]> S&o-;ren Kierkegaard Fire opbyggelige Taler, 1844 4T44 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Jette Knudsen F&o-;rstetrykket, 1844 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/4t44/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 MDCCCXLIV Fire opbyggelige Taler af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Faaes hos Boghandler P. G. Philipsen Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri Afd&o-;de Michael Pedersen Kierkegaard, forhen Hosekr&ae;mmer her i Byen min Fader helliges disse Taler. Forord Skj&o-;ndt denne lille Bog (som derfor blev kalden &anfbeg;Taler&anfslut; ikke Pr&ae;dikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at pr&ae;dike, &anfbeg;opbyggelige&anfslut; Taler ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ingenlunde fordrer at v&ae;re L&ae;rer) nu atter gaaer ud i Verden, frygter den dog end mindre, end da den f&o-;rste Gang tiltraadte Vandringen, at skulle drage nogen forsinkende Opm&ae;rksomhed paa sig; den haaber tvertimod, at de Forbigaaende formedelst Gjentagelsen neppe bem&ae;rke den eller dog kun for at lade den skj&o-;tte sig selv. Saaledes gaaer stundom et Bud til bestemte Tider sin vante Vei; snart er han kjendt, kjendt, saa den Forbigaaende neppe seer ham, end sige seer efter ham &streg; og saaledes gaaer denne lille Bog ud som et Bud, men ikke saaledes som et Bud, at den atter vender tilbage. Den s&o-;ger hiin Enkelte, hvem jeg med Gl&ae;de og Taknemlighed kalder min L&ae;ser, for at bes&o-;ge ham, ja for at blive hos ham, thi Den, hvem man elsker, til ham kommer man og gj&o-;r Bolig hos ham og bliver hos ham, hvis det forundes. Saasnart nemlig han har taget den imod, da haver den oph&o-;rt at v&ae;re: den er Intet for sig selv og ved sig selv, men Alt, hvad den er, er den kun for ham og ved ham. Og uagtet saaledes Sporet bestandig f&o-;rer hen til min L&ae;ser, ikke tilbage, og uagtet det foregaaende Bud aldrig vender hjem, og uagtet Den, som udsender det, aldrig erfarer Noget om dets Skjebne; saa gaaer dog det n&ae;ste Bud freidig gjennem D&o-;den til Livet, tr&o-;stig sin Gang for at forsvinde, glad over aldrig at skulle vende hjem igjen &streg; og dette er netop Dens Gl&ae;de, som udsender det, som bestandigt kun kom til sin L&ae;ser for at tage Afskeed, og nu tager den for sidste Gang. Kj&o-;benhavn den 9de August 1844. S. K. At tr&ae;nge til Gud er Menneskets h&o-;ieste Fuldkommenhed &anfbeg;Et Menneske beh&o-;ver kun Lidet for at leve, og dette Lidet beh&o-;ver han kun en liden Tid&anfslut; &streg; dette er et h&o-;imodigt Ord, der er v&ae;rd at annammes og at forstaaes som det vil forstaaes; thi det er for alvorligt til at ville beundres som et skj&o-;nt Udtryk eller en siirlig Vending. Saaledes henkastes det vel stundom; man tilraaber den N&o-;dlidende det, maaskee for i Forbigaaende at tr&o-;ste ham, maaskee ogsaa kun for at sige Noget; man siger det til sig selv endog paa Lykkens Dag, thi det menneskelige Hjerte er meget svigefuldt og tager kun altfor gjerne H&o-;imodet forf&ae;ngeligt, og er stolt af kun at beh&o-;ve Lidet &streg; medens man bruger meget; man siger det til sig selv paa N&o-;dens Dag, og iler forud for beundrende at modtage sig selv ved Maalet &streg; naar man har fuldkommet det Herlige; men hermed er man ligesaa lidt selv tjent, som Ordet er det. &anfbeg;Man beh&o-;ver det kun en liden Tid&anfslut;; men som det stundom h&ae;nder, at det er, naar Dagen l&ae;nges, at ogsaa Vinteren strenges, saa er det altid saaledes, at Savnets og Gjenvordighedens Vinter gj&o-;r Dagene lange, om end Tiden og Livet er kort. Hvor Meget er da det Lidet, som et Menneske beh&o-;ver? I Almindelighed kan man egentligen slet ikke besvare dette Sp&o-;rgsmaal; og selv Den, der har oplevet, om ikke at beh&o-;ve Lidet, saa dog at maatte hj&ae;lpe sig med Lidet, selv han vil ikke i Almindelighed kunne bestemme, hvad det Lidet er. Som nemlig Tiden ofte bringer den S&o-;rgende ny Tr&o-;st, den Nedb&o-;iede ny Opreisning, Den, der tabte meget, nyt Vederlag, saa er den, selv naar den vedbliver at tage, dog omhyggelig mod den Lidende; tager sjeldent Alt paa eengang, men lidt efter lidt, og v&ae;nner ham saaledes lidt efter lidt til at undv&ae;re, indtil han selv med Forundring seer, at han endog beh&o-;ver mindre, end hvad han engang ansaae for det Mindste, ja for saa Lidet, at han med Forf&ae;rdelse t&ae;nkte paa at maatte beh&o-;ve saa Lidet (om han end ikke udtrykte sig ganske klart, thi Forf&ae;rdelsen ligger sandeligen ikke i kun at beh&o-;ve Lidet) og n&ae;sten ophidsedes ved den modsigende Forestilling, at skulle beh&o-;ve det, for at kunne vedblive at beh&o-;ve det; om han end ikke ganske forstod sig selv, da Fuldkommenheden just ikke bestod i at komme til at beh&o-;ve Mere. Men hvor meget er da det Lidet, som et Menneske beh&o-;ver? Lad Livet svare, og Talen gj&o-;re hvad Livets N&o-;d og Gjenvordighed stundom gj&o-;r, afkl&ae;de et Menneske for at see, hvor Lidet det er, han beh&o-;ver. Og Du, m. T., deeltage deri, som Du nu i Forhold til Din s&ae;rlige Tilstand maa eller vil deeltage; thi Forf&ae;rdelse skal Talen ikke v&ae;kke, dersom den ellers er bet&ae;nkt paa at finde en Tr&o-;st, og ikke har til Hensigt at ville bedrage Dig, som naar Fortvivlelsens Iis og Snee danner den skuffende Bjergstr&o-;m, efter hvilken Karavanen b&o-;ier Veien, begiver sig ind i &O-;rkenen og omkommer (Job, VI, 15-18). Din Forf&ae;rdelse kan den ikke v&ae;kke, dersom Du selv haver oplevet det, og fundet Tr&o-;sten; og hvis Du ikke haver oplevet det, da kan dog Talen derom kun forf&ae;rde Dig, hvis Din Styrke er i den Betragtning, at Sligt kun h&ae;nder sjeldent. Men hvo er da den Elendigste: Den, der haver oplevet det, eller den feige og bl&o-;dagtige Daare, der ikke m&ae;rker, at hans Tr&o-;st er Svig, at det, naar Ulykken rammer, kun lidet baader, at det er den sjeldne Gang. Saa tag det da fra ham: Rigdom og Magt og V&ae;lde, og falske Venners forr&ae;derske Tjenstagtighed, og Lysternes Underdanighed under &O-;nskets Lune, og Forf&ae;ngelighedens Triumpher over den tilbedende Beundring, og Menneskevrimlens smigrende Opm&ae;rksomhed og hele hans Fremtr&ae;dens misundte Herlighed; han har tabt det og n&o-;ies med mindre. Som Verden ikke kan kjende ham igjen paa Grund af den uhyre Forandring, saa kan han neppe kjende sig selv &streg; saa forandret er han: at han, der beh&o-;vede saa meget, nu beh&o-;ver saa langt mindre. Sandeligen, det er langt lettere og langt gl&ae;deligere at forstaae, hvorledes denne Forandring kan gj&o-;re ham ukjendelig for sig selv, end hvorledes hiin anden kan gj&o-;re ham ukjendelig for Menneskene; thi er det ikke Daarlighed, at det er Kl&ae;derne, der gj&o-;r en Mand ukjendelig, saa man ikke kan kjende ham, naar han er afkl&ae;dt; og er det ikke s&o-;rgeligt, at det er Kl&ae;derne man beundrer, ikke Manden! Men en gudeligere Betragtning seer let, at han er if&ae;rd med at kl&ae;des om og at if&o-;res H&o-;itidsdragten, thi den jordiske Bryllupsdragt og den himmelske ere yderst forskjellige. Dog lidet Gods med N&o-;isomhed er jo allerede en stor Vinding; saa tag det da fra ham &streg; ikke N&o-;isomheden &streg; men det Sidste, han eiede. Han lider ikke N&o-;d, han gaaer ikke hungrig til Sengs; men hvor han skal faae det Forn&o-;dne, det veed han ikke, ikke om Aftenen naar han sover ind fra Bekymringen, ikke om Morgenen naar han vaagner til den; men dog faaer han det &streg; det Lidet han beh&o-;ver for at leve. Saa er han da fattig, og det Ord, der er saa tungt at h&o-;re, det maa han h&o-;re sagt om sig selv. Dobbelt tungt f&o-;ler han det; thi han valgte ikke selv denne Tilstand som Den, der henkastede sit Gods for at fors&o-;ge sig, og som maaskee lettere finder sig i selvvalgt Armod, men derfor ikke altid bedre, dersom han kun _forsagdeforsagede Forf&ae;ngeligheden ved Hj&ae;lp af en endnu st&o-;rre Forf&ae;ngelighed. &anfbeg;Kun at beh&o-;ve Lidet&anfslut;, saa talte Ordet; men at vide, at man kun beh&o-;ver Lidet, uden dog i noget &O-;ieblik med Vished at vide, at man kan faae det Lidet, man beh&o-;ver &streg; Den, der b&ae;rer dette, han beh&o-;ver kun Lidet, han beh&o-;ver end ikke, hvad der dog er Noget, at vide sig dette Lidet sikkret. Mere beh&o-;ver da et Menneske ikke, dersom det er sandt, at han kun beh&o-;ver Lidet &streg; for at leve; thi en Grav finder han vel, og i Graven beh&o-;ver ethvert Menneske lige lidet. Hvad enten den d&o-;de Mand eier den Grav, i hvilken han ligger, maaskee paa hundrede Aar (ak, hvilken besynderlig Modsigelse!), eller han har maattet tr&ae;nge sig ind mellem Andre, selv i D&o-;den har maattet k&ae;mpe sig frem for at faae en lille Plads: de eie lige Meget og beh&o-;ve lige Lidet, og beh&o-;ve det kun for en liden Tid. Men den liden Tid forinden, om hvilken Ordet taler, den kan maaskee blive lang, thi om Veien til Graven end ikke var lang, om Du maaskee ikke sjeldent saae ham gaae m&o-;dig sin Gang derud, for med &O-;iet at erobre det lidet Land, han som D&o-;d agtede at indtage; kunde Veien derfor ikke i en anden Forstand blive meget lang? Hvis han da stundom blev mistr&o-;stig, hvis han ikke altid forstod, at et Menneske kun beh&o-;ver Lidet, havde Du da slet ikke Andet at sige ham end at gjentage hiint Ord? Eller Du sagde vel til ham, hvad der tilb&o-;d sig ganske naturligt, saa naturligt, at Du maaskee end ikke selv i Hjertet ret havde Tillid til den Tr&o-;st, du b&o-;d en Anden: lad Dig saa n&o-;ies med Guds Naade. Stands nu et &O-;ieblik, at ikke Alt forvirres: Tanken og Talen og Sproget; at ikke Alt forvirres, idet Forholdet vel vedbliver, men kun derved, at det er ombyttet, saa hiin Mand er Den, der eier Tr&o-;sten, Du Den, der beh&o-;ver den; hiin Mand den Rige, Du den N&o-;dlidende, uagtet det var aldeles omvendt, lige indtil Du h&o-;rte det lille Trylle-Ord, der forvandlede Alt. Maaskee m&ae;rkede Du det end ikke selv; thi saaledes omgaaes man mangt et Ord, som Barnet det Betydningsfulde, uden at opdage den Tankens Braad deri, som saarer indtil D&o-;den for at frelse Livet. At n&o-;ies med Guds Naade! Guds Naade er jo det Herligste af Alt, derom skulle vi dog vel ikke stride; thi dette er i Grunden ethvert Menneskes inderste og saligste Forvisning. Men Tanken om den kalder han saa sjeldent frem; og tilsidst, naar han ret vil v&ae;re &ae;rlig, da anvender han vel i al Stilhed uden dog at gj&o-;re sig det tydeligt, hvad han gj&o-;r, paa denne Forestilling hiint gamle Ord: at for Lidet og for Meget ford&ae;rver Alt. Skal han t&ae;nke Tanken i sin evige Gyldighed, da sigter den &o-;ieblikkeligt d&o-;dbringende paa al hans verdslige T&ae;nken, Digten og Tragten, vender ham Alt om, og dette kan han ikke udholde l&ae;nge. Da vender han tilbage til det Verdsliges lave Egne, til sin s&ae;dvanlige Tale og Tankegang. Og jo &ae;ldre et Menneske bliver, desto vanskeligere vorder det ham at l&ae;re et nyt Sprog, is&ae;r et saa h&o-;ist forskjelligt. Dette m&ae;rker han nu nok af og til, at det ikke h&ae;nger rigtigt sammen med den Maade, paa hvilken han bruger dette Ord, blandet ind mellem al verdslig Tale; han faaer en ond Samvittighed mod Ordet, og har ingen Velsignelse af det. Dog er jo Guds Naade det Herligste af Alt. Men dersom nu et Menneske eiede, hvad der vel ikke er saa herligt, eiede alle Jordens Skatte, og du da vilde sige til ham: lad Dig nu n&o-;ies dermed; da vilde han vel smile af Dig. Dersom han selv sagde til Dig: nu vil jeg lade mig n&o-;ies dermed; da vilde det vel opr&o-;re Dig; thi hvad mere kunde han forlange, og hvilken Fr&ae;khed at ville n&o-;ies med det Meste. Hvad man n&o-;ies med, det maa jo v&ae;re det Lidet; men at n&o-;ies med det Herligste af Alt, det synes en besynderlig Tale; og at dette Tr&o-;stens Forslag gj&o-;res af et Menneske, der ikke selv fatter den, er igjen besynderligt, som hvis Nogen ikke uden deeltagende Bekymring gav den N&o-;dlidende en liden Skilling, formanende ham, at n&o-;ies med den, medens dog denne Skilling gjorde Modtageren til Eier af hele Verden. Thi var det ikke besynderligt, at Giveren selv kunde t&ae;nke saa ringe om Gaven, han b&o-;d, at han lod Formaningen om N&o-;isomhed f&o-;lge med! Eller var det ikke som, hvis en Mand, der, selv indbuden af den M&ae;gtige, gik til Gjestebudshuus, m&o-;dte en Ringe, til hvem han sagde, for dog at byde ham en Slags Tr&o-;st: lad dig n&o-;ies med at sidde tilbords i Himmeriges Rige! Eller dersom den Ringe selv var talende og sagde: ak! jeg bliver ikke indbuden af den M&ae;gtige og kan da heller ei modtage hans Indbydelse, da jeg er andetsteds indbuden og maa n&o-;ies med at sidde tilbords i Himmerigets Rige &streg; var dette ikke en underlig Tale? Jo mere man t&ae;nker derover, desto besynderligere bliver Jordlivet og det menneskelige Sprog; thi midt i al den jordiske og verdslige Forskjellighed, der er nidkj&ae;r nok paa sig selv, blander Guds-Forskjelligheden sig tankel&o-;st ind, ja vel endog saaledes, at den i Grunden er udelukket. At komme i Kongens Navn, det aabner alle D&o-;re for En, men at komme i Guds Navn, det er det Sidste, hvori et Menneske skal fors&o-;ge sig; og Den, der maa n&o-;ies dermed, han maa n&o-;ies med Lidet. Hvis han kom til den M&ae;gtiges D&o-;r, hvis Tjeneren end ikke forstod, fra hvem det var han hilsede, hvis den M&ae;gtige utaalmodig selv gik ud og saae den ringe Mand, der skulde hilse fra Gud i Himlene &streg; maaskee blev D&o-;ren lukket for ham. Dog vil Talen ikke overrumple Dig, m. T., eller frembringe en pludselig Virkning. Naar Ordet siger: at n&o-;ies med Guds Naade, da er vel Grunden, at Guds Naade ikke udtrykker sig saaledes som et Menneske saa gjerne vil forstaae den, men taler vanskeligere. Saasnart nemlig Guds Naade giver Mennesket hvad han &o-;nsker og begjerer, da n&o-;ies han ikke blot med Naaden, men er glad ved hvad han modtager, og forstaaer, efter sin Formening, let, at Gud er ham naadig. At dette nu er en Misforstaaelse, som Ingen skal forhaste sig med at ivre mod, det er vist nok, men derfor b&o-;r man dog ikke glemme at &o-;ve sig i den beleilige Tid til at forstaae det Vanskeligere og det Sande. Dersom nemlig et Menneske kan v&ae;re forvisset om Guds Naade, uden at beh&o-;ve det timelige Vidnesbyrd som Mellemmand, eller den efter hans Begreb ham gavnlige Tilskikkelse som Tolk, da er det jo ham vist, at Guds Naade er det Herligste af Alt, og da vil han bestr&ae;be sig for, saaledes at gl&ae;des ved den, at han ikke blot n&o-;ies med den, saaledes at takke for den, at han ikke n&o-;ies med Naaden: ikke s&o-;rger over Det, som blev n&ae;gtet, ikke over den Sprogforskjellighed der var mellem Guds evige Tilforladelighed og hans barnlige Lidettroenhed, men som nu ikke mere er, nu da &anfbeg;hans Hjerte styrkes ved Naaden og ikke ved Mad&anfslut; (Hebr. 13, 9). Dersom en N&o-;dlidende turde gl&ae;de sig ved en M&ae;gtigs Venskab, men denne m&ae;gtige Mand kunde Intet gj&o-;re for ham (dette er jo det Tilsvarende til at Guds Naade lader det jordiske Vidnesbyrd udeblive): det, at han havde et saadant Venskab, var dog allerede saare meget. Men her ligger maaskee Vanskeligheden; thi den N&o-;dlidende kunde jo overbevises om, at hiin m&ae;gtige Mand virkeligen ikke formaaede at gj&o-;re Noget for ham; men hvorledes skulde han paa endelig Maade overbevises om, at Gud ikke kan, han er jo alm&ae;gtig! Deraf kommer det vel, at Utaalmodighedens Tanke bestandigen ligesom pukker paa, at Gud kan nok; og derfor er det, fordi Mennesket er saa utaalmodigt, derfor er det, at Sproget siger: at n&o-;ies med Guds Naade. I Begyndelsen, naar Utaalmodigheden er meest h&o-;ir&o-;stet, da kan den neppe forstaae, at det er en priselig N&o-;isomhed; alt eftersom den sagtnes og dysses i det indvortes Menneskes stille Uforkr&ae;nkelighed, da fatter den det bedre og bedre, indtil Hjertet bev&ae;ges og stundom idetmindste seer den guddommelige Herlighed, der havde paataget sig en ringe Skikkelse. Og forsvinder denne Herlighed atter for Mennesket, saa han igjen er, hvad han dog ogsaa var medens han saae Herligheden, n&o-;dlidende, synes det ham atter, at der dog h&o-;rer N&o-;isomhed til for at n&o-;ies med Guds Naade, da tilstaaer han dog vel stundom sig selv i Besk&ae;mmelse, at Guds Naade nok er v&ae;rd at n&o-;ies med, ja alene v&ae;rd at eftertragte, ja ene saligt at besidde. Saa vil da lidt efter lidt, thi Guds Naade tages aldrig med Vold, det menneskelige Hjerte i skj&o-;n Forstand blive mere og mere un&o-;isomt, &dvs;: mere og mere higende, mere og mere l&ae;ngselsfuldt efter at vide sig Naaden sikkret. Og see, nu er Alt blevet nyt, Alt blevet forandret! I Forhold til det Jordiske gjelder det, at beh&o-;ve Lidet, og i samme Grad man beh&o-;ver mindre, i samme Grad er man fuldkomnere, som en Hedning, der jo kun vidste at tale om det Jordiske, har sagt det, at Guddommen var salig, fordi han Intet beh&o-;vede, n&ae;st ham den Vise, fordi han beh&o-;vede Lidet. I Menneskets Forhold til Gud er det omvendt: jo mere han beh&o-;ver Gud, jo dybere han fatter at han tr&ae;nger til Gud, og nu i sin Trang tr&ae;nger sig frem til Gud, desto fuldkomnere er han. Ordet at n&o-;ies med Guds Naade vil derfor ikke blot tr&o-;ste et Menneske, og da atter tr&o-;ste, hvergang jordisk Savn og N&o-;d gj&o-;r ham, jordisk talt, Tr&o-;sten forn&o-;den; men naar han ret er bleven opm&ae;rksom paa Ordet, da kalder det ham afsides, hvor han ikke mere h&o-;rer det verdslige Sinds jordiske Modersmaal, ikke Menneskenes Taler, ikke Larmen af de Handlende, men hvor Ordet forklarer sig for ham, betroer ham Fuldkommenhedens Hemmelighed: at det at beh&o-;ve Gud, ikke er til at skamme sig ved, men netop er Fuldkommenheden, og at dette er det S&o-;rgeligste, om et Menneske gik gjennem Livet uden at opdage, at han beh&o-;vede Gud. Saa ville vi da tydeliggj&o-;re os denne opbyggelige Tanke: At tr&ae;nge til Gud er Menneskets h&o-;ieste Fuldkommenhed. At det er saa, at det at tr&ae;nge til Gud er en Fuldkommenhed, derom synes en Omst&ae;ndighed, der vel er Alle bekjendt, at minde Enhver idetmindste med en forbigaaende Paamindelse. I de forskjellige Landes Kirker bedes jo efter Pr&ae;dikenen for Kongen og det kongelige Huus. At der bedes for Dem, som syge og sorrigfulde ere, kan ikke bevise, at det at tr&ae;nge til Gud er en Fuldkommenhed; thi disse ere jo de Lidende. Men Kongen, han er den m&ae;gtige Mand, ja den m&ae;gtigste; og dog bedes der ganske s&ae;rligen for ham, kun i Almindelighed for de Syge og Sorrigfulde, om Kirken end haaber og fortr&o-;ster sig til, at Gud i Himlene vil forstaae det ganske s&ae;rligen, at han, medens Kirken end ikke t&ae;nker paa nogen Bestemt, t&ae;nker paa enhver Bestemt i Besynderlighed. Og dersom det er anderledes med Guds Forstaaen, dersom hans Regjeringssorger ogsaa kun tillod ham i Almindelighed at bekymre sig om den Enkelte &streg; ja, da Gud hj&ae;lpe os! Ak, dette er dog det Sidste et Menneske siger i sin Elendighed; selv naar han ikke kan udholde denne sidste Tanke, at Gud kun i Almindelighed skulde b&ae;re Omsorg for den Enkelte, selv da siger han: Gud hj&ae;lpe mig til at udholde denne Tanke, og faaer dog saaledes alligevel Gud til at bekymre sig s&ae;rligen om ham. Men hvorfor bedes der nu for Kongen i S&ae;rdeleshed? Er det fordi han har den jordiske Magt og holder Manges Skjebne i sin Haand; er det fordi hans Velv&ae;re betinger Utalliges; er det fordi enhver &anfbeg;Modgangsskygge,&anfslut; der gaaer over Kongens Huus, ogsaa gaaer over hele Folket; er det fordi hans Sygdom standser Statens Virksomhed, hans D&o-;d forstyrrer dens Liv? En saadan reen verdslig Bekymring kan vistnok, og ei heller uskj&o-;nt, besk&ae;ftige Mange; men dog vel neppe bringe Nogen til at _{bede, eller til at bedebede eller til at bede}bede paa nogen anden Maade end med den Tilbageholdenhed, der er forn&o-;den, naar vi bede om jordiske Goder; thi et saadant jordisk Gode bliver jo i saa Fald en Konge. I denne Forstand vilde da og Forb&o-;nnen blive inderligere og inderligere, alt eftersom den Bedendes eget Liv var knyttet n&ae;rmere og n&ae;rmere til ham, indtil B&o-;nnen tilsidst ikke mere var en Forb&o-;n, saa lidet som Hustruens B&o-;n for Manden er en Forb&o-;n. Men saaledes kan jo Kirken ikke v&ae;re bedende, netop fordi den gj&o-;r Forb&o-;n; men dette gj&o-;r den vel, fordi den er overbeviist om, at jo h&o-;iere et Menneske staaer, desto mere beh&o-;ver han Gud. Dog om der end bedes i alle Kirker for en Konge, deraf f&o-;lger jo ikke, at den Konge, for hvem der bedes, selv fatter, at det at tr&ae;nge til Gud er Menneskets h&o-;ieste Fuldkommenhed. Og om den Enkelte i Kirken stiltiende giver sit Minde til Forb&o-;nnen, ak, og om de Mange, der ikke bes&o-;ge Kirken, dog Intet have at indvende mod Forb&o-;nnen, deraf f&o-;lger jo ikke, at disse forstaae det gudeligt, at jo h&o-;iere man stiger i jordisk Magt og V&ae;lde, desto n&ae;rmere kommer man kun til Forb&o-;nnen. At tage den forf&ae;ngeligt, er for den M&ae;gtige kun altfor let; at sige den forf&ae;ngeligt, er for den Bedende kun altfor let; hvorimod det, ret for Alvor at ville forstaae, hvad man allerede ikke forstaaer alvorligt nok, naar man selv vil fors&o-;ge sig til denne Bevidsthed, og ikke lade Gud om det, der bedst veed at &ae;ngste al Selvtillid ud af et Menneske og forhindre ham i, naar han skal til at synke i sin egen Intethed, at vedligeholde Dykkerens Forbindelse med det Jordiske selv; det, ret for Alvor at ville forstaae det, gj&o-;r Livet vanskeligt, vi n&ae;gte det ikke. Lader os kun tilstaae det, uden derfor at blive mismodige eller feige, saa vi ville sove os til, hvad Andre have maattet arbeide for; lader os ikke tage det forf&ae;ngeligt, naar den Troende begeistret siger, at al hans Lidelse kun er stakket og kort, at Selvforn&ae;gtelsens Aag er saa let at b&ae;re. Men lader os heller ei tvivle om, at Selvforn&ae;gtelsens Aag er gavnligt, at Lidelsernes Kors adler et Menneske trods Noget, og haabe til Gud, engang at skulle komme saavidt, at vi ogsaa kunne tale begeistrede. Men lader os ikke forlange det for tidligen, at ikke den Troendes begeistrede Tale skal gj&o-;re os mismodige, fordi det ikke strax vil lykkes. Ofte gaaer det et Menneske saaledes, at han indprenter i sin Hukommelse et enkelt st&ae;rkt Ord. Naar nu Lidelsen kommer til hans Huus, da mindes han Ordet, og mener strax at skulle seire i Ordets Gl&ae;de. Men selv en Apostel taler ikke altid st&ae;rke Ord, ogsaa han er stundom svag, ogsaa han &ae;ngstes, og giver derved at forstaae, at det st&ae;rke Ord er dyrekj&o-;bt, og aldrig besiddes saaledes, at man jo igjen kan faae Leilighed til at forvisse sig om, hvor dyrt det er kj&o-;bt. Men om nu end denne Forstaaelse gj&o-;r Livet vanskeligere, ikke blot for den Lykkeliges Letsindighed og for de Mange, hvis Higen er at blive som han er det; men ogsaa for de Ulykkelige, da dog Forstaaelsen ikke virker som en Trolddom, ikke virker paa nogen udvortes afgj&o-;rende Maade; skulle vi derfor tvivlsomt anprise den, eller tvesindede attraae den? Og dog er det jo en bet&ae;nkelig Sag, at det, der skal bydes som Tr&o-;sten i Livet, begynder med at gj&o-;re det vanskeligere, for da &streg; ja for da i Sandhed at gj&o-;re det lettere; thi saaledes er det med enhver Sandhedens Undergjerning, som det var med hiint Under ved Brylluppet i Cana: f&o-;rst iskj&ae;nker Sandheden den slette Viin og gjemmer den bedste til Sidst; hvorimod den bedragerske Verden skj&ae;nker den bedste Viin f&o-;rst. Fordi nemlig et Menneske blev ulykkelig, &anfbeg;gr&ae;ndsel&o-;s ulykkelig&anfslut;, som han jo selv siger, deraf f&o-;lger slet ikke, at den Forstaaelse, der betinger Tr&o-;sten, den Forstaaelse, at han selv slet Intet formaaer, endnu er modnet i ham. Dersom han saaledes troer, at han blot mangler Midlet, da troer han endnu paa sig selv, dersom han troer, at hvis Magten gaves ham, eller Menneskenes Beundring, eller Besiddelsen af det &O-;nskede, dersom han mener, at Klagen indeholder en berettiget Fordring paa noget Timeligt, som bliver mere berettiget, jo heftigere Klagen bliver &streg; da har han endnu en, menneskelig talt, bitter Kalk at t&o-;mme, f&o-;r Tr&o-;sten kommer. Derfor er det altid en vanskelig Sag for det ene Menneske at tilbyde det andet en saadan Tr&o-;st; thi naar den Bekymrede tyer til ham, og han da vil sige: &anfbeg;jeg veed vel, hvor der er en Tr&o-;st at finde, en ubeskrivelig Tr&o-;st, ja hvad mere er, den forvandler sig lidt efter lidt i Din Sjel til den h&o-;ieste Gl&ae;de,&anfslut; da vil vel den Bekymrede lytte opm&ae;rksomt; men naar der da tilf&o-;ies: &anfbeg;f&o-;rend dog denne Tr&o-;st kan komme, da maa man forstaae, at man selv er slet Intet; da maa man afhugge den Sandsynlighedens Bro, der vil s&ae;tte &O-;nsket og Utaalmodigheden og Begjeringen og Forventningen i Forbindelse med det &O-;nskede, det Begjerede, det Forventede; da maa man forsage det verdslige Sinds Omg&ae;ngelse med det Tilkommende; da maa man tr&ae;kke sig tilbage i sig selv, ikke som i en F&ae;stning, der endnu byder Verden Trods, medens dog den Indesluttede har hos sig i F&ae;stningen sin farligste Fjende, ja medens det maaskee var Fjendens Raad, han fulgte, da han saaledes sluttede sig inde, men tr&ae;kke sig tilbage i sig selv, synkende i sin egen Intethed, overgivende sig selv paa Naade og Unaade&anfslut;, da var der vel Den, som gik bedr&o-;vet bort liig hiin rige Yngling, der havde meget Gods, og det uagtet han ikke havde meget Gods, men dog lignede ham, saa man ikke kunde skjelne dem. Eller dersom den Bekymrede var l&o-;ben vild og l&o-;ben fast i Overveielse, saa han ikke m&ae;gtede at handle, fordi der fra begge Sider lod sig sige ligemeget, og et andet Menneske da vilde sige til ham: &anfbeg;jeg veed en Udvei, og Du skal v&ae;re Seiren vis; opgiv &O-;nsket, handel, handel i den Overbeviisning, at selv naar netop det Modsatte af &O-;nsket skeer, har Du dog seiret&anfslut;, da var der vel Den, der vendte sig utaalmodigen bort, fordi en saadan Seier syntes ham et Nederlag, og fordi en saadan Udvei tyktes ham endnu tungere end den tvivlende Sjels mangfoldige Uro. Hvad er dog et Menneske? Er han kun en Prydelse mere i Skabningens R&ae;kke; eller har han ingen Magt, formaaer han selv Intet? Og hvilken er da denne Magt; hvad er det H&o-;ieste han formaaer at ville? Hvorledes lyder Svaret paa dette Sp&o-;rgsmaal, naar Ungdommens Dristighed forener sig med Manddommens Kraft for at sp&o-;rge, naar denne herlige Forening er villig til at offre Alt for at fuldkomme det Store, naar den br&ae;ndende i Iver siger: &anfbeg;om end ingen Anden f&o-;r naaede det i Verden, saa vil dog jeg naae det; om Millioner vanartede og glemte Opgaven, saa vil dog jeg stride &streg; men hvad er det H&o-;ieste&anfslut;? Nu vel, vi ville ikke besvige det H&o-;ieste for sin Priis, vi d&o-;lge ikke, at det sjeldent blev naaet i Verden; thi det H&o-;ieste er: at et Menneske fuldelig overbevises om, at han selv slet Intet formaaer, slet Intet. O, sjeldne V&ae;lde, ikke saaledes sjelden, at kun en Enkelt f&o-;dtes kongebaaren, thi Enhver f&o-;dtes til den! O, sjeldne Viisdom, ikke saaledes sjelden, at den kun tilb&o-;des Enkelte, da den dog tilbydes Alle! O, vidunderlige Sjeldenhed, der ikke nedv&ae;rdiges ved at tilbydes Alle, og ved at kunne besiddes af Alle! Ja naar Mennesket vil vende sig ud efter, da synes det vel som formaaede han hvad der var mere forbausende, hvad der vilde tilfredsstille ham selv ganske anderledes, hvad Beundringen jublende vilde flokkes om; thi hiin sjeldne Oph&o-;iethed er ikke god at beundre, frister ikke det sandselige Menneske, da den tvertimod d&o-;mmer den Beundrende, at han er en Daare, der ikke selv veed hvad han beundrer, og byder ham at gaae hjem; eller at han er en svigagtig Sj&ae;l, og byder ham at gaae i sig selv. For den udvortes Betragtning er vel Mennesket den herligste Skabning, men al hans Herlighed er dog kun i det Udvortes og til det Udvortes: thi sigter ikke &O-;iet med sin Piil ud efter, hver Gang Lidenskaben og Lysten sp&ae;nder Strengen, griber ikke Haanden ud efter, er ikke hans Arm udrakt, er ikke hans Snilde erobrende! Men dersom han dog ikke vil v&ae;re som et Krigsredskab i uforklarede Drifters Tjeneste, ja i Verdens Tjeneste, fordi Verden, til hvilken hans Attraa er, selv v&ae;kker Driften; dersom han dog ikke vil v&ae;re som en Strengeleg i uforklarede Stemningers Haand, eller rettere i Verdens Haand, fordi hans Sj&ae;ls Bev&ae;gelse er i Forhold til som Verden griber i Strengene; dersom han ikke vil v&ae;re som et Speil, hvori han opfanger Verden, eller rettere, hvori Verden speiler sig selv; dersom han ikke vil dette, dersom han, f&o-;rend &O-;iet sigter efter Noget for at erobre det, f&o-;rst selv vil fange &O-;iet, at det maa tilh&o-;re ham, ikke han &O-;iet, dersom han griber Haanden, f&o-;rend den griber til efter det Udvortes, at den maa tilh&o-;re ham, ikke han Haanden, dersom han vil det saa alvorligt, at han ikke frygter for at udrive &O-;iet, at afhugge Haanden, at lukke Sandsens Vindve, hvis det skulde gj&o-;res forn&o-;dent &streg; ja, da er Alt forandret, Magten taget fra ham og Herligheden. Han strider ikke med Verden, men med sig selv. Betragt ham nu, hans kraftige Skikkelse holdes omsluttet af en anden Skikkelse, og saa fast holde de hinanden omslyngede, lige smidigt og lige st&ae;rkt sammenknuge de hinanden, saa Brydningen end ikke kan begynde, fordi hiin anden Skikkelse i samme &O-;ieblik vilde overv&ae;lde ham; men denne anden Skikkelse er ham selv. Saaledes formaaer han slet Intet; selv det svageste Menneske, der ikke fors&o-;ges i denne Strid, formaaer langt mere end han. Og denne Strid er ikke blot anstr&ae;ngende, men tillige meget forf&ae;rdelig (dersom det dog ikke er ham selv, der f&o-;lgende sit eget Paafund har vovet sig ud i den, og hvis saa er, da fors&o-;ges han ikke i den Strid, om hvilken vi tale) naar Livet ved Guds Styrelse kaster et Menneske ud for at styrkes i denne Tilintetgj&o-;relse, der ingen Skuffelse kjender, ingen Udflugt tillader, intet Selvbedrag foranlediger, som formaaede han under andre Omst&ae;ndigheder noget Mere; thi da han strider med sig selv, kan Omst&ae;ndigheder ikke gj&o-;re Udslaget. Denne er et Menneskes Tilintetgj&o-;relse, og Tilintetgj&o-;relsen hans Sandhed. Han skal ikke slippe ud af denne Erkjendelse; thi han er jo sig selv sit eget Vidne, sin Anklager, sin Dommer, han er sig selv den Eneste der formaaede at tr&o-;ste, da han forstaaer Tilintetgj&o-;relsens N&o-;d, og den Eneste, der ikke kan tr&o-;ste, da han jo selv er Tilintetgj&o-;relsens Redskab. At fatte denne Tilintetgj&o-;relse, er det H&o-;ieste, hvad et Menneske formaaer, at ruge over denne Forstaaelse, fordi den er ham et betroet Gode, af Gud i Himlene nemlig betroet ham som Sandhedens Hemmelighed, er det H&o-;ieste og det Vanskeligste hvad et Menneske formaaer; thi Bedraget og Falskneriet er let gjort, saa han selv paa Sandhedens Bekostning bliver til Noget. Dette er det H&o-;ieste og Vanskeligste et Menneske formaaer, dog hvad siger jeg, end ikke dette formaaer han, han formaaer i det H&o-;ieste at ville forstaae, at denne t&o-;rre Brand kun fort&ae;rer indtil Gudskj&ae;rlighedens Ild t&ae;nder Luen i hvad den t&o-;rre Brand ikke kunde fort&ae;re. &streg; Saaledes er Mennesket en hj&ae;lpel&o-;s Skabning; thi al anden Forstaaelse, hvorved han forstaaer, at han kan hj&ae;lpe sig selv, er kun en Misforstaaelse, om han end i Verdens &O-;ine blev anseet for modig &streg; ved at have Mod til at blive i en Misforstaaelse, det er, ved ikke at have Mod til at forstaae Sandheden. Men i Himlene, m. T., der boer den Gud, som formaaer Alt, eller rettere, han boer jo allevegne, om Menneskene end ikke m&ae;rke det; &anfbeg;ja var Du, o Herre, et afm&ae;gtigt, livl&o-;st Legeme som en Blomst, der visner; var Du som en B&ae;k, der rinder forbi; var Du som en Bygning, der synker hen i Tiden; saa vilde Menneskene agte paa Dig, da var Du en passende Gjenstand for vore lave og dyriske Tanker&anfslut;; men nu er det ikke saaledes, og Din Storhed gj&o-;r Dig netop usynlig; thi i Din Viisdom er Du for langt borte fra Menneskets Tanke, til at han kan see Dig, og i Din Allestedsn&ae;rv&ae;relse er Du ham for n&ae;r til at han kan see Dig; i Din Godhed skjuler Du Dig for ham, og Din Almagt gj&o-;r, at han ikke kan see Dig, thi saa blev han selv til Intet! Men Gud i Himlene formaaer Alt, og Mennesket slet Intet. M. T., er det nu ikke saaledes, at disse Tvende passe for hinanden: Gud og Mennesket? Men passe de for hinanden, da er jo kun Sp&o-;rgsmaalet, om Du vil v&ae;re glad over denne vidunderlige Lykke, at I Tvende passe for hinanden; eller om Du hellere vil v&ae;re en Saadan, der slet ikke passede for Gud, en Saadan, der selv formaaede Noget &streg; og altsaa ikke ganske passede for Gud: thi Gud kan Du jo ikke _{og kan Du o}og kan Du jo ikke ville forandre, at han ikke skulde formaae Alt. At blive til Intet, det synes haardt, o, men selv i det Menneskelige tale vi anderledes. Thi hvis Ulykken l&ae;rte to Mennesker, at de passede for hinanden i Venskab eller i Elskov, hvor ringe syntes dem dog ikke den N&o-;d, som Ulykken bragte, i Sammenligning med den Gl&ae;de, som Ulykken ogsaa bragte: at disse Tvende passede for hinanden! Og hvis Tvende f&o-;rst i D&o-;den forstode, at de passede for hinanden i al Evighed, o, hvad var da hiint korte om end bittre Adskillelsens &O-;ieblik, der er D&o-;dens, i Sammenligning med en evig Forstaaelse! Saaledes er Mennesket stort og paa sit H&o-;ieste, naar han passer for Gud ved selv at v&ae;re slet Intet; men lader os ikke letsindigen beundre eller tage Beundringen forf&ae;ngeligt. Gik ikke Moses som Herrens Udsending til et vanartet Folk for at udfrie dette fra det selv, dets Tr&ae;llesind, og fra dets Tr&ae;llestand under en Tyrans Aag? Hvad er selv den st&o-;rste Helts Daad i Sammenligning med hvad man saaledes kalder Moses's Gjerninger; thi hvad er det at sl&o-;ife Bjerge og fylde Floder mod at lade et M&o-;rke falde over hele &Ae;gypten! Men dette var jo ogsaa kun Moses's saakaldte Gjerninger, thi han formaaede slet Intet, og Gjerningen var Herrens. Seer her Forskjellen. Moses, han fatter ikke Beslutninger, udkaster ikke Planer, medens de Forstandiges Raad opm&ae;rksomt lytter til, fordi Anf&o-;reren er den Viseste; Moses formaaer slet Intet. Hvis Folket vilde sige til ham: gaa Du til Pharao, thi Dit Ord er m&ae;gtigt, Din R&o-;st seierrig, Din Veltalenhed uimodstaaelig, da havde han vel svaret: &anfbeg;O, I Daarer! jeg formaaer slet Intet, end ikke at lade mit Liv for Eder, hvis Herren ikke saa vil det, jeg formaaer kun at henstille Alt til Herren&anfslut;. Da tr&ae;der han frem for Pharao, og hvilket er hans Vaaben? Den Afm&ae;gtiges &streg; B&o-;nner, og selv naar B&o-;nnens sidste Ord allerede har naaet Himlen, da veed han endnu ikke, hvad der skal skee, om han end troer, at hvad der saa end skeer, skeer dog det Bedste. Da vender han hjem til Folket, men hvis det vilde prise og takke ham, da vilde han vel svare: &anfbeg;jeg formaaer slet Intet.&anfslut; Eller naar Folket t&o-;rster i &O-;rkenen, og maaskee tyer til Moses og siger: tag Din Stav og byd Klippen at give Vand, da skulde vel Moses svare: &anfbeg;hvad er min Stav andet end en Kj&ae;p?&anfslut; Og vedblev Folket: men i Din Haand er Staven m&ae;gtig; da maatte vel Moses sige: &anfbeg;jeg formaaer slet Intet; men da dog Folket begjerer det, da jeg selv ikke kan udholde Synet af de Vansm&ae;gtendes Elendighed; saa slaaer jeg Klippen, om jeg selv end ikke troer, at der vil springe Vand af den&anfslut; &streg; og Klippen gav ikke Vand. Altsaa: om den Stav, han holder i sin Haand, skal v&ae;re Almagtens Finger, eller den skal v&ae;re Moses's Kj&ae;p, veed han ikke, end ikke i det &O-;ieblik, da Staven allerede ber&o-;rer Klippen; han veed det f&o-;rst bag efter, som han bestandig kun seer Herrens Ryg. O! menneskeligt talt formaaer den Svageste i Israel mere end Moses, thi denne mener dog, at der er Noget, han formaaer, men Moses formaaer slet Intet. I det ene &O-;ieblik ligesom at v&ae;re st&ae;rkere end den St&ae;rkeste, end alle Mennesker, end hele Verden, forsaavidt Underet skeer ved hans Haand; i det n&ae;ste &O-;ieblik, ja i samme &O-;ieblik at v&ae;re svagere end den Svageste, forsaavidt denne dog endnu bestandigen mener, at der er Noget, han formaaer &streg; en saadan Storhed skal ikke friste Forf&ae;ngelighedens Higen, forsaavidt den da giver sig Tid til at forstaae, hvori Storheden ligger; thi ellers skulde den vel flux v&ae;re rede til med sin v&ae;mmelige Feighed at &o-;nske at v&ae;re i Moses's Sted. Dog gj&o-;r denne Betragtning, at det at tr&ae;nge til Gud er Menneskets h&o-;ieste Fuldkommenhed, end Livet vanskeligere, da gj&o-;r den det jo kun, fordi den vil betragte Mennesket efter hans Fuldkommenhed, og bringe ham selv til at betragte sig saaledes; thi i og ved denne Betragtning l&ae;rer Mennesket at kjende sig selv. Og det Menneske, der ikke kjender sig selv, hans Liv er jo i dybere Forstand en Skuffelse. Dog en saadan Skuffelse forskyldes vel sjeldent, at et Menneske ikke opdager, hvilke Evner der ere ham betroede, ikke s&o-;ger at udvikle disse saa meget som muligt i Overeensstemmelse med de Livsforhold, der ere ham opgivne, saa han ret slaaer dybe R&o-;dder i Tilv&ae;relsen, ikke omgaaes sig selv letsindigen liig det lykkeligt begavede Barn, der ikke forstaaer, hvor meget der dog er det betroet, liig den letsindige rige Yngling, der ikke veed hvad Guld har at betyde &streg; og saaledes er jo ogsaa det vi kalde et Menneskes Selv ligesom Penges V&ae;rd; og Den, der kjender sig selv, han veed indtil det mindste, hvor meget han lyder paa, og veed at s&ae;tte sig selv om, saa han faaer den hele V&ae;rdi ud. Gj&o-;r han ikke dette, da kjender han ikke sig selv, og han er skuffet, hvad den Forstandige nok vil sige ham, og sige ham Skridt for Skridt, eftersom Livet gaaer frem: at han ikke fryder sig ved Livet i Dagenes Vaar; at han ikke gj&o-;r sig gjeldende for hvad han virkelig er; at han ikke veed at Menneskene tage En for hvad man selv _{giver sig}giver sig for, at han ikke har vidst at gj&o-;re sig selv betydningsfuld og derved at give Livet Betydning for sig. Ak men om et Menneske ogsaa i denne Forstand nok saa godt kjendte sig selv, om han end nok saa godt vidste, at faae sig selv saa fordeelagtigt som muligt udsat paa Rente i Livet; mon han derfor kjendte sig selv? Men kjendte han ikke sig selv, saa var jo dog hans Liv i dybere Forstand en Skuffelse. Skulde det nu ogsaa v&ae;re sjeldent, at et Menneske i disse kloge Tider forskyldte en saadan Skuffelse? Hvilken var nemlig hiin kl&o-;gtige Selvkundskab anden end denne, at han kjendte sig selv i Forhold til noget Andet, men ikke kjendte sig selv i Forhold til