die Geschichte); bd. 6, 1785, s. 315-317, som bringes i . – Det anførte sted findes i kapitlet »Ueber Peter Abélards Versuche, den Lehrbegrif der Religion seiner Zeit dialektisch zu erklären und zu beweisen«, s. 309-411, hvor biografien udgør s. 310-337. SKs eksemplar af Einleitung in die Geschichte er ikke kendt og derfor heller ikke de vink om Abélards liv, som han har fundet særligt velegnet til en dramatisk behandling og understreget; men da den resterende del af biografien alene er en redegørelse for Abélards teologiske karriere, synes det sikkert, at SKs understregninger måtte findes på de anførte sider. – Bossuet: Jacques Bénigne Bossuet el. Jacob Benignus Bossuet (1627-1704), fr. teolog, retor, historiker og legalist, opgav et bispeembede, da kongen overdrog ham opdragelsen af Dauphinen (kronprinsen); som lærebog for denne skrev han bl.a. Discours sur l'histoire universelle jusqu'à l'empire de Charlemagne (1681), hvis grundtanke er, at de hist. begivenheders årsager må søges i Guds vilje (det er dette værk, som J.A. Cramer oversatte, og som udgør bd. 1, 1. del, af Einleitung in die Geschichte). Heloise ... iversyg paa hans philosophiske Ære Dette antydes i Einleitung in die Geschichte, s. 316. Erasmus Rotterodamus Erasmus af Rotterdam (1467 el. 1469-1536), holl. filolog og filosof, ledende skikkelse i den nordeuropæiske humanisme. neque enim ... Stultitiæ Laus p. 1 lat. »det er mig ikke ubekiendt, hvor ilde Daarlighed bliver omtaelt end og af de allerdaarligste«, Moria eller Daarligheds Berømmmelse. Skreven i det Latinske Sprog af Rasmus Roterdam, overs. af B.J. Lodde, Altona 1745, s. 11. SK citerer ordret fra Desiderii Erasmi Roterodami ΜΩΡΙΑΣ ΕΓΚΩΜΙΟΝ, sive Declamatio in laudem stultitiæ (lat. og gr. Erasmus af Rotterdams Lovtale over Dårskaben eller Foredrag til dårskabens pris), Leipzig 1702, ktl. 478, s. 1. I Erasmus af Rotterdams satire træder den personificerede Stultitia (lat. Dårskab) frem og holder en tale til lovprisning af dårskaben, jf. regibemærkningen samme side: »Stultitia loquitur [lat. Stultitia taler].« indgaae med et Bønskrift til hans Majestæt Kongen besad ift. rigets højeste domstol, Højesteret, et prærogativ, ved hvilket han efter eget forgodtbefindende kunne benåde en efter loven dømt forbryder; han benyttede typisk dette prærogativ til at omstøde dødsdomme, som da blev erstattet med en livs- eller langvarig frihedsstraf. Ofte indstillede Højesteret selv til kongen, at dens dom måtte erstattes med frihedsstraf, men når dette ikke var tilfældet, kunne den dømte eller en af dennes pårørende netop indgå med et bønskrift til kongen om benådning. høieste Straf ... henrettet If. Chr. V's Danske Lov (1683, her citeres efter den ortografisk ajourførte Kong Christian den Femtes Danske Lov af det Iuridiske Fakultet giennemset, udg. af Bærens, Kbh. 1797, forkortet Danske Lov) var den højeste straf, nemlig for majestætsforbrydelse, at »have forbrudt Ære, Liv og Gods, den høire Haand af hannem levendes afhugges, Kroppen parteres og lægges paa Steile og Hiul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage« (6. bog, kap. 4, § 1). Simpel livsstraf, dvs. henrettelse uden hjul og stejle e.l., idømtes typisk for manddrab (6. bog, kap. 6). Men når man fandt, at nogen havde begået manddrab i den hensigt selv ved straffen at miste livet, blev den pågældende if. forordning af 18. dec. 1767 netop ikke dømt til døden, men idømt andre, mere passende straffe. Processen koster Penge jf. P.G. Bang og J.E. Larsen Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade bd. 1-5, Kbh. 1841; bd. 2, s. 481: »Ved Processens Omkostninger i vidtløftig Forstand forstod Loven [Danske Lov] og forstaae endnu de senere Anordninger alle de Udgifter, som hidrøre fra Processens Førelse, saasom til Rettens Gebyhr, stemplet Papir, Sagførersalair, Reiseomkostninger, hvortil kommer Vederlag for Partens egen Uleilighed og Tidsspilde ved den ham forvoldte Proces.« koster Tid jf. forordning af 3. juni 1796 ang. »Rettens vedbørlige og hurtige Pleie«, som blev motiveret med henvisning til, »at de Klager, som føres over Rettergangens Langsomhed, ikke ere mindre beføiede, end de ere almindelige«. Trods forordningen blev retsprocesserne fortsat kritiseret for langsommelighed. lade sig henrette uden Lov og Dom If. Danske Lov kunne ingen dømmes uden ved 'lov og dom', men lejlighedsvis nedsatte kongen kommissionsdomstole uden den lovbefalede mulighed for anke af dommen, ligesom han selv (omend sjældent) forbeholdt sig retten til at gribe ind i rettens pleje. 3 Instantsers Kjendelse sigter til de tre trin inden for domstolenes organisation, anden instans med højere myndighed end første og tredje med højeste. Siden 1771 var der dog kun to instanser i det københavnske retssystem. Første instans var Hof- og Stadsretten (fra 1805 Landsover- samt Hof- og Stadsretten), anden instans var Højesteret (). For det øvrige Sjælland var der tre instanser, idet de lokale by- og herredsretter eller birkeretter fungerede som første instans med Landsover- samt Hof- og Stadsretten som anden instans og Højesteret som tredje. Quod vero ... varietate p. 375 lat. »Aristoteles skriver [Dyrenes historie, 5. bog, kap. 5, 541a 27-29], at agerhønen imidlertid undfanger, når hannen flyver hen over hende, eller hun hører hans røst eller blot inddrager hans ånde.« SK indsætter perdix (lat. agerhøne) fra den foregående sætning, men citerer i øvrigt ordret fra Hieronymus Cardanus De Rerum Varietate, libri XVII (lat. Om naturens mangfoldighed, 17 bøger) Basel 1581 [1557], ktl. 137, s. 375. – Aristoteles: . – Hieronymi Cardani: Hieronymo Cardano el. Hieronymus Cardanus (1501-76), ital. matematiker, læge og filosof. Inter terræ miracula ... Micematichus (...) Hieronymus Cardanus ... p. 57 lat. »Blandt jordens ejendommelige foreteelser er dens skælven, hvorom vi tidligere har talt. Alt efter jordskælvets følger skelner man mellem fire forskellige typer: de chasmatiske, brasmatiske, clitimachiske og micematiske.« Til dels ordret citat fra Hieronymus Cardanus De Rerum Varietate, libri XVII (), s. 57, hvor opremsningen af jordskælvets typer lyder således: »Chasmatichus, cùm perfoditur terra, atque dehiscit: succeditque lacus, aut specus. Brasmatichus, cùm attollitur: sic fiunt montes, eo in mari insulæ nascuntur. Clitimachus, cùm euertuntur ædificia: ex hoc genere maximus, Traiani tempore, cùm euersa est ciuitas: eo ipse, ut ferunt, miraculo seruatus. Micematichus, cùm dum fit sonus maximus, exauditur.« Lat. »Jordskælvet kaldes khasmatisk, når jorden slår revner og åbner sig; dernæst danner der sig en sø eller en hule. Man kalder jordskælvet brasmatisk, når jordskorpen rejser sig i vejret; således opstår der bjerge, og på den måde dannes der øer i havet. Man kalder det klitimakisk, når bygninger vælter omkuld. På Trajans tid var der et meget kraftigt et af den slags, og byen blev lagt i ruiner; kejseren selv skal kun ved et mirakel være blevet reddet derfra. Jordskælvet kaldes mikematisk, når man kun hører en meget høj lyd.« Pythagoræerne antoge, at εν baade er πεϱιττον og αϱτιον jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 105: »Die Elemente der Zahlen sind das Ungerade, (πεϱιττον) und Gerade (αϱτιον), weil nehmlich alle Zahlen unter die zwei Klassen, gerade und ungerade, gebraucht werden können. Eins [εν] enthält beide Elemente, und daher ist sie gleichsam der Stamm, aus welchem alle Zahlen (wahrscheinlich durch Addition) entspringen. Die Eins selbst ist keine Zahl, denn jede Zahl ist eine Mehrheit von Einheiten.« – εν: gr. ét, det éne. – πεϱιττον: gr. det ulige (tal). – αϱτιον: gr. det lige (tal) (). – Pythagoræerne: en filosofisk skole og et religiøst-kultisk fællesskab, der blev grundlagt af Pythagoras () i Syditalien, og som blev opløst i det 4. årh. f.Kr. Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1, s. 75-150. den Væren ... Ikke-Væren ɔ: Bevægelsen synes nærmest at referere til Poul Martin Møllers diskussion af den bevirkende årsag, som Aristoteles introducerer i 2. bog, kap. 3, i Fysikken (194b 29f.). Jf. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3 (bd. 1 udg. af Chr. Winther, bd. 2-3 udg. af F.C. Olsen), Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576 (forkortet Efterladte Skrifter); bd. 2, 1842, s. 481: »Alle Væsner bestaae af Materie og Form, men hvorledes blive disse to Elementer forenede; hvorledes bliver det, der er som Anlæg, virkeligt? Denne Overgang fra Muelighed til Virkelighed kalder Aristoteles Bevægelse (ϰινησις []), og mener, at han herved har bortryddet de Vanskeligheder, der finde sted i dette Begrebs Bestemmelse: Bevægelsen er baade virkelig og ikke virkelig, da den er Overgang fra Muelighed til Virkelighed.« – Poul Martin Møller: da. forfatter og filosof (1794-1838), 1822 adjunkt i latin og græsk ved Metropolitanskolen i København, 1826 lektor og 1828 prof. i filosofi ved universitetet i Kristiania (Oslo), fra 1831 til sin død prof. i filosofi ved universitetet i København, hvor han var en af SKs lærere. – Bevægelsen: . Hamann 8d B. p. 307. n: jf. Hamann's Schriften, udg. af Fr. Roth og G.A. Wiener, bd. 1-7, Berlin og Leipzig 1821-25, og bd. 8,1-2 (registerbind), Berlin 1842-43, ktl. 536-544; bd. 8,1, 1842, s. 307f., noten (dvs. Hamanns noter til Hesychius Apologie des Ordens der Frey-Mäurer. Von dem Bruder **** Mitgliede der ** schottischen Loge zu P*. Neue ganz umgearbeitete und einzige authentische Ausgabe. Philadelphia, im Jahr 3882. d.i. 1778, Berlin 1778, hhv. s. 321 og 323): »S. 321. Nicht nur die Bekanntmachung, sondern so gar die Vernachläßigung der Mysterien wurde zu gewissen Zeiten zum strafbaren Verbrechen gemacht. Der verehrungswürdige Demonax, dessen Leben Lucian so schön beschrieben hat, wurde in Athen – – angeklagt, daß er – – unter allen Griechen (μόνος ἁπαντων) der einzige sey, der sich nicht in die Eleusinischen Geheimnisse habe einweihen lassen. (Tom. I. Opp. Lucian. Amstel. 1687. p. 861.) Die Athenienser, die sich vor seiner Vertheidigung schon mit Werkzeugen zur Steinigung versehen hatten, befriedigten sich doch zuletzt mit seiner Verantwortung, daß er sich in keinem Falle, die Myst. möchten nützlich oder schädlich seyn, einweihen lassen könnte, weil er sich zur Erfüllung der Bedingung, unter welcher sie mitgetheilet würden, unfähig fühlte. Wären sie nemlich nützlich; so würde er sie ausbreiten, um durch ihre Vortrefflichkeit alle Menschen zur Einweihung zu reizen. Fände er sie hingegen schädlich, so würde er sie auch alsdenn nicht verschweigen, um alle Menschen davon abzuhalten – – – S. 323. Der zweyte sonderbare Umstand in der Geschichte der Geheimnisse, ist die Seltenheit der Anklagen ihrer Entweihung. Man konnte auf so tausendfältige Art unvorsichtig seyn, oder einer Unvorsichtigkeit beschuldiget werden &c.« – Hamann: Johann Georg Hamann (1730-88), ty. forfatter og filosof fra Königsberg. Hans allusionsrige og ikke let tilgængelige skrifter udgjorde en vigtig del af kampen mod oplysningstidens rene fornuftideal; i modsætning til dette betonede Hamann den paradoksale forening af modsætninger, fx sanselighed og ånd, historie og fornuft. Et kernepunkt i hans tænkning var overbevisningen om, at Gud ved at blive menneske har anerkendt den konkrete virkelighed. Lucian Lukian fra Samosata (o. 125-180), gr. forfatter, især kendt for sine mange satiriske dialoger. Han fik tilnavnet 'gudsbespotteren' eller 'spotteren', idet han latterliggjorde sin tids politiske, filosofiske og ikke mindst religiøse bestræbelser. Demonax gr. filosof (2. årh.), hørte til den kyniske skole, men lagde større vægt på skolens praktiske moral end på dens askese. eleusinske Mysterier . Lucian i 2d B. jf. »Demonax« i Lucians Schriften, overs. af H. Waser, bd. 1-4, Zürich 1769-73, ktl. 1135-1138; bd. 2, 1769, s. 254-281; s. 260f. Trendlenburg Friedrich Adolph Trendelenburg (1802-72), ty. filosof og filolog. If. boghandlerregning fra P.G. Philipsen (KA, D pk. 7 læg 7) købte SK den 13. feb. 1843 Trendelenburgs Elementa logices Aristotelicae. Editio altera recognita et aucta, Berlin 1842 [1837], ktl. 844, og Erläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik, Berlin 1842, ktl. 845. Enten – Eller Enten – Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita var færdig fra trykkeriet den 15. feb. 1843 og udkom den 20. feb. at kun den ... Sandhed for En løst citat fra Assessor Wilhelms »Ultimatum« (SKS 3, 315-332) til A, en prædiken af en præst i Jylland om »Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret«, som slutter med ordene: »kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig«, SKS 3, 332,35. Tennemann Gesch. d. Philos. 5. C. S. 301 jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 5, 1805, s. 301: »Ueber das Kriterium der Wahrheit herrscht die größte Uneinigkeit unter den dogmatischen Philosophen. Einige haben behauptet, es gebe gar kein Kriterium, wie Xenophanes, Xeniades, Anacharsis, Protagoras, Dionysidorus, Gorgias, Metrodorus, Anaxarchus der Eudämonist, und Monimus der Cyniker. Andere nehmen zwar ein Kriterium an, weichen aber in der Bestimmung desselben gar sehr von einander ab. Nach einigen ist die Vernunft, nach andern das Gefühl, nach dem Epikur der Sinn, nach Plato und Aristoteles die Vernunft und der Sinn, nach den Stoikern die begreifende Vorstellung der letzte Bestimmungsgrund der Wahrheit.« Enten – Eller . ungt Menneske ... foer vild i Verden Alkibiades (o. 450-404 f.Kr.), gr. politiker, i Platons dialog Symposion den begejstrede yngling og Sokrates' bejler, berømmet for sin veltalenhed, begavelse og skønhed, berygtet for sit lune og skørlevned samt sin ærgærrighed, jf. fx Plutarks Alkibiades-biografi, 16, i Vitae parallelae (De parallelle liv), i Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197- 1200; bd. 2, 1803, s. 341f. – lykkeligt begavet (...) foer vild: spiller måske på Ordsp 21,16: »Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling« (GT-1740). Socrates Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon og Aristoteles () den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig Aristofanes i komedien Skyerne, Xenofon i sine fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i Athen dømt til døden for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. en Stoiker ... p. 129. not. jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 4, 1803, s. 129, note 98, hvor stoikeren Chrysippos () angives at have betegnet sygelig tilbøjelighed som »ευϰαταϕοϱια εις παϑος«, gr. (eukataphoría eis páthos) 'tilbøjelighed til lidenskab'. Erfaringen gjør et Msk. klog jf. ordsproget »Erfaring er den bedste Lære-Mester«, nr. 1739 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 66. Også optegnet som nr. 1778 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 180. Digt af Evald, Advarsel mod Selvmord jf. »En aandelig Sang, hvori indføres Forsonerens Jesu Christi kierlige Advarsel til dem, som fristes af de onde og ulyksalige Tanker at ville forkorte deres eget Liv« (1779) i Johannes Ewalds samtlige Skrifter bd. 1-4, Kbh. 1780-91, ktl. 1533-1536; bd. 1, s. 291-302. – Evald: Johannes Ewald (1743-81), da. digter. 1ste B. p. 299 jf. Johannes Ewalds samtlige Skrifter bd. 1, s. 299, hvorfra SK citerer de første tre af strofens seks verslinier; dets fortsættelse lyder: »Kan Aander døe? Kan Mennesket / Undflye sin Siel, sig selv saa let / Som Støv, hvorpaa det anker?« captieust underfundig, sofistisk. hvad har først været til Træet ell. Kjernen Udtrykket har ikke kunnet identificeres. Schakspeare i Machbet ... Samvittigheds-Nag jf. Shakespeare Macbeth, 5. akt, 1. scene, i Macbeth. Tragedie i fem Acter. Efter Shakspeare og Schiller bearbeidet til Opførelse paa den danske Skueplads ved P. Foersom, Kbh. 1816, s. 101-106: Lady Macbeth har bevæget sin mand til at myrde Kong Duncan, for at han selv kan blive konge, men i søvngængerscenen siges hun at lide af »ond Samvittighed« (s. 105). Hendes stuepige og læge overværer, hvordan hun går i søvne, mens hun forgæves søger at vaske Duncans blod af sine hænder: »Her lugter altid – altid end af Blod! / Al Østens Myrrha ei borttage kan / Liigstanken her af denne lille Haand!« (s. 104). På Det kgl. Teater blev Macbeth opført 14 gange fra 1817 til 1843; i 1843 blev tragedien opført 5., 9. og 25. marts. den ældre Philosophie ... Forhold til hinanden sigter til den førsokratiske diskussion af bevægelsen, jf. afsnittet »Geschichte der Philosophie in der ersten Periode bis auf Sokrates« i W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 29-53 (særligt s. 36-43): »Die Frage: wie und woraus ist die Welt enstanden, wäre also das erste Problem, welches sich die speculierende Vernunft vorlegte, und womit sie einen Schritt über die Erfahrungswelt hinaus that«, s. 37. Man forudsatte da som aksiom, at det, af hvilket verden var opstået, var »eine erste Materie, einen Grundstoff, aus welchem sich in der Folge alle organische und unorganische Stoffe und Wesen entwickelten, oder vielmehr einen Elementarzustand an, in welchem alle Stoffe beisammen gemischt waren, aus dem sie durch die Scheidung abgesondert und in Körper verbunden wurden«, s. 39. Da den erfarede verdens øvrige elementer imidlertid ikke lod sig forklare ved rekurs til ét grundelement (vand, luft, ild), »legte man eine ursprüngliche Mischung von allen Elemente zum Grunde«, s. 41. Ved en bevægelse i denne 'oprindelige blanding' var verden da blevet til: »Waren mehrere ungleichartige Elementartheile in einen chaotischen Zustand aufgelöst und mit einander vermischt; so entwickelte sich durch Absonderung und Verbindung die gegenwärtige Körperwelt; bei einartigen Atomen ging diese Bildung durch Trennung und Verbindung von Statten. Bei allen diesen Veränderungen der ersten Materie und den daraus entstehenden Bildungen wurde Bewegung als die wirkende Ursache verausgesetzt. Diese setzt aber selbst wieder als etwas Entstandenes einen Grund voraus. Die Vernunft konnte aber, um ihren Streben nach dem Unbedingten ein Genüge zu thun, nicht weiter gehen, als der Urmaterie eine ursprüngliche Bewegkraft beizulegen, welche auch eben so wenig als die Materie selbst entstanden war. Diese Bewegkraft äußerte sich durch Anziehung und Zurückstoßen, als Freundschaft und Feindschaft«, s. 42. den nyeste Philosophie ... den logiske Bevægelse I modsætning til den klassiske logik opererer Hegel i sin spekulative logik () med en formidling el. forsoning af modsatte begreber: Et logisk begreb (en kategori) sætter sin modsætning, hvorved der dannes et nyt, som indeholder både det oprindelige begreb og dets modsætning; således sætter fx det abstrakte og indholdsløse begreb 'væren' dets modsætning 'intet' og forenes med det i begrebet 'vorden'. Denne bevægelse fra 'væren' over 'intet' til 'vorden' er en logisk bevægelse, . – den nyeste Philosophie: dvs. den hegelske, . paralellisere de forskjellige Sætninger fra disse tvende Sphærer dvs. sammenligne det gr. begreb om bevægelsen som en overgang fra mulighed til virkelighed med det hegelske begreb om bevægelsen som en formidling af logisk modsatte begreber (kategorier). Categorie-Tavle dvs. oversigt over kategorier, i Aristoteles' filosofi forstået dels som logiske begreber (tænkningens grundlæggende prædikater), dels som ontologiske begreber (virkelighedens grundlæggende egenskaber). Aristoteles angiver ti kategorier – substans, kvantitet, kvalitet, relation, sted, tid, stilling, haven, handlen og liden (Cat. 1b 25ff. Top. 103b 22ff.) – men hævder ikke, at denne kategoritavle nødvendigvis er udtømmende; før Aristoteles har pythagoræerne hævdet, at der måtte være netop ti kategorier, som de da opstillede i en kategoritavle, hvor disse ti kategorier som det fuldkomne kontrasteres deres modsætninger som det ufuldkomne, jf. den af Tennemann angivne 'kategoritavle' (Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 115), som SK i 1842 excerperer i en notesbog (L-Fort. 366a): det endelige/det uendelige, det ene/det mange, det ulige/det lige, det højre/det venstre, det mandlige/det kvindelige, det hvilende/det bevægede, det lige/det krumme, lyset/mørket, det gode/det onde, firkanten/den uligesidede firkant (Pap. IV C 3, s. 374f.). En tilsvarende »Tavle over Kategorierne« findes i P.M. Møller Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 322f. Kant () opfatter kategorierne som rene forstandsformer, dvs. som logiske og ikke ontologiske begreber, jf. hans »Tafel der Kategorien« i Kritik der reinen Vernunft, 4. udg., Riga 1794 [1781], ktl. 595, s. 106. I en notesbog (L-Fort. 366c) har SK i en optegnelse fra K. Werders forelæsninger i Berlin i vintersemesteret 1841-42 over »Logik og Metafysik, med særligt Hensyn til fremtrædende Systemer i ældre og nyere Filosofi« opstillet en tavle over Hegels kategorier (Pap. III C 29 i bd. XIII, s. 332f.) ingen Categorie ... den væsentligste af Alle Udtrykket 'mediation', der ikke forekommer hos Hegel (), anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb »Vermittlung«. Således skriver fx den da. teolog og hegelianer A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, Kbh. 1842, ktl. 383, § 9: »den dialectiske Bevægelse, hvorved det hegelske System charakteriseres, ligger ikke blot i Negationen. Dialectik hos Hegel udtrykker baade den objective Nødvendighed, hvormed Umiddelbarheden gaaer over i det Modsatte, og den, hvormed begge, Umiddelbarhed og Tanke, gaae over i en fælleds, høiere Eenhed; den indbefatter altsaa baade Negationen og Mediationen. Vi have sagt, at Negationen er Umiddelbarhedens Overgang i det Modsatte; Mediationen er Modsætningernes Forsoning i den høiere Eenhed«, s. 19. Pythagoras . Tennemann 1ste B. p. 101 W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 101: »Daher konnte Pythagoras mit Recht sagen: der weiseste Mann dünke ihm der zu seyn, der den Dingen ihren Nahmen gegeben, und die Zahlen erfunden habe.« altid at have Uret . Saaledes lærte Pythagoras ... det ulige fuldkommen jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 105 »Die geraden Zahlen sind unvollkommen, unvollständig, die ungeraden vollkommen und vollständig«. Jf. den pythagoræiske kategoritavle (). I en notesbog (L-fort. 366a, ) excerperer SK samme sted: »de lige Tal er ufuldkomne og ufuldstændige; de ulige ere fuldkomne og fuldstændige« (Pap. IV C 3, s. 374). – Pythagoras: . Pythagoræerne . Tennemann 1ste B. p. 115 Umiddelbart efter at have opstillet den pythagoræiske 'kategoritavle' () skriver Tennemann, Geschichte der Philosophie bd. 1, s. 115f.: »Diejenige Idee, welche die Erfinder dieser Tafel leitete, war, alle Begriffe, durch welche den Dingen eine Vollkommenheit beigelegt wird, auf der einen Seite, so wie auf der andern diejenigen zusammen zu stellen, welche einen Mangel der Vollkommenheit nach ihrer Vorstellungsart einschließen. Daher stehet der Begriff des Endlichen oder Begrenzten, und auf der andern Seite der des Unendlichen oben an. Denn mit dem Endlichen, der Einheit verglichen sie alles Bestimmte und Regelmäßige, / [s. 116] / mit dem Unendlichen, Gleichen aber das Unbestimmte, Unordentlige, Unerkennbare in der Welt.« Tennemann 1ste B. p. 119 W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1, s. 119: Tennemann skriver, »daß die Pythagoräer nicht das Princip woraus etwas enstehet, sondern was daraus enstehet, wie bei den Pflanzen, Thieren, für das vollkommenste gehalten haben«. Eenheds-Principet ... Modsætnings-Principet og . Pythagoras lærte ... et Tal . Eleaten Zeno Zenon fra Elea (5. årh. f.Kr.), gr. filosof af den eleatiske skole, . μηδεν των οντων ... p. 202 og note gr. (mēden tōn óntōn estí to hen) »det ene er intet af det værende«. Ordret citat fra W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 202, note 75, hvor den gr. filosof Simplikios (d. 547) angives som kilde. Noten føjes til denne passage, s. 202: »Aeltere und neuere Schriftsteller haben behauptet, Zeno habe die Existenz der einen Substanz nicht nur bezweifelt sondern ganz und gar geleugnet, und gesagt: sie sey keins von den existierenden Dingen, er habe daraus gefolgert: es existiere gar nichts.« Heraklit trak ... for Kjendere excerpt fra W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 210. – Heraklit: . – Dianas: . En af de 7 Vise ... vare Dommere De syv vise var if. oldgræsk tradition syv statsmænd fra det 7. og 6. årh. f.Kr., især kendt for en række korte leveregler; kilderne er ikke enige om deres navne. Den, der her sigtes til, er den skythisk fødte filosof Anacharsis, der omtales i Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 8, 103, hvor han tilægges denne replik: »Underligt er det, at hos Grækerne stride kunsterfarne Mænd om Prisen, men uerfarne Mennesker ere Dommere«, Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 47. et Barn ... Moderens Smerte Ved besværlige fødsler, fx når blodstyrtninger eller krampetrækninger truede moderens liv, blev barnet taget med tang, hvorved dets hoved blev deformeret; således fik det spæde barn en midlertidig (og ikke bestandig) mindelse om moderens smerte, jf. M. Saxtorph Nyeste Udtog af Fødsels-Videnskaben, til Brug for Jordemødrene, 3. opl., Kbh. 1828 [1802], § 290, s. 229: »Tangen er et Instrument, med hvilket man ligesom med Jernhænder kan omfatte visse Dele af Barnet, og uden at skade dem dermed sikkert udtrække Barnet.« Stoicisme filosofisk skole, grundlagt af Zenon o. 300 i Grækenland og i de første årh. e.Kr. videreført i Rom af bl.a. Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius; her sigtes til dens lære om, at alle mennesker af natur er ens og principielt i stand til at hæve sig over tilfældige lidelser for at realisere en ideal sindsro. Pontoppidan i hans Forklaring ... deres Sjæl sigter til Erik Pontoppidan (1698-1764) Sandhed til Gudfrygtighed udi en eenfoldig og efter Mulighed kort dog tilstrekkelig Forklaring over Sal. Doct. Mort. Luthers Liden Catechismo, Kbh. 1738 (i almindelighed kendt og betegnet som »Pontoppidans Forklaring«), s. 168f.: »Er ikke Vantroe og Guds-bespottelige Tanker eller Indfald farlige Fristelser af Dievelen og Menniskets Hierte? / Jo, men en troende, som har stor Afskye derfor, og strider efter Muelighed der imod, kand trøste sig ved, at Gud seer, at det er paa hans Side ingen frivillig Gierning, men en smertelig Lidelse, som og tilsidst har sin salige Nytte.« Og s. 136f.: »Hvilke ere da saadanne Evangelii Naade-Gaver? / Det er (...) endog de bitterste Lidelsers Udfald til de troendes beste; et levende Haab om Saligheden, hvorpaa endelig følger den uudsigelige evige Glæde og Herlighed i Himmelen o.s.f.« Leucipp Leukippos fra Milet (5. årh. f.Kr.), gr. filosof; menes at have skrevet Megas Diakosmos (»Det store verdensbillede«), hvoraf der kendes et fragment. et Sørgespil ... p. 264 n: overs. citat fra W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 264, nederst. Han (...) havde ikke ... Hoved til sigter til Matt 8,20: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). Jf. desuden Luk 9,58. sorgløs som Himlens Fugl og Markens Blomst (...) Skal et Msk. ... den Dag imorgen sigter til Matt 6,24-34 (NT-1819); v. 26: »Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget Mere end de?«; v. 28: »Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke«; og v. 34: »Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.« vi lære jo dog ... at indordne sig derunder Lærebøgerne til brug i kristendomsundervisningen formanede enhver til flid i sin givne næringsvej (kald), både for at indordne sig under den af Gud sanktionerede verdslige orden og for at sikre sit og sin husstands daglige udkomme, jf. fx kap. 6, afsnittet om pligten at drage »Omsorg for vor timelige Velfærd«, § 1a i N.E. Balle og C.B. Bastholm Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler, Kbh. 1824 [1791], ktl. 183: »Vi maae stræbe, at forøge vor Velstand, baade ved Fliid i vort lovlige Kald, og ved en klog Sparsommelighed, saavel til Nytte for os selv, som for at kunde komme andre til Hielp i deres Trang« (s. 72). det stumme Bogstav det bogstav, som skrives, men ikke udtales. kalde min Smule Viisdom Sophistik hentyder måske til J.L. Heibergs og M.A. Goldschmidts anmeldelser af Enten – Eller (): I »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade () priser Heiberg »Forfatterens ualmindelige Aandrighed, Lærdom og stilistiske Færdighed« (bd. 2, s. 290), men »tvivler ikke paa, at dersom Forfatteren vilde lade den see for Penge, vilde han faae ligesaa Meget ind som ved at lade den læses for Penge« (bd. 2, s. 288). I Corsaren den 10. marts 1843 (nr. 129) skriver Goldschmidt om forfatteren, at han er »en mægtig Aand, han er en Aandsaristocrat, han spotter over den hele Menneskeslægt, viser dens Jammerlighed« (sp. 1), og derfor har forfatteren desuden sat en ære i selv at bekoste udgivelsen uden hensyn til, om nogen ville købe den eller ej (sp. 2f.). den mangler ... tjener Penge ved den Enten – Eller udkom i kommission hos C.A. Reitzel, og SK var således sin egen forlægger, en forretningsmåde, som indebar, at han selv måtte slutte kontrakt med trykkeriet; for papir og trykning betalte han 640 rigsdaler og 46 skilling (), og for de første 100 solgte eksemplarer modtog han den 7. maj 1843 fra C.A. Reitzel 395 rigsdaler og 80 skilling; han tjente således ikke på udgivelsen i første omgang. Jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 58-62. – Platos: Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af Sokrates (), som desuden er den gennemgående hovedperson i Platons dialoger, der hyppigt polemiserer mod sofisterne, grundlagde 387 f.Kr. Akademiet i Athen, blandt hans elever var Aristoteles. Af Platons værker ejede SK bl.a. en gr. og lat. udg. Platonis opera, quae exstant, udg. af F. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera), en ty. overs. Platons Werke, overs. af F. Schleiermacher, del 1-3 i 6 bd., Berlin 1804-28, ktl. 1158-1163, og en da. overs. Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-8, Kbh. 1830-59; bd. 1-3, 1830-38, ktl. 1164-1166; i kommentarerne til JJ vil der fortrinsvist blive henvist til disse og supplerende til Platons Skrifter, udg. af C. Høeg og H. Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]. – Aristoteles: . Tennemann ... not. 6 W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 355, note 6b: »Dieses sind die Charactere, welche Plato von den Sophisten an mehreren Stellen vorzüglich in seinem Dialog Sophista [231d-e] angiebt. z. B. S. 230 νεων ϰαι πλουσιων εμμιςϑος ϑηϱευτης, 2) εμποϱος τις πεϱι τα της ψυχης μαϑηματα, 3) πεϱι ταυτα ϰαπηλος, 4) αυτοπωλης πεϱι τα μαϑηματα, 5) της αγωνιστιϰης πεϱι λογους αϑλητης την εϱιστιϰην τεχνην αϕωϱιςμενος, 6) δοξων εμποδιων μαϑημασι πεϱι ψυχην ϰαϑαϱτης [gr. »en hyret jæger af unge og rige mænd, 2) en eksportør af sjælekundskaber, 3) en kræmmer, der gør sig i samme, 4) en producent af kundskaber, 5) en kæmper i stridskunst med ord, specialiseret i disputerekunst, 6) en sjælerenser, der fjerner de forestillinger, som er til hindring for kundskaber«]. Doch das letzte Merkmal, sagt er, könne dem Sophisten noch streitig gemacht werden. Aristoteles de Sophist. elenchis c. 1. [165a 21-23] εστι γαϱ ἡ σοϕιστιϰη ϕαινομενη σοϕια, ουσα δε μη· ϰαι ὁ σοπιστης χϱηματιστης απο, ϕαινομενης σοϕιας, αλλʹ ουϰ ουσης [gr. »For den sofistiske kunst minder om visdom, men er uden realitet; og sofisten er en, som tjener penge på visdom, der kun er tilsyneladende, men uden realitet«].« Socrates siger til Theætet jf. Sokrates' () replik i Platons dialog Theaitetos, 148e. – Theætet: Theaitetos (415 el. 413-369 f.Kr.), gr. matematiker. Ωδινεις γαϱ ... Ast 2 Tom. p. 22 gr. »Det [at Theaitetos ikke kan lade være at spekulere] kommer af, at du har Fødselsveer, kære Theaitetos, fordi du ikke er tom, men svanger«, Platons Skrifter () bd. 6, s. 102. SK citerer i øvrigt ordret fra Platonis opera () bd. 2, 1820, s. 22, men udelader accenttegnene. offentlig Fruentimer prostitueret, luder. If. Danske Lov () var prostitution ulovlig, men da den i praksis ikke var mulig at undgå, blev den tolereret; i et forsøg på at holde de vidt udbredte kønssygdomme i ave, blev de prostituerede lovet anonymitet og gratis behandling af evt. sygdomme, hvis de selv meldte sig på politikammeret. Jf. A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, Kbh. 1844-53; bd. 3, 1848, s. 36: »I Forbindelse med denne Materie bør det her ikke lades ubemærket, at de hos Politiet indskrevne offentlige Fruentimmers Antal i Kjøbenhavn i den sidste halve Snees Aar har været c. 300, snart lidt over, snart lidt derunder, og at der vistnok er meget faa andre end de Indskrevne, som søge Hovederhverv ved Løsagtighed, da Politiet er meget agtpaagivende og streng i saa Henseende, hvorimod Antallet paa dem, som herved søge en Bifortjeneste, ikke skal kunne calculeres til under 1000.« han kunde være Fader ... skyldte ham Livet Det var ikke ualmindeligt, at prostituerede fødte 'uægte børn', selvom de stræbte at undgå graviditet; men »det maa erindres at hvert Aar kun mellem ⅓ og ¼ af alle faldne Piger kunne antages at blive svangre, selv om Man vil ansee deres Frugtbarhed for lige saa stor som de gifte Koners, hvad den dog sikkert ikke er«, A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 3, 1848, s. 32. En plakat af 6. dec. 1839 indskærpede, at faderen (dersom han lod sig identificere) var pligtig til »at sørge for sit uægte Barn«. – etsteds i Verden ... skyldte ham Livet: Når en prostitueret (eller anden ugift pige) skulle føde, kunne hun anonymt lade sig indlægge på Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse i Amaliegade (se kort 2, F3). Her kunne hun mod ydelse af et alimentationsbidrag efterlade barnet til stiftelsens eller en plejefamilies forsorg. De færreste prostituerede var i stand til at yde det årlige bidrag på 50 rigsdaler (), og derfor var de i praksis tvunget til at tage de nyfødte med sig, hvis de ikke i stedet ville opgive deres anonymitet. Det er bedre at give end at tage sigter til Jesu ord if. Paulus, ApG 20,35: »Det er saligere at give end at få.« redebon til af Kjærlighed at bortgive Alt spiller måske på Tit 3,1 om »at være redebonne til al god Gierning« (NT-1819). Un sot trouve ... Boileau ordret citat fra F.C. Eilschov Philosophiske Breve Over adskillige nyttige vigtige Ting, Kbh. 1748, ktl. 475, s. 126, note y. Jf. teksten samme side, hvor Eilschov benytter det oversatte citat som karakteristik af fritænkere, der med fabler og løs viden benægter forsynet: »En Nar en større for sig finder, / Som med sit Narrerie han lættelig forblinder (y).« Versene skyldes den fr. digter og kritiker Nicolas Boileau-Despréaux (1636-1711) L'art poétique (1674), 1. sang, vers. 232. reus voti lat. bundet af et løfte. Udtrykket optræder i Vergils Æneide, 5. sang, v. 237, og angiver, at man er forpligtet til at opfylde sit løfte til guderne (fordi man har fået sit ønske opfyldt). theologisk Attestats egl. attesteret eksamensbevis, dvs. teologisk embedseksamen (efter fundats af 7. maj 1788, kap. 4, § 9-10, og kgl. resolution af 13. dec. 1835). SK tog sin teologiske embedseksamen den 3. juli 1840. Disputats SK disputerede for den filosofiske magistergrad den 29. sept. 1841 med Om Begrebet Ironi, Kbh. 1841; han kan allerede have påbegyndt disputatsen 1838-39, men i det væsentlige blev den formentlig udarbejdet fra o. sept. 1840 frem til kort før indleveringen den 3. juni 1841, dvs. under forlovelsen med Regine Olsen (), jf. tekstredegørelsen, SKS K1, 125-129. i 11 Maaneder fix og færdig med »Enten – Eller« SK har formentlig nedskrevet de første udkast til Enten – Eller () i okt. 1841 og arbejdet på værket frem til sept. 1842, hvorefter de følgende fire måneder gik med renskrivning og korrekturlæsningen, jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 54-58. Mynsters Prædikener jf. J.P. Mynster Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 2191, og Prædikener bd. 1-2, Kbh. 1810-15; bd. 1, 3. opl, 1826, og bd. 2, 2. opl., 1832, ktl. 2192. – Mynsters: Jacob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, fra 1834 biskop over Sjællands stift og som sådan kirkens gejstlige overhoved. han trøster ... blidere Dage jf. fx J.P. Mynster »Formaning til at holde fast ved Haabet« i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 2, s. 398: »Det er vel saa, at ogsaa paa den klare Dag samle Skyer sig ofte over Menneskenes Hoved, og indhylle deres Vei i Taage og Mørke; men det er sandeligen og saa, at efter Regn skinner Solen atter, efter Vinter kommer Foraar, efter sørgelige Tider komme atter glædeligere.« Cartesius have meent ... det Sandsynlige I fortalen til Meditationes de prima philosophia (i Renati Des-Cartes opera philosophica () bd. 1, s. 1-4) forklarer Descartes, at de filosofiske problemer, han mener at kunne løse vha. sin metodiske tvivl, alene vedrører spekulative sandheder og hverken troen eller handlingslivet; i 1. meditation (s. 5-8) udtrykker Descartes prægnant, at det – mens man tvivler – ikke drejer sig om at handle, men kun om at meditere og erkende. – Cartesius: . Χstus skjulte noget ... ikke kunde bære det sigter til Joh 16,12: »Jeg haver endnu Meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det« (NT-1819). mod Gud har jeg altid Uret . Hiin Qvinde ... Fornuftens Gudinde jf. fx Beckers Verdenshistorie () bd. 11, 1827, s. 532: »Ødelæggerne af det christelige Kirkevæsen opfandt Fornuftens Cultus, og helligholdt samme for første Gang den 10de November 1793 i Notre Dame Kirken. En berygtet Skiøge blev som Fornuftens Gudinde kiørt halvnøgen paa en Triumphvogn til Alteret, og der hædret med Hymner og Røgelse.« Becker fortæller ikke om kvindens senere skæbne. Theodorus Atheos ... p. 124. not. 39 overs. citat fra W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 2, 1799, s. 124, note 39, hvor Tennemann citerer på gr. fra Plutark De tranquillitate animi (Om sindsro). – Theodorus Atheos: Theodoros fra Kyrene (4. årh. f.Kr.), gr. kyrenæisk-epikuræisk filosof med tilnavnet átheos, gr. gudløs, ateist. hvad hverken det gl. T. ell. Koranen melder om If. 1 Mos 22,1-19 byder Gud Abraham at begive sig til Moria for der at ofre sin søn; han forbereder ofringen, og på den tredie dag når de frem, mens Isak fortsat er uvidende om sin bestemmelse, jf. v. 7-8. Da Abraham har bygget et alter, bundet Isak og grebet kniven for at slagte ham, standses han af en engels råb fra Himlen; nu ved Gud, at Abraham af frygt for ham end ikke ville spare sin søn, og derfor velsigner han ham og byder ham i stedet at ofre en vædder, der pludselig viser sig nær ved. – Koranen: SK ejede en ty. overs., Der Koran, overs. af L. Ullmann, Crefeld 1840, ktl. 603; han har formentlig og forgæves søgt i 14. sure, som bærer titlen »Abraham« (s. 206-211), men if. 37. sure, »Die sich Ordnenden« (s. 383-389), v. 102, vidste Ismael (som i Koranen er genstand for Abrahams prøvelse og ikke hans broder, Isak) faktisk, at Abraham ville ofre ham, jf. s. 386: »Als dieser [Ismael] nun in die Jahre der Einsicht kam, da sagte Abraham zu ihm: O mein Sohn, ich sah in einem Traume, daß ich dich zum Opfer darbringen soll; nun bedenke, was du davon hältst. Er aber antwortete: Thue, mein Vater, wie dir geheißen worden, und du wirst mich, mit Gottes Willen, ganz geduldig finden.« som Furier over hans Hoved sigter til den gr. mytologis nidkære hævngudinder, furierne, der med slangehår på hovedet og dolke og fakler i hænderne forfulgte forbrydere med skrækindjagende syner. Naar Barnet ... Moderen sit Bryst Moderen har antagelig sværtet sit bryst med kønrøg (et sort farvestof, som fås af den sod, der sætter sig i ovnen eller skorstenen, hvor fedt gran- el. fyrretræ antændes) el. lampesod (den sod, der samler sig af brændende lamper; lampesværte). Idag stod der ... svært sort Silketøi jf. Adresseavisen den 10. april. 1843 (nr. 85), 1. tillæg, sp. 10: »Behag at bemærke! / Formedelst anden Bestemmelse sælges (som er kjøbt til eget Brug) 14 Al. svært sort Silketøi, eens paa begge Sider og 5 Qv. br., samt et meget smukt fransk Shawl, som sælges betydeligt under den Priis, som det har kostet i Borgergaden 204, i Stuen, 1ste Dør fra Gothersgaden.« Under rubrikken »Blandede Bekjendtgørelser« i Adresseavisen benyttes udtrykket »Formedelst anden Bestemmelse« som en fast og hyppig vending. – Adresseavisen: egl. Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger, grundlagt 1759 og det vigtigste organ for den københavnske avertering, da den – Berlingske Tidende undtaget – som det eneste blad i Kbh. havde ret til at indrykke avertissementer for betaling; fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1840'erne lå oplaget på 7000 eksemplarer, jf. A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, Kbh. 1844-53; bd. 3, 1848, s. 261f. theolog: Candidater (...) begynde med at være Lærere Endnu på SKs tid blev en del teologiske kandidater efter embedseksamen antaget som privatlærere for velholdende borgeres el. embedsmænds børn, jf. »Om de theologiske Candidaters Huuslærerliv« i Archiv for den praktiske Theologie, udg. af J.S.B. Suhr, bd. 1-2, Kbh. 1839-40; bd. 1, s. 273-289. Jeg begyndte ... at være Sjælesørger SK blev teologisk kandidat den 3. juli 1840 og forlovet med Regine Olsen () den 8. sept. samme år; at han 'endte med at være sjælesørger' sigter måske til, at han efter endegyldigt at have brudt forlovelsen den 11. okt. 1841 på hendes faders foranledning samme aften og igen den følgende dag prøvede at trøste hende (jf. notesbogen »Mit Forhold til 'hende'«, dateret 24. aug. 1849, Pap. X 5 A 149,12, s. 164), men kan desuden sigte til To opbyggelige Taler () som særligt henvendt til Regine Olsen alias »hiin Enkelte« (), jf. kommentaren til SKS 5, 13,11, i SKS K5, 35. Det Opbyggelige dels en homiletisk genre, der sigter mod at opbygge og befæste menighedens følsomhed over for det guddommelige, dels en privat praksis, hvor den troende i lønkammeret ved bøn og læsning af opbyggelige skrifter søger Gud i sit hjerte, jf. fx artiklen »Erbauung« i F.A. Brockhaus Allgemeine deutsche Real-Encyklopädie für die gebildeten Stände. (Conversations-Lexikon.), 8. udg., bd. 1-12, Leipzig 1833-37, ktl. 1299-1310 (forkortet Conversations-Lexikon); bd. 3, 1833, s. 664f. en Spøg ... siger Du sml. journaloptegnelsen FF:91, SKS 18, 94, hvor SK i 1837 spørger: »Hvorvidt kan der ligge noget humoristisk i Bønnen, i den deri indeholdte Tilsidesættelse af al verdslig Relativitæt, det at være Duus med Gud.« tiltaler den jordiske Majestæt med det fortrolige Du Enhver undersåt var pligtig at titulere den enevældige konge »Deres Majestæt«, ligesom både Kongeloven (1665, offentliggjort 1709) og Danske Lov () byder at »holde og agte Kongen for det ypperste og høyeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved eller Dommer kiender over sig, enten i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud aleene« (her cit. efter Danske Lov, 1. bog, kap. 1, § 1, som med ubetydelige ortografiske ændringer følger Kongeloven). Sted herude i Gribs-Skov ... Otteveiskrogen Gribskov i Nordsjælland (Frederiksborg Amt), knap 40 km NNV for København, var (som i dag) Sjællands største skov, omfattende 7.700 tdr. (42 km2) fredskov, dvs. indhegnet skov, hvor kreaturer ikke måtte græsse, med tilstødende skove i alt 10.000 tdr. (55 km2). Jf. A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, Kbh. 1844-53; bd. 2, 1847, s. 213. I det 17. årh. anlagdes retlinjede vejsystemer i stjernemønstre til parforcejagt i skoven, og Ottevejskrogen er et mødested for sådanne veje; den findes i skovens sydlige ende, nær Kildeport, men er tidl. fejlagtigt blevet identificeret med Rødepæl Stjernen el. Syvstjernen, hvor der i 1913 blev opstillet en mindedysse for SK. Ottevejskrogen blev desuden brugt som betegnelse for den tilstødende del af Grib Skov, hvilket ses på et skovkort fra o. 1850, mens navnet fx ikke findes på J.H. Mansa Kort over den nordøstlige Deel af Sjælland, Kbh. 1837 (el. senere), ktl. 2051 (se kort 3, D3). Forord til de »to Prædikener« dvs. forordet til To opbyggelige Taler, Kbh. 1843, jf. SKS 5, 13. Forordet er dateret »Kjøbenhavn, den 5te Mai 1843«, SKs 30-års fødselsdag; men dateringen må være fremskreven, da bogen allerede var færdig fra trykkeriet lørdag 6. maj (og udkom tirsdag 16. maj); SK har formentlig afleveret sit manuskript til sætteren i midten af april, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 15f. – to Prædikener: I forordet til To opbyggelige Taler skriver SK, at bogen »blev kalden 'Taler' ikke Prædikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,2. Jeg iler op i Bogtrykkeriet (...) Sætteren SK boede i Nørregade, nuværende nr. 38 (se kort 2, B1), og Bianco Lunos Bogtrykkeri lå på det vestlige hjørne af Østergade og Pedermadsensgang, nuværende Ny Østergade (se kort 2, D2). Sætteren er ikke identificeret. Jf. i øvrigt tekstredegørelsen til To opbyggelige Taler, Kbh. 1843, SKS K5, 15f. den »Enkelte« nemlig, som SK skriver i forordet til To opbyggelige Taler, »hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser, hiin Enkelte, hvem den søger, efter hvem den ligesom udstrækker sine Arme, hiin Enkelte, der er velvillig nok til at lade sig finde, velvillig nok til at modtage den«, SKS 5, 13,11. først besluttet kun at lade trykke 2 Exemplarer To opbyggelige Taler udkom formentlig i et oplag på 500 eksemplarer, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 20. jeg tager den hemmelige Note bort Det kan ikke afgøres, om SK sigter til en faktuel el. fiktiv handling. qvitterer (...) til Takke giver igen, honorerer (en fordring) med tak. Synd (...) der skal sørges over . Christi Ord: naar Du faster (...) saa salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt jf. Matt 6, 17: »Men naar du faster, da salv dit Hoved, og toe [vask] dit Ansigt« (NT-1819). Menighed og (...) Menighedens Idee sigter formentlig til N.F.S. Grundtvig () og hans lære om menighedsfællesskabet som kristendommens fundament. Myndighed især den myndighed, som en ordineret præst i den da. kirke havde, og som SK ikke havde, da han ikke var ordineret. Jf. forordet til To opbyggelige Taler, 1843 (), hvor SK straks erklærer, at »denne lille Bog (...) blev kalden 'Taler' ikke Prædikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,2. Bileams Æsel der taler jf. 4 Mos 22,21-30. hiin Gartnersvend ... gode Recommendationer sigter til en vignet, som ikke blev brugt i Adresseavisen (), men derimod ofte under rubrikken »Ledige Tjenester« i Berlingske Tidende i forbindelse med annoncer for gartneri og havearbejde: Vignetten forestiller en mand, som i foroverbøjet stilling og med en vandkande i hånden, vander et par buske, jf. fx 6., 11. og 16. feb. 1843 (nr. 34, 39 og 44). Under vignetten den 11. feb. læses denne annonce: »For en, helst ugift Gartner, der er dulig i sit Fag og selv tager Deel i alt forefaldende Arbeide og som tillige kan producere Beviser for Ædrulighed og god Opførsel, er Tjeneste ledig til 1ste Mai, paa Hørbygaard pr. Holbek.« Se illustration 8.8. Annonce i Berlingske Tidende med vignet af en gartnersvend Jf. også en annonce under en tilsvarende vignet den 10. feb. 1840 (nr. 33): »En ung Mand, som har taget Gartner-Examen, og i de senere Aar lært Landvæsenet hos duelige Landmænd, ønsker sig anbragt som Forvalter, ligemeget om paa en større eller mindre Landeiendom. Gode Anbefalinger kunne tilveiebringes. Man behage at henvende sig til Hr. Urtekræmmer Øst, Hjørnet af Integade og Kirkestræde, som giver nærmere Oplysning.« snu Lommeprokurator En prokurator (sagfører), dvs. en person, som fører sager for andre el. 'går i rette for andre', burde if. Danske Lov () være god, oprigtig og uberygtet (1. bog, kap. 9, § 8). Ikke desto mindre blev prokuratorerne i almindelighed ringeagtet som moralsk anløbne personer, der af hensyn til klientens sag og sin egen indtjening uden skrupler forsøgte at bøje loven. Udtrykket lommeprokurator blev brugt nedsættende om sådanne prokuratorer, men også om andre, der fremmede en (fx litterær) sag vha. uhæderlige og amoralske midler. dreie (...) en Næse narre. Det vil jeg ei ... det Hele delvist overs. citat fra Fra Diavolo eller Værtshuset i Terracina. Syngespil i 3 Akter af E. Scribe; oversat til Aubers Musik af Th. Overskou, 1. akt, 3. scene (Det kongelige Theaters Repertoire nr. 37, Kbh. 1831, s. 3f.): »Jeg gjerne saae, jeg gjerne saae, / At De paa Moden altid var, / At diamonds and Silk' De bar, / Og dertil mine Peng' let gaae! / Jeg glad det saae, jeg glad det saae! / Men hvis, Mylady! De mig til / En Mand paa Moden gjøre vil – / You are in fault – jeg svarer: nei! / Det vil jeg ei, det vil jeg ei! – / No, no, no, no, no, Goddam! / Det vil jeg ei, – det vil jeg ei!« Verset synges af Lord Rokborough, en eng. rejsende i Italien, for hans kone, Pamela, som han umiddelbart forinden har beskyldt for koketteri. Fra 19. maj 1831 til 21. febr. 1842 blev stykket opført 53 gange på Det kgl. Teater. saa kan de Andre ... lade være at kjøbe, at læse, at anmelde o.s.v. spiller formentlig på J.L. Heibergs anmeldelse af Enten – Eller i »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade (), s. 288f.: »Man tænker: 'Har jeg Tid til at læse saadan en Bog, og hvad Garantie har jeg for, at Opoffrelsen vil blive lønnet?' Man føler sig underligt greben af selve Titelen, idet man applicerer den paa sit eget Forhold til Bogen, og spørger sig selv: 'Skal jeg enten læse den, eller lade det være?'« sat ned i det mørke Hul ... seer Intet, ingen Udvei allusion til Sl 88, 2-9, jf. især v. 7-9: »Du lagde mig i en Hule, i de nederste Steder, i mørke, i dybe Steder. Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger, Sela! Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem, jeg er indelukt, og kan ikke komme ud« (GT-1740). viet (...) ved venstre Haand indgået i et forhold til en anden end den, man er lovformeligt gift med. skrumpet sammen som en Græshoppe formentlig en allusion til Tithonus, i antik mytologi gift med Aurora, morgenrødens gudinde: Aurora fik Tithonus gjort udødelig, men glemte tillige at bede om evig ungdom for ham; han ældedes da, mistede såvel sin skønhed som Auroras kærlighed og bad derfor om atter at blive dødelig, men forgæves; i stedet forvandlede Aurora ham til en cikade el. græshoppe, jf. Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 1, s. 365. SK kan også sigte til Sl 109,23: »Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe« (GT-1740). spændt i Selerne som et trækdyr, fx en hest el. okse, der spændes i seletøjet for at trække en plov eller drive en tærskemaskine, jf. talemåden at lægge sig i selen, dvs. at anstrænge sig, arbejde ihærdigt. Spæde-Kalv den unge (spæde) kalv, som måtte ofres til Gud (jf. 3 Mos 9,3 og 22,27). I sammenhængen () synes SK desuden at sigte til Efraims bøn til Gud i Jer 31,18: »du haver tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv der ikke var lært; omvend mig, saa bliver jeg omvendt, thi du, HERRE, er min Gud« (GT-1740). Daub siger ... som Andre ikke faae sigter til en udtalelse af den ty. teolog Karl Daub (1765-1836) i en samtale med den ty. filosof Karl Rosenkranz (1805-79), gengivet i dennes Erinnerungen an Karl Daub, Berlin 1837, ktl. 743. Da Rosenkranz beklager sig over, at han skal tilbage til Preussen og gøre militærtjeneste, bemærker Daub: »Alles Praktische, beschied er mich, hat eine Seite der concreten Erfüllung. Und glauben Sie mir nur, so als Schildwacht, zur Nachtzeit auf einsamen Posten, etwa an einem Pulvermagazin, hat man Gedanken, die außerdem ganz unmöglich sind. Also grämen Sie sich darum nicht«, s. 24f. Jf. også den da. oversættelse i Erindringer om Karl Daub, i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, 5. årg, Kbh. 1837 (hvori SK står anført blandt subskribenterne), s. 534-562; s. 551. hiin Asket ... faldt til Drik ikke identificeret. – faldt: forfaldt. Angst og Bævelse sigter formentlig især til Job 4,13-14: »I Tanker, af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk; da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been« (GT-1740). mediere . Bournonville (...) i sin Fremstilling af Mephistopheles Den da. solodanser, koreograf og balletmester Antoine August Bournonville (1805-79) var fra 1830 fast ansat ved Det kgl. Teater i København; her blev hans egen ballet Faust. Original romantisk Ballet i tre Akter, Kbh. 1832, opført 32 gange fra 25. april 1832 til 13. marts 1843, og fra 10. juni 1842 dansede han selv Mefistofeles' parti (tidl. havde han danset Fausts parti). Winsløv (...) sagde: »Taalmodighed« ... de Uadskillelige Carl Winsløw (1796-1834), da. skuespiller, ved Det kgl. Teater fra 1819 til sin død. I de fem opførelser af Adam Oehlenschlægers tragedie Karl den Store i sæsonen 1829-30 spillede Winsløw rollen som kong Karls uægte søn, Pipin; denne siger ikke »Taalmodighed«, men SK tænker formentlig på hans monolog i 1. handling, hvori han bl.a. erklærer at ville tøjle sin elementariske utålmodighed for at kunne bedrage sin fader: »Har Elementerne Medlidenhed? / De knuse Tag og Hytter, Mast og Flaader. / Den røde Ild sig hvirvler med sin Flamme, / Frist i sin Skiønhed, uden Skaansomhed, / Og Havet smiler, mens det drukner Folk. / Men derfor bliver Ild og Vand og Luft / Dog Adels-Elementer. – Men min Fader / Tilhører Jorden kun. Han nærer dem! / Og veed ei, at en lydig, dygtig Flok / Skal aves, som et Kobbel magre Hunde. – / Men nu maa jeg dog lidt betvinge mig, / Og stemme Visen noget i hans Tone« (jf. Oehlenschlägers Tragødier bd. 1-9, Kbh. 1841-44, ktl. 1601-1605; bd. 7, 1842, s. 17f.; if. boghandlerregning fra Reitzel har SK først købt disse 12. nov. 1844 (KA, D pk. 7 læg 6), men han har formentlig set tragediens opførelse på Det kgl. Teater og citeret efter hukommelsen). – I J.L. Heibergs vaudeville De Uadskillelige (1827) spillede Winsløv 1827-34 rollen som Klister; denne er konstant gnaven og småskændende på sin kæreste Amalie, og de to er da uadskillelige, nemlig »I Vrøvleri og Kjedsommelighed«, som det hedder i 2. scene, jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh 1833-41, ktl. 1553-1559 (forkortet Skuespil); bd. 4, 1835, s. 230. Petrarchs Digt: Amors Triumph sigter til »Trionfo dell'Amore«, jf. den ty. overs. »Triumph Amors« i Francesco Petrarca's sämmtliche italienische Gedichte bd. 1-6, overs. af Bruckbräu, München 1827, ktl. 1932-1933; bd. 5, s. 51-78. I digtet, som er i prosa og fire sange, beretter fortælleren, hvordan han i sin elskovs kvaler er søgt ud på et ensomt sted, hvor han imidlertid forstyrres af den vingede kærlighedsgud, Amor, der kommer trækkende med verdens- og litteraturhistoriens ofre for hans kærlighedsindgydende pile: Cæsar og Kleopatra, Theseus og Ariadne, Jason og Medea, Jakob og Rakel samt mange flere, hvis skæbner begrædes. – Petrarchs: Francesco Petrarca (1304-74), ital. digter, filolog og filosof. Concupiscents begær, lystenhed. Heiberg Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. digter, tidsskriftudgiver, litteratur- og teaterkritiker og (fra 1824) erklæret hegeliansk filosof; i 1829 udnævnt til titulær professor, var 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved den nyoprettede, kongelige militære højskole; fra 1829 ansat som teaterdigter og fast oversætter ved Det kongelige Teater, for hvilket han fra 1839 fungerede som censor; i 1831 gift med skuespillerinden Johanne Luise Pätges (1812-90), med hvem han gjorde sit hjem søgt af det dannede borgerskab. de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene jf. J.L. Heiberg De Danske i Paris. Vaudeville i to Acter, 1. akt, 12. scene. Som ung rejser Johannes Bruun udenlands og møder i Frankrig en pige af lavere klasse end han selv; de gifter sig og får en datter, Juliette, men af frygt for at blive gjort arveløs af sin rige onkel holder Johannes sit ægteskab hemmeligt. Imidlertid mister han sin egen formue og vælger derfor at gøre militær karriere i sit hjemland, Danmark, hvorfor han i mange år hverken ser sin hustru eller sit barn. Han når endelig grad af major, og kort efter, i 1816, sendes han til Frankrig for at gøre tjeneste i et da. regiment, som efter Napoleonskrigene og Wienerkonferencen deltager i den allierede besættelse af landet. Desuden er hans onkel død og har efterladt Johannes en stor arv, hvorfor han endelig vil genforenes med sin hustru, der nu er modehandlerinde i Paris, og Juliette, som han ikke har set, siden hun var spæd. I 1. akt, 12. scene, sidder han i en have uden for et hus i Bouchain, hvor hans regiment snart skal indkvarteres, og genkalder sig sin historie, som han slutter med at forudse sin hjemkomst til København: »Og i Kjøbenhavn vil man gjøre store Øine, naar man seer mig, hvem man stedse har behaget at kalde Pebersvend, vende tilbage med en Kone og en Datter paa sytten Aar«, J.L. Heiberg Skuespil (); bd. 5, 1835, s. 48. Fra 29. jan. 1833 til 19. maj 1842 blev De Danske i Paris opført 41 gange på Det kgl. Teater. Holbergs Ulisses (...) er Karl for Tiden I sin komedie Ulysses von Ithacia eller En tydsk Comoedie (1725) følger Holberg i store træk begivenhederne i Homers Iliade og Odyssee, men retter bestandigt en satirisk brod mod det fantastiske tidsforløb i Homers tragedier: Da Ulysses (lat. for Odysseus) har hørt om Helenes bortførelse til Troja, sender han sin tjener, Chilian, ud for at bede de gr. konger om bistand til et togt mod trojanerne; han sværger ikke at ville lade sig rage før Chilians tilbagekomst, så da denne efter et år vender hjem, finder han Ulysses med et langt skæg, som viser sig at være et løst skæmteskæg. Under Trojas belejring bliver Chilian sat til at vogte et pas uden for byen, men han når hverken at bekymre sig om vådt eller tørt, før Ulysses vender tilbage og hævder, at der er gået ti år. Straks efter indtages Troja, og øjeblikket efter er Ulysses og Chilian på vej hjem og har angiveligt været undervejs i 20 år. Chilian beregner, at Ulysses nu må være 70 år gl., og han undrer sig derfor, da den ellers så kyske Dido forelsker sig heftigt i ham. Endelig efter 36 år når de hjem til Ithaka, hvor Ulysses kone, Penelope, viser sig at have været knap så standhaftig som i Homers Odyssee. Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 3. Bindene er uden årstal og sidetal. I 1843 var Ulysses von Ithacia ikke blevet opført på Det kgl. Teater siden 1835. – Holbergs: Ludvig Holberg (1684-1754), da.-no. forf. og videnskabsmand, fra 1717 prof. ved Københavns Universitet, hvor han blev rektor og 1737-51 formueforvalter. I forbindelse med oprettelsen af et dansk teater i Lille Grønnegade (nu Ny Adelgade) skrev Holberg sine første komedier, udgivet i tre bind 1723-25. De første 25 komedier udkom under titlen Den Danske Skue-Plads bd. 1-5. Første Paaskedag til Aftensang i Frue-Kirke (i Mynsters Prædiken) 1. påskedag faldt i 1843 den 16. april, jf. rubrikken »Prædikanterne paa 1ste Paaskedag« i Adresseavisen () den 15. april 1843, nr. 89: »Aftensang. / (...) Frue Kirke, (...) Hr. Biskop Mynster [].« – Frue-Kirke: Vor Frue Kirke i København (se kort 2, B1). nikkede hun til mig Regine Olsen (1822-1904), med hvem SK var forlovet fra 8. sept. 1840 til 11. okt. 1841. I 1843 blev Regine forlovet med Johan Frederik Schlegel (), til hvem hun blev viet 3. nov. 1847. halvanden Aars Lidelser sigter angiveligt til, at SK efter bruddet med Regine Olsen den 11. okt. 1841 havde søgt at gøre hende fri ved at give hende indtryk af, at forlovelsen havde været et bedrag og ikke et udtryk for kærlighed til hende. i det Sted ... at ydmyge mig Det kan ikke afgøres, hvad Regines angivelige stolthed sigter til, jf. dog notesbogen »Mit Forhold til 'hende'«, dateret 24. aug. 1849, hvor SK henviser til, at hun under forlovelsen havde sagt, »at hun havde taget mig af Medlidenhed«, og at »'hvis hun troede det var af Vane jeg kom, saa vilde hun strax slaae op'« (Pap. X 5 A 149,5, s. 161). Hvad SKs ydmygelse af sig selv sigter til, kan heller ikke afgøres. Da bød hun mig Spidsen da trådte hun kæmpende op imod mig; sigter formentlig til den 11. aug. 1841, da SK havde søgt at bryde med Regine ved at sende hendes forlovelsesring retur, hvilket hun imidlertid besvarede med et brev, hvori hun (if. en optegnelse med titlen »Mit Forhold til hende« fra o. 1. sept. 1849 i journalen NB12) besværgede ham »for Jesu Christi Skyld og ved Mindet om min afdøde Fader ikke at forlade hende« (Pap. X 1 A 667, s. 422). det Senere sigter formentlig til de to følgende måneder – indtil det endelige brud den 11. okt. – som SK i »Mit Forhold til 'hende'« () omtaler som »Bedragets to Maaneder« (Pap. X 5 A 149,11), i hvilke han »for at ryste hende af (...) maatte være saaledes grusom« (Pap. X 5 A 149,10). Da brast Baandet nemlig da SK den 11. okt. 1841 gjorde det endegyldigt forbi med Regine. Den anden Prædiken dvs. »Al god og al fuldkommen Gave er ovenfra« i To opbyggelige Taler, Kbh. 1843, jf. SKS 5, 39-56. Denne anden af de to prædikener, som SK i sit forord insisterer på at kalde taler og ikke prædikener (), tager sit afsæt i epistelen Jak 1,17-21, jf. v. 17, hvorfra titlen er taget: »Al god og al fuldkommen Gave er ovenfra (...)« (NT-1819). vide I ... Gud ikke vide det jf. Matt 7,11 (NT-1819): »Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede!« Evangel. ... det bliver Blæst sigter til Kristi ord til farisæerne og saddukæerne, da de kræver et tegn, Matt 16,2-3: »om Aftenen sige I: det bliver en skiøn Dag, thi Himmelen er rød; og om Morgenen: det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! om Himmelens Skikkelse vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I ikke« (NT-1819). Berlin d. 10. Mai 1843 SK rejste mandag 8. maj 1843 fra Kbh. med dampskib til Stralsund, jf. Dagen den 8. maj 1843, nr. 125: »Den 8de Mai. Afg. med Dampskibet 'Dronning Elisabeth' Kl. 11 Form. til Stralsund: Magister Kierkegaard (...).« (Jf. Adresseavisen () 6. maj 1843, nr. 106: »Post-Dampskibet 'Königin Elisabeth' til Ystad og Stralsund hver Mandag-Formiddag Kl. 11, medtagende Reisende og deres Gods, samt Penge- og Pakkepostsager til Østpreussen og Vogne til Stralsund. / Reisende indskrives paa den kongl. Postgaard i Pakkepostcomptoiret, hver Søgnedag fra Kl. 9 til 2 og fra Kl. 6 til 8, samt Mandag-Morgen fra Kl. 8 til 9.«) Han overnattede i Stralsund og rejste dagen efter videre med diligence til Berlin, hvor han således ankom den 9. maj. Tirsdag 30. maj 1843 var SK tilbage i Kbh., jf. Dagen den 31. maj 1843: »Den 30te Mai. Ankomne med Dampskibet 'Svenska Lejonet' Kl. 10 Formiddag fra Stralsund: Magister Kierkegaard (...)«. Hjemrejsen foregik til dels med tog, nemlig fra Berlin til Angermünde, hvorfra han fortsatte til Stralsund med diligence. (Jf. Adresseavisen den 10. maj 1843, nr. 109: »Formedelst den alt halvveis aabnede Jernbane gjøres en Reise fra Stettin til Berlin i 9 a 10 Timer, medens der til Reisen fra Stralsund til Berlin udkræves circa 30 Timer.« Se kladden til et brev til A.F. Krieger, hvori SK beretter om sine genvordigheder på togturen, B&A bd. 1, s. 119-120.) – Berlin: hoved- og kongelig residensstad i den preussiske stat, beliggende i provinsen Brandenburg, o. 350.000 indbyggere uden militære (o. tre gange så mange som København). Stralsund tidl. hansestad ved farvandet mellem Rügen og fastlandet, hørte fra 1815 til kongeriget Preussen og var administrationsby i distriktet af samme navn. Webers sidste Valts jf. fx Carl Maria de Webers sidste Vals, i Udvalg af nye og yndede Dandse for Piano-Forte, nr. 15, Kbh. 1831. – Webers: Carl Maria von Weber (1786-1826), ty. komponist, inden for musikken fader til den ty. romantik, bl.a. med operaen Jægerbruden (1821), der blev opført 60 gange på Det kgl. Teater i Kbh. fra 1822-41. Udover operaer og danse for klaver (valse) komponerede han bl.a. messer og klaverkoncerter. Den forrige Gang jeg var i Berlin dvs. fra slutningen af okt. 1841 til begyndelsen af marts 1842. Thiergarten park vest for Brandenburger Thor (se kort 4, Da-Ea). min Apotheker ... giftet sig formentlig identisk med SKs vært under hans forrige ophold i Berlin, da han i et brev dateret 15. maj 1843 til vennen Emil Boesen (1812-81) fortæller, at han nu er flyttet til sin forrige bopæl (): »Min Adresse er Jägerstrasse und Charlottenstrasse an der Ecke. min forrige Bopæl, kun har Værten giftet sig, og jeg lever derfor som en Eremit i eet Værelse, i hvilket endog min Seng staaer«, B&A bd. 1, s. 119. I 1841/42 lejede SK hele lejligheden på 1. sal, mens han nu i 1843 må nøjes med at leje et enkelt værelse af apoteker Lange, der fra 1840 havde drevet »König-Salomo-Apotheke« i stueetagen på samme adresse, jf. Adreß-Kalender für die königlich Haupt- und Residenz-Städte Berlin und Potsdam, desgleichen für Brandenburg, Charlottenburg, Frankfurt, Neu-Ruppin, Oranienburg, Prenzlow, Schwedt und Spandaw (forkortet Adreß-Kalender), Berlin 1842, s. 364. I Hotel Saxen ... Baadene ligger Ved ankomsten til Berlin indlogerede SK sig på Hôtel de Saxe, Burgstrasse 20 (se kort 4, Cf), jf. Adreß-Kalender, Berlin 1842, s. 369, hvor hotellet rangeres blandt »Gasthoefe erster Klasse«. Jf. også et brev til Emil Boesen, som synes at være skrevet samme dag som optegnelsen i JJ: »Jeg er da i Berlin, logerer indtil videre i Hotel Saxen, er overordentlig anstrænget af Reisen, noget svækket, dog det giver sig vel. Igaar ankom jeg (...)«, B&A bd. 1, s. 117f. Brevet blev sendt sammen med et efterfølgende, dateret 15. maj 1843, jf. foregående kommentar. – Vandet, hvor Baadene ligger: dvs. floden Spree Ø for Spree-øen og N for Friedrichsbrücke (se kort 4, Cf). det erindrer ... har jeg Kirken Kirken, som SK fra Hôtel de Saxe kan se i baggrunden, er Berliner Dom S for Friedrichsbrücke (se kort 4, Cf). – det Gl.: dvs. SKs forrige ophold i Berlin (), hvor han først boede »Mittelstraße No 61 / eine Treppe hoch« (B&A bd. 1, s. 72f.), derefter »Jägerstraße No 57 eine Treppe hoch« (B&A bd. 1, s. 91). Mittelstraße nr. 61 ligger dog ikke i umiddelbar nærhed af vandet (floden Spree), men i gaden ligger Dorotheen Kirche (se kort 4, Dc). Heller ikke hjørnet af Jägerstraße og Charlottenstraße (se kort 4, Ed) ligger i nærheden af vandet, men tæt på – N for Gendarmen Markt – ligger Französische Kirche, senere kaldet Französischer Dom (se kort 4, Dd). at Gud (...) altid er den samme jf. Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse« (). et enkelt Menneske ... giftede sig osv. . 4 ß 4 skilling, dvs. 1/4 mark el. 1/24 rigsdaler; fast udtryk for et meget lille beløb. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsdaler (egl. »Rigsbankdaler«, i samtiden typisk forkortet »Rbd.«), mark og skilling, sådan at der gik 6 mark på en rigsdaler og 16 skilling på en mark; på 1 rigsdaler gik således 96 skilling. – I Hof- og Stadsretten () havde en assessor 1.200-1.800 rigsdaler og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn, mens man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie; en pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi, ligesom en håndværkssvend havde fri kost og logi hos mesteren, men almindeligvis tjente 200 rigsdaler om året. Et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling; for 2 mark el. 32 skilling kunne man købe SKs To opbyggelige Taler, Kbh. 1843 (). daarlige tåbelige, uforstandige. SK spiller formentlig på 1 Kor 1,21-24 (NT-1819): »Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkiendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at giøre dem salige, som troe. Saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom; men vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en Forargelse, og Grækerne en Daarlighed, men dem, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christum, Guds Kraft og Guds Viisdom.« den gl. China-Captain (...) 74 Aar gl. ikke identificeret. Han kan i 'den glimrende handelsperiode' 1793-99 have været kaptajn på et af de mange skibe, der var beskæftiget med den lukrative mellemhandel på Ostindien og Kina, som det neutrale da. flag gav mulighed for under Napoleonskrigene. Mini et konditori på Kongens Nytorv, som SK fra midten af 1830'erne hyppigt besøgte, og som desuden besørgede hans private køb af kaffebønner. Jf. Veiviser eller Anviisning til Kiøbenhavns, Christianshavns, Forstædernes og Frederiksbergs Beboere (forkortet Kiøbenhavns Veiviser), 1843, s. 416: »Mini, Jacob, Conditor, Kongens Nytorv 3«, dvs. det sydlige hjørne af torvet og Lille Kongensgade (se kort 2, D2-3). Bemærk, at numrene i Kiøbenhavns Veiviser ikke er gadenumre, men matrikelnumre, der tælles separat inden for byens enkelte kvarterer (). Manila hovedstaden på Filippinerne, sp. koloni indtil 1898. London kun sjældent besejlet i 'den glimrende handelsperiode' og slet ikke, da Danmark 1801-14 lå i krig med England; siden blev England efter Norge, Preussen og Sverige landets vigtigste oversøiske handelspartner, og London blev således en af de da. handelsskibes hyppigst anløbne havne. Guds Navn sigter til 2 Mos 20,7: »Du skal ikke tage HERRENS din Guds Navn forfængeligen; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen« (GT-1740). intetsigende Veneration ... det Blækhuus (...), der i høieste Ret forestiller Kongen Sædvanligvis præsiderede kongen kun fra tronstolen i Højesteret ved dennes årlige åbning første torsdag i marts, men højesteretsadvokaterne var altid pligtige i deres procedure at henvende deres tale til kongen i ærbødige vendinger (). Ved tronstolen kan der have stået et blækhus som symbol på kongens navn, da Højesterets domme formelt repræsenterede kongens vilje og således blev afsagt (skrevet) i hans navn. den Maade ... at tiltale Gud Det er et karakteristisk træk ved GT, at den bedende tiltaler Gud i anden person (se JJ:90). d. 17 Mai onsdag 17. maj 1843 var SK fortsat i Berlin, . Regine . ængstet mig med sit Skrig Regine skal angiveligt, da SK endegyldigt brød forlovelsen med hende den 11. okt. 1841, have skreget, at det blev hendes død, hvilket SK opfattede sådan, at han havde fået et mord på sin samvittighed – ligegyldigt om hun vitterligt døde eller ej. Jf. en optegnelse fra maj 1847 i journalen NB, Pap. VIII 1 A 100. Jeg har da begyndt ... Skyldig – Ikke Skyldig SK er formentlig allerede under udarbejdelsen af manuskriptet til Enten – Eller begyndt på en fortælling, som han oprindeligt ville have kaldt »Ulykkelig Kjærlighed«, jf. en tilskreven bemærkning på et friblad i SKs håndeksemplar af Enten – Eller (Pap. IV A 215). Under sit ophold i Berlin i maj 1843 er SK vendt tilbage til sin idé og er begyndt at skrive en ny fortælling, som nu for første gang optræder med titlen »Skyldig – Ikke Skyldig« (); af manuskriptet er kun bevaret to fragmenter, hvoraf en enkelt passus synes at referere til forholdet til Regine Olsen: »Hvis min Ære ikke var sat paa Spil hvis min Stolthed ikke var krænket, jeg har villet det, men ikke kunnet det. – Havde hun forladt mig Hvad saa – saa var det Hele Intet. – « (Pap. IV B 142). Om denne fase i tilblivelsen af »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, som siden indgår i Stadier paa Livets Vei (), jf. tekstredegørelsen, SKS K6, 53-60. i 1½ Aar dvs. siden SK hævede forlovelsen (). Theaterprincesse feteret skuespillerinde. saa skal hun, om muligt blive min Kone SK har formentlig først erfaret Regines forlovelse med Johan Frederik Schlegel (1817-96) efter sin hjemkomst til København den 30. maj, og han har derfor fortsat kunnet overveje en genoptagelse af forholdet. da kunde jeg ... selv bad derom I »Mit Forhold til 'hende'« () skriver SK: »Lidt af hvordan det hang sammen med mig, har hun dog anet. Thi oftere faldt denne Replik: Du bliver dog aldrig glad, saa kan det jo hverken gjøre Dig fra eller til, om jeg faaer Lov at blive hos Dig. Hun sagde ogsaa engang: at hun aldrig skulde spørge mig om Noget, naar hun blot maatte blive hos mig« (Pap. X 5 A 149,7). »Hun sagde at hun gjerne vilde takke mig hele Livet igjennem for at maatte blive hos mig, om hun saa skulde boe i et lille Skab« (Pap. X 5 A 149,25). da Faderen bad derom Samme dag, som SK havde brudt med Regine, bad hendes fader, etatsråd Therkel Olsen (1784-1849), ham om blive hos hende, jf. »Mit Forhold til 'hende'« (), hvor SK bl.a. skriver: »Fra hende gik jeg umiddelbart i Theatret, fordi jeg vilde træffe Emil Boesen (...). Acten var forbi. Idet jeg gaaer ud af 2det Parquet, kommer Etatsraaden fra første Parquet og siger: maa jeg tale med Dem. Vi fulgtes ad hjem til ham. Hun er fortvivlet. Han sagde: det bliver hendes Død, hun er ganske fortvivlet. Jeg sagde: jeg skal nok bringe hende i Ro; men Sagen er afgjort. Han sagde: jeg er en stolt Mand; det er haardt; men jeg beder Dem slaae ikke op med hende. I Sandhed han var stor; han rystede mig. Men jeg blev ved Mit« (Pap. X 5 A 149,12, s. 163f.). forfærdelige Ting ... Lyster og Udskeielser SKs angivelige 'lyster og udskejelser' er ikke bevidnet af andre, og det kan ikke afgøres, hvortil han sigter. – Fader: SKs fader, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), voksede op i Sædding i Vestjylland, hvor han bl.a. vogtede får; o. 12 år gl. rejste han til København, hvor han kom i lære hos sin morbror, hosekræmmeren Niels Andersen. I 1780 løste han borgerskab som hosekræmmer i København og opnåede otte år senere tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). Dygtigt købmandskab gjorde ham til en særdeles velhavende mand, så han i en alder af 40 år kunne trække sig tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter yderligere forøgede, formentlig som rentier og investor. I maj 1794 havde han giftet sig med Kirstine Røyen, som døde barnløs den 23. marts 1796. Den 26. april 1797 giftede han sig med Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), med hvem han fik syv børn: Maren Kirstine (1797-1822), Nicoline Christine (1799-1832), Petrea Severine (1801-34), Peter Christian (1805-88), Søren Michael (1807-19), Niels Andreas (1809-33) og SK (1813-55); da SKs far døde var kun han selv og Peter Christian tilbage. Med undtagelse af årene 1803-05 boede familien i København, hvor M.P. Kierkegaard i 1809 købte huset på Nytorv 2 (se kort 2, B2); her boede han til sin død den 9. aug. 1838, og her boede SK efterfølgende til 1840 og igen 1844-48. hvad Grækerne kaldte den guddl. Vanvid alluderer formentlig til Platons dialog Faidros (244a - 245b, 256 og 265b), hvor der findes en længere udvikling af dette begreb og dets forskellige skikkelser: profetisk begejstring, religiøs ekstase, poetisk inspiration og erotisk vanvid. Jf. Platons Skrifter () bd. 6, s. 35-37, s. 51, og s. 63f. Spedalsks Selvbetragtning en, der er befængt med ulægelig hudsygdom, spedalskhed, som endnu på SKs tid blev anset for moralsk anstødelig, jf. Danske Lov (), 3. bog, kap. 16, § 14, stk. 7 (). Det høieste Udtryk ... jeg skal angre I den protestantiske kirke betragtes angeren som det nødvendige udtryk for syndserkendelsen og dermed som betingelse for troen på syndernes forladelse, jf. Confessio Augustana, § 12, hvor det om absolutionen (syndsforladelsen) hedder: »Men denne bestaaer egentlig af disse tvende Stykker. Det første er den sande Ruelse og Sønderknuselse, at Samvittigheden nemlig opskrækkes, naar den haver erkjendt Synden. Det andet er Troen, som undfanges af Evangeliet eller Absolutionen, og troer, at Synderne forlades formedelst Christum, og trøster Samvittigheden og frier den af Skræk. Derefter skal de gode Gjerninger følge, som ere den sande Bods og Poenitentses Frugter«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386, s. 54. I anden del af Enten – Eller redegør Assessor Wilhelm for angeren som en væsentlig del af sin etiske livsanskuelse, jf. især SKS 3, 207-209. – jeg skal altid angre: jf. artiklen »Reue«, § 1, i M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal- Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon bd. 1-2 (med fortsat paginering), 6. udg. ved H.L. Heubner, Halle 1837-1840 [1740], ktl. 79 (forkortet Büchner's biblische Hand-Concordanz); bd. 2, 1837, s. 1055: »Unser ganzes Leben soll eine stete Buße sein.« – at selv det bedste jeg gjør kun er Synd: Med kirkefaderen Augustin (354-430) blev forestillingen om arvesynd gjort til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Jf. SKs referat af § 38 i H.N. Clausens dogmatiske forelæsninger på Københavns Universitet i vintersemesteret 1833-34 og sommersemesteret 1834, hvor det med reference til Augustins lære hedder, »at alle Msk: havde syndet i og med Adam, og have modtaget som retfærdig Straf en ved Fødselen fordærvet Natur, som alene har Frihed til at gjøre det Onde« (Pap. I C 19 i bd. XII, s. 83). – saa kan jeg egl. ikke ... jeg skal angre: sigter muligvis til H.L. Martensen, der i Grundrids til Moralphilosophiens System, Kbh. 1841, ktl. 650, s. 45, skriver, at den ty. filosof Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) forkaster angeren, »fordi gjort Gjerning ikke staaer til at ændre, og Mennesket ikke tør have Tid til at angre«. Agnete og Havmanden jf. folkevisen »Agnete og Havmanden« i Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen; efter A.S. Vedels og P. Syvs trykte Udgaver og efter haandskrevne Samlinger, udg. af W. Abrahamson, R. Nyerup og K.L. Rahbek, bd. 1-5, Kbh. 1812-14, ktl. 1477-1481; bd. 1, s. 313-315. Jens Baggesen () gendigtede visen i »Agnete fra Holmegaard« (1808), jf. Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 2, 1828, s. 348-358 (også trykt i Danske Romanzer af danske Digtere, udg. af Chr. Winther, Kbh. 1836, ktl. U 112, s. 329-338, og i Danske Romanzer, hundrede og fem, udg. af Chr. Winther, Kbh. 1839, ktl. 2196, s. 279-286). H.C. Andersen gendigtede ligeledes visen, nemlig i dramatisk form, Agnete og Havmanden (1834); stykket blev en fiasko og kun opført to gange på Det kgl. Teater, hhv. 20. april og 2. maj 1843, jf. bl.a. anmeldelsen i Ny Portefeuille 1843, bd. 2, sp. 120-122, som i tilslutning til SKs kritik af H.C. Andersen som dramatisk forfatter i Af en endnu Levendes Papirer (1838) priser digtets lyriske kvaliteter, men finder det uegnet til dramatisk opførelse. ikke er opkommen i nogen Digters Hoved allusion til 1 Kor 2,9 (NT-1819): »ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte«. da maatte han indvie hende i hele sin sørgelige Existents sml. JJ:115, hvor SK forklarer sin uvilje til at gifte sig med Regine ved henvisning til, at »da maatte jeg indvie hende i forfærdelige Ting, mit Forhold til Fader, hans Tungsind, den evige Nat, der ruger inderst inde, min Forvildelse, Lyster og Udskeielser«. Kirken kan ikke lyse sin Velsignelse spiller på en strofe af »Agnete fra Holmegaard« i Jens Baggesens danske Værker (), hvor Agnete i Holmekirke har erfaret af sin moders ånd, at hendes menneskelige mand har taget livet af sig i fortvivlelse over, at hun har forladt ham og deres to små døtre: »Agnete, hun stirred / Mod Altertavlen hen – / Og Altertavlen vendte sig, og / Alteret med den – / Alt med den / Sig vendte, hvor hun Øiet / I Kirken vendte hen«, bd. 2, s. 357. – lyse sin Velsignelse: If. Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), s. 325, skulle præsten slutte vielsen af brudeparret med »Velsignelsen: / HErren være med Eder &c.« Jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Alterbogen), s. 242: »Velsignelsen. / Herren være med Eder! / Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred! Amen!« Jf. også forordning af 30. april 1824, som i § 3 angiver de vigtigste forhold, der kan være til hinder for, at kirken kan lyse sin velsignelse over ægteskabet. dukker i sin Fortvivlelse ned paa Havets Bund og bliver der spiller på en strofe af »Agnete fra Holmegaard« i Jens Baggesens danske Værker bd. 2, s. 352: »Han stopped hendes Øre, / Han stopped hendes Mund; / Saa foer han med den Skiønne / Dybt ned i Havets Bund. / (...).« I et brev til Regine Olsen dateret onsdag 9. dec. 1840 citerer SK disse verslinier og kommenterer dem således: »Det er omtrent hvad jeg har gjort; thi da mit egentlige Liv ikke er i den udvortes og synlige Verden, men dybt nede i Sjælens Hemmelighedsfuldhed, (og hvilket Billede herfor er vel skjønnere og mere træffende end Havet), saa veed jeg Intet at sammenligne mig selv med uden en Havmand; men saa blev det da ogsaa nødv: at stoppe 'hendes Øre og stoppe hendes Mund', det vil sige saa længe Nedfarten staaer; thi dernede behøves det ikke som man jo seer af det følgende Vers: 'Mund paa Mund'«, B&A bd. 1, s. 56. Jf. også en efterfølgende strofe om Agnetes fatale færd til Holmekirke: »Han stopped hendes Øre, / Han stopped hendes Mund, / Saa foer han op med hende / Til Holmegaardens Grund – / Mund fra Mund / De skiltes, og han dukked / Igien til Havets Bund«, Jens Baggesens danske Værker bd. 2, s. 353. erbarmelige ynkværdig; ynkelig. det Religieuse ... løser alt Tryllerie lat. 'religio' sættes bl.a. i forbindelse med verbet 'religo', løser. hvis Havmanden kunde troe ... et Menneske sml. JJ:115: »Havde jeg haft Tro, da var jeg bleven hos Regine.« min Antigone (...) Ahnelsen af Skyld sigter til den antikke tragedie Antigone, som SK i Enten – Eller fremskriver som en moderne tragedie (): I den gr. tragedie er det væsentlige en substantiel sorg, mens det i den moderne tragedie er en reflekteret smerte, her motiveret af Antigones anelse af faderens skyld, dvs. kong Ødipus' ægteskab med sin egen mor: »Min Antigone er nu ingen almindelig Pige, og saaledes er ogsaa hendes Medgift en ualmindelig, hendes Smerte«, SKS 2, 161,5. Salomo og David konger af Israel (10. årh. f.Kr.): Salomon er søn af Davids ægteskab med Batseba, Urias' hustru, som David blev forelsket i og gjorde gravid, mens hendes mand lå i krig fjernt fra Jerusalem. David foranstaltede Urias' død, ægtede Batseba og fik med hende en søn; som straf for Davids synd lod Gud denne søn dø. Straks efter besvangrer David atter Batseba, og hun føder da Salomon, der som konge af Israel berømmes for sin visdom, men klandres for sit skørlevned, jf. 1 Kong 11,1-4; han tillægges forfatterskabet til de gammeltestamentlige skrifter Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen samt den apokryfe Visdommens Bog. om David havde været Mystiker jf. anden del af Enten – Eller, hvor Assessor Wilhelm netop skelner mellem anger og mystik, SKS 3, 236f. Jesu Sirach (...) 41,19: Bedre ... sin Viisdom ordret citat fra Sir 41,19 (GT-1740), som dog har »Bedre er (...).« Siraks Bog hører til GTs apokryfe skrifter og er forfattet af Jesus Sirak, jødisk forfatter og embedsmand, der tilhørte overklassen i Jerusalem, o. 180 f.Kr. Dersom man ved at angre ... dyb nok o. s. v. For den protestantiske kirkes forståelse af angeren () er det afgørende, at den angrende ikke selv ved sin anger kan gøre sig fortjent til syndsforladelsen: »Mit der Reue selbst verdienen wir zwar nichts bei GOtt; denn die Sünde ist ein solcher Greuel vor ihm, daß, wenn sich gleich ein Mensch über dieselbe zu Tode grämte, so würde er sich doch nicht genugsam grämen können, um GOtt damit zu genügen«, Büchner's biblische Hand-Concordanz () bd. 2, 1837, s. 1055. Jf. også den 30. af den ty. reformator Martin Luthers 95 teser, som han opslog på kirken i Wittenberg den 30. okt. 1517: »Niemand ist deß gewiß, daß er wahre Reu und Leid genug habe; viel weniger kann er gewiß seyn, ob er vollkommene Vergebung der Sünden bekommen habe«, Luthers Werke () bd. 1, s. 33. Se JJ:119. – ved at angre (...) forblive i et Kjærligheds-Forhold til Gud: jf. Assessor Wilhelms redegørelse for angeren i anden del af Enten – Eller, hvor han forklarer, at man må angre sig således tilbage i sin historie, at man finder sig selv i Gud: »der gives ogsaa en Kjærlighed, hvormed jeg elsker Gud, og denne har kun eet Udtryk i Sproget, det er: Anger. (...) saasnart jeg elsker frit og elsker Gud, da angrer jeg«, SKS 3, 207,32. Og: »saaledes er det Tegn paa et høimodigt Menneske, paa en dyb Sjæl, at han er tilbøielig til at angre, at han ikke gaaer i Rette med Gud, men angrer og elsker Gud i sin Anger«, SKS 3, 227,6. Da Paulus ... ogsaa for sin timelige sigter til ApG 27,33-34. Paulus er lagt i lænker og med skib på vej til Rom, men da skibet under en storm er kommet i havsnød og provianten er sluppet op, siger han til besætningen: »det er i Dag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise, og Intet taget til Eder. Derfor formaner jeg Eder, at I faae Mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved ibandt Eder« (NT-1819). – Paulus: fra Tarsus (død o. 63), jøde, den første kristne missionær, forstod sig selv som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«, Rom 1,1-2. Forfatter af de første 13 breve i NT. Men hvad er ... Schack Staffeldt de sidste to vers i første strofe af Schack Staffeldts romance »Elskovsbaalet«, jf. Hundrede Romanzer, udg. af Chr. Winther, Kbh. 1836, ktl. U 112, s. 415, og Danske Romanzer, hundrede og fem, udg. af Chr. Winther, Kbh. 1839, ktl. 2196, s. 354. Romancen er desuden trykt i Schack Staffeldt Samlede Digte, udg. af F.L. Liebenberg, Kbh. 1843, ktl. 1579-1585, der annonceres som udkomne i Berlingske Tidende 15. juni, men J.L. Heiberg () omtaler dem allerede i »Lyrisk Poesie« i Intelligensblade () nr. 26-27, den 15. april 1843, jf. ktl. U 56 (jf. tekstredegørelsen til Gjentagelsen, SKS K4, 22). Afvigelse: Staffeldt har »af« og ikke »fra«. – Schack Staffeldt: da. digter (1769-1826). Nebucadnezar, forhen Keiser, siden en Oxe egl. Nebukadnesar II (605-562 f.Kr.), konge i Babylon, der i Dan 3,31-4,34 (i GT-1740 Dan 4) fortæller, hvorledes han har haft en drøm, på hvilken profeten Daniel i v. 4,29 (i GT-1740 v. 4,25) giver kongen denne forklaring: »Du skal jages bort fra menneskene og have din bolig hos de vilde dyr; du skal æde græs som oksen, og syv tider skal gå hen over dig, indtil du forstår, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil.« Nicolaus Notabene lat., efternavnet betyder en kritisk anmærkning eller et NB. Forkortet til initialer svarer navnet også til den gængse angivelse af en anonym el. ukendt person, N.N., fork. for »nomen nescio«, lat. navnet ved jeg ikke; hvemsomhelst. et for nylig udkommen Værk ... (Altona 1843) P.S. Frandsen C. Cilnius Maecenas. Eine historische Untersuchung über dessen Leben und Wirken, Altona 1843. Det er ikke lykkedes at datere udgivelsen nærmere. – C. Cilnius Maecenas: Cajus (el. Gajus) Cilnius Mæcenas (d. 8 f.Kr.), rom. adelig, kejser Augustus nære ven og rådgiver, yndede kunst og litteratur og indlagde sig fortjeneste ved at støtte bl.a. Vergil og Horats, hvorved hans navn er blevet fællesbetegnelse for personer, der støtter kunst og videnskab, altså mæcener. S. 230 ø. s. 230 øverst: »Vergebens sucht er den Schlaf durch entfernte Töne einer sanften Musik, und durch das Gepläscher der Wasserfälle. Sogar durch starken Wein bemüht er umsonst sich einzuschläfern.« S. 229 s. 229: »Nur in den drei letzten Lebensjahren litt er, laut Plinius, an beständiger Schlaflosigkeit, wie es in der eben angeführten Stelle [Naturalis historia 7,172] heißt: 'Eidem triennio supremo nullo horae momento contigit somnus. [lat. I sine tre sidste leveår lykkedes det ham ikke på noget tidspunkt at falde i søvn]' Dies Leiden mag arg genug gewesen sein, aber Meibom weiß doch mehrere Fälle anzuführen, gegen welche drei Jahre ganz wegfallen, nemlich Nizolius, jener Affe des Cicero, hat zehn ganze Jahre den Schlaf nicht gesehen, und eine gewisse Edelfrau soll sogar 35 Jahre bei guter Gesundheit, und ohne allen Nachtheil, schlaflos zugebracht haben.« et Billedgallerie af græsk Skulptur Kbh. havde ikke noget egentligt galleri af gr. skulpturer, men der fandtes en mindre samling af gr. antikviteter på Det kgl. Kunstmuseum i Dr. Tværgade (se kort 2, E2). Den da. billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) hjembragte 1838 fra Rom en større samling af rom. og gr. afstøbninger, men denne blev ikke offentligt tilgængelig, før Thorvaldsens Museum stod færdigt 1848; derimod kunne en del af hans egne nyklassicistiske værker ses på den årlige udstilling på Kunstakademiet (se kort 2, D3) i april 1843, jf. artiklen »Konstudstillingen« i Journal for Literatur og Konst bd. 1, Kbh. 1843, s. 224-233 og s. 279-325; s. 224. Was Tarquinius Superbus ... Hamann 3d B. p. 190 m: ordret citat fra Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 190. – Tarquinius Superbus: Den sidste konge i Rom (534-510 f.Kr.) inden republikkens indførelse. Om ham fortælles det, at da hans søn, Sextus Tarquinius, i sin bestræbelse på at bringe byen Gabii under sin fars herredømme, ved list havde fået sig selv anbragt i en magtfuld position i byen, sendte han et bud til ham i Rom for at høre, hvad han videre skulle gøre. Tarquinius Superbus, der ikke stolede på budet, sagde intet, men førte ham ud i en have, hvor han med sin stok slog hovederne af de højeste valmuer. Dette fortalte budet til sønnen, som da forstod, at han skulle rydde byens mest fremtrædende mænd af vejen. periissem nisi periissem lat. 'jeg ville være gået til grunde, hvis ikke jeg allerede var gået til grunde'. – Udtrykket bruges af J.G. Hamann i et brev af 2. maj 1764 til Johannes G. Lindner: »Periissem, nisi periissem, hoffe ich auch noch einmal sagen zu können«, Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 224. I samme bind, s. 151, bringer Hamann udtalelsen i formen: »Nisi periissemus, periissemus« og tilskriver den en græker; det drejer sig om den athenske statsmand Themistokles (død o. 460 f.Kr.), der if. Plutarks Themistokles-biografi 29,7 i Vitae parallelae (De parallelle liv) skal have sagt noget sådant efter at være blevet fordrevet fra Athen og have opnået stor anseelse som perserkongens vasal. Socrates siger ... Cratyllus § 428 SKs overs. af Platons dialog Kratylos, 428d, jf. Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 228 (Platons Skrifter bd. 3, s. 64). Schl: Overs: 2D. 2 Af. p. 104 Platons Werke () bd. 2,2, 1807, s. 98 (ikke s. 104): »Denn von sich selbst hintergangen zu werden, ist doch das allerärgste. Denn wenn der Betrieger auch nicht auf ein Weilchen sich entfernt, sondern immer bei der Hand ist, wie sollte das nicht schreklich sein?« – Schl: Friedrich Schleiermacher (1768-1834), ty. teolog og filosof, fra 1810 prof. i teologi ved universitetet i Berlin, udgav som den første Platon på ty. i en næsten fuldstændig udgave, den nævnte Platons Werke. Potentat magthaver, fx kejser el. konge. Motto paa »Frygt og Bæven« Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de silentio var færdig fra Bianco Lunos Bogtrykkeri den 7. okt. og udkom den 16. okt. 1843. Som motto anvendte SK det citat af Hamann, som er optegnet i JJ:129, jf. SKS 4, 100,1 og tekstredegørelsen, SKS K4, 96. »Skriv« ... »Nei!« formentlig SKs egen variation og overs. af Herder-citatet ovenfor, JJ:7. Shakspeares »Ende gut Shakespeare Ende gut, Alles gut (overs. fra eng. All's well that ends well), i Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og L. Tieck, bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 11, 1840, s. 265-373. Forførerens Dagbog »Forførerens Dagbog« i Enten – Eller, SKS 2, 291-432. Forføreren Johannes' motiv er det interessante, en af tidens yndlingstermer, jf. kommentaren til SKS 2, 17,2. Fortsættelsen af Forførerens Dagbog ... en ung Kone I »Forførerens Dagbog« () skriver Johannes, »at jeg bestandig søger mit Bytte blandt de unge Piger, ikke blandt de unge Koner. En Kone har mindre Natur, mere Coquetteri, Forholdet til hende er ikke skjønt, ikke interessant, det er pikant, og det Pikante er altid det Sidste«, SKS 2, 314,15, se kommentaren hertil. Pleiehuus for Krøblinger hospital for krigsinvalider og militære personer i øvrigt. I København fandtes på SKs tid tre hospitaler under militær jurisdiktion: Garnisonshospitalet i Rigensgade (se kort 2, E1) og Søetatens Hospital ml. Fredericiagade og Olfert Fischers Gade, daværende Nellikegade og Balsomgade (se kort 2, E2), samt Qvæsthuset på Christianshavn (se kort 2, C4), der i modsætning til de to førstnævnte i fredstid kun blev benyttet under epidemier o.l. sunde, glade, trivelige ... Moderens udtrykte Billede sml. SKs tredje og sidste brev til Emil Boesen fra Berlin (), dateret 25. maj 1843, hvori han omtaler et arbejde, han er blevet færdig med, formentlig manuskriptet til Gjentagelsen (), og et påbegyndt arbejde, formentlig manuskriptet til Frygt og Bæven (): »I de forløbne Maaneder havde jeg i Indolents pumpet et alvorligt Styrtebad op, nu har jeg trukket i Snoren, og Ideerne vælte ned over mig sunde, glade, trivelige, muntre, velsignede Børn, let fødte og dog alle med min Personligheds Modermærke«, B&A bd. 1, s. 121. – Luneglutter: lune glutter, dvs. glade småbørn. Faderens Lænders Kraft udtryk, der spiller på forestillingen om lændepartiet (skøddet) som omfattende den særligt kønsprægede del af mandens (el. kvindens) legeme, jf. fx 1 Mos 35,11, hvor Gud velsigner Jakob: »Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige gud, vær frugtbar, og formeer dig, Folk og Folkets Hob skulle vorde af dig; og Konger skulle udkomme af dine Lænder« (GT-1740). Efterveers Sildinger sildefødning, især om husdyr, der fødes senere på året end normalt og ofte bliver svagere og mindre udviklet. Blade af en Gadecommissairs Lommebog spiller på B.S. Ingemann Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog, Kbh. 1833, ktl. 1571. SK synes i optegnelsen at elaborere på et tidl. udkast på et løst papir: »Blade af en Opsigtsbetjents Dagbog / det var d. 1ste April 1830 at jeg blev Gestrikts Betjent under Børsen. / a) Betragtninger over et Hyttefad ved een af Qvaserne. / den uhyre Horizont, Stilleben i Modsætning / b) en Finlapper-Idyll. / Kultorvet gl. Torv. / Halmtorvet – / et Rendesteensbræts Historie / Oversvømmelse. / Udgiveren har ikke kunnet afholde sig fra at indskyde enkelte Observationer. / Det er Søndag-Eftermiddag – Alt saa stille – en Mand raaber med Reier – / en Mand med Kæmper – det afsides Sted, hvor de voxe – en Appelsinkone – Foraarsbudskab – / en lille Forliebelses Historie i Distriktet – // Fortællingen om Rotten som blev Misanthrop. – « (Pap. III A 245f.). – Gadecommissairs: 'opsigtsbetjent', der førte tilsyn med gadernes renlighed og vedligeholdelse i et bestemt kvarter, se følgende kommentar; også kaldet renovationsbetjent, kvarterkommissær, gadefoged og gadebetjent. de enkelte Qvarterer af Byen København var af hensyn til matrikulering og skatteindkrævning inddelt i 12 kvarterer. En detaljeret beskrivelse af kvartererne findes i S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Hoved- og Residentsstaden Kjøbenhavn, Kbh. 1841 (forkortet Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn), s. 23-77; navnene på de enkelte kvarterer opramses under »Farvernes Forklaring« på det kort, som ledsagede værket (se kort 1). Kultorvet ... meest Stemning jf. S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn, s. 83: »Paa Kultorvet, i Klædebo- og Rosenborgqvarteer, ud for Nørreport, fra Frederiksborggade til Lille-Kjøbmagergade, falholder [falbyder] Bonden, især fra den nordøstlige Deel af Sjælland, Kul, Tørv og Brænde« (se kort 2, C1). Rendesteensbræt et bræt, som ud for porte og gadedøre lægges over rendestenen; kun i Østergade () var rendestenene helt overdækkede. De stenlagte fordybninger og render i gaderne, hvor vand og flydende uhumskheder havde afløb, var ligesom de lovbefalede brædder over dem under opsyn af en gadekommissær; under uvejr kunne en rendesten forvandles til en ildelugtende strøm, der rev løse rendestensbrædder med sig, og derfor var disse bestandigt genstand for offentlige klager. Fiskerqvaserne fartøj m. et rum, hvori der gennem borede huller kan trænge havvand ind for at holde de fisk i live, der føres el. bevares i et sådant fartøj. Fiskerkvaserne lagde typisk til ved Gammelstrands bolværk (se kort 2, B2), sådan at de friske fisk kunne sælges på Fisketorvet, jf. S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn, s. 79f. Knippelsbro vindebro, der fra enden af Nybørs førte over havnen til Christianshavn, hvorfor den også i daglig tale kaldtes Christianshavns Bro (se kort 2, C3). Ved Vielsen ... tør jeg Intet fortie If. Alterbogen () spørger præsten først brudgommen, »Om I har beraadt Eder med Gud i Himmelen, dernæst med Eders eget Hiertelag, siden ogsaa med Eders Slægt og Venner, at I vil have denne ærlige Pige (Qvinde), som hos Eder staaer N. N., til Eders Ægte-Hustru?« (s. 256) Når bruden og brudgommen hver har svaret ja til præstens tre spørgsmål, forkynder han dem for »rette Ægte-Folk at være baade for Gud og Menneskene, i Navnet Gud Faders, Gud Søns, og Gud den Hellig Aands!« (s. 258) Kirke-Ritualet () forordner desuden, at brud og brudgom nogle dage før vielsen har været hos præsten for at »fremvise for hannem lovlig Skudsmaal og Beviis, at intet paa begge Sider er, som efter Loven kand hindre samme deres Egteskab« (s. 308). Loven, dvs. Danske Lov (), 3. bog, kap. 16, »Om Egteskab«, opregner de forhold, der kan hindre ægteskab, jf. særligt § 14, »Aarsager, hvorfor de, som ere trolovede, maae adskilles«, men kun stk. 7 omhandler ulovlig fortielse: »Om nogen for Trolovelsen havde nogen hemmelig Sygdom, som Spedalskhed, faldende Sot, eller nogen anden slig besmittelig Syge, og ikke den aabenbarede, da maae han, eller hun, blive hveranden qvit, om de det begiere.« Dersom jeg ikke lader mig vie til hende, da krænker jeg hende Hvis han ikke desto mindre forblev trolovet med hende, ville han ikke krænke hende i juridisk forstand, da trolovelsen havde mistet sin lovkraft ved forordning af 4. jan. 1799, hvilket betød, at de forlovede ikke som tidl. havde pligt til at lade sig vie inden den sjette søndag efter trolovelsen, men efter eget behag kunne udskyde vielsen; dog har borgerskabet endnu i 1840'erne anset meget langvarige forlovelser for anstødelige. Hvis han derimod ville ophæve forlovelsen, men ikke kunne få hendes billigelse, måtte han henvende sig i Forligelseskommissionen for om muligt at få dens sanktion (jf. kancelliskrivelse til Sjællands Biskop af 17. juli 1802). Hun har bedet mig, det er mig nok . dandser paa en Vulkan fast udtryk: optræder yderst letsindigt, lader hånt om en stor fare. Modehandler I 1839 var der 81 modehandlere i Kbh., jf. S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn (), s. 100. If. regninger (KA, D pk. 8 læg 1 og læg 25) lod SK sig bl.a. ekvipere hos »Agerskov, C. T., Mode- og Manufacturhandler, Skinderg. 24«, Kiøbenhavns Veiviser (), 1843, s. 5. insinuant indsmigrende, indtagende, som forstår at gøre sig yndet. inventerer opfinder, udtænker. qvindelig Dragt til at gaae i Kirke med I Kbh. synes borgerskabets kvinder at have lagt så stor vægt på at møde velklædt til Gudstjenesten, at de i en vis udstrækning skammede den dårligt klædte almue ud af kirkerne, jf. »Hvem gaaer i Kirke?« i Den Frisindede den 14. okt. 1845, nr. 119-120, s. 475-477. Fiskebeensskjørter omfangsrigt underskørt, krinoline. Skørtet fik sin vidde og bæreevne af indsyede, nærmest koncentriske ringe, oftest bestående af strimler af hvalbarder ('fiskeben'); på SKs tid var det for længst gået af mode, men især kendt fra Holbergs komedier på Det kgl. Teater. Ring i Næsen hos de Vilde Næseringe kendes som kvindesmykke fra Bibelen, jf. fx Es 3,21 og Ez 16,12, samt fra etnografien. Her sigtes tillige til den ring, man sætter i næsen på en tyr for bedre at kunne styre den el. på et svin for at hindre det i at rode i jorden. hiin ophøiede Genius sigter formentlig til Sokrates, . Dyr ɔ: Mennesket spiller formentlig på Aristoteles' definition af mennesket som 'politikón zōon', gr. politisk, statsligt væsen; selskabeligt dyr (Statslære, 1. bog, kap. 2, 1253a 3). Brüssler-Kniplinger Kniplinger fra Brüssel el. Bruxelles var siden det 16. årh. af en særlig fin kvalitet og efterspurgt i hele Europa; derfor også meget kostbare. forskjære skære forkert; forringe el. beskadige ved at skære. det Smagløse I den dannede verden blev der, særligt af J.L. Heiberg (), lagt stor vægt på smag; hans kone, skuespillerinden Johanne Luise Heiberg (1812-90), skrev aktuelt en anonym »Mode-Artikel, meddeelt af en Dame« i Intelligensblade nr. 39-40, den 1. nov. 1843, hvori hun kritiserer den forskels- og smagløse leflen for moden: »Naar i Paris en Dame gaaer ind i en Mode-Boutique og begjærer at see paa Hatte, Shawler, Kjoletøier, Baand o.s.v., saa er det første Spørgsmaal, hun faaer, om det er til hende selv, og hvis ei, om Damen da er ung eller aldrende; og efter Svaret retter det sig da, hvad der forevises. I vore Boutiquer kjender man kun een Mode, og det er den nyeste, og den maa nu enhver underkaste sig, uden Hensyn paa Alderen og den øvrige Individualitet«, Intelligensblade () bd. 4, s. 93. i deres Paaklædning ... Partieforskjelligheder Politiske organisationer i moderne forstand fandtes ikke i 1843, men i de rådgivende stænderforsamlinger () og i den opblomstrende dagspresse skiltes vandene mellem liberale og konservative. Om disse udtrykte deres partiforskelligheder i påklædningen er uvist, jf. dog »Af en Forrykts Papirer. Forsigtighedsregler for Borgeren og Landmanden mod Indflydelsen af Oprørssmitte og Nutidens Oplysning, overeensstemmende med Tidens Trang« i Corsaren den 2. juni 1843 (nr. 141), hvor det blandt de anbefalede »Forsigtighedsregler ved Klædedragten« hedder, at »Alle hans Klæder maae sidde meget snævre, for at han kun med Vanskelighed kan bevæge [de liberale kaldtes også 'bevægelsespartiet'] sig i dem. Han maa ikke bære Overfrakke, da Ordet Over [fr. ouver, konnoterer liberal] er meget mistænkeligt«, sp. 10. Kl. 9: Smaabørnene som gaae i Skole fra mandag til lørdag alm. mødetid i de københavnske skoler. Kl. 10: Tjenestepigerne Om formiddagen gik tjenestepigerne på torvet for at handle, fx på Gammeltorv og Nytorv, Københavns vigtigste marked for korn- og fedevarer, fjerkræ, frugt m.v. eller på Fisketorvet efter fisk (). Kl. 1: den fornemme Verden Omkring eller over middag kunne mændene af det bedre borgerskab fx gå i klubben eller promenere med fruerne på voldene, Langelinie (se kort 2, G2-H2) eller i Grønningen (); fruerne kunne desuden gå på indkøb i Østergade (), hvor de finere forretninger lå. Secretair Hr. Christensen Peter Vilhelm Christensen (1819-63), da. teolog, 1838 dimitteret til universitetet i Kbh. af P.C. Kierkegaard, SKs ældre broder, bestod 6. juli 1842 den teologiske embedseksamen, i en periode 1842-43 SKs sekretær, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, SKS K2-3, 52-54. ligger og smører i Bladene og i smaa Pjecer sigter muligvis til en anonym pjece, der 12. aug. 1843 blev averteret som udkommet i Adresseavisen (nr. 188): Med hvad Ret kaldes Theologien Løgn? Nogle Modbemærkninger mod det Brøchnerske Skrift, Kbh. 1843, jf. Hans Brøchner Nogle Bemærkninger om Daaben, foranledigede ved Prof. Martensens Skrift: 'Den christelige Daab', Kbh. 1843, ktl. U 27. P.V. Christensen er ikke identificeret som forfatter af den nævnte pjece, men i perioden som SKs sekretær udgav han under eget navn »Foreløbig Anmeldelse af 'Catalogue raisonné des médailles antiques de la Cyrénaïque et de l'anciennes Afrique par M.M. Falbe et Lindberg« i Journal for Literatur og Konst bd. 2, hefte 1 (annonceret som »under Pressen« i Adresseavisen () den 29. juni 1843, nr. 150), s. 15-34, samt den ndf. nævnte artikel (). Anklang genklang. betalte ham godt Størrelsen på honoraret er ikke kendt; derimod fortæller SK senere (jf. Pap. X 1 A 584), at han gav 100 rigsdaler () for korrekturlæsning af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (), hvilket formentlig har været en 'god betaling', når en kopist (afskriver) i Hof- og Stadsretten til sammenligning havde en årsløn på 300-400 rigsdaler. Afskriver egl. en, som tager en afskrift (genpart, kopi) af et dokument, en kopist; her i nedsættende betydning en, der 'skriver af'. den lille Artikel ... før Enten – Eller udkom sigter til Litterært Qvægsølv eller Forsøg i det høiere Vanvid, samt Lucida Intervalla, en anonym artikel i Ny Portefeuille bd. 1, 7. hefte (sp. 198-216), 12. febr. 1843; otte dage senere, 20. febr. 1843, udgav SK Enten – Eller (). Den anonyme artikel er en samling af aforismer, hvis ironiske tone og anskuelse genkendes i flere »Diapsalmata« og visse af Johannes' iagttagelser i »Forførerens Dagbog« i Enten – Eller. Eftertrykkere en, der uden lovlig hjemmel eller tilladelse eftertrykker et manuskript eller en bog, hvortil en anden besidder trykkerettighederne, jf. forordning af 7. jan. 1741: »Men et saadant Skrift, som nogen engang saaledes eller paa nogen anden lovlig Maade er blevet eier af, skal bestandig tilhøre den, som sit eget; hvilket ingen maa tilegne eller ved Eftertrykning benytte sig af, under alle Exemplarers Confiscation og anden vilkaarlig Mulct; med mindre det haves med Autors eller første Forlæggers gode Minde og fuldkomne Tilstaaelse«. Mine Optegninger m: H: t: mit Forhold til Regine se JJ:89, JJ:107, JJ:115 og JJ:140. – Regine: . Mynsters Prædikener . Differentser uoverensstemmelse, lille tvistighed. en Tro ... godt i Verden se JJ:82 og JJ:116. min Barndoms Tragoedie ... i Haanden sml. JJ:115 (hen mod slutningen) og JJ:121. Sml. også journaloptegnelsen FF:35 fra 1837, hvor SK skriver om den frygtelige anelse af et familieforhold, som han relaterer til arvesynden (SKS 18, 82); og en optegnelse på et løst ark fra o. 1838, hvor han tilsyneladende beskriver sin egen anelse af, at hans fader () som en Guds straf skulle overleve alle sine børn og kun leve for at trøste dem ved religionen (Pap. II A 805). denne menneskelige ... bedre Tider sml. JJ:82. Befrielses Time den sidste time, døden; den kristelige frelse, udfrielse. besvangret en Pige se JJ:76. at opdage Barnet . Nullum exstitit ... aliqua dementia lat. 'Der findes ikke noget geni, som ikke har en vis grad af vanvid'. Udsagnet parafraserer den rom. filosof og forfatter Seneca (o. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.) De tranquillitate animi (Om sindsro) 17, 10: »nullum magnum ingenium fuit sine mixtura dementiae fuit« (lat. »der findes ingen stor begavelse, som ikke har et islæt af vanvid«), jf. L. Annaei Senecae opera bd. 1-5, Leipzig 1832, ktl. 1275-1279; bd. 4, s. 102. Seneca angiver Aristoteles () som sin kilde (Problemata, 30. bog, kap. 1, 954a 34-37). – SK synes her (og både i den foregående og den efterfølgende optegnelse om sindssvaghed) at elaborere på en tanke i det allerede færdige manuskript til Frygt og Bæven (), hvor han ligeledes knytter an til stedet hos Seneca, jf. SKS 4, 195,13. eo ipso lat. netop derfor. Den Methode ... til Philosophie Den filosofiske fordring om at tvivle om alt (lat. 'de omnibus dubitandum est') stammer fra Descartes (), der i overskriften til 1. del, § 1, af Principia philosophiae (lat. Filosofiens principper, 1644) skriver: »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (lat. »Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om, så vidt muligt, alting«), Renati Des-Cartes opera philosophica () bd. 2, s. 1. Sætningen, som SK allerede kritiserer i Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est (), var hyppigt anført og diskuteret i den da. hegelianisme, således af fx H.L. Martensen og J.L. Heiberg. lade en Soldat ligge krum ... staae lige sigter til kommandoen: »Stå ret!« som henvendes til soldater, der naturligvis allerede står op og ikke ligger. et Stueuhr ... færdig med 12 Den samme historie fortælles i en ubenyttet optegnelse, som SK oprindeligt havde tænkt sig skulle indgå blandt A's papirer i Enten – Eller, formentlig i »Diapsalmata«, og som sandsynligvis er skrevet i 1841 el. 1842, jf. Pap. III B 180,18. Pige, der engang ... forlod hende . 2 ℳ 8 ß 2 mark og 8 skilling (), hvilket i 1844 fx var prisen på en ny udg. af NT (16o). det Anlæg i »Gjentagelsen« Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius var færdig fra Bianco Lunos Bogtrykkeri 7. okt. og udkom 16. okt. 1843. Constantin Constantius forsøger eksperimentelt at gentage en tidl. rejse til Berlin; da dette ikke lykkes, konkluderer han, at der ingen gentagelse gives. Imidlertid møder han Det unge Menneske, der er forelsket i en pige, som han nu forlover sig med: Som følge af forelskelsen bryder en stærk digterisk produktivitet igennem hos ham, og pigen bliver nu nærmest til ulejlighed. Med en del af sit væsen ønsker han at kvitte sin digtereksistens og genindtræde i et normalt kærlighedsforhold til pigen ('gentage' forholdet), men det lykkes ikke. Gjentagelsen ender for Det unge Menneskes vedkommende med, at han fejrer sin befrielse, da han erfarer, at pigen har giftet sig med en anden. »fordi han skyldte hende for meget.« formentlig et fiktivt citat. man skulde da ... hæves ved Frihed sml. JJ:152. slagvant Due due, som er vant til at søge tilbage til dueslaget. Gjentagelsen tematisk og litterært behandlet i Gjentagelsen, . integer lat. hel, urørt, uskadt. tilbage til mig selv igjen sml. Gjentagelsen (), hvor Det unge Menneske efter at have erfaret, at hans tidl. forlovede har giftet sig, i sit sidste brev til sin tavse medvider, Constantin Constantius, bl.a. skriver: »Jeg er atter mig selv; her har jeg Gjentagelsen«, SKS 4, 87,5, jf. SKS 4, 87,24-28 og SKS 4, 88,7-12. den aristoteliske Categorie: Das – Was – war – seyn sigter til begrebet om den primære essens i Aristoteles' Metafysik, første gang nævnt 983a 27f., »τὸ τί ἦν εἶναι« (gr. 'det at være hvad det var'), som Marbach (jf. næste kommentar) oversætter »das Was-war-sein«. Marbach Geschichte ... p. 4 og 5 G.O. Marbach Geschichte der Philosophie des Mittelalters (bd. 2 i Lehrbuch der Geschichte der Philosophie bd. 1-2 (med separat paginering, men fortløbende paragraffering), Leipzig 1838-41, ktl. 642-643), § 128, s. 4f., som bringes i . – Marbach: Gotthard Oswald Marbach (1810-90), ty. filosof, naturvidenskabsmand og forfatter, prof. i filosofi i Leipzig. § 102 ... griechichen Philosophie G.O. Marbach Geschichte der Griechischen Philosophie (bd. 1 i Lehrbuch der Geschichte der Philosophie), § 102 (om Aristoteles' Metafysik), s. 247-260, som bringes i . Aristoteles (...) siger ... selv αϰινητος sigter til Aristoteles' bestemmelse af den første bevæger i Metafysikken, 12. bog, kap. 7f. (1072a 19ff.), og i Fysikken, 8. bog, kap. 5 (258b 4f.). I Tennemanns Geschichte der Philosophie () bd. 3, 1801, s. 159, parafraseres stedet i Fysikken som følger: »Dieses erste Bewegende kann nicht von einem andern wieder bewegt werden, es muß bewegen ohne bewegt zu werden (το πϱωτον ϰινουν αϰινητον [gr. tó prōton kinoôn akínēton, den første bevægende (selv) ubevægelig]).« – αϰινητος: gr. (akínētos) ubevæget. Schelling opmærksom herpaa i Berlin sigter til Schellings forelæsninger i Berlin 1841/42 (), som SK delvis deltog i og tog referater af, og hvori det om Aristoteles' første årsag el. princip noteres: »Det Sidste [i en retrograd årsagsslutning] har han tillige som et Existerende; da hans Videnskab er det Virkeliges Videnskab. Men alligevel er det, der især ligger ham paa Sinde, ikke das, men was. Han gjør heller ei Brug af det Sidste som af et Princip; det er for ham blot Ende-Aarsag; ikke frembringende, ikke τελος ποιητιϰον [gr. (télos poiētikón) frembringende formål]. Dette Sidste er τελος [gr. (télos) mål; formål], selv αϰινητον; Alt drages hen der til, selv bliver det ubevæget, ligesom det Forlangte er Gjenstand for Forlangen, men selv bliver roligt«, Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 278. – Schelling: Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854), ty. filosof, studerede i 1790-95 filosofi og teologi i Tübingen sammen med Hegel (), blev i 1798 ekstraordinær prof. i Jena, i 1803 ordinær prof. i Würzburg, underviste ved universitetet i Erlangen fra 1820 til 1827, da han blev prof. i München. Herfra blev han i 1841 kaldet til universitetet i Berlin som modvægt til venstrehegelianismen, men trak sig tilbage i 1846. Rationalisme åndsstrømning inden for teologien, fremherskende i oplysningstiden, særlig i perioden fra 1750 til 1800. Rationalismen var kendetegnet ved den opfattelse, at alle religiøse trossætninger skal kunne begrundes fornuftsmæssigt, og ved en afvisning af enhver tro, der overskrider menneskets rationelle fatteevne. De rationalistiske teologer søgte derfor at tolke den kristne åbenbaringslære, de bibelske beretninger og de kirkelige dogmer således, at de ikke kom i modstrid med fornuften og erfaringen. Den rationalistiske teologi og forkyndelse lagde hovedvægten på Gud (Guds væsen og egenskaber og forhold til verden), dyd (religionsudøvelse og livsudfoldelse i etisk fromhed baseret på humane og kristne dyder), udødelighed (sjælens udødelighed modsat det dødelige legeme) samt katekismusundervisning (oplæring i den kristne religions grundsandheder). Endnu på SKs tid var rationalismen ganske udbredt, især hos teologiske lærere og præster, men undertiden i afsvækket betydning som antipietistisk, fornuftsbetonet troslære. Steffens fortæller ... p. 215 og 216 Henrich Steffens Was ich erlebte bd. 1-2, 2. udg., Breslau 1844 [1840], og bd. 3-10, Breslau 1841-1844, ktl. 1834-1843; bd. 7, 1843, s. 215f.: »Ich nenne vor Allem Benda, Bürgermeister in Landeshut, welcher trotz der opponirenden Gesinnung der Stadt, mich von dem ersten Augenblicke an, völlig rücksichtslos unterstützte. Er war ein merkwürdiger und vielseitig gebildeter Mann. Als Gerichtsperson in Polnisch-Lissa, damals preußisch, hatte er mit großer Kühnheit einen zum Tode verurtheilten Verbrecher gerettet, durch eine Opposition, die für ihn mit vielen Unannehmlichkeiten verbunden war. / [s. 216] / Auch seine Stellung in Landeshut ward, den Bürgern gegenüber, durch seine erklärte Gesinnung während des Krieges bedenklich; er war ein sehr thätiger und umsichtiger Beamter, periodisch aber von einer düstern melancholischen Stimmung gequält. Eine psychologische Merkwürdigkeit war die, daß er genöthigt, eine Perücke zu tragen, sobald er diese abnahm, verwirrten sich alle Gedanken und er ward von einer unsäglichen Angst ergriffen.« – Steffens: Henrich Steffens (1773-1845), no.-da.