]> S&o-;ren Kierkegaard Journalen AA AA Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup S&o-;ren Bruun og Jette Knudsen KA, A pk. 2 l&ae;g 2 Af S&o-;ren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1833-1843 H.P. Barfods fortegnelse 437 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2005 http://sks.dk/aa/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Gilleleie. Under mit Ophold her paa Gilleleie har jeg bes&o-;gt Esrom, Fredensborg, Frederiksv&ae;rk, Tidsvilde. Den sidste By er fornemlig bekjendt ved Helene-Kilde (cfr. Thiele: Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 29 ff.), til hvilken hele Omegnen valfarter ved St. Hansdags Tider. Naar man kommer lige udenfor Landsbyen, henledes Opm&ae;rksomheden strax paa en temmelig h&o-;i trekantet St&o-;tte, der ved sin Inscription underretter om, at Flyvesandet her engang har anrettet store &O-;del&ae;ggelser og i sine B&o-;lger begravet en heel Landsby, Tibirke; men at det tillige ved vor fortr&ae;ffelige Regjerings utr&ae;ttelige Virksomhed er bleven standset. Naar man nu fra dette H&o-;idepunct, efter ved St&o-;ttens Inscription og den paa begge Sider frodige Boghvede at v&ae;re underrettet om Terrainets Beskaffenhed, skuer ned i Dalen, hvor Tidsvilde By ligger og vort &O-;ie der m&o-;der en venlig, smilende Natur: de smaa men ret nette Huse ligge hvert is&ae;r omgivne med frisk Gr&o-;nt (ikke som naar man n&ae;rmer sig til st&o-;rre Byer, hvor den hele Masse af Bygninger imponerer os med sit skarpe Omrids, men hvor en M&ae;ngde af &streg; om jeg saa maa sige &streg; Individualiteter venligen r&ae;kke hinanden Haanden til en smilende Totalitet), thi hele den Str&ae;kning, hvor Flyvesandet meest har raset, er nu beplantet med Fyr, &streg; saa fristes man n&ae;sten til at troe, at det Hele var en Fiction, en underlig Fiction: at netop i den Egn, hvor Sundheden er at s&o-;ge, at netop der saa Mange have fundet deres Grav. Det Hele staaer, seet i Aftenbelysning, som en for &O-;iet anskueliggjort Legende, et Slags Jobs Historie, hvori fornemlig Tibirke Kirke spiller Hovedrollen. Ene paa en stor Sandbakke staaer den der som et Gravminde over den ulykkelige By men tillige som et Exempel paa en Kirke, der er bygget paa en Klippe, over hvem Storm og Sand Intet formaaer. Men da Kirken holdt sig, fremspirede ogsaa en Skov, der hvor f&o-;r Flyvesandet havde v&ae;ret. &streg; Naar man nu kommer ind i Byen, da bliver man h&o-;ist ubehagelig stemt ved istedetfor stille landlig Ro, her maaskee med Hensyn til Omst&ae;ndighederne blandet med lidt Veemod, at finde st&o-;iende Larm, Telte og Borde, hvor m&ae;rkeligt nok n&ae;sten alle S&ae;lgersker ere tydske, ret ligesom for at betegne, at ikkun Fremmede kunne opf&o-;re sig her saaledes, at ikkun i fremmede Tungemaal skulde Stedet profaneres. Man gaaer udenfor Byen og kommer til den Mark, hvorpaa Helene-Grav er. Der staaer den da stille, simpel, omgivet med et Hegn af Kampestene; D&o-;ren, som f&o-;rer ind paa den lidt oph&o-;iede Grav, staaer aaben. Men for ogsaa her at forstyrre ethvert h&o-;itideligt Indtryk har et Telt uds&o-;gt sig sin Plads ligeoverfor, hvor der st&o-;ies og svires, og hvor en Deel Mennesker have valgt sig deres Opholdssted for at spotte over dem, der komme for at besee det. Her f&o-;res da en eiendommelig Art af Discours. Da nemlig disse Mennesker ere fra Egnen af, have de med Modermelken indsuget en heel Deel &Ae;refrygt for denne Grav og de formeentlige Helbredelser ved Hj&ae;lp af den1. Disse kunne de ikke ganske forn&ae;gte, men nu ville de dog overbevise sig selv og Andre om, at de kunne s&ae;tte sig ud derover og v&ae;lge dertil den Vei at gj&o-;re Nar af det Hele. Underligt contrasterer mod disses hele Adf&ae;rd en Mands Bem&ae;rkninger og Relationer, der fungerer som en Slags Inspecteur og b&ae;rer N&o-;glen til det Br&ae;deskur, indenfor hvilket Kilderne findes (der er nemlig tre, hvorfor det paa Egnen heller ikke hedder: at reise til Kilden men til Kilderne), hvorved han fortjener sig nogle Penge. Han fort&ae;ller nemlig, at han, som har v&ae;ret der nu i 20 Aar, har seet flere, som ere blevne helbredede. Imidlertid m&ae;rker man snart, at han heller ikke synderlig s&ae;tter Lid til det Hele men for Interessens Skyld lovtaler Stedet. Ligesom jeg nu ved min Ankomst ikke beh&o-;vede at frygte for at blive Gjenstand for hines Spot, &streg; thi i et Menneske med moderne Kl&ae;der, Briller paa og Cigar i Munden ventede de snarere at finde et V&ae;sen, der staaer paa det samme Erkjendelsens H&o-;idepunct som de selv, end En, der i fromme Hensigter reiser derhen, hvilket sidste da just heller ikke var Tilf&ae;ldet, &streg; saaledes bragtes hiin omtalte N&o-;glebevarer i Forlegenhed, idet han nemlig befrygtede, at hans Interesse skulde komme i mulig Collision med det Indtryk, hans Fort&ae;lling vilde gj&o-;re paa mig. Han greb derfor til den Udvei, som jeg lagde M&ae;rke til, at flere benyttede, at nemlig Vedkommende ere blevne helbredede ved disse Midler &anfbeg;n&ae;st Guds Bistand&anfslut;. Det er imidlertid ret characteristisk, at saadanne Folk netop komme til det Resultat; thi da de ikke kunne forklare sig Helbredelsen af Anvendelsen af hine Midler, saa skyde de den over paa Noget, der ligger dem fjernere, for at blive af med det Hele, men herved gj&o-;re de netop Sagen m&ae;rkelig; thi det var jo i Sandhed m&ae;rkeligt, at Guds Bistand havde knyttet sig til den Vei. Consequent fra deres Forstands-Standpunct maatte de enten negere det Hele og forlange et fuldkommen beviist Factum eller, dersom de vare meget beskedne, uds&ae;tte Forklaringen indtil videre. Naar man nu tr&ae;der ind paa Gravh&o-;ien, indgiver det Hele En en vis melancholsk Stemning, fremkaldt ved det underlig Mystiske, ved den dunkle, sig for Iagttagerens &O-;ie ligesom unddragende og dog alligevel paa et heelt System eller Nexus hentydende Side, som Overtroen altid f&o-;rer med sig2. Man seer sig omgiven af Haarlokker, Klude, Krykker; man h&o-;rer, saa at sige, de Lidendes Skrig, deres B&o-;n til Himlen; man h&o-;rer den Enkeltes fortvivlede Klager over ikke at kunne falde i S&o-;vn (i det Hele synes det noget ret smukt, at det netop er gjort til Betingelse, at man skal sove paa dette hellige Sted, for ligesom at betegne den stille, Gud hengivne Ro), og alt dette ved Midnatstid paa en Gravh&o-;i, hvor de ere omgivne af lutter smaa Tr&ae;flader i Form af de Minder, man s&ae;tter paa Gravene, og som indeholde Efterretning om de Helbrededes lykkeligt overstandne Lidelser. Og nu gryer det ad Dag, Morgend&ae;mringen med dens underlige levende Bev&ae;gelighed samt klamme Fugtighed forsvinder; Solen i sin Majest&ae;t beskinner Landskabet og h&o-;rer maaskee de Helbrededes Jubelhymner. &streg; Af de omtalte Br&ae;tter findes der en Deel, der kort og simpelt berette de Helbrededes Navn og F&o-;deby, deres Tak til Gud f. Ex.: &anfbeg;Johanne Anders Datter 1834, lidt meget af Hovets Smerter, Underu, d. 23 Juni 1834&anfslut;; &streg; &anfbeg;Sidse Anders Datter, solo gloria.&anfslut; &streg; Nogle ere meget l&ae;ngere og fuldst&ae;ndigere; Nogle have ikke skrevet deres Navne heelt ud; Nogle have skrevet det i f&o-;rste Person; Andre have fortalt det om Vedkommende f. Ex. &anfbeg;Pigen den og den blev helbredet her&anfslut; osv. I det Hele er det ret m&ae;rkeligt, at de fleste ere Fruentimmere. Midt paa Pladsen er da egenlig Graven; en Steen eller rettere et Stykke af en ligger paa den; dens Indskrift kunde man ikke l&ae;se. Et kort Stykke herfra lige oppe ved Stranden findes Kilderne i et Br&ae;dehuus. Landet gaaer temmelig brat ned til dette Punct. Til Erindring om Arveprinds Frederiks Bes&o-;g her har Chr. W. Schr&o-;der forfattet en Relation desangaaende.3 &streg; Nede i Stranden ligger nu den Steen, hvorpaa Helene af Sk&o..;vde skal v&ae;re kommet seilende; den skal v&ae;re synlig ved Ebbe-Tid. Sagnet fort&ae;ller, at da de vilde b&ae;re hendes Lig til Kirkegaarden, kunde de ikke komme l&ae;ngere end hertil, hvor hendes Gravh&o-;i findes, og at ved samme Leilighed de tre Kilder sprang frem af Jorden. &streg; 1 Den Cour, der anvendes, bestaaer i at sove 3 Aar i Tr&ae;k hver St. Hansdags Nat paa Graven, i at forsyne sig med noget Jord fra Graven; hertil laae ogsaa en egen Skee. Desuden maa man ikke glemme de Fattige, til Fordeel for hvem en B&o-;sse er fremsat i Byen. 2 Saaledes interesserer det ogsaa at l&ae;se f. Ex. i Normandsdalen i Fredensborg den M&ae;ngde Navne, der findes paa St&o-;tterne, idet man fra ethvert is&ae;r combinerer sig saa at sige en heel Historie. 3 &anfbeg;Anno 1774. d. 18. Juni. Den &Ae;re og den Gunst Helene Kilde fik, at den blev naadigst seet af Kronprinds Frederik, da han i Egnen sig det store V&ae;rk lod vise, hvorfor man evig skal hans store F&ae;dre prise. Ham Kilden vel befoel; men bedre stod ham an, at her paa Amtet nu er Fred for Flyvesand. Hvad kan ei Riget sig af ham med Tiden vente, som Efterretning vil med egne &O-;ine hente i f&o-;rste Ungdomsaar om det, der v&ae;re kan til Tarv og Nytte for hans Stat, hans Folk og Land. &streg; Til uforglemmelig Erindring allerunderdanigst opsat af nuv&ae;rende Inspecteur ved Flyvesandet. Chr. Wilhelm Schr&o-;der.&anfslut; Den 5te Juli bes&o-;gte jeg Gurre Slot, hvor man nu er if&ae;rd med at udgrave Ruinerne. Slottet selv (cfr. Thiele: Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 90 ff. &streg; Et andet ved Vordingborg? bygget af Valdemar Atterdag, &o-;delagt i Grevens Feide? &anfbeg;Gud maa beholde sit Himmerig, naar jeg maa beholde Gurre Slot&anfslut;; hans vilde Jagt i Luften paa den hvide Hest; den sorte H&o-;ne med de sorte Kyllinger) har haft en deilig Beliggenhed, overalt omgivet med Skov. En meget stor Str&ae;kning findes endnu, og Egnen tyder paa, at der i sin Tid har v&ae;ret mere. Hertil kommer nu Gurre S&o-;; temmelig lang og i Forhold dertil ikke meget bred str&ae;kker den sig og har paa den ene Side velvoxet B&o-;geskov og paa den anden Side Skov af mindre, mere forkrympede Tr&ae;er. S&o-;en selv er paa mange Steder bevoxet med Siv. Naar man seer dette Landskab ved Eftermiddags-Belysning, hvor Solen endnu staaer h&o-;it nok til at give det venlige Landskab de forn&o-;dne skarpe Omrids, som en melodisk Stemme, der er skarp nok accentueret til ikke at blive l&ae;spende, synes hele vor Omgivelse at tilhviske os: her er godt at v&ae;re. Det er af den Art hjemlige, fortrolige Indtryk, som en Inds&o-; med Skovomgivelse (stor nok til paa eengang at adskille og forene) kan fremkalde, men som Havet ikke formaaer. Ret eiendommeligt for dette Parti er ogsaa de langs Kysten sig b&o-;lgende Siv. Medens Tr&ae;ernes Susen lader os h&o-;re Kong Valdemars Jagt, Hornenes Klang og Hundenes G&o-;en, synes hine Siv at tilaande Bifald, &streg; de blonde M&o-;er, som beundre Ridderens raske Ridt og &ae;dle Holdning. Hvor forskjelligt er ikke i denne Henseende Partiet ved S&o-;borg S&o-;? De m&ae;gtige R&o-;r b&o-;ie sig ogsaa for Vinden, men deres Susen forkynder Kamp og Magt. Og nu Havet, der som en kraftig Aand altid er i Bev&ae;gelse, og endog i sin st&o-;rste Stilhed bebuder voldsomme Sindslidelser. Over Egnen ved Gurre-S&o-; hviler en stille Veemod; den lever saa at sige mere i Fortiden. Derfor voxer den ogsaa til; Havet derimod erobrer fra Landet &streg; som to fjendtlige Magter staae de ligeoverfor hinanden. Kyststr&ae;kningen er &o-;de og sandet; Landet h&o-;iner sig op for ligesom med Kraft at gj&o-;re Modstand. Havet er paa sit h&o-;ieste, naar Stormen istemmer sin Bas, naar dets egen dybe Brusen kappes med Himmelens Torden og det Hele oplyses af Lyn. Gurre-S&o-; er smukkest, naar en sagte Luftning kruser dens blaa Overflade, og Fuglesang accompagnerer Sivenes Hvislen; Havet accompagneres kun af den eensomme Maages h&ae;se Skrig. Det f&o-;rste (Havet) er som et Mozarts Recitativ; det sidste som en Webersk Melodi. &streg; Herfra gik Veien til Helleb&ae;k. Den sidste Mils Vei dertil gaaer igjennem den deilige Skov, hvor nu Partier af en egen Art frembyde sig. Skoven selv er temmelig stor og vildsom, og ikkun Kj&o-;resporet (ikke Vei) erindrer os om, at vi endnu staae i Forbindelse med Menneskeverdenen. Hist og her springer et Stykke Vildt op, der i Buskenes Skygge har ligget skjult for Middagssolens Straaler. Fuglene l&o-;fte sig skrigende i Veiret. Det temmelig bakkede Land danner nu inde i Skoven en M&ae;ngde smaa S&o-;er. Saavel derved, at Landet skraaner ned imod dem, som ogsaa ved det M&o-;rke, som Tr&ae;ernes Blade udgyde derover, paatvinger sig en Forestilling om, at de ere meget dybe. I Contrast til denne m&o-;rke Speilflade h&ae;ver nu en enkelt Blomst sig frem, der voxer paa dens Overflade: en nymph&ae;a alba (hvid Aakande), der sv&o-;mmer omkring med sit store brede gr&o-;nne Blad; hvid og reen, uskyldig er den dukket op af Havets Dybder. Ikke langt fra Helleb&ae;k ligger Odins-H&o-;i, hvor Schimmelmann ligger begravet. Den Udsigt er noksom anpriset og omtalt, hvorved desv&ae;rre meget af Indtrykket forsvinder. At Folk dog ikke kunne blive kjede af at rende omkring saa geskj&ae;ftige for at paavise de romantiske Situationer (f. Ex. K... paa Fredensborg). Nu gik Veien til Esrom og derfra til Gilleleie. Den 8de Juli gjorde jeg en Excursion til Esrom. Naar man gaaer fra Esrom til N&o-;ddebo langs med S&o-;en passerer man en af de yndigste Veie, jeg i lang Tid er kommen. F&o-;rst paa venstre Side S&o-;lyst, der n&ae;sten er bygget paa S&o-;en selv, l&ae;ngere hen Fredensborg. Paa den h&o-;ire Haand har man bestandig Skov, afvexlende B&o-;ge og Gran. Paa enkelte Steder finder man yndige Plantager af 3 à 4 Aars Graner. Paa Veien indhentede et Tordenveir mig. Jeg gl&ae;dede mig allerede til at faae et saadant Uveir at see drage op over Esrom S&o-; og Grib Skov; men det blev kun til Regnen. Imidlertid interesserede det mig dog at see Pr&ae;liminairerne til et saadant Skuespil. Jeg har vel seet Havet ved en saadan Leilighed at blaagraanes i skarpe Krusninger, og jeg har vel bem&ae;rket, hvorledes de Vindst&o-;d, der bebude Tordenens n&ae;re Ankomst, hvirvle Gr&ae;sset og Sandet langs Kysten i