Søren Kierkegaard Om Fædrelandets Polemik I-II Kjøbenhavns flyvende Post, føljeton, nr. 82-83 12. og 15. marts 1836 So-;ren Kierkegaards Skrifter 14 FP Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg Lena Wienecke Andersen, Niels W. Bruun og Jon Tafdrup Førstetrykket, Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 82-83, 12. og 15. marts 1836 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2010 http://sks.dk/fp/txt.xml 20110324 1.6 Om Fædrelandets Polemik Bliv, min Hr. Greve, jeg Dem skal lære, At jeg, skjøndt fattig, agter min Ære; Ei Deres Pibe lystre jeg vil, Nei De skal dandse efter mit Spil. I. Efter en lang Tids Taushed i Polemik er Fædrelandet igjen kommet til Orde i et Stykke, der rigtignok forekommer os temmelig stammende. Denne mærkelige Artikel findes i Fædrelandet Nr. 77 under Overskrift: »Om Flyvepostens Polemik.« Betragtet i sin Heelhed, kan den i det høieste ansees som et Program til en fuldstændig Polemik, ihvorvel Slutningen (p. 647) synes at bortskjære ethvert Haab herom. Stykket begynder i en dæmpet, rolig og belærende Tone, forsynet med de i saa Henseende ret brugelige Smaa-Vittigheder; men den stiger efterhaanden, indtil den (circa p. 642) hæver sig til den høieste Pathos i Moraliseringens meest skingrende og hjertegribende Fistulationstoner, hvorpaa den ligesom svækket af denne store Kraftanstrengelse mærkelig aftager og med en forsonlig Hjertelighed seer i Naade ned til Forfatteren af Stykkerne »om de saakaldte liberale Journalister«, og det Hele ender med et Slags Post Scriptum, at den for Fremtiden ikke agter at svare. Begyndelsen og Slutningen af nærværende Artikel vedgaae ikke os, hvorimod vi høre hjemme i Centrum, og da vi her ere geraadede i et forskrækkeligt Hurlumhei, da næsten alle Vinde, Moralens Nordost og Intelligentsens Sydvest, Grammatikens Østen og Medlidenhedens Syden blæse paa eengang, maae vi bede Læserne undskylde, at vi tale lidt høit, for ikke at overdøves af dette journalistiske Niagara-Vandfald. Det har vist forundret Flere end Forfatteren af disse Linier, at Kjøbenhavnsposten, medens den stadig svarer paa ethvert Angreb af Dagen, Berlings Avis og Politivennen, aldrig har indladt sig med den flyvende Post, men enten afviist dens Angreb som »lave og uvidende«, eller slet ikke bemærket dem; det har vist forundret Mange, at da Svaret endelig arriverer, det først kommer efter saa lang Tids Forløb, og dog derhos temmelig stakaandet; men forbausede ere vist Mange blevne ved at see, at en Artikel, der ene og alene er stilet mod Kjøbenhavnsposten, og som netop søger at udsondre Fædrelandet fra denne, finder sit Svar i Fædrelandet. Dog denne Forundring vil vel snart sætte sig, naar man erindrer, at, efter en bekjendt jødisk Lov, naar Manden er død, den nærmest Beslægtede skal ægte Enken. Fortrinligt at bemærke er ogsaa den Omstændighed, at dette Svar findes i et Stykke af Fædrelandet, der lige i Begyndelsen yttrer: »at vi i lang Tid ikke have svaret paa de Angreb Flyveposten idelig har gjort paa dette Blad« (sc. Fædrelandet) etc., og fremdeles: »om denne vor Modstanders Polemik ville vi her levere en Artikel«, hvor det dog vel er iøinefaldende af begge Citater, at der alene er Tale om en Modstander af Fædrelandet, og ikke om en aldeles erklæret Modstander ene og alene af Kjøbenhavnsposten. Rigtignok bemærker Fædrelandet selv p. 643, at vort Stykke i Nr. 76 af Flyvende Post »er stilet mod Nr. 43 af Kjøbenhavnsposten«, men denne Bemærkning tager sig