]> S&o-;ren Kierkegaard Enten &streg; Eller. F&o-;rste del EE1 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Henrik Blicher, S&o-;ren Bruun, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1843 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Renskrift i sekret&ae;r P.V. Christensens h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Trykmanuskript til B Andettrykket, 1849 Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1997 http://sks.dk/ee1/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Enten &streg; Eller Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita F&o-;rste Deel Enten &streg; Eller Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita F&o-;rste Deel indeholdende A.'s Papirer Er da Fornuften alene d&o-;bt, ere Lidenskaberne Hedninger? Young Kj&o-;benhavn 1843 Faaes hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri Forord Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kj&ae;re L&ae;ser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske S&ae;tning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes. Du har maaskee selv gjemt en Hemmelighed, om hvilken Du f&o-;lte, at den, i sin Gl&ae;de eller i sin Smerte, var Dig for kj&ae;r til, at Du kunde indvie Andre i den. Dit Liv har maaskee bragt Dig i Ber&o-;ring med Mennesker, om hvilke Du ahnede, at noget Saadant var Tilf&ae;lde, uden at dog Din Magt eller Din Besn&ae;relse var istand til at bringe det Forborgne til Aabenbarelse. Maaskee passer intet af Tilf&ae;ldene paa Dig og Dit Liv, og dog er Du ikke ukjendt med hiin Tvivl; den har nu og da som en flygtig Skikkelse sv&ae;vet Din Tanke forbi. En saadan Tvivl kommer og gaaer, og Ingen veed, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Jeg for min Part har altid v&ae;ret noget kj&ae;ttersk sindet paa dette Punkt af Philosophien, og har derfor tidlig vant mig til, saa godt som muligt, selv at anstille Iagttagelser og Efterforskninger; jeg har s&o-;gt Veiledning hos de Forfattere, hvis Anskuelse jeg i denne Henseende deelte, kort, jeg har gjort hvad der stod i min Magt for at b&o-;de paa det Savn, de philosophiske Skrifter efterlode. Efterhaanden blev da H&o-;relsen mig den kj&ae;reste Sands; thi ligesom Stemmen er Aabenbarelsen af den for det Ydre incommensurable Inderlighed, saaledes er &O-;ret det Redskab, ved hvilket denne Inderlighed opfattes, H&o-;relsen den Sands, ved hvilken den tilegnes. Hver Gang jeg da fandt en Modsigelse mellem hvad jeg saae, og hvad jeg h&o-;rte, da fandt jeg min Tvivl bestyrket, og min Iagttagelseslyst blev for&o-;get. En Skriftefader er ved et Gitter adskilt fra den Skriftende, han seer ikke, han h&o-;rer blot. Efterhaanden som han h&o-;rer, danner han et Udvortes, der svarer hertil; han kommer altsaa ikke i Modsigelse. Anderledes derimod, naar man paa eengang seer og h&o-;rer, og dog seer et Gitter mellem sig og den Talende. Mine Bestr&ae;belser for i denne Retning at anstille Iagttagelser have, hvad Resultatet angaaer, v&ae;ret saare forskjellige. Snart har jeg havt Lykken med mig, snart ikke, og Lykke h&o-;rer der altid til for paa disse Veie at vinde noget Udbytte. Imidlertid har jeg dog aldrig tabt Lysten til at forts&ae;tte mine Efterforskninger. Har jeg end en enkelt Gang v&ae;ret n&ae;r ved at fortryde min Vedholdenhed, saa har ogsaa en enkelt Gang et uventet Held kronet mine Bestr&ae;belser. Et saadant uventet Held var det, der paa en h&o-;ist besynderlig Maade satte mig i Besiddelse af de Papirer, jeg herved har den &Ae;re at forel&ae;gge det l&ae;sende Publicum. I disse Papirer fik jeg Leilighed til at gj&o-;re et Indblik i tvende Menneskers Liv, der bestyrkede min Tvivl om, at det Udvortes ikke er det Indvortes. Dette gj&ae;lder i S&ae;rdeleshed om den Ene af dem. Hans Udvortes har v&ae;ret i fuldkommen Modsigelse med hans Indvortes. Ogsaa om den Anden gj&ae;lder det til en vis Grad, forsaavidt han under et ubetydeligere Udvortes har skjult et betydeligere Indre. Dog, det bliver vel bedst, at jeg f&o-;rst for en Ordens Skyld fort&ae;ller, hvorledes jeg er kommen i Besiddelse af disse Papirer. Det er nu omtrent 7 Aar siden, at jeg hos en Marchandiser her i Byen bem&ae;rkede en Secretair, der strax f&o-;rste Gang jeg saae den tildrog sig min Opm&ae;rksomhed. Den var ikke af moderne Arbeide, temmelig brugt, og dog f&ae;ngslede den mig. At forklare Grunden til dette Indtryk, er mig en Umulighed, men de Fleste have vel i deres Liv erfaret noget Lignende. Min daglige Vei f&o-;rte mig forbi Marchandiseren og hans Secretair, og jeg undlod aldrig nogen Dag i Forbigaaende at f&ae;ste mit &O-;ie paa den. Efterhaanden fik hiin Secretair en Historie i mig; det blev mig en N&o-;dvendighed at see den, og jeg tog til den Ende ikke i Bet&ae;nkning, naar det en us&ae;dvanlig Gang gjordes forn&o-;dent, at gj&o-;re en Omvei, for dens Skyld. Alt eftersom jeg saae paa den, vaagnede ogsaa den Lyst at ville besidde den. Jeg f&o-;lte meget vel, at det var en besynderlig Lyst, da jeg ingen Brug havde for dette M&o-;bel; at det var en &O-;dselhed af mig at anskaffe det. Dog, Lysten er, som bekjendt, meget sophistisk. Jeg gjorde mig et &Ae;rinde ind til Marchandiseren, spurgte paa andre Ting, og idet jeg vilde gaae, gjorde jeg flygtigt et meget lavt Bud paa Secretairen. Jeg t&ae;nkte, at muligen Marchandiseren skulde have slaaet til. Det var da et Tilf&ae;lde, der havde spillet mig den i H&ae;nderne. Det var saavist ikke for Pengenes Skyld, jeg bar mig saaledes ad, men for min Samvittigheds Skyld. Det mislykkedes, Marchandiseren var ualmindelig bestemt. Jeg gik atter en Tidlang hver Dag forbi, og saae med forelskede &O-;ine paa Secretairen. Du maa beslutte Dig, t&ae;nkte jeg, s&ae;t, den bliver solgt, saa er det bag efter; selv om det lykkedes Dig at faae fat paa den igjen, Du faaer dog aldrig mere det Indtryk af den. Mit Hjerte bankede, da jeg gik ind til Marchandiseren. Den blev kj&o-;bt og betalt. Det skal v&ae;re den sidste Gang, t&ae;nkte jeg, at Du er saa &o-;dsel; ja det er netop en Lykke, at Du har kj&o-;bt den, thi saa ofte Du seer paa den, skal Du t&ae;nke paa, hvor &o-;dsel Du var, med Secretairen skal der begynde et nyt Afsnit i Dit Liv. Ak, Lysten er meget veltalende, og de gode Fors&ae;tter ere altid ved Haanden. Secretairen blev da sat op paa mit V&ae;relse, og som jeg i Forelskelsens f&o-;rste Tid havde min Gl&ae;de af at betragte den fra Gaden, saaledes gik jeg den nu forbi derhjemme. Efterhaanden l&ae;rte jeg hele dens rige Indhold at kjende, dens mange Skuffer og Gjemmer, og jeg var i alle Maader glad ved Secretairen. Dog saaledes skulde det ikke blive. I Sommeren 1836 tillod mine Forretninger mig at foretage en lille Tour paa Landet i en 8 Dage. Postillonen var bestilt til Kl. 5. Hvad T&o-;i jeg beh&o-;vede at have med, var pakket ind om Aftenen; Alt var i Orden. Allerede Kl. 4 vaagnede jeg, men Billedet af de skj&o-;nne Egne, jeg skulde bes&o-;ge, virkede saa berusende paa mig, at jeg atter faldt i S&o-;vn eller i Dr&o-;mme. Min Tjener vilde formodentlig unde mig al den S&o-;vn, jeg kunde faae, thi f&o-;rst Kl. 6&br1-2; kalder han paa mig. Postillonen bl&ae;ser allerede, og skj&o-;ndt jeg ellers er utilb&o-;ielig til at lystre Andres Befaling, saa har jeg dog altid gjort en Undtagelse med en Postillon og hans poetiske Motiver. Hurtigt var jeg paakl&ae;dt; jeg stod allerede i D&o-;ren, da falder det mig ind: har Du ogsaa Penge nok i Din Tegnebog. Der befandtes ikke mange. Jeg lukker Secretairen op for at tr&ae;kke min Pengeskuffe ud og medtage, hvad Huset formaaer. See, da er Skuffen ikke til at bev&ae;ge. Ethvert Middel er forgj&ae;ves. Det var saa fatalt som muligt. Netop i dette &O-;ieblik, da mit &O-;re endnu gjenl&o-;d af Postillonens lokkende Toner, at st&o-;de paa saadanne Vanskeligheder. Blodet steg mig til Hovedet, jeg blev forbittret. Som Xerxes lod Havet pidske, saaledes besluttede jeg at tage en forf&ae;rdelig H&ae;vn. En Haand&o-;xe blev hentet. Med den bibragte jeg Secretairen et Gru v&ae;kkende Hug. Hvad enten jeg nu i min Vrede slog feil, eller Skuffen var ligesaa stivsindet som jeg, Virkningen blev ikke den tilsigtede. Skuffen var lukket og Skuffen blev lukket. Derimod skete der noget Andet. Om mit Slag har rammet netop dette Punkt, eller den totale Rystelse i Secretairens hele Organisation har v&ae;ret Anledningen, det veed jeg ikke, men det veed jeg, at der sprang en hemmelig D&o-;r op, som jeg aldrig f&o-;r havde bem&ae;rket. Denne lukkede for et Gjemme, som jeg naturligviis heller ikke havde opdaget. Her fandt jeg til min store Overraskelse en Masse af Papirer, de Papirer, der udgj&o-;re det foreliggende Skrifts Indhold. Min Beslutning blev uforandret. Paa den f&o-;rste Station vilde jeg aabne et Laan. I st&o-;rste Hast blev en Mahogni-Kasse, i hvilken der ellers pleiede at ligge et Par Pistoler, t&o-;mt; Papirerne deponerede i den. Gl&ae;den havde seiret og vundet en uventet For&o-;gelse; i mit Hjerte bad jeg Secretairen om Tilgivelse for den ublide Behandling, medens min Tanke fandt sin Tvivl bestyrket, at det Udvortes dog ikke er det Indvortes, og min Erfarings-S&ae;tning bekr&ae;ftet, at der h&o-;rer Held til for at gj&o-;re saadanne Opdagelser. Midt paa Formiddagen ankom jeg til Hiller&o-;d, bragte mine Finanser i Orden, lod den herlige Egn gj&o-;re et almindeligt Indtryk paa mig. Strax den f&o-;lgende Morgen begyndte jeg mine Excursioner, der nu fik en ganske anden Charakteer end jeg oprindelig havde tilt&ae;nkt dem. Min Tjener fulgte mig med Mahogni-Kassen. Jeg ops&o-;gte nu et romantisk Sted i Skoven, hvor jeg saa godt som muligt var sikkret mod en Overraskelse, og fremtog derpaa Documenterne. Min V&ae;rt, der blev lidt opm&ae;rksom paa disse hyppige Vandringer i Selskab med Mahogni-Kassen, yttrede af sig selv, at jeg maaskee &o-;vede mig i at skyde med Pistoler. For denne Yttring var jeg ham meget forbunden og lod ham forblive i Troen. Et flygtigt Blik paa de fundne Papirer viste mig let, at de dannede to Formationer, hvis Forskjellighed ogsaa i det Ydre var udpr&ae;get. Den ene af dem var skreven paa en Art Post-Velin, i Qvart, med en temmelig bred Margen. Haandskriften var l&ae;selig, stundom endog lidt ziirlig, paa et enkelt Sted jadsket. Den anden var skrevet paa hele Ark Bikube-Papiir med spaltede Columner, saaledes som retslige Dokumenter og andet Deslige skrives. Haandskriften var tydelig, noget langtrukken, eensformig og j&ae;vn, den syntes at tilh&o-;re en Forretningsmand. Ogsaa Indholdet viste sig strax at v&ae;re forskjelligt, den ene Deel indeholdt en M&ae;ngde st&o-;rre eller mindre &ae;sthetiske Afhandlinger, den anden bestod af 2 store Unders&o-;gelser og 1 mindre, alle af ethisk Indhold, som det syntes, og i Brevform. Ved n&ae;rmere Eftersyn befandtes denne Forskjellighed fuldkommen bestyrket. Den sidste Formation er nemlig Breve, der ere skrevne til Forfatteren af den f&o-;rste. Dog, det bliver n&o-;dvendigt at finde et kortere Udtryk, der kan betegne de tvende Forfattere. Jeg har til den Ende gjennemgaaet Papirerne meget omhyggeligt, men Intet eller saa godt som Intet fundet. Hvad den f&o-;rste Forfatter angaaer, &Ae;sthetikeren, da findes der slet ingen Oplysning om ham. Hvad den anden, Brevskriveren, angaaer, da erfarer man, at han har hedt Wilhelm, har v&ae;ret Assessor i Retten, uden at der dog bestemmes, i hvilken Ret. Vilde jeg n&o-;iagtigt knytte mig til det Historiske og kalde ham Wilhelm, saa mangler jeg en dertil svarende Ben&ae;vnelse for den f&o-;rste Forfatter; jeg maatte da give ham et vilkaarligt Navn. Jeg har derfor foretrukket at kalde den f&o-;rste Forfatter A, den anden B. Foruden de st&o-;rre Afhandlinger fandtes der mellem disse Papirer en M&ae;ngde Lapper, paa hvilke der vare skrevne Aphorismer, lyriske Udbrud, Reflexioner. Haandskriften viste allerede, at de tilh&o-;rte A, Indholdet bekr&ae;ftede det. Papirerne str&ae;bte jeg nu at ordne paa bedste Maade. Med Bs Papirer var det temmelig let gjort. Det ene Brev foruds&ae;tter det andet. Man finder i det andet Brev et Citat af det f&o-;rste, det tredie Brev foruds&ae;tter tvende foregaaende. At ordne As Papirer var ikke saa let. Jeg har derfor ladet Tilf&ae;ldet bestemme Ordenen, det vil sige, jeg har ladet dem forblive i den Orden, i hvilken jeg forefandt dem, naturligviis uden at kunne afgj&o-;re, om denne Orden har chronologisk V&ae;rdi eller ideel Betydning. Papiirslapperne laae l&o-;se i Gjemmet, dem har jeg derfor v&ae;ret n&o-;dsaget til at anvise en Plads. Dem har jeg ladet komme f&o-;rst, fordi jeg syntes, at de bedst lode sig betragte som de forel&o-;bige Glimt af, hvad de st&o-;rre Opsatser mere sammenh&ae;ngende udvikle. Jeg har kaldet dem &g.D;&g.i;&g.a;&g.ps;&g.a;&g.l;&g.m;&g.a;&g.t;&g.a; og tilf&o-;iet som et Slags Motto: ad se ipsum. Denne Titel og dette Motto er paa en Maade af mig, og dog ikke af mig. De ere af mig, for saavidt de ere blevne anvendte paa den hele Samling; derimod tilh&o-;re de A selv, thi paa een af Papiirslapperne var det Ord &g.D;&g.i;&g.a;&g.ps;&g.a;&g.l;&g.m;&g.a; skrevet, paa to af dem de Ord: ad se ipsum. Ogsaa et lille fransk Vers, der fandtes over een af disse Aphorismer, har jeg ladet aftrykke paa Indersiden af Titelbladet, i Lighed med hvad A oftere selv har gjort. Da nu Fleertallet af disse Aphorismer have et lyrisk Tilsnit, saa har jeg troet, det var ret passende at bruge det Ord &g.D;&g.i;&g.a;&g.ps;&g.a;&g.l;&g.m;&g.a; som Hovedtitel. Skulde L&ae;seren finde det uheldigt valgt, da skylder jeg Sandheden at tilstaae, at det er mit Paafund, og at Ordet visselig var brugt med Smag af A selv om den Aphorisme, over hvilken det fandtes. I Anordningen af de enkelte Aphorismer har jeg ladet Tilf&ae;ldet raade. At de enkelte Yttringer ofte modsige hinanden, fandt jeg aldeles i sin Orden; thi det h&o-;rer netop Stemningen v&ae;sentlig til; at sammenstille dem saaledes, at Modsigelserne bleve mindre paafaldende, fandt jeg ikke Umagen v&ae;rd. Jeg fulgte Tilf&ae;ldet, og det er ogsaa et Tilf&ae;lde, der har tildraget sig min Opm&ae;rksomhed, at den f&o-;rste og den sidste Aphorisme paa en Maade svare til hinanden, idet den ene ligesom gjennemf&o-;ler det Smertelige, der ligger i at v&ae;re Digter, den anden nyder den Tilfredsstillelse, der ligger i, altid at have Latteren paa sin Side. Hvad de &ae;sthetiske Afhandlinger af A angaaer, da har jeg Intet, dem betr&ae;ffende, at fremh&ae;ve. De befandtes alle f&ae;rdige til Trykning, og forsaavidt de indeholdt Vanskeligheder, da maa jeg lade dem tale for dem selv. For mit Vedkommende maa jeg bem&ae;rke, at jeg til de gr&ae;ske Citater, der hist og her findes, har f&o-;iet en Overs&ae;ttelse, der er hentet fra en af de bedre tydske Overs&ae;ttelser. Det sidste af As Papirer er en Fort&ae;lling, betitlet: Forf&o-;rerens Dagbog. Her m&o-;de nye Vanskeligheder, idet A ikke erkl&ae;rer sig for Forfatter men kun for Udgiver. Det er et gammelt Novellist-Kneb, som jeg ikke skulde have videre at indvende imod, naar det ikke bidrog til at gj&o-;re min Stilling saa forviklet, idet den ene Forfatter kommer til at ligge inden i den anden som &Ae;sker i et chinesisk &Ae;skespil. Til n&ae;rmere at udvikle, hvad der bestyrker mig i min Mening, er her ikke Stedet, kun vil jeg bem&ae;rke, at den Stemning, der hersker i As Fortale, paa en Maade r&o-;ber Digteren. Det er virkelig, som om A selv var bleven bange for sit Digt, der som en urolig Dr&o-;m vedblev at &ae;ngste ham, ogsaa medens den fortaltes. Var det en virkelig Begivenhed, i hvilken han var bleven Medvider, saa forekommer det mig besynderligt, at Fortalen intet Pr&ae;g b&ae;rer af As Gl&ae;de over at see den Idee realiseret, der oftere har foresv&ae;vet ham. Ideen til Forf&o-;reren findes antydet saavel i den Opsats om det Umiddelbar-Erotiske, som i Skyggeridsene, at nemlig Analogien til Don Juan maa v&ae;re en reflecteret Forf&o-;rer, der ligger i det Interessantes Kategori, hvor derfor ikke bliver Sp&o-;rgsmaal om, hvor Mange han forf&o-;rer, men om, hvorledes. Til en saadan Gl&ae;de finder jeg intet Spor i Fortalen, men vel, som bem&ae;rket, en B&ae;ven, en vis Horreur, der vel har sin Grund i hans digteriske Forhold til denne Idee. Og det forundrer mig ikke, at det er gaaet A saaledes; thi ogsaa jeg, der slet Intet har med denne Fort&ae;lling at gj&o-;re, ja selv ved to R&ae;kker er fjernet fra den oprindelige Forfatter, ogsaa jeg er stundom bleven ganske underlig tilmode, naar jeg i Nattens Stilhed har syslet med disse Papirer. Det var mig, som gik Forf&o-;reren liig en Skygge over mit Gulv, som kastede han sit &O-;ie i Papirerne, som f&ae;stede han sit d&ae;moniske Blik paa mig, og sagde: &anfbeg;naa! I vil udgive mine Papirer! Det er ellers uforsvarligt af Eder; I jager jo en Angst i de kj&ae;re Pigeb&o-;rn. Dog, det forstaaer sig, til Vederlag gj&o-;r I mig og mine Lige uskadelige. Der tager I feil; thi jeg forandrer blot Methoden, saa er mine Vilkaar end fordeelagtigere. Hvilken Tilstr&o-;mmen af Smaa-Piger, der l&o-;be Een lige lukt i Armene, naar de h&o-;re det forf&o-;reriske Navn: en Forf&o-;rer! Giv mig et halvt Aar, og jeg tilveiebringer en Historie, der skal v&ae;re interessantere end Alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Jeg t&ae;nker mig en ung, kraftfuld, genial Pige faae den ualmindelige Idee at ville h&ae;vne Kj&o-;nnet paa mig. Hun mener at skulle kunne tvinge mig, at lade mig smage ulykkelig Kj&ae;rligheds Smerter. See det er en Pige for mig. Hitter hun ikke selv dybt nok derpaa, saa skal jeg komme hende til Hj&ae;lp. Jeg skal vride mig som Molboernes Aal. Og naar jeg da har bragt hende paa det Punkt, jeg vil, saa er hun min.&anfslut; Dog, jeg har maaskee allerede misbrugt min Stilling som Udgiver til at bebyrde L&ae;serne med mine Betragtninger. Anledningen maa tale til min Undskyldning; thi det var i Anledning af det Mislige i min Stilling, foraarsaget ved, at A blot n&ae;vner sig som Udgiver af, ikke som Forfatter til denne Fort&ae;lling, at jeg lod mig henrive. Hvad jeg for&o-;vrigt har at tilf&o-;ie om denne Fort&ae;lling, det kan jeg kun gj&o-;re i Qvalitet af Udgiver. Jeg troer nemlig i denne Fort&ae;lling at finde en Tidsbestemmelse. I Dagbogen findes hist og her et Datum, hvad der derimod mangler er Aarstal. Forsaavidt synes jeg ikke at skulle komme videre; ved imidlertid n&o-;iere at betragte de enkelte Datoer troer jeg at have fundet et Vink. Vel er det nemlig sandt, at ethvert Aar har en 7de April, en 3die Juli, en 2den August o. s. v.; men deraf f&o-;lger ingenlunde, at den 7de April hvert Aar er en Mandag. Jeg har da regnet efter og udfundet, at denne Bestemmelse passer til Aaret 1834. Om A har t&ae;nkt paa dette kan jeg ikke afgj&o-;re, jeg skulde n&ae;sten ikke troe det; thi saa vilde han vel ikke have brugt saa megen Forsigtighed, som han ellers bruger. I Dagbogen staaer der heller ikke: Mandagen den 7de April o. s. v., der staaer blot: den 7de April, ja Stykket selv begynder saaledes: altsaa paa Mandag, hvorved Opm&ae;rksomheden netop ledes bort; men ved at l&ae;se det Stykke, der findes under dette Datum, igjennem, seer man, at det maa have v&ae;ret en Mandag. Denne Fort&ae;lling betr&ae;ffende har jeg da en Tidsbestemmelse; derimod er ethvert Fors&o-;g, jeg hidtil har gjort paa, ved Hj&ae;lp af den at bestemme Tiden for de &o-;vrige Afhandlinger, mislykket. Jeg kunde gjerne have anviist den Pladsen Nr. 3; men jeg har, som ovenfor sagt, foretrukket at lade Tilf&ae;ldet raade og Alt forblive i den Orden, i hvilken jeg fandt det. Hvad Bs Papirer angaaer, da ordne disse sig let og naturligt. Med dem har jeg derimod foretaget mig en Forandring, forsaavidt jeg har tilladt mig at betitle dem, da Brevformen har forhindret Forfatteren i at give disse Unders&o-;gelser en Titel. Skulde L&ae;seren derfor, efter at have gjort sig bekjendt med Indholdet, finde, at Titlerne ikke vare heldigt valgte, saa skal jeg altid v&ae;re villig til at finde mig i den Smerte, der ligger i at have gjort noget Forkeert, naar man &o-;nskede at gj&o-;re noget Godt. Paa et enkelt Sted fandtes der i Margenen en Bem&ae;rkning, enhver saadan har jeg gjort til en Anm&ae;rkning, for at jeg ikke skulde komme til at gribe forstyrrende ind i Texten. Hvad Bs Manuscript angaaer, da har jeg aldeles ingen Forandring tilladt mig, men n&o-;iagtigt betragtet det som et Actstykke. Jeg kunde maaskee let have borttaget een og anden Skj&o-;desl&o-;shed, der er forklarlig nok, naar man bet&ae;nker, at han blot er Brevskriver. Jeg har ikke villet det, fordi jeg frygtede for at gaae for vidt. Naar B mener, at af 100 unge Mennesker, der fare vild i Verden, frelses de 99 ved Qvinder, 1 ved en guddommelig Naade, saa seer man let, at han ikke har v&ae;ret stiv udi Regning, da han slet ingen Plads faaer til dem, der virkelig gaae tabte. Jeg kunde let have foretaget en lille Forandring i Tallene, men jeg synes, at der ligger noget langt Skj&o-;nnere i Bs Forregnelse. Paa et andet Sted omtaler B en gr&ae;sk Viis ved Navn Myson, og fort&ae;ller om ham, at han nyder den sjeldne Lykke at regnes blandt de 7 Vise, naar deres Antal bestemmes til 14. Jeg var et &O-;ieblik raadvild om, hvorfra vel B kunde have denne Viisdom, samt hvilken gr&ae;sk Forfatter det kunde v&ae;re, han citerer. Min Mistanke faldt strax paa Diogenes af Laerte, og ved at eftersee J&o-;cher og Morèri fandt jeg ogsaa henviist til ham. Bs Efterretning kunde nu vel beh&o-;ve en Berigtigelse; thi ganske som han siger, forholder det sig ikke, om der end er nogen Usikkerhed hos de Gamle i Bestemmelsen af, hvilke de 7 Vise vare; imidlertid har jeg dog ikke fundet det Umagen v&ae;rd, det forekom mig, at hans Bem&ae;rkning, om end ikke ganske historisk, havde en anden V&ae;rdi. Saavidt som jeg nu er kommen, var jeg allerede kommen for 5 Aar siden; jeg havde ordnet Papirerne saaledes, som de endnu ere ordnede; havde fattet den Beslutning, at udgive dem i Trykken, men meente dog, at det var bedst at vente nogen Tid. Jeg ansaae 5 Aar for et passende Spatium. Disse 5 Aar ere forl&o-;bne, og jeg begynder, hvor jeg slap. At jeg ikke har ladet noget Middel ufors&o-;gt til at komme paa Spor efter Forfatterne, beh&o-;ver jeg vel ikke at forsikkre L&ae;seren. Marchandiseren holdt ingen Bog, som bekjendt er det sjeldnere Tilf&ae;ldet med Marchandisere, han vidste ikke, af hvem han havde kj&o-;bt hiint M&o-;bel; det forekom ham, at det var kj&o-;bt paa en Blandings-Auction. Jeg skal ikke fordriste mig til at ville fort&ae;lle L&ae;seren den Mangfoldighed af frugtesl&o-;se Fors&o-;g, der har taget mig megen Tid, saa meget mindre som Erindringen derom er mig selv ubehagelig. I Resultatet kan jeg derimod i al Korthed indvie L&ae;seren, thi Resultatet var slet Intet. Idet jeg nu vilde realisere min Beslutning at udgive hine Papirer i Trykken, vaagnede en enkelt Bet&ae;nkelighed hos mig. Maaskee tillader L&ae;seren mig at tale ganske aabenhjertet. Det faldt mig ind, om jeg ikke gjorde mig skyldig i en Indiscretion mod de ubekjendte Forfattere. Jo mere fortrolig jeg imidlertid blev med Papirerne, desto mere aftog hiin Bet&ae;nkelighed. Papirerne vare af den Natur, at de tiltrods for mine omhyggelige Iagttagelser ingen Oplysning ydede, end sige da, at en L&ae;ser skulde finde en saadan, da jeg vel t&o-;r maale mig med enhver L&ae;ser, ikke i Smag og Sympathi og Indsigt, men vel i Flid og Utr&ae;ttelighed. Forudsat derfor, at de ubekjendte Forfattere endnu vare til, at de levede her i Byen, at de kom til at gj&o-;re det uventede Bekjendtskab med deres egne Papirer, saa vilde der dog, hvis de selv forbleve tause, Intet resultere af Udgivelsen, thi om disse Papirer gj&ae;lder i strengeste Forstand, hvad man ellers pleier at sige om alle trykte Sager &streg; de tie. En anden Bet&ae;nkelighed, jeg har havt, var i og for sig af mindre Betydning, temmelig let at h&ae;ve, og har h&ae;vet sig paa en endnu lettere Maade end jeg havde t&ae;nkt. Det faldt mig nemlig ind, at disse Papirer kunde blive en Pengegjenstand. Vel fandt jeg det i sin Orden, om jeg modtog et lille Honorar for min Uleilighed som Udgiver; men et Forfatter-Honorar maatte jeg ansee for meget for stort. Som de retsindige skotske B&o-;nder i den hvide Dame beslutte at kj&o-;be Godset og dyrke det og derpaa for&ae;re det til Greverne af Evenel, hvis de engang skulde vende tilbage, saaledes besluttede jeg at s&ae;tte det hele Honorar paa Rente for, naar engang de ubekjendte Forfattere skulde melde sig, da at kunne give dem det Hele med Rente og Rentes Rente. Dersom L&ae;seren ikke allerede af min hele Ubehj&ae;lpelighed skulde have forvisset sig om, at jeg ingen Forfatter er, ei heller en Literatus, der gj&o-;r Profession af at v&ae;re Udgiver, saa vil vistnok dette Raisonnements Naivetet s&ae;tte dette udenfor al Tvivl. Denne Bet&ae;nkelighed blev da ogsaa h&ae;vet paa en langt lettere Maade; thi selv et Forfatter-Honorar i Danmark er ingen Herregaard, og de Ubekjendte maatte blive l&ae;nge borte, for at deres Honorar selv med Rente og Rentes Rente kunde blive en Penge-Gjenstand. Der stod nu da blot tilbage at give disse Papirer en Titel. Jeg kunde kalde dem Papirer, efterladte Papirer, fundne Papirer, bortkomne Papirer o. s. v.; som bekjendt findes der en Mangfoldighed af Varianter, men ingen af disse Titler vilde tilfredsstille mig. Jeg har derfor i at bestemme Titlen tilladt mig en Frihed, et Bedrag, for hvilket jeg skal str&ae;be at gj&o-;re Regnskab. Under den idelige Besk&ae;ftigelse med disse Papirer gik der et Lys op for mig, at man kunde afvinde dem en ny Side ved at betragte dem som tilh&o-;rende eet Menneske. Jeg veed meget vel, Alt hvad der lader sig indvende imod denne Betragtning, at den er uhistorisk, at den er usandsynlig, da det er urimeligt, at eet Menneske skulde v&ae;re Forfatter til begge Dele, og det uagtet L&ae;seren let kunde fristes til det Ordspil, at har man sagt A, maa man ogsaa sige B. Imidlertid har jeg dog ikke kunnet opgive den. Det var da et Menneske, der i sit Liv havde gjennemgaaet begge Bev&ae;gelser, eller overveiet begge Bev&ae;gelser. As Papirer indeholde nemlig en Mangfoldighed af Till&o-;b til en &ae;sthetisk Livs-Anskuelse. En sammenh&ae;ngende &ae;sthetisk Livs-Anskuelse lader sig vel neppe foredrage. Bs Papirer indeholde en ethisk Livs-Anskuelse. Idet jeg lod min Sj&ae;l paavirkes af denne Tanke, blev det klart for mig, at jeg kunde lade denne lede mig i at bestemme Titelen. Den Titel, jeg har valgt, udtrykker netop dette. Hvad L&ae;seren kan tabe ved denne Titel, kan ikke v&ae;re Stort; thi under L&ae;sningen kan han jo meget godt glemme Titlen. Naar han da har l&ae;st Bogen, da kan han maaskee t&ae;nke paa Titlen. Denne vil da frigj&o-;re ham fra ethvert endeligt Sp&o-;rgsmaal, om A nu virkelig blev overbeviist og angrede, om B seirede, eller om det maaskee endte med, at B gik over til As Mening. I denne Henseende have disse Papirer nemlig ingen Ende. Finder man dette ikke at v&ae;re i sin Orden, saa kan man ikke v&ae;re berettiget til at sige, at det er en Feil, thi man maatte kalde det en Ulykke. Jeg for mit Vedkommende anseer det for en Lykke. Man tr&ae;ffer stundom paa Noveller, i hvilke der ved bestemte Personer foredrages modsatte Livs-Anskuelser. Det ender da gjerne med, at den Ene overbeviser den Anden. Istedetfor at Anskuelsen b&o-;r tale for sig, beriges L&ae;seren med det historiske Resultat, at den Anden blev overbeviist. Jeg anseer det for en Lykke, at disse Papirer intet oplyse i denne Henseende. Om A er Forfatter til sine &ae;sthetiske Afhandlinger efter at have modtaget Bs Breve, om hans Sj&ae;l efter den Tid har vedblevet at tumle sig i sin vilde Ustyrlighed eller den er bleven beroliget, derom seer jeg mig ikke istand til at meddele en eneste Oplysning, da Papirerne ingen indeholde. Heller ikke indeholdes der noget Vink om, hvorledes det er gaaet B, om han har havt Kraft til at fastholde sin Anskuelse eller ikke. Naar Bogen er l&ae;st, da ere A og B glemte, kun Anskuelserne staae lige overfor hinanden og vente ingen endelig Afgj&o-;relse i bestemte Personligheder. Videre har jeg Intet at bem&ae;rke, kun er det faldet mig ind, at de &ae;rede Forfattere, hvis de vare vidende om mit Forehavende, muligen kunde &o-;nske at ledsage deres Papirer med et Ord til L&ae;seren. Jeg vil derfor tilf&o-;ie et Par Ord med paaholden Pen. A vilde vel Intet have at indvende mod Papirernes Udgivelse, L&ae;seren vilde han formodentlig tilraabe: &anfbeg;l&ae;s dem eller l&ae;s dem ikke, Du fortryder begge Dele.&anfslut; Hvad B vilde sige er vanskeligere at bestemme. Han vilde maaskee gj&o-;re mig een eller anden Bebreidelse, is&ae;r med Hensyn til Udgivelsen af As Papirer; han vilde lade mig f&o-;le, at han ingen Deel havde deri, at han kunde vadske sine H&ae;nder. Naar han da havde gjort det, da vilde han maaskee henvende sig til Bogen med disse Ord: &anfbeg;saa gaa da ud i Verden, undgaa, om muligt, Kritikens Opm&ae;rksomhed, bes&o-;g en enkelt L&ae;ser i en velvillig _{Time og}Time, og skulde Du st&o-;de paa en L&ae;serinde, da vilde jeg sige: min elskv&ae;rdige L&ae;serinde, Du vil i denne Bog finde Noget, som Du maaskee ikke burde vide, Andet, Du vel kunde have Gavn af at faae at vide; saa l&ae;s da det Noget saaledes, at Du, der haver l&ae;st, kan v&ae;re som den, der ikke haver l&ae;st, det Andet saaledes, at Du, der haver l&ae;st, kan v&ae;re som den, der ikke haver glemt det L&ae;ste.&anfslut; Jeg som Udgiver vil kun tilf&o-;ie det &O-;nske, at Bogen maa tr&ae;ffe L&ae;seren i en velvillig Time, og at det maa lykkes den elskv&ae;rdige L&ae;serinde n&o-;iagtigt at f&o-;lge Bs velmeente Raad. I November 1842. Udgiveren. Indhold Pag. 1. &g.D;&g.i;&g.a;&g.ps;&g.a;&g.l;&g.m;&g.a;&g.t;&g.a; 25 2. De _umidelbareumiddelbare erotiske Stadier eller det Musicalsk-Erotiske 53 3. Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske 137 4. Skyggerids 163 5. Den Ulykkeligste 211 6. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, Lystspil i een Act af Scribe, oversat af J. L. Heiberg 225 7. Vexeldriften 271 8. Forf&o-;rerens Dagbog 291 &g.D;&g.I;&g.A;&g.Ps;&g.A;&g.L;&g.M;&g.A;&g.T;&g.A; ad se ipsum. Grandeur, savoir, renom&eaigu;e, Amiti&eaigu;, plaisir et bien, Tout n'est que vent, que fum&eaigu;e: Pour mieux dire, tout n'est rien. Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis L&ae;ber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget str&o-;mme ud over dem, lyde de som en skj&o-;n Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens &O-;re for at forf&ae;rde ham, for ham l&o-;de de som en s&o-;d Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen; det vil sige, gid nye Lidelser maae martre Din Sj&ae;l, og gid L&ae;berne maae vedblive at v&ae;re dannede som forhen; thi Skriget vilde blot &ae;ngste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne tr&ae;de til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det v&ae;re efter &Ae;sthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa L&ae;berne. See derfor vil jeg hellere v&ae;re Svinehyrde paa Amagerbro og v&ae;re forstaaet af Svinene, end v&ae;re Digter og v&ae;re misforstaaet af Menneskene. Det f&o-;rste Sp&o-;rgsmaal i den f&o-;rste, den mest compendieuse Underviisning, hvori et Barn opl&ae;res, er som bekjendt dette: hvad skal Barnet have. Svaret er: Da-da. Og med saadanne Betragtninger begynder Livet, og dog negter man Arvesynden. Og hvem har dog Barnet de f&o-;rste Prygl at takke for, hvem Andre end For&ae;ldrene. Jeg taler helst med B&o-;rn; thi om dem t&o-;r man dog haabe, at de kan blive Fornuft-V&ae;sener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini! Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har T&ae;nkefrihed, de fordre Yttringsfrihed. Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for st&ae;rk en Bev&ae;gelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstr&ae;ngende; jeg gider ikke l&ae;gge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke. Der er som bekjendt Insekter, der d&o-;e i Befrugtelsens &O-;ieblik, saaledes er det med al Gl&ae;de, Livets h&o-;ieste og yppigste Nydelses-Moment er ledsaget af D&o-;den. Probat Raad for Forfattere Man nedskriver sine egne Betragtninger skj&o-;desl&o-;st, man lader dem trykke, i de forskjellige Correcturer vil man da efterhaanden faae en M&ae;ngde gode Indfald. Fatter derfor Mod I, som endnu ikke har dristet Eder til at lade Noget trykke, ogsaa Trykfeil ere ikke at foragte, og at blive vittig ved Hj&ae;lp af Trykfeil maa ansees for en lovlig Maade at blive det paa. Det er overhovedet Ufuldkommenheden ved alt Menneskeligt, at f&o-;rst gjennem Mods&ae;tning eier man det Attraaede. Jeg vil ikke tale om den Formations-Mangfoldighed, der kan give Psychologen nok at bestille (den Melancholske har mest comisk Sands, den Yppigste ofte mest idyllisk; den Udsv&ae;vende ofte mest moralsk; den Tvivlende ofte mest religieus), men blot erindre om, at f&o-;rst gjennem Synden &o-;ines Saligheden. Foruden min &o-;vrige talrige Omgangskreds har jeg endnu een intim Fortrolig &streg; mit Tungsind; midt i min Gl&ae;de, midt i mit Arbeide vinker han ad mig, kalder mig til en Side, om jeg end legemlig bliver tilstede. Mit Tungsind er den trofasteste Elskerinde, jeg har kjendt, hvad Under da, at jeg elsker igjen. Der er en Raisonements-Passiar, der i sin Uendelighed staaer i samme Forhold til Resultatet, som de uoverskuelige &ae;gyptiske Konger&ae;kker til det historiske Udbytte. Alderdommen realiserer Ungdommens Dr&o-;mme: det seer man paa Swift, han byggede i sin Ungdom en Daarekiste, i sin Alderdom gik han selv i den. Naar man seer, med hvilket hypochonder Dybsind de &ae;ldre Engel&ae;ndere have opdaget det Tvetydige, der ligger til Grund for Latteren, saa maa man &ae;ngstes derover. Dr. Hartley har saaledes bem&ae;rket: da&ss; wenn sich das Lachen zuerst bei Kindern zeiget, so ist es ein entstehendes Weinen, welches durch Schmerz erregt wird, oder ein pl&o..;zlich _gehemtesgehemmtes und in _zehrsehr kurzen Zwischenr&a..;umen wiederholtes Gef&u..;hl des Schmerzens (cfr. Fl&o..;gel Geschichte der comischen Litteratur 1 B. Pag. 50). Hvad om Alt i Verden var en Misforstaaelse, hvad om Latteren egentlig var Graad! Der gives enkelte Leiligheder, hvor det kan ber&o-;re Een saa uendeligt smerteligt, at see et Menneske staae ganske ene i Verden. Forleden saae jeg saaledes en fattig Pige, der gik ganske ene til Kirken for at blive confirmeret. Cornelius Nepos fort&ae;ller om en Feltherre, der blev holdt indesluttet med et betydeligt Cavalleri i en F&ae;stning, at han hver Dag lod Hestene pidske, at de ikke skulde tage Skade af den megen Stillestaaen &streg; saaledes lever jeg i denne Tid, som en Beleiret; men for ikke at tage Skade af den megen Stillesidden gr&ae;der jeg mig tr&ae;t. Jeg siger om min Sorg hvad Engelskmanden siger om sit Huus: min Sorg is my castle. Mange Mennesker ansee det at have Sorg for at v&ae;re en af Livets Bequemmeligheder. Jeg er tilmode som en Brik i Schakspillet maa v&ae;re det, naar Modspilleren siger om den: den Brik kan ikke r&o-;res. Det er derfor, at &anfbeg;Aladdin&anfslut; er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfl&o-;ine &O-;nsker. Hvor Mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed t&o-;r &o-;nske, t&o-;r begj&ae;re, t&o-;r tiltale Naturen hverken med et artigt Barns bitte, bitte, eller med et fortabt Individs Raseri? Hvor Mange er der, som i F&o-;lelsen af hvad der i vor Tid snakkes saa meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, har den sande Commandostemme? Eller staae vi ikke Alle der som Noureddin og bukke og skrabe &ae;ngstelige for at forlange for Meget og for Lidet? Eller neds&ae;ttes ikke efterhaanden enhver storartet Fordren til en sygelig Reflekteren over Jeget, fra at kr&ae;ve til at kr&ae;ve sig, som vi jo opdrages og afrettes til. Forknyttet er jeg som et Scheva, svag og overh&o-;rt som et Dagesch lene, tilmode som et Bogstav, der er trykket bagvendt i Linien, og dog umaneerlig som en Pascha af tre Hestehaler, iversyg paa mig selv og mine Tanker som Banken paa sine Seddel-Skriverier, overhovedet saa reflekteret i mig selv som noget pronomen reflexivum. Ja gjaldt det om Ulykker og Sorger, hvad der gjelder om de bevidste gode Gjerninger, at de, der gj&o-;re dem, have deres L&o-;n borte, gjaldt dette om Sorger, da var jeg det lykkeligste Menneske: thi jeg tager alle Bekymringer forud, og dog blive de alle tilbage. Deri yttrer sig blandt Andet Folke-Litteraturens uhyre poetiske Kraft, at den har Styrke til at begj&ae;re. I Sammenligning med denne er vor Tids Begj&ae;r paa engang syndig og kjedsommelig, fordi den begj&ae;rer hvad N&ae;stens er. Hiin er sig meget godt bevidst, at N&ae;sten eier ligesaa lidet det, den s&o-;ger, som den selv gj&o-;r det. Og skal den begj&ae;re syndigt, saa er den saa himmelskrigende, at den maa ryste Mennesket. Den lader sig Intet afprutte af en n&o-;ktern Forstands kolde Sandsynlighedsberegninger. Endnu skrider Don Juan over Scenen med sine 1003 Elskerinder. Ingen vover at smile af &Ae;rb&o-;dighed for Traditionens &Ae;rv&ae;rdighed. Havde en Digter vovet det i vor Tid, da var han bleven udleet. Hvor besynderlig veemodigt blev jeg ikke stemt ved at see et stakkels Menneske liste sig gjennem Gaderne i en temmelig afl&ae;gs lyse-gr&o-;n i guult spillende Frakke. Det gjorde mig ondt for ham; men hvad der mest bev&ae;gede mig, var dog, at samme Frakkes Farve saa levende erindrede mig om min Barndoms f&o-;rste Frembringelser i den &ae;dle Malerkunst. Denne Farve var netop en af mine Liv-Couleurer. Er det dog ikke s&o-;rgeligt, disse Farveblandinger, som jeg endnu med saa megen Gl&ae;de t&ae;nker paa, dem finder man intetsteds i Livet; hele Verden finder dem grelle, afstikkende, kun anvendelige paa N&u..;rembergerstykker. St&o-;der man en enkelt Gang paa dem, saa skal M&o-;det altid v&ae;re saa uheldigt, som nu dette. Det skal altid v&ae;re en Sindssvag eller en Forulykket, kort altid Een, der f&o-;ler sig fremmed i Livet, og som Verden ikke vil vedkjende sig. Og jeg, som altid malede mine Helte med dette evig-uforglemmelige gulgr&o-;nne Anstr&o-;g paa Kjolen! Gaaer det ikke saaledes med alle Barndommens Farveblandinger? Det Sk&ae;r, Livet dengang havde, bliver efterhaanden vort matte &O-;ie for st&ae;rkt, for grelt! Ak! Lykkens D&o-;r den gaaer ikke ind ad, saa at man ved at storme l&o-;s paa den kan trykke den op; men den gaaer ud efter, og man har derfor intet at gj&o-;re. Mod har jeg til at tvivle, jeg troer om Alt; jeg har Mod til at k&ae;mpe, jeg troer med Alt; men jeg har ikke Mod til at erkjende Noget; ikke Mod til at besidde, til at eie Noget. De Fleste klage over, at Verden er saa prosaisk, at det gaaer ikke til i Livet som i Romanen, hvor Leiligheden altid er saa gunstig; jeg klager over, at det ikke er i Livet, som i Romanen, hvor man har haardhjertede F&ae;dre, og Nisser og Trolde at bek&ae;mpe, fortryllede Prindsesser at befrie. Hvad er alle saadanne Fiender tilsammentagne imod de blege, blodl&o-;se, seiglivede, natlige Skikkelser, hvilke jeg k&ae;mper med og som jeg selv giver Liv og Tilv&ae;r. Hvor er min Sj&ae;l og min Tanke saa ufrugtbar, og dog idelig piint af indholdsl&o-;se vellystige og qvalfulde Veer! Skal da Aandens Tungebaand aldrig l&o-;snes paa mig, skal jeg altid lalle? Det, jeg beh&o-;ver, er en Stemme gjennemtr&ae;ngende som et Lynceus-Blik, forf&ae;rdende som Giganternes Suk, udholdende som en Naturlyd, spottende som et riimfrostigt Vindpust, ondskabsfuldt som Echos hjertel&o-;se Haanen, af Omfang fra den dybeste Bas til de mest smeltende Brysttoner, _moduleretmodeleret fra en hellig-sagte Hvidsken til Raseriets Energi. Det er det jeg beh&o-;ver for at faae Luft, for at faae udtalt, hvad der ligger mig paa Sinde, for at faae baade Vredens og Sympathiens Indvolde rystede. &streg; Men min Stemme er kun h&ae;s som et Maageskrig, eller hend&o-;ende som Velsignelsen paa den Stummes L&ae;ber. Hvad skal der komme? Hvad skal Fremtiden bringe? Jeg veed det ikke, jeg ahner Intet. Naar en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Conseqventser, da seer den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodf&ae;ste, hvormeget den end spr&ae;tter. Saaledes gaaer det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Consequents, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og r&ae;dsomt, ikke til at udholde. Det er dog den skj&o-;nneste Tid Forelskelsens f&o-;rste Periode, naar man ved enhver Sammenkomst, ethvert &O-;iekast henter noget Nyt hjem at gl&ae;de sig over. Min Betragtning af Livet er aldeles meningsl&o-;s. Jeg antager, at en ond Aand har sat et Par Briller paa min N&ae;se, hvis ene Glas forst&o-;rrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet Glas formindsker efter samme Maalestok. Tvivleren er en &g.M;&g.e;&g.m;&g.a;&g.s;&g.t;&g.i..a;&g.g;&g.o;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;; han holder sig som en Top i kortere eller l&ae;ngere Tid paa Spidsen i Forhold til Pidskeslagene, staae kan han ikke, ligesaa lidet som Toppen. Af alle latterlige Ting forekommer det mig at v&ae;re det allerlatterligste at have travlt i Verden, at v&ae;re en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgj&o-;rende &O-;ieblik s&ae;tte sig paa en saadan Forretningsmands N&ae;se, eller han bliver overst&ae;nket af en Vogn, der i endnu st&o-;rre Hast kj&o-;rer ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastv&ae;rkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildl&o-;s i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? Jeg mangler overhovedet Taalmodighed til at leve. Jeg kan ikke see Gr&ae;sset groe, men naar jeg ikke kan det, saa gider jeg slet ikke seet derpaa. Mine Anskuelser ere flygtige Betragtninger af en &anfbeg;fahrende Scholastiker&anfslut;, der i st&o-;rste Hast styrter gjennem Livet. Man siger vor Herre m&ae;tter Maven f&o-;r &O-;inene; det kan jeg ikke m&ae;rke: mine &O-;ine ere m&ae;tte og kjede af Alt, og dog hungrer jeg. Man sp&o-;rge mig om hvad man vil, kun sp&o-;rge man mig ikke om Grunde. Det tilgives en ung Pige, at hun ikke kan angive Grunde, hun lever i F&o-;lelsen, hedder det. Anderledes med mig. I Almindelighed har jeg saa mange og oftest hinanden indbyrdes modsigende Grunde, at det af den Grund er mig umuligt at angive Grunde. Ogsaa med Aarsag og Virkning synes det mig, at det ikke h&ae;nger rigtigt sammen. Snart fremgaaer af uhyre og gewaltige Aarsager en saare klein og uanseelig lille Virkning, undertiden slet ingen; snart aff&o-;der en vims lille Aarsag en colossal Virkning. Og nu Livets uskyldige Gl&ae;der. Det maa man lade dem, de har kun een Feil, at de ere saa uskyldige. Tilmed skal de nydes med Maade. Naar min Doctor foreskriver mig Di&ae;t, det lader sig h&o-;re; jeg afholder mig til en vis bestemt Tid fra visse bestemte Spiser; men at v&ae;re di&ae;tetisk i at holde Di&ae;t &streg; det er virkelig for meget forlangt. Livet er blevet mig en beesk Drik, og dog skal den indtages som Draaber, langsomt, t&ae;llende. Ingen vender tilbage fra de D&o-;de, Ingen er gaaet uden gr&ae;dende ind i Verden; Ingen sp&o-;rger Een, naar man vil ind, Ingen naar man vil ud. Tiden gaaer, Livet er en Str&o-;m, sige Menneskene, o. s. v. Jeg kan ikke m&ae;rke det, Tiden staaer stille og jeg med. Alle de Planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage paa mig selv, naar jeg vil spytte, spytter jeg mig selv i Ansigtet. Naar jeg staaer op om Morgenen, gaaer jeg strax i Seng igjen. Jeg befinder mig bedst om Aftenen, i det &O-;ieblik jeg slukker Lyset, tr&ae;kker Dynen over Hovedet. Endnu engang reiser jeg mig op, seer mig med en ubeskrivelig Tilfredshed om i V&ae;relset, og saa god Nat, ned under Dynen. Hvad jeg duer til? Til ingen Ting eller til Hvadsomhelst. Det er en sjelden Fermhed; mon den vil blive paaskj&o-;nnet i Livet? Gud veed, om de Piger finde en Plads, der s&o-;ge Condition som Enepige eller i Mangel deraf som Hvadsomhelst. Gaadefuld b&o-;r man v&ae;re ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv. Jeg studerer mig selv; naar jeg er tr&ae;t deraf, saa ryger jeg til Tidsfordriv en Cigar og t&ae;nker, Gud veed, hvad vor Herre egentlig har meent med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig. Ingen Barselkone kan have besynderligere og utaalmodigere &O-;nsker end jeg. Disse &O-;nsker betr&ae;ffe snart de ubetydeligste Ting, snart de mest oph&o-;iede, men alle have de i lige h&o-;i Grad Sj&ae;lens momentane Lidenskab. Jeg &o-;nsker i dette &O-;ieblik en Tallerken Boghvede-Gr&o-;d. Jeg erindrer fra min Skoletid, vi fik altid Boghvede-Gr&o-;d om Onsdagen. Jeg erindrer, hvor glat og hvid Gr&o-;den var anrettet, hvor Sm&o-;rret smilede mig im&o-;de, hvor varm Gr&o-;den var at see til, hvor sulten jeg var, hvor utaalmodig efter at faae Lov at begynde. En saadan Tallerken Boghvede-Gr&o-;d! jeg gav mere end min F&o-;rstef&o-;dsels-Ret derfor. Troldmanden Virgilius lod sig selv hugge i Stykker og putte i en Gryde for at koges i 8 Dage, og ved denne Proces blive forynget. Han fik en Anden til at passe paa, at ingen Uvedkommende kigede i Gryden. Paapasseren kunde imidlertid ikke modstaae Fristelsen; det var for tidligt, Virgilius forsvandt som et lille Barn med et Skrig. Jeg har nok ogsaa kiget for tidlig i Gryden, i Livets og den historiske Udviklings Gryde, og driver det nok aldrig til mere end at blive et Barn. &anfbeg;Aldrig b&o-;r man tabe Modet; naar Ulykkerne optaarne sig forf&ae;rdeligst om Een, da seer man i Skyerne en hj&ae;lpsom Haand&anfslut;, saaledes talede Hans Vel&ae;rv&ae;rdighed Jesper Morten sidste Aftensang. Jeg er nu vant til at f&ae;rdes meget under aaben Himmel, men har aldrig bem&ae;rket Sligt. For nogle Dage siden bliver jeg paa en Fodtour et saadant Ph&ae;nomen vaer. Det var vel ikke egentlig en Haand, men ligesom en Arm, der strakte sig ud af Skyen. Jeg hensank i Betragtning: det faldt mig ind, blot nu Jesper Morten var tilstede, at han kunde afgj&o-;re, om det var det Ph&ae;nomen, han sigtede til. Som jeg staaer midt i disse Tanker bliver jeg tiltalt af en Vandringsmand, der, idet han peger op mod Skyerne, siger: &anfbeg;seer De den Vandhose, det er sjeldnere at man seer en saadan i disse Egne; den river stundom hele Huse med sig.&anfslut; Ih Gud bevares, t&ae;nkte jeg, er det en Vandhose, og smurte Haser det bedste jeg kunde. Hvad mon vel&ae;rv&ae;rdige Hr. Pastor Jesper Morten havde gjort i mit Sted? Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skr&o-;belige som Kniplinger, de selv ynkv&ae;rdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at v&ae;re syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at n&ae;re saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber s&o-;vnige; de gj&o-;re deres Pligter, disse Kr&ae;mmersj&ae;le; men tillade sig dog ligesom J&o-;derne at beklippe M&o-;nten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sj&ae;l altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der f&o-;ler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Sl&ae;gter, der synder man. Min Tid deler jeg saaledes. Den halve Tid sover jeg, den anden halve dr&o-;mmer jeg; naar jeg sover, dr&o-;mmer jeg aldrig, det var Synd; thi at sove det er den h&o-;ieste Genialitet. Det at v&ae;re et fuldkomment Menneske er dog det H&o-;ieste. Nu har jeg faaet Ligtorne, det er dog altid Noget til Hj&ae;lp. Mit Livs-Resultat bliver slet Intet, en Stemning, en enkelt Farve. Mit Resultat faaer en Lighed med hiin Kunstners Maleri, der skulde male J&o-;dernes Overgang over det r&o-;de Hav, og til den Ende malede hele V&ae;ggen r&o-;d, idet han forklarede, at J&o-;derne vare gaaede over, &Ae;gypterne vare druknede. Den menneskelige V&ae;rdighed anerkjendes dog endnu i Naturen; thi naar man vil holde Fuglene borte fra Tr&ae;erne, saa s&ae;tter man Noget op, der skal ligne et Menneske, og endogsaa den fjerne Lighed med et Menneske, som en Fugleskr&ae;msel har, er nok til at indgyde Respekt. Naar Elskov skal have Noget at betyde, maa den i sin F&o-;dselstime v&ae;re beskinnet af Maanen, ligesom Apis for at v&ae;re den sande Apis skulde v&ae;re maanebeskinnet. Den Ko, der f&o-;dte Apis, skulde i Undfangelsens &O-;ieblik v&ae;re beskinnet af Maanen. Det bedste Beviis, der f&o-;res for Tilv&ae;relsens Jammerlighed, er det, der hentes fra Betragtningen af dens Herlighed. De fleste Mennesker haste saa st&ae;rkt efter Nydelsen, at de haste den forbi. Det gaaer dem, som det gik hiin Dverg, der bevogtede en bortf&o-;rt Prindsesse i sit Slot. En Dag tog han sig en Middagss&o-;vn. Da han en Time efter vaagnede op, var hun borte. Hurtigt tr&ae;kker han sine Syvmiils-St&o-;vler paa; med eet Skridt er han hende langt forbi. Min Sj&ae;l er saa tung, at ingen Tanke mere kan b&ae;re den, intet Vingeslag mere l&o-;fte den op i &Ae;theren. Bev&ae;ges den, da stryger den kun langs hen med Jorden som Fuglenes lave Flugt, naar det bl&ae;ser op til et Tordenveir. Over mit indre V&ae;sen ruger en Beklemmelse, en Angst, der ahner et Jordskj&ae;lv. Hvor er Livet tomt og betydningsl&o-;st. &streg; Man begraver et Menneske; man f&o-;lger ham til Jorden, man kaster tre Spader Jord paa ham; man kj&o-;rer ud i Kareth, man kj&o-;rer hjem i Kareth; man tr&o-;ster sig med, at der ligger et langt Liv for Een. Hvor langt er vel 7 &gange; 10 Aar? Hvorfor gj&o-;r man det ikke af paa eengang, hvorfor bliver man ikke derude, og gaaer ned med i Graven, og tr&ae;kker Lod om, hvem den Ulykke skal times, at v&ae;re den sidst Levende, der kaster de sidste 3 Spader Jord paa den sidste D&o-;de? Pigerne behage mig ikke. Deres Skj&o-;nhed forgaaer som en Dr&o-;m og som den Dag igaar, naar den er forbi. Deres Trofasthed. &streg; Ja deres Trofasthed! Enten ere de trol&o-;se, dette besk&ae;ftiger mig ikke mere, eller de ere trofaste. Hvis jeg fandt en saadan, da vilde hun behage mig i Betragtning af, at hun var en Sjeldenhed, i Betragtning af Tidens L&ae;ngde vilde hun ikke behage mig; thi enten blev hun bestandig tro, og da blev jeg jo et Offer for min experimenterende Iver, da jeg maatte holde ud med hende, eller der kom et Tidsmoment, da hun h&o-;rte op, og saa havde jeg jo den gamle Historie. Usle Skjebne! forgjeves opsminker Du som en gammel Skj&o-;ge dit furede Ansigt, forgjeves larmer Du med Narrebjelderne; Du kjeder mig; det er dog det Samme, et idem per idem. Ingen Afvexling, altid Opkog. Kom S&o-;vn og D&o-;d, Du lover Intet, Du holder Alt. Disse to bekjendte Violinstr&o-;g! Disse to bekjendte Violinstr&o-;g her i dette &O-;ieblik, midt paa Gaden. Har jeg tabt Forstanden, er det mit &O-;re, der af Kj&ae;rlighed til Mozarts Musik har oph&o-;rt at h&o-;re, er det en Bel&o-;nning af Guderne at skj&ae;nke mig Ulykkelige, der sidder som en Betler ved Templets D&o-;r, et &O-;re, der selv foredrager, hvad det selv h&o-;rer. Kun disse to Violinstr&o-;g; thi nu h&o-;rer jeg Intet mere. Som de i hiin ud&o-;delige Ouverture bryde ud af de dybe Choral-Toner, saaledes vikle de sig her ud af St&o-;ien og Larmen paa Gaden, med en Aabenbarelses hele Overraskelse. &streg; Det maa dog v&ae;re her i N&ae;rheden; thi nu h&o-;rer jeg de lette Dandsetoner. &streg; Det er altsaa Eder, ulykkelige Kunstnerpar, jeg skylder denne Gl&ae;de. &streg; Den ene af dem var vel en 17 Aar gammel, if&o-;rt en gr&o-;n Kalmuks-Frakke, med store Beenknapper. Frakken var meget for stor til ham. Han holdt Violinen t&ae;t op under Hagen; Kaskjetten var trykket ned i &O-;inene; hans Haand var skjult af en Handske uden Fingre, Fingrene r&o-;de og blaae af Kulde. Den Anden var &ae;ldre, havde en Chenille paa. Begge vare de blinde. En lille Pige, som formodentlig ledede dem, stod foran, puttede sine H&ae;nder ind under Halst&o-;rkl&ae;det. Vi samledes efterhaanden nogle Beundrere af disse Toner, et Postbud med sin Brev-Pakke, en lille Dreng, en Tjenestepige, et Par Sjouere. De herskabelige Vogne rullede larmende forbi, Arbeidsvognene overd&o-;vede disse Toner, som glimtviis dukkede frem af dem. Ulykkelige Kunstner-Par veed I, at disse Toner gjemme alle Verdens Herligheder i sig. &streg; Var det ikke som et Stevnem&o-;de. &streg; Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes t&ae;nker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz. Hvad er overhovedet Betydningen af dette Liv? Deler man Menneskene i to store Classer, saa kan man sige, den ene arbeider for at leve, den anden har ikke dette behov. Men det at arbeide for at leve kan jo ikke v&ae;re Livets Betydning, da det jo er en Modsigelse, at det, bestandig at tilveiebringe Betingelserne, skal v&ae;re Svaret paa Sp&o-;rgsmaalet om dets Betydning, der ved Hj&ae;lp heraf skal betinges. De &O-;vriges Liv har i Almindelighed heller ingen Betydning uden den at fort&ae;re Betingelserne. Vil man sige, at Livets Betydning er at d&o-;e, saa synes dette atter en Modsigelse. Den egentlige Nydelse ligger ikke i hvad man nyder; men i Forestillingen. Hvis jeg i min Tjeneste havde en underdanig Aand, der, naar jeg forlangte et Glas Vand, vilde bringe mig al Verdens kostbareste Vine lifligt blandede i en Pokal, da vilde jeg give ham hans Afsked, indtil han l&ae;rte, at Nydelsen ikke ligger i hvad jeg nyder, men i at faae min Villie. Det er altsaa ikke mig, der er mit Livs Herre, jeg er en Traad med, der skal spindes ind i Livets Kattun. Nu vel, kan jeg end ikke spinde, saa kan jeg dog klippe Traaden over. Alt vil erhverves i Stilhed og guddommeliggj&o-;res i Taushed. Det er ikke blot om Psyches tilkommende Barn det gj&ae;lder, at dets Fremtid afh&ae;nger af hendes Taushed. Mit einem Kind, das g&o..;ttlich, wenn Du schweigst &streg; Doch menschlich, wenn Du das Geheimni&ss; zeigst. Jeg synes bestemt til at skulle gjennemlide alle mulige Stemninger, at skulle gj&o-;re Erfaring i alle Retninger. Hvert &O-;ieblik ligger jeg som et Barn, der skal l&ae;re at sv&o-;mme, midt ude i Havet. Jeg skriger (det har jeg l&ae;rt af Gr&ae;kerne, af hvem man kan l&ae;re det reent Menneskelige); thi vel har jeg en Sele om Livet, men den Stang, der skal holde mig oppe, seer jeg ikke. Det er en r&ae;dsom Maade at gj&o-;re Erfaringer paa. Det er m&ae;rkeligt nok ved de to r&ae;dsomste Mods&ae;tninger faaer man en Forestilling om Evigheden. T&ae;nker jeg mig hiin ulykkelige Bogholder, der af Fortvivlelse over, at han ved i et Regnskab at have sagt 7 og 6 er 14 havde &o-;delagt et Handelshuus, gik fra Forstanden; t&ae;nker jeg mig ham Dag ud og Dag ind, uber&o-;rt af alt Andet, gjentage for sig selv, 7 og 6 er 14, saa har jeg et Billede af Evigheden. &streg; T&ae;nker jeg mig en yppig qvindelig Skj&o-;nhed i et Harem, hvilende paa en Sopha i al sin Ynde, uden at bekymre sig om noget i Verden, saa har jeg atter et Billede paa Evigheden. Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marchandiser l&ae;ser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit T&o-;i for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs. For mig er intet farligere end at erindre. Har jeg f&o-;rst erindret et Livsforhold, saa er Forholdet selv oph&o-;rt. Man siger, at Adskillelse hj&ae;lper til at opfriske Kj&ae;rlighed. Det er ganske sandt, men den opfrisker den paa en reen poetisk Maade. At leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig t&ae;nke, Erindringen m&ae;tter rigeligere end al Virkelighed, og den har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erindret Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har ingen timelig Interesse mere. Skulde noget Menneske f&o-;re en Dagbog, saa skulde det v&ae;re mig for at komme min Hukommelse lidt til Hj&ae;lp. Efter en Tids Forl&o-;b h&ae;nder det mig ofte, at jeg aldeles har glemt, hvilke Grunde, der bev&ae;gede mig til dette eller hiint, og det ikke blot Smaating betr&ae;ffende, men de mest afgj&o-;rende Skridt. Falder Grunden mig da ind, saa kan den stundom v&ae;re saa besynderlig, at jeg ikke selv vil troe, at det var Grunden. Denne Tvivl vilde da bortfjernes, hvis jeg havde noget Skrevet at holde mig til. En Grund er overhovedet en besynderlig Ting, seer jeg paa den med hele min Lidenskab, saa voxer den op til en uhyre N&o-;dvendighed, der kan s&ae;tte Himmel og Jord i Bev&ae;gelse; er jeg uden Lidenskab, da seer jeg haanlig ned paa den. &streg; Jeg har nu i l&ae;ngere Tid speculeret over, hvad det egentlig var for en Grund, der bev&ae;gede mig til at nedl&ae;gge mit Adjunktur. Naar jeg nu t&ae;nker derover, forekommer det mig, at en saadan Ans&ae;ttelse netop var noget for mig. Idag er der gaaet et Lys op for mig, Grunden var just den, at jeg maatte ansee mig for aldeles skikket til denne Post. Hvis jeg da var forbleven i mit Embede havde jeg havt Alt at tabe, Intet at vinde. Desaarsag ansaae jeg det for rigtigt, at nedl&ae;gge min Post og s&o-;ge Engagement hos et omreisende Theater-Selskab, af den Grund, at jeg intet Talent havde, og altsaa Alt at vinde. Der h&o-;rer dog en stor Naivetet til at troe, at det skal hj&ae;lpe, at raabe og skrige i Verden, som om derved Ens Skj&ae;bne blev forandret. Man tage den som den bydes, og afholde sig fra alle Vidtl&o-;ftigheder. Naar jeg i min Ungdom kom paa en Restauration, da sagde jeg ogsaa til Opvarteren: et godt Stykke, et meget godt Stykke, af Ryggen, ikke for fedt. Opvarteren h&o-;rte maaskee neppe mit Raab, end mindre at han skulde agte derpaa, end mindre, at min R&o-;st skulde kunne tr&ae;nge ud i Kj&o-;kkenet, bev&ae;ge Forsk&ae;reren, og selv om alt dette skete, saa var der maaskee ikke et godt Stykke paa den hele Steg. Nu raaber jeg aldrig mere. Den sociale Str&ae;ben og den denne ledsagende skj&o-;nne Sympathi udbreder sig mere og mere. I Leipzig har der dannet sig en Comitee, der af Sympathi med gamle Hestes s&o-;rgelige Endeligt, har besluttet at &ae;de disse. Jeg har kun een Ven, det er Eccho; og hvorfor er det min Ven? fordi jeg elsker min Sorg, og det tager den ikke fra mig. Jeg har kun een Fortrolig, det er Nattens Taushed; og hvorfor er den min Fortrolige? fordi den tier. Som det efter Sagnet gik Parmeniskus, der i den trophoniske Hule tabte Evnen til at lee, men fik den igjen paa Delos ved Synet af en uformelig Klods, der blev fremstillet som Gudinden Letos Billede, saaledes er det gaaet mig. Da jeg var meget ung, da glemte jeg i den trophoniske Hule at lee, da jeg blev &ae;ldre, da jeg slog &O-;iet op og betragtede Virkeligheden, da kom jeg til at lee og har siden den Tid ikke oph&o-;rt dermed. Jeg saae, at det var Livets Betydning at faae et Levebr&o-;d, dets Maal at blive Justitsraad, at det var Elskovens rige Lyst at faae en velhavende Pige, at det var Venskabets Salighed at hj&ae;lpe hinanden i Pengeforlegenheder; at det var Viisdommen, hvad de Fleste antoge derfor; at det var Begeistring at holde en Tale; at det var Mod at vove at blive mulkteret paa 10 Rbd; at det var Hjertelighed at sige Velbekomme efter et Middagsmaaltid; at det var Gudsfrygt een Gang om Aaret at gaae til Alters. Det saae jeg og jeg loe. Hvad er det, der binder mig? Hvoraf var den L&ae;nke dannet, hvormed Fenris-Ulven blev bunden? Den var forf&ae;rdiget af den Larm, Kattens Been gj&o-;r, naar den gaaer paa Jorden, af Qvinders Sk&ae;g, af Klippernes R&o-;dder, af Bj&o-;rnens Gr&ae;s, af Fiskenes Aande og Fuglenes Spyt. Saaledes er ogsaa jeg bunden i en L&ae;nke, der er dannet af m&o-;rke Indbildninger, af &ae;ngstende Dr&o-;mme, af urolige Tanker, af bange Anelser, af uforklarede Angester. Denne L&ae;nke er &anfbeg;saare smidig, bl&o-;d som Silke, giver efter for den st&ae;rkeste Ansp&ae;ndelse, og kan ikke slides itu.&anfslut; Det er besynderligt nok, det er altid det Samme, der gjennem alle Livets Aldere besk&ae;ftiger Een, og man kommer altid lige vidt, eller snarere man gaaer tilbage. Da jeg var 15 Aar gammel skrev jeg i den l&ae;rde Skole med megen Salvelse om Beviserne for Guds Tilv&ae;relse og Sj&ae;lens Ud&o-;delighed, om Begrebet Tro, om Miraklets Betydning. Til examen artium skrev jeg en Afhandling om Sj&ae;lens Ud&o-;delighed, hvorfor jeg tilkjendtes pr&ae; ceteris; senere vandt jeg Prisen for en Afhandling om denne Materie. Hvo skulde troe, at jeg efter en saa solid og meget lovende Begyndelse, i mit 25de Aar skulde v&ae;re kommen dertil, at jeg ikke kan f&o-;re et eneste Beviis for Sj&ae;lens Ud&o-;delighed. Is&ae;r erindrer jeg fra min Skoletid, at en Afhandling af mig om Sj&ae;lens Ud&o-;delighed blev overordentlig rost og opl&ae;st af L&ae;reren, saavel paa Grund af Indholdets som Sprogets Fortrinlighed. Ak, Ak, Ak! denne Afhandling har jeg for l&ae;nge siden kastet bort. Hvilken Ulykke! I den vilde maaskee min tvivlende Sj&ae;l bleven f&ae;ngslet, saavel ved Sproget som ved Indholdet. Saa er det da mit Raad til For&ae;ldre, Foresatte og L&ae;rere, at foreholde de B&o-;rn, der ere dem betroede, at gjemme de danske Afhandlinger, der skrives i det 15de Aar. At give dette Raad er det Eneste, jeg kan gj&o-;re til Menneskesl&ae;gtens Bedste. Til Sandhedens Erkjendelse er jeg maaskee kommen; til Salighed visselig ikke. Hvad skal jeg gj&o-;re? Virke i Verden, svare Menneskene. Skulde jeg da meddele Verden min Sorg, levere et Bidrag mere til at bevise, hvor s&o-;rgeligt og usselt Alt er, maaskee opdage en ny Plet i Menneske-Livet, der hidtil var bleven ubem&ae;rket? Jeg kunne da h&o-;ste den sjeldne L&o-;n at blive navnkundig, ligesom den Mand, der opdagede Pletterne i Jupiter. Jeg foretr&ae;kker dog at tie. Hvor Menneske-Naturen er sig selv _{liig, medliig? Medliig! Med}liig? Med hvilken medf&o-;dt Genialitet kan ikke ofte et lille Barn vise os et levende Billede af de st&o-;rre Forhold. Jeg morede mig ret idag over lille Ludvig. Han sad i sin lille Stol; med synligt Velbehag skuede han omkring sig. Da gik Barnepigen Maren gjennem Stuen. Maren! raabte han; ja lille Ludvig, svarede hun med s&ae;dvanlig Venlighed, og kom hen til ham. Han lagde sit store Hoved lidt til den ene Side, f&ae;stede sine umaadelige &O-;ine paa hende med et vist Skj&ae;lmeri, og sagde derpaa ganske phlegmatisk: det var ikke den Maren, det var en anden Maren. Hvad gj&o-;r vi &Ae;ldre? Vi raabe ad den hele Verden og naar den da kommer os venligt im&o-;de, da sige vi; det var ikke den Maren. Mit Liv er som en evig Nat, naar jeg engang d&o-;er, da kan jeg sige med Achilles: Du bist vollbracht, Nachtwache meines Daseyns. Mit Liv er aldeles meningsl&o-;st. Naar jeg betragter dets forskjellige Epocher, da gaaer det med mit Liv som med det Ord: Schnur i Lexikonnet, der for det f&o-;rste betyder en Snor, for det andet en S&o-;nnekone. Der manglede blot, at det Ord: Schnur for det tredie skulde betyde en Kameel, for det fjerde en St&o-;vekost. Jeg er ligerviis som det L&u..;neburger-Sviin. Min T&ae;nken er en Lidenskab. Jeg kan ypperligt rode Tr&o-;ffler op for Andre, selv har jeg ingen Gl&ae;de af dem. Jeg tager Problemerne paa min N&ae;se; men jeg kan ikke gj&o-;re mere ved dem end kaste dem bagover mit Hoved. Forgj&ae;ves strider jeg imod. Min Fod glider. Mit Liv bliver dog en Digter-Existents. Kan der t&ae;nkes noget Ulykkeligere? Jeg er udseet, Skjebnen leer ad mig, naar den pludselig viser mig, hvorledes Alt hvad jeg gj&o-;r imod bliver Moment i en saadan Tilv&ae;relse. Jeg kan skildre Haabet saa levende, at enhver haabende Individualitet vil vedkjende sig min Skildring; og dog er den et falsum; thi medens jeg skildrer det t&ae;nker jeg paa Erindringen. Der er dog endnu eet Beviis for Guds Tilv&ae;r, man hidtil har overseet. Det f&o-;res af en Tjener i Aristophanes: Ridderen. v. 32 o. fl.: &g.D;&g.e-;&g.m;&g.o;&g.s;&g.th;&g.e;&g.n;&g.e-;&g.sud;. &g.p;&g.o;&g.i..c;&g.o;&g.n; &g.b;&g.r;&g.e;&g.t;&g.a;&g.sud;&g.spml; &g.e.l.;&g.t;&g.e;&g.o..g;&g.n; &g.e-.a.;&g.g;&g.e;&g.i..c; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.th;&g.e;&g.o;&g.u..a;&g.sud;&g.spml; &g.N;&g.i;&g.k;&g.i;&g.a;&g.sud;. &g.e.la;&g.g;&g.o-;&g.g;&g.e; &g.D;&g.e-;&g.m;&g.o;&g.s;&g.th;&g.e;&g.n;&g.e-;&g.sud;. &g.p;&g.o;&g.i..a;&g.o-i..; &g.ch;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.t;&g.e;&g.k;&g.m;&g.e-;&g.r;&g.i..a;&g.o-i..;&g.spml; &g.N;&g.i;&g.k;&g.i;&g.a;&g.sud;. &g.o.a.;&g.t;&g.i;&g.e-..g; &g.th;&g.e;&g.o;&g.i..c;&g.s;&g.i;&g.n; &g.e.l.;&g.ch;&g.th;&g.r;&g.o..g;&g.sud; &g.e;&g.i.l.;&g.m;&g.apos;. &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.e;&g.i.l.;&g.k;&g.o..a;&g.t;&g.o-;&g.sud;&g.spml; &g.D;&g.e-;&g.m;&g.o;&g.s;&g.th;&g.e;&g.n;&g.e-;&g.sud;. 35. &g.e;&g.u.l.; &g.p;&g.r;&g.o;&g.s;&g.b;&g.i;&g.b;&g.a..a;&g.z;&g.e;&g.i;&g.sud; &g.m;&g.e;. Hvor er dog Kjedsommelighed r&ae;dsom &streg; r&ae;dsom kjedsommelig; jeg veed intet st&ae;rkere Udtryk, intet sandere; thi kun det Lige erkjendes af det Lige. Gid der var et h&o-;iere Udtryk, et st&ae;rkere, saa var der dog endnu een Bev&ae;gelse. Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det Eneste, jeg seer, er Tomhed, det Eneste, jeg lever af, er Tomhed, det Eneste, jeg bev&ae;ger mig i, er Tomhed. End ikke Smerte lider jeg. Gribben hakkede dog bestandig i Prometheus's Lever; Loke dryppede der dog bestandig Gift ned paa; det var dog en Afbrydelse om end eensformig. Smerten selv har tabt sin Vederqv&ae;gelse for mig. Om man b&o-;d mig al Verdens Herligheder eller al Verdens Qvaler, de r&o-;re mig lige meget, jeg vilde ikke vende mig om paa den anden Side hverken for at naae eller for at flye. Jeg d&o-;er D&o-;den. Og hvad skulde kunne adsprede mig? Ja hvis jeg fik en Trofasthed at see, der bestod enhver Pr&o-;velse, en Begeistring, der bar Alt; en Tro, der flyttede Bjerge; hvis jeg fornam en Tanke, der forbandt det Endelige og det Uendelige. Men min Sj&ae;ls giftige Tvivl fort&ae;rer Alt. Min Sj&ae;l er som det d&o-;de Hav, over hvilket ingen Fugl kan flyve; naar den er kommen midtveis, synker den mat ned i D&o-;d og Undergang. Forunderligt! med hvilken tvetydig Angst, for at tabe og beholde, h&ae;nger dog Mennesket fast ved dette Liv. Stundom har jeg t&ae;nkt paa at gj&o-;re et afgj&o-;rende Skridt, mod hvilket alle mine foregaaende kun var Barnestreger &streg; at tiltr&ae;de den store Opdagelses-Reise. Som et Skib, naar det l&o-;ber af Stabelen, hilses med Kanonskud, saaledes vilde jeg hilse mig selv. Og dog. Er det Mod jeg mangler? Hvis en Steen faldt ned og slog mig ihjel, det var dog en Udvei. Tautologien er og bliver dog det h&o-;ieste Princip, den h&o-;ieste T&ae;nke-Grunds&ae;tning. Hvad Under da, at de fleste Mennesker bruge den. Den er ei heller saa fattig og kan godt udfylde hele Livet. Den har en sp&o-;gende, vittig, underholdende Form, det er de uendelige Domme. Denne Art Tautologi er den paradoxe og transcendente. Den har den alvorlige, videnskabelige og opbyggelige Form. Formlen herfor er f&o-;lgende: naar to St&o-;rrelser ere lige store med een og samme tredie da ere de indbyrdes lige store. Dette er en quantitativ Slutning. Denne Art Tautologi er is&ae;r brugelig paa Kathedere og Pr&ae;dikestole, hvor man skal sige Meget. Det Uproportionerte i min Bygning er, at mine Forbeen ere for smaa. Som Haren fra Ny-Holland har jeg ganske smaa Forbeen, men uendelig lange Bagbeen. I Almindelighed sidder jeg ganske stille; gj&o-;r jeg en Bev&ae;gelse, saa er det et uhyre Spring til Forf&ae;rdelse for alle dem, til hvem jeg ved Sl&ae;gtskabs og Venskabs &o-;mme Baand er knyttet. Enten &streg; Eller Et exstatisk Foredrag Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; gr&ae;d over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller gr&ae;d over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du gr&ae;der over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. H&ae;ng Dig, Du vil fortryde det; h&ae;ng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; h&ae;ng Dig eller h&ae;ng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du h&ae;nger Dig, eller Du ikke h&ae;nger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom. Det er ikke blot i enkelte &O-;ieblikke, at jeg, som Spinoza siger, betragter Alt &ae;terno modo, men jeg er bestandig &ae;terno modo. Dette troer Mange, at de ogsaa ere, naar de efter at have gjort det Ene eller det Andet forene eller mediere disse Mods&ae;tninger. Dog dette er en Misforstand; thi den sande Evighed ligger ikke bag ved enten &streg; eller, men foran. Deres Evighed vil derfor ogsaa v&ae;re en smertelig Tids-Succession, da de vil have den dobbelte Fortrydelse at t&ae;re paa. Min Viisdom er da let at fatte; thi jeg har kun een Grunds&ae;tning, som jeg end ikke gaaer ud fra. Man maa skjelne mellem den efterf&o-;lgende Dialektik i enten &streg; eller og den her antydede evige. Naar jeg saaledes her siger, at jeg ikke gaaer ud fra min Grunds&ae;tning, saa har dette ikke Mods&ae;tningen i en Gaaenudderfra, men er blot det negative Udtryk for min Grunds&ae;tning, det hvorved den fatter sig selv i Mods&ae;tning til en Gaaenudderfra eller en Ikke-Gaaenudderfra. Jeg gaaer ikke ud fra min Grunds&ae;tning; thi gik jeg ud fra den, vilde jeg fortryde det, gik jeg ikke ud fra den, vilde jeg ogsaa fortryde det. Skulde det derfor forekomme en eller anden af mine h&o-;ist&ae;rede Tilh&o-;rere, at der dog var Noget i det, jeg sagde, saa beviser han blot derved, at hans Hoved ikke er skikket for Philosophi; skulde det synes ham, at der var Bev&ae;gelse i det Sagte, saa beviser dette det Samme. For de Tilh&o-;rere derimod, der ere istand til at f&o-;lge mig, uagtet jeg ingen Bev&ae;gelse gj&o-;r, vil jeg nu udvikle den evige Sandhed, hvorved denne Philosophi bliver i sig selv, og ikke indr&o-;mmer nogen h&o-;iere. Dersom jeg nemlig gik ud fra min Grunds&ae;tning, saa vilde jeg ikke kunne holde op igjen; thi holdt jeg ikke op, saa vilde jeg fortryde det; holdt jeg op, saa vilde jeg ogsaa fortryde det o. s. v. Nu derimod da jeg aldrig gaaer ud, saa kan jeg altid h&o-;re op; thi min evige Udgang er mit evige Oph&o-;r. Erfaring har viist, at det ingenlunde er Philosophien saa vanskeligt at begynde. Langtfra; den begynder jo med Intet, og kan altsaa altid begynde. Det, der derimod falder Philosophien og Philosopherne vanskeligt, er at h&o-;re op. Ogsaa denne Vanskelighed har jeg undgaaet; thi dersom Nogen skulde troe, at jeg idet jeg nu holder op, virkelig holder op, saa viser han, at han ikke har spekulativt Begreb. Jeg holder nemlig ikke nu op; men jeg holdt op, den Gang jeg begyndte. Min Philosophi har derfor den fortrinlige Egenskab, at den er kort, og at den er uimodsigelig; thi dersom Nogen siger mig imod, saa turde jeg vel have Ret i at erkl&ae;re ham for gal. Philosophen er da bestandig &ae;terno modo og har ikke som salig Sintenis blot enkelte Timer, der ere levede for Evigheden. Hvorfor blev jeg ikke f&o-;dt i Nyboder, hvorfor d&o-;de jeg ikke som et lille Barn? Da havde min Fader lagt mig i en lille Kiste, taget mig selv under Armen, baaret mig en S&o-;ndag Formiddag ud til Graven, selv kastet Jord paa, halv h&o-;it sagt et Par kun for ham selv forstaaelige Ord. Kun den lykkelige Oldtid kunde det falde ind, at lade de smaa B&o-;rn gr&ae;de i Elysium, fordi de vare d&o-;de saa tidligt. Aldrig har jeg v&ae;ret glad; og dog har det altid seet ud som om Gl&ae;den var i mit F&o-;lgeskab, som om Gl&ae;dens lette Genier dandsede omkring mig, usynlige for Andre, men ikke for mig, hvis &O-;ie straalede af Fryd; naar jeg da gaaer Menneskene forbi saa lykkelig og glad som en Gud; og de misunde mig min Lykke, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg h&ae;vner mig. Aldrig har jeg &o-;nsket at gj&o-;re noget Menneske Uret, men altid givet det Udseende af, at ethvert Menneske, der kom i min N&ae;rhed, blev kr&ae;nket og forurettet. Naar jeg da h&o-;rer Andre rose for deres Trofasthed, deres Retskaffenhed, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg h&ae;vner mig. Aldrig har mit Hjerte v&ae;ret forh&ae;rdet mod noget Menneske, men altid, netop naar jeg var mest bev&ae;get, har jeg givet det Udseende af, at mit Hjerte var lukket og fremmed for enhver F&o-;lelse. Naar jeg da h&o-;rer Andre ber&o-;mme for deres gode Hjerte, seer dem elskede for deres dybe rige F&o-;lelse, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene og h&ae;vner mig. Naar jeg seer mig selv forbandet, afskyet, hadet for min Kulde og Hjertel&o-;shed, da leer jeg; da m&ae;ttes min Vrede. Dersom nemlig de gode Mennesker kunde bringe mig til virkelig at have Uret, til virkelig at gj&o-;re Uret &streg; ja da havde jeg tabt. Det er min Ulykke; ved Siden af mig gaaer altid en Morderengel, og det er ikke de Udvalgtes D&o-;r jeg bespr&ae;nger med Blod til Tegn paa, at han skal gaae den forbi, nei det er deres D&o-;r han netop tr&ae;der ind ad; thi f&o-;rst Erindringens Kj&ae;rlighed er lykkelig. Vinen fryder ikke mere mit Hjerte; lidt af den gj&o-;r mig veemodig; meget &streg; tungsindig. Min Sj&ae;l er mat og kraftesl&o-;s, forgjeves hugger jeg Lystens Spore i dens Side, den kan ikke meer, den reiser sig ikke mere i sit kongelige Spring. Jeg har tabt al min Illusion. Forgjeves s&o-;ger jeg at hengive mig i Gl&ae;dens Uendelighed, den kan ikke l&o-;fte mig, eller rettere jeg kan ikke l&o-;fte mig selv. Fordum naar den blot vinkede, da steeg jeg let og sund og freidig. Naar jeg reed langsomt gjennem Skoven, da var det som om jeg fl&o-;i; naar nu Hesten skummer n&ae;rved at styrte, da synes jeg, at jeg ikke kommer af Stedet. Ene er jeg, det har jeg altid v&ae;ret; forladt, ikke af Menneskene, det vilde ikke smerte mig, men af Gl&ae;dens lykkelige Genier, der i talrig Skare omringede mig, der overalt traf Bekjendte, overalt viste mig en Leilighed. Som en beruset Mand samler Ungdommens kaade Vrimmel om sig, saaledes flokkedes de om mig, Gl&ae;dens Alfer, og mit Smiil gjaldt dem. Min Sj&ae;l har tabt Muligheden. Skulde jeg &o-;nske mig Noget, da vilde jeg ikke &o-;nske mig Rigdom eller Magt, men Mulighedens Lidenskab, det &O-;ie, der overalt evigt ungt, evigt br&ae;ndende seer Muligheden. Nydelsen skuffer, Muligheden ikke. Og hvilken Viin er saa skummende, hvilken saa duftende, hvilken saa berusende! Hvor Solens Straaler ikke naae hen, der naae dog Tonerne. Mit V&ae;relse er m&o-;rkt og skummelt, en h&o-;i Muur holder n&ae;sten Dagens Lys borte. Det maa v&ae;re i Nabogaarden, formodentlig en omvandrende Musikant. Hvad er det for et Instrument? En R&o-;rfl&o-;ite? .... hvad h&o-;rer jeg &streg; Menuetten af Don Juan. Saa b&ae;rer mig da atter bort I rige og st&ae;rke Toner til Pigernes Kreds, til Dandsens Lyst. &streg; Apothekeren st&o-;der i sin Morter, Pigen skurer sin Gryde, Staldkarlen strigler sin Hest og banker Striglen af paa Brostenene; kun mig gjelder disse Toner, kun mig vinker de. O! hav Tak hvo Du end er, hav Tak! min Sj&ae;l er saa riig, saa sund, saa gl&ae;dedrukken. Lax er i og for sig en meget delicat Spise; men naar man faaer for meget deraf, er det skadeligt for Helbreden, da det er r&o-;rig Mad. Da der derfor engang i Hamburg blev fanget en stor M&ae;ngde Lax, befalede Politiet, at enhver Husbonde kun maatte give sine Tjenestefolk Lax eengang om Ugen. Det var at &o-;nske, at der maatte udkomme en lignende Politiplakat angaaende Sentimentalitet. Min Sorg det er min Ridderborg, der som en &O-;rnerede ligger h&o-;it oppe paa Bjergenes Spidse mellem Skyerne; Ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte; men jeg bliver ikke dernede, mit Bytte bringer jeg hjem, og dette Bytte er et Billede, jeg v&ae;ver ind i Tapeterne paa mit Slot. Da lever jeg som en Afd&o-;d. Alt, hvad der er oplevet, dukker jeg ned i Glemsels Daab til Erindringens Evighed. Alt Endeligt og Tilf&ae;ldigt er glemt og udslettet. Da sidder jeg som en gammel graah&ae;rdet Mand tankefuld og forklarer Billederne med sagte Stemme, n&ae;sten hvidskende, og ved min Side sidder et Barn og lytter til, skj&o-;ndt det husker Alt, f&o-;rend jeg fort&ae;ller det. Solen skinner saa skj&o-;nt og livligt ind i mit V&ae;relse, Vinduet staaer aabent i det n&ae;ste; paa Gaden er Alt stille, det er S&o-;ndag-Eftermiddag: jeg h&o-;rer tydelig en L&ae;rke, der uden for et Vindue i en af Naboegaardene slaaer sine Triller, uden for det Vindue, hvor den smukke Pige boer; langt borte fra en fjern Gade h&o-;rer jeg en Mand raabe med Reier; Luften er saa varm, og dog er hele Byen som udd&o-;d. &streg; Da mindes jeg min Ungdom og min f&o-;rste Kj&ae;rlighed &streg; da l&ae;ngtes jeg, nu l&ae;nges jeg kun efter min f&o-;rste L&ae;ngsel. Hvad er Ungdom? En Dr&o-;m. Hvad er Kj&ae;rligheden? Dr&o-;mmens Indhold. Noget Vidunderligt er der hendt mig. Jeg blev henrykket i den syvende Himmel. Der sad alle Guderne forsamlede. Af s&ae;rlig Naade tilstodes den Gunst mig at gj&o-;re et &O-;nske. &anfbeg;Vil Du&anfslut;, sagde Mercur, &anfbeg;vil Du have Ungdom, eller Skj&o-;nhed, eller Magt, eller et langt Liv, eller den skj&o-;nneste Pige, eller en anden Herlighed af de mange, vi har i Kramkisten, saa v&ae;lg, men kun een Ting.&anfslut; Jeg var et &O-;ieblik raadvild, derpaa henvendte jeg mig til Guderne saaledes: H&o-;ist&ae;rede Samtidige, jeg v&ae;lger een Ting, at jeg altid maa have Latteren paa min Side. Der var ikke en Gud, der svarede et Ord, derimod gave de sig alle til at lee. Deraf sluttede jeg, at min B&o-;n var opfyldt, og fandt, at Guderne vidste at udtrykke sig med Smag; thi det havde jo dog v&ae;ret upassende, alvorligt at svare: det er Dig indr&o-;mmet. De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske Intetsigende Indledning Fra det &O-;ieblik min Sj&ae;l f&o-;rste Gang forbausedes og ydmygt b&o-;iede sig i Beundring af Mozarts Musik, har det ofte v&ae;ret mig en kj&ae;r og vederqv&ae;gende Besk&ae;ftigelse at overveie, hvorledes hiin gl&ae;delige gr&ae;ske Betragtning af Verden, der derfor kalder denne &g.k;&g.o;&g.s;&g.m;&g.o;&g.sud;, fordi den viser sig som et velordnet Hele, som en smagfuld gjennemsigtig Prydelse for den Aand, der virker og gjennemvirker den, hvorledes hiin gl&ae;delige Betragtning lader sig gjentage i en h&o-;iere Tingenes Orden, i Idealernes Verden, hvorledes der atter her er en styrende Viisdom, beundringsv&ae;rdig fornemmelig i at sammenknytte, hvad der h&o-;rer sammen, Axel med Valborg, Homer med den trojanske Krig, Raphael med Katholicismen, Mozart med Don Juan. Der gives en ussel Vantro, der synes at indeholde megen L&ae;gedom. Den mener, at en saadan Forbindelse er tilf&ae;ldig, og seer intet andet deri, end et ret heldigt Sammenst&o-;d af de forskjellige Kr&ae;fter i Livets Spil. Den mener, at det er tilf&ae;ldigt, at de Elskende faae hinanden, tilf&ae;ldigt, at de elske hinanden; der havde v&ae;ret hundrede andre Piger, med hvilke han kunde v&ae;re bleven ligesaa lykkelig, hvilke han kunde have elsket ligesaa h&o-;it. Den mener, at der har levet mangen en Digter, der vilde v&ae;re bleven ligesaa ud&o-;delig som Homer, hvis hiint herlige Stof ikke havde v&ae;ret optaget af ham, mangen Componist, der vilde v&ae;re bleven ligesaa ud&o-;delig som Mozart, hvis Leiligheden havde tilbudt sig. Denne Viisdom indeholder nu en stor Tr&o-;st og Husvalelse for alt det Middelmaadige, der derved seer sig sat istand til at indbilde sig selv og Ligesindede, at det er en Forvexling af Skjebnen, en Feiltagelse af Verden, at de ikke bleve ligesaa udm&ae;rkede som de Udm&ae;rkede. Det er en meget nem Optimisme, der saaledes tilveiebringes. For enhver h&o-;imodig Sj&ae;l derimod, for enhver Optimat, hvem det ikke er saa magtpaaliggende, paa en saadan ussel Maade at frelse sig selv, som at tabe sig selv ved at betragte det Store, er den naturligviis en Modbydelighed; medens det er en Fryd for hans Sj&ae;l, en hellig Gl&ae;de at see det forenet, som h&o-;rer sammen. Dette er det Lykkelige, ikke i Betydning af det Tilf&ae;ldige, og foruds&ae;tter derfor tvende Faktorer, medens det Tilf&ae;ldige ligger i Skj&ae;bnens uarticulerede Interjectioner. Dette er det Lykkelige i Historien, det guddommelige Sammenspil af de historiske Kr&ae;fter, H&o-;itiden i den historiske Tid. Det Tilf&ae;ldige har kun een Faktor; det er tilf&ae;ldigt, at Homer i den trojanske Krigs Historie fik det mest udm&ae;rkede episke Stof, der lader sig t&ae;nke. Det Lykkelige har to; det er lykkeligt, at det mest udm&ae;rkede episke Stof blev Homer til Deel; her ligger nemlig Accenten ligesaa meget paa Homer som paa Stoffet. Deri ligger den dybe Harmoni, der gjenlyder i enhver Frembringelse, vi kalde classisk. Saaledes nu ogsaa med Mozart; det er lykkeligt, at det i dybere Forstand maaskee eneste musikalske Sujet blev givet &streg; Mozart. Ved sin Don Juan tr&ae;der Mozart ind i den lille ud&o-;delige Skare af M&ae;nd, hvis Navn, hvis V&ae;rker Tiden ikke vil glemme, da Evigheden erindrer dem. Og skj&o-;ndt det, naar man f&o-;rst er traadt ind her, er ligegyldigt, om man staaer &o-;verst eller nederst, fordi man i en vis Forstand staaer lige h&o-;it, da man staaer uendeligt h&o-;it, skj&o-;ndt det er ligesaa barnagtigt at stride om den &o-;verste og nederste Plads her, som om Pladsen paa Kirkegulvet ved en Confirmation, saa er jeg dog endnu altfor meget Barn, eller rettere, jeg er som en ung Pige forelsket i Mozart, og jeg maa have ham til at staae &o-;verst, hvad det end koster. Og jeg vil gaae til Degnen og Pr&ae;sten og Provsten og Bispen og det hele Consistorium, og jeg vil bede og besv&ae;rge dem, at de ville opfylde min B&o-;n, og jeg vil anraabe den hele Menighed om det Samme, og vil man ikke h&o-;re min B&o-;n, ikke opfylde mit barnagtige &O-;nske, da tr&ae;der jeg ud af Samfundet, da separerer jeg mig fra dets Tankegang, da danner jeg en Sect, der ikke blot s&ae;tter Mozart &o-;verst, men slet ingen anden har end Mozart, og Mozart vil jeg bede at tilgive mig, at hans Musik ikke begeistrede mig til store Bedrifter, men gjorde mig til en Nar, der over ham tabte den Smule Forstand, jeg havde, og nu som oftest i stille _VanvidVeemodVeemod fordriver Tiden med at nynne, hvad jeg ikke forstaaer, som et Sp&o-;gelse Dag og Nat lister mig omkring hvad jeg ikke kan komme ind i. Ud&o-;delige Mozart! Dig hvem jeg skylder Alt, hvem jeg skylder, at jeg tabte min Forstand, at min Sj&ae;l forbausedes, at jeg forf&ae;rdedes i mit inderste V&ae;sen, Dig hvem jeg skylder, at jeg ikke gik Livet igjennem uden at Noget var istand til at ryste mig, Dig hvem jeg takker for, at jeg ikke d&o-;de uden at have elsket, om min Kj&ae;rlighed end var ulykkelig. Hvad Under da, om jeg er mere iversyg paa hans Forherligelse end paa mit eget Livs lykkeligste &O-;ieblik, mere iversyg paa hans Ud&o-;delighed end paa min egen Tilv&ae;r. Ja, dersom han toges bort, dersom hans Navn udslettedes, da omst&o-;dtes den eneste Pille, der hidtil forhindrede, at ikke Alt for mig styrtede sammen i et gr&ae;ndsel&o-;s Chaos, i et r&ae;dsomt Intet. Dog, jeg beh&o-;ver vel ikke at frygte, at nogen Tid vil negte ham Plads i hiint Kongerige af Guder, men vel at v&ae;re forberedt paa, at man vil finde det barnagtigt af mig, at han skal have den f&o-;rste Plads. Og uagtet jeg ingenlunde agter at skamme mig ved min Barnagtighed, uagtet den for mig altid vil beholde mere Betydning og mere V&ae;rd _{en enhver}end enhver udt&o-;mmende Betragtning, netop fordi den er uudt&o-;mmelig, skal jeg dog gj&o-;re et Fors&o-;g paa, ad Overveielsens Vei at bevise hans lovlige Adkomst. Det Lykkelige ved den classiske Frembringelse, det, som constituerer dens Classicitet og Ud&o-;delighed, er det absolute Sammenhold af de tvende Kr&ae;fter. Dette Sammenhold er saa absolut, at en senere reflekterende Tid neppe engang for Tanken kan adskille det, som saa inderlig er forenet, uden at l&o-;be Fare for at v&ae;kke eller n&ae;re en Misforstaaelse. Naar man saaledes siger, at det er Homers Lykke, at han fik det mest udm&ae;rkede episke Stof, saa kan dette let give Anledning til, at man glemmer, at vi bestandig have dette episke Stof gjennem Homers Opfattelse, og at det, at det viser sig som det mest fuldendte episke Stof, kun er os klart i og med den Transsubstantiation, der tilh&o-;rer Homer. Udh&ae;ver man derimod Homers digteriske Virksomhed i at gjennemtr&ae;nge Stoffet, saa l&o-;ber man let Fare for at glemme, at Digtet aldrig var blevet det, det er, hvis ikke den Tanke, hvormed Homer gjennemtr&ae;ngte det, var dets egen Tanke, hvis ikke Formen var Stoffets egen Form. Digteren &o-;nsker sit Stof; men, som man siger, at &o-;nske er ingen Kunst, det er ganske rigtigt, og gj&ae;lder med stor Sandhed om en M&ae;ngde afm&ae;gtige Digter&o-;nsker. At &o-;nske rigtigt, det er derimod en stor Kunst, eller rettere, det er en Gave. Det er det Uforklarlige og Hemmelighedsfulde ved Geniet, ligesom ved en &O-;nskeqvist, der aldrig faaer det Indfald at &o-;nske, uden hvor det er, den &o-;nsker. At &o-;nske har saaledes en langt dybere Betydning end i Almindelighed, ja den abstrakte Forstand forekommer det en Latterlighed, da den n&ae;rmest t&ae;nker det at &o-;nske i Forhold til hvad der ikke er, ikke i Forhold til hvad der er. Der var en Skole af &Ae;sthetikere, der, ved eensidigen at udh&ae;ve Formens Betydning, ikke uden Skyld foranledigede den modsatte dertil svarende Misforstaaelse. Det har ofte v&ae;ret mig paafaldende, at disse &Ae;sthetikere uden videre knyttede sig til den hegelske Philosophi, da saavel et almindeligt Kjendskab til Hegel, som et s&ae;rligt til hans &Ae;sthetik, forvisser om, at han fornemmelig i &ae;sthetisk Henseende h&o-;ilig udh&ae;ver Stoffets Betydning. Begge Dele h&o-;re imidlertid v&ae;sentlig sammen, og en eneste Betragtning vil v&ae;re tilstr&ae;kkelig til at vise dette, da et saadant Ph&ae;nomen ellers blev uforklarligt. Det er i Almindelighed kun et enkelt V&ae;rk, eller en enkelt Suite af V&ae;rker, der stempler den Enkelte som classisk Digter, Kunstner o. s. v. Den samme Individualitet kan have frembragt mange forskjellige Ting, men som staae i intet Forhold hertil. Homer har saaledes ogsaa skrevet en Batrachomyomachi, men er ikke ved den bleven classisk eller ud&o-;delig. At sige, at dette skulde have sin Grund i, at &Ae;mnet er ubetydeligt, er jo taabeligt, da det Classiske ligger i Ligev&ae;gten. Dersom nu det, der gj&o-;r en classisk Frembringelse til en classisk Frembringelse, ene og alene laae i den producerende Individualitet, saa maatte jo Alt hvad han frembragte v&ae;re classisk, i en lignende om end h&o-;iere Forstand som Bien altid frembringer en vis Art af Celler. Vilde man nu svare, at det kom deraf, at han havde v&ae;ret mere heldig med det Ene end med det Andet, saa havde man egentlig ikke svaret Noget. Deels er dette kun en fornem Tautologi, der kun altfor ofte i Livet nyder den &Ae;re at blive anseet for at v&ae;re et Svar, deels er det, betragtet som Svar, svaret indenfor en anden Relativitet end den, hvori der blev spurgt. Det oplyser nemlig Intet med Hensyn til Forholdet mellem Stof og Form, og kunde i det H&o-;ieste komme i Betragtning, hvor der blev Sp&o-;rgsmaal om den formende Virksomhed alene. Med Mozart er det nu ligeledes Tilf&ae;lde, at det kun er eet V&ae;rk af ham, der gj&o-;r ham til en classisk Componist og absolut ud&o-;delig. Dette V&ae;rk er Don Juan. Hvad han i&o-;vrigt har frembragt, kan gl&ae;de og fryde, v&ae;kke vor Beundring, berige Sj&ae;len, m&ae;tte &O-;ret, fryde Hjertet; men man gj&o-;r ham og hans Ud&o-;delighed ikke nogen Tjeneste ved at slaae Alt imellem hverandre og gj&o-;re det Alt lige stort. Don Juan er hans Receptionsstykke. Ved Don Juan tr&ae;der han ind i hiin Evighed, der ikke ligger udenfor Tiden men midt i denne, der ikke ved noget Forh&ae;ng skjules for Menneskenes &O-;ine, hvori de Ud&o-;delige ikke ere optagne eengang for alle men bestandig optages, idet Sl&ae;gten gaaer forbi og vender Blikket mod dem, er lykkelig i Beskuelsen af dem, og Sl&ae;gten gaaer i Graven, og den f&o-;lgende Sl&ae;gt vandrer dem atter forbi og forklares i deres Beskuelse; ved sin Don Juan tr&ae;der han ind i R&ae;kken af hine Ud&o-;delige, af hine synlig Forklarede, som ingen Sky tager bort fra Menneskenes &O-;ine; ved Don Juan staaer han &o-;verst iblandt dem. Dette Sidste var det, jeg, som ovenfor sagt, vilde s&o-;ge at bevise. Alle classiske Frembringelser staae, som ovenfor blev bem&ae;rket, lige h&o-;it, fordi enhver staaer uendelig h&o-;it. Vil man altsaa desuagtet gj&o-;re et Fors&o-;g paa at indf&o-;re en vis Orden i denne Procession, saa f&o-;lger det af sig selv, at denne ikke kan v&ae;re begrundet paa noget V&ae;sentligt; thi deraf vilde jo f&o-;lge, at der var en v&ae;sentlig Forskjel, hvoraf atter vilde f&o-;lge, at Ordet &anfbeg;classisk&anfslut; med Urette pr&ae;diceredes om dem Alle. Vilde man saaledes begrunde en Classification paa Stoffets forskjellige Beskaffenhed, saa vilde man strax herved indvikle sig i en Misforstaaelse, der i sin vidtl&o-;ftigere Udbredelse vilde ende med at oph&ae;ve det hele Begreb af det Classiske. Stoffet er nemlig et v&ae;sentligt Moment, forsaavidt det er den ene Faktor, men det er ikke det Absolute, da det kun er det ene Moment. Man kunde saaledes gj&o-;re opm&ae;rksom paa, at der ved visse Arter af classiske Frembringelser paa en Maade intet Stof er til, medens derimod ved andre Stoffet spiller en saa betydelig Rolle. Det F&o-;rste er Tilf&ae;ldet med de V&ae;rker, vi beundre som classiske i Architektur, Sculptur, Musik, Maleri, is&ae;r med de tre f&o-;rste, saaledes, at selv hvad Maleriet angaaer, forsaavidt der er Tale om Stoffet, dette dog n&ae;rmest kun har Betydning af at v&ae;re Anledning. Det Andet gj&ae;lder om Poesien, dette Ord taget i sin videste Betydning, hvorved det betegner al kunstnerisk Frembringelse, der er baseret paa Sproget og den historiske Bevidsthed. Denne Bem&ae;rkning er i sig selv ganske rigtig; men vil man paa den begrunde en Classification, ved at ansee Mangelen paa Stof eller dettes Tilstedev&ae;relse for en Fordeel eller en Besv&ae;r for det producerende Subject, saa l&o-;ber man vild. Stricte taget kommer man nemlig til at urgere det Modsatte af det man egentlig vilde, saaledes som det altid gaaer, naar man abstrakt bev&ae;ger sig i dialektiske Bestemmelser, hvor det da ikke blot gj&ae;lder, at man siger Eet, mener et Andet, men man siger det Andet; det man troer man siger, siger man ikke, men siger det Modsatte. Saaledes hvor man gj&o-;r Stoffet gj&ae;ldende som Inddelings-Princip. Idet man taler derom, taler man om noget ganske Andet, nemlig om den formende Virksomhed. Vil man derimod gaae ud fra den formende Virksomhed og alene udh&ae;ve den, saa har man samme Skj&ae;bne. Idet man her vil gj&o-;re Forskjellen gj&ae;ldende, og saaledes udh&ae;ve, at i nogle Retninger den formende Virksomhed i den Grad er skabende, at den skaber Stoffet med, hvorimod den i andre modtager Stoffet, saa taler man her igjen, skj&o-;ndt man troer at tale om den formende Virksomhed, egentlig om Stoffet, og begrunder egentlig Classificationen paa Inddelingen af Stoffet. Om den formende Virksomhed som Udgangspunkt for en saadan Classification gj&ae;lder aldeles det Samme som om Stoffet. Til at begrunde en Rangf&o-;lge kan altsaa den enkelte Side aldrig bruges; thi den er bestandig for v&ae;sentlig til at v&ae;re tilf&ae;ldig nok, for tilf&ae;ldig til at begrunde en v&ae;sentlig Anordnen. Men denne absolute gjensidige Gjennemtr&ae;ngen, der gj&o-;r, at naar man vil tale distinct, man ligesaa godt kan sige, at Stoffet gjennemtr&ae;nger Formen, som at Formen gjennemtr&ae;nger Stoffet, denne gjensidige Gjennemtr&ae;ngen, dette Lige for Lige i det Classiskes ud&o-;delige Venskab, kan tjene til at belyse det Classiske fra en ny Side og begr&ae;ndse det saaledes, at det ikke bliver for ampelt. De &Ae;sthetikere nemlig, der eensidig urgerede den digteriske Virksomhed, have udvidet dette Begreb saa meget, at hiint Pantheon blev i den Grad beriget, ja overl&ae;sset med classiske Snurrepiberier og Bagateller, at den naturlige Forestilling om en k&o-;lig Halle med enkelte bestemte store Skikkelser aldeles forsvandt og hiint Pantheon snarere blev et Pulterkammer. Enhver i kunstnerisk Henseende fuldendt lille Nethed er efter denne &Ae;sthetik et classisk V&ae;rk, der var sikkret absolut Ud&o-;delighed; ja i dette Hocus-Pocus indr&o-;mmede man slige Smaating allermest; skj&o-;ndt man ellers hadede Paradoxer, frygtede man dog ikke for det Paradox, at det Mindste egentlig var Kunsten. Det Usande ligger i, at man eensidig udh&ae;vede den formelle Virksomhed. En saadan &Ae;sthetik kunde derfor kun holde sig en bestemt Tid, saa l&ae;nge man nemlig ikke blev opm&ae;rksom paa, at Tiden spottede den og dens classiske V&ae;rker. Paa &Ae;sthetikens Gebeet var denne Anskuelse en Form af den Radikalisme, der paa en tilsvarende Maade har yttret sig paa saa mange Gebeter, den var en Yttring af det t&o-;ilesl&o-;se Subject i dets ligesaa t&o-;ilesl&o-;se Indholdsl&o-;shed. Denne Str&ae;ben som saa mange andre fandt imidlertid sin Betvinger i Hegel. Det er overhovedet en s&o-;rgelig Sandhed med Hensyn til den hegelske Philosophi, at den ingenlunde har faaet den Betydning hverken for en forgangen eller en n&ae;rv&ae;rede Tid, som den vilde have faaet, hvis den forgangne ikke havde havt saa travlt med at skr&ae;mme Folk ind i den, men derimod lidt mere pr&ae;sentisk Ro i at tilegne sig den, den n&ae;rv&ae;rende ikke v&ae;ret saa utr&ae;ttelig virksom for at jage Folk ud over den. Hegel indsatte igjen Stoffet, Ideen i dens Rettigheder, og fordrev derved disse flygtige classiske V&ae;rker, disse lette V&ae;sener, Tusm&o-;rke-Sv&ae;rmere fra Classicitetens Hv&ae;lvinger. Det kan ingenlunde v&ae;re vor Hensigt at frakjende disse V&ae;rker det dem tilkommende V&ae;rd, men det gj&ae;lder om at vaage over, at ikke her som saa mange andre Steder Sproget forvirres, Begreberne enerveres. En vis Evighed kan man gjerne till&ae;gge dem, og dette er det Fortjenstfulde ved dem; men denne Evighed er dog egentlig blot det evige &O-;ieblik, som enhver sand kunstnerisk Frembringelse har, ikke den fyldige Evighed midt i Tidernes vexlende Omskiftelser. Det, hine Frembringelser manglede, var Ideer, og jo mere fuldendte de vare i formel Henseende, desto hurtigere forbr&ae;ndte de i dem selv, jo mere den techniske F&ae;rdighed udvikledes til den h&o-;ieste Grad af Virtuositet, desto flygtigere blev denne, og havde ikke Mod og Kraft eller Holdning til at modstaae Tidens Pust, idet den fornemmere og fornemmere bestandig gjorde st&o-;rre Fordring paa at v&ae;re den mest rectificerede Spiritus. Kun hvor Ideen er bragt til Hvile og Gjennemsigtighed i en bestemt Form, kun der kan v&ae;re Tale om et classisk V&ae;rk; men det vil da ogsaa v&ae;re istand til at modstaae Tiderne. Denne Eenhed, denne gjensidige Inderlighed i hinanden, har ethvert classisk V&ae;rk, og man seer saaledes let, at ethvert Attentat paa en Classification af de forskjellige classiske V&ae;rker, der til sit Udgangspunkt har en Adskillelse af Stof og Form eller Idee og Form, eo ipso er forfeilet. Man kunde da t&ae;nke sig en anden Vei. Man kunde gj&o-;re Mediet, igjennem hvilket Ideen bliver synlig, til Gjenstand for Betragtningen, og idet man bem&ae;rkede, at eet Medium var rigere, et andet fattigere, begrunde Inddelingen herpaa ved i Mediets forskjellige Rigdom eller Fattigdom at see en Lettelse eller en Besv&ae;r. Men Mediet staaer i et altfor n&o-;dvendigt Forhold til den hele Frembringelse, til at en Inddeling, som grundedes herpaa, ikke vilde gjennem et Par Tankebev&ae;gelser hilde sig i de i det Foregaaende udh&ae;vede Vanskeligheder. Derimod troer jeg ved f&o-;lgende Betragtninger at aabne Udsigt til en Inddeling, der vil have Gyldighed, netop fordi den er aldeles tilf&ae;ldig. Jo abstractere og altsaa jo fattigere Ideen er, jo abstractere og altsaa jo fattigere Mediet er, desto st&o-;rre Sandsynlighed for, at ingen Gjentagelse lader sig t&ae;nke, desto st&o-;rre Sandsynlighed for, at naar Ideen har faaet sit Udtryk, den da har faaet dette eengang for alle. Jo concretere derimod og altsaa jo rigere Ideen og ligesaa med Mediet, desto st&o-;rre Sandsynlighed for en Gjentagelse. Idet jeg nu opstiller ved Siden af hverandre alle de forskjellige classiske V&ae;rker og, uden at ville rangere dem, netop undres over, at alle staae lige h&o-;it, saa vil det dog let vise sig, at een Section t&ae;ller flere Arbeider end en anden, og om den ikke gj&o-;r det, at der er Mulighed for, at den kan gj&o-;re det, medens der ikke saa let viser sig nogen Mulighed for den anden. Dette vil jeg her lidt n&ae;rmere udvikle. Jo abstraktere Ideen er, jo mindre Sandsynlighed. Men hvorledes bliver Ideen concret? Derved, at den er gjennemtr&ae;ngt af det Historiske. Jo concretere Ideen, jo st&o-;rre Sandsynlighed. Jo abstraktere Mediet er, desto mindre Sandsynlighed, jo concretere, desto mere. Men hvad vil det sige, at Mediet er concret, andet, end at det enten er eller sees i sin Approximation til Sproget; thi Sproget er det concreteste af alle Medier. Den Idee, der saaledes kommer til Aabenbarelse i Sculptur, er aldeles abstrakt, staaer i intet Forhold til det Historiske; det Medium, igjennem hvilket den kommer tilsyne, er ligeledes abstrakt, altsaa stor Sandsynlighed for, at den Section af classiske Arbeider, der indbefatter Sculptur, kun vil omfatte faa. I den Henseende har jeg ganske Tidens Vidnesbyrd og Erfaringens Samtykke. Tager jeg derimod en concret Idee og et concret Medium, saa viser det sig anderledes. Homer er vel saaledes en classisk episk Digter, men netop fordi den Idee, der kommer tilsyne i det Episke, er en concret Idee, og fordi Mediet er Sproget, saa lader der sig i den Section af classiske V&ae;rker, der omfatter det Episke, t&ae;nke flere V&ae;rker, som alle ere lige classiske, fordi Historien bestandig afs&ae;tter nyt episk Stof. I den Henseende har jeg ogsaa Historiens Vidnesbyrd og Erfaringens Samtykke. Naar jeg nu paa dette aldeles Tilf&ae;ldige begrunder en Inddeling, saa kan man egentlig ikke negte mig, at den er en tilf&ae;ldig. Vil man derimod bebreide mig det, saa svarer jeg, man tager Feil, thi det skal den netop v&ae;re. Tilf&ae;ldigt er det, at den ene Section t&ae;ller eller kan t&ae;lle flere V&ae;rker end den anden. Men da dette er tilf&ae;ldigt, saa indseer man let, at man igjen ligesaa godt kunde s&ae;tte den Classe &o-;verst, der t&ae;ller de Fleste eller kan t&ae;lle dem. Jeg kunde nu inh&ae;rere mit Foregaaende og ganske rolig svare, at deri havde man fuldkommen Ret, men at man derfor desto mere maatte prise min Consequents, idet jeg aldeles tilf&ae;ldigt satte den modsatte Section &o-;verst. Dette vil jeg imidlertid ikke gj&o-;re, men derimod provocere til en Omst&ae;ndighed, der taler i Faveur af mig, den Omst&ae;ndighed nemlig, at de Sectioner, der omfatte de concrete Ideer, ere ikke afsluttede og lade sig ikke saaledes afslutte. Derfor er det naturligere at stille de andre f&o-;rst, og bestandig med Hensyn til de sidste at holde Fl&o-;id&o-;rrene aabne. Vilde derimod Een sige, at det var en Ufuldkommenhed, en Mangel ved hiin f&o-;rste Classe, saa pl&o-;ier han udenfor min Betragtnings Furer, og jeg kan ikke agte paa hans Tale, hvor grundig den end er; thi det er jo det faste Punkt, at Alt v&ae;sentlig betragtet er lige fuldkomment. Men hvilken Idee er nu den abstrakteste? Her sp&o-;rges naturligviis kun om en Idee, der kan blive Gjenstand for kunstnerisk Behandling, ikke om Ideer, der egne sig til videnskabelig Fremstilling. Hvilket Medium er det mest abstrakte? Dette Sidste vil jeg besvare f&o-;rst. Det er det Medium, der er mest fjernet fra Sproget. Inden jeg imidlertid gaaer over til at besvare dette Sp&o-;rgsmaal, vil jeg erindre om, at der med Hensyn til min Opgaves endelige L&o-;sning viser sig en Omst&ae;ndighed. Det abstrakteste Medium har saaledes ikke altid til sin Gjenstand den abstrakteste Idee. Saaledes er det Medium, Architekturen bruger, _{vel de}vel det mest abstrakte, og dog er de Ideer, der komme til Aabenbarelse i Architekturen, ingenlunde de mest abstrakte. Architekturen staaer i et langt n&ae;rmere Forhold til Historien end Sculptur f. Ex. Her viser sig atter Muligheden af et nyt Valg. Til den f&o-;rste Classe i hiin Rangordning kan jeg enten v&ae;lge de V&ae;rker, hvis Medium er det mest abstrakte, eller hvis Idee er den mest abstrakte. I den Henseende vil jeg nu holde paa Ideen, ikke paa Mediet. Abstrakte Medier er nu saavel Architekturens som Sculpturens, Maleriets og Musikens. Videre at gaae ind paa denne Unders&o-;gelse dertil er her ikke Stedet. Den abstrakteste Idee, der lader sig t&ae;nke, er den sandselige Genialitet. Men igjennem hvilket Medium lader den sig fremstille? &streg; Ene og alene ved Musik. Den lader sig ikke fremstille i Sculptur, thi den er en Art Inderlighedens Bestemmelse i sig; den lader sig ikke male, thi den kan ikke opfattes i bestemte Omrids, den er en Kraft, et Veir, Utaalmodighed, Lidenskab o. s. v. i al sin Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment men i en Succession af Momenter, thi hvis den var i eet Moment lod den sig afbilde eller male. Det, at den er i en Succession af Momenter, udtrykker dens episke Charakteer, men den er dog ikke episk i str&ae;ngere Forstand, thi den er ikke saa vidt, at den er kommen til Orde, den r&o-;rer sig bestandig i en Umiddelbarhed. I Poesi lader den sig altsaa heller ei fremstille. Det eneste Medium, der kan fremstille den, er Musikken. Musikken har nemlig et Moment af Tid i sig, men forl&o-;ber dog ikke i Tiden uden i uegentlig Forstand. Det Historiske i Tiden kan den ikke udtrykke. Den fuldendte Eenhed af denne Idee og den dertil svarende Form have vi nu i Mozarts Don Juan. Men netop fordi Ideen er saa uhyre abstrakt, Mediet ogsaa er abstrakt, saa er der ingen Sandsynlighed for, at Mozart nogensinde vil faae en Concurrent. Det Lykkelige for Mozart er, at han har faaet et Stof, der absolut i sig selv er musikalsk, og dersom nogen anden Componist skulde kappes med Mozart, saa vilde der for ham ikke v&ae;re Andet at gj&o-;re end at componere Don Juan om igjen. Homer har faaet et fuldendt episk Stof, men der lader sig t&ae;nke mange flere episke Digte, fordi Historien byder mere episk Stof. Saaledes er det ikke med Don Juan. Hvad jeg egentlig mener, vil man maaskee bedst indsee, naar jeg viser Forskjellen med Hensyn til en besl&ae;gtet Idee. Goethes Faust er ret egentlig et classisk V&ae;rk; men det er en historisk Idee, og derfor vil hver m&ae;rkelig Tid i Historien have sin Faust. Faust har Sproget til sit Medium, og da dette er et langt concretere Medium, saa lader der sig ogsaa af den Grund t&ae;nke flere V&ae;rker af samme Art. Don Juan derimod er og bliver det Eneste i sit Slags, i samme Forstand som den gr&ae;ske Sculpturs classiske V&ae;rker. Men da Ideen til Don Juan er endnu langt abstraktere end den, der ligger til Grund for Sculptur, saa indsees let, at medens man i Sculptur har flere V&ae;rker, faaer man i Musikken kun eet eneste. I Musik lader der sig vel t&ae;nke mange flere classiske V&ae;rker, men der bliver dog kun eet V&ae;rk, om hvilket man kan sige, at Ideen dertil er absolut musikalsk, saaledes at Musikken ikke tr&ae;der til som Accompagnement, men idet den aabenbarer Ideen, aabenbarer sit eget inderste V&ae;sen. Derfor staaer Mozart ved sin Don Juan &o-;verst blandt hine Ud&o-;delige. Dog jeg opgiver hele denne Unders&o-;gelse. Den er kun skreven for Forelskede. Og som lidt kan gl&ae;de B&o-;rn, saaledes er det, som bekjendt, ofte h&o-;ist besynderlige Ting, der kan gl&ae;de Forelskede. Den er som en heftig Kj&ae;rligheds Disput om ingen Ting og dog har den sit V&ae;rd &streg; for de Elskende. Medens det Foregaaende paa enhver mulig Maade, hvad enten denne var t&ae;nkelig eller ut&ae;nkelig, har s&o-;gt at faae det anerkjendt, at Mozarts Don Juan blandt alle classiske V&ae;rker indtager den f&o-;rste Plads, har det derimod saagodt som intet Fors&o-;g gjort paa at bevise, at dette V&ae;rk virkelig er classisk; thi de enkelte Vink, der hist og her findes, vise jo netop derved, at de kun fremtr&ae;de som Vink, at Hensigten ikke har v&ae;ret at bevise, men kun leilighedsviis at belyse. Denne Adf&ae;rd kunde synes mere end besynderlig. At bevise, at Don Juan er et classisk V&ae;rk, er i str&ae;ngeste Forstand en Opgave for T&ae;nkningen; derimod er den anden Str&ae;ben med Hensyn til T&ae;nkningens egentlige Gebeet aldeles udenv&ae;lts. Tankens Bev&ae;gelse er beroliget ved at have erkjendt, at det er et classisk V&ae;rk, samt at enhver classisk Frembringelse er lige fuldkommen; hvad mere man vil gj&o-;re er for T&ae;nkningen af det Onde. Forsaavidt er hele det Foregaaende indviklet i en Selvmodsigelse, og opl&o-;ser sig lettelig i et Intet. Dette er imidlertid ganske rigtigt, og en saadan Selvmodsigelse dybt begrundet i den menneskelige Natur. Beundringen i mig, Sympathien, Pieteten, Barnet i mig, Qvinden i mig fordrede mere end hvad Tanken kunde give. Tanken var beroliget, hvilede glad i sin Erkjendelse; da gik jeg til den og bad den endnu engang at s&ae;tte sig i Bev&ae;gelse, at vove det Yderste. Den vidste vel, at det var forgjeves; men da jeg er vant til at leve i god Forstaaelse med den, gav den mig dog intet Afslag. Dens Bev&ae;gelse udrettede imidlertid Intet, den gik bestandig, ophidset af mig, udover sig selv og faldt bestandig tilbage i sig selv. Den s&o-;gte bestandig Fodf&ae;ste og kunde intet finde, s&o-;gte bestandig Bund, men kunde hverken sv&o-;mme eller vade. Det var baade til at lee og til at gr&ae;de over. Derfor gjorde jeg begge Dele, og var saare taknemmelig for, at den ikke havde negtet mig denne Tjeneste. Og uagtet jeg nu fuldkommen veed, at det nytter til Intet, kunde det dog gjerne falde mig ind, at bede den endnu engang at lege den Leeg, der for mig er et uudt&o-;mmeligt Stof til Gl&ae;de. Enhver L&ae;ser, der finder Legen kjedsommelig, han er naturligviis ikke af mine Lige, for ham har den ingen Betydning, og det gj&ae;lder her som allevegne, lige B&o-;rn lege bedst. For ham er hele det Foregaaende en Overfl&o-;dighed, medens det for mig har saa stor Betydning, at jeg siger herom med Horats: exilis domus est, ubi non et multa supersunt; for ham er det en Daarskab, for mig Viisdom, for ham Kjedsommelighed, for mig Fryd og Gammen. En saadan L&ae;ser vilde altsaa ikke kunne sympathisere med min Tanke-Lyrik, der er saa oven ud, at den gaaer ud over Tanken; maaskee vilde han derimod v&ae;re godmodig nok til at sige: derom vil vi nu ikke tr&ae;ttes, jeg springer den Deel over, og see nu, at Du kan komme til det langt Vigtigere, at bevise, at Don Juan er et classisk V&ae;rk; thi det indr&o-;mmer jeg vilde blive en ret passende Indledning til den egentlige Unders&o-;gelse. Hvorvidt det vilde blive en passende Indledning skal jeg lade uafgjort, men Ulykken bliver her for mig igjen, at jeg atter her ikke kan sympathisere med ham; thi hvor let det end falder mig, at bevise det, saa kunde det dog aldrig falde mig ind at bevise det. Idet jeg derimod bestandig foruds&ae;tter den Ting for afgjort, vil det F&o-;lgende mange Gange og paa mange Maader tjene til at belyse Don Juan i denne Henseende, ligesom det Foregaaende allerede indeholdt enkelte Vink. Det, denne Unders&o-;gelse n&ae;rmest har sat sig som Opgave, er at vise Betydningen af det Musikalsk-Erotiske, og til den Ende igjen at paapege de forskjellige Stadier, der, som de have det tilf&ae;lleds, at de alle ere umiddelbart erotiske, tillige samstemme deri, at de alle v&ae;sentlig ere musikalske. Hvad jeg herom har at sige skylder jeg ene og alene Mozart. Skulde derfor Een eller Anden v&ae;re h&o-;flig nok til at give mig Ret i, hvad jeg agter at frems&ae;tte, men derimod v&ae;re lidt tvivlsom, om det ligger i Mozarts Musik, eller om det ikke snarere er mig, der l&ae;gger det ind deri, saa kan jeg forsikkre ham, at ikke blot den Smule, jeg formaaer at frems&ae;tte, ligger i Mozarts Musik, men uendelig meget Mere; ja jeg kan forsikkre ham, at netop den Tanke giver mig Dristighed til at vove mig til at ville fors&o-;ge at forklare enkelte Ting i den Mozartske Musik. Hvad man har elsket med ungdommeligt Sv&ae;rmeri, hvad man har beundret med ungdommelig Enthusiasme, hvad man i Sj&ae;lens Inderlighed har vedligeholdt en hemmelighedsfuld gaadefuld Omgang med, hvad man har gjemt i sit Hjerte, det n&ae;rmer man sig altid til med en vis Sky, med blandet F&o-;lelse, naar man veed, at Hensigten er at ville forstaae det. Hvad man Stykke for Stykke har l&ae;rt at kjende, som en Fugl indsanket hvert lille Straa for sig, gladere over hver lille Deel end over hele den &o-;vrige Verden, hvad det elskende &O-;re eensomt har indsuget, eensomt i den store Folkem&ae;ngde, ubem&ae;rket i sit l&o-;nlige Skjul, hvad det graadige &O-;re har opfanget, aldrig m&ae;ttet; det gjerrige &O-;re har gjemt, aldrig tryg, hvis sagteste Gjenlyd aldrig har skuffet det speidende &O-;res s&o-;vnl&o-;se Opm&ae;rksomhed; hvad man har levet i om Dagen, hvad man har gjenlevet i Natten, hvad der har forjaget S&o-;vnen og gjort den urolig, hvad man har dr&o-;mt om i S&o-;vne, hvad man er vaagnet op til for vaagen atter at dr&o-;mme derom, for hvis Skyld man sprang op midt i Natten af Frygt for at glemme det, hvad der har viist sig for Een i de mest begeistrede &O-;ieblikke, hvad man som en qvindelig Syssel altid har havt ved Haanden; hvad der har fulgt Een i de lyse, maaneklare N&ae;tter, i eensomme Skove ved S&o-;ens Bredder, i de skumle Gader, midt i Natten, ved Morgenens Frembrud, hvad der har siddet med paa Hesten, hvad der har v&ae;ret Selskab i Vognen, hvad Hjemmet har v&ae;ret gjennemtr&ae;ngt af, hvad V&ae;relset har v&ae;ret Vidne til, hvad &O-;ret har gjenlydt af, hvad der har gjennemtonet Sj&ae;len, hvad Sj&ae;len har indspundet i sin fineste V&ae;v &streg; det viser sig nu for Tanken, som hine gaadefulde V&ae;sener i Fortidens Fort&ae;llinger stige op fra Havsens Bund indkl&ae;dte i Tang, saaledes reiser det sig op af Erindringens Hav indflettet i _{Minder Sj&ae;len}Minder. Sj&ae;len bliver vemodig og Hjertet bl&o-;dt; thi det er ligesom man tog Afsked med det, som skiltes man ad for aldrig saaledes mere at m&o-;des igjen hverken i Tid eller Evighed. Man synes, man er det utro, at man har sveget sin Pagt, man f&o-;ler, man er ikke mere den samme, ikke saa ung, ikke saa barnlig; man frygter for sig selv, at man skal tabe, hvad der gjorde En glad og lykkelig og riig; man frygter for det, man elsker, at det ved denne Forvandling skal lide, skal vise sig maaskee mindre fuldkomment, at det muligen skal blive Svar skyldigt paa de mange Sp&o-;rgsmaal, ak! og da er alt tabt, Trylleriet forsvundet og det lader sig aldrig fremkalde mere. Hvad Mozarts Musik angaaer, da kjender min Sj&ae;l ingen Frygt, min Tillid ingen Gr&ae;ndse. Deels er nemlig, hvad jeg hidtil har forstaaet, kun saare lidet, og der bliver altid nok tilbage, der skjuler sig i Anelsens Skygger, deels er jeg overbeviist om, at hvis Mozart nogensinde blev mig heel begribelig, da vilde han f&o-;rst blive mig fuldkommen ubegribelig. At paastaae, at Christendommen har bragt Sandseligheden ind i Verden, synes dristig vovet. Men som man siger: dristig vovet halvt er vundet, saa gjelder det ogsaa saaledes her, det vil man indsee, naar man overveier, at man ved at ponere Noget indirecte ponerer det Andet, man udelukker. Da det Sandselige overhovedet er det, der skal negeres, saa kommer det f&o-;rst ret tilsyne, poneres f&o-;rst ved den Akt, der udelukker det derved, at den ponerer det modsatte Positive. Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden f&o-;rst sat ved Christendommen, og forsaavidt har Christendommen bragt Sandseligheden ind i Verden. Naar man imidlertid rigtig vil forstaae den S&ae;tning, at Christendommen har bragt Sandseligheden ind i Verden, saa maa den opfattes identisk med sin Mods&ae;tning, at det er Christendommen, der har jaget Sandseligheden ud af Verden, udelukket Sandseligheden af Verden. Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden f&o-;rst sat ved Christendommen; jeg kunde endnu tilf&o-;ie en Bestemmelse, der maaskee eftertrykkeligst viser hvad jeg mener; under Bestemmelse af Aand er Sandseligheden f&o-;rst sat ved Christendommen. Dette er ganske naturligt; thi Christendommen er Aand, og Aanden det positive Princip, den har bragt ind i Verden. Men idet Sandseligheden sees under Aandens Bestemmelse, saa sees dens Betydning at v&ae;re den, at den skal udelukkes; men netop derved, at den skal udelukkes, er den bestemt som Princip, som Magt; thi det Aanden, der selv er Princip, skal udelukke, maa v&ae;re Noget, der viser sig som Princip, om det end f&o-;rst viser sig som Princip i det &O-;ieblik, det bliver udelukket. At Sandseligheden har v&ae;ret til i Verden f&o-;rend Christendommen, vilde naturligviis v&ae;re en h&o-;ist taabelig Indvending imod mig, da det jo f&o-;lger af sig selv, at det, der skal udelukkes, bestandig er til f&o-;rend det, der udelukker det, om det end i en anden Forstand f&o-;rst bliver til, idet det udelukkes. Dette kommer igjen deraf, at det bliver til i en anden Forstand, og derfor sagde jeg jo ogsaa strax, at dristig vovet kun halvt er vundet. Sandseligheden har altsaa vel v&ae;ret til f&o-;r i Verden, men ikke aandelig bestemmet. Hvorledes har den da v&ae;ret til? Den har v&ae;ret til sj&ae;lelig bestemmet. Saaledes var den det i Hedenskabet, og hvis man vil s&o-;ge det fuldkomneste Udtryk herfor, saaledes var den det i Gr&ae;kenland. Men Sandseligheden sj&ae;lelig bestemmet er ikke Mods&ae;tning, Udelukkelse, men Harmoni og Samklang. Men netop fordi Sandseligheden er sat som harmonisk bestemmet, er den ikke sat som Princip, men som et medlydende encliticon. Denne Betragtning vil have Betydning til at belyse den forskjellige Skikkelse, det Erotiske paa forskjellige Udviklingstrin i Verdensbevidstheden antager, og derved lede os hen til Bestemmelsen af det umiddelbart Erotiske som identisk med det Musikalsk-Erotiske. I Gr&ae;citeten var Sandseligheden behersket i den skj&o-;nne Individualitet, eller rettere sagt, den var ikke behersket; thi den var jo ikke en Fjende, der skulde undertvinges, ikke en farlig Opr&o-;rer, der skulde holdes i Ave, den var frigjort til Liv og Gl&ae;de i den skj&o-;nne Individualitet. Sandseligheden var saaledes ikke sat som Princip; det den skj&o-;nne Individualitet constituerende Sj&ae;lelige var ut&ae;nkeligt uden det Sandselige; det Erotiske begrundet paa det Sandselige var af denne Grund heller ikke sat som Princip. Elskoven var overalt som Moment og _momentsviismomentviis tilstede i den skj&o-;nne Individualitet. Guderne ikke mindre end Menneskene kjendte dens Magt, Guderne ikke mindre end Menneskene kjendte lykkelige og ulykkelige Elskovs-Eventyr. I ingen af dem er imidlertid Elskoven tilstede som Princip; forsaavidt den var i dem, i den Enkelte, var den der som et Moment af Elskovens almindelige Magt, hvilken imidlertid intetsteds var tilstede, og derfor end ikke for den gr&ae;ske Forestilling eller i den gr&ae;ske Bevidsthed. Man kunde indvende mig, at Eros var jo Guden for Elskov, i ham maatte man altsaa t&ae;nke sig Elskoven som Princip tilstede. Men fraseet nu, at Elskoven dog atter her ikke hviler paa det Erotiske, saaledes som dette baseres paa det Sandselige alene, men paa det Sj&ae;lelige, saa bliver der tillige en anden Omst&ae;ndighed at bem&ae;rke, som jeg nu lidt n&ae;rmere skal udh&ae;ve. Eros var Guden for Elskov, men var ikke selv forelsket. Forsaavidt de &o-;vrige Guder eller Mennesker sporede Elskovens Magt i dem, da tilskrev de Eros dette, henf&o-;rte det til ham, men Eros selv blev ikke forelsket; og forsaavidt det h&ae;ndte ham engang, saa var dette en Undtagelse, og skj&o-;ndt Elskovens Gud stod han dog i Antal paa Eventyr langt tilbage for de &o-;vrige Guder, langt tilbage for Menneskene. At han blev forelsket, dermed er vel ogsaa n&ae;rmest udtrykt, at ogsaa han b&o-;iede sig for Elskovens almindelige Magt, som saaledes paa en Maade blev en Magt udenfor ham selv, der afviist fra ham nu slet intet Sted havde, hvor den kunde s&o-;ges. Hans Elskov er heller ei baseret paa det Sandselige, men paa det Sj&ae;lelige. Det er en &ae;gte gr&ae;sk Tanke, at Elskovens Gud ikke selv er forelsket, medens alle Andre skylde ham det, at de ere det. T&ae;nkte jeg mig en Gud eller en Gudinde for L&ae;ngsel, saa vilde det v&ae;re &ae;gte gr&ae;sk, at, medens Alle, der kjendte L&ae;ngsels s&o-;de Uro eller Smerte, henf&o-;rte det til dette V&ae;sen, dette V&ae;sen selv Intet kjendte til L&ae;ngsel. Jeg veed ikke n&ae;rmere at betegne det M&ae;rkelige ved dette Forhold end ved at sige, det er det Omvendte af et repr&ae;sentativt Forhold. I det repr&ae;sentative Forhold er hele Kraften samlet i et enkelt Individ, og de enkelte Individer participere deri, forsaavidt de participere i dettes enkelte Bev&ae;gelser. Jeg kunde ogsaa sige, at dette Forhold er det omvendte af det, der ligger til Grund for Incarnationen. I Incarnationen har det enkelte Individ hele Livsfylden i sig, og denne er kun for de &o-;vrige Individer derved, at de beskue den i det incarnerede Individ. I det gr&ae;ske Forhold er det altsaa omvendt. Det, der er Gudens Kraft, er ikke i Guden, men i alle de &o-;vrige Individer, der henf&o-;re det til ham; han selv er ligesom kraftesl&o-;s, afm&ae;gtig, fordi han meddeler sin Kraft til hele den &o-;vrige Verden. Det incarnerede Individ indsuger ligesom Kraften fra alle de &O-;vrige, og Fylden er nu saaledes i dette og kun for saavidt i de Andre, som de beskue den i dette Individ. Dette bliver af Vigtighed med Hensyn til det F&o-;lgende, ligesom det i og for sig er af Betydning med Hensyn til de Kategorier, Verdensbevidstheden til forskjellige Tider bruger. Sandseligheden som Princip finde vi altsaa ikke i Gr&ae;citeten, det Erotiske som Princip baseret paa Sandselighedens Princip finde vi heller ikke, og om vi end havde fundet dette, see vi dog, hvad der for denne Unders&o-;gelse er af st&o-;rste Vigtighed, at den gr&ae;ske Bevidsthed ikke har Styrken til at concentrere det Hele i et eneste Individ, men udstraaler det fra et Punkt, der ikke har det, til alle de Andre, saaledes at dette constituerende Punkt n&ae;sten er kjendeligt derpaa, at det er det Eneste, der ikke har det, som det giver alle Andre. Sandseligheden som Princip er altsaa sat ved Christendommen, ligeledes det sandselige Erotiske som Princip; Repr&ae;sentationens Idee er ved Christendommen bragt ind i Verden. T&ae;nker jeg mig nu det Sandselig-Erotiske som Princip, som Kraft, som Rige, bestemmet af Aand, det vil sige, saaledes bestemmet, at Aanden udelukker det, t&ae;nker jeg mig dette concentreret i et eneste Individ, saa har jeg Begrebet af sandselig-erotisk Genialitet. Dette er en Idee, som Gr&ae;citeten ikke havde, som f&o-;rst Christendommen har bragt ind i Verden, om end kun i indirecte Forstand. Fordrer nu denne sandselige erotiske Genialitet i al sin Umiddelbarhed et Udtryk, saa sp&o-;rges, hvilket Medium egner sig hertil. Det, her is&ae;r maa fastholdes, er, at den fordres udtrykt og fremstillet i sin Umiddelbarhed. I sin Middelbarhed og Reflekteerthed i Andet falder den ind under Sproget og kommer til at ligge under ethiske Bestemmelser. I sin Umiddelbarhed kan den kun udtrykkes i Musik. I denne Henseende maa jeg bede L&ae;seren erindre det Noget, der blev sagt herom i den intetsigende Indledning. Herved viser Musikkens Betydning sig i sin fulde Gyldighed, og den viser sig i strengere Forstand som en christelig Kunst, eller rettere som den Kunst, Christendommen s&ae;tter, idet den udelukker den fra sig, som Medium for det, Christendommen udelukker fra sig og derved s&ae;tter. Med andre Ord, Musikken er det D&ae;moniske. I den erotiske sandselige Genialitet har Musikken sin absolute Gjenstand. Hermed skal nu naturligviis ingenlunde v&ae;re sagt, at Musikken ikke kan udtrykke Andet, men dette er dog dens egentlige Gjenstand. Saaledes kan Billedhuggerkunsten fremstille meget Andet end den menneskelige Skj&o-;nhed, og dog er denne dens absolute Gjenstand; Maleriet meget Andet end den himmelske forklarede Skj&o-;nhed, og dog er denne dens absolute Gjenstand. I denne Henseende gjelder det om at see Begrebet i enhver Kunst og ikke lade sig forstyrre af, hvad den forresten ogsaa kan. Menneskets Begreb er Aand, og man skal ikke lade sig forstyrre af, at han forresten ogsaa kan gaae paa To. Sprogets Begreb er Tanken, og man skal ikke lade sig forstyrre af, at nogle f&o-;lsomme Mennesker mene, at det er Sprogets h&o-;ieste Betydning at frembringe uarticulerede Lyde. Her tillade man mig atter et lille intetsigende Mellemspil; pr&ae;terea censeo, at Mozart er den st&o-;rste blandt alle classiske Forfattere, at hans Don Juan fortjener den &o-;verste Plads blandt alle classiske Frembringelser. Hvad nu Musikken som Medium betragtet angaaer, da bliver dette naturligviis altid et saare interessant Sp&o-;rgsmaal. Et andet Sp&o-;rgsmaal bliver det, om jeg er istand til at sige noget Fyldestgj&o-;rende derom. Jeg veed meget vel, at jeg ikke forstaaer mig paa Musik, jeg indr&o-;mmer gjerne, at jeg er l&ae;g, jeg l&ae;gger ikke Skjul paa, at jeg ikke h&o-;rer til de Musikkyndiges udvalgte Folk, at jeg i det H&o-;ieste er en Portens Proselyt, hvem en besynderlig uimodstaaelig Drift f&o-;rte langt borte fra hertil, men heller ikke videre; men desuagtet var det dog muligt, at den Smule, jeg havde at sige, indeholdt en enkelt Bem&ae;rkning, der, hvis den m&o-;dte Velvillie og Overb&ae;relse, befandtes at indeholde noget Sandt, om det end skjulte sig under en fattig Kofte. Jeg staaer udenfor Musikken og fra dette Standpunkt betragter jeg den. At dette Standpunkt er saare ufuldkomment, indr&o-;mmer jeg gjerne; at jeg kun faaer saare Lidet at see i Sammenligning med de Lykkelige, der staae indenfor, negter jeg ikke, men vedbliver dog at haabe, at jeg ogsaa fra mit Standpunkt kan meddele en enkelt Oplysning, skj&o-;ndt de Indviede kunne give den meget bedre, ja til en vis Grad endogsaa meget bedre forstaae, hvad jeg siger, end jeg selv. Dersom jeg t&ae;nkte mig to Riger, der gr&ae;ndsede op til hinanden, af hvilke jeg var temmelig n&o-;ie bekjendt med det ene, og aldeles ubekjendt med det andet, og det ikke tillodes mig at komme ind i hiint ubekjendte Rige, hvormeget jeg end &o-;nskede det, saa vilde jeg dog v&ae;re istand til at gj&o-;re mig en Forestilling derom. Jeg vilde da vandre ud til det mig bekjendte Riges Gr&ae;ndse, bestandig f&o-;lge den, og idet jeg gjorde dette, vilde jeg ved denne Bev&ae;gelse beskrive hiint ubekjendte Lands Omrids og saaledes have en almindelig Forestilling derom, skj&o-;ndt jeg aldrig havde sat min Fod deri. Og naar nu det var et Arbeide, der besk&ae;ftigede mig meget, naar jeg var utr&ae;ttelig i min N&o-;iagtighed, saa vilde det vel ogsaa stundom h&ae;ndes, at idet jeg stod vemodig i mit Riges Gr&ae;ndse, og skuede l&ae;ngselsfuldt ind i hiint ubekjendte Land, der var mig saa n&ae;rt og dog saa fjernt, at en enkelt lille Aabenbarelse blev mig til Deel. Og f&o-;ler jeg end, at Musik er en Kunst, der i h&o-;i Grad fordrer Erfaring, for at man ret skal kunne have en Mening om den, saa tr&o-;ster jeg mig igjen som saa ofte med Paradoxet, at man ogsaa i Ahnelse og i Uvidenhed kan gj&o-;re en Art Erfaring, jeg tr&o-;ster mig med, at Diana, der ikke selv havde f&o-;dt, kom de F&o-;dende tilhj&ae;lp, ja at hun havde det som en medf&o-;dt Gave fra Barn af, saa at hun selv kom Latone tilhj&ae;lp i hendes F&o-;dselssmerte, da hun selv blev f&o-;dt. Det mig bekjendte Rige, til hvis yderste Gr&ae;ndse jeg vil gaae for at opdage Musikken, er Sproget. Vil man ordne de forskjellige Medier i en bestemt Udviklingsproces, saa n&o-;dsages man ogsaa til at s&ae;tte Sproget og Musikken n&ae;rmest ved hinanden, hvorfor man jo ogsaa har sagt, at Musikken er et Sprog. Dette er nemlig mere end en aandrig Bem&ae;rkning. Naar man nemlig havde Lyst til at behage sig selv i Aandrighed, saa kunde man sige, at ogsaa Sculptur og Maleri ere en Art Sprog, forsaavidt som ethvert Udtryk for Ideen altid er et Sprog, da Ideens V&ae;sen er Sproget. Aandrige Folk tale derfor om Naturens Sprog, og bl&o-;ds&o-;dne Pr&ae;ster slaae af og til Naturens Bog op for os og l&ae;se Noget, som da hverken de selv eller deres Tilh&o-;rere forstaae. Naar det ikke var bedre bevendt med hiin Bem&ae;rkning, at Musikken er et Sprog, saa skulde jeg ikke uleilige den, men upaatalt lade den gaae og gj&ae;lde for hvad den var. Saaledes er det imidlertid ikke. F&o-;rst idet Aanden er sat, er Sproget indsat i sine Rettigheder, men idet Aanden er sat, er Alt det, som ikke er Aand, udelukket. Men denne Udelukkelse er Aandens Bestemmelse, og forsaavidt altsaa det Udelukkede skal gj&o-;re sig gj&ae;ldende, fordrer det et Medium, der er aandelig bestemmet, og dette er Musikken. Men et Medium, der er aandelig bestemmet, er v&ae;senlig Sprog, da nu Musikken er aandelig bestemmet, saa er den med Rette bleven kaldet et Sprog. Sproget er som Medium betragtet det absolut aandelig bestemte Medium, det er derfor Ideens egentlige Medium. Dybere at udvikle dette, ligger hverken i min Competence eller i denne lille Unders&o-;gelses Interesse. Kun en enkelt Bem&ae;rkning, der atter f&o-;rer mig ind paa Musikken, finde her sin Plads. I Sproget er saaledes det Sandselige som Medium nedsat til blot Redskab, og bestandig negeret. Saaledes er det ikke med de andre Medier. Hverken i Sculptur eller Maleri er det Sandselige et blot Redskab, men det er et Medhenh&o-;rende, ikke heller skal det bestandig negeres, thi det skal bestandig sees med. Det vilde v&ae;re en besynderlig bagvendt Betragtning af et Billedhuggerarbeide eller af et Maleri, om jeg vilde betragte det saaledes, at jeg gjorde mig Umage for at see det Sandselige bort, hvorved jeg vilde aldeles h&ae;ve dets Skj&o-;nhed. I Sculptur, Architektur, Maleri, er Ideen bunden i Mediet, men dette, at Ideen ikke neds&ae;tter Mediet til blot Redskab, bestandig negerer det, det er ligesom et Udtryk for, at dette Medium ikke kan tale. Saaledes ogsaa med Naturen. Derfor siger man med Rette, at Naturen er stum, og Architektur og Sculptur og Maleri; det siger man med Rette tiltrods for alle de fine, f&o-;lsomme &O-;ren, der kan h&o-;re dem tale. Derfor er det en Taabelighed at sige, at Naturen er et Sprog, saa sandt som det er inept at sige, at det Stumme er talende, da det end ikke i den Forstand er et Sprog, som Fingersproget er det. Saaledes er det derimod ikke med Sproget. Det Sandselige er nedsat til blot Redskab og saaledes oph&ae;vet. Hvis et Menneske talte saaledes, at man h&o-;rte Tungens Slag o. s. v., saa talte han slet; hvis han h&o-;rte saaledes, at han h&o-;rte Luftsvingningerne istedetfor Ordet, saa h&o-;rte han slet; hvis En l&ae;ste en Bog saaledes, at han bestandig saae hvert enkelt Bogstav, saa l&ae;ste han slet. Netop da er Sproget det fuldkomme Medium, naar alt det Sandselige er negeret deri. Saaledes er det ogsaa med Musikken: det, der egentlig skal h&o-;res, frigj&o-;r sig bestandig fra det Sandselige. At Musikken som Medium ikke staaer saa h&o-;it som Sproget, er allerede f&o-;r erindret, og derfor sagde jeg ogsaa, at i en vis Forstand var Musikken et Sprog. Sproget henvender sig til &O-;ret. Dette gj&o-;r intet andet Medium. &O-;ret er igjen den mest aandelig bestemte Sands. Dette troer jeg de Fleste vil indr&o-;mme mig; &o-;nsker Nogen n&ae;rmere Oplysning herom, saa vil jeg henvise til Fortalen til &anfbeg;Karrikaturen des Heiligsten&anfslut; af Steffens. Musikken er foruden Sproget det eneste Medium, der henvender sig til &O-;ret. Heri ligger atter en Analogi og et _VinkVidneVidne om, i hvilken Forstand Musikken er et Sprog. Der er Meget i Naturen, der henvender sig til &O-;ret, men det, der her ber&o-;rer &O-;ret, er det reent Sandselige og derfor er Naturen stum, og det er en latterlig Indbildning, at man h&o-;rer Noget, fordi man h&o-;rer en Ko br&o-;le eller, hvad maaskee gj&o-;r st&o-;rre Pr&ae;tension, en Nattergal slaae; det er Indbildning, at man h&o-;rer Noget, en Indbildning, at det Ene er mere v&ae;rd end det Andet, da det Alt er Hips om Haps. Sproget har i Tiden sit Element, alle &o-;vrige Medier har Rummet til Element. Kun Musikken foregaaer ogsaa i Tiden. Men det, at den foregaaer i Tiden, det er igjen en Negation af det Sandselige. Hvad de &o-;vrige Kunster frembringe, antyder netop derved deres Sandselighed, at det har sin Bestaaen i Rummet. Nu er der igjen meget i Naturen, der foregaaer i Tiden. Naar saaledes en B&ae;k risler og bliver ved at risle, saa synes deri at ligge en Bestemmelse af Tid. Imidlertid er det ikke saa, og forsaavidt man endelig vil have, at Tidens Bestemmelse her skal v&ae;re tilstede, saa maa man sige, at den vel er det, men den er rummelig bestemmet. Musikken existerer ikke uden i det &O-;ieblik, den foredrages, thi om man endog nok saa godt kunde l&ae;se Noder og har en nok saa levende Indbildningskraft, saa kan man dog ikke negte, at det er kun i uegentlig Forstand at den er til, idet den l&ae;ses. Egentlig existerer den kun idet den foredrages. Dette kunde synes en Ufuldkommenhed ved denne Kunst i Sammenligning med de andre Kunster, hvis Frembringelser bestandig bestaae, fordi de have deres Bestaaen i det Sandselige. Dog er det ikke saa. Det er netop et Beviis paa, at det er en h&o-;iere, en aandeligere Kunst. Gaaer jeg nu ud fra Sproget, for ved en Bev&ae;gelse igjennem dette ligesom at lytte mig Musikken ud, saa viser Sagen sig omtrent saaledes. Antager jeg, at Prosa er den Sprogform, der er mest fjernet fra Musikken, saa bem&ae;rker jeg allerede i det oratoriske Foredrag, i den sonore Bygning af Perioder en Anklang af det Musikalske, der tr&ae;der st&ae;rkere og st&ae;rkere frem igjennem forskjellige Trin i det poetiske Foredrag, i Versets _{Bygning i}Bygning, i Rimet, indtil endelig det Musikalske har udviklet sig saa st&ae;rkt, at Sproget h&o-;rer op og Alt bliver Musik. Dette er jo et Yndlingsudtryk, som Digterne bruge for at betegne, at de ligesom give Afkald paa Ideen, den forsvinder for dem, Alt ender med Musik. Heri kunde nu synes at ligge, at Musik er et endnu fuldkomnere Medium end Sproget. Imidlertid er dette en af disse sm&ae;gtende Misforstaaelser, der kun opkomme i tomme Hoveder. At det er en Misforstaaelse, skal senere igjen blive paaviist, her vil jeg blot gj&o-;re opm&ae;rksom paa den m&ae;rkelige Omst&ae;ndighed, at jeg nemlig ved en Bev&ae;gelse i modsat Retning igjen st&o-;der paa Musikken, naar jeg nemlig fra den af Begrebet gjennemtr&ae;ngte Prosa gaaer ned efter, til jeg lander ved Interjectioner, der igjen ere musikalske, saaledes som jo Barnets f&o-;rste Lallen igjen er musikalsk. Her kan der dog vel ikke v&ae;re Tale om, at Musikken er et fuldkomnere Medium end Sproget, eller at Musikken er et rigere Medium end Sproget, med mindre man antager, at det at sige: uh, er mere v&ae;rd end en heel Tanke. Men hvad f&o-;lger nu heraf: overalt hvor Sproget h&o-;rer op m&o-;der jeg det Musikalske? Dette er dog vel det fuldkomneste Udtryk for, at Musikken overalt begr&ae;ndser Sproget. Heraf vil man tillige see, hvorledes det h&ae;nger sammen med hiin Misforstaaelse, at Musikken skulde v&ae;re et rigere Medium end Sproget. Idet nemlig Sproget h&o-;rer op, Musikken begynder, idet, som man siger, Alt er musikalsk, saa gaaer man ikke frem, men man gaaer tilbage. Deraf kommer det, at jeg, og deri vil maaskee ogsaa Kyndige give mig Ret, aldrig har havt Sympathi for den sublimerede Musik, der mener ikke at beh&o-;ve Ordet. Den mener nemlig i Reglen at v&ae;re h&o-;iere end Ordet, uagtet den er ringere. Nu kunde man vel gj&o-;re mig f&o-;lgende Indvending. Hvis det er sandt, at Sproget er et rigere Medium end Musikken, saa er det ubegribeligt, at det er forbundet med saa stor Vanskelighed &ae;sthetisk at gj&o-;re Rede for det Musikalske, ubegribeligt, at Sproget her bestandig viser sig som et fattigere Medium end Musikken. Dette er imidlertid hverken ubegribeligt eller uforklarligt. Musikken udtrykker nemlig bestandig det Umiddelbare i dets Umiddelbarhed; deraf kommer det ogsaa, at Musikken i Forhold til Sproget viser sig f&o-;rst og sidst, men deraf indsees ogsaa, at det er en Misforstaaelse at sige, at Musikken er et fuldkomnere Medium. I Sproget ligger Reflexionen, og derfor kan Sproget ikke udsige det Umiddelbare. Reflexionen dr&ae;ber det Umiddelbare, og derfor er det umuligt i Sproget at _{opfangeops&o-;geudsige}udsige det Musikalske, men denne Sprogets tilsyneladende Fattigdom er netop dets Rigdom. Det Umiddelbare er nemlig det Ubestemmelige, og derfor kan Sproget ikke opfatte det; men det, at det er det Ubestemmelige, er ikke dets Fuldkommenhed men en Mangel ved det. Dette anerkjender man indirecte paa mange Maader. Saaledes, for blot at anf&o-;re et Exempel, siger man: jeg veed egentlig ikke at gj&o-;re Rede for, hvorfor jeg gj&o-;r dette eller hiint saa eller saa, jeg gj&o-;r det efter Geh&o-;ret. Man bruger her ofte om Ting, der staae i intet Forhold til det Musikalske, et Ord, hentet fra Musikken, men betegner tillige herved det Dunkle, Uforklarede, Umiddelbare. Er nu det Umiddelbare aandelig bestemmet, det, der egentlig kommer til Udtryk i det Musikalske, saa kan man atter n&ae;rmere sp&o-;rge, hvad det er for en Art af det Umiddelbare, der v&ae;sentlig er Musikkens Gjenstand. Det Umiddelbare, aandelig bestemmet, kan enten v&ae;re bestemmet saaledes, at det falder _{ind under Aanden, eller at det falder udenfor Aanden. Naar det Umiddelbare, aandelig bestemmet, bestemmes saaledes, at det falder ind under Aand, da kanind under Aand, da kan}ind under Aand, da kan det vel finde sit Udtryk i det Musikalske, men dette Umiddelbare kan dog ikke v&ae;re Musikkens absolute Gjenstand, thi da det er bestemmet saaledes, at det skal falde ind under Aand, saa er derved antydet, at Musikken er paa et fremmed Gebeet, den danner et Forspil, som bestandig oph&ae;ves. Er derimod det Umiddelbare aandelig bestemmet, bestemmet saaledes, at det falder udenfor Aand, da har Musikken heri sin absolute Gjenstand. For det f&o-;rste Umiddelbare er det et Uv&ae;sentligt, at det udtrykkes i Musik, medens det er v&ae;sentligt for det, at det bliver Aand og altsaa udtrykkes i Sproget; for dette derimod er det et V&ae;sentligt, at det udtrykkes i Musik, det kan alene udtrykkes deri, kan ikke udtrykkes i Sproget, da det er aandeligt bestemmet saaledes, at det falder udenfor Aanden og altsaa udenfor Sproget. Men det Umiddelbare, der saaledes udelukkes af Aanden, er den sandselige Umiddelbarhed. Denne tilh&o-;rer Christendommen. Den har i Musikken sit absolute Medium, og heraf lader det sig ogsaa forklare, at Musikken i den antike Verden ikke egentlig blev udviklet, men tilh&o-;rer den christelige. Den er da Mediet for det Umiddelbare, der, aandelig bestemt, er bestemt saaledes, at det ligger udenfor Aanden. Naturligviis kan Musikken udtrykke meget Andet, men dette er dens absolute Gjenstand. Man m&ae;rker ogsaa let, at Musikken er et sandseligere Medium end Sproget, da jo her l&ae;gges meget mere V&ae;gt paa den sandselige Lyden end ved Sproget. Sandselig Genialitet er altsaa Musikkens absolute Gjenstand. Sandselig Genialitet er absolut lyrisk, og i Musikken kommer den til Udbrud i hele sin lyriske Utaalmodighed; den er nemlig aandelig bestemmet og er derfor Kraft, Liv, Bev&ae;gelse, bestandig Uro, bestandig Succession, men denne Uro, denne Succession beriger den ikke, den bliver bestandig den samme, den udfolder sig ikke, men stormer uafbrudt frem ligesom i eet Aandedrag. Naar jeg nu med et eneste Pr&ae;dikat skulde betegne denne Lyriskhed, saa maatte jeg sige: den toner; og hermed er jeg da atter kommen tilbage paa den sandselige Genialitet som den, der viser sig umiddelbar musikalsk. At endogsaa jeg dette Punkt betr&ae;ffende kunde sige adskilligt mere, det veed jeg; at det vil v&ae;re en let Sag for de Kyndige, ganske anderledes at bringe Alt paa det Rene, derom er jeg overbeviist, da imidlertid Ingen, saavidt jeg veed, har gjort Fors&o-;g derpaa eller Mine dertil, da man bestandig blot vedbliver at gjentage, at Mozarts Don Juan er Kronen blandt Operaer, uden videre at udvikle, hvad man mener dermed, skj&o-;ndt dog Alle sige det paa en Maade, som tydelig beviser, at de hermed ville sige noget Mere, end at Don Juan er den bedste Opera, at der er en qvalitativ Forskjel mellem den og alle andre Operaer, som dog vel ikke kan v&ae;re at s&o-;ge i Andet end i det absolute Forhold mellem Idee, Form, Stof og Medium, da, siger jeg, dette forholder sig saaledes, saa har jeg brudt Tausheden. Maaskee har jeg v&ae;ret noget for iilsom, maaskee var det lykkedes mig at sige det bedre, hvis jeg vilde have biet endnu nogen Tid, maaskee, jeg veed det ikke, men det veed jeg, at jeg ikke har ilet for at have den Gl&ae;de at komme til at tale, ikke ilet, fordi jeg frygtede for, at en Kyndigere skulde komme mig i Forkj&o-;bet, men fordi jeg frygtede for, at hvis ogsaa jeg taug, saa skulde Stenene give sig til at tale til &Ae;re for Mozart, til Skj&ae;ndsel for ethvert Menneske, hvem det blev givet at tale. Hvad der hidtil er sagt, antager jeg for at v&ae;re nogenlunde tilstr&ae;kkeligt i Forhold til denne lille Unders&o-;gelse, da det her v&ae;sentlig skal tjene til at bane Veien for _{BetrgtgenBetegnelsen}Betegnelsen af de umiddelbare erotiske Stadier, saaledes som vi l&ae;re dem at kjende ved Mozart. Inden jeg imidlertid gaaer over dertil, vil jeg endnu anf&o-;re en Kjendsgjerning, der fra en anden Side kan henlede Tanken paa det absolute Forhold mellem sandselig Genialitet og det Musikalske. Som bekjendt har Musikken altid v&ae;ret Gjenstand for den religi&o-;se Ivers mist&ae;nksomme Opm&ae;rksomhed. Om den har Ret heri eller ikke, det besk&ae;ftiger os ikke her, thi det vilde jo kun have religi&o-;s Interesse; derimod er det ikke uden Betydning at agte paa, hvad der har bestemt hertil. Forf&o-;lger jeg den religi&o-;se Ivren i denne Henseende, saa kan jeg ganske i Almindelighed bestemme Bev&ae;gelsens Gang saaledes: jo strengere Religi&o-;sitet, jo mere giver man Afkald paa Musik og udh&ae;ver Ordet. De forskjellige Stadier i denne Henseende ere verdenshistorisk repr&ae;senterede. Det sidste Stadium udelukker aldeles Musikken og holder alene paa Ordet. Jeg kunde udpynte det her Sagte med en Mangfoldighed af enkelte Bem&ae;rkninger; det vil jeg imidlertid ikke, men blot anf&o-;re et Par Ord af en Presbyterianer, som forekomme i en Fort&ae;lling af Achim v. Arnim: &anfbeg;Wir Presbyterianer halten die Orgel f&u..;r des Teufels Dudelsack, womit er den Ernst der Betrachtung in Schlummer wiegt, so wie der Tanz die guten Vors&a..;tze bet&a..;ubt.&anfslut; Dette maa ansees for en Replik instar omnium. Hvad Grund kan man nu have til at udelukke Musikken for derved at gj&o-;re Ordet til det ene Herskende? At Ordet kan forvirre Gemytterne ligesaavel som Musik, naar det misbruges, vil vist alle opvakte Sekter indr&o-;mme. Der maa altsaa v&ae;re en qvalitativ Forskjel mellem dem. Men det, den religi&o-;se Iver vil have udtrykt, er Aand, derfor fordrer den Sproget, der er Aandens egentlige Medium, og forkaster Musikken, der er den et sandseligt Medium og forsaavidt altid et ufuldkomment Medium til at udtrykke Aanden ved. Om nu den religi&o-;se Iver har Ret i at udelukke Musikken, det er, som sagt, et andet Sp&o-;rgsmaal; derimod kan dens Betragtning af Musikkens Forhold til Sproget v&ae;re fuldkommen rigtig. Udelukkes beh&o-;ver nemlig derfor ikke Musikken, men man maa see, at den dog paa Aandens Gebeet er et ufuldkomment Medium, og at den altsaa ikke i det umiddelbart Aandelige, bestemt som Aand, kan have sin absolute Gjenstand. Deraf f&o-;lger ingenlunde, at man beh&o-;ver at ansee den som Dj&ae;velens V&ae;rk, selv om vor Tid skulde frembyde mange r&ae;dsomme Beviser paa den d&ae;moniske Magt, hvormed Musikken kan gribe et Individ, og dette Individ igjen sp&ae;nde og fange M&ae;ngden, is&ae;r af Fruentimmer, i Angstens forf&o-;riske Snarer, med hele Vellystens pirrende Magt. Deraf f&o-;lger ingenlunde, at man beh&o-;ver at ansee den for Dj&ae;velens V&ae;rk, selv om man med en vis hemmelig Gru bem&ae;rker, at denne Kunst fremfor nogen anden Kunst paa en forf&ae;rdelig Maade ofte opriver sine Dyrkere, et Ph&ae;nomen, som, besynderligt nok, synes at v&ae;re undgaaet Psychologernes og M&ae;ngdens Opm&ae;rksomhed, undtagen naar de en enkelt Gang opskr&ae;mmes af en fortvivlet Individualitets Angstskrig. Imidlertid er det m&ae;rkeligt nok, at i Folkesagnene, altsaa i Folkebevidstheden, hvis Udtryk Sagnet er, er det Musikalske _atteraltid det D&ae;moniske. Som et Exempel vil jeg anf&o-;re: irische Elfenm&a..;hrchen af Grimm 1826, pag. 25. 28. 29. 30. Hvad nu de umiddelbar-erotiske Stadier angaaer, da skylder jeg Alt hvad jeg herom kan sige, ene og alene Mozart, hvem jeg overhovedet skylder Alt. Da imidlertid den Sammenstilling, jeg her vil fors&o-;ge, kun indirecte, gjennem en Andens Combination, kan henf&o-;res til ham, saa har jeg, inden jeg gjorde Alvor deraf, pr&o-;vet mig selv og Sammenstillingen, om jeg paa nogen Maade kunde forstyrre mig selv eller en L&ae;ser Gl&ae;den af at beundre Mozarts ud&o-;delige Arbeider. Den, der vil see Mozart i sin sande ud&o-;delige Storhed, maa betragte hans Don Juan; i Sammenligning hermed er alt Andet tilf&ae;ldigt, uv&ae;senligt. Men naar man nu betragter Don Juan saaledes, at man seer enkelte Ting af Mozarts andre Operaer med ind under dette Synspunkt, saa holder jeg mig overbeviist om, at man hverken forkleiner ham eller skader sig selv og sin N&ae;ste. Man vil da faae Leilighed til at gl&ae;de sig over, at det, der er Musikkens egentlige Potens, er udt&o-;mt i Mozarts Musik. Naar jeg for&o-;vrigt i det Foregaaende har brugt og i det F&o-;lgende vedbliver at bruge det Udtryk: Stadium, saa maa det ikke urgeres, som om hvert enkelt existerede selvst&ae;ndigt, det ene udenfor det andet. Jeg kunde maaskee mere tr&ae;ffende bruge det Udtryk Metamorphose. De forskjellige Stadier tilsammen tagne udgj&o-;re det umiddelbare Stadium, og man vil deraf indsee, at de enkelte Stadier mere er en Aabenbarelse af et Pr&ae;dikat, saaledes at alle Pr&ae;dikater styrte ned i det sidste Stadiums Riigdom, da dette er det egentlige Stadium. De andre Stadier have ingen selvst&ae;ndig Existents; for sig selv ere de kun for Forestillingen, og deraf vil man ogsaa see deres Tilf&ae;ldighed ligeoverfor det sidste Stadium. Da de imidlertid have fundet et s&ae;rskilt Udtryk i Mozarts Musik, saa skal jeg s&ae;rskilt omtale dem. Fremfor Alt maa man imidlertid ikke t&ae;nke paa forskjellige Trin i Bevidstheder, da selv det sidste Stadium endnu ikke er kommet til Bevidsthed; jeg har bestandig kun med det Umiddelbare at gj&o-;re i dets fuldkomne Umiddelbarhed. De Vanskeligheder, som altid m&o-;de, naar man vil gj&o-;re Musik til Gjenstand for &ae;sthetisk Betragtning, udeblive naturligviis heller ikke her. Vanskeligheden i det Foregaaende laae fornemmelig deri, at medens jeg ad Tankens Vei vilde bevise, at sandselig Genialitet er Musikkens v&ae;sentlige Gjenstand, dette dog egentlig kun kan bevises ved Musik, ligesom jeg jo ogsaa selv gjennem Musik er kommen til Erkjendelse deraf. Den Vanskelighed, det F&o-;lgende har at k&ae;mpe med, er n&ae;rmest den, at da det, den Musik udtrykker, der her bliver Gjenstand for Omtale, v&ae;sentlig er Musikkens egentlige Gjenstand, saa udtrykker den det langt fuldkomnere end Sproget formaaer det, der tager sig meget fattigt ud ved Siden af den. Ja, havde jeg med forskjellige Bevidsthedstrin at gj&o-;re, da blev Fordelen naturligviis paa min og paa Sprogets Side, men det er her ikke Tilf&ae;lde. Det, der altsaa her bliver at udvikle, kan kun have sin Betydning for den, der har h&o-;rt og bestandig vedbliver at h&o-;re. For ham kan det maaskee indeholde et enkelt Vink, der kan bev&ae;ge ham til atter at h&o-;re. F&o-;rste Stadium Det f&o-;rste Stadium er antydet i Pagen i Figaro. Det gj&ae;lder naturligviis her om, ikke i Pagen at see et enkelt Individ, hvilket man saa let fristes til, naar man i Tanken eller i Virkelighed seer det fremstillet af en Personlighed. Det bliver da vanskeligt at undgaae, hvad der for en Deel ogsaa er Tilf&ae;ldet med Pagen i Stykket, at ikke noget Tilf&ae;ldigt, noget Ideen Uvedkommende blander sig ind, at han ikke kommer til at v&ae;re Mere end han skal v&ae;re; thi dette bliver han i en vis Forstand &o-;ieblikkelig, saasnart han bliver Individ. Men ved at blive Mere, bliver han Mindre, han oph&o-;rer at v&ae;re Ideen. Derfor kan man ikke indr&o-;mme ham Replik, men Musikken bliver det eneste ad&ae;qvate Udtryk, og det er derfor m&ae;rkeligt, at saavel Figaro som Don Juan, saaledes som de ere udgangne fra Mozarts Haand, h&o-;re til opera seria. Betragter man nu Pagen saaledes som en mythisk Figur, saa vil man finde i Musikken udtrykt det Eiendommelige for det f&o-;rste Stadium. Det Sandselige vaagner, dog ikke til Bev&ae;gelse, men til stille Qviescens, ikke til Fryd og Gl&ae;de, men til dyb Melancholi. Attraaen er endnu ikke vaagnet, den er tungsindig ahnet. I Attraaen er bestandig det Attraaede, det stiger op af denne og viser sig i en forvirrende D&ae;mren. Dette Forhold foregaaer for det Sandselige, ved Skygger og Taager fjernes det, ved Afspeiling i disse bringes det n&ae;rmere. Hvad der vil blive Attraaens Gjenstand eier Attraaen, men eier det uden at have attraaet det og eier det saaledes ikke. Dette er den smertelige, men ogsaa ved sin S&o-;dme bedaarende og fortryllende Modsigelse, der med sit Vemod, sit Tungsind gjennemlyder dette Stadium. Dens Smerte ligger nemlig ikke i, at der er for Lidet, men snarere i at der er for Meget. Attraaen er stille Attraa, L&ae;ngselen stille L&ae;ngsel, Sv&ae;rmeriet stille Sv&ae;rmeri, hvori Gjenstanden d&ae;mrer og er denne saa n&ae;r, at den er i denne. Det Attraaede sv&ae;ver over Attraaen, synker ned i den, uden at dog denne Bev&ae;gelse skeer ved Attraaens egen tiltr&ae;kkende Kraft, eller fordi der attraaes. Det Attraaede svinder ikke bort, snoer sig ikke ud af Attraaens Favntag, thi da vilde Attraaen netop vaagne; men det er uden at v&ae;re attraaet for Attraaen, som derfor netop bliver tungsindig, fordi den ikke kan komme til at attraae. Saasnart Attraaen vaagner, eller rettere, i og med dens Vaagnen, skilles Attraaen og Gjenstanden for Attraaen ad, nu aander Attraaen frit og sundt, medens den tidligere ikke kunde aande for det Attraaede. Naar Attraaen ikke er vaagnet, tryller og besn&ae;rer det Attraaede, ja n&ae;sten &ae;ngster. Attraaen maa have Luft, maa komme til Udbrud; det skeer derved, at de skilles ad; det Attraaede flygter undseelig, bluf&ae;rdig som en Kvinde, der bliver Adskillelse mellem dem, det Attraaede forsvinder et apparet sublimis eller i ethvert Tilf&ae;lde udenfor Attraaen. Naar man maler Loftet i et V&ae;relse heelt over med Figurer den ene ved Siden af den anden, saa trykker et saadant Loft, som Maleren siger; anbringer man en enkelt Figur let og flygtigt, saa h&o-;iner dette Loftet. Saaledes med Forholdet mellem Attraaen og det Attraaede paa et f&o-;rste og senere Stadium. Attraaen altsaa, der paa dette Stadium kun er tilstede i en Ahnelse om sig selv, er uden Bev&ae;gelse, uden Uro, kun sagtelig vugget af en uforklarlig indre R&o-;relse, som Plantens Liv er f&ae;ngslet til Jorden, saaledes er den hensjunken i stille pr&ae;sentisk L&ae;ngsel, fordybet i Contemplation og kan dog ikke udt&o-;mme sin Gjenstand, v&ae;sentlig fordi der i dybere Forstand ingen Gjenstand er, og dog er denne Mangel paa Gjenstand ikke dens Gjenstand; thi saa var den strax i Bev&ae;gelse, saa var den determineret, om ikke paa anden Maade, saa i Sorg og Smerte, men Sorg og Smerte har ikke den Modsigelse i sig, der er eiendommelig for Melancholi og Tungsindighed, ikke den Tvetydighed, der er S&o-;dmen ved det Melancholske. Skj&o-;ndt Attraaen paa dette Stadium ikke er bestemmet som Attraa, skj&o-;ndt denne anede Attraa med Hensyn til sin Gjenstand er aldeles ubestemt, saa har den dog een Bestemmelse, den er nemlig uendelig dyb. Den suger ligesom Thor gjennem et Horn, hvis Spidse staaer i Verdenshavet; dog er Grunden til, at den ikke kan suge sin Gjenstand til sig, ikke den, at denne er uendelig, men den, at denne Uendelighed ikke kan blive den en Gjenstand. Dens Sugen betegner derfor ikke et Forhold til Gjenstanden, men er identisk med dens Suk og dette er uendelig dybt. I Harmoni med den her givne Beskrivelse af det f&o-;rste Stadium vil man finde, at det har sin store Betydning, at Pagens Parti i musikalsk Henseende er indrettet saaledes, at det ligger for en Fruentimmerstemme. Det Modsigende i dette Stadium er ligesom antydet ved denne Modsigelse, Attraaen er saa ubestemmet, Gjenstanden saa lidet udskilt, at det Attraaede androgynisk hviler i Attraaen, ligesom i Plantelivet Han og Hun sidder paa een Blomst. Attraaen og det Attraaede forenes i denne Eenhed, at de begge ere neutrius generis. Skj&o-;ndt Replikken ikke tilh&o-;rer den mythiske Page, men Pagen i Stykket, den poetiske Figur Cherubin, og skj&o-;ndt som en F&o-;lge deraf der ikke kan i denne Forbindelse reflekteres paa den, da den deels ikke tilh&o-;rer Mozart, deels udtrykker noget ganske Andet, end det, hvorom her er Tale, saa vil jeg dog n&ae;rmere udh&ae;ve en enkelt Replik, fordi den giver mig Anledning til at betegne dette Stadium i dets Analogi til et senere. Susanne spotter over Cherubin, fordi han ogsaa paa en Maade er forelsket i Marseline, og Pagen har intet andet Svar ved Haanden end dette: hun er et Fruentimmer. Med Hensyn til Pagen i Stykket er det v&ae;sentligt, at han er forelsket i Grevinden, uv&ae;sentligt, at han kan forelske sig i Marseline, og er blot et indirecte og paradox Udtryk for den Lidenskabs Heftighed, med hvilken han er f&ae;ngslet til Grevinden. Med Hensyn til den mythiske Page er det lige v&ae;sentligt, at han er forelsket i Grevinden og i Marseline, Qvindeligheden er nemlig hans Gjenstand, og denne have de begge tilf&ae;lleds. Naar vi derfor senere h&o-;re om Don Juan: selv tre Snese Aars Coquetter Han med Fryd paa Listen s&ae;tter, saa er det den fuldkomne Analogi hertil, kun at Attraaens Intensitet og Bestemthed er langt mere udviklet. Skulde jeg nu vove et Fors&o-;g paa, med et enkelt Pr&ae;dikat at betegne det Eiendommelige ved Mozarts Musik med Hensyn til Pagen i Figaro, saa vilde jeg sige: den er elskovsdrukken, men som al Beruselse saa kan en Beruselse i Elskov ogsaa virke paa tvende Maader, enten forh&o-;iet gjennemsigtig Livsgl&ae;de, eller til fort&ae;ttet uklart Tungsind. Dette Sidste er Tilf&ae;ldet med Musikken her, og saaledes er det ogsaa rigtigt; Grunden dertil kan Musikken ikke angive, det gaaer ud over dens Magt; Stemningen selv kan Ordet ikke udtrykke, den er for tung og v&ae;gtfyldig til at Ordet kan b&ae;re den, den kan kun Musikken gjengive. Grunden til dens Melancholi ligger i den dybe indre Modsigelse, vi i det Foregaaende have s&o-;gt at gj&o-;re opm&ae;rksom paa. Vi forlade nu det f&o-;rste Stadium, der er betegnet med den mythiske Page; vi lade ham vedblive tungsindig at dr&o-;mme om hvad han har, melancholsk at attraae, hvad han eier. Videre kommer han aldrig, han kommer aldrig af Stedet, thi hans Bev&ae;gelser ere illusoriske og saaledes ingen. En anden Sag er det med Pagen i Stykket; for hans Fremtid ville vi interessere os med et sandt og oprigtigt Venskab, vi gratulere ham til at han er bleven Capitain, vi tillade ham endnu engang at kysse Susanne til Afsked, vi skal ikke forraade ham med Hensyn til det M&ae;rke, han har paa Panden, som Ingen kan see uden den, der veed; men saa heller ikke mere, min gode Cherubin, eller vi kalde paa Greven, og saa hedder det: &anfbeg;fort afsted, paa D&o-;ren, til Regimentet, han er jo intet Barn, det er der Ingen, der bedre veed end jeg.&anfslut; Andet Stadium Dette Stadium er betegnet ved Papageno i Tryllefl&o-;iten. Her gj&ae;lder det naturligviis atter om at adskille det V&ae;sentlige fra det Tilf&ae;ldige, at fremmane den mythiske Papageno og glemme den i Stykket virkelige Person, og det i S&ae;rdeleshed her, da denne Person i Stykket er kommen i Forbindelse med allehaande bet&ae;nkeligt Galimathias. Det kunde i denne Henseende ikke v&ae;re uden Interesse at gjennemgaae den hele Opera for at vise, at Sujettet i den, som Opera-Sujet betragtet, er forfeilet i sin dybeste Grund. Man vilde da tillige her ikke savne Anledning til at belyse det Erotiske fra en ny Side, idet man paaagtede, hvorledes det Foretagende at l&ae;gge en dybere ethisk Anskuelse ind deri, saaledes at denne fors&o-;ger sig i allehaande betydningsfuldere dialektiske Pr&o-;velser, er et Vovestykke, der har vovet sig aldeles ud over Musikkens Gr&ae;ndse, saa at det selv for en Mozart har v&ae;ret umuligt at laane det nogen dybere Interesse. Den definitive Tendens i denne Opera er netop det _MusikalskeUmusicalske i den, og derfor bliver den, til Trods for enkelte fuldendte Concertnummere, _enkeltenkelte dybt bev&ae;gede pathetiske Yttringer, ingenlunde en classisk Opera. Dog Alt dette kan i n&ae;rv&ae;rende lille Unders&o-;gelse ikke besk&ae;ftige os. Vi have kun med Papageno at gj&o-;re. Dette er nu en stor Fordeel for os, om ikke af anden Grund saa fordi vi derved ere fritagne for ethvert Fors&o-;g paa at ville forklare Betydningen af Papagenos Forhold til Tamino, et Forhold, der i Henseende til Anl&ae;g seer saa dybsindigt og t&ae;nksomt ud, at det n&ae;sten bliver ut&ae;nkeligt for lutter T&ae;nksomhed. En saadan Behandling af Tryllefl&o-;iten kunde maaskee synes en og anden L&ae;ser vilkaarlig, baade fordi den seer for Meget i Papageno og for Lidet i hele den &o-;vrige Opera; han vil maaskee ikke kunne billige vor Adf&ae;rd. Dette har da sin Grund deri, at han ikke er enig med os i Udgangspunktet for enhver Betragtning af Mozarts Musik. Dette er nemlig, efter vor Formening, Don Juan, og tillige er det vor Overbeviisning, at, da naar man seer Adskilligt af de &o-;vrige Operaer med heri, viser man mest Pietet mod Mozart, uden at jeg derfor vil negte Betydningen af at gj&o-;re hver enkelt Opera til Gjenstand for s&ae;rskilt Betragtning. Attraaen vaagner, og som det altid gaaer, at man f&o-;rst m&ae;rker man har dr&o-;mt i det &O-;ieblik man vaagner, saaledes ogsaa her, Dr&o-;mmen er forbi. Denne V&ae;kkelse, hvorved Attraaen vaagner, denne Rystelse adskiller Attraaen og Gjenstanden, giver Attraaen en Gjenstand. Dette er en dialektisk Bestemmelse, som skarpt maa fastholdes, f&o-;rst idet _{Gjenstanden er er}Gjenstanden er, er Attraaen, f&o-;rst idet Attraaen er, er Gjenstanden, Attraaen og Gjenstanden er et Tvillingpar, af hvilke den ene ikke den mindste Deel af et &O-;ieblik f&o-;r den anden kommer til Verden. Men uagtet de saaledes absolut paa engang komme til Verden, og end ikke have det Spatium af Tid imellem som Tvillinger ellers kunne have, saa er Betydningen af denne Tilblivelse ikke den, at de forenes, men tvertimod den, at de adskilles. Men denne det Sandseliges Bev&ae;gelse, denne Jordrystelse spalter Attraaen og dens Gjenstand for et &O-;ieblik uendeligt fra hinanden; men som det bev&ae;gende Princip viser sig et &O-;ieblik adsplittende, saaledes aabenbarer det sig igjen ved at ville forene det Adskilte. F&o-;lgen af Adskillelsen er, at Attraaen rives ud af sin substantielle Hvilen i sig selv, og som en F&o-;lge deraf, at Gjenstanden ikke l&ae;ngere falder ind under Substantialitetens Bestemmelse, men adsplitter sig i en Mangfoldighed. Som Plantens Liv er bundet til Jordsmonnet, saaledes er det f&o-;rste Stadium f&ae;ngslet i substantiel L&ae;ngsel. Attraaen vaagner, Gjenstanden flyer, mangfoldig i sin Aabenbarelse, L&ae;ngselen l&o-;sriver sig fra Jordsmonnet og begiver sig paa Vandring, Blomsten faaer Vinger og flagrer ustadig og utr&ae;ttet hist og her. Attraaen er rettet mod Gjenstanden, den er tillige bev&ae;get i sig selv, Hjertet banker sundt og glad, hurtigt forsvinde og fremkomme Gjenstandene, men dog inden enhver Forsvinden et Nydelsens Nu, et Ber&o-;relsens &O-;ieblik, kort men saligt, St. Hansormsagtigt glimrende, ustadigt og flygtigt som Sommerfuglens Ber&o-;ring, uskadeligt som denne; utallige Kys, men saa hurtigt nydte, at det er, som om der kun toges fra den ene Gjenstand, hvad der gaves den n&ae;ste. Kun momentviis ahnes en dybere Attraa, men denne Ahnelse glemmes. I Papageno gaaer Attraaen ud paa Opdagelser. Denne opdagende Lyst er det Pulserende i den, er dens Munterhed. Den finder ikke den egentlige Gjenstand for denne Opdagelse, men den opdager det Mangfoldige, idet den s&o-;ger deri den Gjenstand, den vil opdage. Attraaen er saaledes vaagnet, men er ikke bestemt som Attraa. Erindrer man, at Attraaen er tilstede paa alle tre Stadier, saa kan man sige, at den paa det f&o-;rste Stadium er bestemmet som dr&o-;mmende, paa det andet som s&o-;gende, paa det tredie som attraaende. Den s&o-;gende Attraa er nemlig endnu ikke attraaende, den s&o-;ger kun det, den kan attraae, men attraaer det ikke. Derfor vil maaskee det Pr&ae;dikat v&ae;re det mest betegnende om den: den opdager. Sammenligne vi saaledes Papageno med Don Juan, saa er hans Reise gjennem Verden noget Mere end en Opdagelses-Reise, han nyder ikke blot Opdagelsens Reise-Eventyr, men er en Ridder, der gaaer ud til Seire (veni &streg; vidi &streg; vici). Opdagelsen og Seiren er her identisk; ja i en vis Forstand kan man sige, at han glemmer Opdagelsen over Seiren, eller at Opdagelsen ligger bag ved ham, og han overlader den derfor til sin Tjener og Secretair Leporello, der i en ganske anden Forstand f&o-;rer Liste end hvis jeg t&ae;nkte mig Papageno holde Bog. Papageno udseer, Don Juan nyder, Leporello efterseer. Eiendommeligheden ved dette som ved ethvert Stadium kan jeg vel fremstille for Tanken, men bestandig kun i det &O-;ieblik, det har oph&o-;rt at v&ae;re. Men om jeg end nok saa fuldst&ae;ndig kunde beskrive dets Eiendommelighed og forklare Grunden til denne, saa bliver der dog altid et Noget tilbage, som jeg ikke kan udsige, og som dog vil h&o-;res. Det er for umiddelbart til at fastholdes i Ord. Saaledes her med Papageno, det er den samme Vise, den samme Melodi; han begynder frisk v&ae;k forfra, naar han er f&ae;rdig, og saaledes bestandig. Man kunde nu gj&o-;re mig den Indvending, at det overhovedet var umuligt at udsige noget Umiddelbart. Dette er i en vis Forstand ogsaa ganske rigtigt, men Aandens Umiddelbarhed har for det F&o-;rste sit umiddelbare Udtryk i Sproget, og dern&ae;st forsaavidt der derved, at Tanken tr&ae;der til det, foregaaer en Forandring dermed, saa bliver det dog v&ae;sentlig det Samme, netop fordi det er Aandens Bestemmelse. Her er det derimod en Sandselighedens Umiddelbarhed, der som saadan har et ganske andet Medium, hvor altsaa Misforholdet mellem Medierne gj&o-;r Umuligheden absolut. Skulde jeg nu gj&o-;re et Fors&o-;g paa, med et enkelt Pr&ae;dikat at betegne det Eiendommelige ved den Mozartske Musik i den Deel af dette Stykke, som interesserer os, da vilde jeg sige: den er muntert qviddrende, livsfrodig, elskovssprudlende. Hvad jeg nemlig is&ae;r maa l&ae;gge V&ae;gt paa er den f&o-;rste Arie og Klokkespillet; Duetten med _{TaminaTaminoPamina}Tamino og senere med Papagena falder aldeles udenfor Bestemmelsen af det umiddelbar-Musikalske. Betragter man derimod den f&o-;rste Arie, saa vil man vel billige de Pr&ae;dikater, jeg har brugt, og hvis man n&ae;rmere paaagter den, tillige finde en Leilighed til at see, hvilken Betydning det Musikalske har, hvor det viser sig som det absolute Udtryk for Ideen og hvor denne altsaa er umiddelbar-musikalsk. Som bekjendt accompagnerer Papageno sin livsglade Munterhed paa en R&o-;rfl&o-;ite. Ethvert &O-;re har vist paa en besynderlig Maade f&o-;lt sig bev&ae;get af dette Accompagnement; men jo mere man t&ae;nker derover, jo mere man i Papageno seer den mythiske Papageno, desto udtryksfuldere og mere betegnende vil man finde det; man bliver ikke tr&ae;t af, atter og atter at h&o-;re det, fordi det er et absolut ad&ae;qvat Udtryk for hele Papagenos Liv, hvis hele Liv er en saadan ustandset Qviddren, der uafbrudt sorgl&o-;s qviddrer fort i al &O-;rkesl&o-;shed, og som er glad og forn&o-;iet, fordi dette er hans Livs Indhold, glad i sin Gjerning og glad i sin Sang. Som bekjendt er det nu saa saare dybsindig indrettet saaledes i Operaen, at Taminos og Papagenos Fl&o-;ite correspondere med hinanden. Og dog, hvilken Forskjel! Taminos Fl&o-;ite, der dog er den, efter hvilken Stykket er n&ae;vnet, forfeiler aldeles sin Virkning, og hvorfor? fordi Tamino slet ikke er nogen musikalsk Figur. Dette ligger i den hele Operas forfeilede Anl&ae;g. Tamino bliver h&o-;ist kjedsommelig og sentimental paa sin Fl&o-;ite, og naar man reflekterer paa hele hans &o-;vrige Udvikling, hans Bevidstheds Tilstand, saa kommer man, hver Gang han tager sin Fl&o-;ite frem og bl&ae;ser et Stykke paa den, til at t&ae;nke paa Bonden hos Horats (rusticus exspectat, dum defluat amnis), kun at Horats ikke har givet sin Bonde en Fl&o-;ite til unyttig Tidsfordriv. Tamino er som dramatisk Figur aldeles