sig selv, det vil sige: hans hele Selvkundskab blev trods den tilsyneladende Tilforladelighed aldeles sv&ae;vende, da den kun angik Forholdet mellem et tvivlsomt Selv og et tvivlsomt Andet; thi dette Andet kunde forandres, saa en Anden blev den St&ae;rkeste, den Skj&o-;nneste, den Rigeste, og dette Selv kunde forandres, saa han selv blev fattig, blev styg, blev afm&ae;gtig; og denne Forandring kunde indtr&ae;de hvert &O-;ieblik. Blot nu dette Andet tages bort, saa er han jo skuffet; og dersom dette Andet er noget Saadant, at det kan tages bort, er han jo skuffet, selv om det ikke toges bort, fordi hans hele Livs Betydning var grundet paa noget Andet. Det er nemlig ingen Skuffelse af det, som kan skuffe, at det skuffer: men snarere en Skuffelse, naar det lader det v&ae;re. En saadan Selvkundskab er da saare ufuldkommen, og langtfra at betragte Mennesket efter hans Fuldkommenhed; thi det var jo en besynderlig Fuldkommenhed, om hvilken der, efterat man maaskee havde priset den i de st&ae;rkeste Udtryk, slutteligen maatte siges: tillige er den en Skuffelse? Ad denne Vei kommer man ikke til at betragte Mennesket efter hans Fuldkommenhed, og for at begynde derpaa maa man begynde med at rive sig l&o-;s fra enhver saadan Betragtning, hvilket er vanskeligt nok, som det at rive sig ud af en Dr&o-;m, at man ikke tager feil og forts&ae;tter Dr&o-;mmen: dr&o-;mmende, at man er vaagnet; vidtl&o-;ftigt nok i en vis Forstand, fordi et Menneskes egentlige Selv synes ham at ligge saa fjernt, at hele Verden ligger ham langt n&ae;rmere; forf&ae;rdeligt nok, fordi den dybere Selvkundskab begynder med, hvad Den, der ikke vil forstaae det, maatte kalde det &ae;ngstende Bedrag: istedetfor hele Verden at faae sig selv, istedetfor Herre at blive Tr&ae;ngende, istedetfor at formaae Alt at formaae slet Intet. Ak, hvor vanskeligt, at man ikke her igjen falder hen i Dr&o-;mme, og dr&o-;mmer, at man gj&o-;r det ved sin egen Kraft. Naar da Mennesket vender sig mod sig selv for at forstaae sig selv, tr&ae;der han ligesom hiint f&o-;rste Selv iveien, standser det, der jo var vendt ud ad, i at hige og tragte efter den Omverden, der er dets Gjenstand, kalder det tilbage fra det Udvortes. For at bev&ae;ge det f&o-;rste Selv til denne Tilbagekaldelse lader det dybere Selv Omverdenen blive, hvad den er, blive tvivlsom. Saaledes er det jo ogsaa, at Verdenen om os er Ustadighed og ethvert &O-;ieblik kan forandres til det Modsatte; og der er ikke fundet det Menneske, der ved sin Magt eller ved sit &O-;nskes Besv&ae;rgelse kan tvinge denne Vexel. Det dybere Selv danner nu hiin Omverdenens svigefulde B&o-;ielighed saaledes, at den ikke mere bliver hiint f&o-;rste Selv attraav&ae;rdig. Enten maa da det f&o-;rste Selv see at dr&ae;be det dybere Selv, at faae det glemt, hvorved da Alt er opgivet; eller det maa indr&o-;mme, at det dybere Selv har Ret; thi at ville udsige Bestandighed om Det, som bestandig vexler, er jo en Modsigelse; og saasnart man bekjender, at det vexler, kan det jo vexle i samme &O-;ieblik. Hvor Meget end hiint f&o-;rste Selv krymper sig derved, der er aldrig fundet nogen saa snild Ordgyder eller saa snedig Tankefalskner, at han kan afkr&ae;fte det dybere Selvs evige Paastand; der gives kun een Udvei, det er at bringe det dybere Selv til Taushed ved at lade Ustadighedens Brusen overd&o-;ve det. &streg; Hvad er nu skeet? Det f&o-;rste Selv er standset, kan aldeles ikke r&o-;re sig. Ak, Omverdenen kan i Virkeligheden v&ae;re saa begunstigende, saa haandgribelig trofast, saa tilsyneladende usvigelig, at Enhver vil borge for en lykkelig Fremgang, naar man blot begynder; det hj&ae;lper ikke. Det Menneske, der er Vidne til hiin Strid i hans Indre, maa give det dybere Selv Ret: i dette Minut kan Alt v&ae;re forandret, og Den, der ikke opdager det, han l&o-;ber bestandigt paa det Uvisse. Der har i Verden aldrig v&ae;ret saa hurtig en Tunge, at den kunde bedaare det dybere Selv, saasnart det blot faaer Lov at komme til Orde. Ak, det er en smertefuld Tilstand: det f&o-;rste Selv sidder og seer efter alle de vinkende Frugter; og det er jo saa klart, at blot man griber til, saa lykkes Alt, det vil ethvert Menneske indr&o-;mme &streg; men det dybere Selv sidder alvorligt, bet&ae;nkeligt som L&ae;gen ved den Syges Leie, om dog ogsaa med sin forklarede Mildhed, fordi det veed, at denne Sygdom er ikke til D&o-;den men til Livet. Det f&o-;rste Selv har nu en bestemt Higen; det veed med sig selv, at det er i Besiddelse af Betingelserne; Omverdenen, saaledes som det forstaaer den, er saa begunstigende som muligt; de vente ligesom blot paa hinanden: det lykkelige Selv og Lykkens Begunstigelser &streg; ak, hvilket lysteligt Liv! men det dybere Selv viger ikke, det tinger ikke, giver ikke sit Minde, slutter ikke Forlig, det siger blot: endnu i dette &O-;ieblik kan jo Alt v&ae;re forandret. Dog Menneskene hj&ae;lpe hiint f&o-;rste Selv med Forklaringen, de kalde paa ham, de forklare, at saaledes gaaer det til i Livet, at der ere nogle Mennesker, som ere lykkelige, og de skulle nyde Livet, og han er een af dem. Da banker Hjertet, han vil afsted ... at et Barn, der har en streng Fader, maa blive hjemme, det maa man finde sig i, thi Faderen er jo den St&ae;rkeste; men han er jo intet Barn, og hiint dybere Selv er jo ham selv, og dog synes det strengere end den strengeste Fader, man kan slet ikke indsmigre sig hos det, det vil enten tale uforbeholdent, eller slet ikke. Da er der Fare paaf&ae;rde, det m&ae;rke de Begge, baade det f&o-;rste og det dybere Selv, og da sidder dette bekymret som den erfarne Lods, medens der hemmeligen holdes Raad, om det ikke var bedst, at kaste Lodsen overbord, da han skaffer Modvind. Dog skeer det ikke, men hvad er F&o-;lgen? Det f&o-;rste Selv kan ikke r&o-;re sig af Stedet, og dog, dog er det tydeligt, at Gl&ae;dens &O-;ieblik iler, at Lykken allerede flygter; thi det sige jo Menneskene, at naar man ikke benytter &O-;ieblikket strax, da er det snart bag efter. Og hvem er saa Skyld deri? Hvem Anden end hiint dybere Selv? Men selv dette Skrig, det hj&ae;lper ikke. &streg; Hvad er dog dette for en unaturlig Tilstand; hvad skal det Hele betyde? Naar noget Saadant foregaaer i et Menneskes Sjel, betyder dette da ikke, at hans Sind begynder at blive svagt? Ak nei, det betyder noget ganske Andet, det betyder, at Barnet skal til at v&ae;nnes fra. Thi man kan jo v&ae;re tredive Aar og derover, fyrretive Aar og dog kun Barn, ja man kan d&o-;e som et gammelt Barn. Men det at v&ae;re Barn er saa deiligt! Saa ligger man ved Timelighedens Bryst i Endelighedens Vugge, og Sandsynligheden sidder ved Vuggen og synger for Barnet. Gaaer &O-;nsket ikke i Opfyldelse og Barnet bliver uroligt, saa dysser Sandsynligheden paa det og siger: lig nu blot stille og sov, saa gaaer jeg ud og kj&o-;ber Noget til Dig; og n&ae;ste Gang saa kommer Touren til Dig. Saa sover Barnet ind igjen og saa er Smerten glemt, og Barnet r&o-;dmer atter i nye &O-;nskers Dr&o-;mme, uagtet det troede, at det var en Umulighed at glemme Smerten; nu, det forstaaer sig, hvis han ikke havde v&ae;ret et Barn, havde han vel ikke glemt Smerten saa let, og det vilde have viist sig, at det ikke var Sandsynligheden, der havde siddet ved Vuggen; men det dybere Selv der havde siddet hos ham ved D&o-;dsleiet i Selvforn&ae;gtelsens D&o-;dsstund, da det selv opstod til en Evighed. Naar da det f&o-;rste Selv falder det dybere Selv tilfode, da ere de forligte og f&o-;lges ad. Da siger vel det dybere Selv: &anfbeg;det er sandt, n&ae;r havde jeg glemt det over vor megen Strid, hvad var det nu Du saa inderligen &o-;nskede; i dette &O-;ieblik troer jeg ikke, at der er Noget til Hinder for &O-;nskets Opfyldelse, naar Du blot ikke glemmer den lille Hemmelighed, vi To have med hinanden. Seer Du nu, nu kan Du da vel v&ae;re forn&o-;iet&anfslut;. Maaskee svarer det f&o-;rste Selv: &anfbeg;ja nu bryder jeg mig ikke saaledes om det; nei, jeg bliver aldrig glad som f&o-;r, o, som dengang, da min Sjel higede derefter; og egentligen forstaaer Du mig ikke&anfslut;. &anfbeg;Det troer jeg heller ei; og det var vel heller ei &o-;nskeligt, at jeg forstod Dig saaledes, at jeg higede ligesaa meget som Du. Dog skulde Du have tabt Noget ved at Du ikke saaledes bryder Dig derom? bet&ae;nk paa den anden Side, hvis nu Omverdenen havde bedraget Dig, og det veed Du jo den kunde, mere sagde jeg ikke, jeg sagde blot det er muligt, hvorved jeg jo rigtignok tillige sagde, at det Du ansaae for Vished egentligen ogsaa kun var en Mulighed &streg; hvad saa, saa havde Du fortvivlet, og Du havde ikke havt mig at stole paa; thi Du erindrer nok, at Skibsraadet n&ae;sten var bet&ae;nkt paa, at kaste mig overbord. Skulde Du nu ikke v&ae;re bedre tjent med at have tabt Noget af hiin br&ae;ndende Begjer, og vundet, at Livet ikke kan bedrage Dig; at tabe paa den Maade, er det ikke at vinde?&anfslut; Hiin lille Hemmelighed, som vi To have med hinanden, saaledes sagde det dybere Selv. Hvilken er vel denne Hemmelighed, m. T.? Hvilken anden, end at et Menneske i Forhold til det Udvortes slet Intet formaaer. Vil han umiddelbart gribe efter det Udvortes, da kan det i samme Nu forandres og han v&ae;re bedragen; derimod kan han tage det med den Bevidsthed, at det ogsaa kunde forandres, og han er ikke bedragen, selv om det forandredes; thi han har det dybere Selvs Samtykke. Vil han handle umiddelbart i det Udvortes, udf&o-;re Noget, da kan Alt i samme &O-;ieblik blive til Intet; derimod kan han med denne Bevidsthed handle, og selv om det blev Intet, han er ikke bedragen, thi han har det dybere Selvs Samtykke. Dog om end saaledes det f&o-;rste og det dybere Selv ere forligte, og det f&ae;lleds Sind vendt bort fra det Udvortes, saa er det jo kun Betingelsen for at kunne komme til at l&ae;re sig selv at kjende. Men for at han virkeligen skal kjende sig selv, er der ny Strid og nye Farer. Den Stridende lade sig blot ikke forf&ae;rde og afskr&ae;kke ved den Tanke som var det at tr&ae;nge en Ufuldkommenhed, naar Talen er om at tr&ae;nge til Gud, som var det at tr&ae;nge en besk&ae;mmende Hemmelighed man helst skjulte, naar Talen dog er om at tr&ae;nge til Gud; som var det at tr&ae;nge en s&o-;rgelig N&o-;dvendighed, man s&o-;gte at afvinde en blidere Side ved selv at udsige det, naar Talen dog var om at tr&ae;nge til Gud. Ved den dybere Selverkjendelse l&ae;rer man netop, at man tr&ae;nger til Gud; men det ved f&o-;rste &O-;iekast Nedtrykkende heri vilde afskr&ae;kke En fra at begynde, hvis man ikke i Tide var opm&ae;rksom derpaa og begeistret ved Tanken, at dette netop er Fuldkommenheden, da det er langt ufuldkomnere og kun en Misforstaaelse, at man ikke skulde tr&ae;nge til Gud. Thi selv om et Menneske havde fuldkommet de herligste Bedrifter, dersom han dog meente, at det var Alt ved hans egen Kraft, dersom han ved at overvinde sit Sind var bleven st&o-;rre end Den, der indtog en Stad, naar han dog meente, at det var skeet ved hans egen Kraft, da var hans Fuldkommenhed v&ae;sentligen kun en Misforstaaelse; men en saadan Fuldkommenhed var jo kun lidet priselig. Den derimod, som indsaae, at han ikke formaaede det Mindste, end ikke at v&ae;re glad over den gl&ae;deligste Begivenhed, uden Gud, han er Fuldkommenheden n&ae;rmere; og Den, som forstod dette, og aldeles intet Smerteligt fandt deri, men kun Salighedens Overfl&o-;dighed, som intet l&o-;nligt &O-;nske gjemte, der dog hellere vilde v&ae;re glad paa egen Haand, ingen Besk&ae;mmelse f&o-;lte ved, at Menneskene m&ae;rkede det paa ham, at han saaledes selv slet Intet formaaede, ingen Betingelse gjorde med Gud, end ikke den, at hans Afmagt skulde bevares skjult for Andre, men i hvis Hjerte Gl&ae;den bestandig seirede ved, saa at sige, jublende at kaste sig i Guds Arme, i navnl&o-;s Forundring over Gud, som jo formaaer Alt &streg; ja han var den Fuldkomne, som Apostelen Paulus bedre og kortere beskriver ham: han &anfbeg;roser sig af sin Svaghed,&anfslut; og har end ikke gjort saa mange og tvetydige Erfaringer, at han veed at udtrykke sig vidtl&o-;ftigere. &streg; Ikke at kjende sig selv, sige jo Menneskene, er en Skuffelse og Ufuldkommenhed; men ofte ville de ikke forstaae, at Den, der virkeligen kjender sig selv, netop fatter, at han Intet formaaer. I det Udvortes formaaede han Intet; men indvortes, formaaer han der ei heller Noget? Skal en Formaaen virkelig v&ae;re en saadan, da maa den jo have en Modstand, thi har den ingen Modstand, da er den enten alm&ae;gtig eller en Indbildning. Men skal han have en Modstand, hvorfra skal da denne komme? I det Indvortes kan Modstanden jo kun komme fra ham selv. Saa strider han da med sig selv i det Indvortes, ikke som f&o-;r, hvor det dybere Selv stred med det f&o-;rste Selv, for at hindre det i, at bekymre sig om det Udvortes. Opdager et Menneske ikke denne Strid, da er han i en Misforstaaelse, og hans Liv altsaa ufuldkomment; men opdager han den, da vil han atter forstaae, at han selv slet Intet formaaer. Det synes underligt, at det er dette, et Menneske skal l&ae;re af sig selv; hvortil da prise Selverkjendelsen? Og dog er det saaledes; og af hele Verden kan et Menneske ikke l&ae;re, at han aldeles Intet formaaer. Selv om hele Verden forenede sig om at knuse og tilintetgj&o-;re den Svageste, han kunde dog endnu bestandig beholde en ganske svag Forestilling om, at han selv formaaede Noget, under andre Omst&ae;ndigheder, naar Overmagten ikke var saa stor. At han slet Intet formaaer, kan han kun opdage ved sig selv; og hvad enten han seirer over hele Verden, eller han snubler over et Halmstraa; det bliver dog tilbage, at han veed dette med sig selv eller kan vide det, at han selv slet Intet formaaer. Vil Nogen forklare det anderledes, da har han jo ikke med de Andre at gj&o-;re, men kun med sig selv, og da er enhver Udflugt gjennemskuet. Det er saa sv&ae;rt, mene Menneskene, at kjende sig selv, is&ae;r naar man er meget begavet, og har mangfoldige Anl&ae;g og Evner, og nu skal vide Beskeed om alt dette. O, den Selverkjendelse, om hvilken vi tale, er jo ikke vidtl&o-;ftig; og hver Gang man ret fatter denne korte og fyndige Sandhed, at man selv slet Intet formaaer, da har man erkjendt sig selv. Men kan man da ikke ved sig selv overvinde sig selv? Det siges vel stundom, men mon dog Den, der siger det, har pr&o-;vet og forstaaet sig selv i det Sagte; hvorledes kan jeg v&ae;re st&ae;rkere end mig selv? Jeg kan v&ae;re st&ae;rkere end den Svageste, og maaskee lever der eller har maaskee levet et Menneske, om hvem man maatte sige, at han var st&ae;rkere end Alle; men Ingen var dog st&ae;rkere end sig selv. Naar man da taler om, ved sig selv at overvinde sig selv, saa t&ae;nker man ved det Sidste egentligen paa noget Udvortes, saaledes at Striden ikke er lige. Naar saaledes Den, hvem verdslig &Ae;re fristede, overvinder sig selv, saa han ikke mere udstr&ae;kker sin Arm efter den; naar Den, der frygtede Livets Farer, jager Frygten saavidt ud, at han ikke flyer Farerne; naar Den, der havde tabt Frimodigheden, overvinder sig selv saavidt, at han forbliver stille og ikke viger fra Afgj&o-;relsens Plads: da ville vi ikke neds&ae;tte Dette, tvertimod vi prise ham. Men dersom han vil vogte paa, ei at frelse sin Sjel i ny Forf&ae;ngelighed og at uddrive Dj&ae;vle ved Dj&ae;velens Hj&ae;lp, da vil han netop tilstaae, at han ikke formaaer at overvinde sig selv i sit Inderste. Dog ingenlunde mener han dette saaledes som havde det Onde eengang for alle faaet Magt over ham, nei, men han formaaer kun saa meget og dette kun ved sin yderste Anstr&ae;ngelse, at han kan staae sig selv imod, hvilket jo ikke er at overvinde sig selv. I sit Inderste danner han nemlig &Ae;rens Fristelser og Frygtens Fristelser og Forsagthedens Fristelser, og Hovmodets og Trodsens og Vellystens st&o-;rre end de, der m&o-;de ham i det Udvortes, og netop derfor strider han med sig selv, ellers strider han med en tilf&ae;ldig Grad af Fristelse, og Seiren beviser Intet med Hensyn til hvad han vilde formaae i en st&o-;rre Fristelse. Seirer han i Fristelsen, som Omgivelsen l&ae;gger den for ham, da beviser dette ikke, at han vilde seire, naar Fristelsen kom saa forf&ae;rdelig som han kan t&ae;nke sig den; men f&o-;rst naar den forekommer saa stor, f&o-;rst da l&ae;rer han egentligen sig selv at kjende. Saa stor forekommer den nu netop i hans Indre, og derfor veed han med sig selv, hvad han maaskee ikke fik at vide med Verden, at han aldeles Intet formaaer. M. T., Du troer dog vel ikke, at dette er et &anfbeg;tungblodet&anfslut; Menneskes m&o-;rke Tanker, Du takker dog ikke Gud for, at Du ikke blev hjems&o-;gt af saadan Tungsindighed? Hvis det var Tungsindighed, er det paa den Maade man b&o-;r elske Gud og Mennesker? At man takker Gud for Forkj&ae;rligheden, hvilket jo er at bedrage ham, og at give ham at forstaae, at hvis det Tungere h&ae;ndte, da kunde man ikke troe paa hans Kj&ae;rlighed (thi med denne Tilstaaelse er det jo noget ganske Andet at takke Gud for, at man ikke blev fors&o-;gt i den sv&ae;reste Strid); at man flyer den Tungsindige, som Du kalder ham, ikke &o-;nsker at vide af, at han jo ogsaa er et Menneske, og Du t&o-;r jo ikke sige, at han er en Forbryder, altsaa, at han er et ulykkeligt Menneske, altsaa et Menneske, der netop tr&ae;ngte til Din Deeltagelse, hvilken Du viser ham ved at bede ham som den Spedalske at vandre ud mellem Gravene, medens Du ikke t&o-;r vedkjende Dig ham som Medmenneske. Men dersom Nogen ansaae det for et tungblodet Menneskes m&o-;rke Tanke at tale saaledes om det at forstaae sig selv, da maatte det vel ansees for den fra hans Tungsind uadskillelige Daarskab, at han meente, at denne Betragtning betragtede Mennesket efter dets Fuldkommenhed; og for en endnu st&o-;rre Daarskab, at han gl&ae;dede sig ved sin Fuldkommenhed. Og hvorledes skulde han dog ikke v&ae;re glad; thi ved det Fuldkomne gl&ae;des man jo altid; og denne hans Gl&ae;de var jo ikke i letsindig Forstaaelse med Guds Forkj&ae;rlighed for en Enkelt, og denne hans Gl&ae;de flygtede ikke for Synet af den Bedr&o-;vede, tvertimod elskede han i den enhver Bedr&o-;vet. Og saaledes er det ogsaa i Sandhed, og Du, m. T., kalder ham dog vel ikke Tungsindig, da han tvertimod er den eneste Glade; thi Den, der er glad i og over Gud, han gl&ae;der sig, og atter siger jeg, han gl&ae;der sig. Hvorfor mon Apostelen Paulus, der haver givet denne skj&o-;nne Formaning: &anfbeg;gl&ae;der Eder, og atter siger jeg gl&ae;der Eder&anfslut;, hvorfor mon han holder op, hvorfor mon han standser, inden han anden Gang byder den Troende at v&ae;re glad? Fordi han i et Mellemrum ligesom har givet sig Tid til at h&o-;re alt det Forf&ae;rdelige, der lader sig sige, det Forf&ae;rdelige at et Menneske formaaer slet Intet, for da at lade Gl&ae;den fuldkommen seire: &anfbeg;atter siger jeg, gl&ae;der Eder&anfslut;. Den Betragtning, at det at tr&ae;nge til Gud er Menneskets h&o-;ieste Fuldkommenhed, gj&o-;r vel Livet vanskeligere, men betragter det tillige efter Fuldkommenheden, og i denne Betragtning kommer Mennesket, ved den stykkevise Opleven, hvilket er den gode Forstaaelse med Gud, til at l&ae;re at kjende Gud. Forsaavidt et Menneske ikke kjender sig selv saaledes, at han veed, at han selv slet Intet formaaer, m&ae;rker han egentligen i dybere Forstand ikke, at Gud er til. Om man end stundom n&ae;vner hans Navn, leilighedsviis paakalder ham, maaskee i st&o-;rre Afgj&o-;relser