underligt ud i hele det øvrige Sammenhæng, da de øvrige Stykker i Flyvende Post enten ere rettede mod Fædrelandet alene, eller Fædrelandet dog har en Actie med i dem; medens Stykket i Nr. 76 alene er rettet mod Kjøbenhavnsposten. Det er altsaa den Omstændighed, at Fædrelandet har paataget sig Forsvaret mod vort Angreb paa Kjøbenhavnsposten, der nødsager os, som oprindelig ikke vare dets Modstandere, til at bekjæmpe det for Øieblikket. Vi skulle nu gaae over til at betragte den af Fædrelandet i dets Critik over Flyveposten os indrømmede Broderpart. Efter at det nemlig har søgt at oplyse Beskaffenheden af de factiske Oplysninger, Flyveposten »kun sjelden meddeler«, gaaer det over til at gjøre dets Læsere bekjendte med nogle »andre Vaaben, Flyvende Post ikke sjelden bruger. Det begynder naturligviis med vanlige Invectiver mod Forfatterens Mangel paa Sandhedskjærlighed, en Beskyldning, der rigtignok er meget haard, da den, man sammenstilles med, er Kjøbenhavnspostens bekjendte Sandhedskjærlighed. Dog denne hele Moraliseren, hvormed dette Stykke i saa høi Grad er gjennemsyret, forbeholde vi os til en egen Behandling, ihvorvel vi, foragtende ethvert saadant Angreb, især saa umotiveret som her er Tilfælde, næsten vare fristede til at forbigaae det; men da vi ansee det for et mærkeligt Træk i de liberale Blades Polemik, skulle vi, som sagt, senere komme tilbage dertil. Forfatteren, idet han omtaler Kjøbenhavnspostens Nr. 43, baricaderer sig strax med den Bemærkning: »denne i det Hele velskrevne Artikel«, en Bemærkning, som vi rigtignok hellere havde seet sparet til Slutningen af Beviisførelsen, hvor den vilde have taget sig ret kunstigt ud; thi saa meget er vist, at gives der ikke Andet, der taler for, at hiin Artikel er velskreven, end det af Fædrelandet Anførte, saa ville vist ikke Mange fristes til at stemme for den af Fædrelandet dette Stykke indrømmede Characteer: velskreven. Den sammentrængte Oversigt af Indholdet af hiin Artikel i Nr. 43 af Kjøbenhavnsposten vil, da den jo i det Væsentlige maa optages i den følgende meer i det enkelte gaaende Betragtning, finde sin Belysning der; hvorimod et Par Bemærkninger, betræffende Stykket i Kjøbenhavnsposten, bedst ville finde deres Plads her. Man har en tidlang indladt sig paa i Almindelighed at fremføre Klager mod Kjøbenhavnsposten, hvortil man da fik det Svar, at det var almindelige Klager, der som saadanne Intet bevise. Derfor søgte nu vi i bemeldte Nr. 76 af Flyvende Post at eftervise en Deel Feil, som netop fandtes i hiint Nr. 43 af Kjøbenhavnsposten. I den Henseende gjorde vi opmærksom paa en paafaldende Forvirring i hiint Stykke, og det er Noget, vi netop nu igjen vil drage lidt frem, da Fædrelandet i sit Forsvar slet ikke omtaler det. Der gives en vis Føiten i Ideer, et vist, om jeg saa maa sige, aandeligt Løsgjængerie, og det er derfor, blandt Andet, at Kjøbenhavnsposten nu ikke første, men snarere sjette Gang er bleven tiltalt. Der hører vistnok en egen Maalestok til, for at antage et saadant Stykke for »velskrevet«, hvori man, uden at søge eller jage, kan tilveiebringe en saadan Assemblee af Modsigelser, der forbausede see op paa hverandre, uden at begribe, hvorledes de ere komne i Selskab sammen, en Udstilling af Modsigelser, der endnu er til behageligt Eftersyn i Kjøbenhavns flyvende Post Nr. 76. Det er denne Jasken frem og tilbage, det er denne forvirrede Opfattelse af det Forbigangne, der har fremkaldt vort Angreb. Dog herved nærme vi os naturligen til