-ty. filosof, mineralog og forfatter, influeret af Schelling () og den ty. romantik, som han introducerede i Danmark ved en række forelæsninger 1802-03. Trilogie ... Kunst, Religion, Philosophie I Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, Heidelberg 1817, bestemmer Hegel () den absolutte Ånds udvikling i momenterne »Die Religion der Kunst« (§ 456-464), »Die geoffenbarte Religion« (§ 465-471) og »Die Philosophie« (§ 472-477), s. 279-288 (Jub. () bd. 6, s. 301-310). Især J.L. Heiberg () gør senere en del ud af denne idé, således i Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik. Som Ledetraad ved Forelæsningerne paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1832 (også udgivet som Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik ved den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1831-32, samme paginering; forkortet Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik), § 189-191, s. 122-124, hvor han skildrer udviklingen af »Den speculative Idee« fra sit umiddelbare udtryk i »Det Skjønne« (§ 189) over »Det Gode« (§ 190) til »Det Sande« (§ 191), hvorefter han i § 192, anmærkning 1, s. 124, identificerer disse momenter med hhv. kunst, religion og filosofi. Plato ... Musik, Kjærlighed, Philosophie jf. Marbach Geschichte der Philosophie des Mittelalters () s. 58 og især den hertil knyttede note 11, s. 63f.: »Plotin erkennt (nach Platon) drei Wege an, welche führen wohin man streben muss: Musik, Liebe, Philosophie. (...) – Als andere Wege zum Ewigen führt Plotin die Musik und die Liebe an, wie wir gesehen haben. Es läuft diess auf dasselbe hinaus, wenn Neuere die Kunst und die Religion neben der Philosophie als Mittel bezeichnen, durch welche das Ewige geschaut werde.« – Plato: . – Plotin: el. Plotinos (204-270 e.Kr.), alexandrinsk filosof, grundlægger af neoplatonismen. man siger ... sit Talent til sit Kald inden for den protestantiske kirke en alm. etisk læresætning, der går tilbage til Luthers tanke om arbejdet som kald, jf. fx W.M.L. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære og sammes Historie, overs. af C.E. Scharling, Kbh. 1835 [ty. 1819-23], ktl. 871, § 280, s. 255f. Som opgave for dannelsen er det 'at forvandle sit talent til sit kald' en bærende idé i Goethes dobbeltroman Wilhelm Meisters Lehrjahre og Wilhelm Meisters Wanderjahre oder die Entsagenden (). I anden del af Enten – Eller () redegør etikeren Assessor Wilhelm for, hvorledes det særlige talent må forvaltes som et alment kald, nemlig i arbejdet, jf. SKS 3, 275-281, især 276,34-277,4. difficilere vanskelig. min Lyst (...) at blive Politi-Embedsmand jf. journaloptegnelsen AA:12, dateret 1. aug. 1835: »Derfor troede jeg, at det vilde være godt at kaste mig ind i Jurisprudentsen [retsvidenskaben, jurastudiet], for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger. Her tilbød sig netop en stor Masse af Enkeltheder, hvori jeg kunde fortabe mig; her kunde jeg maaskee fra de givne Facta udconstruere en Totalitet, en Organisme af Tyve-Liv, forfølge det i hele dets dunkle Side«, SKS 17, 25,8. lader dette bryde sig som lyset gennem en prisme. Heiberg bemærkede ... dybsindige eller ikke jf. J.L. Heibergs anmeldelse af Enten – Eller () i »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade nr. 24, den 1. marts 1843: »Man støder paa mange piquante Reflexioner; nogle af dem ere maaskee endog dybsindige, man veed det ikke vist«, Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44 (jf. ktl. U 56); bd. 2, s. 285-292; s. 289. – Heiberg: . Heiberg og Consorter (...) Hvad de veed, laane de af Hegel Som J.L. Heiberg søgte bl.a. teologerne H.L. Martensen () og A.P. Adler samt filosoffen Rasmus Nielsen at tænke videre på grundlag af Hegel, jf. især J.L. Heiberg Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik () og Perseus, Journal for den speculative Idee bd. 1-2, udg. af J.L. Heiberg, Kbh. 1837-38, ktl. 569 (forkortet Perseus). – Hegel: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-06 privatdocent (ekstraordinær prof.) i Jena, 1816-18 prof. i Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i Berlin. SK havde i sit bibliotek en række separatudgaver af Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke). ergo lat. altså. Mennesker, der eie hele Tilværelsens Resultat sigter bl.a. til hegelianerne, der mente at kunne give en udtømmende fremstilling af tilværelsen i et videnskabeligt system, fx Martensen (), der om Hegels system skriver, at det »optræder med en uendelig Betydning for vor Tid, da det indeholder den meest fuldendte og omfattende Udvikling af den rationelle Viden, hvormed det synes, at en heel Aera i Philosophiens Historie, som uafhængig af al Tradition og given Positivitet søgte at løse Tilværelsens Gaade, er sluttet«, Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et Selskab, bd. 16, Kbh. 1836, s. 515. Jf. også J.L. Heiberg, der i anledning af en anmeldelse af Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, skriver, at den spekulative idé ikke blot, »saaledes som i vor tilvante Forestilling om Gud som Fader og Skaber, eensidigen betragtes som Ophav til Alt, men tillige som Resultatet af Alt, og navnlig som Resultatet af Bevidstheden«, Dansk Litteratur-Tidende for 1833, Kbh. 1833, nr. 46, s. 777. Philosophien siger ... forstaaes baglænds sigter formentlig til Karl Daub (), som SK i Af en endnu Levendes Papirer, Kbh. 1838, tillægger den opfattelse, at der i livet må »indtræde det Øieblik, da, som Daub bemærker, Livet forstaaes baglænds gjennem Ideen«, SKS 1, 33,16. Kilden har ikke kunnet identificeres. at have overvundet Tvivlen allusion til de hegelianske filosoffer, især Martensen og Heiberg, der ikke blot gjorde tvivlen til metodisk udgangspunkt (), men også ville overvinde den ('gå ud over' el. 'gå videre'), jf. forordet til Frygt og Bæven (): »Enhver speculativ Marqueur, der samvittighedsfuldt pointerer den nyere Philosophies betydningsfulde Gang, enhver Privatdocent, Repetent, Student, enhver Udflytter og Indsidder i Philosophien bliver ikke staaende ved at tvivle om Alt, men gaaer videre«, SKS 4, 101,4. den tydske Theologie (...) Cap. 10. S. 41 Die deutsche Theologie, eine sehr alte, für jeden Christen äußerst wichtige Schrift, mit einer Vorrede von Dr. Martin Luther und dem gewesenen Generalsuperintendenten Johann Arnd, udg. af F.C. Krüger, Lemgo 1822, ktl. 634, kap. 10 (»Die vollkommnen Menschen begehren nichts anders, als daß sie dem ewigen Gut möchten das seyn, was dem Menschen seine Hand ist. Sie haben verlohren die Furcht der Hölle und die Begierde des Himmelreichs«, s. 39-41), s. 41: »Was ist aber edler, als wahre geistliche Armuth? Matth. 5,3. Und wenn sie uns vorgehalten wird; so wollen wir sie nicht. Wir wollen stets geistlich reich seyn, so, daß wir in uns großen Geschmack, Süßigkeit und Lust befinden. So wäre uns wohl und wir hätten Gott lieb. Wenn uns aber das entfällt; so ist uns weh; so vergessen wir Gottes und rühmen, wir seyn verlohren. Das ist ein großes Gebrechen und ein bößes Zeichen. Denn ein wahrer Liebhaber Gottes hat Gott oder das ewige Gut gleich lieb im Haben und im Darben, in Süß, Sauer und desgleichen. (Ps. 73,25.26.) Hierin erkenne und merke sich ein Jeglicher – darnach prüfe und erforsche sich jeder, damit er erfahre, wie er mit Gott und seinen Herzen steht – «. Emmeline i den første Kjærlighed sigter til 1. scene af A.E. Scribes lystspil i én akt, Den første Kjærlighed, som SK havde behandlet i Enten – Eller (), jf. SKS 2, 225-270. Emmelines far, Dervière, vil mod hendes vilje præsentere hende for en frier, Rinville, selvom hun hævder kun at ville gifte sig med én, nemlig hendes 'første kærlighed', fætteren Charles, som hun ikke har set i otte år: »Emmeline. I to Dage har jeg havt Tandpine eller Feber, jeg veed ikke hvilken af Delene det er, men jeg befinder mig meget ilde. / Dervière. Saa maa det være Feber! og det er jeg Skyld i! / Emmeline. Ja, hvem ellers? Jeg er allerede ganske forandret i mit Udseende; det kan jeg godt mærke, naar jeg staaer for Speilet. Det bliver hver Dag værre og værre. Og naar jeg saa er død og borte, saa vil Du sige: 'Min stakkels Emmeline, som var saadan en nydelig Pige!' men saa er det for silde«, Det kgl. Theaters Repertoire nr. 45, Kbh. 1832, ktl. U 98, s. 2. Den første Kjærlighed blev opført på Det kgl. Teater 57 gange fra 10. juni 1831 til lørdag 11. nov. 1843. Skrig . Recension (...) Recensent anmeldelse hhv. anmelder. gadestreifende Barbeersvend ... Skjæggevand barbersvend, som af sin mester er sendt uden for barberstuen for – udstyret med bækken og ragekniv – at barbere kunder på gader og torve, jf. forordning af 15. jan. 1745, § 14. fiamsker forvirrer, forfjamsker; fumler. Nytaarsgratulationer Efter gammel skik og i forventning om en skilling gik politi- og andre embedsmænd, særligt i København, i dagene omkring nytår rundt til beboerne i deres distrikt for at gratulere, dvs. ønske godt nytår. Ikke blot den liberale presse, men også den konservative kritiserede skikken, jf. fx det konservative Dagen 5. jan. 1843 (nr. 4): » – Nytaars-Gratulanter. Der har nu i en Række af Aar været skrevet og ivret saa heftig mod den fordærvelige og høist upassende Nytaars-Gratulation, at man skulde have troet dette Onde udryddet med Roden. Det syntes ogsaa i de sidstforløbne Aar, som om denne overdrevne Høflighed var noget aftaget, men vist er det, at neppe nogen tidligere Nytaarsdag har fremviist en saadan Sværm og Stimen af Gratulanter som sidstafvigte Søndag [1. jan. 1843]. Naar undtages Skarpretteren, der for et Fjerdedeels-Seculum [25 år] siden ogsaa gjorde Folk den Ære at opvarte dem paa Nytaarsdag, og som efter gammel mundtlig Vedtægt skulde have Beføielse til at slaae en Rude ud i det Huus, hvor han ingen Gjenopmærksomhed nød, saa troe vi ikke, at nogensomhelst Stand, der i tidligere Tider har givet sig af med Gratulation, har manqveret [manglet] iaar, hvorimod snarere flere nye Gratulanter ere som Padehatte skudte op af Jorden, ligesom ogsaa nogle Classer Gratulanter have kunnet opvise falske Duplicater [genparter].« Kagstrygning piskning med ris af en dømt person, som var bundet til en pæl kaldet 'kagen', i København placeret på Halmtorvet (se kort 2, A2). Kagstrygning anvendtes desuden som disciplinær straf af tugthusfanger. Gjentagelsen . Constantin Constantius (...) bekjæmper det Interessante Med henvisning til unge pigers forkærlighed for interessante mænd, skriver Constantin Constantius i Gjentagelsen (): »Hvis en Mand var løben vild i det Interessante, hvo skulde da frelse ham, uden netop en Pige. Og gjør hun ikke ogsaa Synd derved? Enten er den Vedkommende ikke istand til at præstere det, og da er det udelicat at fordre det; eller han kan det, og saa ......, thi en ung Pige skulde netop være saa forsigtig aldrig at lokke det Interessante frem; den Pige, der gjør det, hun taber altid, i Ideen seet; thi det Interessante lader sig aldrig gjentage; den, der ikke gjør det, hun seirer altid«, SKS 4, 23,36. – det Interessante: fra o. 1830 et modeord, overtaget fra ty. idealistisk kunstteori; fællesbetegnelse for de stimulerende kunstneriske virkemidler, der blev betragtet som ikke-skønne, men fascinerende. 'Interessant' kan således være udtryk for spænding, tendens, disharmoni, det individuelt problematiske, det pirrende, det opsigtsvækkende, men tillige den raffinerede el. reflekterede stil og den æggende nyhed i stof og arrangement. I dansk sammenhæng blev 'det Interessante' aktualiseret af J.L. Heiberg, som i sin anmeldelse af Oehlenschlägers skuespil Dina i Intelligensblade nr. 16-17, den 15. nov. 1842, skrev, at den antikke tragedie ikke kendte »det Interessante, som er et modernt Begreb, for hvilket de gamle Sprog ei engang have noget tilsvarende Udtryk. Denne Omstændighed betegner paa eengang det Store, det Colossale ved den antike Tragedie og tillige dens Indskrænkning; thi heraf følger, at saa meget som hiin Digtart fordrer Characteer-Skildringer, saa lidet kan den i Grunden tilstede Characteer-Udviklinger; her er nemlig, saa at sige, Intet at udvikle, lige saa lidt som i en Marmorstatue; Alt er fra Begyndelsen af plastisk bestemt i alle sine Omrids, ja endog forudbestemt«, Intelligensblade () bd. 2, s. 80. Afvexlingen jf. fx »Vexel-Driften. Forsøg til en social Klogskabslære« i første del af Enten – Eller, SKS 2, 271-289. Selbstgenugsamkeit egl. Selbstgenügsamkeit, ty. selvtilfredshed, men SK spiller måske på genug, ty. nok, tilstrækkelig; selvtilstrækkelighed. det unge Menneske . In vino veritas lat. 'i vin sandhed', 'i vinen [findes] sandheden'. Opr. et gr. ordsprog, optegnet af ordsprogssamleren Zenobios (o. 100 e.Kr.), men det kendes allerede fra lyrikeren Alkaios fra Mytilene (o. 600 f.Kr.) i formen 'Vin er også sandhed'. I den gr. litteratur findes hyppige henvisninger til dette ordsprog, fx i Platons dialog Symposion, 217e, hvor det med udtrykkelig henvisning til ordsproget hedder, at »Vinen faaer baade Unge og Gamle til at tale Sandhed«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 93 (Platons Skrifter bd. 3, s. 141). Den her gengivne lat. form skyldes formentlig Erasmus af Rotterdam, der medtager og kommenterer 'In vino veritas' i sin ordsprogssamling Adagia (1. chil., cent. 7, 17) fra begyndelsen af det 16. årh. Jf. fx rejsebogen Labyrinten (1792-93), hvori Jens Baggesen () fortæller om et værtshus, som på et skilt med en påmalet drueklase forkynder: »Veritas in Vino«, Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 8, 1829, s. 310. Otteveiskrogen . Foredrag over Eros I den gr. mytologi er Eros guden for elskov, jf. Platons Symposion, hvori deltagerne på skift priser elskoven. Johannes med Tilnavn Forføreren forfatteren til »Forførerens Dagbog« i første del af Enten – Eller, SKS 2, 291-432. Victor Eremita lat. den sejrende eneboer, den der sejrer i ensomhed; udgiver af Enten – Eller, jf. titelbladet, SKS 2, 9,5. Erindringens ulykkelige Elsker jf. »Den Ulykkeligste« i første del af Enten – Eller (SKS 2, 211-223), hvor »Erindringens ulykkelige Elsker« (SKS 2, 222,21) af pseudonymen A kåres som den ulykkeligste overhovedet. Constantin Constantius, »et ungt Menneske« . Henr. Cornel. Agrippa ... foeminæi sexus Henricus Cornelius Agrippa, latiniseret form af Heinrich Cornelius Agrippa (1486-1535), ty. filosof og teolog; en kontroversiel og mytedannende skikkelse, der færdedes i det meste af Europa som soldat, læge og lærer. Hans skæbne var omskiftelig; snart var han i tjeneste hos fyrster, snart spærret inde el. eftersøgt som kætter. I hovedværket De occulta philosophia (1533, Om den hemmelige filosofi), søgte han at forene åndelige strømninger som nyplatonisme, hermetisme og kabbalisme. Han anså magien for en lige så gyldig videnskab som fysik, matematik og teologi. I skriftet De incertitudine et vanitate scientiarum atque artium declamatio (1526, Tale om videnskabers og kunsters usikkerhed og tomhed), benægtede han muligheden af at erhverve viden ad intellektuel vej; kun det personlige gudsforhold fører til sandheden. Sidstnævnte værk stod i SKs bibliotek i en udg. fra 1622, indbundet sammen med det nævnte De nobilitate et præcellentia foeminei sexus, ejusdemque supra virilem eminentia libellus, lat. Et lille skrift om kvindekønnets fortræffelighed og ypperlighed og sammes fortrin frem for mandkønnet [1529], jf. ktl. 113. Taffelmusik (af Don Juan) dvs. den kammermusik, der spilles til taffelet i Mozarts opera Don Giovanni, 2. akt, 13. scene, og som SK allerede havde beskrevet i Enten – Eller, første del, SKS 2, 135,7-25. Mit fulde Glas og Sangens raske Toner nr. 132 i Visebog indeholdende udvalgte danske Selskabssange; med Tillæg af nogle svenske og tydske, udg. af A. Seidelin, Kbh. 1814, ktl. 1483, s. 203f. SK henviser allerede til visen i journaloptegnelsen FF:161 i jan. 1838, jf. SKS 18, 106,12 og den tilhørende kommentar. et saadant Selskab ... en Drikkevise sigter til de sidste årtier af det 18. årh., da det oplyste borgerskab samledes i klubber og selskaber, hvor dets yndlingspoesi var drikkeviser af forfattere som J.H. Wessel, K.L. Rahbek, P.A. Heiberg og Jens Baggesen (). Fra klubberne forplantede drikkeviserne sig efterhånden til middelstanden, og fra århundredskiftet blev udgivelsen af populære visesamlinger en veritabel boghandlerindustri. Jf. J.L. Heiberg »Bellman, som comisk Dithyrambiker. Et Foredrag, holdt ved det scandinaviske Selskabs Bellmans-Fest den 20de December 1843« i Intelligensblade () nr. 41-42, den 1. jan. 1844, bd. 4, s. 115-140. Heiberg afslutter sin indledende henvendelse til selskabet således: »Dog, mine indledende Ord ere vistnok overflødige; den rette Stemning maa allerede være tilveiebragt ved det blotte Syn af de bacchantiske Emblemer, hvormed Kunsten har omringet os; denne colossale, af Satyrer omsværmede Punchebolle har allerede stillet os paa det rette Standpunkt; de Sange, som nys klingede for vort Øre, og den foregaaende Talers Skildring af et til Bacchi Tjeneste indviet Digterliv, – alt Dette har ført os til en Indgang, over hvilken der staaer skrevet: 'Træder ind! thi ogsaa her ere Guder.'«, s. 116f. Siden henviser Heiberg til »vor i sin Tid saa yndede og endnu stedse berømte Drikkevise-Litteratur«, og han bemærker, »at hiin Tids saakaldte Drikkeviser vare bestemte til at synges i Chor af alle Gjæsterne om et munters Spisebord«, s. 124. saaer vel ... dog i Uforkrænkelighed spiller på 1 Kor 15,42: »Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed« (NT-1819). den Scene i Shakspeares ... Cæsars Liig jf. Shakespeare Julius Cæsar, 3. akt, 2. scene, i Shakspeare's dramatische Werke () bd. 5, 1841, s. 55-65. Efter de sammensvornes mord på Cæsar i den foregående scene overbeviser Brutus først de forsamlede romere på Forum om, at Cæsar var en diktator, der kun fik løn som forskyldt; borgerne er parate til at kåre Brutus til kejser, men forinden forlader han Forum for at lade Antonius tale over Cæsars lig. Denne overbeviser dem i stedet om Cæsars ufortjente skæbne, og nu vil de straks hævne ham, mens Brutus og hans medsammensvorne i al hast har forladt Rom. Albertus Magnus Albert von Bollstädt (1193-1280), kaldet Albert der Große el. Albertus Magnus, ty. skolastiker og videnskabsmand, jf. § 197f. i G.O. Marbach Lehrbuch der Geschichte der Philosophie (), bd. 2, s. 301-310, og W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie (), bd. 8,1, 1810, s. 323-325. Optegnelsen har formentlig tjent som udkast til en passage i Begrebet Angest (), hvor SK henviser til, »hvad der hændte Albertus Magnus, da han overmodig trodsede paa sin Speculation imod Guddommen, at han pludselig blev dum«, SKS 4, 450,12, jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 321. Mathæus Parisiensis eng. historiker (o. 1200-1259), jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie (), bd. 8,1, 1810, s. 314, note 152, hvor der med denne som kilde fortælles om den fr. skolastiske teolog Simon Tornacensis (1130-1201), der under en forelæsning over treenighedslæren hævdede at kunne gendrive denne, hvis han skulle ønske det: »Er wurde darauf zur Strafe stumm und einfältig, ein Spott und Gelächter aller Leute. Er konnte hernach kaum in zwei Jahren wieder lesen lernen.« Optegnelsen har formentlig tjent som udkast til den ovennævnte passage i Begrebet Angest (), hvor SK i en note citerer disse oplysninger fra Tennemann, jf. SKS 4, 450,21. Denn wovon ... 2d B. p. 253 ordret citat fra Imanuel Kant's vermischte Schriften, udg. af J.H. Tieftrunk, bd. 1-3, Halle 1799 (et 4. bd. udkom i Königsberg 1807), ktl. 1731-1733; bd. 2, s. 253. Som det følgende citat stammer dette fra afhandlingen Träume eines Geistersehers, erlaütert durch Träume der Metaphysik [1766], s. 247-346. – Kants: Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, prof. ved universitetet i Königsberg 1770-1796, gav med sin såkaldte kriticisme et nyt udgangspunkt for filosofien, idet han ville undersøge mulighedsbetingelsen for den menneskelige erkendelse, erfaring og fornuft. Welcher Philosoph ... p. 250 ordret citat fra samme bog, s. 250, dog skriver SK »kan« for »kann«. Abælard (...) Conflicterne (...) mellem Pavens og Kirkens Auctoritet, og hans Viden Abélard () kom i konflikt med kirken, da han nægtede at tro dens lære, hvis han ikke kunne begribe den med sit intellekt: »Zwar wollte auch er seine Dialektik und Speculation nicht zur Bekämpfung, sondern zur Erörterung und Vertheidigung der kirchlichen Glaubenslehre gebrauchen; aber er verfuhr dabei zügelloser und kühner, als andere seiner Zeitgenossen, in seinem früheren Leben bis zur Frivolität, und manche seiner Principien waren so sehr nur auf seine subjective Vernünftigkeit basirt, daß ihre seichten Ergebnisse mit der historischen Objectivität der göttlichen Offenbarungslehre, die er allein aus inneren Gründen deduciren mochte, nur zuvor Eingesehenes glaubend, in entschiedenem Conflict standen«, H.E.F. Guerike Handbuch der Kirchengeschichte, 3. udg., bd. 1-2, Halle 1838 [1833], ktl. 158-159; bd. 1, s. 557. På en synode i Soissons i 1121 blev hans lære fordømt, og i overværelse af en pavelig legat måtte han selv kaste en af sine kætterske bøger på bålet; igen på en synode i 1140 blev hans lære fordømt, og hans efterfølgende appel til paven var forgæves. Sympathien i ham ... Heloise Den skitserede konflikt synes at være, at netop den kirke, Abélard af sympati vil lade bestå, ikke tillader hans fortsatte ægteskab med Héloïse (), efter at han er blevet kastreret, jf. J.B. Bossuet Einleitung in die Geschichte () bd. 6, 1785, s. 316f., hvor der henvises til kastraktionen, »wodurch die weitere Fortsetzung seiner Ehe unmöglich ward, sie nun wider ihre Neigung völlig eine Nonne werden, er aber auch, nach dem damaligen Aberglauben, der Welt entsagen und in den Mönchstand zu treten, sich entschließen mußte.« Constantin Constantius' Reise til Berlin . Possen fordringsløs komedie, der kalder på latteren med sine overdrivelser og manglende sandsynlighed, men også med sin godmodige, sunde fornuft, sin lokalkolorit og brug af dialekt. Stykkerne, der ofte omfatter musik- og sangnumre, kan nærme sig satiren; de var populære i Berlin i 1830-40'erne. Jf. Gjentagelsen (), SKS 4, 33-43. Daglønnerne i Livet spiller på lignelsen om arbejderne i vingården, jf. Matt 20,1-16, som er evangelieteksten til søndag septuagesima, i 1844 den 4. febr. Arbejderne i vingården er, som SK skriver, daglønnere, der får deres løn samme dag, som de er blevet lejet, jf. Matt 20,8: »Men der det blev Aften, siger Viingaardens Herre til sin Foged: kald Arbeiderne, og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste til de Første« (NT-1819). Fabrik-Arbeidere ... længe derpaa Fra o. 1840 blev en del nye fabrikker etableret uden for de fag, som var omfattet af lavstvangen; fabrikanterne kunne i vid udstrækning fastsætte lønnen på frie markedsvilkår, mens lavene søgte at fastholde en højere løn indenfor deres egne fag, jf. A.F. Bergsøe Om Laugsvæsen og Næringsfrihed med specielt Hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning, Kbh. 1840, s. 120, hvor den liberale forfatter beklager, at en »fabrikmæssig Drift« ikke er blevet gennemført inden for håndværkslavene (if. forordning af 21. marts 1800 ang. Haandværks-Laugene i Kiøbenhavn): »thi Ingen maa betjene sig af andre end laugsoplærte Svende, og saadanne ville hverken give sig af med sligt fabrikmæssigt Arbeide (...) eller lade sig nøie med saa lav en Løn, som slige simple Beskjeftigelser kunne afkaste, og den laveste og fattigste Deel af Folket, for hvilken selv den ringeste Fortjeneste vilde være en Velgjerning, er ved samme forhindret i at blive brugt til saadant Arbeide.« Fabrikanterne ansatte både daglejere (daglønnere) og faste medarbejdere (fabriksarbejdere); i 1844 beskæftigede Lundes Jernstøberi i Kbh. således »40 Fabrikarbeidere og 54 Dagleiere«, A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, Kbh. 1844-53; bd. 2, 1847, s. 450. Lønnen begynder at blive Utak variation af talemåden »Han fik Utak til Løn for beviist Tieneste«, optegnet i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, bd. 3, Kbh. 1820, s. 181. Forførerens Dagbog jf. »Forførerens Dagbog« i første del af Enten – Eller (), SKS 2, 291-432. Johannes Mephistopheles Mefistofeles er i Faust-traditionen navnet på Djævelen, der forleder Dr. Faust, hvis fornavn er Johan, diminutiv af Johannes. I »Forførerens Dagbog« overvejer Johannes, om han kan sammenligne sig med Mefistofeles, men konkluderer, at han ikke er »nogen Mephistopheles«, SKS 2, 340,3. svimle for det Rædsomme ... være bedre Tiden og ikke mindst J.L. Heiberg () 'svimlede for det rædsomme', som blev forment adgang til scenen og litteraturen. Således vakte »Forførerens Dagbog« almindelig forargelse: I sin anmeldelse af Enten – Eller i »Litterær Vintersæd« skrev Heiberg, at »man væmmes, man ækles, man oprøres, og man spørger sig selv, ikke om det er muligt, at et Menneske kan være som denne Forfører, men om det er muligt, at en Forfatter-Individualitet kan være saaledes beskaffen, at den finder Behag i at sætte sig ind i en saadan Characteer, og udarbeide den i sine stille Tanker«, Intelligensblade () bd. 2, s. 290f. J.F. Hagen anmeldte Enten – Eller i Fædrelandet den 7. til 21. maj 1843 (nr. 1227-1228, nr. 1234 og nr. 1241, jf. ktl. U 39), hvor han skrev, at forførerens praksis kunne forstås som »et diabolsk Tankeexperiment; thi Mennesket er dog, Gud være lovet, ved altfor faste Baand knyttet til det, der er et Høiere end han selv, til at han skulde kunne ville, end sige udføre en saadan Methode«, nr. 1234, s. 9906. Og i en redaktionel note til »Episode af 'Forførerens Dagbog'« i Den Frisindede den 23. feb. 1843 (nr. 23, ktl. U 34) hed det, at man kunne fristes til at opfordre visse »moralske Tilsynsmænd til at lyse Forfatteren i Ban, bede det moralske Sundhedspoliti confisquere Værket og brænde den Ubekjendte in effigie [lat. 'i billede', dvs. brænde hans billede]; men i næste Øieblik vil man i alt Fald tilstaae, at de, der læse denne Bog, neppe kunne tage Skade af den«, s. 90. den af Victor Eremita udgivne (...) er bleven opbyggelig Victor Eremita præsenteres som udgiver af Enten – Eller () og dermed af »Forførerens Dagbog«. I sit forord til værket gør Eremita bl.a. rede for sin forståelse af »Forførerens Dagbog«, som han anser for at være et digt og ikke en virkelig begivenhed (SKS 2, 16,23); måske er det dette, der sigtes til. Scenen er i Cordelias Huus ... gift med Edvard I »Forførerens Dagbog« beskriver Johannes detaljeret sin metodiske forførelse af Cordelia, i hvem en anden allerede er forelsket, nemlig Edvard; disse tre personer suppleres af en fjerde, Cordelias tante, i hvis hus forførelsen beredes. compendieust kort, forkortet, kortfattet, sammentrængt, nem. Qvindelighedens Idee I et manuskript til Enten – Eller har SK først ladet A skrive følgende passus i sin fortale til »Forførerens Dagbog«, men senere overstreget den med blæk: »Da jeg vendte Dagbogen om fandt jeg, at der ogsaa var skrevet i den fra den anden Ende af. Den indeholdt en Afhandling betitlet: Qvinden kategorisk betraget« (Pap. III B 48; manuskript 4, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, SKS K2-3, 13-15). Hetære se JJ:135. Don Juan I afsnittet »Sandselig Genialitet, bestemmet som Forførelse« (SKS 2, 92-107) i Enten – Eller lader SK pseudonymen A modstille Don Juan og Faust som repræsentanter for hhv. et sandseligt og et åndeligt forførelsesprincip, idet Don Juan som sandselig attrå forfører ekstensivt, mens Faust ved sin tale (åndens medium) forfører intensivt: »Dette er den egentlige Forfører, den æsthetiske Interesse er her ogsaa en anden, nemlig: hvorledes, Methoden«, SKS 2, 103,15. Cammerraad If. forordning om rangen af 14. okt. 1746 var kammerråder placeret i 7. klasse (af i alt ni) som nr. 2 og virkelige kammerråder i 6. klasse som nr. 2. En kammerråd skulle tituleres »velædle og velbyrdige Herre«, jf. »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56. den absolut Ophøiede (...) den Ringe i Kjærligheds Lighed formentlig en allusion til epistelen på palmesøndag (i 1844 den 31. marts), Fil 2,5-11: »Thi det samme Sindelag være i Eder, som og var i Christo JEsu; 6. hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig. 7. Men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig; 8. og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død. 9. Derfor haver og Gud høit ophøiet ham, og skienket ham et Navn, som er over alt Navn; 10. at i JEsu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden, og under Jorden. 11. og hver Tunge skal bekiende, at JEsus Christus er en HErre til Gud Faders Ære«, Alterbogen (), s. 64. Sml. JJ:44. saarer da ... værst bagfra jf. Plutarks Crassus-biografi, kap. 24, 6, i hans Vitae parallelae (De parallelle liv), hvor det fortælles om partherne, at de fortsatte med at skyde med deres pile, mens de flygtede, og at de gjorde det med stor dygtighed, jf. Plutarchi vitae parallelae, stereotypudg., bd. 1-9, Leipzig 1829, ktl. 1181-1189; bd. 5, s. 192. Systemet (...) i den hegelske Skole sigter til Hegel, der o. 1800 begyndte et selvstændigt filosofisk forfatterskab, hvis kernepunkt var tanken om, at det centrale i tilværelsen (det absolutte) er ånd, og at det absolutte er af dialektisk art, dvs. er i en stadig fremadskridende udvikling; med dette udgangspunkt var det hans bestræbelse ved en særlig metode at samle de filosofiske synspunkter i et stort 'system', omfattende såvel den materielle som den åndelige verden. – den hegelske Skole: dvs. Hegels elever (). Schelling (...) »det uendelige Epos« Udtrykket er ikke i denne formulering fundet i Schellings skrifter, men sigter måske til »das große Epos«, om hvilket SK kan have læst i Karl Rosenkranz' kommenterede udg. af Schellings Vorlesungen, gehalten im Sommer 1842 an der Universität zu Königsberg, Danzig 1843, ktl. 766, s. 187, hvor Rosenkranz skriver: »Allein seine Grille, Philosophie und Poesie zu verschmelzen, verführte ihn neben diesen vortrefflichen Expositionen zu den trübsten Aeußerungen über die Mythologie, welche Dante aus der Wissenschaft sich geschaffen habe und womit er als der Erste für die moderne Poesie vorbildlich geworden; verführte ihn, der falschen, neuerdings wieder bei uns aufgewärmten Theorie zu huldigen, das Ziel der Poesie ([Hegel og Schelling Kritisches Journal der Philosophie bd. 2, hefte 3, Tübingen 1803] S. 37) in das große Epos zu setzen, das 'bis jetzt nur rhapsodisch und in einzelnen Erscheinungen verkündet, dann als beschlossene Totalität hervortreten werde.'« – Schelling: . den Dag idag ... en Fugl paa Taget sigter til ordsproget: 'Bedre én fugl i hånden end to på taget', jf. nr. 1677 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 168. Formuleringen synes desuden at spille på Matt 6,34: »Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Hvad er dette Liv Denne og den følgende optegnelse synes SK at benytte i sammenhæng og med få afvigelser i »At bevare sin Sjel i Taalmodighed« i To opbyggelige Taler, Kbh. 1844, jf. SKS 5, 198,12. SK indleverede manuskriptet til Bianco Lunos Bogtrykkeri den 13. feb. 1844; imidlertid kan det ikke afgøres, om optegnelserne i JJ er tidligere el. senere. naar jeg er ... ikke sigter til Epikur (341-270 f. Kr.), gr. filosof og æstetisk livskunstner, der skal have sagt: »Naar vi ere, er Døden ikke, og naar Døden er der, saa ere vi ikke«, 10. bog, 125, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 502. Hvad er Lykke ... har været . Hvad er Haabet ... en trettekjær Ven Hvis der alluderes til talemåder, har de ikke kunnet identificeres. altid beholder ... har tabt sin spiller på ordsproget 'Hvor intet er, har kejseren tabt sin ret', jf. nr. 1362 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 52, og nr. 4391 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 486. Hvad er Erindringen en besværlig Trøster Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres. en Nidding, der saarer bag fra . en Skygge ... kjøbe den allusion til Adelbert von (egl. Louis Charles Adelaide de) Chamisso Peter Schlemihl's wundersame Geschichte, 3. udg., Nürnberg 1835 [1814], ktl. 1630. Heri fortælles om, hvordan en mand, der viser sig at være Djævlen, frister Peter Schlemihl til at sælge sin skygge for en uudtømmelig lykkepung. Hvad er Lyksalighed ... have det Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres. hvad er Troen ... hænger sig selv Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres. hvad Sandhed ... med sig Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres. hvad er Venskab, en Plage mere Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres. en flyvende Piil der ikke kommer af Stedet sigter til det ene af de fire argumenter, som den gr. filosof Zenon fra Elea (det 5. årh. f.Kr.) rettede mod bevægelsens realitet: Ifølge dette vil en flyvende pil ikke bevæge sig, da den i et hvilket som helst øjeblik vil befinde sig på et bestemt sted og således altid være i hvile. Zenons argument er overleveret og gendrevet af Aristoteles () i 9. bog af Fysikken, især kap. 6, 9 (239b 5ff.), som er kilden til de senere filosofihistoriske fremstillinger, jf. fx W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie (), bd. 1, s. 198f. Spinoza ... overspringe Mellem-Aarsagerne jf. kap. 1, »De Prophetia« (lat. 'Om Profetier'), i Spinoza Tractatus theologico-politicus (lat. Teologisk-politisk afhandling) fra 1670, i Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af A.F. Gfrörer, Stuttgart 1830, ktl. 788 (forkortet Spinoza opera), s. 81-255; s. 90-99. I det nævnte kapitel diskuterer Spinoza profetiens og åbenbaringens væsen i GT, og herom bemærker han s. 91: »Sed hic apprime notandum, quod Judaei nunquam causarum mediarum sive particularium faciunt mentionem, nec eas curant, sed religionis ac pietatis, sive (ut vulgo dici solet) devotionis causa ad Deum semper recurrunt« (lat. »Men det bør her særligt bemærkes, at jøderne aldrig omtaler mellemårsagerne eller de særlige årsager og heller ikke interesserer sig herfor, men altid søger Gud på grund af deres religion og fromhed eller (som man plejer at sige) hengivenhed«). – Spinoza: Baruch (el. Benedikt) de Spinoza (1632-77), holl. filosof, der gennem naturvidenskabelige og filosofiske studier efterhånden fjernede sig fra den jødiske tro og i 1656 blev udstødt af synagogen. Han offentliggjorde under eget navn kun ét skrift, nemlig Principia philosophiae Cartesianae more geometrico demonstrata (1663, Principperne for den cartesianske filosofi, efter den geometriske metode), mens hans hovedværk, Ethica ordine geometrico demonstrata (afsluttet 1675, Etik fremstillet efter den geometriske metode), formentlig pga. tidens religiøse intolerance, først udkom posthumt i 1677. gjør Studier ... al Philosophies Stræben) Den eksakte formulering findes ikke hos Hegel, men er et dækkende udtryk for hans systematiske tænknings enhedsstræben, idet filosofien som videnskab må fremstille og forklare fænomenerne i ét sammenhængende og restløst system (). – Hegel: . τελος gr. (télos) mål. teleologiske Betragtning af gr. télos, lære om verdens formålsbestemte indretning. Immanents dét, at noget forbliver inden for sine egne grænser, sådan at dette 'noget' er immanent, modsat transcendent. Hegel () bruger udtrykket 'immanent', når han skal karakterisere, hvorledes begrebet bevæger sig i kraft af de indre modsigelser og således ikke er drevet af noget udefrakommende. Resultatet af denne dialektiske udvikling er virkeliggørelsen af det, der allerede ved begyndelsen forelå som mulighed. causa sufficiens lat. 'tilstrækkelig årsag'. Den Lidenskab ... Helvedsstraffenes Evighed se JJ:324. summa summarum lat. 'summernes sum'; alt i alt. Anmældelsen af »Frygt og Bæven« ... Tidsskrift jf. den anonyme anmeldelse af Frygt og Bæven () i Theologisk Tidsskrift, udg. af C.E. Scharling og C.T. Engelstoft, bd. 8 (1844; ny række, bd. 2), s. 191-199; anmeldelsen findes i årgangens første hefte, der i Berlingske Tidende 1844, nr. 58, 1. marts, omtales som udkommet »i disse Dage«. Forfatteren var teologen Johan Frederik Hagen (1817-59), der tidl. havde anmeldt Enten – Eller i Fædrelandet den 7. til 21. maj (nr. 1227-1228, 1234 og 1241, jf. ktl. U 39). Johannes de silentio lat. Johannes af tavsheden; den pseudonyme forfatter af Frygt og Bæven. forklarer Alt, forklarer alle Vanskeligheder Efter at have givet, hvad han kalder »et sammentrængt Resumé af den almindelige Tankeudvikling«, s. 197, søger Hagen at opløse det problematiske forhold mellem tro og fornuft, som Johannes de silentio har udtrykt sådan, at den troende kun tror i kraft af det absurde. Hagen hævder i stedet, at den troende »troer i Kraft af den høiere Viisdom, som han veed at Troen indeslutter i sig og som udgjør dens Mysterium. Det kommer her fremfor Alt an paa, at gjøre sig Forskjellen mellem det Absurde og Mysteriet ret klar. Det Absurde staaer i et reent negativt, exclusivt Forhold til det Intelligente og er, som saadant, det absolut Ufornuftige, med andre Ord – absolut transcendent (...). Thi det er jo Noget, der følger af sig selv, at der ei kan være Tale om nogen Mediation af Troen, saalænge denne som et Absurdum stilles i exclusiv ɔ: umedieerlig Modsætning til det Almeen-Fornuftige; men da Troens Mysterium ikke indtager denne Stilling, er Mediationen ikke udelukket. – Man kan saaledes ikke nægte, at Forf., i sin begeistrede Interesse for at drive Troens Opgaver op til deres høie Værdi, gjør sig skyldig i et Bedrag, og at han i denne Henseende træffende sammenligner sin Taktik med hine hollandske Kjøbmænds, der, da Priserne paa Kryderi bleve noget flaue, lode et Par Ladninger nedsænke i Havet, for atter at skrue Priserne op«, s. 198f. Glæde over Danmark titel på digt af P.M. Møller (). På sin lange rejse til Østen i 1819-21 skrev han digtet »Rosen blusser alt i Danas Have«, udg. under titlen »Glæde over Danmark« i K.L. Rahbeks Tilskuerne. Et Ugeskrift nr. 47, bd. 1, Kbh. 1823, s. 374-376, senere genudgivet i Efterladte Skrifter bd. 1, 1839, s. 47-49. Ære over Forfatteren, Velbehagelighed i Tidsskriftet spiller på slutningen af juleevangeliet, Luk 2,14: »Ære være Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed« (NT-1819). Paulus: jeg veed, hvad jeg har troet egl. »jeg veed, hvem jeg haver troet«, 2 Tim 1,12 (NT-1819). – Paulus: . credo ut intelligam lat. »jeg tror for at kunne forstå«. Udtrykket skyldes den eng. skolastiker Anselm af Canterbury (o. 1033-1109), hvis grundsætning var, at troen dels måtte gå forud for al religionsfilosofi og dels måtte forblive fornuftens norm, jf. Proslogion, kap. 1: »Neque enim quaero intelligere, ut credam, sed credo, ut intelligam. Nam et hoc credo, quia nisi credidero, non intelligam« (lat. »For jeg søger ikke at forstå for at kunne tro, men jeg tror for at kunne forstå. Jeg tror nemlig også, at hvis ikke jeg tror, så forstår jeg ikke«), her citeret efter W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 8,1, 1810, s. 120, note 71. Troen er det umiddelbare hentyder formodentlig til de hegelianske dogmatikere, bl.a. den ty. teolog Philipp Marheineke (1780-1846), der hævder, at troen dels er umiddelbarhed (eller umiddelbar viden om Gud), dels kan og skal ophæves () i spekulativ viden, og at denne viden som spekulativ står højere end troen, jf. Die Grundlehren der christlichen Dogmatik als Wissenschaft, 2. udg., Berlin 1827 [1819], ktl. 644, s. 48f. En sådan anskuelse noteres og modsiges i Frygt og Bæven (): »Den nyere Philosophi har tilladt sig uden videre istedenfor 'Tro' at substituere det Umiddelbare« (SKS 4, 161,21), og: »Philosophien lærer, at det Umiddelbare skal ophæves. Dette er sandt nok; men, hvad der ikke er sandt, er, at (...) Troen uden videre er det Umiddelbare« (SKS 4, 188,16). I indledningen til Begrebet Angest () hedder det tilsvarende, at »man saaledes i Dogmatiken kalder Tro det Umiddelbare« (SKS 4, 318,10); og i kladden til dette sted, som SK formentlig har skrevet i dec. 1843 el. jan. 1844 (jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 331f.), bemærker han i marginen, at »dette skeer jo hver Dag lige for vore Øine« (Pap. V B 49,2). Hermed sigtes formentlig til H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, s. 516f.; til Martensen De autonomia conscientiæ sui humanæ, Kbh. 1837, ktl. 648, s. 2ff. (jf. L.V. Petersens da. overs. Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841, ktl. 651, s. 2ff.); og til Rasmus Nielsen De speculativa historiæ sacræ tractandæ methodo, Kbh. 1840, ktl. 697, s. 6 (jf. den da. overs. Den speculative Methodes Anvendelse paa den hellige Historie, Kbh. 1842, s. 3f.). Vindepind el. garnpind, rund pind, hvorom det første af garnet vindes til et nøgle. Embedsforretninger som virkelig ... dens otium sigter til forskellen på virkelige og titulære embeder, hvor fx kun den virkelige kammerråd udøvede embedet, mens den titulære kammerråd blot nød navn af kammerråd (). Man klager ... for mange Embeder Oppositionen mod enevælden klagede hyppigt over, at kongens embedsmænd besad 'for mange embeder'; fx var politidirektøren i Kbh. genstand for kritik, da han ikke blot var chef for politibetjentene, men også (indtil 1. juli 1845) justitiarius i Politiretten, sådan at udøvende og dømmende magt her var forenet i ét embede, jf. således Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1843, nr. 52, s. 207. Netop Kjøbenhavnsposten forfægtede magtdelingsprincippet, og i en dobbeltartikel med titlen »Statsstyrelse fra Oven nedad« (nr. 43 den 19. feb. og nr. 45 den 21. feb. 1844) hhv. »Statsstyrelse fra Neden opad« (nr. 50 den 27. feb., nr. 51 den 28. feb. og nr. 54 den 2. marts 1844) blev embedsværket i almindelighed kritiseret for bureaukratisk centralisme og bl.a. betegnet som »et saadant som Formynder for Alt optrædende Regimente af Embedsmænd«, nr. 45, s. 177. 1813 blev jeg født ... sat i Circulation Efter Danmarks inddragelse i Napoleonskrigene søgte regeringen at financiere oprustningen ved at lade Kurantbanken udstede dækningsløse pengesedler, hvorfor staten i 1813 reelt gik bankerot, jf. C.F. Allen Haandbog i Fædrelandets Historie med stadigt Henblik paa Folkets og Statens indre Udvikling, Kbh. 1840, ktl. 2011 (forkortet Haandbog i Fædrelandets Historie), s. 589: »Som en Følge af denne overordentlige Forøgelse af Seddelmassen, for hvilken ingen betryggende Sikkerhed havdes, sank Papiirspengene dybt under deres paalydende Værdie. Man maatte derfor under den stedse voxende Forvirring i Pengevæsenet, gribe til det sørgelige, men uundgaaelige Middel til at nedsætte Pengenes Værdie, saaledes at 6 Rdlr. Kourant kun gjaldt lige med 1 Rdlr. af de nye Rigsbankspenge. Disse udstædtes af den nyoprettede Rigsbank (5te Januar 1813)«. SK blev født den 5. maj. fornem Dame . Domestik tjener el. tjenestepige. Østergade gade mellem Amagertorv og Kgs. Nytorv, hvor oprindeligt Østerport stod, og hvoraf gaden havde navn, jf. S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn (), s. 44: »Gaden er nu deels en Boutikgade, hvori Man tæller omtrent 150 Boutikker, deels en til Spadsering brugt Gade« (se kort 2, C2-D2). Voxlysets Tande bøies ... den hele Aften Ved at bøje spidsen af vokslysets væge (tande) undgik man en osende lysetande, som man selv måtte afklippe (pudse) med en lysesaks; i stedet pudsede vægen så at sige sig selv. At jeg er til, var den antike Verdens evige Forudsætning hvilket vil sige, at den ikke tvivlede om, hvorvidt 'jeg er til', hvilket først Descartes gør ( og ). – Denne og den følgende optegnelse kan oprindeligt have været udkast til Philosophiske Smuler (), som SK har kasseret, men valgt at bevare ved at skrive dem ind i journalen, sml. en passage i den foreløbige udarbejdelse til kap. 3 (Pap. V B 5,3) samt det trykte manuskript, SKS 4, 245,20-34, og jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 187, note 1. ny Umiddelbarhed Hos Hegel og hans elever () betegner 'ny umiddelbarhed' det tredje moment i åndens dialektiske selvudvikling: Det første moment, umiddelbarheden, negeres el. ophæves i det andet moment, refleksionen, men formidles () i det tredje moment, syntesen, som en ny umiddelbarhed. bevise Guds Tilværelse Særligt i antikken og i skolastikken søgte filosoffer og teologer spekulativt at bevise Guds eksistens, jf. de såkaldte gudsbeviser, som Kant () kategoriserer som hhv. ontologiske, kosmologiske og teleologiske el. fysikoteologiske, Kritik der reinen Vernunft (), s. 611-658. Kant forkaster gudsbevisernes gyldighed, men de diskuteres atter af Hegel, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion. Nebst einer Schrift über die Beweise vom Daseyn Gottes bd. 2 (i Hegel's Werke () bd. 12, Jub. bd. 16), s. 357-553. de gode Forsætter føre til Helvede sigter til ordsproget: 'Vejen til Helvede er brolagt (el. belagt) med gode forsætter', jf. nr. 3554 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 402. Dersom Christendommen ... at døbes sigter til H.L. Martensen Den christelige Daab betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal, Kbh. 1843, ktl. 652, s. 23: »Thi det er i og for sig klart, at i det Tidsrum, da det væsentligt var Opgave at indplante Kirken i Verden, Meget maa gestalte sig anderledes, end i de efterfølgende Tider, hvor Kirken har slaaet faste Rødder i Verden, hvor Guds Rige ligesom er blevet Natur. Saaledes maa navnlig Daaben, skjøndt dens sacramentale Væsen, dens Grundforhold til Troen stedse er det samme, fremtræde under en anden Form der, hvor Guds Rige skal forplantes ved Mission – hvor det altsaa udenfra skal bringes ind i Folkeaanderne – end der, hvor det skal forplantes formedelst Inhabitation – hvor det er blevet Folkeaanderne iboende, og indenfra skal udfolde sine omskabende Kræfter i Verdenslivet.« conditio sine qua non lat. 'betingelse uden hvilken ikke'; ufravigelig el. nødvendig betingelse. Martensens berømmelige Daabs-Theorie H.L. Martensen Den christelige Daab betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal () blev anmeldt i Theologisk Tidsskrift, udg. af Scharling og Engelstoft, bd. 7 (ny række, bd. 1), Kbh. 1844, s. 358-360; i Journal for Literatur og Kunst bd. 2, Kbh. 1843, s. 272-311; under mærket »–g.« i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift bd. 2, Odense 1844, s. 74-92; og af A.F. Beck i Theologische Jahrbücher, udg. af E. Zeller, Tübingen 1843, hefte 4, s. 760-785, i anledning af den ty. overs. Die christliche Taufe und die baptistische Frage, Hamborg og Gotha 1843. Jf. desuden Hans Brøchner Nogle Bemærkninger om Daaben, foranledigede ved Prof. Martensens Skrift: 'Den christelige Daab', Kbh. 1843, ktl. U 27 (), og M. Eiríksson Om Baptister og Barnedaab, samt flere Momenter af Den kirkelige og speculative Christendom, Kbh. 1844, jf. hertil Epistola eller Sende-Brev til Sr. Magnus Eiriksson fra en anden gammel Landsbypræst. Til Publici videre Nytte og Fornøielse nu til Trykken befordret, Kbh. 1844, if. regning købt hos Philipsen 24. juli 1844 (KA, D pk. 7 læg 7), ktl. U 36. Martensen svarede på Eiríkssons kritik i Berlingske Tidende den 29. april 1844 (nr. 115). – Martensens: Hans Lassen Martensen (1808-84), cand.theol. 1832, efter udlandsrejsen 1834-36 privatdocent for bl.a. SK, 1837 lic.theol., fra 1838 lektor i teologi ved Københavns Universitet, hvor han 1840 blev udnævnt til ekstraordinær prof. i teologi, 16. maj 1845 udnævnt til hofprædikant. ung theologisk Candidat sigter måske især til den unge Grundtvig (). Berusede i Løfters usunde Bedunstelse Optegnelsen er formentlig en reminiscens af SKs kladde til et påtænkt, men ikke anvendt efterskrift til Begrebet Angest (), hvor han med henvisning til »den nyere Philosophie« () og dens »Løftemagere« betegner sit hurtigt udarbejdede skrift som »en forfærdelig Dom og et drastisk Epigram over deres opsminkede Usandheder og deres hele tomme kun af Løfters usunde Beruselse opdunstede Væsen« (Pap. V B 48, jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, SKS K4, 323). Således forstået sigter SK til da. hegelianeres artikulerede, men ikke indfriede løfter om at skrive og udgive et fuldstændigt 'system', fx et logisk (jf. J.L. Heiberg »Det logiske System« i Perseus () bd. 2, s. 7, samt »I Anledning af Recensionen over mit Skrift: 'Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid'« i Dansk Litteratur-Tidende for 1833, red. af Jens Møller, nr. 46, Kbh. 1833, s. 765) el. et moralfilosofisk (jf. H.L. Martensen Grundrids til Moralphilosophiens System (), s. III). – Efter at have skrevet denne passus ind i JJ i april 1844 synes SK imidlertid at have brugt den i kladden til talen »Imod Feighed« i Fire opbyggelige Taler, 1844 (), hvor der henvises til, »naar alt det uægte Glimrende, den sminkede Usandhed holdes høit i Ære og endog vil dømme den Miskjendte« (SKS 5, 356,19). Til dette sted findes i kladden en ubenyttet tilføjelse: »naar Tankeløshed og Ordsqvalder og halvtimes Følelser og Hastværks Beslutninger og Misforstand og opsminket Selvkjærlighed og Løfters og Forsætters usunde Beruselse angribe en saadan [miskendt]« (Pap. V B 220,3). Hvis dette også er perspektivet for journaloptegnelsen, sigtes der ikke til filosoffer, men snarere til prædikanter med tilknytning til Grundtvig (). – Bedunstelse: beruselse; omtågethed. Plato (...) antager ... kun Mandkjønnet til (...), men ved Fordærvelse ... fremkom Qvindekjønnet I Platons dialog Timaios fortæller Timaios, at Gud efter at have skabt udødelige væsner lod disse skabe tre arter af dødelige væsner: manden, kvinden og dyret. Den bedste slags menneske skulle kaldes mand, men da menneskets natur både består af dødeligt og udødeligt, er det hans opgave i det tilmålte liv at betvinge sit dødelige begær; lykkes det ham ikke, vil han blive genfødt som kvinde, og opgaven vil da være den samme. Hvis han ikke som kvinde kan betvinge sit begær, genfødes han som et dyr af en sådan art, der svarer til hans synd; men lykkes det ham, genfødes han som mand, og først når han som mand har levet i overensstemmelse med sin guddommelige natur, vil han endelig slippe for forvandlingerne og optages blandt de evige sjæle (Timaios 41b-42c). Feuerbach ... Kjønsforskjelligheden gjeldende jf. L. Feuerbach Das Wesen des Christenthums, 2. udg., Leipzig 1843 [1841], ktl. 488, som SK if. boghandlerregning fra Philipsen har købt den 20. marts 1844 (KA, D pk. 7 læg 7). If. Feuerbach er mennesket bl.a. og væsentligt bestemt ved kønsforskelligheden (»die Geschlechtsdifferenz«), hvorfor han adskillige steder i værket kritiserer kristendommen for at suspendere denne, jf. særligt s. 249: »Der Christ identificirt unmittelbar mit dem Individuum die Gattung: er streift daher die Geschlechtsdifferenz als einen lästigen, zufälligen Anhang von sich ab. Mann und Weib zusammen machen erst den wirklichen Menschen aus, Mann und Weib zusammen ist die Existenz der Gattung – denn ihre Verbindung ist die Quelle der Vielheit, die Quelle anderer Menschen. Der Mensch daher, der seine Mannheit nicht negirt, der sich fühlt als Mann und dieses Gefühl als ein natur- und gesetzmäßiges Gefühl anerkennt, der weiß und fühlt sich als ein Theilwesen, welches eines andern Theilwesens zur Hervorbringung des Ganzen, der wahren Menschheit bedarf. Der Christ dagegen erfaßt sich in seiner überschwänglichen, transcendenten Subjektivität als ein für sich selbst vollkommnes Wesen.« – Feuerbach: Ludwig Feuerbach (1804-72), ty. filosof, såkaldt venstrehegelianer. Ud over det nævnte værk af Feuerbach havde SK tidl. anskaffet Geschichte der neuern Philosophie, Ansbach 1837, ktl. 487, og Abälard und Heloise oder der Schriftsteller und der Mensch, Ansbach 1834, ktl. 1637 (). Han antager ... blive til Qvinder jf. Timaios 90e: »So viele nämlich von den gewordenen Männern feig waren und das Leben auf unrechte Weise hinbrachten, wurden, wie man mit Wahrscheinlichkeit schliessen kann, bei dem zweiten Werden in Weiber verwandelt«, Platon's Timæus und Kritias, overs. af F.W. Wagner, Breslau 1841, ktl. 1168, s. 116 (Platons Skrifter () bd. 8, s. 110). uagtet Stats-Ideen ... christelige Anskuelse dvs. uagtet, at Platons filosofi ikke har en højere idé end staten, hævder den kønsindifferensen ligesom den kristelige anskuelse, der har en højere idé end staten. – Stats-Ideen: sigter til dialogen Staten, hvor Platon giver den mest omfattende og systematiske fremstilling af hele sin filosofi, og hvor Sokrates i begyndelsen af 5. bog (449a - 457a) argumenterer for, at drenge og piger skal opdrages sammen og uden forskel, da mandens og kvindens natur væsentligt er den samme og blot adskiller sig med hensyn til styrke (Platons Skrifter () bd. 5, s. 7-18). – den christelige Anskuelse: jf. Gal 3,28, hvor Paulus forfægter kønsindifferensen blandt dem, der er døbt til troen på Kristus: »Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus«. Aristoteles siger ... ufuldstændige Former Aristoteles skriver i De generatione animalium (Om dyrenes formering), 4. bog, kap. 6 (775a 15-16), at den kvindelige natur må anses for at være en naturlig ufuldkommenhed. I samme afhandlings 2. bog, kap. 3 (737a 27-30), siges det, at hunnen el. kvinden er en slags forvansket han el. mand, hvis bidrag til dannelsen af det nye individ blot mangler det sjælelige princip. selv om han ... stærkere end sig selv måske en allusion til Luk 9, 25: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?« Christendommen den absolute Religion jf. 3. del (med titlen »Die absolute Religion«) af Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2 (i Hegel's Werke () bd. 12, Jub. bd. 16), s. 189-356, hvor Hegel identificerer kristendommen med den absolutte religion. Spang Peter Johannes Spang (1796-1846), da. præst, fra 3. maj 1840 residerende kapellan ved Helliggeistes Kirke (se kort 2, B2/C2). SK kendte Spang personligt og skrev bl.a. til ham under sit ophold i Berlin 1841/42, jf. B&A bd. 1, s. 75-77 og 91-93. Prædikenen Spang prædikede bl.a. til højmesse søndag den 12. maj 1844 over teksten til 5. søndag efter påske, Joh. 16,23-28, og det er formentlig denne prædiken, SK refererer til. Guds Huus ... et Grædehuus sigter til Matt 21,13, hvor Jesus siger: »Der står skrevet: 'Mit hus skal kaldes et bedehus.' Men I gør det til en røverkule.« Jf. Es 56,7. stipuleres enhver Tjenende ... Søndag Formiddag If. Danske Lov (), 6. bog, kap. 3, § 2, skulle husbonder foreskrive »Tyende og Tienere at komme til Kirke, og dem ingenlunde derfra forholde«, ligesom ethvert herskab if. § 6 skulle »Tyende paa Helligdage med Fordringskab og alt andet Arbeid, hvad det og være kan, aldeles forskaane, med mindre saadan uomgængelig Fornødenhed, dog Guds Tieneste uforsømmet, indfalder, som ganske ingen Forhaling kan lide.« Disse bestemmelser blev netop diskuteret i 1844 (bl.a. på stænderforsamlingerne i Viborg og Roskilde, ) og siden præciseret ved forordning af 26. marts 1845 ang. »Søn- og Helligdagenes vedbørlige Helligholdelse«, § 4, som bød herskab og husbonder at give »Tyende (...) Tid og Leilighed til flittig at kunne besøge Gudstienesten, og tilholde disse, dertil at afbenytte den.« En del gejstlige embedsmænd havde plæderet for en bestemt ret til forskånelse fra arbejdet om søndagen, men aht. 'den huslige fred og subordination [lydighed]' ville Kancelliet kun tilstå tyendet en betinget ret. Jf. Tidende for Forhandlinger ved Provindsialstænderne for Sjællands, Fyens og Lollands-Falsters Stifter samt for Færøerne (forkortet Roskilde Stænder-Tidende), Kbh. og Roskilde 1844, nr. 21, bd. 1, sp. 335. – stipuleres: give løfte ved overenskomst, forlig el. lignende, jf. C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog () bd. 2, s. 229. Frederiksberg sigter til Frederiksberg Have, o. 3 km. uden for den daværende Vesterport. Havens spadseregange var almindeligt søgt af såvel tyende som borgerskab, særligt om sommeren og ikke mindst om søndagen. Præsternes Præk (...) om hele Verdenshistorien sigter især til præster med tilknytning til Grundtvig (), der både som teolog og historiker beskæftigede sig indgående med verdenshistorien. Præst, der prædikede ... om Himmelfarten Kristi Himmelfartsdag, torsdag 16. maj 1844, prædikede bl.a. hofprædikant J.H. Paulli i Slotskirken, licentiat, 2. residerende kapellan P.C. Rothe i Vor Frue, pastor Spang () i Helliggeistes og (sandsynligvis Harald) Boisen i Vartov, jf. Adresseavisen () 15. maj 1844, nr. 113. – Evangelium (...) om Himmelfarten: Evangeliet på Kristi Himmelfartsdag er Mark 16,14-20, jf. især v. 14, som kan have været genstand for prædikenens fokus på 'troens øjne' og de 'sanselige øjne': »Paa det sidste aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbords, og bebreidede dem deres Vantro og Hiertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden« (NT-1819). Jf. også epistlen på samme dag, ApG 1,1-11, især v. 9-11. Cæsuren rytmisk deling af et længere vers ved en kort hvile efter nogle versefødder. Menneskene synes (...) at have faaet ... (Talleyrand (...) Young i Nattetankerne) Den fr. biskop og statsmand Charles-Maurice de Talleyrand (1754-1838) skal i 1807 have sagt til den sp. gesandt Isquierdo: »La parole a été donnée à l'homme pour déguiser sa pensée« (»Sprogets/talens gave har mennesket fået for at skjule sin tanke«); kilden har ikke kunnet identificeres. – Young i Nattetankerne: dvs. The Complaint or Night-Thoughts on Life, Death, and Immortality (1742-45) af den eng. digter og præst Edward Young (1681-1765), jf. »Dr. Eduard Young's Klagen, oder Nachtgedanken über Leben, Tod und Unsterblichkeit. In neun Nächten« i Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af J.A. Ebert, bd. 1-3, Hildesheim og Braunschweig 1772-77 (bd. 1-2, 1777; bd. 3, 1772), ktl. 1911; bd. 1. Det er imidlertid i digtet »Love of Fame«, at Young (om hofferne) skriver således, jf. »Dr. Eduard Young's sieben characteristische Satiren auf die Ruhmbegierde, die allgemeine Leidenschaft« i Einige Werke von Dr. Eduard Young bd. 3, s. 36: »wo der natürliche Zweck der Sprache vermieden wird, und Menschen nur reden, um die Seele zu verhehlen«. tage Forstanden fangen spiller på 2 Kor 10,5 om at »tage al Tanke til Fange under Christi Lydighed« (NT-1819). Petrus Ramus lat. for Pierre de la Ramée (1515-72), fr. humanist og matematiker, blandt andre hverv prof. i retorik og filosofi ved Collège Royal, afskediget 1561 pga. sin kritik af skolastikken og sympati for reformationen, af samme grunde myrdet i Bartholomæusnatten 24. aug. 1572. daß er ... 