mener at see ham, bev&ae;ges, som det jo er en Umulighed at see endog kun et Glimt af Gud uden at bev&ae;ges; saa er man dog paa en Maade fromt bedragen, hvis man derfor troer, at det er En tydeligt, at Gud er til, eller at Guds Tilv&ae;relse ikke skulde have en anden Tydelighed i det jordiske Liv, hvis Mening jo bestandigt forvirres, naar Gud ikke underforstaaes. Vi sige, at det er et fromt Bedrag, vi kalde det med saa skj&o-;nt et Navn som muligt, vi agte ikke at styrte frem med hidsig Tale derimod, om vi end &o-;nske Enhver, at det med en anderledes afgj&o-;rende Vished maa vorde ham tydeligt, at Gud er til. Den, der selv aldeles Intet formaaer, kan jo ikke foretage sig det Mindste uden Guds Hj&ae;lp, altsaa uden at m&ae;rke, at der er en Gud til. Man taler stundom om, at l&ae;re Gud at kjende af de forbigangne Tiders Historie; man tager Kr&o-;nikerne frem, og l&ae;ser, og l&ae;ser. Nu vel, det lykkes maaskee, men hvor megen Tid gaaer der ikke med, og hvor tvivlsomt er ikke ofte Udbyttet, hvor n&ae;r den Misforstaaelse, der er det sandselige Menneskes Forundring over det Sindrige! Den, der derimod veed med sig selv, at han slet Intet formaaer, han har hver Dag og hvert &O-;ieblik den for&o-;nskede og uomtvistelige Leilighed til at erfare, at Gud lever. Erfarer han det ikke ofte nok, saa veed han godt, hvoraf det kommer. Deraf nemlig, at han er i en Misforstaaelse, og troer, at han selv formaaer Noget. Naar han da gaaer hen i Herrens Huus, da veed han vel, at Gud ikke er der, men han veed tillige, at han selv slet Intet formaaer, end ikke at stemmes til Andagt, og altsaa maa Gud jo v&ae;re der, hvis han virkeligen bev&ae;gedes. Ak, der er Mange, som ellers forblive ubekymrede om Gud, men som dog ikke undlade at komme i Herrens Huus. Hvilken besynderlig Modsigelse: der samles de, der sige de til hinanden: Gud er ikke her, thi han boer ikke i et Huus bygget af Menneskeh&ae;nder; da gaae de hjem, men hjemme, der er Gud slet ikke. Den derimod, der kjender sig selv paa den omtalte Maade, han veed vel, at Gud ikke boer i Templer, men han veed tillige, at Gud er hos ham i Natten, naar S&o-;vnen vederqv&ae;ger og naar han vaagner op i angstfulde Dr&o-;mme, paa N&o-;dens Dag, naar han forgj&ae;ves speider efter Tr&o-;sten, i Tankernes Larm, naar han forgj&ae;ves lytter ud efter et Frelsens Ord, i Livsfaren, naar Verden ikke hj&ae;lper, i Angesten, naar han frygter sig selv, i Fortvivlelsens &O-;ieblik, naar han med Frygt og B&ae;ven forarbeider sin Sjels Salighed; at han er hos ham i &O-;ieblikket, naar Angesten med sin lynsnare Hurtighed vil styrte sig over ham, naar det allerede er, som var det for silde, og der ingen Tid er levnet for at gaae op i Herrens Huus, da er han hos ham, hurtigere end Lyset der gjennemtr&ae;nger M&o-;rket, hurtigere end Tanken der adspreder Taagerne, n&ae;rv&ae;rende &streg; ak ja n&ae;rv&ae;rende saa hurtigt som kun Den kan det, der jo allerede var n&ae;rv&ae;rende. Og dersom det ikke var saaledes, hvor fandtes dog det Iilbud, der gik Bekymringen hurtigt nok for at hente Herren; og inden han saa kom, gik der jo atter nogen Tid! Men dette er ikke Tilf&ae;ldet; det mener kun Den, der selv troer at formaae Noget. Det er vel sandt, at man aldeles paa samme Maade kan l&ae;re Gud at kjende paa Gl&ae;dens Dag, dersom man ellers fatter, at man slet Intet formaaer; men at fastholde dette paa Gl&ae;dens Dag er netop saa vanskeligt. Naar man er gladest, frister pludseligen den Tanke, om det dog ikke var endnu herligere, at man selv formaaede det Altsammen. Da antager Gl&ae;den et u&ae;gte Sving, saa den ikke svinger sig op til Gud, men bort fra ham, og saa, saa er det et Tegn paa, at man beh&o-;ver nye &O-;velser. Naar da Alt igjen vakler, naar Tanken forvirres, naar Hukommelsen vil til at opsige Tjenesten, naar det Oplevede kun tr&ae;der En &ae;ngstende im&o-;de i Forf&ae;rdelsens Skikkelse, naar selv det redeligst Meente ved Angestens Forr&ae;deri bliver uredeligt mod En selv, da forstaaer man igjen, at man selv slet Intet formaaer. Men med denne Forstaaelse og i den er ogsaa Gud strax n&ae;rv&ae;rende, byder over Forvirringen og husker Alt hvad ham blev betroet; thi dette har vel den Fors&o-;gte gjort, han har vel i Anf&ae;gtelsens Hvirvel, hvis Udgang syntes at maatte blive forf&ae;rdeligere end D&o-;den, i den yderste Skynding betroet Gud hvad der is&ae;r laae ham paa Sinde, hvad der, hvis han selv glemte det og ogsaa Gud i Himlen glemte det, vilde for evig tilintetgj&o-;re ham og forvandle hans Livs Indhold til en r&ae;dsom Skuffelse, han har vel betroet Gud det, indtil han atter ved Gud f&ae;gtede sig gjennem Forf&ae;rdelserne, slog sig tiltaals, vandt Stilhed i Tillid til Gud. Dersom et Menneske, hvis Liv blev fors&o-;gt i nogen afgj&o-;rende Vanskelighed, har en Ven, og det nu ikke lykkes ham i et senere &O-;ieblik tydeligen at fastholde det Forbigangne, hvis Angesten reiser Forvirringen, hvis de anklagende Tanker arbeide ham imod af al Magt, idet han str&ae;ber tilbage, da gaaer han vel til sin Ven og _{siger: min}siger: &anfbeg;min Sjel er syg, saa Intet vil vorde mig klart, men Dig betroede jeg Alt, Du husker det, forklar Du mig igjen det Forbigangne.&anfslut; Men har et Menneske ingen Ven, da gaaer han vel til Gud, hvis han ellers har betroet ham Noget, hvis han i Afgj&o-;relsens Stund kaldte Gud til Vitterlighed, da Ingen ellers forstod ham. Og Den, der gik til sin Ven, han blev maaskee stundom ikke forstaaet, maaskee blev han, hvad endnu tungere er, modbydelig for sig selv ved at opdage, at Den, til hvem han havde betroet sin N&o-;d, slet ikke havde forstaaet ham, om han end havde h&o-;rt paa ham, ikke anet, hvad der &ae;ngstede ham, men kun nysgjerrigt bekymret sig om hans m&ae;rkelige Sammenst&o-;d med Livet. Med Gud skal dette aldrig v&ae;re h&ae;ndt; hvo turde vove at t&ae;nke det om Gud, om han end, fordi han ikke t&o-;r t&ae;nke det om Gud, er feig nok til hellere at ville glemme Gud &streg; indtil han staaer for den Dommer, der d&o-;mmer ham, men ikke Den, der i Sandhed har Gud til Vidne; thi der hvor Gud er Dommeren, der er jo ingen Dommer, naar Gud er Vidnet. Dog fordi et Menneske saaledes l&ae;rer Gud at kjende, deraf f&o-;lger jo ingenlunde, at hans Liv bliver let, tvertimod det kan blive meget tungt, maa som sagt blive vanskeligere end det sandselige Menneskelivs foragtelige Lethed; men i denne Vanskelighed faaer jo ogsaa hans Liv stedse dybere og dybere Betydning. Eller skulde det maaskee ingen Betydning have for ham, at han bestandigt har Gud for &O-;ie, at han, medens han selv Intet formaaer, ved Gud formaaer stedse mere og mere &streg; at han formaaer at overvinde sig selv; thi ved Guds Hj&ae;lp formaaer han jo dette! Skulde det ingen Betydning have for ham, at han l&ae;rer stedse mere og mere at afd&o-;e fra Verden, mindre og mindre at ansee det Udvortes, hvad Livet bringer og tager, hvad der forundes ham selv at udrette i det Udvortes, men desto mere at bekymre sig om det Indvortes, om Forstaaelsen med Gud, om at maatte blive i den, og om i den at maatte l&ae;re Gud at kjende som Den, der lader Alt tjene et Menneske til Gode, naar han elsker Gud? Og skulde dette ikke endogsaa have Betydning for ham til at gj&o-;re Livets Modgang lettere, da det jo altid er saa, at Den, der har Andet at t&ae;nke paa og derved forhindres i at sysle med Sorgen, finder denne lettere? Skulde det endeligen ikke have Betydning for ham og v&ae;re en salig L&o-;n, at han ret levende og overbevisende forstod, at Gud er Kj&ae;rlighed, at hans Godhed overgaaer al Forstand, og ikke n&o-;iedes med Andres Vidnesbyrd eller med en Betragtning af Verdens-Ordenen og Historiens Gang; thi vel er dette langt st&o-;rre; men Sp&o-;rgsmaalet er ogsaa, hvorledes man forstaaer det, saa man i Sandhed har Gavn deraf. Vi sige ikke, at dette at kjende Gud, eller ligesom at hensynke i en dr&o-;mmende Beundring og sv&ae;rmersk Betragtning af Gud, skulde alene v&ae;re det Herlige; saaledes lader Gud sig ikke tage forf&ae;ngeligt. Som det at kjende sig selv i sin egen Intethed er Betingelsen for at kjende Gud, saaledes er det at kjende Gud Betingelsen for, at et Menneske ved hans Bistand helliggj&o-;res efter sin Bestemmelse. Hvor Gud er i Sandhed, der er han altid skabende. Han vil ikke at Mennesket i aandelig Bl&o-;dagtighed skal bade sig i Beskuelsen af hans Herlighed, men han vil, ved at vorde kjendt af Mennesket, skabe i ham et nyt Menneske. Hvis det nu var saa, lader os antage det, at et Menneske uden at kjende Gud ved sig selv kunde for&ae;dles og udvikles ligesaa meget, under denne Foruds&ae;tning vil jeg sp&o-;rge Dig, m. T., skulde da det at kjende Gud ikke i og for sig have den h&o-;ieste Betydning, og hvis der kunde t&ae;nkes et Valg, at et Menneske ved sig selv og ved at kjende Gud kunde komme lige vidt, hvad vilde Du v&ae;lge? Selv i det Menneskelige vilde Du vel v&ae;lge det Sidste; thi hvis Du i Eensomhed, dersom det var muligt, kunde udvikles ligesaa meget, som ved at l&ae;re et Menneske at kjende, til hvem Du droges af Din ganske Sjel, dette, at Du l&ae;rte ham at kjende, havde jo dog i og for sig den skj&o-;nneste Betydning &streg; den skj&o-;nneste Betydning, ak nei, Du veed det vel, at idetmindste naar vi tale om Gud er det anderledes; thi det at kjende Gud er det Afgj&o-;rende, og uden denne Kundskab vilde et Menneske blive til slet Intet, ja maaskee neppe v&ae;re istand til at fatte Sandhedens f&o-;rste Hemmelighed, at han selv er slet Intet, end mindre da, at det at tr&ae;nge til Gud er hans h&o-;ieste Fuldkommenhed. P&ae;len i Kj&o-;det 2 Cor. XII, 7 Da det er den hellige Skrifts Betydning at v&ae;re Menneskene en Tolk for det Guddommelige, da det er dens Fordring at ville l&ae;re den Troende Alt forfra, er det jo en Selvf&o-;lge, at dens Sprog har dannet de Gudfrygtiges Tale om det Guddommelige, at dens Ord og Udtryk atter og atter gjenlyde paa de hellige Steder, i enhver h&o-;itideligere Tale om det Guddommelige, hvad enten den Talende s&o-;ger at fortolke Bibelordet ved at give Ordet hvad Ordets er, eller han s&o-;ger hen til Bibelordet som den nu i al sin Korthed tydelige og fuldst&ae;ndige Fortolkning af det Meget, han haver talet. Men ogsaa i den daglige og verdslige Tale h&o-;rer man stundom et Bibelord, der fra det Hellige har forvildet sig ud i Verden &streg; forvildet sig, thi den Maade, paa hvilken det bruges, viser tilstr&ae;kkeligen, at det ikke frivilligen har forladt sit Hjem og nu f&ae;rdes mellem Menneskenes verdslige Digten og Tragten for at vinde Nogen, men at det er blevet ranet. Den, der anvender det, bev&ae;ges ikke ved Bibelordet, lader ikke sin Tanke f&o-;lge tilbage med det for at finde dets alvorlige Plads i den hellige Forbindelse, forf&ae;rdes ikke ved Forestillingen om, at det er en Helligbr&o-;de saaledes at bruge Ordet, selv om Brugen, langtfra at v&ae;re Fr&ae;khed, kun er en i Menneskenes &O-;ine undskyldelig Letsindighed. Et saadant bibelsk Udtryk, som man ofte tr&ae;ffer hvor man mindst skulde vente det, hvoraf man stundom finder gjort en Brug, til hvilken det mindst synes at egne sig, er det forel&ae;ste: P&ae;len i Kj&o-;det. Men som denne Misbrug i og for sig er beklagelig (thi vi t&ae;nke ikke paa en fr&ae;k Spots Formastelighed, men kun paa den flygtige Anvendelse af Ordet som et Tankespil, den sp&o-;gende Forbindelse Letsindigheden lader det indgaae med Livets Ubetydeligheder), saa kan den ogsaa paa en ganske s&ae;regen Maade have s&o-;rgelig F&o-;lge, dersom Nogen pludselig kom til at bet&ae;nke den det h&o-;ieste Livs Farefuldhed, hvorom Ordet taler: at han da overv&ae;ldedes af Angst ligesom Den, der i sin Haand havde holdt og sp&o-;get med det dr&ae;bende Vaaben, uden at vide af, at det var dr&ae;bende. Og forf&ae;rdeligt, ja ligesom dr&ae;bende er sandeligen Ordet, da det vidner om den dybe Smerte, der er Mods&ae;tningen til og afl&o-;ser, hvad der er herligere end nogen jordisk Lykke, end nogen blot menneskelig Tankes herligste Forestilling, Mods&ae;tningen til den h&o-;ieste Salighed, saaledes som denne opleves naar den er uudsigelig; hele Alvorens Eftertryk har Ordet, da Apostelen Paulus siger det, en Mand, der ikke oplevede saadanne Omskiftelser, fordi han havde givet sit Liv hen til Bytte for Lidenskaber, da tvertimod den dybeste Erfaring og den fuldvisse Indsigt havde givet ham en sikker Aand. Er dette ikke forf&ae;rdeligt! Ro s&o-;ger jo Mennesket, men see det vexler: Dag og Nat, Sommer og Vinter, Liv og D&o-;d; Ro s&o-;ger jo Mennesket, men see det vexler: Lykke og Ulykke, Gl&ae;de og Sorg; Ro s&o-;ger jo Mennesket og Bestandighed, men see det vexler: Fors&ae;ttets Gl&o-;den og Afmagtens Modbydelighed, Forventningens gr&o-;nne Skove og Opfyldelsens visne Herlighed; Ro s&o-;ger Mennesket, hvor s&o-;gte han den ikke, selv i Adspredelsens Uro, hvor s&o-;gte han den ikke forgj&ae;ves, selv i Graven! Men en Apostel &streg; han taler i det st&ae;rkeste Udtryk om en P&ae;l i Kj&o-;det, om en Satans Engel, der slaaer ham paa Munden og ogsaa saaledes forhindrer ham i at udsige hiin uudsigelige Salighed. Altsaa jo ivrigere man tr&ae;nger frem, desto farefuldere bliver Alt; altsaa fort&ae;rer enhver Nidkj&ae;rhed den Nidkj&ae;re, og forf&ae;rdeligst naar den er Nidkj&ae;rhed efter Gud i Herrens Tjeneste? Nei, saaledes taler Apostelen ikke som en ophidset Mand, der kun er et fortvivlet Vidne til, hvorledes han selv omtumles, og i det H&o-;ieste veed at skildre Omskiftelserne. At han ikke faaer Lov at blive i den tredie Himmel, ja at det er en Satans Engel, der henter ham ned igjen og slaaer ham paa Munden, det veed han; han veed, at i en vis Forstand bliver Jordlivets Forbindelse med Saligheden altid et ulykkeligt &Ae;gteskab, og at den i Sandhed salige Forbindelse f&o-;rst sluttes i Himlen, som den sluttedes der i Begyndelsen; men han veed tillige, at det er ham gavnligt, og at denne P&ae;l er givet ham i Ki&o-;det, at han ikke skal hovmode sig. Derpaa kjender man Apostelen, at han ikke bliver usikker, hvad der vel h&ae;ndte endog den Redelige, som maaskee fornam Himlens Salighed, men ogsaa da, naar Tornene begyndte at pine og nage, Intet vidste uden at vaande sig. Anderledes Apostelen. Naar hiin Satans Engel styrter frem fra sit M&o-;rke, naar han med Lynets Hurtighed er der til at forf&ae;rde Apostelen, da er det vel en Satans Engel, som Apostelen siger; men naar han dog veed, at det er ham gavnligt, da er jo hiin Forf&ae;rdelse ikke mere en Satans Engel; thi det har man dog vel aldrig h&o-;rt, at en Satans Engel kom for at gavne et Menneske. Det er da ikke saaledes som menneskelig Bl&o-;dagtighed maaskee kunde &o-;nske det, at det h&o-;ieste Liv er uden farefuld Lidelse, men det er derimod saaledes, at en Apostel aldrig er uden Forklaring, aldrig uden Myndighed. Saa have vi da fulgt Ordet tilbage til Bibelstedet, det bibelske Udtryk tilbage til dets Ophav, Apostelen Paulus, og staae ved vor Text, hvor vi nu l&ae;se det. Her er det ofte blevet l&ae;st, atter og atter. Her har den Skriftl&ae;rde fortolket det; hvo skulde blive f&ae;rdig, hvis han vilde n&ae;vne det Sindrige og det Daarlige, der har tjent eller har villet tjene til at forklare dette Sted, der, da det engang havde faaet Ord for at v&ae;re en Gaade, syntes at aabne en ualmindelig gunstig Leilighed for Enhver til at blive Bibelfortolker. &streg; Her har en forf&ae;ngeligt bekymret Lidende l&ae;st det, indtil han fandt Tr&o-;st, ikke i den apostoliske Opbyggelse, men i den tilf&ae;ldige Omst&ae;ndighed, at han netop leed af den samme legemlige Sygdom, som den Apostelen efter hans Mening ved Ordet skulde have antydet. &streg; Her har en tungsindig Yngling l&ae;st det, medens han ikke l&ae;ste sig Tr&o-;st til af Skriften, men Angest ind i Sj&ae;len, saa han end ikke havde Mod til at sp&o-;rge Nogen om Forklaringen. Ak, han fik maaskee aldrig nogen Forklaring, men denne Angst for en uforklaret Forf&ae;rdelse blev ham hans Torn i Kj&o-;det. &streg; Her har en selvbeskikket Apostel fundet et Beviissted for at han var et Guds udvalgte Redskab, thi han havde jo en P&ae;l i Kj&o-;det. &streg; Her har en feigt Troende l&ae;st det, og meent, at Sligt kun h&ae;ndte en Apostel, ikke ham, der jo i egne &O-;ine var ydmyg nok til ikke at begjere det Store, saa meget mindre som Tanken om den dermed forbundne Lidelse allerede var nok for hans Feighed. &streg; Her har en enfoldig From l&ae;st det og l&ae;st det mange Gange, men aldrig troet egentligen at forstaae det, fordi han t&ae;nkte ringe om sig selv og sine Lidelser i Sammenligning med en Apostels. Dette v&ae;re nu sagt; men f&o-;rend Nogen hos en Apostel s&o-;ger Tr&o-;st i sin Lidelse og Veiledning i dens Kamp, randsage han sig selv, om hans Lidelse dog ikke maatte d&o-;mmes med et Smiil, om Livet har pr&o-;vet ham saa alvorligt, at det ikke er en Sp&o-;g, naar han vil hj&ae;lpes af en Apostel, om han for Alvor er forberedt paa, at Apostelen ikke har mange &O-;ieblikke at spilde paa verdslige Sorger, at han hurtigen fra den Strid, der maaskee allerede forekommer den Lidende tung nok, f&o-;rer ham ind i den afgj&o-;rende Strid, hvor den Lidelse h&o-;rer hjemme, om hvilken Apostelen taler. O, lader os aldrig tage det Hellige forf&ae;ngeligt; og hvor ofte har man ikke pleiet Kj&o-;det ved at bruge den h&o-;ieste og st&ae;rkeste Tr&o-;st til at husvale verdslige Sorger, uden at ville forstaae, at Tr&o-;stens Ord f&o-;rst maae saare dybere, inden de kunne helbrede. Har Gud nogensinde gjort Pagt med et Menneske i det Udvortes? Gjelder det maaskee om enhver Lidelse, at man skal takke Gud for, at man ikke fors&o-;gtes i den? Mon ogsaa om den Lidelse, i hvilken Sj&ae;len kj&ae;mper sig til Troen, eller den, i hvilken Troen seirer over Verden? Mon ogsaa om den Smerte, i hvilken Haabet f&o-;des, eller den, i hvilken det vorder urokkeligt? Mon ogsaa om den Fort&ae;relse, i hvilken Selvkj&ae;rligheden udaander, indtil Kj&ae;rligheden l&ae;rer at kjende Gud; eller om den Elendighed, i hvilken det udvortes Menneske afblomstrer, indtil det indvortes Menneske vikler sig ud af Forkr&ae;nkeligheden? Men skal det ikke kaldes Viisdom at bede saaledes, skal derimod en saadan Viisdom n&ae;vnes ved sit rette Navn, skal den kaldes Daarskab, der har tabt Aandens Sands og Intet kan forstaae aandeligt; skal den kaldes Feighed, der vil lyksaliggj&o-;res i en glimrende Misforstaaelse og vil forblive uvidende om at det er en Misforstaaelse; skal den kaldes Formastelighed mod Gud, fordi den vil skabe ham om, fristet af menneskelig Ynkv&ae;rdighed; skal den kaldes Forr&ae;deri mod Menneskeheden, fordi den vil besvige det Hellige for sin Betydning, den Stridende for Andres Taknemlighed, den Seirende for sin L&o-;n &streg; da var det vel bedre, at man talte anderledes om en saadan Lidelse. Man advare mod her at ville spille Helt, her at ville v&ae;re Krigsmand for egen Sold, her at ville v&ae;re sin egen L&ae;rer, der bestemmer Lidelsens Grad og beregner Fordelen, man advare, at ikke Nogen fors&o-;ges i en selvgjort Strid og kun dannes til ny Forf&ae;ngelighed, saa det Sidste bliver v&ae;rre end det F&o-;rste; men da minde man ogsaa om, at Lidelse h&o-;rer med, og at Ingen uden Lidelse indgaaer i Himmerigets Rige. Alene at v&ae;re paamindet herom er en Veiledning, at ikke Anf&ae;gtelsens N&o-;d uventet skal komme paa En som en Tyv i Natten, som F&o-;dselsveerne paa Den, der ingen Anelse havde om at han