ude over det Musikalske, som overhovedet den Aandsudvikling, Stykket vil fuldkomme, er en aldeles umusikalsk Idee. Tamino er netop kommen saavidt, at det Musikalske h&o-;rer op, derfor bliver hans Fl&o-;itespil kun Tidspilde, til at fordrive Tanker. Fordrive Tanker kan Musikken nemlig ypperligt, endog onde Tanker, som man jo siger om David, at han ved sit Spil fordrev Sauls onde Lune. Imidlertid ligger der en stor Skuffelse heri; thi den gj&o-;r det kun forsaavidt som den f&o-;rer Bevidstheden tilbage i Umiddelbarheden og dysser den deri. Individet kan derfor vel f&o-;le sig lykkeligt i Rusens &O-;ieblik, men bliver kun desto ulykkeligere. Ganske in parenthesi skal jeg her tillade mig en Bem&ae;rkning. Man har brugt Musik til at helbrede Sindssvage; man har ogsaa i en vis Forstand opnaaet sin Hensigt, og dog er det en Illusion. Naar nemlig Afsindigheden har en mental Grund, saa ligger den altid i en Forh&ae;rdelse paa et eller andet Punkt i Bevidstheden. Denne Forh&ae;rdelse maa overvindes, men for at den i Sandhed skal overvindes, maa man gaae aldeles den modsatte Vei af den, der f&o-;rer til Musikken. Naar man nu anvender Musikken, saa gaaer man aldeles den urigtige Vei og gj&o-;r Patienten endnu mere afsindig, om han end synes at oph&o-;re at v&ae;re det. Hvad jeg her har sagt om Taminos Fl&o-;itespil, kan jeg vel gjerne lade staae uden Frygt for at see det misforstaaet. Det er ingenlunde min Hensigt at negte, hvad der jo ogsaa flere Gange er indr&o-;mmet, at Musikken kan som Accompagnement have sin Betydning, idet den da tr&ae;der ind paa et fremmed Gebeet, Sprogets nemlig; Feilen i Tryllefl&o-;iten er imidlertid den, at det, hele Stykket tenderer til, er Bevidsthed, og altsaa er Stykkets egentlige Tendens at oph&ae;ve Musikken, og dog skal det v&ae;re en Opera, og end ikke denne Tanke er klar i Stykket. Som Udviklingens Maal er sat den ethisk bestemte Kj&ae;rlighed eller den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed, og deri ligger Stykkets Grundfeil, thi lad denne forresten v&ae;re, geistlig eller verdslig talt, hvad den v&ae;re vil, een Ting er den ikke, den er ikke musikalsk, ja den er absolut umusikalsk. Den f&o-;rste Arie har altsaa i musikalsk Henseende sin store Betydning som det umiddelbar-musikalske Udtryk for hele Papagenos Liv, og Historie, der i samme Grad som Musik er det absolut ad&ae;qvate Udtryk for denne, kun i uegentlig Forstand er Historie; Klokkespillet derimod er det musikalske Udtryk for hans Virksomhed, om hvilken man igjen kun kan faae en Forestilling gjennem Musik; den er fortryllende, fristende, tillokkende ligesom hiin Mands Spil, der bragte Fiskene til at standse og lytte. De Replikker, som skyldes enten Schikaneder eller den danske Overs&ae;tter ere i Almindelighed saa vanvittige og dumme, at det n&ae;sten bliver ubegribeligt, hvorledes Mozart har bragt det ud deraf, han har gjort. At lade Papageno sige om sig selv: jeg er et Naturmenneske, og saaledes i samme Nu gj&o-;re sig selv til L&o-;gner, kan ansees for et Exempel instar omnium. En Undtagelse kunde man gj&o-;re med de Ord i Texten til den f&o-;rste Arie, at han s&ae;tter de Piger, han fanger, ind i sit Buur. Hvis man nemlig vil l&ae;gge lidt mere i dem end hvad formodentlig Forfatteren selv har lagt i dem, saa betegne de netop det Uskadelige i Papagenos Virksomhed, saaledes som vi ovenfor have antydet det. Vi forlade nu den mythiske Papageno. Den virkelige Papagenos Skj&ae;bne kan ikke besk&ae;ftige os, vi &o-;nske ham til Lykke med hans lille Papagena, og vi tillade ham gjerne at s&o-;ge sin Gl&ae;de i at befolke en Urskov eller en heel Verdensdeel med lutter Papagenoer. Tredie Stadium Dette Stadium er betegnet med Don Juan. Her er jeg ikke som ved det Foregaaende i det Tilf&ae;lde at maatte udsondre en enkelt Deel af en Opera, her gjelder det ikke om at adskille men at sammenfatte, da den hele Opera v&ae;sentlig er et Udtryk for Ideen, og med Undtagelse af et Par enkelte Nummere v&ae;sentlig hviler i denne, med dramatisk N&o-;dvendighed graviterer til denne som til sit Centrum. Man vil derfor her atter have Leilighed til at see, i hvilken Betydning jeg kan kalde _{det foregaaende Stadium}de foregaaende Stadier ved dette Navn, naar jeg kalder det tredie Stadium Don Juan. Tidligere har jeg allerede erindret om, at de ikke have nogen s&ae;rlig Existens, og naar man gaaer ud fra dette tredie Stadium, der egentlig er det hele Stadium, saa kan man ikke saa godt betragte dem som eensidige Abstraktioner, eller forel&o-;bige Anticipationer, men snarere som Ahnelser om Don Juan, kun at det dog bestandig bliver tilbage, der berettiger mig nogenlunde til at bruge det Udtryk Stadium, at de ere eensidige Ahnelser, at hver af dem kun ahner een Side. Modsigelsen paa det f&o-;rste Stadium laae i, at Attraaen ingen Gjenstand kunde faae, men uden at have attraaet var i Besiddelse af dens Gjenstand, og derfor ikke kunde komme til at attraae. Paa det andet Stadium viser Gjenstanden sig i sin Mangfoldighed, men idet Attraaen i denne Mangfoldighed s&o-;ger sin Gjenstand, har den dog i dybere Forstand ingen Gjenstand, den er endnu ikke bestemmet som Attraa. I Don Juan derimod er Attraaen absolut bestemmet som Attraa, er i intensiv og extensiv Forstand den umiddelbare Eenhed af de tvende foregaaende Stadier. Det f&o-;rste Stadium attraaede idealt, det Ene; det andet attraaede det Enkelte under Bestemmelsen af det Mangfoldige, det tredie Stadium er Eenheden heraf. Attraaen har i det Enkelte sin absolute Gjenstand, den attraaer det Enkelte absolut. Heri ligger det Forf&o-;reriske, hvorom vi siden skulle tale. Attraaen er derfor paa dette Stadium absolut _sandsund, seierrig, triumpherende, uimodstaaelig og d&ae;monisk. Man maa derfor naturlig ikke oversee, at her ikke er Talen om Attraaen i et enkelt Individ, men om Attraaen som Princip, aandelig bestemmet som det, Aanden udelukker. Dette er den sandselige Genialitets Idee, saaledes som vi ogsaa ovenfor have antydet den. Udtrykket for denne Idee er Don Juan, og Udtrykket for Don Juan er igjen ene og alene Musik. Det er is&ae;r disse to Betragtninger, der idelig fra forskjellige Sider i det F&o-;lgende vil blive fremh&ae;vet, hvorved da tillige indirekte vil f&o-;res Beviset for denne Operas classiske Betydning. For imidlertid at gj&o-;re det lettere for L&ae;seren at vedligeholde Oversigten, vil jeg s&o-;ge at samle de adspredte Betragtninger under enkelte Punkter. At sige noget Enkelt om denne Musik er ikke min Hensigt, og is&ae;r skal jeg med alle gode Aanders Bistand vogte mig for at sammenskr&ae;kke en M&ae;ngde intetsigende men meget larmende Pr&ae;dikater, eller i linguistisk Geilhed at forraade Sprogets Impotens, og det saameget mere, da jeg ikke anseer det for en Ufuldkommenhed hos Sproget men for en _{h&o-;iereh&o-;i}h&o-;i Potens, men derfor og er desto villigere til at anerkjende Musikken indenfor sin Gr&ae;ndse. Det jeg derimod vil, er deels at belyse Ideen fra saa mange Sider som muligt, og dennes Forhold til Sproget, og derved bestandig mere og mere besp&ae;nde det Territorium, hvor Musikken har hjemme, ligesom &ae;ngste den til at bryde frem, uden at jeg dog kan sige Mere om den, idet den lader sig h&o-;re, end: h&o-;r. Jeg mener dermed at have villet gj&o-;re det H&o-;ieste, som &Ae;sthetikken er istand til at gj&o-;re; om det skal lykkes mig, er en anden Sag. Kun paa et enkelt Sted vil et Pr&ae;dikat som et Stikbrev angive dens Signalement, uden at jeg derfor skal glemme eller tillade L&ae;seren at glemme, at den, der har et Stikbrev i Haanden, derfor ingenlunde har paagrebet den, paa hvem det lyder. Ogsaa Operaens hele Anl&ae;g, dens indre Bygning, vil paa sit Sted blive Gjenstand for s&ae;rskilt Omtale, men atter igjen saaledes, at jeg ikke indlader mig paa at raabe h&o-;it for To: O! bravo schwere Noth Gotts Blitz bravissimo, men kun bestandig frister det Musikalske frem, og dermed mener at have villet gj&o-;re det H&o-;ieste, man i reen &ae;sthetisk Forstand formaaer at gj&o-;re ved det Musikalske. Det jeg altsaa vil give er ikke en fortl&o-;bende Commentar til Musikken, der dog v&ae;sentlig ikke kan indeholde Andet end subjektive Tilf&ae;ldigheder og Idiosynkrasier og kun kan henvende sig til noget Tilsvarende hos L&ae;seren. Selv en saa smagfuld og saa reflexionsriig i sit Udtryk saa mangfoldig Commentator som Dr. Hotho, har dog ikke kunnet undgaae, paa den ene Side, at hans Fortolkning udarter til Ordgyderi, der skal danne Vederlag for Mozarts Tonerigdom, eller lyder som en mat Efterklang, et blegt Aftryk af Mozarts fuldtonige yppige Frodighed, paa den anden Side, at Don Juan snart bliver Mere end han er i Operaen, bliver et reflekterende Individ, snart bliver Mindre. Det Sidste har naturligviis sin Grund i, at det dybe, absolute Point i Don Juan er undgaaet Hotho, for ham er Don Juan dog kun den bedste Opera, den er ikke qvalitativ forskjellig fra alle andre Operaer. Men naar man ikke har indseet dette med det speculative &O-;ies allestedsn&ae;rv&ae;rende Sikkerhed, saa kan man ikke tale v&ae;rdeligen eller retteligen om Don Juan, om man end, hvis man havde indseet det, var istand til at tale langt herligere og rigere og fremfor Alt sandere derom, end den, der her vover sig til at f&o-;re Ordet. &streg; Derimod vil jeg bestandig opspore det Musikalske udaf Ideen, Situationen o. s. v., udlytte det, og naar jeg da har bragt L&ae;seren til at blive i den Grad musikalsk receptiv, at han synes at h&o-;re Musikken, skj&o-;ndt han Intet h&o-;rer, da har jeg fuldkommet min Opgave, da forstummer jeg, da siger jeg til L&ae;seren som til mig selv: h&o-;r. I venlige Genier, som beskytte al uskyldig Kj&ae;rlighed, til Eder befaler jeg mit hele Sind, bevogter I de arbeidende Tanker, at de maae findes Gjenstanden v&ae;rdige, danner I min Sj&ae;l til et velklingende Instrument, lader I Veltalenhedens milde Luftninger ile hen over den, sender I frugtbare Stemningers Vederqv&ae;gelse og Velsignelse. I retf&ae;rdige Aander, I som holde Vagt ved Gr&ae;ndseskjellene i Skj&o-;nhedens Rige, vogter paa mig, at jeg ikke i forvirret Begeistring og blind Iver for at gj&o-;re Don Juan til Alt, gj&o-;r den Uret, forkleiner den, gj&o-;r den til noget Andet, end hvad den virkelig er, hvilket er det H&o-;ieste; I st&ae;rke Aander, der vide at gribe Menneskets Hjerte, staaer mig bi, at jeg maa fange L&ae;seren, ikke i Lidenskabens Garn eller Veltalenhedens R&ae;nker, men i Overbeviisningens evige Sandhed. 1. Sandselig Genialitet, bestemmet som Forf&o-;relse Naar Ideen til Don Juan er opstaaet, vides ikke, kun saa Meget er vist, at den tilh&o-;rer Christendommen og igjennem Christendommen igjen tilh&o-;rer Middelalderen. Hvis man ikke med nogenlunde Sikkerhed kunde forf&o-;lge Ideen tilbage til dette verdenshistoriske Afsnit i den menneskelige Bevidsthed, saa vilde en Betragtning af Ideens indre Beskaffenhed strax fjerne enhver Tvivl. Middelalderen er overhovedet Repr&ae;sentationens _IdeeTid, deels bevidst, deels ubevidst; det Totale repr&ae;senteres i et enkelt Individ, dog saaledes at det kun er en enkelt Side, der er bestemmet som Totalitet og som nu kommer tilsyne i et enkelt Individ, der derfor er baade Mere og Mindre end et Individ. Ved Siden af dette Individ staaer da et andet Individ, der ligesaa totalt repr&ae;senterer en anden Side af Livets Indhold, saaledes Ridderen og Skolastikeren, den Geistlige og den L&ae;ge. Livets storartede Dialektik anskueliggj&o-;res her bestandig i repr&ae;senterende Individer, der som oftest parviis staae lige overfor hinanden, Livet er bestandig kun forhaanden sub una specie, og den store dialektiske Eenhed, der i Eenhed eier Livet sub utraque specie, ahnes ikke. Mods&ae;tningerne staae derfor som oftest indifferente udenfor hinanden. Dette veed Middelalderen ikke af. Saaledes realiserer den selv ubevidst Repr&ae;sentationens Idee, medens f&o-;rst en senere Betragtning seer Ideen deri. S&ae;tter Middelalderen for sin egen Bevidsthed et Individ som Repr&ae;sentant for Ideen, saa s&ae;tter den gjerne ved Siden deraf et andet Individ i Forhold dertil; dette Forhold er da i Almindelighed et comisk Forhold, hvor det ene Individ ligesom b&o-;der paa det Andets uforholdsm&ae;ssige St&o-;rrelse til det virkelige Liv. Saaledes har Kongen Narren ved Siden af sig, Faust Wagner, Don Qvixote Sancho Pansa, Don Juan Leporello. Denne Formation tilh&o-;rer ogsaa v&ae;sentlig Middelalderen. Ideen tilh&o-;rer altsaa Middelalderen, i Middelalderen tilh&o-;rer den igjen ikke en enkelt Digter, den er een af disse urkraftige Ideer, der med autochthonisk Oprindelighed bryde ud af det folkelige Livs Bevidstheds-Verden. Spliden mellem Kj&o-;det og Aanden, som Christendommen har bragt ind i Verden, maatte Middelalderen gj&o-;re til Gjenstand for sin Betragtning, og til den Ende gj&o-;re de stridende Kr&ae;fter hver for sig til en Anskuelsens Gjenstand. Don Juan er nu, om jeg saa t&o-;r sige, Kj&o-;dets Incarnation eller Kj&o-;dets Beaandelse af Kj&o-;dets egen Aand. Dette er allerede tilstr&ae;kkelig fremh&ae;vet i det Foregaaende; hvad jeg her derimod vil gj&o-;re opm&ae;rksom paa er, om man b&o-;r henf&o-;re Don Juan til den tidligere eller sildigere Middelalder. At han staaer i et v&ae;sentligt Forhold til _{Middelalderen}Ridderv&ae;senet, bem&ae;rker vist Enhver let. Enten er han nu den splidagtige, misforstaaede Anticipation af det Erotiske, der kom for Dagen i Ridderen, eller Ridderv&ae;senet er en endnu kun relativ Mods&ae;tning til Aanden, og f&o-;rst idet Mods&ae;tningen endnu dybere kl&o-;ftede sig, f&o-;rst da kom Don Juan tilsyne, som det Sandselige, der paa Liv og D&o-;d er Aanden imod. Ridder-Tidens Erotik har en vis Lighed med Gr&ae;citetens, denne er nemlig sj&ae;lelig bestemt ligesom hiins, men Forskjellen er den, at denne sj&ae;lelige Bestemmethed ligger indenfor en almindelig aandelig Bestemmethed, eller en Bestemmethed som Totalitet. Qvindelighedens Idee er bestandig paa mange Maader i Bev&ae;gelse, hvilket ikke var Tilf&ae;lde i Gr&ae;citeten, hvor Enhver kun var skj&o-;n Individualitet, men Qvindeligheden ikke ahnedes. Ridderens Erotik var derfor ogsaa i Middelalderens Bevidsthed i et nogenlunde forsonligt Forhold til Aanden, om end Aanden i sin nidkj&ae;re Strenghed havde den mist&ae;nkt. Gaaer man nu ud fra, at Aandens Princip er sat ind i Verden, saa kan man enten t&ae;nke sig, at f&o-;rst kom den grelleste Mods&ae;tning, den mest himmelraabende Adskillelse, og derpaa formildedes den efterhaanden. I saa Fald tilh&o-;rer Don Juan den tidligere Middelalder. Antager man derimod, at Forholdet successivt udviklede sig til denne absolute Mods&ae;tning, saaledes som det ogsaa er naturligere, idet Aanden mere og mere tr&ae;kker sine Actier ud af det forenede Firma, for at virke alene, hvorved det egentlige &g.s;&g.k;&g.a;&g.n;&g.d;&g.a;&g.l;&g.o;&g.n; fremkommer, saa tilh&o-;rer Don Juan den senere Middelalder. Vi f&o-;res da i Tiden hen til det Punkt, hvor Middelalderen er if&ae;rd med at h&ae;ve sig, hvor vi da ogsaa tr&ae;ffe en besl&ae;gtet Idee, nemlig Faust, kun at Don Juan maa l&ae;gges lidt tidligere. Idet Aanden ene og alene bestemmet som Aand giver Afkald paa denne Verden, f&o-;ler, at den ikke blot ikke er dens Hjem men end ikke er dens Skueplads, tr&ae;kker sig op i de h&o-;iere Regioner, saa lader den det Verdslige tilbage som Tumleplads for den Magt, den altid har levet i Strid med, og som den nu viger Pladsen for. Idet da Aanden l&o-;ser sig fra Jorden, saa viser Sandseligheden sig med hele sin Magt, den har Intet at indvende mod Skiftet, den indseer ogsaa det Gavnlige i at blive separeret, og er glad ved at Kirken ikke formaaer dem til at blive sammen, men overhugger Baandet, der bandt dem. St&ae;rkere end nogensinde f&o-;r vaagner nu Sandseligheden i hele sin Rigdom, i hele sin Fryd og Jubel, og som Eneboeren i Naturen, det indesluttede Echo, der aldrig taler f&o-;rst til Nogen eller taler uden at blive spurgt, fandt saa stor Behag i Ridderens Jagthorn og i hans Elskovs-Melodier, i Hundeglammet, i Hestenes Fnysen, at det aldrig blev tr&ae;t af at gjentage det atter og atter og tilsidst ligesom ganske sagte for sig selv, for ikke at glemme det, saaledes blev hele Verden en fra alle Sider gjenlydende Bolig for Sandselighedens verdslige Aand, medens Aanden havde forladt Verden. Middelalderen veed meget at tale om et Bjerg, som ikke er funden paa noget Kort, det hedder Venus-Bjerget. Der har Sandseligheden sit Hjem, der har den sine vilde Gl&ae;der, thi den er et Rige, en Stat. I dette Rige har Sproget ikke hjemme, ikke Tankens Besindighed, ikke Reflexionens m&o-;iefulde Erhverven, der lyder blot Lidenskabens elementariske Stemme, Lysternes Spil, Beruselsens vilde Larm, der nydes blot i evig Tummel. Dette Riges F&o-;rstef&o-;dte er Don Juan. At det er Syndens Rige er dermed endnu ikke sagt, thi det maa fastholdes i det &O-;ieblik, da det viser sig i &ae;sthetisk Indifferens. F&o-;rst idet Reflexionen tr&ae;der til, viser det sig som Syndens Rige, men da er Don Juan dr&ae;bt, da forstummer Musikken, da seer man kun den fortvivlede Trods, der afm&ae;gtig stemmer imod, men som ingen Consistens kan finde, end ikke i Toner. Idet Sandseligheden viser sig som det, der skal udelukkes, som det, Aanden ikke vil have med at gj&o-;re, uden at dog denne endnu har f&ae;ldet Dom over det eller ford&o-;mt det, da antager det Sandselige denne Skikkelse, er det D&ae;moniske i &ae;sthetisk Indifferens. Det er kun et &O-;iebliks Sag, snart er Alt forandret, da er ogsaa Musikken forbi. Faust og Don Juan ere Middelalderens Titaner og Giganter, der i Bestr&ae;belsernes Storartethed ikke ere forskjellige fra hine i Oldtiden, men vel deri, at de staae isolerede, ikke danne en Forening af Kr&ae;fter, der ved Foreningen f&o-;rst blive himmelstormende; men al Kraft er samlet i dette ene Individ. Don Juan er altsaa Udtrykket for det D&ae;moniske, bestemmet som det Sandselige, Faust er Udtrykket for det D&ae;moniske, bestemmet som det Aandelige, den christelige Aand udelukker. Disse Ideer staae i et v&ae;sentligt Forhold til hinanden, og have megen Lighed, og man kunde altsaa vente, at de ogsaa havde det tilf&ae;lleds, at de begge vare blevne opbevarede i et Sagn. Dette er som bekjendt Tilf&ae;ldet med Faust. Der existerer en Folkebog, hvis Titel er noksom bekjendt, om den end selv er mindre _l&ae;stbrugtbrugt, hvilket is&ae;r er besynderligt i vor Tid, hvor man har saa travlt med Ideen til Faust. Saaledes gaaer det, medens enhver vordende Privatdocent eller Professor, som aandelig moden, mener at accreditere sig ved det l&ae;sende Publicums Hof ved at udgive en Bog om Faust, hvori han trolig gjentager hvad alle andre Licentiater og videnskabelige Confirmander allerede have sagt, saa mener han at turde oversee en saadan lille ubetydelig Folkebog. Det falder ham aldrig ind, at det dog er saa skj&o-;nt, at det sande Store er tilf&ae;lleds for Alle, at en Bondekarl gaaer hen til Triblers Enke eller til en Visekone paa Halmtorvet, og l&ae;ser den halvh&o-;it for sig selv paa samme Tid som G&o..;the digter en Faust. Og i Sandhed, denne Folkebog fortjener at paaagtes, den har fremfor Alt, hvad man anpriser som en h&ae;derlig Egenskab ved Viin, den har Bouquet, den er en fortr&ae;ffelig Afpropning fra Middelalderen, og idet man aabner den, str&o-;mmer en saa kryddret, liflig og eiendommelig Duft En im&o-;de, at man bliver ganske besynderlig tilmode. Dog nok herom, det jeg vilde gj&o-;re opm&ae;rksom paa var blot, at der intet saadant Sagn findes om Don Juan. Ingen Folkebog, ingen Vise har ved bestandig at udkomme i dette Aar bevaret den i Erindringen. Formodentlig har der dog existeret et Sagn, men dette har efter al Sandsynlighed indskr&ae;nket sig til et ganske enkelt Vink, der maaskee har v&ae;ret endnu kortere end de faa Stropher, der ligge til Grund for B&u..;rgers Lenore. Maaskee har det blot indeholdt en Talangivelse, thi jeg skulde tage meget feil, om ikke det n&ae;rv&ae;rende Tal 1003 tilh&o-;rer et Sagn. Et Sagn, der ikke indeholder Andet, synes noget fattigt, og forsaavidt lader det sig let forklare, at det ikke er skriftlig optaget, men _{dog dettedog er dettedog har dette}dog er dette Tal en fortr&ae;ffelig Egenskab, en lyrisk Dumdristighed, som Mange maaskee ikke bem&ae;rke, fordi de ere saa vante til at _h&o-;reseesee det. Skj&o-;ndt denne Idee saaledes ikke har fundet sit Udtryk i et Folkesagn, saa er den paa en anden Maade bleven opbevaret. Som bekjendt har nemlig Don Juan existeret langt tilbage i Tiden som et Fjellebodsstykke, ja dette er vel egentlig dets f&o-;rste Existens. Men her er Ideen bleven opfattet comisk, som det overhovedet er m&ae;rkeligt, at saa dygtig Middelalderen var i at udruste Idealer, ligesaa sikker var den i at see det Comiske, der laae i Idealets overnaturlige St&o-;rrelse. At gj&o-;re Don Juan til en Pralhans, der bildte sig ind at have forf&o-;rt alle Piger, at lade Leporello troe hans L&o-;gne, var vel ikke et aldeles uheldigt comisk Anl&ae;g. Og har dette end ikke v&ae;ret Tilf&ae;lde, har dette end ikke v&ae;ret Opfattelse, saa kunde den comiske Vending dog aldrig udeblive, da den ligger i Modsigelsen mellem Helten og det Theater, han bev&ae;ger sig paa. Saaledes kan man ogsaa lade Middelalderen fort&ae;lle om Helte, der vare saa kraftfuldt byggede, at de havde en halv Alen mellem &O-;inene, men hvis et almindeligt Menneske vilde tr&ae;de frem paa Scenen og give sig Mine af at have en halv Alen mellem &O-;inene, saa er det Comiske i fuld Gang. Hvad her er blevet sagt angaaende Sagnet om Don Juan, skulde ikke her have fundet sin Plads, hvis det ikke stod i et n&ae;rmere Forhold til denne Unders&o-;gelses Gjenstand, hvis det ikke tjente til at f&o-;re Tanken til det engang bestemte Maal. Grunden til, at denne Idee i Sammenligning med Faust har en saa fattig Fortid, ligger vistnok deri, at der laae noget Gaadefuldt i den, saa l&ae;nge man ikke indsaae, at Musik var dens egentlige Medium. Faust er Idee, men en Idee, der tillige v&ae;sentlig er Individ. At t&ae;nke sig det aandelig-d&ae;moniske concentreret i eet Individ er T&ae;nkningens egen Medf&o-;r, hvorimod at t&ae;nke sig det Sandselige i et Individ ikke lader sig gj&o-;re. Don Juan ligger i den bestandige Sv&ae;ven mellem at v&ae;re Idee, det vil sige Kraft, Liv, &streg; og Individ. Men denne Sv&ae;ven er den musikalske Zittren. Naar Havet bev&ae;ger sig opr&o-;rt, da danne i denne Uro de skummende B&o-;lger Billeder, ligesom V&ae;sener; det er som om det var disse V&ae;sener, der satte B&o-;lgerne i Bev&ae;gelse, og dog er det omvendt B&o-;lgegangen, der danner dem. Saaledes er Don Juan et Billede, der bestandig kommer tilsyne, men ikke vinder Skikkelse og Consistens, et Individ, der bestandig dannes, men ikke bliver f&ae;rdigt, hvis Historie man intet Andet fornemmer om, end ved at lytte til B&o-;lgernes Larmen. Naar Don Juan fastholdes saaledes, da bliver der Mening og dyb Betydning i Alt. T&ae;nker jeg mig et enkelt Individ, seer jeg ham eller h&o-;rer jeg ham tale, saa bliver det comisk, at han har forf&o-;rt 1003; thi saasnart han er et enkelt Individ, falder Accenten paa et ganske andet Sted; det udh&ae;ves nemlig, hvem han har forf&o-;rt og hvorledes. Sagnets og Folketroens Naivetet kan det lykkes at udsige Sligt uden at ahne det Comiske; Reflexionen er det umuligt for. Naar han derimod opfattes i Musik, da har jeg ikke det enkelte Individ, da har jeg Naturmagten, det D&ae;moniske, der ligesaalidt bliver tr&ae;t af at forf&o-;re eller f&ae;rdigt med at forf&o-;re som Vinden med at storme, Havet med at vugge sig, eller et Vandfald med at styrte sig ned fra sin H&o-;ide. Forsaavidt kan Tallet paa de Forf&o-;rte ligesaa godt v&ae;re et hvilketsomhelst andet, langt st&o-;rre. Det er ofte et ikke let Arbeide, naar man skal overs&ae;tte Texten til en Opera, at gj&o-;re dette saa n&o-;iagtigt, at Overs&ae;ttelsen ikke blot bliver syngelig, men i Mening nogenlunde harmonerer med Texten og saaledes med Musikken. Som et Exempel paa, at det stundom kan v&ae;re aldeles ligegyldigt, vil jeg anf&o-;re Talst&o-;rrelsen i Listen i Don Juan, uden at jeg derfor tager Sagen saa letsindigt som Folk vel i Almindelighed vilde tage det, og mene, at Sligt kommer det ikke an paa. Jeg tager tvertimod Sagen i h&o-;i Grad &ae;sthetisk alvorligt og derfor mener jeg, at det er ligegyldigt. Kun vil jeg anprise een Egenskab ved det Tal 1003, at det nemlig er ulige og tilf&ae;ldigt, hvilket ingenlunde er uvigtigt, det gj&o-;r nemlig det Indtryk, at Listen ingenlunde er afsluttet, men at Don Juan tvertimod er i Farten; man kommer n&ae;sten til at beklage Leporello, der ikke blot skal, som han selv siger, holde Vagt udenfor D&o-;ren, men derhos f&o-;re et saa vidtl&o-;ftigt Bogholderi, at det kunde give en routineret Expeditionssecretair nok at bestille. Saaledes som Sandseligheden er opfattet i Don Juan &streg; som Princip &streg; har den aldrig f&o-;r v&ae;ret opfattet i Verden; det Erotiske bestemmes derfor ogsaa her ved et andet Pr&ae;dikat, Erotikken er her Forf&o-;relse. M&ae;rkeligt nok, Ideen til en Forf&o-;rer mangler Gr&ae;citeten aldeles. Ingenlunde er det min Mening derfor at ville rose Gr&ae;citeten, thi saavel Guder som Mennesker vare, hvad der er Alle vitterligt nok, skj&o-;desl&o-;se i Elskovssager; ikke heller at dadle Christendommen; thi den har jo kun Ideen udenfor sig. Grunden til, at Gr&ae;citeten mangler denne Idee, ligger deri, at hele dens Liv er bestemt som Individualitet. Det Sj&ae;lelige er saaledes det Fremherskende eller _retterealtidaltid i Samklang med det Sandselige. Dens Elskov var derfor sj&ae;lelig, ikke sandselig, og det er det, der indgyder den Bluf&ae;rdighed, der hviler over al gr&ae;sk Elskov. De forelskede dem i en Pige, de satte Himmel og Jord i Bev&ae;gelse for at komme i Besiddelse af hende, naar dette lykkedes dem, da bleve de maaskee tr&ae;tte deraf og s&o-;gte ny Elskov. I Ustadighed kunde de vel have en vis Lighed med Don Juan, og for blot at n&ae;vne een, Herkules kunde vel bringe en ret antagelig Liste tilveie, naar man bet&ae;nker, at han stundom tog sig af hele Familier, der talte indtil 50 Pigeb&o-;rn, og saaledes som en Familie-Svigers&o-;n gjorde det af med dem alle, efter Nogles Beretning i een eneste Nat. Imidlertid er han dog v&ae;sentlig forskjellig fra en Don Juan, han er ingen Forf&o-;rer. Naar man nemlig t&ae;nker den gr&ae;ske Elskov, saa er den if&o-;lge sit Begreb v&ae;sentlig trofast, netop fordi den er sj&ae;lelig, og det er det Tilf&ae;ldige i det enkelte Individ, at han elsker Flere, og i Forhold til de Flere han elsker er det igjen tilf&ae;ldigt, hver Gang han elsker en Ny; idet han elsker Een, t&ae;nker han ikke paa den N&ae;ste. Don Juan er derimod fra Grunden af en Forf&o-;rer. Hans Elskov er ikke sj&ae;lelig men sandselig, og sandselig Elskov er efter sit Begreb ikke trofast, men absolut trol&o-;s, den elsker ikke Een, men Alle, det vil sige, den forf&o-;rer Alle. Den er nemlig kun i Momentet, men Momentet er i Begrebet t&ae;nkt Summen af Momenter, og saaledes har vi Forf&o-;reren. Den ridderlige Elskov er ogsaa sj&ae;lelig og derfor if&o-;lge sit Begreb v&ae;sentlig trofast, kun den sandselige er efter sit Begreb v&ae;sentlig trol&o-;s. Men denne dens Trol&o-;shed viser sig ogsaa paa en anden Maade, den bliver nemlig bestandig kun en Gjentagelse. Den sj&ae;lelige Elskov har i dobbelt Forstand det Dialektiske i sig. Deels har den nemlig Tvivlen og Uroen i sig, om den ogsaa vil blive lykkelig, see sit &O-;nske opfyldt og blive elsket. Denne Bekymring har den sandselige Elskov ikke. Selv en Jupiter er uvis paa sin Seir, og dette kan ikke v&ae;re anderledes, ja han selv kan ikke &o-;nske det anderledes. Med Don Juan er dette ikke Tilf&ae;lde, han gj&o-;r kort Proces og maa altid t&ae;nkes absolut seierrig. Dette kunde synes en Fordeel for ham, men er dog egentlig en Fattigdom. Paa den anden Side har den sj&ae;lelige Elskov ogsaa en anden Dialektik, den er nemlig en forskjellig ogsaa i Forhold til ethvert enkelt Individ, der er Elskovens Gjenstand. Deri ligger dens Rigdom, dens fyldige Indhold. Saaledes er dette ikke Tilf&ae;ldet med Don Juan. Dertil har han nemlig ikke Tid, Alt er for ham blot Momentets Sag. At see hende og elske hende, det var Eet, det kan man i en vis Forstand sige om den sj&ae;lelige Elskov, men deri er der ogsaa blot antydet en Begyndelse. Med Hensyn til Don Juan gj&ae;lder det paa en anden Maade. At see hende og elske hende er Eet, dette er i Momentet, i samme Moment er Alt forbi, og det Samme gjentager sig i det Uendelige. T&ae;nker man det Sj&ae;lelige ind i Don Juan, saa bliver det en Latterlighed og en Selvmodsigelse, der end ikke er i Ideens Medf&o-;r, at s&ae;tte 1003 ved Spanien. Det bliver en Overdrivelse, som virker forstyrrende, om man end vilde bilde sig ind, at man t&ae;nkte ham idealt. Har man nu ikke andet Medium for at beskrive denne Elskov end Sproget, saa er man i Forlegenhed, thi saasnart man har opgivet den Naivetet, der i al Troskyldighed kan fastholde, at der ved Spanien staae 1003, saa fordrer man noget Mere, nemlig den sj&ae;lelige Individualiseren. Det &Ae;sthetiske er ingenlunde tilfredsstillet ved at man saaledes slaaer Alt i Hartkorn og vil forbause ved Talst&o-;rrelser. Den sj&ae;lelige Elskov bev&ae;ger sig netop i det individuelle Livs rige Mangfoldighed, hvor Nuancerne ere det egentlig Betydningsfulde. Den sandselige Elskov kan derimod slaae Alt i Hartkorn. Det V&ae;sentlige for den er Qvindeligheden ganske abstrakt, og i det H&o-;ieste den mere sandselige Differens. Den sj&ae;lelige Elskov er Bestaaen i Tiden, den sandselige Forsvinden i Tiden, men det Medium, som udtrykker dette, er netop Musikken. Dette er Musikken ypperlig skikket til at udf&o-;re, da den er langt abstraktere end Sproget og derfor ikke udtaler det Enkelte men det Almindelige i hele dets Almindelighed, og dog udtaler denne Almindelighed ikke i Reflektionens Abstraction, men i Umiddelbarhedens Conkretion. Som et Exempel paa, hvad jeg mener, vil jeg lidt n&ae;rmere omtale den anden Tjener-Arie: Listen paa de Forf&o-;rte. Dette Nummer kan ansees for Don Juans egentlige Epos. Gj&o-;r altsaa Experimentet, hvis Du tvivler om Rigtigheden af mit Udsagn! T&ae;nk Dig en Digter, udrustet af Naturen lykkeligere end Nogen f&o-;r ham, giv ham Udtrykkets Frodighed, giv ham Herred&o-;mme og Myndighed over Sprogets Magter, lad Alt, hvori der er Livsaande, v&ae;re ham lydigt, hans mindste Vink underdanigt, lad Alt vente f&ae;rdigt og beredt paa hans Commando-Ord, lad ham v&ae;re omringet af en talrig Skare af lette Blinkere, rapfodede Iilbud, der indhente Tanken i dens hurtigste Flugt, lad Intet kunne undgaae ham, ikke den mindste Bev&ae;gelse, lad ingen Hemmelighed, intet Uudsigeligt blive tilbage for ham i den hele Verden &streg; giv ham derpaa den Opgave at besynge Don Juan episk, at oprulle Listen paa de Forf&o-;rte. Hvad vil F&o-;lgen blive! &streg; Han vorder aldrig f&ae;rdig. Det Episke har den Feil, om man saa vil, at det kan blive ved saal&ae;nge som det skal v&ae;re, hans Helt, Improvisatoren, Don Juan kan blive ved saal&ae;nge det skal v&ae;re. Digteren vil nu gaae ind i Mangfoldigheden, der vil bestandig blive nok deri, der vil gl&ae;de, men han vil aldrig opnaae den Virkning, som Mozart har opnaaet; thi selv om han omsider blev f&ae;rdig, vilde han dog ikke have sagt det Halve af det, Mozart i dette ene Nummer har udtrykt. Mozart har nu ikke indladt sig paa Mangfoldigheden, det er visse store Formationer, der bev&ae;ge sig forbi. Dette har sin tilstr&ae;kkelige Grund i Mediet selv, i Musikken, der er for abstrakt til at udtrykke Differenserne. Det musikalske Epos bliver saaledes forholdsviis noget kort, og dog har det paa en uforlignelig Maade den episke Egenskab at kunne blive ved saal&ae;nge det skal v&ae;re, da man nemlig bestandig kan lade det begynde forfra og h&o-;re det og atter h&o-;re det, netop fordi det Almindelige er udtrykt og i Umiddelbarhedens Concretion. Man h&o-;rer ikke her Don Juan som et enkelt Individ, ikke hans Tale, men man h&o-;rer Stemmen, Sandselighedens R&o-;st, og den h&o-;rer man gjennem Qvindelighedens L&ae;ngsler. Kun paa den Maade kan Don Juan blive episk, at han bestandig bliver f&ae;rdig og bestandig kan begynde forfra, thi hans Liv er Summen af repellerende Momenter, der ingen Sammenh&ae;ng have, hans Liv er som Momentet Summen af Momenter, som Summen af Momenter Momentet. I denne Almindelighed, i denne Sv&ae;ven mellem at v&ae;re Individ og Naturkraft ligger Don Juan; saasnart han bliver Individ faaer det &Ae;sthetiske ganske andre Kategorier. Derfor er det ogsaa ganske i sin Orden og har dyb indre Betydning, at i den Forf&o-;relse, der foregaaer i Stykket, Zerlines, Pigen er en almindelig Bondepige. Hykkelske &Ae;sthetikere, der under Skin af at forstaae Digtere og Componister bidrage Alt til disses Misforstaaelse, ville maaskee bel&ae;re os, at Zerline er en ualmindelig Pige. Enhver, der mener dette, viser, at han har totalt misforstaaet Mozart og at han bruger feile Kategorier. At han misforstaaer Mozart er klart nok; thi Mozart har med Flid holdt Zerline saa ubetydelig som mulig, Noget som ogsaa Hotho er opm&ae;rksom paa, uden dog at see den dybe Grund. Hvis nemlig Don Juans Elskov havde v&ae;ret anderledes bestemt end som sandselig, hvis han i aandelig Betydning havde v&ae;ret en Forf&o-;rer, Noget, der senere skal blive Gjenstand for Betragtningen, da vilde det have v&ae;ret en Grundfeil ved Stykket, at Heltinden i den Forf&o-;relse, der dramatisk besk&ae;ftiger os i Stykket, er en lille Bondepige. Da fordrede det &Ae;sthetiske, at man havde sat ham en vanskeligere Opgave. For Don Juan derimod gj&ae;lder disse Differenser ikke. Hvis jeg kunde t&ae;nke mig, at han f&o-;rte en slig Tale om sig selv, da vilde han maaskee sige: &anfbeg;I tager feil, jeg er ingen &Ae;gtemand, der beh&o-;ver en ualmindelig Pige for at blive lykkelig; det, hvorved jeg bliver lykkelig, har enhver Pige, og derfor tager jeg dem alle.&anfslut; Saaledes maae de Ord forstaaes, jeg alt tidligere har ber&o-;rt: selv tre Snese Aars Coquetter &streg; eller et andetsteds: pur chè porti la gonella, voi sapete quel chè fà. For Don Juan er enhver Pige en almindelig Pige, ethvert Elskovseventyr en Hverdagshistorie. Zerline er ung og smuk, og hun er en Qvinde, dette er det Ualmindelige, som hun har tilf&ae;lleds med hundrede Andre, men det er ikke det Ualmindelige, Don Juan attraaer, men det Almindelige, det, hun har tilf&ae;lleds med enhver Qvinde. Hvis dette ikke forholder sig saaledes, saa oph&o-;rer Don Juan at v&ae;re absolut musikalsk, saa fordrer det &Ae;sthetiske Ordet, Replikken, medens nu, da det er Tilf&ae;ldet, Don Juan er absolut musikalsk. Ogsaa fra en anden Side vil jeg belyse dette af Stykkets indre Bygning. Elvira er Don Juan en farlig Fjende; i de Replikker, der skyldes den danske Overs&ae;tter, udh&ae;ves dette ofte. At det er en Feil, at Don Juan faaer Replik, er vistnok, men deraf f&o-;lger ikke, at Replikken ikke skulde indeholde en enkelt god Bem&ae;rkning. Don Juan frygter altsaa Elvira. Nu mener formodentlig een og anden &Ae;sthetiker grundig at forklare dette ved at fremkomme med en lang Passiar om, at Elvire er en ualmindelig Pige o. s. v. Dette er Alt skudt forbi. Hun er ham farlig, fordi hun er forf&o-;rt. I samme Forstand, aldeles i samme Forstand, bliver Zerline ham farlig, naar hun er forf&o-;rt. Saasnart hun er forf&o-;rt er hun l&o-;ftet op i en h&o-;iere Sph&ae;re, der er en Bevidsthed i hende, som Don Juan ikke har. Derfor er hun ham farlig. Det er altsaa igjen ikke ved det Tilf&ae;ldige, men ved det Almindelige, hun er ham farlig. Don Juan er altsaa Forf&o-;rer, hans Erotik Forf&o-;relse. Hermed er nu vel sagt Meget, naar det forstaaes rettelig, Lidet, naar det opfattes med en vis almindelig Uklarhed. Vi have allerede seet, at det Begreb, en Forf&o-;rer, med Hensyn til Don Juan v&ae;sentlig er modificeret, idet Gjenstanden for hans Attraa er det Sandselige og dette alene. Dette var af Betydning for at vise det Musikalske i Don Juan. I Oldtiden fandt det Sandselige sit Udtryk i Plastikens tause Stilhed, i den christelige Verden maatte det Sandselige bruse i hele sin utaalmodige Lidenskab. Skj&o-;ndt man nu saaledes med Sandhed kan sige, at Don Juan er en Forf&o-;rer, saa har dette Udtryk, der let kan virke forstyrrende paa enkelte &Ae;sthetikeres svage Hjerner, ofte givet Anledning til Misforstaaelse, idet man har skrabt L&o-;st og Fast sammen, hvad der kunde siges om en saadan, og uden videre overf&o-;rt det paa Don Juan. Snart har man da lagt sin egen Underfundighed for Dagen ved at opspore Don Juans, snart har man snakket sig h&ae;s for at forklare hans R&ae;nker og Snedighed, kort sagt, det Ord Forf&o-;rer har givet Anledning til, at Enhver har v&ae;ret imod ham som han kunde bedst, har bragt sin Skj&ae;rv til en total Misforstaaelse. Om Don Juan maa man bruge det Udtryk Forf&o-;rer med stor Forsigtighed, saafremt det er Een mere magtpaaliggende at sige noget Rigtigt, end at sige noget Hvilketsomhelst. Dette er ikke fordi Don Juan er for god, men fordi han slet ikke falder ind under ethiske Bestemmelser. Jeg vilde derfor hellere kalde ham en Bedrager, da der dog altid ligger noget mere Tvetydigt deri. Til at v&ae;re Forf&o-;rer h&o-;rer der altid en vis Reflexion og Bevidsthed, og saasnart denne er tilstede, da kan det v&ae;re paa sit Sted at tale om List og R&ae;nker og snedige Anl&o-;b. Denne Bevidsthed mangler Don Juan. Han forf&o-;rer derfor ikke. Han attraaer, denne Attraa virker forf&o-;rende; forsaavidt forf&o-;rer han. Han nyder Attraaens Tilfredsstillelse; saasnart han har nydt den, da s&o-;ger han en ny Gjenstand og saaledes i det Uendelige. Han bedrager vel derfor, men dog ikke saaledes, at han forud anl&ae;gger sit Bedrageri, det er Sandselighedens egen Magt, der bedrager de Forf&o-;rte, og det er snarere en Art Nemesis. Han attraaer og bliver bestandig ved at attraae, og nyder bestandig Attraaens Tilfredsstillelse. Til at v&ae;re en Forf&o-;rer mangler han Tiden f&o-;r, hvori han l&ae;gger sin Plan, og Tiden efter, hvori han bliver sig sin Handling bevidst. En Forf&o-;rer b&o-;r derfor v&ae;re i Besiddelse af en Magt, som Don Juan ikke har, hvor vel udrustet han for&o-;vrigt er &streg; Ordets Magt. Saasnart vi give ham Ordets Magt, oph&o-;rer han at v&ae;re musikalsk, og den &ae;sthetiske Interesse bliver en ganske anden. Achim v. Arnim taler etsteds om en Forf&o-;rer i en ganske anden Stil, en Forf&o-;rer, der falder ind under ethiske Bestemmelser. Om ham bruger han et Udtryk, som i Sandhed, Dristighed og Pr&ae;gnans n&ae;sten kan maale sig med et Buestr&o-;g af Mozart. Han siger, han kunde saaledes tale med en Qvinde, at hvis Fanden tog ham, saa snakkede han sig fra det, dersom han kunde komme til at tale med hans Oldemoder. Dette er den egentlige Forf&o-;rer, den &ae;sthetiske Interesse er her ogsaa en anden, nemlig: hvorledes, Methoden. Derfor ligger der noget meget Dybsindigt i, hvad der maaskee er undgaaet de Flestes Opm&ae;rksomhed, at Faust, der reproducerer Don Juan, kun forf&o-;rer 1 Pige, medens Don Juan i hundredviis; men denne ene Pige er da ogsaa i intensiv Forstand ganske anderledes forf&o-;rt og tilintetgjort end alle de, Don Juan har bedraget; netop fordi Faust som Reproduktion har Aandens Bestemmelse i sig. En saadan Forf&o-;rers Kraft er Talen, det vil sige L&o-;gnen. Jeg h&o-;rte for nogle Dage siden en Landsoldat tale med en Anden om en Tredie, der havde bedraget en Pige; han gav ikke nogen vidtl&o-;ftig Beskrivelse, og dog var hans Udtryk ganske fortr&ae;ffeligt: &anfbeg;han kunde saadan med L&o-;gn og saadan.&anfslut; En slig Forf&o-;rer er af en ganske anden Art end Don Juan, er v&ae;sentlig forskjellig fra ham, som man og kan see deraf, at han og hans Virksomhed er i h&o-;i Grad umusikalsk og i &ae;sthetisk Henseende ligger indenfor Bestemmelsen af det Interessante. Gjenstanden for hans Attraa er derfor ogsaa, naar man t&ae;nker ham &ae;sthetisk rigtig, noget Mere end det blot Sandselige. Men hvad er det da for en Kraft, hvormed Don Juan forf&o-;rer? Det er Attraaens, den sandselige Attraaes Energi. Han attraaer i enhver Qvinde den hele Qvindelighed og deri ligger den sandselig idealiserende Magt, med hvilken han paa engang forskj&o-;nner og beseirer sit Bytte. Reflexen af denne gigantiske Lidenskab forskj&o-;nner og udvikler det Attraaede, det r&o-;dmer i forh&o-;iet Skj&o-;nhed ved dens Gjenskin. Som den Begeistredes Ild med forf&o-;rerisk Glands belyser selv de Uvedkommende, der staae i Forhold til ham, saaledes forklarer han i en langt dybere Forstand enhver Pige, da hans Forhold til hende er et v&ae;sentligt. Derfor svinde for ham alle endelige Differenser bort i Sammenligning med hvad der er Hovedsagen: at v&ae;re en Qvinde. De &Ae;ldre forynger han ind i Qvindelighedens skj&o-;nne Midte, B&o-;rn n&ae;sten modner han i et Nu; Alt hvad der er Qvinde er hans Bytte (pur chè porti la gonella voi sapete quel chè fà). Imidlertid skal man nu ingenlunde forstaae det saaledes, som om hans Sandselighed var Blindhed; instinctagtigt veed han meget godt at gj&o-;re Forskjel, og fremfor Alt, han idealiserer. T&ae;nker jeg her et &O-;ieblik tilbage paa et foregaaende Stadium, paa Pagen, saa vil L&ae;seren maaskee erindre, at jeg allerede dengang, da der var Tale om ham, sammenstillede en Replik af Pagen med en Replik af Don Juan. Den mythiske Page lod jeg blive staaende, den virkelige lod jeg gaae til Armeen. T&ae;nkte jeg mig nu, at den mythiske Page havde l&o-;srevet sig, var kommen i Bev&ae;gelse, saa vilde jeg her erindre om en Replik af Pagen, der passer paa Don Juan. Idet Cherubin nemlig let som en Fugl og dristig springer ud af Vinduet, gj&o-;r det et saa st&ae;rkt Indtryk paa Susanne, at hun er n&ae;r ved at daane, og da hun er kommen til sig selv udbryder hun: &anfbeg;see, hvor han l&o-;ber &streg; naa, gj&o-;r han ikke Lykke blandt Pigerne.&anfslut; Dette er nemlig ganske rigtigt sagt af Susanne, og Grunden til hendes Daanen er ikke blot Forestillingen om det dristige Spring, men snarere at han allerede har gjort Lykke hos hende. Pagen er nemlig den tilkommende Don Juan, uden at dette dog maa forstaaes paa saa latterlig en Maade, som om Pagen ved at blive &ae;ldre blev Don Juan. Nu gj&o-;r Don Juan ikke blot Lykke blandt Pigerne, men han gj&o-;r Pigerne lykkelige og &streg; ulykkelige, men besynderligt nok, saaledes er det, de vil have det, og det var en daarlig Pige, der ikke &o-;nskede at blive ulykkelig for engang at have v&ae;ret lykkelig med Don Juan. Vedbliver jeg derfor end at kalde Don Juan en Forf&o-;rer, saa t&ae;nker jeg mig ham dog ingenlunde lumskeligen udkastende sine Planer, snedigen beregnende Virkningen af sine Intriguer; det hvorved han bedrager er Sandselighedens Genialitet, hvis Incarnation han ligesom er. Kl&o-;gtig Besindighed mangler ham; hans Liv er skummende som den Viin, han styrker sig paa, hans Liv er bev&ae;get som de Toner, der ledsage hans glade Maaltid, altid er han triumpherende. Han beh&o-;ver ingen Forberedelse, intet Anl&ae;g, ingen Tid; thi han er altid f&ae;rdig, Kraften er nemlig bestandig i ham og Attraaen ogsaa, og kun naar han attraaer er han ret i sit Element. Han sidder tilbords, glad som en Gud svinger han Pokalen &streg; han reiser sig med Servietten i Haanden, f&ae;rdig til Angreb. Om Leporello vakte ham midt om Natten, han vaagner op, altid sikker paa sin Seir. Men denne Kraft, denne Magt kan Ordet ikke udtrykke, kun Musikken kan give os en Forestilling derom; den er nemlig for Reflexionen og Tanken uudsigelig. En ethisk bestemmet Forf&o-;rers List kan jeg tydelig frems&ae;tte i Ord, og Musikken vilde forgj&ae;ves vove sig til at l&o-;se denne Opgave. Med Don Juan forholder det sig omvendt. Hvad er det for en Magt? &streg; Ingen kan sige det, selv hvis jeg spurgte Zerline derom, f&o-;r hun gaaer paa Ballet: hvad er det for en Magt, hvormed han f&ae;ngsler dig? &streg; saa vilde hun svare: man veed det ikke; og jeg vilde sige: vel talt, mit Barn! Du taler visere end Indernes Viism&ae;nd, richtig, das wei&ss; man nicht; og Ulykken er, at jeg heller ikke kan sige dig det. Denne Kraft i Don Juan, denne Almagt, dette Liv kan kun Musikken udtrykke, og jeg veed intet andet Pr&ae;dikat derom, end: det er livsfrodig Munterhed. Naar derfor Kruse lader Don Juan sige, idet han tr&ae;der ind paa Scenen ved Zerlines Bryllup: &anfbeg;Muntert, B&o-;rn! I er jo Alle kl&ae;dte som til Bryllup,&anfslut; saa siger han noget ganske Rigtigt og tillige noget Mere end han maaskee t&ae;nker paa. Munterheden f&o-;rer han nemlig selv med sig, og hvad Brylluppet angaaer, saa er det ikke uden Betydning, at de alle ere kl&ae;dte som til Bryllup; thi Don Juan er ikke blot Mand for Zerline, men han festligholder med Spil og Sang de unge Pigers Bryllup i det hele Sogn. Hvad Under da, at de flokkes om ham, de glade Piger. Og de blive heller ikke skuffede, thi han har Nok for dem Alle. Smiger, Sukke, dristige Blikke, sagte Haandtryk, hemmelig Hvidsken, den farlige N&ae;rhed, den fristende Fjernelse &streg; og det er dog kun de mindre Mysterier, Gaver f&o-;r Brylluppet. Det er en Fryd for Don Juan at skue ud over en saadan riig H&o-;st, det hele Sogn tager han sig af, og dog koster det ham maaskee ikke saa lang Tid, som Leporello bruger paa Contoiret. Ved det her Udviklede er Tanken da atter ledet hen paa det, der er Unders&o-;gelsens egentlige Gjenstand, at Don Juan er absolut musikalsk. Han attraaer sandseligt, han forf&o-;rer ved Sandselighedens d&ae;moniske Magt, han forf&o-;rer Alle. Ordet, Replikken tilkommer ham ikke; da bliver han strax et reflekterende Individ. Han har overhovedet ikke saaledes Bestaaen, men han haster i en evig Forsvinden, netop ligesom Musikken, om hvilken det gj&ae;lder, at den er forbi, saasnart den har oph&o-;rt at lyde, og kun bliver til igjen, idet den atter lyder. Naar jeg _{nu derforend derfor}end derfor her vilde opkaste det Sp&o-;rgsmaal, hvorledes seer Don Juan ud, er han smuk, ung eller &ae;ldre, hvor gammel vel omtrent, saa er det ikkun en Accommodation fra min Side, og hvad der herom kan siges kan kun vente at finde en Plads her i samme Betydning, som en tolereret Sekt finder det i Statskirken. Skj&o-;n er han, ikke ganske ung; skulde jeg foreslaae en Alder, da vilde jeg foreslaae 33 Aar, det er nemlig Generations-Alderen. Det Bet&ae;nkelige ved at indlade sig paa saadanne Unders&o-;gelser ligger i, at man let taber det Totale, idet man dv&ae;ler ved det Enkelte, som om det var ved sin Skj&o-;nhed eller hvad man forresten kunde n&ae;vne, at Don Juan forf&o-;rte; man seer ham da, men man h&o-;rer ham ikke l&ae;nger, og derved er han tabt. Hvis jeg derfor nu vilde, ligesom for om muligt at gj&o-;re Mit til at forhj&ae;lpe L&ae;seren til en Anskuelse af Don Juan, sige: see der staaer han, _{seer hvor}see hvor hans &O-;ie flammer, hans L&ae;be l&o-;fter sig i et Smiil, saa sikker er han paa sin Seier, betragt hans kongelige Blik, det fordrer hvad Keiserens er, see hvor let han tr&ae;der ind i Dandsen, hvor stolt han r&ae;kker Haanden, hvo er den Lykkelige, den bydes &streg; eller jeg vilde sige: see, der staaer han i Skovens Skygge, han l&ae;ner sig til et Tr&ae;, han ledsager sig paa en Guitarre, og see, hist forsvinder en ung Pige mellem Tr&ae;erne, &ae;ngstet som et opskr&ae;mmet Vildt, men han haster ikke, han veed, hun s&o-;ger ham; &streg; eller jeg vilde sige: der hviler han ved S&o-;ens Bred i den lyse Nat, saa skj&o-;n, at Maanen standser og gjenlever sin Ungdoms Elskov, saa skj&o-;n, at Byens unge Piger gave Meget for at turde liste sig hen og benytte &O-;ieblikkets M&o-;rke, medens Maanen stiger op igjen for at lyse paa Himlen, til at kysse ham &streg; hvis jeg gjorde det, vilde den opm&ae;rksomme L&ae;ser sige: see, der har han ford&ae;rvet sig Alt, der har han selv glemt, at Don Juan ikke skal sees men h&o-;res. Derfor gj&o-;r jeg det heller ikke, men jeg siger: h&o-;r Don Juan, det vil sige, kan Du ikke ved at h&o-;re Don Juan faae en Forestilling om ham, saa kan Du det aldrig. H&o-;r hans Livs Begyndelse; som Lynet vikler sig ud af Tordenskyens M&o-;rke, saaledes bryder han frem af Alvorens Dyb, hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog ligesaa taktfast; h&o-;r hvor han styrter sig ned i Livets Mangfoldighed, hvor han bryder sig mod dens faste D&ae;mning, h&o-;r disse lette dandsende Violintoner, h&o-;r Gl&ae;dens Vink, h&o-;r Lystens Jubel, h&o-;r Nydelsens festlige Salighed, h&o-;r hans vilde Flugt; sig selv iler han forbi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere, h&o-;r Lidenskabens t&o-;ilesl&o-;se Begj&ae;ring, h&o-;r Elskovens Susen, h&o-;r Fristelsens Hvidsken, h&o-;r Forf&o-;relsens Hvirvel, h&o-;r &O-;ieblikkets Stilhed &streg; h&o-;r, h&o-;r, h&o-;r Mozarts Don Juan. 2. Andre Bearbeidelser af Don Juan, betragtede i Forhold til den musikalske Opfattelse Ideen til Faust har, som bekjendt, v&ae;ret Gjenstand for en Mangfoldighed af Opfattelser; derimod er dette ingenlunde Tilf&ae;ldet med Don Juan. Det kunde synes besynderligt, saa meget mere som denne sidste Idee betegner et langt universellere Afsnit i det individuelle Livs Udvikling end den f&o-;rste. Imidlertid lader det sig let forklare netop deraf, at det Faustiske foruds&ae;tter en saadan aandelig Modenhed, der gj&o-;r en Opfattelse langt naturligere. Dertil kommer, hvad jeg alt ovenfor har erindret med Hensyn til den Omst&ae;ndighed, at der ikke i den Forstand existerer et Sagn om Don Juan, at man dunkelt har f&o-;lt Vanskeligheden med Hensyn til Mediet, indtil Mozart opdagede Mediet og Ideen. Fra det &O-;ieblik af er Ideen f&o-;rst kommen til sin sande V&ae;rdighed, og har da atter mere end nogensinde udfyldt et Tidsrum i det individuelle Liv, men saa satisficerende, at Trangen til digterisk at udskille det i Phantasien Oplevede ikke blev til en poetisk N&o-;dvendighed. Dette er igjen et indirecte Beviis for den Mozartske Operas absolute classiske V&ae;rdi. Det Ideale i denne Retning havde allerede fundet sit i den Grad fuldendte kunstneriske Udtryk, at det vel kunde virke fristende men ikke fristende til digterisk Productivitet. Fristende har den Mozartske Musik vistnok v&ae;ret, thi hvor var der vel et ungt Menneske, der ikke har havt &O-;ieblikke i sit Liv, da han havde givet sit halve Rige for at v&ae;re en Don Juan, eller maaskee det hele; hvor han havde givet sin halve Levetid for eet Aar at v&ae;re Don Juan, eller maaskee sin hele. Men derved blev det da ogsaa de dybere Naturer, der vare ber&o-;rte af Ideen, de fandt enhver, endog den sagteste Luftning, udtrykt i Mozarts Musik; de fandt i dens grandiose Lidenskab et fuldtonigt Udtryk for hvad der bev&ae;gede sig i _{dens eget}deres eget Indre, de fornam, hvorledes hver Stemning str&ae;bte hen til hiin Musik, ligesom B&ae;kken haster hen for at tabe sig i Havets Uendelighed. Disse Naturer fandt i den Mozartske Don Juan ligesaa meget Text som Commentar, og medens de saaledes gled hen og ned i dens Musik, n&o-;d Gl&ae;den af at tabe sig selv, vandt de tillige Beundringens Rigdom. Den Mozartske Musik var i ingen Henseende for sn&ae;ver, tvertimod, deres egne Stemninger udvidedes, antoge en overnaturlig St&o-;rrelse, idet man gjenfandt dem i Mozart. De lavere Naturer, som ingen Uendelighed ahne, ingen Uendelighed fatte, Fuskerne, som meente selv at v&ae;re en Don Juan, fordi de havde knebet en Bondepige i Kinden, slynget deres Arm om en Opvartningspige eller bragt en lille Jomfru til at r&o-;dme, de forstode naturligviis hverken Ideen eller Mozart, eller selv at frembringe en Don Juan, uden en latterlig Vanskabning, en Familie-Afgud, der maaskee for nogle Cousiners taagede Sentimental-Blikke syntes en sand Don Juan, Indbegrebet af al Elskv&ae;rdighed. I den Forstand har Faust endnu aldrig fundet et Udtryk, og kan, som ovenfor bem&ae;rket, aldrig finde det, paa Grund af, at Ideen er langt concretere. En Opfattelse af Faust kan fortjene at kaldes fuldendt, og dog vil en f&o-;lgende Sl&ae;gt aff&o-;de en ny Faust, medens Don Juan paa Grund af Ideens abstracte Charakteer lever evigt til alle Tider, og at ville levere en Don Juan efter Mozart bliver altid at ville skrive en Ilias post Homerum, i en endnu langt dybere Forstand end det gj&ae;lder om Homer. Om det her Udviklede nu ogsaa forholder sig rigtigt, saa f&o-;lger dog ingenlunde deraf, at ikke en enkelt begavet Natur skulde have fors&o-;gt sig i ogsaa paa en anden Maade at opfatte Don Juan. At det forholder sig saaledes, veed Enhver, men hvad Enhver maaskee ikke har lagt M&ae;rke til er, at Typen for alle andre Opfattelser v&ae;sentlig er Molieres Don Juan; men denne er jo igjen meget &ae;ldre end Mozarts, og tillige comisk og forholder sig til Mozarts Don Juan som et Eventyr efter Mus&ae;us's Opfattelse forholder sig til en Tiecks Bearbeidelse. Forsaavidt kan jeg egentlig indskr&ae;nke mig til, at omtale den Moliereske Don Juan, og idet jeg &ae;sthetisk s&o-;ger at vurdere den, tillige indirecte at vurdere de andre Opfattelser. Dog vil jeg gj&o-;re en Undtagelse med Heibergs Don Juan. Han erkl&ae;rer selv paa Titlen, at den er &anfbeg;tildeels efter Moliere.