1. Afdeling; Forordet ordret citat fra »Vorbericht« i Friedrich Heinrich Jacobi's Werke, udg. af F. Roth, bd. 1-6 (i 8 bd.), Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728 (forkortet Jacobi's Werke); bd. 4,1, 1819, s. LI. – Jacobi: Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819), ty. filosof, først købmand, senere embedsmand. Stærkt præget af vennen J.G. Hamann () førte han en omfattende diskussion med sine samtidige (I. Kant, J.G. Fichte, F.W.J. Schelling, M. Mendelssohn) og udviklede en egen 'livsfilosofi', som stiller begreberne følelse og tro i midtpunkt. Nicodemus kom vel med Natten sigter til farisæeren Nikodemus, om hvem det Joh 3,2 fortælles, at han kom til Jesus om natten, jf. Joh 3,1-15, evangeliet på trinitatis søndag, som i 1844 faldt 2. juni. søge den Opstandne blandt de Døde spiller på fortællingen om kvinderne ved Kristi grav, hvor de forgæves søger den døde, og hvor to engle forkynder dem hans opstandelse, Luk 24,5-6: »Men der de bleve forfærdede, og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? Han er ikke her, men han er opstanden« (NT-1819). Opgaven er (...) at retfærdiggjøre Christendommen for Menneskene alluderer måske til en anmeldelse af Enten – Eller i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift den 16. okt. 1843 (bd. 1, s. 377-405), hvori teologen, adjunkt H.P. Kofoed-Hansen (1813-93) i en digression hævder, »at Kirken endnu ei har vidst, at bemægtige sig de mere Dannede (...). De saakaldte Opvakte og Hellige maae derfor sige, hvad de ville, saa nøies dog den nyere Tids Dannede ikke længer med den gammeldags Christendom eller den gamle Tro, men kræve den fremsat i en ny og frisk Form, som ene et philosophisk Bad formaaer at skjænke den«, s. 384f. Kofoed-Hansens bemærkninger blev imødegået af biskop J.P. Mynster i artiklen »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade () den 1. jan. 1844 (nr. 41-42, bd. 4, s. 97-114). Kofoed-Hansen replicerede i Fædrelandet den 19. jan. 1844 (nr. 1479, sp. 11859-11864). Jf. også F. Schleiermacher Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern, 5. udg., Berlin 1843 [1799], ktl. 271. Flydebro bro, som ikke hviler på fast grund, men flyder på vandet; pontonbro. gaaet i Vandet ... ei er tilladt jf. politiplakat af 14. juli 1791, som af hensyn til skibstrafikken forbød svømning ved Toldboden og i kanalerne, særligt ved Knippels-, Holmens- og Højbro (se kort 2, C2-3). mulcterer idømmer en mulkt. Forundring sigter formentlig til forskellige tekststeder i NT, hvor det fortælles, at Kristi lære og mirakler (sml. JJ:192) mødes med forundring, jf. fx Matt 7,28f. (NT-1819): »Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom; thi han lærte dem, som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.« Mark 7,37 (NT-1819): »Og de forundrede sig overmaade, og sagde: han haver gjort alle Ting vel; baade giør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.« Christendommen betragtede Hedenskabet som Synd jf. fx Büchner's biblische Hand-Concordanz () bd. 1, 1840, s. 705, sp. 2: »Die Schrift lehrt die Verirrungen des Heidenthums überall als GOtt schlechthin mißfällige Greuel, und Folgen der Sünde, ja als Werk des Satans ansehen.« Naar den hedenske Tydsker ... det var Guden Der findes formentlig ikke nogen specifik kilde til denne alm. betragtning af hedenskabet i den ty. romantik. – skuffende: bedragende; illusionsskabende. man siger ... forbedret Faareavl sigter formentlig til C.F. Allen, der i Haandbog i Fædrelandets Historie () beretter, at »Christendommens fuldkomne Indførelse i Danmark skyldtes Knud den Store«, der som konge i Danmark (1019-35) desuden arrangerede, at »indvandrende Englændere, baade Verdslige og Geistlige, medbragte Kundskab til et forbedret Agerbrug, til nye Haandværker og Kunster«, s. 79f. Brudetaler dvs. bryllupstale, jf. bestemmelsen herom i kap. 9, »Om Ægteskab«, i Kirke-Ritualet (): »Naar Vielsen skal skee, triner Præsten frem og staaendes lige for Brudefolkene holder en liden Tale til dennem om Egteskab, hvor til han kand bruge et Sprog af Bibelen kortelig at forklare, saa vidt den Act kand vedkomme, og siden slutter med en kort Ynske«, s. 318. mine opbyggelige dvs. SKs opbyggelige Taler, jf. SKS 5. Aktuelt udkom Tre opbyggelige Taler den 8. juni 1844. Det Umiddelbare se JJ:196. Desdemona forelsker sig i Othello sigter formentlig til det kontroversielle i Shakespeares tragedie Othello, nemlig at den smukke Desdemona forelsker sig i den sorte Othello. Jf. Shakspeare's dramatische Werke () bd. 12, 1840, s. 1-134. Reflexion se JJ:218. daarligt . Ord af Hamann ... die Jungfraukinder der Speculation stedet har ikke kunnet identificeres. – Hamann: . Cartesius Sætning ... Jacobi S.W. 2d B. p. 102. not. overs. citat fra Jacobi's Werke () bd. 2, 1815, s. 102, hvor Jacobi i noten citerer Idee einer Apodiktik (1799) af den ty. filosof Fr. Bouterwek (1765-1828). – Cartesius Sætning: jeg tænker – altsaa er jeg: sigter til Descartes, som brød med en lang tradition, der ville redegøre for virkeligheden ud fra metafysiske præmisser, og i stedet spurgte om mulighederne for en sikker menneskelig erkendelse og fandt denne i det ubetvivlelige faktum: 'jeg tænker', jf. kap. 4 i Dissertatio de methodo (), hvor han skriver: »Ego cogito, ergo sum« (lat. 'Jeg tænker, altså eksisterer jeg'). Jf. også 2. meditation i Meditationes de prima philosophia (), hvor Descartes ikke formulerer sætningen som et argument, men som en påstand: »cogito sum« (lat. 'jeg tænker; jeg eksisterer'). Baco Francis Bacon (1561-1626), eng. filosof og statsmand. tempus siquidem ... Jacobi S.W. 2d B. p. 134. not. lat. »tiden kan jo sammenlignes med en flod, som fører det, der er let og flyder ovenpå, hen til os, men lader det solide og vægtige gå til bunds«; ordret citat fra Jacobi's Werke () bd. 2, 1815, s. 134, hvor Jacobi i noten citerer Bacons De augmentis scientiarum (Om videnskabens fremgang, lat. 1623, eng. 1605). man siger at Troen støtter sig til Auctoritet fx skriftens. stille Fortvivlelse jf. journaloptegnelsen EE:117 om forskellige former for sløv- og mathed, dateret 20. juli 1839, hvortil SK i marginen (EE:117.a) bemærker, at »det er det min Fader kaldte: en stille Fortvivlelse«, SKS 18, 44. I sin prøveprædiken på pastoralseminariet () den 12. jan. 1841 henviser SK også til den stille fortvivlelse: »Var der ikke en Tid, da Du Ingen fandt, Du kunde henvende Dig til, da stille Fortvivlelses Mørke rugede over Din Sjæl, og Du dog ikke havde Mod til at opgive den, men snarere fastholdt den og selv igjen rugede over Din Fortvivlelse?« Pap. III C 1, s. 243. Engelænderen Swift ... Stakkels gamle Mand Jonathan Swift (1667-1745), eng. satirisk forfatter og anglikansk provst i Dublin. Swift frygtede gennem mange år for at miste sin forstand; i 1731 skrev han Verses on the Death of Dr. Swift (trykt 1739), hvori han bl.a. siger om den afdøde, at han gav sin smule formue til at opbygge et hus for gale. I 1733 udgav han A Serious and Useful Scheme, To make an Hospital for Incurables, dvs. uforbederlige tåber, kæltringe, rappenskralder, løgnere m.fl., og han udtalte et ønske om – som uhelbredelig skrivesyg – selv at måtte blive optaget deri. Swifts senere år var præget af depressioner, han blev sindssyg og endte sine dage i fuldstændig sløvhed. Ved sin død testamenterede han en tredjedel af sin formue til oprettelse af et hospital for sindssyge i fødebyen Dublin. At han i sin ungdom skulle have oprettet et galehus, som han selv endte i, er dog en myte, der beror på en sammenblanding af ovenstående ingredienser. – SKs formulering rummer en parodi på Goethes motto for 2. del (6.-10. bog) af dennes selvbiografi Dichtung und Wahrheit (): »Was man in der Jugend wünscht, hat man im Alter die Fülle«, jf. Goethe's Werke () bd. 25, 1829, s. 1. – Anekdoten om Swift foran spejlet kender SK fra J.G. Hamanns Wolken. Ein Nachspiel Sokratischer Denkwürdigkeiten (1761), jf. Hamann's Schriften () bd. 2, 1821, s. 61f. (fodnoten): »wie der kindische Swift über den alten armen Mann die Achseln zuckte, den er im Spiegel sahe, und der nichts anders als sein eigener Schatten war.« Skizze ... »Begrebet Angest« af en Iagttager Manuskriptet til Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden af Vigilius Haufniensis, Kbh. 1844, blev sammen med manuskriptet til Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene, Kbh. 1844, indleveret til Bianco Lunos Bogtrykkeri den 18. maj 1844. Begge bøger var færdig fra trykkeriet den 11. juni 1844 og udkom den 17. juni. – Skizze (...) af en Iagttager: jf. SKS 4, 359f. Jeg staaer ... derfor er jeg pseudonym SK havde oprindeligt tænkt sig at udgive Begrebet Angest i eget navn, og han synes først at have besluttet sig for pseudonymiteten umiddelbart inden afleveringen af manuskriptet til trykkeriet, jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 323f. Vigilius Hauf. tegner nu flere af bl.a. uskyldige unge, æstetiske og religiøse genier, vanvittigt angrende, dæmoniske individualiteter, forstokkede forbrydere, indesluttede, spekulanter og skinhellige. – Vigilius Hauf.: lat. den årvågne fra København el. vægteren fra København. Man tegner i Ord ... Virkeligheden Hvis 'man' sigter til nogen bestemt, er denne ikke identificeret. – en saadan Idee maa bevæge (...) Virkeligheden: måske en allusion til Hegels filosofi (), hvor den spekulative idé er enheden af det abstrakte begreb og dettes aktualisering i virkeligheden. Claudius Mathias Claudius (1740-1815), ty. forf., bl.a. under navnet »Asmus den Wandsbecker Boten«, jf. Matthias Claudius ASMUS omnia sua SECUM portans, oder Sämmtliche Werke des Wandsbecker Bothen bd. 1-8, 5. udg., Hamborg 1838 [1790-1812]; bd. 1-4, ktl. 1631-1632. Jacobi S. W. 3d B. p. 282 jf. Jacobi's Werke () bd. 3, 1816, s. 282, hvor Jacobi citerer Claudius' fremstilling af Kristus: »'Ein Erretter aus aller Noth, von allem Uebel; Ein Erlöser vom Bösen; – Ein Helfer, der umher ging und wohl that, und selbst nicht hatte wo er sein Haupt hinlege! um den die Lahmen gehen, die Aussätzigen rein werden, die Tauben hören, die Todten auferstehen und den Armen das Evangelium gepredigt wird. Dem Wind und Meer gehorsam sind, und – der die Kindlein zu sich kommen ließ, und sie herzete und segnete ..... der keine Mühe und keine Schmach achtete und geduldig war bis zum Tod am Kreuz, daß er sein Werk vollende; – der in die Welt kam die Welt selig zu machen, und der darin geschlagen und gemartert ward und mit einer Dornenkrone hinaus ging!'« Røsten af Abels Blod, der skriger mod Himlen sigter til Kains brodermord, jf. 1 Mos 4,10-11: »Herren sagde: 'Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød.[']« Under Helliggeistes Kirke ... bragt an sigter åbenbart til en gravkrypt under Helliggeistes Kirke (se kort 2, B2-C2). Graven lader sig imidlertid ikke identificere, da kirkens krypter i 1878 blev sløjfet for at give plads til en varmekælder. – Dødningehoved: indtil o. midten af det 18. årh. var det almindeligt at udsmykke epitafier, ligsten og kister med dødningehoveder, men under indtryk af nyklassicismen blev det mindre almindeligt, og o. 1800 var brugen hørt op. gjøre stort Udvalg annoncere et 'stort udvalg' af varer; i Adresseavisen () og Berlingske Tidende var vendingen 'stort udvalg af ...' almindelig. snakke om Kategorier ... Hedenskab og Χstd. sigter til stående indbyrdes diskussioner blandt især hegelianske filosoffer og teologer. – Kategorier: . Betragtningen af ... samme Synd allusion til den femte bøn i fadervor, Matt 6,12: »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«. Den philosophiske Snakken, der (...) blot gaaer videre ... ved Synden sigter formentlig til Hegels religionsfilosofi, hvori synden bestemmes på mangfoldig vis, bl.a. som det standpunkt el. den selvbetragtning, at mennesket i sig selv og ifølge sit begreb er godt, mens det som virkelighed er ondt. Som ånd må mennesket imidlertid ikke blive stående på dette standpunkt, jf. G.W.F. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2 (i Hegel's Werke () bd. 12, Jub. bd. 16), s. 269: »Der Geist soll sich betrachten und dadurch ist die Entzweiung [ml. begreb og virkelighed], er soll nicht stehen bleiben auf diesem Standpunkt, daß er nicht ist, wie er an sich ist, soll seinem Begriff angemessen werden, der allgemeine Geist«. SK kan desuden sigte til H.L. Martensen, der i § 36-39 i Grundrids til Moralphilosophiens System () afhandler »Synden« (s. 39-43), hvorefter han i § 40-45 går over til at behandle »Straffen og Omvendelsen« (s. 43-48), jf. særligt § 42 med 1. anmærkning (s. 44f.): »I Angeren som den fuldførte Selv-Tilregnelse culminerer Straffen; men netop derfor er Angeren Straffens Ende og Tilgivelsens virkelige Begyndelse. I den levende Fortrydelse over Synden udstøder Villien det Onde fra sig og slutter sig sammen med den guddommelige Villie og sit eget evige Væsen. Angeren er denne dialectiske Overgang af Straffen i Naaden, af den guddommelige Retfærdighed i den guddommelige Kjærlighed, af Forskydelsen i Frelsen. Men da den kun er den dialectiske Overgang, da Forskydelsen endnu ikke er ophævet i Frelsen, da Frelsen ligesaameget ikke er som er i Angeren, maa denne Crise ikke fastholdes, men komme til Ro i det nye Menneske. / Anm. 1. De Philosopher, der som Spinoza og Fichte, forkaste Angeren, fordi gjort Gjerning ikke staaer til at ændre, og Mennesket ikke tør have Tid til at angre, ere ikke mindre eensidige, end de Mennesker, der forvandle Angeren til en uafbrudt resultatløs Rugen over Synden. Begge oversee det, hvorpaa det egentlig kommer an, nemlig Angerens dialectiske Betydning og dens Nødvendighed som Gjennemgangspunct.« Snak om Persien, China sigter til Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af E. Gans og K. Hegel, Berlin 1840 [1837], der begynder med en skildring af Kina, Indien og Persien. Den historiske udvikling er inddelt i fire perioder (»Die orientalische Welt«, »Die griechische Welt«, »Die römische Welt« og »Die germanische Welt«), jf. Hegel's Werke () bd. 9, s. 131ff. (Jub. bd. 11, s. 153ff.). I gl. Dage ... mere liberal Formelt blev adelens politiske privilegier afskaffet ved enevældens indførelse i 1660, men den besad fortsat stor anseelse og ikke mindst økonomisk magt i kraft af sine jordbesiddelser, og reelt mistede den først sin politiske betydning under Fr. VI (1768-1839, konge fra 1808, men pga. sin fars sindssyge 'kronprinsregent' allerede fra 1784). Valgret og valgbarhed til de rådgivende provinsialstænder () og Københavns Borgerrepræsentation (oprettet ved forordning af 1. jan. 1840) var betinget af råderet over ejendomme af en vis (og temmelig høj) assuranceværdi. I modsætning til en sådan ejendomscensus plæderede de liberale for en skattecensus, hvillket ville sige, at valgret og valgbarhed skulle være betinget af en vis skattepligtig formue; hensigten var at privilegere de liberale støtter blandt rige købmænd og embedsmænd, som sjældent besad den krævede ejendom, men så meget desto større formue. mere verdenshistorisk ... det 19d Aarh. sigter formentlig til Grundtvig (), der ofte udbredte sig om samtidens verdenshistoriske betydning, jf. fx hans artikel »En Yttring af Nordens Aand« i Fædrelandet den 11. april 1844 (), hvori han om 'ytringen af nordens ånd' skriver, at denne har »verdens-historisk Kald og Betydning«, sp. 12422. Se JJ:251 og . opbyggelige Taler Den 8. juni 1844 var udkommet Tre opbyggelige Taler (), og den 31. aug. udkom Fire opbyggelige Taler, begge udgivelser helliget SKs fader (), »Michael Pedersen Kierkegaard, forhen Hosekræmmer her i Byen«, SKS 5, 229 og 287. Om talerne skriver SK i de respektive forord, at de henvender sig til 'hin enkelte', hvem han med glæde kalder 'sin læser'. Jacobi . Kategorien der Verzweiflung . Frygt og Bæven sigter til Fil 2,12: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819), jf. 1 Kor 2,3; 2 Kor 7,15; Es 6,5. Jf. desuden titlen på SKs Frygt og Bæven (). Jacobi S. W. 3d B. p. 435 Jacobi's Werke () bd. 3, 1816, s. 435: »Freilich, wenn das an sich Wahre, Gute und Schöne nur aus Noth erfundene Ideen, unzulässig erweiterte Verstandesbegriffe ohne objektive Gültigkeit, nur Kategorien in der Verzweiflung sind; dann ist eine sie bewährende intellectuelle Anschauung widersinnig und überflüssig, denn sie sollen in der That und Wahrheit nicht bewährt, sondern nur erklärt, als heuristische Fictionen begreiflich gemacht werden.« harmonia præstabilita lat. forudbestemt harmoni. En filosofisk term præget af Leibniz (), som i § 59 i første del af Theodicee (), s. 169-171, gør rede for en »Lehre von der vorherbestimmten Harmonie«, s. 170. Leibniz anvender udtrykket »l'Harmonie préétablie« i § 80 i La monadologie (1714), jf. Opera philosophica (), bd. 2, s. 711. terminus medius lat. mellemsætningen el. forbindelsesbegrebet i en fornuftslutning el. syllogisme (). En strøgen Passus ... Pælen i Kjødet jf. »Pælen i Kjødet« i Fire opbyggelige Taler, Kbh. 1844 (), SKS 5, 317-334. Manuskriptet til talerne blev formentlig udarbejdet fra midten af juni til begyndelsen af aug. 1844, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 303. Det færdige manuskript blev indleveret til Bianco Lunos Bogtrykkeri den 9. aug., seksårsdagen for SKs faders død () og samme dag som forordets datering, SKS 5, 289,4. Talerne udkom den 31. aug. 1844. »Pælen i Kjødet« er en tale over 2 Kor 12,7, hvor Paulus skriver: »Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kiødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig« (NT-1819; tidligere bibeloversættelser har »en Pæl i Kiødet« for »en Torn i Kiødet«). Om skriftstedet skriver SK i talen, at det er blevet læst af mange, fx af den skriftlærde, den forfængeligt bekymrede, den tungsindige yngling, den selvbeskikkede apostel, den fejt troende og – som den sidste, han nævner – den enfoldigt fromme, der har »læst det og læst det mange Gange, men aldrig troet egentligen at forstaae det, fordi han tænkte ringe om sig selv og sine Lidelser i Sammenligning med en Apostels«, SKS 5, 320,1. Herefter findes i manuskriptet en passus, som SK linie for linie har overstreget med blæksløjfer, og som er stort set identisk med nærværende optegnelse. Jf. tekstredegørelsen til Fire opbyggelige Taler, SKS K5, 308f. lyse (...) i Hævd bringe til anerkendelse, formentlig en allusion til det 'at lyse i køn og kuld', som udtrykker faderens forskelsløse anerkerkendelse af såvel ægte som uægte børn, jf. Danske Lov (), 5. bog, kap. 2, § 70. Fenelons Lebensbeschreibungen ... p. 80 n: – 87 n: jf. »V. Lebens-Beschreibung. / Periander« i Herrn von Fenelon weiland Erzbischofs und Herzogs zu Cambray Kurze Lebens-Beschreibungen und Lehr-Sätze der alten Welt-Weisen, in das Teutsche übersetzt und mit Anmerckungen und Zusätzen vermehret af J.M. von Loen, Frankfurt og Leipzig 1748 [fr. 1697], ktl. 486, s. 78-91; s. 80 nederst - 87 nederst, som bringes i . – Periander: el. Periandros fra Korinth, søn af Kypselos, tyran i Korinth (o. 625-585 f.Kr.), udvidede Korinths områder og gjorde det til en stormagt, herskede med stor strenghed, men beskyttede også kunst og poesi; gr. filosof, der af flere regnes blandt Grækenlands syv vise (). SK har tidl. kunnet læse om Periander i afsnittet om denne i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 42-45. Fenelons fortælling om Periander indgår senere i SKs overs. og referat i indskudsstykket »Indenads-Lectien« med underrubrikken »Periander« (SKS 6, 301-305) i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (). I et dispositionsudkast til indskudsstykkerne henviser han for de første seks påtænkte til journal JJ, mens han til det syvende om Periander ikke henviser til journalen, men direkte til Fenelon: »7). cfr. Fenelon Lebensbeschreibungen und Lehrsätze der alten Weltweisen .. Perianders Liv. bemærket i mit Exemplar fra p. 79 o:fl.«, Pap. V B 124. De foregående sidehenvisninger til JJ spænder fra s. 13 (JJ:180) til s. 121 (JJ:227) som den seneste, og derfor kan det ikke afgøres om dispositionsudkastet er tidl. el. senere end JJ:239. – Fenelon: François de Salignac de la Mothe-Fénelon (1651-1715), fr. ærkebiskop og forfatter, der særligt udmærkede sig som opdrager for den vordende konge, Ludvig XIV's sønnesøn, Hertugen af Bourgogne. If. boghandler Schubothes »Hoved-Journal« (jf. Fund og Forskning bd. 8, Kbh. 1961, s. 125) har SK 20. juni 1844 købt Fr. de Salignac de la Motte-Fénelons, sämmtliche Werke bd. 1-2, Leipzig 1781-82, ktl. 1912-1913, og if. boghandlerregning fra Philipsen (KA, D pk. 7 læg 7) har han 29. juli 1844 købt Fenelons Werke religiösen Inhalts, overs. af M. Claudius, bd. 1-3 [bd. 3 med titlen Fenelon's Werke religiösen Inhalts nebst einem Anhang aus dem Pascal], »Neue Auflage«, Hamborg 1823 [1800-11], ktl. 1914. begynder med Intet ... Forudsætning Hegel kræver i indledningen til Wissenschaft der Logik, at logikken skal begynde med 'den rene væren', der imidlertid er identisk med 'intet', jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. von Henning, bd. 1,1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,1 (Hegel's Werke () bd. 3), s. 59-74 (Jub. bd. 4, s. 69-84). Hegels danske elev, J.L. Heiberg (), gjorde tanken om, at systemet måtte begynde med intet, til noget i retning af et slagord; jf. fx de første otte paragraffer af hans artikel »Det logiske System« i tidsskriftet Perseus (), nr. 2, aug. 1838, s. 1-45, og Grundtræk til Philosophiens Philosophie, eller den speculative Logik, Kbh. 1832, s. 11: »§ 26. Abstraherer man fra enhver Bestemmelse i Alt – hvilket er nødvendigt, for at komme udenfor alle Forudsætninger, og heri bestaaer det at komme til Begyndelsen, som er det Abstract-Umiddelbare – saa bliver der kun Eet tilovers, hvorfra ikke videre kan abstraheres, fordi det selv er uden Forudsætning, og følgelig det Abstract-Umiddelbare eller Begyndelsen; og dette Ene er Væren i Almindelighed, eller den abstracte eller absolute Væren, den yderste Abstraction af Alt. / § 27. Abstraherede man endnu fra dette, saa tog man den yderste (sidste) Abstraction bort, og følgelig blev Intet tilovers. Men da der ikke kan abstraheres derfra (§ 26), saa er den yderste Abstraction allerede foretaget dermed, og Væren er saaledes det Samme som Intet«. – SK henviser allerede i Af en endnu Levendes Papirer (1838) til »Hegels store Forsøg paa at begynde med Intet« (SKS 1, 17,15), og i Enten – Eller (1843) skriver han, »at det ingenlunde er Philosophien saa vanskeligt at begynde. Langtfra; den begynder jo med Intet, og kan altsaa altid begynde« (SKS 2, 48,27). der er mange Ting ... har forklaret Nogenlunde således siger Hamlet til Horatio i Shakespeares drama Hamlet, Prince of Denmark, 1. akt, 5. scene, jf. Shakspeare's dramatische Werke () bd. 6, 1841, s. 35: »Es giebt mehr Ding' im Himmel und auf Erden / Als eure Schulweisheit sich träumt, Horatio«. Jf. også L. Helwegs kritik af 'den tyske filosofi' i »Om Tro og Viden. Et Forsøg til en Characteristik af Nutidens Theologie« i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift bd. 1, Odense 1843, s. 20-67. 123-160; s. 54: »Naar derfor den systematiske Tænker krænker og fornægter den umiddelbare Bevidstheds Udsagn, fordi de ikke ville stemme med hans System, da vender den bedre Deel af Menneskeheden sig fra ham med Hamlets Ord hos Shakespeare: / There are more things in heaven and earth, Horatio, / than Ye have dreamt of in your philosophy«. Svar: Bæ jf. J.G. Hamann (), der i et brev af 22. jan. 1785 til F.H. Jacobi () skriver om den tvivl, der kan opstå i ens hjerte: »Es giebt Zweifel, die mit keinen Gründen noch Antworten, sondern schlechterdings mit einem Bah! abgewiesen werden müssen, – so wie es Sorgen giebt, die durch Gelächter am Besten gehoben werden können«, Jacobi's Werke () bd. 4,3, 1819, s. 34. I denne Tid ... Intet har gidet Fra midten af juni 1844 arbejdede SK med Fire opbyggelige Taler, der blev indleveret til sætning den 9. aug. (jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 303); fra slutningen af juni arbejdede han desuden med manuskriptet til »'In vino veritas'« (), men i slutningen af aug. 1844 gik han i stå og synes da at have haft en mindre produktiv periode (jf. tekstredegørelsen til Stadier paa Livets Vei, SKS K6, 45-48). en Dame ... med sit Slør har ikke kunnet identificeres. Jf. SKs brev til A.F. Krieger efter sin hjemkomst fra Berlin 30. maj 1843 (), hvori SK ligeledes associerer til »hint Vers: en Dame staaer paa Borgen og vinker ad mig med sit Slør«, B&A bd. 1, s. 120. Sindssvaghed (...) Friheden se JJ:152 og JJ:157. et (...) Blomster en blomst. en Engellænder ... for at bytte den Kilden har ikke kunnet identificeres. al Villie (...) Intet formaaer se JJ:152 og JJ:157. tro over det Lidet spiller på Jesu lignelse om de betroede pund, Luk 19,11-27, hvor en herre giver sine tjenere hver et pund og byder dem at investere det, mens han er bortrejst; ved hjemkomsten lader han sine tjenere kalde, jf. v. 16-17: »Da traadte den første frem, og sagde: Herre, dit Pund haver forhvervet ti Pund. Og han sagde til ham: vel, du gode Tiener! efterdi du haver været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder« (NT-1819). M:T: Min Tilhører! SKs foretrukne tiltaleformular i sine opbyggelige taler. Kirkegaarden dvs. Assistens Kirkegård på Nørrebro, o. 1½ km uden for Nørreport. Kirkegården blev anlagt 1760 for at aflaste de overfyldte sognekirkegårde inden for voldene, og endnu på SKs tid havde de enkelte sogn hver deres afgrænsede kirkegård el. kirkegårde, dels på »Gamle Kirke G[aard]« (i dag benævnt afsnit A) og dels på »Ny Assistens Kirkegaard« (i dag benævnt afsnit B-G), anlagt ved udvidelsen i 1805 (se kort 5, A1). den Gudfrygtiges Minde er i Velsignelse En sådan indskrift findes ikke på de bevarede gravsten på Assistens Kirkegård; derimod findes endnu en del indskrifter med tilnærmelsesvis den samme betydning, fx »den retfærdiges ihukommelse bliver i velsignelse« på gravmælet over forhenv. postkasserer F.P.B. Mazar de la Garde (1750-1833) på den tysk-reformerte kirkegård på »Ny Assistens Kirkegaard« (i dag registreret som nr. D 565), jf. Ordsp 10,7: »En Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse« (GT-1740). et Grav-Monument ... i Bryststykke Et gravmonument identisk med det beskrevne er ikke identificeret på Assistens Kirkegård; da det imidlertid er utænkeligt, at en ung pige uden familie skulle blive genstand for et så kostbart monument, er det sandsynligt, at SK sigter til det, der hædrer Sophie Vilhelmine Caroline Bornemann (1767-92), og som befinder sig på Trinitatis sogns kirkegård på »Gamle Kirkegaard« få meter SV for Schmettaus grav (se følgende kommentar), i dag registreret som nr. A 292. Monumentet (1792-94), som er tegnet af den da. billedhugger Dajon, er et fritstående gravmæle af grå marmor på sokkel og postament, kronet af en urne i lys marmor og med en portrætmedaljon af den 25-årige pige i hvid marmor. I inskriptionen over portrætmedaljonen mindes hun (med sit pigenavn) af sin enkemand, admiral J.N. Cornelius Krieger (1756-1824), mens inskriptionen under portrættet anråber kirkegårdsgængeren: »wandrer / hvis dig dyden er hellig / da betræd dette sted med ærbødighed / og hvis du har elsket / da skienk dette kierlighedsminde en taare«. En anden Grav ... aldrig skal glemmes sigter til rigsgreve og generalløjtnant G.W.C. Schmettau (1752-1823), hvis grav på Petri sogns kirkegård på »Gamle Kirkegaard« i dag er registreret som nr. A 240. Graven har oprindeligt været omgivet af et rækværk, men er det ikke længere; monumentet er tegnet af den da. arkitekt G.F. Hetsch og ligger op mod den gl. kirkegårdsmur mod NV, hvor man i en niche ser siden af en sarkofag, der netop bærer et sværd og en gr. ridderhjelm samt et epigram med teksten: »hædret af kongen elsket af sine savnet af mange / jordedes her / gottfried wilhelm christian greve af schmettau / generallieutenant commandeur for den kongelige livgarde til hest / commandeur af dannebrogordenen / han var fød paa godset stack i mecklenborg schwerin den 12 juni 1752, / første gang gift med elisabeth alexandrine de hemmert anden gang med margrethe wilhelmine von stemann / af hvilket sidste ægteskab en søn møder ham i evigheden / to sønner og tre døttre begræde med moderen en kjærlig faders tab / han døde i kiøbenhavn den 27 april 1823«. Goethe (...) i aus meinem Leben I Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33), der består af 20 bøger fordelt på fire dele, skildrer Goethe de første 25 år af sit liv, jf. Goethe's Werke bd. 24-26, 1829, og bd. 48, 1833. – Goethe: Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), ty. digter, naturforsker, teaterleder og minister ved hoffet i Weimar. SK ejede Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, Stuttgart og Tübingen 1828-42; bd. 1-55, 1828-33, ktl. 1641-1668 (forkortet Goethe's Werke). Denne udgave kom i to formater: henvisningerne her gælder lommeudgaven (16o), som stemmer overens med SKs egne henvisninger, men if. regning fra C.A. Reitzels boghandel skulle SK desuden have købt oktavudgaven den 10. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). Defensor sagfører, som i straffesager beskikkes den tiltalte som forsvarer. fjerner den fra sig ved at digte citat fra »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand« i Stadier paa Livets Vei (), SKS 6, 145,2. drage Rigtigheden ... i hvilken vi leve sigter formentlig til »Vor Tids Bevægelser«, en anonym artikel i Kjøbenhavnsposten den 18. maj 1844, nr. 114, s. 453f., som (bl.a. med allusion til Grundtvig, se næste kommentar) betvivler tidens selvopfattelse: »Den nærværende Tid har det forud for de foregaaende, at den i en langt høiere Grad end disse er Gjenstand for sin egen Opmærksomhed; at den anstiller den mest omfattende, grundige Undersøgelse angaaende sin egen formeentlig 'verdenshistoriske' Bestemmelse og Betydning for alle andre Tider, saa omfattende, at den ikke faaer Tid tilovers til at foretage Noget, som kunde afgive en værdig Gjenstand for disse Reflexioner. Almindelig taler man om Bevægelser, om betydningsfuld Kamp for Erhvervelsen af politiske Rettigheder, om gjenopvaagnet Nationalfølelse, medens alt dette nøiere beseet opløser sig i Dunster og for det meste giver sig tilkjende som tomt Phrasemageri«, s. 453. Pastor Grundtvig Nicolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), der i 1810 vakte opsigt, da han mod sædvane udgav sin dimisprædiken, hvorfor konsistoriet gav ham en irettesættelse, jf. Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?, Kbh. 1810. Året efter blev han kapellan i Udby på Sjælland, hvor hans far var sognepræst; da denne døde 1813 vendte Grundtvig tilbage til København, hvor han i forskellige kirker prædikede for en fast skare tilhørere. Som i sin dimisprædiken gik Grundtvig skarpt i rette med 'vantro' og 'falske lærere', hvilket sammen med hans voldsomme gebærder ledte til beskyldninger mod ham for sværmeri og fanatisme; derfor besluttede han i 1815 at standse sin prædikantvirksomhed for i stedet at hellige sig sit forfatterskab. Således genkalder han sig i fortalen til sin Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, Kbh. 1817 (ktl. 1970), sine genvordigheder i kampen for sin sag, »noget jeg, fornemmelig i de syv sidste Aar, under megen Trængsel og Modgang, uden Partie, uden mindste verdsligt Rygstød, uden en eneste Medhjelper, har behandlet som en Samvittigheds-Sag«, s. XXXIX. Trods vanskelighederne ville han dog ikke forsage: »Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne!«, s. XLIII. I 1821 blev han af kongen kaldet til sognepræst i Præstø på Sjælland, men allerede året efter vendte han igen tilbage til hovedstaden, denne gang for at tiltræde et embede som kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn; sine prædikener dér udgav han som Christelige Prædikener eller Søndags-Bog bd. 1-3, Kbh. 1827-30, ktl. 222-224. Da H.N. Clausen i 1825 udgav Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, beskyldte Grundtvig ham for vranglære og rationalisme (), nemlig i Kirkens Gjenmæle mod Professor Theologiæ Dr. H. N. Clausen, Kbh. 1825, der gav anledning til den såkaldte 'kirkekamp'. Clausen sigtede ham for injurier, og selv nedlagde Grundtvig sit embede, men blev 1826 idømt en bøde samt underlagt censur (ophævet 1838). Som reaktion på dommen plæderede Grundtvig nu for retten til at danne frimenigheder uden for statskirken, jf. »Om Religions-Frihed« i Theologisk Maanedsskrift, udg. af N.F.S. Grundtvig og A.G. Rudelbach, bd. 1-13, Kbh. 1825-28, ktl. 346-351; bd. 8, 1827, s. 28-59 og 136-171. I 1834 formulerede Grundtvig i stedet et krav om præsters dogmatiske og liturgiske frihed inden for den danske statskirke kombineret med en almindelig sognebåndsløsning, dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres sognepræst, jf. Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet, Kbh. 1834. Fra 1832 blev det Grundtvig tilladt at prædike til aftensang i Frederikskirken (i dag Christianskirken) på Christianshavn; den 28. maj 1839 blev han præst ved Vartov Hospitalskirke (se kort 2, A2), hvor han forblev til sin død, jf. SKs karakteristik i journaloptegnelsen EE:165, dateret 26. aug. 1839, SKS 18, 57. – If. regning fra Philipsen (KA, D pk. 7 læg 7) købte SK på udgivelsesdagen den 13. juli 1844 Skovhornets Klang mellem Skamlings-Bankerne, Kbh. 1844, ktl. U 45, dvs. Grundtvigs taler og sange ved den såkaldte Skamlingsbankefest den 4. juli, om hvilken Kjøbenhavnsposten den 6. juli (nr. 155) bl.a. skriver: »Grundtvig skal saaledes have holdt et Foredrag, der varede i fem Qvarteer«. Archimedes (...) behøver ... Himmel og Jord Den gr. matematiker, fysiker og opfinder Arkimedes (287-212 f.Kr.) fra Syrakus på Sicilien tillægges bemærkningen: »Giv mig et fast punkt, hvor jeg kan stå, så skal jeg bevæge Jorden«. Jf. Marcellus-biografien 14, 7, i Plutarks Vitae parallelae (De parallelle liv), hvor det om Arkimedes' faste overbevisning om de geometriske loves mekaniske anvendelighed fortælles, at han sågar hævdede, »at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid kunne have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 3, s. 272. ølnordiske Kæmpe sigter til en angivelig 'oldnordisk' helteæra, hvis 'kæmpeånd' Grundtvig fra begyndelsen af sit forfatterskab havde anråbt for at vække til kamp for de betrængte nordiske modersmål, jf. fx Grundtvig Om Nordens Historiske Forhold. Tale den 20de October 1843 i det Skandinaviske Selskab, Kbh. 1843, ktl. U 44, s. 8: »nu, da alle Folke-Aander vaagne og vil gjøre deres Bedste, nu maa den kraftigste og mest historiske af dem Alle 'Nordens Kæmpeaand' nødvendig giøre folkelige Underværker, nu maa Timen være kommet, den store Time, der ikke blot skal vise os vort Folkelivs herlige Sammenhæng med hele Menneske-Slægtens, men ogsaa føde en Fremtid, der er Fortiden værd, skiænke de Sidste hvad de Første saae, og forklare i Sønnerne hvad Fædrene virkede«. I vinteren 1843/44 gav Grundtvig en række foredrag om gr. og nord. mytologi (). lægge Alt under Synd formentlig en allussion til epistlen på 13. søndag efter trinitatis (1. sept. 1844), Gal 3,15-22, jf. v. 22: »Men Skriften haver indsluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive givet dem, som troe« (NT-1819). hver skal gjøre Gud Regnskab for sig allusion til Rom 14,12: »Altsaa skal Hver af os giøre Gud Regnskab for sig selv« (NT-1819). Politivennen skriver dette Ord: hylsterisk jf. »En Dame af Bonton« i Politievennen den 16. aug. 1844, nr. 1494, s. 518-526, hvor det i anledning af den unge dames koketteri med 'den gode tone' i det københavnske selskabsliv hedder, at hun hjemme er »hylsterisk«, s. 524. – Politivennen: københavnsk ugeskrift, grundlagt 1798, havde til hensigt at tjene sædeligheden ved at påtale svagheder i den offentlige forvaltning og borgernes privatliv, i 1844 redigeret af litteraten L.M. d'Olin Hallberg. Leilighedstaler bred betegnelse for de kirkelige taler, præster holder ved konfirmation, ved bryllup, ved begravelse (lig- og gravtaler) og ved skriftemål (skriftetaler), såvel som for de kirkelige taler, provster holder ved præsteindsættelse og biskopper ved præstevielse, bispevielse og kirkeindvielse. Undertiden bruges betegnelsen endnu bredere, således indeholder J.P. Mynsters Kirkelige Leiligheds-Taler, udg. af F.J. Mynster, bd. 1-2, Kbh. 1854, også tiltrædelses- og afskedsprædikener, prædikener ved særlige anledninger, fx kirkelige jubilæumsfester, politiske begivenheder og landemoder samt sørgetaler ved konger og dronningers bisættelse. Det var ikke ualmindeligt, at præster og biskopper udgav sådanne lejlighedstaler, jf. fx Kirkelige Leilighedstaler, af danske Prædikanter, udg. af G.P. Brammer, bd. 1-2, Kbh. 1832-34. Jf. også For huuslig Andagt. Et Ugeskrivt, udg. af C.H. Visby, 2. og 3. årg., Kbh. 1839-40, ktl. 370-371, hvori der findes en række skrifte-, brude- og gravtaler. Jf. endvidere J.P. Mynster Taler ved Præste-Vielse bd. 1-3, Kbh. 1840-51, ktl. 235-236, og P.J. Spang Prædikener og Leilighedstaler, Kbh. 1847, ktl. 243. opbyggelige Taler ... ell. Gravtaler Efter udgivelsen af Fire opbyggelige Taler () den 31. aug. 1844, udgav SK ikke 'opbyggelige taler' igen før Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, Kbh. 1847. Derimod udgav han 29. april 1845 Tre Taler ved tænkte Leiligheder med titlerne »Ved Anledningen af et Skriftemaal«, »Ved Anledningen af en Brudevielse« og »Ved en Grav«, jf. SKS 5. at Gud eller vor Herre klarer op for ham folkeligt pietistisk udtryk: at Gud lyser op for ham, bringer ham til afklaring. andet Ægteskab På SKs tid blev indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse almindeligvis anset for at være anstødeligt, men såvel skilsmisse som vielse af fraskilte var dog tilladt under visse betingelser, jf. Danske Lov (), 3. bog, kap. 16, § 15. Eftertryk ulovligt oplag af et skrift, som en anden har trykkerettighederne til . opbyggelige Skrifter Opbyggelige () skrifter var dominerende i den religiøse litteratur i slutningen af det 17. årh. og langt op i det 18. årh.; genren var fortsat udbredt på SKs tid, og fra 1842 søgte Foreningen til christelige Opbyggelsesskrifters Udbredelse i Folket at fremme den ved at udgive både gl. og nye opbyggelsesskrifter. læste Alt med i Psalmebogen under Mesningen sigter til »Collecter, Epistler og Evangelier paa Søn- og Helligdagene i det ganske Aar, og vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie, dernæst Bønner for og efter Gudstienesten og aarlige Kirke-Bønner, samt Morgen- og Aftenbønner« i den forordnede salmebog, jf. Evangelisk-kristelig Psalmebog, til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1823, ktl. 196 (forkortet Evangelisk-kristelig Psalmebog), s. 483-672. vælge det ene Fornødne sigter til beretningen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, Luk 10,41-42. Genier af lat. genius, ånder; skytsånder, i kunsten ofte i skikkelse af bevingede børn. omskifte det Timelige med det Evige talemåde, bl.a. optegnet i C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 2, s. 114. – omskifte: ombytte, jur. skifte. det Opbyggelige , og . Identitets-Principet et af den klassiske logiks tre grundprincipper. Identitetsprincippet hævder, at enhver logisk størrelse restløst er identisk med sig selv. Den klassiske logiks grundlægger, Aristoteles, forudsætter dette princip, men uden at formulere det; derimod definerer han i Metafysikken de to andre grundprincipper, nemlig kontradiktionsprincippet (1005b 19) og bivalensprincippet (1011b 23). I sin polemik imod den klassiske logik forkaster Hegel identitetsprincippet som en tom tautologi og hævder i stedet identiteten som absolut forskellig fra sig selv, jf. Wissenschaft der Logik () bd. 1,2, i Hegel's Werke () bd. 4, s. 32-37 (Jub. bd. 4, s. 510-515). Contradictionsprincipet el. modsigelsens grundsætning hævder, at det er umuligt, at den samme bestemmelse på én gang både kan gælde og ikke gælde for den samme ting i samme betydning, fx at noget både besidder en bestemt egenskab og samtidig ikke besidder den. Aristoteles hævder i 4. bog af Metafysikken (1005b 17-20), at denne grundsætning er den sikreste af alle, og da den altid vil være forudsat i enhver bevisførelse, kan han ikke bevise, men kun gendrive ethvert forsøg på at benægte dens gyldighed. I den spekulative filosofi, især i Hegels, bliver kontradiktionsprincippet 'ophævet': For Hegel er modsigelsen udviklingsprincippet i alt; således udvikler enhver position sig til sin modsætning i en dialektisk proces, som ikke fører til ophævelse af modsigelsen, men til en højere forening af identitet og forskel, jf. Wissenschaft der Logik bd. 1,2 (Hegel's Werke bd. 4), s. 57-73 (Jub. bd. 4, s. 535-551) og Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, 3. udg., Heidelberg 1830 [1817], § 119, s. 129-132. Hegels lære om ophævelse af modsigelsens grundsætning gav anledning til en stærk debat i Danmark, hvor bl.a. J.L. Heiberg og H.L. Martensen fulgte Hegel, mens bl.a. J.P. Mynster og F.C. Sibbern forsvarede grundsætningens universelle gyldighed. de blaae Bjerge det fjerne, ubestemte, eventyrlige; alm. romantisk udtryk. den Linie, Tegneren kalder Grunden sigter formentlig til den linie, med hvilken en tegner på geometrisk vis angiver 'horisonten' på sin tegning for at kunne illudere perspektiv, jf. fx C.W. Eckersberg Linearperspectiven, anvendt paa Malerkunsten, en Række af perspectiviske Studier, Kbh. 1841. terminus a quo lat. grænse fra hvilken; begyndelsespunkt. terminus ad quem lat. grænse til hvilken; endepunkt. Begyndelsens Dialektik . ingen forudsætningsløs Begynden ... abstraherer fra Alt jf. kritikken af Hegels 'forudsætningsløse begynden' () i F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen () bd. 1, kap. 2, »Die dialektische Methode«, s. 23-99: »Wir fragen zuerst: giebt es einen solchen voraussetzungslosen Anfang der Logik, in welchem das Denken nichts hat als sich selbst und alles Bild und alle Anschauung dergestalt verschmäht, daß es den Namen des reinen Denkens verdient?« Trendelenburg bemærker, at Hegel vil begynde med den rene væren, som han identificerer med den rene abstraktion, men indvender herimod, at »um zu abstrahieren, muß etwas vorausgesetzt sein, von dem man abstrahiert«, s. 24. Ligesom Nebucadnezar ... jeg drømte sigter til Dan 2, hvor Nebukadnesar () ængstes af en drøm, som han ikke vil fortælle, men have både kundgjort og tydet af landets vismænd, v. 5: »Dette er min faste beslutning: Hvis I ikke kan gengive drømmen for mig og tyde den, skal I sønderlemmes og jeres huse lægges i grus.« anden Examen egl. Examen philosophicum, den prøve i almene kundskaber, som studerende ved Københavns Universitet måtte underkaste sig et år efter, at de var blevet indskrevet. Denne eksamen var den anden af de to såkaldte 'akademiske eksaminer'; den første, Examen artium, gav adgang til universitetet og svarer således til senere tiders studentereksamen. Først når anden eksamen var bestået, kunne den studerende lade sig indstille til embedseksamen inden for det valgte hovedstudium, fx på det filosofiske fakultet. Jf. kap. 3 i Nye Fundation og Anordning for Kiøbenhavns Universitet af 7. maj 1788. den nyere Videnskab dvs. den nyere filosofi, nemlig fra Descartes til Hegel, der af filosofien fordrede, at den skulle præsentere sine erkendelser i et videnskabeligt system, og . Hegel (...) Logik (...) Forordet jf. hhv. »Vorrede zur ersten Aufgabe« [1812] og »Vorrede zur zweiten Ausgabe« [1831] i Hegel Wissenschaft der Logik () bd. 1,1 (Hegel's Werke () bd. 3), s. 3-9, hhv. s. 10-25 (Jub. bd. 4, s. 13-19, hhv. s. 20-35). I forordet til 1. udg. skriver Hegel om logikken, at dens indhold er den form, som bevidstheden giver sin genstand; i forordet til 2. udg. skærper han denne påstand, idet han om mennesket hævder, at dets væsen er den kategoriale tænken, som den udfoldes i sproget; »so sehr natürlich ist ihm das Logische, oder vielmehr dasselbige ist seine eigenthümliche Natur selbst«, s. 11 (Jub. bd. 4, s. 21). – Hegel: . De øverste Principer ... logische Untersuchungen jf. F.A. Trendelenburg () Logische Untersuchungen bd. 1-2, Berlin 1840, ktl. 843. I bd. 2, kap. 18 (»Der indirecte Beweis«), s. 320-331, forklarer Trendelenburg, at de enkelte videnskabers 'øverste principper', fx sjælen, lysets hastighed, kontradiktionsprincippet el. det gode, ikke kan bevises direkte, men kun bekræftes ved et 'indirekte bevis', dvs. ved hypotetisk benægtelse af princippet; når denne benægtelse i sin konsekvens viser sig absurd, er princippet bekræftet. Det indirekte bevis afhænger imidlertid selv af en forudsætning, som ikke kan bevises direkte, nemlig kontradiktionsprincippet (), og derfor er det indirekte bevis tvivlsomt; ydermere er dets beviskraft afhængigt af, at såvel princippets mulighed som dets benægtelses umulighed er udtømmende beskrevet, hvorfor det indirekte bevis forudsætter, at virkeligheden lader sig fremstille i et modsigelsesfrit system og som sådan har en uoverskridelig grænse. »Wenn nun auf diese Weiße die Erkenntniß des Unmöglichen die unbezwingliche Grenze des Wirklichen bildet, so ist für die Sache zwar ein Grund des Erkennens, aber noch nicht der innere Grund der Entstehung gefunden«, bd. 2, s. 327. Således ligger også teologiens begreb om Gud hinsides erkendelsens grænse, hvorfor et 'gudsbevis' kun er et indirekte bevis, jf. det afsluttende kap. 20, »Das Unbedingte und die Idee«, bd. 2, s. 337-362; s. 339: »Wir strecken an dieser Grenze die Waffen unsers endlichen Erkennens«. Slutningsfigurerne en formal figur (model), som i en syllogisme illustrerer forholdet mellem hhv. prædikatet (P) og mellembegrebet (M) i oversætningen (1. præmis), mellembegrebet (M) og subjektet (S) i undersætningen (2. præmis) og subjektet (S) og prædikatet (P) i konklusionen. Den klassiske logik opererer med fire figurer, Aristoteles dog kun med tre, jf. fx F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen bd. 2, s. 233. Ved bogstavnotation angives figurens modus, dvs. om dommene i syllogismens tre led er hhv. universelt bekræftende (A), partikulært bekræftende (I), universelt benægtende (E) el. partikulært benægtende (O). En slutningsfigur kan fx udtrykkes som dommen EAE i 1. figur. Trendlenburg Erlaüterungen ... p. 58 F.A. Trendelenburg Erläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik, Berlin 1842, ktl. 845, s. 58: »In den Schlußfiguren hat die Möglichkeit, verneinend zu schließen, über die Bejahung ein großes Uebergewicht.« Analogie og Induction slutningsformer i den uformelle logik, videnskabsteorien og argumentationsteorien. Hverken analogien el. induktionen er logisk tvingende slutninger, da man uden selvmodsigelse kan hævde præmisserne og benægte konklusionen; »so entflieht die Induction und Analogie den Schranken der formalen Logik«, F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen bd. 1, s. 18. Analogien er en slutning fra, at alle subjekter af en vis art har et eller flere fællestræk, til, at de desuden har et eller flere andre træk til fælles. Induktionen er en slutning fra, at nogle subjekter af én art har visse fællestræk, til, at alle har disse. Således er analogien som induktionen en slutning fra det partikulære til det universelle. Al anden Slutning er væsentlig Identitet sigter til en analytisk dom (tautologi), dvs. en prædikativ dom som gives ved subjektets eget begreb, fx 'mennesket er et levende væsen'. »Will die Logik durch das Princip der Einstimmung [dvs. identitetsprincippet ] das s.[o] g.[enannte] synthetische Urtheil begründen, so liegt nach dem Vorangehenden diese Begründung außerhalb des von ihr abgesteckten Kreises. Sie kann von ihrem Standpuncte aus nur die s. g. analytischen Urtheile anerkennen«, Trendelenburg Logische Untersuchungen bd. 1, s. 14. Trendlenburg elementa p. 15 n. og 16 ø. F.A. Trendelenburg Elementa logices Aristotelicae, 2. udg., Berlin 1842 [1837], ktl. 844, s. 15f., som bringes i . Det gr. citat lyder i da. overs.: »De ting er 'sande' og 'først', som giver vished ikke pga. andre ting, men pga. sig selv; hvad angår principperne for viden, bør man nemlig ikke spørge om årsagen, men ethvert af principperne skulle være sikkert i sig selv. (Aristoteles Topikken, 1. bog, kap. 1, 100a 30 - 100b 21.) Forhåndsviden er nødvendig på to måder. Om nogle ting må man på forhånd antage, at de er, om andre må man forstå, hvad den omtalte ting er, om atter andre ting må man begge dele, fx om enhver ting enten bejae eller benægte udtrykkeligt, at den er noget bestemt, om en trekant, at den betegner netop dette bestemte, om en enhed begge dele, dvs. hvad den betegner, og at den er. (Aristoteles Anden analytik, 1. bog, kap. 1, 71a 11-16.)« Aristoteles . Trendlenburg Erlaüterungen ... § 51 A. Trendelenburg Erläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik (), s. 109. I sin kommentar til § 59 i Elementa logices Aristotelicae () skriver Trendelenburg: »Aus den vorangehenden Paragraphen kann man an die allgemeine Bestimmung des Terminus (§. 22.) und seine Arten (§. 24. ff.), an die allgemeine Bestimmung des Syllogismus (§. 20. ff.) und die aus dem verschiedenen Zwecke entspringenden Arten desselben (§. 33.), endlich an das Unmitttelbare in der doppelten aristotelischen Bedeutung (§. 51.) erinnern.« – § 51: jf. § 51 i Elementa logices Aristotelicae, s. 16, som bringes i . Det gr. citat lyder i da. overs.: »Men vi siger, at ikke enhver viden er bevislig, men at den viden, som angår det umiddelbare, ikke er bevislig. At dette nødvendigvis forholder sig sådan, er klart; for hvis det er nødvendigt at forstå præmisserne, som beviset afhænger af, og hvis det umiddelbare på et tidspunkt må standse, så må dette nødvendigvis være ubevisligt. Dette er altså, hvad vi siger, og vi hævder, at der ikke blot er viden, men et vist princip for viden, hvorved vi gør os bekendt med definitionerne. (Aristoteles Anden analytik, 1. bog, kap. 3, 72b 18-25.) / Vi må på forhånd ikke blot kende præmisserne, enten alle eller nogle, men også kende dem bedre [end konklusionen]; for det, som er årsagen til, at noget tilkommer en ting, tilkommer altid tingen mere end dette noget; fx er det, som gør, at vi elsker noget, os mere kært [end det, som vi elsker]. Hvis vi således ved og er forvisset gennem præmisserne, så både ved og er vi forvisset om dem bedre, eftersom vi gennem dem ved, hvad der følger af dem. (Aristoteles Anden analytik, 1. bog, kap. 2, 72a 27-32.)« I den hegelske ... det Sandselige . – subrept: ved en tilsnigelse, 'listigt'; på en underfundig måde. – det Sandselige: sigter formentlig til den blot sanselige anskuelse, »Anschauung«, som organ for den umiddelbare erkendelse (i modsætning til refleksion og erkendelse if. begrebet). Preciosa ... Zigeunerqvinde siger det sigter til en replik af »Viarda, Zigeuneranførerske« i den ty. forfatter P.A. Wolffs syngespil Preciosa (1821), 2. akt: »Ja, i hver en Landsbye næsten / Har vi været; overalt, / Veed vi, ligne Folk hinanden; / Har man været vel etsteds, / Bør man der ei komme mere«, Preciosa. Lyrisk Drama af Wolff. Med Musik af C.M. v. Weber, overs. af C.J. Boye, Kbh. 1822, s. 25. Fra 29. okt. 1822 til 26. nov. 1843 blev Preciosa opført 72 gange på Det Kgl. Teater. Tordenskjold ... Troppers Antal sigter til den bekendte historie om den som Tordenskjold adlede Peder Vessel (1691-1720), der i 1719 erobrede den sv. havneby Marstrand ved først at tvinge den stærke fæstning Karlsteen til overgivelse: »Herved brugte han ligesaamegen List som Tapperhed; thi da han talede Svensk som en Indfødt, gik han først forklædt som en Fisker omkring baade i Byen, paa Fæstningen og den fiendtlige Flaade, og falbød nogle Fisk meget dyrt, for desto bedre at kunne udspeide Alt. Derefter udspredte han, at der vare 20,000 Mand paa Marschen til hans Undsætning, og da Kommandanten paa Fæstningen sendte en Officeer ned i Byen, for at see, hvor stor den danske Krigsmagt var, fik Tordenskjold Officeren beskjenket og opstillede de samme Folk i forskjellige Gader«, E. Munthe De vigtigste indenlandske Tildragelser, og de mærkeligste danske og norske Personers Levnetsbeskrivelser fra de ældste Tider til vore Dage, 6. udg., Kbh. 1837 [1806], ktl. 2012, s. 225f. ved Nytaarstid ... gjennem Gaderne . det er det Tiden fordrer en af J.L. Heibergs () hyppigt benyttede vendinger, jf. fx Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (), hvor han plæderer filosofiens sag som dannelsens og tidens fordring, s. 52f.: »saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt. Forfatteren til nærværende Skrift nærer i det Mindste det Haab, at han nu er kommen saa vidt, at han vil kunne (...) fremstille en for alle Dannede fattelig Indledning til Philosophien.« ny Psalmebog Ønsket om en ny salmebog blev først ytret på stænderforsamlingen () i Viborg i 1840, men ved resolution af 25. juni 1842 meddelte myndighederne, at de kun ville sanktionere et tillæg til den i 1798 autoriserede Evangelisk-kristelig Psalmebog (). Det følgende år udkom ved J.P. Mynster () Udkast til et Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog (Foreløbig udgivet som Prøve), Kbh. 1843. Samme år organiserede hovedstadens præster og universitetsansatte teologer sig imidlertid i Kjøbenhavns geistlige Convent, som i en forestilling til Det kgl. danske Cancellie af 1. maj 1844 anbefalede en helt ny salmebog og angav følgende motiv: »Det er gjennem en meget lang Række af Aar saa almindelig erkjendt og udtalt, at den i vore allerfleste Kirker indførte og, foruden de ældre Psalme-Samlinger af Kingo, Pontoppidan og Guldberg, alene auctoriserede 'evangelisk-christelige Psalmebog' ikke tilfredsstiller det kirkelige Livs Trang, og at Savnet af en Psalmebog, der kan give den religiøse Følelse en mere styrkende Næring og Andagten en høiere Opløftelse, føles dybt og levende, at det, ved et Andragende som det nærværende, der har til Hensigt at henlede det kongelige danske Cancellies Opmærksomhed paa Vigtigheden af en nye og bedre Psalmebogs Indførelse, neppe er nødvendigt omstændeligere at udvikle den ældres Ufuldkommenheder.« Jf. »Beretning om Kjøbenhavns geistlige Convents Forhandlinger« i Theologisk Tidsskrift, udg. af Scharling og Engelstoft, bd. 8 (1844; ny række, bd. 2), s. 320-358; s. 350. Forestillingen står i bindets 2. hefte, som blev annonceret som udkommet i Adresseavisen () den 26. aug. 1844, nr. 200. Heiberg troer det er Astronomie sigter til Heibergs i tiden velkendte interesse for astronomi, som bl.a. kom til udtryk i artiklen »Stjernehimlen« i Intelligensblade nr. 14, 1. okt. 1842, hvori han skriver, at »naar Astronomien anbefales som et i Grunden uundværligt Element af den almindelige Dannelse, saa er kun Meningen, at dette Element skal indgaae en gavnlig Forbindelse med de andre, eller ligesom tilføre dem et nødvendigt Supplement«, Intelligensblade () bd. 2, s. 45f. I dec. 1843 udgav Heiberg første årg. (for 1844) af sin årbog Urania (ktl. U 57), hvortil han selv skrev artiklerne »Stjerne-Calender for 1844, til Orientering i Himmellegemernes Bevægelser og Stillinger« og »Det astronomiske Aar«. Kort efter bemærkede SK på et løst ark papir, at den »eneste Forskjel der er imellem os, er m: H: t: vor Mening om hvad Tidens Fordring er. Prof. H. mener, at det er Astronomie« (Pap. IV B 101, s. 255). I Forord () er det fjerde forord en satire over Heibergs interesse for astronomi, jf. SKS 4, 486-488. Dette udtrykte ... var Døden jf. 2 Mos 33,20, hvor Gud siger til Moses: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Jf. også Dom 13,22, hvor Manoa siger til sin hustru: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« see Vidunderet ... gaae af Veien jf. den hyppige beskrivelse af troen som et »Vidunder« i Frygt og Bæven (), hvor SK om Abrahams dobbeltbevægelse – nemlig på én gang at give afkald på Isak, da Gud fordrer det, og dog tro, at han skal få ham igen – bl.a. skriver om det »at kunne tabe sin Forstand og dermed hele den Endelighed, hvis Vexel-Mægler den er, og da i Kraft af det Absurde vinde netop den samme Endelighed, det forfærder min Sjæl, men derfor siger jeg ikke, at det er noget Ringe, da det tvertimod er det eneste Vidunder«, SKS 4, 131,19. Efterhaanden ... Tale om Paradoxet Paradokset sigter til den særlige betydning, SK selv giver det i sine skrifter, især i Frygt og Bæven (), hvor troen skildres som et paradoks, og i Philosophiske Smuler, hvor troens genstand skildres som det absolutte paradoks: at Guden som den evige bliver til i tiden som menneske. Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi, Kbh. 1844, udkom den 13. juni 1844 under pseudonymet Johannes Climacus, men som 'udgivet af S. Kierkegaard'. Philosophiske Smuler blev ikke anmeldt i 1844, men i en anmeldelse af Frygt og Bæven i Theologisk Tidsskrift bd. 8 () fremhævede og kritiserede anmelderen værkets »Tendents til det Paradoxe«, s. 192. ενδοξον éndoxon, gr. populært synspunkt, gængs opfattelse. Sophisten Gorgias ... hellenischen Dichtkunst SK citerer med ubetydelig afvigelse i interpunktion ordret fra H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung. In ihrem organischen Zusammenhange wissenschaftlich entwickelt, Berlin 1841, ktl. 1391 (forkortet Die Kunst der dramatischen Darstellung; som anden del af Die Kunst der dramatischen Darstellung udgav Rötscher Cyclus dramatischer Charaktere bd. 1-2, Berlin 1844-46, ktl. 1802-1803), s. 20, noten. Rötscher angiver den gr. filosof, sofist og retoriker Gorgias af Leontini (o. 480 - o. 380 f.Kr.) som ophavsmand til udsagnet og henviser som kilde til et værk af den ty. bibliotekar Georg Heinrich Bode (1802-46), Geschichte der Hellenischen Dichtkunst bd. 1-3 [bd. 2 og 3 er i to dele med separat paginering], Leipzig 1838-40; bd. 3,1, 1839, s. 50. – Rötscher: Heinrich Theodor Rötscher (1803-71), ty. prof., filosof og kritiker, stærkt præget af Hegel. in vino veritas sigter til det nu, i sept. 1844, færdige manuskript til »'In vino veritas'« ( og ), der siden indgik i Stadier paa Livets Vei (), SKS 6, 15-84. Goethe fE Philine i Wilhelm Meister I Goethes store dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre i otte bøger (1795-96, jf. fortsættelsen Wilhelm Meisters Wanderjahre oder die Entsagenden, 1821-29), som SK havde i Goethe's Werke () bd. 18-20, 1828, er den frimodige unge pige Philine en gennemgående figur. Romanens hovedperson Wilhelm bliver præsenteret for hende i 2. bog, kap. 4, hvor hun insisterer på at rede hans hår, »indem sie nicht vermeiden konnte, mit ihren Knien die seinigen zu berühren, und Strauß und Busen so nahe an seine Lippen zu bringen, daß er mehr als Einmal in Versuchung gesetzt ward, einen Kuß darauf zu drücken«, bd. 18, s. 147. Rachel siger ... Moder – saa jf. 1 Mos 25,22, hvor det dog er den gravide Rebekka, der taler: »Og Børnene stødtes tilhobe i hende, og hun sagde: dersom det er saaledes, hvorfor fornemmer jeg dette? Og hun gik, at adspørge HERREN« (GT-1740). Ved Esrom ... ned mod Esrom sigter til Esrum Sø i Frederiksborg Amt i Nordsjælland, en 9 km langstrakt sø i N-S gående retning, i bredden vekslende mellem 2 og 4 km, omgivet på vestsiden af Grib Skov () og på sydøstsiden af Fredensborg Slotshave; kendt som en af Danmarks smukkeste søer. If. regning fra hyrekusk P.S. Lassen i Lille Helliggeiststræde (regningen er tabt, men findes indirekte overleveret i EP III, s. 872) var SK den 20. sept. (og igen den 3. okt.) 1844 i Fredensborg, hvor han hyppigt var gæst på Hotel Store Kro i Slotsgade lige ved Fredensborg Slot. Ved enden af Slotsgade, mellem Fredensborg Slot og Hotel Store Kro, tager Skipper Allé sin begyndelse; den skråner let nedad mod V, sådan at man fra alléen har en fin udsigt over Esrum Sø mod Grib Skov og Nøddebo lige overfor (se kort 3, E3). flankerer sværmer; beskytter flanken, 'flankebeskytter'. søger om at maatte nedsætte sig som Øltapper søger om borgerskab for at kunne drive handel som øltapper, dvs. ølhandler el. krovært, der tapper el. udskænker øl. Jf. anordning af 23. april 1817, § 1: »Enhver, der vil drive Handel, skal i Almindelighed, derpaa have vundet Borgerskab.« offentligt Fruentimer . formeentes Øltapperen, fordi der var saa mange »I Kjøbstæderne skulle Øvrighederne vaage over, at ei Flere meddeles Tilladelse til at drive borgerlig Næring som (...) Øltapper (...) end Dem, der efter hver Kjøbstads Leilighed kunne ansees tilstrækkelige«, J.N. Høst Dansk Borgerret eller fuldstændig Fremstilling af den gjældende Lovgivning for de Handlende og Haandverkerne, samt Bryggerne, Brændeviinsbrænderne, Værtshuusholderne, Gjæstgiverne og Spiseværterne i Danmark, Kbh. 1839 (forkortet Dansk Borgerret), s. 10. – Øltapperen: . da en Bager ... fik heller ikke Noget Hvis der findes en kilde til dette, har den ikke kunnet identificeres. Forførerens Taler sigter formentlig til Johannes Forførerens tale i manuskriptet til »'In vino veritas'« (). Skyer man kalder Ilinger drivskyer, som medfører regn- el. haglbyger, der falder spredt og tilfældigt. Rötscher om den ethiske Accent jf. H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung (): Afsnittet »Der ethische Accent« (s. 394-405) er det andet af to i kapitlet »Die Elemente zur Durchführung des Charakters«. I det første afsnit, »Das stumme Spiel« (s. 388-393), redegør Rötscher for det stumme spil som væsentligt element i skuespillets sammenhængende dialog, idet den fremstillede karakters bærende lidenskab (pathos) netop må kunne gives et mimisk udtryk; imidlertid er det element, hvori karakteren mest intensivt viser sig, den etiske karakter (ethos). Det særlige ved den etiske karakter som sprogligt udtryk for den samme karakteristiske pathos er, »daß er den individuellen Gemüthsausdruck des Charakters offenbart, mithin in jedem Momente uns die Individualität in ihrem persönlichsten Leben, in ihrer innersten Bewegung durch den charakteristischen Geist, welchen der Künstler dem Tone einzuhauchen weiß, mit Wahrheit enthüllt«, s. 394. – »Der ethische Accent, indem er jeden Gedanken als Ausdruck eines individuellen Lebens bezeichnet, reicht daher auch immer weiter, als der unmittelbare Sinn der Worte und läßt uns auf seiner höchsten Stufe oft in die verborgensten Tiefen der menschlichen Seele blicken. Ja, er erleuchtet Regionen des Gemüths, aus welchen uns die ganze Vergangenheit, wie die ganze Zukunft eines Individuums plötzlich vor unserer Seele stehn. (...) Es ist eine große Kunst des Darstellers, solche Momente herauszufinden, aus welchen er uns über die ganze Natur des Pathos aufhellen und die Hörer in die richtige Stimmung für den Charakter versetzen kann. Nur aus der Vergegenwärtigung aller Umstände, sowohl der objektiven Verhältnisse, als der ganzen Subjektivität des Individuums ist diese höchste Wirkung des ethischen Accents möglich«, s. 401f. Declamator talekunstner, kunsttaler. – Udtrykket anvendes ikke i Die Kunst der dramatischen Darstellung, der alene beskæftiger sig med den sceniske fremstilling af en karakter, jf. »der Schauspieler«, s. 404, og »der darstellende Künstler«, s. 405. da jeg ... Skriget, jeg Smerten og . Shelley bemærker ... Prometheus jf. den ty. overs. af det lyriske drama i fire akter af den eng. digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822) Der entfesselte Prometheus (eng. 1820), i Percy Bysshe Shelley's poetische Werke in einem Bande, overs. af Julius Seybt, Leipzig 1844, ktl. 1898, s. 55-92; s. 57, som bringes i . – Prometheus: Prometheus var i gr. mytologi en titan og hovedperson i en række heltedigte om gudernes og menneskenes indbyrdes forhold. Også i senere europæisk digtning opfattes han som et symbol på menneskenes trods mod guderne. Da Zeus havde berøvet menneskene ilden, stjal Prometheus den fra Olympen for at gøre det muligt for dem at overvinde naturen. Herefter straffede Zeus Prometheus ved at lænke ham til en klippe og om dagen lade en ørn hakke i hans lever, der voksede ud den følgende nat. Prometheus kunne dog også lænke Zeus, fordi han alene kendte spådommen om, at Thetis' søn ville blive stærkere end ham. Zeus kunne kun ved at undgå forbindelse med Thetis hindre profetien i at gå i opfyldelse. Da Prometheus afslørede den for Zeus, blev han selv frigjort fra lænkerne. Jf. W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943, s. 1363f. høiere Eenhed ... absolute Modsætninger sigter til den spekulative ophævelse af kontradiktionsprincippet (). det Positive ... positiv Aand I den hegelianske sprogbrug kan 'det positive' benyttes dels om det umiddelbare, der skal ophæves () i refleksionen (det negative), dels om den spekulative enhed, der atter skal forsone el. mediere () de af refleksionen satte modsætninger. Denne elementære, logiske trehed fremstiller J.L. Heiberg i § 15 af »Det logiske System« på denne måde: »at det første Led betegner det Hvilende, det andet dettes Bevægelse ud af sig selv, og det tredie Bevægelsens Resultat; eller: det første betegner det umiddelbart Positive eller Abstracte, det andet det Negative eller Dialectiske, og det tredie Negationens Negation, d. e. det medierede Positive eller det Speculative, Det, som har Negationen i sig selv; eller: det første betegner Uendeligheden som umiddelbar, det andet Endeligheden, og det tredie reproducerer Uendeligheden, men i en concretere Bestemmelse, nemlig indbefattende det andet Leds Endelighed eller Negation. Overalt er det tredie Led Eenheden af de to første; hele Udviklingen er et Kredsløb, hvori det tredie Led falder sammen med det første, men efter at have vundet en høiere Betydning«, Perseus (), nr. 2, aug. 1838, s. 30f. Når der tales om, at »den Talende er en positiv Aand«, sigtes der formentlig til, at den hegelske filosofi for at gennemføre sin metode, selv må forudsætte at besidde den højeste sandhed el. det positive. man skal tvivle om Alt . skriver om Hamlet (...) at det er Reflexionssyge sigter til Rötscher, der i slutningen af kapitlet om Shakespeares Hamlet skriver, at denne lider af »Krankeit der Reflexion«, jf. Cyclus dramatischer Charaktere () bd. 1 (som SK if. regning har købt hos Philipsen den 25. juni 1844, KA, D pk. 8 læg 1), s. 99-132; s. 132. Væ! Væ! Væ! Siebenbürgen jf. Gert Vestphaler, Lystspil i tre Acter. Samlet udaf den holbergske Femactscomedie af dette Navn, ved K.L. Rahbek, Kbh. 1816, 1. akt, 1. scene, hvor værten på et værtshus læser højt af en avis for nogle borgere: »Udi Siebenborgen skal der nylig være fød en Kalv med en Haarhue paa Hovedet, og Fryndser om Benene, hvilket, Indbyggerne holde for, ikke betyder meget godt. Samme Kalv døde strax, men talede, før han døde disse Ord: væ! væ! Siebenborgen!«, s. 4f. Replikken findes oprindeligt i L. Holberg Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer, komedie i fem akter [1722]; 3. akt, 1. scene, jf. fx L. Holbergs Comedier, udg. af K.L. Rahbek, bd. 1-7 (bd. 7 udg. af A.E. Boye), Kbh. 1824-32; bd. 7, s. 39. Derimod findes replikken ikke i den forkortede Mester Gert Westphaler eller den meget talende Barbeer. Comoedie i en Act [1723], i Den Danske Skue-Plads (), bd. 1. Ved opførelser på Det kgl. Teater benyttede man sædvanligvis Holbergs udg. i én akt, men fra 6. april 1816 til 7. marts 1841 blev desuden Rahbeks bearbejdelse opført 10 gange. Prof. David Christian Georg Nathan David (1793-1874) da. nationaløkonom og politiker, 1830 ekstraordinær prof. i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, 1834 grundlagde han det liberale blad Fædrelandet, for hvis 'skrivefrækhed' han som ansvarshavende redaktør blev tiltalt, men frifundet; i 1836 blev han ikke desto mindre af kongen afskediget fra sit embede, men blev i 1840 valgt ind i såvel Københavns Borgerrepræsentation () som østifternes stænderforsamling (). Da samlingen trådte sammen i Roskilde den 15. okt. 1844, fremstod David imidlertid som den enevældige monarks støtte, ligesom han opponerede mod en række liberale mærkesager som ministeransvarlighed og et konstitutionelt monarki uden de ty. hertugdømmer Holsten og Lauenborg, jf. fx Kjøbenhavnsposten den 28. okt. 1844 (nr. 254), s. 1014. Jf. også det rupublikanske Corsaren () den 29. nov. 1844 (nr. 219), som i sin parodierende »Kjøbenhavns uprivilegerede Adresseavis« lod indrykke følgende annonce: »Hos os, som første Opfindere af at 'vende Kapper', gives grundig Underviisning i bemeldte Kunst paa en ualmindelig nem Maade. Vi vende alle Slags Kapper og expedere dem vendte paa et Par Timers Tid eller, om forlanges, paa 1 Time. Betalingen er billig. / David & Ussing«, sp. 6. de Ord af Baggesen ... fik Ende jf. »Jeppe, et siællandsk Eventyr« (1785), 10. sang, i Jens Baggesens danske Værker () bd. 1, s. 200f.: »Den Kiol, Herr Orgon fierde Gang lod vende – / Ja selv – (o! hvad kan holde Tiden Stang!) – / Herr Jespers Præken sidste Aftensang / Fik Ende«. – Baggesen: Jens Baggesen (1764-1826), da. digter, fra 1790 prof., 1796-1803 tillige viceprovst på Regensen, fra 1798 meddirektør for Det kgl. Teater, 1811-14 prof. i da. sprog og litteratur ved universitetet i Kiel. – den Kjole som Hr. N. tredie Gang lod vende: For at forlænge fx en kjoles el. et par buksers brugstid kunne man sy dem om, sådan at vrangsiden blev vendt udad, heraf udtrykket vendekåbe, dvs. en, der (som Prof. David) skifter mening som en anden vender sin kåbe. – Aftensang: På Baggesens og SKs tid var aftensang en kort gudstjeneste, der fandt sted kl. 13 eller 14 på alle søn- og helligdage. Recensent . Assessoren i »Vrangen og Retten« sigter til Assessor Wilhelm som den pseudonyme forfatter af »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser« (), som SK oprindeligt havde tænkt sig at udgive sammen med »'In vino veritas'« () under titlen »Vrangen og Retten«, men siden udgav sammen med »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« under titlen Stadier paa Livets Vei . Optegnelsen er en afskrift af et stykke af kladden (Pap. V B 190,26), som SK under renskrivningen i nov. 1844 kasserede, men åbenbart ville bevare ved at skrive ind i journalen, hvor det dog fik en noget anden ordlyd, jf. tekstredegørelsen til Stadier paa Livets Vei, SKS K6, 50. lade en Kjole vende to Gange . Fader . Porcellains-Kjole udtrykket har ikke kunnet identificeres. Formentlig har SKs fader anvendt en bestemt kjole som 'stadskjole', selvom denne snarere var robust end fin, jf. udtrykket 'porcellænsbonde' om en bonde, der i finhed vil gå ud over sin stand (H.F. Feilberg Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmål bd. 1-4, Kbh. 1886-1914). SKs niece Henriette Lund bevarede også en prægnant erindring om M.P. Kierkegaards »gamle ærværdige Skikkelse i den lange drapfarvede Frakke«, Erindringer fra Hjemmet, Kbh. 1880, s. 25. skrabet renset. Grundtvig . traadt af i Vaudevillen fratrådt en tidl. bestilling for at gøre tjeneste i vaudevillen (), komedien. Prophet og Seer formentlig en allusion til 22. levering af Dansk Pantheon, et Portraitgallerie for Samtiden, der blev annonceret som udkommet i Adresseavisen () den 3. aug. 1844 (nr. 181), og hvor »Nikolai Frederik Severin Grundtvig« præsenteres som »et aldeles enestaaende og magelöst Exempel paa en Profet i 'Nyaarstiden'« og som en »mægtig bevæget Seer« (upagineret). fade Djærvhed ... Lars Mathiesen Lars Mathiesen (1769-1852) drev fra o. 1800 til sin død 1852 et traktørsted på Frederiksberg Alleegade 13, i dag Allégade 7. Den korpulente Lars Mathiesen var kendt for sin tvangfri påklædning og ligefremme tone, der kunne udarte til grovhed; hans traktørsted var meget søgt af borgerskab og studenter, jf. fx regensianernes hyldestsang til Lars Mathiesen i J.C. Hostrups studenterkomedie Gjenboerne, som blev opført første gang på Hofteatret den 20. feb. 1844. han har valgt de Ord: Damer og Herrer Fra 20. nov. 1843 til marts 1844 gav Grundtvig 25 offentlige foredrag i auditoriet på Borchs Kollegium i St. Kannikestræde (se kort 2, C1), annonceret blandt offentlige forelæsninger i Kjøbenhavnsposten den 17. nov. 1843, nr. 270: »Pastor Grundtvigs Forelæsninger for Damer og Herrer over de græske og nordiske Myther og Oldsagn. Adgangskort til disse Forelæsninger, der holdes hver Mandag, Onsdag og Fredag i Aftentimerne 6–7 erholdes hos Boghandler Reitzel.« I foredragene gav Grundtvig en parallel fremstilling af den gr. og den nordiske mytologi, og som noget nyt havde kvinder adgang. Grundtvig titulerede forsamlingen »Damer og Herrer«, men henvendte sig desuden synligt og lydeligt opstemt alene til »Damerne«, hvilket gav anledning til offentlige mishagsytringer fra mændene. Foredragene blev udgivet i 1844, og SK købte dem if. en boghandlerregning fra Reitzel (KA, D pk. 7 læg 6) straks ved udgivelsen den 14. sept., jf. N.F.S. Grundtvig Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, Kbh. 1844, ktl. 1548. Dyrehavsbakken en bakke i Jægersborg Dyrehave N for København, hvor der fandtes (og findes) en helligkilde, Kirsten Piils kilde. Omkring kilden voksede der i sommertiden et marked op med boder, gøgl og andre folkelige forlystelser. På SKs tid var Dyrehavsbakken kun åben fra sankthansdag (24. juni) til Mariæ besøgelsesdag (2. juli). de Barhalsedes: oi! Ei! o! ah! sigter til 'barhalsede' (grove) personers primitive udtryk for begejstring. Ved at tale ... det Dunkle jf. Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, s. 7: »hvorfor skulde Talen ikke ligesaa godt kunne lade sig høre, som Bogen kunde lade sig læse, baade af Damer og Herrer? og skulde man ikke ved den mundtlige Tale endnu langt sikkrere end ved Skrift turde regne paa det dunkle men levende Indtryk, der tit er langt mere værd end de bedste Forklaringer!« Helveg sprang paa Prædikestolen Hans Friedrich Helveg (1816-1901), da. præst, 1842-43 kapellan i Øster-Starup og Nebel, fra 1844-46 i København, hvor han i 1844 – som en af Grundtvigs tilhængere – prædikede ved aftensang i Vartov Hospitalskirke (se kort 2, A2) 24. marts, 4. april, 28. april, 4. aug., 29. sept., 13. okt. og 17. nov. At han 'sprang paa Prædikestolen' har ikke kunnet verificeres, men han var kendt for at være en meget livfuld taler og prædikant. halv Alen el. 1 fod (), svarende til 31,4 cm. Tonarten stiger ... gjentager det Samme sig I musikteoretisk forstand er en toneart hverken stigende eller faldende; det princip, Kierkegaard refererer til, svarer til den regelmæssighed i forandringen, der opstår, hvis den samme sekvens af toner spilles gennem flere oktaver. Man vil opfatte en stigning eller et fald, men også at det samme gentages. Kanonade måske en allusion til de to daglige kanonsalutter, hvormed flåden morgen og aften ærer det danske flag på batteriet Sextus på Nyholm (se kort 2, H3). Skuespilleren skal ... det forfeilet) jf. H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung (), s. 77: »Der Künstler zeigt sich also auf dieser Stufe [nemlig 2. trin, refleksionens, hvor 1. trin er umiddelbarhedens] von dem Gedanken befeelt, nichts unmittelbar in sich walten zu lassen, sondern sich von allen Intentionen des Dichters Rechenschaft zu geben, und in keinem Momente seiner Darstellung sich dem unbewachten Augenblicke, dem Affekte und der unmittelbaren Inspiration zu überlassen, sondern überall der Reflexion und dem denkenden Selbstbewußtsein Gehör zu verstatten. Der Schauspieler diser Stufe, in jedem Momente nicht nur wissend, was er will und vermag, wird, eben weil er seine Mittel kennt und sich in ihren vollen Besitz gesetzt hat, nichts intendiren, als was er auch mit ihnen wirklich ausführen kann. Da er nicht dem Affekte unterthan, so ist der Zuschauer auch von dem peinlichen Gefühle frei, ihn von den unsichern Wogen der Empfindungen umhergetrieben zu sehn.« 3 Bogs 3d Capitel af Aristoteles de anima Aristoteles () Om sjælen, 3. bog, kap. 3 (427a 17 - 429a 9), jf. Aristotelis de anima Libri tres, udg. af F.A. Trendelenburg, Jena 1833, if. regning købt hos Reitzel den 18. dec. 1844 (KA, D pk. 7 læg 6), ktl. 1079, s. 82-87. de omnibus dubitandum sigter til SKs ufærdige manuskript til Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, som han her angiver at være begyndt på halvandet år tidligere, dvs. o. juni 1843. Det bevægende Begreb ... Vildfarelse SK bruger ikke i det nævnte manuskript udtrykket 'vildfarelse'. Måske sigter han til, at Johannes i sine gentagne forsøg på at tilegne sig den nyere filosofis hovedsætninger – man må tvivle om alt, filosofi begynder med tvivl, m.v. – summarisk afslører disse som 'misforståelser', hvorved han tvinges til at eftertænke stadigt flere stadier i den tidligere filosofi. Blandt disse fremhæver Johannes de gr. skeptikere, som netop ville tvivle for at undgå 'vildfarelser' ved at dømme forkert om dette eller hint fænomen: »I en vis Forstand bleve de derfor aldrig færdig [med at tvivle], thi indtil deres sidste Øieblik var der en Mulighed af at løbe vild«, Pap. IV B 13,11. Saaledes gjør Aristoteles det ogsaa jf. Aristoteles Om sjælen (427a 29 - 427b 6) i Aristotelis de anima Libri tres, s. 83, som bringes i . Jf. den da. overs. af det gr. citat i Aristoteles' Skrift om Sjælen. De anima, overs. af Poul Helms, Kbh. 1949, s. 98f.: »Og dog burde de [gamle tænkere] ogsaa have talt om, hvorledes man tager fejl, for det er jo mere ejendommeligt for de levende Væsner, og det er noget Sjælen bliver ved med i længere Tid. Derfor maa nødvendigvis enten, som nogle siger, alle Fænomener være sande, eller Berøringen med det uligeartede maa medføre Vildfarelse, for det er jo det modsatte af at erkende det ligeartede ved det ligeartede. / Men baade Vildfarelse og Viden synes dog i lige Grad at gælde baade Objekterne og deres Modsætninger.« Plato . Den forbandede ... det Græske sigter formentlig ikke til noget bestemt sted hos Hegel (), da han som alle filosoffer siden skolastikken gentænker den gr. filosofis grundbegreber. – Squadroneren: huggen om sig med kården; snakke vidt og bredt om, prale el. skryde med noget. Trendlenburg . »Forord« af Nicolaus Notabene I Forord () polemiserer SK særligt mod J.L. Heiberg, . – Nicolaus Notabene: . Forskrifter, eller Prøver paa forskjellig Skrift alluderer til titlerne på forskellige udg. af håndskrift til brug for læseøvelser i skolen, jf. fx E. Bjerring og A. Kjeldskov Danske Forskrifter bd. 1-3: De to første bd. er uden år og meddeler på titelbladet, at de er »Antaget til Indförelse i de offentlige Skoler af Directionen for Borger- og Almueskolevæsenet i Kjöbenhavn«, mens bd. 3, Kbh. 1844, som alene er udg. af E. Bjerring, ikke har denne påskrift. SKs idé til en parodi kan være inspireret af, at hans daværende sekretær, sprog- og litteraturforskeren Israel Levin, samtidig barslede med sit Album af nulevende danske Mænds og Qvinders Haandskrifter. Til Brug ved Skriftlæsning i Skolerne, Kbh. 1846, ktl. 1955. I feb. 1845 udsendte Levin til 130 notabiliteter en opfordring til at bidrage med deres håndskrift til dette album. SK betakkede sig, jf. B&A bd. 1, s. 144 (nr. 123). den Plads, som Politik indtog i Grækenland (...) (det egl. Folkelige) ... virkes ved Talen I det attiske demokrati kunne enhver fri borger ytre sig om politiske sager, fx fra talerstolen i folkeforsamlingen, hvor borgerne havde plads efter tur, eller i retten, hvor borgerne ligeledes efter tur havde embede som dommere. Jf. Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 1 (1354b 27-31), i Aristoteles Rhetorik, overs. af K.L. Roth, bd. 1-2 med fortsat paginering, i Schriften zur Rhetorik und Poetik bd. 1-2 (i Aristoteles Werke, i Griechische Prosaiker in neuen Übersetzung, udg. af Tafel, Osiander og Schwab, bd. 132-133), Stuttgart 1833, ktl. 1092; bd. 1, s. 14: Her argumenterer Aristoteles for den politiske tales forrang, »weil es nämlich in der politischen Rede weniger ersprießlich ist, Das, was über die Sache hinaus liegt, vorzubringen, und weil die Staatsrede weniger Arglist zuläßt, als die gerichtliche, sondern mehr gemeine Sache ist; denn da giebt der Urtheilende [oversætterens note: Nämlich das Volk, oder der Senat, überhaupt die Person oder die Personen, welche in letzter Instanz über die vorhandene Sache entscheiden, und an welche die Rede gerichtet ist] seine Entscheidung über Das, was ihn selbst angeht, weßhalb es nur des Beweises bedarf, daß die Sache sich so verhält, wie der Rathgeber sagt.« Aristoteles' Rhetorik SK ejede Aristoteles' Retorik i to separate udg., jf. De arte rhetorica, stereotypudg., Leipzig 1831 (ktl. 1080), og især Roths førnævnte overs., Rhetorik, hvortil SK eksplicit henviser i en optegnelse i et eksemplar af Om Begrebet Ironi (Pap. IV A 207), i et excerpt fra 1845 (Pap. VI C 5) og i et udkast fra samme år med arbejdstitlen »Noget om den gudelige Talekunst / med noget Hensyn til Aristoteles Rhetorik« (Pap. VI A 146). Aristoles' Retorik findes desuden i de udg. af hans samlede værker, som SK havde i sit bibliotek (). Det hele Spørgsmaal ... til Rhetoriken jf. Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 1 (1354a 26-28), hvor han med henvisning til en part i en retssag skriver, »daß der Verfechter seiner Sache Nichts zu thun hat, als in Bezug auf den Gegenstand zu zeigen, daß er ist, oder daß er nicht ist, daß Etwas geschehen, oder daß es nicht geschehen ist«, Rhetorik bd. 1, s. 12. – ουσια πϱωτη og δευτεϱα cfr. Kategorierne: sigter til Aristoteles' Kategorierne, kap. 5 (2a 11ff.), hvor han etablerer en kategorial skelnen ml. første og anden substans, dvs. ml. subjekt og et prædikat, der med nødvendighed må tilskrives subjektet. – ουσια πϱωτη: gr. (ousia prōtē) første substans. – δευτεϱα: gr. (deútera) anden (substans). frembringe Overbeviisning. πιστις ... πιστεις sigter til begreber, som præsenteres i Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 1: πιστις (1355a 5), gr. (pístis) tro, tiltro, tillid, troskab; bevis, bevismiddel, bevisførelse for retten; overbevisning. Roth overs. med »Ueberzeugung«, Rhetorik, s. 15, jf. hans note samme side: »Ueberzeugung im activer Sinne, das Uberzeugen. Die deutsche Sprache hat kein Wort, welches das Griechische ganz genau wiedergäbe.« πιστεις (1354a 13, 1355a 4), gr. (písteis) pl. af pístis. Roth overs. med »Ueberzeugungsmittel«, s. 11 og s. 15. i Minna ... tilbede Gud paa jf. frøkenens replik i 2. akt, 7. scene, i Minna von Barnhelm, oder das Soldatenglück. Ein Lustspiel in fünf Aufzügen, i Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 20, 1827, s. 241: »Ein einziger dankbarer Gedanke gen Himmel ist das vollkommenste Gebet!« – Lessing: . de blaae Bjerge . høirøstede og letsvedende ... Alvorlighed sigter formentlig især til Grundtvig () og præster med tilknytning til ham, se JJ:285. alvorlig ligesom Jeronimus hos Holberg I Holbergs () komedier (jf. Den Danske Skue-Plads ) optræder »Jeronimus« hyppigt og typisk i skikkelse af en filistrøs husfader, der tugter ungdommen med sin bornerte moral. Reitzel dvs. Reitzels Boglade, grundlagt af C.A. Reitzel (1789-1853) i 1819 og siden 1827 beliggende i Købmagergade, nuværende nr. 44, jf. Kiøbenhavns Veiviser (), Kbh. 1845, s. 548: »Reitzel, C. A., Universitets- og Waisenhuus-Boghandler, (...) store Kjøbmagerg. 6« (se kort 2, C2). Über die Aesthetik ... Hamburg 1844 W. Danzel Ueber die Aesthetik der Hegelschen Philosophie, Hamborg 1844. – Wilhelm Danzel: ty. æstetiker og litteraturhistoriker (1818-50), var inspireret af Hegel (), men frigjorde sig fra hans tænkning i det nævnte værk. Hamanns . Roth i Fortalen til 3d Bind Om Hamanns breve, som Roth udgiver, skriver denne: »Das Verfahren mit diesen Briefen, das ich in dem Vorberichte des ersten Theiles angegeben, ist auch in dem gegenwärtigen beobachtet worden. Was daraus nicht mittheilbar war, bezieht sich auf die Gewissens-Ehe, welche Hamann im Jahre 1763. einging, und worauf er nicht selten in seinem Schriften, z.B. Th. 2. S. 417. [Hamann's Schriften bd. 2, 1821, s. 417], anspielt. Diese Verbindung Hamann's ist in Königsberg zu seinen Lebzeiten stadtkundig, und, weil sie reiner und glücklicher, als viele bürgerliche Ehen war, nicht anstößig gewesen; auch dem größeren Publicum ist sie nicht unbekannt geblieben. Man findet sie z.B. erwähnt in einem Aufsatze des sel. Reichardt in der Urania von 1812, wo aber Hamann's Abneigung gegen die Verwandlung derselben in eine bürgerliche Ehe ganz unrichtig erklärt ist. Rücksichten, denen ich mich nicht entziehen konnte, haben mir untersagt, Hamann's denkwürdige Mittheilungen über das Entstehen dieser Verbindung in die gegenwärtige Sammlung aufzunehmen; es wird aber dafür gesorgt werden, daß sie nicht untergehen«, Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. Xf. Reichardts Urania for 1812 SK synes at have misforstået Roth, der ikke henviser til 'Reichardts Urania', men til en afhandling af Reichardt i Urania, jf. J.F. Reichardt »Kant und Haman« i Urania. Taschenbuch für Damen, Amsterdam og Leipzig 1812, s. 257-266. – Reichardt: Johann Friedrich Reichardt (1752-1814), ty. komponist og forfatter. Hamann . denne Yttring ... i 5te B. I et brev til Herder dateret 17. jan. 1769 skriver Hamann: »So wahr ist, daß es Gedanken giebt, die man nur Einmal in seinem Leben hat, und nicht Meister ist wieder hervorzubringen«, Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 392. Igen i et brev til Herder dateret 13. jan. 1773 skriver Hamann: »Ich glaube, daß nichts in unserer Seele verloren geht, so wenig als vor Gott; gleichwohl scheint es mir, daß wir gewisser Gedanken nur einmal in unserem Leben fähig sind«, bd. 5, 1824, s. 25. det tyndeste Øl ... det stærkeste »Tyndtøl«, dvs. øl uden større (alkoholisk) styrke, frembragte kortere varende skum end »Stærktøl«, som kunne tåle længerevarende lagring uden at blive fordærvet; afgørende for skummets holdbarhed er nemlig i højere grad end styrken øllets kuldioxidindhold, som opstår ved den fortsatte gæring under lagringen. Da Fader var død den 9. aug. 1838 (). Sibbern Frederik Christian Sibbern (1785-1872), prof. i filosofi i Kbh. 1813-70, under SKs studier på Københavns Universitet hans lærer i filosofi. theologisk Attestats . Da jeg ophævede Forlovelsen . Peter Peter Christian Kierkegaard (1805-88), SKs bror, disputerede 1836 for den teologiske licentiatgrad, manuducerede til teologisk embedseksamen frem til 1842, da han blev kaldet til sognepræst for Pedersborg og Kindertofte ved Sorø. Politie-Agenten spion for politiet; civil politibetjent, der under 1840'ernes politiske vækkelse især blev benyttet til spionage mod foreninger, som kunne tænkes at agitere mod enevælden. Komersbroder lystig fyr. Retfærdighedens Tjener embedsmand, der tjener den ved loven givne ret, fx en politibetjent el. dommer. Politie-Retfærdighed Betegnelsen 'politi' anvendtes på SKs tid både i snæver betydning om udøverne af politifunktionen og i videre betydning om alle de forhold, som vedrørte lov og orden; til disse forhold hørte bl.a. opsyn med brolægning, gadebelysning, vandforsyning, sanitet, betleri, forsamlinger o.m.a., jf. § 16 i den gældende forordning om politiindretningen i København af 5. juli 1793. Det var således politiets opgave at sikre 'en god politi' (dvs. en god skik og orden) ved at kontrollere, at enhver efterkom bestemmelserne i Danske Lov () såvel som regeringens mange og meget detaljerede dekreter, plakater og forordninger; politiet fik derfor ry for en pedantisk og nidkær retshåndhævelse. Spartanernes Forhold til Heloter Oprindelig var heloterne muligvis beboere i byen Helos, men efter at være taget til fange af spartanerne blev de og deres efterkommere i det antikke Sparta anvendt som 'offentlige slaver', jf. Beckers Verdenshistorie () bd. 1, s. 381f.: »Ofte maatte de, som der fortælles, beruse sig, for at vise de unge Spartanere Drukkenskabens Last i sin afskyeligste og meest afskrækkende Skikkelse, eller synge uhøviske Sange og dandse uanstændige Dandse; derimod turde de ikke synge deres Herrers Sange, som vare bestemte til at vække ædle Følelser. / Endnu haardere og umenneskeligere var den saakaldte Kryptia [gr. hemmelig polititjeneste], som Nogle (Aristoteles) endog erklære for en Lov af Lycurgus. Ifølge den var det tilladt de unge Spartanere, at støde den første den bedste Helot ned og snigmyrde ham, isærdeleshed hvis han var frygtelig ved sit Mod og sin Kraft.« Privatissimer forelæsninger for en enkelt el. få enkelte. Cornelia Olsen Cornelia Olsen (1818-1901), en fire år ældre søster til Regine, SKs tidl. forlovede (). Mod-Parabel (...) om Sædearterne dvs. Jesu lignelse om sædemanden, hvis sæd falder dels på gold klippegrund, dels blandt kvælende torne og dels i frugtbar jord, jf. Luk 8,4-15, som er evangelieteksten til søndag seksagesima, i 1845 den 26. jan. En Sædegaardseier ... gode Sædekorn spiller på Jesu lignelse om herren, der betroer sine tjenere en sum penge (talenter), mens han er på rejse: Den ene har fået fem talenter og vinder ved investering fem mere, den anden har fået to og vinder to mere, mens den tredje har gravet den ene talent, han har fået, ned i jorden. Den unyttige tjener straffes, og hans ene talent fratages ham, hvorimod de to andre belønnes (Matt 25,14-30). letsindig og forfængelig ... en Apostel sigter måske til Grundtvig (), se JJ:206. Derfor var Socrates upopulair ... Hegels Philosophie måske en allusion til Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, 17b-c, hvor Sokrates indleder med at forsikre sine bysbørn og dommere om, at han i modsætning til sine anklagere ikke vil bruge kunstudtryk: »I kan være forvissede om, at min Tale ikke bliver et rhetorisk velformet Indlæg, saaledes som mine Anklageres, smykket med fine Ord og Vendinger; nej, det bliver lige ud ad Landevejen med de Ord, der falder mig paa Tungen«, Platons Skrifter () bd. 1, s. 265. Herefter beretter Sokrates om, hvordan han i Athen har lagt sig for had ved at forfægte sin uvidenhed over for enhver, der bildte sig ind at vide noget, ligesom han mener, at oraklet i Delfi netop har nægtet, at nogen var visere end ham, fordi han ikke led af indbildt viden. – Hegels Philosophie: . At holde et Saar aabent kan jo ogsaa være sundt alm. opfattelse på SKs tid, jf. fx »Om Saar« i A. Thornam Lægebog for dem, som ikke kunne faae betimelig Lægehjelp, 3. udg., Kbh. 1844 [1843], s. 2-7; s. 2: »Blødningen efter et bibragt Saar behøver man ikke altid strax at standse, da Blodtabet ofte kan være gavnligt for Patienten, og erstatte den maaskee ellers nødvendige Anvendelse af Igler.« Videnskab: den christelige Talekunst Aristoteles skriver straks i begyndelsen af sin Retorik, 1. bog, kap. 1 (1354a 1-11), at talekunsten ikke er en videnskab (epistēmē), men et fag el. en kunnen (téchnē). SK skriver o. 1845 en mængde udkast til en 'kristelig talekunst' (homiletik), jf. Pap. VI A 146-156 og Pap. VI B 128-137. Hovedparten er skrevet efter JJ:305, men de tidligste kan være skrevet før. ad modum lat. i stil med. Aristoteles' Rhetorik . – Aristoteles: . Karneadess Sandsynligheds Lære Karneades (o. 215-129 f.Kr.), gr. skeptiker, i sin samtid berømmet for sin veltalenhed og berygtet for sin nidkære bekæmpelse af al dogmatisme (stoikernes epistemologiske, kosmologiske, etiske og teologiske dogmer), traditionelt betragtet som grundlægger af det 'nye Akademi'; han benægtede imod stoikerne muligheden af en sand erkendelse og lærte, at man ikke kunne dømme om en forestillings overensstemmelse med sin genstand, men kun med større eller mindre sandsynlighed antage en sådan. Om Karneades' »Wahrscheinlichkeitslehre«, jf. H. Ritter Geschichte der Philosophie alter Zeit (se næste kommentar) bd. 3, 1837, s. 691-694, særligt Ritters dom over Karneades' sandsynlighedslære, s. 694: »Die künstliche Ausbildung lang ausgesponnener Reden für und wider eine Lehre, der Vorzug, welchen er der Ethik vor der Physik schenkte, weil jene leichter rednerisch sich behandeln läßt, als diese, endlich seine sorgsamen Untersuchungen über die Mittel, durch welche eine Meinung wahrscheinlich gemacht werden kann, zeigen ihn als einen Mann, welchem es eben um die Ausbildung der Redekunst zu thun ist.« Ritter Gesch. der Philosophie 3d B. p. 677, 78, 79 H. Ritter Geschichte der Philosophie alter Zeit, 2. udg., bd. 1-4 (i Geschichte der Philosophie bd. 1-4) Hamborg 1836-39 [1829-34], ktl. 735-38; bd. 3, 1837, s. 677-679. De angivne sider omtaler ikke Karneades' sandsynlighedslære, men derimod den gr. skeptiker Arkesilaos (o. 315-242 f.Kr.), der betragtes som grundlægger af det 'mellemste Akademi'. Aristoteles sætter ... en anden Maade jf. Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 2, hvor han bl.a. gør rede for retorikkens særlige genstand til forskel fra dialektikkens, nemlig det sandsynlige el. gennemsnitlige til forskel fra det nødvendigt sande: »Gegenstand unserer Berathschlagung ist, Was so oder anders sich verhalten zu können scheint«, Rhetorik (), s. 25f. (1357a 23f.). »Was nämlich im Durchschnitte geschieht, ist das Wahrscheinliche, nicht unbedingt, wie Etliche definiren, sondern, Was in Dingen, die auch anders seyn können, zu dem Gegenstande, in Beziehung auf den es wahrscheinlich ist, sich so verhält, wie ein Allgemeines zum Besondern«, Rhetorik, s. 27f. (1357a 34 - 1357b 1). – πιστεις: . Usandsynlighed I Philosophiske Smuler () beskriver Johannes Climacus 'det absolutte paradoks', dvs. Guds inkarnation i menneskeskikkelse, som »det Usandsynligste«, SKS 4, 256,9. I en efterfølgende note kalder han »den Tanke (...) at ville knytte et Sandsynligheds-Beviis til det Usandsynlige, (for at bevise – at det er sandsynligt? men saa er jo Begrebet forandret; eller for at bevise – at det er usandsynligt? men det er jo en Modsigelse at bruge Sandsynligheden dertil), som Alvor saa dum, at man skulde ansee det for umuligt at den kunde forekomme«, SKS 4, 292,18. I gl. Dage ... kun ham ikke løst citat fra den i marts 1845 renskrevne »Skrivelse til Læseren fra Frater Taciturnus« i Stadier paa Livets Vei (), hvor det om en person hedder, at han »har forstaaet det gamle Ord: de te narratur fabula, han er ingen moderne Nar, der troer, at Enhver skal beile til den objective uhyre Opgave, at kunne ramse Noget op, som angaaer den hele Menneskehed, kun ikke ham selv«, SKS 6, 440,15, jf. tekstredegørelsen, SKS K6, 82. – de te fabula: lat. »om dig [fortælles] fablen«, dvs. historien handler om dig. Citat fra Horats' Satirer, 1. bog, nr. 1, v. 69f., jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 157: »mutato nomine, de te / Fabula narratur.« I Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 11, gengives hele udtrykket således: »Byt Navnet om, og Eventyret fortælles om dig.« Et Genie ... en bedre Eftertid sigter måske til Grundtvig (), der satte sin udtrykkelige lid til, at 'efterslægten' – i modsætning til samtidens litterære og videnskabelige parnas – ikke ville vrage hans forfatterskab. SK kan også tænke på fortalen til Phänomenologie des Geistes, hvor Hegel forsikrer den misforståede forfatter om, at sandheden med tiden kan gøre det samtidige publikums dom til skamme, så han dog får en »Nachwelt«, Hegel's Werke () bd. 2, 1832, s. 57f. (Jub. bd. 2, s. 65f.). Jf. desuden J.G. Hamann Kreuzzüge des Philologen, hvor det i fortalen hedder: »Man überwindet leicht das doppelte Herzeleid, von seinen Zeitverwandten nicht verstanden und dafür gemißhandelt zu werden, durch den Geschmack an den Kräften einer besseren nachwelt«, Hamann's Schriften () bd. 1, s. X. Allerede i journaloptegnelsen CC:25 fra o. 1836-37 skriver SK under rubrikken »Noget om Hamann« om den interessante modsætning mellem det »at leve for sin Tid« og det »at leve for en Efterverden og blive misforstaaet af Samtiden«, SKS 17, 209f. træffe sammen med Socr. ... Samtale spiller på Platons dialog Sokrates' Forsvarstale (), i hvilken Sokrates – da han er blevet dømt til døden – overvejer om han efter at være undsluppet de dennesidige dommere i det hinsidige vil møde de sande dommere, nemlig gudesønnerne Minos, Rhadamanthys og Aiakos samt helten Triptolemos; han glæder sig til at kunne tale med disse og andre store mænd, fx Homer (40e - 41c). klædt som en Spekhøker el. høker, en småhandlende, der havde næringsbrev på salg af mindre partier levneds- og husholdningsmidler såsom flæsk, æg og smør, salt, tran og svovlstikker. Spækhøkerne var placeret i 4. klasse (af seks) i den klassifikation, hvorefter næringsdrivende i København betalte borgerskabspenge og næringsskat. Det vides ikke, hvordan en spækhøker plejede at klæde sig. en Fader (...) fordre ikke blot Lydighed mend Kjerlighed måske en allusion til Luthers udlægning af det 4. bud, jf. Dr. Morten Luthers liden Catechismus. Nøiagtig oversat efter Grund-Texten, Kbh. 1843 (uden sidetal): »Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke foragte vore Forældre og Herrer, eller fortørne dem; men holde dem i Ære, tiene, lyde, elske og agte dem.« muligt Forord til mine Leilighedstaler Senest i begyndelsen af april 1845 indleverede SK manuskriptet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder til trykning hos Bianco Lunos Bogtrykkeri, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 393. Bogen var færdig fra trykkeriet den 25. april og udkom den 29. april. Optegnelsen kan være et kasseret udkast til Tre Taler ved tænkte Leiligheder, som SK bevarer ved at indføje det i journalen. – Leilighedstaler: se JJ:255, . baldyrer belægger noget med silke-, guld- el. sølvtråd, perler e.l. (i et broderi). For istedenfor Samvittighed ... den objektive Aand sigter formentlig til Hegels udvikling af 'den objektive ånd', hvor 'samvittighed' synes at rangere lavere end 'den offentlige mening': I Grundlinien der Philosophie des Rechts, oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse, i Hegel's Werke () bd. 8 (Jub. bd. 7), udg. af E. Gans, Berlin 1833 [1821], ktl. 551, udvikler Hegel de tre sfærer af 'den objektive ånd', hvorefter værket er opdelt i tre dele: 'den abstrakte ret', 'moralitetet' og 'sædeligheden'. Den anden del falder i tre afsnit, hvoraf det sidste (§ 129-141) omhandler 'det gode og samvittigheden' (s. 171-207; Jub. bd. 7, s. 187-225). I § 140 udvikles de moralske former af det onde forstået som en stigende grad af subjektivitet, og blandt disse nævnes overbevisningen, hvor den individuelle samvittighed påberåbes (jf. Frygt og Bæven (), SKS 4, 148f.). Hverken den objektive lov ('den abstrakte ret') eller den subjektive moralitet kan i sig selv gøre krav på virkelighed, hvorfor de må forenes (forsones) i en højere enhed, og denne enhed er sædeligheden. I sædeligheden har den objektive ret fået virkelighed og substans, mens den subjektive vilkårlighed har mistet sit råderum. I værkets tredje del udfolder Hegel sædeligheden i dens tre trin: 'familien', 'det borgerlige samfund' og 'staten', som er det sædeliges absolutte substans. I § 315-319 i afsnittet om staten gør Hegel rede for den offentlige mening som udtryk for folkets erkendelse af egne interesser og som medium for lovgivningen, idet statsmagten i den offentlige mening må søge at skelne den sande erkendelse fra den falske (s. 407-415; Jub. bd. 7, s. 423-431). I Danmark var 'den offentlige mening' i 1840'erne blevet et modeord blandt den liberale oppositions tilhængere af en fri forfatning, ved hvilken kongen skulle binde sig til et repræsentativt organ for den offentlige mening. Den da. teolog D.G. Monrad (1811-87), der her følger Hegel, skriver fx i Flyvende politiske Blade, nr. 3, Kbh. 1842, at det er »Massernes Sjæl, der constituerer den offentlige Mening« (s. 13), mens det skal være den intellektuelle og besiddende klasses privilegium at give folkeånden sit artikulerede udtryk i den offentlige mening. – Sml. »Ved Anledningen af et Skriftemaal« i Tre Taler ved tænkte Leiligheder (), hvor SK skriver om den, der søger, »istedenfor Samvittighed og Stilhed og Guds dømmende Stemme i Eensomhed, at faae en Natur-Gjenlyd fra Trængselen, et forvirret Fælleskrig, en almindelig Mening, som man, bange for sig selv, i Feighed ikke er ene om«, SKS 5, 393,20. glimrende Synder udtrykket er en del af en lat. talemåde fra middelalderen: 'Virtutes paganorum splendida vitia', lat. 'hedningernes dyder er glimrende laster'. Jf. journaloptegnelsen AA:18, SKS 17, 35,6, og Philosophiske Smuler (), SKS 4, 256,23. affecterede Dyder formentlig en reminiscens af Poul Martin Møller »Forberedelser til en Afhandling om Affectation« i Efterladte Skrifter () bd. 3, s. 291-302. Poul Martin Møller skriver, at affektation er en blanding af falskhed og selvbedrag og skelner mellem tre grader af affektion: den momentane, den faste og den vekslende. Den tredje og 'værste' grad af affektation er »en Færdighed i Affectation i Almindelighed, som snart antager denne, snart hiin bestemte Skikkelse«, og som for den affekterede i den yderste konsekvens ville være »et moralsk Selvmord, hvorved han aldeles havde tilintetgjort sig som særegen Figur i den moralske Verden«, s. 299f. Jf. desuden »Strøtanker; om Affectation«, s. 303-313, særligt s. 305: »De, der pynte sig med Moralitet (hvilket er ligesaa galt som at pynte sig med Immoralitet), bruge: 'Gud forlade ham', i samme Betydning, og med samme forbittrede Blik, som naar de vilde sige: 'Gud forbande ham.'«. den fattige Liigvogn Til transport af lig fra sørgehuset (den afdødes hjem) til kapellet el. kirken og derfra til kirkegården tilbød stadsbedemændene seks klasser af ligvogne; den simpleste og billigste af disse ligvogne var påbudt til transport af lig, der skulle begraves i frijorden, dvs. et område af kirkegården, hvor fattige kunne blive begravet gratis. Synden i et Msk. ... med Taarer alm., men især pietistisk opfattelse, at den bodfærdige synder må udtrykke sin oprigtige anger ved synlig gråd, sådan som fx den syndige kvinde i Luk 7,36-50 ved at vædde Kristi fødder med sine tårer. – den græske Ild: en eksploderende og let antændelig blanding af bl.a. svovl, kul og fyrrespåner, som før krudtets opfindelse blev anvendt i krigsøjemed, og som endog skulle kunne brænde under vandet. En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment anvendt som undertitel i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?' En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment« af Frater Taciturnus i Stadier paa Livets Vei (SKS 6, 173-454), som udkom den 30. april 1845. Manuskriptet, som SK i marts indleverede til Bianco Lunos Bogtrykkeri (), var færdigt den 17. april 1845. ..... de profundis udkast til et nyt pseudonym i stil med fx Johannes de silentio (). – de profundis: lat. fra dybet; med denne vending begynder Sl 129 i den lat. bibeloversættelse Vulgata: 'De profundis clamavi ad te, Domine', jf. den da. overs. (som har en anden tælling), Sl 130,1: »Af det Dybe raaber jeg til dig, HERRE!« (GT-1740). Sml. Frater Taciturnus' »Fremlysning« i Stadier paa Livets Vei, hvor han beskriver »et Suk de profundis« som »et Suk fra den indesluttede Sjel, som jeg fravristede hans Hemmelighed«, SKS 6, 177,6-9. En Ægtemand måske i betydningen af en ægtemand, sml. med titlen »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand« i Stadier paa Livets Vei, hvor ægtemanden er den fra 2. del af Enten – Eller bekendte Assessor Wilhelm; således måtte genstanden for dette eksperiment være en mand, der er indtrådt i ægtestanden, mens det modsatte var tilfældet i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, hvor eksperimentets quidam () havde hævet en forlovelse. blive løsladt dvs. blive løst af 'syndens bånd', spiller på beslægtede udtryk for syndsforladelsen, fx i Kirke-Ritualet (), såsom 'afløsning', 'befrielse' og 'udfrielse'. sympathetisk egl. med-lidende; medfølende, deltagende. Cains Hustrue vil følge ham sigter til beretningen i 1 Mos om Kain, der efter at have slået sin broder Abel ihjel drager i landflygtighed, men følges af sin hustru, jf. 1 Mos 4,16f. Enthymema gr. en ufuldstændig el. retorisk syllogisme (sandsynlighedsslutning), som kun består af én præmis og konklusionen; en fuldstændig el. logisk syllogisme består af to præmisser og konklusionen (). Enthymema i Aristoteles' Rhetorik Aristoteles Retorik, 1. bog, kap. 1 (1355a 8-14): »da der rhetorische Beweis das Enthymema ist, und dieses, um es kurz zu sagen, das triftigste Ueberzeugungsmittel ist; und da das Enthymema ein Syllogismus ist (...): so ist natürlich, daß, Wer am Meisten im Stande ist zu erkennen, woraus und wie ein Syllogismus entsteht, auch auf Enthymemen sich am Besten verstehen wird, indem er noch darauf achtet, worüber man Enthymemen bilde, und welche Unterscheidungen zwischen ihnen und den logischen Syllogismen sich vorfinden«, Rhetorik (), s. 15. Jf. også 1. bog, kap. 2 (1355b 26 - 1358a 35), Rhetorik, s. 21-32, og 2. bog, kap. 22 (1395b 20 - 1397a 6), Rhetorik, s. 182-186. – Aristoteles: . Sorg over sin Synd betragtet som en væsentlig forudsætning for syndsforladelsen, således i protestantismen i almindelighed og pietismen i særdeleshed, jf. fx titlen på Johann Arndts Sämtliche geistreiche Bücher vom wahren Christentum, welche handeln von heilsamer Buße, herzlicher Reue und Leid über die Sünde, wahrem Glauben, auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen (). Forbedring (...) frigiven Forbryder ... ængstende Erindring formentlig en allusion til den forbedring, som straffefanger burde blive genstand for, når de hensattes på åremål i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn (se kort 2, C4). Jf. J.M.H.F. Stilling »Pastor Visby og Fængselsselskabet« i Fædrelandet den 26. marts 1845 (nr. 1846, sp. 14793-14798), hvori forfatteren som formand for Fængselsselskabet, oprettet 1843, skriver, at dets hovedformål er »at virke til Fangernes religieuse og moralske Forbedring« (sp. 14793), mens dets sekundære formål er at tage sig af løsladte fanger, hvis de under deres afsoning har givet håb om forbedring: »Har En og Anden, medens han med Afsky for Lasten led sin Straf, fattet det alvorlige Forsæt, i Eftertiden at ville ernære sig paa en lovlig og retskaffen Maade, da tør vi ikke borgerlig opgive ham, om han end ikke ved Guds Naade er bleven en omvendt og oplyst Christen, der veed, hvorledes Verdens Fristelser sikkert kunne overvindes« (sp. 14797). Diana ... selv ugift hjalp hun Den evigt jomfruelige Diana var i den rom. mytologi (som Artemis i den gr.) gudinde for bl.a. jagt og frugtbarhed; som sådan hjalp hun til ved fødsler og lettede den fødendes smerter (). Diana skal som den først fødte have oplevet sin moders smerte under fødslen af tvillingebroderen Apollon; hun bad derfor sin fader Jupiter (i gr. mytologi Zeus) om at måtte forblive jomfru hele livet og fik denne bøn opfyldt, jf. fx artiklen »DIANA« i Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 1, s. 615-625, særligt s. 619f. i Grækenland var Theateret Gudstjeneste jf. fx F.A. Brockhaus Conversations-Lexikon () bd. 11, 1836, s. 154: »Nach den Tempeln waren bei den Griechen und Römern die Schauspielhäuser die vornehmsten Gebäude, da sie nicht blos zum Vergnügen dienten, sondern auch zu einem Theile des Gottesdienstes bestimmt waren.« Jf. også en optegnelse i en indbunden bog uden årstal og mærke fra o. 1841: »At Theatret egl. var for Hedningerne hvad Kirken er for os, sees ogsaa deraf, at Theatret var gratis, og det faldt Hedningerne ligesaa lidet ind, at det skulde koste Noget at gaae i Theatret som os at gaae i Kirke. Overhovedet lod denne Opfattelse af Theatret sig udvide til en heel Anskuelse af Hedenskabet«, Pap. III A 110. ni fallor lat. om jeg ikke tager fejl. den, der for egen Regning ... belønnet i Himlen sigter til den velstående borger (choregen), som af myndighederne i Athen (archonten) blev udpeget til det ærefulde hverv at bekoste kostumering og indstudering af koret til et skuespil, når dette var blevet udvalgt til opførelse ved de religiøst prægede digterkonkurrencer (dionysier), jf. fx Flavius Philostratus Leben des Apollonius von Tyana (), s. 504, noten. Skuespillerne blev aflønnet af staten. i Middelalderen at bygge Kirker og Klostere sigter til, at fyrster og stormænd i middelalderen undertiden lod opføre kirker og klostre, som de skænkede til Den katolske Kirke og dens ordensvæsen, hvorved de vandt stor agtelse med løfte om belønning i evigheden. Præsterne i vor Tid ... Flagellationer o: s: v: ikke dokumenteret. – Flagellationer: pidskning, hudstrygning; selvplageri. Münter anstrænger sig især her sigter formentlig til en prædiken af Münter over epistlen (1 Kor 9,24-10,6) på søndag septuagesima, dvs. 19. jan. 1845, da han prædikede til højmesse i Slotskirken og til aftensang i Holmens Kirke. Münters prædiken er ikke kendt, men han kan have prædiket imod askesen i anledning af 1 Kor 9,27: »jeg spæger mit Legeme, og holder det i Trældom, at ikke jeg, som prædiker for Andre, skal selv blive forskudt« (NT-1819). Af en optegnelse under rubrikken »Misligheder i det oratoriske Foredrag« (Pap. VI B 129) fremgår det, at SK har hørt netop denne prædiken. – Münter: Balthasar Münter (1794-1867), da. gejstlig, fra 1828 hofprædikant, fra 1835 1. residerende kapellan ved Holmens Kirke, fra 1837 lærer og meddirektør ved det kgl. Pastoralseminarium. man negligere Biskop Mynster ... Talen er sigter måske til Mynsters prædiken over samme tekst, »Om Alvorlighed i vor Christendom. Paa Søndagen Septuagesima«, i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 178-191. If. Mynster er den sande alvor i ét og alt at ville sin sjæls frelse: »det følger jo dog af sig selv, at efterdi Mennesket har en høiere Natur, end den, der betegnes ved Navnet Kiød og Blod, saa bør Aanden i ham seire over de sandselige Drivter, og at vi altsaa maae tale om Afholdenhed«, s. 183f. Ligeledes forpligter Mynster den kristne på at bestå »i Fristelsens Stund, naar Striden bliver svær, naar det gielder maaskee at forsage din kiereste Lyst«, s. 187. – man negligere Mynster: Man vovede næppe at negligere Mynster som prædikant (), men som kirkens overhoved blev han især af grundtvigianske kredse kritiseret for manglende vilje til at foranstalte gennemgribende reformer; således mødte hans Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1838, så stor modstand, at det blev skrinlagt, mens hans Udkast til et Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog (Foreløbig udgivet som Prøve) () trods stor kritik ved udgivelsen i 1843 siden (1845) blev autoriseret. Nu er Øieblikket der 'Nu' sigter formentlig til udgivelsen af Stadier paa Livets Vei den 30. april 1845 (). I Enten – Eller (...) var der kun to Momenter I sit forord til Enten – Eller () forklarer værkets udgiver Victor Eremita, at 1. del (A's papirer) rummer »en Mangfoldighed af Tilløb til en æsthetisk Livs-Anskuelse«, mens 2. del (B's breve til A) rummer »en ethisk Livs-Anskuelse«, SKS 2, 21,2. Forfatteren til A.'s papirer identificeres ikke, men de indeholder bl.a. »Forførerens Dagbog«, hvortil en vis Johannes angives som forfatter; forfatteren til B.'s papirer identificeres med en assessor i Hof- og Stadsretten ved navn Wilhelm. endte med en Prædiken ... Sandhed for mig . Udgangspunktet for mine opbyggelige Taler SKs første opbygggelige taler, To opbyggelige Taler, udkom 16. maj 1843 (). I Stadierne er der 3 Momenter Stadier paa Livets Vei () er inddelt i tre dele: (1) »'In vino veritas'«, hvori fem æstetikere tager del i et drikkelag, nemlig Johannes Forføreren og Victor Eremita, gengangere fra Enten – Eller, Det unge Menneske og Constantin Constantius, gengangere fra Gjentagelsen (), samt Modehandleren; (2) en afhandling om ægteskabet af Assessor Wilhelm (); og (3) en række dagbogsoptegnelser af en vis quidam, der har hævet en forlovelse, samt en skrivelse til læseren af denne dagbog fra dens 'virkelige' forfatter, pseudonymen Frater Taciturnus (). en Erindring sigter til første del med titlen »'In vino veritas' En Erindring efterfortalt af William Afham«, SKS 6, 15. Qvinden er kun et Øieblik Johannes Forføreren holder som den sidste sin tale til kvindens pris, og han forklarer da om hende, at hun kun er til som kvinde i forførelsens enestående øjeblik: »Saaledes forstaaer Erotikeren hende og fører hende og føres ved hende i Forførelsens Øieblik uden for Tiden, hvor hun hører hjemme som Illusionen. Hos Ægtemanden bliver hun timelig og han ved hende«, SKS 6, 78,25. Qvindens Skjønhed tiltager med Aarene Assessor Wilhelm skriver netop, at »Qvindens Skjønhed tiltager med Aarene«, SKS 6, 123,27, jf. 124,2 og 127,4. det Religieuse ... (Experimentets quidam) jf. »Skrivelse til Læseren fra Frater Taciturnus«, dvs. Taciturnus' efterskrift til sit psykologiske »Experiment« (), hvor han skriver, at »Problemet selv, Syndsforladelsens Idee ligger udenfor den Opgave, Experimentet har sat sig, thi dets quidam er kun en dæmonisk Figur i Retning af det Religieuse«, SKS 6, 446,13. – Approximation: det at nærme sig til, tilnærmelse. – quidam: lat. (ubestemt stedord, hankøn; om en person, hvor det ikke kommer an på den nøjere angivelse) en el. anden mand. Humor som dets Forudsætning og dets Incognito I »Skrivelse til Læseren fra Frater Taciturnus« benævner Taciturnus ikke denne forudsætning som 'humor', men SK sigter formentlig til hans forståelse af enheden ml. det komiske og det tragiske, som han benytter i sin bestemmelse af quidams position; »thi jeg fatter vel Eenheden af det Comiske og det Tragiske, men ikke hvorfra han faaer den nye høiere Lidenskab, som er det Religieuse«, SKS 6, 403,18. Frater Taciturnus lat. Broder Ordknap el. Den fåmælte Broder. En person med navnet »Bruder Taciturnus« forekommer i den ungarske, tysksprogede forfatter Johann Mailáths fortælling »Der Schaz« i Magyarische Sagen und Mæhrchen, Brünn 1825, ktl. 1411, s. 108-132: Fortællingen foregår o. år 1400 i Ungarn, hvor hovedpersonen Günter i et benediktinerkloster finder broder Taciturnus' historie nedskrevet på et gammelt pergamenthåndskrift. Denne broder har oprindelig været en hedensk troldmand ved navn Tolzán. I sit had til Ungarns kristne indbyggere har han villet stjæle det gyldne krucifiks, som, skjult i det indre af et bjerg, sikrer landets rigdom og frugtbarhed. Hans forehavende blev dog standset af krucifiksets vogter, og som straf blev han døv og stum, ligesom han én dag om året måtte genopleve fordømmelsens kval. På en sådan dag blev han fundet af en munk, liggende i afmagt i skoven, og ført til klosteret, hvor man ikke kendte hans fortid; på grund af sin tavshed fik han navnet broder Taciturnus. I lang tid tjente han i klosteret, hvor han var streng mod sig selv og utrættelig i bodsøvelser. Kort før sin død fik han imidlertid sine talegaver igen og fortalte abbeden sin historie til skræk og advarsel. Som afslutning på sin fortælling bad broder Taciturnus om at blive optaget i det kristne broderskab, hvilket skete, og derpå døde han. – På SKs tid og muligvis allerede før udgivelsen af Stadier paa Livets Vei, hvori SK præsenterer pseudonymen Frater Taciturnus (), blev en ordknap københavnsk traktør kaldt »Frater Taciturnus«, selvom han i muntert lag og blandt visse gæster nok vidste at få sin tunge på gled, jf. J. Davidsen Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn bd. 1-2, Kbh. 1880-81; bd. 1, s. 324f. d. 14 Mai 1845 ... Berlin Tirsdag 13. maj 1845 rejste SK fra København med dampskibet Geiser til Stettin, jf. Berlingske Tidende samme dag (nr. 112): »Dampskibet 'Geiser' afgaaer herfra til Stettin og Svinemünde indtil videre hver Tirsdag Eftermiddag Kl. 3. Indskrivning af Reisende finder Sted indtil 1 Time för Skibets Afgang i undertegnede Contoir, hvor Passene afleveres og hvor samme Dag indtil Kl. 10 Formiddag modtages Anmeldelse om Transporten af Heste og Vogne. / Personpostexpeditionen i Kbhvn i 1843. / Thayssen.