var F&o-;dende. See, dette har Apostelen gjort. Selv blev han tungest fors&o-;gt, thi han erfarede Lidelser, som hidtil intet Menneske havde erfaret, saasandt der ellers var et h&o-;iere Liv i en Apostel end i noget tidligere Menneske, hvilket jo antyder, at ogsaa Lidelserne ere qvalfuldere; han erfarede dem saaledes, at han ikke kunde s&o-;ge Nogens Veiledning eller styrkes ved Andres Erfaring. Men da efterlod han sig ogsaa et Vidnesbyrd, og &anfbeg;P&ae;len i Kj&o-;det&anfslut; blev en Advarsel, en Paamindelse om, at et Menneske dog altid gaaer i Farer, hvor han gaaer, at selv Den, der greb det H&o-;ieste, dog kun jager derefter efterstr&ae;bt af hiin Satans Engel, hvis Angreb imidlertid som Alt maa tjene den Troende til Gode. Imidlertid skal Talen ikke denne Gang eftertragte den apostoliske Tr&o-;st, eller s&o-;ge at tale Nogen til Beroligelse, men den vil, om muligt, tale til Forf&ae;rdelse. Thi der er en dyb og uudgrundelig Mening i Tilv&ae;relsen, en fra Evighed truffen Overeenskomst for det Jordiske og det Himmelskes &O-;ieblik, et vidunderligt Sammenh&ae;ng mellem hvad der h&o-;rer sammen: Sorgen og Tr&o-;sten. Naar derfor et Menneske klager over, at der ingen Tr&o-;st er for ham, da hans Lidelse er over al Maade, har dette sin Grund i, at han ikke dybt nok fatter Forf&ae;rdelsen og N&o-;den, at han dog hellere vil lade Alt forvirres og s&o-;ge Adspredelse i den forf&ae;ngelige Lindring, at der ingen Tr&o-;st var, end at d&o-;mme sig selv og ydmyge sig under den Forvisning, at der ingen overmenneskelig Fristelse gives. Saa ville vi da tale om P&ae;len i Kj&o-;det. Apostelen Paulus var, hvad der er Alle bekjendt, en i allehaande Lidelser fors&o-;gt Mand. Dersom derfor den Lidende, hvilket kun altfor ofte skeer, istedenfor at s&o-;ge Veiledning i den tilbudne Tr&o-;st, bliver underfundig, adspreder sig ved istedenderfor at bet&ae;nke, om den Talende nu virkelig er fors&o-;gt, fors&o-;gt netop som han selv er det, thi ellers mangler han jo Erfaring; dersom den Lidende, et Bytte for denne skjulte Forf&ae;ngeligheds snedige Opfindelser, skulde vrage mange Vidners ellers trov&ae;rdige Vidnesbyrd, Apostelen Paulus vil han dog vel ikke vrage. Saa n&ae;vn da Dine Lidelser, eller hvis Din Sorgs Spidsfindighed endog har gjort Dig misundelig paa Apostelen og paa hans Freidighed, saa udt&ae;nk Lidelser; Du skal vel finde Apostelen fors&o-;gt deri, om det end ikke skal lykkes dig, at danne ham efter Dit Sind, at standse ham i L&o-;bet, saa han bliver hos Dig vidtl&o-;ftig i Lidelsers Vidtl&o-;ftighed. Som &O-;iet ikke ret kan faae fat paa Den, der l&o-;ber, fordi han l&o-;ber, saa er det ogsaa saaledes med Lidelser; de tilkommende faae ikke Tid til at forf&ae;rde Apostelen, de forbigangne faae ikke Tid til at holde ham fast, thi han l&o-;ber. Men pr&o-;vet Lidelsen har han dog, og man skal jo ikke bel&ae;re Apostelen om, at Lidelsen bliver forf&ae;rdeligere, hvis man sidder stille, afkr&ae;ftet af det Forbigangne, kun &ae;ngsteligt syslende med det Tilkommende, men derimod skal man jo af en Apostel l&ae;re at l&o-;be og at fuldende L&o-;bet. N&ae;vn nu Gjenvordighederne, de der tilintetgj&o-;re et Menneske ved at gyde al Qval i &O-;ieblikkets Korthed, de langvarige, der langsomt pine ham Sj&ae;len ud af Legemet, n&ae;vn det at v&ae;re spottet som en Sindssvag, at v&ae;re flyet som en Forargelse, n&ae;vn Livsfare, N&o-;genhed, Fangenskab, L&ae;nker, n&ae;vn alle Misforstaaelsens dybe Kr&ae;nkelser, n&ae;vn det at finde Alle sovende undtagen Misforstaaelsen, n&ae;vn det at v&ae;re hilset som en Afgud, naar man er en Apostel, n&ae;vn det at v&ae;re glemt saasnart man er borte, at see den gode Sag opgiven af Venner, der bleve feige, underst&o-;ttet af Fjender, som eftertragte Forvirring, n&ae;vn det at v&ae;re forladt af Den, paa hvem man bygger, at v&ae;re forladt af den Svage, der vil hj&ae;lpe sig selv, at v&ae;re anseet som en Forf&o-;rer, naar man er Sandhedens Vidne, at give Synden Paaskud til ny Synd, naar man er Sandhedens L&ae;rer, at ansees for svag, naar man er mild, for hovmodig, naar man er streng, for selvkj&ae;rlig, naar man er faderlig bekymret; bliv ved, hvis det saa synes Dig, Du skal finde Apostelen fors&o-;gt. Men alle disse Lidelser kalder han dog ikke P&ae;len i Kj&o-;det. Forskjellen er vel denne, alle hine Lidelser ere kun i det Udvortes, selv Bekymringen over Menigheden, selv Misforstaaelsens dybe Hjertesorg, hvor tungt den end ligger ham paa Sinde, han har dog Intet at bebreide sig selv; under al denne Lidelse seirer den Forvisning, at han er i Forstaaelse med Gud. Om da end Livets Gang vidner ham imod, om Gud ligesom flygter ud af Verden og lader sig uden Vidnesbyrd; thi dette er jo det Vidnesbyrd, som ethvert Menneske, selv en Apostel, bedst forstaaer, at det Gode, hvorfor han arbeider, har Fremgang, at Sandheden, han forkynder, har Seier, at den hellige Sag, hvorfor han k&ae;mper, har Velsignelse, og Arbeidet L&o-;n, og M&o-;ien Frugtbarhed, og Anstr&ae;ngelsen _BetydningenBetydning, og Striden Afgj&o-;relse, Dagens og Nattens S&o-;vnl&o-;shed en herlig Anvendelse &streg; selv om Verden og det Synlige saaledes er forladt af Gud, har han dog Aandens Vidnesbyrd, at han er Guds Medarbeider. Hvad N&o-;d er der saa! Endnu i n&ae;ste &O-;ieblik kan jo Alt v&ae;re forandret; er Gud end flygtet bort, han er dog i Himlene, hvor Apostelen seer ham og Menneskets S&o-;n hos Kraftens H&o-;ire &streg; ikke siddende, ak, hvorledes skulde han kunne sidde, naar Apostelen er saaledes forladt, nei, han har reist sig op, og Apostelen seer ham, som Stephanus, staaende ved Kraftens H&o-;ire, hurtig til at hj&ae;lpe. Ja skal end Alt forf&ae;ngeliggj&o-;res, henveires som en Indbildning, skal der end Intet, slet Intet udrettes, og Lidelsen v&ae;re det eneste Virkelige, skal et langt Livs rastl&o-;se Opoffrelse vorde betydningsl&o-;s som en F&ae;gten i Luften, Apostelen er dog forvisset om, at hverken Engle eller Dj&ae;vle eller det N&ae;rv&ae;rende eller det Tilkommende skal kunne rive ham fra den Kj&ae;rlighed, hvori Guds Vidnesbyrd vidner i hans Hjerte. Og hvad er saa al jordisk Lidelse mod denne Salighed! Er han ikke, skj&o-;ndt n&ae;rv&ae;rende i Kj&o-;det, dog frav&ae;rende, langt borte, saa kun De ere bedragne der mene at saare ham! Thi hvilken tom Indbildning er ikke et F&ae;ngsel, naar den fangne Mand, hvem det indeslutter, er henrykket i den tredie Himmel! Hvad betyder det, at spotte Den, der Intet h&o-;rer uden uudsigelige Taler, at henrette Den, der er frav&ae;rende! Henrykt i den tredie Himmel! Paulus var ellers ikke ubekjendt med hvad gl&ae;deligt er i Livet: at han turde haabe at skulle naae med Ordets Forkyndelse endog til Spanien, at han ved sin Afreise fra en Menighed efterlod Nogle vundne, Nogle bestyrkede, Nogle gjenvundne; at han forlod denne Menighed for at reise til en anden; at Nogle dog bleve ham troe, at hans faderlige Bekymring dog ogsaa stundom vandt ham en S&o-;ns Hengivenhed. Hvor bev&ae;get taler ikke Paulus derom; hvor taknemlig er han ikke; hvor maa den Gl&ae;de have v&ae;ret herlig som Ordet for den, naar &O-;nsket opfyldtes, naar han ikke mere forl&ae;ngtes efter at see de Elskede, naar han var hos dem, naar han deelte Aandens Naadegave med dem, selv styrkedes ved at styrke og berige Andre! Men dette Udtryk, at v&ae;re henrykt i den tredie Himmel, at v&ae;re deelagtiggjort i h&o-;ie Aabenbarelser, at fornemme en uudsigelig Salighed, kan han jo dog ikke bruge, har han ikke brugt om hiin skj&o-;nne Gl&ae;de, hvilken han jo deelte med Andre. Men hiin uudsigelige Salighed kunde han ikke udsige &streg; ak, og for at hindre det, var der givet ham en P&ae;l i Kj&o-;det. Altsaa hiin Lidelse og denne Salighed svare til hinanden. Er det saaledes, at hiin Salighed kun er forbeholdt en Apostel, da frygte Ingen Lidelsen. Men er det saaledes, da kan der ikke tales derom og det er end ikke v&ae;rd at der tales derom, og allerede uforklarligt, at Apostelen har skrevet derom. Vel fatter han sig kort, og hans Fremstilling viser sig ogsaa derved himmelvidt forskjellig fra det Digt og Tant, der opsminkes med hellige Navne; men en Apostel er dog vel ogsaa Den, der sidst af Alle skriver Gaader, som Ingen kan gjette, men i det H&o-;ieste Nogen sinkes ved at ville gjette; en Apostel, der s&o-;ger at v&ae;re Alt for Alle, er vel Den, der sidst vilde v&ae;re noget saa S&ae;rligt, at han i Henseende til dette blev slet Intet for Nogen. Forsaget v&ae;re derfor al Nysgjerrighed, der er d&o-;mt uden selv at vide det; thi dens Dom er, at den enten ikke kan, eller at den skal kunne forstaae det, og dens Synd er, at den enten fors&o-;mmer det Mindre for at falde hen i Tanker over det Gaadefulde, eller at den underfundigen anvender sin Evne for at gj&o-;re det uforstaaeligt, og hykkelsk lader som var dette at ville Forstaaelsen. Enhver pr&o-;ve sig selv, i Forhold til hvad han haver oplevet v&ae;re han sig selv tro; men Ingen glemme, at Aandens Salighed og Aandens Lidelse ikke er noget Udvortes, hvorom En oprigtigt kan sige og i Sandhed: dette forundte mit Livs Vilkaar mig ikke Leilighed til at opleve. I Aandens Verden er der ingen Sp&o-;g og ingen Sp&o-;gelser, der gj&o-;r Lykke og Tilf&ae;lde ikke den Ene til Konge, den Anden til Tigger, Een skj&o-;n som &O-;stens Dronning, en Anden elendigere end Lazarus; i Aandens Verden er kun Den udelukket, der udelukker sig selv; i Aandens Verden ere Alle indbudne og Talen derom derfor tryg og uforf&ae;rdet; thi den angaaer Alle, hvis den angaaer en Eneste. Hvortil da Nysgjerrighed efter at gjette, hvad der ved Gud er givet ethvert Menneske Leilighed til at opleve, ja hvad der er lagt ham saa n&ae;r, at der vel endog maa siges: han skal have forstaaet det. Thi hvis et Menneske d&o-;de uden at have forstaaet, hvorledes det dog maa v&ae;re at v&ae;re riig, eller at v&ae;re skj&o-;n, eller at v&ae;re Konge, eller hvorledes det dog maa v&ae;re at v&ae;re miskjendt, ringeagtet, fattig, blindf&o-;dt, udskudt af Sl&ae;gten, hvis han d&o-;de uden at have forstaaet hiin en gammel Viismands gaadefulde Tale om hvad der er Jordlivets skj&o-;nneste Betydning, at enten man gifter sig eller man ikke gifter sig, fortryder man begge Dele; mon han derfor kunde d&o-;mmes med Rette, at han ikke havde benyttet Livet? Men hvis et Menneske d&o-;de, og aldrig havde erfaret, hvad det er at stride med Gud, er dette et Tegn paa, at Den, man begravede, havde v&ae;ret sjelden stor i Gudsfrygt? Eller hvis han aldrig havde erfaret, hvad det er at v&ae;re forladt af Gud, var dette et Tegn paa, at Den, man begravede, havde v&ae;ret i sjelden Forstand en Herrens Yndling? Eller hvis han aldrig havde erfaret Herrens Vrede og dens fort&ae;rende Ild, ja aldrig dr&o-;mt om at der var noget Saadant til, turde dette da v&ae;re hans Tr&o-;st i D&o-;den, hans Retf&ae;rdighed i Dommen, ham et Tegn paa, at han som ingen Anden havde v&ae;ret Guds Ven; eller turde det v&ae;re fyldestgj&o-;rende om han svarede: noget Saadant har jeg ikke havt Leilighed til at opleve? Ak, s&ae;t en Saadan desuagtet vilde forklare hiint Udtryk, s&ae;t, det viste sig, at han ogsaa forstod, hvad en P&ae;l i Kj&o-;det havde at betyde, at det nemlig var Aanden, der var bleven ham en P&ae;l i Kj&o-;det, og naar den blot gik ud, da havde han sin Smerte forvunden, da havde han faaet den Angest uddreven, hvilken dog Kj&ae;rligheden ikke skal uddrive ganske, hvilken Troen ikke formaaede ganske at uddrive, end ikke i en Apostel. P&ae;len i Kj&o-;det er da Mods&ae;tningen til Aandens uudsigelige Salighed, og Mods&ae;tningen kan ikke v&ae;re i det Udvortes, som kunde Lidelser, L&ae;nker, Misforstaaelsens Hudflettelser, D&o-;dens R&ae;dsler tage den fra ham, eller som kunde al L&ae;rens Fremgang, al Troens Seier i den vide Verden fuldeligen udfylde ham Savnet. Saasnart Lidelsen fornemmes og P&ae;len nager, har Apostelen ene med sig selv at gj&o-;re. Saligheden er forsvunden, den forsvinder mere og mere, ak, den var uudsigelig at eie, Smerten er uudsigelig, da den end ikke kan udsige Tabet, og Erindringen Intet formaaer uden at vansm&ae;gte i Afmagt! At have v&ae;ret henrykket i den tredie Himmel, at have v&ae;ret gjemt i Salighedens Skj&o-;d, udvidet i Gud, og nu at v&ae;re t&o-;iret med Kj&o-;dets P&ae;l i Timelighedens Tr&ae;ldom! At have v&ae;ret gjort riig i Gud, uudsigelig, og nu at v&ae;re tilintetgjort, til Kj&o-;d og Blod, St&o-;v og Forkr&ae;nkelighed! At have v&ae;ret sig selv n&ae;rv&ae;rende for Gud, og nu at v&ae;re forladt af Gud, forladt af sig selv, kun tr&o-;stet af en stakkels sindssvag Erindring! Tungt nok for et Menneske at erfare Menneskenes Trol&o-;shed; men at erfare at der dog er Forandring hos Gud, Skygge af Omskiftelse, at der er en Satans Engel, som haver Magt til at udrive et Menneske af denne Salighed! Hvor er der da Sikkerhed for et Menneske, er den end ikke i den tredie Himmel! Dog lader os ikke fare vild; thi som vi nu tale er der jo talet i Verden af Den, der vel vidste, hvorom han talede og kun vidnede om hvad han havde erfaret, men ikke vidste at tale ydmygt som en Apostel, gudhengivent, i hvad der saa end skeer. Apostelen siger, at han veed at denne Omskiftelse er ham gavnlig. Hvor simpel, eenfoldig, hvor sagtf&ae;rdig er ikke denne Tale! Efter i de st&ae;rkeste Udtryk at have n&ae;vnet det Saligste og det Tungeste, at have vundet og tabt, da at v&ae;re saa beroliget! M. T., hvis Du kjender Andres Tale, der have fornummet det Lignende, da har Du vel istedenderfor h&o-;rt et Angestens Skrig, at nu var Alt tabt for stedse, et Fortvivlelsens Raab, at de aldrig mere skulde smage denne Salighed. &streg; Dog vee Den, der vil fritages for Lidelsen! Imidlertid betegner hiint apostoliske Udtryk vel ikke blot den Forladthed, den Adskillelsens Lidelse, der er forf&ae;rdeligere selv end D&o-;dens, fordi D&o-;den jo kun adskiller et Menneske fra det Timelige og saaledes er en Befrielse, medens denne Adskillelse lukker ham ud fra det Evige og saaledes er en F&ae;ngsling, der atter lader Aanden sukke i det skr&o-;belige Leerkar, i det snevre Rum, i Udl&ae;ndighedsstand, thi Aandens Hjem er i det Evige og det Uendelige. I samme &O-;ieblik begynder da Alt ligesom forfra. Den, der har v&ae;ret udenfor sig selv, vender tilbage til sig selv; men denne Tilstand, saaledes at v&ae;re hos sig selv, er ikke Frihedens og den Frigjortes. Saa er da den uudsigelige Salighed forbi, H&o-;stens Frydesang forstummet, der skal atter saaes med Taarer, Aanden skal atter sidde beklemt, atter sukke, kun Gud veed, hvad Sukket ikke fatter, hvorvidt dog Frydens Harpe atter stemmes i Sjelens L&o-;ndom. Mennesket er vendt tilbage til sig selv, han er ikke mere salig ved at v&ae;re frelst fra sig selv til sig selv og til at v&ae;re forklaret i Gud, saa det Forbigangne maatte slippe ham uden Magt til at d&o-;mme, fordi Selvanklagen er formildet, glemt i Forstaaelsen med Styrelsens uudgrundelige Viisdom, i Forsoningens salige Bel&ae;relse; saa det Evige ingen Tilkommelse frygter, ja ingen Tilkommelse haaber, men Kj&ae;rligheden besidder Alt uden Afladelse, og der er ikke Skygge af Omskiftelse. Saasnart Mennesket vender tilbage til sig selv, da forstaaer han det ikke mere &streg; derimod forstaaer han, hvad bittre Erfaringer kun altfor uforglemmeligt have indsk&ae;rpet, Selvanklagen, hvis det Forbigangne eier en saadan Fordring paa hans Sjel, som ingen Anger ganske kan indfrie, ingen Tr&o-;st til Gud ganske kan udslette, men kun Gud selv i Salighedens uudsigelige Taushed. Hvor meget Forbigangent kan dog ikke et Menneskes Sjel gjemme, naar han er hos sig selv, netop jo dybere han er! Thi en dyrisk Tr&o-;st, at Tiden udsletter Alt, er forf&ae;rdeligere selv end den forf&ae;rdeligste Erindring; og Tankel&o-;shed, der sp&o-;ger med Tiden og lefler med Evigheden, hj&ae;lper, som naturligt er, kun Den, der &anfbeg;d&o-;sigt svimler hen ad sin Vei&anfslut;; og hoff&ae;rdig Armod, Fortabelsens glimrende Elendighed, der lader Tiden gaae sin Gang, ja end ikke begjerer Evighedens &anfbeg;Kjedsommelighed&anfslut;, det skulde da v&ae;re at Himlen var bet&ae;nkt paa nye Adspredelser, med hvilke de fornemme Fordringer kunde tage til Takke: alt Dette er kun Afskyelighed, hvad Navn Verden saa end giver det. Nei, Tiden som saadan skal ikke hj&ae;lpe et Menneske til at glemme det Forbigangne, om den end mildner Indtrykket; men hvis endog et Menneske, langtfra selvplagersk at forbande sig selv til atter og atter at fort&ae;re dets Bitterhed, lader Tiden, den Erfarne, raade, det Forbigangne er dog derfor ikke ganske glemt, end mindre ganske tilintetgjort. Kun Evighedens Salighed formaaer dette, fordi Sjelen ganske fyldes med denne. Deraf kommer det, at Adspredelse kan hj&ae;lpe den Letsindige til at glemme, en vis travl Arbeidsomhed den mere Tankel&o-;se til at udviske det Forbigangne, fordi Adspredelsen og den jordiske Travlhed ganske udfylder deres Sjele. Men jo dybere et Menneske er, desto mindre lykkes dette, og kun Himlens Salighed formaaer det Vanskelige, hvis Vanskelighed der dog allerede h&o-;rer Alvor til at fatte. Thi er det ikke den menneskelige Forstand, naar den dog ellers er vaagnet, den menneskelige Tanke, dersom den ellers er bleven &ae;dru, det Usandsynligste af Alt, at Noget kan glemmes, ja at Gud kan glemme Noget. At nemlig menneskelig Tankel&o-;shed formaaer at glemme endog det Allervigtigste, er ikke saaledes vanskeligt at fatte. I Salighedens &O-;ieblik er det glemt eller det er samdr&ae;gteligen hos Saligheden; men naar et Menneske atter vender tilbage til sig selv, er dette det Usandsynligste af Alt. Og dog er dette Usandsynlige, som overhovedet det Usandsynlige, det h&o-;ieste Livs Begyndelse og uudgrundelige Hemmelighed. Fuldkommen Skikkelse vinder dette h&o-;ieste Liv aldrig i Tiden, men fremfor Alt da ikke paa nogen meningsl&o-;s Maade, som blev dette Usandsynlige lidt efter lidt, maaskee ved Vane og Sv&ae;kkelse, det i Tankel&o-;shedens Forstand og efter Aandl&o-;shedens Begreb Sandsynlige. Kun i Troen kan han tragte efter det, modarbeidet af Sandsynligheden, fra hvilken han bestandig maa afd&o-;e; vandt Troen en Sandsynlighed, da var Alt tilintetgjort og Troen forvirret, da dette viste, at den ikke havde tilbagelagt det Forel&o-;bige, saa den tillod, at den forvexledes med Sandsel&o-;shed, der falder Dyret allerlettest. Derimod har man i en tidligere Tid troet, at dette var Livets Betydning, at man f&o-;rst forstod Vanskeligheden, inden man enten jublede over Forklaringen eller udfandt ikke at kunne blive staaende ved den almindelige Forklaring, at man f&o-;rst grebes af Forf&ae;rdelsen inden man sang Seiershymner. Vi kjende nu vel ikke Pauli Liv meget n&o-;ie, men derimod kjende vi jo Paulus, hvilket er Hovedsagen. Som nemlig det sandselige Menneske er kjendeligt derpaa, at det seer Skj&ae;ven i Broderens &O-;ie, ikke Bjelken i det egne, at det d&o-;mmer strengt om den samme Feil hos Andre som det let tilgiver sig selv, saa er dette det dybere og bekymrede Menneskes Kjendetegn, at d&o-;mme strengest om sig selv, at benytte al Opfindsomhed for at undskylde et andet Menneske, men ikke at kunne undskylde eller tilgive sig selv, ja at v&ae;re overbeviist om at det er saa, at den Anden er mere undskyldelig, fordi der jo altid bliver en Mulighed tilbage, da det eneste Menneske i Forhold til hvem et Menneske er ber&o-;vet denne Mulighed er ham selv. Saa vanskelig en Sag er det med