den egentlige Bedømmelse af Kjøbenhavnspostens skeeløiede Opfattelse af Fortiden; medens vi i det nærmest Foregaaende mere henviste til den af os i Nr. 76 allerede tilstrækkeligt udhævede fuldkomne Mangel paa al logisk, om endog blot Maaneskins-Belysning. Hvorvel nu disse Betragtninger i en vis Betydning falde sammen, da det uklart Udtalte ogsaa er det uklart Tænkte, saa ville vi, i det_idet Hele følgende den os i Fædrelandets Forsvar anviste Gang, lade denne Betragtning staae hen indtil videre, og først dvæle ved det først af Fædrelandet anførte Punct. Dets Ord lyde som følger: »Først beskyldes Forfatteren i Kjøbenhavnsposten, som vi ville betegne med K, for at transportere Noget af den Roes, man i Almindelighed har tildeelt Fædrelandet, over paa sig, og vælte en Deel Dadel fra sig over paa Fædrelandet. Vi kunne i K's Artikel ikke finde det Mindste, der berettiger til denne Beskyldning. Er det maaskee den Omstændighed, at K. omtaler Pressen i Almindelighed, ei Kjøbenhavnsposten isærdeleshed, der har fremkaldt denne Beskyldning? Eller er det fordi K. imod uretfærdige Dadlere anbefaler, hvad vi engang havde yttret, ikke ængsteligt at bryde sig om Folkesnak? Men i begge Tilfælde er Beskyldningens Grundløshed iøinefaldende«. Vi svare: det er hverken derfor eller derfor; men fordi, hvad vi allerede have sagt i Nr. 76 af flyvende Post, »Klagerne over Bitterhed næsten alene have været stilede mod Kjøbenhavnsposten.« Saalænge det ikke benægtes, troe vi at have Ret i vor Paastand. Saalænge Kjøbenhavnsposten i et Stykke, hvori den søger at forsvare Pressen, holder sig til Klagerne over Pressen i Almindelighed, hvilket den jo for en Deel har gjort i et foregaaende Nummer af den Suite, hvortil Nr. 43 hører, saa længe skulle vi ikke gjøre af den Art Beskyldninger, men vel naar den i et Stykke af almindelig Art potenserer den mod den selv specielt gjorte Beskyldning til en Klage mod Pressen i Almindelighed. Vilde en enkelt Embedsmand i Politiet i et Forsvar mod de mod hele Politievæsenet rettede Angreb, tillige omtale, som Beskyldninger mod Politiet i Almindelighed, f. Ex. Klager over hans egen Hæftighed og Fremfusenhed, hvoraf Resultatet vilde blive, at man maatte antage, at hele Politiet havde den samme Feil som denne enkelte Embedsmand, troe vi med Rette at burde paatale og om muligt forhindre et saadant commune naufragium. Om nu Klagerne over Bitterhed næsten alene have været rettede mod Kjøbenhavnsposten, det vil Enhver, der har levet i Kjøbenhavn i den sidste Tid, selv kunne afgjøre. Vi gaae nu over til det næste af Fædrelandet omtalte Punct; et Punct som vi paa en Maade allerede før have berørt, hvor vi talte om den i hiint Stykke af Kjøbenhavnsposten befundne Forvirring. Forfatteren søger at afvise vor Dadel ved den Bemærkning, »at Kjøbenhavnsposten ikke har lastet den forbigangne Tid i Almindelighed, den har kun fremstilt dens Mangel paa Interesse for det Almene, og fremstilt den som Noget, der nødvendigen maatte følge af Begivenhedernes Gang«. Naar Sagen virkelig var stillet saaledes som her er Tilfældet, og som den ogsaa er stillet lidt ovenfor i den korte Oversigt, Fædrelandet leverer over Indholdet af bemeldte Stykke, skulde vi ikke saaledes have taget fat derpaa; tvertimod stemme vi saa fuldkommen overeens med Fædrelandet i hvad det siger om: »at denne Dvælen ei maa svække den Kraft, hvormed vi skulle møde Fremtiden«, saa fuldkommen, sige vi, stemme vi overeens dermed, at vi kun kunne tænke os, at det