Veiret; men jeg har ikke seet f&o-;r, hvorledes et saadant Parti tager sig ud, naar det ikke blot er Gr&ae;s men en heel Skov, som disse Vindst&o-;d (disse Basunst&o-;d, der bebude Dommen) have at s&ae;tte i Bev&ae;gelse. Da det imidlertid ikke blev til andet end Regn, ansaae jeg det for rigtigst at tye et eller andetsteds ind. Et saadant Sted viste sig nu ogsaa. Uagtet jeg l&ae;nge s&o-;gte efter en Indkj&o-;rsel, viste der sig dog ingen. En Skikkelse, der lod sig see ved Vinduet, vinkede jeg af; men hun fandt sig formodenlig ikke bef&o-;iet til at uleilige sig ud i en saadan Regn, og at lukke Vinduet op kunde her vel ligesaa lidt v&ae;re Tale om som hos nogen Bonde overhovedet. Mit Kj&o-;ret&o-;i maatte jeg altsaa holde ind under nogle Tr&ae;er, der b&o-;iede sig ud over Veien for ligesom at give mig et Tilflugtssted. Selv traadte jeg nu if&o-;rt min uhyre Chenille ind i Stuen, hvor jeg fandt Selskabet, bestaaende af 3 Personer, if&ae;rd med at holde Midaften. Af Meublementet forefandtes naturligviis det lange store Bord, ved hvilket vore B&o-;nder behage at &ae;de; fremdeles en Himmelseng i Ordets egenlige Betydning; thi jeg t&ae;nker, at man maatte, naar man vilde i Seng, gaae op paa Loftet for derpaa at lade sig falde ned &streg; et Fald, som da efter Bondeskik er temmelig dybt. Det f&o-;lgende V&ae;relse, hvortil D&o-;ren stod aaben, var et Oplagssted for Linned, L&ae;rred, Dreiel osv. i uordentlige Masser, hvilket let kunde fremkalde Forestillinger om, at det var en lille R&o-;vercoloni, man var i, hvortil saavel Stedets Beliggenhed (paa den ene Side Esrom S&o-;, paa den anden Side Grib Skov og i en Fjerdingveis Afstand intet Huus) som Folkenes Udvortes syntes at egne sig. Dem ville vi nu tage en Smule i &O-;iesyn. Ved den &o-;verste Ende af hiint omtalte lange Bord sad Manden selv med sit Sm&o-;rrebr&o-;d og en Br&ae;ndeviinsflaske foran sig. Ganske rolig h&o-;rte han paa min Fort&ae;lling om min s&o-;rgelige Skjebne og nippede blot en Gang imellem til sit Glas, Noget, som hans N&ae;ses Cubikindhold syntes at vise, at han ofte havde gjort. Imidlertid havde den hyppige Nydelse paa ingen Maade sv&ae;kket dens Behagelighed, og jeg er sikker paa, at han drak sin Snaps endnu med samme Velbehag som En, der nylig er traadt ud af et Maadeholdenheds Selskab. Konen var ikke synderlig h&o-;i, med et bredt Ansigt og en h&ae;slig opadstaaende N&ae;se, et Par lumske &O-;ine, og som med Hensyn til deres Levevei (at blege for Folk) forsikkrede mig, at man skulde tjene sin Mundbid paa een Maade. Hertil kom en lille skrutrygget Pige, det samme V&ae;sen, der havde viist sig ved Vinduet, og som jeg dengang antog for et Barn. Snart oph&o-;rte Regnen, og jeg ilede videre frem. Dog dette var kun Pr&ae;liminairerne, og da jeg kom ind i Grib Skov begyndte det f&o-;rst rigtigt at tage paa. Nu begyndte Lynild og Torden for Alvor. Regnen gjennembl&o-;dte os snart, og saaledes beh&o-;vede vi da i den Henseende ikke at ile; men den lille Dreng (Rudolph), som var med mig, var ganske bange. Der sad jeg da, dyngvaad, i &o-;sende Vande, midt i Grib Skov i Lynild og Torden, med en Dreng ved Siden, der skj&ae;lvede for Lynild; i strakt Trav naaede vi da endelig et Huus, hvorind vi toge vor Tilflugt. Usselt og forfaldent. Folkene fattige. Konen huslig. Sad og spandt. Manden sn&o-;vlende. Det f&o-;rste, mit &O-;ie faldt paa ved Indgangen, var en Slags D&o-;r til et Lukaf, som var dannet af en gammel Fjel, hvorpaa der var malet en Pige i simpel, landlig Dragt med f&o-;lgende Underskrift: &anfbeg;Min Ager mig f&o-;der, mig kl&ae;der mit Faar; her tager jeg min N&ae;ring, som Huset formaaer.&anfslut; Jeg bad dem om lidt Br&o-;d til mine Heste, hvilket de ikke vare meget villige til, da de kun havde et halvt. Dog lod de dem bev&ae;ge, og da jeg betalte temmelig godt, svarede Konen, at saa meget skulde hun ikke have; men hun lod sig dog ved min Bem&ae;rkning: at jeg kunde undv&ae;re det og hun beh&o-;ve det, bev&ae;ge til at tage derimod. Den 29de Juli. Naar man gaaer fra Kroen over Sortebro (saakaldet, fordi Pesten i sin Tid skal v&ae;re standset her) ind paa de n&o-;gne Marker, der ligge langs med Stranden, omtrent en Fjerdingvei mod Nord, kommer man til det h&o-;ieste Punct her, nemlig Gilbjerget. Dette Punct har bestandig v&ae;ret et af mine Yndlingssteder. Og naar jeg da stod her en stille Aften, naar Havet med dyb men stille Alvor istemmede sin Sang; naar mit &O-;ie ikke m&o-;dte en eneste Seiler paa den uhyre Flade, men Havet begr&ae;ndsede Himlen og Himlen Havet; naar paa den anden Side Livets travle Syslen forstummede, og Fuglene sang deres Aftenb&o-;n &streg; da fremsteg ofte af Graven for mig de faa kj&ae;re_{de saa kj&ae;re} Afd&o-;de, eller rettere sagt, det forekom mig, som de ikke vare d&o-;de. Jeg f&o-;lte mig saa vel i deres Midte, jeg hvilte mig i deres Favn, og det var for mig, som om jeg var ude af Legemet og i en h&o-;iere &Ae;ther sv&ae;vede om med dem &streg; og Maagens h&ae;se Skrig erindrede mig om, at jeg stod ene, og Alt forsvandt for mit &O-;ie, og jeg vendte tilbage med veemodsfuldt Hjerte for at blande mig i Verdens Vrimmel uden dog at glemme saadanne salige &O-;ieblikke. &streg; Ofte stod jeg der og skuede ud over mit forbigangne Liv og over de forskjellige Omgivelser, der havde ud&o-;vet Magt over mig, og det Smaalige, der saa ofte giver Anst&o-;d i Livet, de mange Misforstaaelser, der saa ofte skille Gemytter fra hverandre, som, hvis de ret forstode hinanden, vilde knyttes sammen med uopl&o-;selige Baand, svandt hen for mit betragtende Blik. Naar det Hele &streg; saaledes seet i Perspectiv &streg; kun viste de st&o-;rre, de kraftigere Omrids, og jeg saaledes ikke, som man saa ofte gj&o-;r, tabte mig i Momentet men saae det Hele i sin Totalitet, da styrkedes jeg til at gribe Tingene anderledes an, til at tilstaae, hvor ofte jeg selv havde begaaet Misgreb, til at tilgive Andres. &streg; Naar jeg stod der, uden at Forstemthed eller Forsagthed lod mig see mig selv som et Encliticon til de Mennesker, der s&ae;dvanligen omgive mig, eller uden at Stolthed gjorde mig selv til det constituerende Princip i en lille Kreds, &streg; naar jeg saaledes stod der ene og forladt, og Havets Magt og Elementernes Kamp erindrede mig om min Intethed, og paa den anden Side Fuglenes sikkre Flugt erindrede mig om Christi Ord: &anfbeg;Ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders himmelske Faders Villie&anfslut;: da f&o-;lte jeg paa eengang, hvor stor og hvor ringe jeg er; da havde hine to store Magter: Stolthed og Ydmyghed venligen forenet sig. Og lykkelig er den Mand, for hvem det er muligt i hvert enkelt Moment af hans Liv; i hvis Bryst hine to Factorer ikke blot have sluttet Forlig men rakt hverandre Haanden og holdt Bryllup &streg; et Giftermaal, som hverken er et Fornuftgiftermaal eller en Mesalliance men et i Sandhed Stille-Bryllup, holdt i Menneskets dybeste L&o-;nkammer, i det Allerhelligste, hvor ikke mange Vidner ere tilstede, men hvor Alt foregaaer alene for dens &O-;ie, der alene bivaanede det f&o-;rste Bryllup i Edens Hauge og velsignede Parret, &streg; et Giftermaal, der heller ikke vil blive ufrugtbart men have velsignede Frugter, hvad der ogsaa vil vise sig i Verden for den erfarne Iagttagers Blik; thi med disse Frugter gaaer det som med Cryptogamerne i Planteverdenen: de unddrage sig M&ae;ngdens Opm&ae;rksomhed, og kun en enkelt Forsker ops&o-;ger dem og gl&ae;der sig ved sit Fund. Roligt og stille vil hans Liv flyde hen, og han vil hverken t&o-;mme Stolthedens berusende B&ae;ger eller Fortvivlelsens bittre Kalk. Han har fundet, hvad hiin store Philosoph, &streg; der ved sine Beregninger tilintetgjorde Fjendernes Angrebsredskaber, &streg; &o-;nskede men ikke fandt: hiint archimediske Punct, hvorfra han kunde l&o-;fte hele Verden, hiint Punct, som netop derfor maa ligge udenfor Verden, udenfor Tids og Rums Indskr&ae;nkninger. Herfra har jeg seet Havet kruses ved en sagte Luftning, seet det lege med Smaastene; herfra har jeg seet dets Overflade forvandles til et uhyre Sneefog og h&o-;rt Stormens Bas begynde at fistulere; her har jeg seet, saa at sige, Verdens Fremkomst og dens Undergang, &streg; Syn, der i Sandhed paabyde Taushed. Dog hvortil dette Udtryk, som saa ofte vanhelliges? Hvor ofte m&o-;de vi ikke disse sentimentale Blondiner, der, som Nympher i hvide Kl&ae;der, med bev&ae;bnet &O-;ie1 betragte slige Ph&ae;nomener for da at udbryde i &anfbeg;taus Beundring&anfslut; &streg;? Hvor forskjellige fra den sunde, livsfro, naturlige Pige, der med Uskyld i sit &O-;ie og paa sin Pande betragter Sligt. Ogsaa hun forstummer; men ligesom Jomfru Maria fordum gjemmer hun det dybt i sit Sind. For nu saaledes at l&ae;re sand Ydmyghed (med dette Udtryk vil jeg betegne den omtalte Sindstilstand) er det godt, at Mennesket tr&ae;kker sig ud af Verdens Tummel (vi see ogsaa, at Christus drager sig tilbage, saavel naar han skal til at betr&ae;de den tornefulde Vei, som naar Folket vil udraabe ham til Konge); thi i Livet er enten det deprimerende eller det eleverende Indtryk for overveiende til at den sande Ligev&ae;gt kan komme istand. Her afgj&o-;r naturligviis Individualiteten meget; thi ligesom n&ae;sten enhver Philosoph troer at have fundet Sandheden, n&ae;sten enhver Digter troer at have naaet Parnas-H&o-;ide, saaledes finde vi paa den anden Side Mange, der knytte deres Existents aldeles til en Anden, ligesom Parasiten til Planten, leve i ham, d&o-;e i ham (f. Ex. Franskmanden i Forhold til Napoleon). Men midt i Naturen, hvor Mennesket, frit for Livets ofte qvalme Luft, aander friere, her aabner Sj&ae;len sig villigen for ethvert &ae;delt Indtryk. Her tr&ae;der Mennesket ud som Naturens Herre, men han f&o-;ler ogsaa, at der i den viser sig noget H&o-;iere, Noget, han maa b&o-;ie sig for; han f&o-;ler en N&o-;dvendighed af at hengive sig til den Magt, som styrer det Hele. (Jeg gider naturligviis ikke tale om dem, som Intet h&o-;iere see i Naturen end Masse &streg; Folk, der i Sandhed betragte Himlen som en Osteklokke og Menneskene som Maddiker, der leve deri). Her f&o-;ler han sig stor og lille paa eengang og det uden at tr&ae;nge til den Fichteske Bem&ae;rkning (i hans: &anfbeg;die Bestimmung der Menschen&anfslut;) om et Sandskorn som constituerende Verden, en S&ae;tning, der ligger Afsindighed meget n&ae;r. 1 Om dem gj&ae;lder, hvad Gynther ved en anden Leilighed siger: &anfbeg;Folk, der komme med bev&ae;bnet &O-;ie men ogsaa med bev&ae;bnet Hjerte&anfslut;. Hiller&o-;d d. 25. Juli 1835. Efter en betydelig Marsch igjennem Skov, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med flere af den Art Smaas&o-;er, som jeg holder saa meget af, kom jeg da til Hestehaven og Carls-S&o-;. Her viste sig da et af de skj&o-;nneste Partier, jeg nogensinde har seet. Terrainet er temmelig frit og skraaner brat ned mod S&o-;en, dog ikke n&o-;gent men ud af Siderne bevoxet med B&o-;geskov. Baggrunden dannes af Siv, og Forgrunden danner S&o-;en selv; et temmelig stort Stykke er klart, men et endnu st&o-;rre Stykke er bevoxet med Aakandens store gr&o-;nne Blade, hvorunder Fisken ligesom s&o-;ger at skjule sig men dog en enkelt Gang titter frem og tumler sig paa Overfladen for at bade sig i Solskin. Paa den modsatte Side h&o-;iner Landet sig, stor B&o-;geskov, og Morgenbelysningen giver de enkelte belyste Puncter en underlig Contrast til de beskyggede. Og Kirkeklokkerne kalde En til Andagt, dog ikke i Templet af Menneskeh&ae;nder. Beh&o-;ver Fuglen ikke at erindres om at prise Gud, skulde da Mennesket ikke ogsaa stemmes til Andagt uden Kirke, i det sande Guds-Huus, hvor Himmelens Hv&ae;lving danner Kirkeloftet, hvor Stormens Brusen og den lette Zephyr erstatte Orgelets Bas og Discant, hvor Fuglenes Triller danne Menighedens Jubelsang, hvor ikke som i Steenkirken Hv&ae;lvingens Echo gjentager Pr&ae;stens R&o-;st, men hvor Alt opl&o-;ser sig i en uendelig Vexelsang &streg;? &streg; Den 27de og 28de Juli gjorde jeg i Forening med Pastor Lyngbyes1 F&ae;tter en Tour til Sverrig til M&o-;lleleie; bes&o-;gte paa Krabberup Herregaard Baron, Friherre von Gyldenstjerne og besaae hans Fiskesamling; besteg de h&o-;ieste Punkter &O-;stra H&o-;gkull og Vestra H&o-;gkull; kj&o-;rte igjennem et ikke saa lille Stykke B&o-;geskov (smaae Inds&o-;er) oppe paa selve Kullan til Fyret; anstillede en lille botanisk Excurs paa Kullan, og en Deel af de der samlede Planter var Pastor Lyngbye saa god at skikke mig t&o-;rrede og indsv&o-;bte i Papir. 1 NB. &anfbeg;Ung Inger sig svinger i Askelunds Top&anfslut;, &streg; &anfbeg;Vind, vift gelind!&anfslut; Den 4de August bes&o-;gte jeg Pastor Lyngbye i hans Pr&ae;stebolig og foretog med ham en lille Tour ud paa S&o-;borg S&o-;. Denne forhen umaadelige S&o-; er nu godt if&ae;rd med at forsvinde. Igjennem Udl&o-;bet af S&o-;en arbeidede vi os med megen M&o-;ie; Vandet er nemlig meget lavt og saa fuldt af Mudder, at vi ligesom Hvalfisken ved Sildene drev en M&ae;ngde Mudder et godt Stykke foran. Men naar vi abstrahere herfra, var den os omgivende Natur meget interessant; de favnelange, sv&ae;re Siv og den frodige Vegetation af allehaande S&o-;planter lod os virkelig dr&o-;mme os i et ganske andet Clima. Endelig kom vi da ud paa S&o-;en selv. Ogsaa her er Vandet maaskee knap en halv Alen dybt og bevoxet med Alger, hvoraf Lyngbye samlede en Deel for Molluskernes Skyld. En uhyre Larmen af Vild&ae;nder, Maager, Krager osv. og de sv&o-;mmende &O-;er gjorde et ret behageligt Indtryk. Ruinerne af Slottet besaae jeg ogsaa; dog viste der sig ikke noget Nyt (Alt findes omtrent hos Becker i hans Beskrivelse af danske Borge). &streg; Kirken viser strax ved sine tre Rader Stole, at det ikke er en almindelig Landsbykirke. Paa V&ae;ggen op mod Alteret findes der en Fortegnelse paa Pr&ae;sterne siden Reformationen, og det havde virkelig noget H&o-;itideligt ved sig at t&ae;nke paa disse M&ae;nd &streg; de vare Slotspr&ae;ster, &streg; der efter Angivelsen ofte havde siddet 30 à 40 Aar (ja een endog 48 Aar) i samme Kald, ved den samme Menighed. &streg; Lyngbye havde paa Kirkegaarden fundet en Gravsteen, som nu bliver sendt til Kj&o-;benhavn for at opstilles paa Rundetaarn, hvorpaa der med Slynge-Runer stod skrevet &anfbeg;Ave Maria!