Frimodighed; thi den er ikke ganske eenstydig med Sindssv&ae;kkelse, man kan ogsaa godt blive staaende ved den og beh&o-;ver ikke at gaae videre, ved endog at ville d&o-;mme Gud, dersom ellers Frimodigheden er Frimodighed i Dommen, hvortil jo fordres, at Guds Dom gjennemtr&ae;nger Tanker og Sinde, dersom den ellers er Frimodighed til Guds Barmhjertighed, og denne Tale ikke et u&ae;gte gudeligt Udtryk for den egne Tankel&o-;shed, der ikke fortr&o-;ster sig til Gud, men er tr&o-;stet ved forl&ae;ngst at have oph&o-;rt at s&o-;rge. Formaaer end intet Menneske at frikjende sig selv, Eet formaaer han: at anklage sig selv saa forf&ae;rdeligt, at han ikke kan frikjende sig selv, men l&ae;re at beh&o-;ve Barmhjertigheden. I denne Henseende forstaaer vanskeligt det ene Menneske det andet; thi det alvorlige Menneske l&ae;gger altid Eftertrykket paa sig selv. &streg; Pauli Liv havde v&ae;ret meget bev&ae;get, og som Apostelens rastl&o-;se Virksomhed har indh&o-;stet ham mange, mange glade Erindringer, saa har ogsaa hans tidligere Rastl&o-;shed, da han af al Magt stampede mod Braaden, saaret ham for hans &o-;vrige Liv med en Erindring, der som en P&ae;l nager i Kj&o-;det, som en Satans Engel bringer ham til at forstumme. Lad kun en verdslig Beundring mene, at Paulus dog altid var stor, at selv i hans Vildfarelse er der noget Ualmindeligt, Den, der s&o-;ger Tr&o-;st eller Anviisning hos en Apostel, seer jo snart, at en Apostel ikke tragter efter det H&o-;ie og det Ualmindelige, men efter det Ydmyge, hvorledes har da ikke Paulus i Alvor opfattet det Forbigangne? Vel sandt, han var i sjelden Forstand blevet et andet Menneske, en ny Skabning, han havde ikke blot forandret Navn, men i en anden Forstand var det dog det samme Menneske. Vel sandt, det Forbigangne var tr&ae;ngt tilbage, det kunde ikke faae Magt til at gribe ham med sin Forf&ae;rdelse, da han l&o-;b mod det Fuldkomne; vel sandt, han sad ikke stille, tryllet ind i en Kreds af det Forbigangnes Minder, thi han gjorde Alt nyt, hvor han kom; vel sandt, han havde fornummet Himlens Salighed og beholdt Aandens Pant, men der var dog et Minde. Og et Minde er vanskeligt i Omgang: snart er det langt borte, snart er det saa flux ved Haanden, som var det aldrig glemt. Naar han pr&ae;dikede Christum og ham korsf&ae;stet &streg; korsf&ae;stet; saaledes raabte jo J&o-;derne. Hvor var Paulus, da det skeete; vi vide det ikke, men da Stephanus blev stenet, sad han hos og vogtede B&o-;ddelens Kl&ae;der. Hvis han et &O-;ieblik stod stille i L&o-;bet, hvis Erindringen slog ham feil, saa han ikke h&o-;rte Pr&ae;dikenen men Skriget, ikke sig selv pr&ae;dike men true! Naar han forkyndte Christum som Veien, som den Vei han selv havde betraadt og anviist Mange, da var jo denne Vei ogsaa til f&o-;rend Paulus betraadte den, den var jo ogsaa til, da Saulus af Synedriet erholdt Tilladelse til at f&ae;ngsle Dem &anfbeg;som vare af denne Vei&anfslut;, han betraadte den altsaa og dengang, da han med Mord og Trudsel rasede mod de Christne. Vel sandt, Paulus havde fanget frie Mennesker siden hiin Tid, langt flere, langt, langt sikkrere end da han f&o-;rte dem fangne til Jerusalem, men hine Ulykkelige, hvor vare de nu? Hvis han stod stille, hvis Erindringen kom ham forbi, saa han hensank i bange Grublen om han ikke igjen kunde finde hine Ulykkelige; hvis Mistvivlen blev den st&ae;rkere: om dog al hans Virksomhed, om Ordets Forkyndelse for alle andre Mennesker var hvad han havde at gj&o-;re! Visseligen meente Saulus, at hans Nidkj&ae;rhed var en Gud velbehagelig Iver, o, men netop dette, at maatte gribe sig selv eller at vorde greben i et saadant Selvbedrag, og altsaa at maatte angre hvad han ansaae for Gud velbehageligt (hvilken Omv&ae;ltning i Tanker og Sinde; hvilket Forf&ae;rdelsens Tegn, hvilken Vanskelighed for Angeren at gribe sin Gjenstand og at fastholde den: at maatte angre det Bedste, man har gjort, ja hvad man endog ansaae for Gud velbehageligt), og altsaa dermed at maatte angre de Forfulgtes Skrig, de F&ae;ngsledes Elendighed (hvilken Angerens M&o-;isommelighed; thi det var jo ikke Saulus's Lyst at gj&o-;re det, men Nidkj&ae;rhed, som han meente, for den gode Sag), og altsaa til L&o-;n for sin Iver end ikke at maatte h&o-;ste Menneskers Utaknemlighed, men Angerens Bitterhed, fordi han havde raset! For Agrippa fremstilledes Paulus i L&ae;nker, og Kongen sagde til ham: Du raser Paulus &streg; hvis dette Ord: Du raser havde standset ham, havde givet Erindringens Forvexling Beleilighed, hvis hiin hellige Fyrighed, der br&ae;ndte i ham Gud et velbehageligt Offer, atter var bleven rasende, hvis han for at prise Gud var bleven en Selvplager; thi ogsaa dertil fordres en stor Sjel! Men Paulus vidste, at det var en Satans Engel &streg; ak, derfor viger den ikke bort; men han vidste, at det var ham gavnligt, at det skeete, og vidste altsaa, at hiin Satans Engel dog var en Guds Udsendinge. Er dette ikke et Vidunder: at forvandle en Satans Engel til Guds Udsendinge; skulde Satan selv ikke blive tr&ae;t! Thi naar M&o-;rkets Engel if&o-;rer sig al Forf&ae;rdelse, forvisset om, at hvis den blot faaer Paulus til at see paa sig, da skal den vel forstene ham; naar den forud spotter Paulus at han ikke har Mod dertil, da f&ae;ster Apostelen &O-;iet paa den, han tr&ae;kker det ikke hurtigt tilbage i Angest, han slaaer det ikke ned i Forf&ae;rdelse, han speider ikke med usikkre Blikke, men han seer fast og urokket; jo mere han seer, desto tydeligere bliver det ham, at det er en Guds Udsendinge, der bes&o-;ger ham, en venlig Aand, der vil ham det vel. Man faaer n&ae;sten Medlidenhed med den stakkels Dj&ae;vel: saaledes at ville v&ae;re den Forf&ae;rdende og da at staae der gjennemskuet, forvandlet til det Modsatte, blot bet&ae;nkt paa at slippe bort. Da blev det Forbigangne bag ved; Angeren holdt det fanget, bortskar Forbindelsen med det, stred det imod, hvad enten det i Forening vilde tr&ae;nge sig frem, eller en enkelt Overl&o-;ber s&o-;gte at overrumple; og Troen holdt de opr&o-;rske Tanker i Lydighed under Guds Naade, der tr&o-;stede Apostelen over al Maade, thi han vidste jo, at han var en unyttig Tjener, den Ringeste af Apostlerne, ikke v&ae;rd at kaldes en Apostel, fordi han havde forfulgt Guds Menighed (1 Cor. XV, 9). Havde Paulus villet udmaale sin Apostel-Virksomhed, ladet den pr&o-;ve at gj&o-;re Fyldest for det Forbigangne, da var Opr&o-;ret brudt frem, og end ikke Paulus havde kunnet standse det; medens det nu blev ham en P&ae;l i Kj&o-;det, ikke ved sig selv, men fordi den uudsigelige Salighed var vegen fra ham. Men dette Opr&o-;r grunder det Forbigangne bestandigt paa, det vil komme igjen som det Tilkommende med ny Forf&ae;rdelse. I Tiden er der ingen Sikkerhed, saa et Menneske med verdslig Ro kan sige: Fred og Tryghed, med mindre han finder Tr&o-;st i Tankel&o-;shed. Det gjelder da at l&o-;be; ak, man vilde gjerne l&o-;be hurtigere og hurtigere, men Tiden l&o-;ber man ikke forbi saal&ae;nge man l&o-;ber i Tiden. Du som veed, hvorom Talen er, kald det en Flugt ved hvilken Du allerede var ligesom sluppen ind bag Forh&ae;nget, der adskiller Dig fra al Verdens Forf&ae;rdelse og N&o-;d, frelst fra Tilbagefaldets Snare, Du havde ladet langt bag Dig, men der manglede dog et Lidet; kald det en Strid, i hvilken Du allerede ligesom havde seiret, og skj&o-;ndt anstrenget f&o-;lte al Din Kraft til det sidste Anl&o-;b, hvori Du vilde gribe Klenodiet for alle Evigheder, men der manglede dog et Lidet; kald det en herlig Udgang paa den m&o-;isommelige Vandring i Uforstaaelighedens Taage, da Forklaringen lyste ind deri og forklarede Lidelsen og Savnet og Faren og Besv&ae;rligheden og Angestens Betydning, lyste Forstaaelsens velsignede Fred derover, men der manglede dog endnu et lidet Ord; Du som veed hvorom Talen er, lad det v&ae;re h&ae;ndt Dig i Begyndelsen, da Opfyldelsens Salighed b&o-;d det gode Fors&ae;t sin trofaste Haand, men der var endnu een Vanskelighed tilbage; lad det v&ae;re h&ae;ndt Dig i Tidens Fremgang, da Opfyldelsen troligen Skridt for Skridt fulgte den trygge Vandrer, ikke ilede forud som Skyggen i Morgenstunden, ikke blev bag ved som Erindringens Aftenskygge, men der var dog endnu een Mislighed tilbage som undgik Enhver, kun ikke Angestens Spidsfindighed &streg; Du som veed hvorom Talen er, hvad skal jeg sige Dig, men Du som ikke veed hvorom Talen er, Dig v&ae;re det sagt, at den er om, hvorledes Utaalmodigheden pludseligen vaagnede k&ae;mpest&ae;rk, og med sin Angest forvandlede det Lidet til Meget, den liden Tid til en Evighed, den liden Afstand til et sv&ae;lgende Dyb, hiin ene Vanskelighed til Alts Afgj&o-;relse, hiin ene Mislighed til Alts Fortabelse; at Talen er om, hvorledes Kraften sank hen i Afmagt, Mistilliden bortskr&ae;mmede enhver Hj&ae;lp, Forsagtheden forsagede ethvert Haab, hvorledes det Forbigangne, fra hvilket Sjelen troede at have l&o-;skj&o-;bt sig, atter stod der med sin Fordring, ikke som en Erindring, men forf&ae;rdeligere end nogensinde ved at have sammensvoret sig med det Tilkommende, at Talen er &streg; om P&ae;len i Kj&o-;det. Et gammelt &ae;rv&ae;rdigt og trofast Opbyggelsesskrift siger, at Gud b&ae;rer sig ad med et Menneske som J&ae;geren med Vildtet: han jager det tr&ae;t, da giver han det et lille Pusterum til at samle nye Kr&ae;fter og da begynder Jagten igjen. At et Opbyggelsesskrift taler saaledes til Forf&ae;rdelse, er det ikke at b&ae;re sig ad som J&ae;geren: ved sit Navn at indbyde Menneskene til Opbyggelsens Hvile og da at skr&ae;kke dem op. Og dog er dette jo saaledes i sin Orden, og vi ville tage mod Opbyggelsen; thi vee Den, der vil opbygge uden at kjende Forf&ae;rdelsen; han veed jo ikke, hvad han selv vil! Men Den der veed at Forf&ae;rdelsen er der, han veed ogsaa, at Tilbagefaldet er Tegnet til at Angestens Jagt atter begynder, eller om ikke Tilbagefaldet saa dog Angesten for det, naar den laaner det Tilkommendes Styrke. Naar det Forbigangne faaer Lov at blive hvad det er, det Forbigangne, naar et Menneske forlader det ved at betr&ae;de den gode Vei, og ikke for ofte seer sig tilbage, da forandres han selv lidt efter lidt, og det Forbigangne forandres um&ae;rkeligt ved det Samme, og tilsidst passe de ligesom ikke mere for hinanden, det Forbigangne svinder hen i en ubestemtere Skikkelse, det bliver en Erindring, Erindringen bliver mindre forf&ae;rdelig og mindre, den bliver stillere, den bliver mild, den bliver veemodig, og i enhver af disse Bestemmelser er den if&ae;rd med at fjernes mere og mere, tilsidst bliver det Forbigangne ham n&ae;sten fremmed, han fatter end ikke, hvor det var muligt, at han saaledes kunde forvildes og han h&o-;rer Erindringens Fort&ae;lling derom som Vandreren h&o-;rer Sagnet i den fjerne Egn &streg; men Tilbagefaldet l&ae;rer En at forstaae, hvorledes det var muligt; ja Angesten for Tilbagefaldet, naar den vaagner pludseligen, om der end kun er et &O-;ieblik tilbage, den veed at benytte det til at gj&o-;re Alt saa n&ae;rv&ae;rende, ikke som en Erindring men som en Tilkommelse. Dog forstaaer en Apostel, at dette er ham gavnligt, paa det at enhver timelig Angest, der kun &o-;nsker, maa fort&ae;res, enhver Selvtillid, der vil v&ae;re f&ae;rdig, maa udbr&ae;ndes i Tilkommelsens Skj&ae;rsild, enhver Feighed, der vil liste sig Faren forbi, maa omkomme i Forventningens &O-;rken. &streg; Kun med megen Vanskelighed l&ae;rer et Menneske sig selv at kjende; hans Tragten efter det Evige kan v&ae;re i al Oprigtighed, og dog kan der v&ae;re en Fare, han, hvis det overlodes ham selv, saa gjerne vilde fritages for, han saa gjerne vilde omgaae, og altsaa i al Ydmyghed dog bevare en skjult Forf&ae;ngelighed, da han ikke l&ae;rte sig selv at kjende til det Yderste, fordi han ikke var bleven &ae;ngstet til det Yderste, til D&o-;d og Tilintetgj&o-;relse. Man d&o-;mme Ingen, eller Enhver kun sig selv. Ak, Alt syntes saa sikkret, naar blot denne Fare ikke var der; Himlens Salighed var saa uudsigelig, og nu denne Mulighed! Da nager P&ae;len i Kj&o-;det; thi dersom et Menneske ikke haver fornummet Himlens Salighed, da vil han heller ei lide saa meget. O, at det dog snart maatte v&ae;re skeet, at det endeligen maatte hedde: omsider! Men naar man &ae;ngstes, gaaer Tiden langsomt; og naar man &ae;ngstes meget, da er selv et &O-;ieblik langsomt dr&ae;bende; og naar man &ae;ngstes indtil D&o-;den, da staaer Tiden tilsidst stille. At ville l&o-;be hurtigere end nogensinde, og da ikke at kunne flytte en Fod; at ville kj&o-;be &O-;ieblikket med Opoffrelse af Alt, og da at l&ae;re, at det ikke er tilfals, fordi &anfbeg;det ikke staaer til Den, som vil, ei heller til Den, som l&o-;ber, men til Gud som gj&o-;r Miskundhed&anfslut; (Rom. IX, 16)! At dette er et Menneske gavnligt, hvo forstaaer det; thi her fordrister dog vel Tankel&o-;sheden sig ikke til at ville hj&ae;lpe med hvad den vidt og bredt kan forklare om det i Livet Gavnlige. Vi have talet om P&ae;len i Kj&o-;det; vi have s&o-;gt at forklare Udtrykket i Almindelighed, det er i den Almindelighed, i hvilken det ved at angaae et eneste Menneske angaaer alle. S&ae;rligen have vi ikke v&ae;ret bekymrede om at udgrunde, hvad Paulus s&ae;rligen kan have tilsigtet med dette Udtryk, mindst af Alt &o-;nskede vi at sp&o-;rge derom i samme Mening som hvis Nogen spurgte, om Paulus havde v&ae;ret stor eller liden af V&ae;xt, skj&o-;n af Aasyn, og andet Saadant. S&ae;rligen ville vi ikke s&o-;ge at antyde det maaskee Tilf&ae;ldige, det maaskee Ubetydelige, der i den Enkelte kan v&ae;re ham P&ae;len i Kj&o-;det. Maaskee skulde Skildringen deraf f&ae;ngsle en L&ae;ser, maaskee skulde den endog vinde den Talende hans Beundring; men det var jo dog foragteligt, om den Talende saaledes vilde forstyrre Opbyggelsen. Den almindelige Forklaring derimod er denne: at det h&o-;ieste Liv ogsaa har sin, har den tungeste Lidelse; at ikke Nogen letsindigen skal &o-;nske Det, hvis Fare han l&o-;gnagtigen udelader; at ikke Nogen skal blive mismodig ved at stedes i den Fare, om hvilken han maaskee var uvidende; at ikke Nogen aandl&o-;st skal prise sit Livs beqvemme og magelige Dage. Blot at et Menneske ret er opm&ae;rksom paa denne Farefuldhed, da er han allerede if&ae;rd med at begynde den gode Strid. Tr&o-;sten kommer vel, og man gribe den ikke for tidligt. Den, som her haver talet, er kun ung, han skal ikke forhindre Nogen i at forf&ae;rdes; thi han skal ikke kunne tr&o-;ste med den tvetydige Erfaring, at et langt Liv har l&ae;rt ham, at Faren ikke var saaledes, som en Apostel skildrer den, og saaledes som vel ethvert dybere Menneske engang i Ungdommen har anet det, indtil Veiene skilles: den Ene strider Farens og Forf&ae;rdelsens gode Strid; den Anden bliver kl&o-;gtig og fryder sig aandl&o-;st ved Livets Tryghed. Imod Feighed 2 Tim. 1, 7. Thi Gud haver ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand. Dersom det er vist, at der er Det i Livet, der har eller kan have den Magt over et Menneske, at det lidt efter lidt lader ham glemme alt hvad der er &Ae;delt og Helligt, tr&ae;lbunden i Verdslighedens, i &O-;ieblikkets Tjeneste; dersom det er vist, at Tiden har eller kan faae den Magt over et Menneske, at den, medens den t&ae;ller ham Dage til hans Liv, ogsaa med hver Dag t&ae;ller ham hans Liv l&ae;ngere bort fra det Guddommelige, saa han fangen i det Daglige og Tilvante bliver fremmed for det Evige og det Oprindelige; dersom Erfaringen har l&ae;rt, at dette er h&ae;ndt ogsaa Den, der engang fornam det Evige st&ae;rkt og n&ae;rv&ae;rende i sig &streg; da var det vel gavnligt, at ethvert Middel derimod anpristes, &o-;nskeligt at det anpristes paa en alvorlig, men ogsaa t&ae;kkelig Maade. Thi Gud v&ae;re lovet, der er flere Midler, som Farerne ere mange, og ethvert af disse Midler er tilforladeligt og pr&o-;vet. Et saadant Middel er Beslutningen eller det at fatte en Beslutning; thi Beslutningen forbinder netop et Menneske med det Evige, bringer ham det Evige ind i Tiden, skr&ae;kker ham op af Eensformighedens D&o-;s, h&ae;ver Vanens Trolddom, afbryder de m&o-;isommelige Tankers lange Tr&ae;tte, og lyser Velsignelse over selv den svageste Begynden, naar det dog er en Begynden; thi Beslutningen er en Opvaagnen til det Evige; og Den, som l&ae;nge har savnet Beslutningens Foryngelse, naar han beslutter sig, maa han vel v&ae;re tilmode som hiin Enkens S&o-;n fra Nain, der han vaagnede op paa Baaren, ak, iforveien var han endnu mere liig hiin Enkens S&o-;n, der han bares d&o-;d ud. Derfor prise vi Beslutningen. Dog skal Talen derom ikke v&ae;re beregnet paa at kildre Ungdommens Lytten, eller paa at lyde som en pirrende, vellystig Afvexling i den Bl&o-;dagtiges kjelne &O-;re, som Talen vel stundom h&o-;res, skikket hertil om end ikke beregnet derpaa, naar det raabes ud i Verden: &anfbeg;det er kun et &O-;iebliks Sag det Hele, fat blot en Beslutning, vov som den kj&ae;kke Sv&o-;mmer at styrte Dig i Havet, vov at troe, at et Menneske er lettere end alle Lidelser, at gjennem alle Str&o-;mninger, gjennem B&o-;lgernes Fraaden gaaer dog Sv&o-;mmerens Vei til Maalet. Betragt ham, den uforsagte Sv&o-;mmer: han bestiger et h&o-;it Sted, hans &O-;ie forlyster sig ved Faren, hans Skikkelse fryder sig i Forf&ae;rdelsens Gysen &streg; da styrter han sig freidig i B&o-;lgerne; han forsvinder som var han slugt af Havet, men snart dukker han op og har vundet, vundet i et eneste &O-;ieblik. Saaledes staaer Beslutningen paa Forklarelsens Bjerg, forlyster sig ved Faren, da styrter den sig i Havet, og i samme &O-;ieblik dukker den op med Seiren!