er for at indskjærpe den samme Sætning, som vi i Flyvende Post have gjort gjeldende at Fædrelandet har tilføiet denne Slutning. Om vi endog foreløbig ville indrømme, at Kjøbenhavnsposten ikke har talt om den forbigangne Tid i Almindelighed, maae vi dog bemærke, at den i det Hele har udladt sig paa en Maade, som væsentligen divergerer fra Fædrelandets Referat, thi til at et saadant skulde være paalideligt, udfordredes og, at det i det Hele gjengav Tonen; thi der er en stor Forskjel mellem at Een f. Ex. (hvilket det da vilde hedde i et Referat i Fædrelandets Maneer) fortæller: »han irettesatte dem for deres Feil og formanede dem til Forbedring,« og at Een farer op og nedriver i de heftigste Udtryk. Saaledes i nærværende Tilfælde taler Fædrelandet om »en veemodig Dvælen ved Fortidens Minder, om en utidig Danskhed«, medens Kjøbenhavnsposten fortæller at »man legede med gamle Danmark og Dannebrog«, koketterede med »Sjølunds Bøgelund og Kodans Vover« og »under alle disse Ranglerier glemte eller manglede Mod til rask at tage fat paa det, som det dog egentlig var om at gjøre«; den taler om »Danskhedens Lirumlarum« foruden al den anden Sniksnak og Selvmodsigelse, som vi tilstrækkelig have paaviist i Nr. 76 af dette Blad. Om vi altsaa endog indrømme, at Kjøbenhavnsposten ikke har talt om den forbigangne Tid i Almindelighed, maa dog den Maade, hvorpaa den har omtalt den forbigangne Tid, om end i et specielt Hensyn, berettige os til en Dadel, hvori vi, indrømmende hiin Tilbageskuen, omtale den paa en værdigere Maade; isærdeleshed maa Forfatteren i Fædrelandet være villig til at indrømme os det, da han, idet han forbigaaer hine idetmindste udelicate Vittigheder, og forøvrigt siger det samme som vi allerede eengang have sagt, er saa langt fra at skrive imod vort Stykke, at han paa en Maade ved sin Auctoritet synes at give det mere Indflydelse. Om vi nu virkelig kunne indrømme Fædrelandet, at Kjøbenhavnsposten ikke har talt om den forbigangne Tid i Almindelighed, men kun i en speciel Henseende, skulle vi nu lidt nærmere overveie. Vi ville i den Henseende erindre om at Kjøbenhavnsposten characteriserer hiin forsvundne Tid som »sentimental-idyllisk«, som »Afkræftelsens Aar.« Men forholder dette sig saaledes, da maae vi paa det bestemteste frakjende hiin Tid den Kraft og Dygtighed, som vi i mange andre Henseender maae indrømme den; thi en Tidsalder kan vel mangle Receptivitet for en vis Art af Indtryk; men den kan ikke, hvis den ellers er dygtig (hvilket jeg med saa meget mere Ret kan paastaae, som jeg har anført Facta, og hverken Kjøbenhavnsposten, efter Fædrelandets Forklaring, eller Fædrelandet har nægtet det), være sentimental-idyllisk eller afkræftet i een Retning, i hvilken Henseende jeg blot vil bede saavel Fædrelandet som Kjøbenhavnsposten at anstille Experiment med et enkelt Menneske. Jeg vil blot endnu tillade mig et Forsøg til en Forklaring i saa Henseende. Ligesom det er et almindeligt Tilfælde, at ved et ellers dygtigt Menneske i Tider, hvor mange Sorger og Bekymringer styrte ind paa ham, den intellectuelle Dygtighed netop paa det kraftigste reagerer, og idet den faaer Overhaand i Gemyttet, lader Sorgen glemmes eller giver ham Styrke nok til at bære den, hvor man da ingenlunde kan beskylde det Menneske for at være med Hensyn til den Side, der betingede disse veemodige og sørgelige Indtryk, sentimental-idyllisk eller afkræftet: saaledes vilde jeg ogsaa sige, at netop Statens Dygtighed bevirkede, at den kunde bære