« Jernbanen ml. Stettin og Berlin var nu helt færdig, og SK kunne derfor foretage resten af rejsen med tog (). – Lørdag 24. maj returnerede SK, igen med Geiser, til København, jf. Berlingske Tidende samme dag (nr. 123): »Ankomne med 'Geiser' fra Stettin den 24de Mai: (...) Magister Kierkegaard.« Den eneste brugbare Figur ... Bursch jf. rubrikken »Reisende« i Berlingske Tidende den 15. maj 1845, nr. 115: »Afgaaede med 'Geiser' til Stettin og Swinemünde den 13de Mai: Part. Hagen, Jfr. Bjørn, Læge Bock, Lieut. Møller, Hr. Amsberg, Discipel Benzen, Kbmd. Hammer, Capt. v. Flensborg, Directeur Facelides, Oeconom Werner, Baronesse Løvenskjold med Pleiedatter og Tjener, Student Bugge, Baronesse M. Løvenskjold, Magister Kierkegaard, Candidaterne Smidt og Ebehrt, Handelsmand Thorup, Forpagter Jacobsen med Kone, Jfr. Siendorph, Hr. Jacobsen med Familie, Hr. Rømer, samt 4 Haandværkssvende.« Hr Hagen Lauritz Terpager Hagen (1791-1873), da. apoteker, kom som 15-årig i lære på Svaneapoteket på Østergade i Kbh., 1814 blev han cand.pharm. og i 1816 medejer af apoteket, som han efter sin kompagnons død samme år overtog som eneejer i 1818; i 1819 fik han bevilling som apoteker, men allerede i 1825 solgte han apoteket til en tidl. assistent, hvorefter han levede resten af sit liv som ugift rentier, i 1845 endnu på apotekets adresse på det østlige hjørne af Østergade og Pedermadsensgang, nuværende Ny Østergade (se kort 2, D2). På listen over rejsende er han angivet som »Part. Hagen«, dvs. som partikulier, fr. en mand uden offentlig betjening, der lever af sine midler, privatmand, jf. også Kiøbenhavns Veiviser (), 1845, s. 210: »Hagen, L.T., Particulier, Østerg. 71«. Privatissimer . Næst ved Ulykken nærmest ved ulykken (uden selv at være den, ulykken rammer). Sophie Beaumarchai. (Clavigo) I Goethes sørgespil Clavigo, i Goethe's Werke () bd. 10, 1828, s. 49-124, er Sophie Guilbert, født Beaumarchais, søster til Marie, der dør af sorg over, at hendes forlovede, Clavigo, forlader hende; broderen hævner sin søsters død ved at slå Clavigo i hjel. I sit billede af Marie Beaumarchais i »Skyggerids« i Enten – Eller bemærker pseudonymen A parantetisk, at Goethe har antydet, at hendes søster har holdt af Clavigo, SKS 2, 178,35. Jf. Clavigo, 3. akt, hvor Sophie fortæller Marie, at hun har mødt Clavigo: »Ich war außer mir als er hereintrat; denn ach! liebt' ich ihn nicht, wie du, mit der vollsten, reinsten, schwesterlichsten Liebe? Hat mich nicht seine Entfernung gekränkt, gemartert?« (Goethe's Werke bd. 10, s. 83.) Den 11. juli 1845 blev Clavigo opført på Det kgl. Teater for første gang siden 1809, da den havde præmiere og blev opført fire gange; i 1845 blev Sophie Guilbert spillet af Anna Nielsen, . Kongens-Have Rosenborg Have, også kaldet Kongens Have (se kort 2, D1-2). Kirsebær- ell Philosoph-Gangen Philosophgangen, i dag Vestervoldgade, lå langs Vestervold og strakte sig fra Vesterport til havneløbet ved Langebro; på Vestervolds yderside mod den vandfyldte stadsgrav lå Kirsebærstien, der var yndet som en romantisk spadseresti (se kort 2, A2). man skal haabe det Bedre talemåde, optegnet som nr. 3344 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 374. Jf. desuden nr. 1023 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 38: »Man skal altid haabe det Bedste (det Onde kommer af sig selv.)«. man skal ... takke Gud Hvis der sigtes til en talemåde, har den ikke kunnet identificeres. efter Regnveir kommer Solskin . Jf. ordsproget »Efter solskin kommer regn, og efter regn kommer tørvejr«, optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 158. Jeg ... ligesom Emeline med sin Fader . Den første Kjærlighed blev opført 60. gang den 3. maj 1845 og – mens SK var i Berlin () – 61. gang den 16. maj. Alt, hvad Gud gjør, er godt jf. ordsproget »Hvad Gud gør, er vel gjort«, optegnet som nr. 3273 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 366; desuden en allusion til skabelsesberetningen i 1 Mos 1, hvor det om hvert enkelt af skaberværkets elementer hedder, at 'Gud så, at det var godt', jf. v. 4, 10, 12, 18, 21, 25 og 31. Uendelighedens (...) Bevægelse i Frygt og Bæven () betegnelse for den uendelige resignation, dvs. det afkald på endeligheden, som må gå forud for den tro, der i kraft af det absurde tror at skulle få den igen, jf. »Foreløbig Expectoration«, SKS 4, 123-147. opbyggelige Skrifter Det er ikke klart, hvilke opbyggelige skrifter () SK sigter til, ligesom genren i øvrigt er vanskelig at afgrænse; i sit bibliotek havde SK dog en del værker, der kan forstås som 'opbyggelige skrifter', og blandt disse kan som eksempler nævnes I. Brinch En Christens Tanke-Tøyle, Eller og saa Aandelige Sange Hvormed han mange gange Fordrev hans Tanker mange Og holdte dem I. Bidsel, Kbh. 1736 (ktl. 265), Philipp Jakob Spener's deutsche und lateinische theologische Bedenken, udg. af F.A.E. Hennicke, Halle 1838 (ktl. 268), For Christne. Et Tidsskrift, udg. af J. Thisted, bd. 1-6, Kbh. 1823-25 (ktl. 364-369), Auswahl aus Gerhard Tersteegen's Schriften, nebst dem Leben desselben, udg. af G. Rapp, Essen 1841 (ktl. 729), J.P. Mynster Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255, og især Johann Arndt Sämtliche geistreiche Bücher vom wahren Christenthum (). Davids Psalmer (...) ryster Indvoldene (...) Snart haaber han (...) snart evigt, snart for Tiden (...) snart trøster ... han Fjender o: s: v: Der er en lang jødisk og kristen tradition for at opfatte den israelitiske kong David (o. 1000-960 f.Kr.) som forfatter af de 150 salmer i Salmernes Bog i GT, skønt hans navn kun optræder i overskriften til 73 af dem. Betegnelsen 'Davids Salmer' for Salmernes Bog blev indført af Luther i hans bibeloversættelse; herfra blev den overtaget af reformationstidens da. bibler, blev videreført af de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802, og vandt således indpas i den kirkelige og folkelige tradition. – ryster Indvoldene: hentyder til, at der jævnligt tales om hjerte, lever og nyre i GT, undertiden også i salmerne, jf. fx Sl 7,10; 12,3; 109,16 og 16,7. – Snart haaber han (...) snart evigt, snart for Tiden: hentyder til, at salmisten både udtrykker håb om evig beskyttelse og udfrielse fra dødsriget, jf. fx Sl 30,4; 40,2-3; 49,11-21, og håb om sin egen og folkets tilgivelse samt frihed for fjender og lidelse, jf fx Sl 39,8-14; 71; 104,24-30; 130,7-8. – snart trøster han sig ved sin Uskyldighed: således Sl 7,9; 17,3; 26,1-12. – snart forbander han Fjender: dvs. såvel sine egne fjender som Guds og Israels, jf. fx Sl 5,9-11; 59,9-16; 137,7-9; 140,10-11. Davids Psalmer ... at blive Du und Du med Gud jf. fx Sl 73,23-28. hvis vi ... de Elendigste af alle allusion til 1 Kor 15,19: »Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker« (NT-1819). Gudsfrygt har Forjættelse for det Liv som nu er allusion til 1 Tim 4,8: »Thi den legemlige Øvelse er nyttig til Lidet, men Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting, og haver Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det tilkommende« (NT-1819). Forventningen af det Evige Dette tema, i tiden at forvente det evige el. en evig salighed, har SK indgående behandlet i Philosophiske Smuler ( og ), ligesom han taler over det i »Forventningen af en evig Salighed« i Tre opbyggelige Taler, 1844, jf. SKS 5, 250-268. Forjættelsen for dette Liv . Forjættelse for det Liv som kommer . Yttring af Socrates ... omkom paa Søen SKs parafrase af Platons dialog Gorgias, 511d, hvor Sokrates som modsætning til en taler, der gør sig til af sin talekunst (retorik), fortæller om en ydmyg skipper, der ved sin sømandskunst (navigation) redder nogen fra druknedøden: »Den, der udöver denne Kunst og har viist os en saa stor Tjeneste, stiger i Land og gaaer beskeden frem og tilbage paa Strandbredden ved Siden af sit Skib. Han forstaaer nemlig at beregne, mener jeg, at det er heel vanskeligt at bestemme, hvilke af de Medseilende han har gavnet ved ikke at lade dem drukne underveis, og hvilke han har skadet, thi han veed, at naar han sætter dem i Land, ere de i ingen Henseende blevne bedre, hverken paa Legeme eller Sjæl, end da de gik ombord«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 3, s. 165 (Platons Skrifter () bd. 2, s. 199). den græske Skepsis Den ældre gr. skepticisme, der havde forløbere blandt de før-sokratiske filosoffer, bl.a. eleaterne og sofisterne, dannede først skole med Pyrrhon fra Elis (o. 365 - o. 275 f.Kr.) og dennes elev Timon fra Phleious (o. 320 - o. 230 f.Kr.). Denne skepticisme vandt med Arkesilaos () og senere Karneades () indpas i det af Platon () grundlagte akademi, den såkaldte 'akademiske skepticisme', og blev senere videreført i den nyskepticisme, der opstod med den gr. læge og filosof Sextus Empiricus (o. 160 - o. 210). Jf. Philosophiske Smuler (), SKS 4, 280,27-281,15. den systematiske Bedaarede den, der er betaget af 'systemet', . I Hedenskabet saae ... forfærdelige Skikkelser sigter til den gr. mytologis nidkære hævngudinder (erinyer, rom. furier), der med slangehår på hovedet og dolke og fakler i hænderne forfulgte forbrydere med skrækindjagende syner; således forfulgte de Orestes, da han for at hævne mordet på sin far, kong Agamemnon, havde dræbt sin mor, dronning Klytaimnestra, jf. Æschylos' tragedie Choephorerne (den anden i trilogien Orestien) v. 1035-1050, i Orestias, Trilogie af Æschylos (hvor tragedien kaldes »Sonofferbærerinderne«), overs. af P.O. Brøndsted, udg. af N.V. Dorph, Kbh. 1844, ktl. 1049, s. 114f., som bringes i . Stedet er illustreret med et kobberstik af W. Eckersberg efter en konturtegning af J. Flaxman; se illustration 9.9. Kobberstik fra P.O. Brøndsteds overs. af Æschylos' tragedie Choephorerne fordi Furierne vare ... fandt Hvile I den gr. religion blev templet betragtet som et asyl for den, der pga. en forbrydelse blev forfulgt af furierne; således blev furierne af Apollon forment adgang til hans tempel i Delfi, hvor Orestes havde søgt tilflugt, jf. Æschylos' tragedie Eumeniderne (den tredie i trilogien Orestien), v. 170f.: »Apollon (...) / Bort! jeg befaler, ud af dette Tempel! flux / forføier Eder bort fra denne Spaadomshal«, Orestias, Trilogie af Æschylos (), s. 126. dog ikke min men Din Villie jf. Jesu bøn i Getsemane Have forud for pågribelsen, Luk 22,42: »Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig! dog skee ikke min Villie, men din!« (NT-1819). Gud vil vi skal være glade jf. fx Pauli formaning til menigheden i Thessaloniki: »Vær altid glade« (1 Thess 5,16), og til menigheden i Filippi, Fil 4,4: »Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!« gaaer 3 Gange i Kirke hver Søndag nemlig til fromesse, højmesse og aftensang. det socratiske Ord ... gjøre Gjengjeld Kilden er den rom. filosof og forfatter Seneca De beneficiis (Om gode gerninger), 5. bog, kap. 6,2, jf. fx Lucius Annäus Seneca des Philosophen Werke, overs. af J.M. Moser, G.H. Moser og A. Pauly, bd. 1-15 med fortsat paginering (i Römische Prosaiker in neuen Übersetzungen bd. 19-20, bd. 25, bd. 33, bd. 41, bd. 45-46, bd. 50, bd. 53-55, bd. 67, bd. 73, bd. 111 og bd. 115), Stuttgart 1828-36, ktl. 1280-1280c; bd. 7, 1829, s. 849f.: »Der König Archelaus bat den Socrates, er möchte zu ihm kommen. Man sagt, Socrates habe geantwortet, er sey nicht gesonnen, zu einem Manne zu gehen, um Wohlthaten von ihm anzunehmen, während er nicht in Stande wäre, ihm geliche zu erstatten.« – Kong Archelaus: makedonsk konge (o. 413 - 399 f.Kr.). i Muhamedanismen ... de gode Gjerninger Traditionelt lægger Islam ('muhamedanismen') stor vægt på loven og gode gerninger; imidlertid forkynder Koranen ikke gode gerninger som i sig selv retfærdiggørende, men kun i sammenhæng med tro, således fx Der Koran (), s. 204 (13. sura, v. 28): »Die nun glauben und das Gute thun, genießen Seligkeit, und selig ist ihr Eintritt in's Paradies.« – i Midd.: sigter formentlig til de mange rituelle og institutionelle gerninger, som i middelalderen blev anset for saliggørende, men som reformationen forkastede. I »Biblische Legenden ... de 4 Engle bag efter G. Weil Biblische Legenden der Muselmänner, Frankfurt am Main 1845, ktl. 865, s. 185f.: »Als Moses ohne Aron in's Lager zurückkehrte und den ihn nach seinem Bruder fragenden Israeliten dessen Tod verkündete, kam er bei ihnen in Verdacht, ihn ermordet zu haben. Manche scheuten sich sogar nicht, ihren Verdacht öffentlich auszusprechen. Moses betete zu Gott, vor den Augen des ganzen Volkes seine Unschuld darzuthun. Da holten vier Engel Arons Sarg aus der Höhle und hoben ihn über das Lager der Israeliten, so daß ihn ein Jeder sehen konnte. Dann rief einer der Engel aus: 'Gott hat Arons Seele zu sich genommen'*) [Jf. fodnoten: *) Ganz nach dem Midrasch Fol. 255, wo sogar erzählt wird, die Israeliten haben Moses steinigen wollen, bis Engel den Sarg in die Höhe hoben, vor welchem Gott selbst trauernd einherschritt.]« I samme Bog ... mislykkes det for dem jf. G. Weil Biblische Legenden der Muselmänner (), især fortællingen s. 209-212, som er en variation over GTs om kong David, der lader sig friste af Batsebas skønhed til at foranstalte hendes mands, Urias' død (jf. 2 Sam 11): På vej hjem fra bøn overhører David, hvordan to af hans undersåtter diskuterer, om han el. Abraham er den største profet. Den ene mener ikke, at David har gjort noget, der tåler sammenligning med Abrahams beredvillighed til at ofre sin søn, Isak (jf. 1 Mos 22). »Sobald David nach Hause kam, fiel er vor Gott nieder und betete: 'Herr! der du Abraham's Treue und Gehorsam im Scheiterhaufen erprobt, gib auch mir Gelegenheit, meinem Volke zu zeigen, daß meine Liebe zu dir allen Versuchungen widersteht!'«, s. 209. Davids bøn bliver hørt, men han kan ikke modstå Sajas skønhed og beordrer derfor hendes mand, Uria, sendt på en dødbringende post. Ærkeenglene Gabriel og Michael konfronterer ham med hans synd ved – som Nathan i GT (jf. 2 Sam 12) – at fortælle ham om en rig mand, der bedrager en fattig. David forarges på den rige mand og dømmer dermed sig selv: »Dein Vergehen ist um so größer, als du selbst um eine Versuchung gebeten, ohne die Kraft zu haben, ihr zu widerstehen«, s. 211f. et psychologiske Experiment se JJ:317. vordende Geistlig teologisk kandidat, der efter teologisk embedseksamen () går på Pastoralseminariet for at forberede sig til at (kunne) blive ordineret som præst. På Pastoralseminariet (som på SKs tid kun fandtes i København) fulgte kandidaten i to semestre kurser i praktisk teologi og præstens gerning, dvs. prædikenlære, katekismusundervisning, liturgi, kirkeret og sjælesorg, herunder de etiske spørgsmål, som en præst stilles over for i udførelsen af sit embede; seminariet omfattede en prøveprædiken, og eksamen afsluttedes med kandidatens demisprædiken. SK gik på Pastoralseminariet fra nov. 1840 til sept. 1841 og holdt sin prøveprædiken i Holmens Kirke den 12. jan. 1841, mens han først holdt sin demisprædiken i Trinitatis Kirke den 24. feb. 1844. canoniske Ret i den katolske kirke et mere el. mindre fast korpus af retsregler for kirkelige organer og gejstlige retsområder. Den kanoniske ret gjaldt i Danmark kun til reformationens indførelse i 1536, men i den civile ret kunne dens særlige kobling af jura og teologi fortsat spores som kilde, jf. Danske Lov (), 2. bog (om religionen og gejstligheden). Mens SK fulgte Pastoralseminariet, forelæste professor i lovkyndighed J.L.A. Kolderup-Rosenvinge i kirkeret (herunder kanonisk ret) over sin egen Grundrids af den danske Kirkeret. Til Brug ved Forelæsninger bd. 1-2, Kbh. 1838-40. Synder (...) som Kirken ... non judicat ecclesia Den kanoniske ret forbyder en lang række syndige gerninger, som den opdeler i actus interni (lat. indvortes gerninger), actus externi (lat. udvortes gerninger) og actus mixti (lat. blandede gerninger). – de occultis non judicat ecclesia: lat. 'kirken dømmer ikke om det skjulte' (dvs. om de skjulte synder); en berømt læresætning i den kanoniske retspraksis, hvis proveniens går tilbage til pave Innocens III, der o. 1213 i et dekret (optaget som kap. 33 i Decretalium Gregorii IX, bog 5, 3. titel) i anledning af en sag om simoni henviser til kirken, »quæ non iudicat de occultis«, jf. Corpus juris canonici Gregorii XIII Pont. Max. auctoritate post emendationem absolutam editum () bd. 2 (med deltitlen Decretales iussu Gregorii IX. Collectas cum libro sexto Clementinis et extravagantibus tum Joannis XXII tum communibus continens), sp. 726. – If. kanonisk ret havde kirken således myndighed til at forbyde visse indvortes gerninger, men kunne ikke afsige dom om sådanne, da de eksklusivt faldt ind under »Guds Dom«, jf. titlen på det første udkast til et »psychologisk Experiment« (se JJ:317), hvorfra der i margin henvises hertil (se JJ:317.b). SKs kilde er ikke identificeret. min Prædikestol if. avisernes prædikantlister var det især til aftensang almindeligt, at 'en kandidat fra pastoralseminariet' prædikede. Dødsleiet og Sygesengen Når præsten blev kaldt ud til et døds- el. sygeleje måtte han forkynde Evangeliet og syndernes forladelse samt modtage skrifte og give nadverens sakramente, jf. Danske Lov (), 2. bog, kap. 7, § 3-6, og Kirke-Ritualet (), s. 169-192. Skal jeg selv angive ... Virksomhed forhindret sigter formentlig til den lovbestemte praksis, at en teologisk kandidat inden indtrædelse i et embede som præst skulle stille hos biskoppen, »som hannem skal overhøre, og hvis han hannem i Lærdom og Levnet skikkelig befinder, da skal han hannem til Præsteembedet uden Ophold indvie med de forordnede Ceremonier«, Danske Lov (), 2. bog, kap. 3, § 2, jf. 2. bog, kap. 2, § 2. Denne praksis blev indskærpet biskopperne ved reskript af 14. juni 1728, hvori det bl.a. hedder: »naar Biskoppen da befinder nogen saadan Candidatum til Prædike-Embedet at være enten udygtig og ubequem, eller og der maatte være paa hans forhen førte eller endnu førende Leve-Maade noget med Rette at sige, og som var den geistlige Stand uanstaaeligt, haver Biskoppen ej alene saadan en ej at ordinere, men endog det strax til Cancelliet at indberette og siden derover Kgl. Resolution at afvarte.« et nyt Exemplar af den canoniske Ret fx Corpus juris canonici Gregorii XIII Pontif. Max. auctoritate post emendationem absolutam editum, udg. af J.H. Boehmer, bd. 1-2, Halle 1747, som J.L.A. Kolderup-Rosenvinge nævner blandt de »bedste Udgaver af Corpus juris canonici« i Grundrids af den danske Kirkeret. Til Brug ved Forelæsninger () bd. 1, s. 17f. Som den nyeste nævner han et udvalg i ty. overs., nemlig Das Corpus Juris Canonici in seinen wichtigsten und anwendbarsten Theilen bd. 1-2, udg. af B. Schilling og C.F.F. Sintenis, Leipzig 1834-37. at faae et historisk ... evig Salighed . En Indesluttet ... har været indesluttet I journal JJ har SK allerede udkastet planen til en lignende skildring som et psykologisk eksperiment, hvor »Indesluttetheden ligger i, at han ikke tør lade Nogen vide, at det er en Straf han lider«, SKS 18, 239,7 (jf. JJ:317, jf. JJ:332 og JJ:339). Helvede-Straffenes Evighed Både GT og NT angiver straffene i Helvede som evige, i GT-1740 fx »evig Væmmelse« (Dan 12,2) og i NT-1819 fx »den evige Pine« (Matt 25,46), jf. især Paulus om de ugudelige, »hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt« (2 Thess 1,9). »Smulernes« Problem Problemet, som behandles i Philosophiske Smuler (), angives på titelbladet: »Kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden?«, SKS 4, 213,9. forgjeves lærer Kirken det jf. bl.a. Confessio Augustana, § 17, i Confessio augustana invariata, Havniae 1817, ktl. 469, s. 24; jf. Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (), s. 57f.: »Iligemaade lære de [reformatorerne], at den Herre Christus paa den yderste Dag skal komme og opvække alle Døde, give de Gudfrygtige og Udvalgte evigt Liv og evindelig Glæde, men fordømme de ugudelige Mennesker og Djevlene til at pines uden Ende«. Jf. desuden K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1829], ktl. 581, § 132 (»Damnatio et beatitudo aeterna«, lat. evig fordømmelse og salighed), s. 341-346. Beviser, som Orthodoxe have fremført jf. SKs referater af H.N. Clausens forelæsninger over dogmatik på Københavns Universitet 1833-34 (trykt som Pap. I C 19 i bd. XII, s. 53-125), hvori SK under rubrikken »Om den evige Fordømmelse og Helvedesstraffene« (s. 78-80) bl.a. skriver: »De ældre lutherske Dogmatikere (...) anførte som Grunde for Straffenes Evighed 1 Guds uendelige Majestæt, der maatte fordre uendelig Straf. 2 Guds Alvidenhed (scientia media [lat. forudviden]), der forudsaa, at de Onde ville blive evindelig onde, om deres Liv var vedbleven i det Uendelige. 3 mene de, at de Onde, som ere døde i Synden ei ville finde Leilighed til Forbedring og saaledes forhærdes, hvorfor deres Straf var evig. Disse Grunde lade sig let gjendrive«, s. 79. ligesom Fløitespillerens Instrument sigter formentlig til Sokrates' Forsvarstale 27b, hvor Sokrates stiller sin anklager Meletos følgende spørgsmål: »Er der nogen, der anerkender Eksistensen (...) af Fløjteklang, men ikke af Fløjter«, Platons Skrifter () bd. 1, s. 276. hiin Portskriver ... at skrive ... at læse ikke identificeret; måske fejl for tjeneren Peer i L. Holbergs komedie Jacob von Tyboe Eller Den stortalende Soldat (1725), 1. akt, 4. scene, hvor han siger: »Jeg kan, uden mig selv at rose, tale mestendeels alt, hvad jeg vil, paa Tydsk, men der er dog visse Ord, som jeg ikke forstaaer, skrive kan jeg det perfect, men ikke læse det«, Den Danske Skue-Plads () bd. 3. – Portskriver: portbetjent, som fører bog over ind- og udgående varer el. rejsende ved en stadsport. eo ipso lat. netop derfor. Weil biblische ... Frankfurt a M. 1845 jf. G. Weil Biblische Legenden der Muselmänner (), s. 277: »Das wird ein furchtbarer Tag sein, wo jeder nur an sich selbst denken muß. Adam wird rufen: O Herr! rette nur meine Seele! ich kümmere mich weder um Eva noch um Abel.« I SKs eget eksemplar er citatet markeret med et kryds og en lodret streg i margen, ligesom begyndelsen og slutningen af citatet er understreget med blyant (KA, E pk. 45). Χsti Taler om Jerusalems Undergang jf. Matt 24,3-28, Mark 13,1-23, og Luk 21,5-24. (Marc. 13, 9) Men I tager vare paa Eder selv SK udelader komma efter 'I', men citerer i øvrigt ordret fra NT-1819. verdenshistoriske sociale Categorier sigter nærmest til Grundtvig (), der gerne forfægtede folket og menigheden som kategorier af 'verdenshistorisk' betydning (). Systemet . som en Fugl paa Qvisten . Lady Machbeth: hun gaaer (...) i Søvne . I 1845 havde Macbeth ikke været opført på Det kgl. Teater siden 25. marts 1843. Cromwell Oliver Cromwell (1599-1658), eng. puritaner, feltherre og statsmand. Efter en ungdom præget af druk og spil blev Cromwell grebet af religiøs entusiasme, som han under borgerkrigen forvaltede så dygtigt, at han kunne skabe et militant religiøst og politisk parti, de såkaldte Independenter. På Cromwells foranledning blev kong Charles I henrettet i 1649, hvorefter republikken blev indført; denne blev atter afskaffet i 1653 og samme år erstattet med et Protektorat med Cromwell som Lordprotektor. Under Protektoratet (1653-58), som reelt var et militærdiktatur, beskæftigede Cromwell et væld af spioner for at forekomme komplotter, og hans angst udviklede sig til et regulært paranoia. Jf. fx Beckers Verdenshistorie () bd. 8, 1825, s. 494f. Lady Seymour I Macbeth optræder der ikke nogen af dette navn, men derimod en officer, »Seyton«, som overbringer Macbeth budskabet om Lady Macbeths død (5. akt, 5. scene). I en anden af Shakespeares tragedier, Richard II, nævnes en »Seymour« (2. akt, 3. scene). Måske sigter SK til den eng. konge Henrik VIII's tredje dronning, Jane Seymour (o. 1505-37), der havde været hoffrøken for hans anden dronning, indtil han lod denne henrette i 1536, jf. fx Beckers Verdenshistorie bd. 7, 1824, s. 374. Domestiker . Enken der lagde 3 Penninge i Tempelkisten hentyder til beretningen om den fattige enkes gave, Mark 12,41-44; enken gav 2 og ikke 3 småmønter. – Penninge: betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønter af mindre værdi. – Tempelkisten: også kaldet tempelblokken, beregnet til indsamling af frivillige bidrag, antagelig opstillet i »hedningernes forgård« i templet i Jerusalem. de 5 Brød og de 3 Fiske jf. Matt 14,13-21, hvor det fortælles, at Jesus i ørkenen bespiser 5.000 med fem brød og to fisk. To Tjenestepiger ... det var Søndag . – Søndag: hvis SK refererer til en søndag efter sin hjemkomst fra Berlin (), må det enten være 25. maj, 1. juni el. 8. juni 1845. at have Lønnen i sig selv og saa hisset formentlig en allusion til forskellige bibelsteder, som lover Himmelens løn for arbejdet, jf. fx 2 Krøn 15,7; Sir 51,30 (i GT-1740 51,39); Luk 6,23. fæstet i halvaars- ell. maanedsviis og en god Løn De reglementerede skiftedage for tyende (fardage) var 1. maj og 1. nov. (jf. forordning af 25. marts 1791), og således burde en tjenestepige fæstes (ansættes) i mindst en halvårlig stilling, men på SKs tid blev hun sædvanligvis ansat i en månedlig stilling, jf. således Den Frisindede, som i en artikelserie »Om Tyendeforholdet« (1845, nr. 13-15 for hhv. 1. feb., 4. feb. og 6. feb.) refererer til »de senere Aars Sædvane, at fæste Tyende i Uge- eller Maanedsviis« (nr. 14, s. 54). Man anså i almindelighed det kortvarige fæsteforhold for at være årsag til slet moral blandt tyende, hvilket en anonym indsender udtrykte således i Berlingske Tidende den 24. jan. 1845 (tillæg til nr. 20): »Det er saa let at løse eller hugge over; men at binde, see vi heel ofte, er endeel vanskeligere.« En pige i huset fik højst 30 rigsdaler () om året foruden kost og logi. naar man ikke ... ingen Udødelighed refererer til dogmet om den individuelle udødelighed, jf. K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelische-lutherische Kirche (), § 129, s. 330: »Im christl.[ichen] Bgr. [Begriff] des Todes liegt daher schon die Unsterblichk.[eit] als ein selbstbewusstes, ewiges Fortleben des Individuums.« Kort efter Hegels død begyndte blandt såvel hans disciple som modstandere en lang og bitter strid om, hvorvidt hans tænkning gav plads for en individuel udødelighed; striden blev løbende refereret i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, som SK abonnerede på fra 1833 (if. de subskribentlister, der opgives af udgiverne indtil 1840). Jf. desuden »Tanker over Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« i Efterladte Skrifter af Poul M. Møller () bd. 2, 1842, s. 158-272. Plutarch i en lille Opsats om det Ord: ει i Delphi § 18 Plutark ΠΕΡΙ ΤΟΥ ΕΙ ΤΟΥ ΕΝ ΔΕΛΦΟΙΣ (gr. Perí tou ei tou en Delphoís), 18, i Plutarchi chaeronensis varia scripta quae moralia vulgo vocantur, stereotypudg., bd. 1-6, Leipzig 1829, ktl. 1172-1177; bd. 3, s. 95-97. Jf. J.F.S. Kaltwassers ty. overs. i »Ueber die Inschrift Ei im Tempel zu Delphi« i Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-9, Frankfurt am Main 1783-1800, ktl. 1192-96; bd. 3, 1786, s. 508-510, som bringes i . – Plutarch: Plutark (o. 50-125 e.Kr.), gr. filosof og historiker. – ει: gr. (ei) hvis (i en logisk sætning af formen hvis p så q). farlige Hunde København var på SKs tid stærkt plaget af herreløse hunde, selvom man ved forordning af 4. okt. 1815 havde forbudt løse hunde og påbudt et særligt hundetegn, som skulle fornyes årligt, hvis ejeren ikke ville risikere, at hans hund blev fanget og aflivet af de veterinære myndigheder; pga. hyppige udbrud af hundegalskab var hundenes bid farlige og frygtede af byens borgere. Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue sigter formentlig til de oppositionelle aviser, den republikanske Kjøbenhavnsposten (8. og 19. maj 1845, nr. 105 og 113) og den liberale Fædrelandet (23. og 24. maj 1845, nr. 1894 og 1895), der i anledning af Grundtvigs Udkastet til en ny Trykkelov fra Literaturens Side betragtet og fraraadt, Kbh. 1845, mod sædvane tilsluttede sig den absolutistiske Grundtvig og i begejstrede vendinger hyldede ham for hans kritik af kancelliets »Udkast til en Anordning om Trykkefriheden« (forelagt stænderforsamlingen () i Roskilde den 16. okt. 1844, jf. Roskilde Stænder-Tidende (), Kbh. og Roskilde 1844, nr. 15-16, bd.1, sp. 225-246). SK kan desuden alludere til Det skandinaviske Selskab, som blev grundlagt i 1843, og hvor Grundtvig () gerne holdt skåltaler om Norden. – ølnordiske: . Corsaren satirisk ugeskrift, grundlagt 1840 af bl.a. M.A. Goldschmidt, som indtil 1846 var det republikanske blads egentlige redaktør. En Tegning ... Pastor Grundtvig Corsaren bragte ofte satiriske tegninger af kendte personer, men hidtil ikke af Grundtvig (), som derimod i 1844 var blevet portrætteret i den 22. levering af Dansk Pantheon, Et Portraitgallerie for Samtiden (). – Herkules: I den gr. mytologi er Herakles (lat. Herkules) søn af guden Zeus og kvinden Alkmene og således en halvgud, men ved sin død optaget blandt guderne. Hans mægtige kræfter bringer ham ud på store eventyr, hvor han overvinder kentaurer, drager, løver og mange andre farer; men hans styrke og raseri viser sig også at være til dødelig fare for hans børn og venner, når han ikke er sig selv mægtig. Jf. fx W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen (), s. 832-848. Faders Grav Den 14. aug. 1838 blev SKs fader, M.P. Kierkegaard (), begravet i familiegravstedet på »Gamle Kirkegaard« på Assistens Kirkegård (), hvor graven i dag er registreret som nr. A 738. M.P. Kierkegaard købte gravstedet, da hans første kone døde, nemlig Kirstine Nielsdatter f. Royen (1758-96); senere blev to af hans børn, Søren Michael (1807-19) og Maren Kirstine (1797-1822), samt svigerdatteren Elise Marie Kierkegaard f. Boisen (1806-37), der havde været gift med SKs broder, Peter Christian, begravet i familiegravstedet. Efter M.P. Kierkegaards egen død i 1838 blev der over ham og SKs moder sat en sten, en hvid marmortavle, svarende til den nuværende og med en tekst, som han forud havde formuleret: »anne kierkegaard / fød lund / gik hiem til herren / den 31 juli 1834 / i hendes alders 67 aar / elsket og savnet af / hendes efterladte børn / paarørende og venner / men især af hendes gamle mand / michael pedersen / kierkegaard / som den 9 august 1838 / fulgte efter hende / ind i det evige liv / i hans alders 82 aar«. Indgangen ved Svinget Når man kom fra Nørreport over søerne ad Nørrelandevej (i dag Nørrebrogade) til Assistens Kirkegård, kom man til et sving på venstre hånd, hvor man – efter at have passeret en graverbolig på hjørnet – kom ind på Kirkegaardsvei, nuværende Kapelvej; herfra var der fire porte ind til »Gamle Kirkegaard«, den første i folkemunde kaldet Krigers Port. Liigvognen (...) og hele Følget, og Basunblæserne Ved ligbegængelse fulgte følget med fra kirken ud til Assistens Kirkegård, og man anså det i den finere verden som særligt prestigefyldt, når mange vogne kunne ledsage den afdøde til sit sidste hvilested, ligesom ligvognen helst måtte være den dyreste (). Principielt burde man undgå »stor Overdaadighed og unyttige Omkostninger», som det hed i motivet til forordning af 7. nov. 1682, hvis almindelige gyldighed blev bekræftet ved rådstueplakat af 26. juni 1818, og basunblæsning var som al anden musik forbudt på kirkegården, jf. instruktion af 15. febr. 1805, § 14. Engel i hans Mimik ... han angiver jf. J.J. Engel Ideen zu einer Mimik bd. 1-2, Berlin 1785-86, ktl. 1403-1404; bd. 1, s. 269: »Der Einwohner von Madagascar, dem die lebhaftern Ausdrücke der Liebe fremd sind, begnügt sich, seine Hand auf die Hand des Freundes, ohne Druk und Umarmung, zu legen*), und der Neuseeländer, wenn er sein Wohlwollen bezeugen will, drückt Nase an Nase, wie wir Europäer Lippen an Lippen drücken.« I fodnoten samme side angiver Engel en rejsebeskrivelse: »Sonnerats Reise &c. Leipz. Ausg. S. 317.« Jf. Sonnerat Reise nach Ostindien, und China, in den Jahren 1774 bis 1781 nebst dessen Beobachtungen über Pegu, Madagascar, das Cap, die Inseln France und Bourbon, die Maldiven, Ceylon, Malacca, die Philippinen und Molucken. Aus dem Französischen, Leipzig 1783, s. 317, som alene beskriver den omtalte skik på Madagaskar og ikke om »Nyseelænderne«, dvs. folk på New Zealand. – Engel: Johann Jakob Engel (1741-1802) ty. filosof og dramatiker, i Berlin lærer for prins Fr. Wilhelm (III) og siden teaterdirektør. William Afhams Partie (i Stadierne) jf. »Forerindring« i »'In vino veritas'. En Erindring efterfortalt af William Afham« i Stadier paa Livets Vei, SKS 6, 17-26. William Afham redegør for forskellen på hhv. hukommelse og erindring, idet hukommelsens detaljerede genkaldelse af sin genstand er uvæsentlig ift. erindringen; for denne er det afgørende stemningen, ikke fx at aktørerne i drikkelaget tilfældigvis er de samme som i Enten – Eller og Gjentagelsen: »Erindringens Kunst er ikke let, fordi den i Tilberedelsens Øieblik kan blive forskjellig, medens Hukommelsen kun har Fluctuationen mellem at huske rigtigt og at huske galt«, SKS 6, 20,25. at vælge andre Navne end de navne, som allerede var læserne bekendt fra Enten – Eller, nemlig Victor Eremita, Johannes Forføreren og Assessor Wilhelm, og fra Gjentagelsen, nemlig Constantin Constantius og Det unge Menneske (). Const. skal have sagt ... beundre D.J i Ord jf. William Afhams regibemærkning i »'In vino veritas'«, efter at Victor Eremita har lovprist Mozart og Constantin Constantius opfordret de indbudte til at tage plads ved bordet: »Hvor let er det ikke at gjøre et Gjestebud, og dog har Constantin forsikkret, at han aldrig mere vilde vove det! Hvor let er det ikke at beundre, og dog har Victor forsikkret, at han aldrig vil give sin Beundring Ord, fordi et Nederlag er forfærdeligere, end at blive Invalid i Krigen! Hvor let er det ikke at begjere, naar man har en Ønskeqvist, og dog er det stundom forfærdeligere, end at omkomme af Mangel!« SKS 6, 33,25. Assessoren derimod ... blive ved at gjentage jf. »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand«, hvor Assessor Wilhelm skriver: »Dette maa være nok sagt om Ægteskabet, i dette Øieblik falder det mig ikke ind at ville sige mere, en anden Gang, maaskee imorgen siger jeg mere, men 'altid det Samme og om det Samme,'«, SKS 6, 112,19. at kun Røvere ... komme igjen . Jf. fortsættelsen af Assessorens ovenstående replik: »thi det er kun Zigeunere og Røverpak og Plattenslagere, der have det Valgsprog, at hvor man eengang har været skal man aldrig komme mere«, SKS 6, 112,21. »Stadierne« ... ingen Opsigt Stadier paa Livets Vei () blev omtalt og citeret i uddrag i Nyt Aftenblad den 8. maj 1845 (nr. 105); også Berlingske Tidende anmeldte værket, nemlig den 6. maj 1845 (nr. 108), hvor anmelderen under mærket » – n.« kom for skade at anmelde det sammen med Tre Taler ved tænkte Leiligheder () og således identificere SK – som forfatter af disse – med den ukendte forfatter af de pseudonyme Stadier paa Livets Vei. Dette frabad SK sig i »En Erklæring og lidt til« i Fædrelandet den 9. maj 1845 (nr. 1883), sp. 15093-15096, ligesom også Corsaren () samme dag (nr. 242, sp. 11) gik i rette med Berlingske Tidende. Jeg har ... Skyldig? – Ikke-Skyldig? jf. Frater Taciturnus' »Slutningsord« (SKS 6, 446-454) til »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei, hvor Taciturnus omtaler »en saadan tvetydig Forfatter som mig, der ikke har en eneste Læser og kun nogle Faa til midt i Bogen«, SKS 6, 451,24. Lidelse (...) en Betingelse for (...) religieuse Individualiteter se JJ:331, JJ:333, JJ:335 og JJ:340. Skriften siger ... al sin Formue sigter til 5 Mos 6,5 (GT-1740): »Og du skal elske HERREN din Gud, af dit ganske Hierte, og af din ganske Siel, og af din Formue.« Lærer (...) Præsten Præstens betegnelse som lærer var egentlig et produkt af det sene 18. årh.'s oplysning og rationalisme (), men på SKs tid havde betegnelsen mistet sin afgjorte rationalistiske karakter. Man troer ... i den Dobbelthed Det er ikke klart, hvem SK sigter til. Anmældelsen ... i det tydske Tidsskrift jf. anmeldelsen af »Philosophiske Smuler eller en Smule Philosophie (Philos. Brocken oder ein Bischen Philosophie). Af S. Kierkegaard. Kiöbenhavn (Copenhagen), Reitzel. 1844. 8.« i Neues Repertorium für die theologische Literatur und kirchliche Statistik, udg. af H.Th. Bruns, bd. 2,1, Berlin 1845, s. 44-48. – Smuler: Philosophiske Smuler (). lader Indholdet ... Ironiens Elasticitet ligger jf. anmelderens afsluttende bemærkning efter tekstnært at have refereret udviklingsgangen i værket, s. 48: »Wir enthalten uns jeder Gegenbemerkungen, denn es lag uns wie gesagt blos daran, das eigenthümliche Verfahren des Verf. zur Anschauung zu bringen. Im Uebrigen stellen wir es dem Ermessen eines Jeden anheim, ob er in dieser apologetischen Dialektik Ernst oder etwa Ironie suchen will.« Christendommen (...) Philosophiens Uforskammenhed mod den sigter formentlig til den hegelske skoles () forsøg på at begribe kristendommen som et moment i et omfattende filosofisk system, sådan at kristendommen ikke besidder en særlig sandhed, men kun adskiller sig fra filosofien ved at give sandheden et andet udtryk. saa vor Tid ... kjende dem igjen Anmelderen skriver, at SK forsøger at give en udvikling af de positivt-kristelige forudsætninger i form af almene problemer, dvs. uden hensyn til disses historiske fremtræden: »Diese Voraussetzungen sind mit einer Klarheit dargestellt, mit einer Schärfe und Feinheit bestimmt, worin unsere Zeit, die alles nivellirt, neutrallisirt und vermittelt, sie kaum wiederkennen wird«, s. 45. medierer . alle de pseudonyme Skrifter dvs. Enten – Eller, udg. af Victor Eremita (), Gjentagelsen af Constantin Constantius (), Frygt og Bæven af Johannes de silentio (), Philosophiske Smuler af Johannes Climacus (), Begrebet Angest af Vigilius Haufniensis (), Forord af Nicolaus Notabene () og Stadier paa Livets Vei, udg. af Hilarius Bogbinder (). Nicolaus Notabene . Søndag-Eftermiddag ... i Fredriksberg-Hauge . – Conditoren: dvs. Jostys Pavillon, et yndet tilflugtssted for slotshavens gæster, under navnet »Taddeys Pavillon« grundlagt af den ital. billedhugger Agostino Taddey 1813, fra 1825 drevet af den schweiziske konditor Anton Josty; nuv. Pile Allé 14 A. dyrebart Genie ... den verdenshistoriske Færsel formentlig en reference til Grundtvig (), men SK kan også sigte til skåltalerne under festen for de nordiske studenter i Ridehuset den 24. juni 1845 (), hvor redaktør Carl Ploug (1813-94) glædede sig over, at den skandinaviske idé nu havde fået sin »verdenshistoriske Stadfæstelse« (Fædrelandet den 24. juni, nr. 1921, sp. 15397), mens kandidat H.F. Povelsen (1815-69) advarede gæsterne om, »hvilken verdenshistorisk Betydning der vil blive forbeholdt Norden, hvis Danmark skal friste Polens Skjæbne« (Fædrelandet den 26. juni, nr. 1922, sp. 15403), hvorimod højesteretsadvokat Orla Lehmann (1810-70) ikke tvivlede om, at Danmark ville bestå som en del af et forenet Norden: »Derfor har jeg Tillid til mit Fædrelands Skjæbne; thi mit Fædreland er det hele treenige Norden, – derfor har jeg Tro paa den Idee, i hvis Tjeneste vi her ere samlede; thi den daterer sig ikke fra igaar eller iforgaars, ikke fra nogle Ynglingers venskabelige Sammenkomster eller nogle Digteres skjønne Drømme, men den er saa gammel som Norden selv: den har Aarhundreders Hævd og Verdenshistoriens hellige Daab« (Fædrelandet den 26. juni, nr. 1922, sp. 15407, jf. Kjøbenhavnsposten den 27. juni, nr. 146, s. 583). – verdenshistoriske: , og . Baglast ballast. Socrates . Vaudeville fr. folkesang, almuesang, gadevise; syngespil med indblandede folkeviser. Som genre betegner vaudevillen en borgerlig intrigekomedie med indlagte sangnumre til lette og gerne i forvejen kendte melodier; personerne er uheroiske og ofte pudsige; konfliktstoffet er af lokal karakter og rummer altid overkommelige kærlighedsforviklinger. Inspireret af tysk og navnlig parisisk teaterliv indførte J.L. Heiberg i 1825 vaudevillen på Det kgl. Teater. Bladene (...) om den mageløse danske Gjestfrihed Som et led i den 'skandinaviske bevægelse' ankom o. 500 sv. og no. studenter mandag den 23. juni til København; allerede på sundet blev de hilst velkommen af da. skibe, og på Toldboden blev de modtaget af o. 800 da. studenter, hvorefter de – tiljublet og overdænget med blomster af måske 50.000 københavnere – gik i optog gennem københavns gader til universitetet, hvorfra de fordeltes til borgere, som i større tal end fornødent havde stillet deres hjem til rådighed for indkvartering. Tirsdag den 24. fik studenterne særlig adgang til byens kgl. samlinger og museer, og om aftenenen gav de da. studenter en stor fest for de besøgende i Ridehuset på Christiansborg, hvor de blev hædret med skåltaler og sange af prominente skandinaver. Onsdag den 25. gav det Skandinaviske Selskab en stor fest i Dyrehaven, hvortil studenterne gratis blev transporteret af mere end 100 bønder fra Københavns omegn; i Dyrehaven blev der atter diverteret med skåltaler og sange, og den gode stemning blev desuden befordret af en københavnsk borger, der havde skænket 500 flasker Champagne. Torsdag den 26. var de københavnske borgere så ivrige efter at beværte de no. og sv. studenter med frokoster og middage, at disse måtte fravælge mange tilbud; om eftermiddagen fik studenterne igen adgang til museer og samlinger, og om aftenen gav Det kgl. Teater en gratis særforestilling for dem. Fredag den 27. gav Tivoli fri adgang for 1000 studenter, og forlystelsesstedet beærede dem desuden med et mægtigt fyrværkeri; i koncertsalen blev der sunget og skålet for studenterne, for 'den skandinaviske idé' og ikke mindst for de københavnske borgeres gæstfrihed. Lørdag den 28. juni 1845 forlod de no. og sv. studenter Kbh., men først efter med deres da. værter at have udvekslet takketaler og -sange; et væld af byens borgere fulgte dem til Toldboden, hvorfra de lettede anker, mens de københavnske mænd vinkede med deres hatte og kvinderne kastede blomster ud mod skibene. Både før, under og efter besøget var de københavnske aviser fyldt med begejstrede referater af forberedelserne og afviklingen af de forskellige arrangementer, jf. især Berlingske Tidende (nr. 139 for 12. juni og nr. 143 for 17. juni samt nr. 146-153, dvs. hver dag fra 20. til 30. juni undtagen 29. juni, som var en søndag), Kjøbenhavnsposten (nr. 133 for 12. juni og nr. 135 for 14. juni samt nr. 142-148, dvs. hver dag fra 23. til 30. juni undtagen 27. juni, da nr. 146 blev beslaglagt, og 29. juni, som var en søndag), Fædrelandet (nr. 1910 for 11. juni, nr. 1912 for 13. juni og nr. 1914 for 16. juni samt nr. 1919-1927, dvs. hver dag fra 21. juni til 2. juli undtagen 22. og 29. juni, som var søndage, og 25. juni) og Flyve-Posten (hver dag fra 20. til 30. juni, nr. 141-149). de offentlige Fruentimmer ... Enten – Eller I »Vexel-Driften. Forsøg til en social Klogskabslære« i første del af Enten – Eller forestiller pseudonymen A sig, at staten for at komme kedsomheden til livs skal optage et lån på 15 millioner og benytte det på offentlige forlystelser: »Alt vilde blive gratis; man gik gratis i Theatret, gratis til de offentlige Fruentimmer [], man kjørte gratis til Dyrehaugen, man blev begravet gratis, gratis blev der holdt Tale over En; jeg siger gratis; thi naar man altid har Penge ved Haanden, saa er paa en Maade Alt gratis«, SKS 2, 277,4. poetice.... lat. poetisk; digterisk. Jf. udtrykket 'poetice et eleganter', lat. poetisk og smagfuldt, en klichepræget formulering, som ofte fandtes i latinske kommenterede udgaver af de rom. digtere. Echo If. gr. mytologi forelskede nymfen Ekko sig i den smukke yngling Narcissos, men da han ikke gengældte hendes kærlighed, hentæredes hun af græmmelse, så der tilbage af hende kun var stemmen, som gav genlyd af andres råb fra klippespalter og skove. Martensen har ... dets ethiske Point sigter til afsnittet om »Pligtbestemmelsens Grændse« i H.L. Martensen () Grundrids til Moralphilosophiens System (), § 30 med anmærkning, s. 34f.: »Pligten og Samvittigheden omfatter Menneskets hele Frihedsliv. Det er dens Fordring, at Menneskets Liv fremstiller en sædelig Eenhed, i hvilken intet aandeligt Moment falder udenfor Lovens Bestemmelse. Pligten lader sig derfor ikke opfatte i en Kreds af abstracte Bud, men er Individualitetens altbestemmende aandelige Lov, eller dets Ideal udtrykt i den imperativiske Form. Den aandelige Opfattelse af Pligten kræver altsaa, at Individets Liv skal være et sædeligt Kunstværk, hvor selv det i og for sig Tilfældige faaer Betydning ved at blive Ideens Gjenskin. Derfor har Begrebet om det Tilladelige eller det moralsk Ligegyldige ingen Gyldighed og er kun Udtrykket for den manglende Erkjendelse af den concrete Pligt. / Anm. Kredsen af det moralsk Ligegyldige og den dermed sammenhængende moralske Licents indskrænkes ved den fremskridende Dannelse. (Hvad man i det selskabelige Liv kalder Convenients faaer sædelig Betydning ved dette Synspunct). Hos raa Mennesker er Pligten indskrænket til et vist Qvantum af Bud, hvilke de ofte samvittighedsfuldt overholde, medens de udenfor dette hengive sig til de største Licentser. Hos dannede, plastiske Charakterer antager ofte det Tilfældigste og Ligegyldigste en høiere Nødvendigheds Præg. Naar imidlertid intet Menneske i sin Praxis aldeles kan frigjøre sig fra det moralsk Ligegyldige, da viser dette kun, at ingen Individualitet svarer til sit Ideal.« Dette har Mag. Hagen ... i sin Afhandling jf. J.F. Hagen Ægteskabet, betragtet fra et ethisk-historisk Standpunkt. Udgivet for Licentiatgraden i Theologien ved Kjöbenhavns Universitet, Kbh. 1845, ktl. 534. Afhandlingen blev averteret som udkommet i Adresseavisen () den 12. juli 1845 (nr. 161). Hagen skriver s. 16, at »Begrebet om det Ligegyldige ingen Gyldighed har paa Villiens Gebeet, men kun er et asylum ignorantiæ [lat. 'uvidenhedens tilflugtssted el. fristed'] og blot gjælder, forsaavidtsom den sædelige Erkjendelse endnu ikke har formaaet at afvinde sine Villies-Yttringer deres moralske Pointe«, hvortil han i en fodnote henviser til »Dr. H. Martensen, Grundrids til Moralphilosophiens System Pag. 34«. – Mag. Hagen: Johan Frederik Hagen (1817-59), pronotar ved det teologiske fakultet, 1844-46 inspektør på Borchs Kollegium, hegelianer, disputerede med den nævnte afhandling for licentiatgraden i teologi den 14. juli 1845; havde tidligere anmeldt Enten – Eller og Frygt og Bæven (). Alternation afveksling, omskiftning. at det Forbigangne ... det Tilkommende jf. »Mellemspil« i Philosophiske Smuler, som i underrubrikken meddeler det spørgsmål, som efterfølgende besvares benægtende: »Er det Forbigangne mere nødvendigt end det Tilkommende?« SKS 4, 272,2. Pæreskude skib, som fragter pærer og andre frugter fra provinsen; lille, ubetydeligt skib. Orlogs-Mand en mand i søværnet, som gør tjeneste på et orlogsskib (krigsskib med mindst to lag svære kanoner); kaptajn i flåden. psychologiske Experiment (Skyldig? – Ikke-Skyldig?) . Experimentets quidam og . theologisk Candidat . der lyses fra Prædikestolen (...) 3d Gang If. Kirke-Ritualet (), kap. 8, s. 315f., skulle præsten tre på hinanden følgende søndage fra prædikestolen oplyse, at N.N. agter at indgå ægteskab med N.N.: »Lyses til Egteskab første [hhv. anden og tredje] Gang for N.N. og N.N. / Disse Personer velsigne Gud ud af det Høye, at deres Christelige Forretagende maa vel begyndes, lykkeligen fremmes og saligen endes dem selv til en god Samvittighed og andre til et got Exempel og Eftersyn: / Dersom nogen haver noget der udi at sige, han sige det i Tide, eller siden tie stille.« Lysning til ægteskab var en lovfæstet pligt, der var fastsat i Danske Lov (), 2. bog, kap. 8, § 4, og som blev stadfæstet ved forordning af 30. april 1824, § 2. et Genié ... omskabe hele Verden sigter formentlig til N.F.S. Grundtvig ( og ). allerhøieste Velbehag hofsprog, typisk anvendt satirisk. Eskildsens Baade Erik Eskildsen (o. 1775-1856) var både havnefoged og privat forretningsdrivende i havnen, idet han af kongen havde fået et livslangt (og i 1840'erne stærkt kritiseret) privilegium på al færgefart i Københavns havn. Indtil forordning af 3. april 1843 måtte damp- og andre større skibe pga. hhv. brandfare og lav havnedybde lægge til på Københavns red, og passagererne blev herfra færget med Eskildsens røde både ind til Toldboden (se kort 2, G3). Kanalen Københavns og Christianshavns kanaler var på SKs tid talrige, men om Eskildsen også har drevet færgefart i disse er uvist. H. Majestæt Kongen ... Kronprindsen Hans Majestæt kong Chr. VIII (1786-1848), konge siden 1839; Hendes Majestæt dronning Caroline Amalie (1796-1881), Chr. VIII's anden hustru; Hendes Majestæt dronning Marie Sophie Frederikke (1767-1852), enke siden Fr. VI's død 1839; Hans kgl. Højhed kronprins Frederik Carl Christian (1808-63), søn af Chr. VIII og hans første hustru, konge fra 1848. – kogl.: kongelige. man kommer stiv og stram til Paraden sigter formentlig til »Kjøbenhavns Borgervæbning«, der holdt parader på Nørre Fælled NØ for Sortedams Sø, i dag Fælledparken. man maa lære at mindske Seilene variation af talemåden 'at rebe sejlene', dvs. indskrænke sig, bl.a. optegnet i C. Molbech Dansk Ordbog () bd. 2, s. 234. – mindske Seilene: hentyder til, at man gør sejlet mindre på et sejlskib, hvis vinden tager til. Vindens tryk på sejlet bevirker foruden fremdriften også en krængning, som forøges ved vindens tiltagende styrke. For at opretholde de ideelle sejlegenskaber mindsker man derfor sejlets areal, så trykket bliver mindre. min Læge SKs egen læge var Oluf Lundt Bang (1788-1877), der i sit omfattende forfatterskab bl.a. bidrog til en almindelig anerkendelse af diætetikkens betydning. De drikker ... gaaer for lidt I sin Syge-Diætetik, 3. opl., Kbh. 1840 [1835], anbefaler O.L. Bang som almindelig sygediæt, at patienten efter morgenmaden ikke drikker mere end »en lille Kop Kaffe« og om »Eftermiddagen hverken Kaffe eller Thee« (s. 20); både morgen, formiddag og eftermiddag bør patienten foretage »en Spadseretour paa ½-1 Time« (s. 21). 10 Rd dvs. 10 rigsdaler (). givet (...) op opgivet; fremsat, forelagt til besvarelse. inventeret opfundet, udtænkt. i den Frisindede ... faae den at vide I 1845 udkom Den Frisindede (11. årg., udg. af C. Rosenhoff) tre gange om ugen og diverterede hyppigt sine læsere med gåder; løsningen blev bragt i det følgende nr., men uden at nævne 'den, der har gættet gåden'. Det ty. tidsskrift Der Freischütz udkom i 1845 (21. årg.) tre gange om ugen og gav som oftest en gåde; løsningen blev bragt i det følgende nr., nogle gange sammen med navnene på dem, der havde gættet den, jf. fx nr. 27 for 5. juli 1845, s. 210: »Auflösung des Rebus im vorigen Blatte. / Es geht nichts über eine Flasche alten Wein! / Aufgelöst von August Möller in St. Georg, Felix Wilde in St. Pauli, M. Levy, Herm. Fränckel und Samuel Sonnenberg.« Kan Gud Alt ... at gaae og løie Hvis SK sigter til et ordsprog el. en talemåde, har det ikke kunnet identificeres. – løie: dovne, dase, drive. kommer løbende med en Lidenskab som (...) i Bombardementet sigter til det eng. bombardement af København i sept. 1807; løber for at undgå faren, at hjælpe e.l. Forklarelsens Bjerg sigter til Jesu forklarelse (forvandling) på bjerget, hvor han taler med Moses og Elias, og hvor en røst fra himlen erklærer ham for Guds søn, jf. Matt 17,1-9. summarum dvs. summa summarum, lat. summernes sum; alt i alt. Permadsens Gang el. Peder Madsens Gang (i dag Ny Østergade), et smalt stræde med boliger for almuen, søgt af prostituerede og deres kunder, åben mod Grønnegade, men kun med adgang til Østergade, byens fineste indkøbsgade og strøg, gennem en port (se kort 2, D2). til Hove hoffet. Vaudeville . Hvo hvem. Pegasus i den gr. mytologi Zeus' vingede hest. Udgangsøg gammel og udtjent hest. Pensionist tidl. embedsmand, som modtager pension. sunde Aand (...) Legemets Mathed spiller på talemåden '(at have) en sund sjæl i et sundt legeme', efter lat. 'mens sana in corpore sano', optegnet i L. Meyer Fremmedord-Bog, 2. udg., Kbh. 1844 [1837], ktl. 1034, s. 484. som et Dampskib ... Skibets Bygning sml. et brev til P.C. Kierkegaard () fra maj 1844: »Min Aand arbeider med flere og flere Hestekraft, Gud veed om Legemet kan holde det ud; thi jeg veed intet bedre at sammenligne mig selv ved end et Dampskib, der har for mange Hestekraft i Forhold til Bygningen«, B&A bd. 1, s. 134. Grød-Omslag omslag med kold el. varm havregrød, som fx blev lagt på en byld el. om et betændt lem for at lindre smerten. Herom skriver SKs læge O.L. Bang (): »Til varme Omslag koges Havregröd med eller uden Hörfrö, Urter o. s. v., ofte maae Urterne ikke koges med Gröden, men senere tilsættes. Omslaget kommes i en Pose eller mellem linnede Klude saa varme, de kunne taales, naar de til Pröve holdes paa Kinden; de skiftes, naar de blive kolde, hver eller hveranden Time«, Syge-Diætetik (), s. 15. Kjønsdriften (...) som Synd Kirkens lærebøger skelner ml. tilladelig og utilladelig drift, sådan at kønsdriften ikke i sig selv er synd, men kun dens misbrug, jf. fx Jens Hornsyld Præsten Hornsyld og hans Confirmantere, eller Taler og Samtaler over Lærebogen i den evangelisk-christelige Religion, en Haandbog for Christne i Livets forskjellige Stillinger, Århus 1822, ktl. 267, s. 333: »Men vidner Noget om Menneskets Fordærvelse ved Synden, og – der er Meget, som vidner derom, da er det den skjendige Misbrug af denne hellige Drift. Den bringer Uorden, Sorg og Elendighed i Familierne, bryder de helligste Baand, vidtdreven, forvandler den det skjønne, herlige Menneske til en ækel Skabning og udarter til rædselsfuld Vildhed og Unatur, og de i det døde Hav nedsjunkne Sodoma og Gomorra ere et gyseligt Vidne om, hvor dybt Mennesket kan synke, en stinkende, dræbende Pøl, som Følge af rasende Brynde.« opbyggelige Skrifter . opbyggelige Forsamlinger sigter formentlig til de såkaldt 'gudelige forsamlinger', private vækkelsesmøder, hvor en lægprædikant talte; forsamlingerne udsprang af 'den fynske vækkelse' i 1820'erne og var i 1840'erne bl.a. udbredt på Vestsjælland, hvor de blev holdt under nøje opsyn af såvel gejstlige som verdslige myndigheder. slaae med Hovederne kaster med hovederne; bevæger hovederne fra side til side, op og ned. Luther Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, prof. i Wittenberg, reformator. er predigte gewaltig – εξουσια Mth: Ev. 7 Om Jesus hedder det i Matt 7,29: »ἦν γὰϱ διδάσϰων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων, ϰαὶ οὐχ ὡς οἱ γϱαμματεῖς.