&anfslut; Hvis Talen l&o-;d saaledes til &Ae;re for det at fatte en Beslutning, da skulde den vel gj&o-;re Indtryk, thi hvorledes skulde ikke den H&o-;rende prise Talerens Begeistring, beundre hans Veltalenhed; og hvorledes skulde ikke den H&o-;rende gaae forandret hjem: han skulde sidde der omgivet af h&o-;imodige Beslutninger, blot tvivlsom, hvilken Helteskikkelse der skulde kl&ae;de ham bedst; og snart skulde han l&ae;nges efter at h&o-;re en saadan Tale igjen, og indtil da gj&o-;re hvad han formaaede &streg; ber&o-;mme Taleren, hvis h&ae;ftige Bev&ae;gelse, hvis Skikkelses fremb&o-;iede Dristighed, der han skildrede Sv&o-;mmeren, stod levende for ham. Ak, lad Skuepladsen beholde hvad Skuepladsens og de gj&o-;glende Heltes er: store Ord, dristige Geb&ae;rder og en bed&o-;mmende M&ae;ngdes Bifald. Den, der vil prise det Gavnlige i at fatte en Beslutning, vil dog ikke forskylde et Bedrag, hvorved han sinkede den H&o-;rende i at handle og gav ham nok at bestille med at beundre; thi at ville beundre er ogsaa et Adspredelsesmiddel, og at hj&ae;lpe til at fremlokke den &streg; et Snigmord, eller en Daarlighed. Saa maa Talen vel begynde anderledes og fremfor Alt forsv&ae;rge Bedraget; thi Dj&ae;velen bruger mange Kunster for at friste et Menneske, og et farligt Anl&o-;b er det altid, naar han ved h&o-;imodige Beslutninger, eller rettere ved Talen derom og Beundringen deraf, samt ved den Afsmag der f&o-;lger efter, naar man seer, hvor lidet man formaaer, vil forlokke et Menneske til at opgive Alt. Nei, man kryber f&o-;r man l&ae;rer at gaae, og at ville flyve er altid bet&ae;nkeligt. Vel er der store Afgj&o-;relser, men selv i Forhold til disse gjelder det dog fornemlig om, at komme i Gang med sin Beslutning, at man ikke i Beslutningen bliver saa h&o-;itflyvende, at man glemmer at gaae. Det var da et Bedrag af hiin Tale, at det saae ud som skulde et Menneske overveie, om han nu vilde styrte sig i Havet eller ikke. Allerede dette er spildt M&o-;ie, en Sinkelse fra at udf&o-;re Noget, en N&ae;ring for Stoltheden, at man indbilder sig eller lader sig det indbilde, at det er saaledes i Livet, at Faren er en Festlighed, til hvilken man indbydes, et Forslag, der gj&o-;res, om man nu vil eller ikke. Det er langtfra saaledes; over den h&o-;itklingende Talemaade glemmes, at man jo er i Faren, og at der ikke er Sp&o-;rgsmaal, om kj&ae;kt at springe ud, men om at redde sig. Man er heller ei kommen ud i Faren ved som Sv&o-;mmeren eller hiin priste Beslutning at styrte sig ned fra de h&o-;ie Steder, det er tvertimod gaaet ganske simpelt og naturligt til, derved, at man blev undfanget i Overtr&ae;delse og f&o-;dt i Synd, thi ved F&o-;dselen blev man udsat i Faren der hvor man nu er. Hvilken Tankel&o-;shed at forblive uvidende om, at der er Fare til, men hvilken Bagvendthed at ville ved store Ord og ved L&o-;fte om Heltenavn opmuntre En til at vove sig der ud, hvor han er. Dog det selv at have styrtet sig i Faren er stolt, noget ydmygere er det, at tilstaae, at man er der, at vedgaae sig selv, at man er der, hvor Livsforhold og Styrelse har sat En, uden at man t&o-;r forlade sin Plads hverken for at flygte eller for at bestige et h&o-;it Sted, hvorfra man vil styrte sig ned i Faren. Denne er der; at opdage den er ei heller saa overordentligt, at det skulde friste Stoltheden, naar man bet&ae;nker, at Farens Forf&ae;rdelse voxer i Forhold til Stoltheden over at opdage den, ja at Forf&ae;rdelsen let voxer En over Hovedet, hvis al slig Overveielse ikke atter afbrydes ved den simple Betragtning, at man kun har at redde sig. Det er stolt at styrte sig selv i Faren, det er stolt at k&ae;mpe med uh&o-;rt R&ae;dsel, men det er tillige elendigt, hvor elendigt l&ae;rer man stundom af det samme Menneske, at have Overflod paa Fors&ae;t, Armod paa Handling, at v&ae;re riig paa Sandheder, fattig paa Dyder. Faren er der; dette er ingen Hemmelighed for de Vise eller for de Modige, den Eenfoldige kjender den ogsaa. Vi ville ei heller istedenfor Farens sande Navne tale om Havet og Stormen og Brusen, hvilket let frister Indbildningskraften til indbildte Forestillinger og indbildte Bedrifter. Der er jo Fare for Lykke og Velf&ae;rd: at Du skal tabe den og med den maaskee dit Mod og din Tro. Der er jo Sjelens Fare: at Verden skal blive Dig tom og Alt Dig ligegyldigt, Livet uden Smag og N&ae;ring, Sandheden selv en m&o-;isommelig Opfindelse, D&o-;den en ubestemt Tanke, der hverken &ae;ngster eller vinker. Der er jo Syndens Fare: at Du skal glemme Din Pligt, eller dog glemme, at man skal gj&o-;re den med Gl&ae;de, at man skal b&ae;re sine Lidelser, eller dog glemme, at man skal b&ae;re dem med Hengivenhed, at Du skal falde i Synden og tabe Din Frimodighed, gaae modl&o-;s gjennem Livet, fortvivle i D&o-;den, saa end ikke Angeren kan st&o-;tte ved Dig. Der er jo D&o-;dens Fare, som har sine Speidere allevegne ude, om den dog veed, at intet Menneske skal undgaae den. Er Faren der da ikke, eller veed Du det ikke, Du som maaskee vil op paa Bjergets Spidse for at styrte Dig i den, veed Du det ikke, at Du er en anklaget Mand, hvis og ingen jordisk Domstol anklager Dig, da Du er anklaget i Himlen, hvor Dommen skal v&ae;re; veed Du det ikke, at Du er f&ae;ngslet, om F&ae;ngslet end er rummeligt som den vide Verden, men pr&o-;v det, gaae til Verdens yderste Gr&ae;ndse, skjul Dig i Afgrunden, og fors&o-;g da, om den Retf&ae;rdighed, der f&ae;ngslede Dig, ikke veed at hente Dig frem; veed Du det ikke, at Vidnerne ere der, om de end nu langtfra at vidne mod Dig ere Dine Fortroligste, at disse Vidner ere Dine Tanker, at dette Vidne er Dig selv, hvem Regnskabets Dag vil n&o-;dsage til at v&ae;re Din egen Angiver, uden at kunne d&o-;lge det skjulteste Raad eller glemme den flygtigste Tanke eller forbeholde Dig selv en eneste Tanke saa forborgent, at ikke Samvittigheden veed at vriste Din Indesluttethed op, og Selvangivelsen mod sin Villie at fravriste Dig den. Thi den menneskelige Retf&ae;rdighed er meget vidtl&o-;ftig, og dog stundom maadelig nok; den guddommelige er kortere og beh&o-;ver ingen Anklagers Efterretning, ingen Retstjeners Udsendelse, intet Vidnes Afh&o-;relse, men gj&o-;r den Skyldige til sin egen Angiver og hj&ae;lper ham med Evighedens Hukommelse. Men ikke mindre var det et Blendv&ae;rk, hvormed hiin bedragerske Tale skuffede, at det seer ud som var Alt afgjort, Alt vundet paa Beslutningens Slag-Dag. Vel er det nemlig sandt, at det at gj&o-;re en god Begyndelse allerede er meget vundet, men i samme &O-;ieblik gjelder det netop om at komme i Gang med Begyndelsen, thi der er maaskee intet Ford&ae;rveligere for et Menneske end naar en god og herlig Begyndelse i n&ae;ste Nu kommer til at ligge ham i Veien istedenfor at hj&ae;lpe ham frem. Det er stolt at samle alle Farer og Forf&ae;rdelser mod sig paa eet Sted, at tr&ae;nge k&ae;mpende frem hvor Fjendens Skare staaer t&ae;ttest; det er et stolt Ord, at ville standse Solens Gang, at det ikke maa aftnes f&o-;r alle Fjender ere overvundne; derimod er det ydmygt at tilstaae, at Striden ogsaa uden et Menneskes Skyld tr&ae;kker sig i Langdrag, saa hver Dag har sin Aften, og ved et Menneskes Skyld drager sig saaledes i Langdrag, at det stundom aftnes over et Nederlag, ydmygt at tilstaae, at selv den redelige Striders Gang gjennem Livet er besv&ae;ret, at selv Den, der gj&o-;r faste Trin paa Veien, dog ikke gaaer i Helteskridt, ja, at naar Livets Aften svaler Strideren efter den lange Dag, der dog ikke er Beleilighed til Spil og Klang, fordi endog Den, der kom Maalet n&ae;rmest, kommer der ikke skikket eller oplagt til Triumphens Anstr&ae;ngelse, men m&o-;dig og tr&ae;t &o-;nsker en Grav at hvile i og en salig Bortgang herfra i Fred. Vel var en Saadans Liv ikke ukjendt med de st&o-;rre Afgj&o-;relser, men han tilstaaer dog, at hele hans Liv var en Strid, og det frister ham ikke stolt til Underholdning for Andre at n&ae;vne de store Afgj&o-;relser, i hvilke han havde den &Ae;re at deeltage; han veed meget godt, at hans Fort&ae;lling om daglig Strid vilde v&ae;re tr&ae;ttende for de Nysgjerrige. Og dog var dette jo hans Liv; han pr&o-;vede maaskee Livets, maaskee Menneskenes Foranderlighed, men Faren fulgte ham stadigt. Men eftersom Faren gjentog sig, fornyede han sin Beslutning, og saaledes gik han Kampen igjennem. Var hans Trin end svagt, hans Gang vaklende, gik det end stundom tilbage istedenfor fremad, Beslutningen hjalp ham igjen lidt efter lidt, han formanede sig dog selv med et skj&o-;nt Ord, &anfbeg;gj&o-;r for Gud, hvad Du kan, da skal Gud gj&o-;re for Dig, hvad Du ikke kan&anfslut;, indtil han atter besluttede sig, om hans Beslutning end synes af ringe Herkomst, en Kr&o-;bling i Sammenligning med hiin h&o-;ibaarne. Naar det at fatte en Beslutning forstaaes saaledes om den stadige Fornyelse af en afgj&o-;rende Beslutning (en tilsyneladende Modsigelse ligesom den, at minde et Menneske om, at handle som var denne Dag idag hans sidste, og da igjen at vise et langt Liv, der ligger for ham), da staaer det fast, at Beslutningen er et frelsende Middel. Men staaer dette fast, da er det atter vel v&ae;rd at v&ae;re opm&ae;rksom paa Beslutningens Arvefjende, hvilken er Feigheden, der, seiglivet som den er, altid er bet&ae;nkt paa at afbryde eller fortr&ae;dige Beslutningens gode Forstaaelse med det Evige, at s&o-;ndergnave den Beslutningens L&ae;nke, der er let at b&ae;re og f&o-;rst tung, naar den er brudt. Mod Feighed skal Talen derfor v&ae;re rettet, idet den knytter sig til hiint korte apostoliske Ord. H&o-;res det end stundom, at Gudsfrygt, at Religion, at Christendom gj&o-;r et Menneske feigt, da kan det Modsatte dog vel ikke bestemtere udsiges end her, hvor Apostelen netop siger, at Gud ikke giver Feigheds Aand, hvilken altsaa vel maa komme andetsteds fra, og formodentligen allerede v&ae;re tilstede i hiin Indvending. Ingen skal derfor beraabe sig paa, at det er hans Fromhed, hans Ydmyghed under Guds v&ae;ldige Haand, der gj&o-;r ham feig; Ingen skal frygte for at betroe sig til Gud i den Mening, at dette Forhold skulde ber&o-;ve ham hans Kraft og gj&o-;re ham feig. Det er tvertimod omvendt, Den, Gud ikke slaaer til Ridder med sin v&ae;ldige Haand, han er og bliver i sin dybeste Sjel feig, om ikke af anden Grund, saa fordi han var for stolt til at taale Ridderslaget, da det som ethvert Ridderslag fordrer Bekjendelsen af egen Uv&ae;rdighed. Saa ville vi da tale mod Feighed. Det skal v&ae;re Tegn paa en forfinet Tidsalder, at man giver det Utilladelige, det Forbudne, Synden et undskyldende, n&ae;sten et h&ae;derligt Navn. Stundom forts&ae;ttes Falskneriet saa l&ae;nge, at det gamle, alvorlige, bestemte Ord glemmes og gaaer af Brug. H&o-;res det en enkelt Gang, da v&ae;kker det n&ae;sten Latter, fordi man antager, at den Talende enten er en Mand fra Landet, der taler et for&ae;ldet h&o-;itideligt Sprog, som aldeles mangler Omgangens B&o-;ielighed, eller at det er en Skalk, der bruger et saadant Ord netop for at v&ae;kke Latteren enten ved Ordet selv eller ved dets Vr&ae;ngen efter Andre, hvis Erindring det fremkalder. Et lignende Falskneri afstedkommes ogsaa, naar man af tvende Ord, der begge betegne noget Forkasteligt &streg; ja det lige Forkastelige, fortrinsviis bruger det ene, fordi dette i den almindelige Forestilling har en Bibetydning af Noget, som i Verdens &O-;ine ikke kl&ae;der ilde. Dette er Tilf&ae;ldet med de tvende Ord: Feighed og Stolthed. Dersom en Pr&ae;diker, hvis Gjerning det er at agte paa Menneskenes Liv og kalde dem til det Gode, vilde advare mod Stolthed, da skulde han vel finde mange Tilh&o-;rere, og dog skulde Talens Virkning langtfra hos Alle v&ae;re efter &O-;nske, ja der skulde vel endog v&ae;re Den, der uden at agte paa Formaningen lyttede til den smigrende Anerkjendelse, der ligger i at bruge dette Ord. Vilde han derimod advare mod Feighed, da skulde vel Tilh&o-;rerne see den Ene paa den Anden, om der ogsaa var en saa Elendig tilstede, en feig Sjel, det Foragteligste af Alt, det Utaaleligste, thi selv det ford&ae;rvede Menneske kan man dog taale, naar han er stolt, _{man en Feig}men en Feig ..... Sandeligen, et Menneske maa v&ae;re ganske uden &O-;re for Lidenskabernes Tyvesprog, naar han ikke m&ae;rker, at det maa h&ae;nge galt sammen med Feigheden, siden den er bleven saa afskyet, saa angest for at n&ae;vnes, ja saa aldeles er forsvunden af Livet. Og dog Enhver, der var meget tilb&o-;ielig til at antage, at den h&o-;flige Advarsel mod Stolthed angik ham, han kan v&ae;re sikker paa, at den forn&ae;rmende Tale om Feighed angaaer ham ogsaa, thi Feighed og Stolthed er Eet og det Samme; han kan v&ae;re sikker paa, at Talen angik ham ganske s&ae;rligen, dersom han ellers var meget begjerlig efter at synes stolt, thi det er netop Feighed. Stolthed og Feighed er Eet og det Samme. Dette maa dog ikke misforstaaes, og herved menes n&ae;rmest, at det hvorom man taler under Navn af Stolthed i Almindelighed er Feighed. Selv den u&ae;gte Stolthed forekommer meget sjeldent, og skulde Pr&ae;dikeren indrette sin Tale svarende til de Forhold Livet udviser, da kom han sjeldent til at advare mod Stolthed. Den u&ae;gte Stolthed fordrer en h&o-;i Grad af Forestilling om det egne V&ae;rd og om det Ansvar den Stolte har for sig selv, hvilket han frygter mere end hele Verden. Den Stolte vil altid gj&o-;re det Rette, det Store, og egentligen strider han ikke med Menneskene, men med Gud, fordi han vil kunne gj&o-;re det ved egen Kraft; at skulke sig fra Noget er ikke hans Begjering, nei, at s&ae;tte sig Opgaven saa h&o-;it som muligt og da at fuldkomme den ved sig selv, n&o-;iet med sin egen Bevidsthed og sit eget Bifald, det er det han vil. Selv den u&ae;gte Stolte maa derfor kunne v&ae;re stolt i Eensomhed, maa kunne forsage og forsmaae al L&o-;n i Verden; Menneskenes Gunst, og ikke en Sjel, ikke den stolteste Sjels Trods, ikke den elskeligste Sjels B&o-;nner maae forstyrre ham; ingen Vinding, ikke den ganske Verden, ikke den ubetydeligste og forborgneste maa friste ham; han maa ansp&ae;nde al sin Tanke for at see det Rette, han maa ville det, fordi han er for stolt til at tillade, at Menneskene skulde have Ret imod ham, selv om Ingen kunde overbevise ham. Men en saadan Tilv&ae;relse er s&o-;vnl&o-;s og meget anstr&ae;ngende og efterstr&ae;bt af mange Forf&ae;rdelser. Naar vi derfor med denne Fordring gaae ud mellem Menneskene, hvor sjelden er da ikke Den, der har indfriet den. Ja Stolthedens f&o-;rste Spring i Livet, det har Mange gjort, Mange fjantet nok, men det N&ae;ste: saa trygler Den hos det samme Menneske, som han stolt forsmaaede, saa b&o-;ier Den Kn&ae;, der slog stolt med Nakken, saa tager Den til Takke med hvad han stolt vragede, saa betler Den om Livet, der vilde trodse Alt, saa speider Den efter Ligesindede, der stolt vilde v&ae;re sig selv nok, saa lyver Den lidt for sig selv, der listigen har forandret Stolthedens Opgave, og faaer Andres Dom for, at dette dog er det Stolteste, saa slaae de sig sammen, og blive stolte i F&ae;lledsskab, hvilket er Forf&ae;ngelighed og Feighed. Vi sige det sandeligen ikke for at prise hiin u&ae;gte Stolthed, men saaledes er dens Vei dog forf&ae;rdelig og derfor sjeldent betraadt, som jo vel er, thi den u&ae;gte Stolthed lurer Dj&ae;velen paa, og den bliver hans Bytte, thi den er Feighed. Den der nemlig saaledes staaer ene, han maa n&o-;dvendigviis opdage, at der er en Gud til, og vil han nu ikke forstaae, at det dog er for lidt at v&ae;re ene om en Hemmelighed, er han for stolt til at have en alm&ae;gtig Gud til sin Medvider, saa er han jo feig; thi selv om det ikke var lykkedes Verden, ikke alle de Forf&ae;rdelser som Jordlivet og Menneskelivet gjemmer at vise ham hans Eensomhed som Blendv&ae;rk, saa vil den Alm&ae;gtige strax gj&o-;re det, og dette kan han ikke udholde; men altsaa er han feig. Naar nu selv den u&ae;gte Stolthed er meget sjelden i Verden, og man dog saa ofte n&ae;vner Stolthed, saa kan man deraf slutte, at Feigheden maa v&ae;re meget almindelig, ja man kan slutte det, uden at forn&ae;rme Nogen, og uden at v&ae;re Dommer og Hjertekjender kan man ubeseet antage, at ethvert Menneske er noget feig, is&ae;r kan man fortr&o-;ste sig til, at Enhver, der s&o-;ger n&ae;rmere at kjende sig selv, vil v&ae;re villig til at vedgaae, at han ikke sjeldent har grebet sig selv deri, at han af den Grund altid er noget mist&ae;nkelig selv mod sit modigste Foretagende. At Forvexlingen kan finde Sted, er ikke vanskeligt at indsee, og Talen skal bestandigen bringe det i Erindring, fordi den, medens den handler om Feighed, bestandigen har Stoltheden i Sigte; thi skal Sagen tages fra Grunden, maa f&o-;rst og fremmest hiin f&o-;rste L&o-;gn forhindres. Selv naar Feighed forvexles med Klogskab, med en i Menneskenes &O-;ine priselig Forstandighed, hvis Hemmelighed er Selvkj&ae;rlighed, selv da er den f&o-;rst bleven forvexlet med Stolthed, saaledes nemlig, at det at v&ae;re saaledes klog paa Verden og sin egen Fordeel er noget Stort. Advares der mod en saadan Klogskab, da see man vel til, at Advarselen ikke bliver fristende; thi der var vel Den, som nok gad h&o-;re en saadan Formaning, ikke just for Formaningens Skyld. Kun en religi&o-;s Betragtning kan tale retteligen om og mod Sligt, fordi den religi&o-;se Betragtning kjender det ene Forn&o-;dne og veed, at det er det ene Forn&o-;dne, og derfor ikke har travlt med det Mangfoldige, eller bliver forf&o-;rerisk i at skildre Forskjellighederne. Forholdt det sig nu saaledes med Feigheden, at som der hviler en Forbandelse over den, der saaledes ogsaa hvilede den Forbandelse over den, at den slet ikke kunde vise sig i anden end sin virkelige Skikkelse, at den slet ikke kunde bedrage med sit Ydre, da skulde den vel snart blive huusvild i Verden, thi hvo vilde boe sammen med denne Usselhed; ja den skulde snart n&o-;dsages til at flygte bort paa de afsides Steder, saa end ikke den Elendigste, ikke den Nedrigste vilde kalde den frem. Men saaledes er det ikke, Feigheden er netop den b&o-;ieligste, den smidigste, saa at sige den behageligste af alle Lidenskaber; ikke er den h&o-;ir&o-;stet og larmende, men stille og lummer og dog vellystig f&ae;ngsler den alle andre Lidenskaber til sig, thi i Omgang med disse er den yderst indtagende, veed at holde Venskab med dem, og l&ae;gger sig selv dybest i Sjelen som det stillestaaende Vands d&o-;sige Taage, af hvilken usunde Luftninger og bedragerske Gj&o-;glebilleder udvikle sig, medens dog Taagen bliver der. Det Feigheden meest frygter er, at der tages en Beslutning, thi en Beslutning adspreder altid for et &O-;ieblik Taagerne. Den Magt, Feigheden helst sammensv&ae;rger sig med, er Tiden; thi hverken Tiden eller Feigheden finder, at der er Grund til at forhaste sig; og er det ikke ogsaa m&ae;rkeligt nok, at Gud i Himlen og det Evige, ikke Tiden er det, der siger: endnu idag. Lad saa hver Dag have sin Plage og sin M&o-;ie, ogsaa sin Lyst og sin L&o-;n: dette er Beslutningens evige Omqv&ae;d, dens h&o-;itideligste og meest dagligdagse Fordring, dens f&o-;rste og dens sidste Ord, hvad den vil enhver Dag skal betyde og give enhver Dag Betydning: endnu idag. Men Feigheden afholder for det f&o-;rste et Menneske fra at erkjende, hvad der er det Gode, det i Sandhed Store og &Ae;dle, som b&o-;r v&ae;re Maalet for hans Str&ae;ben, for den tidlige Flid og for den sildige. Dersom Feigheden her maatte vise sig som det elendige Kryb den er, eller tr&ae;de frem i al sin Plumphed, saa var der ingen Fare, men saaledes viser den sig aldrig, eller i ethvert Tilf&ae;lde f&o-;rst bag efter, som det Onde altid lokker med t&ae;kkelig Skikkelse og da afkaster Masken og lader sit Bytte synke i Afgrunden ved Tanken om, at det er for silde. Feigheden vil blot forhindre Beslutningens Afgj&o-;relse, derfor giver den sin Adf&ae;rd et herligt Navn. Den ivrer mod alt det Overilede, det Umodne, det Hastige, nei, den fortsatte Str&ae;ben er det Store, det er en stolt Opgave. Den fortsatte Str&ae;ben &streg; et herligt Ord, hvor skuffende, skulde Feigheden ikke nok fange sig en Sjel! At den fortsatte Str&ae;ben dog skulde have en Begyndelse, is&ae;r i Betragtning af at den formodentligen faaer en Ende &streg; det vil hverken Feigheden eller Tiden vide af; thi det veed kun Beslutningen, hvis Navn jo minder derom, thi Beslutningen er Begyndelsen, og dog har den sit Navn deraf, at den veed, der kommer en Slutning. Har Feigheden bragt det saavidt med et Menneske, da kan man sige, at den har faaet sig godt og beqvemt indrettet. Hvor stolt saaledes bestandigt at stirre i Skyerne uden nogensinde at beh&o-;ve at b&o-;ie sit Hoved for at see til Foden; skal Gud prises, at han dannede Mennesket opreist, hvor meget mere da ikke Feigheden, der langt herligere reiser ham op! Et saadant Menneske lever nu med det fjerne store Maal for &O-;ie; skulde han et &O-;ieblik blive bet&ae;nkelig, da er Feigheden strax rede med Forklaringen, at det maa saa v&ae;re, fordi Maalet er saa uendelig fjernt. Han lever i den fortsatte Str&ae;ben; skulde Bekymringen vaagne, om det var en Str&ae;ben, om den fortsattes, da spreder Feigheden enhver Tvivl og glatter &o-;ieblikkelig Pandens Rynke ved at forklare, at den enkelte Dag, den enkelte Uge er for lille en Bestemmelse til at udmaale en saadan Str&ae;ben. Sandeligen, str&ae;ber han ikke, Feigheden forts&ae;tter roligt sin Str&ae;ben og kan godt see, at den Uge for Uge, ja Dag for Dag ikke str&ae;ber forgjeves og heller ei str&ae;ber til et uendelig fjernt Maal. Dog det Gode, det i Sandhed Store og &Ae;dle er jo ikke blot noget Almindeligt og som saadant Erkjendelsens almindelige Gjenstand, det er ogsaa noget S&ae;rligt i Forhold til den Enkeltes s&ae;rlige Begavelse, der gj&o-;r, at den Ene formaaer mere end den Anden, at den Ene formaaer det paa den ene, den Anden paa den anden Maade. Begavelsen selv er ikke det Gode, som var den udm&ae;rkede Evne det Gode, den indskr&ae;nkede det Slette (hvilken Forbandelse for den Lykkelige, hvilken Fortvivlelse for den Ulykkelige!) nei, Begavelsen er det Ligegyldige, der dog faaer sin Betydning. Er nu Evnen udm&ae;rket, da siger Feigheden: &anfbeg;naar man er saaledes udrustet, da har det saa vist ingen Hast med at begynde. Dette er altfor let, lad nogen Tid gaae hen, lad Noget v&ae;re tabt: den udm&ae;rkede Spiller lyster det f&o-;rst at begynde, naar Spillet halvt er tabt. Jeg veed det vel, nu ligger jeg &o-;rkesl&o-;s hen, men snart, snart reiser jeg mig med V&ae;lde.