de mange Tryk, den i politisk Henseende leed, saaledes at det netop var dens Kraft, der betingede, at den kunde bære Modgang. Dersom nemlig hiin Tidsalder virkelig havde været svag, da havde den ligget under for alle hine voldsomme Lidelser, dens Liv var blevet et Skyggeliv; men det er saa langt fra, at det var Tilfælde, at vi netop maae beundre dens rige poetiske Fylde. Det er derfor en Ubillighed, saavelsom en psychologisk Urimelighed at beskylde hiin Tid for at have været sentimental-idyllisk, thi da enhver Tidsalder har sit eget Grundpræg, sin Characteer, hvoraf alle dens Livs-Yttringer maae bære Farve, saa maa ogsaa her det politiske Liv staae i et nødvendigt Forhold til den Kraft, som Kjøbenhavnsposten selv indrømmer hiin Tidsalder i det Hele. Det vilde være ubilligt at beskylde den Ridder, der, efter at have mistet hvad ham var det Kjæreste her paa Jorden, gik ud paa Eventyr, og dog ofte mindedes med Veemod sit Tab: det vilde være ubilligt og upsychologisk at beskylde ham for at være sentimental-idyllisk. Det vilde være ubilligt, at beskylde vor Samtid, dersom den havde nogen Kraft i den Retning, som den har gjort sig til sit Livs Opgave, og man ikke snarere maatte beklage at see saa Mange berusede af det Skillings-Øl, der bydes den af Journalerne, og hvad der hidtil var leveret, ikke snarere var at ansee for en Smule tidlig Petersilie til den Kraft-Suppe, som der endnu kun er Tale om: det vilde være ubilligt at beskylde den, formedelst dens Mangel paa Interesse for Æsthetik og for Livets høiere Formaal, for at være sentimental-idyllisk; thi een Tidsalder kan ikke gjøre Alt; og kan vor Samtid bringe det saavidt i politisk Intelligents som hin Tid i æsthetisk, da kan den med Ro lægge sig i Graven, om end en hævnende Nemesis lader følge en Slægt, der maner den op, for i indbildt Dygtighed at triumphere paa dens Bekostning. Derpaa anfører Fædrelandet et Par Bemærkninger af Flyvende Post »om Smaahunde, der altid bjæffe og i Farens Øieblik krybe i Skjul.« Fædrelandet vil »forbigaae« dem; vi ogsaa, idet vi henvise til det hele Sammenhæng, hvori disse Ord forekomme, og tilføie, for at fuldstændiggjøre Fædrelandets Citat af vort Stykke med vort Citat af Kjøbenhavnsposten: »ind i en Port i Tordenveir.« Om Fædrelandets Polemik II. Derimod ville vi sige et Ord om det saakaldte »skamløse Udfald« paa Liunge, og Fædrelandets Apologie for ham. Den hele lange Passus kunne vi skjænke Fædrelandet, da den ikke er stort andet end en vidtløftig Commentar over de Ord, der findes i vort Stykke: »Liunge – der dog i en vis Henseende er for god til at være Redacteur af Kjøbenhavnsposten.« Vi have nemlig aldrig frakjendt Liunge »Iver for at samle Materialier og Flid i at bearbeide dem«, ja vi troe, hvad den første Egenskab angaaer, ham gjerne i Besiddelse af et sandt Dionysius-Øre. Vi ville ogsaa tiltroe ham »dyb Agtelse for Sandhed«, noget vi skulle tale et Par Ord om i vor Undersøgelse om Fædrelandets Moraliseren i Almindelighed, saavel naar det tillægger Venner fortrinlige moralske Egenskaber, som naar det frakjender Modstandere dem. Men for at vende tilbage til Fædrelandets Apologie, maae vi bemærke, at vi i hele den Sammenhæng, hvori vi have talt om Liunge og hans Forhold til Kjøbenhavnsposten, som Redacteur, have talt om den reformatoriske Stræben, der gaaer igjennem en Deel Artikler, og som netop som saadan kræver en dygtig Mand til ansvarhavende Redacteur. Og naar vi betragte Liunge fra dette Standpunct, troe vi