« Luther oversætter: »Denn er predigte gewaltig, und nicht wie die Schriftgelehrten«, jf. fx Die Bibel, oder die ganze heilige Schrift. Nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3. Sml. NT-1819: »thi han lærte dem, som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.« – εξουσια: gr. (exousía) magt, evne; myndighed. Luther bruger ... kan ikke tilgives jf. fx »Sermon vom Sacrament der Buße« (lat. 1519) i Luthers Werke () bd. 3, 1840, s. 66: »Es ist keine größere Sünde, denn daß man nicht glaubet den Artikel: Vergebung der Sünde, wie wir beten im täglichen Glauben. Und diese Sünde heißt die Sünde gegen den heiligen Geist, die alle andere Sünde stärkt und unvergeblich macht zu ewigen Zeiten.« – N.Test. Synd mod den Hellig Aand: jf. Matt 12,32: »Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden, ei heller i den tilkommende« (NT-1819). – drakontisk: drakonisk. Sikkerhed (...) Socratess her sigtes formentlig til, at Sokrates () hævdede, at det eneste, han vidste, var, at han intet vidste med sikkerhed. Luther blev ... slog ned bag ved ham Den 2. juli 1505 blev Luther under en rejse overrasket af et tordenvejr, under hvilket han aflagde løfte om at gå i kloster. C.F.G. Stang fortæller, at Luther lod sig skræmme til sit løfte af et lyn, der slog ned ved hans side, hvortil kom, at en ven, Alexis, efterfølgende blev dræbt i Erfurt, jf. Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Leipzig og Stuttgart 1835 (SK havde angiveligt en senere udg., Stuttgart 1838, ktl. 790, som ikke har ladet sig fremskaffe, men pagineringen er formentlig den samme), s. 18. At lynet skulle være slået ned i denne ven ved Luthers side er således et sagn, men på et stålstik til s. 18 ser man ikke desto mindre Luther ved sin døde vens side, mens endnu et lyn slår ned i bjergene bag ham. Under stikket læser man: »Ein Freund von Luthers wird vom Blitz getoedtet was letztern zum Klosterleben bestimmt.« mange Gange ... ivrigste Forsvarer således allerede med Paulus (), jf. ApG 9,1-19 og Gal 1,10-24. Den barmhjertige Samaritan sigter til Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, der i modsætning til en præst og en levit ikke undlader at hjælpe en, der er blevet overfaldet af røvere, jf. Luk 10,25-37, evangeliet på 13. søndag efter trinitatis, i 1845 den 17. aug. to engelske Lorder ... den ulykkelige Rytter Kilden har ikke kunnet identificeres. Leviten og Præsten gik dog blot forbi jf. Luk 10,31-32. en Grosserer udmaaler Millioner Alen jf. forordning af 4. aug. 1742, § 13: »Ingen Groshandlere (...) maae (...) sælge noget i Alen-, Skieppe- og Potteviis eller andet smaat Maal og Vægt«. Grosserere var rangeret i den første af seks klasser i den klassifikation, hvorefter næringsdrivende i København betalte borgerskabspenge og næringsskat, jf. J.N. Høst Dansk Borgerret (), s. 14. den autoriserede Alen 1 alen svarede til da. 2 fod, som ved resolution af 28. juni 1820 blev bundet til et nøje angivet 'naturmål', men siden ved resolution af 3. juni 1835 bundet til 'den rhinlandske fod', som denne var fastsat i Preussen. Ammianus Marcelinus ... Aftenduggen den indsuger jf. Ammian Marcellin, overs. af J.A. Wagner, bd. 1-3, Frankfurt am Main 1792-94, ktl. 1257-1259; bd. 2, 1793, s. 213: »Daß diese Erzeugung mehr durch ätherische Einwirkung, als durch Nahrung aus der See entsteht und befördert wird, läßt sich daraus beweisen, weil der Morgenthau diese harten Körperchen schön, hell und rund, der Abendthau hingegen eckigt, mehr ins Rothe spielend, und fleckicht bildet.« m: T min Tilhører! SKs foretrukne tiltaleformular i sine opbyggelige taler. Middelalderens Lyrik ... denne lyriske Objektiveren sigter til middelalderens folkeviser, jf. journaloptegnelsen EE:37, dateret 15. marts 1839, og marginoptegnelsen, EE:37.b, SKS 18, 17f. Kean skuespil i fem akter af Alexandre Dumas, overs. af C. Borgaard og opført 21 gange på Det kgl. Teater fra 5. juni 1838 til 19. sept. 1844. Titelpersonen er selv skuespiller og har i kraft af stort talent arbejdet sig op fra trange kår til at være sin tids største karakterskuespiller, men i Londons højere kredse bliver han både genstand for smiger og hån, anerkendelse og misundelse; trods allehånde rygter om Keans eskapader og forførelser er hans største last en vis drikfældighed, og i kraft af sin karakterstyrke trodser han til sidst på den kunst, som har været hans glæde og sorg gennem livet, og som han i 4. akt, 8. scene, giver følgende skudsmål: »O fordømte Kunst, i hvilken ingen Følelse, ingen Stemning tilhører os selv! i hvilken vi hverken ere Herrer over vor Glæde eller vor Smerte! med sønderknust Hjerte maa man spille Fallstaff, med glædedrukken Sjel spille Hamlet! altid en Maske, aldrig et Ansigt!« (Det kongelige Theaters Repertoire nr. 103, Kbh. 1838, s. 24.) – I en kladde til et brev til Regine Olsen bemærker SK i 1849, at han kort efter bruddet med hende () var i teateret, nemlig den 21. okt. 1841, hvor han så skuespilleren F.F.J.C. Printzlau (1814-59) i gæsterollen som Kean (B&A bd. 1, s. 264); ved de øvrige forestillinger spillede Holst titelrollen. releverer udmærker sig (i denne henseende). den gl. Souffleur dvs. Salomon, Keans suffleur og betroede tjener, der til sidst rejser med ham og en ung skuespillerinde til New York, da Kean af kongen bliver forvist fra England i et år. Salomon blev spillet af J.L. Phister (1807-96). Erasmus beviser at Nille er en Steen jf. L. Holbergs komedie Erasmus Montanus (), 2. akt, 3. scene, hvor Erasmus siger til sin mor, Nille: »Morlille, jeg vil giøre Jer til en Steen. / Nille. / Ja Snak, det er end mere konstigt. / Montanus. / Nu skal I faae det at høre. En Steen kan ikke flyve. / Nille. / Ney det er vist nok, undtagen man kaster den. / Montanus. / I kan ikke flyve. / Nille. / Det er og sandt. / Montanus. / Ergo er Morlille en Steen«, Den Danske Skue-Plads () bd. 5. Syllogismen . Md. Nielsen Anna Nielsen (1803-56), fra 1821 skuespiller ved Det kgl. Teater, hvor hun i sit vidtfavnende repertoire levendegjorde et utal af forskellige kvinderoller, men sin mest personlige kunst ydede hun efter sigende i hustru- og moderroller, som hun forlenede med en særlig inderlighed, dybde og varme; således også i Pigen i Lyon (se følgende kommentarer), idet anmeldelsen i Berlingske Tidende den 3. juli 1844 (nr. 177) henviser til »Mad. Nielsens ædle Simplicitet som Enken Melnotte«. – Md.: madam; Anna Nielsen benævntes efter datidig skik 'madam', fordi hun som skuespiller ikke var en standsperson. Pigen af Lyon Pigen i Lyon, skuespil i fem akter af den eng. dramatiker E.L. Bulwer, The Lady of Lyons, overs. af N.V. Dorph og opført på Det kgl. Teater 11 gange fra 2. juli 1844 til 4. dec. 1845, trykt i Samlede Skrivter af E. L. Bulwer bd. 1-69, Kbh. 1833-65; bd. 50, 1850. det var dog ... lige saa godt jf. replik af »Enken Melnotte, Moder til Alexis«, i 3. akt, 2. scene (da hun mener at vide, at den fornemme Pauline af kærlighed vil gifte sig med Alexis og således under sin stand): »Ja, ja! det er da heller intet Under; for er min Søn ingen Prinds, saa fortjente han at være det, og det er næsten lige saa godt«, Samlede Skrivter af E. L. Bulwer bd. 50, s. 60. Fugl som kaldes Regnspaaer lille regnspove, Scolopax phoeopus, en vadefugl, som ikke ynglede i Danmark, men på for- og efterårstrækket i hhv. maj-juni og aug.-sept. hyppigt forekom på de vestjyske heder, langs med Vesterhavets kyster og på mindre øer, jf. fx Danmarks Fugle beskrevne af N. Kjærbølling, Kbh. 1852 (ktl. 947), s. 275f. Man sagde om den, at dens skrig tydede på regn, hvorfor man kaldte den 'regnspåer', jf. H.F. Feilberg Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmål () bd. 3, s. 35. evaporerer fordampe. Rom og Grækenland og Asien . diliciis diffluentes (...) ere diffluentes egl. deliciis diffluentes, lat. svælgende i sanselige nydelser; nydelsessyge mennesker. Jf. Cicero Lælius, sive de amicitia dialogus (lat. Lælius, eller en samtale om venskab), 15, 52, i Laelius sive de amicitia dialogus ad T. Pomponium Atticum, 3. udg., Leipzig 1829 [1822], ktl. 1233, s. 72: »non ergo erunt homines deliciis diffluentes audiendi«, som C.F. Gerdsen oversætter: »Man bør følgelig aldrig laane Øre til de Folk, der svømme i kjælent Overflod«, Lælius eller Om Venskab, Kbh. 1820, s. 36. – ere diffluentes: er ved at sygne hen el. gå i opløsning; af diffluo, lat. sygne hen, blive ødelagt. pantheistiske vedr. panteisme, den anskuelse, at naturen el. verden i sin totalitet er Gud. Hegels 'system' blev anklaget for at være panteistisk. Undersaatterne i et Land ... at have en Konge Danmark var siden 1660 et monarki med en enevældig konge på tronen, jf. Kongeloven (1665, først offentliggjort 1709), § 2: »Danmarks (...) Enevolds Arve-Konge skal være herefter og alle Undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høieste Hoved her paa Jorden, over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved og Dommere kiender over sig (...) uden Gud alene.« I de rådgivende stænderforsamlinger () argumenterede den liberale opposition fra o. 1840 for en forfatningsændring til fordel for et konstitutionelt monarki, sådan at kongen ikke skulle kunne udnævne sin regering uden samtykke fra en folkevalgt rigsdag; en sådan forfatningsændring ville betyde, at 'undersåtterne' i stedet fik status som frie 'borgere'. Hamlet sværger ved en Ildtang I Shakespeares tragedie Hamlet, Prince of Denmark, 3. akt, 2. scene, sværger Hamlet »by these pickers and stealers«, at han stadig holder af Rosencrantz. I A.W. Schlegels ty. oversættelse (Shakspeare's dramatische Werke () bd. 6, 1841) bliver det til »bei diesen beiden Diebeszangen«. Både det eng. og det ty. udtryk sigter til de to fingre, som Hamlet holder i vejret, mens han sværger. I Peter Foersoms da. oversættelse (William Shakspeare's Tragiske Værker bd. 1-9, Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1) sværger Hamlet tilsvarende »ved denne Tyvekloe«. Hvordan det i SKs sammenhæng er blevet til en ildtang, vides ikke, men måske har en københavnsk skuespiller ved opførelsen af tragedien holdt en ildtang i vejret og lempet teksten derefter. 4 ß Guld paa Bindet af Heibergs Urania sigter til tredje årgang af J.L. Heibergs () årbog Urania (), Kbh. 1846, som i Adresseavisen () den 22. dec. 1845 (nr. 300) og i Berlingske Tidende samme dag (tillæg til nr. 303) blev enslydende annonceret: »Paa C. A. Reitzels Forlag har forladt Pressen: Urania, Aarbog for 1846, udgiven af Johan Ludvig Heiberg, med en Titel-Vignette og 14 Lithographier. Papbind 3 Rbd., med forgyldt Snit og Shirtings-Bind 3 Rbd. 48 sk.« – ß: . ud af Vesterport, det var mørkt (...) Smaa-Alleer Når man gik ud af Vesterport, nåede man på den anden side af voldgraven Vesterbro, en bred vej med 'småalléer' for fodgængere, jf. S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn (), s. 90: »Begge Sider ere indsluttede af skjønne Alleer for Fodgængere, Sidevejene ere bestemte for Ridende, og i Midten findes en bred, ophøjet, brolagt Vej for Kjørende.« – Vesterport: den vestlige port gennem Københavns fæstningsvolde, beliggende for enden af Frederiksberggade (se kort 2, A1). Vesterport blev ligesom byens øvrige porte (med undtagelse af Nørreport, der altid var åben) året igennem lukket kl. 24.00, atter åbnet kl. 3.30 midt på sommeren og kl. 7.30 midt på vinteren, i okt. kl. 5.30, i nov. kl. 6.30 og i dec. kl. 7.00, jf. de månedlige bekendtgørelser fra Kjøbenhavns Gouvernement i Adresseavisen () hhv. den 27. sept. 1845 (nr. 227), den 29. okt. 1845 (nr. 254) og den 28. nov. 1845 (nr. 280). Peblingesøen en af de tre opdæmmede søer, som udgjorde en del af Københavns befæstning mod landsiden (se kort 5, B2-C2). Langs Peblinge Sø lå ind mod byen en meget yndet sti, som i folkemunde blev kaldt Ægtestandsstien el. Kærlighedsstien, jf. kommentaren til journaloptegnelsen FF:137, SKS 18, 101,20. man hører ham ikke i Tordenen sådan som i GT og Johannes' Åbenbaring i NT, hvor Gud hyppigt giver sig til kende i en frygtindgydende torden, jf. fx 2 Mos 20,18. Job 37,4-5. Åb 14,2. Grimur Thomsen ... ikke citerer sigter til den isl.-da. litterat Grímur Thorgrímsson Thomsen (1820-96) Om Lord Byron. Udgivet for Magistergraden, Kbh. 1845. Det filosofiske fakultet kendte ved dets dekan, H.C. Ørsted, afhandlingen værdig til et offentligt forsvar, som fandt sted 29. april 1845; samme dag blev den anmeldt i Berlingske Tidende (nr. 103). I sit upaginerede forord skriver Thomsen, at han »staaer i saadanne Mænds Gjeld, som Goethe, Hegel, Hotho, Chateaubriand o. A., hvoraf de Fleste hist og her ere citerede i Afhandlingen selv.« Under sin behandling af Byrons hovedværk Don Juan henviser han desuden til »en Opsats i 'Enten – Eller'« (dvs. »De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musicalsk-Erotiske« i Enten – Eller, hvor SK bl.a. skriver, at Byrons Don Juan ikke er i overensstemmelse med Don Juans idé), som Thomsen netop kritiserer for »at forudsætte en vis Idee, udvikle denne og forudskikke et almindeligt Ræsonnement over Betingelserne for dens tilfredsstillende Behandling, derefter opregne de forskjellige Bearbeidelser, lede om hine Betingelsers Tilstedeværelse eller Ikketilstedeværelse, og endelig udtale sin uforgribelige Mening, sin inappellable Dom over de forskjellige Værkers Værd, alt eftersom de passe til Kritikerens egen Grundtegning eller ikke«, Om Lord Byron, s. 211. I øvrigt citerer Thomsen hverken Enten – Eller () el. Frygt og Bæven () og Begrebet Angest (), mens han med SK deler en tematisk interesse for især dæmoni, tragik, hypokondri og anelse. at sætte sit Lys ... paa et Bjerg allusion til Matt 5,15, jf. Luk 11,33. Speideren fiktiv titel; der fandtes ikke noget tidsskrift el. dagblad, der hed sådan. Goethe havde ikke gjort det Det er ikke klart, om SK mener, at Goethe () ikke havde hilset el. ikke havde 'fortvivlet om at kombinere'; hvis det sidste er tilfældet, spiller SK muligvis på følgende anekdote, der skyldes Bettina von Arnim (1785-1859): På en spadseretur i Teplitz i 1812 traf Goethe og komponisten Beethoven den kejserlige familie, og mens Beethoven hverken ville gå til side eller hilse først, tøvede Goethe ikke med straks at stille sig ud i vejkanten, hvorfra han med hatten i hånden bukkede og hilste. Anekdoten var almindeligt kendt på SKs tid. Jo mindre ... desto vanskeligere er Opgaven dvs. jo mere detailleret og specifikt det stoflige (det konkrete drama) er, desto vanskeligere er opgaven. Peter Rørdam da. teolog (1806-83), cand.theol. 1829, ernærede sig i 1830'erne som lærer i Kbh., hvor han bl.a. havde kontakt til SK, kaldet til sognepræst i Mern på Sydsjælland 10. juli 1841, i hvilken anledning SK deltog i en afskedsfest. Peter Rørdams nevø Holger Frederik Rørdam fortæller: »Blandt dem, med hvem han havde Omgang, var Søren Kierkegaard, der hyppig fulgte ham ud til hans Moder paa Frederiksberg. Ved sin levende Tale og sin sjeldne Evne til at sætte aandelige Problemer under Debat var han et saare oplivende Element i Familiekredsen. Han og P. Rørdam vare jo i flere Henseender fuldkomne Modsætninger. Men det er rimeligt, at den sidstes umiddelbare Natur har været et godt Objekt for Kierkegaards experimenterende psykologiske Studier. Tilsidst blev dog Omgangen mellem dem brat afbrudt. Anledningen var, at S.K. paa en Spadseretur med R. udtalte sig paa en spottende Maade om Grundtvig. Det var at røre P.R. paa hans ømmeste Sted; thi Grundtvig elskede han som sin største Velgjører. Hans Heftighed luede øjeblikkelig saaledes op mod Spotteren, at denne forfærdet trak sig tilbage. Forholdet mellem dem var brudt og blev ikke senere fornyet. – « Peter Rørdam. Blade af hans Levnedsbog og Brevvexling, udg. af H.F. Rørdam, bd. 1-3, Kbh. 1891-95; bd. 1, s. 208f. italiensk Folkesagn ... en Evighed Kilden har ikke kunnet identificeres, men i en notesbog fra 1836-37 skriver SK: »Ret mærkeligt er et Sted jeg veed ei hvoraf; men som bærer indv: Præg af at være af den Art Yttringer, som saa at sige ere udtalte med et heelt Folks Mund. En fortvivlet Synder vaagner op i Helvede og udbryder: hvad er Klokken; Djævelen svarer 'Evighed'« (Pap. I C 80). etsteds i Enten – Eller jf. anden del af Enten – Eller (), hvor pseudonymen Assessor Wilhelm placerer sagnets oprindelse i middelalderen, SKS 3, 137,21. Pest, Krig ... Alts Uvished sigter måske til en vending, der i forskellige variationer går igen i de forordnede kirkebønner, jf. fx »Fredags Bøn efter Prædiken« i Evangelisk-kristelig Psalmebog (), s. 610-612; s. 611: »Gud mildeligen afvend endnu fra disse Riger og Lande Kriig og Blodstyrtning, Pestilentse og brad Død, Hunger og Dyrtid, Storm og Uvæir, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for saadan din faderlige Naade maae love og prise dit hellige Navn.« i Skyldig – Ikke-skyldig ... om den sympathetiske Anger jf. »Skrivelse til Læseren fra Frater Taciturnus« i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (), hvor Taciturnus som eksempel på 'angerens dialektik i retning af det sympatetiske' beretter om en spiller, der har forsaget al spil og nu lever tilbagetrukket; en dag bliver han vidne til, at liget af en selvmorder drages op af en flod, og denne havde lige som han selv været spiller, men forgæves kæmpet imod sin lyst, jf. SKS 6, 439,34 - 440,7. Udgangsøg gammel og udtjent hest. Afsluttende eenfoldigt Efterskrift Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift var færdig fra Bianco Lunos Bogtrykkeri den 20. febr. 1846 og udkom i kommission hos C.A. Reitzel den 27. febr. 1846. Først i trykmanuskriptet, som SK indleverede den 30. dec. 1845, er »eenfoldigt« rettet til »uvidenskabelig« (Pap. VI B 98,1). den sidste Passus ... i Bagordet) denne passus kom til at stå som sidste afsnit i Johannes Climacus' afsluttende tillæg til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, »Forstaaelsen med Læseren«, SV1 7, 537-543. Thi at jeg selv ... en Satans Karl jf. de sidste to afsnit af »Forstaaelsen med Læseren« (SV2 7, 612-615), hvor Climacus frabeder sig at blive anset for den læremester, han forgæves søger, jf. næste kommentar. – intet Mindre end: aldeles ikke, lige det modsatte. den tvetydige Kunst jf. »Forstaaelsen med Læseren«, hvor Climacus skriver, at »den Læremester, om hvilken jeg taler og paa en anden Maade, tvetydigt og tvivlende, er Læremesteren i den tvetydige Kunst at tænke over Existents og at existere«, SV2 7, 614. dette være ... sørgeligt Tegn, (...) langtfra mig ... saadan Læremester ordret citat fra »Forstaaelsen med Læseren«, SV2 7, 614. forfængelig ... i bibelsk Forstand jf. fx artiklen »Eitel (Vanus [lat. tom, hul; forfængelig])«, § 1, i Büchner's biblische Hand-Concordanz () bd. 1, 1840, s. 378f.: »Leer, unbeständig, das leicht vergeht, wie ein Hauch, welcher zur Winterszeit aus dem Munde geht; oder wie ein Dampf, welcher im Augenblick davon flieht. Besonders im Prediger Salomonis heißt es Alles, was vergänglich und zu dieser Welt gehörig ist, keinen innern Werth hat, zu keiner wahren Glückseligkeit, und zur Ruhe der Seele, die in dem ewigen Gut gefunden wird, nichts hilft. Es mag nun solches Lust oder Leid bringen. Das Sichtbare, was an sich als Geschöpf GOttes gut und brauchbar ist nach GOttes Bestimmung, wird eitel, wenn der Mensch daran sein Herz hängt, oder es mißbraucht. Den Schlüssel siehe [Præd] c. 12,13. vergl.[eiche] Röm. 8,20 und 1 Mos. 3,17. vergl. 1 Tim. 4,4.« saa skal der sku nok komme Noget ud af det løst citat fra »Forstaaelsen med Læseren«, hvor Climacus skriver, at »dersom han [læremesteren, ] fandtes: saa tør jeg indestaae for, at der sgu nok skulde komme Noget ud af det«, SV2 7, 614. Afsluttende Efterskrift ... babyloniske Fangenskab I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift () benægter Johannes Climacus, at dåbens sakramente uafhængigt af 'troens tilegnelse' skulle være saliggørende, og han citerer i den forbindelse Martin Luther () Büchlein von der babylonischen Gefängniss der Kircke (1520), i Luthers Werke () bd. 4, s. 67-199; s. 195: »'Aber unsere spitzfindigen Sophisten sagen in diesen Sacramenten nichts von dem Glauben, sondern plappern nur fleißig von den wirklichen Kräften der Sacramente (det Objektive), denn sie lernen immerdar, und kommen doch nimmer[mehr] zu der Erkentniß der Wahrheit'«, SV2 7, 354f. Luther (...) har meent de 5 katholske dvs. de fem sakramenter af Den katolske Kirkes syv, som Luther forkaster i Büchlein von der babylonischen Gefängniß der Kircke, nemlig konfirmationen, ægteskabet, ordinationen, den sidste olie og boden (angeren, skriftemålet og bodsydelserne), mens han anerkender nadveren og dåben som indstiftet af Kristus, jf. Luthers Werke bd. 4, s. 197. Nu styrter der da en Mand frem og gjør Indsigelse nemlig ved at bemærke, at Climacus benytter Luthers kritik af de fem 'katolske' sakramenter om et af de to 'protestantiske', nemlig dåben. Indsigelsen er i øvrigt hypotetisk, da optegnelsen er tidligere end udgivelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift den 27. feb. 1846, jf. næste datering i journalen den 7. feb. 1846, se JJ:415. det langt Vigtigere ... mit Exemplar (Gerlachs Udgave) SK refererer til Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af Otto von Gerlach, bd. 1-10, Berlin 1840-41, ktl. 312-316 (forkortet Luthers Werke); bd. 4. SKs eksemplar er ikke kendt, hvorfor »det langt vigtigere« ikke har ladet sig identificere. Kudsk der kjørte forbi i et temmeligt stærkt Trav hvilket var forbudt if. politiplakat af 14. sept. 1815, § 1: »Ingen Arbeidsvogn eller Slæde med Læs maa kiøre stærkere end Fod for Fod, og al anden Kiørsel skal skee i en liden maadelig Trav, eller, som det kaldes, Luntetrav«. ledsager Een til Rendestenen talemåde; leder en (beruset person) i moralsk fordærv el. fører til social nedtur. Afsluttende Efterskrift ... medio Dec. ell. saa 1845 . En første og sidste ... oprindelige Manuscript sigter til »En første og sidste Forklaring« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvor SK bekender at være forfatter til de pseudonyme værker, jf. SV2 7, upagineret. SKs udkast til »En første og sidste Forklaring« er en del kortere end det trykte og skrevet med blæk på en afrevet lap under rubrikken »Anm.[ærkning]«; over og ved siden af rubrikken har han to gange med blyant skrevet: »Nei!« (jf. Pap. VI B 99). »En første og sidste Forklaring« er ikke bevaret i renskrift. Note til et Sted om de pseudonyme Skrifter På forsatsbladet i sit eget eksemplar af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, Kbh. 1846, ktl. 2140 (KA, E pk. 53), har SK – med reference til s. 217 (SV1 7, 246), hvor pseudonymen Johannes Climacus udlægger »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei () – skrevet en anmærkning, som han præsenterer således: »ad p. 217. / En Anmærkning som ikke blev trykt med, fordi den først blev udarbeidet senere, skjøndt den var henkastet; og jeg af visse Grunde ikke vilde forandre ell. tilføie det Mindste i Manuscriptet, som dette i de sidste Dage af Dec. Maaned 45 var afleveret til Luno heelt og holden. / (...)« (Pap. VII 1 B 83). I førstekorrekturen har SKs sekretær Israel Levin i marginen ud for det pågældende sted sat en asterisk og på foden af siden skrevet: »NB. Til denne Columne hører vedliggende Anmkn. – til Linie 2« (Pap. VII 1 B 81,1). Både asterisken og noten er overstreget. Corsar-Vrøvlet sigter til Corsaren (), der i 1846 bragte en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK, nemlig 2. jan. (nr. 276), 9. jan. (nr. 277, ), 16. jan. (nr. 278, og ), 23. jan. (nr. 279, ), 30. jan. (nr. 280, ), 20. feb. (nr. 283), 27. feb. (nr. 284), 6. marts (nr. 285, , og ), 13. marts (nr. 286), 3. april (nr. 289, ), 17. april (nr. 291), 1. maj (nr. 293), 29. maj (nr. 297, ), 12. juni (nr. 299, ), 19. juni (nr. 300, ) og 17. juli (nr. 304) samt igen 23. okt. (nr. 318) og 24. dec. (nr. 327). – Den 22. dec. 1845 havde P.L. Møller () udgivet sin æstetiske årbog Gæa for 1846, hvori han i artiklen »Et Besøg i Sorø« (s. 144-187) leverede en kras kritik af Stadier paa Livets Vei. Alias pseudonymen »Frater Taciturnus, Høvidsmand for 3die Afdeling af 'Stadier paa Livets Vei'« svarede SK den 27. dec. i Fædrelandet (nr. 2078, sp. 16653-16658) med artiklen »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« (jf. SV2 13, 459-467). SK identificerede P.L. Møller med Corsaren og bad nu om 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet. Efter de to første Corsar-artikler, svarede SK, igen alias Frater Taciturnus, i Fædrelandet den 10. jan. 1846 (nr. 9, sp. 65-68) med »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (jf. SV1 13, 468-471). Vedgaaelsen af mit Forfatterskab jf. »En første og sidste Forklaring« (), SV2 7, upagineret. Datoernes Angivelse Hverken Johannes Climacus' forord el. sidste tillæg () er dateret, men SKs »En første og sidste Forklaring« er dateret »Kjøbenhavn i Februar 1846«, SV2 7, upagineret. god og en fuldkommen Gave . give mig en sikker og vis Aand formentlig en allusion til bønnen »Om sand Bedring og Poenitentse« i Evangelisk-kristelig Psalmebog (), s. 629-632; s. 631: »giv mig en nye viis Aand.« SK kan også alludere til Luthers oversættelse af Sl 51,12: »Schaffe in mir, Gott, ein reines Herz, und gieb mir einen neuen gewissen Geist«, jf. Die Bibel, oder die ganze heilige Schrift. Nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers (). uddanne mig til at blive Præst dvs. søge et kald, da SK allerede var uddannet (), sådan at han alene manglede at blive ordineret. samtidigen med Correkturen dvs. samtidig med læsning af korrektur på Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (), der må have fundet sted fra medio jan. til primo feb. 1846. Anmældelse af de to Tidsaldere sigter til Thomasine Gyllembourg () To Tidsaldre. Novelle af Forfatteren til 'En Hverdags-Historie', udg. af J.L. Heiberg, Kbh. 1845, ktl. 1563, der blev annonceret som udkommet i Adresseavisen () den 30. okt. 1845 (nr. 255), og som SK den 30. marts 1846 udgav en anmeldelse af, En literair Anmeldelse. To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til 'En Hverdagshistorie', udgiven af J. L. Heiberg. Kbhv. Reitzel. 1845, Kbh. 1846. SK er formentlig begyndt på anmeldelsen o. 10. jan. 1846, jf. journal NB, hvor han placerer den efter sin artikel i Fædrelandet den 10. jan. (, Pap. VII 1 A 104, s. 50). Manuskriptet blev afleveret til Bianco Lunos Bogtrykkeri 4. marts, jf. Erindringsbog for Bianco Luno 1846, nr. 242 (i arkiv hos Bianco Lunos Bogtrykkeri, København). den Mand ... paa den jydske Hede sigter til SKs fader, M.P. Kierkegaard (). De occultis non judicat ecclesia . uddannet ved Mulighed om 'uddannelse ved mulighed' som en dannelse ved uendelighed til troen, jf. Begrebet Angest (), kap. 5, SKS 4, 454-461. det tydske Ordsprog: Gott richt't ... p. 213 Ordsproget er ordret citeret fra en fortælling i afsnit 106, »Von viel Andern, welche gleicherweise vor Gottes Gericht geladen worden«, i Deutsche Märchen und Sagen, udg. af J.W. Wolf, Leipzig 1845, ktl. 1439, s. 212-214, hvor der s. 212f. fortælles om en biskop, der med stort besvær søgte at genoprette tugt og orden i et kloster; dets abbed blev afsat, men en munk ved navn Boso vedblev trods flere advarsler at krænke klosterets regler: »Der Bischof, durch so große Unbild bewegt, forderte den gottlosen Mönch vor Gottes Gericht, sprach: 'Du mußt dem höchsten Gott über diese freventliche That Rechenschaft ablegen.' Solches Drohen achtete der Mönch für nichts und lachte den Bischof nur aus, der aber nicht gefehlet in seiner Citation, denn in derselben stunde, in welcher der Bischof gestorben, starb auch der Mönch Boso eines jähen Todes unter des Barbiers Hand, während man ihm den Bart schor. Es ist bei uns Deutschen ein altes Sprüchwort: Gott richt't, wenn Niemand spricht«, s. 213. Goethe (...) siger etsteds ... fast allein citat fra Goethes »Zueignung« i Goethe's Werke () bd. 1, s. 3-7; s. 5: »Ach, da ich irrte, hatt' ich viel Gespielen, / Da ich dich [Sandhedens Gudinde] kenne, bin ich fast allein«. indulgere tillade, give efter for; se igennem fingre med. Critiker, der ud af et eller andet Skrift viklede mine Tanker i stil med En literair Anmeldelse (), som SK aktuelt arbejdede med. undgik jeg dog at blive Forfatter se JJ:415. transitorisk Moment gennemgangs- el. midlertidigt moment. Prof. Nielsen Michael Nielsen (1776-1846), fra 1811 til 1. okt. 1844 bestyrer af Borgerdydsskolen, fra 1822 titulær professor, døde 11. feb. 1846 og blev begravet 16. feb., jf. Adresseavisen () samme dag (nr. 39); som bestyrer drev han Borgerdydsskolen frem til at være Københavns mest ansete privatskole, og både SK og hans storebror, Peter Christian, var elever hos Nielsen, ligesom de senere virkede som lærere på skolen. Sager Hans Carl Sager (1808-85), bagermester og direktør ved Københavns Fattigvæsen, boede if. Kiøbenhavns Veiviser (), 1845, s. 568, på »Vesterbro 25«, dvs. på det vestlige hjørne af nuværende Vesterbrogade og Bagerstræde (se kort 5, B4). ude paa Fredriksberg nemlig på »Frederiksberg Smalleg.[ade] 13«, hvortil Michael Nielsen var flyttet i 1844, og hvor han boede til sin død, jf. Kiøbenhavns Veiviser, 1845, s. 469, og samme, 1846, s. 482. sinne, sinne syd- og sønderjysk 'rolig, rolig' (egl. 'sindig, sindig'). Michael Nielsen stammede fra landsbyen Sønder Vilstrup ml. Kolding og Fredericia. Mikkels diminutiv af Michael. Den litteraire Foragteligheds ... at være anonym sigter til Corsaren (), som SK i En literair Anmeldelse () ligeledes alluderer til som »den literaire Foragtelighed«, SV2 8, 102; også idé, livsanskuelse og anonymitet behandles i En literair Anmeldelse. – at være anonym: I fortalen til den forkætrede 'trykkefrihedsforordning' af 27. sept. 1799 hedder det, at »som det har viist sig, at lumsk og nedrig Ondskab i almindelighed søger Skiul under Anonymitet; men Retfærdighed fordrer, at enhver bør vedstaae ligesaavel det, han lader offentligen trykke, som hvad han skriftligen eller mundtligen yttrer, og at han altsaa ikke mindre bør være sit Navn bekiendt i hiint, end i disse sidste, Tilfælde; saa anseer Han [kongen] det tienligst, at forbyde al Anonymitet, og at paalægge enhver, der udgiver noget trykt Skrift, den Pligt, at nævne sig.« Corsaren betjente sig af stråmænd som ansvarshavende redaktører (), hvorfor disse normalt blev dømt for bladets overtrædelser af forordningen, men den 7. juni 1843 blev M.A. Goldschmidt i Højesteret dømt som bladets virkelige redaktør og udgiver. – Formelt har SK selv ved sin pseudonymitet overtrådt forordningens § 16-17, der byder forfatteren at nævne sig ved sit fulde og sande navn på titelbladet, men i »En første og sidste Forklaring« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift () skriver han, at han ikke er vidende om at have overtrådt nogen lov, da såvel bogtrykker som censor bestandigt har været underrettet om, hvem forfatteren var, SV2 7, upagineret. I øvrigt var det alm. at skrive anonymt el. pseudonymt. Grækenlands Opløsning og Aristophaness Comedie jf. afhandlingen »Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske« i Enten – Eller (), SKS 2, 141,25-28. – Aristophanes: Aristofanes (o. 445-385 f.Kr.), gr. komediedigter, skrev 44 komedier, hvoraf 11 er overleverede, som SK både havde i en gr. udg. Aristophanis Comoediae, udg. af G. Dindorf, bd. 1-2, Leipzig 1830 (ktl. 1051), i en ty. overs., Des Aristophanes Werke, overs. af Johann Gustav Droysen, bd. 1-3, Berlin 1835-38 (ktl. 1052-1054), og i et udvalg på da., Aristophanes's Komedier, overs. af J. Krag, Odense 1825 (ktl. 1055). fremstille Demagogen Kleon ... Partie i Stykket jf. Droysens indledning til komedien Die Ritter, i Des Aristophanes Werke bd. 2, 1837, s. 307: »Jedenfalls aber wird man dem Muthe des Dichters Gerechtigkeit widerfahren lassen, wenn er es wagte, den gewaltigen Mann gerade jetzt, in der Zeit seiner höchsten Popularität, auf diese Weise anzugreifen. Schon einmal hatte Kleon, nach Aufführung der 'Babylonier', gezeigt, daß er nicht mit sich scherzen zu lassen gedenke; mit Mühe war damals Kallistratos vor dem hochweisen Rath frei gekommen. Jetzt übernahm Aristophanes selbst die Aufführung des Stückes; kein Maskenmacher verstand sich dazu, die Portraitmaske des mächtigen Demagogen anzufertigen; ja er selbst wird gar nicht mit seinem Namen genannt, und der Chor wurde, wie es in der Didaskalie heißt, von Staatswegen gestellt.« – Kleon: gr. statsmand og militær person (d. 422 f.Kr.), gjorde karriere i den peloponnesiske krig, latterliggjort af Aristofanes i den nævnte komedie. Socrates i Apologien ... faae fat paa (...) Bysnakken og Talen ... ligesom Skygger jf. Sokrates' Forsvarstale, 18b-d: »Der er nemlig mange, der har anklaget mig overfor jer med ganske usande Beskyldninger, og det gaar langt tilbage i Tiden; og dem er jeg mere bange for end for Anytos og hans Hjælpere, der dog i og for sig kan være farlige nok. Det er de Folk, til hvis Ord I har lyttet, fra I var smaa Drenge, der er de farligste; de har Aar ud og Aar ind listet deres usandfærdige Beskyldninger ind i jer med deres Talen om denne Sokrates, der skulde være en slem Filosof, der studerer og udforsker Naturens Undere paa Himlen og i Jorden og forstaar at disputere, saa der bliver vendt op og ned paa alting. Det er dem, der ved ondsindet Sladder har udbredt dette Rygte, der er mine farligste Anklagere, for de, der hører denne Tale, tror straks, at Folk, der studerer den Slags Ting, ikke anerkender Guder. / (...) / Det mest urimelige ved det hele er dog, at man ikke kan vide eller nævne Navnene paa disse Mennesker, – naar det ikke netop er en Komediedigter [Aristofanes havde i Skyerne latterliggjort Sokrates' subtile filosofi ved konfrontationen med den jævne bonde Strepsiades]. Alle de, der gennem Aarene har søgt at faa jer til at tro paa disse Paastande, hvad enten det nu var, fordi de havde noget imod mig og vilde lægge mig for Had, eller fordi de havde troet paa andres Tale og blot bragt Sladderen videre, de er de værste Modstandere, man kan have at gøre med. Man kan ikke faa dem for Retten og derved faa Lejlighed til at modbevise deres Paastande, men det er bogstavelig talt som at kæmpe mod Skygger, og man maa forsvare sig og modbevise Paastande uden at høre et Ord fra Modparten«, Platons Skrifter () bd. 1, s. 266f. – SK oversætter formentlig selv fra gr., dvs. fra Platonis opera () bd. 8, s. 100, da Schleiermacher i sin ty. oversættelse gengiver σϰιαμαχεῖν (gr. skiamacheín, kæmpe med en skygge) som »in der Luft fechtend«, jf. Des Sokrates Verteidigung, i Platons Werke () bd. 1,2, 1805, s. 191. Sokrates' Forsvarstale var ikke blandt de skrifter, som Heise overs. til da. i Udvalgte Dialoger af Platon (). fremkogle en Legion af Skygger spiller på Matt 26,53, hvor Jesus, der netop er blevet forrådt af Judas, siger til en af dem, der vil forsvare ham: »Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?« (NT-1819) – fremkogle: fremtrylle. – Legion: afdeling i den rom. hær på 3-6000 soldater; i midten af 1840'erne havde Corsaren o. 3000 abonnenter, men selv hævder bladet den 21. nov. 1845, at antallet næsten har nået 5000 (nr. 270, sp. 14). tænke een eneste Tanke heelt ud se JJ:303. Bagateller ... næsten latterlig reminiscens af J.L. Heibergs anmeldelse af Enten – Eller i »Litterær Vintersæd« () i Intelligensblade, hvori han skriver, at det er »med Hensyn paa Volumen, at Bogen maa kaldes et Monstrum« (s. 288), mens Scribes lystspil i én akt, Den første Kjærlighed (), fremhæves som »en smuk lille Bagatel« (s. 290). – Bagateller: mindre digt el. skuespil af let indhold. Flyveskrifter og Blade Flyveskrifter, dvs. pjecer el. småskrifter, kendes allerede fra bogtrykkerkunstens første tid og blev, indtil aviser blev almindelige, hyppigt brugt til polemiske indlæg i religiøse el. politiske disputter; under Grundtvigs kamp med kirken i årene e. 1825 () fik flyveskrifterne igen større betydning, ligesom den liberale da. teolog D.G. Monrad (1811-87) med sine Flyvende politiske Blade (nr. 1-5, Kbh. 1839-42) gav genren en vis politisk renæssance. Flyveskrifter såvel som alle andre »Aviser, Journaler og periodiske Blade« var i modsætning til 'store bøger' på mere end 24 ark undergivet forhåndscensur, jf. forordning af 27. sep. 1799, § 26, skærpet ved plakat af 13. maj 1814. Bernhard af Clairvaux ... distractionibus subjacet lat. »den sjæl, som er optaget af andre ting, kan ikke lade sig opfylde af Guds besøg«, jf. Bernhard af Clairvaux In ascensione Domini, sermo 3, kap. 7 (Migne Patrologia Latina 183, sp. 308A). SK citerer formentlig fra Opera, Basel 1566, ktl. 427, som ikke har ladet sig fremskaffe. – Bernhard af Clairvaux: el. Den hellige Bernhard (1091-1153), ty. munk og mystiker. Metaphysik har fortrængt Theologie sigter i almindelighed til den nyere spekulative teologi. moderne statistiske Betragtning af det Sædelige sigter formentlig til den offentlige debat om befolkningens moralske forhold, som hyppigt støttede sig til statistikker over især uægte fødsler, selvmord, forbrydelser og sindssyge, jf. Statistisk Tabelværk, 6. hefte, Kbh. 1842. Jf. også kritikken af 'tabellariske oversigter' i »Skrivelse til Læseren fra Frater Taciturnus«, i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, i Stadier paa Livets Vei (), SKS 6, 441f. nyt Blad »til Munterhed« sigter til underholdningslitteraturen i alm., jf. fx Den danske Bondeven, et Ugeblad til Nytte og Fornøielse, der begyndte at udkomme 1836, og Morskabslæsning for den danske Almue, der udkom 1839-41 og igen fra okt. 1845. springe i Stranden begå selvmord. Især i Kbh. var det almindeligt, at selvmordere druknede sig, bl.a. i Kallebo Strand V for Langebro (se kort 1). Den ny Udvikling ... at være repræsenteret Optegnelsen er nært forbundet med En literair Anmeldelse (), hvor både repræsentation og refleksion er væsentlige temaer; især synes den at knytte an til slutningen af anmeldelsen, hvor SK på baggrund af »de ældre Formationer (af Forholdet mellem Generation og Individ)« (SV2 8, 115) diskuterer sam- og fremtidens formationer. – repræsenterende Individ] hvilket i samtiden kunne være en borgerrepræsentant (medlem af Københavns Borgerrepræsentation, ) el. en stænderdeputeret (medlem af en stænderforsamling, ). I 1840'erne var interessen for disse organer dalende, da de ikke indfriede forventningerne om politisk indflydelse; i stedet fordrede den liberale opposition, at kongemagten skulle bindes til en folkevalgt og repræsentativ forsamling med ret til at give love og udskrive skatter (). Honoraret ... nuomstunder meget lille Selv modtog SK ikke honorar for sine udgivelser, da han (indtil 1847) var sin egen forlægger. literaire Sjouere dvs. skribenter, der som sjovere (daglejere) lever af løst arbejde og i almindelighed anses for at være rå og uden moral, se JJ:463 og . SK sigter især til de anonyme og ansvarsfrie 'medarbejdere' på Corsaren (), da disse if. forsiderubrikken (fast meddelt fra 10. jan. 1845, nr. 225) syntes at blive hyret på samme vilkår som sjovere: »Bidrag til Bladet, der honoreres med 1 à 3 Rbd. [] Spalten, modtages hos d'Hrr. Boghandlere Klein og Steen i forseglede Breve, addr.: Corsarens Redaction.« SK kan desuden sigte til de stråmænd, som Corsaren benyttede som ansvarshavende redaktører, og som han under pseudonymet Frater Taciturnus – og med reference til den egentlige redaktør, M.A. Goldschmidt () – i »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« () beskriver som »en Stab af ham repræsenterende Sjouere, sikkret mod literair Polemik ved Bladets Foragtelighed«, sp. 66 (jf. SV2 13, 470); også i En literair Anmeldelse () klager SK over disse »Sjouere«, SV2 8, 66. Den udstrakte brug af stråmænd gav allerede fra 1841 anledning til, at de skiftende redaktører blev sammenlignet med sjovere (); således kunne Corsaren den 7. maj 1841 (nr. 27) notere sig, at »Folk lægge os det tillast, at vi have antaget Arbeidsmænd og Sjouere til ansvarhavende Redacteurer.« Jf. også Corsaren den 24. sept. 1841 (nr. 47) og den 10. juni 1842 (nr. 90), sp. 8. foragtelig (...) Literat . Holberg bruger saadan Comik (...) Folk paa Bjerget antage at Jorden er flad jf. Holbergs () komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (), hvor Jesper med henvisning til, at man i København tror, at jorden er rund, siger, at »her paa Bierget vil ingen troe det« (3. akt, 2. scene). afsluttende Efterskrift p. 327 ... naae Individet ordret citat fra Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift, Kbh. 1846, s. 327 (SV2 7, 417f.). Dr. Bayer der Begriff der sittlichen Gemeinschaft ... p. 80 og 81 K. Bayer »Der Begriff der sittlichen Gemeinschaft« i Zeitschrift für Philosophie und speculative Theologie, udg. af I.H. Fichte (fra 1847 desuden af H. Ulrici og med titlen Zeitschrift für Philosophie und philosophische Kritik), bd. 1-20,1, Tübingen 1837-48, og bd. 23-27,1, Tübingen 1853-55, ktl. 877-911; bd. 13, 1844, s. 69-102. Bayer skriver s. 80, at et samfunds egentlige samhørighed ikke betinges af ydre, men indre nødvendighed, da kun denne som en frihedens lov kan gøre samfundet til en kærlighedens forening. Herefter inddeler han samfundet i tre områder, s. 80-81: »Gemeinschaftsgebiet der Beziehung«, som er den ubesjælede naturs område, hvor fx forholdet ml. planeterne kan beskrives som metafysiske forhold (s. 80f.); »Gemeinschaftsgebiet des Bezugs«, som er de levendes fællesskab, idet de i selvopofrelse og selvfølelse stræber efter at realisere et ideal om fuldkommen forening (s. 81); og »Gemeinschaftsgebiet der vollendeten Einigung«, som er den realiserende enighed og enhed (»Einheit«), hvor totalitetens selvstændighed beror på momenternes selvstændighed, og hvor disses indbyrdes forhold er et frihedens og kærlighedens forhold som et personligt og sædeligt-åndeligt samfund (s. 81). – Dr. Bayer: Karl Bayer (1806-83), ty. filosof. – Fichtes: Immanuel Hermann Fichte (1796-1879), ty. filosof, søn af en anden ty. filosof, Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), og derfor ofte kaldet »den yngre Fichte«. De occultis non judicat ecclesia . Lidelses-Historie . Liigtale tale, som holdes ved en grav, og som med præstens godkendelse evt. kan holdes af en lægmand, jf. kancelliskrivelse af 21. juni 1817 til Sjællands biskop. gik ind og lukkede sin Dør og bad til Gud spiller på Matt 6,6: »Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.« Stoikerne her sigtes til den rom. filosof Seneca, jf. næste kommentar, og . sapientem nulla re indigere ... Fichtes Tidskrift. 13dB. 1844. p. 86 lat. »den vise har ikke behov for nogen ting, og dog har han brug for mange ting« (parafrase af Senecas Breve 9,14), og lat. »Selv om den vise har nok i sig selv, så har han dog brug for venner, ikke for at have en, der kan sidde ved hans sygeleje, men for at have en, han personligt kan pleje, for hvem han kan dø« (parafrase af Senecas Breve 9,8-10). Med enkelte afvigelser i interpunktion et ordret citat fra K. Bauer »Der Begriff der sittlichen Gemeinschaft« i Zeitschrift für Philosophie und speculative Theologie (), bd. 13, 1844, s. 88 (ikke s. 86). Berlingske Tidende (...) i literair og critisk Henseende (...) dens Opgave: det Politiske Den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, grundlagt 1748, udkom fra jan. 1845 to gange dagligt med især politik, nyheder, anmeldelser, handelsstof, en føljeton samt annoncer; avisen nød indtil 1848 et kgl. privilegium på at bringe politiske nyheder. den Udbredthed ... ved at staae i B.T. Berlingske Tidende havde i 1846 o. 4.000 abonnenter, men antallet af læsere var betydeligt større. SK skrev aldrig i Berlingske Tidende, men i forbindelse med Corsar-striden () skrev han i dagbladet Fædrelandet, som da havde o. 1.500 abonnenter; hans egne værker udkom som regel i et oplag på o. 500 eksemplarer. dadler man mig ... hans Anerkjendelse I »En første og sidste Forklaring« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift () beder SK om, at læseren vil glemme ham over bøgerne, »da jeg forøvrigt forbindtligst takker Enhver, der har tiet, med dyb Ærefrygt Firmaet Kts – at det har talet« (SV2 7, upagineret); under sit vanlige mærke »Kts.« havde Mynster rost SKs Fire opbyggelige Taler, 1844 (), i »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade (), nr. 41-42, bd. 4, s. 97-114; s. 111-113. I anledning af udgivelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift skrev Corsaren () den 6. marts 1846 (nr. 285) en artikel om »Den store Philosoph«, hvori det bl.a. hedder, at SK »'takker Enhver, der har tiet'; men Biskop Mynster har Monopol paa at rose ham, og Enhver, der griber ind i Privilegiet, vil blive stævnet og mulcteret [idømt en bøde] paa det groveste. Følgelig skulle Alle vi Andre holde Mund. / Det er underligt nok, at man ikke har Raadighed over den Bog, man kjøber og betaler med 3 Rbd. 64 ß []. Hvis Magister Kierkegaard inviterer en Mand hjem til sig og giver ham en Kop Kaffe og siger til ham: Her skal De smage den deiligste Kaffe, De i Deres Liv har smagt. Men De skal være aldeles stum af Henrykkelse, De maa ikke rose den – den Eneste, der har Lov at rose min Kaffe, er Biskop Mynster«, sp. 8f. Fædrelandet 1845 ... roest af Berlingske Tidende Som forfatter til Tre Taler ved tænkte Leiligheder og som antagelig forfatter til Stadier paa Livets Vei blev SK i Berlingske Tidende den 6. maj 1845 () under mærket » – n.« rost for »en Dybsindighed i Tænkningen, der forfølger sin Gjenstand til dens mindste Traade, og derhos udfolder en sjelden Skjønhed og Elegance i Sproget, men især en Volubilitet [smidighed] i det, saa at ingen nulevende dansk Skribent deri kan maale sig med Forfatteren.« I »En Erklæring og lidt til« i Fædrelandet den 9. maj 1845 () frabad SK sig at blive rost af » – n.«, der ved at være anonym ikke kunne dokumentere sin litterære autoritet, mens »naar det f. Ex. er den legitime Hersker i dansk Literatur, Prof. Heiberg [], der taler, naar det er en europæisk rangerende som Prof. Madvig [], der taler, naar det er hint myndige høiærværdige Firma Kts., der taler, – ja, saa har et Vink sin Betydning, saa har et opmuntrende Ord sin Gyldighed, saa har en velvillig literair Hilsen sin Glæde«, sp. 15095f. det Samme ... i mit første Skrift Hverken i Af en endnu Levendes Papirer (1838, jf. SKS 1, 5-57), Om Begrebet Ironi (1841, jf. SKS 1, 59-357) el. Enten – Eller (1843, ) frabeder SK sig ros el. 'holder på Mynster'; formentlig sigter han til sin satiriske artikel »Aabenbart Skriftemaal« i Fædrelandet den 12. juni 1842 (nr. 904, sp. 7245-7252, jf. SV2 13, 433-442), hvor han frabeder sig ros og lovpriser Mynster som »en prøvet, en alvorlig, bevæget, høiærværdig Stemme« (sp. 7248, jf. SV2 13, 437). Fortalen til »afsluttende Efterskrift.« (...) af Johannes Climacus jf. pseudonymen Johannes Climacus' »Forord« til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (SV2 7, VII-XI), hvor forfatteren glæder sig over, at hans foregående udgivelse – Philosophiske Smuler – ikke er blevet anmeldt ( og ). bagi Bogen ... hverken kan ell. vil jf. »En første og sidste Forklaring« (), hvor SK skriver: »Min Pseudonymitet eller Polyonymitet har ikke havt en tilfældig Grund i min Person (...), men en væsentlig i selve Frembringelsen, der for Replikkens, for den psychologisk varierede Individualitets-Forskjelligheds Skyld digterisk krævede den Hensynsløshed i Godt og Ondt (...), der kun er ideelt begrændset af den psychologiske Conseqvents, hvilken ingen faktisk virkelig Person i Virkelighedens sædelige Begrændsning tør tillade sig eller kan ville tillade sig«, SV2 7, upagineret. pereat lat. lad ham dø; ned med ham! Modsat 'vivat', lad ham leve! den enkelte i Sandhed Udmærkede jf. »En Erklæring og lidt til« i Fædrelandet (), hvor SK ræsonnerer: »en ubeføiet Anerkjendelse er ligesaa forkastelig som et ubeføiet Angreb. Netop i vor Tid er det Første saa farligt, fordi man paa saa mange Maader søger at fravriste de enkelte Udmærkede, hvem vort Fødeland kan være stolt af, en ved sjelden Fortrinlighed gjennem en Aarrække erhvervet Navnkundighed Krav paa at nyde en yngre Slægts Ærbødighed og Bemyndigelse til at anvise Begyndere Plads i Literaturen, til at opmuntre dem ved et vinkende Tilraab«, sp. 15095. Jf. også En literair Anmeldelse, hvor 'den udmærkede' er et gennemgående tema. Corsaren (...) jeg (...) vil udskjeldes ... Foragtelighed . – Foragtelighed: . Spinoza (de emendatione intellectus p. 495.) Spinoza () Tractatus de intellectus emendatione et de via, qua optime in veram rerum Cognitionem dirigitur (lat. Afhandling om at forbedre forstanden og måden hvorpå den bedst ledes frem til sand erkendelse af omverdenen), i Spinoza opera (), s. 493-518 (forkortet Tractatus de intellectus emendatione); s. 495. Jf. den da. overs. i »Om forstandens forbedring« i Spinoza. Med indledning, oversættelse og noter af Oskar Hansen, i De store Tænkere, Kbh. 1965, s. 30-70; s. 30: »Efter at erfaringen havde lært mig, at alt, hvad der ofte møder os i det almindelige liv, er forfængeligt og nytteløst, idet jeg så, at intet, som jeg frygtede eller nærede ængstelse for, havde noget godt eller ondt i sig selv, uden for så vidt som sjælen bevægedes af det, så besluttede jeg mig omsider til at undersøge, om der fandtes noget, som er et sandt gode, og som det er muligt at blive delagtig i, og af hvilket sjælen alene kunne bevæges, når alt det øvrige er forkastet, og videre, om der fandtes noget, som jeg, når jeg én gang havde fundet og erhvervet det, kunne nyde evigt med en stadig og fuldkommen glæde. Jeg siger: 'Jeg besluttede mig omsider'. Thi ved første blik syntes det ubetænksomt at ville opgive en sikker ting til fordel for en endnu usikker. For jeg så det hensigtsmæssige, som erhverves ved ære og rigdom, og at jeg måtte give afkald på at søge at opnå det, hvis jeg ville arbejde alvorligt på at opnå noget andet og nyt.« Concession lat. indrømmelse; føjelighed. Spekhøker . Spinoza forkaster ... laver man Teleologien jf. appendiks til 1. del (om Gud) af Spinoza () Ethica ordine geometrico demonstrata et in quinque partes distincta (lat. Etik fremstillet efter den geometriske metode og inddelt i fem dele) i Spinoza opera (), s. 285-430 (forkortet Ethica); s. 305-310. SK sigter til en passage s. 307f. (delvist understreget i SKs eget eksemplar, der findes på Det kgl. Bibliotek, hvor det ikke hidtil har været katalogiseret som SKs), som bringes i . Jf. den da. oversættelse i Spinoza Etik. Oversat og forsynet med noter af S.V. Rasmussen. Gennemset og med indledning af Carl Henrik Koch, 3. udg., Kbh. 1996 [1933] (forkortet Etik), s. 32: »Det må heller ikke forbigås her, at denne læres tilhængere, der har villet lægge deres skarpsindighed for dagen ved at påpege tingenes formål, har for at godtgøre denne lære indført en ny måde at bevise på, ved nemlig at føre den tilbage, ikke til det umulige, men til uvidenheden, hvad der viser, at der ikke har stået noget andet bevismiddel til rådighed for denne lære. Thi hvis der f.eks. er faldet en sten ned fra et tag i hovedet på en eller anden og har slået ham ihjel, vil de på følgende måde bevise, at stenen er faldet ned for at dræbe vedkommende mand. Hvis den nemlig ikke er faldet ned i den hensigt efter Guds vilje, hvorledes har da så mange omstændigheder (thi ofte indtræffer mange samtidig) ved et tilfælde kunnet træffe sammen? Man vil måske svare, at dette indtraf, fordi vinden blæste, og fordi manden skulle den vej. Men de bliver ved: hvorfor blæste vinden på det tidspunkt? Hvorfor skulle manden netop på samme tid den vej? Svarer man så igen, at vinden rejste sig dengang, fordi havet den foregående dag, da vejret endnu var roligt, var begyndt at komme i bevægelse, og at manden havde været indbudt af en ven, så vil de igen tage fat, fordi der ingen ende er på spørgsmålene: ja, men hvorfor kom havet i bevægelse? Hvorfor blev manden indbudt til den tid? Og således vil de ikke holde op med at spørge videre om årsagernes årsager, indtil man har taget sin tilflugt til Guds vilje, dvs. til uvidenhedens fristed. Således bliver de også forbavset, når de ser på det menneskelige legemes bygning, og fordi de ikke kender årsagerne til så stor en kunst, slutter de, at denne bygning kommer i stand ikke ved mekanisk, men ved guddommelig eller overnaturlig kunst og indrettes på en sådan måde, at den ene del ikke gør den anden fortræd.« – teleologiske Opfattelse: . – asylum ignorantiæ: lat. uvidenhedens tilflugtssted el. fristed. Afvigelse: SK skriver »asylum ignorantiæ« for »ignorantiae asylum«, Spinoza Opera, s. 308. – causa efficiens: lat. bevirkende årsag. Aristoteles og skolastikerne opererer med en lang række årsagskategorier, blandt hvilke de fire hovedtyper er 'causa materialis' (lat. materiel årsag), 'causa formalis' (lat. formel årsag), 'causa efficiens' og 'causa finalis' (lat. formålsårsag). Causa efficiens kan således – under Spinozas og evighedens synsvinkel – siges at være en immanent årsag, idet årsagen ligger i virkningen selv som dennes ved dens egen fortid determinerende årsag, mens causa finalis kan siges at være en transcendent årsag, idet årsagen ligger ud over virkningen som den ved et formål bestemmende årsag. I anden Deel ... hvilken causa efficiens er jf. 2. del (om åndens natur og oprindelse) i Spinoza Ethica, s. 310-339. Spinoza hævder, at ethvert fænomen har sin bevirkende årsag (lat. causa efficiens), uagtet at mennesket – og således også Spinoza – grundet sin begrænsede fatteevne ikke vil være i stand til at erkende denne adækvat, jf. særligt følgende passus i hans anmærkning til 35. læresætning: »menneskene bedrager sig selv deri, at de mener, de er frie, (...) og denne antagelse beror alene derpå, at de er sig deres handlinger bevidst, men er uvidende om de årsager, som de bestemmes af. Ideen om deres frihed er altså den, at de ikke kender nogen årsag til deres handlinger«, Spinoza Etik, s. 61. – Immanents: . Til Uvidenheden ... Subjektiviteten er Sandheden jf. 2. del, 2. afsnit, kap. 2 (»Den subjektive Sandhed, Inderligheden; Sandheden er Subjektiviteten«) i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (), SV2 7, 174-237; s. 189: »Naar Subjektiviteten er Sandheden, maa Sandhedens Bestemmelse tillige indeholde i sig et Udtryk for Modsætningen til Objektiviteten, en Erindring fra hiint Veiskille, og dette Udtryk angiver da tillige Inderlighedens Spændstighed. Her er en saadan Definition paa Sandhed: den objektive Uvished, fastholdt i den meest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den høieste Sandhed der er for en Existerende. Der hvor Veien svinger af (og hvor det er, lader sig ikke objektivt sige, da det netop er Subjektiviteten), bliver den objektive Viden sat i Bero. Objektivt har han da kun Uvisheden, men netop dette strammer Inderlighedens uendelige Lidenskab, og Sandheden er netop dette Vovestykke, med Uendelighedens Lidenskab at vælge det objektivt Uvisse. Jeg betragter Naturen for at finde Gud, jeg seer jo ogsaa Almagt og Viisdom, men jeg seer tillige meget Andet som ængster og forstyrrer. Summa summarum heraf bliver den objektive Uvished, men netop derfor er Inderligheden saa stor, fordi Inderligheden omfatter den objektive Uvished med Uendelighedens hele Lidenskab. I Forhold til en mathematisk Sætning f.Ex. er Objektiviteten given, men derfor er dens Sandhed ogsaa en ligegyldig Sandhed.