&anfslut; Dette er nu ogsaa ganske vist, men dog har Heibergs Stykke et stort Fortrin for Molieres. Dette har nu vel sin Grund i det sikkre &ae;sthetiske Blik, hvormed Heiberg altid opfatter sin Opgave, den Smag, hvormed han veed at distinguere, men det er dog ikke umuligt, at i n&ae;rv&ae;rende Tilf&ae;lde Prof. Heiberg indirecte var paavirket af Mozarts Opfattelse, til at see nemlig, hvorledes Don Juan maa opfattes, saasnart man ikke vil lade Musikken v&ae;re det egentlige Udtryk eller f&o-;re ham ind under ganske andre &ae;sthetiske Kategorier. Prof. Hauch har ogsaa leveret en Don Juan, der er if&ae;rd med at ville falde ind under Bestemmelsen af det Interessante. Idet jeg altsaa nu gaaer over til at omtale den anden Formation af Bearbeidelser af Don Juan, saa beh&o-;ver jeg vel ikke at erindre L&ae;seren om, at dette ikke skeer i n&ae;rv&ae;rende lille Unders&o-;gelse for disses egen Skyld, men kun for fuldst&ae;ndigere, end det har v&ae;ret muligt i det Foregaaende, at belyse Betydningen af den musikalske Opfattelse. Vendepunktet i Opfattelsen af Don Juan er allerede ovenfor blevet betegnet saaledes: saasnart han faaer Replik, er Alt forandret. Den Reflexion nemlig, der motiverer Replikken, reflekterer ham ud af den Dunkelhed, hvori han kun er musikalsk h&o-;rlig. Forsaavidt kunde det synes, at Don Juan maaskee allerbedst lod sig opfatte som Ballet. Det er ogsaa bekjendt nok, at han er bleven opfattet saaledes. Imidlertid maa man dog rose denne Opfattelse for at have kjendt sine Kr&ae;fter, og den har derfor indskr&ae;nket sig til den sidste Scene, hvor Lidenskaben i Don Juan lettest maatte blive synlig i det pantomimiske Muskelspil. F&o-;lgen heraf er igjen, at Don Juan ikke fremstilles efter sin v&ae;sentlige Lidenskab, men efter det Tilf&ae;ldige, og Placaten til en saadan Forestilling indeholder altid Mere end Stykket; den indeholder nemlig, at det er Don Juan, Forf&o-;reren Don Juan, hvorimod Balletten n&ae;rmest kun fremstiller Fortvivlelsens Qvaler, hvis Udtryk, forsaavidt dette kun skal v&ae;re pantomimisk, han har tilf&ae;lleds med mange andre Fortvivlede. Det V&ae;sentlige i Don Juan kan ikke fremstilles i Ballet, og Enhver f&o-;ler lettelig, hvor latterligt det vilde blive, at see Don Juan besn&ae;re en Pige ved sine Dandsetrin og sindrige Gesticulationer. Don Juan er en Bestemmelse ind efter og kan ikke saaledes blive synlig eller aabenbare sig i Legemets Former og disses Bev&ae;gelser, eller i plastisk Harmoni. Om man nu end ikke vilde give Don Juan Replik, saa lod der sig t&ae;nke en Opfattelse af Don Juan, der desuagtet brugte Ordet som Medium. En saadan existerer ogsaa virkelig af Byron. At Byron i mange Maader netop var udrustet til at fremstille en Don Juan, er vistnok, og man kan derfor v&ae;re sikker paa, at naar dette Foretagende mislykkedes, Grunden ikke ligger i Byron, men langt dybere. Byron har vovet at lade Don Juan blive til for os, at fort&ae;lle os hans Barndoms og Ungdoms Liv, at construere ham ud af endelige Livsforholdes Context. Derved blev Don Juan en reflekteret Personlighed, som taber den Idealitet, han har i den traditionelle Forestilling. Jeg vil her strax udvikle, hvilken Forandring der foregaaer med Ideen. Naar Don Juan opfattes musikalsk, da h&o-;rer jeg i ham Lidenskabens hele Uendelighed, men tillige dens uendelige Magt, som Intet kan modstaae; jeg h&o-;rer Attraaens vilde Begj&ae;r, men tillige denne Attraaes absolute Seirrighed, mod hvilken det vilde v&ae;re forgj&ae;ves, om Nogen vilde gj&o-;re Modstand. Dv&ae;ler Tanken en enkelt Gang ved Hindringen, saa faaer denne snarere Betydning af blot at ophidse Lidenskaben end virkelig at s&ae;tte sig imod, Nydelsen for&o-;ges, Seiren er vis og Hindringen kun en Pirring. Et saadant elementarisk bev&ae;get Liv d&ae;monisk m&ae;gtigt og uimodstaaeligt har jeg i Don Juan. Dette er hans Idealitet, og denne kan jeg uforstyrret gl&ae;de mig ved, fordi Musikken ikke fremstiller mig ham som Person eller Individ, men som Magt. Er Don Juan opfattet som Individ, saa er han eo ipso i Conflict med en ham omgivende Verden, som Individ f&o-;ler han denne Omgivelses Tryk og L&ae;nke, som stort Individ beseirer han den maaskee, men man f&o-;ler strax, at Hindringernes Vanskeligheder her spille en anden Rolle. Det er dem, Interessen v&ae;sentlig besk&ae;ftiger sig med. Men dermed er Don Juan f&o-;rt ind under Bestemmelsen af det Interessante. Vilde man her fremstille ham som absolut seirrig ved Hjelp af Ordbram, saa f&o-;ler man strax, at dette ikke tilfredsstiller, da det ikke h&o-;rer et Individ som saadant v&ae;sentlig til at v&ae;re seirrig og man fordrer Conflictens Krisis. Den Modstand, som Individet har at bek&ae;mpe, kan deels v&ae;re en udvortes, der ikke ligger saameget i Gjenstanden som i den omgivende Verden, deels kan den ligge i Gjenstanden selv. Det F&o-;rste er det, der n&ae;rmest har besk&ae;ftiget alle Opfattelser af Don Juan, fordi man har beholdt det Moment af Ideen, at han som Erotiker maatte v&ae;re seirrig. Fremh&ae;ver man derimod den anden Side, saa troer jeg f&o-;rst, at der aabner sig Udsigt til en betydningsfuld Opfattelse af Don Juan, der vil danne et Modbillede til den musikalske Don Juan, hvorimod enhver Opfattelse af Don Juan, der ligger imellem disse, altid beholder Ufuldkommenheder. I den musikalske Don Juan vilde man da have den extensive Forf&o-;rer, i den anden den intensive. Denne sidste Don Juan fremstilles da ikke som ved et eneste Slag at komme i Besiddelse af sin Gjenstand, han er ikke Forf&o-;reren umiddelbar bestemt, han er den reflekterede Forf&o-;rer. Det, der her vil besk&ae;ftige os, er den Snedighed, den Underfundighed, hvormed han veed at snige sig ind i en Piges Hjerte, det Herred&o-;mme, han veed at forskaffe sig derover, den bedaarende, planm&ae;ssige, successive Forf&o-;relse. Her bliver det ligegyldigt, hvor mange han har forf&o-;rt, det, der besk&ae;ftiger, er den Kunst, den Grundighed, den dybsindige Underfundighed, hvormed han forf&o-;rer. Tilsidst bliver Nydelsen selv saa reflekteret, at den i Forhold til den musikalske Don Juans Nydelse bliver en anden. Den musikalske Don Juan nyder Tilfredsstillelsen, den reflekterede Don Juan nyder Bedraget, nyder Listen. Den umiddelbare Nydelse er forbi, og der nydes mere en Reflexion over Nydelsen. I denne Henseende findes der et enkelt Vink i Molieres Opfattelse, kun at dette ingenlunde kan komme til at skee sin Ret, fordi den hele &o-;vrige Opfattelse forstyrrer. Attraaen hos Don Juan vaagner, fordi han seer den ene Pige lykkelig i sit Forhold til den hun elsker, han begynder med at v&ae;re jaloux. Dette er en Interesse, som i Operaen aldeles ikke vilde besk&ae;ftige os, netop fordi Don Juan ikke er et reflekteret Individ. Saasnart Don Juan opfattes som et reflekteret Individ, kan man kun opnaae en til den musikalske svarende Idealitet, naar man f&o-;rer Sagen ind paa det psychologiske Gebeet. Intensitetens Idealitet bliver det da, man opnaaer. Derfor maa Byrons Don Juan ansees for forfeilet, fordi denne episk udbreder sig. Den umiddelbare Don Juan maa forf&o-;re 1003, den reflekterede beh&o-;ver kun at forf&o-;re een, og det, der besk&ae;ftiger os, er, hvorledes han gj&o-;r det. Den reflekterede Don Juans Forf&o-;relse er et Kunststykke, hvori hvert enkelt lille Tr&ae;k har sin s&ae;rlige Betydning; den musikalske Don Juans Forf&o-;relse er en Haandevending, et &O-;iebliks Sag, hurtigere gjort end sagt. Jeg mindes et Tableau, jeg engang har seet. Et smuk ungt Menneske, ret en Pigernes Jens. Han legede med en Deel unge Piger, der alle vare i den farlige Alder, da de hverken ere Voxne eller B&o-;rn. Blandt Andet morede de dem med at springe over en Gr&o-;ft. Han stod ved Kanten og var dem behj&ae;lpelig ved Springet, idet han tog dem om Livet, l&o-;ftede dem let i Veiret og satte dem over paa den anden Side. Det var et yndigt Syn; jeg gl&ae;dede mig ligesaa meget over ham som over de unge Piger. Da t&ae;nkte jeg paa Don Juan. De l&o-;be ham selv i Armene, de unge Piger, da griber han dem, ligesaa hurtigt, ligesaa adret s&ae;tter han dem over paa den anden Side af Livets Gr&o-;ft. Den musikalske Don Juan er absolut seirrig og derfor naturligviis ogsaa i absolut Besiddelse af ethvert Middel, der kan f&o-;re til denne Seir, eller rettere, han er i saa absolut Besiddelse af Midlet, at det er ligesom han ikke beh&o-;vede at _{bruge, det}bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. Saasnart han bliver et reflekteret Individ, saa viser det sig, at der er Noget til, som hedder: Midlet. Giver Digteren ham nu dette, men gj&o-;r ved Siden deraf Modstanden og Hindringen saa bet&ae;nkelig, at Seiren bliver tvivlsom, saa falder Don Juan ind under Bestemmelsen af det Interessante, og i denne Henseende kan der t&ae;nkes flere Opfattelser af Don Juan, indtil man naaer hen til hvad vi tidligere have kaldet den intensive Forf&o-;relse; negter Digteren ham Midlet, saa falder Opfattelsen ind under Bestemmelsen af det Comiske. En fuldendt Opfattelse, der har f&o-;rt ham ind under det Interessante, har jeg ikke seet; derimod gj&ae;lder det om de fleste Opfattelser af Don Juan, at de n&ae;rme sig til det Comiske. Dette lader sig let forklare deraf, at de knytte sig til Moliere, i hvis Opfattelse det Comiske slumrer, og det er Heibergs Fortjeneste, at han er bleven sig dette tydelig bevidst og derfor ikke blot kalder sit Stykke et Marionetspil, men paa saa mange andre Maader lader det Comiske skinne frem. Saasnart en Lidenskab, idet den fremstilles, negtes Midlet til sin Tilfredsstillelse, saa kan dette enten fremkalde en tragisk eller en comisk Vending. En tragisk Vending kan ikke godt fremkaldes, hvor Ideen viser sig som aldeles uberettiget, og derfor ligger det Comiske saa n&ae;r. Fremstiller jeg Spillelysten i et Individ og giver nu dette Individ 5 Rbd. at spille bort, saa blev Vendingen comisk. Ganske saaledes forholder det sig vel ikke med den moliereske Don Juan, men dog paa en lignende Maade. Lader jeg Don Juan v&ae;re i Pengeforlegenhed, plaget af Creditorer, saa taber han strax den Idealitet, han har i Operaen, og Virkningen bliver comisk. Den ber&o-;mte comiske Scene hos Moliere, der som comisk Scene har stor V&ae;rdi og tillige passer meget godt ind i hans Comedie, burde naturligviis derfor aldrig v&ae;re optaget i Operaen, hvor den virker aldeles forstyrrende. At den Moliereske Opfattelse str&ae;ber hen til det Comiske, det viser ikke blot den omtalte comiske Scene, der, hvis den stod ganske isoleret, vilde slet Intet bevise, men det hele Anl&ae;g b&ae;rer Pr&ae;get deraf. Sganarels f&o-;rste og sidste Replik, Begyndelsen og Enden af hele Stykket, vidner meer end tilstr&ae;kkelig herom. Sganarel begynder med en Lovtale over en Prise Tobak, hvoraf man blandt Andet seer, at han ikke maa have slet saa travlt i denne Don Juans Tjeneste; han ender med at beklage sig over, at han er den Eneste, der er skeet Uret. Naar man nu bet&ae;nker, at Moliere ogsaa lader St&o-;tten komme og hente Don Juan, og at han, uagtet Sganarel ogsaa har v&ae;ret Vidne til dette Forf&ae;rdelige, dog l&ae;gger ham disse Ord i Munden, som om han vilde sige, at St&o-;tten, da den forresten gav sig af med at &o-;ve Retf&ae;rdighed paa Jorden, at straffe Lasten, ogsaa burde have v&ae;ret bet&ae;nkt paa at kunne betale Sganarel den ham tilkommende L&o-;n, for lang og tro Tjeneste hos Don Juan, hvilken hans Herre paa Grund af sin pludselige Bortgang ikke saae sig istand til at afgj&o-;re, naar man bet&ae;nker dette, saa vilde vel Enhver f&o-;le det Comiske i Molieres Don Juan. (Heibergs Bearbeidelse, der har det store Fortrin for Molieres, at den er mere correct, har ogsaa paa mange Maader fremkaldt en comisk Virkning ved at l&ae;gge Sganarel en tilf&ae;ldig L&ae;rdom i Munden, der i ham lader os see en halvstuderet R&o-;ver, der efter at have fors&o-;gt sig paa mange Maader tilsidst ender som Tjener hos Don Juan.) Helten i Stykket, Don Juan, er Intet mindre end en Helt, han er et forulykket Subject, der formodentlig er gaaet reject til Attestats og nu har valgt en anden Levevei. Vel erfarer man nemlig, at han er en S&o-;n af en meget fornem Mand, der ogsaa s&o-;ger at begeistre ham til Dyd og ud&o-;delige Bedrifter ved Forestillingen om hans Forf&ae;dres store Navn, men dette er saa usandsynligt, i Forhold til hans hele &o-;vrige Optr&ae;den, at man snarest derved kommer til at t&ae;nke paa, om det Hele ikke skulde v&ae;re en L&o-;gn, Don Juan selv har opspundet. Hans Adf&ae;rd er ikke meget ridderlig, man seer ham ikke med Kaarden i Haanden at bane sig Vei gjennem Livets Vanskeligheder, han uddeler &O-;refigen snart til den Ene, snart til den Anden, ja han kommer saagodtsom op at slaaes med den ene Piges Forlovede. Hvis altsaa Molieres Don Juan virkelig er en Ridder, saa veed Digteren ypperlig at bringe os til at glemme det og _{str&ae;ber derfor}istedetderfor at lade os see en Slagsbroder, en almindelig Udhaler, der ikke er bange for at slaaes paa N&ae;verne. Den, som har havt nogen Leilighed til at gj&o-;re hvad man kalder en Udhaler til Gjenstand for sin Iagttagelse, han vil ogsaa vide, at den Classe af Mennesker har en stor Forkj&ae;rlighed for S&o-;en, og han vil derfor ogsaa finde det ganske i sin Orden, at Don Juan har faaet &O-;ie paa et Par Skj&o-;rter og nu strax skal efter dem ud i en Baad paa Kallebostrand, et S&o-;ndagseventyr paa S&o-;en, samt at Baaden kantrer. Don Juan og Sganarel er n&ae;rved at s&ae;tte Livet til og reddes langt om l&ae;nge af Pedro og den lange Lucas, der f&o-;rst har v&ae;ddet, om det virkelig er Mennesker eller en Steen, et V&ae;ddemaal, der koster Lucas 1 Mk. 8 Sk., hvilket n&ae;sten er for meget for Lucas og for Don Juan. Naar man nu finder dette ganske i sin Orden, saa bliver Indtrykket et &O-;ieblik forstyrret, idet man faaer at vide, at Don Juan tillige er en Karl, der har forf&o-;rt Elvire, myrdet Commandanten o. s. v., Noget man finder h&o-;ist urimeligt og som man atter maa forklare som en L&o-;gn for at bringe Harmoni tilveie. Skal Sganarel give os en Forestilling om den Lidenskab, der raser i Don Juan, saa er hans Udtryk saa travesteret, at man umulig kan bare sig for at lee, saaledes naar Sganarel siger til Gusmann: at Don Juan, for at faae den, han &o-;nsker, gjerne &ae;gtede hendes Hund og Kat, ja det som v&ae;rre er, Dig selv med; eller naar han bem&ae;rker, at hans Herre ikke blot er vantro i Kj&ae;rligheden, men og i Medicinen. Dersom nu den Moliereske Opfattelse af Don Juan, som comisk Bearbeidelse betragtet, var correct, saa skulde jeg ikke videre omtale den her, da jeg i denne Unders&o-;gelse kun har med den ideale Opfattelse og Musikkens Betydning for denne at gj&o-;re. Jeg kunde da n&o-;ies med at gj&o-;re opm&ae;rksom paa den m&ae;rkelige Omst&ae;ndighed, at kun i Musik har man opfattet Don Juan idealt i den Idealitet, han har i Middelalderens traditionelle Forestilling. Manglen af en ideal Opfattelse i Ordets Medium kunde da afgive et indirecte Beviis for min S&ae;tnings Rigtighed. Her kan jeg imidlertid gj&o-;re Mere, netop fordi Moliere ikke er correct, og det, der har forhindret ham i at blive det, er at han har bevaret noget af det Ideale i Don Juan, saaledes som dette skyldes den traditionelle Forestilling. Idet jeg da udpeger dette, vil det atter vise sig, at dette dog v&ae;sentlig kun lader sig udtrykke ved Musik, og saaledes kommer jeg atter tilbage paa min egentlige Thesis. Strax i f&o-;rste Act af Molieres Don Juan har Sganarel en meget lang Replik, i hvilken han vil give os en Forestilling om hans Herres gr&ae;ndsel&o-;se Lidenskab og hans Eventyrs Mangfoldighed. Denne Replik svarer ganske til den anden Tjener-Arie i Operaen. Repliken fremkalder slet ingen Virkning uden comisk, og her har atter Heibergs Opfattelse det Fortrin, at det Comiske er mere ublandet end hos Moliere. Denne gj&o-;r derimod et Fors&o-;g paa at lade os ahne hans Magt, men Virkningen udebliver, kun Musikken kan forene det, fordi den paa samme Tid beskriver Don Juans Adf&ae;rd, bringer os til at h&o-;re Forf&o-;relsens Magt, paa samme Tid som Listen rulles op for os. Hos Moliere kommer St&o-;tten i sidste Act for at hente Don Juan. Om Digteren nu end har s&o-;gt at motivere St&o-;ttens Fremtr&ae;den ved at lade et Varsel gaae iforveien, saa bliver dog denne Steen altid en dramatisk Anst&o-;dssteen. Er Don Juan idealt opfattet som Kraft, som Lidenskab, saa maa Himlen selv s&ae;tte sig i Bev&ae;gelse. Er dette ikke Tilf&ae;lde, saa bliver det altid bet&ae;nkeligt at bruge saa st&ae;rke Midler. Commandanten beh&o-;ver i Sandhed ikke at uleilige sig, da det jo ligger langt n&ae;rmere at Hr. Paaske lader Don Juan s&ae;tte i Slutteriet. Dette vilde v&ae;re ganske i den moderne Comedies Aand, der ikke beh&o-;ver saa store Magter for at knuse, netop fordi de bev&ae;gende Magter selv ikke ere saa grandiose. Det vilde ganske ligne den at lade Don Juan l&ae;re Virkelighedens trivielle Skranker at kjende. I Operaen er det ganske rigtigt, at Commandanten kommer igjen, men hans Optr&ae;den har da ogsaa ideal Sandhed. Musikken gj&o-;r strax Commandanten til noget Mere end et enkelt Individ, hans Stemme udvides til en Aands Stemme. Som derfor Don Juan i Operaen er opfattet med &ae;sthetisk Alvor, saaledes er Commandanten det ogsaa. Hos Moliere kommer han med ethisk Gravitet og Tyngde, der n&ae;sten gj&o-;r ham latterlig; i Operaen kommer han med &ae;sthetisk Lethed, metaphysisk Sandhed. Ingen Magt i Stykket, ingen Magt i Verden har formaaet at tvinge Don Juan, kun en Aand, et Gjenf&ae;rd formaaer det. Naar man vil forstaae dette rigtigt, saa vil dette atter belyse Opfattelsen af Don Juan. En Aand, et Gjenf&ae;rd er Reproduction, dette er den Hemmelighed, der ligger i at komme igjen, men Don Juan kan Alt, kan modstaae Alt undtagen Reproductionen af Livet, netop fordi han er umiddelbart sandseligt Liv, hvis Negation Aanden er. Saaledes som Sganarel opfattes af Moliere bliver han en uforklarlig Person, hvis Charakteer bliver i h&o-;i Grad forvirret. Det, der her virker forstyrrende, er igjen, at Moliere har bevaret Noget af det Traditionelle. Som Don Juan overhovedet er en Magt, saa viser dette sig ogsaa i hans Forhold til Leporello. Denne f&o-;ler sig dragen hen til ham, overv&ae;ldet af ham, synker ind i ham, og bliver et blot Organ for hans Herres Villie. Denne dunkle, uigjennemsigtige Sympathi gj&o-;r netop Leporello til en musikalsk Person, og man finder det ganske i sin Orden, at han ikke formaaer at l&o-;srive sig fra Don Juan. Med Sganarel er det en anden Sag. Hos Moliere er Don Juan et enkelt Individ, og Sganarel tr&ae;der altsaa i Forhold til ham som til et Individ. F&o-;ler nu Sganarel sig uopl&o-;selig knyttet til ham, saa er det ikke mere end et billigt &ae;sthetisk Krav at fordre oplyst, hvorledes dette lader sig forklare. Det nytter Intet, at Moliere lader ham sige, at han ikke kan l&o-;srive sig fra ham, dertil seer nemlig L&ae;seren eller Tilskueren ingen fornuftig Grund, og om en fornuftig Grund er her netop Sp&o-;rgsmaal. Den Ustadighed, der er i Leporello, er vel motiveret i Operaen, fordi han i Forhold til Don Juan er n&ae;rmere ved at v&ae;re individuel Bevidsthed, og det Don Juanske Liv derfor reflekterer sig forskjelligt i ham, uden at han dog egentlig er i Stand til at gjennemtr&ae;nge det. Hos Moliere er Sganarel ogsaa snart v&ae;rre, snart bedre end Don Juan, men ubegribeligt bliver det, at han ikke forlader ham, da han end ikke faaer sin L&o-;n. Skal man da i Sganarel t&ae;nke sig en Eenhed, der svarer til den sympathetiske musikalske Dunkelhed, Leporello har i Operaen, saa bliver der ikke Andet for end at lade denne v&ae;re en partiel Fjollethed. Man seer da atter et Exempel paa, hvorledes det Musikalske maa frem, for at Don Juan kan opfattes i sin sande Idealitet. Feilen hos Moliere er ikke, at han har opfattet ham comisk, men at han ikke har v&ae;ret correct. Molieres Don Juan er ogsaa en Forf&o-;rer, men at han er det, derom giver Stykket os kun en ringe Forestilling. At Elvire hos Moliere er Don Juans Gemalinde er unegtelig s&ae;rdeles rigtigt anlagt med Hensyn til den comiske Virkning. Man seer strax, at det er en almindelig Person, man har med at gj&o-;re, der bruger &Ae;gteskabsl&o-;fter til at bedrage en Pige med. Elvire taber derved hele den ideale Holdning, hun har i Operaen, hvor hun m&o-;der uden andre Vaaben end den forn&ae;rmede Qvindeligheds, medens man her t&ae;nker sig hende med &Ae;gteskabs-Documenter, og Don Juan taber den forf&o-;reriske Tvetydighed af at v&ae;re en ung Mand og en fors&o-;gt &Ae;gtemand, det vil sige, fors&o-;gt i alle udenoms Fors&o-;g. Hvorledes han har bedraget Elvire, ved hvilke Midler han har lokket hende ud af Klosteret, derom skulle vel enkelte Replikker af Sganarel oplyse os; men da den Forf&o-;relsesscene, der foregaaer i Stykket, ikke giver os Leilighed til at beundre Don Juans Kunst, saa sv&ae;kkes naturligviis Tilliden til hine Efterretninger. Forsaavidt nu Molieres Don Juan er comisk, saa var det jo ikke n&o-;dvendigt; men da han dog selv vil lade os forstaae, at hans Don Juan virkelig er Helten Don Juan, der har bedaaret Elvire og dr&ae;bt Commandanten, saa seer man let det Feilagtige hos Moliere, men man bringes da tillige til at t&ae;nke, om det dog egentlig ikke havde sin Grund i, at Don Juan nu engang ikke lader sig fremstille som Forf&o-;rer uden ved Hj&ae;lp af Musik, med mindre man, som ovenfor bem&ae;rket, vil gaae ind i det Psychologiske, hvilket dog igjen ikke let kan faae dramatisk Interesse. Hos Moliere h&o-;rer man ham heller ikke bedaare de to unge Piger, Mathurine og Charlotte, Bedaarelsen ligger udenfor Scenen, og da Moliere atter her lader os formode, at Don Juan har givet dem &Ae;gteskabsl&o-;fte, saa faaer man atter her kun ringe Tanker om hans Talent. At bedrage en Pige ved et &Ae;gteskabsl&o-;fte, det er en saare fattig Kunst, og fordi Een er lav nok til at gj&o-;re dette, deraf f&o-;lger ingenlunde, at han er h&o-;i nok til at kaldes Don Juan. Den eneste Scene, der synes at ville fremstille os Don Juan i hans forf&o-;rende, skj&o-;ndt lidet forf&o-;reriske Virksomhed, er Scenen med Charlotte. Men at sige til en ung Bondepige, at hun er smuk, at hun har spillende &O-;ine, at bede hende vende sig om, for at betragte hendes Skabning, det forraader ikke noget Ualmindeligt hos Don Juan, men en liderlig Karl, der betragter en ung Pige som en Pranger en Hest. Comisk Virkning kan man gjerne indr&o-;mme Scenen, og forsaavidt den kun skulde have det, vilde jeg ikke omtale den her. Men da dette hans notoriske Fors&o-;g staaer i intet Forhold til de mange Historier, han maa have havt, saa bidrager atter denne Scene directe eller indirecte til at vise det Ufuldkomne i Comedien. Moliere synes at have villet gj&o-;re noget Mere af ham, synes at have villet vedligeholde det Ideale i ham, men han mangler Mediet, og derfor falder Alt, hvad der virkelig foregaaer, noget ubetydeligt. Overhovedet kan man sige, at i Molieres Don Juan faae vi kun historisk at vide, at han er Forf&o-;rer; dramatisk seer man det ikke. Den Scene, hvor han viser sig i mest Activitet, er Scenen med Charlotte og Mathurine, hvor han holder begge op med Snak og bestandig bilder hver is&ae;r ind, at det er hende, han har lovet at &ae;gte. Men det, der her besk&ae;ftiger vor Opm&ae;rksomhed, er ikke hans forf&o-;rende Kunst, men en ganske almindelig Theater-Intrigue. Hvad her er blevet udviklet kan jeg maaskee til Slutning belyse ved at tage Hensyn til en Bem&ae;rkning, man ofte har gjort, at Molieres Don Juan er mere moralsk end Mozarts. Dette er imidlertid netop, naar det forstaaes rigtigt, en Lovtale over Operaen. I Operaen er der ikke blot Snak om en Forf&o-;rer, men Don Juan er en Forf&o-;rer, og man kan ikke negte, at Musikken i sine Enkeltheder ofte kan v&ae;re forf&o-;rerisk nok. Saaledes skal det imidlertid v&ae;re; og dette er netop dens Storhed. Derfor at sige, at Operaen er umoralsk, er en Taabelighed, som ogsaa kun hidr&o-;rer fra Folk, der ikke forstaae at opfatte en Heelhed, men fanges af Enkeltheder. Den definitive Str&ae;ben i Operaen er i h&o-;i Grad moralsk, og Indtrykket af den absolut velgj&o-;rende, fordi Alt er stort, Alt har &ae;gte, usminket Pathos, Lystens Lidenskab ikke mindre end Alvorens, Nydelsens ikke mindre end Vredens. 3. Operaens indre musikalske Bygning Skj&o-;ndt Overskriften over dette Afsnit allerede maa ansees for tilstr&ae;kkelig oplysende, vil jeg dog for en Sikkerheds Skyld gj&o-;re opm&ae;rksom paa, at det naturligviis ingenlunde her er min Agt at give en &ae;sthetisk Vurdering af Stykket Don Juan eller en Efterviisning af den dramatiske Structur i Texten. Saaledes at adskille maa man altid v&ae;re meget forsigtig med, is&ae;r ved en classisk Frembringelse. Hvad jeg nemlig allerede ofte har udh&ae;vet i det Foregaaende vil jeg her endnu engang gjentage; at Don Juan kun musikalsk lader sig udtrykke, det har jeg selv v&ae;sentlig erfaret gjennem Musikken, og jeg b&o-;r derfor paa enhver Maade vaage over, at det ikke faaer Udseende af, at Musikken paa en udvortes Maade tr&ae;der til. Behandler man Sagen saaledes, saa kan man for mig beundre Musikken i denne Opera saa meget man vil, dens absolute Betydning har man ikke opfattet. En saadan usand Abstraction har Hotho ikke holdt sig fri for, og deraf kommer det, at hans Fremstilling ikke kan ansees for satisficerende, hvor talentfuld den end ellers er. Hans Stiil, hans Fremstilling, hans Reproduction er livlig og bev&ae;get; hans Kategorier ere ubestemte og sv&ae;vende, hans Opfattelse af Don Juan er ikke gjennemtr&ae;ngt af een Tanke, men opl&o-;st i mange. For ham er Don Juan en Forf&o-;rer. Men allerede denne Kategori er ubestemt, og dog maa det v&ae;re bestemt, i hvilken Forstand han er det, som jeg ogsaa har fors&o-;gt at gj&o-;re det. Om denne Forf&o-;rer siges der nu en M&ae;ngde i og for sig sande Ting; men da almindelige Forestillinger her meget for meget faae Lov at raade, bliver en saadan Forf&o-;rer let saa reflekteret, at han oph&o-;rer at v&ae;re absolut musikalsk. Han gjennemgaaer Stykket Scene for Scene, hans Referat er frisk gjennemsyret af hans Individualitet, paa enkelte Steder maaskee lidt for meget. Naar dette er skeet, da f&o-;lger ofte sympathetiske Udgydelser over, hvor skj&o-;nt og rigt og mangfoldigt Mozart har udtrykt Alt dette. Men denne lyriske Gl&ae;de over Mozarts Musik er for lidt, og hvor godt den end kl&ae;der Manden, og hvor skj&o-;nt den end veed at udtrykke sig, Mozarts Don Juan bliver ved denne Opfattelse ikke anerkjendt i sin absolute Gyldighed. Til denne Anerkjendelse er det, at jeg str&ae;ber hen, fordi denne Anerkjendelse er identisk med den rette Indsigt i, hvad der udgj&o-;r denne Unders&o-;gelses Gjenstand. Det er derfor ikke min Hensigt at gj&o-;re den hele Opera til Gjenstand for Betragtningen, men vel Operaen i dens Heelhed, ikke s&ae;rskilt at omtale dens enkelte Dele, men saavidt muligt i Betragtningen at incorporere dem, ikke at see dem ud af Forbindelsen med det Hele, men ind i denne. I et Drama samler ganske naturligt Hovedinteressen sig om hvad man kalder Helten i Stykket; de &o-;vrige Personer indtage i Forhold til ham kun en underordnet og relativ Betydning. Jo mere imidlertid den indre Reflexion i Dramaet tr&ae;nger igjennem med sin adskillende Magt, desto mere antage ogsaa Bipersonerne en vis relativ Absoluthed, om jeg saa t&o-;r sige. Dette er ingenlunde en Feil, men tvertimod et Fortrin, ligesom den Betragtning af Verden, der kun kan &o-;ine de enkelte fremragende Individer og disses Betydning i Verdensudviklingen, men ikke bliver de subalterne vaer, vel i en vis Forstand staaer h&o-;iere, men er lavere end den, der seer det Mindre med i dets ligesaa store Gyldighed. Dramatikeren vil dette kun lykkes for i samme Grad som der intet Incommensurabelt bliver tilbage, Intet af den Stemning, hvoraf Dramaet fremgaaer, det vil sige, Intet af den Stemning qua Stemning, men Alt er omsat i den dramatiske hellige M&o-;ntsort: Handling og Situation. I samme Grad som dette lykkes Dramatikeren, i samme Grad vil ogsaa det Totalindtryk, hans V&ae;rk efterlader, mindre v&ae;re en Stemning end en Tanke, en Idee. Jo mere Totalindtrykket af et Drama er en Stemning, jo mere kan man v&ae;re sikker paa, at Digteren selv har ahnet det i Stemningen og successivt ladet det blive til deraf, ikke grebet det i Ideen og ladet denne dramatisk udfolde sig. Et saadant Drama lider da af en abnorm Overv&ae;gt af det Lyriske. Dette er en Feil ved et Drama, men ingenlunde en Feil ved en Opera. Det, som bevarer Eenheden i Operaen, er den Grundtone, der b&ae;rer det Hele. Hvad her er sagt om den dramatiske Totalvirkning gj&ae;lder igjen om Dramaets enkelte Dele. Skulde jeg med eet Ord betegne Dramaets Virkning, forsaavidt denne er forskjellig fra den, enhver anden Digtart fremkalder, saa vilde jeg sige: Dramaet virker ved det Samtidige. I Dramaet seer jeg de udenfor hinanden staaende Momenter sammen i Situationen, Handlingens Eenhed. Jo mere nu de discrete Momenter ere udsondrede, jo dybere den dramatiske Situation er gjennemreflekteret, desto mindre vil den dramatiske Eenhed v&ae;re en Stemning, desto mere vil den v&ae;re en bestemt Tanke. Men ligesom Operaens Totalitet ikke kan v&ae;re saaledes gjennemreflekteret, som det er Tilf&ae;ldet i det egentlige Drama, saaledes er dette ogsaa Tilf&ae;ldet med den musikalske Situation, der vel er dramatisk men dog har sin Eenhed i Stemningen. Den musikalske Situation har det Samtidige ligesom enhver dramatisk Situation, men Kr&ae;fternes Virksomhed er en Samlyden, en Samstemmen, er Harmoni, og Indtrykket af den musikalske Situation er den Eenhed, som tilveiebringes ved at h&o-;re sammen, hvad der lyder sammen. Jo mere Dramaet er gjennemreflekteret, desto mere er Stemningen forklaret til Handling. Jo mindre Handling, jo mere er det lyriske Moment overveiende. Dette er i Operaen ganske i sin Orden. Operaen har ikke saa meget Charakteerskildring og Handling til sit immanente Formaal, dertil er den ikke reflekteret nok. I Operaen finder derimod den ureflekterede, substantielle Lidenskab sit Udtryk. Den musikalske Situation ligger i Stemningens Eenhed, i den discrete Stemmefleerhed. Dette er netop det Eiendommelige ved Musikken, at den kan bevare Stemmefleerheden i Stemningens Eenhed. Naar man i daglig Tale n&ae;vner det Ord Stemmefleerhed, saa betegner man gjerne derved en Eenhed, der er det endelige Resultat; i Musikken er det ikke saaledes Tilf&ae;ldet. Den dramatiske Interesse fordrer en rask Fremadskriden; en bev&ae;get Takt, hvad man kunde kalde Faldets immanent voxende Hurtighed. Jo mere Dramaet er gjennemtr&ae;ngt af Reflexionen, desto mere ustandset haster det frem. Er derimod det lyriske eller det episke Moment eensidigt overveiende, saa yttrer det sig i en vis Bed&o-;ven, der lader Situationen indslumre, der gj&o-;r den dramatiske Proces og Fortgang tr&ae;g og besv&ae;rlig. I Operaens V&ae;sen ligger ikke denne Hasten, for den er en vis Dv&ae;len eiendommelig, en vis Sig-Udbreden i Tid og Rum. Handlingen har ikke Faldets Hurtighed eller dets Retning, men bev&ae;ger sig mere horizontalt. Stemningen er ikke sublimeret i Charakteer og Handling. Som en F&o-;lge deraf kan Handlingen i en Opera kun v&ae;re umiddelbar Handling. Anvende vi det her Udviklede paa Operaen Don Juan, saa vil det give os Anledning til at see den i dens sande classiske Gyldighed. Don Juan er Helten i Operaen, paa ham samler Hovedinteressen sig; dog ikke blot dette, men han giver alle de andre Personer Interesse. Dette maa imidlertid ikke tages i nogen udvortes Forstand, men det er netop Hemmeligheden i denne Opera, at Helten deri tillige er Kraften i de &o-;vrige Personer, Don Juans Liv er Livsprincipet i dem. Hans Lidenskab s&ae;tter de andres Lidenskab i Bev&ae;gelse, hans Lidenskab gjenlyder overalt, den gjenlyder i og b&ae;rer Commandantens Alvor, Elvires Vrede, Annas Had, Ottavios Vigtighed, Zerlines Angst, Mazettos Forbittrelse, Leporellos Forvirring. Som Helten i Operaen er Don Juan Stykkets N&ae;vner, han giver det som Helten i Almindelighed dets Navn, men han er Mere, han er, om jeg saa maa sige, General-N&ae;vner. Al anden Existens er i Forhold til hans kun en deriveret. Fordrer man nu af en Opera, at dens Eenhed er en Grundtone, saa vil man let indsee, at der ikke lader sig t&ae;nke nogen fuldkomnere Opgave for en Opera end Don Juan. Grundtonen kan nemlig v&ae;re et i Forhold til Stykkets Kr&ae;fter Tredie, der b&ae;rer disse. Som Exempel paa en saadan Opera vilde jeg anf&o-;re den hvide Dame; men en _saadensaadan Eenhed er i Forhold til Operaen en yderligere Bestemmelse af det Lyriske. I Don Juan er Grundtonen ingen anden end Grundkraften i selve Operaen, denne er Don Juan, men han er igjen &streg; netop fordi han ikke er Charakteer men v&ae;sentlig Liv &streg; absolut musikalsk. De &o-;vrige Personer i Operaen ere heller ikke Charakterer men v&ae;sentlig Lidenskaber, der ere satte ved Don Juan, og forsaavidt igjen blive musikalske. Som nemlig Don Juan omslynger Alle, saaledes slynge disse sig igjen om Don Juan, de ere de udvortes Conseqvenser, hans Liv bestandig selv s&ae;tter. Det er denne Don Juans Musikalske Livs absolute Centralitet i Operaen, der gj&o-;r, at den ud&o-;ver en Illusionens Magt som ingen anden, at dens Liv river Een hen i det Liv, som er i Stykket. Paa Grund af det Musikalskes Allestedsn&ae;rv&ae;relse i denne Musik kan man nyde en enkelt lille Deel af den, og man rives dog &o-;ieblikkelig hen; man komme midt under Stykket, og &o-;ieblikkelig er man i det Centrale, fordi dette Centrale, der er Don Juans Liv, er overalt. Det er en gammel Erfaring, at det ikke er behageligt at anstr&ae;nge to Sandser paa eengang, og det er saaledes ofte forstyrrende, naar man skal bruge &O-;iet meget paa samme Tid som &O-;ret er besk&ae;ftiget. Man har derfor en Tilb&o-;ielighed til, naar man skal h&o-;re Musik, at lukke &O-;iet. Dette gj&ae;lder om al Musik mere eller mindre, om Don Juan in sensu eminentiori. Saasnart &O-;iet besk&ae;ftiges, forstyrres Indtrykket; thi den dramatiske Eenhed, der frembyder sig for dette, er aldeles underordnet og mangelfuld i Sammenligning med den musikalske Eenhed, der h&o-;res sammen. Dette har min egen Erfaring forvisset mig om. Jeg har siddet n&ae;rved, jeg har fjernet mig mere og mere, jeg har s&o-;gt en Afkrog i Theatret, for ganske at kunne skjule mig i denne Musik. Jo bedre jeg forstod den eller troede at forstaae den, jo l&ae;ngere kom jeg bort fra den, ikke af Kulde men af Kj&ae;rlighed, thi den vil forstaaes paa Afstand. Dette har for mit Liv havt noget besynderligt Gaadefuldt ved sig. Jeg har havt Tider, hvor jeg havde givet Alt for en Billet, nu beh&o-;ver jeg end ikke at give 1 Rbd. for en Billet. Jeg staaer udenfor paa Gangen, jeg l&ae;ner mig op til det Skillerum, der udelukker mig fra Tilskuernes Pladse, da virker den st&ae;rkest, det er en Verden for sig selv, afsondret fra mig, jeg kan Intet see, men er n&ae;r nok til at h&o-;re og dog saa uendelig fjern. Da de i Operaen fremtr&ae;dende Personer ikke beh&o-;ve at v&ae;re saa gjennemreflekterede, at de som Charakterer blive gjennemsigtige, f&o-;lger ogsaa deraf, hvad i det Foregaaende er blevet udh&ae;vet, at Situationen ikke fuldkommen kan v&ae;re udviklet eller udsprungen, men til en vis Grad b&ae;res af en Stemning. Det Samme gj&ae;lder om Handlingen i en Opera. Hvad man i str&ae;ngere Forstand kalder Handling, den med Bevidsthed om et Formaal foretagne Gjerning, kan ikke finde sit Udtryk i Musik, men vel hvad man kunde kalde umiddelbar Handling. Begge Dele er nu Tilf&ae;ldet i Don Juan. Handlingen er umiddelbar Handling; i denne Henseende maa jeg henvise til det Foregaaende, hvor jeg udviklede, i hvilken Betydning Don Juan er Forf&o-;rer. Paa Grund af, at Handlingen er umiddelbar Handling, er det ogsaa ganske i sin Orden, at Ironien er saa fremherskende i dette Stykke; thi Ironien er og bliver det umiddelbare Livs Tugtemester. Saaledes er, for blot at anf&o-;re et Exempel, Commandantens Gjenkomst en uhyre Ironi; thi Don Juan kan beseire enhver Hindring, men en Gjenganger kan man som bekjendt ikke slaae ihjel. Situationen er heelt igjennem baaret af Stemningen; i denne Henseende maa jeg erindre om Don Juans Betydning for det Hele og de &o-;vrige Personers relative Existens i Forhold til ham. Jeg vil, ved n&ae;rmere at omtale en enkelt Situation, vise, hvad jeg mener. Jeg v&ae;lger dertil Elvires f&o-;rste Arie. Orchestret foredrager Forspillet, Elvire tr&ae;der ind. Den Lidenskab, der raser i hendes Bryst, maa have Luft, og hendes Sang forhj&ae;lper hende dertil. Dette vilde imidlertid v&ae;re altfor lyrisk til egentlig at v&ae;re en Situation; hendes Arie vilde da v&ae;re af samme Natur som Monologen i et Drama. Forskjellen vilde kun v&ae;re den, at Monologen n&ae;rmest giver det Universelle individuelt, Arien det Individuelle universelt. Men, som sagt, det vilde v&ae;re for Lidt til en Situation. Derfor er det heller ikke saa. I Baggrunden seer man Don Juan og Leporello i sp&ae;ndt Forventning paa, at den Dame, som de allerede have bem&ae;rket ved Vinduet, skal komme frem. Dersom det nu var et Drama, vi havde, saa vilde Situationen ikke ligge deri, at Elvire staaer i Forgrunden og Don Juan i Baggrunden, men Situationen vilde ligge i det uventede Sammenst&o-;d. Interessen vilde hvile paa, hvorledes Don Juan vilde slippe derfra. I Operaen faaer ogsaa Sammenst&o-;det sin Betydning, men en langt underordnet. Sammenst&o-;det vil sees, den musikalske Situation vil h&o-;res. Eenheden i Situationen er nu den Samstemning, hvori Elvire og Don Juan samlyde. Det er derfor ogsaa ganske rigtigt, at Don Juan holder sig saa langt tilbage som muligt; thi han skal ikke sees, ikke blot ikke af Elvira, men end ikke af Tilskueren. Elvires Arie begynder. Hendes Lidenskab veed jeg ikke at betegne anderledes end som Elskovs-Had, en blandet, men dog malmfuld, tonende Lidenskab. Hendes Indre er i urolig Bev&ae;gelse, hun har faaet Luft, hun bliver mat et &O-;ieblik, som ethvert lidenskabeligt Udbrud matter, der f&o-;lger en Pause i Musikken. Men Bev&ae;gelsen i hendes Indre tyder tilstr&ae;kkelig paa, at Lidenskaben endnu ikke noksom er kommen til Udbrud; Vredens Mellemgulv maa endnu st&ae;rkere rystes. Men hvad kan fremkalde denne Rystelse, hvilket Incitament? Det kan kun v&ae;re eet &streg; Don Juans Spot. Mozart har derfor &streg; gid jeg var en Gr&ae;ker, thi da vilde jeg sige, ganske guddommeligt, &streg; benyttet Pausen til at slynge Juans Spot ind deri. Nu blusser Lidenskaben st&ae;rkere, endnu voldsommere bryder den sig i hende og bryder frem i Toner. Endnu engang gjentager det sig, da skj&ae;lver hendes Indre, da bryder Vreden og Smerten som en Lavastr&o-;m frem i det bekjendte L&o-;b, hvormed Arien ender. Man seer nu her, hvad det er jeg mener, naar jeg siger, at Don Juan gjenlyder i Elvire, at det er noget Andet end Phrase. Tilskueren skal ikke see Don Juan, skal ikke see ham sammen med Elvire i Situationens Eenhed, han skal h&o-;re ham ind i Elvira, ud af Elvira, thi vel er det Don Juan, der synger, men han synger saaledes, at jo mere Tilskuerens &O-;re er udviklet, desto mere er det ham, som om det kom fra Elvira selv. Som Kj&ae;rligheden skaber sin Gjenstand, saaledes ogsaa Forbittrelsen. Hun er besat af Don Juan. Denne Pause og Don Juans Stemme gj&o-;r Situationen dramatisk, men Eenheden i Elviras Lidenskab, hvori Don Juan gjenlyder, medens dog hendes Lidenskab er sat ved Don Juan, gj&o-;r Situationen musikalsk. Situationen er som musikalsk Situation betragtet magel&o-;s. Er derimod Don Juan en Charakteer og Elvire ligesaa, saa er Situationen forfeilet, saa er det urigtigt at lade Elvira expectorere sig i Forgrunden og Don Juan spotte i Baggrunden; thi da forlanges der, at jeg skal h&o-;re dem sammen, uden at dog Midlet dertil gives, og uagtet de Begge ere Charakterer, der umulig saaledes kunne samlyde. Ere de Charakterer, da er Sammenst&o-;det Situationen. Det er ovenfor blevet bem&ae;rket, at der i Operaen ikke fordres den dramatiske Hasten, den voxende Till&o-;bs Hurtighed, som i Drama, at Situationen gjerne her maa udbrede sig en lille Smule. Imidlertid maa dette dog ikke udarte til en idelig Standsning. Som et Exempel paa den sande Midte kan jeg udh&ae;ve den Situation, jeg nys omtalte, ikke som om dette var den eneste i Don Juan, eller den fuldkomneste, tvertimod, de ere alle saaledes og alle fuldkomne, men fordi L&ae;seren n&ae;rmest har den i Erindring. Og dog, her n&ae;rmer jeg mig et misligt Punkt; thi jeg tilstaaer det, der er to Arier, der maae bort, der, hvor fuldendte de end ere i sig, dog virke forstyrrende, virke retarderende. Jeg vilde gjerne gj&o-;re en Hemmelighed deraf, men det kan nu ikke hjelpe, Sandheden maa for en Dag. Tager man dem bort, saa er alt det &O-;vrige lige fuldendt. Den ene er Ottavios, den anden Annas, de ere begge mere Concertnummere end dramatisk Musik, som overhovedet Ottavio og Anna er meget for ubetydelige Personer til at turde standse Gangen. Naar man tager dem bort, saa har for&o-;vrigt Operaen fuldkommen musikalsk-dramatisk Hurtighed, fuldkommen som ingen Anden. Det vilde vel l&o-;nne Umagen, stykkeviis at gjennemgaae hver enkelt Situation, ikke for at ledsage den med Udraabstegn, men for at vise dens Betydning, dens Gyldighed som musikalsk Situation. Dette ligger imidlertid udenfor n&ae;rv&ae;rende lille Unders&o-;gelses Gr&ae;ndse. Her var det is&ae;r af Vigtighed at fremh&ae;ve Don Juans Centralitet i den hele Opera. Noget Lignende gjentager sig med Hensyn til de enkelte Situationer. Hiin omtalte Don Juans Centralitet i Operaen vil jeg lidt n&ae;rmere belyse ved at betragte de &o-;vrige Personer i Stykket i Forhold til ham. Ligesom i et Solsystem de m&o-;rke Legemer, der modtage deres Lys fra den centrale Sol, bestandig kun er halv lyse, lyse nemlig paa den Side, der vender mod Solen, saaledes er det Tilf&ae;ldet med Personerne i dette Stykke, kun det Livs-Moment, den Side, der vender mod Don Juan, er belyst, for&o-;vrigt ere de dunkle og ugjennemsigtige. Dette maa ikke tages i den indskr&ae;nkede Forstand, som om hver af disse Personer var en eller anden abstract Lidenskab, som om Anna f. Ex. var Had, Zerline Letsind. Slige Smagl&o-;sheder har allermindst hjemme her. Lidenskaben i den Enkelte er concret men concret i sig selv, ikke concret i Personligheden, eller, for at udtrykke mig bestemtere, det &O-;vrige i Personligheden er slugt af denne Lidenskab. Dette er nu absolut rigtigt, fordi det er en Opera, vi have med at gj&o-;re. Denne Dunkelhed, denne deels sympathetiske, deels antipathetiske hemmelighedsfulde Communication med Don Juan, gj&o-;r dem samtlige musikalske og bevirke, at den hele Opera samlyder i Don Juan. Den eneste Figur i Stykket, der synes at gj&o-;re en Undtagelse, er naturligviis Commandanten; men derfor er det ogsaa saa viselig indrettet, at han til en vis Grad ligger udenfor eller begr&ae;ndser Stykket; jo mere Commandanten blev trukket frem, jo mere vilde Operaen oph&o-;re at v&ae;re absolut musikalsk. Han er derfor bestandig holdt i Baggrunden og saa taaget som mulig. Commandanten er den kraftfulde Fors&ae;tning og den dj&ae;rve Efters&ae;tning, mellem hvilken Don Juans Mellems&ae;tning ligger, men denne Mellems&ae;tnings rige Indhold er Operaens Gehalt. Kun to Gange tr&ae;der Commandanten op. F&o-;rste Gang er det Nat; det er i Baggrunden af Theatret, man kan ikke see ham, men h&o-;rer ham falde for Don Juans Kaarde. Allerede der er hans Alvor, der kun viser sig desto st&ae;rkere ved Don Juans parodierende Spot, Noget, Mozart fortr&ae;ffeligt har udtrykt i Musikken, allerede der er hans Alvor for dyb til at tilh&o-;re et Menneske; han er Aand, f&o-;r han d&o-;er. Anden Gang viser han sig som Aand, og Himlens Tordenstemme lyder i hans alvorlige h&o-;itidelige R&o-;st, men ligesom han selv er forklaret, saaledes er hans R&o-;st forklaret til noget Mere end en menneskelig Stemme, han taler ikke mere, han d&o-;mmer. Den vigtigste Person i Stykket n&ae;st Don Juan er aabenbart Leporello. Hans Forhold til Herren bliver netop forklarligt ved Musikken, uforklarligt uden denne. Er Don Juan en reflekteret Personlighed, saa bliver Leporello n&ae;sten en endnu st&o-;rre Skurk end han, og det bliver uforklarligt, at Don Juan kan ud&o-;ve saa megen Magt over ham, og det eneste Motiv, der er tilbage, er, at han kan betale ham bedre end alle Andre, et Motiv, som endog Moliere ikke synes at have villet benytte, da han lader Don Juan v&ae;re i Pengeforlegenhed. Fastholde vi derimod Don Juan som umiddelbart Liv, saa er det let at forstaae, at han kan ud&o-;ve en afgj&o-;rende Indflydelse paa Leporello, at han assimilerer sig ham, saa at han n&ae;sten kan blive et Organ for Don Juan. Leporello er i en vis Forstand n&ae;rmere ved at v&ae;re en personlig Bevidsthed end Don Juan, men for at blive det maatte han blive sig klar over sit Forhold til denne, men det formaaer han ikke, han formaaer ikke at h&ae;ve Trylleriet. Her gj&ae;lder det igjen, saasnart Leporello faaer Replik, saa maa han blive os gjennemsigtig. Ogsaa i Leporellos Forhold til Don Juan er der noget Erotisk, der er en Magt, hvorved han f&ae;ngsler ham selv mod hans Villie; men i denne Tvetydighed er han musikalsk og Don Juan gjenlyder bestandig i ham; Noget, jeg senere skal anf&o-;re et Exempel paa for at vise, at det er Mere end en Phrase. Med Undtagelse af Commandanten staaer alle Personer i en Art erotisk Forhold til Don Juan. Over Commandanten kan han ingen Magt ud&o-;ve, han er Bevidsthed; de Andre ere i hans Magt. Elvire elsker ham, derved er hun i hans Magt, Anna hader ham, derved er hun i hans Magt, Zerline frygter ham, derved er hun i hans Magt, Ottavio og Mazetto gaae med for Svogerskabets Skyld, thi Blodets Baand ere &o-;mme. Skuer jeg nu et &O-;ieblik tilbage over det her Udviklede, saa vil L&ae;seren maaskee see, hvorledes det her atter fra flere Sider er blevet udviklet, i hvilket Forhold Ideen Don Juan staaer til det Musikalske, hvorledes dette Forhold er det Constituerende i hele Operaen, hvorledes dette gjentager sig i dens enkelte Dele. Jeg kunde gjerne standse her, men jeg vil dog for en yderligere Fuldst&ae;ndigheds Skyld oplyse det ved at gjennemgaae nogle enkelte Stykker. Valget skal ikke v&ae;re vilkaarligt. Jeg v&ae;lger dertil Ouverturen, som vel n&ae;rmest giver Grundtonen i Operaen i en sammentr&ae;ngt Concentration, jeg v&ae;lger dern&ae;st det mest episke og det mest lyriske Moment i Stykket, for at vise, hvorledes selv i Ydergr&ae;ndsen Operaens Fuldendthed er bevaret, det Musikalsk-Dramatiske opretholdt, hvorledes det er Don Juan, der musikalsk b&ae;rer Operaen. At udvikle, hvilken Betydning Ouverturen overhovedet har for Operaen, dertil er her ikke Stedet, kun saa meget kan her fremh&ae;ves, at den Omst&ae;ndighed, at en Opera fordrer en Ouverture, tilstr&ae;kkelig viser det Lyriskes Overv&ae;gt, og at den Virkning, som derved tilsigtes, er at fremkalde en Stemning, Noget som Dramaet ikke kan indlade sig paa, da Alt her skal v&ae;re gjennemsigtigt. Det er derfor i sin Orden, at Ouverturen bliver componeret sidst, for at Kunstneren ret selv kan v&ae;re gjennemtr&ae;ngt af Musikken. Ouverturen giver derfor i Almindelighed Leilighed til at gj&o-;re et dybt Indblik i Componisten og hans sj&ae;lelige Forhold til sin Musik. Er det ikke lykkedes ham at gribe det Centrale deri, staaer han ikke i den dybere Rapport til Grundstemningen i Operaen, saa vil dette umiskjendeligt forraade sig i Ouverturen; den bliver da et af en l&o-;s Ideeassociation gjennemslynget Aggregat af de fremtr&ae;dende Punkter, men ingen Totalitet, der, som den egentlig burde, indeholder de dybeste Oplysninger om Musikkens Indhold. En saadan Ouverture er derfor ogsaa i Almindelighed aldeles vilkaarlig, den kan nemlig blive saa lang eller saa kort som det skal v&ae;re, og det sammenholdende Element, det Continuerlige kan, da det kun er Ideeassociation, udtv&ae;res saa l&ae;nge det skal v&ae;re. Derfor er Ouverturen ofte en farlig Fristelse for underordnede Componister, de forledes nemlig let til at plagiere sig selv, stj&ae;le af deres egen Lomme, Noget, der virker meget forstyrrende. Medens det saaledes er klart, at Ouverturen ikke skal indeholde det Samme som Operaen, saa skal den naturligviis heller ikke indeholde noget absolut Andet. Den skal nemlig indeholde det Samme som Stykket, men paa en anden Maade, den skal indeholde det centralt og med det Centrales hele Magt gribe Tilh&o-;reren. I denne Henseende er og bliver den altid beundrede Ouverture til Don Juan et fuldendt Mesterv&ae;rk, saa dersom der intet andet Beviis kunde f&o-;res for Don Juans Classicitet, saa vilde det v&ae;re tilstr&ae;kkeligt at udh&ae;ve dette Ene, det Ut&ae;nkelige i, at den, der havde det Centrale, ikke ogsaa skulde have det Peripheriske. Denne Ouverture er intet Mellemhverandre af Themaer, den er ikke labyrinthisk gjennemslynget af Ideeassociationer, den er concis, bestemt, st&ae;rkt bygget, og fremfor Alt, den er impregneret af hele Operaens V&ae;sen. Den er kraftig som en Guds Tanke, bev&ae;get som en Verdens Liv, rystende i sin Alvor, zittrende i sin Lyst, knusende i sin forf&ae;rdelige Vrede, beaandende i sin livslystne Gl&ae;de, den er huul i sin Straffedom, hvinende i sin Lyst, den er langsom h&o-;itidelig i sin imponerende V&ae;rdighed, den er bev&ae;get, flagrende, dandsende i sin Fryd. Og dette har den ikke opnaaet ved at blodsuge Operaen, den er tvertimod i Forhold til denne en Propheti. I Ouverturen udfolder Musikken hele sit Omfang, med et Par m&ae;gtige Vingeslag oversv&ae;ver den ligesom sig selv, oversv&ae;ver det Sted, hvor den vil dale ned. Den er en Kamp, men Kamp i Luftens h&o-;iere Regioner. Den, der efter at have gjort et n&o-;iere Bekjendtskab med Operaen, h&o-;rer Ouverturen, ham vil det maaskee forekomme, som om han var tr&ae;ngt frem til det skjulte V&ae;rksted, hvor de Kr&ae;fter, han i Stykket har l&ae;rt at kjende, urkraftigt r&o-;re sig, hvor de af al Magt bryde sig mod hverandre. Dog, Striden er for ulige, den ene Magt er allerede f&o-;r Slaget Seierherre, den flygter og undviger, men denne Flugt er netop dens Lidenskab, _{den br&ae;ndendedens br&ae;ndende}dens br&ae;ndende Uro i dens korte Livsgl&ae;de, den jagende Puls i dens lidenskabelige Hede. Herved s&ae;tter den den anden Magt i Bev&ae;gelse og river den hen med sig. Denne, der f&o-;rst viste sig som saa urokkelig sikker, at den n&ae;sten var ubev&ae;gelig, maa nu afsted, og snart bliver Bev&ae;gelsen saa hurtig, at det synes en virkelig Strid. N&ae;rmere at udf&o-;re dette lader sig ikke gj&o-;re, her gj&ae;lder det at h&o-;re Musikken, thi Striden er ikke en Ordstrid men en elementarisk Rasen. Kun maa jeg gj&o-;re opm&ae;rksom paa, hvad der tidligere blev udviklet, at Operaens Interesse er Don Juan, ikke Don Juan og Commandanten, dette viser sig alt i Ouverturen. Med Flid synes Mozart at have anlagt det saaledes, at hiin dybe R&o-;st, der lyder i Begyndelsen, efterhaanden bliver svagere og svagere, taber n&ae;sten ligesom sin majest&ae;tiske Holdning, maa ile for at kunne f&o-;lge den d&ae;moniske Hasten, der undviger den, og dog n&ae;sten faaer Magt til at nedv&ae;rdige den ved at rive den hen til et V&ae;ddel&o-;b i &O-;ieblikkets Korthed. Derved dannes Overgangen mere og mere til selve Stykket. Som en F&o-;lge deraf maa man t&ae;nke sig Finalen i et n&ae;rt Forhold til den f&o-;rste Deel af Ouverturen. I Finalen er Alvoren igjen kommen til sig selv, medens det i Ouverturens Fortgang var, som om den var ude af sig selv; nu er der ikke Sp&o-;rgsmaal om at l&o-;be omkaps med Lysten, Alvoren kommer igjen og har derved bortskaaret enhver Udvei til et nyt V&ae;ddel&o-;b. Ouverturen bliver derfor, medens den i een Forstand er selvst&ae;ndig, i en anden Forstand at ansee for et Till&o-;b til Operaen. Dette har jeg i det Foregaaende s&o-;gt at minde om ved at opfriske L&ae;serens Erindring af den successive Aftagen, i hvilken den ene Magt n&ae;rmer sig Stykkets Begyndelse. Det Samme viser sig, naar man betragter den anden Magt, den tiltager nemlig i en voxende Progression; den begynder i Ouverturen, den voxer og tiltager. Beundringsv&ae;rdigt er is&ae;r denne dens Begynden udtrykt. Man h&o-;rer den saa svagt, saa hemmelighedsfuldt antydet, man h&o-;rer den, men det er saa hurtigt forbi, saa man netop faaer det Indtryk, som om man havde h&o-;rt Noget, man ikke havde h&o-;rt. Der skal et opm&ae;rksomt, et erotisk &O-;re til, for at passe paa f&o-;rste Gang man i Ouverturen faaer et Vink om dette Lystens lette Spil, man senere faaer saa rigt udtrykt i hele dets &o-;dsle Overflod. Paa Punkt og Prikke at angive, hvor dette Sted er, det kan jeg ikke, da jeg ikke er kyndig i Musik, men jeg skriver ogsaa kun for Forelskede, og disse vil vel forstaae mig, nogle af dem bedre end jeg forstaaer mig selv. Jeg er imidlertid tilfreds med min beskikkede Deel, med denne gaadefulde Forelskelse, og skj&o-;ndt jeg ellers takker Guderne for at jeg er bleven en Mand og ikke en Qvinde, saa har Mozarts Musik l&ae;rt mig, at det er skj&o-;nt og vederqv&ae;gende og rigt at elske som en Qvinde. Ikke er jeg nogen Ven af Billeder; den nyere Literatur har i h&o-;i Grad givet mig Afsmag derfor; thi det er snart kommet saa vidt, at hvergang jeg tr&ae;ffer paa et Billede, farer der uvilkaarlig en Frygt i mig for, at dets sande Hensigt skal v&ae;re at skjule en Dunkelhed i Tanken. Jeg skal derfor ikke vove et uforstandigt eller frugtesl&o-;st Fors&o-;g paa at overs&ae;tte Ouverturens energiske og fyndige Korthed i et vidtl&o-;ftigt og intetsigende Billedsprog; kun eet Punkt i Ouverturen vil jeg udh&ae;ve og for at faae L&ae;seren gjort opm&ae;rksom derpaa vil jeg bruge et Billede, det eneste Middel, jeg har til at s&ae;tte mig i Forbindelse med ham. Dette Punkt er naturligviis intet andet end Don Juans f&o-;rste Frembrud, Ahnelsen om ham, om den Magt, hvormed han senere bryder igjennem. Ouverturen begynder med enkelte dybe, alvorlige, eensformige Toner, da lyder f&o-;rste Gang uendelig fjernt et Vink, der dog, som om det var kommet for tidlig, i samme &O-;ieblik tilbagekaldes, indtil man senere atter og atter h&o-;rer, dristigere og dristigere, mere og mere h&o-;ir&o-;stet, hiin Stemme, der f&o-;rst underfundigt, coquet og dog som i Angst slap med ind, men ikke kunde tr&ae;nge igjennem. Saaledes seer man stundom i Naturen Horizonten m&o-;rk, skyfuld; for tung til at b&ae;re sig selv, hviler den sig paa Jorden og skjuler Alt i sin dunkle Nat, enkelte hule Toner h&o-;res, dog ikke i Bev&ae;gelse men som en dyb Mumlen ved sig selv &streg; da seer man ved Himlens yderste Gr&ae;ndse, fjernt i Horizonten et Blink; hurtigt iler det hen langs Jorden, i samme Nu er det forbi. Men snart viser det sig igjen, det tiltager i Styrke, det belyser momentant hele Himlen med sin Flamme, i n&ae;ste &O-;ieblik synes Horizonten endnu m&o-;rkere, men hurtigere endnu mere gl&o-;dende blusser det op, det er som om M&o-;rket selv tabte sin Ro og kommer i Bev&ae;gelse. Som &O-;iet her i dette f&o-;rste Blink ahner Ildebranden, saaledes ahner &O-;ret i hiint hend&o-;ende Buestr&o-;g den hele Lidenskab. Der er en Angst i hiint Blink, det er som om det i det dybe M&o-;rke f&o-;dtes i Angst &streg; saaledes er Don Juans Liv. Der er en Angst i ham, men denne Angst er hans Energi. Det er ikke en i ham subjectiv reflekteret Angst, det er en substantiel Angst. Ikke har man i Ouverturen, hvad man i Almindelighed har sagt uden at vide hvad man siger &streg; Fortvivlelse; Don Juans Liv er ikke Fortvivlelse; men det er Sandselighedens hele Magt, der f&o-;des i Angst, og Don Juan selv er denne Angst, men denne Angst er netop den d&ae;moniske Livslyst. Efterat Mozart saaledes har ladet Don Juan blive til, saa udvikler nu hans Liv sig for os i de dandsende Violintoner, i hvilke han let, flygtig iler hen over Afgrunden. Som naar man kaster en Steen saaledes, at den sk&ae;rer Vandets Overflade, den da en Tidlang kan springe hen derover i lette Hop, hvorimod den, saasnart den h&o-;rer op at springe, &o-;ieblikkelig synker ned i Afgrunden, saaledes dandser han over Afgrunden, jublende i sin korte Frist. Men naar nu, som ovenfor blev bem&ae;rket, Ouverturen kan ansees for et Till&o-;b til Operaen; naar man i Ouverturen stiger ned fra hine h&o-;iere Regioner, saa sp&o-;rges, paa hvilket Sted i Operaen lander man da bedst, eller hvorledes faaer man Operaen til at begynde. Her har Mozart seet det ene Rigtige, at begynde med Leporello. Vel kunde det synes, at dette ikke var saa stor en Fortjeneste, saa meget mere som n&ae;sten alle Bearbeidelser af Don Juan begynde med en Monolog af Sganarel. Imidlertid er der en stor Forskjel, og man faaer atter her Leilighed til at beundre Mozarts Mesterskab. Den f&o-;rste Tjener-Arie har han sat i umiddelbar Forbindelse _{med Ouverturen. Man regner}med Ouverturen. Det er Noget der sjeldnere skeer; her er det aldeles i sin Orden, og kaster et nyt Lys over Ouverturens Anl&ae;g. Ouverturen s&o-;ger at nedlade sig at finde Fodf&ae;ste i den sceniske Virkelighed, Commandanten og D. J. have vi allerede h&o-;rt i Ouv:, n&ae;st dem er Leporello den vigtigste Figur. Han kan imidlertid ikke h&ae;ves op i hiin Kamp i Luftens Regioner, og dog h&o-;rer han n&ae;rmere til end nogen Anden. Derfor begynder Stykket med ham, saaledes, at han staaer i umidd. Forbindelse med Ouverturen. Man regner derfor ganske rigtigt Leporellos f&o-;rste Arie med til Ouverturen. Denne Leporellos Arie svarer til den ikke uber&o-;mte Sganarels-Monolog hos Moliere. Vi vil betragte Situationen lidt n&ae;rmere. Sganarels Monolog er langt fra at v&ae;re uvittig, og naar man l&ae;ser den i Prof. Heibergs lette og flydende Vers, er den meget underholdende, derimod er Situationen selv mangelfuld. Dette siger jeg n&ae;rmest med Hensyn til Moliere, thi hos Heiberg er det en anden Sag, og jeg siger det ikke for at uds&ae;tte paa Moliere, men for at vise Mozarts Fortjeneste. En Monolog er altid meer eller mindre et Brud paa det Dramatiske, og naar Digteren, for at fremkalde Virkning, s&o-;ger at virke ved selve Monologens Vittighed, ikke ved dens Charakteer, saa har han selv brudt Staven over sig og har opgivet den dramatiske Interesse. Anderledes i Operaen. Situationen er her absolut musikalsk. Jeg har allerede f&o-;r erindret om den Forskjel, der er mellem en dramatisk og en _{musicalsk-dramatiskmusikalsk dramatisk}musikalsk dramatisk Situation. I Dramaet taales ikke Snak, der fordres Handling og Situation. I Operaen er der en Hvilen i Situationen. Men hvad gj&o-;r da denne Situation til en musikalsk Situation? Det er tidligere blevet udh&ae;vet, at Leporello er en musikalsk Figur, og dog er det ikke ham, der _{lederb&ae;rer}b&ae;rer Situationen. Hvis saa var, vilde hans Arie v&ae;re en Analogi til Sganarels Monolog, om det end derfor blev lige vist, at en saadan Qvasi-Situation bedre gaaer an i Operaen end i Dramaet. Det, der gj&o-;r Situationen musikalsk, er Don Juan, som er indenfor. Pointet ligger ikke i Leporello, som n&ae;rmer sig, men i Don Juan, som man ikke seer &streg; men som man h&o-;rer. Nu kunde man vel indvende: man h&o-;rer jo ikke Don Juan. Dertil vilde jeg svare: jo man gj&o-;r, thi han gjenlyder i Leporello. Jeg skal til den Ende gj&o-;re opm&ae;rksom paa de Overgange (vuol star dentro colla bella), hvor Leporello aabenbart reproducerer Don Juan. Men selv om dette ikke var Tilf&ae;ldet, saa er dog Situationen saaledes lagt an, at man uvilkaarlig faaer Don Juan med, at man glemmer Leporello, som staaer udenfor, over Don Juan, som er indenfor. Overhovedet har Mozart med &ae;gte Genialitet ladet Leporello reproducere Don Juan, og derved opnaaet to Ting, den musikalske Virkning, at man overalt, hvor Leporello er alene, h&o-;rer Don Juan, og den parodiske Virkning, at man, naar Don Juan er med tilstede, h&o-;rer Leporello repetere ham og dermed ubevidst parodiere ham. Som Exempel herpaa vil jeg anf&o-;re Slutningen af Ballet. Sp&o-;rger man, hvilket Moment der er det mest episke i Operaen, saa er Svaret let og utvivlsomt, det er Leporellos anden Arie, Listen. I det Foregaaende er det allerede udh&ae;vet, ved at sammenligne denne Arie med den tilsvarende Monolog hos Moliere, hvilken absolut Betydning Musikken har, at Musikken netop derved, at den lader os h&o-;re Don Juan, _{h&o-;rer Variationerne}h&o-;re Variationerne i ham, fremkalder den Virkning, som Ordet eller Replikken ikke er istand til. Her bliver det af Vigtighed at fremh&ae;ve Situationen og det Musikalske i den. See vi os nu om paa Skuepladsen, da bestaaer det sceniske Ensemble af Leporello, Elvire og den tro Tjener. Den utro Elsker er derimod ikke tilstede, han er nemlig, som Leporello tr&ae;ffende udtrykker sig &streg; &anfbeg;han er borte.