Søren Kierkegaard Er dette christelig Gudsdyrkelse eller er det at holde Gud for Nar? Fædrelandet, nr. 68 21. marts 1855 So-;ren Kierkegaards Skrifter 14 CGN Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg Lena Wienecke Andersen, Jon Tafdrup og Steen Tullberg Førstetrykket, Fædrelandet, nr. 68 21. marts 1855 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2010 http://sks.dk/cgn/txt.xml 20111206 1.6 Er dette christelig Gudsdyrkelse eller er det at holde Gud for Nar? [Et Samvittighedsspørgsmaal (for at lette min Samvittighed.)] Mai 1854. S. Kierkegaard. Naar i en given Tid Forholdet er dette, at man, privat vidende, officielt lader som Ingenting, medens dog Alt er forandret: naar Læreren (Præsten) edeligt forpligtes paa det nye Testamente, er ordineret, medens han dog ikke blot ikke har Portrait-Lighed med en Jesu Christi Discipel, men ikke engang Karrikatur-Lighed, nei er lige det stik Modsatte, den trivielle Modsætning; naar Læren, der forkyndes som Guds Ord, er deri forskjellig fra Guds Ord, at den ikke er det Samme, heller ikke det Modsatte, men hverken det Ene eller det Andet, hvilket just er det Christendommen og Guds Ord mest Modsatte; naar Situationen, i hvilken der tales (og Situationen er det jo egenlig der bestemmer, hvorledes det der siges er at forstaae), naar Situationen ikke ligner den i det nye Testamente mere end en Spidsborgers Dagligstue og Barnets Legestue ligner den rædsomste Virkeligheds frygteligste Afgjørelser, eller endnu mindre, forsaavidt man, aandløst, dog giver det Udseende af, at de tvende Situationer ligne hinanden: naar Forholdet er dette – og man da, privat vidende, officielt lader som Ingenting: er dette saa christelig Gudsdyrkelse eller er det at holde Gud for Nar, at holde ham for Nar ved Hjælp af en saadan officiel Gudsdyrkelse, maaskee i den Formening, at naar vi blot kalde det Christendom, saa kan vi nok, ved hver Søndag at præke ham det for, bilde ham ind, at det er Christendom? Til Oplysning Christi Himmelfartsdag. 1. Til det om Læreren (Præsten), at han er den trivielle Modsætning. Præstens naturtro Signalement er: en halv verdslig, halv geistlig, hel tvetydig Embedsmand, Rangsperson, som (i Haab om at avancere efter Anciennetet og at blive Ridder efter Tour – hvor ganske i det nye Testamentes Aand!) med Familie sikkrer sig Udkommet, ogsaa, hvis fornødent gjøres, ved Politiets Hjælp (mon for at efterkomme det Apostoliske, 1 Cor. 9, 26 »ikke at løbe som paa det Uvisse«?) sikkrer sig Udkommet, ernærer sig af, at Jesus Christus blev korsfæstet, paastaaende, at denne dybe Alvor (denne »Jesu Christi Efterfølgelse«?) er det nye Testamentes Christendom, sørgmodigt beklagende og sukkende over, at der i Menigheden desto værre kun er saa faa sande Christne – thi at Præsten er en sand Christen, det er vist nok, og det uagtet han gaaer i lange Klæder, hvad dog Christus ikke just anbefaler, naar han, baade hos Marcus og Lucas, siger (Mc. 12, 38, Luc. 20, 46): »vogter Eder for Dem, som gaae omkring i lange Klæder«. 2. Til det om Situationen. I det nye Testamente er Situationen denne: den Talende, vor Herre Jesus Christus, staaer – selv ubetinget udtrykkende Modsætningen – i en Verden, der igjen ubetinget udtrykker Modsætningen til ham og hans Lære. Naar nu Christus fordrer af den Enkelte Tro, saa (og heri ligger jo den nærmere Bestemmelse af hvad han altsaa forstaaer ved at troe) saa lader dette sig paa Grund af Situationen ikke gjøre uden at komme i et maaskee endog livsfarligt Forhold til den omgivende Verden; naar Christus siger: bekjend mig for Verden, følg mig efter, eller naar han siger: kom til mig osv. osv., vil, paa Grund af Situationen, der afgiver den nærmere Forstaaelse, Følgen bestandigt blive at udsætte sig for Fare, maaskee endog for Livsfare. Hvor derimod Alt er christeligt, hvor Alle ere Christne, endogsaa Fritænkerne, er Situationen den: det at kalde sig Christen er Midlet, ved hvilket man sikkrer sig mod allehaande Uleilighed og Ubeqvemmelighed i Livet, og Midlet, hvorved man sikkrer sig jordiske Goder, Beqvemmeligheder, Profit osv. osv. Men vi lade som Ingenting, vi declamere (»hvem kan bedst, det kan vor Præst«) vi declamere om at troe, at bekjende Christum for Verden, at følge ham efter osv. osv.; og Rettroenheden florerer i Landet, ingen Kjætterier, ingen Schismaer, overalt Rettroenhed, den Rettroenhed som er: at lege Christendom. Apostelen forstaaer det saaledes: »jeg spæger mit Legeme« for ikke at løbe paa det Uvisse.