&anfbeg; Han meente, at det muligen kunde v&ae;re en Gravskrift over Dronning Helvig, der som bekjendt levede her. Som Fiskerleie og som det nordligste Punct i Sj&ae;lland og desaarsag temmelig afsondret fra den &o-;vrige Omgivelse har Gilleleie noget Eiendommeligt, som blandt andet ogsaa viser sig f. Ex. i Beboernes &anfbeg;Gavleforsamlinger&anfslut; og deri, at de efter enhver Fangst deeltage alle Mand i &anfbeg;et Maaltid&anfslut; &streg; som det kaldes, &streg; et Selskab, hvortil hver Mand giver sin Skilling. De ere tillige n&ae;sten alle forbundne ved Sl&ae;gtskabsbaand, og det er som een stor Familie. Da derfor en Baad under mit Ophold herude paa sin Tour til Hessel&o-;en udeblev noget l&ae;nge i en temmelig stormfuld Tid, var der almindelig Sorg i Byen, og de ilede hyppigt op til Gilbjerget for at see, om Baaden ikke lod sig tilsyne. &streg; Blandt B&o-;nder her paa Egnen har jeg truffet en, som virkelig udm&ae;rkede sig meget, nemlig _{[J. A.] i Fjellenstrup}Jens Andersen i Fjelenstrup. Han havde ikke blot megen L&ae;sning i Bibelen men ogsaa i historiske Skrifter f. Ex. i Saxo, Snorre og de islandske Sagaer, udgivne af det oldnordiske Selskab (dem havde han laant af Pr&ae;sten); talte derhos meget fornuftigt for sig, ja jeg kunde n&ae;sten sige med Salvelse, &streg; men han har desv&ae;rre den Feil, at han drikker, og da skal jeg ikke n&ae;gte, at hans Tale endog var modbydelig, netop fordi han f&o-;rte den samme, som naar han var &ae;dru. Kj&o-;benhavn, den 1ste Juni 1835. De veed, med hvor megen Begeistring jeg i sin Tid h&o-;rte Dem tale; hvor enthusiastisk jeg var for Deres Beskrivelse af Deres Ophold i Brasilien, og i den Henseende igjen ikke saa meget med Hensyn til den Masse af enkelte Iagttagelser, hvormed De havde beriget Dem selv og Deres Videnskab, som med Hensyn til det Indtryk, Deres f&o-;rste Udtr&ae;den i den vidunderlige Natur giorde paa Dem; Deres paradisiske Lykke og Gl&ae;de. Noget Sligt maa altid virke sympathetisk paa ethvert Menneske, som dog ellers har nogen F&o-;lelse og Varme, om han endog mener at finde sin Tilfredshed, sin Virksomhed i en ganske anden Sph&ae;re, men is&ae;r paa den Yngre, der endnu kun dr&o-;mmer om sin Bestemmelse. Vor f&o-;rste Ungdom staaer som Blomsten i Morgend&ae;mring med en deilig Dugdraabe i sit B&ae;ger, hvori alle Omgivelser harmonisk-melancholsk speile sig. Men snart h&ae;ver Solen sig paa Horizonten, og Dugdraaben udt&o-;rres; med den forsvinder Livets Dr&o-;mmerier, og nu gj&ae;lder det, om Mennesket er istand til, for atter at tage et Billede fra Blomsterne, at udvikle &streg; ved sin egen Kraft ligesom en Nereum, &streg; en Draabe, der kan staae som Frugten af hans Liv. Dertil h&o-;rer f&o-;rst og fremmest, at man kommer til at staae i den Jordbund, hvor man egenlig h&o-;rer hjemme; men den er ikke altid saa let at finde. Der gives i den Henseende lykkelige Naturer, som have en saa afgiort Tilb&o-;ielighed til en vis Retning, at de troligen arbeide frem ad den engang saaledes anviste Vei, uden at nogensinde den Tanke faaer nogen Magt over dem, at det maaskee egenlig var en ganske anden Vei, de skulde betr&ae;de. Der gives Andre, som saa aldeles lade sig styre af deres Omgivelser, at det aldrig gaaer ret op for dem, hvor de egenlig str&ae;be hen. Ligesom den foregaaende Classe har sit indvortes categoriske Imperativ, saaledes anerkjender denne sidste et udvortes categorisk Imperativ. Men hvor Faa ere ikke de f&o-;rste, og til de sidstes Classe &o-;nsker jeg ikke at h&o-;re. St&o-;rre er deres Tal, som i Livet faae at pr&o-;ve, hvad egenlig denne Hegelske Dialectik vil sige. Det er nu forresten ganske i sin Orden, at Vinen gj&ae;rer, inden den bliver klar; men ubehagelig er desuagtet ofte denne Tilstand i dens enkelte Momenter, ihvorvel den naturligviis betragtet i sin Helhed har sin Behagelighed, forsaavidt den indenfor den almindelige Tvivlen dog har sine relative Resultater. Is&ae;r har den stor Betydning for den, der igjennem den er kommet paa det Rene med sin Bestemmelse, ikke blot for den paaf&o-;lgende Ro i Mods&ae;tning til den foregaaende Storm: men fordi man da har Livet i en ganske anden Betydning end f&o-;r. Det er dette Faustiske Element, som for en Deel mere eller mindre gj&o-;r sig gj&ae;ldende i enhver intellectuel Udvikling, hvorfor det altid har forekommet mig, at man burde indr&o-;mme Ideen til Faust en Verdens-Betydning. Saaledes som vore Forf&ae;dre havde en Gudinde for L&ae;ngselen, saaledes, mener jeg, staaer Faust som den personificerede Tvivl. Og mere skal han ikke v&ae;re, og det er vistnok en Synden mod Ideen, naar Goethe har ladet Faust omvende sig, ligesaavel som naar Merim&eaigu;e har ladet Don Juan omvende sig. Man indvende mig ikke, at Faust dog i det &O-;ieblik, han henvendte sig til Dj&ae;velen, gjorde et positivt Skridt, thi heri synes mig netop at ligge Noget af det Dybeste i Sagnet om Faust. Han netop hengav sig til ham for at faae Oplysning og havde den altsaa ikke iforveien, og netop fordi han hengav sig til Dj&ae;velen, for&o-;gedes Tvivlen (ligesom en Syg, der falder i en Qvaksalvers H&ae;nder, gjerne bliver endnu v&ae;rre); thi vel lod Mephistopheles ham see igjennem sine Briller ind i Menneskene og ind i Jordens forborgne Gjemmer, men Faust maatte bestandig n&ae;re Tvivl til ham, fordi han aldrig kunde oplyse ham om det allerdybeste i intellectuel Henseende. Til Gud kunde han if&o-;lge sin Idee aldrig komme til at henvende sig, forsaavidt han i det &O-;ieblik, han gjorde det, maatte sige sig selv, at her var i Sandhed Oplysning at finde; men i samme &O-;ieblik havde han jo forn&ae;gtet sin Charakteer som Tvivler. Men en saadan Tvivlen kan ogsaa vise sig i andre Sph&ae;rer. Om Mennesket ogsaa er kommet paa det Rene med sig selv om enkelte af saadanne Hovedpuncter, saa gives der i Livet andre ogsaa betydelige Sp&o-;rgsmaal. Ethvert Menneske &o-;nsker naturligviis at virke efter sine Evner i Verden, men deraf f&o-;lger da igjen, at han &o-;nsker at uddanne sine Evner i en bestemt Retning, i den nemlig, som er meest passende for hans Individualitet. Men hvilken er denne? Her staaer jeg ved et stort Sp&o-;rgsmaalstegn. Her staaer jeg som Hercules men ikke paa Skilleveien &streg; nei, her viser sig en langt st&o-;rre Mangfoldighed af Veie, og desto vanskeligere er det altsaa at gribe den rette. Det er maaskee netop en Ulykke ved min Existents, at jeg interesserer mig for altfor Meget og ikke afgjort for Noget; mine Interesser staae ikke alle subordinerede een, men alle staae coordinerede. Jeg vil fors&o-;ge at vise, hvorledes Sagerne staae for mig. 1. ␣ Naturvidenskaberne. ␣ Seer jeg for det f&o-;rste hen til hele denne Retning (idet jeg derunder indbefatter alle dem, der s&o-;ge at forstaaeliggj&o-;re og tyde Naturens Runer, ligefra den, der beregner Stjernernes Fart og saa at sige standser dem deri for n&ae;rmere at unders&o-;ge dem, til den, der beskriver et enkelt Dyrs Physiologie; fra den, der fra Bjergenes H&o-;ider overskuer Jordfladen, til den, der stiger ned i Afgrundens Dybder; fra den, der forf&o-;lger Menneskelegemets Dannelse igjennem de utallige Nuancer, til den, der iagttager Indvoldsormene), da har jeg naturligviis paa denne Vei som paa enhver anden (dog fornemlig paa denne) seet Exempler paa Folk, der have skabt sig et Navn i Literaturen ved en uhyre Samlerflid. En stor M&ae;ngde af Enkeltheder kjende de, og de have opdaget mange nye; men heller ikke mere. De have blot leveret et Substrat for Andres T&ae;nkning og Bearbeidelse. Og disse Mennesker staae nu der tilfredse med deres Enkeltheder, og dog forekomme de mig at staae ligesom den rige Bonde i Evangeliet; en stor M&ae;ngde have de samlet i Laden, men Videnskaben kan sige til dem: &anfbeg;Imorgen vil jeg kr&ae;ve Dit Liv&anfslut;, forsaavidt det er den, der afgj&o-;r, hvad Betydning hvert enkelt Resultat skal have i det Hele. Forsaavidt nu der var et Slags ubevidst Liv i en saadan Mands Viden, forsaavidt kan Videnskaberne siges at kr&ae;ve hans Liv; forsaavidt det ikke var, er hans Virksomhed ligesom Menneskets, der ved sit d&o-;de Legemes Hensmulren bidrager til Jordens Vedligeholdelse. Anderledes har det naturligviis v&ae;ret med andre Ph&ae;nomener, med saadanne Naturforskere, som ved deres Speculation have fundet eller str&ae;bt at finde hiint archimediske Punct, som er intetsteds i Verden, og nu derfra have betragtet det Hele og seet Enkelthederne i det rette Lys. Og med Hensyn til saadanne skal jeg ikke n&ae;gte, at de have gjort et h&o-;ist velgj&o-;rende Indtryk paa mig. Den Ro, den Harmoni, den Gl&ae;de, som man finder hos dem, finder man ellers sjelden. Vi have her i Byen 3 v&ae;rdige Repr&ae;sentanter: en &O-;rsted, hvis Ansigt bestandig har forekommet mig som en Klangfigur, som Naturen netop har anstr&o-;get paa den rette Maade; en Schouw, der afgiver et Studium for en Maler, der vilde male Adam, hvor han giver alle Dyrene Navne; og endelig en Horneman, der fortrolig med enhver Plante staaer som en Patriarch i Naturen. I den Henseende erindrer jeg ogsaa med Gl&ae;de det Indtryk, som De gjorde hos mig, der stod som Repr&ae;sentant for en stor Natur, der ogsaa skulde have sin Stemme med paa Rigsdagen. Begeistret har jeg v&ae;ret for Naturvidenskaberne og er det endnu; men dog synes mig, at jeg ikke vil gj&o-;re mig dem til mit Hovedstudium. Mig har altid Livet i Kraft af Fornuft og Frihed interesseret meest, at klare og l&o-;se Livets Gaade har bestandig v&ae;ret mit &O-;nske. De 40 Aar i &O-;rkenen, inden jeg naaede Videnskabernes forj&ae;ttede Land, forekomme mig for kostbare og det saa meget mere, som jeg troer, at Naturen ogsaa har en Side at betragtes fra, hvortil ikke h&o-;rer Indsigt i Videnskabens Hemmeligheder. Hvad enten saa jeg i det enkelte Blomster skuer hele Verden, eller jeg lytter til de mange Vink, som Naturen frembyder med Hensyn til Menneskelivet; eller jeg beundrer hine dristige Frihaandstegninger paa Firmamentet; eller jeg f. Ex. ved hine Naturlyd paa Ceylon erindres om hine Toner i den aandelige Verden, eller ved Tr&ae;kfuglenes Bortgang erindres om de dybere L&ae;ngsler i Menneskets Bryst. 2. ␣ Theologien. ␣ Det synes at v&ae;re det, jeg n&ae;rmest har grebet; men ogsaa her m&o-;der store Vanskeligheder. Her staaer i Christendommen selv saa store Mods&ae;tninger, at det idetmindste meget forhindrer det frie Blik. Orthodoxien er jeg saa at sige voxet op i, som De nok veed; men saasnart jeg selv begyndte at t&ae;nke, begyndte efterhaanden den uhyre Colos at vakle. Jeg kalder den med Flid en uhyre Colos, thi den har virkelig i det Hele taget megen Consequents, og de enkelte Dele ere i de mange henrundne Aarhundreder smeltede saa t&ae;t sammen, at det er vanskeligt at komme den tillivs. Jeg kunde nu vel v&ae;re enig med den i enkelte Puncter, men disse bleve da at betragte som de Spirer, man ofte kan finde i Klipperifter. Paa den anden Side kunde jeg vel ogsaa see det Skj&ae;ve, der laae i mange enkelte Puncter, men Hovedbasis maatte jeg for en Tid lade staae in dubio. I det &O-;ieblik den forandredes, antog naturligviis det Hele en ganske anden Skikkelse, og saaledes henledes min Opm&ae;rksomhed paa et andet Ph&ae;nomen: Rationalismen, som i det Hele taget gj&o-;r en temmelig maadelig Figur. Forsaavidt nemlig Fornuften consequent forf&o-;lger sig selv og &streg; ved at gj&o-;re sig Rede for Forholdet mellem Gud og Verden &streg; nu igjen kommer til at see Mennesket i dets dybeste og inderligste Forhold til Gud og i den Henseende ogsaa fra sit Standpunct af betragter Christendommen som den, der i saa mange Aarhundreder har tilfredsstillet Menneskets dybeste Trang, forsaavidt er der Intet at indvende imod den, men det bliver da heller ikke Rationalisme, thi Rationalisme faaer sin egenlige Farve af Christendommen og staaer altsaa paa et ganske andet Gebet og danner ikke et System men en Noahs Ark (for at benytte et af Prof. Heiberg ved en anden Leilighed anvendt Udtryk), hvori de rene og urene Dyr ligge ved Siden af hinanden. Den gj&o-;r omtrent samme Indtryk som vor Borgerv&ae;bning i &ae;ldre Tid vilde gj&o-;re ved Siden af Potsdammer-Garden. Den s&o-;ger derfor v&ae;sentlig at knytte sig til Christendommen, baserer sine Udviklinger paa Skriften og skikker en Legion af Skriftsteder forud for hvert enkelt Punct; men selve Udviklingen er ikke gjennemtr&ae;ngt deraf. De b&ae;re dem ad som Cambyses, der paa hans Tog mod &Ae;gypten skikkede de hellige H&o-;ns og Katte iforveien, men de ere derfor ogsaa parate til ligesom den romerske Consul at kaste de hellige H&o-;ns overbord, naar de ikke vil &ae;de. Feilen ligger altsaa deri, at de, naar de finde Eenhed med Skriften, basere sig derpaa, men ellers ikke, og saaledes staae paa to fremmedartede Standpuncter. Nonnulla desunt. &streg; Hvad smaa Ubehageligheder angaaer, vil jeg kun bem&ae;rke, at jeg er if&ae;rd med at l&ae;se til theologisk Attestats, en Beskj&ae;ftigelse, som slet ikke interesserer og som derfor heller ikke gaaer synderlig rask fra Haanden. Jeg har altid holdt mere af det frie, maaskee derfor ogsaa lidt ubestemte Studium end af den Bev&ae;rtning ved sluttet Bord, hvor man veed forud, hvilke Gj&ae;ster man tr&ae;ffer, og hvilke Retter Mad man faaer hver Dag i Ugen. Da det imidlertid engang er en N&o-;dvendighed, og man knap faaer Lov at komme ind paa de videnskabelige F&ae;lleder uden at v&ae;re indbr&ae;ndt, og jeg saavel anseer det med Hensyn til min n&ae;rv&ae;rende Sindstilstand for noget Gavnligt for mig, som ogsaa veed, at jeg dermed kan gj&o-;re Fader en stor Gl&ae;de (han mener nemlig, at det egenlige Canaan ligger paa den anden Side af theologisk Attestats, men bestiger derhos ligesom Moses fordum Thabor og beretter, at jeg aldrig kommer derind &streg; dog vil jeg haabe, at det ikke ogsaa denne Gang gaaer i Opfyldelse), saa faaer jeg vel at gribe mig an. Hvor lykkelig er ikke De, som i Brasilien har fundet en uhyre Mark for Deres Iagttagelser, hvor der ved hvert Skridt frembyder sig nye