&anfslut; Det er en Virtuositet, Don Juan er i Besiddelse af, han er og &streg; saa er han borte, og han bliver (for sig selv nemlig) ligesaa beleiligt borte som en Jeronimus kommer beleiligt. Da det nu er vitterligt, at han er borte, saa kunde det synes underligt, at jeg omtaler ham og paa en Maade f&o-;rer ham med ind i Situationen; ved n&ae;rmere Overveielse vil man maaskee finde det ganske i sin Orden og her see et Exempel paa, hvor n&o-;ie efter Ordet det maa tages, at Don Juan er allestedsn&ae;rv&ae;rende i Operaen; thi dette kan dog neppe st&ae;rkere betegnes _{den ved}end ved at gj&o-;re opm&ae;rksom paa, at selv naar han er borte er han tilstede. Dog vi ville nu lade ham v&ae;re borte, da vi senere ville faae at see, i hvilken Betydning han er tilstede. Derimod ville vi betragte de 3 Personer paa Scenen. At Elvira er tilstede bidrager naturligviis til at frembringe en Situation; thi det gik ikke an at lade Leporello til egen Tidsfordriv oprulle Listen; men hendes Stilling bidrager tillige til at gj&o-;re Situationen piinlig. Man kan overhovedet ikke negte, at den Spot, der stundom drives med Elviras Kj&ae;rlighed, n&ae;sten er grusom. Saaledes i 2den Act, hvor hun i det afgj&o-;rende &O-;ieblik, da Ottavio endelig har faaet Mod i Brystet og Kaarden ud af Skeden for at myrde Don Juan, styrter sig imellem og nu opdager, at dette ikke er Juan men Leporello, en Forskjel, Mozart saa st&ae;rkt har betegnet ved et vist klynkende Br&ae;g. Saaledes er der i vor Situation og noget Smerteligt i, at hun skal v&ae;re tilstede for at vide, at ved Spanien staaer 1003, ja hvad meer er, paa Tydsk bliver det hende sagt, at hun selv er Een af dem. Dette er en tydsk Forbedring, der i samme Grad er taabelig uanst&ae;ndig som den tydske Overs&ae;ttelse paa en ikke mindre taabelig Maade er latterlig anst&ae;ndig og aldeles forfeilet. Det er for Elvira at Leporello giver en episk Oversigt over sin Herres Liv, og man kan ikke negte, at det er ganske i sin Orden, at Leporello foredrager og Elvira h&o-;rer til; thi de ere begge to i h&o-;i Grad interesserede deri. Som man derfor i den hele Arie bestandig h&o-;rer Don Juan, saaledes h&o-;rer man paa enkelte Steder Elvira, der nu synlig er tilstede paa Scenen som et Vidne instar omnium, ikke paa Grund af noget tilf&ae;ldigt Fortrin hos hende, men fordi, da Methoden v&ae;sentlig bliver den samme, Een gj&ae;lder for Alle. Dersom Leporello var Charakteer eller gjennemreflekteret Personlighed, da lod en saadan Monolog sig vanskelig t&ae;nke, men netop fordi han er en musikalsk Figur, der synker ned i Don Juan; derfor har denne Arie en saa stor Betydning. Den er en Reproduction af hele Don Juans Liv. Leporello er den episke Fort&ae;ller. En saadan b&o-;r vel ikke v&ae;re kold eller ligegyldig for hvad han fort&ae;ller, men han b&o-;r dog bevare en objectiv Holdning ligeover for det. Dette er ikke Tilf&ae;ldet med Leporello. Han henrives aldeles af det Liv, han beskriver, han glemmer sig i Don Juan. Saaledes har jeg atter her et Exempel paa, hvad det vil sige, at Don Juan gjenlyder overalt. Situationen ligger derfor ikke i Leporellos og Elviras Underholdning om Don Juan, men i den Stemning, der b&ae;rer det Hele, i Don Juans usynlige aandelige N&ae;rv&ae;relse. N&ae;rmere at udvikle Overgangen i denne Arie, hvorledes den begynder rolig og mindre bev&ae;get, men alt mere og mere opflammes, eftersom Don Juans Liv mere og mere gjenlyder i den, hvorledes Leporello mere og mere hentages deraf, henveires i og vugges af disse erotiske Luftninger, hvorledes den nuanceres forskjelligt alt eftersom de Qvindelighedens Differenser, der ligge indenfor Don Juans Omfang, blive h&o-;rlige deri &streg; dertil er her ikke Stedet. Sp&o-;rger man, hvilket der er det mest lyriske Moment i Operaen, saa kunde Svaret maaskee blive mere tvivlsomt; hvorimod det vel neppe kan v&ae;re underkastet nogen Tvivl, at det mest lyriske Moment kun kan indr&o-;mmes Don Juan, at det vilde v&ae;re et Brud paa den dramatiske Subordination, om det tilstodes en Biperson paa den Maade at besk&ae;ftige vor Opm&ae;rksomhed. Dette har ogsaa Mozart iagttaget. Valget er saaledes betydeligt indskr&ae;nket, og ved n&ae;rmere Eftersyn kan der kun v&ae;re Tale, enten om Taffelet, den f&o-;rste Deel af den store Finale, eller om den bekjendte Champagne-Arie. Hvad Taffelscenen angaaer, saa kan man vel til en vis Grad betragte den som et lyrisk Moment, og Maaltidets berusende _{Hjertestyrtning}Hjertestyrkning, den skummende Viin, Musikkens fjerne festlige Toner, Alt forener sig for at potensere Don Juans Stemning, ligesom hans egen Festlighed kaster et forh&o-;iet Lys over den hele Nydelse, der virker saa st&ae;rkt, at selv Leporello forklares i dette rige &O-;ieblik, der er Gl&ae;dens sidste Smiil, Nydelsens Afskedshilsen. Imidlertid er det dog mere en Situation end et blot lyrisk Moment. Dette ligger naturligviis ikke deri, at der spises og drikkes paa Scenen, thi dette er i og for sig meget utilstr&ae;kkeligt som Situation betragtet. Situationen ligger i, at Don Juan er tr&ae;ngt ud til Livets yderste Pynt. Forfulgt af hele Verden har hiin seirrige Don Juan nu intet andet Opholdssted end et afsides lille V&ae;relse. Det er paa denne yderste Spidse af Livets Vippebr&ae;t, at han endnu engang i Mangel af lystigt Selskab ophidser al Livslyst i sit eget Bryst. Hvis Don Juan var et Drama, da vilde den indre Uro i Situationen fordre, at den blev saa kort som mulig. Derimod er det rigtigt i Operaen, at Situationen fastholdes, forherliges i al mulig Yppighed, der kun lyder desto vildere, fordi den for Tilh&o-;rerne gjenlyder i den Afgrund, over hvilken Don Juan sv&ae;ver. Anderledes forholder det sig med Champagne-Arien. En dramatisk Situation vil man, troer jeg, her forgj&ae;ves s&o-;ge, men desto mere Betydning har den som lyrisk Udgydelse. Don Juan er tr&ae;ttet af de mange krydsende Intriguer; imidlertid er han ingenlunde mat, hans Sj&ae;l er endnu livskraftig som nogensinde, han tr&ae;nger ikke til muntert Selskab, ikke til at see og h&o-;re Vinens Skummen eller til at styrke sig paa den; den indre Vitalitet bryder frem i ham st&ae;rkere og rigere end nogensinde. Idealt er han stedse opfattet af Mozart, som Liv, som Magt, men idealt ligeoverfor en Virkelighed; her er han ligesom ideelt beruset i sig selv. Om al Verdens Piger omgave ham i dette &O-;ieblik, han vilde ikke v&ae;re farlig for dem, thi han er ligesom for st&ae;rk til at ville bedaare dem, selv Virkelighedens mangfoldigste Nydelse er for lidt for ham i Sammenligning med hvad han nyder i sig selv. Her viser det sig ret, hvad det vil sige, at Don Juans V&ae;sen er Musik. Han opl&o-;ser sig ligesom for os i Musik, han udfolder sig til en Verden af Toner. Man har kaldet denne Arie Champagne-Arien, og dette er unegtelig meget betegnende. Men det, det is&ae;r kommer an paa at see, er, at det ikke staaer i et tilf&ae;ldigt Forhold til Don Juan. Saaledes er hans Liv, skummende som Champagne. Og ligesom Perlerne i denne Viin, medens den syder i indre Hede, tonerigt i sin egen Melodi, stige op, og vedblive at stige op, saaledes gjenlyder Nydelsens Lyst i det elementariske Kog, der er hans Liv. Det, som derfor giver denne Arie dramatisk Betydning, er ikke Situationen, men det, at Operaens Grundtone her lyder og gjenlyder i sig selv. Intetsigende Efterspil Dersom nu det her Udviklede forholder sig rigtigt, saa vender jeg atter tilbage til mit Yndlingsthema, at blandt alle classiske V&ae;rker Mozarts Don Juan b&o-;r staae &o-;verst; da vil jeg endnu engang gl&ae;de mig over Mozarts Lykke, en Lykke, der i Sandhed er misundelsesv&ae;rdig, baade i og for sig og fordi den gj&o-;r alle dem lykkelige, der blot nogenlunde fatte hans Lykke. Jeg idetmindste f&o-;ler mig ubeskrivelig lykkelig ved om end kun fjernt at have forstaaet Mozart og ahnet hans Lykke; hvor meget mere da de, der fuldkomment have forstaaet ham, hvor meget mere maae de ikke f&o-;le sig lykkelige med den Lykkelige. &streg; Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske Et Fors&o-;g i den fragmentariske Str&ae;ben Forel&ae;st for &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i; Dersom Een vilde sige: det Tragiske bliver dog altid det Tragiske, saa vilde jeg ikke have saa meget at erindre derimod, forsaavidt som dog enhver historisk Udvikling bestandig ligger indenfor Begrebets Omfang. Under den Foruds&ae;tning nemlig, at der skulde v&ae;re Mening i hans Ord, og det to Gange forekommende Ord: Tragisk, ikke skulde antages at danne det betydningsl&o-;se Parenthes-Tegn om et indholdsl&o-;st Intet, maatte hans Mening vel v&ae;re denne, at Begrebets Indhold ikke dethroniserede Begrebet, men berigede det. Paa den anden Side er det neppe undgaaet nogen Iagttagers Opm&ae;rksomhed, hvad det l&ae;sende og theaterbes&o-;gende Publicum allerede troer sig i hjemlet Besiddelse af som sit Actie-Udbytte af de Kunsterfarnes Bestr&ae;belser, at der er en v&ae;sentlig Forskjel mellem den antike og den moderne Tragedie. Vilde nu Een atter her gj&o-;re Forskjellen absolut gj&ae;ldende, ved Hj&ae;lp af den f&o-;rst lumskelig og siden maaskee med Magt tr&ae;nge sig ind mellem det Antik- og Modern-Tragiske, saa vilde hans Adf&ae;rd v&ae;re ikke mindre urimelig end hiin F&o-;rstes, _{idet han vilde &vhak;glemme&hhak;, at}idet han vilde, at det Fodf&ae;ste, der var ham selv n&o-;dvendigt, var det Tragiske selv, og at dette atter var saa langt fra at kunne adskille, at det netop forbandt det antike og det moderne Tragiske. Advarende mod enhver saadan eensidig Bestr&ae;belse for at adskille maa det ogsaa v&ae;re, at &Ae;sthetikerne endnu bestandigt vende tilbage til de af Aristoteles opstillede Bestemmelser af og Fordringer til det Tragiske som de Begrebet udt&o-;mmende; advarende maa det v&ae;re og det saa meget mere, som det maa gribe Enhver med et vist Veemod, at hvormeget end Verden har forandret sig, saa er dog Forestillingen om det Tragiske endnu v&ae;sentlig uforandret, ligesom det, at gr&ae;de, endnu bestandigt er Mennesket lige naturligt. Saa beroligende som nu dette kunde synes for den, der ikke &o-;nsker nogen Skilsmisse, mindst noget Brud, saa viser sig den samme Vanskelighed, som nys er bleven afviist, under en anden og n&ae;sten farligere Skikkelse. At man endnu bestandigt vender tilbage til den aristoteliske &Ae;sthetik ikke blot af pligtskyldig Opm&ae;rksomhed eller af gammel Vane, det vil vist Enhver indr&o-;mme, der har noget Kjendskab til den nyere &Ae;sthetik og ved dette forvisser sig om, hvor n&o-;iagtigt man knytter sig til de af Aristoteles opstillede endnu bestandigt for den nyere &Ae;sthetik gj&ae;ldende Bev&ae;gelses-Punkter. Saasnart man imidlertid tr&ae;der n&ae;rmere til disse, saa viser Vanskeligheden sig strax. Bestemmelserne ere nemlig af ganske almindelig Art, og man kan forsaavidt godt v&ae;re enig med Aristoteles og dog v&ae;re i en anden Forstand uenig med ham. For ikke at foregribe den f&o-;lgende Udvikling ved her strax exempelviis at n&ae;vne, hvad der skal udgj&o-;re dens Indhold, vil jeg foretr&ae;kke at oplyse min Mening ved med Hensyn til Comedien at anstille den tilsvarende Betragtning. Hvis en gammel &Ae;sthetiker havde sagt, at det, Comedien foruds&ae;tter, er Charakteer og Situation, og at det, den vil v&ae;kke, er Latter, saa kunde man vel gjerne atter og atter vende tilbage herpaa, men saasnart man overveiede, hvor forskjelligt det kan v&ae;re, der kan bringe et Menneske til at lee, saa vilde man snart forvisse sig om, hvilket uhyre Spatium denne Fordring havde. Den, der nogensinde har gjort Andres og sin egen Latter til Gjenstand for Iagttagelse, den, som i denne Bestr&ae;belse ikke saa meget har havt det Tilf&ae;ldige for &O-;ie som det Almene, den, som nu med psychologisk Interesse har paaagtet, hvor forskjelligt det er, der i enhver Levealder v&ae;kker Latter, han vil let overbevise sig om, at den uforanderlige Fordring til Comedien, at den skal v&ae;kke Latter, i sig selv indeholder en h&o-;i Grad af Foranderlighed i Forhold til den forskjellige Verdensbevidstheds Forestilling om det Latterlige, uden at dog Forskjelligheden er saa diffus, at det dertil svarende Udtryk i de somatiske Functioner vilde v&ae;re, at Latteren yttrede sig ved Graad. Saaledes nu ogsaa med det Tragiske. Det, som nu n&ae;rmest skal udgj&o-;re Indholdet af denne lille Unders&o-;gelse, er ikke saa meget Forholdet mellem det antike og det moderne Tragiske, som den skal v&ae;re et Fors&o-;g paa at vise, hvorledes det for det antike Tragiske Eiendommelige lader sig optage indenfor det moderne Tragiske, saaledes, at det sande Tragiske heri vil komme tilsyne. Men hvor meget jeg end skal bestr&ae;be mig for, at det maa komme tilsyne, saa skal jeg dog afholde mig fra enhver Propheti om, at det er det, Tiden fordrer, saa dets Tilsyneladelse bliver aldeles uden F&o-;lge, og det saa meget mere, som hele Tiden mere arbeider hen til det Comiske. Tilv&ae;relsen er i den Grad undermineret af Subjecternes Tvivl, Isolationen tager bestandigt mere og mere Overhaand, Noget, man bedst kan forvisse sig om, naar man giver Agt paa de mangfoldige sociale Bestr&ae;belser. Disse bevise nemlig ligesaa meget derved Tidens isolerede Str&ae;ben, at de s&o-;ge at modvirke den, som derved, at de paa en ufornuftig Maade s&o-;ge at modarbeide den. Det Isolerede ligger bestandigt i at gj&o-;re sig gjeldende som Numerus; naar Een vil gj&o-;re sig gjeldende som een, saa er dette en Isolation; deri vilde vel alle Venner af Associationer give mig Ret, uden derfor at kunne eller at ville indsee, at det er aldeles den samme Isolation, naar Hundrede ville gj&o-;re sig gjeldende ene og alene som Hundrede. Tallet er altid ligegyldigt mod sig selv, og det er aldeles ligegyldigt, om det er 1 eller 1000, eller hele Verdens samtlige Beboere blot numerisk bestemte. Denne Associationens Aand er derfor i sit Princip ligesaa revolution&ae;r som den Aand, den vil modarbeide. Da David ret vilde f&o-;le sin Magt og Herlighed, lod han sit Folk t&ae;lle; i vor Tid derimod kan man sige, at Folkene, for at f&o-;le deres Betydning lige overfor en h&o-;iere Magt, t&ae;lle sig selv. Alle disse Associationer b&ae;re imidlertid Vilkaarlighedens Pr&ae;g, ere som oftest dannede i et eller andet tilf&ae;ldigt &O-;iemed, hvis Herre naturligviis Associationen er. De mange Associationer bevise saaledes Tidens Opl&o-;sthed og bidrage selv til at fremskynde den; de ere de Infusionsdyr i Statens Organisme, der tyde paa, at den er opl&o-;st. Naar var det, at Het&ae;rierne begyndte at blive almindelige i Gr&ae;kenland uden dengang, da Staten var if&ae;rd med at opl&o-;se sig? Og har ikke vor Tid en paafaldende Liighed med hiin Tid, som end ikke selv Aristophanes gjorde latterligere end den virkelig var? Er ikke i politisk Henseende det Baand, der usynligt og aandeligt holdt Staterne sammen, l&o-;st, er ikke i Religionen den Magt, der fastholdt det Usynlige, sv&ae;kket og tilintetgjort, have ikke Statsm&ae;nd og Pr&ae;ster det tilf&ae;lleds, at de ligesom Augurerne fordum ikke godt kunne see paa hinanden uden et Smiil? En Eiendommelighed har vistnok vor Tid fremfor hiin Tid i Gr&ae;kenland, den nemlig, at vor Tid er mere tungsindig og derfor dybere fortvivlet. Vor Tid er saaledes tungsindig nok til at vide, at der er noget til, der hedder Ansvar, og at dette har Noget at betyde. Medens derfor Alle ville herske, vil Ingen have Ansvaret. Det er endnu i frisk Minde, at en fransk Statsmand, da Portefeuillen atter tilb&o-;des ham, erkl&ae;rede, at han vilde modtage den, men under den Betingelse, at Statssecretairen blev gjort ansvarlig. Kongen i Frankrig er, som bekjendt, ikke ansvarlig, derimod Ministeren er det, Ministeren vil ikke v&ae;re det, men vil v&ae;re Minister, mod at Statssecretairen bliver ansvarlig, tilsidst ender det naturligviis med, at V&ae;gterne eller Gadecommissairerne blive ansvarlige. Var ikke denne Ansvarets omvendte Historie en passende Opgave for Aristophanes! Og paa den anden Side, hvorfor er Regjeringen og de Regjerende saa bange for at paatage sig Ansvaret, uden fordi de frygte et Angrebs-Parti, som selv igjen bestandigt gjennem en lignende Scala skyder Ansvaret fra sig? Naar man nu t&ae;nkte sig disse to Magter ligeoverfor hinanden, men ikke istand til at faae fat paa hinanden, fordi den ene bestandigt forsvandt for den anden, den ene blot figurerede for den anden, vilde et saadant Anl&ae;g vistnok ikke v&ae;re uden comisk Kraft. Dette viser jo tilstr&ae;kkeligt, at det, der egentlig sammenholder Staten, er opl&o-;st, men den derved bevirkede Isolation er naturligviis comisk, og det Comiske ligger i, at Subjectiviteten som den blotte Form vil gj&o-;re sig gj&ae;ldende. Enhver isoleret Personlighed bliver altid comisk derved, at han vil gj&o-;re sin Tilf&ae;ldighed gj&ae;ldende ligeoverfor Udviklingens N&o-;dvendighed. Det vilde upaatvivlelig indeholde den dybeste Comik at lade et tilf&ae;ldigt Individ faae den universelle Idee, at ville v&ae;re hele Verdens Befrier. Derimod er Christi Fremtr&ae;den i en vis Forstand (i en anden Forstand er den nemlig uendelig meget Mere) den dybeste Tragedie, fordi Christus kom i Tidens Fylde og, hvad jeg med Hensyn til det F&o-;lgende is&ae;r maa udh&ae;ve, bar al Verdens Synd. Som bekjendt angiver Aristoteles som Kilde for Handlingen i Tragedien to Ting, &g.d;&g.i;&g.a;&g.n;&g.o;&g.i;&g.a; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e-.l.;&g.th;&g.o;&g.sud;, men bem&ae;rker tillige, at Hovedsagen er &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;, og Individerne handle ikke for at fremstille Charakterer, men disse blive for Handlingens Skyld optagne. Man vil let bem&ae;rke her en Afvigelse fra den nyere Tragedie. Det, der nemlig er det Eiendommelige for den antike Tragedie, er, at Handlingen ikke blot fremgaaer af Charakteren, at Handlingen ikke er subjectiv reflekteret nok, men at Handlingen selv har en relativ Tils&ae;tning af Liden. Den antike Tragedie har derfor ei heller udviklet Dialogen til den Grad af udt&o-;mmende Reflexion, at Alt gaaer op deri; den har i Monologen og Choret egentlig de discrete Momenter til Dialogen. Hvad enten nemlig Choret mere n&ae;rmer sig til den episke Substantialitet eller til det lyriske Sving, saa angiver det dog ligesom det Mere, der ikke vil gaae op i Individualiteten; Monologen er igjen mere den lyriske Concentration og har det Mere, der ikke vil gaae op i Handling og Situation. Handlingen selv har i den antike Tragedie et episk Moment i sig, den er ligesaa meget Begivenhed som Handling. Dette ligger nu naturligviis deri, at den gamle Verden ikke havde Subjectiviteten reflekteret i sig. Om end Individet r&o-;rte sig frit, saa hvilede det dog i substantielle Bestemmelser, i Stat, Familie, i Skj&ae;bnen. Denne substantielle Bestemmelse er det egentlig Skj&ae;bnesvangre i den gr&ae;ske Tragedie og dens egentlige Eiendommelighed. Heltens Undergang er derfor ikke en F&o-;lge blot af hans Handling, men er en Liden tillige, hvorimod i den nyere Tragedie Heltens Undergang egentlig ikke er Liden, men er Gjerning. I den nyere Tid er derfor egentlig Situation og Charakteer det Fremherskende. Den tragiske Helt er subjectiv reflekteret i sig, og denne Reflexion har ikke blot reflekteret ham ud af ethvert umiddelbart Forhold til Stat, Sl&ae;gt, Skj&ae;bne, men ofte endog reflekteret ham ud af hans eget foregaaende Liv. Det, der besk&ae;ftiger os, er et vist bestemt Moment af hans Liv som hans egen Gjerning. Paa Grund heraf lader det Tragiske sig udt&o-;mme i Situation og Replik, fordi der overhovedet intet Umiddelbart mere er blevet tilbage. Den moderne Tragedie har derfor ingen episk Forgrund, intet episk Efterladenskab. Helten staaer og falder aldeles paa sine egne Gjerninger. Det her nu kort men tilstr&ae;kkeligt Udviklede vil have sin Betydning til at oplyse en Differens mellem den &ae;ldre og nyere Tragedie, som jeg anseer at v&ae;re af stor Betydning, den forskjellige Art af tragisk Skyld. Aristoteles fordrer, som bekjendt, at den tragiske Helt skal have &g.a.a.;&g.m;&g.a;&g.r;&g.t;&g.i;&g.a;. Men ligesom Handlingen i den gr&ae;ske Tragedie er en Mellemting mellem Handlen og Liden, saaledes er Skylden det ogsaa, og deri ligger den tragiske Collision. Jo mere derimod Subjectiviteten bliver reflekteret, jo mere pelagiansk man seer Individet ene overladt til sig selv, desto mere ethisk bliver Skylden. Imellem disse to Extremer ligger det Tragiske. Har Individet slet ingen Skyld, saa er den tragiske Interesse oph&ae;vet, thi den tragiske Collision er i saa Fald enerveret; har han derimod absolut Skyld, saa interesserer han os ikke mere tragisk. Det er derfor vistnok en Misforstaaelse af det Tragiske, naar vor Tid str&ae;ber hen til at lade alt det Skj&ae;bnesvangre transsubstantiere sig i Individualitet og Subjectivitet. Man vil ikke vide Noget af Heltens Fortid at sige, man v&ae;lter hele hans Liv paa hans Skuldre som hans egen Gjerning, gj&o-;r ham tilregnelig for Alt, men derved forvandler man ogsaa hans &ae;sthetiske Skyld til en ethisk. Den tragiske Helt bliver saaledes slet, det Onde bliver egentlig den tragiske Gjenstand, men_{den Onde har}det Onde har ingen &ae;sthetisk Interesse og Synd er ikke et &ae;sthetisk Element. Denne misforstaaede Str&ae;ben har nu vistnok _{sit Grund}sin Grund i hele Tidens Arbeiden hen til det Comiske. Det Comiske ligger netop i Isolationen; naar man nu indenfor denne vil gj&o-;re det Tragiske gj&ae;ldende, saa faaer man det Onde i dets Slethed, ikke den egenlig tragiske Br&o-;de i dens tvetydige Uskyldighed. Det er ikke vanskeligt, naar man seer sig om i den nyere Literatur, at finde Exempler. Saaledes er egentlig det i mange Maader saa geniale V&ae;rk af Grabbe: Faust und Don Juan, bygget paa det Onde. For imidlertid ikke at argumentere af et enkelt Skrift, vil jeg hellere vise det i hele Samtidens almindelige Bevidsthed. Naar man vilde fremstille et Individ, som ulykkelige Barndomsforhold havde indvirket saa forstyrrende paa, at disse Indtryk voldte hans Undergang, saa vilde Sligt slet ikke tiltale Nutiden, og det naturligviis ikke fordi det var slet behandlet, thi jeg har jo Lov at t&ae;nke mig det udm&ae;rket behandlet, men fordi Tiden anl&ae;gger en anden Maalestok. Den vil ikke vide af slige Kj&ae;lingerier, den gj&o-;r uden videre Individet ansvarligt for dets Liv. Gaaer altsaa Individet under, saa er dette ikke tragisk, men det er slet. Man skulde nu troe, at det maatte v&ae;re et Kongerige af Guder, den Sl&ae;gt, hvori ogsaa jeg har den &Ae;re at leve. Imidlertid er det ingenlunde saa, den Kraftfuldhed, det Mod, der saaledes vil v&ae;re sin egen Lykkes Skaber, ja sin egen Skaber, er en Illusion, og idet Tiden taber det Tragiske, vinder den Fortvivlelsen. Der ligger en Veemod og en L&ae;gedom i det Tragiske, som man i Sandhed ikke skal forsmaae, og idet man paa den overnaturlige Maade, som vor Tid fors&o-;ger det, vil vinde sig selv, taber man sig selv, og man bliver comisk. Ethvert Individ, hvor oprindeligt det er, er dog Guds, sin Tids, sit Folks, sin Families, sine Venners Barn, f&o-;rst heri har det sin Sandhed, vil det i hele denne sin Relativitet v&ae;re det Absolute, saa bliver det latterligt. Man finder undertiden i Sprogene et Ord, der ofte brugt paa Grund af Constructionen i en bestemt Casus, tilsidst ender med at blive om man saa vil selvst&ae;ndiggjort som Adverbium i denne Casus; et saadant Ord har nu for den Sagkyndige eengang for alle et Tryk og en Skavank, som det aldrig forvinder; vilde det nu desuagtet gj&o-;re Fordring paa at v&ae;re et Substantiv og nu forlange at b&o-;ies gjennem alle 5 Casus, saa vilde det v&ae;re &ae;gte comisk. Saaledes gaaer det ogsaa med Individet, naar det, maaskee vanskeligt nok, hentet frem af Tidens Modersliv, vil i denne uhyre Relativitet v&ae;re absolut. Opgiver det derimod denne Fordring, vil det v&ae;re relativt, saa har det eo ipso det Tragiske, selv om det var det lykkeligste Individ, ja jeg vilde sige, f&o-;rst da er Individet lykkeligt, naar det har det Tragiske. Det Tragiske har i sig en uendelig Mildhed, det er egentlig i &ae;sthetisk Henseende i Forhold til Menneskelivet, hvad den guddommelige Naade og Barmhjertighed er, det er endnu bl&o-;dere, og derfor vil jeg sige: det er en moderlig Kj&ae;rlighed, der dysser den Bekymrede. Det Ethiske, det er str&ae;ngt og haardt. Naar derfor en Forbryder vil undskylde sig for Dommeren med, at hans Moder havde Hang til at stj&ae;le og is&ae;r i den Tid, da hun gik frugtsommelig med ham, saa indhenter Dommeren Sundheds-Collegiets Bet&ae;nkning om hans mentale Tilstand og mener, at han har med Tyven at gj&o-;re og ikke med Tyvens Moder. Forsaavidt her nu er Tale om en Forbrydelse, kan Synderen vel ikke flye hen i &Ae;sthetikens Tempel, men dog vil den ogsaa have et formildende Udtryk for ham. Urigtigt vilde det imidlertid v&ae;re for ham at s&o-;ge dertil, thi hans Vei f&o-;rer ham ikke til det &Ae;sthetiske men til det Religi&o-;se. Det &Ae;sthetiske ligger bag ved ham, og det vilde v&ae;re en ny Synd af ham, nu at gribe det &Ae;sthetiske. Det Religi&o-;se er Udtrykket for den faderlige Kj&ae;rlighed, thi det har det Ethiske i sig, men det er formildet, og hvorved, uden netop ved det Samme, der giver det Tragiske sin Mildhed, ved Continueerlighed. Men medens det &Ae;sthetiske giver denne Hvile, f&o-;rend Syndens dybe Mods&ae;tning er gjort gj&ae;ldende, saa giver det Religi&o-;se den f&o-;rst, efterat denne Mods&ae;tning er seet i hele sin Forf&ae;rdelse. Netop i det &O-;ieblik, da Synderen n&ae;sten segner under den almindelige Synd, som han har lagt paa sig selv, fordi han f&o-;lte, at kun jo mere han blev skyldig, desto mere var der Udsigt til at frelses, i det samme R&ae;dselens &O-;ieblik viser Tr&o-;sten sig deri, at det er den almene Syndighed, der ogsaa i ham har gjort sig gj&ae;ldende; men denne Tr&o-;st er en religi&o-;s Tr&o-;st, og den, som mener ad nogen anden end denne Vei, f. Ex. ved &ae;sthetisk Forflygtigelse, at naae dertil, han har taget Tr&o-;sten forf&ae;ngelig, og han har den egentlig ikke. I en vis Forstand er det derfor en meget rigtig Takt af Tiden, at den vil gj&o-;re Individet ansvarligt for Alt; men Ulykken er, at den ikke gj&o-;r det dybt og inderligt nok, og deraf dens Halvhed; den er selvklog nok til at forsmaae Tragediens Taarer, men den er ogsaa selvklog nok til at ville undv&ae;re Barmhjertigheden. Og hvad er dog, naar man tager disse to Ting bort, Menneskelivet, hvad er Menneskesl&ae;gten? Enten det Tragiskes Veemod, eller Religionens dybe Sorg og dybe Gl&ae;de. Eller er det ikke det Eiendommelige for Alt, hvad der hidr&o-;rer fra hiint lykkelige Folk, et Tungsind, en Veemod i dets Kunst, i dets Poesi, i dets Liv, i dets Gl&ae;de? I det Foregaaende har jeg fornemmelig s&o-;gt at udh&ae;ve Forskjellen mellem den antike og den moderne Tragedie, forsaavidt denne bliver tydelig i Forskjellen mellem den tragiske Helts Skyld. Det er det egentlige Br&ae;ndpunkt, hvorfra Alt udstraaler i sin eiendommelige Forskjellighed. Er Helten utvetydig skyldig, saa er _{Monologen forsvunden, Skj&ae;bnen}Monologen forsvunden, Choret forsvunden, Skj&ae;bnen forsvunden, saa er Tanken gjennemsigtig i Dialogen, og Handlingen i Situationen. Det Samme lader sig ogsaa udtrykke fra en anden Side med Hensyn til den Stemning nemlig, som Tragedien fremkalder. Aristoteles fordrer, som bekjendt, at Tragedien skal hos Tilskueren v&ae;kke Frygt og Medlidenhed. Jeg erindrer, at Hegel i sin &Ae;sthetik knytter sig til denne Bem&ae;rkning og ved hvert af disse Punkter anstiller en dobbelt Betragtning, som imidlertid ikke er synderlig udt&o-;mmende. Naar Aristoteles adskiller Frygt og Medlidenhed, saa kunde man vel med Hensyn til Frygten n&ae;rmest t&ae;nke paa den Stemning, der accompagnerer det Enkelte, ved Medlidenhed paa den Stemning, der er det definitive Indtryk. Denne sidste Stemning er det, jeg n&ae;rmest har for &O-;ie, fordi den er den til den tragiske Skyld svarende, og derfor ogsaa har samme Dialektik i sig som hiint Begreb. Hegel bem&ae;rker nu herom, at der gives to Arter af Medlidenhed, den s&ae;dvanlige, der vender sig mod den endelige Side af Lidelsen, og den sande tragiske Medlidenhed. Denne Observation er nu ganske rigtig, men for mig af mindre Betydning, da hiin almindelige R&o-;relse er en Misforstaaelse, der ligesaa vel kan ramme den antike som den moderne Tragedie. Sandt og kraftigt er imidlertid, hvad han tilf&o-;ier med Hensyn til den sande Medlidenhed: das wahrhafte Mitleiden ist im Gegentheil die Sympathie mit der zugleich sittlichen Berechtigung des Leidenden (Bd. 3, pag. 531). Medens Hegel nu mere betragter Medlidenheden i Almindelighed og dennes Forskjellighed i Individualitets-Forskjelligheden, vil jeg foretr&ae;kke at udh&ae;ve Medlidenhedens Forskjel i Forhold til den tragiske Skylds Forskjel. For strax at antyde denne, vil jeg lade det &anfbeg;Lidende&anfslut;, som ligger i Ordet: Medlidenhed, kl&o-;fte sig og tilf&o-;ie hver is&ae;r det Sympathetiske, som ligger i det Ord: med, dog saaledes, at jeg ikke kommer til at udsige Noget om Tilskuerens Stemning, der kunde tyde paa hans Vilkaarlighed, men paa den Maade, at jeg, idet jeg udtrykker hans Stemnings Forskjellighed, tillige udtrykker den tragiske Skylds Forskjellighed. I den antike Tragedie er Sorgen dybere, Smerten mindre; i den moderne er Smerten st&o-;rre, Sorgen mindre. Sorg indeholder altid noget mere Substantielt i sig end Smerte. Smerte tyder altid paa en Reflexion over Lidelsen, som Sorgen ikke kjender. Det er i psychologisk Henseende ret interessant at iagttage et Barn, naar det seer en &Ae;ldre lide. Barnet er ikke reflekteret nok til at f&o-;le Smerte, og dog er dets Sorg uendelig dyb. Det er ikke reflekteret nok til at have en Forestilling om Synd og Br&o-;de; naar det seer den &Ae;ldre lide, falder det det ikke ind at t&ae;nke herpaa, og dog naar Lidelsens Grund er skjult for det, er der en dunkel Ahnelse herom med i dets Sorg. Saaledes, men i fuldst&ae;ndig og dyb Harmoni, er den gr&ae;ske Sorg, derfor er den paa eengang saa mild og saa dyb. Naar en &Ae;ldre derimod seer en Yngre, et Barn, lide, saa er Smerten st&o-;rre, Sorgen mindre. Jo mere Forestillingen om Skyld tr&ae;der frem, desto st&o-;rre er Smerten, desto mindre dyb Sorgen. Anvender man nu dette paa Forholdet mellem den antike og den moderne Tragedie, saa maa man sige: i den antike Tragedie er Sorgen dybere, og i den Bevidsthed, som svarer hertil, er Sorgen dybere. Det maa nemlig bestandig erindres, at det ikke ligger i mig, men det ligger i Tragedien, og at jeg, for ret at forstaae den dybe Sorg i den gr&ae;ske Tragedie, maa leve mig ind i den gr&ae;ske Bevidsthed. Det er derfor vistnok ofte kun Eftersnakken, naar saa mange beundre den gr&ae;ske Tragedie; thi saaledes er det aabenbart, at vor Tid idetmindste ikke har stor Sympathi for det, der egentlig er den gr&ae;ske Sorg. Sorgen er dybere, fordi Skylden har den &ae;sthetiske Tvetydighed. I den nyere Tid er Smerten st&o-;rre. Det er forf&ae;rdeligt at falde i den levende Guds Haand, det kunde man sige om den gr&ae;ske Tragedie. Gudernes Vrede er forf&ae;rdelig, men dog er Smerten ikke saa stor som i den moderne Tragedie, hvor Helten lider hele sin Skyld, er sig selv gjennemsigtig i sin Lidelse af sin Skyld. Her gj&ae;lder det nu i Lighed med den tragiske Skyld at vise, hvilken Sorg der er den sande &ae;sthetiske Sorg og hvilken den sande &ae;sthetiske Smerte. Den bittreste Smerte er nu aabenbart Angeren, men Angeren har ethisk, ikke &ae;sthetisk Realitet. Den er den bittreste Smerte, fordi den har hele Skyldens totale Gjennemsigtighed, men netop paa Grund af denne Gjennemsigtighed interesserer den ikke &ae;sthetisk. Angeren har en Hellighed, som fordunkler det &Ae;sthetiske, den vil ikke sees, allermindst af Tilskueren, og fordrer en ganske anden Art af Selvvirksomhed. Vel har den nyere Comedie stundom bragt Angeren paa Scenen, men det viser kun Uforstand hos Forfatteren. Man har vel erindret om den psychologiske Interesse, det kan have at see Angeren skildret, men den psychologiske Interesse er atter ikke den &ae;sthetiske. Dette h&o-;rer med til den Forvirring, der i vor Tid paa saa mange Maader gj&o-;r sig gj&ae;ldende: man s&o-;ger en Ting der, hvor man ikke skulde s&o-;ge den, og hvad v&ae;rre er, man finder den, hvor man ikke skulde finde den; man vil opbygges i Theatret, &ae;sthetisk paavirkes i Kirken, man vil omvendes af Romaner, nyde Opbyggelsesskrifter, man vil have Philosophien paa Pr&ae;dikestolen og Pr&ae;sten paa Kathedret. Denne Smerte er altsaa ikke den &ae;sthetiske Smerte, og dog er det aabenbart den, den nye Tid arbeider hen paa som den h&o-;ieste tragiske Interesse. Her viser det samme sig igjen med Hensyn til den tragiske Skyld. Vor Tid har tabt alle substantielle Bestemmelser af Familie, Stat, Sl&ae;gt; den maa ganske overlade det enkelte Individ til sig selv, saaledes, at dette i str&ae;ngere Forstand bliver sin egen Skaber, dets Skyld er altsaa Synd, dets Smerte Anger; men hermed er det Tragiske h&ae;vet. Ogsaa den i strengere Forstand lidende Tragedie har egentlig tabt sin tragiske Interesse, thi den Magt, hvorfra Lidelsen kommer, har tabt sin Betydning, og Tilskueren raaber: hj&ae;lp Dig selv, og Himlen skal hj&ae;lpe Dig; med andre Ord: Tilskueren har tabt Medlidenheden, men Medlidenhed er saavel i subjectiv som objectiv Forstand det egentlige Udtryk for det Tragiske. For Tydelighedens Skyld vil jeg nu, inden jeg videre udf&o-;rer det her Udviklede, f&o-;rst lidt n&ae;rmere bestemme den sande &ae;sthetiske Sorg. Sorgen har den modsatte Bev&ae;gelse af den, Smerten har; naar man ikke ved Conseqvensmageri vil ford&ae;rve det &streg; Noget, jeg ogsaa paa en anden Maade skal forhindre &streg; kan man sige: jo mere Uskyld, jo dybere Sorg. Vil man urgere det, saa vil man h&ae;ve det Tragiske. Et Moment af Skyld bliver der altid tilbage, men dette Moment er egentlig ikke subjectiv reflekteret; derfor er Sorgen i den gr&ae;ske Tragedie saa dyb. For at forhindre utidige Conseqvenser vil jeg blot bem&ae;rke, at man ved alle Overdrivelser kun bringer det dertil, at man f&o-;rer Sagen over paa et andet Gebeet. Eenheden nemlig af den absolute Uskyld og den absolute Skyld er ingen &ae;sthetisk Bestemmelse, det er en metaphysisk. Det er egentlig Grunden til, at man altid har undseet sig for at kalde Christi Liv en Tragedie, fordi man f&o-;lte, at &ae;sthetiske Bestemmelser ikke udt&o-;mme Sagen. Ogsaa paa en anden Maade viser det sig, at Christi Liv er Mere, end hvad der lader sig udt&o-;mme i &ae;sthetiske Bestemmelser; derved, at disse neutralisere sig paa dette Ph&ae;nomen og stilles i Indifferens. Den tragiske Handling har altid et Moment af Liden i sig, og den tragiske Liden et Moment af Handling, det &Ae;sthetiske ligger i Relativiteten. Identiteten af en absolut Handlen og en absolut Liden er over det &Ae;sthetiskes Kr&ae;fter og tilh&o-;rer det Metaphysiske. I Christi Liv er denne Identitet, thi hans Liden er absolut, da den er absolut fri Handlen, og hans Handlen er absolut Liden, da den er absolut Lydighed. Det Moment altsaa af Skyld, der bliver tilbage, er ikke subjectivt reflekteret, og dette gj&o-;r Sorgen dyb. Den tragiske Skyld er nemlig mere end den blot subjective Skyld, det er Arveskyld; men Arveskyld er ligesom Arvesynd substantiel Bestemmelse, og dette Substantielle gj&o-;r netop Sorgen dybere. Den altid beundrede tragiske Trilogi af Sophokles: Oedipus Coloneus, Oedipus rex, og Antigone dreier sig v&ae;sentlig om denne &ae;gte tragiske Interesse. Men Arveskyld indeholder i sig denne Selvmodsigelse, at v&ae;re Skyld og dog ikke at v&ae;re Skyld. Det Baand, hvorved Individet bliver skyldigt, er netop Pieteten, men den Skyld, det derved paadrager sig, har al mulig &ae;sthetisk Amphiboli. Man kunde her let falde paa, at det Folk, der maatte have udviklet det dybe Tragiske, var det J&o-;diske. Naar det saaledes hedder om Jehova, at han er en nidkj&ae;r Gud, han hjems&o-;ger F&ae;drenes Forseelser paa B&o-;rnene i tredie og fjerde Led, eller naar man h&o-;rer hine r&ae;dselsfulde Forbandelser i det gamle Testamente, saa kunde man let fristes til, her at ville s&o-;ge tragisk Stof. Men J&o-;dedommen er for ethisk udviklet hertil; Jehovas Forbandelser ere, om end forf&ae;rdelige, dog tillige retf&ae;rdige Straffe. Saaledes var det ikke i Gr&ae;kenland; Gudernes Vrede har ingen ethisk Charakteer, men &ae;sthetisk Tvetydighed. I den gr&ae;ske Tragedie selv findes en Overgang fra Sorgen til Smerten, og som Exempel herpaa vilde jeg anf&o-;re Philoktet. Denne er i str&ae;ngere Forstand en lidende Tragedie. Men ogsaa her hersker dog endnu en h&o-;i Grad af Objektivitet. Den gr&ae;ske Helt hviler i sin Skj&ae;bne, hans Skj&ae;bne er uforanderlig, derom kan der ikke videre v&ae;re Tale. Dette Element er egentlig Sorgens Moment i Smerten. Den f&o-;rste Tvivl, med hvilken egentlig Smerten begynder, det er den: hvorfor vederfares dette mig, kan det ikke v&ae;re anderledes. Vel er der i Philoktet, hvad altid har v&ae;ret mig paafaldende og hvorved den v&ae;sentlig adskiller sig fra hiin ud&o-;delige Trilogi, en h&o-;i Grad af Reflexion: den mesterlig skildrede Selvmodsigelse i sin Smerte, hvori der er en saa dyb menneskelig Sandhed, men der er dog en Objektivitet, som b&ae;rer det Hele. Philoktets Reflexion fordyber sig ikke i sig selv, og det er &ae;gte gr&ae;sk, naar han beklager sig over, at Ingen er vidende om hans Smerte. Der ligger en overordentlig Sandhed heri, og dog viser sig netop her tillige Forskjelligheden fra den egentlige reflekterede Smerte, der altid &o-;nsker at v&ae;re ene med sin Smerte, som s&o-;ger en ny Smerte i denne Smertens Eensomhed. Den sande tragiske Sorg fordrer altsaa et Moment af Skyld, den sande tragiske Smerte et Moment af Uskyldighed; den sande tragiske Sorg fordrer et Moment af Gjennemsigtighed, den sande tragiske Smerte et Moment af Dunkelhed. Saaledes troer jeg bedst at kunne antyde det Dialektiske, hvori Bestemmelserne af Sorg og Smerte ber&o-;re hinanden, ligesom ogsaa den Dialektik, der ligger i det Begreb: den tragiske Skyld. Da det strider mod vor Forenings Bestr&ae;belse at levere sammenh&ae;ngende Arbeider eller st&o-;rre Heelheder, da vor Tendens ikke er at arbeide paa et babylonisk Taarn, som Gud i sin Retf&ae;rdighed kan stige ned og &o-;del&ae;gge, da vi i Bevidsthed af, at hiin Forvirring skete med Rette, anerkjende det som det Eiendommelige for al menneskelig Str&ae;ben i sin Sandhed, at den er fragmentarisk, at det netop er det, hvorved den adskiller sig fra Naturens uendelige Sammenh&ae;ng; at en Individualitets Rigdom netop bestaaer i dens Kraft i fragmentarisk &O-;dselhed, og at det, der er det producerende Individs Nydelse, ogsaa er det reciperende Individs, ikke den besv&ae;rlige og n&o-;iagtige Udf&o-;relse, eller den langvarige Opfattelse af denne Udf&o-;relse, men Frembringelsen og Nydelsen af den glimtende Flygtighed, der for den Frembringende indholder et Mere end hvad den gjennemf&o-;rte Udf&o-;relse har, da den er Ideens Apparens, for den Reciperende indeholder et Mere, da dens Fulguration v&ae;kker hans egen Productivitet &streg; da Alt dette, siger jeg, strider mod vor Forenings Tendens, ja, da n&ae;sten den forel&ae;ste Periode maa ansees for et bet&ae;nkeligt Attentat paa den Interjections-Stiil, hvori Ideen bryder ud, uden at komme til Gjennembrud, der i vort Samfund er tillagt Officialitet, saa vil jeg, efter at have gjort opm&ae;rksom paa, at min Adf&ae;rd dog ikke kan kaldes opr&o-;rsk, da det Baand, der sammenholder denne Periode, er saa l&o-;st, at de indeholdte Mellems&ae;tninger stritte aphoristisk og egenraadigt nok frem, blot erindre om, at min Stiil har gjort et Fors&o-;g paa, tilsyneladende at v&ae;re, hvad den ikke er &streg; revolutionair. Vort Selskab fordrer ved hvert enkelt M&o-;de en Fornyelse og Gjenf&o-;delse, og til den Ende, at dets indre Virksomhed forynges ved en ny Betegnelse af dets Productivitet. Lader os da betegne vor Tendens som Fors&o-;g i den fragmentariske Str&ae;ben eller i den Kunst at skrive efterladte Papirer. Et fuldst&ae;ndigt fuldf&o-;rt Arbeide staaer i intet Forhold til den digtende Personlighed; ved efterladte Papirer f&o-;ler man bestandigt paa Grund af det Afbrudte, Desultoriske, en Trang til at digte Personligheden med. Efterladte Papirer ere som en Ruin, og hvilket Tilholdssted kunde v&ae;re naturligere for Begravne? Kunsten er nu, kunstnerisk at frembringe den samme Virkning, den samme Skj&o-;desl&o-;shed og Tilf&ae;ldighed, den samme anakoluthiske Tankegang, Kunsten er, at frembringe en Nydelse, der aldrig bliver pr&ae;sentisk, men altid har et Moment af den forbigangne Tid i sig, saa at den er n&ae;rv&ae;rende i den forbigangne Tid. Dette udtrykkes allerede i det Ord: efterladt. I en vis Forstand er jo Alt, hvad en Digter har frembragt, efterladt; men det fuldendt Udf&o-;rte kunde man aldrig falde paa at kalde et efterladt Arbeide, om det end havde den tilf&ae;ldige Egenskab, at det ikke var udgivet i hans levende Live. Ogsaa dette antager jeg er en Egenskab ved al menneskelig Frembringelse i dens Sandhed, saaledes som vi have opfattet den, at den er Efterladenskab, da det ikke er Menneskene forundt, at leve i Gudernes evige Beskuelse. Efterladenskab vil jeg altsaa kalde, hvad der frembringes iblandt os, det vil sige kunstnerisk Efterladenskab; Efterladenhed, Indolens vil jeg kalde den Genialitet, vi s&ae;tte Priis paa; vis inerti&ae; den Naturlov, vi tilbede. Hermed haver jeg nu efterkommet vore hellige Skikke og Vedt&ae;gter. Saa tr&ae;der da n&ae;rmere til mig, kj&ae;re &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, slutter Eder om mig, idet jeg skikker min tragiske Heltinde ud i Verden, idet jeg giver Sorgens Datter i Udstyr Smertens Medgift. Hun er mit V&ae;rk, men dog er hendes Omrids saa ubestemt, hendes Skikkelse saa nebul&o-;s, at Enhver af Eder kan forliebe sig i hende og vil kunne elske hende paa sin Maade. Hun er min Skabning, hendes Tanker ere mine Tanker, og dog er det, som om jeg i en Elskovs-Nat havde hvilet hos hende, som havde hun betroet mig sin dybe Hemmelighed, udaandet den og sin Sj&ae;l i mit Favnetag, og som var hun i samme Nu forvandlet for mig, forsvundet, saa hendes Virkelighed kun lod sig spore i den Stemning, der blev tilbage, istedetfor at det forholder sig omvendt, at hun ud af min Stemning f&o-;des til st&o-;rre og st&o-;rre Virkelighed. Jeg l&ae;gger hende Ordet i Munden, og dog er det mig, som om jeg misbrugte hendes Fortrolighed, det er mig, som om hun stod bebreidende bag ved mig, og dog er det omvendt, i hendes Hemmelighed bliver hun bestandigt mere og mere synlig. Hun er min Eiendom, min lovlige Eiendom, og dog er det stundom, som om jeg lumskelig havde listet mig ind i hendes Fortrolighed, som maatte jeg bestandig skue mig om efter hende tilbage, og dog er det omvendt, hun ligger bestandigt foran mig, hun bliver bestandigt kun til, idet jeg f&o-;rer hende frem. Antigone hedder hun. Dette Navn vil jeg beholde fra den gamle Tragedie, som jeg i det Hele vil knytte mig til, skj&o-;ndt fra den anden Side Alt bliver moderne. F&o-;rst dog en Bem&ae;rkning. Jeg bruger en qvindelig Figur, fordi jeg n&ae;rmest troer, at en qvindelig Natur vil v&ae;re mest skikket til at vise Forskjellen. Som Qvinde vil hun have Substantialitet nok til, at Sorgen kan vise sig, men som tilh&o-;rende en reflekterende Verden vil hun have Reflexion nok til at faae Smerten. For at faae Sorgen maa den tragiske Skyld vakle mellem Skyld og Uskyld, det, hvorved Skylden gaaer over i hendes Bevidsthed, maa altid v&ae;re en Substantialitetens Bestemmelse; men da for at _{saae Sorgen}faae Sorgen den tragiske Skyld maa have denne Ubestemthed, saa maa Reflexionen ikke v&ae;re tilstede i sin Uendelighed; thi da vilde den reflektere hende ud af sin Skyld, idet Reflexionen i sin uendelige Subjectivitet ikke kan lade det Moment af Arveskyld blive staaende, som giver Sorgen. Da imidlertid Reflexionen er vaagnet, saa vil den ikke reflektere hende ud af Sorgen, men ind i den, den vil i ethvert &O-;ieblik forvandle Sorgen for hende til Smerte. Labdakos's Sl&ae;gt er altsaa Gjenstand for de vrede Guders Forbittrelse, Oedip har dr&ae;bt Sphinx, befriet Theben, Oedip har myrdet sin Fader, &ae;gtet sin Moder og Antigone er Frugten af dette &Ae;gteskab. Saaledes i den gr&ae;ske Tragedie. Her afviger jeg. Alt forholder sig hos mig ligesaa, og dog er Alt anderledes. At han har dr&ae;bt Sphinx og befriet Theben, det er Alle bekjendt, og Oedip lever h&ae;dret og beundret, lykkelig i sit &Ae;gteskab med Jokaste. Det &O-;vrige er skjult for Menneskenes &O-;ine, og ingen Ahnelse har nogensinde kaldet denne r&ae;dsomme Dr&o-;m til Virkelighed. Kun Antigone veed det. Hvorledes hun har faaet det at vide, ligger udenfor den tragiske Interesse, og Enhver kan i den Henseende overlade sig til sin egen Combination. I en tidlig Alder, f&o-;r hun endnu var fuldkommen udviklet, have dunkle Hentydninger paa denne r&ae;dsomme Hemmelighed momentviis grebet hendes Sj&ae;l, indtil Visheden med eet Slag kaster hende i Angstens Arme. Her har jeg nu strax en Bestemmelse af det moderne Tragiske. Angst er nemlig en Reflexion og er forsaavidt v&ae;sentlig forskjellig fra Sorg. Angst er det Organ, hvorved Subjectet tilegner sig Sorgen og assimilerer sig den. Angst er den Bev&ae;gelses Kraft, ved hvilken Sorgen borer sig ind i Eens Hjerte. Men Bev&ae;gelsen er ikke hurtig som Pilens, den er successiv, den er ikke eengang for alle, men den vorder bestandig. Som et lidenskabeligt erotisk &O-;iekast attraaer sin Gjenstand, saaledes seer Angsten paa Sorgen for at attraae den. Som et stille uforkr&ae;nkeligt Kj&ae;rligheds Blik sysler med den elskede Gjenstand, saaledes _{er Angstenser Angsten}er Angsten Selvbesk&ae;ftigelse med Sorgen. Men Angsten har et Moment mere i sig, som gj&o-;r, at den endnu st&ae;rkere holder fast ved sin Gjenstand, thi den baade elsker og frygter den. Angst har en dobbelt Function, deels er den den opdagende Bev&ae;gelse, der bestandig ber&o-;rer og ved denne Tasten opdager Sorgen, idet den gaaer rundt om Sorgen. Eller Angsten er pludselig, s&ae;tter i et eneste Nu hele Sorgen, dog saaledes, at dette Nu &o-;ieblikkeligt opl&o-;ser sig i Succession. Angst i denne Betydning er en &ae;gte tragisk Bestemmelse, og det gamle Ord: quem deus vult perdere, primum dementat, lader sig her ret med Sandhed anvende. At Angst er en Reflexions-Bestemmelse, det viser Sproget selv; thi jeg siger altid: at &ae;ngstes for Noget, hvorved