« latere, bene latuit fejl for 'latere, bene vixit', lat. den der skjuler sig (lever ubemærket), har et godt liv. Jf. den rom. digter Ovids Tristia, 3. bog, 4,25: »bene qui latuit bene vixit«. SK ejede Ovids værker som P. Ovidii Nasonis opera quae supersunt, . det Høittravende om Videnskabens Begyndelse sigter til hegelianernes fordring til filosofien som videnskabeligt system (), at det måtte være forudsætningsløst (). menneskeligt begynde ... jeg bliver Videnskabsmand spiller måske på indledningen til Spinoza Tractatus de intellectus emendatione (). platonisk Dialog-Form Næsten alle Platons værker () er skrevet som dialoger, hvor Sokrates typisk er den ene samtalepartner. Forundring ligesom i gl. Dage hos Grækerne sigter til Platons og Aristoteles' tale om, at filosofien begynder med 'forundring'. I en optegnelse fra 1841 i en udateret notesbog skriver SK: »Det er et positivt Udgangspunkt for Philosophien, naar Aristoteles mener, at Philosophien begynder med Forundring, ikke som i vor Tid med Tvivl« (Pap. III A 107). I marginen citerer SK fra Aristoteles' Metafysik, 1. bog, kap. 2 (982b 12f.): »δια γαϱ το ϑαυμαζειν οι ανϑϱωποι ϰαι νυν ϰαι το πϱωτον ηϱξαντο ϕιλοσοϕειν« (gr. »netop fordi de undrer sig, er menneskene både nu og fra først af begyndt at filosofere«), og fra Platons dialog Theaitetos 155d: »μαλα γαϱ ϕιλοσοϕον τουτο το παϑος, το ϑαυμαζειν. ου γαϱ αλλη αϱχη ϕιλοσοϕιας η αυτη« (gr. »den lidenskab at undre sig er netop ejendommelig for en filosof; for der er ingen anden begyndelse for filosofien end denne«). Som sin kilde anfører SK: K.F. Hermann Geschichte und System der Platonischen Philosophie bd. 1, Heidelberg 1839, ktl. 576, s. 275, note 5, hvor de to citater er anført. – Sml. JJ:218. Cartesius bemærker ... ingen Modsætning har Descartes () skriver i Tractatus de passionibus animæ (lat. Traktat om de sjælelige følelser, fr. 1649, lat. 1650), 2. del, artikel 53, under rubrikken »Admiratio« (lat. forundring, beundring): »Nec habet contrarium« (lat. »Den har ikke sin modsætning«), Renati Des-Cartes opera philosophica () bd. 4, s. 27. – I manuskriptet til Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est () skriver SK, at »Cartesius lærer, at Forundring (admiratio) er den eneste Sjæls Lidenskab, der ingen Modsætning har – derfor seer man hvor rigtigt det er at gjøre den til Udgangspunkt for al Philosophie« (Pap. IV B 13, 23). Formentlig i dec. 1842 henviser SK i notesbogen »Philosophica«, dateret 2. dec. 1842, ligeledes til det anførte sted: »Cartesius (i hans Opsats de passionibus) gjør rigtig opmærksom paa, at admiratio ingen Modsætning har (cfr. artic: LIII.). Ligeledes at cupiditas [lat. drift] ikke bør have sin Modsætning i aversio [lat. afsky, uvilje]; men ingen Modsætning bør have (cfr. artic. LXXXVII.). Dette er mig af Vigtighed for min Theorie af Angest cfr. JJ. Bagfra p. 3 [se JJ:511]« (Pap. IV C 10); jf. Begrebet Angest (), SKS 4, 445,33. Spinoza i tredie Bog ... admiratio jf. den 4. følelsesdefinition i 3. del (om følelsernes oprindelse og natur) i Spinoza Ethica (), s. 369 (som er understreget i SKs eget eksemplar): »Forundring er forestillingen om en eller anden ting, af hvilken ånden af den grund vedbliver at være fastholdt, fordi denne særlige forestilling ikke har nogen forbindelse med de øvrige«, Spinoza Etik (), s. 120. I forklaringen til definitionen hedder det om forundringen, at den ikke er en følelse, men ækvivalerer forestillingen om en ny og hidtil uset ting, Ethica, s. 369: »Forestillingen om den nye ting er altså i sig selv betragtet af samme natur som de øvrige [forestillinger], og af denne årsag regner jeg for mit vedkommende ikke forundringen med til følelserne, og jeg ser ikke nogen årsag til, at jeg skulle gøre det, eftersom denne adspredthed i ånden jo ikke skyldes nogen positiv årsag, der drager ånden bort fra andre forestillinger, men blot det, at årsagen til, at ånden ud fra betragtningen af en ting bestemmes til at tænke på andre ting, [her] mangler«, Etik, s. 120f. – admiratio: lat. beundring, forundring. cupiditas, lætitia, tristitia lat. drift, glæde, sorg. Efter at have defineret drift, glæde og sorg som de grundliggende følelser, skriver Spinoza i beviset for den 57. læresætning i 3. del af Ethica, s. 366 (som er understreget i SKs eget eksemplar): »Omnes affectus ad Cupiditatem, Laetitiam, vel Tristitiam referuntur, ut eorum, quas dedimus definitiones ostendunt« (lat. »Alle følelser henføres til drift, glæde og sorg, således som definitionerne, vi har givet af dem, viser«, Spinoza Etik, s. 116). Subsidialiter lat. som bisag (modsat principaliter, som hovedsag). det at begynde med Tvivl . ϰινησις gr. kínēsis, bevægelse, forandring; sigter især til Aristoteles' prægning af begrebet ϰινησις som en overgang fra mulighed til virkelighed, jf. Fysikken, 3. bog, kap. 1 (201a 10-11), . SK har i § 1 i »Mellemspil« i Philosophiske Smuler () redegjort for sin forståelse af det gr. begreb, som det udvikles af Aristoteles, nemlig som en overgang fra ikke-væren til væren, fra mulighed til virkelighed, jf. SKS 4, 273-275. transitio lat. overgang. han udsiger ... p. 368 jf. 2. og 3. følelsesdefinition med forklaring i 3. del af Spinoza Ethica (), s. 368 (som er delvist understreget i SKs eget eksemplar): »II. Laetitia est hominis transitio a minore ad majorem perfectionem. / III. Tristitia est hominis transitio a majore ad minorem perfectionem. / Explic. Dico transitionem. Nam Laetitia non est ipsa perfectio. Si enim homo cum perfectione, ad quam transit, nasceretur, ejusdem absque Laetitia affectu compos esset« (lat. »2. Glæde er menneskets overgang fra en mindre til en større fuldkommenhed. / 3. Sorg er menneskets overgang fra en større til en mindre fuldkommenhed. / Forklaring. / Jeg siger overgang. Thi glæde er ikke selve fuldkommenheden. Hvis nemlig mennesket blev født med den fuldkommenhed, som han går over til, ville han besidde denne uden følelse af glæde«, Spinoza Etik (), s. 120). – transitio in perfectionem: lat. overgang i fuldkommenhed; overgang til en anden (større el. mindre) grad af fuldkommenhed. – perfectio: lat. fuldkommenhed. suum esse conservare lat. at bevare sin væren. Jf. 6. læresætning i 3. del af Spinoza Ethica (), s. 344 (delvist understreget i SKs eget eksemplar): »Unaquaeque res, quantam in se est, in suo Esse persevare conatur« (lat. »Hver enkelt ting stræber efter, så vidt det står til den, at forblive i sin væren«, Spinoza Etik (), s. 83). I 9. læresætning skriver Spinoza, at også ånden stræber efter at forblive i sin (såvel åndelige som legemlige) væren, som den således – mere prægnant udtrykt (i anmærkningen til 9. læresætning, Ethica, s. 344f.) – søger at bevare el. fastholde: »Denne stræben kaldes vilje, når den henføres alene til ånden, men når den på en gang henføres til ånden og legemet, kaldes den trang, der følgelig ikke er andet end selve menneskets essens, af hvis natur det nødvendigvis følger, der tjener til dens bevarelse; og følgelig er mennesket bestemt til at gøre det«, Etik, s. 85. den intellectuelle Kjerlighed I 5. del (om forstandens magt eller om den menneskelige frihed) af Ethica beskriver Spinoza, hvorledes ånden ved at erkende sig selv erkender Gud som sin egentlige årsag; denne erkendelse giver anledning til en 'glæde', som imidlertid ikke defineres ved en overgang fra en mindre til en større grad af fuldkommenhed, men udtrykker fuldkommenheden selv. Denne fuldkommenhed benævner Spinoza 'intellektuel kærlighed til Gud', og i denne viser Guds kærlighed til menneskene og åndens kærlighed til Gud sig som ét, jf. følgesætningen til 32. læresætning samt de følgende læresætninger. I SKs eget eksemplar er følgesætningen til 36. læresætning (Ethica, s. 427) understreget: »Heraf følger, at Gud elsker menneskene, for så vidt som han elsker sig selv, og følgelig, at Guds kærlighed til menneskene og åndens intellektuelle kærlighed til Gud er et og det samme«, Spinoza Etik, s. 205. I marginen henviser SK til 19. læresætning (Ethica, s. 421), som ligeledes er understreget: »Den, der elsker Gud, kan ikke stræbe efter, at Gud skal elske ham igen«, Spinoza Etik, s. 197. p. 430 Slutning jf. anmærkningen til 42. læresætning i 5. del af Spinoza Ethica, s. 430: »Selv om nu den vej, som jeg har vist fører hertil, synes meget besværlig, så kan den dog findes. Og visselig må det, der findes så sjældent, være besværligt. Hvorledes ville det nemlig være muligt, at frelsen blev forsømt af næsten alle, hvis den var lige for hånden og kunne findes uden stort besvær? Men alt, hvad der er ypperligt, er lige så vanskeligt som sjældent«, Spinoza Etik, s. 210. I sit eget eksemplar har SK herunder med blyant skrevet: »Men hvorledes kan der overhovedet være Tale om en Vei i en Immanents-Theorie, en Vei er Teleologie«. Immanents-Theorie . Vei er jo netop Teleologiens Dialektik se JJ:439. Idag bekjendtgjordes ... Smaa-Venner jf. under rubrikken »Dødsfald« i Adresseavisen () den 26. marts 1846, nr. 72, sp. 7: »At Harald Christian Ludvig Jordan, otte Dage før sin ottende Fødselsdag, indgik til Lysets Boliger, hvor han gjenfinder sin Aaret forud diddragne yngre Broder, – derom underrettes herved hans faa Smaavenner.« Forleden stod der ... gjorde det fyldestgjørende jf. Lollands-Posten den 5. marts 1846, nr. 28: »Mariebo. Den Maren Jensdatter og hendes Medskyldige, Tjenestekarl Hans Nielsen paa Falster overgaaede Høiesteretsdom, ved hvilken de begge vare dømte fra Livet fordi de havde myrdet Niels Petersen Bækmand, blev exequeret i Gaar. Hs. Majestæt havde dog allernaadigst formildet Dommen derhen, at Marens Ligs Henlæggelse paa Steile og Hjul bortfaldt, og forandret Dødsdommen over Hans Nielsen derhen, at han kagstrygedes og skal derefter indsættes i Rasphuset paa Livstid. Maren Nielsdatter gik Døden imøde med tilsyneladende Rolighed, og Executionen paa hende udførtes af Skarpretter Dyring med megen Accuratesse. Derefter blev Hans Nielsen paa vedbørlig Maade stryget til Kagen af Skarpretter Hylsen.« Med reference til Lollands-Posten blev artiklen den 10. marts 1846 bragt i Sorøe Amtstidende eller Den Vest-Sjællandske Avis (nr. 39, s. 154f.); det er formentlig i denne avis, SK har læst artiklen, nemlig under sit besøg hos sin broder Peter Christian i Pedersborg ved Sorø, hvor han opholdt sig nogle dage fra 3. april 1846, jf. regning fra hyrekusk P.S. Lassen i Lille Helliggeiststræde (regningen er tabt, men findes indirekte overleveret i EP III, s. 872). – kagstryge: . et Billede i et Opbyggelses-Skrift Billedet findes sandsynligvis i den udg. af Johann Arndt Sämtliche geistreiche Bücher vom wahren Christenthum, som SK havde stående i sit bibliotek (), men som ikke har kunnet fremskaffes; billedet er imidlertid fundet i Sechs geistreiche Bücher Vom Wahren Christenthum, udg. af G. Ernsten, Stargard in Pommern 1720, s. 828; se illustration 10.10. Træsnit fra Johann Arndts opbyggelsesskrift Spinoza i Præfatio ... aliis obsint med enkelte afvigelser i interpunktion ordret citat fra »Praefatio« (lat. »Forord«) i Spinoza Tractatus theologico-politicus (lat. Teologisk-politisk afhandling), i Spinoza opera (), s. 83-88; s. 88. – reliquis autem ... aliis obsint: lat. »jeg søger imidlertid ikke at anbefale de øvrige [dvs. andre end filosofferne] denne afhandling, for jeg har ingen grund til at håbe, at den på nogen måde kan falde i deres smag; jeg ved jo godt, hvor dybt i personligheden disse fordomme stikker, som tanken under dække af fromhed antager; jeg ved endvidere, at det er lige så umuligt at fratage menigmand hans overtro og frygt; og jeg ved endelig, at et fast karaktertræk hos folket er trods, og at denne trods ikke styres af fornuften, men drives af en pludselig indskydelse til at rose eller dadle. Jeg opfordrer således ikke almuen og alle dem, der med almuen må slås med deres følelser, til at læse, hvad jeg skriver, men så hellere, at de helt vender sig bort fra denne bog frem for at være til besvær med deres sædvanlige og omfattende fejlagtige opfattelser og skade andre samtidig med, at de ikke gavner sig selv«. Ude paa Kirkegaarden ... har nu stridt (...) den Afdøde var netop Bedemand Kirkegården er formentlig Assistens Kirkegård (), hvor en gravsten som den beskrevne ikke er bevaret. – Bedemand: dvs. en af Københavns fem stadsbedemænd, som var almindeligt ringeagtet og mistænkt for at udnytte den for alle andre end fattige lovbefalede brug af bedemænd, jf. rådstueplakat af 26. juni 1818. Der Neidige ist ... samtl. Skr. X B. p. 392 citat fra Abraham a St. Clara's Sämmtliche Werke bd. 1-22, Passau 1835-54, ktl. 294-311; bd. 10 (indeholder værket »Hui! und Pfui! der Welt. Hui, oder Anfrischung zu allen schönen Tugenden. Pfui, oder Abschreckung von allen schändlichen Lastern. Durch unterschiedliche Concept, Historien und Fabeln vorgestellt, worinnen der Poet, Prediger und waserlei Standespersonen für ihren Kram etwas finden können«, 1680), 1836, s. 392. I SKs eget eksemplar er sætningen understreget med blyant (KA, E pk. 1). – Abraham a S. Clara: Ulrich Megerle (1642-1709), kendt under sit munkenavn Abraham a Sancta Clara, østr. gejstlig og forfatter. Hebræer Brevet ... deres Fordærvelse SK fremhæver, men citerer i øvrigt ordret fra Hebr 10,39 (NT-1819). Citatet synes at være skrevet ind i journalen JJ, efter at SK i renskriften til »En Leiligheds-Tale« i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand () har overstreget en passus, der svarer til den fremhævede del af citatet samt henvisningen, jf. Pap. VII 1 B 192,7. I et gl. Opbyggelses-Skrift ... naar Du slet ikke har grædt sigter til Johann Arndt Vier Bücher vom wahren Christenthum, Magdeburg 1610. De fleste udg. efter 1610 indeholder seks bøger, hvoraf de to sidste er sammendrag af forskellige af Arndts skrifter, jf. Sämtliche geistreiche Bücher vom wahren Christenthum, 2. udg., Tübingen uden år [formentlig 1737], ktl. 276, som ikke har kunnet fremskaffes. SK ejede desuden en forkortet udg. i da. oversættelse, Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Christiania 1829, ktl. 277. Det refererede sted findes i 2. bog, kap. 44, jf. den da. overs., s. 354: »i Joh. Aabenbaring staaer skrevet: 'Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine'. Men hvorledes skal og kan dette skee, naar vi ei kjendte, hvad bittre Taarer var?« Tættere på SKs gengivelse er en tidl. overs., Sex Bøger Om Den Sande Christendom, Kbh. 1739, s. 566: »Esa. 25,8. staaer der, at Gud aftørrer al graad af vore øyne. Men hvorledes skal Gud aftørre den, naar du aldrig har hiertelig grædt?« I »En Leilighedstale« i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, Kbh. 1847, som SK netop synes at have skrevet de første udkast til på dette tidspunkt (), citeres samme sted således: »'hvorledes skulde Gud hisset kunne aftørre Dine Taarer, naar Du ikke har grædt?'« (SV2 8, 232) – Opbyggelses-Skrift: og . – Bibelord: 'at Gud skal aftørre vore Taarer': jf. Es 25,8: »den HErre, HERRE skal afviske Graaden af alle Ansigter« (GT-1740), og Åb 21,4: »Gud skal aftørre hver deres Taare af deres Øine« (NT-1819). Anaxagoras ... quæstiones academicæ 1, 12 overs. citat fra H. Ritter Geschichte der Philosophie alter Zeit () bd. 1, s. 339: »eng sei der Sinn, schwach der Geist, kurz der Lauf des Lebens.« I en note hertil henvises til Cicero Academici libri, 1. bog, kap. 12,44. Af en Leilighedstale ... gjemme det uforandret En stort set enslydende passage har SK overstreget i renskriften til »En Leiligheds-Tale« i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, Kbh. 1847, jf. Pap. VII 1 B 192,8. Forordet til talen er oprindeligt dateret den 5. maj 1846 (jf. Pap. VII 1 B 148 og B 150), men Opbyggelige Taler i forskjellig Aand blev først afleveret til trykkeriet 25. jan. 1847, jf. Erindringsbog for Bianco Luno 1847, nr. 65 (i arkiv hos Bianco Lunos Bogtrykkeri, København); det kan derfor ikke afgøres, hvornår SK har overstreget passagen, men det er sandsynligt, at han netop efter at have overstreget den har villet bevare den ved at skrive den ind i journalen JJ i maj 1846. Empedocles antog ... Ritter 1ste B. p. 571 overs. citat fra H. Ritter Geschichte der Philosophie alter Zeit () bd. 1, s. 571: »Wenigstens finden wir, daß er [Empedokles, ] zwei Arten des Wahnsinns unterschied, von welchen die eine aus körperlicher Krankheit entstehe, die andere aber aus der Reinigung der Seele.« Coel: Aurel: ... sive iniquitate ordret citat af Ritters fodnote til det anførte sted, s. 571. – Coel: Aurel: de morbis chron: 1,5: dvs. Cælius Aurelianus De morbis chronicis (lat. Om kroniske sygdomme), 1. bog, kap. 5,145. Cælius Aurelianus: numidisk læge (o. 400 e.Kr.). – Empedoclem sequentes alium ... sive iniquitate: lat. »Empedokles' skole mener, at én form for sindssyge opstår på grund af sjælens renselse, medens en anden som følge af åndelig svækkelse skyldes legemlig sygdom eller indisposition«. Ritter (...) Indl. til 1ste Bind (...) p. 23 H. Ritter Geschichte der Philosophie alter Zeit () bd. 1, s. 22f.: »Nun möchte es aber noch auffallend sein, daß man besonders in der Geschichte der Philosophie die Anforderung, aus dem Begriffe der Philosophie die Nothwendigkeit des Geschehenen abzuleiten, nicht selten gehört hat, / [s. 23] / und daß dem gemäß auch Versuche gemacht worden sind, diesen Theil der Geschichte zu construiren. Dies ist um so auffallender, je schwieriger die Ableitung in einem besondern Gebiete der Geschichte sein muß, da in einem solchem die Reihe der Entwicklungen durch äußere, diesem Gebiete selbst zufällige einflüsse gestört werden muß, so daß es der Idee gemäßer sein würde, die Geschichte der ganzen Welt, als die Geschichte der Erde oder der Menschheit, und die Geschichte der Menschheit, als die Geschichte der Philosophie zu construiren. Deswegen hat auch niemand noch unternommen, die Geschichte eines einzelnen Menschen zu construiren.« Construktionens Idee Med 'konstruktionen' sigtes der i den ty. idealisme ofte til Kants () påstand om, at forstanden spontant konstruerer forestillingerne i overensstemmelse med sine egne kategorier; erfaringens sansemateriale bliver rekonstrueret eller struktureret til bestemte objekter. For Schelling () består konstruktion i den proces at aflede den individuelle enhed af et formalt princip, hvorved det universelle er konstrueret, dvs. forstået i det specielle, jf. fx Vorlesungen über die Methode des academischen Studiums, 3. udg., Stuttgart og Tübingen 1830 [1803], ktl. 764, s. 92: »Die Darstellung des Allgemeinen und Besondern in der Einheit, heißt überhaupt Construction«. Begrebet spiller også en betydelig rolle for F.C. Sibbern (), der i sin Logik som Tænkelære, Kbh. 1835 [1827], ktl. 777, § 20, behandler denne tænkningens akt: Først »under denne eftergjørende Construction eller genetiske Fremstilling fatte og indsee vi Sammenhængen, eller Maaden, hvorpaa alle Enkeltheder ere forenede, tilfulde«, s. 65. Når konstruktionens idé – som af SK – relateres til historien, sigtes især til Hegel, der udtrykkeligt påberåber sig det i sin historiefilosofi; i indledningen til Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte () hedder det således: »Das Allgemeine ist (...), daß die Philosophie der Geschichte nichts Anderes, als die denkende Betrachtung derselben bedeutet (...) Diese Berufung auf das Denken kann aber deswegen hier als ungenügend erscheinen, weil in der Geschichte das Denken dem Gegebenen und Seyenden untergeordnet ist, (...) der Philosophie im Gegentheil aber eigene Gedanken zugeschrieben werden, welche die Speculation aus sich (...) hervorbringe. Gehe sie mit solchen an die Geschichte, so behandle sie sie wie ein Material, lasse sie nicht wie sie ist, sondern richte sie nach dem Gedanken ein, construire sie daher, wie man sagt, a priori. Da die Geschichte nun aber bloß aufzufassen hat, was ist und gewesen ist, (...) so scheint mit diesem Treiben das Geschäft der Philosophie in Widerspruch zu stehen, und dieser Widerspruch und der daraus für die Speculation entspringende Vorwurf soll hier (...) widerlegt werden«, Hegel's Werke () bd. 9, s. 12 (Jub. bd. 11, s. 34). Den literaire Foragtelighed . at være anonym . dens Subscribenter anonyme hvorimod det op til o. 1840 var almindeligt især i tidsskrifter at oplyse navn og stilling på subskribenterne, der således ikke var anonyme, jf. fx blandt 'andre subskribenter i København' i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, 8. årg., Kbh. 1840, s. V: »Kjerkegaard, S., Cand. theol.« Sjouere . lod selv Subscribenterne sig repræsentere ved Gaardskarle sigter formentlig til, at SK mente sig chikaneret af gårdskarle samt gadedrenge og tjenestepiger (), der ikke selv – som store dele af borgerskabet – subskriberede på Corsaren. Tidens Fordring . tykke ell. dog velskabte ... paa Moden sigter især til Klæstrups tegninger af SK i Corsaren (), hvor man den 9. jan. 1846 (nr. 277, sp. 4), den 23. jan. (nr. 279, sp. 1 og 2) og den 6. marts (nr. 285, sp. 9) ser hans lapsede påklædning og bukseben af forskellig længde, samt den 16. jan. (nr. 278, sp. 5), hvor man ser hans tynde ben i et par alt for store støvler. Jf. også »Den nye Planet« i Corsaren den 9. jan. (nr. 277, sp. 1-4), en fiktiv diskussion ml. J.L. Heiberg ( og ), astronomen C.F.R. Olufsen (1802-55) og SK, hvor Olufsen med henvisning til sin skrædder forklarer SK, at »det ene Buxelaar er s'gu altid lige saa langt som det andet, naar jeg ikke udtrykkeligt forlanger det anderledes, for at see genialsk ud« (sp. 2f.); »Catalog over et rigt og betydeligt Udvalg af de nyeste og smukkeste Pragt-Georginer, (Dadalisser) disponible i Aaret 1846, bestemte til at udstilles Tid efter anden i 'Corsarens' Blomsterhave« i Corsaren den 3. april (nr. 289, sp. 13-14), hvor den tredje af ni blomster beskrives således: »Beauty of Kierkegaard, isabellefarvet, af udmærket Bygning med to ulige Stilke forneden, brillant og imponerende Holdning; uovertræffelig i enhver Henseende; Farvespillet paa Stilkene er især ypperligt« (sp. 13); og »Udvalg af 'Corsarens' allernyeste og allerbedste Drømmebog, udgiven til Fornøielse og behagelig Underretning for Enhver, som ønsker sikker Udtydning af sine Drømme« i Corsaren den 29. maj (nr. 297, sp. 7-8), hvor man læser følgende: »Korte Buxer at see ..... bet.[yder] ..... Frater Taciturnus« (sp. 7). skrive i Adresseavisen, thi det koster Penge . skuffende Kunsts bedragende el. illusionsskabende kunst, dvs. skuespil. thi da han ... den Fattiges Nøisomhed formentlig en variation af en passus i renskriften til »En Leiligheds-Tale« i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (), som SK ikke har villet glemme og derfor skrevet ind i journalen, jf. SV2 8, 158. – Skjærven i den Fattiges Nøisomhed: spiller på fortællingen om den fattige enke og tempelkisten, Mark 12,41-44 (). Klangfiguren symmetrisk figur, der dannes i tørt sand strøet på en vandret glas- eller metalplade, når man med en violinbue stryger på kanten af pladen og sætter den i svingninger. Fænomenet blev påvist 1787 af den ty. fysiker E.F.F. Chladni og diskuteret bl.a. af H.C. Ørsted, som i 1808 fik Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs sølvmedalje for sin afhandling »Forsøg over Klangfigurerne« i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter for Aar 1807 og 1808, bd. 5, Kbh. 1810, s. 31-64. comunistiske I 1840'erne kendte man i Danmark kun de kommunistiske ideer fra avisernes reportager om de politiske diskussioner i Frankrig og England, jf. således L. Meyer Fremmedord-Bog (), s. 113: »Communist, en Tilhænger af et politisk Partie i det nyeste Frankrige og England, der prædiker Eiendoms-Fællesskab.« I Danmark blev prædikatet 'kommunistisk' som regel brugt nedsættende om forsøg på at begrænse godsejernes ejendomsret til de jordområder, der blev dyrket af fæstebønder; fx blev Balthasar Christensens indlæg om selveje på stænderforsamlingen () i Roskilde i 1844 af godsejer Neergaard karakteriseret som en forelæsning over »den communistiske Lære«, Roskilde Stænder-Tidende (), Kbh. og Roskilde 1844, nr. 186, bd. 2, sp. 2969. Jf. også Fædrelandet den 29. marts 1845 (nr. 1849, sp. 14818), hvor det netop i anledning af spørgsmålet om selveje hedder, at »Communismen er det til Absurditet gjennemførte Lighedsprincip, der udvikler sig i Modsætning til det til Absurditet gjennemførte Eiendomsprincip«. Jf. desuden artiklen »Hvad er Communisme?« i Almuevennen den 28. maj 1845 (nr. 41-42, s. 165-168). en indsendt Artikel ... ugunstige Dom jf. en artikel i Kjøbenhavnsposten den 30. maj 1846 (nr. 122) under rubrikken: »(Indsendt fra Jylland).« Indsenderen, der underskriver sig »A.«, refererer og citerer to negative anmeldelser af Madvigs latinske grammatik (se følgende kommentar), begge i Neue Jahrbücher für Philologie und Paedagogik og skrevet af hhv. W. Weisenborn (bd. 43, Leipzig 1845, s. 310-356) og W.A. Varges (bd. 44, Leipzig 1845, s. 3-24). Se også Kjøbenhavnsposten den 2. juni (nr. 124), 4. juni (nr. 126) og 13. juni (nr. 134). – Kiøbhposten: radikalt demokratisk dagblad, grundlagt 1827 og fra 1. juli 1845 redigeret af J.P. Grüne, som skærpede bladets profil i republikansk og antinationalistisk retning, hvorved han gav anledning til, at bladet blev beskyldt for kommunisme. Madvigs latinske Grammatik J.N. Madvig Lateinische Sprachlehre für Schulen, Braunschweig 1844, overs. af L. Oppermann fra da. Latinsk Sproglære til Skolebrug, 2. udg., Kbh. 1844 [1841], jf. Bemerkungen über verschiedene Punkte des Systems der Lateinischen Sprachlehre und einige Einzelheiten derselben. Als Beilage zu seiner Lateinischen Sprachlehre für Schulen, Braunschweig 1843, overs. af Fries fra da. Bemærkninger i Anledning af Prof. Madvigs latinske Sproglære, af dens Forfatter, Kbh. 1842. – Madvigs: Johan Nicolai Madvig (1804-86), da. filolog, prof. ved Københavns Universitet. Øltappere . Rangeret i den laveste af seks klasser i den klassifikation, hvorefter næringsdrivende i København betalte borgerskabspenge og næringsskat, jf. J.N. Høst Dansk Borgerret (), s. 16. Mening om (...) Græsk jf. J.N. Madvig Græsk Ordføiningslære, især for den attiske Sprogform, Kbh. 1846, som i en anmeldelse i Berlingske Tidende den 5. marts 1846 (nr. 54) blev rost for at være på højde med Latinsk Sproglære til Skolebrug og derfor anbefalet som håndbog for græsklærere. Kastevæsenet sigter formentlig til stændersamfundet, som det var, før Fr. III (1648-70) i 1660 indførte enevælden og i princippet gjorde alle sine undersåtter ligeværdige uden at levne adelen særlige privilegier (). Allusionen kan måske også gælde stavnsbåndet, som i vid udstrækning blev ophævet i 1788, el. det bestående lavsvæsen, som blev stærkt kritiseret af liberale politikere, der plæderede for næringsfrihed (indført i 1857). høie Skolepenge ... lærde Skole If. forordning af 7. nov. 1809, § 66, skulle der for en elev i 'den lærde skole' (samtidens betegnelse for latinskolen, der forberedte til universitetet) betales »Skolepenge«, et årligt gebyr på 20-30 rigsdaler (). Bønhas en fusker i et håndværk el. en, som i smug driver et håndværk uden at være berettiget dertil (dvs. uden at have næringsbrev). Saaledes har Madvig Baden Den da. teolog og filolog, prof. emeritus Torkel Baden (1765-1849) havde siden begyndelsen af 1830'erne skrevet adskillige pedantiske kritikker af J.N. Madvig (), sidst Kritiske Undersøgelser, Kbh. 1845, og Palinodi, Kbh. 1845. P.L. Møller Peder Ludvig Møller (1814-65), da. æstetiker, forfatter og kritiker, redigerede 1843 et polemisk blad, Arena, og udgav 1845-47 en æstetisk årbog, Gæa, bidrog desuden med artikler i forskellige blade, således »i 'Corsaren' (Adskillige satiriske Kritiker og Digte)«, T.H. Erslew Almindeligt Forfatter-Lexicon bd. 1-3, Kbh. 1843-53, ktl. 954-969; bd. 2, 1847, s. 406. Torvesjouerne drager, fx med opstilling på Gammeltorv (se kort 2, B1), hvor handlende fra det københavnske opland om morgenen ankom med deres varer. Den Umiddelbare ... blot hørig Det samme tema beskæftigede SK sig også med under sit nylige ophold i Berlin, hvor han skrev en række optegnelser på løse blade (jf. Pap. VII 1 A 130-146), som han samlede i et omslag med påtegningen »Berlin, 5t Mai-13d 46« (Pap. VII 1 A 129); jf. især Pap. VII 1 A 131. SK var tilbage i København den 16. maj. – hørig: lydhør. de Dødes Have ... som en Husmands Lod dvs. Assistens Kirkegård (). – Husmandslod: jordlod, som hører til el. udgør en husmands ejendom. compendieust . Drenge skulle dømme ... ulydige Israel sigter til Es 3,4 (GT-1740): »Og jeg vil give dem Børn til Fyrster, og Barnagtige skulle regiere over dem.« Jf. også Præd 10,16 (GT-1740): »Vee dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster ville æde om Morgenen.« Socrates ... som Børnene ville have det jf. Sokrates' karakteristik af forholdet ml. forældre og børn i et demokrati () i Platons dialog Staten, 8. bog, 562e - 563a: »en Fader vænner sig til at stille sig paa lige Fod med sin Søn og er bange for sine Sønner, medens en Søn stiller sig paa lige Fod med sin Fader og hverken skammer sig for sine Forældre eller frygter dem, fordi han vil være fri, selvfølgelig; (...) Foruden dette (...) hænder der ogsaa andre Smaating af den Slags, som jeg nu skal nævne. Læreren er under saadanne Forhold bange for sine Elever og forkæler dem, og Eleverne bryder sig ikke om deres Lærere og ligesaa lidt om deres Hovmestre; i det hele taget efterligner Ungdommen de ældre og søger at hamle op med dem baade i Ord og i Gerning, medens de gamle for at tækkes de unge viser lutter Venlighed og Elskværdighed og paatager sig de unges Væsen, naturligvis for at de ikke skal gøre Indtryk af at være vrantne eller herskesyge«, Platons Skrifter () bd. 5, s. 148. Væggetøi væggelus. Wer Jemanden lobt ... 1001 Nat, den 829d Nat ordret citat fra Tausend und eine Nacht. Arabische Erzählungen, overs. af G. Weil, bd. 1-4, Stuttgart (bd. 2-4 Pforzheim) 1838-41, ktl. 1414-1417; bd. 4, s. 353. min store Udgave Den citerede udg. er en relativt stor udg., nemlig 4o. Regjering (...) skal til at retfærdiggjøre sig paa Prent sigter formentlig til 'det åbne brev' af 8. juli 1846 om arvefølgen i det danske monarki: Stænderforsamlingerne () i Roskilde og Viborg havde ytret tvivl om, i hvilken udstrækning hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg var omfattet af Kongelovens arvebestemmelser og således bundet til den da. krone; en arvefølgekommission blev nedsat, og på baggrund af dens undersøgelse konkluderede kongen i det åbne brev, at Kongeloven ubetinget gjaldt i hertugdømmerne Slesvig og Lauenborg, mens arveretten til en del af Holsten ikke lod sig bestemme lige så sikkert. Brevet var mod sædvane underskrevet af både kongen, kronprinsen og arveprinsen samt de fire gehejmestatsministre, der til sammen udgjorde kongens regering; det blev offentliggjort 11. juli og bragt i Fædrelandet (nr. 162, sp. 1289f.), Kjøbenhavnsposten (nr. 158, s. 629) og Berlingske Tidende (nr. 158). at fordre Tro og Lydighed (...) samt at enhver (...) skal i sit ... som angenemt er allusion til Danske Lov (), 1. bog, kap. 1 »Om den Lydighed, man Lovgiveren og Loven skyldig er«, hvori det i § 1 bl.a. bestemmes, at »alle Kongens Undersaatter (...) skulle, som ærlige Arve-Undersaatter, holde og agte Kongen for det ypperste og høyeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved eller Dommere kiender over sig, enten i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud aleene«. Jf. Kongeloven (1665), § 2. Valg-Konge ... Stænder-Forsamling Kongemagten var if. Kongeloven absolut og arvelig, og den da. »Enevolds Arve-Konge« (§ 2) kunne derfor ikke afsættes af 'næste stænderforsamling', dvs. stænderforsamlingerne for hhv. Østifterne (i Roskilde) og Holsten (i Itzehoe), som begge var indkaldt af kongen til at træde sammen 15. juli 1846. Før enevældens indførelse i 1660 var den da. konge formelt en valgkonge, som kunne afsættes af de forsamlede rigsråder. – Stænder-Forsamling: dvs. rådgivende stænderforsamling, jf. fire forordninger af 15. maj 1834, hvorved lige så mange stænderforsamlinger blev indført for hhv. Østifterne, Nørrejylland, Slesvig og Holsten. Forsamlingerne trådte sammen hvert andet år for at diskutere kgl. lovudkast og formulere egne forslag, men havde hverken myndighed til at udskrive skatter, udpege ansvarlige ministre el. afsætte kongen. store Husholdning ... Millioner If. folketællingen 1845 var befolkningstallet i det da. monarki inklusive hertugdømmerne i alt 2.236.077. han som tæller Haarene sigter til Jesu ord til disciplene om, at deres hovedhår er talte, jf. Matt 10,30. Schelling (...) i Fortalen til Steffens efterladte Skrifter jf. Schelling »Aus einem öffentlichen Vortrag zu H. Steffens Andenken gehalten am 24. April 1845. (Mit einigen Erweiterungen.)« i Nachgelassene Schriften von H. Steffens mit einem Vorworte von Schelling, Berlin 1846, ktl. 799, s. XLVII, hvor Schelling polemisk spørger, om man af staten kan forvente, »daß er eigenmächtigen und unbefugten Abänderungen der bestehenden Ordnung, oder Aufreizungen, die Keine andere Absicht haben können, als die wichtigsten und innerlichsten Fragen zur Entscheidung durch die Zahl und die Menge zu bringen (wovon zur Entscheidung durch die Fäuste nicht mehr weit ist), nicht mit aller ihm zustehenden Kraft entgegentrete?« Værket er annonceret som »ankommet« hos H.C. Klein i Adresseavisen () den 23. juni 1846 (nr. 146), men SK kan allerede have anskaffet det under sit ophold i Berlin i maj (). – Schelling: . – Steffens: . eo ipso lat. netop derfor. Man troer ... at Socrates var saa populair sigter næppe til nogen bestemt, men snarere til den almindelige begejstring for Sokrates' omgang med menigmand på gaderne i Athen, som den beskrives i diverse filosofihistorier. – SK opfattede ikke Sokrates som populær, jf. JJ:303 og karakteristikken i »Skrivelse til Læseren fra Frater Taciturnus« i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (): »Socrates derimod var den upopulaireste Mand i Grækenland, netop fordi han sagde det Samme som det simpleste Menneske, men tænkte uendeligt meget derved«, SKS 6, 385,12. han og Skomageren Hvis SK sigter til sin egen sokratiske praksis i samtidens København, sigter 'skomageren' formentlig til den jødiske publicist Gottlieb Siesby (1803-84), en tidl. skomagermester, der fra 1839 redigerede og udgav forskellige blade, og som spottende blev omtalt som »Skomager Siesby«, jf. således »Siesby's Epistel« i Corsaren () den 19. juni 1846 (nr. 300), sp. 11. Artiklen i Corsaren var et svar på Siesbys Epistel til 'Corsaren' Meyer Adolph Goldschmidt (Kbh. 1846), en kritik af bladets redaktør i anledning af dets angreb på SK (). I sit »Efterskrift til Publikum« citerer Siesby som motto En literair Anmeldelse (), ligesom tema og sprog vidner om hans læsning af SKs skrift; i »Samtale imellem Jacob v. Siesby, eller den stortalende Skomager, og Jesper Oldfux« i Corsaren den 12. juni (nr. 299, sp. 6) antydes et personligt bekendtskab ml. Siesby og SK, der omtales som »Siesbys Kirkegaard«. H: Hertz (...) som Polemiker (...) arrangerer et Slag, naar det er bagefter sigter til da. digter og kritiker Henrik Hertz (1797-1870), der fik sit store gennembrud med Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, Kbh. 1830, som var et indlæg i den litterære fejde ml. Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger til fordel for den første, der da havde været død i fire år. Da Hertz den 10. juni 1842 fik opført Perspectivkassen på Det kgl. Teater, blev stykket stærkt kritiseret i dagbladene, en kritik, som han tog til genmæle mod den 1. juli i »Et Par Ord om Kritiken over Dyrehavsscenen 'Perspectivkassen.'«, Intelligensblade (), nr. 8, bd. 1, s. 191-197. Hermed gav Hertz anledning til en bitter strid, da stykket nu blev forsvaret af J.L. Heiberg (), der frem til 1. sept. debatterede med Berlingske Tidende, Fædrelandet, Kjøbenhavnsposten, Dagen, Corsaren og Nye Intelligensblade (jf. Heibergs »Smaa Skjermydsler« i Intelligensblade nr. 9, bd. 1, s. 224-228, »Svar paa 'Fædrelandets' Replik« og »Miniature-Avis« i nr. 10, bd. 1, s. 229-252, »En Privat Sag« i nr. 11, s. 279-288, og »En Privat Sag sluttet« i nr. 12, s. 311f.). I et forarbejde til En literair Anmeldelse () bemærker SK om Perspectivkassen, »at det var en Feil af Prof. H.[ertz] at forsvare Stykket næsten undskyldende det ved at det var en Bagatel, istedenfor dristigt og consequent at argumentere fra at det blev pebet ud« (Pap. VII B 125,3). paa Fælleden (...) en Manoeuvre sigter til Nørre Fælled, hvor både militæret og »Kjøbenhavns Borgervæbning« holdt øvelser (). En Pidskebaands-Jøde ... sparke til Jøden sigter formentlig til redaktør af Corsaren, jøden M.A. Goldschmidt ( og ), der i nov. 1845 under pseudonymet Adolph Meyer havde udgivet En Jøde, Kbh. 1845 (ktl. 1547), som netop kostede 2 rigsdaler (), jf. Adresseavisen () den 6. nov. 1845, nr. 261. – Pidskebaands-Jøde: el. 'båndjøde', en jødisk kræmmer, som solgte bånd, herunder piskebaand, dvs. bånd, der bindes om en hårpisk; almindeligt ringeagtet og bl.a. mistænkt for udstrakt hælerivirksomhed. barestens bare, blot. sammenlignede Socrates sig selv med en Bremse jf. Sokrates' Forsvarstale, 31a, hvor Sokrates advarer sine dommere mod at dømme ham til døden: »For hvis I gør det, vil I ikke nemt kunne finde en anden af samme Slags som mig, en der – hvis jeg maa bruge et Udtryk, der maaske klinger lidt pudsigt – er blevet sat af Gud paa jeres By ligesom en Bremse paa en stor, ædel Hest, der paa Grund af sin store Krop er noget tung i det og maa holdes i Aande med Stik eller Slag. Det tror jeg virkelig har været Guds Tanke med mig: jeg bruger jo hele min Dag til at holde jer i Aande, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt af jer, ligesom en Bremse, der flyver fra det ene Sted af Kroppen til det andet«, Platons Skrifter () bd. 1, s. 281. Platos Stat ... beskriver han Demokratiet I Platons dialog Staten (), 8. bog, 544d - 545c (Platons Skrifter () bd. 5, s. 124), udvikler Sokrates den tanke, at de menneskelige karaktertyper svarer til de enkelte statsforfatninger, nemlig aristokratiet som den gode og timokratiet, oligarkiet, demokratiet samt tyranniet som de dårlige; demokratiet og den hertil svarende demokrat beskriver han i 8. bog, 555b - 561e (Platons Skrifter () bd. 5, s. 137-146). – Staten høiere end den Enkelte (...) i hegeliansk Sludder-Forstand: sigter formentlig til Hegel Grundlinien der Philosophie des Rechts, oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse (). If. Hegel forsones den enkelte og det almene i sædeligheden, for hvilken staten er det absolutte udtryk. unum noris omnes lat. »kender man én, så kender man dem alle«. Citat fra den rom. forfatter Terents' komedie Phormio 265 (2. akt, 3. scene, 35), jf. P. Terentii Afri Comoediae sex, udg. af B.F. Schmieder og F. Schmieder, 2. udg., Halle 1819, ktl. 1291, s. 431: »unum cognoris, omnes noris«, og Terentses Skuespil, overs. af Fr. Høegh Guldberg, bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1293-1294; bd. 2, s. 264 (2. akt, 4. scene), hvor udtrykket gengives således: »Kjender man / blot Een, man kjender dem tilhobe.« Themistocles ... blev han det ogsaa sigter til Plutarks Themistokles-biografi i Vitae parallelae (De parallelle liv), jf. Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 1-68: Her fortælles det om politikeren Themistokles (o. 524-459 f.Kr.), at han i anledning af den berømmelse, som den athenske hærfører Miltiades (d. 489 f.Kr.) nød efter sejren over perserhæren ved Marathon 490 f.Kr., tragtede så stærkt efter en lignende triumf, at han blev søvnløs af at tænke derpå. Senere blev Themistokles selv triumfator, da han som grækernes feltherre besejrede perserne i søslaget ved Salamis 480 f.Kr., men som Miltiades, der efter sin sejr faldt i unåde og døde i fængsel, blev også han offer for misundelse og dømt i landflygtighed. Græciteten ... det Skjønne (Retningen ud efter) jf. fx Platons dialog Symposion (201c), hvor Sokrates bemærker, at »det Gode tillige er skjønt«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, s. 60 (Platons Skrifter () bd. 3, s. 123), og især Platons dialog Gorgias (507c), hvor Sokrates siger, »at da den besindige Mand er retfærdig, from og tapper, maa han ogsaa være den fuldkommen gode Mand, og den gode Mand maa i Alt före et skjönt og godt Liv«, Udvalgte Dialoger af Platon bd. 3, Kbh. 1838, s. 155 (Platons Skrifter bd. 2, s. 194). Det, at flere ... dybere Grund end jeg før har tænkt I Om Begrebet Ironi bemærker SK om Platons dialoger, at en »stor Deel af disse første Dialoger ende nu uden Resultat« (SKS 1, 115,10), og som eksempel angiver han Protagoras, hvor »Methoden efter min Anskuelse ikke bestaaer i det Dialectiske i Spørgsmaalsform som saadant, men i den af Ironi udgaaende og til Ironi tilbagevendende, af Ironi baarne Dialectik« (SKS 1, 115,35). Socratess maieutiske Kunst dvs. Sokrates' jordemoderkunst, af gr. ('maieúesthai') at forløse (en fødende). Tanken er den, at Sokrates ved samtale kan forløse en anden, der i forvejen er svanger med en viden, som han blot har glemt og nu må hjælpes til at generindre, jf. fx Platons dialog Menon, hvor en slave ledes til selv at udlede en geometrisk formel. Nutzanwendung til moralske Fortællinger hentyder måske til Æsops Fabler, der netop er vedføjede en triviel udlægning af fablens morale. brølende Vægter I København og de da. købstæder i øvrigt fandtes et korps af natvægtere, som skulle tænde gadelygterne, opretholde ro og orden, forhindre svineri i gaderne og alarmere ved ildebrand. Endvidere skulle de på deres runde i byen udråbe klokken og afsynge de forordnede (kristelige) vægtervers hver hele time. Vægterkorpset i København blev oprettet i 1683, men på SKs tid blev de 'brølende' vægtere stærkt kritiseret for at forstyrre borgernes nattero; korpset blev nedlagt i 1862. selv constituere Penge-Forholdet, selv overtage det Pecuniaire fx ved at være sin egen forlægger, hvilket SK var indtil 1847, sådan at han selv betalte for trykning af sine bøger, som blev solgt i kommission. Præst (...) Penge, Tiende, Offer o:s:v: I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især korn, 'tiende'. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst en frivillig pengegave, 'offer'. I en vis udstrækning modtog præsten desuden vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse, 'accidens'. Avlsforvalteren er i Præstens Tjeneste På landet hørte der som oftest et stykke landbrugsjord til præstegården, hvorfor præsten ud over karle og piger kunne have behov for at have en avlsforvalter i sin tjeneste, dvs. en bestyrer af det arbejde, som alene vedrørte gården og ikke præstegerningen. Tavle-Pengenes penge til kirkens funktionærer el. til sognets fattige, som under gudstjenesten blev indsamlet i en skuffeformet træplade (en 'tavle') på et skaft. Pengene kunne dog også lægges i kirkeblokken og blev da undertiden kaldt 'blokpenge'. Tiden og Menighedens Fordring sigter formentlig til Grundtvigs og hans tilhængeres krav om sognebåndets løsning (), aktuelt forfægtet i det grundtvigianske ugeskrift Dansk Kirketidende (udg. af R.Th. Fenger og C.J. Brandt, bd. 1-8, Kbh. 1845-53, ktl. 321-325), jf. fx Th. Fengers artikel »Om Nutidens Stræben efter Samvittighedsfrihed« i nr. 43 for 5. juli 1846, som bl.a. fordrer »Frihed for Menigmand, at Ingen skulde være bunden til en Geistlig, hvis Lærdom eller hvis Færd ikke var ham til Opbyggelse« (bd. 1, sp. 705). Enhver er Tyv i sin Næringsvei ordsprog, bl.a. optegnet som nr. 1995 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 76. deres Velærv: 'Deres Velærværdighed', den høflige titulering af almindelige gejstlige, som ikke var omfattet af rangforordningen (). snøfle snuse, snage. Penge-Betragtning ... Dags-Pressens Leie-Svende se JJ:475. Biskop Mynster (...) Prædikener ... om Miraklerne »Over den Bøn: giv os i Dag vort daglige Brød!« og »Betragtninger over Jesu Undergierninger« i J.P. Mynster Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, hhv. s. 255-265 og s. 154-167. engang (...) skal der dog ... ere Dig forladne I den første af de nævnte prædikener (om bespisningen af de fem tusinde, evangeliet på midfaste-søndag, Joh 6,1-15) skriver Mynster: »Dersom Syndens Bevidsthed, Syndens Straf ligger tungt paa dig, da vil du vel ikke see Ham synligen træde hen til dig, hvem Gud gav Magt at forlade Synder; dog er Fortællingen om hiin Værkbrudne ogsaa skreven for din Skyld, paa det du skal vide, hvo [hvem] det er, der annammer Syndere, som vende sig til ham i Bodfærdighed og Tro, vide, at saavist som du saaledes holder dig til ham, skal du ogsaa engang høre den Røst: Dine Synder ere dig forladne«, bd. 1, s. 257. I den anden prædiken (om stormen på søen, evangeliet på fjerde søndag efter helligtrekonger, Matt 8,23-27) skriver han: »Engang kommer dog den Time, da den, som leed under sine Synders Straffe, naar han bar Herrens Vrede, fordi han havde syndet imod ham, naar han nyttede Straffen til Forbedring, skal høre Forsoningens himmelske Røst: dine Synder ere dig forladne, og Straffen skal borttages«, bd. 1, s. 166. den ny Skabning sigter til 2 Kor 5,17 (NT-1819): »Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbigangent, see, Alt er blevet nyt.« Præsten ... Synders naadefulde Forladelse Efter at have modtaget et skriftemål skulle præsten (skriftefaderen) lægge hånden på den skriftendes hoved og sige: »Efterdi I af Hiertet angrer og fortryder eders Synder og i en stadig Tro henflyer til GUds Barmhiertighed i Christo JEsu, lover derhos ved GUds Naade at beflitte eder paa et bedre og skikkeligere Liv herefter, da paa GUds og mit Embedes Vegne, efter den Magt og Myndighed GUd selv har givet mig her oven fra til at forlade Synderne paa Jorden, tilsiger jeg eder alle eders Synders Forladelse i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands, Amen!« Kirke-Ritualet (), s. 146f. hvorledes Χstus blev misforstaaet Det samme tema anslås i en af SKs optegnelser fra Berlin (): »Han som bar al Verdens Synd i Sorg over den faldne Slægt – ham flokkes en nysgjerrig Mængde om: kan der tænkes en forfærdeligere Misforstaaelse end: Nysgjerrighed, Gadeopløb – og denne Evighedens Alvor« (Pap. VII 1 A 144, s. 87f.). om han var bleven aldeles ubemærket sml. JJ:73. Gadedrengene løb ... ud paa Gaden allusion til Corsar-striden (), som netop gav SK indtryk af en sådan misforståelses karakter. Hegel . Esaias 46 (...) Jehovah siger ... bære deres Afguder jf. Es 46,3-4 (GT-1740), hvor Gud anråber Israel, som da lever i landflygtighed i Babylon: »Hører mig, Jacobs Huus! og alle Overblevne af Israels Huus; I som ere paa mig lagde af Moders Liv, som bæres af mig fra Moderen af. Ogsaa indtil Alderdommen skal jeg være den Samme, og bære Eder indtil graae Haar; jeg, jeg haver giort Eder, og jeg vil opløfte, og jeg vil bære, og lade undkomme«, v. 3-4. Om afgudsdyrkerne og deres afgud siger han: »De løfte ham op paa Skuldrene, de bære ham«, v. 7. – Jehovah: Guds navn i GT; fejl for Jahwæh el. (som det ofte gengives) Jahve. Da jøderne ikke måtte udtale Guds navn, blev de fire konsonanttegn JHWH i den hebr. tekst forsynet med vokaltegnene fra ʼAdonāj (med e i stedet for a), der på hebr. betyder Herren, for at minde læseren om, at der i stedet for Jahwæh skulle læses ʼAdonāj; deraf den fejlagtige læsemåde Jehova. I GT-1740 gengives Jahve som regel med 'HERREN', således også i Es. Systemer . Psalmedigter som Kingo ... Fordærvelser af Evangelierne sigter til Kingos mange salmer over de evangeliske beretninger, jf. fx »Historiske Psalmer« i Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, nr. 10-73, s. 24-206. – Kingo: Thomas Kingo (1634-1703), da. biskop og (salme)digter, der med sine Aandelige Siunge-Koor, Morgen- og Aftensange samt Hjerte-Suk fik varig betydning; han bidrog med 85 salmer til den forordnede Kirke-Psalme-Bog (1699), som han selv udgav, hvorfor den oftest omtales som 'Kingos salmebog', jf. Kirke-Psalmebog, Kbh. 1833, ktl. 204. Logiken er quantitativ ... ell. modal Dialektik Mens Hegels () logik også omfatter dommes kvalitet (væren og ikke-væren samt bestemt væren), indskrænker SK her logikken til alene at omfatte dommes kvantitet (enhed, flerhed og alhed) og modalitet (mulighed, virkelighed og nødvendighed). Om dommes kvalitet, kvantitet og modalitet, jf. fx. kap. 2 i C. Berg Grundtrækkene af en philosophisk Propædeutik eller Erkjendelseslære, tilligemed Poul Møllers kortfattede formelle Logik. Trykt som Manuskript til Brug for Elever af det kongl. Landcadetacademie, Kbh. 1839, ktl. 426, s. 103-114. føie Stund kort stund. paa første Pleie i »Corsaren« dvs. indlagt på første forplejningsklasse som på en sindssygeanstalt. I Corsaren () var SK ved sit pseudonym Frater Taciturnus blevet identificeret med 'gale Nathanson', en hestehandler, som igennem længere tid havde åbenbaret sit vanvid i sit blad Corvetten Politivennen, jf. Corsaren den 16. jan. 1846 (nr. 278), især sp. 14, hvor Taciturnus placeres på Bidstrupgård, dvs. den kommunale sindssygeanstalt Skt. Hans Hospital og Claudi Rosset's Stiftelse, der havde til huse på Bidstrupgård NV for Roskilde. Jf. også Corsaren den 30. jan. (nr. 280, sp. 9-11) og den 6. marts (nr. 285, sp. 8). I Hovedstaden gaaer der 100 Msk. paa een Koe Ved folketællingerne 1. feb. 1840 og 1. feb. 1845 boede der i København hhv. 120.819 og 126.787 mennesker, mens man samme sted i 1837 og 1861 kunne tælle hhv. 1.152 og 2.906 stk. hornkvæg, jf. »Tabeller over Kreaturholdet i Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig« i Statistisk Tabelværk, 3. række, bd. 3, Kbh. 1864, s. XXX (for årene ml. 1837 og 1861 findes ingen officielle statistikker). den i Hovedstaden circulairende Mske-Masse er gale Penge hvilket vil sige, at der ikke er dækning for deres pålydende værdi (). de fleste Msker giftesyge, og de respektive Ægteskaber i travl Virksomhed hvilket SK kunne få indtryk af ved at læse de ugentlige oversigter i Berlingske Tidende, jf. fx 31. aug. 1846 (tillæg til nr. 200): »Copulerede, fødte og døde. I Ugen fra den 15de til den 22de August ere her i Staden copulerede 19 par; Fødte 78 (...).« en af Kiøbenhavns Lommetyve har ikke kunnet identificeres. Affectation oversættes (...) paa Dansk sml. fx L. Meyer Fremmedord-Bog (), s. 17: »tvunget Væsen, konstlet Anstand, paataget Væsen, Forstillelse«. – Affectation: . Student studerende ved Københavns Universitet. Copiist afskriver (). kgl. Contoir kontor i et af de administrative organer – de forskellige kollegier, blandt hvilke kancelliet var opdelt i fem departementer – hvorigennem den da. konge udøvede sin enevældige magt. Elev ved Kunstakademiet dvs. én blandt o. 600 elever på Kunstakademiet, egl. Det Kgl. Academie for de skiønne Kunster, der if. fundats af 28. juli 1814, § 3, skulle våge over 'den gode smag', og som siden 1754 havde haft til huse på Charlottenborg på Kgs. Nytorv (se kort 2, D3). at gaae med Parapluie for Solen På et udateret, løst papir skriver SK, at hans paraply er bleven ham »saa kjær, at jeg altid gaaer med den enten det er Regnveir eller Solskin« (Pap. III A 221). Cerberus-Misundelse I den gr. mytologi var Kerberos et grusomt uhyre, der med sine mange (tre, 50 el. 100) hoveder var velegnet til at have opsyn med, at ingen forlod underverdenen. at man er reddet paa en vidunderlig Maade sigter til den tidl. sognepræst Adolph Peter Adler (1812-69), der i sit forord til Nogle Prædikener, Kbh. 1843 (ktl. U 9), beretter, hvorledes han en aften, mens han sad og udviklede det ondes oprindelse, som ved et lysglimt indså, at der var en ond ånd til; samme nat fór en hæslig lyd ned i hans værelse, og Frelseren bød ham at at stå op for at nedskrive en åbenbaring om den første synd og den onde ånd. Den 19. jan. 1844 blev Adler suspenderet og den 13. sept. 1845 meddelt sin afskedigelse, hvorefter han udgav Skrivelser min Suspension og Entledigelse vedkommende, Kbh. 1845 (ktl. U 10, if. boghandlerregning fra Reitzel købt den 25. aug. 1846, KA, D pk. 8 læg 1). I en skrivelse af 10. maj 1845 erkender Adler, at han ikke har haft en åbenbaring: »Men at der reddes paa vidunderlige Maader er – som jeg i Fortalen til 'Prædikenerne' har beskrevet – for mig et Faktum, som jeg ikke kan benægte« (s. 18). Fra midten af juni til slutningen af sept. 1846 skrev SK den første version af en bog om Adler (Pap. VII 2 B 235), hvori han citerer stedet (s. 105,11). Enten – Eller gjorde Lykke (...) er skreven ... har existeret Enten – Eller () udkom i et oplag på 525 stk. og var allerede udsolgt i 1845, jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 61. – skreven, Rub og Stub, i 11 Maaneder: . – en pagina (af Diapsalmata) har existeret: I 1. udg. af Enten – Eller udgør »Diapsalmata« s. 3-30, men af de i alt 90 diapsalmata har o. en tredjedel forlæg i ældre optegnelser, hvorfor betydeligt mere end én side har eksisteret, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, SKS K2-3, s. 49f. skreven 2 Gange ... gjerne 3 sml. journalen NB, hvor SK o. april 1846 omtaler sin praksis med at skrive manuskripterne igennem flere gange: »2 Skrifter egenhændigt af Alt, af store Partier 3 til 4 Skrifter, og saa hvad man slet ingen Forestilling har om min Meditation medens jeg gaaer (...), at jeg har sagt Alt høit for mig selv mange Gange førend jeg skriver det« (Pap. VII 1 A 106, s. 54). Fyrværkerie I Tivoli, som var grundlagt uden for Vesterport i 1843, kunne københavnerne sommeren igennem opleve »Fyrværkerie-Bagateller«, »Fyrværkeri paa Stænger« og »Brillant-Fyrværkeri« arrangeret af Gaetano Amici, jf. Berlingske Tidende 7. sept. 1846 (tillæg til nr. 206), 10. sept. (tillæg til nr. 209) og 30. sept. (tillæg til nr. 226). Evangelium om den barmhjertige Samaritan jf. Luk 10,25-37 (), evangeliet på 13. søndag efter trinitatis, i 1846 den 6. sept. ad den samme Vei NT-1819 har »den samme Vei ned«, Luk 10,31. Der er ... udenfor Vesterport lå på vore dages Vesterbrogade ud for St. Jørgens Allé og således et stykke uden for Vesterport (), jf. Flyve-Posten den 26. sept. 1846 (nr. 224), hvor det annonceres som »Panorama paa Vesterbro Nr. 9. Aabent hele Dagen.« Panoramaet (dvs. en malerisk fremstilling af et billede, der udfoldes rundt om beskueren, så denne oplever det perspektivisk) oplyses at have fået 'nye stykker', bl.a. prospekter af Moskva før branden 1812 og en stor oversvømmelse ved Rhinen i 1846. Desuden annonceres: »Det mechaniske Perspectiv eller Lykkestjernen, hvor Enhver erholder et Temperaments-Blad. / Forevises hver Dag til Kl. 10 om Aftenen.« medens Cicero var Consul Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.), rom. politiker, jurist og digter, af hvem SK ejede en lang række værker; konsul i 63 f. Kr. medens Pitt var Minister sigter enten til William Pitt (1708-78), der var eng. minister (1746-56) og senere premierminister (1756-57, 1758-61 og 1766-68), el. til hans søn af samme navn (1759-1806), der også var minister (1782-83) og senere premierminister (1783-1801 og 1804-06); begge foretog store investeringer i den eng. flåde, som under de endeløse krige mod især Frankrig i anden halvdel af det 18. årh. sikrede England mange sejre, jf. fx Beckers Verdenshistorie () bd. 10, 1826, s. 79-106, s. 165-204 og s. 256-273, bd. 11, 1827, s. 371-386, s. 605-624 og s. 634-648, samt bd. 12, s. 200-216 og s. 339-345. i Avisen ... ankom Fyenboerne jf. artiklen »Festen paa Skamlingsbanken« i Berlingske Tidende 6. juli 1844, nr. 180, hvori det om festen 4. juli bl.a. berettes: »I Dagens Løb, under Grundtvigs Tale, vare de fyenske Gjæster ankomne, en 6 a 700 i Tallet, med Musik i Spidsen og modtoges med almindelig Jubel.« – Jf. i øvrigt N.F.S. Grundtvig Skovhornets Klang mellem Skamlings-Bankerne, betegnet (). løb en fransk Flaade i Søen og erobrede Algier En fr. flåde bestående af o. 100 krigsskibe med 27.000 søfolk og o. 600 overførselsskibe, både og pramme med en hær på 37.000 mand forlod 25. og 26. maj 1830 Toulon med kurs mod Algeriet, hvor hæren 14. juni gjorde landgang ved Torre Chica V for hovedstaden Algier, som efter hårde kampe blev erobret 5. juli, jf. fx J.L. Rohmann Skildringer af den nyeste Tids Historie bd. 1-6, Odense 1846-55; bd. 1, s. 12-21. Disjecta Membra lat. 'Adsplittede Lemmer', efter den rom. filosof og forfatter Seneca Phaedra, v. 1256: »disiecta (...) membra laceri corporis« ('en sønderreven krops adsplittede lemmer'). Jf. også Horats' Satirer, 1. bog, nr. 4, v. 62: »disiecti membra poetae« (lat. egl. 'en adsplittet digters lemmer', dvs. 'digteriske brudstykker, poesi opløst i prosa'). dersom da Lidelsernes ... tages den fra mig spiller på Jesu bøn i Getsemane inden sin tilfangetagelse, Luk 22,42: »Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig! dog skee ikke min Villie, men din!« (NT-1819) dette hellige Sted dvs. kirken. Hjertes Bedaarelse (...) bedaare sit Hjerte spiller på 5 Mos 11,16: »Tager Eder vare, at Eders Hierte ikke bliver bedaaret; at I vige af, og tiene andre Guder, og tilbede for dem« (GT-1740). Ikke vil jeg skjule mig som Adam og Eva for Herren i Edens Have, da han havde forbrudt sig mod hans forbud mod at spise af kundskabens træ, jf. 1 Mos 3,8. Englenes Glædesskrig ... omvender sig sigter til Luk 15,7: »Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov« (NT-1819). hvad jeg haver søgt, det haver jeg fundet hentyder til Matt 7,7: »søg, så skal I finde«. om Alt toges fra mig formentlig en allusion til Job, som fratages alt, jf. Jobs Bog i GT. Arvesyndens Væsen . sympathetisk Antipathie ordret: medfølende modfølelse. Qvinden (...) Slangen udsaae til Angreb jf. om syndefaldet, 1 Mos 3, hvor det berettes, at slangen fristede kvinden (Eva) til at spise af kundskabens træ. Hamann (...) 6te B af hans Skrifter (...) Diese Angst ... heilige Hypochondrie med ubetydelige afvigelser i interpunktion og ortografi ordret citat fra Hamann's Schriften () bd. 6, 1824, s. 194. elske Gud af Dit ganske Hjerte jf. Matt 22,37: »Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hierte, og i din ganske Siel, og i dit ganske Sind« (NT-1819). Jf. også 5 Mos 6,5. fordi der Intet mere er for den at gjøre formentlig fiktivt citat. en Gaade ... i et Mskes Hjerte spiller på 1 Kor 2,6-10 (NT-1819), hvor det om »Guds Viisdom, den hemmelighedsfulde, den, som var skiult« (v. 7), hedder, at den »ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte« (v. 9). ex tempore lat. uforberedt, på stedet. tale til ham, uden at blive meldt hvorimod kongen først giver sin undersåt adgang til audiens, når denne er meldt. Verden forgaaer og dens Lyst jf. 1 Joh 2,17 (NT-1819). Guds Ord varer evindelig jf. 1 Pet 1,24-25: »Thi alt Kiød er som Græs, og al Menneskets herlighed som Græssets Blomster: Græsset visner og Blomstret derpaa falder af; men Herrens Ord bliver evindeligen; og dette er det Ord, som er forkyndt for Eder« (NT-1819).