M&ae;rkeligheder, hvor den &o-;vrige l&ae;rde Republiques Skrig ikke forstyrrer Deres Ro. Thi mig forekommer den l&ae;rde theologiske Verden som Strandveien en S&o-;ndag Eftermiddag i Dyrehaugstiden1 &streg; de storme hverandre forbi, huje og skrige, lee og gj&o-;re Nar af hverandre, kj&o-;re Hestene ihjel, v&ae;lte og blive overkj&o-;rte, og naar de saa endelig komme overst&o-;vede og forpustede til Bakken &streg; ja saa see de paa hverandre &streg; og vende hjem. Hvad Deres Tilbagekomst angaaer, saa vilde det v&ae;re barnagtigt af mig at paaskynde den, ligesaa barnagtigt som naar Achilles Moder s&o-;gte at skjule ham for at undgaae den hurtige, h&ae;derlige D&o-;d. &streg; &streg; Lev vel! Hvor forvirrende er ikke ofte Betragtningen af Livet, naar det viser sig for os i dets hele Rigdom, naar vi studse over Forskjelligheden i Evner og Anl&ae;g, lige fra den, der saa inderlig har levet sig ind i Guddommen, at han ligesom Johannes fordum kan siges at hvile ved Guddommens Bryst, til den, der i dyrisk Raahed misforstaaer og vil misforstaae enhver dybere Bev&ae;gelse i Menneskelivet; fra den, der med Lynceus Blik skuer ind i Historiens Gang og n&ae;sten vover at stille dens Viser, til den, for hvem endog den simpleste Ting falder vanskelig; &streg; eller vi l&ae;gge M&ae;rke til Uligheden i Stand og Stilling og snart med misundeligt &O-;ie f&o-;le Savnet af, hvad der er skj&ae;nket Andre, snart med taknemlig Veemod see, hvor Meget der er givet os, som er n&ae;gtet Andre; &streg; &streg; og nu en kold Philosophi vil forklare os det Hele af en Pr&ae;existents og ikke see det som et uendeligt Livsmalerie med sit brogede Farvespil og sine utallige Nuanceringer. Gilleleie d. 1. Aug. 1835. Saaledes som jeg har s&o-;gt at vise det paa de foregaaende Sider, stode virkelig Sagerne for mig. Naar jeg nu derimod s&o-;ger at bringe mig selv paa det Rene om mit Liv, forekommer det mig anderledes. Ligesom det varer l&ae;nge inden Barnet l&ae;rer at skjelne sig selv fra Gjenstandene, og det saaledes i lang Tid saa lidet udsondrer sig fra sine Omgivelser, at det med Fremh&ae;velse af den lidende Side siger f. Ex.: &anfbeg;mig slaaer Hesten&anfslut;, saaledes gjentager det samme Ph&ae;nomen sig i en h&o-;iere aandelig Sph&ae;re. Jeg troede derfor, at jeg muligen vilde komme mere til Ro ved at gribe et andet Fag, ved at rette mine Kr&ae;fter paa et andet Maal. For en Tid vilde det vel og have lykkedes mig at fordrive en vis Uro, men forst&ae;rket vilde den vistnok v&ae;re vendt tilbage som Feberanfaldet efter Nydelsen af koldt Vand. Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gj&o-;re2, ikke om hvad jeg skal erkjende, uden forsaavidt en Erkjenden maa gaae forud for enhver Handlen. Det kommer an paa at forstaae min Bestemmelse, at see, hvad Guddommen egenlig vil, at jeg skal gj&o-;re; det gj&ae;lder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig3, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og d&o-;e. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en saakaldet objectiv Sandhed; om jeg arbeidede mig igjennem Philosophernes Systemer og kunde, naar forlangtes, holde Revue over dem; at jeg kunde paavise Inconsequentser indenfor hver enkelt Kreds; &streg; hvad nyttede det mig dertil, at jeg kunde udvikle en Statstheorie og af de mangestedsfra hentede Enkeltheder combinere en Totalitet, construere en Verden, hvori jeg saa igjen ikke levede, men som jeg blot holdt frem til Skue for Andre; &streg; hvad nyttede det mig at kunne udvikle Christendommens Betydning, at kunne forklare mange enkelte Ph&ae;nomener, naar den for mig selv og mit Liv ikke havde nogen dybere Betydning? Og jo mere jeg kunde det, jo mere jeg saae Andre tilegne sig mine Tankefostre, desto s&o-;rgeligere blev min Stilling, ei ulig de For&ae;ldres, der af Armod maa skikke deres B&o-;rn ud i Verden og overlade dem til Andres Pleie. Hvad nyttede det mig, at Sandheden stod der for mig kold og n&o-;gen, ligegyldig ved, om jeg anerkjendte den eller ikke, snarere bevirkende en &ae;ngstelig Gysen end en tillidsfuld Hengivelse? Vel vil jeg ikke n&ae;gte, at jeg endnu antager et Erkjendelsens Imperativ; og at der igjennem det ogsaa lader sig virke paa Menneskene, men da maa den levende optages i mig, og det er det, jeg nu anerkjender for Hovedsagen. Det er derefter min Sj&ae;l t&o-;rster, som Africas &O-;rkener efter Vand. Det er det, der mangler, og derfor staaer jeg som en Mand, der samlede Indbo og havde leiet V&ae;relser, men havde endnu ikke fundet den Elskede, der skulde dele Livets Med- og Modgang med ham. Men for saaledes at finde hiin Idee eller rettere sagt finde mig selv, nytter det mig ikke at styrte mig endnu mere ind i Verden. Og det var netop det, jeg f&o-;r gjorde. Derfor troede jeg, at det vilde v&ae;re godt at kaste mig ind i Jurisprudentsen, for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger. Her tilb&o-;d sig netop en stor Masse af Enkeltheder, hvori jeg kunde fortabe mig; her kunde jeg maaskee fra de givne Facta udconstruere en Totalitet, en Organisme af Tyve-Liv, forf&o-;lge det i hele dets dunkle Side (ogsaa her er en vis Associations-Aand i h&o-;i Grad m&ae;rkelig). Derfor kunde jeg &o-;nske at blive Acteur, for at jeg ved at s&ae;tte mig ind i en Andens Rolle kunde faae, saa at sige, et Surrogat for mit eget Liv, og ved den udvortes Afvexling finde en vis Adspredelse. Det var det, der manglede mig, at f&o-;re et fuldkommen menneskeligt Liv og ikke blot et Erkjendelsens4, saa jeg derved kommer til ikke at basere mine Tanke-Udviklinger paa &streg; ja paa Noget, man kalder Objectivt, &streg; Noget, som dog i ethvert Tilf&ae;lde ikke er mit eget, men paa Noget, som h&ae;nger sammen med min Existents's dybeste Rod5, hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet i det Guddommelige, h&ae;nger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen. See det er det, jeg mangler, og derhen str&ae;ber jeg. Med Gl&ae;de og inderlig Styrkelse betragter jeg derfor de store M&ae;nd, som saaledes have fundet hiin &Ae;delsteen, for hvilken de s&ae;lge Alt, endog deres Liv6, hvad enten jeg seer dem med Kraft gribe ind i Livet, med sikkre Skridt, uden at vakle, at gaae frem paa deres bestemte Bane; eller jeg opdager dem afsides fra den alfare Vei, fordybede i sig selv og i Arbeiden for deres oph&o-;iede Maal. Med &Ae;rb&o-;dighed betragter jeg endog de Afveie, der ogsaa her ligge saa n&ae;r. Det er denne Menneskets indvortes Handlen, denne Menneskets Guds-Side det kommer an paa, ikke en Masse af Erkjendelser; thi de ville vel f&o-;lge og ville da ikke vise sig som tilf&ae;ldige Agregater eller som en R&ae;kke af Enkeltheder, den ene ved Siden af den anden, uden et System, uden et Br&ae;ndpunct, hvori alle Radier samles. Et saadant Br&ae;ndpunct har jeg vel ogsaa s&o-;gt. Saavel paa Forlystelsernes bundl&o-;se Hav har jeg forgjeves s&o-;gt en Ankerplads som i Erkjendelsens Dybder. Jeg har f&o-;lt den n&ae;sten uimodstaaelige Magt, hvormed den ene Forlystelse r&ae;kker den anden Haanden; jeg har f&o-;lt den Art af u&ae;gte Begeistring, som den er istand til at fremkalde; jeg har ogsaa f&o-;lt den Kjedsomhed, den S&o-;nderrevethed, der f&o-;lger derpaa. Jeg har smagt Frugterne af Kundskabens Tr&ae; og tidt og ofte gl&ae;det mig ved deres Velsmag. Men denne Gl&ae;de var kun i Erkjendelsens &O-;ieblik og efterlod ikke noget dybere M&ae;rke i mig selv. Det forekommer mig, at jeg ikke har drukket af Viisdommens B&ae;ger men er faldet ned deri. Jeg har s&o-;gt at finde dette Princip for mit Liv ved Resignation, ved at forestille mig selv, at da Alt gik efter urandsagelige Love, det ikke kunde v&ae;re anderledes, ved at sl&o-;ve min &Ae;rgjerrighed og Forf&ae;ngeligheds F&o-;lehorn. Fordi jeg ikke kunde faae Alt til at passe efter mit Hoved, trak jeg mig ud deraf med Bevidsthed om min egen Dygtighed, omtrent som naar en afl&ae;gs Pr&ae;st resignerer med Pension. Hvad fandt jeg? Ikke mit Jeg; thi det s&o-;gte jeg netop at finde paa hine Veie (jeg t&ae;nkte mig, om jeg saa maa sige, min Sj&ae;l som indesluttet i en Kasse med Springlaas for, og som nu de udvortes Omgivelser ved et Tryk paa Fjedrene skulde faae til at springe op). &streg; Det var altsaa det f&o-;rste, der skulde afgj&o-;res, det var hiin S&o-;gen og Finden af Himmerigets Rige. Ligesaalidet som et Verdenslegeme, naar det t&ae;nktes at skulle danne sig, f&o-;rst vilde fatte Bestemmelse om, hvorledes dets Overflade skulde v&ae;re, til hvilke Legemer det skulde vende den lyse, til hvilke den m&o-;rke Side, men f&o-;rst vilde lade Centrifugal- og Centripetal-Kr&ae;fternes Harmoni realisere dets Existents og lade Resten komme af sig selv &streg; ligesaalidet nytter det Mennesket f&o-;rst at ville bestemme det Udvortes og siden det Grundconstituerende. Man maa f&o-;rst l&ae;re at kjende sig selv, inden man kjender noget Andet (&g.g;&g.n;&g.o-;&g.th;&g.i; &g.s;&g.e;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n;). F&o-;rst naar Mennesket saaledes inderlig har forstaaet sig selv og nu seer sin Gang hen af sin Bane, f&o-;rst da faaer hans Liv Ro og Betydning, f&o-;rst da bliver han fri for hiin besv&ae;rlige, uheldsvangre Reisekammerat &streg; hiin Livs-Ironi7, der viser sig i Erkjendelsens Sph&ae;re og byder den sande Erkjenden at begynde med en Ikke-Erkjenden (Socrates)8, ligesom Gud skabte Verden af Intet. Men fornemlig h&o-;rer den hjemme paa S&ae;delighedens Farvande for dem, som endnu ikke ere komne ind under Dydens Passat. Her tumler den Mennesket paa det r&ae;dsomste omkring; snart lader den Mennesket f&o-;le sig lykkelig og tilfreds ved Fors&ae;ttet om at vandre frem ad den rigtige Vei, snart styrter den ham ned i Fortvivlelsens Afgrunde. Ofte dysser den Mennesket i S&o-;vn ved den Tanke: &anfbeg;det kan nu eengang ikke v&ae;re anderledes&anfslut;, for pludselig at v&ae;kke ham til et str&ae;ngt Forh&o-;r. Ofte lader den ligesom Glemselens Sl&o-;r falde over det Forbigangne, for da atter igjen at lade hver enkelt Ubetydelighed tr&ae;de frem i et levende Lys. Naar Mennesket her kj&ae;mper sig frem paa den rette Vei, gl&ae;der sig over at have beseiret Fristelsernes Magt, kommer maaskee n&ae;sten i samme Moment ovenpaa den fuldkomneste Seir en tilsyneladende ringe udvortes Omst&ae;ndighed, der st&o-;der ham lig Sisyphus ned fra Klippens Spidse. Ofte naar Mennesket har concentreret sin Kraft paa Noget, m&o-;der en lille udvortes Omst&ae;ndighed, der tilintetgj&o-;r det Hele. (Jeg vilde sige: som en Mand, der kjed af Livet vilde styrte sig i Themsen, og som nu et Myggestik standser netop i det afgj&o-;rende &O-;ieblik.) Ofte lader den Mennesket ligesom den Brystsvage befinde sig allerbedst9, naar det er allerv&ae;rst. Forgjeves s&o-;ger han at arbeide imod; han har ikke Kraft nok dertil, intet hj&ae;lper det ham, at han saa ofte gjennemgaaer det Samme; den Art af &O-;velse, som derved opnaaes, kommer det ei an paa. Ligesaa lidet som den, der har nok saa megen &O-;velse i at sv&o-;mme, vil kunne holde sig oppe i et Uveir, men kun den, der inderlig er overbeviist om og har erfaret, at han virkelig er lettere end Vandet, ligesaalidet kan det Menneske, der mangler det indre Holdningspunct, holde sig oppe i Livets Storme. &streg; Kun naar Mennesket saaledes har forstaaet sig selv, er han istand til at h&ae;vde sig en selvst&ae;ndig Existents og saaledes undgaae at opgive sit eget Jeg. Hvor ofte see vi ikke &streg; (i en Tid, hvor vi ved vore Lovtaler oph&o-;ie hiin gr&ae;ske Historieskriver, fordi han vidste at adoptere en fremmed Stiil til den meest skuffende Lighed med dens Ophavsmand, istedetfor at han burde dadles, da den f&o-;rste Priis for en Skribent altid er at have en egen Stiil &dvs;: en ved sin Individualitet modificeret Udtryks- og Fremstillings-Maade) &streg; hvor ofte see vi ikke Folk, der enten af aandelig Ladhed leve af de Smuler, der falde fra Andres Bord, eller af mere egoistiske Grunde s&o-;ge at leve sig ind i Andre, for da tilsidst ligesom en L&o-;gner ved den hyppige Gjentagelse af sine Historier selv at troe dem. Uagtet jeg endnu langt fra ikke saaledes inderlig er kommen til at forstaae mig selv, har jeg med dyb Agtelse for dens Betydning s&o-;gt at frede om min Individualitet &streg; dyrket den ubekjendte Guddom. Med en utidig &Ae;ngstelighed har jeg s&o-;gt at undgaae at komme i for n&ae;r Ber&o-;ring med de Ph&ae;nomener, hvis Tiltr&ae;kningskraft maaskee vilde ud&o-;ve for stor Magt over mig. Jeg har s&o-;gt at tilegne mig meget af dem, studeret deres Individualitet og Betydning i Menneskelivet, men dog tillige vogtet mig for ikke som Myggen at komme Lyset for n&ae;r. Ved Omgang med de s&ae;dvanlige Mennesker har jeg kun havt Lidet at vinde eller tabe. Deels har deres hele Syslen &streg; det saakaldte practiske Liv10 &streg; ikkun lidet interesseret mig; deels har den Kulde og den Mangel paa al Sympathie, hvormed de betragte de aandelige og dybere Bev&ae;gelser i Mennesket, fjernet mig endmere fra dem. Mine Omgangsvenner have med faa Undtagelser ikke ud&o-;vet nogen synderlig Magt over mig. Et Liv, der ikke er kommen paa det Rene med sig selv, maa n&o-;dvendigviis vise en uj&ae;vn Side-Overflade frem; her ere de nu kun blevne staaende ved enkelte Facta og deres tilsyneladende Disharmoni, thi til at s&o-;ge at opl&o-;se den i en h&o-;iere Harmoni eller til at indsee N&o-;dvendigheden deraf, dertil havde de ikke Interesse nok for mig. Deres Dom over mig var derfor altid eensidig, og jeg har afvexlende enten lagt for megen eller for liden V&ae;gt paa deres Udsagn. Ogsaa deres Indflydelse og de deraf mulige Misvisninger paa mit Livs Compas har jeg nu unddraget mig. Og saaledes staaer jeg da atter paa det Punct, at jeg maa begynde paa en anden Maade. Jeg vil nu fors&o-;ge rolig at f&ae;ste Blikket paa mig selv og begynde inderlig at handle; thi kun derved bliver jeg istand til, ligesom Barnet ved sin f&o-;rste med Bevidsthed foretagne Handling kalder sig: &anfbeg;jeg&anfslut;, saaledes istand til i dybere Betydning at kalde mig: &anfbeg;jeg&anfslut;. Dog dertil udfordres Udholdenhed, og man kan ikke strax h&o-;ste, hvor man har saaet. Jeg vil erindre hiin Philosophs Methode: at lade sine Disciple tie i tre Aar, saa kommer det vel. Ligesom man ikke begynder en Fest med Solens Opgang men med dens Nedgang, saaledes maa man ogsaa i den aandelige Verden f&o-;rst arbeide i nogen Tid frem, f&o-;rend Solen ret kan skinne for os og gaae op i al sin Herlighed; thi vel hedder det: at Gud lader sin Sol opgaae over Gode og Onde og lader regne over Retf&ae;rdige og Uretf&ae;rdige, men ikke saa i den aandelige Verden. Saa v&ae;re da Loddet kastet &streg; jeg gaaer over Rubicon! Vel f&o-;rer denne Vei mig til Kamp; men jeg vil ikke forsage. Jeg vil ikke s&o-;rge over den forbigangne Tid &streg; thi hvortil Sorg? Med Kraft vil jeg arbeide mig frem og ikke spilde Tiden med at s&o-;rge ligesom den, der i en H&ae;nges&ae;k f&o-;rst vilde beregne, hvor dybt han var sunken, uden at erindre, at han i den Tid, han anvender hertil, synker endnu dybere. Jeg vil ile frem paa den fundne Vei og tilraabe Enhver, som jeg m&o-;der: ikke som Loths Hustru at see sig tilbage, men huske paa, at det er en Bakke, vi str&ae;be op af. Det gaaer ikke an, saaledes at haste frem som Moralisterne, endogsaa forkastende Anger, mene; &streg; see vi ikke i den physiske Verden Taagen som en stille B&o-;n at h&ae;ve sig op fra Jorden for b&o-;nh&o-;rt at vende tilbage som forfriskende Dug &streg;? 