endnu at turde paastaae, at han ikke er skikket dertil; thi ombord paa det reformatoriske Skib, der styrer omkring i vore Farvande, spiller han omtrent samme Rolle som pius Æneas, der engang imellem strækker de flade Hænder mod Himlen, og beder om godt Veir. Men paa Grund af hiin omtalte Dygtighed, der dog kan betinge en vis selvstændig Virksomhed, have vi bemærket, at han i en vis Henseende er for god til at være Redacteur for »anonyme Reformatorer«, der blot behøve Een, de kunne lade ophænge i deres Sted; idet han med sin Samlerflid etc. kunde blive en god Red. af en Politiven; og vi haabe, at Læserne nu ogsaa ville troe det efter den udførligere Udvikling af Fædrelandet. Dog Eet endnu. Fædrelandet bemærker som et Beviis paa Liunges Dygtighed, at Kjøbenhavnsposten »har bestaaet i en Række af Aar, medens mangfoldige andre lignende Blade ere gaaede under efter kort Tid«. Dette Phænomen lader sig let forklare; thi den dygtige Redacteur, netop som kjæmpende for en Sag, kan lettere komme til at ligge under, naar Tiden er ham imod; medens den svage, der gaaer efter Diagonalen af de i Livet givne Kræfters Parallelogram, lettere kan holde sig oppe. Et nyt Beviis paa, at Liunge ikke er skikket til at være Redacteur for en reformatorisk Stræben, og at netop hans Dygtighed maa være den reformatoriske Stræben skadelig, da den stundom betinger en Given efter for Tiden. Vi ere nu færdige med Fædrelandets Forsøg paa ved Grunde at gjendrive vor Paastand, og idet vi nu see tilbage over den hele Udvikling, kunne vi maaskee bedst betegne den som en Generalforsamling af Postulater, hvori der er en saadan Forvirring, at vi troe, at, om man end bandt os for Øinene og gav os en Stok i Haanden, vi skulde slaae den ene Jydepotte-Dumhed itu efter den anden. Vi gaae nu over til at tale lidt nærmere om Fædrelandets Moral. Det er forunderligt nok at see, at et Parti, der i det Hele raaber saa meget paa Intelligents, har saa lidt deraf; det er forunderligt nok, at see et Blad, der ivrer mod »at tillægge Modstanderne slette Bevæggrunde (p. 646, nederst), selv gjøre sig skyldigt i denne Feil. Hvad nu det første angaaer, saa er det dog vel iøinefaldende, at der fra det intelligente Standpunct ikke behøves mere end at bevise, at Vedkommende har Uret eller har talt Usandt; uden derfor at paastaae, at Forfatteren har Mangel paa Sandhedskjærlighed. Men istedetfor denne intelligente Beviisførelse har der i den senere Tid indsneget sig en vis moralsk Leflen, en vis lafontainisk-kotzebuisk flæbende Prædiketone i Polemiken. Saaledes har ogsaa Fædrelandet i foreliggende Nr. 77 fornemmeligen lagt vort Stykke til Grund for dets gudelige Betragtninger, og medens det paa det hæftigste farer frem mod os (»den flyvende Post søger at more sine Læsere med Vittigheder, uden at bryde sig om, hvorvidt Sandheden lider derunder eller ikke«; »den gjør skamløse Angreb«; »Vittighed og dialectisk Færdighed, som ei ere parrede med Sandhedskjærlighed, men kun tjene til at forherlige det eget lille Jeg« etc.), holder den en Panegyrik over Liunge, der i det høieste kunde blive en antagelig Jubeltale i et Vartou. Denne hele moralistiske Grønlangkaal skulde vi, som vi ovenfor have sagt, gjerne undlade nøiere at analysere, dersom vi ikke ansaae den for saa charakteristisk, at vi af den Grund ei burde forbigaae den med Taushed. Som det i Livet er gaaet med Tusinder: da de ikke længer kunde modstaae Livets Dialektik, gik de i Kloster – saaledes er det ogsaa i Striden her