jeg adskiller Angsten fra det, hvorfor jeg &ae;ngstes, og jeg kan aldrig bruge Angst i objectiv Forstand, medens jeg derimod, naar jeg siger: min Sorg, ligesaa meget kan udtrykke det, jeg s&o-;rger over, som min S&o-;rgen derover. Dertil kommer, at Angst altid i sig indeholder en Reflexion paa Tid, thi jeg kan ikke &ae;ngstes over det N&ae;rv&ae;rende, men kun for det Forbigangne eller Tilkommende, men det Forbigangne og det Tilkommende, saaledes holdte imod hinanden, at det Pr&ae;sentiske forsvinder, er Reflexions-Bestemmelser. Den gr&ae;ske Sorg derimod er, som hele det gr&ae;ske Liv, pr&ae;sentisk, og derfor Sorgen dybere men Smerten mindre. Angsten h&o-;rer derfor v&ae;sentlig med til _{det Tragiske}det moderne Tragiske. Derfor er Hamlet saa tragisk, fordi han ahner Moderens Forbrydelse. Robert le diable sp&o-;rger, hvoraf det dog kunde komme, at han gj&o-;r saa meget Ondt. H&o-;gne, hvem Moderen havde avlet med en Trold, kommer tilf&ae;ldigviis til at see sit Billede i Vandet og sp&o-;rger nu Moderen, hvorfra hans Legeme har faaet en saadan Form. Forskjellen er nu let i&o-;inefaldende. I den gr&ae;ske Tragedie besk&ae;ftiger Antigone sig slet ikke med Faderens ulykkelige Skj&ae;bne. Denne hviler som en uigjennemtr&ae;ngelig Sorg over den hele Sl&ae;gt, Antigone lever hen sorgl&o-;s som enhver anden ung gr&ae;sk Pige, ja Choret beklager hende, da hendes D&o-;d er bestemt, fordi hun i en saa ung Alder skal forlade dette Liv, forlade det, uden at have smagt dets skj&o-;nneste Gl&ae;de, aabenbart forglemmende Familiens egen dybe Sorg. Dermed skal nu ingenlunde v&ae;re sagt, at det er Letsind, eller at det enkelte Individ staaer ene for sig, uden at bekymre sig om sit Forhold til Sl&ae;gten. Men det er &ae;gte gr&ae;sk. Livsforholdene ere dem eengang givne ligesom den Horizont, under hvilken de leve. Er denne end dunkel og skyfuld, saa er den tillige uforanderlig. Den giver en Grundtone i Sj&ae;len, og dette er Sorgen, ikke Smerten. I Antigone samles den tragiske Skyld paa et bestemt Punkt, at hun har begravet sin Broder tiltrods for Kongens Forbud. Sees dette som et isoleret Factum, som en Collision mellem s&o-;sterlig Kj&ae;rlighed og Pietet og et vilkaarligt menneskeligt Forbud, saa vilde Antigone oph&o-;re at v&ae;re en gr&ae;sk Tragedie, det var et aldeles moderne tragisk Sujet. Det, der i gr&ae;sk Forstand giver tragisk Interesse, er, at i Broderens ulykkelige D&o-;d, i S&o-;sterens Collision med et enkelt menneskeligt Forbud gjenlyder Oedips s&o-;rgelige Skj&ae;bne, det er ligesom Efterveerne, Oedips tragiske Skj&ae;bne, der forgrener sig ud i hans Families enkelte Skud. Dette Totale gj&o-;r Tilskuerens Sorg saa uendelig dyb. Det er ikke et Individ, der gaaer under, men en lille Verden, det er den objective Sorg, der, l&o-;sladt, nu skrider frem i sin egen forf&ae;rdelige Conseqvens som en Natur-Magt, og Antigones s&o-;rgelige Skj&ae;bne er som Efterklang af Faderens, en potenseret Sorg. Naar derfor Antigone tiltrods for Kongens Forbud beslutter at begrave Broderen, saa see vi deri ikke saa meget den frie Handling som den skj&ae;bnesvangre N&o-;dvendighed, der hjems&o-;ger F&ae;drenes Br&o-;de paa B&o-;rnene. Saa megen Frihed er der vel deri, at vi kunne elske Antigone for hendes s&o-;sterlige Kj&ae;rlighed, men i Fatumets N&o-;dvendighed ligger tillige det ligesom h&o-;iere Omqv&ae;d, der ikke blot indeslutter Oedips Liv, men ogsaa hans Sl&ae;gt. Medens nu den gr&ae;ske Antigone lever sorgl&o-;s hen saaledes, at hvis dette nye Factum ikke var kommet til, man kunde t&ae;nkt sig hendes Liv i dets trinvise Udfoldelse endog lykkeligt, saa er derimod vor Antigones Liv v&ae;sentlig endt. Ikke har jeg karrigt udstyret hende, og som man siger, at et godt Ord paa rette Sted er som Guld&ae;bler i S&o-;lvskaaler, saaledes har jeg her lagt Sorgens Frugt i Smertens Skaal. Hendes Udstyr er ikke forf&ae;ngelig Pragt, som M&o-;l og Rust kan fort&ae;re, det er en evig Skat, Tyvehaand kan ikke bryde ind og stj&ae;le den, dertil vil hun selv v&ae;re for aarvaagen. Hendes Liv udfolder sig ikke som den gr&ae;ske Antigones, det er ikke vendt ud efter men ind efter, Scenen er ikke udvortes men indvortes, det er en Aandescene. Skulde det ikke v&ae;re lykkedes mig, kj&ae;re &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, at vinde Eders Interesse for en saadan Pige, eller skal jeg tye til en captatio benevolenti&ae;? Ogsaa hun tilh&o-;rer ikke den Verden, hvori hun lever, om end blomstrende og sund er dog hendes egentlige Liv et forborgent, ogsaa hun er, skj&o-;ndt levende, i en anden Forstand afd&o-;d, stille er dette Liv og skjult, Verden h&o-;rer end ikke et Suk; thi hendes Suk er skjult i hendes Sj&ae;ls L&o-;ndom. Ikke beh&o-;ver jeg at erindre om, at hun ingenlunde er en svag og sygelig Qvinde, tvertimod, hun er stolt og kraftfuld. Der er maaskee Intet, der adler et Menneske saa meget som at bevare en Hemmelighed. Det giver hans hele Liv en Betydning, som det dog kun har for ham selv, det frelser ham fra ethvert forf&ae;ngeligt Hensyn til Omverdenen, sig selv nok hviler han salig i sin Hemmelighed, det kan man n&ae;sten sige, om end hans Hemmelighed var den usaligste. _{Saaledes var}Saaledes vor Antigone. Stolt er hun af sin Hemmelighed, stolt af, at hun er udseet til paa en underlig Maade at redde den Oedipske Sl&ae;gts H&ae;der og &Ae;re, og naar det taknemmelige Folk tiljubler Oedip Tak og Priis, da f&o-;ler hun sin egen Betydning, og hendes Hemmelighed synker dybere og dybere ned i hendes Sj&ae;l, utilg&ae;ngeligere for ethvert levende V&ae;sen. Hun f&o-;ler, hvor Meget der er lagt i hendes Haand, og dette giver hende den overnaturlige St&o-;rrelse, som er n&o-;dvendig, for at hun tragisk skal kunne besk&ae;ftige os. Som en enkelt Figur maa hun kunne interessere. Hun er Mere end en ung Pige i Almindelighed, og dog er hun en ung Pige; hun er Brud, og dog i al Jomfruelighed og Reenhed. Som Brud har Qvinden naaet sin Bestemmelse, og derfor kan en Qvinde i Almindelighed kun besk&ae;ftige os i samme Grad, som hun bringes i Forhold til denne hendes Bestemmelse. Imidlertid gives der Analogier hertil. Man taler saaledes om en Guds Brud, hun har i Troen og Aanden det Indhold, hvori hun hviler. Vor Antigone vilde jeg i en maaskee endnu skj&o-;nnere Forstand kalde Brud, ja hun er n&ae;sten Mere, hun er Moder, hun er reent &ae;sthetisk virgo mater, sin Hemmelighed b&ae;rer hun under sit Hjerte, skjult og forborgen. Hun er Taushed netop fordi hun er hemmelighedsfuld, men denne Tilbagevenden i sig selv, som ligger i Taushed, giver hende en overnaturlig Holdning. Hun er stolt af sin Sorg, hun er jaloux paa den, thi hendes Sorg, det er hendes Kj&ae;rlighed. Men dog er hendes Sorg ikke en d&o-;d ur&o-;rlig Eiendom, den bev&ae;ger sig bestandigt, den f&o-;der Smerte og f&o-;des med Smerte. Som naar en Pige beslutter at offre sit Liv for en Idee, naar hun staaer der med Offerkrandsen om sin Pande, staaer hun Brud, thi den store begeistrende Idee forvandler hende, og Offerkrandsen er ligesom Brudekrandsen. Hun kjender ikke nogen Mand, og dog er hun Brud; hun kjender end ikke Ideen, som begeistrer hende, thi dette vilde v&ae;re uqvindeligt, og dog er hun Brud. Saaledes er vor Antigone Sorgens Brud. Hun helliger sit Liv til at s&o-;rge over Faderens Skj&ae;bne, over sin egen. En saadan Ulykke som den, der har rammet Faderen, kr&ae;ver Sorg, og dog er der Ingen, som kan s&o-;rge derover, da der Ingen er, som veed det. Og som den gr&ae;ske Antigone ikke kan taale, at Broderens Liig hensl&ae;nges uden den sidste &Ae;re, saaledes f&o-;ler hun, hvor haardt det vilde have v&ae;ret, om intet Menneske havde faaet det at vide, det &ae;ngster hende, at der ikke skulde v&ae;re bleven f&ae;ldet en Taare, hun n&ae;sten takker Guderne, fordi hun er udseet til dette Redskab. Saaledes er Antigone stor i sin Smerte. Jeg kan her ogsaa vise en Forskjel mellem det Gr&ae;ske og det Moderne. Det er &ae;gte gr&ae;sk, at Philoktet beklager sig over, at der Ingen er, der veed, hvad han lider, det er en dyb menneskelig Trang at ville, at Andre erfare det; den reflekterende Smerte &o-;nsker imidlertid ikke dette. Det falder ikke Antigone ind at &o-;nske, at Nogen skulde erfare hendes Smerte, men derimod f&o-;ler hun det i Forhold til Faderen, f&o-;ler den Retf&ae;rdighed, der ligger i at s&o-;rge, som er ligesaa &ae;sthetisk retf&ae;rdigt som at man lider Straf, naar man har gjort Uret. Medens derfor f&o-;rst Forestillingen om at v&ae;re bestemt til levende at begraves, aftvinger Antigone i den gr&ae;ske Tragedie det Sorgens Udbrud: (850) &g.i.l.;&g.o-..g; &g.d;&g.u..a;&g.s;&g.t;&g.a;&g.n;&g.o;&g.sud;, &g.o;&g.u.la;&g.t;&g.apos; &g.e.l.;&g.n; &g.b;&g.r;&g.o;&g.t;&g.o;&g.i..c;&g.sud; &g.o;&g.u.la;&g.t;&g.apos; &g.e.l.;&g.n; &g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o;&g.i;&g.s;&g.i; &g.m;&g.e..a;&g.t;&g.o;&g.i;&g.k;&g.o;&g.sud;, &g.o;&g.u.l.; &g.z;&g.o-..c;&g.s;&g.i;&g.n;, &g.o;&g.u.l.; &g.th;&g.a;&g.n;&g.o;&g.u..c;&g.s;&g.i; saa kan vor Antigone sige det om sig selv hele sit Liv. Forskjellen er paafaldende; der ligger i hendes Udsagn en factisk Sandhed, som gj&o-;r Smerten mindre. Naar vor Antigone vilde sige det Samme, saa var det uegentligt, men denne Uegentlighed er den egentlige Smerte. Gr&ae;kerne udtrykke sig ikke uegentligt, netop fordi den Reflexion, som h&o-;rer dertil, ikke laae i deres Liv. Naar saaledes Philoktet klager over, at han lever eensomt og forladt paa den &o-;de &O-;, saa har hans Udsagn tillige den udvortes Sandhed; naar vor Antigone derimod f&o-;ler Smerten i sin Eensomhed, saa er dette jo uegentligt, at hun er alene, men netop derfor er Smerten f&o-;rst ret egentlig. Hvad nu den tragiske Skyld angaaer, da ligger den paa den ene Side i det Factum, at hun begraver Broderen, deels ligger den i Contexten med Faderens s&o-;rgelige Skj&ae;bne, der underforstaaes fra de tvende foregaaende Tragedier. Her staaer jeg nu atter ved den besynderlige Dialektik, der s&ae;tter Sl&ae;gtens Br&o-;de i Forhold til Individet. Dette er det Nedarvede. Dialektik t&ae;nker man sig i Almindelighed temmelig abstract, man t&ae;nker n&ae;rmest paa de logiske Bev&ae;gelser. Livet vil imidlertid snart l&ae;re Een, at der gives mange Arter af Dialektik, at n&ae;sten enhver Lidenskab har sin egen. Den Dialektik derfor, der s&ae;tter Sl&ae;gtens eller Familiens Br&o-;de i Forbindelse med det enkelte Subject, saaledes, at dette ikke blot lider derunder &streg; thi dette er en Natur-Conseqvens, som man forgj&ae;ves vilde s&o-;ge at forh&ae;rde sig imod &streg; men b&ae;rer Skylden med, participerer i denne, denne Dialektik er os fremmed, har intet N&o-;dende for os. Vil man imidlertid t&ae;nke paa en Gjenf&o-;delse af det antike Tragiske, saa maa ethvert Individ v&ae;re bet&ae;nkt paa sin egen Gjenf&o-;delse, ikke blot i aandelig Forstand, men i endelig Forstand af Familiens og Sl&ae;gtens Modersliv. Den Dialektik, der s&ae;tter Individet i Forbindelse med Familie og Sl&ae;gt, er ingen subjectiv Dialektik, thi denne h&ae;ver netop Forbindelsen og Individet ud af Sammenh&ae;nget; den er en objectiv Dialektik. Den er v&ae;sentlig Pieteten. At bevare denne kan ikke ansees for nogen Skade for Individet. Man lader i vor Tid Noget gj&ae;lde i Naturforhold, som man ikke vil lade gj&ae;lde i Aandsforhold. Saa isoleret vil man dog ikke v&ae;re, saa unaturlig, at man ikke vil betragte Familien som et Heelt, hvorom man maa sige, at naar et Lem lider, saa lide de alle. Det gj&o-;r man uvilkaarligt, og hvorfor er vel ellers det enkelte Individ saa bange for, at et andet Lem af Familien skal bringe Skj&ae;ndsel over den, uden fordi han f&o-;ler, at han lider med derunder. Denne Lidelse maa nu aabenbart Individet tage med, enten det vil eller ei. Men da det Punkt, man gaaer ud fra, er Individet, ikke Sl&ae;gten, saa er denne tvungne Liden maximum; man f&o-;ler, at Mennesket ikke ganske kan blive Herre over sit Naturforhold, men &o-;nsker det dog saavidt som muligt. Seer derimod Individet Naturforholdet som et Moment med i sin Sandhed, saa udtrykker dette sig saaledes i Aandens Verden, at Individet participerer i Skylden. Denne Conseqvens kunne Mange maaskee ikke fatte, men saa kunne de ei heller fatte det Tragiske. Er Individet isoleret, saa er det enten absolut sin egen Skj&ae;bnes Skaber, og saa er der intet Tragisk mere, men kun det Onde &streg; thi det er end ikke tragisk, at Individet var forblindet eller hildet i sig selv, thi det er dets eget V&ae;rk; &streg; eller Individerne ere blot Modificationer af Tilv&ae;relsens evige Substans, og saa er atter det Tragiske borte. Med Hensyn til den tragiske Skyld viser sig nu ogsaa let en Forskjel i det Moderne, efter at dette har optaget det Antike i sig, thi derom kan der egentlig kun nu v&ae;re Tale. Den gr&ae;ske Antigone participerer ved sin barnlige Pietet i Faderens Skyld, saaledes ogsaa den moderne; men for den gr&ae;ske Antigone er Faderens Skyld og Lidelse et udvortes Factum, et urokkeligt Factum, som hendes Sorg ikke bev&ae;ger (quod non volvit in pectore); og forsaavidt hun selv personligt paa Grund af Natur-Conseqvens lider under Faderens Skyld, saa er dette igjen i sin hele udvortes Facticitet. Med vor Antigone er det anderledes. Jeg antager, Oedip er d&o-;d. Allerede medens han levede har Antigone v&ae;ret vidende om denne Hemmelighed, men har ikke havt Mod til at betroe sig til Faderen. Ved Faderens D&o-;d er hun ber&o-;vet den eneste Udvei til at befries fra sin Hemmelighed. Nu at betroe den til noget levende V&ae;sen, vilde v&ae;re at besk&ae;mme Faderen, hendes Liv faaer Betydning for hende som helliget til ved hendes ubr&o-;delige Taushed daglig, hver Time n&ae;sten, at bevise ham den sidste &Ae;re. Een Ting er hun imidlertid uvidende om, om Faderen selv har vidst det eller ikke. _{Her det}Her er det Moderne, det er Uroen i hendes Sorg, det er Amphibolien i hendes Smerte. Hun elsker Faderen af hele sin Sj&ae;l, og denne Kj&ae;rlighed drager hende fra hende selv ind i Faderens Skyld; som Frugten af en saadan Kj&ae;rlighed f&o-;ler hun sig fremmed for Menneskene, hun f&o-;ler sin Skyld jo mere hun elsker Faderen, kun hos ham kan hun finde Hvile, som lige skyldige ville de s&o-;rge med hinanden. Men medens Faderen levede, har hun ikke kunnet betroe ham sin Sorg; thi hun vidste jo ikke, om han var vidende derom, og altsaa var der en Mulighed for at nedstyrte ham i en lignende Smerte. Og dog, dersom han ikke har v&ae;ret vidende derom, var Skylden mindre. Bev&ae;gelsen er her bestandig relativ. Dersom Antigone ikke med Bestemthed vidste det factiske Sammenh&ae;ng, saa blev hun ubetydelig, hun vilde da ikke have andet end en Ahnelse at k&ae;mpe med, og det er for lidt til tragisk at besk&ae;ftige os. Men hun veed Alt; men indenfor denne Viden er der dog en Uvidenhed, der altid kan holde Sorgen i Bev&ae;gelse, altid forvandle den til Smerte. Dertil kommer, at hun bestandig er i Strid med den udvortes Omgivelse. Oedip lever i Folkets Minde som en lykkelig Konge, h&ae;dret og priset; Antigone har selv beundret som hun har elsket sin Fader. Hun deeltager i enhver Jubel og Ber&o-;mmelse af ham, hun er begeistret for Faderen som ingen anden Pige i det hele Rige, hendes Tanke vender bestandig tilbage til ham, hun prises i Landet som et M&o-;nster paa en kj&ae;rlig Datter, og dog er denne Begeistring den eneste Maade, paa hvilken hun kan give sin Smerte Udbrud. Hendes Fader ligger hende Altid i Tankerne, men hvorledes, det er hendes smertelige Hemmelighed. Og dog t&o-;r hun ikke give sig hen til Sorg, ikke gr&ae;mme sig, hun f&o-;ler, hvormeget der hviler paa hende, hun frygter, hvis man saae hende lide, at man skulde komme paa Sporet, og saaledes faaer hun ogsaa fra denne Side ikke Sorgen, men Smerten. Saaledes udarbeidet og gjennemarbeidet t&ae;nker jeg vel at Antigone kan besk&ae;ftige os, jeg t&ae;nker, at I ikke ville bebreide mig Letsindighed eller faderlig Forkj&ae;rlighed, naar jeg mener, at hun vel t&o-;r fors&o-;ge sig i det tragiske Fag og tr&ae;de op i en Tragedie. Hidtil er hun kun en episk Figur, og det Tragiske i hende har kun episk Interesse. Et Sammenh&ae;ng, hvori hun kunde passe, er vel heller ei saa sv&ae;rt at udfinde, i den Henseende kan man gjerne lade sig n&o-;ie med hvad den gr&ae;ske Tragedie giver. Hun har en S&o-;ster levende, hende vil jeg lade v&ae;re noget &ae;ldre og gift. Hendes Moder kunde ogsaa v&ae;re levende. At disse naturligviis altid blive Bipersoner, er en Selvf&o-;lge, som og, at overhovedet Tragedien faaer et episk Moment i sig, saaledes som den gr&ae;ske Tragedie har det, uden at dette derfor beh&o-;ver at v&ae;re saa fremtr&ae;dende, dog vil Monologen altid her spille en Hovedrolle, om end Situationen bestandig b&o-;r komme den til Hj&ae;lp. Alt maa man t&ae;nke sig samlet om denne ene Hovedinteresse, som udgj&o-;r Antigones Livs Indhold, og naar nu saaledes det Hele er lagt til Orden, saa bliver Sp&o-;rgsmaalet, hvorledes tilveiebringes den dramatiske Interesse? Vor Heltinde, saaledes som hun har fremstillet sig i det Foregaaende, er paa Vei til at ville overspringe et Moment af sit Liv, hun er if&ae;rd med at ville leve ganske aandeligt, Noget, Naturen ikke taaler. Med den Dybde, hendes Sj&ae;l har, maa hun n&o-;dvendig elske med en overordentlig Lidenskab, naar hun bliver forelsket. Her staaer jeg altsaa ved den dramatiske Interesse &streg; Antigone er forelsket, og jeg siger det med Smerte, Antigone er d&o-;delig forelsket. Her ligger aabenbart den tragiske Collision. Man burde i Almindelighed v&ae;re lidt mere kr&ae;sen med hvad man kalder tragisk Collision. Jo mere sympathetiske de colliderende Magter ere, jo dybere men tillige mere eensartede de ere, desto betydningsfuldere bliver Collisionen. Hun er altsaa forelsket, og den, som er Gjenstanden for hendes Kj&ae;rlighed, er ikke uvidende derom. Min Antigone er nu ingen almindelig Pige, og saaledes er ogsaa hendes Medgift en ualmindelig, hendes Smerte. Tilh&o-;re en Mand kan hun ikke uden denne Medgift, det f&o-;ler hun vilde v&ae;re for h&o-;it vovet, at skjule den for en saadan Iagttager vilde v&ae;re umuligt, at ville have skjult den, var en Forsyndelse mod hendes Kj&ae;rlighed; men kan hun tilh&o-;re ham med den? T&o-;r hun betroe den til noget Menneske, endog til en elsket Mand? Antigone har Kraft, Sp&o-;rgsmaalet er ikke, om hun for sin egen Skyld, for at lette sit Bryst, skal betroe Nogen sin Smerte; thi hun kan vel b&ae;re den uden Underst&o-;ttelse, men kan hun forsvare det for den Afd&o-;de? selv lider hun jo ogsaa paa en Maade ved at betroe ham sin Hemmelighed; thi ogsaa hendes Liv er jo s&o-;rgeligt medindflettet deri. Dette bekymrer hende imidlertid ikke. Sp&o-;rgsmaalet er kun om Faderen. Fra denne Side er altsaa Collisionen af sympathetisk Natur. Hendes Liv, som f&o-;r var roligt og stille, bliver nu, bestandigt i hende selv naturligviis, heftigt og lidenskabeligt, og hendes Replik begynder her at blive pathetisk. Hun strider med sig selv, hendes Liv har hun villet offre sin Hemmelighed, men nu fordres hendes Kj&ae;rlighed som Offer. Hun seirer, det vil sige, Hemmeligheden seirer, og hun taber. Nu kommer den anden Collision, thi for at den tragiske Collision ret skal v&ae;re dyb, maae de colliderende Magter v&ae;re eensartede. Den hidtil beskrevne Collision har ikke den Egenskab; thi Collisionen er egentlig mellem hendes Kj&ae;rlighed til Faderen og til hende selv, og om ikke hendes egen Kj&ae;rlighed er for stort et Offer. Den anden colliderende Magt er den sympathetiske Kj&ae;rlighed til hendes Elskede. Han veed, at han er elsket, og vover dristig sit Angreb. Hendes Tilbageholdenhed forundrer ham vel; han m&ae;rker, at der maa v&ae;re ganske s&ae;regne Vanskeligheder, men som dog ikke maae v&ae;re ham uoverstigelige. Alt hvad ham er magtpaaliggende er, at overbevise hende om, hvor h&o-;it han elsker hende, ja at hans Liv er forbi, naar han maa give Afkald paa hendes Kj&ae;rlighed. Hans Lidenskab bliver tilsidst n&ae;sten usand, men kun desto mere opfindsom paa Grund af denne Modstand. Med hver Kj&ae;rligheds-Forsikkring for&o-;ger han hendes Smerte, med hvert Suk borer han Sorgens Piil dybere og dybere ind i hendes Hjerte. Han lader intet Middel ufors&o-;gt, for at bev&ae;ge hende. Han veed som alle Andre, hvor h&o-;it hun elsker Faderen. Han tr&ae;ffer hende ved Oedips Grav, hvor hun har s&o-;gt hen for at give sit Hjerte Luft, hvor hun overlader sig til sin L&ae;ngsel efter Faderen, om end selv denne L&ae;ngsel er blandet med Smerte, fordi hun ikke veed, hvorledes hun skal m&o-;des med ham igjen, om han var vidende om sin Skyld eller ikke. Han overrasker hende, han besv&ae;rger hende ved den Kj&ae;rlighed, hun omfatter Faderen med, han m&ae;rker, han gj&o-;r et ualmindeligt Indtryk paa hende, han vedbliver, han haaber Alt af dette Middel, og han veed ikke, at han har netop modarbeidet sig selv. Det, hvorom Interessen altsaa dreier sig, er, at faae hende hendes Hemmelighed fravristet. At lade hende blive temporairt vanvittig og saaledes forraade den, vilde ikke hj&ae;lpe. De colliderende Magter holde i den Grad hinanden Stangen, at Handling bliver umulig for det tragiske Individ. Hendes Smerte er nu for&o-;get ved hendes Kj&ae;rlighed, ved hendes sympathetiske Liden med den, hvem hun elsker. Kun i D&o-;den kan hun finde Fred; saaledes er hendes Liv helliget til Sorgen, og hun har ligesom sat en Gr&ae;ndse, en D&ae;mning for den Ulykke, der maaskee skj&ae;bnesvangert vilde have forplantet sig i en f&o-;lgende Sl&ae;gt. Kun i hendes D&o-;ds-&O-;ieblik kan hun tilstaae Inderligheden af sin Kj&ae;rlighed, hun kan kun tilstaae, at hun tilh&o-;rer ham i det &O-;ieblik, hun ikke tilh&o-;rer ham. Da Epaminondas var bleven saaret i Slaget ved Mantinea, lod han Pilen blive siddende i Saaret, indtil han havde h&o-;rt, at Slaget var vundet, fordi han vidste, at det var hans D&o-;d, naar den droges ud. Saaledes b&ae;rer vor Antigone sin Hemmelighed i sit Hjerte som en Piil, Livet bestandig dybere og dybere har boret ind, uden at ber&o-;ve hende Livet, thi saal&ae;nge den sidder i hendes Hjerte kan hun leve, men i det &O-;ieblik, den tages ud, maa hun d&o-;e. At ber&o-;ve hende hendes Hemmelighed er det, den Elskende maa stride for, og dog er det tillige hendes visse D&o-;d. For hvis Haand falder hun nu? For den Levendes eller den D&o-;des? I en vis Forstand for den D&o-;des, og hvad der var forudsagt Hercules, at han ikke skulde myrdes af en Levende, men af en D&o-;d, passer paa hende, forsaavidt som Erindringen om Faderen er Grunden til hendes D&o-;d; i en anden Forstand for den Levendes, forsaavidt som hendes ulykkelige Kj&ae;rlighed er Anledningen til, at Erindringen dr&ae;ber hende. Skyggerids Psychologisk Tidsfordriv Forel&ae;st for &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i; Abgeschworen mag die Liebe immer seyn; Liebes-Zauber wiegt in dieser H&o..;hle Die berauschte, &u..;berraschte Seele In Vergessenheit des Schwures ein. Gestern liebt' ich, Heute leid' ich, Morgen sterb' ich Dennoch denk' ich Heut' und Morgen Gern an Gestern. Improviseret Tiltale Vi festligholde i denne Time vort Selskabs Stiftelse, vi _{fryde op}fryde os paany over, at den gl&ae;delige Anledning atter har gjentaget sig, at den l&ae;ngste Dag er forbi og Natten begynder at seire. Den lange, lange Dag have vi ventet, endnu for et &O-;ieblik siden sukkede vi over dens L&ae;ngde, men nu er vor Fortvivlelse forvandlet til Gl&ae;de. Vel er Seiren kun ubetydelig, og Dagens Overv&ae;gt vil vel vare en Tidlang, men at dens Herred&o-;mme er brudt, det undgaaer ikke vor Opm&ae;rksomhed. Ikke t&o-;ve vi derfor med vor Jubel over Nattens Seir til den bliver bem&ae;rkelig for Alle, ikke t&o-;ve vi til det dorske borgerlige Liv erindrer os om, at Dagen tager af. Nei, som en ung Brud venter utaalmodig Nattens Ankomst, saaledes oppebie vi l&ae;ngselsfulde Nattens f&o-;rste Frembrud, den f&o-;rste Bebudelse af dens tilkommende Seir, og Gl&ae;den og Overraskelsen bliver desto st&o-;rre, jo n&ae;rmere vi have v&ae;ret ved at fortvivle over, hvorledes vi skulde holde det ud, hvis Dagene ikke forkortedes. Et Aar er forl&o-;bet, og endnu bestaaer vort Selskab &streg; skulle vi gl&ae;de os derover, kj&ae;re &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, gl&ae;de os over, at dets Tilv&ae;relse spotter vor L&ae;rdom om Alts Undergang, eller skulle vi ikke snarere s&o-;rge over, at det bestaaer, og gl&ae;de os over, at det i ethvert Tilf&ae;lde kun har eet Aar endnu at bestaae i; thi er det inden den Tid ikke forsvundet, da var det jo vor Bestemmelse, selv at opl&o-;se det? &streg; Ikke have vi ved dets Stiftelse kastet vidt udseende Planer, for fortrolige med Livets Usselhed og Tilv&ae;relsens Trol&o-;shed, have vi besluttet at komme Verdensloven til Hj&ae;lp og tilintetgj&o-;re os selv, hvis den ikke kommer os i Forkj&o-;bet. Et Aar er forl&o-;bet og endnu er vort Selskab fuldtalligt, og Ingen er endnu afl&o-;st, Ingen har afl&o-;st sig selv, da Enhver af os er for stolt dertil, fordi vi alle ansee D&o-;den for den st&o-;rste Lykke. Skulle vi gl&ae;de os derover og ikke snarere s&o-;rge, og kun fryde os i Haabet om, at Livets Forvirring snart vil adsplitte os, at Livets Storm snart vil rive os bort! I Sandhed, disse Tanker egne sig vel bedre for vort Selskab, stemme bedst med &O-;ieblikkets Festlighed, med den hele Omgivelse. Thi er det ikke sindrigt og betydningsfuldt, at Gulvet i dette lille V&ae;relse efter Landets Skik er bestr&o-;et med Gr&o-;nt, som var det til en Begravelse, og giver Naturen om os ikke selv sit Bifald, naar vi agte paa den vilde Storm, der raser omkring os, naar vi vogte paa Vindens m&ae;gtige R&o-;st? Ja lader os et &O-;ieblik forstumme og lytte til Stormens Musik, dens kj&ae;kke L&o-;b, dens dristige Udfordren, og Havets trodsige Br&o-;l og Skovens angstfulde Suk og Tr&ae;ernes fortvivlede Bragen og Gr&ae;ssets feige Hvislen. Vel paastaae Menneskene, at Guddommens Stemme ikke er i det fremfarende Veir, men i den sagte Luftning; men vort &O-;re er jo ikke bygget til at opfange sagte Luftninger, men vel til at sluge Elementernes Larmen. Og hvorfor bryder den ikke endnu voldsommere frem og gj&o-;r Ende paa Livet og Verden og denne korte Tale, der idetmindste har det Fortrin fremfor alt det &O-;vrige, at den snart faaer Ende. Ja gid hiin Hvirvel, der er Verdens inderste Princip, om Menneskene end ikke m&ae;rke det, men &ae;de og drikke, gifte sig og formere sig i sorgl&o-;s Travlhed, gid den br&o-;d frem og i indre Harme rystede Bjergene af sig og Staterne og Culturens Frembringelser og Menneskenes kl&o-;gtige Paafund, gid den br&o-;d frem med det sidste forf&ae;rdelige Hviin, der sikkrere end Dom-Trompeten forkynder Alts Undergang, gid den r&o-;rte sig og henhvirvlede denne n&o-;gne Klippe, paa hvilken vi staae, saa let som et Fnug for Aanden i dens N&ae;se. &streg; Dog, Natten seirer og Dagen forkortes og Haabet voxer! Saa fylder da endnu en Gang Glassene, kj&ae;re Drikkebr&o-;dre, med dette B&ae;ger hilser jeg Dig, Alts evige Moder, tause Nat! Fra Dig kom Alt, til Dig vender Alt igjen tilbage. Saa forbarme Du Dig atter over Verden, saa oplade Du Dig igjen for at indsamle Alt og gjemme os Alle velforvarede i Dit Moderliv! Dig hilser jeg, m&o-;rke Nat, jeg hilser dig som Seirherre, og dette er min Tr&o-;st, thi Du forkorter Alt, Dagen og Tiden og Livet og Erindringens M&o-;isommelighed i evig Glemsel! Siden den Tid da Lessing ved sin ber&o-;mte Afhandling Laokoon afgjorde Gr&ae;ndsestridighederne mellem Poesi og Kunst, kan det vel ansees for et Resultat, der eenstemmigen anerkjendes af alle &Ae;sthetikere, at Forskjellen er den, at Kunsten ligger i Rummets, Poesien i Tidens Bestemmelse, at Kunsten fremstiller det Hvilende, Poesien det Bev&ae;gelige. Hvad der derfor skal blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling maa have den stille Gjennemsigtighed, at det Indre hviler i et tilsvarende Ydre. Jo mindre dette er Tilf&ae;ldet, desto vanskeligere bliver Opgaven for Kunstneren, indtil den Forskjel gj&o-;r sig gj&ae;ldende, der l&ae;rer ham, at det slet ingen Opgave er for ham. Anvende vi, hvad her ikke er fremsat men l&o-;st henkastet, paa Forholdet mellem Sorg og Gl&ae;de, saa vil man let indsee, at Gl&ae;den langt lettere lader sig kunstnerisk fremstille end Sorgen. Dermed skal ingenlunde v&ae;re negtet, at Sorgen lader sig kunstnerisk fremstille, men vel udtalt, at der kommer et Punkt, hvor det er den v&ae;sentlig at s&ae;tte en Mods&ae;tning mellem det Indre og Ydre, som gj&o-;r Fremstillingen af den umulig for Kunsten. Dette ligger igjen i Sorgens eget V&ae;sen. Gl&ae;den h&o-;rer det til, at den vil aabenbare sig, Sorgen vil skjule sig ja stundom endog bedrage. Gl&ae;den er meddelsom, _{selskabelig, aabenhjertigselskabelig, aabenhjertetselskabelig aabenhjertet}selskabelig aabenhjertet, vil yttre sig; Sorgen er indesluttet, taus, eensom og s&o-;ger tilbage i sig selv. Rigtigheden heraf vil vist Ingen negte, der blot nogenlunde har gjort Livet til Gjenstand for sin Iagttagelse. Der gives Mennesker, hvis Organisation er saaledes indrettet, at, naar de blive afficerede, Blodet str&o-;mmer ud efter til Hudsystemet, og den indre Bev&ae;gelse saaledes bliver synlig i det Ydre; Andres Organisation er af den Art, at Blodet str&o-;mmer tilbage, s&o-;ger ind ad til Hjertekammeret og Organismens indre Dele. Saaledes omtrent forholder det sig med Gl&ae;de og Sorg med Hensyn til Yttringsmaaden. Den f&o-;rst skildrede Organisation er meget lettere at iagttage end den sidste. Ved den f&o-;rste seer man Udtrykket, den indre Bev&ae;gelse er synlig i det Ydre; i den anden Organisation ahner man den indre Bev&ae;gelse. Den ydre Bleghed er ligesom det Indres Afskedshilsen, og Tanken og Phantasien iler efter Flygtningen, der skjuler sig i det Forborgne. Fornemmelig gj&ae;lder dette om den Art af Sorg, jeg her n&ae;rmere vil betragte, hvad man maa kalde den _{reflekterende}reflecterede Sorg. Det Ydre indeholder her i det H&o-;ieste kun et Vink, der leder paa Sporet, stundom end ikke saa meget. Kunstnerisk lader denne Sorg sig ikke fremstille, thi Ligev&ae;gten mellem det Indre og det Ydre er h&ae;vet, og den ligger saaledes ikke i rummelige Bestemmelser. Ogsaa i en anden Henseende lader den sig ikke kunstnerisk fremstille, da den ikke har den indre Stilhed, men idelig er i Bev&ae;gelse; om denne Bev&ae;gelse end ikke beriger den med nye Resultater, saa er dog Bev&ae;gelsen selv den v&ae;sentlig. Som et Egern i sit Buur, saaledes l&o-;ber den rundt i sig selv, dog ikke saa eensformig som dette Dyr, men bestandigt afvexlende i Combinationen af Sorgens indre Momenter. Det, der gj&o-;r, at den reflekterede Sorg ikke kan blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling, er, at den mangler Ro, at den ikke bliver enig med sig selv, ikke hviler i noget bestemt enkelt Udtryk. Som den Syge i sin Smerte snart kaster sig paa den ene Side, snart paa den anden, saaledes omtumles den reflekterede Sorg for at finde sin Gjenstand og sit Udtryk. Naar Sorgen har Ro, saa vil Sorgens Indre ogsaa efterhaanden arbeide sig ud efter, blive synlig i det Udvortes, og saaledes blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling. Naar Sorgen har Ro og Hvile i sig selv, da indtr&ae;der Bev&ae;gelsen indenfra ud efter, den reflekterede Sorg bev&ae;ger sig ind efter, ligesom Blodet, der flygter fra Yderfladen og kun lader Een ahne det ved den henilende Bleghed. Den reflekterede Sorg medf&o-;rer ingen v&ae;sentlig Forandring i det Udvortes; selv i Sorgens f&o-;rste &O-;ieblik haster den ind efter, og kun en omhyggeligere Iagttager ahner dens Forsvinden; senere vaager den omhyggeligt over, at det Udvortes er saa lidt paafaldende som muligt. Idet den nu saaledes s&o-;ger ind efter, da finder den endelig et Indelukke, et Inderste, hvor den mener den kan forblive, og nu begynder den sin eensformige Bev&ae;gelse. Som Pendulen i Uhret, saaledes svinger den frem og tilbage og kan ikke finde Hvile. Den begynder bestandig forfra og overveier atter, afh&o-;rer Vidnerne, sammenholder og pr&o-;ver de forskjellige Udsagn, hvad den allerede har gjort hundrede Gange, men den bliver aldrig f&ae;rdig. Det Eensformige har i Tidens L&o-;b noget Bed&o-;vende ved sig. Som Tagdryppenes eensformige Fald, som et Rokkehjuls eensformige Snurren, som den monotone Lyd, der fremkommer ved, at et Menneske gaaer frem og tilbage med afmaalte Skridt i en Etage over os, bed&o-;ver, saaledes finder den reflekterede Sorg tilsidst Lise i denne Bev&ae;gelse, der som en illusorisk Motion bliver den til N&o-;dvendighed. Endelig fremkommer der en vis Ligev&ae;gt, Trangen til at lade Sorgen komme til Gjennembrud, forsaavidt den en enkelt Gang kan have yttret sig, oph&o-;rer, det Udvortes er stille og roligt, og inderst inde i sin lille Afkrog lever Sorgen som en velforvaret Fange i et underjordisk F&ae;ngsel, der henlever den det ene Aar efter det andet i sin eensformige Bev&ae;gelse, gaaer frem og tilbage i sit Aflukke, aldrig tr&ae;t af at tilbagel&ae;gge Sorgens lange eller korte Vei. Hvad der foranlediger den reflekterede Sorg kan deels ligge i Individets subjective Beskaffenhed, deels i den objective Sorg eller i Anledningen til Sorgen. Et reflexionssygt Individ vil forvandle enhver Sorg til en reflekteret Sorg, hans individuelle Structur og Organisation gj&o-;r ham det umuligt uden videre at assimilere sig Sorgen. Dette er imidlertid en Sygelighed, der ikke synderlig kan interessere, da enhver Tilf&ae;ldighed paa den Maade kan undergaae en Metamorphose, hvorved den bliver til en reflekteret Sorg. En anden Sag er det, hvor den objective Sorg, eller hvor Sorgens Anledning i Individet selv f&o-;der den Reflexion, der gj&o-;r Sorgen til en reflekteret Sorg. Dette er overalt Tilf&ae;ldet, hvor den objective Sorg i sig ikke er f&ae;rdig, hvor den efterlader en Tvivl, hvorledes denne end forresten er beskaffen. Her viser sig strax for Tanken en stor Mangfoldighed, st&o-;rre alt eftersom En har levet og erfaret meget, eller han har Tilb&o-;ielighed til at syssels&ae;tte sin Skarpsindighed med saadanne Experimenter. Det er imidlertid ingenlunde min Hensigt at gjennemarbeide den hele Mangfoldighed, kun en enkelt Side vil jeg drage frem, saaledes som den har viist sig for min Iagttagelse. Naar Sorgens Anledning er et Bedrag, saa er den objective Sorg selv saaledes beskaffen, at den i Individet avler den reflekterede Sorg. At et Bedrag virkelig er et Bedrag, er ofte saare vanskeligt at bringe paa det Rene, og dog beroer Alt herpaa; saa l&ae;nge det er omtvisteligt, saal&ae;nge finder Sorgen ikke Ro, men maa vedblive at vandre frem og tilbage i Reflexionen. Naar fremdeles dette Bedrag ikke betr&ae;ffer en udvortes Ting, men et Menneskes hele indre Liv, hans Livs inderste Kjerne, saa bliver Sandsynligheden for den reflekterede Sorgs Vedvaren st&o-;rre og st&o-;rre. Men hvad kan vel med mere Sandhed kaldes en Qvindes Liv end hendes Kj&ae;rlighed? Naar altsaa en ulykkelig Kj&ae;rligheds Sorg har sin Grund i et Bedrag, saa have vi ubetinget en reflekteret Sorg, hvad enten nu denne vedvarer hele Livet eller Individet beseirer den. Ulykkelig Kj&ae;rlighed er vel i og for sig den dybeste Sorg for en Qvinde, men deraf f&o-;lger ikke, at enhver ulykkelig Kj&ae;rlighed avler en reflekteret Sorg. Naar saaledes den Elskede d&o-;er eller hun maaskee slet ikke finder Gjenkj&ae;rlighed, eller Livets Forhold gj&o-;r hendes &O-;nskes Opnaaelse til en Umulighed, saa er vel her Anledning til Sorg, men ikke til en reflekteret Sorg, uden forsaavidt den Paagj&ae;ldende selv i Forveien er syg, hvorved hun da ligger udenfor vor Interesse. Er hun derimod ikke syg, saa bliver hendes Sorg en umiddelbar Sorg, og vil som saadan ogsaa kunne blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling, medens det derimod for Kunsten bliver en Umulighed at udtrykke og fremstille den reflekterede Sorg eller Pointet i den. Den umiddelbare Sorg er nemlig det umiddelbare Aftryk og Udtryk af Sorgens Indtryk, der aldeles congruere ligesom det Billede, Veronica beholdt i sit Liinkl&ae;de, og Sorgens hellige Skrift staaer pr&ae;get i det Udvortes, skj&o-;n og reen og l&ae;selig for alle. Den reflekterede Sorg kan altsaa ikke blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling; deels er den nemlig aldrig tilv&ae;rende men bestandig i Vorden, deels er det Udvortes, det Synlige, indifferent og ligegyldigt. Hvis altsaa Kunsten ikke vil indskr&ae;nke sig til den Naivetet, paa hvilken man finder Exempler i gamle Skrifter, hvor en Figur fremstilles, der omtrent kan forestille, hvad det skal v&ae;re, medens man derimod opdager paa dens Bryst en Plade, et Hjerte eller deslige, hvor man da kan l&ae;se sig til Alt, is&ae;r naar Figuren ved Stillingen henleder Eens Opm&ae;rksomhed derpaa, selv peger hen derpaa, en Virkning, man da ligesaa godt kunde opnaae ved at skrive oven over: behag at m&ae;rke; vil den ikke det, da n&o-;dsages den til at give Afkald paa Fremstillinger i den Retning og overlade disse til den poetiske eller psychologiske Behandling. Det er denne reflekterede Sorg, jeg agter at drage frem, og saavidt muligt lade komme tilsyne i nogle Billeder. Jeg kalder dem Skyggerids, deels for strax ved Ben&ae;vnelsen at minde om, at det er fra Livets m&o-;rke Side jeg henter dem, deels fordi de ligesom Skyggerids ikke umiddelbart ere synlige. Tager jeg et Skyggerids i Haanden, da faaer jeg intet Indtryk deraf, kan ingen egentlig Forestilling gj&o-;re mig derom, f&o-;rst naar jeg holder det op mod V&ae;ggen og nu ikke betragter det umiddelbare Billede men det, der viser sig paa V&ae;ggen, f&o-;rst da seer jeg det. Saaledes er ogsaa det Billede, jeg her vil vise, et indre Billede, som f&o-;rst bliver bem&ae;rkeligt, idet jeg gjennemskuer det Udvortes. Det Udvortes har maaskee intet Paafaldende ved sig, men f&o-;rst idet jeg gjennemskuer det, f&o-;rst da opdager jeg det indre Billede, som er det, jeg vil vise, et indre Billede, der er for fiint til at blive udvortes synligt, da det er v&ae;vet af Sj&ae;lens sagteste Stemninger. Betragter jeg et Ark Papiir, saa har det maaskee for den umiddelbare Iagttagelse intet M&ae;rkv&ae;rdigt, men f&o-;rst idet jeg holder det op for Dagens Lys og gjennemskuer det, da opdager jeg det fine indre Billede, der ligesom er for _kj&ae;leligtsj&ae;leligt til umiddelbart at sees. Saa f&ae;ster da Eders Blik, kj&ae;re &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, paa dette indre Billede, lader Eder ikke forstyrre af det Udvortes eller rettere, frembringer det ikke selv, thi jeg drager det bestandig tilside for bedre at kunne skue ind i det Indre. Dog, dertil beh&o-;ver jeg vel ikke at opmuntre dette Selskab, hvis Medlem jeg har den &Ae;re at v&ae;re; thi skj&o-;ndt yngre ere vi dog alle gamle nok til ikke at lade os bedrage af det Udvortes eller til at blive staaende ved dette. Skulde det da v&ae;re et forf&ae;ngeligt Haab, jeg smigrede mig med, hvis jeg troede, at I ville v&ae;rdige disse Billeder Eders Opm&ae;rksomhed, eller skulde min Bestr&ae;belse v&ae;re Eder fremmed og ligegyldig, ikke i Harmoni med vort Samfunds Interesse, et Samfund, der kun kjender een Lidenskab, Sympathien nemlig med Sorgens Hemmelighed. Og ogsaa vi danne jo en Orden, ogsaa vi drage jo af og til som vandrende Riddere ud i Verden, hver ad sine Veie, ikke for at bek&ae;mpe Uhyrer eller for at komme Uskyldigheden til Hj&ae;lp eller for at fors&o-;ges i Elskovs-Eventyr. Alt dette besk&ae;ftiger os ikke, end ikke det Sidste, thi Pilen i en Qvindes &O-;ie saarer ikke vort h&ae;rdede Bryst, og de glade Pigers muntre Smiil bev&ae;ger os ikke, men vel Sorgens hemmelige Vink. Lad Andre v&ae;re stolt af, at ingen Pige vidt og bredt kan modstaae deres Elskovs-Magt, vi misunde dem ikke, vi ville v&ae;re stolte af, at ingen hemmelig Sorg undgaaer vor Opm&ae;rksomhed, at ingen l&o-;nlig Sorg er saa knibsk og saa stolt, at vi jo formaae at tr&ae;nge seirrige ind i dens inderste Smuthuller! Hvilken Strid der er den farligste, hvilken der foruds&ae;tter mest Kunst og sk&ae;nker st&o-;rst Nydelse, det ville vi ikke unders&o-;ge, vort Valg er gjort, kun Sorgen elske vi, kun Sorgen ops&o-;ge vi, og overalt, hvor vi opdage dens Spor, der f&o-;lge vi efter, uforf&ae;rdede, urokkelige, indtil den aabenbarer sig. Til denne Kamp ruste vi os, i den &o-;ve vi os daglig. Og i Sandhed, Sorgen sniger sig _saaresaasaa hemmelighedsfuldt om i Verden, og kun den, der har Sympathi for den, ham lykkes det at ahne den. Man gaaer igjennem Gaden, det ene Huus seer ud som det andet, og kun den pr&o-;vede Iagttager ahner, at i dette Huus seer det ved Midnatstid ganske anderledes ud, da vandrer der en Ulykkelig omkring, som ikke fandt Hvile, han stiger op ad Trapperne, hans Fodtrin gjenlyde i Nattens Stilhed. Man gaaer hinanden forbi paa Gaden, den Ene seer ud som den Anden og den Anden som Folk er fleest, og kun den erfarne Iagttager ahner, at der i dette Hoved inderst inde boer en Indsidder, der Intet har med Verden at gj&o-;re men kun i stille Huusflid henlever sit eensomme Liv. Det Udvortes er da vel Gjenstand for vor Iagttagelse, men ikke for vor Interesse; saaledes sidder Fiskeren og retter urokkeligt sit Blik paa Floddet, men Floddet interesserer ham slet ikke, men vel Bev&ae;gelserne nede paa Bunden. Det Udvortes har derfor vel Betydning for os, men ikke som Udtryk for det Indvortes, men som en telegraphisk Efterretning om, at der dybt inde skjuler sig Noget. Naar man l&ae;nge og opm&ae;rksomt betragter et Ansigt, da opdager man stundom ligesom et andet Ansigt inden i det, man seer. Dette er i Almindelighed et umiskjendeligt Tegn paa, at Sj&ae;len skjuler en Emigrant, der har trukket sig tilbage fra det Udvortes for at vaage over en forborgen Skat, og Veien for Iagttagelsens Bev&ae;gelse er antydet derved, at det ene Ansigt ligesom ligger inden i det andet, hvilket giver at forstaae, at man maa str&ae;be at tr&ae;nge ind efter, hvis man vil opdage Noget. Ansigtet, der ellers er Sj&ae;lens Speil, antager her en Tvetydighed, som ikke lader sig kunstnerisk fremstille, og som i Almindelighed ogsaa kun bevarer sig et flygtigt Moment. Der h&o-;rer et eget &O-;ie til for at see det, et eget Blik for at forf&o-;lge dette usvigelige Indicium paa hemmelig Sorg. Dette Blik er attraaende og dog saa _{omhyggeligt &ae;ngstende}omhyggeligt, &ae;ngstende og tvingende, og dog saa deeltagende, udholdende og underfundigt og dog saa oprigtigt og velvilligt, det dysser Individet i en vis behagelig Mathed, i hvilken det finder en Vellyst i at udgyde sin Sorg, ligesom den Vellyst, der nydes ved at forbl&o-;de. Det N&ae;rv&ae;rende er glemt, det Udvortes gjennembrudt, det Forbigangne opstanden, Sorgens Aandedr&ae;t lettet. Den S&o-;rgende finder Lindring og Sorgens sympathetiske Ridder gl&ae;der sig ved at have fundet, hvad han s&o-;gte, thi vi s&o-;ge jo ikke det N&ae;rv&ae;rende men det Forbigangne, ikke Gl&ae;den, thi den er altid n&ae;rv&ae;rende, men Sorgen, thi dens V&ae;sen er at gaae forbi, og i den n&ae;rv&ae;rende Tids &O-;ieblik seer man den kun ligesom man seer et Menneske, naar man kun faaer &O-;ie paa ham i det Nu, da han b&o-;ier om ad en anden Vei og forsvinder. Dog stundom skjuler Sorgen sig endnu bedre, og det Udvortes lader os Intet ahne, ikke det Mindste. L&ae;nge kan den da undgaae vor Opm&ae;rksomhed, men naar da tilf&ae;ldigviis en Mine, et Ord, et Suk, en Klang i Stemmen, et Vink i &O-;iet, en Zittren i L&ae;ben, et Feilgreb i Haandtrykket trol&o-;st forraader, hvad omhyggeligst blev gjemt, da vaagner Lidenskaben, da begynder Striden. Da gj&ae;lder det, at man har Aarvaagenhed og Udholdenhed og Klogskab; thi hvo er dog saa opfindsom som l&o-;nlig Sorg, men en eensom Livsfange har ogsaa god Tid til at udt&ae;nke Meget, og hvo er saa hurtig til at skjule sig som l&o-;nlig Sorg; thi ingen ung Pige kan i st&o-;rre Angst og Hast bed&ae;kke en Barm, hun havde blottet, end den forborgne Sorg, naar den bliver overrasket. Da kr&ae;ves der urokkelig Uforf&ae;rdethed, thi man strider med en Proteus, men den maa give tabt, naar man blot holder ud, om den saa end ligesom hiin Havmand antog enhver Skikkelse for at slippe bort, som en Slange snoer sig i vor Haand, som en L&o-;ve forf&ae;rder os ved sit Br&o-;l, forvandler sig til et Tr&ae;, der suser med sine Blade, eller til et brusende Vand, eller en knittrende Ild, han maa dog tilsidst spaae, og Sorgen maa tilsidst aabenbare sig. See, disse Eventyr er vor Lyst, vor Tidsfordriv, at fors&o-;ge os deri vort Ridderskab; dertil staae vi nu op som R&o-;vere midt i Natten, derfor vove vi Alt; thi ingen Lidenskab er vild som Sympathiens. Og ikke beh&o-;ve vi at frygte for, at det skal mangle os paa Eventyr, men vel at st&o-;de paa en Modstand, der er for haard og for uigjennemtr&ae;ngelig, thi som Naturforskerne fort&ae;lle, at man ved at spr&ae;nge Kampestene, der have trodset Aarhundreder, inderst inde har fundet et levende Dyr, der uopdaget har fristet Livet, saaledes var det vel muligt, at der var Mennesker, hvis Ydre var et klippefast Bjerg, der v&ae;rnede om et for evig gjemt Sorgens Liv. Dog, dette skal jo ikke d&ae;mpe vor Lidenskab eller k&o-;ldne vor Iver, tvertimod det skal opflamme; thi vor Lidenskab er jo ikke Nysgjerrighed, der m&ae;tter sig paa det Udvortes og paa det Overfladiske; men en sympathetisk Angst, der randsager Nyrer og skjulte Tanker; ved Troldom og ved Besv&ae;rgelse maner det Skjulte frem, selv hvad D&o-;den har unddraget vort Blik. F&o-;r Slaget, hedder det, kom Saul forkl&ae;dt til en Spaaqvinde, og forlangte, at hun skulde vise ham Samuels Billede. Det var visselig ikke Nysgjerrighed blot, der drev ham, ikke Lyst til at see Samuels synlige Billede, men han vilde erfare hans Tanker, og med Uro har han vistnok ventet, til han fornam den str&ae;nge Dommers d&o-;mmende R&o-;st. Saaledes vil det vist ogsaa ikke v&ae;re blot Nysgjerrighed, der bev&ae;ger Een og Anden af Eder, kj&ae;re &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, til at betragte de Billeder, jeg vil fremstille for Eder. Skj&o-;ndt jeg nemlig betegner dem med bestemte digteriske Navne, saa skal derved dog ingenlunde v&ae;re antydet, at det blot er disse poetiske Figurer, der fremtr&ae;de for Eder, men Navnene maae ansees for nomina appellativa, og der skal saaledes fra min Side Intet v&ae;re til Hinder for, om Een eller Anden af Eder skulde f&o-;le sig fristet til at n&ae;vne det enkelte Billede med et andet Navn, et kj&ae;rere Navn, eller et Navn, der maaskee falder ham naturligere. 