1 Der er noget besynderligt ironisk i Kj&o-;benhavnernes Dyrehaugstoure; de s&o-;ge at ryste Byens spidsborgerlige St&o-;v af dem, flye dem selv &streg; og gjenfinde dem selv paa Bakken. d. 14. Jan. 37. 2 Hvor ofte h&ae;nder det ikke, at man, naar man allerbedst troer at have grebet sig selv, befindes at have favnet Skyen istedetfor Juno. 3 Da f&o-;rst faaer Mennesket en indre Erfaring; men hos hvor Mange er ikke Livets forskjellige Indtryk lig de Figurer, Havet tegner i Sandet for strax at udslette dem sporl&o-;st igjen. 4 Deraf lader sig ogsaa forklare et ikke ualmindeligt Ph&ae;nomen, en vis Gjerrighed1 med Ideer. Netop fordi Livet ikke er sundt men Erkjendelsen for pr&ae;dominerende, opfattes Ideerne ikke som de naturlige Blomster paa Livets Tr&ae; og fastholdes ikke som saadanne og som de, der alene have deres Betydning som saadanne &streg; men som enkelte Lysglimt, som om Livet blev rigt ved en M&ae;ngde saadanne saa at sige udvortes Ideer (sit venia verbo; &streg; aphoristisk). De forglemme, at det gaaer med Ideerne som med Thors Hammer &streg; den kommer igjen hvor man kaster den hen, om end i en modificeret Skikkelse. 1 Et lignende Ph&ae;nomen er den feilagtige Anskuelse man har af Erkjendelsen og dens Resultater, idet man taler om de objective Resultater og erindrer ikke, at netop den egenlige Philosoph er i h&o-;ieste Grad subjectiv. Jeg beh&o-;ver blot at n&ae;vne Fichte. Saaledes behandler man ogsaa Vittigheden, seer ikke den som den af hele Forfatterens Individualitet og Omgivelser n&o-;dvendig fremspringende Minerva, derfor i en vis Henseende som noget lyrisk &streg; [deraf ogsaa den R&o-;dme, der gjerne ledsager en vis Art af Vittigheder, som netop tyder paa, at den kom naturlig frem, nyf&o-;dt; d. 20. Sept. 36.], &streg; men som Blomster, man kan afplukke og gjemme til eget Brug. (Forglemmigeien har sin Plads paa Marken skjult og beskedent men bliver styg i en Hauge.) 5 Hvor n&ae;r ligger Mennesket ellers trods al sin Viden ved Galskab? Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee? Alt maa til syvende og sidst basere sig paa et Postulat; men i det &O-;ieblik det saaledes ikke l&ae;ngere staaer udenfor ham, men han lever deri, f&o-;rst da er det oph&o-;rt at v&ae;re ham et Postulat. (Dialectik &streg; Disput.) 6 Saaledes vil det blive os let, naar vi f&o-;rst eengang af Ariadne (Kj&ae;rlighed) have modtaget hiint N&o-;gle Garn, da at gaae igjennem alle Labyrinthens (Livets) Irrgange og dr&ae;be Uhyret. Men hvor Mange styrte sig ikke ind i Livet (Labyrinthen) uden at have iagttaget hiin Forsigtighed (de unge Piger og Drengeb&o-;rn, der hvert Aar offredes til Minotaurus) &streg;? 7 Vel vedbliver den da ogsaa i en vis Betydning, men han er istand til at taale disse Livets Kastevinde; thi jo mere Mennesket lever for en Idee, desto lettere kommer han ogsaa til at sidde paa Forundringsstolen for hele Verden. &streg; Ofte kan ogsaa en underlig &Ae;ngstelighed paan&o-;de sig for, at man, naar man allermeest troer at have forstaaet sig selv, dog egenlig kun har l&ae;rt en Andens Liv udenad1. 1 En eiendommelig Art af Ironi findes ogsaa fremstillet i en arabisk Fort&ae;lling &anfbeg;Morad der Buckelige&anfslut; (der findes i Moden Zeitung, &anfbeg;Bilder Magazin&anfslut; Nr. 40. 1835): en Mand, der kommer i Besiddelse af en Ring, som skaffer ham Alt hvad han &o-;nsker men dog bestandig med et &anfbeg;men&anfslut; derved, f. Ex. naar han &o-;nsker sig i Sikkerhed, befinder han sig i F&ae;ngsel etc. (Denne Fort&ae;lling findes i Riises Bibliothek for Ungdommen, 2den Aargangs 6te Hefte, 1836 p. 453.) &streg; Jeg har ogsaa h&o-;rt eller l&ae;st et Sted om en Mand, der udenfor et Theater h&o-;rte nogle Toner af en saa skj&o-;n og henrivende Sopran, at han strax forliebede sig i Stemmen; han iler ind i Theatret og m&o-;der en tyk og fed Mand, der paa hans Sp&o-;rgsmaal, hvo det var, der sang saa smukt, svarede: &anfbeg;det var mig&anfslut; &streg; han var en Castrat. 8 Ordsproget siger ogsaa: &anfbeg;Af B&o-;rn og Afsindige skal man h&o-;re Sandheden&anfslut;. Og her er vistnok ikke Tale om at have Sandheden if&o-;lge Pr&ae;misser og Conclusioner, men hvor ofte har ikke et Barns eller en Afsindigs Tale nedtordnet den Mand, som Skarpsindigheden Intet kunde udrette med &streg;? 9 &anfbeg;Es ist, wie mit den anmuthigen Morgentra&u..;men, aus deren einschl&a..;ferndem Wirbel man nur mit Gewalt sich herausziehen kann, wenn man nicht in immer dr&u..;ckender M&u..;digkeit gerathen, und so in krankhafter Ersch&o..;pfung nachher den ganzen Tag hinschleppen will.&anfslut; Novalis Schriften, Berlin 1826. 1ster Theil p. 107. 10 Dette Liv, som er temmelig gjennemgribende i hele Tidsalderen, viser sig ogsaa i det Store. Medens de &ae;ldre Tider opf&o-;rte V&ae;rker, som Betragteren maatte forstumme ved, bygge de nu en Bro under Themsen (Nytte og Fordeel). Ja, Barnet sp&o-;rger n&ae;sten f&o-;rend det faaer Tid til at beundre en Plantes Skj&o-;nhed eller en eller anden Dyreart: hvortil er den gavnlig? Philosophie og Christendom lade sig dog aldrig forene1, thi skal jeg fastholde Noget af det meest Essentielle i Christendommen, nemlig Forl&o-;sningen, saa maa den naturligviis, dersom den virkelig skal v&ae;re Noget, udstr&ae;kkes til hele Mennesket. Eller skulde jeg t&ae;nke mig hans moralske Evner mangelfulde og derimod hans Erkjendelse ubeskadiget? Jeg vil saaledes vel kunne t&ae;nke mig en Philosophie efter Christendommen eller efter at et Menneske er bleven Christen, men det blev da en christelig Philosophie. Forholdet blev da ikke Philosophiens til Christendom men Christendommens til christelig Erkjendelse eller &streg; om man endelig vil det &streg; christelig Philosophie, med mindre man vilde have, at Philosophien f&o-;r eller inden Christendommen skulde komme til det Resultat, at man ikke kunde l&o-;se Livets Gaade; thi der negerede Philosophien som en Sig-Rede-Gj&o-;ren over Forholdet mellem Gud og Verden sig selv, naar den kom til det Resultat, at den ikke kunde forklare hiint Forhold, saa Philosophien vilde i sin h&o-;ieste Fuldendthed involvere sin totale Undergang, nemlig som Evidentsen af, at den ikke kunde svare til sin Bestemmelse. Ja, Philosophien vilde end ikke fra dette Standpunct seet tjene til en Overgang til Christendommen, thi den maatte n&o-;dvendig blive staaende ved dette negative Resultat, og hele Forestillingen om Forl&o-;sningstrang maatte n&o-;dvendigviis komme ind i Mennesket fra en ganske anden Side, nemlig f&o-;rst f&o-;les og derpaa erkjendes. Og om nu end Philosophien blev opm&ae;rksom paa en stor M&ae;ngde Mennesker, der holdt sig levende overbeviste om sin Trang til Forl&o-;sning og virkelig Forl&o-;sning, saa vilde den vel kunne kaste sig herpaa &streg; (ihvorvel det muligen ogsaa vilde falde den vanskeligt, idet nemlig Christendommen fordrer inden Pr&o-;velsen af den en Sig-Leven-ind deri men saaledes vel ogsaa en Forl&o-;snings Bevidsthed, og fastholdt han den i Betragtnings-Momentet, saa opgav han sin Philosophie, og knyttede han sig til denne sidste, saa manglede han Substratet for sin Reflexion og kunde da i det H&o-;ieste see tilbage paa den som noget Forbigangent, hvis sande Realitet han saa netop i dette &O-;ieblik maatte ben&ae;gte2, nemlig som Philosoph &streg; og fors&o-;ge at forstaae disse Menneskers Overbeviisning; men derfor vilde den dog ikke anerkjende Forl&o-;sningens N&o-;dvendighed. Overhovedet, her ligger det sv&ae;lgende Dyb: Christendommen statuerer Menneskets Erkjendelse som mangelfuld formedelst Synd som berigtiget i Christendommen; Philosophen s&o-;ger netop at gj&o-;re sig Rede for Guds og Verdens Forhold qua Menneske; Resultatet kan derfor gjerne anerkjendes for indskr&ae;nket, forsaavidt Mennesket er et indskr&ae;nket V&ae;sen, men tillige som det st&o-;rst mulige for Mennesket qua Menneske. Philosophen kan rigtignok komme til Forestillingen om Menneskers Synd, men deraf f&o-;lger ikke, at han erkjender, at Mennesket tr&ae;nger til Forl&o-;sning, mindst en Forl&o-;sning, der &streg; som corresponderende med den almindelige Skabningens Syndighed &streg; maa overf&o-;res paa Gud, men vel en relativ Forl&o-;sning (&dvs;: den forl&o-;ser sig selv). Ja, han vilde netop tilraabe Mennesket at glemme det Forbigangne, thi for hans kraftige Virksomhed er der ikke Tid dertil. d. 17. Oct. 1835. 1 Jfr. den scolastiske S&ae;tning: &anfbeg;at noget kan v&ae;re sandt i Philosophien som er falsk i Theologien.&anfslut; 2 Philosophen maa enten antage Optimismen eller &streg; fortvivle. Den Christne med hele sin Leven og Troen maa dog let komme til at vise sig som et _MenneskeMske., der har fixeret sig en bestemt Idee1. F&o-;r det lykkes ham (saa fort&ae;lle de Christne os, naar vi iagttage de i denne Religion eiendommelige Ph&ae;nomener; jeg vil her n&ae;rmest t&ae;nke paa dem, der ikke saa meget have s&o-;gt at f&o-;re Christendommen ind i Verden, men tr&ae;kke sig ud af Verden for at leve i Christus. Jeg sigter til disse Opbyggelsesskrifter, som ere udsugede af et heelt christeligt Liv og altsaa ikke blot ere Iagttagelser over det enkelte Individs Liv, men som igjen have tjent en stor M&ae;ngde fromme Christne til Styrkelse i deres Christendom), &streg; f&o-;r det lykkes ham at komme til den christelige Overbeviisning, m&o-;der ham mangen Kamp, mangen sj&ae;lelig Lidelse, idet Tvivl reise sig. Naar han endelig har naaet den, saa m&o-;der ham Anf&ae;gtelse &dvs;: Fornuften gj&o-;r endnu engang sine Fordringer gjeldende f&o-;r den ganske synker under2. Men disse Indvendinger og Sp&o-;rgsmaal veed den Christne da iforveien Beskeed om, inden han har h&o-;rt dem, at de nemlig komme fra Dj&ae;velen, saa hele Kunsten bestaaer i at f&o-;lge det allerede tidligere af Ulysses med Hensyn til Sirenerne anbefalede Middel: at tilvoxe &O-;rerne, idet man nemlig paa ingen Maade maa indlade sig med dem som kommende fra Dj&ae;velen, thi man meente, at saa var man f&ae;rdig med hans Indvendinger, ligesom man i vore Dage mener, at man er f&ae;rdig med en Modstander, naar man har angrebet hans Moralitet. Jeg vil derfor ansee hele den Tale om Dj&ae;velen for en stor christelig Udflugt. &streg; Grunden hvorfor disse Tvivl anden Gang kunne komme frem (thi det, som nu andengang kommer under Navn af Anf&ae;gtelse, er det, som vi paa f&o-;rste Standpunct kalde Tvivl) er, fordi disse ikke f&o-;rstegang bleve afviste ved en Debat men derved, at en anden Magt eller Spire puffede dem tilside. Grunden hvorfor disse Anf&ae;gtelser ikke vedblive hele den Christnes Liv igjennem, er ikke fordi de ere blevne bekj&ae;mpede, thi vi saae jo, at de ikke ville indlade sig med dem; men man kan sl&o-;ve sig i en vis Henseende, man kan blive aandelig d&o-;v paa det ene &O-;re, saa det er en Umulighed at raabe En op. Endelig staaer da den Christne f&ae;rdig, og nu viser han da stolt hen paa sin sidste Time og taler med en vis Hovmod om den Ro, hvormed han vil see D&o-;den under &O-;ine; &streg; men hvad Under? Naar et Menneske har anvendt hele sit Liv til at leve sig ind i en bestemt Idee, hvad Under, om han da seer den ligesom den &O-;iensvage, der overalt seer Funken for sit &O-;ie? Hvad Under, om denne Funke eller Plet forstyrrer ham i at see det, der virkelig ligger for ham? Det faaer da Udseende af en lykkelig Galskab. Vel vil man henpege paa de mange store Skarpsindige og Dybsindige, der have v&ae;ret Christne, men deels maa jeg reservere mig et eller andet lille Kj&ae;tteri for disse betydeligste Navne, deels have vi dog f&o-;r seet Folk, der i en fix Idee have udviist en magel&o-;s Skarpsindighed; thi som noget af det allerfortrinligste ved Don Quixote forekommer mig den Lethed, hvormed han, naar han f. Ex. feilagtig har antaget Veirm&o-;ller for Kj&ae;mper, dog udfinder, at det maa have v&ae;ret den onde D&ae;mon, der bestandig forf&o-;lger ham. Og mon han nogensinde tvivlede om sin ridderlige Bestemmelse? mon han manglede Ro og Tilfredshed? &streg; og det er dog det, de Christne fornemlig beraabe dem paa og forlange, at vi, for at bed&o-;mme dem, f&o-;rst selv skulle blive Christne. d. 19. Octb. 35. 1 Med Hensyn til en Christens Anskuelser af Hedenskab cfr. Hamann 1. D. S. 406, 418 og 19, fornemlig S. 419: &anfbeg;Nein &streg; wenn Gott selbst mit ihm redete, so ist er gen&o..;thigt das Machtwort zum voraus zu senden und es in Erf&u..;llung gehen zu la&ss;en &streg;: Wache auf, der Du schl&a..;fst.&anfslut; Af S. 406 seer man den fuldkomne Misforstaaen af en Christen og Ikke-Christen, idet Hamann paa en Indvending af Hume svarer: ja saaledes forholder det sig netop. d. 10. Sepbr. 36. 