gaaet med Fædrelandet: da det ikke kan modbevise eller beseire sine Modstandere, griber det til en Jeremiade over Forf.'s Mangel paa Sandhedskjærlighed. Herved udrettes nu ikke synderligt meget, med mindre Samtiden har en saa stor Mangel paa Intelligents, at den giver den Art Invectiver Gehør. Naar i en Dispute det kommer saavidt, at Modstanderen siger: jeg kan ikke forstaae Dig, uagtet jeg har den bedste Villie, – saa er dermed Disputen ophørt; og ihvorvel vi gjerne ville lade det Spørgsmaal om, hvorvidt hans Villie er den bedste, udenfor hele Striden, da vi bestandig, indtil det Modsatte bevises, holde os overbeviste derom, saa maa man dog altid respectere et saadant Træk af Modstanderen; men naar han i Stedet derfor gaaer løs paa dens Character, han taler med, beskylder ham for at være forsætlig Sophist etc., saa kan det i det høieste fremkalde et Smiil paa Modstanderens Læber, da det Hele ikke er andet end en komisk Fortvivlelse. I vort Nr. 76 have vi ikke tilladt os et eneste Angreb paa Modstanderens Characteer og Hjerte; vi haabede derfor at fritages for den Art Angreb, men forgjeves. Forfatteren i Fædrelandet bebreider os uden videre Mangel paa Sandhedskjærlighed; men det er da intet Under, da de Tropper, han i intelligent Henseende commanderer over, ikke ere synderlig vel disciplinerede, men snarere synes et Slags sammenløbet Landeværn. Medens Forfatteren i Fædrelandet bebreider os Mangel paa Sandhedskjærlighed, holder han en Lovtale over Liunges, som vi aldrig have angrebet, og som da til syvende og sidst Intet gjør til Sagen; thi Liunge kunde være en meget sandhedskjærlig Mand, og dog afgive et Sidestykke til den dumme Gottlieb i Eventyret, isærdeleshed efter Fædrelandets Psychologie, der befæster et svælgende Dyb mellem Moralitet og Intelligents, uden at ahne, at de staae i et væsentlig Forhold til hinanden, og at, dersom man saaledes vil adskille dem, man tilsidst kan komme til at tale om en Humlebies Sandhedskjærlighed og Moralitet. Og hvad det angaaer, at Fædrelandet troer, at det hele Stykke Nr. 76 er skrevet for at more et »eget lille Jeg«, da ville vi herved underrette Fædrelandet om at vi ikke spille Invite uden at have Kongen garderet, og at vi vedblive i samme Couleur, hvori Fædrelandet i foreliggende Nr. 77, som det synes, har viist Renonce, hvorimod det i Trumf (idet vi ved Trumf forstaae den i Kjøbenhavnsposten »staaende«, og, som det synes, ogsaa nu af Fædrelandet adopterede bedste Couleur: moralske Invectiver), har viist stort Overflod. Til Slutning skylde vi Forfatteren i Fædrelandet at tilstaae, at mellem de tvende Sprogfeil, han har fundet i vort Stykke, er den ene en Sprogfeil. B. At Kjøbenhavnsposten virkelig er Enke, det seer man deraf, at hun behøver Laugværge. Men derfor ville vi ingenlunde formene hende at drive en Smaahandel paa hendes salig Mands Borgerbrev, og tvivle ikke paa, at hun ved »stor Flid og Sandhedskjærlighed« vil tilsikkre sine Kunder den reelleste Behandling. Herved er nu blandt andet det Mærkelige, at factiske Oplysninger, som den flyvende Post »sjelden leverer«, findes næsten i alle de af Fædrelandet i denne Artikel omhandlede Stykker, hvorimod som Exempler paa de Vaaben, den flyvende Post »ikke sjelden bruger«, anføres kun et eller i det høieste to Stykker. Cfr. Nr. 76: »Og er da ikke Bevidstheden om, hvad man engang har været, netop det meest Styrkende for en ny og kraftig Virksomhed«, hvor jo netop den ved hiin Tilbageskuen betingede Virken udhæves.