1. Marie Beaumarchais Vi l&ae;re denne Pige at kjende i Goethes Clavigo, til hvem vi knytte os, kun at vi ledsage hende lidt l&ae;ngere hen i Tiden, naar hun har tabt den dramatiske Interesse, naar Sorgens F&o-;lge efterhaanden tager af. Vi vedblive at ledsage hende; thi vi, Sympathiens Riddere, have ligesaa meget den medf&o-;dte Gave som den erhvervede F&ae;rdighed, i Procession at kunne holde Fodtrin med Sorgen. Hendes Historie er kort; Clavigo forlovede sig med hende, Clavigo forlod hende. Denne Oplysning er tilstr&ae;kkelig for den, der er vant til at betragte Livets Ph&ae;nomener ligesom man betragter Rariteter i et Kunstcabinet; jo kortere jo bedre, desto Mere kan man faae seet. Paa samme Maade lader det sig ogsaa ganske kortelig fort&ae;lle, at Tantalus t&o-;rster og at Sisyphus v&ae;lter en Steen op ad et Bjerg. Har man Hastv&ae;rk, saa vilde det jo v&ae;re en Sinkelse at dv&ae;le videre derved, da man jo dog ikke kan faae Mere at vide, end hvad man allerede veed, som er det Hele. Hvad der vil gj&o-;re Fordring paa mere Opm&ae;rksomhed, maa v&ae;re af en anden Art. I fortrolig Klynge er man samlet om Theebordet, Maskinen synger paa sit sidste Vers, Fruen i Huset _bedebeder den gaadefulde Fremmede at lette sit Hjerte, til den Ende lader hun Sukkervand og Syltet&o-;i bringe, og nu begynder han: det er en vidtl&o-;ftig Historie. Saaledes gaaer det til i Romaner og det er ogsaa en ganske anden Ting: en vidtl&o-;ftig Historie, og saadant et kort lille Avertissement. Om det for Marie Beaumarchais er en kort Historie, er et andet Sp&o-;rgsmaal; saa meget er vist, den er ikke vidtl&o-;ftig, thi en vidtl&o-;ftig Historie har dog en maalelig L&ae;ngde, en kort Historie har derimod stundom den gaadefulde Egenskab, at den trods al sin Korthed er l&ae;ngere end den vidtl&o-;ftigste. Allerede i det Foregaaende bem&ae;rkede jeg, at den reflekterede Sorg ikke bliver synlig i det Udvortes, det vil sige, finder sit hvilende, skj&o-;nne Udtryk deri. Den indre Uro tillader ikke denne Gjennemsigtighed, det Udvortes fort&ae;res snarere derved, og forsaavidt det Indre skulde forkynde sig i det Udvortes var det snarere ved en vis Sygelighed, der da aldrig kan blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling, da den ikke har det Skj&o-;nnes Interesse. Goethe har antydet dette med et Par enkelte Vink. Men om man nu var enig i denne Iagttagelses Rigtighed, saa kunde man fristes til at ansee det for noget Tilf&ae;ldigt, og f&o-;rst naar man ved at overveie reent digterisk og &ae;sthetisk, forvisser sig om, at hvad Iagttagelsen l&ae;rer har &ae;sthetisk Sandhed, f&o-;rst da vil man faae den dybere Bevidsthed. T&ae;nkte jeg mig nu en reflekteret Sorg og spurgte, om den ikke lod sig kunstnerisk fremstille, saa vil det strax vise sig, at det Udvortes er aldeles tilf&ae;ldigt i Forhold dertil; men er dette sandt, saa er det Kunstnerisk-Skj&o-;nne opgivet. Om hun er stor eller lille, betydelig eller ubetydelig, skj&o-;n eller mindre skj&o-;n, Alt dette er indifferent; at overveie, om det vilde v&ae;re rigtigere at lade Hovedet b&o-;ie sig til den ene eller til den anden Side, eller mod Jorden, at lade Blikket tungsindigt stirre eller veemodigt f&ae;ste sig mod Jorden, alt Sligt er aldeles indifferent, det Ene udtrykker ikke mere ad&ae;qvat den reflekterede Sorg end det Andet. I Sammenligning med det Indvortes er det Udvortes blevet ubetydeligt og sat i Indifferens. Pointet i den reflekterede Sorg er, at Sorgen bestandigt s&o-;ger sin Gjenstand, denne S&o-;gen er Sorgens Uro og dens Liv. Men denne S&o-;gen er en bestandig Fluctuation, og hvis det Udvortes i ethvert Moment var et fuldkomment Udtryk for det Indvortes, saa maatte man for at fremstille den reflekterede Sorg have en heel Succession af Billeder; men intet enkelt Billede udtrykkede Sorgen, og intet enkelt Billede fik egentlig kunstnerisk V&ae;rdi, da det ikke blev skj&o-;nt, men sandt. Man maatte da betragte disse Billeder ligesom man betragter Secund-Viseren paa et Uhr; V&ae;rket seer man ikke, men den indre Bev&ae;gelse yttrer sig bestandig derved, at det Udvortes bestandig forandres. Men denne Foranderlighed kan ikke kunstnerisk fremstilles, og dog er den Pointet i det Hele. Naar saaledes ulykkelig Kj&ae;rlighed har sin Grund i et Bedrag, saa er Smerten og Lidelsen denne, at Sorgen ikke kan finde sin Gjenstand. Er Bedraget beviist, og har den Paagj&ae;ldende indseet, at det er et Bedrag, saa er Sorgen vel ikke oph&o-;rt, men saa er den en umiddelbar Sorg, ikke en reflekteret Sorg. Man seer let den dialektiske Vanskelighed, thi hvad s&o-;rger hun over? Var han en Bedrager, saa var det jo godt at han forlod hende, jo f&o-;r jo hellere, hun skulde snarere gl&ae;de sig derover og s&o-;rge over, at hun har elsket ham; og dog er det en dyb Sorg, at han var en Bedrager. Men dette, om det er et Bedrag, det er Uroen i Sorgens perpetuum mobile. At tilveiebringe Vished for det udvortes Factum, at et Bedrag er et Bedrag, er allerede saare vanskeligt, og dog er Sagen ingenlunde f&ae;rdig dermed, eller Bev&ae;gelsen standset. Et Bedrag er nemlig for Kj&ae;rligheden et absolut Paradox, og deri ligger N&o-;dvendigheden af en reflekteret Sorg. Kj&ae;rlighedens forskjellige Factorer kunne i den Enkelte v&ae;re sammenarbeidede paa h&o-;ist forskjellig Maade, og Kj&ae;rligheden saaledes i den Ene ikke v&ae;re den samme som i den Anden; det Egoistiske kan v&ae;re mere overveiende, eller det Sympathetiske; men, hvorledes end Kj&ae;rligheden er, saavel for dens enkelte Momenter som for det Totale er et Bedrag et Paradox, den ikke kan t&ae;nke, og som den dog endelig vil t&ae;nke. Ja var enten det Egoistiske absolut tilstede eller det Sympathetiske, saa er Paradoxet h&ae;vet, det er, Individet er i Kraft af det Absolute ude over Reflexionen, det t&ae;nker vel ikke Paradoxet i den Forstand, at det ved et Reflexions-Hvorledes h&ae;ver det, men det er frelst netop derved, at det ikke t&ae;nker det, det bekymrer sig ikke om Reflexionens travle Oplysninger eller Forvirringer, det hviler i sig selv. Den egoistisk stolte Kj&ae;rlighed anseer paa Grund af sin Stolthed et Bedrag for umuligt, den bekymrer sig ikke om at faae at vide, hvad der kan siges for eller mod, hvorledes den Paagj&ae;ldende kan forsvares eller undskyldes, den er absolut sikker, fordi den er for stolt til at troe, at Nogen skulde vove at bedrage den. Den sympathetiske Kj&ae;rlighed eier den Tro, der kan flytte Bjerge, ethvert Forsvar er for den et Intet i Sammenligning med den urokkelige Forvisning, den eier, at det var intet Bedrag, enhver Anklage beviser Intet imod den Talsmand, der forklarer, at det intet Bedrag var, forklarer det ikke paa denne eller hiin Maade, men absolut. Men en saadan Kj&ae;rlighed seer man sjelden eller maaskee aldrig i Livet. I Almindelighed har Kj&ae;rligheden begge Momenter i sig, og dette bringer den i Forhold til Paradoxet. I de to beskrevne Tilf&ae;lde er Paradoxet vel ogsaa for Kj&ae;rligheden, men besk&ae;ftiger denne ikke, i sidste Tilf&ae;lde er Paradoxet for Kj&ae;rligheden. Paradoxet er ut&ae;nkeligt, og dog vil Kj&ae;rligheden t&ae;nke det, og alt eftersom de forskjellige Factorer momentviis ere fremtr&ae;dende, n&ae;rmer den sig for paa ofte modsigende Maade at t&ae;nke det, men formaaer det ikke. Denne T&ae;nkningens Vei er uendelig og h&o-;rer f&o-;rst op, naar Individet vilkaarlig afbryder den, ved at gj&o-;re noget Andet gj&ae;ldende, en Villiesbestemmelse, men derved gaaer den Enkelte ind under ethiske Bestemmelser og besk&ae;ftiger os ikke &ae;sthetisk. Ved en Beslutning naaer den da det, den ikke vinder ad Reflexionens Vei: Ende, Hvile. Dette gj&ae;lder om enhver ulykkelig Kj&ae;rlighed, der har sin Grund i et Bedrag; hvad der end mere maa fremkalde den reflekterede Sorg hos Marie Beaumarchais er, at det kun er en Forlovelse, der er bleven brudt. En Forlovelse er en Mulighed, ikke en Virkelighed, men netop fordi det kun er en Mulighed kan det synes, at den ved at brydes ikke virker saa st&ae;rkt, at det bliver langt lettere for Individet at b&ae;re dette St&o-;d. Det kan vel ogsaa stundom v&ae;re Tilf&ae;ldet; men paa den anden Side frister den Omst&ae;ndighed, at det kun er en Mulighed, der bliver tilintetgjort, Reflexionen meget mere frem. Naar en Virkelighed brydes, saa er Bruddet i Almindelighed langt mere gjennemgribende, enhver Nerve bliver overhugget, og Bruddet beholder som Brud betragtet en Fuldendthed i sig selv; naar en Mulighed brydes, da er den &o-;ieblikkelige Smerte maaskee ikke saa stor, men det efterlader da ogsaa ofte et eller andet lille Ligament heelt og ubeskadiget, der bliver en stadig Anledning til fortsat Smerte. Den tilintetgjorte Mulighed viser sig forklaret i en h&o-;iere Mulighed, hvorimod Fristelsen til at fremtrylle en saadan ny Mulighed ikke er saa stor, naar det er en Virkelighed, der er brudt, fordi Virkeligheden er h&o-;iere end Muligheden. Clavigo har altsaa forladt hende, har trol&o-;s h&ae;vet Forbindelsen. Vant til at hvile i ham har hun, idet han st&o-;der hende fra sig, ikke Kraft til at staae, hun synker afm&ae;gtig i Omgivelsens Arme. Saaledes synes det at v&ae;re gaaet Marie. Der lod sig for&o-;vrigt ogsaa t&ae;nke en anden Begyndelse, det lod sig t&ae;nke, at hun strax i det f&o-;rste &O-;ieblik havde Styrke nok til at forvandle Sorgen til en reflekteret, at hun, for enten at undgaae den Ydmygelse at h&o-;re Andre tale om, at hun var bleven bedraget, eller fordi hun dog holdt saa meget af ham, at det vilde gj&o-;re hende ondt at h&o-;re ham atter og atter udskj&ae;ldt for en Bedrager, strax afbr&o-;d enhver Forbindelse med Andre, for i sig selv at fort&ae;re Sorgen og fort&ae;re sig selv i Sorgen. Vi f&o-;lge Goethe. Hendes Omgivelse er ikke udeeltagende, den f&o-;ler med hende hendes Smerte, i F&o-;lelsen deraf siger den: hun tager sin D&o-;d derover. Dette er nu ogsaa &ae;sthetisk talt ganske rigtigt. En ulykkelig Kj&ae;rlighed kan v&ae;re af den Beskaffenhed, at et Selvmord maa ansees for &ae;sthetisk rigtigt, men den maa da ikke have sin Grund i et Bedrag. Naar dette er Tilf&ae;ldet, da vilde et Selvmord tabe alt det Oph&o-;iede og indeholde en Concession, som Stoltheden maa forbyde at give. Naar hun derimod tager sin D&o-;d derover, da er dette identisk med, at han har myrdet hende. Dette Udtryk harmonerer ganske med den st&ae;rke indre Bev&ae;gelse i hende selv, hun finder Lindring deri. Men Livet f&o-;lger ikke altid n&o-;iagtig &ae;sthetiske Kategorier, lystrer ikke altid et &ae;sthetisk Normativ, og hun d&o-;er ikke. Herved er Omgivelsen bragt i Forlegenhed. Bestandig at gjentage den Forsikkring, at hun d&o-;er, naar hun vedbliver at leve, f&o-;ler den gaaer ikke an; dertil kommer, at den ikke seer sig istand til at foredrage det med samme pathetiske Energi som i Begyndelsen, og dog var dette Betingelsen for, at det skulde v&ae;re nogen Husvalelse for hende. Den forandrer altsaa Methoden. Han var en Skurk, siger den, en Bedrager, et afskyeligt Menneske, for hvis Skyld det ikke var v&ae;rd at tage sin D&o-;d; glem ham, t&ae;nk ikke mere paa den Ting, det var jo kun en Forlovelse, udslet denne Begivenhed af Din Erindring, og Du er atter ung, kan atter haabe. Det opflammer hende, thi denne Vredens Pathos harmonerer med andre Stemninger i hende, hendes Stolthed m&ae;tter sig paa den h&ae;vngjerrige Tanke, at forvandle det Hele til et Intet, det var ikke fordi han var et overordentligt Menneske at hun elskede ham, langtfra, hun saae meget godt hans Feil, men hun troede, han var et godt Menneske, et trofast Menneske, derfor elskede hun ham, det var af Medlidenhed, og derfor vil det v&ae;re let at glemme ham, da hun aldrig har tr&ae;ngt til ham. Omgivelsen og Marie er atter i Samklang og Duetten imellem dem gaaer ypperligt. Omgivelsen falder det ikke vanskeligt at t&ae;nke, at Clavigo var en Bedrager; thi den har aldrig elsket ham, og det er saaledes intet Paradox, og forsaavidt den maaskee har holdt af ham (Noget, Goethe antyder med Hensyn til S&o-;steren) v&ae;bner denne Interesse den netop imod ham, og denne Velvillie, der maaskee var lidt Mere end Velvillie, bliver et ypperligt br&ae;ndbart Stof til at vedligeholde Hadets Flammer. Omgivelsen falder det heller ikke vanskeligt at udslette Erindringen om ham, og den fordrer derfor, at Marie skal gj&o-;re det Samme. Hendes Stolthed bryder ud i Had, Omgivelsen puster til, hun giver sig Luft i st&ae;rke Ord og kraftfulde _{dristigedygtige}dygtige Fors&ae;tter, og beruser sig deri. Omgivelsen gl&ae;der sig. Den m&ae;rker ikke, hvad hun selv neppe vil tilstaae for sig selv, at hun i n&ae;ste &O-;ieblik er svag og mat, den m&ae;rker ikke den &ae;ngstende Ahnelse, der griber hende, om, at den Kraft, hun i enkelte &O-;ieblikke har, er en Skuffelse. Dette skjuler hun omhyggeligt og tilstaaer det for Ingen. Omgivelsen forts&ae;tter de theoretiske &O-;velser med Held, men begynder dog at ville spore de praktiske Virkninger. Disse udeblive. Omgivelsen vedbliver at ophidse hende, hendes Ord forraade indre Styrke, og dog fatter den en Mistanke om, at dette ikke h&ae;nger rigtigt sammen. Den bliver utaalmodig, den vover det Yderste, den jager Spottens Sporer i hendes Side _{for at arbeidefor at jage}for at jage hende op. Det er for sildigt. Misforstaaelsen er indtraadt. At han virkelig var en Bedrager har for Omgivelsen intet Ydmygende, men vel for Marie. Den H&ae;vn, der tilbydes hende, at foragte ham, har dog ikke ret meget at betyde; thi for at den skulde have det, maatte han elske hende, men det gj&o-;r han jo ikke, og hendes Foragt bliver en Anviisning, som Ingen honorerer. Paa den anden Side har det for Omgivelsen intet Smerteligt, at Clavigo er en Bedrager, men vel for Marie, og han mangler dog ikke ganske en Forsvarer i hendes Indre. Hun f&o-;ler, hun er gaaet for vidt, hun har ladet en Styrke ahne, hun ikke er i Besiddelse af, det vil hun ikke vedgaae. Og hvad Tr&o-;st ligger der ogsaa i at foragte? Saa er det bedre at s&o-;rge. Dertil kommer, hun eier maaskee een eller anden hemmelig Note, der er af stor Betydning til Textens Forklaring, men som tillige er af den Beskaffenhed, at den kan s&ae;tte ham i et fordeelagtigere eller ufordeelagtigere Lys, Alt efter Omst&ae;ndighederne. Hun har imidlertid ikke indviet og vil ikke indvie Nogen deri, thi var han ikke en Bedrager, saa var det jo dog t&ae;nkeligt, at han fortr&o-;d dette Skridt, og vendte tilbage, eller hvad der var endnu herligere, at han maaskee ikke beh&o-;vede at fortryde det, at han absolut kunde retf&ae;rdiggj&o-;re sig eller forklare Alt, og da vilde det maaskee blive et Anst&o-;d, hvis hun havde gjort Brug deraf, da vilde det gamle Forhold ikke mere lade sig tilveiebringe, og det var da hendes egen Skyld, thi det var hende, der havde skaffet ham Medvidere i hans Kj&ae;rligheds hemmeligste V&ae;xt; og kunde hun virkelig overbevise sig om, at han var en Bedrager, ja da var Alt hende dog ligegyldigt, og det var dog i ethvert Fald smukkest af hende, ikke at gj&o-;re Brug deraf. Saaledes har nu Omgivelsen mod sin Villie v&ae;ret hende behj&ae;lpelig i at udvikle en ny Lidenskab, Jalousi paa hendes egen Sorg. Hendes Beslutning er fattet, Omgivelsen mangler i enhver Retning Energi til at harmonere med hendes Lidenskab &streg; hun tager Sl&o-;ret; hun gaaer ikke i Kloster, men hun tager Sorgens Sl&o-;r, der skjuler hende for ethvert fremmed Blik. Hendes Udvortes er stille, det Hele er glemt, hendes Tale lader Intet ahne, hun afl&ae;gger sig selv Sorgens L&o-;fte og nu begynder hun sit eensomme skjulte Liv. I samme &O-;ieblik er Alt forandret; f&o-;r var det hende dog, som om hun kunde tale med Andre, men nu er hun ikke blot bunden ved det Tausheds-L&o-;fte, hendes Stolthed aftvang hende med hendes Kj&ae;rligheds Samtykke, eller som hendes Kj&ae;rlighed fordrede og Stoltheden billigede, men hun veed nu slet ikke, hvor hun skal begynde eller hvorledes, og dette ikke fordi der er kommet nye Momenter til, men fordi Reflexionen har seiret. Hvis En nu vilde sp&o-;rge hende, hvorover hun s&o-;rgede, da vilde hun Intet have at svare, eller hun vilde svare paa samme Maade som hiin Viismand, der blev adspurgt, hvad Religion var, og forlangte Bet&ae;nkningstid, og atter Bet&ae;nkningstid, og saaledes bestandigt blev Svar skyldig. Nu er hun tabt for Verden, tabt for hendes Omgivelse, levende indmuret; med Veemod d&ae;kker hun den sidste Aabning; hun f&o-;ler, at endnu i dette &O-;ieblik var det maaskee muligt at aabenbare sig, i n&ae;ste &O-;ieblik er hun for evig fjernet fra dem. Dog, det er afgjort, urokkeligt afgjort, og ikke beh&o-;ver hun som Een, der ellers bliver levende indmuret, at frygte for, at, naar det ringe Forraad af Br&o-;d og Vand, der medgaves hende, er opbrugt, hun da skal omkomme, thi hun har N&ae;ring for lang Tid, ikke beh&o-;ver hun at frygte Kjedsomhed, hun har jo Besk&ae;ftigelse. Hendes Ydre er stille og roligt, har intet Paafaldende, og dog er hendes Indre ikke en stille Aands uforkr&ae;nkelige V&ae;sen, men en urolig Aands ufrugtbare Syslen. Hun s&o-;ger Eensomhed eller Mods&ae;tning. I Eensomhed udhviler hun sig fra den Anstr&ae;ngelse, som det altid koster at tvinge sit Udvortes i en bestemt Form. Som den, der l&ae;nge har staaet eller siddet i en tvungen Stilling, med Vellyst retter Legemet, som en Green, der l&ae;nge har v&ae;ret b&o-;iet med Magt, naar Baandet brister, med Fryd atter indtager sin naturlige Stilling, saaledes finder hun ogsaa Vederqv&ae;gelse. Eller hun s&o-;ger Mods&ae;tning, Larm, Adspredelse, for medens Alles Opm&ae;rksomhed er henledt paa andre Ting, da trygt at kunne besk&ae;ftige sig med sig selv; og hvad der n&ae;rmest foregaaer omkring hende, Musikkens Toner, den larmende Samtale, lyder saa fjernt, at det er, som sad hun paa et lille V&ae;relse for sig selv, fjernet fra hele Verden. Og kan hun maaskee ikke tvinge Taarerne tilbage, saa er hun sikker paa at blive misforstaaet, hun gr&ae;der sig maaskee ret ud; thi naar man lever i en ecclesia pressa er det ret en Gl&ae;de, at Ens Gudstjeneste samstemmer i Yttringsmaade med den offentlige. Kun den stillere Omgang frygter hun, thi her er hun mindre ubevogtet, her er det saa let at begaae et Misgreb, saa vanskeligt at forhindre, at det ikke bliver bem&ae;rket. Udefter er der altsaa Intet at bem&ae;rke, men indefter er der travl Virksomhed. Her optages et Forh&o-;r, man med fuldkommen Ret og synderligt Eftertryk kan kalde et piinligt Forh&o-;r; Alt bliver taget frem og n&o-;iagtigt pr&o-;vet, hans Skikkelse, hans Mine, hans Stemme, hans Ord. Det skal stundom v&ae;re h&ae;ndet en Dommer i et saadant piinligt Forh&o-;r, at han, fanget af den Anklagedes Skj&o-;nhed, har afbrudt Forh&o-;ret og ikke seet sig istand til at forts&ae;tte det. Retten im&o-;deseer forventningsfuld Resultatet af hans Forh&o-;r, men det udebliver, og dog har det ingenlunde sin Grund i, at Dommeren fors&o-;mmer sin Pligt; Slutteren kan bevidne, at han m&o-;der hver Nat, at den Anklagede bliver afleveret, at Forh&o-;ret varer i flere Timer, at der i hans Tid ikke har v&ae;ret en Dommer, der saaledes kunde holde ud. Deraf slutter Retten, at det maa v&ae;re en meget indviklet Sag. Saaledes gaaer det hende ikke een Gang, men atter og atter. Alting bliver fremstillet saaledes som det er gaaet til, paalideligt, det fordrer Retf&ae;rdighed og &streg; Kj&ae;rlighed. Den Anklagede bliver citeret, &anfbeg;der kommer han, han svinger om Hj&o-;rnet, han aabner Stakitlaagen, see hvor han iler, han har l&ae;ngtes efter mig, utaalmodig kaster han ligesom Alt til Siden for at komme saa snart som muligt til mig, jeg h&o-;rer hans hurtige Fodtrin, hurtigere end mit Hjertes Slag, han kommer, der er han&anfslut; &streg; og Forh&o-;ret &streg; det er udsat. &anfbeg;Store Gud, dette lille Ord, jeg har saa ofte gjentaget det for mig selv, erindret det mellem meget Andet, men aldrig har jeg lagt M&ae;rke til, hvad der egentlig skjuler sig deri. Ja, det forklarer Alt, det er ikke hans Alvor at forlade mig, han vender tilbage. Hvad er hele Verden mod dette lille Ord, Menneskene bleve tr&ae;tte af mig, jeg havde ingen Ven, men nu har jeg en Ven, en Fortrolig, et lille Ord, der forklarer Alt &streg; han vender tilbage, han slaaer ikke &O-;iet ned, han seer halv bebreidende paa mig, han siger: Du lidet Troende, og dette lille Ord sv&ae;ver som et Olieblad paa hans L&ae;ber &streg; han er der&anfslut; &streg; og Forh&o-;ret er udsat. Under saadanne Omst&ae;ndigheder vil man finde det ganske i sin Orden, at det altid bliver forbundet med store Vanskeligheder at afsige en Dom. At en ung Pige ikke er Jurist, det f&o-;lger af sig selv, men deraf f&o-;lger ingenlunde, at hun ikke kan afsige en Dom, og dog vil denne unge Piges Dom altid v&ae;re af den Beskaffenhed, at medens den ved f&o-;rste &O-;iekast er en Dom, indeholder den tillige noget Mere, der viser, at den ingen Dom er, og som tillige viser, at der i n&ae;ste &O-;ieblik kan afsiges en aldeles modsat Dom. &anfbeg;Han var ingen Bedrager; thi for at han skulde v&ae;re det, maatte han jo fra Begyndelsen af v&ae;re bleven sig det bevidst; men det var han ikke, mit Hjerte siger mig, han har elsket mig.&anfslut; Naar man saaledes vil urgere Begrebet af en Bedrager, saa har der maaskee, naar Alt kommer til Alt, aldrig levet en Bedrager. Af den Grund at frikjende ham viser en Interesse for den Anklagede, der ikke kan bestaae med streng Retf&ae;rdighed og heller ikke holder sig mod en eneste Indvending. &anfbeg;Han var en Bedrager, et afskyeligt Menneske, som koldt og hjertel&o-;st har gjort mig gr&ae;ndsel&o-;s ulykkelig. F&o-;r jeg kjendte ham, da var jeg tilfreds. Ja, det er sandt, jeg havde ingen Forestilling om, at jeg kunde blive saa lykkelig, eller at der gaves en saadan Rigdom i Gl&ae;de, som han l&ae;rte mig; men jeg havde heller ingen Forestilling om, at jeg kunde blive saa ulykkelig som han har l&ae;rt mig. Derfor vil jeg hade ham, afskye ham, forbande ham. Ja jeg forbander Dig, Clavigo, i min Sj&ae;ls inderste L&o-;ndom forbander jeg Dig; Ingen maa vide det, jeg kan ikke tillade, at nogen Anden gj&o-;r det, thi Ingen har Ret dertil uden jeg; jeg har elsket Dig som ingen Anden, men jeg hader Dig ogsaa, thi Ingen kjender som jeg Din Underfundighed. I gode Guder, hvem Hevnen h&o-;rer til, overlader mig den en liden Stund, jeg skal ikke misbruge den, jeg skal ikke v&ae;re grusom. Da vil jeg liste mig ind i hans Sj&ae;l, naar han vil elske en Anden, ikke for at dr&ae;be denne Kj&ae;rlighed, det var ingen Straf, thi jeg veed, han elsker hende ligesaa lidt som mig, han elsker slet ikke Mennesker, han elsker kun Idee, Tanke, sin m&ae;gtige Indflydelse ved Hoffet, sin aandelige Magt, Alt hvad jeg ikke kan gj&o-;re mig en Forestilling om, hvorledes han kan elske det. Det vil jeg ber&o-;ve ham; da skal han l&ae;re min Smerte at kjende; og naar han da er Fortvivlelsen n&ae;r, da vil jeg give ham det Alt igjen, men mig skal han takke derfor &streg; saa er jeg h&ae;vnet.&anfslut; &anfbeg;Nei, han var ingen Bedrager, han elskede mig ikke mere, derfor forlod han mig, men dette var jo intet Bedrag; hvis han var bleven hos mig, uden at elske mig, da havde han v&ae;ret en Bedrager, da skulde jeg som en Pensionist have levet af den Kj&ae;rlighed, han engang havde havt, levet af hans Medlidenhed, af den Skj&ae;rv, han maaskee endog rigelig havde tilkastet mig, levet til Byrde for ham og til Qval for mig selv. Feige, usle Hjerte, foragt Dig selv, l&ae;r at v&ae;re stor, l&ae;r det af ham; han har elsket mig h&o-;iere, end jeg har forstaaet at elske mig selv. Og jeg skulde vredes paa ham? Nei, jeg vil vedblive at elske ham, fordi hans Kj&ae;rlighed var st&ae;rkere, hans Tanke stoltere end min Svaghed og min Feighed. Og maaskee elsker han mig endnu, ja det var af Kj&ae;rlighed til mig, han forlod mig.&anfslut; &anfbeg;Ja, nu har jeg indseet det, nu tvivler jeg ikke mere, han var en Bedrager. Jeg saae ham, hans Mine var stolt og triumpherende, han oversaae mig med sit spodske Blik. Ved hans Side gik en Spanierinde, blomstrende i Skj&o-;nhed; hvorfor var hun saa skj&o-;n &streg; jeg kunde myrde hende &streg; hvorfor er jeg ikke ligesaa skj&o-;n? Og var jeg det ikke &streg; jeg vidste det ikke, men han har l&ae;rt mig det, og hvorfor er jeg det nu ikke mere? Hvo er Skyld deri? Forbandelse over Dig, Clavigo, var Du bleven hos mig, da var jeg bleven endnu skj&o-;nnere, thi ved Dit Ord og Dine Forsikkringer voxede min Kj&ae;rlighed og med den min Skj&o-;nhed. Nu er jeg affalmet, nu trives jeg ikke mere, hvad Kraft har al Verdens &O-;mhed i Sammenligning med et Ord af Dig? O gid jeg atter var skj&o-;n, gid jeg atter kunde behage ham, thi kun derfor &o-;nsker jeg at v&ae;re skj&o-;n. O gid han ikke mere vilde kunne elske Ungdom og Skj&o-;nhed, da vil jeg gr&ae;mme mig mere end f&o-;r, og hvo kan gr&ae;mme sig som jeg!&anfslut; &anfbeg;_{Han var ingen}Ja han var en Bedrager. Hvorledes kunde han ellers h&o-;re op at elske mig? Har jeg da oph&o-;rt at elske ham? Er der da ikke den samme Lov for en Mands som for en Qvindes Kj&ae;rlighed? Eller skal en Mand v&ae;re svagere end den Svage? Eller har han maaskee taget feil, var det maaskee en Skuffelse, at han elskede mig, en Skuffelse, der forsvandt som en Dr&o-;m, anstaaer dette en Mand? Eller var det en Ustadighed, s&o-;mmer det sig for en Mand at v&ae;re ustadig? Og hvorfor forsikkrede han mig da i Begyndelsen, at han elskede mig saa h&o-;it? Har Kj&ae;rlighed ikke Bestaaen, hvad kan da bestaae? Ja, Clavigo, Du har ber&o-;vet mig Alt, min Tro, min Tro paa Kj&ae;rlighed, ikke blot paa Din!&anfslut; &anfbeg;Han var ingen Bedrager. Hvad det var, der rev ham bort, veed jeg ikke; jeg kjender ikke denne dunkle Magt; men det har smertet ham selv, smertet ham dybt; han vilde ikke indvie mig i sin Smerte, derfor lod han, som han var en Bedrager. Ja, hvis han knyttede sig til en anden Pige, da vilde jeg sige: han var en Bedrager, da skal ingen Magt i Verden faae mig til at troe Andet; men det har han ikke gjort. Maaskee troer han ved at give sig Udseende af at v&ae;re en Bedrager, at gj&o-;re Smerten mindre for mig, at v&ae;bne mig mod sig. Derfor viser han sig af og til med unge Piger, derfor saae han forleden saa spodsk paa mig for at ophidse mig og derved gj&o-;re mig fri. Nei, han var visselig ingen Bedrager, og hvorledes skulde denne Stemme kunne bedrage? Den var saa rolig og dog saa bev&ae;get; som br&o-;d den sig en Vei gjennem Klippemasser, saaledes l&o-;d den fra et Indre, hvis Dyb jeg neppe formaaede at ahne. Kan denne Stemme bedrage? Hvad er da Stemmen, er det et Slag af Tungen, en Larm man kan fremkalde, som man selv det vil? Etsteds i Sj&ae;len maa den dog have hjemme, et F&o-;dested maa den have. Og det havde den, i hans Hjertes Inderste havde den sit Hjem, der elskede han mig, der elsker han mig. Sandt nok, han havde ogsaa en anden Stemme, den var kold, isnende, den kunde myrde hver Gl&ae;de i min Sj&ae;l, qv&ae;le hver frydefuld Tanke, gj&o-;re selv mit Kys koldt og modbydeligt for mig selv. Hvilken var den sande? Han kunde bedrage paa enhver Maade, men det f&o-;ler jeg, hiin rystende Stemme, hvori hans hele Lidenskab skj&ae;lvede, det var intet Bedrag, det er umuligt. Den anden var et Bedrag. Eller det var onde Magter, der fik Herred&o-;mme over ham. Nei, han var ingen Bedrager, denne Stemme, der har f&ae;ngslet mig til ham for evigt, det er ikke et Bedrag. En Bedrager var han ikke, om jeg end aldrig forstod ham.&anfslut; Forh&o-;ret bliver hun aldrig f&ae;rdig med, Dommen ikke heller; Forh&o-;ret ikke, fordi der bestandig indtr&ae;der Standsninger, Dommen ikke, fordi den blot er en Stemning. Naar derfor denne Bev&ae;gelse engang er indtraadt, saa kan den vedblive saal&ae;nge det skal v&ae;re, og der &o-;ines ingen Ende paa den. Kun et Brud kan bringe den til at h&o-;re op, derved nemlig, at hun afbryder den hele Tankebev&ae;gelse; men dette kan ikke skee, thi Villien er bestandig i Reflexionens Tjeneste, der giver den momentane Lidenskab Energi. Naar hun da stundom vil l&o-;srive sig fra det Hele, vil gj&o-;re det til Intet, saa er dette atter kun en Stemning, en momentan Lidenskab, og Reflexionen vedbliver bestandig at v&ae;re Seirherre. En Mediation er umulig; vil hun begynde saaledes, at denne Begyndelse paa en eller anden Maade er et Resultat af Reflexionens Operationer, saa er hun i samme &O-;ieblik reven bort. Villien maa forholde sig aldeles indifferent, begynde i Kraft af sin egen Villen, f&o-;rst da kan der v&ae;re Tale om en Begyndelse. Skeer dette, da kan hun vel begynde, men falder aldeles ud af vor Interesse, da overlade vi hende med Forn&o-;ielse til Moralisterne eller hvem der ellers vil tage sig af hende, vi &o-;nske hende et retskaffent Giftermaal, og forpligte os til at dandse paa hendes Bryllupsdag, hvor da heldigviis ogsaa det forandrede Navn vil bringe os til at glemme, at det var den Marie Beaumarchais, om hvem vi have talet. Dog, vi vende tilbage til Marie Beaumarchais. Det Eiendommelige ved hendes Sorg er, som ovenfor bem&ae;rket, den Uro, der forhindrer hende i at finde Sorgens Gjenstand. Hendes Smerte kan ikke faae Stilhed, hun mangler den Fred, der er n&o-;dvendig for ethvert Liv, naar det skal kunne tilegne sig sin N&ae;ring og qv&ae;ges af den; ingen Illusion overskygger hende med sin stille K&o-;lighed, medens hun indsuger Smerten. Hun har tabt Barndommens Illusion, da hun vandt Elskovens, hun har tabt Elskovens, da Clavigo bedrog hende; hvis det var muligt for hende at vinde Sorgens Illusion, da var hun hjulpen. Da vilde hendes Sorg naae Mands Modenhed og hun have Vederlag for den Tabte. Men hendes Sorg trives ikke, thi hun har ikke tabt Clavigo, han har bedraget hende, den bliver altid et sp&ae;dt Barn med sit Skrig, et fader- og moderl&o-;st Barn; thi hvis Clavigo var bleven hende ber&o-;vet, da vilde det i Erindringen om hans Trofasthed og Elskelighed have havt Faderen og i Marias Sv&ae;rmeri Moderen; og hun har Intet, hvoraf hun kan opfostre det; thi det Oplevede var vel skj&o-;nt, men havde dog ikke Betydning i og for sig, men som Forsmag paa det Tilkommende; og haabe kan hun ikke, at dette Smertens Barn skal forvandles til en Gl&ae;dens S&o-;n, haabe kan hun ikke, at Clavigo skulde vende tilbage; thi hun vil ikke have Styrke til at b&ae;re en Fremtid, hun har tabt den glade Tillid, med hvilken hun var fulgt ham uforf&ae;rdet i Afgrunden, og hun har faaet hundrede Bet&ae;nkeligheder isteden, hun vilde i det H&o-;ieste kun v&ae;re istand til med ham at opleve det Forbigangne endnu engang. Der laae en Fremtid for hende, da Clavigo forlod hende, en Fremtid saa skj&o-;n, saa fortryllende, at den n&ae;sten forvirrede hendes Tanker, den ud&o-;vede dunkelt sin Magt over hende, hendes Metamorphose var allerede begyndt, da blev Udviklingen afbrudt, hendes Forvandling standset; et nyt Liv havde hun ahnet, havde fornummet dets Kr&ae;fter r&o-;re sig i hende, da blev det brudt og hun st&o-;dt tilbage, og der er intet Vederlag for hende, hverken i denne eller i den tilkommende Verden. Det, der skulde komme, smilede hende saa rigt im&o-;de og speilede sig i hendes Elskovs Illusion, og dog var Alt saa naturligt og saa ligefrem; nu har en afm&ae;gtig Reflexion maaskee stundom malet hende en afm&ae;gtig Illusion, der ikke virker fristende paa hende selv, men vel i et &O-;ieblik dulmende. Saaledes vil Tiden gaae hen for hende, indtil hun har fort&ae;ret Gjenstanden selv for hendes Sorg, der ikke var identisk med hendes Sorg, men Anledning til at hun bestandig s&o-;gte en Gjenstand for Sorgen. Hvis et Menneske eiede et Brev, hvorom han vidste eller troede, at det indeholdt Oplysning om hvad han maatte ansee for sit Livs Salighed, men Skrifttegnene vare fine og blege, Haandskriften n&ae;sten ul&ae;selig, da vilde han vel med Angst og Uro, med al Lidenskab l&ae;se og atter l&ae;se, og i eet &O-;ieblik faae een Mening ud, i det n&ae;ste en anden, i Forhold til som han, naar han troede med Bestemthed at have l&ae;st et Ord, vilde forklare Alt efter dette; men han vilde aldrig komme videre end til den samme Uvished, med hvilken han begyndte. Han vilde stirre, &ae;ngsteligere og &ae;ngsteligere, men jo mere han stirrede, jo mindre saae han; hans &O-;ie vilde stundom fyldes med Taarer, men jo oftere det h&ae;ndte ham, jo mindre saae han; i Tidens L&o-;b blev Skriften blegere og utydeligere, tilsidst hensmuldrede Papiret selv, og han beholdt intet Andet tilbage end et taarebl&ae;ndet &O-;ie. 2. Donna Elvira Vi l&ae;re denne Pige at kjende af Operaen Don Juan, og det vil ikke v&ae;re uden Betydning for vor senere Unders&o-;gelse at agte paa de Vink om hendes tidligere Liv, som Stykket indeholder. Hun var Nonne, det er fra et Klosters Fred, Don Juan har revet hende ud. Herved antydes hendes Lidenskabs uhyre Intensitet. Det var ingen pjattet T&o-;s fra et Institut, der har l&ae;rt at elske i Skolen, at coquettere paa Baller; om en Saadan bliver forf&o-;rt har ikke Stort at betyde. Elvira derimod er opdragen i Klosterets Tugt, men denne har ikke formaaet at udrydde Lidenskaben, men vel l&ae;rt hende at undertrykke den og derved at gj&o-;re den endnu heftigere, saasnart den faaer Lov at bryde frem. Hun er et sikkert Bytte for en Don Juan; han vil vide at lokke Lidenskaben frem, vild, ustyrlig, um&ae;ttelig, kun at tilfredsstille i hans Kj&ae;rlighed. I ham har hun Alt og det Forbigangne er Intet, forlader hun ham, da taber hun Alt, ogsaa det Forbigangne. Hun har givet Afkald paa Verden, da viste der sig en Skikkelse, hun ikke kan give Afkald paa, og det er Don Juan. Fra nu af giver hun Afkald paa Alt, for at leve med ham. Jo betydningsfuldere det var, hun forlader, desto fastere maa hun klynge sig til ham; jo fastere hun har omsluttet ham, desto forf&ae;rdeligere bliver hendes Fortvivlelse, naar han forlader hende. Hendes Kj&ae;rlighed er allerede fra Begyndelsen af en Fortvivlelse; Intet har Betydning for hende, hverken i Himlen eller paa Jorden, uden Don Juan. I Stykket interesserer Elvira os kun forsaavidt hendes Forhold til Don Juan har Betydning for ham. Skulde jeg med faa Ord antyde denne hendes Betydning, saa vilde jeg sige, hun er Don Juans episke Skj&ae;bne, Commandanten er hans dramatiske Skj&ae;bne. Der er i hende et Had, der vil s&o-;ge Juan i enhver Afkrog, en Ildslue, der vil oplyse det m&o-;rkeste Skjul, og skulde hun endda ikke opdage ham, saa er der i hende en Kj&ae;rlighed, som vil finde ham. Hun deeltager med de Andre i at forf&o-;lge Don Juan, men t&ae;nkte jeg mig, at alle Magter vare neutraliserede, hans Forf&o-;lgeres Bestr&ae;belser havde h&ae;vet hinanden, saa Elvira blev ene om Don Juan, og han given i hendes Vold, saa vilde Hadet v&ae;bne hende til at myrde ham, men hendes Kj&ae;rlighed vilde forbyde det, ikke af Medlidenhed, thi dertil er han hende for stor, og saaledes vilde hun bestandig holde ham i Live, thi dr&ae;bte hun ham, da dr&ae;bte hun sig selv. Dersom der altsaa i Stykket ikke var andre Kr&ae;fter i Bev&ae;gelse mod Don Juan end Elvira, saa vilde det aldrig ende; thi Elvira vilde forhindre Lynet selv, hvis det var muligt, i at ramme ham, for selv at h&ae;vne sig, og dog vilde hun atter ikke formaae selv at tage H&ae;vn. Saaledes interesserer hun i Stykket; men vi bekymre os her kun om hendes Forhold til Don Juan, forsaavidt det har Betydning for hende. Hun er Gjenstand for Manges Interesse men paa h&o-;ist forskjellig Maade. Don Juan interesserer sig for hende, f&o-;r Stykket begynder, Tilskueren skj&ae;nker hende sin dramatiske Interesse, men vi Sorgens Venner, vi f&o-;lge hende ikke blot til den n&ae;rmeste Tvergade, ikke blot det &O-;ieblik, da hun gaaer over Scenen, nei, vi f&o-;lge hende paa hendes eensomme Veie. Don Juan har altsaa forf&o-;rt Elvira og har forladt hende, det er hurtigt gjort, saa hurtigt, &anfbeg;som en Tiger kn&ae;kke kan en Lillie&anfslut;; naar der ved Spanien alene staaer 1003, saa kan man deraf see, at Don Juan har Hastv&ae;rk, og saa nogenlunde beregne Bev&ae;gelsens Hurtighed. Don Juan har forladt hende, men der er ingen Omgivelse, hun kan falde afm&ae;gtig i Armene paa, hun beh&o-;ver ikke at befrygte, at Omgivelsen vil slutte sig for t&ae;t om hende, den vil vel vide at aabne Geledderne for at lette hende Afmarschen, hun beh&o-;ver ikke at befrygte, at Nogen vil afdisputere hende hendes Tab, snarere vil maaskee Een eller Anden paatage sig at demonstrere det. Ene staaer hun og forladt, og ingen Tvivl frister hende; det er klart, at han var en Bedrager, der har ber&o-;vet hende Alt og priisgivet hende til Van&ae;re og Skj&ae;ndsel. Det er imidlertid, &ae;sthetisk talt, ikke det V&ae;rste for hende, det frelser hende en kort Tid for den reflekterede Sorg, der visselig er smerteligere end den umiddelbare. Factum er her utvivlsomt, og Reflexionen kan ikke komme til at forvandle det snart til Eet, snart til et Andet. En Marie Beaumarchais kan have elsket en Clavigo ligesaa heftigt, ligesaa vildt og lidenskabeligt, i Forhold til hendes Lidenskab kan det v&ae;re en aldeles Tilf&ae;ldighed, at det V&ae;rste ikke er skeet, hun kan n&ae;sten &o-;nske, at det var skeet; thi da var der dog en Ende paa Historien, da var hun langt st&ae;rkere rustet mod ham, men det er ikke skeet. Det Factum, hun har for sig, er langt tvivlsommere, dets egentlige Beskaffenhed bliver altid en Hemmelighed mellem hende og Clavigo. Naar hun t&ae;nker paa den kolde Underfundighed, den lumpne Forstandighed, der h&o-;rer til at bedrage hende saaledes, at det i Verdens &O-;ine faaer er langt mildere Udseende, at hun bliver et Rov for den Deeltagelse, der siger: nu, Herre Gud, Sagen er da ikke saa farlig, kan det opr&o-;re hende, hun kan n&ae;sten blive vanvittig ved Tanken om den stolte Overlegenhed, ligeoverfor hvilken hun dog slet Intet har havt at betyde, der har sat hende en Gr&ae;ndse og sagt: hertil og ikke videre. Og dog, det Hele kan jo ogsaa forklares paa en anden Maade, en smukkere Maade. Men alt eftersom Forklaringen bliver en anden, bliver Factum selv et andet. Reflexionen faaer derfor strax nok at gj&o-;re, og den reflekterede Sorg er uundgaaelig. Don Juan har forladt Elvira, i samme Nu staaer Alt tydeligt for hende, og ingen Tvivl lokker Sorgen ind i Reflexionens Talev&ae;relse, hun forstummer i sin Fortvivlelse. Med et eneste Pulsslag gjennemstr&o-;mmer den hende, og dens Str&o-;mning er ud efter, med et Blus gjennemskinner Lidenskaben hende og bliver synlig i det Udvortes. Had, Fortvivlelse, H&ae;vn, Kj&ae;rlighed, Alt bryder frem, for synligt at aabenbare sig. I dette &O-;ieblik er hun malerisk. Phantasien viser os ogsaa derfor strax et Billede af hende, og det Udvortes er ikke her sat i Indifferens, Reflexionen derover ikke indholdsl&o-;s, og dens Virksomhed ikke uden Betydning, idet den vrager og udv&ae;lger. Om hun selv i dette Moment er en Opgave for kunstnerisk Fremstilling, er et andet Sp&o-;rgsmaal; men saameget er vist, i dette &O-;ieblik er hun synlig og kan sees, naturligviis ikke i den Forstand, at denne eller hiin virkelige Elvira virkelig kan sees, hvad der da som oftest er identisk med at hun ikke sees, men den Elvira, vi t&ae;nke os, er synlig i sin V&ae;senlighed. Om Kunsten er istand til, i den Grad at nuancere Udtrykket i hendes Mine, at Pointet i hendes Fortvivlelse bliver anskueligt, skal jeg ikke afgj&o-;re, men hun lader sig beskrive, og det Billede, som derved viser sig, bliver ikke en blot Byrde for Hukommelsen, der hverken gj&o-;r fra eller til, men har sin Gyldighed. Og hvo har ikke seet Elvira! Det var en tidlig Morgen, at jeg i en af Spaniens romantiske Egne foretog en Fodvandring. Naturen vaagnede, Skovens Tr&ae;er rystede deres Hoveder, og Bladene gned ligesom S&o-;vnen af &O-;inene, det ene Tr&ae; b&o-;iede sig til det andet for at see, om det var opstaaet, og hele Skoven b&o-;lgede i den k&o-;lige, friske Luftning; en let Taage h&ae;vede sig fra Jorden, Solen rev den bort som var det et Teppe, hvorunder den havde hvilet i Natten, og skuede nu som en kj&ae;rlig Moder ned paa Blomsterne og paa Alt hvad der var Liv og sagde: staaer op, kj&ae;re B&o-;rn, Solen skinner allerede. Idet jeg svingede om i en Huulvei, faldt mit &O-;ie paa et Kloster, der laae h&o-;it oppe paa Bjergets Spidse, hvortil en Fodsti i mange Krumninger f&o-;rte op. Mit Sind dv&ae;lede derved, saaledes, t&ae;nkte jeg, ligger det der, som et Guds Huus fast grundet paa Klippen. Min F&o-;rer fortalte, at det var et Nonnekloster, bekjendt for sin strenge Tugt. Min Gang sagtnedes, som min Tanke, og hvad har man ogsaa at haste efter, naar man er Klosteret saa n&ae;r. Formodentlig var jeg aldeles gaaet istaae, hvis jeg ikke var bleven vakt ved en hurtig Bev&ae;gelse i min N&ae;rhed. Uvilkaarligt vendte jeg mig om, det var en Ridder, der ilede mig forbi. Hvor var han skj&o-;n, hans Gang saa let og dog saa kraftig, saa kongelig og dog saa flygtig, han b&o-;iede Hovedet om, for at see sig tilbage, hans Aasyn saa indtagende og dog hans Blik saa uroligt, det var Don Juan. Iler han til et St&ae;vnem&o-;de eller kommer han derfra! Dog snart var han forsvunden for mit &O-;ie og glemt af min Tanke, mit Blik f&ae;stede sig atter paa Klostret. Jeg hensank atter i Betragtning over Livets Lyst og Klostrets stille Fred, da saae jeg oppe paa Bjerget en qvindelig Skikkelse. Iilsnart hastede hun ned ad Fodstien, men Veien var steil, og det saae bestandigt ud, som om hun styrtede ned af Bjerget. Hun kom n&ae;rmere. Hendes Aasyn var blegt, kun hendes &O-;ie flammede forf&ae;rdeligt, hendes Legeme var mat, hendes Barm bev&ae;gede sig h&ae;ftigt, og dog ilede hun hurtigere og hurtigere, hendes Lokker flagrede l&o-;st adsplittede for Vinden, men selv den friske Morgenluft og hendes hurtige Gang var ikke istand til at r&o-;dme hendes blege Kinder, hendes Nonnesl&o-;r var s&o-;nderrevet og flygtede tilbage, hendes lette hvide Dragt vilde have forraadt Meget for et profant Blik, hvis ikke Lidenskaben i hendes Ansigt havde henledet endog det mest ford&ae;rvede Menneskes Opm&ae;rksomhed paa sig. Hun ilede mig forbi, jeg vovede ikke at tiltale hende, dertil var hendes Pande for majest&ae;tisk, hendes Blik for kongeligt, hendes Lidenskab for h&o-;ibaaren. Hvor h&o-;rer denne Pige til? I Klostret? Have disse Lidenskaber hjemme der? &streg; I Verden? Denne Dragt &streg; Hvorfor iler hun? Er det for at skjule sin Skam og Skjendsel eller for at indhente Juan? hun haster hen til Skoven, og den lukker sig om hende og skjuler hende, og jeg seer hende ikke mere men h&o-;rer kun Skovens Suk. Stakkels Elvira! Skulde Tr&ae;erne have faaet Noget at vide &streg; og dog, Tr&ae;erne ere bedre end Menneskene, thi Tr&ae;erne sukke og tie &streg; Menneskene hvidske. I dette f&o-;rste Moment lader Elvira sig fremstille, og om end Kunsten egentlig ikke kan befatte sig dermed, fordi det vil v&ae;re vanskeligt at finde et Udtryks Eenhed, der tillige har alle hendes Lidenskabers Mangfoldighed i sig, saa fordrer Sj&ae;len at see hende. Dette har jeg s&o-;gt at antyde ved det lille Billede, jeg i det Foregaaende henkastede; det var nemlig ikke min Mening dermed at have fremstillet hende, men jeg vilde antyde, at det h&o-;rte med, at hun beskreves, at det ikke var et lunefuldt Indfald af mig, men et gyldigt Krav af Ideen. Dog, dette er kun et Moment, og vi maae derfor f&o-;lge Elvira videre. Den Bev&ae;gelse, der ligger n&ae;rmest, er en Bev&ae;gelse i Tiden. Hun holder sig paa den i det Foregaaende antydede n&ae;sten maleriske Spidse gjennem en R&ae;kke af Tidsmomenter. Derved faaer hun dramatisk Interesse. Med den Hast, med hvilken hun ilede mig forbi, indhenter hun Don Juan. Dette er ogsaa aldeles i sin Orden, thi vel har han forladt hende, men han har revet hende ind med i sit eget Livs Fart, og hun maa naae ham. Naaer hun ham, da vender igjen hele hendes Opm&ae;rksomhed sig ud efter, og vi faae endnu ikke den reflekterede Sorg. Hun har tabt Alt, Himlen, da hun har valgt Verden, Verden, da hun tabte Juan. Hun har derfor intetsteds at tye hen uden til ham, kun ved at v&ae;re i hans N&ae;rhed kan hun holde Fortvivlelsen borte ved enten at overd&o-;ve de indre Stemmer ved Hadets og Forbittrelsens Larm, der dog kun lyder med Eftertryk, naar Don Juan er personlig tilstede, eller ved at haabe. Dette Sidste tyder allerede paa, at Momenterne til den reflekterede Sorg ere tilstede, men de kunne endnu ikke faae Tid til at samle sig ind efter. &anfbeg;F&o-;rst maa hun grusomt overtydes&anfslut;, hedder det i Kruses Bearbeidelse, men denne Fordring forraader fuldkommen den indre Disposition. Er hun ikke ved det Skete overtydet om, at Don Juan var en Bedrager, saa bliver hun det aldrig. Men saal&ae;nge hun fordrer et yderligere Beviis, saal&ae;nge kan det lykkes hende ved et uroligt, omflakkende Liv, idelig besk&ae;ftiget med at forf&o-;lge Don Juan, at undgaae den stille Fortvivlelses indre Uro. Paradoxet er allerede for hendes Sj&ae;l, men saal&ae;nge hun ved udvortes Beviser, der ikke skulle forklare det Forbigangne men give Oplysning om Don Juans nuv&ae;rende Tilstand, kan holde Sj&ae;len i Agitation, saal&ae;nge har hun ikke den reflekterede Sorg. Had, Forbittrelse, Forbandelser, B&o-;nner, Besv&ae;rgelser afvexle, men hendes Sj&ae;l er endnu ikke vendt tilbage i sig selv for at hvile i den Betragtning, at hun er bedragen. Udvortes fra venter hun Forklaring. Naar derfor Kruse lader Don Juan sige: er du nu stemt at h&o-;re At troe mit Ord &streg; du som mist&ae;nker mig; Da n&ae;sten kan jeg sige usandsynlig Den Aarsag er, som tvang o. s. v. saa maa man vel vogte sig for at troe, at hvad der i Tilskuerens &O-;ren lyder som Spot, paa Elvira _{har sammehar saadan}har saadan Virkning. For hende er denne Tale en Vederqv&ae;gelse; thi det Usandsynlige fordrer hun, og hun vil troe det, netop fordi det er usandsynligt. Idet vi nu lade Don Juan og Elvira st&o-;de sammen, saa have vi Valget imellem at lade Don Juan v&ae;re den St&ae;rkeste eller Elvira. Er han den St&ae;rkeste, da vil hendes hele Optr&ae;den Intet faae at betyde. Hun fordrer &anfbeg;et Beviis, for grusomt at overtydes&anfslut;; han er galant nok til ikke at lade det udeblive. Men hun overtydes naturligviis ikke og fordrer et nyt Beviis; thi det at fordre Beviset er en Lindring, og Uvisheden en Vederqv&ae;gelse. Hun bliver da kun et Vidne mere til Don Juans Bedrifter. Men vi kunne ogsaa t&ae;nke os Elvira som den St&ae;rkeste. Det skeer sjeldent, men af Galanteri for Kj&o-;nnet ville vi gj&o-;re det. Hun staaer da endnu i sin fulde Skj&o-;nhed, thi vel har hun gr&ae;dt, men Taarerne have ikke udslukket &O-;iets Glands, og vel har hun s&o-;rget, men Sorgen har ikke udt&ae;ret Ungdommens Frodighed, og vel har hun gr&ae;mmet sig, men hendes Gr&ae;mmelse har ikke s&o-;ndergnavet Skj&o-;nhedens Livskraft, og vel er hendes Kind bleven bleg, men derfor og Udtrykket desto sj&ae;leligere, og vel sv&ae;ver hun ikke med den barnlige Uskylds Lethed, men hun tr&ae;der frem med qvindelig Lidenskabs energiske Fasthed. Saaledes tr&ae;der hun Don Juan im&o-;de. Hun har elsket ham h&o-;iere end Alt i Verden, h&o-;iere end sin Sj&ae;ls Salighed, hun har bort&o-;dslet Alt for ham, selv hendes &Ae;re, og han blev utro. Nu kjender hun kun een Lidenskab, det er Had, kun een Tanke, det er H&ae;vn. Saaledes er hun ligesaa stor som Don Juan; thi det at forf&o-;re alle Piger er det mandlige Udtryk for det qvindelige, at lade sig forf&o-;re eengang af hele sin Sj&ae;l, og nu at hade eller, om man saa vil, elske sin Forf&o-;rer med en Energi, som ingen &Ae;gteviv har. Saaledes tr&ae;der hun ham im&o-;de, hun mangler ikke Mod til at vove sig ud mod ham, hun f&ae;gter ikke for moralske Principer, hun f&ae;gter for sin Kj&ae;rlighed, en Kj&ae;rlighed, hun ikke begrunder paa Agtelse; hun k&ae;mper ikke for at blive hans Mage, hun k&ae;mper for sin Kj&ae;rlighed, og denne n&o-;ies ikke med en bodf&ae;rdig Troskab, den fordrer H&ae;vn; af Kj&ae;rlighed til ham har hun bortkastet sin Salighed, om den b&o-;des hende igjen, vilde hun atter bortkaste den for at h&ae;vne sig. En saadan Skikkelse kan aldrig forfeile sin Virkning paa Don Juan. Han veed, hvilken Nydelse der ligger i at indsuge den f&o-;rste Ungdoms fineste og mest duftende Blomst; han veed, at det kun er et &O-;ieblik, og han veed, hvad der f&o-;lger efter, han har ofte nok seet disse blege Skikkelser saa hurtigt visne, at det n&ae;sten var synligt, men her er skeet det Vidunderlige, Lovene for Tilv&ae;relsens almindelige Gang ere brudte, en ung Pige har han forf&o-;rt, men hendes Liv er ikke dr&ae;bt, hendes Skj&o-;nhed ikke affalmet, hun er forvandlet og er skj&o-;nnere end nogensinde. Han kan ikke negte det, hun f&ae;ngsler ham mere end nogensinde nogen Pige har gjort, mere end Elvira selv; thi den uskyldige Nonne var dog trods al sin Skj&o-;nhed en Pige som mange andre, hans Forelskelse et Eventyr som mangt et andet, men denne Pige er den Eneste i sit Slags. Denne Pige er bev&ae;bnet, hun skjuler ikke en Dolk paa sit Bryst, men hun b&ae;rer en Rustning, ikke synlig, thi hendes Had tilfredsstilles ikke ved Taler og Declamationer, men usynlig, og det er hendes Had. Don Juans Lidenskab vaagner, hun maa endnu engang tilh&o-;re ham, men det skeer ikke. Ja, var det en Pige, der kjendte hans Nederdr&ae;gtighed, der hadede ham, skj&o-;ndt hun ikke selv var bedragen af ham, da seirede Don Juan, men denne Pige kan han ikke vinde, al hans Forf&o-;relse er afm&ae;gtig. Om saa hans Stemme var mere indsmigrende end hans egen Stemme, hans Anl&o-;b snedigere end hans egne Anl&o-;b, han bev&ae;gede hende ikke, om Englene bad for ham, om Guds Moder vilde v&ae;re Brudepige ved Brylluppet, det var forgj&ae;ves. Som Dido selv i Underverdenen vender sig bort fra &Ae;neas, der blev hende utro, saaledes vil hun vel ikke vende sig bort fra ham, men vende sig imod ham endnu koldere end Dido. Dog denne Elviras Sammentr&ae;ffen med Don Juan er kun et Gjennemgangsmoment, hun gaaer over Scenen, T&ae;ppet falder, men vi, kj&ae;re &g.S;&g.u;&g.m;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.n;&g.e;&g.k;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, vi liste os efter hende, thi nu f&o-;rst bliver hun ret egentlig Elvira. Saal&ae;nge hun er i N&ae;rheden af Don Juan, er hun fra sig selv, naar hun kommer til sig selv, da gj&ae;lder det om at t&ae;nke Paradoxet. At t&ae;nke en Modsigelse skal tiltrods for alle den nyere Philosophies Forsikkringer og dens unge Till&ae;gs dumdristige Mod, altid v&ae;re forbundet med store Vanskeligheder. En ung Pige vil man vel tilgive, at hun finder det vanskeligt, og dog er det denne Opgave, der er sat hende, at t&ae;nke, at den, hun elsker, var en Bedrager. Dette har hun tilf&ae;lleds med Marie Beaumarchais, og dog er der en Forskjel mellem den Maade, paa hvilken de, hver is&ae;r, komme til Paradoxet. Det Factum, Marie havde at knytte sig til, var i sig selv saa dialektisk, at Reflexionen med hele sin Concupiscens strax maatte gribe det. Med Hensyn til Elvira synes det factiske Beviis for, at Don Juan var en Bedrager, saa evident, at det ikke let sees, hvorledes Reflexionen kan faae fat deri. Den griber derfor Sagen an fra en anden Side. Elvira har tabt Alt, og dog ligger der et heelt Liv for hende og hendes Sj&ae;l fordrer en T&ae;repenge at leve af. Her viser sig nu to Muligheder, enten at gaae ind under ethiske og religi&o-;se Bestemmelser, eller at bevare sin Kj&ae;rlighed til Juan. Gj&o-;r hun det F&o-;rste, da ligger hun udenfor vor Interesse, vi lade hende med Forn&o-;ielse tr&ae;de af i en Magdalene-Stiftelse eller hvor hun ellers vil. Imidlertid vil dette formodentlig ogsaa falde hende vanskeligt, thi for at det skal blive hende muligt maa hun f&o-;rst fortvivle; hun har eengang kjendt det Religi&o-;se, og anden Gang gj&o-;r det store Fordringer. Det Religi&o-;se er overhovedet en farlig Magt at indlade sig med, den er nidkj&ae;r paa sig selv og lader sig ikke spotte. Da hun valgte Klostret, da fandt maaskee hendes stolte Sj&ae;l en riig Tilfredsstillelse deri; thi man sige hvad man vil, ingen Pige gj&o-;r dog et saa brillant Parti som den, der form&ae;ler sig med Himlen; og nu derimod, nu skal hun bodf&ae;rdig vandre tilbage i Anger og Ruelse. Dertil kommer, at det dog altid bliver et Sp&o-;rgsmaal, om hun kan finde en Pr&ae;st, der med samme Fynd kan forkynde Angerens og Ruelsens Evangelium, som Don Juan har forkyndt Lystens glade Budskab. For altsaa at frelse sig for denne Fortvivlelse, maa hun holde fast ved Don Juans Kj&ae;rlighed, Noget, der falder hende saameget desto lettere, da hun dog endnu elsker ham. Et Tredie er ut&ae;nkeligt; thi at hun skulde kunne tr&o-;ste sig ved et andet Menneskes Kj&ae;rlighed, det vilde v&ae;re endnu r&ae;dsommere end det R&ae;dsomste. For sin egen Skyld altsaa maa hun elske Don Juan; det er N&o-;dv&ae;rge, der byder hende det, og dette er Reflexionens Spore, der tvinger hende at stirre paa dette Paradox, om hun kan elske ham, uagtet han bedrog hende. Hver Gang da Fortvivlelsen vil gribe hende, da tyer hun ind i Mindet om Don Juans Kj&ae;rlighed, og for ret at finde sig vel i dette Tilholdssted frister det hende til at t&ae;nke, at han ingen Bedrager er, om hun end gj&o-;r dette paa forskjellig Maade; thi en Qvindes Dialektik er m&ae;rkv&ae;rdig, og kun den, der har havt Leilighed til at iagttage, kun han kan eftergj&o-;re den, hvorimod selv den st&o-;rste Dialektiker, der har levet, kunde speculere sig gal paa at frembringe den. Jeg har imidlertid v&ae;ret saa heldig at kjende et Par aldeles udm&ae;rkede Exemplarer, med hvem jeg har gjennemgaaet et fuldst&ae;ndigt dialektisk Cursus. Besynderligt nok, man skulde troe, snarest at finde dem i Hovedstaden, thi Larmen og Folkem&ae;ngden skjuler Meget, imidlertid er det dog ikke saa, det vil sige, naar man vil have &ae;dle Species. I Provindserne, i Smaakj&o-;bst&ae;der, paa Herregaarde tr&ae;ffer man de skj&o-;nneste. Den, jeg her n&ae;rmest t&ae;nker paa, var en svensk Dame, en adelig Fr&o-;ken. Hendes f&o-;rste Elsker kan ikke med st&o-;rre H&ae;ftighed have attraaet hende end jeg, hendes anden Elsker, str&ae;bte at forf&o-;lge hendes Hjertes Tankegang. Imidlertid skylder jeg Sandheden at tilstaae, at det ikke var min Skarpsindighed og Kl&o-;gt, der ledte mig paa Sporet, men en tilf&ae;ldig Omst&ae;ndighed, som det vilde v&ae;re for vidtl&o-;ftigt her at fort&ae;lle. Hun havde levet i Stockholm, der havde hun l&ae;rt en fransk Greve at kjende, for hvis trol&o-;se Elskv&ae;rdighed hun blev et Offer. Endnu staaer hun levende for mig. Den f&o-;rste Gang, jeg saae hende, gjorde hun egentlig ikke noget Indtryk paa mig. Hun var endnu smuk, med et stolt og fornemt V&ae;sen, hun talte ikke Meget, og jeg var formodentlig reist igjen ligesaa klog som jeg var kommen, hvis ikke et Tilf&ae;lde havde gjort mig til Medvider i hendes Hemmelighed. Fra det &O-;ieblik af fik hun Betydning for mig; hun gav mig et saa levende Billede af en Elvira, at jeg ikke kunde blive kjed af at see paa hende. En Aften var jeg i et st&o-;rre Selskab med hende, jeg var kommen f&o-;r hun, havde allerede ventet noget, da traadte jeg hen til Vinduet for at see, om hun ikke kom, og et &O-;ieblik efter holdt hendes Vogn udenfor D&o-;ren. Hun steg ud, og strax hendes Kl&ae;dedragt gjorde et besynderligt Indtryk paa mig. Hun havde en tynd og let Silkekaabe paa, n&ae;sten som den Domino, i hvilken Elvira i Operaen viser sig ved Ballet. Hun traadte ind med en fornem V&ae;rdighed, som virkelig imponerede, hun var if&o-;rt en sort Silkekjole, hun var i h&o-;ieste Grad smagfuldt paakl&ae;dt og dog ganske simpelt, intet Smykke prydede hende, hendes Hals var ubed&ae;kket, og da hendes Hud var hvidere end Snee, har jeg ikke let seet saa skj&o-;n en Mods&ae;tning som den mellem hendes sorte Silkekjole og hendes hvide Barm. Man seer ofte nok en bar Hals, men _saaresaasaa sjelden seer man en Pige, der virkelig har Barm. Hun neiede for hele Selskabet, og da derpaa Huusherren traadte til for at hilse paa hende, neiede hun meget dybt for ham, men skj&o-;ndt hendes L&ae;ber aabnede sig til et Smiil, h&o-;rte jeg dog ikke et Ord af hende. For mig var hendes Optr&ae;den i h&o-;ieste Grad sand, og jeg, som var hendes Medvider, anvendte i mit stille Sind de Ord paa hende, der ere sagte om Oraklet: &g.o;&g.u.la;&g.t;&g.e; &g.l;&g.e..a;&g.g;&g.e;&g.i; &g.o;&g.u.la;&g.t;&g.e; &g.k;&g.r;&g.u..a;&g.p;&g.t;&g.e;&g.i;, &g.a.l.;&g.l;&g.l;&g.a..g; &g.s;&g.e-;&g.m;&g.a;&g.i..a;&g.n;&g.e;&g.i;. Af hende har jeg l&ae;rt Meget og blandt Andet ogsaa fundet den Iagttagelse bestyrket, jeg oftere har gjort, at Mennesker, der gjemme paa en Sorg, i Tidens L&o-;b faae et enkelt Ord eller en enkelt Tanke, hvormed de for dem selv og for den Enkelte, de have indviet deri, kunne betegne Alt. Et saadant Ord eller en saadan Tanke er ligesom et Deminutivum i Forhold til Sorgens Vidtl&o-;ftighed, den er ligesom et D&ae;gge-Navn, man til daglig Brug betjener sig af. Ofte staaer det i et aldeles tilf&ae;ldigt Forhold til det, det skal betegne, og skylder n&ae;sten altid et Tilf&ae;lde sin Oprindelse. Efterat jeg havde vundet hendes Fortrolighed, efterat det var lykkedes mig at beseire hendes Mistro mod mig, fordi et Tilf&ae;lde havde givet hende i min Magt, efterat hun havde fortalt mig Alt, gjennemgik jeg ofte med hende den hele Scala af Stemninger. Var hun derimod ikke oplagt dertil og dog vilde antyde for mig, at hendes Sj&ae;l var besk&ae;ftiget med Sorgen, saa tog hun mig i Haanden, saae paa mig og sagde: Jeg var slankere end et Siv, han herligere end Cederen paa Libanon. Hvorfra hun havde disse Ord veed jeg ikke; men jeg er overbeviist om, at naar engang Charon kommer med sin Baad for at s&ae;tte hende over i Underverdenen, saa vil han i hendes Mund ikke finde den befalede Obol, men disse Ord paa hendes L&ae;ber: Jeg var slankere end et Siv, han herligere end Cederen paa Libanon! Elvira kan altsaa ikke opdage Don Juan, og nu maa hun see til, ene at finde ud af hendes Livs Forvikling, hun maa komme til sig selv. Hun har forandret Omgivelse, og saaledes er ogsaa den Hj&ae;lp fjernet, der dog maaskee vilde have bidraget Noget til at lokke Sorgen ud efter. Hendes nye Omgivelse kjender Intet til hendes tidligere Liv, ahner Intet; thi hendes Ydre har intet Paafaldende eller M&ae;rkv&ae;rdigt, intet Sorgens M&ae;rke, intet Skildt, der averterer Folk om, at her s&o-;rges. Hun kan beherske ethvert Udtryk, thi Tabet af hendes &Ae;re kan vel l&ae;re hende det; og om hun end ikke s&ae;tter stor Priis paa Menneskenes Omd&o-;mme, saa kan hun idetmindste frabede sig deres Condolance. Saaledes er nu Alt i sin Orden, og hun kan regne temmelig sikkert paa at gaae Livet igjennem uden at v&ae;kke Mistanke hos den nysgj&ae;rrige Hob, der i Almindelighed er ligesaa dum som den er nysgj&ae;rrig. Hun er da i lovlig og upaatalt Besiddelse af sin Sorg, og kun hvis hun skulde v&ae;re saa uheldig at st&o-;de sammen med en Smugler af Profession, kun da har hun en n&ae;rmere Visitation at befrygte. Hvad foregaaer der vel i hendes Indre? S&o-;rger hun? Om hun gj&o-;r! Men hvorledes skal man betegne denne Sorg? Jeg vilde kalde den N&ae;ringssorg; thi Menneskets Liv bestaaer jo dog ikke alene i Mad og Drikke; ogsaa Sj&ae;len fordrer at underholdes. Hun er ung, og dog er hendes Livsforraad opbrugt, men deraf f&o-;lger ikke, at hun d&o-;er. I denne Henseende er hun hver Dag bekymret for den Dag imorgen. Hun kan ikke lade v&ae;re at elske ham, og dog bedrog han hende, men bedrog han hende, saa har jo hendes Elskov tabt sin n&ae;rende Kraft. Ja, havde han ikke bedraget hende, havde en h&o-;iere Magt revet ham bort, da var hun jo saa vel fors&o-;rget som nogen Pige kan &o-;nske sig det; thi Mindet om Don Juan var adskilligt Mere end mangen levende &Ae;gtemand. Men naar hun opgiver sin Elskov, saa er hun jo bragt til Bettelstaven, saa maa hun vende tilbage til Klostret til Spot og Skj&ae;ndsel. Ja kunde hun endda for dette kj&o-;be sig hans Kj&ae;rlighed igjen! Saaledes lever hun hen. Den Dag, der er den n&ae;rv&ae;rende, synes hun endnu, hun kan udholde det, der er endnu en Rest at leve af; men den n&ae;ste Dag, den frygter hun for. Da overveier hun atter og atter, hun griber enhver Udvei, og dog finder hun ingen, og saaledes kan hun aldrig komme til at s&o-;rge sammenh&ae;ngende og sundt, fordi hun bestandig s&o-;ger, hvorledes hun skal s&o-;rge. &anfbeg;Glemme ham vil jeg, udrive hans Billede af min Sj&ae;l, randsage vil jeg mig selv som en fort&ae;rende Ild, og hver Tanke, der tilh&o-;rer ham, skal udbr&ae;ndes, f&o-;rst da kan jeg frelses, det er N&o-;dv&ae;rge, udriver jeg ikke