2 Der gives en Hovedmods&ae;tning: Augustinog Pelagius. Den f&o-;rste vil knuse Alt for da at opreise det; den anden henvender sig til Mennesket som det er. Det f&o-;rste System faaer derfor med Hensyn til Christendommen tre Stadier: Skabelsen &streg; Syndefaldet og en derved betinget D&o-;ds- og Afmagts-Tilstand &streg; og en ny Skabelse, hvorved Mennesket bliver sat paa det Standpunct, at han kan v&ae;lge, og derpaa &streg; hvis han v&ae;lger &streg; Christendommen. &streg; Det andet System henvender sig til Mennesket som det er (Christendom passer ind i Verden). Heraf sees Inspirations-Theoriens Vigtighed for det f&o-;rste System; heraf sees ogsaa Forholdet imellem den synergistiske og den semipelagianske Strid. Det er det samme Sp&o-;rgsmaal, kun at den synergistiske Strid har til sin Foruds&ae;tning det augustinske Systems nye Skabelse. d. 14. Jan. 1837. Bem&ae;rkninger, der fandtes paa nogle circa samtidige Lapper Naar jeg seer paa en M&ae;ngde af enkelte Ph&ae;nomener i det christelige Liv, saa forekommer det mig, at Christendommen istedetfor at skj&ae;nke dem Kraft, &streg; &streg; ja, at saadanne Individer i Sammenligning med Hedningen ved Christendommen ere ber&o-;vede deres Manddom og nu forholde sig som Hesten til Hingsten. &streg; Christendommen var en imposant Figur, da den kraftigt traadte frem i Verden og udtalte sig, men fra det &O-;ieblik af, da den enten gjennem en Pave s&o-;gte at afstikke Gr&ae;ndser, eller den vilde kaste Folk Bibelen i Hovedet eller nu senest Troesbekjendelsen, ligner den en Olding, der mener nu at have levet nok i Verden og vil afslutte sig. Derfor falder naturligviis en Deel af dens u&ae;gte B&o-;rn (Rationalisterne) paa, at den maa erkl&ae;res umyndig under V&ae;rge, hvorimod dens tro B&o-;rn mene, at den ligesom Sophocles i det afgj&o-;rende &O-;ieblik reiser sig til Verdens Forundring i fuld Kraft. &streg; R&o-;sten er vel Jacobs men H&ae;nderne Esaus. &streg; F&o-;lgerne af en saadan Forening (af Christendom og Philosophie) sees af Rationalismen, en Forestilling, hvorpaa Sprogforvirringen er en Type, og ligesom man har bem&ae;rket, at mange Ord gaae igjennem de forskjellige Sprog, saaledes have Rationalisterne, uagtet de rive hverandre ned, dog disse Ord tilf&ae;lleds: philosophisk, fornuftig Christendom (Christendommen og hele Christi Fremtr&ae;den er en &streg; Accomodation). Jeg har nu s&o-;gt at vise, hvorfor vel Christendom og Philosophie ikke lade sig forene. For at eftervise denne Adskillelses Rigtighed har jeg taget Hensyn til, hvorledes Christendommen eller rettere det christelige Liv maa vise sig, seet fra Fornuft-Standpunctet. Jeg skal nu til ydermere Bekr&ae;ftelse skizzere, hvorledes Mennesket som Menneske udenfor Christendommen maa vise sig for den Christne. I den Henseende vil det v&ae;re tilstr&ae;kkeligt at erindre, hvorledes de Christne betragtede Hedningerne, ansaae deres Guder for Dj&ae;velens V&ae;rk, deres Dyder for glimrende Laster, hvorledes en af deres Coryph&ae;er erkl&ae;rer Mennesket for en Klods og Steen f&o-;r Christus, hvorledes de paa ingen Maade knyttede deres Evangeliums Pr&ae;dikelse til Mennesket som saadant, hvorledes de bestandig begyndte med: Omvender Eder, og hvorledes de selv erkl&ae;rede, at deres Evangelium var Hedningerne en Daarskab og J&o-;derne en Forargelse. Og skulde muligen Nogen have meent, at jeg muligen ved at tage Extremerne havde faaet dem stillede saa skarpt imod hinanden, og at man ogsaa maatte tage Hensyn til de utallige Nuanceringer, der i saa Henseende finde Sted, saa vil jeg da observere dem en Smule, ifald der ellers virkelig skulde gives nogle saadanne. Og hvad er det da, der gj&o-;r, at der virkelig gives Mange, som, saa sige de, finde christelige Impulser i deres Bevidsthed men paa den anden Side dog hverken ere eller udgive sig for at v&ae;re Christne? Det er vistnok, fordi Christendommen er en Radicalcuur, som man krymper sig ved, og det uden at disse Mennesker just beh&o-;ve at have saa udvortes Forestillinger, som i den &ae;ldste Tid bragte flere Christne til at uds&ae;tte det afgj&o-;rende Skridt til sidste &O-;ieblik &streg; det er vistnok det, at de mangle Styrke til at gj&o-;re det fortvivlende Spring. Dertil kommer ogsaa den underlig qvalme Luft, som kommer os im&o-;de i Christendommen, og som uds&ae;tter Enhver for en meget farlig Klimatfeber (hvorom f&o-;r &streg; Anf&ae;gtelser), inden han bliver acclimatiseret. See vi f&o-;rst hen til Livet her paa Jorden, da tr&ae;de de os im&o-;de med at erkl&ae;re, at Alt er syndigt, saavel Mennesket som Naturen; de tale om den brede Vei i Mods&ae;tning til den trange. See vi hen til den anden Verden, da m&o-;de vi, saaledes l&ae;re de Christne, f&o-;rst ret Knudens Opl&o-;sning (5te Act). Og have de Christne end ikke havt saa grandieus en Phantasie som den, der lod Nordboen udmale sig Loke som bunden til en Klippe med Gift dryppende ned paa ham, men som dog satte ham hans Kone ved hans Side, &streg; saa have derimod de Christne vidst at ber&o-;ve den Ulykkelige enhver Lindring, &streg; end ikke en Draabe Vand til at l&ae;ske hans br&ae;ndende Tunge. Overalt n&ae;sten, hvor den Christne beskj&ae;ftiger sig med det Kommende, der er Straf, &O-;del&ae;ggelse, Undergang, evig Qval og Pine det, der foresv&ae;ver ham, og ligesaa yppig og udsv&ae;vende hans Phantasie er i saa Henseende, ligesaa mager er den, naar Talen er om de Troendes og Udvalgtes Salighed, der skildres som en salig Henstirren med et af disse matte, henstirrende &O-;ine, med en stor og fixeret Pupil, eller med et i Fugtighed sv&o-;mmende Blik, der forhindrer al klar Seen. Der er ikke Tale om noget aandelig kraftigt Liv; den Skuen Gud Ansigt til Ansigt, den hele Forstaaen i Mods&ae;tning til vor Skuen her paa Jorden i et Speil og en m&o-;rk Tale, den har ikke beskj&ae;ftiget dem meget. Det forekommer mig ligesom [den Maade, hvorpaa] Kj&ae;rligheden blev behandlet i en vis Art Romaner. Efter en langvarig Kamp med Drager og vilde Dyr lykkedes det endelig den Elskende at falde i sin Piges Arme, og da faldt ogsaa T&ae;ppet for et ligesaa prosaisk &Ae;gteskab som alle andre, istedetfor der dog vel nu skulde vaagne en Tilv&ae;xt i Kj&ae;rlighed, en inderlig Sig-gjensidig-Speilen i hinanden. Mig har altid den Forestilling forekommet langt mere velgj&o-;rende: at see hele Verdens store, udm&ae;rket begavede M&ae;nd, som have grebet ind i Menneskenes Udviklings Hjul, samlede; for mig har Tanken v&ae;ret begeistrende om en saadan i dybeste Forstand Menneskesl&ae;gtens H&o-;iskole, om en saadan videnskabelig Republique, hvor vi &streg; under evig Kamp mellem Mods&ae;tningerne &streg; i ethvert &O-;ieblik voxede i Kundskab; hvor Fortidens ofte skjulte og lidet bekjendte Aarsager og Virkninger afsl&o-;redes i deres fulde Lys. Imidlertid have de Christne v&ae;ret bange for at tilstede hine store M&ae;nd Adgang til deres Selskab, for at det ikke skulde blive for blandet, for at kun een eneste Accord bestandig kunde slaaes an og de Christne saaledes kunne sidde som en chinesisk Raadsforsamling og gl&ae;de sig over, at de have opf&o-;rt hiin h&o-;ie uoverstigelige Muur mod &streg; Barbarerne. Og hvortil nu alt dette? Ikke for at dadle den Christne men for at vise Mods&ae;tningen de facto anerkjendt i det christelige Liv, for at advare Enhver, hvis Bryst endnu ikke er indsn&o-;rt i et saadant aandeligt Sn&o-;reliv, fra uforsigtigt at indlade sig paa Sligt, for at sikkre ham ved slige trangbrystige, astmathiske Forestillinger. Det er vistnok haardt at boe i et Land, hvor Solen aldrig skinner paa Horizonten; men det er heller ikke synderlig gl&ae;deligt at boe paa et Sted, hvor Solen staaer saa lodret over vor Isse, at den ikke tillader os selv eller nogen Omgivelse at kaste Skygge. Vor Journal-Litteratur. Studium efter Naturen;_{Naturen i} Middagsbelysning; Kbhvnspostens Morgenbetragtninger, Om F&ae;drelandets Polemik et Svar, fremkaldt ved F&ae;drelandets Fors&o-;g paa at modbevise den af mig mod Kj&o-;benhavnsposten nedlagte Paastand Til Hr. Orla Lehmann Noget som jeg, da jeg optegnede dette, gjerne vilde have f&o-;iet til, men som jeg udelod af en latterlig Forf&ae;ngelighed, kan jeg sige &streg; da jeg nemlig frygtede for ved at gj&o-;re det at blive anseet for forf&ae;ngelig, &streg; er den Lykke, saavel hiint Foredrag som Artiklerne gjorde, og jeg vil blot anf&o-;re et Factum, at der udkom et Blad (Statsvennen Nr. 3), hvori man, i den Formening, at den f&o-;rste Artikel (den i Nr. 76) var af Heiberg, sagde: &anfbeg;at han havde skrevet mange vittige Ting men aldrig noget saa vittigt, og at gamle Rahbek, dersom han havde levet, vilde have sagt, at det var ubetaleligt.&anfslut; Dern&ae;st at P. M&o-;ller, ogsaa i den Tanke at det var af Heiberg, gik efter ham paa Gaden for at takke ham derfor, &anfbeg;da det var det Bedste, der havde v&ae;ret, siden den flyvende Post var bleven politisk&anfslut;, &streg; naaede ham imidlertid ikke og traf E. Boesen, der sagde ham, at det var af mig. Derpaa oph&o-;rte Kj&o-;benhavnsposten at svare og lod altsaa mig det sidste Ord, men efter en lang Tids Forl&o-;b udkom der et nyt Blad, der kaldte sig &anfbeg;Humoristiske Intelligentsblade&anfslut;, redigerede og forlagte af Bogtrykker J&o-;rgensen. Hvem Forfatteren er, veed man endnu ikke med Vished, men det er naturligviis en eller anden af Digterne fra Kj&o-;benhavnspostens &ae;sthetiske Periode. De to f&o-;rste Nummere kom ud paa eengang og vare saa godt som ene rettede mod mig og knyttede sig fornemlig til Artiklen mod Hage. Det kunde naturligviis aldrig falde mig ind ret egenlig at svare paa disse Blade, da efter saa lang Tids Forl&o-;b mine Artikler jo maatte v&ae;re glemte og han forsaavidt baade var Referent og Dommer; jeg vilde derfor blot afvinde ham hans comiske Side og vise hans Daarlighed og Aandsfattigdom. Efter at jeg havde skrevet Svaret, faldt det mig dog ind, at det ikke var Umagen v&ae;rdt at lade det trykke, da disse Intelligentsblade ikke havde vakt synderlig Opsigt og man i Studenterforeningen f. Ex., &streg; et af de faa Steder, hvor man kunde faae dem at l&ae;se, &streg; ansaae dem for saa daarlige, at ikke engang Tilh&ae;ngerne af Kj&o-;benhavnsposten vovede at rose dem. Nr. 3 af disse Blade var rettet mod hele Flyveposten, og det tilkom forsaavidt ikke mig at svare, men Heiberg. Uagtet det un&ae;gteligt var det bedste af de tre Nummere, erkl&ae;rede Heiberg, at de maatte svare bedre, naar de vilde have Svar af ham. &streg; Svaret, som jeg havde skrevet, l&o-;d saaledes: &anfbeg;Humoristiske Intelligentsblade&anfslut; Nr. 1 og 2. &anfbeg;Jeg lod ved Paasketid mit Hovedhaar afrage, Af Skr&ae;k nu reiser sig den Stump, som blev tilbage, Og l&o-;fter min Paryk en Tomme fra sit Sted, Hvo kaldes vel Sophist og gruer ei derved.&anfslut; Atter en ny Modstander, atter med beh&o-;rig Frist, atter Formynderskab for Kj&o-;benhavnsposten &streg; thi at vi see disse Blade i et saa v&ae;sentligt Forhold til denne, deri vil vist de &ae;rede L&ae;sere give os Ret og endmere bestyrkes ved f&o-;lgende Betragtninger. Disse Blade have ingen eller saa godt som ingen Redacteur, &streg; ligesaa hos Kj&o-;benhavnsposten; &streg; disses Foraarsbetragtninger svare til Kj&o-;benhavnspostens Morgen Dito, og den med V&ae;dsker, Vand og Dampe svangre Phantasie staaer i et v&ae;sentligt og n&o-;dvendigt Forhold til Posten. Det vil da v&ae;re de &ae;rede L&ae;sere bekjendt, at der hertillands har udviklet sig ikke blot et politisk men ogsaa et &ae;sthetisk Dv&ae;rgelaug, og at de staae i Forhold til hinanden gjennem Liunge. Men da nu V&ae;dsker, i Samqvem gjennem R&o-;r, altid staae lige h&o-;it, saa kan vi fra Politikerne slutte os til &Ae;sthetikerne. Som nemlig Herren er, saa f&o-;lge Tjenerne; naar Ridderen er en Don Quixote, saa kan vi forud vide, hvorledes Digteren og Humoristen er. Traf vi derfor ved en foregaaende Leilighed det &ae;rede Selskab i Auerbachs Viinkj&ae;lder, saa kan vi v&ae;re sikkre paa ogsaa der at tr&ae;ffe vor Humorist &streg; og lyt kun: det st&o-;iende Chor: &anfbeg;Uns ist ganz kanibalisch wohl als wie f&u..;nfhundert S&a..;uen!&anfslut; See det er i denne Tilstand, vi maa fastholde vor Humorist. Som vi nemlig om Foraaret see bissende K&o-;er med geniale Tr&ae;k paa Halen i kort Gallop at fare paaskj&o-;ns hen over Markerne &streg; et Ph&ae;nomen, som den erfarne Landmand med dyb Ironie forklarer af Varme og Bremser &streg; saaledes vor Humorist: med Foraarstanker om Gr&o-;nforet springer han omkring. Nu at gj&o-;re det samme ved ham, som vi ved en foregaaende Leilighed gjorde ved en af vore Politikere, da han fik Bers&ae;rkegang: at klemme ham ind i Dilemmaets Skjolde, &streg; saaledes her at t&o-;ire ham, det ville vi ikke, og det fornemlig, fordi der ingen Fare er for Flyvepostens Enem&ae;rker. Da imidlertid denne geniale Faren-Omkring vilde blive noget monoton, har vor Humorist, lig hine syv magre K&o-;er i &Ae;gypten, selv mager slugt syv fede uden derved at blive federe &streg; med andre Ord: vor Humorist stj&ae;ler. Det er ikke blot paa Holbergs meget frequenterede Assistentshuus, han tager paa Borg; det er ikke blot hos navngivne og unavngivne Forfattere, nei, det er endog hos Venner og Bekjendte1. Men jeg vilde sige til ham: &anfbeg;Tag Dig iagt, unge Mand! Bet&ae;nk, hvis alle Eierm&ae;nd paa eengang gjorde Indf&o-;rsel; husk paa, Du er maaskee ung, fordyb Dig derfor ikke i Din Ungdom i en Gjeld, Du vil have ondt ved at afbetale i hele Dit Liv2. Derfor vil jeg ogsaa love Dig, at jeg af Omsorg for Dig ikke vil svare Dig, for ikke at give Dig Anledning og Fristelse til igjen at tage saa meget op paa Borg i Din Ungdom. Du vil misforstaae mig; Du vil sige, det er en utidig Indblanding i Andres oeconomiske Affairer, men jeg kan forsikkre Dig, at jeg desuagtet skal, om Du endog er svag nok til at misforstaae Venneraad, v&ae;re st&ae;rk nok til at gj&o-;re, hvad jeg engang har anseet for Ret.&anfslut; Hvad der nu for&o-;vrigt skal komme ud af Striden, hvis det kan kaldes en Strid, naar den ene Part ikke svarer, veed jeg ikke; men da en Mythe saa rigtigt har opfattet disse Blades Tilblivelse, vil jeg, i det Haab, at den med sit prophetiske Blik maaskee ogsaa har skuet rigtigt ind i Fremtiden, her lade den aftrykke. &anfbeg;Nordens Mythologie&anfslut; ved Grundtvig S. 409: &anfbeg;Desaarsag gjorde J&ae;tterne sig en Kj&ae;mpe paa Steens-Vedd af Leer og Langhalm, som var ni Favne h&o-;i og tre Favne bred over Brystet, og fandt langt om l&ae;nge et Hestehjerte, der var stort nok til ham; men kunde dog ikke bare sig for at b&ae;vre, da Thor lod sig tilsyne .... Ved Siden af ham (Hrugner) stod Leerk&ae;mpen, som de kaldte Narrifas; men han var saa betuttet, at han staldede, da han saae Thor&anfslut;.3 &streg; 1 Det er derfor, at vi heller ikke kunne anvende den af vor Humorist Hr. Hage proponerede Maalestok med Hensyn til os: den cubiske; vi maa betjene os af Flademaal: hans Skrifter have bestandig L&ae;ngde og Brede &streg; ingen Dybde. 2 Jeg haaber de &ae;rede L&ae;sere ere vidende om, at jeg af Naturen er i saa lykkelige Omst&ae;ndigheder, at jeg kan leve af egne Midler. 3 Note. Da vor Modstander har os saa st&ae;rkt mist&ae;nkt for Hovmod, og altsaa den Dristighed at sammenligne _osvor Situation med _ThorThors muligen kunde virke skadelig paa ham og Andre svage, vil jeg bem&ae;rke, at om end der beh&o-;vedes en Thor for at bringe Narrifas i den N&o-;dvendighed, der vist ikke beh&o-;ves nogen Thor for at bringe vor Humorist deri. &streg; Dette, jeg her afskriver, fandtes paa en Lap Papir og er &ae;ldre end mit Kjendskab til den yngre Fichte, af hvem jeg blot flygtigt havde l&ae;st &anfbeg;Idee der Personlichkeit&anfslut;, udentvivl er det fra Feb. 19 Martz. 37. Udover Vexelvirkningen kom (og kan speculativt vel neppe Nogen komme) hverken Schleiermacher ell. Schelling ell. nu den yngre Fichte. Det som ene er _GjendstandenGjenstanden for Anskuelsen og som Saadant det ene Sande er det _gjenemgjennem det uendelig Mangfoldige sig bev&ae;gende uendelig Ene &streg; det paa eengang uendelig Vordende og uendelig F&ae;rdige; det uendelig Mangfoldige som saadant vilde v&ae;re en reen Abstraction og det uendelig F&ae;rdige ligesaa, de ere kun at see i og med hinanden ved et Slag i Begyndelsens Nu uendelig Tid og Rum opfyllende, paa samme Maade maa man i Consequents heraf forklare Individualiteten som det i en uendelig Vorden uendelig F&ae;rdige1, derfor maatte Systemet blive calvinistisk, ell. dog see det med Schleiermacher Modification den uendelige Synden og uendelige Fyldestgj&o-;ren, ligesom Individet er pr&ae;destineret er Systemet det paa en Maade ogsaa &streg; Alvidenhed og Almagt blive derfor det Samme kun seet fra 2 Sider, Guds Bevidsthed om Tingene er Tilblivelsen af dem. Gud er det Muliges Virkelighed. Dette System faaer egl. i Tiden (rigtignok taler Fichte et Sted om &anfbeg;_besondere&u;besondere Zeit&anfslut; hvorved han da skulde v&ae;re kommen ud over _Schelling)Schelling men det bliver derved.) &streg; ikke den chr L&ae;re om Tiden &streg; om Dj&ae;velens Syndefald fra Evighed og Msk. derved i Tiden2; ikke Fyldestgj&o-;relsen i Tiden, ikke Troen (blot den umidd. Bevidsthed). &streg; Forsaavidt har Fichte gjort et Fremskridt som han er kommen ud over Hegels Abstraction til Anskuelsen. Den f&o-;rste Skabelse giver den umidd. Bevidsthed (det er Indtrykket; men ligesom om Vinden veed man hverken, hvorfra den kommer _ell.eller hvor den bl&ae;ser hen), ud over den kan vi ikke komme; &g.Ch;std. er den anden Skabelse (derfor f&o-;des &g.Ch;stus af en reen Jomfru, hvilket igjen er en Skaben af Intet; derfor beskyggede Guds Aand Jfr. Marie, ligesom den fordum sv&ae;vede over Havet) et nyt Moment Ordets H&o-;relse &streg; Tro, som er det andet Stadiums umidd. Bevidsthed &streg; hele den Talen om Tradition paa det philosophiske Gebeet er en Subreption, et u&ae;gte Barn af &g.Ch;std. Det, som imidlertid vistnok har givet Anledning til denne Talen om Tradition er at man, idet man gjorde Philosophien til Bevidsthedens theoretiske Fuldendelse, men for at undgaae den Indvending, at der dog egl. ikke var nogen Garantie for, at man havde truffet den normale Bevidsthed, nu f&o-;iede Traditionen hertil. &streg; Derfor kan her ogsaa blive et Sp&o-;rgsmaal om, hvorfor Gud skabte Verden, som jo og de gl. Dogmatikere gik ind paa &streg; idet den har en Aabenbaring &streg; medens Fichte etc naturligviis aldrig kunne komme ud over den almdl. msklige umidd: Bevidsthed. Idet jeg afskriver det Foregaaende er det ikke fordi jeg troer, at der er sagt noget stort dermed; men fordi det forn&o-;ier mig at see, at en Deel af de Bem&ae;rkninger der findes stemme v&ae;sentlig overeens med hvad jeg ved senere L&ae;sning af d. y: Fichte er st&o-;dt paa. Det Samme gjelder om det f&o-;lgende Stykke. 1 dersom det uendelig Mangfoldige blot var givet blev det reent atomistisk. 2 der maa vistnok findes noget tilsvarende hos Fr. Baader, hvor han fE paa Mskhedens Vegne frabeder sig den &Ae;re at v&ae;re f&o-;rste Opfinder af Synden, og ivrer mod Kants radicale Onde. &streg; Tillige h&o-;rer her hen G&u..;nthers Theorie om Arvesynden betinget ved Sl&ae;gts Udviklingen, Adam og Eva vare sig jo f&o-;r Syndefaldet ikke Kj&o-;ns Forskjel bevidst. Det er en meget interessant lille Fort&ae;lling af Cl: Brentano: skj&o-;n Ane, og af Betydning m: H: t: Ahnelse. Den er i h&o-;ieste Grad folkelig, og hvis der ikke ligger et Folkesagn til Grund for den, saa har B. ved den viist sig som en sand Mester. Foruden nemlig den glade (sana mens in sano corpore) og livslystige Tone gaaer der ogsaa en dyb alvorlig Melancholie igjenem det egl. Folkelige; en Ahnelse om det Ondes Magt; en stille Resignation, der lader enhver Tidsalder betale sin Tribut til denne ub&o-;ielige Magta; derfor spille Rettersteder, Ravne og Krager, F&ae;ngsel, Forf&o-;relser etc en saa stor Rolle. Denne Tone gaaer nu ogsaa igjenem denne Fort&ae;lling, det simple gudsfrygtige Vers som vidunderlig prophetisk slynger sig igjenem den; Skarpretterens bange Ahnelse, da Sv&ae;rdet bev&ae;ger sig; Historien om hvorledes skj&o-;n Ane altid trak paa en egen Maade i Forkl&ae;det etc. Den hele Historie maa man h&o-;re af en pialtet Kludesamlerske paa _de Selvmorderes _{Kirkegaard, hvor &u;} Kirkegaard i diset Luft under Ravne og Kragers Skrig paa en Henrettelses Dagb. &streg; (For&o-;vrigt har den Lighed med et Digt i Knaben Wunderh: 2d B. p. 204., som i&o-;vrigt rigtignok er af temmelig almndl. Art; men dog det m: H: t: hiin Fort&ae;lling m&ae;rkelige, at det er en F&ae;ndrik og at han bringer Pardon; men for silde) Med H: t: Ahnelse findes der ogsaa Adskilligt i Steffens' de 4 Nordm&ae;nd, det vil da sige ikke videnskabelige Unders&o-;gelser; men Elementer til saadanne, kun er den hos ham bleven lidt monoton, n&ae;sten ligesaa meget som hans norske Fjelde, idet enhver af hans Helte begynder n&ae;sten enhver af deres betydningsfuldere mere ind i Romanen gribende Repliker med at tale om de norske Fjelde, saaledes har ogsaa deres Ahnelse, foruden det Ubestemte den jo n&o-;dvendig maa have, noget Abstrakt; der gives ikke Momenter nok i deres Bevidsthed der idetmindste kunne lade ahne Sligt; thi vel er al Ahnelse dunkel og med et Slag i Bevidstheden fremtr&ae;dende ell. dog saa lidt efter lidt Sj&ae;len be&ae;ngstigende at den ikke optr&ae;der som Conclusion af givne Pr&ae;misser, men bestandig viser ud over sig i et ubestemmeligt Noget; men dog troer jeg at man nu mere end nogensinde b&o-;r gaae ind paa at eftervise den subjective Modtagelighed og det ikke som noget Sygeligt og Usundt; men som noget i en normal Constitution Medv&ae;rende. a kun betingende sig en Begravelse i indviet Jord. b eller der h&o-;re af en pialtet forkrympet Skabning en Familie-Tragoedie om den Gud, der hjems&o-;ger F&ae;drenes Br&o-;de i 4 og 5 Leed. En Bem&ae;rkning for Theologie: Kong Lear Act IV, Sz. 6. (efter Tiecks Overs&ae;ttelse 8de B. p 362 nederst) Lear: ..... Ja und Nein zugleich, das war keine gute Theologie. &streg; Der gives Msk, der ved med en skr&ae;kkelig Geskj&ae;ftighed at blande sig i _altAlt, bestandig spille en meget comisk Rolle. Noget bedre Forbillede paa slige Folk kan jeg ikke t&ae;nke mig end det Baggesen har (i Kalundborgskr&o-;niken) givet i Jens Skovfoged: Da kom paa Hesten trap trap trap Jens Skovfod ridende saa rap. Det er en ret m&ae;rkelig Selvmodsigelse, _end en L&o-;gn i al Naivit&ae;t (derfor lader disse Fort&ae;llinger sig saa let parodiere) der gaaer igjenem Kj&ae;mpehistorierne. Jeg vil blot her tage et Exempel af Historien om _KonHervors og Kong Heidreks Saga, der findes i Rafns nordiske Kj&ae;mpehistorier 3de B. _p. Det er nemlig ikke blot den Forglemmelse af hvad man har sagt i det Foregaaende, der gj&o-;r at de fE n&ae;sten om enhver Helt_sige, at han var den st&ae;rkeste etc; men den er ogsaa af anden Art: saaledes fort&ae;lles der p. 8 at Svafurlame faaer Tyrfing af Troldene, et Sv&ae;rd der havde den Egenskab, at hver Gang det blev trukket blev det en Mands Bane, nu drager han det, slaaer efter Troldene; men see dem rammer han ikke og altsaa skulde han egl. have dr&ae;bt sig selv. Videre p. 18 hvor Agantyr skal stride med Hialmar; men Odd raader ham at lade ham gaae istedetfor sig fordi han havde en Silkeskjorte, der havde den Egenskab at Staal aldrig f&ae;stede paa den (altsaa et Sv&ae;rd der bider Alt &streg; og en Skjorte paa den anden Side der ikke kan s&o-;nderhugges af noget Sv&ae;rd). Fremdeles den Modsigelse, der da gaaer igjenem alle slige Fort&ae;llinger, i Opfattelsen af Kj&ae;mpelivet, paa eengang tales der om deres store Mod, Lyst til at stride etc, og paa samme Tid lader man dem paa den &ae;ngsteligste Maade s&o-;rge for ikke blot at have gode Vaaben; men endogsaa forhexede Vaaben, der vilde give en i&o-;vrigt ussel Kj&ae;mpe Overv&ae;gt over den stolteste; paa samme Tid glemmer man, idet man fort&ae;ller om Kampen at kun den Ene havde denne Bihj&ae;lp, og lader det vare gru&mm;e l&ae;nge inden Seiren bliver afgjort, ja det er endog med N&o-;d og Neppe han seirer. &streg; Det er den i dette romantiske Liv endnu slumrende i sin Umidd. i og med dette v&ae;rende Ironie. &streg; Herhid h&o-;rer ogsaa den fortr&ae;ffelige Naivit&ae;t i Historien om den L&ae;nke, hvormed Fenrisulven blev bundet, n&ae;vnes 5 Ting som ikke findes i Verden, og det hedder om dem: derfor findes de ikke i Verden. &streg; Thor da han skal fiske Midgaardsormen jager Benene igjennem Baaden (vistnok physisk umuligt) og kommer til at staae paa Havsens Bund. &streg; a Ligesaa i &O-;rvarodds Saga 3 Deel af Kj&ae;mpehist v. Rafn p. 118 hvor han strider med &O-;gmund og denne bem&ae;rker: jeg hug paa din Arm; men det beed ikke uagtet jeg har et Sv&ae;rd, der aldrig standser for Noget. b ell. en dyrebar Sm&o-;relse, som heldbreder ethvert Saar; Den Ro den Tryghed man har ved at l&ae;se et classisk V&ae;rk, ell. ved at omgaaes med et fuldst&ae;ndigt udviklet Msk, finder ikke Sted ved det Romantiske, det gaaer n&ae;sten der ligesom naar man seer en Mand skrive, der ryster paa Haanden man frygter hvert &O-;ieblik for at Pennen skal l&o-;be fra ham til et ell. andet fratzenagtigt Tr&ae;k. (Dette er den slumrende Ironie). a Her maa Udviklingen af Begrebet Ironie tage sin Begyndelse, de grandieuse phantastiske Ideer tilfredsstilles og Reflexionen har endnu ikke forstyrret dette Standpuncts Godtroenhed; men nu m&ae;rker man, at det ikke gaaer saaledes til i _Verden.Verden, og, da man ikke kan opgive sine store Idealer, maa man tillige f&o-;le, hvorledes Verden paa en Maade spotter Een (Ironie &streg; romantisk, det foregaaende var nemlig ikke romantisk; men en Tilfredsstillelse under Daads Form) (denne Ironie er Verdens Ironie over den Enkelte og forskjellig fra det man hos Gr&ae;kerne kaldte Ironie, som netop var den ironiske Tilfredshed hvori det enkelte Individ sv&ae;vede over Verden, og som netop begyndte at udvikle sig, da Statens Idee mere og mere forsvandt derfor i Socrates; men paa det romantiske Standpunct, hvor Alt er Str&ae;ben, der kan Ironien ikke indtr&ae;de i Individet; men ligger udenfor det, denne Forskjel troer jeg man for meget har overseet.) endelig det tredie Standpunct, hvor Ironien er overlevet. Det har ofte forundret mig at see ellers str&ae;nge &g.Ch;stne saa let fristes ved Smaating, som det aldrig falder en _andenAnden ind at antage for nogen Sag at overvinde (Jeg har seet dem saa gjerne at ville have Lidt af den Ret, som var dem forbuden, gjerne ville, naar de kunne kj&o-;be det mod 3 Timers Smerte have et lykkeligt &O-;ieblik under Nydelsen _&u;&u;af Et ell. Andet, har seet dem gj&o-;re det til Gjendstand for vidtl&o-;ftige Unders&o-;gelser, og bildt dem ind at have gjort en stor Seier, naar de have indskr&ae;nket Nydelsen til et meget lidet Quantum.) Hvoraf kan det vel komme? Vistnok deraf, at man paa det almdl. Standpunct anseer det for en Indifferents, som altsaa ikke frister, ell. naar man indlader sig derpaa anseer det for ubetydeligt og ikke deler den almdl. christelige Anskuelse af at Dj&ae;velen netop i Sligt frister dem, og forsaavidt kan der ligge Noget i _dendet af Katholiker saa ofte _{udtalte Anskuelse} til Beviis for den S&ae;tning at Hedningerne ikke kunne blive salige, uagtet de, som man indvendte dog vare skikkelige Folk opstillede Forsvar, at de synes vel saa; thi da Satan alligevel var sikker paa dem fristede han dem ikke. &streg; Mangen Digter skulde sige med en gl. tydsk Digter: O starker Gott! O gerechter Richter Erbarm dich &u..;ber mich armen Dichter. (altdeutsche Lieder _afved G&o..;rres p. 159.) Barndommen er Livets paradigmatiske Deel; Manddommen dets Syntaxe. &streg; Jeg har l&ae;st Andersens Novelle: Improvisatoren igjenem finder Intet deri, kun en god Bem&ae;rkning, Italieneren siger til Afskeed om Aften: felicissima notte og Andersen bem&ae;rker: &anfbeg;Nordboen &o-;nsker: god Nat sov vel, Italienerne &o-;nske: den lykkeligste Nat! Sydens N&ae;tter eie mere end &streg; Dr&o-;mme&anfslut; (1 D. p. 102). Herved kommer jeg til at t&ae;nke paa disse trohjertige V&ae;gtere der altid forekommer i gl. tydske Sange med deres: Wach uff Wach uff, hvorved de erindre de Elskende om at det gryer ad Dag. I det Hele er det vist neppe muligt at l&ae;se Kj&ae;mpehistorierne uden et Smiil. Man t&ae;nke sig blot det Comiske i at see en saadan Helt som Holger Danske komme rennende, et Udtryk som er aldeles staaende, og undertiden hender det sig at de rende et Par Miil efter hverandre, saa kommer Carl Magnus rendende og hugger til ham etc. En m&ae;rkelig Naivit&ae;t findes der ogsaa m: H: t: ikke at huske hvad man f&o-;r har sagt. Holger Danske (cfr Rabecks 1 D. p. 289) kommer til Morgana, der s&ae;tter ham en Krone paa Hovedet, hvorved han glemmer Alt uden hende og hendes Kj&ae;rlighed og dog hedder det p. 292 at han taler med Kong Artus, som han tr&ae;ffer der om deres Bedrifter og saa igjen l&ae;nger hen, at, da Morgana tager Kronen af ham, da f&o-;rst erindrer han det Forbigangne. En eensidig Moral gj&o-;r igrunden Heltene imoralske, og besynderligt er det at see den Tillid de have til en Tvekamps Kjendelse om hvo der har Ret, paa samme Tid som de ikke genere dem for, hver is&ae;r at kj&ae;mpe for den, de holde af, om han ell. hun end havde Uret. &streg; H&o-;ist comisk er ogsaa de theol: _DisputetDisputer, de f&o-;re midt under Striden. &streg; Fort&ae;lleren har saa lidet dramatisk Blik, at han lader en Muhamedaner sige: O Gud Mahomed og andre vore Afguder (cfr 45 i Holger.) For&o-;vrigt har jeg i mit Exemplar lagt M&ae;rke ved adskillige Ting af samme Skuffe. &streg; a Heller ikke har Fort&ae;lleren synderlig &O-;ie for at s&ae;tte Kampens Virkelighed i et naturligt Forhold til den uhyre Troppemasse vi ofte h&o-;re tale om &streg; undertiden indtil flere Millioner. Og nu Slaget selv, der h&o-;re vi at Oliver, Roland ell. slig en Person kom rennende og hug til en Konge; men da een af Fjenderne saa det, saa kom han rendende og slog til Roland, og da sagde Roland: Gud hj&ae;lpe mig arme Msk. Derpaa havde de da seiret og Roland alene nedlagt 1000. Gud veed hvor han fik Tid til det, da den f&o-;rste Strid var saa _farligtfarlig. &streg; &streg; Ogsaa den lange Remse paa Lande, Een har erobret, ell. Helte han har overvundet, er comisk, da jo den quantitative St&o-;rrelse uvilkaarlig hos L&ae;seren har en skadelig Indflydelse paa hans Forestilling om Vedkommendes _Qualit&ae;tQvalit&ae;t. Dette har Holberg saa ypperlig opfattet. Jo tiere nemlig der fort&ae;lles Noget ganske overordentligt stort jo mindre bliver det forholdsviis. &streg; b Det er omtrent ligesaa slet en Replik som naar Papageno i Tryllefl&o-;iten siger: jeg er et Naturmenneske.&anfslut; Holger D. er vel oprindelig skrevet paa Fransk, derfra oversat paa Latin og derfra paa Dansk af Christen Pedersen, i ethvert Tilf&ae;lde er _{den da}da den Original Pedersen har havt fra et chatolsk Land. Derfor da den taler om det Vidunderlige ved Holger D.s sidste Liv siger den: p. 252: Hvo det troer ell. ikke, han synder ikke dermed; thi det staaer ikke i credo. &streg; p. 272 hedder det derimod (og det er aabenbart en Bem&ae;rkning af Chr. P. selv da han siger Den, som hende (Kr&o-;niken) skrev etc): hvilket dog ikke er troligt ikke heller b&o-;r os det at troe; thi det findes ikke i den hellige Skrift. En Fortale. De fleste Msk gaae gjerne til L&ae;sningen af en Bog med en Forestilling om hvorledes de selv vilde have skrevet, hvorledes en anden har ell. vilde have skrevet, ligesom en lignende Hillethed indtr&ae;der, naar de f&o-;rste Gang skulle see et Msk, og som en F&o-;lge deraf saa meget faae Msk egl. veed, hvordan det andet Msk. seer ud. Her begynder nu den f&o-;rste Mulighed af ikke at kunne l&ae;se en Bog, der derpaa gaaer igjenem en utallig M&ae;ngde Nuanceringer indtil paa det h&o-;ieste Trin &streg; Misforstaaelse &streg; de to meest modsatte Arter af L&ae;sere m&o-;des &streg; de dummeste og de genialeste, som begge to have det tilf&ae;lleds, at de ikke kunne l&ae;se en Bog, de f&o-;rste af Tomhed de sidste af Rigdom paa Ideer; derfor har jeg givet dette Skrift en saa almdl Titel (det skulde hedde &anfbeg;Breve&anfslut;) for at gj&o-;re mit til at forhindre hvad der er _altidoftea et Tab for Forfat. stundom for L&ae;serne &streg; Misforstaaelse. a ofte siger jeg; thi det hender ogsaa undertiden, at man ved en Misforstaaelse finder gode Ting i en _jamerlig jammerlig Bog &streg; Philosopherne give gjerne med den ene Haand og tage med den Anden, saaledes fE Kant, der vel l&ae;rte os noget om Kategoriernes Tiln&ae;rmelse til det egl. sande _{&g.n;&g.o;&g.o;&g.m;&g.m;&g.e;&g.n;&g.a;} &g.n;&g.o;&g.u;&g.m;&g.e;&g.n;&g.a; men ved at gj&o-;re den uendelig derved tog Alt tilbage. Overhovedet spiller denne Brug af Ordet uendelig en stor Rolle i Philosophien. &streg; Forsaavidt Hegel blev befrugtet af &g.Ch;std. s&o-;gte han at udskille det humoristiske Element, der er i &g.Ch;std. (hvorom der findes Noget paa et andet Sted i mine Papirer), og forsonede sig derfor ganske med Verden, og f&o-;rte til en Quietisme. Det Samme er Tilf&ae;lde med Goethe i hans Faust, og det er m&ae;rkeligt at den anden Deel kom saa silde. _Det Den f&o-;rste Deel kunde han let give; men hvorledes han skulde berolige den engang vakte Storm det var Sp&o-;rgsmaalet. Den anden Deel har derfor en langt mere subjectiv Side (det er jo Noget Goethe i det Hele tilstr&ae;kkeligt har udtalt, hvorledes hvad han gjenemlevede aff&o-;dte sig i et ell. andet Kunstv&ae;rk) det er ligesom for at berolige sig selv han afl&ae;gger denne Troesbekjendelse. &streg; Hegels efterf&o-;lgende Standpunct sluger det Foregaaende ikke som et Livs Stadium det andet, da dog ethvert beholder sin Gyldighed; men som Justitsraaden sluger Kameraaden. &streg; I Anledning af en lille Piece af Johannes M...... (Martensen) over Lenaus Faust, hvori der fort&ae;lles at Stykket ender med at Faust dr&ae;ber sig selv og Mephistopheles holder en Epilog, kommer jeg til at t&ae;nke, hvorvidt det overhovedet er rigtigt at lade et Stykke af den Art ende paa den Maade. Og her troer jeg Goethe har Ret ved at ende f&o-;rste Deel med Mephistopheless: Heinrich, Heinrich. Et Selvmord vilde nemlig gj&o-;re denne Idee for meget til en Karachteer, det skal v&ae;re hele Verdens Modv&ae;gten der knuser ham, ligesom i D. Juan. &streg; Eller ende med Fortvivlelse (d. evige J&o-;de) Fortvivlelse er romantisk &streg; Straf ikke saaledes som det var Tilf&ae;ldet med Prometheus. Ja rigtigt! saaledes gaaer det mig med Alt jeg r&o-;rer ved som der staaer i et Digt: Knaben Wunderhorn Ein J&a..;ger stie&ss; wohl in sein Horn, wohl in sein Horn, Und _allesAlles, was er _&u;bliest, das war verlorn. Ligesom der i Familie-Livet gives en vis Klasse af Msk, der, som det saa ypperligt hedder, f&o-;re Snak mell: Familier, saaledes gives der en talrig Skare af Msk, der med H. t. Sp&o-;rgsmaalet om &g.Ch;std. Forening med Philosophie ret egl. f&o-;re Snak, idet de uden at kjende nogen af Parterne n&o-;ie, paa anden ell. tredie Haand har faaet Noget at vide af den Magister, der paa sin Udenlandsreise har drukket Thee med den ell. hiin store L&ae;rde etc. &streg; Faust maa paralelliseres med Socrates, ligesom nemlig denne sidste betegner Individets L&o-;srivelse fra Staten, saaledes betegner Faust det efter Kirkens Oph&ae;velse fra dens Veiledning l&o-;srevne til sig selv overladte Individ, og deri er hans Forhold til Reformationen betegnet og parodierer forsaavidt Reformationen, ved eensidig at fremh&ae;ve den negative Side. Det er dog r&o-;rende, naar man gaaer forbi de allersimpleste Boghandleres Boutiquer og saa seer om den &Ae;rke Troldkarl Faust etc seer det Dybeste at falbydes den simpleste Classe. D. Juan er aldrig bleven saa popoulair som Faust og hvorfor. Faust kan ikke begaae et Selvmord han som den over alle _hansdens factiske Skikkelser sv&ae;vende Idee maa fuldende sig selv i en ny Idee (Den evige J&o-;de). Paa den besynderligste Maade kan Reflexionen slynge sig om Een: Jeg t&ae;nker mig, at Een vil fremstille Samtidens Feil paa Theatret; men idet han selv befinder sig blandt Tilskuerne, seer han at i Grunden Ingen l&ae;gger sig det paa Hjerte, uden for at finde det hos sin _Naboe.Naboe; Han gj&o-;r endnu et Fors&o-;g han fremstiller denne Scene paa Theatret og Folk leer deraf og siger: det er forskr&ae;kkeligt med mange Msk., de kan godt see Feil hos Andre ei hos dem selv. etc. etc ..... &streg; a det gaaer med dem ligesom med Kong David, der ikke forstod Prophetens Lignelse f&o-;rend han sagde: Du est Manden Herre Konge See det er det det kommer an paa i Livet, at man engang har seet Noget, f&o-;lt Noget, der er saa stort saa magel&o-;st at Alt andet er Intet imod det, at man om man end glemte Alt aldrig glemte det, at man med Benvenuto Cellini kan sige, da han, efter i l&ae;ngere Tid at have siddet i et m&o-;rkt F&ae;ngsel, fik Solen at see: die Gewalt der Strahlen n&o..;thigte mich, wie gew&o..;nhlich die Augen zu schlie&ss;en, aber ich erholte mich bald, &o..;ffnete die Augen wieder, sah unverwandt nach ihr und sagte: O meine Sonne, nach der ich so lange mich gesehnt habe, ich will nun nichts weiter sehen, wenn auch deine Strahlen mich blind machen sollten, und so blieb ich mit festem Blick stehen. (Goethes W. 8to Stuttgart og T. 1830 34 B. p. 365 n: og 66 &o-;.). Philosophien er Livets Goldamme, den kan vare om os &streg; men ikke die. &streg; [&anfbeg;Der arme Heinrich&anfslut;] Den evige J&o-;de O, Gud give, at den Styrke, jeg f&o-;ler i dette &O-;ieblik, ikke maa v&ae;re som den kraftige H&ae;r, utallig som St&o-;vet og vel udrustet, der var at sammenligne med et afm&ae;gtigt Nattesyn i Dr&o-;mme; &streg; og den Beroligelse, jeg f&o-;ler, ikke at sammenligne med H&ae;rens Foretagende, der var lig en Hungrendes i Dr&o-;mme, der troede at m&ae;tte sig paa de opdigtede Spiser og kun vaagnede des kraftl&o-;sere. (Disse Udtryk har jeg taget af Schubert: &anfbeg;Symbolik des Traums&anfslut;, 2. Udg. S. 27, der anf&o-;rer dem som Billeder, der hyppigst forekomme i de forskjellige symbolske Sprogformationer, og netop derved tyde hen paa en til Grund liggende Urformation.) Saaledes t&ae;nker jeg mig Forholdet mellem satisfactio vicaria og Menneskets egen Sonen for sine Synder. Det er vel sandt, at paa den ene Side Synderne ere tilgivne ved Christi D&o-;d; men paa den anden Side bliver Mennesket derfor ikke ligesom ved et Trylleslag revet ud af sine gamle Forhold, det &anfbeg;Syndens Legeme&anfslut;, som Paulus taler om (Rom. VII. 25). Han maa gaae samme Vei tilbage som han er gaaet frem, medens Bevidstheden om, at hans Synder ere ham tilgivne, holder ham opreist og giver ham Mod og forhindrer Fortvivlelsen &streg; ligesom En, der i fuld F&o-;lelse af sin Synd angiver sig selv og nu med Frimodighed gaaer selve Misd&ae;derens D&o-;d im&o-;de1, fordi han f&o-;ler, at det maa saa v&ae;re, men Bevidstheden om, at Sagen nu vil gaae over for en anden og mildere Dommer, holder ham oppe. Han gaaer den farefulde Vei (der jo nok kan v&ae;re tornefuld, uagtet Bevidstheden om Syndsforladelse, fordi man saa ofte glemmer det) og vil ikke friste Gud eller fordre Mirakel af ham. Man maa retrograd gjenneml&o-;be den samme Vei, man har gaaet frem, ligesom Trylleriet f&o-;rst oph&o-;rer ved det musicalske Stykke (Ellekongestykket), hvad man kan l&ae;re af Ellefolket, naar man spiller det n&o-;iagtigt igjennem igjen bagl&ae;nds (retrograd). d. 11. Oct. 37. 1 Som Luther ogsaa siger etsteds i sine Tischreden om en Synder: &anfbeg;Er starb mit fr&o..;hlichen Herzen in seiner Leibesstraffe.&anfslut; d. 26. Aug. 37. Jeg vil vende mig fra dem, der blot staae paa Luur for at opdage, at man har forseet sig i en eller anden Henseende, &streg; til ham, der gl&ae;der sig mere over een Synder, der omvender sig, end over de 99 Vise, der ei have Omvendelse behov. O Gud, men hvor let glemmer man ikke sligt Fors&ae;t! Jeg har atter v&ae;ret vendt tilbage til Verden for dog endnu nogen Tid, Journalen AA, s. 79 (AA:53-55) afsat i mit eget Indre at herske der. O men hvad hjalp det Msk, at han vandt den ganske Verden; men tog Skade paa sin Sj&ae;l. Ogsaa idag (d. 8 Mai) har jeg fors&o-;gt at ville glemme mig selv, dog ikke ved st&o-;iende Larm &streg; det Surrogat hjelper ikke, men ved at gaae ud til R&o-;rdam og tale med Bolette, og ved (om muligen) at faae Vittigheds-Dj&ae;velen til at blive hjemme, den Engel, der med det luende Glavind, som jeg har fortjent det, stiller sig mell. mig og ethvert uskyldigt Pigehjerte &streg; da Du indhentede mig, o Gud hav tak at du ikke lod mig strax blive afsindig, &streg; jeg har aldrig v&ae;ret saa angst derfor, hav Tak, at Du endnu engang b&o-;iede Dit &O-;re til mig. Idag igjen det samme Optrin &streg; Jeg naaede dog ud til R&o-;rdams &streg; milde Gud, hvorfor skulde den Tilb&o-;ilighed netop nu vaagne &streg; O hvor jeg f&o-;ler, at jeg er ene &streg; o Forbandet v&ae;re hiin hovmodige Tilfredshed med at staae alene &streg; Alle ville nu foragte mig &streg; O men Du min Gud slaae Du ikke Haanden af mig &streg; lad mig leve og forbedre mig &streg; Da Adam levede i Paradiis, da heed det: beed; da han blev uddrevet, da heed det: arbeid; da &g.Ch;stus kom til Verden da heed det: beed og arbeid. (ora et labora). Jeg har i denne Tid l&ae;st Adskilligt af A: v. Arnim; blandt andet &anfbeg;Armuth, Reichthum, Schuld und Bu&ss;e der Gr&a..;finn Dolores. 2 Bind. 2det B. p. 21 hvor han taler om hendes Forf&o-;rer siger han: Von einem Don Juan war er schon dadurch unterschieden, da&ss; er keinesweges blo&ss; sinnlich war mit al und jedem Weibe; nur mit den sinnlichen war er sinnlich; noch eifriger konnte er mit strengmoralischen sein Leben durchgehen und bessern, mit einer Religi&o..;sen Beten. H&a..;tte Don Juan seine Vielseitigkeit gehabt, er h&a..;tte sich durch des Teufels Gro&ss;mutter vom Teufel los geschwatzt ....&anfslut;. Jeg har opskrevet dette, fordi det stemmer med min Anskuelse af D. J:, der ikke var saa meget Talent som Genie, ikke saa meget Karachter som Idee. p. 60. Grevinde Dolores Mands Bes&o-;g hos den vidunderlige Doctor: hier wurde ihm sehr &o..;de und einsam, und was alle die k&u..;nstlichen Maschinen nicht vermocht hatten, er schauderte und eine namenlose Angst ergriff _ihm ihn vor dem Leben eines ganz einsamen Menschen, der wie der letzte auf der Erde sich in seinen Tra&u..;men verliert und verwildert, an H&o..;lle und Himmel zugleich anst&o..;&ss;t und nicht hineindringen kann&anfslut;. d. 16 Mai. 37.