&anfslut; Hvor stolt taler dog ikke Feigheden! Hvad vil det sige, at Opgaven er for let, det vil sige, den er vanskelig, og under Navn af det Tungere har Feigheden faaet den V&ae;lgende til at v&ae;lge det vistnok i Verdens &O-;ine Tungeste, som dog er det Lettere. Det er nemlig vanskeligere at begynde i al Stilhed, fordi det er mindre fornemt, og denne lille Ydmygelse er netop Vanskeligheden. Men altsaa var det ikke Stoltheden, men Feigheden der var Raadgiver. Enhver veed, at Farens &O-;ieblik giver et Menneske st&o-;rre Kraft, men man agte vel, hvorvidt og hvorledes man derfor er st&o-;rre. Eller er det saa stort, at skulle tr&ae;nge til Farens Forf&ae;rdelse for at kunne samle sin Kraft; ikke at tale om, at det Modsatte jo ogsaa kunde h&ae;nde, at Forf&ae;rdelsen vel kom, men Kraften svigtede. Det var saa let, at han ikke kunde beslutte sig til at begynde; det var stolt, men det er feigt; thi egentligen er han bange, at det, han har tilladt sig at kalde en Ubetydelighed, ikke ganske skulde vise sig saaledes; og da var han i Forlegenhed: at skulle f&o-;le sin Svaghed og da ikke have ligeover for sig den yderste Forf&ae;rdelses uhyre Navn, at skulle staae der besk&ae;mmet, ber&o-;vet enhver glimrende Bortgang. &streg; Eller Evnen er ringe. Da siger Feigheden: &anfbeg;dette er for lidet at begynde med.&anfslut; Det er nu vistnok meget daarligt, ja endog taabeligt sagt; thi naar man ikke har mere at begynde med, saa maa det jo altid v&ae;re nok, og jo mindre man begynder med, jo st&o-;rre bliver man; men see, Feigheden har vundet Klogskaben for sig, og den siger, at det er ganske rigtigt, thi Den, der Intet begynder, han taber heller Intet. En saadan Klogskab er vel v&ae;rd at v&ae;re stolt af, og Stoltheden har allerede indseet, at langt stoltere end at begynde med Lidt er det at vrage Alt, hvilket Den kan gj&o-;re, der vrager det Lidet, der var ham tilbudet, og desuden Alt, hvad der slet ikke var ham tilbudet. Det synes stolt, men Feigheden var jo den f&o-;rste Opfinder. Det Gode, det i Sandhed Store og &Ae;dle har foruden alle andre gode Egenskaber ogsaa den, at det ikke tillader Betragteren at v&ae;re ligegyldig. Den, der eengang har faaet det at see, ham tager det ligesom et L&o-;fte af; hvor dybt han end synker, han glemmer det egentlig aldrig ganske, selv i hans Fortabelse er denne Erindring ham vel en Qval, men ogsaa stundom en Frelse. Men som det opl&o-;fter et Menneske, saa ydmyger det ham ogsaa; thi det fordrer al hans Kraft af ham og forbeholder sig dog Myndighed at kalde ham en unyttig Tjener, selv naar han har gjort alt Sit. Denne forelskede Forstaaelse er det nu Feigheden af yderste Vigtighed at forhindre, Beslutningens h&o-;itidelige Overeenskomst med det Gode paa et saa ydmygende Vilkaar. Da er Stoltheden strax ved Haanden; enig med Feigheden forklarer den, at det er stoltere, at vide med sig selv, at man kunde v&ae;re noget Mere end man er, naar man blot vilde det. Denne ubestemte Storhed kan man Tid efter anden anslaae saa h&o-;it man vil, og man skal ikke lade sig det forekaste, at man er en unyttig Tjener. Klogskaben underst&o-;tter ogsaa Feigheden, og l&ae;rer, at man altid b&o-;r v&ae;re lidt mistroisk, aldrig give sig ganske hen. Dette er jo ogsaa meget klogt, men s&ae;t det dog var en Daarskab i Forhold til Det, hvor der slet Intet er at vinde, hvis man ikke s&ae;tter Alt ind. Var det ogsaa klogt i Livet, hvis man vilde tinge med en Handlende, der havde bestemte Priser, og byde ham en lille Smule under, var det ogsaa klogt, hvis han havde ganske bestemte Priser, og man n&o-;dvendigt skulde bruge hvad han havde at s&ae;lge? Og dog er det jo klogt, og Feigheden smiler ad den ubesindigt Stolte, der tr&ae;nger sig frem at komme med i &Ae;resstriden, smiler af ham, naar han snubler, og tr&o-;ster sig selv. Imidlertid er den feigt Stolte kun eet &O-;ieblik klogere end den ubesindigt Stolte, og mere foragtelig; eller rettere sagt, thi det baader ikke at dv&ae;le ved saadanne Forskjelligheder, de have begge tabt Alt. See, hvis det gaaer saaledes, da kan et Menneske takke sig selv og Feigheden derfor; thi Gud giver ikke Feigheds Aand, men Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand, saaledes som det er forn&o-;dent for at erkjende, hvad der er det Gode, det i Sandhed Store og &Ae;dle, hvad det betyder for ham og i Forhold til ham; for at elske det med den uegennyttige Kj&ae;rlighed, der ikkun begjerer at v&ae;re en unyttig Tjener, hvilket altid er Kj&ae;rlighedens Lyst og det Modsatte den en Kr&ae;nkelse, der besmitter ham Kj&ae;rligheden ved at gj&o-;re den til Vinding; og for at holde ved i Bestandighed, at ikke Alt skal blive ufrugtbart uden den Sindighed, der svaler over Anstr&ae;ngelsen og over Beslutningens Afgj&o-;relse. Denne Erkjendelse, dette Beslutningens Samtykke er den f&o-;rste Indvielse. Ak, hvor sjeldent oplever et Menneske dette saaledes, at han endog kun i Indvielsens &O-;ieblik forsager alt Dr&o-;mt og Indbildt, ethvert Luftsyn, der vil vise ham i overnaturlig St&o-;rrelse og bringe ham til at studse over sig selv, og derimod annammer Kraft til at see det som det er, Kraft til at omslutte det med selvforn&ae;gtende Kj&ae;rlighed, Kraft til at indgaae Besindighedens Pagt dermed; hvor sjeldent oplever et Menneske dette saaledes, at han endog kun i Indvielsens Time har Kraft til at holde sig selv hen til det Gode, der ligesom vil tilintetgj&o-;re ham, Kj&ae;rlighed til ikke at krympe sig derved, Besindighed til ikke at forfalske sig selv! Feigheden kommer ikke fra Gud, men den veed at give sig Skin af at v&ae;re Kraftens, og Kj&ae;rlighedens og Sindighedens Aand. Det er nu saaledes vel sandt, hvad Feigheden ogsaa l&ae;rer, at ethvert Menneske b&o-;r str&ae;be efter et h&o-;it og fjernt Maal, det er h&o-;it, thi see, det er Himlen, det er fjernt, hvo veed det ikke, fjernt is&ae;r hvis et Menneskes Fortjeneste skulde naae det. Men Gud har dog selv fra Dagenes Begyndelse deelt Tiden, har adskilt Dagen og Natten, og saaledes vil ogsaa Beslutningens Sindighed strax dele Mennesket Tiden, saa Morgenens fornyede Beslutning og Aftenens Taksigelse og Hviledagens stille Festlighed, eller hvorledes nu for&o-;vrigt Beslutningen har deelt Dig Tiden, m. T., faaer sin Betydning som Deling og som Maal. Vil En ikke forstaae dette i Begyndelsen, da vil han egentligen ikke fatte en Beslutning, og dette vil da gj&o-;re hans Liv betydningsl&o-;st, ja mist&ae;nkeligt som det Venskab, der bestandigen vrager Livets Beleilighed til at yttre sig, betydningsl&o-;st, ja ulevet, som den Tale aldrig blev h&o-;rt, der i sin Oph&o-;iethed forsmaaede ethvert Ord og Udtryk, Sproget tilb&o-;d. Hvo seer det ikke, selv den Feigeste vilde maaskee smile af denne Tale som overfl&o-;dig, thi Regnskabets Opgj&o-;relse viser jo, hvad der burde v&ae;re gjort; men han bet&ae;nker maaskee ikke, at hvis Beslutningen ikke er Begyndelsen og Begyndelsen Beslutningen, saa vil Regnskabet aldrig lade sig opgj&o-;re, fordi der i en vis Forstand intet er. &streg; Nu er det vel saaledes, at det Gode, det i Sandhed Store og &Ae;dle er forskjelligt for den Forskjellige, men Beslutningen, der er den sande Erkjendelse, er dog den samme. Dette er en meget opbyggelig Tanke. Den, der vil opf&o-;re et Taarn, s&ae;tter sig ned og gj&o-;r Overslag, hvor h&o-;it han kan opf&o-;re Taarnet. Ak, hvilken Forskjellighed viser der sig ikke i Overslagets &O-;ieblik; men hvilken Lighed i Beslutningens &O-;ieblik, og udebliver Beslutningen, da vorder der intet Taarn, hvor indbildt eller hvor virkelig herligt Overslaget end var! Den gode Beslutning, der svarer til Erkjendelsen af det Gode, er jo at ville gj&o-;re Alt, hvad der staaer i Ens Magt, af yderste Evne at ville tjene det. At gj&o-;re Alt, hvad En formaaer, hvilken salig Lighed; thi det formaaer jo ethvert Menneske. Kun i Overslagets &O-;ieblik er Forskjelligheden der. Eller Den, der vil gj&o-;re Barmhjertighed, kan han gj&o-;re mere end at give Alt hvad han eier; og gav ikke Enken uendelig meget mere end den Rige, der gav af sin Overflod! Tilf&ae;ldet kan undertiden gj&o-;re, at en Penninge betyder lidt mere end den ellers betyder, men vil Nogen gj&o-;re et Vidunder, da kan han faae den ene Penning til at betyde ligesaa meget som al Verdens Guld tilsammen, dersom han giver den af Barmhjertighed og Penningen er den eneste, han eier. Ja Den, der har &O-;re til at bed&o-;mme, hvor stor Gaven er, blot han h&o-;rer Pengenes Raslen, han m&ae;rker Forskjellen, men Barmhjertigheden og Tempelkisten forstaae det anderledes. Den som kun har &O-;re til at h&o-;re Mulighedernes Hvidsken i Overslaget, han gj&o-;r en uhyre Forskjel, men Beslutningen forstaaer det anderledes. Naar saaledes Den, der fryder sig i Sundhed og Kraft, i Besiddelse af Aandens bedste Gaver f&ae;ster sig hen i det Godes Tjeneste med alt Sit, med den lange R&ae;kke af Aar, der synes at ligge for ham, med enhver Forventningens Fordring til Livet, ethvert Krav kun forventet og fordret for det Godes Skyld &streg; og naar derimod Den, der med Veemod seer sin jordiske Skr&o-;belighed og Opl&o-;sningens Dag saa n&ae;r, at han fristes til at tale om den ham forundte Tid som Pr&ae;sten taler, naar en Saadan med dennes Ord i Beslutningens Time lover &anfbeg;at hellige disse &O-;ieblikke&anfslut; til det Godes Tjeneste: hvis Taarn bliver saa h&o-;iest? Eller naar den Ene med Gl&ae;de f&o-;ler sig som Den, der skal blive et m&ae;gtigt Redskab til at vinde Mange, den Anden med Sorg i Sindet tykkes sig selv kun en Byrde for Andre, naar de dog begge beslutte sig til at ville v&ae;re Alt og slet Intet for det Gode, hvis Taarn bliver saa h&o-;iest, naae de ikke begge op i Himlen? Eller naar den Ene ukjendt med indvortes Fjender vender sit Sind og sin Tanke erobrende mod Menneskene i det Godes Tjeneste og frelser Tusinde, den Anden, hjemfalden til indvortes Kampe, i Beslutningens &O-;ieblik frelser sig selv, hvis Taarn bliver saa h&o-;iest? Dersom Feigheden kunde forstaae dette, da skulde den ikke have saa meget mod Beslutningen, thi dette er Beslutningens Hemmelighed. Alt fordrer den, det er sandt, den lader sig ikke bedrage, den taaler ingen Uredelighed, den er paaholdende indtil den sidste Hvid mod Den, der vil give saa godt som Alt, men den er ei heller smaalig, den seer med Velbehag til Den, der giver det Lidet hen, og vredes kun, hvis han vil holde sig tilbage, hvis han vil skyde Skylden paa sin Elendighed, hvis han spidsfindig vil indbilde sig selv, at det er en Umulighed for ham at give Alt hen, da han Intet eier, hvis han vil adsprede sig selv ved at &o-;nske, at han havde Meget at give hen, vil forlyste sig selv ved at bet&ae;nke, hvor h&o-;imodig han da vilde v&ae;re, vil m&ae;tte Beslutningens Trang i ham med Dr&o-;mme, indtil Trangen gaaer over. Alt dette er Feighed og skjult Stolthed, der &o-;nsker at blive sig i Dunkelhed lidt Mere end man er, og at spise Beslutningen af med skr&o-;mtet Anerkjendelse. Dern&ae;st forhindrer Feigheden et Menneske i at gj&o-;re det Gode, at fuldkomme det i Sandhed Store og &Ae;dle, hvortil han i Beslutningen har knyttet sig. Vi have allerede i det Tidligere mindet om en vis Overtro, der gj&o-;r at et Menneske mener Alt afgjort ved Beslutningen, hvilken han da ikke er utilb&o-;ielig til at fatte endog maaskee i den Formening, at hans Liv ved Beslutninger har en Oph&o-;iethed, som fritager ham for at bekymre sig om det Mindre: kun ved h&o-;itidelige og afgj&o-;rende Leiligheder vil han vove Alt, det Mindre besk&ae;ftiger ham ikke. Ak, men saaledes at ville blot ligesom stadse i Livet, er en glimrende Vildfarelse. Beslutningen selv bliver for Den, der tillader sig at n&ae;re saadanne Tanker om den, en Forf&o-;rer og Bedrager istedenfor en trofast Veileder. Vel er det nemlig sandt og rigtigt, at over Beslutningen lyser Evighedens Glands, at i Beslutningen synes Alt afgjort for evigt; men dette er kun det F&o-;rste. Da kl&ae;der Beslutningen sig om, og vil nu netop bekymre sig om det meest Daglige; og saaledes i sin daglige eller om jeg saa t&o-;r sige huuslige Kl&ae;dning seer Beslutningen ikke saa guddommelig ud, men er dog i sit inderste V&ae;sen ganske den samme. Det er nemlig Beslutningens Betydning for det menneskelige Liv, at den vil give det Sammenh&ae;ng, en j&ae;vn og rolig Gang. Dertil har Beslutningen en elskelig Gave: at bekymre sig om Smaating, saa man hverken lader haant om dem eller fortabes i dem, saa Livet gaaer fort i Beslutningen, styrket og qv&ae;get og forfrisket af Beslutningen. Nu er da Beslutningen en anden. Maaskee er den at spare hvad kun Armoden beh&o-;ver at see paa, at holde et lille Vredens Ord tilbage, at overvinde sig selv til at underkaste sig en ringe Ubehagelighed, at holde lidet l&ae;ngere ud ved Arbeidet, at glemme en lille Forn&ae;rmelse. Hvor forandret! Er det ikke en Utroskab af Beslutningen at b&ae;re sig saaledes ad, eller er dette virkeligt hvad Beslutningen var? Thi Beslutningen var jo ikke at ville tr&ae;nge til de jordiske Ting, i N&o-;isomhed at ville vorde sorgl&o-;s som Himlens Fugl; Beslutningen var jo at ville seire over sit Sind og over sin Fjende ved Forsonlighed; Beslutningen var jo, at Livets Aften skulde vidne, at der var arbeidet om Dagen; Beslutningen var jo at opl&o-;fte sin Sjel over Alt hvad der er smaaligt i Livet. Ja det var Beslutningen, det er ikke glemt; men nu dette... Herre Gud, er man da allerede Armoden saa n&ae;r, at man beh&o-;ver at spare det Lidet; er man da saa vredagtig, at man i den Grad skal frygte et lille Udbrud; er det den halve Time der har Magt til at gj&o-;re En til en Ledigg&ae;nger; er man maaskee strax sindssvag fordi man er lidt tungsindig; er man da uforsonlig, naar man er villig til at glemme de st&o-;rre Forn&ae;rmelser og kun erindrer de mindre? O, Den, der kjender Noget til Beslutningen, vil ikke n&ae;gte, hvor kj&o-;nt den veed at tale, n&ae;sten at bede for sig, at man nu dog blot vil gj&o-;re som den siger, og fremfor Alt ikke besmitte sig selv ved at troe, at man betroede sig til en Trol&o-;s, da man betroede sig til Beslutningen. Den indr&o-;mmer, at det er en Ubetydelighed, den vil, at det netop skal gj&o-;res som en Ubetydelighed, da den ellers n&o-;dsages til at gj&o-;re En Livet anstr&ae;ngt paa en omvendt Maade derved, at en Ubetydelighed bliver det Betydeligste; thi hvad der er en Ubetydelighed og som saadan kan oversees, det er ingen Ubetydelighed, naar Beslutningen har nedlagt Fordring derpaa, og at blive sin Beslutning utro i Anledning af en Ubetydelighed, er ogsaa Utroskab og intet Ubetydeligt. Tilsidst bliver den nidkj&ae;r paa sig selv, vil hj&ae;lpe Mennesket ved en Tidlang at nage ham og ikke unde ham Ro. &streg; Hvor ligger nu Feilen, dersom Mennesket og Beslutningen ikke boe l&ae;ngere hos hinanden i Samdr&ae;gtighed? den ligger i hans Feighed. Det er ganske sandt, at et Menneskes Sjel kan blive forvirret, hvis det Ubetydelige for ham bestandigen bliver det Betydelige. Dette vil Beslutningen heller ikke, den vil, at han skal gj&o-;re det som det Ubetydelige, skal gj&o-;re det som en yderligere Aff&o-;lge af Beslutningen. Feigheden derimod vil bestandigen have med det Betydelige at gj&o-;re, ikke just for ret at udf&o-;re Noget, men fordi det smigrer at fors&o-;ges i det Betydeligere og fordi det tr&o-;ster, naar man taber, at det var det Betydelige. Det er vel meget sjeldent, at et Menneske virkelig lader v&ae;re at fors&o-;ge eller dog at troe at han kunde fuldkomme det Store, og saaledes vedgaae sin Feighed (dersom ellers det Store er Noget der i sin almindelige Gyldighed vedkommer ethvert Menneske, thi i Forhold til det Udvortes og Tilf&ae;ldige kan det jo v&ae;re viist og besindigt ikke at vove for meget); nei, han besviger f&o-;rst Opgaven, kalder den en Ubetydelighed og da lader han v&ae;re at fuldkomme den. Men Bedraget er Feighedens og Tilfredsheden er Stolthedens, saa Feigheden atter her er det til Grund Liggende. Dersom da Beslutningen ikke tr&ae;nger igjennem i denne Strid, dersom det skeer oftere, at den saaledes kommer tilkort, da bliver den tilsidst afmattet, og det gaaer v&ae;rre og v&ae;rre, indtil Beslutningen bliver en halvglemt &o-;rkesl&o-;s Tanke, et Indfald fra fordums Dage, der engang imellem g&ae;ster den Forandrede. Istedenfor den af Beslutningen paat&ae;nkte stadige Fremgang viser der sig en Tilbagegang. Dog er Frelsen igjen kun at s&o-;ge i Beslutningen, men Vilkaaret er ikke det samme som f&o-;rste Gang. Da stemmer Feigheden sig imod; afm&ae;gtig som den er kaster den endog Had paa Beslutningen, t&ae;nker i sit Hjerte Ondt om den, og tilfredsstiller sig selv ved Stolthedens Bedrag. Hvo skulde kunne opregne alle de Udflugter, de Spidsfindigheder som Feigheden under saadanne Omst&ae;ndigheder kan udfinde, alle de svigefulde Forslag den veed at gj&o-;re, for at faae Ret mod Beslutningen, for at vorde overbeviist om, at Beslutningen er en Snare, hvori man fanges, en Selvplage, hvori den Fangne piner sig selv, en Bedrager, der dog ikke hj&ae;lper; thi hjalp den vel f&o-;r, eller har der ikke v&ae;ret enkelte &O-;ieblikke, hvor man n&ae;sten var villig til at slutte Kj&o-;bet med den, men see om den hjalp strax! Seirer endog Beslutningen igjen i et Menneske, o, hvor sjeldent, at han ret kommer til Kr&ae;fter. Feigheden lurer overalt, og formaaer den ikke Andet, saa passer den dog paa, at der bliver en lille Mislighed ved Beslutningens Fornyelse. Skal Beslutningen i Sandhed og tilgavns fornyes, da maa den jo netop begynde, hvor den slap. Dette er meget smertefuldt. Saa hj&ae;lper Feigheden og Tiden med falsk Venskab. Den mellemliggende Tid bringer Tilbagefaldet paa Afstand, fjerner det i ubestemtere Omrids, Mellemrummet skuffer &O-;iet, den spildte Tid som forbigangen seer ikke saa lang ud, ei heller saa &o-;de og ufrugtbar; desuden b&ae;rer Ukrudt stundom Pragtblomster. Naar da Glemselen har lindret lidt, da kommer Beslutningen endeligen igjen. Ak, men Feigheden har jo v&ae;ret med; er den end ikke Beslutningens Fader, hvad den aldrig er, den stod dog hos, og har dog for en Deel faaet forhindret, at Beslutningen ikke i dybere Forstand bringer Sammenh&ae;ng i Livet. Maaskee tr&o-;ster Stoltheden med den dristige Tanke, at begynde ganske forfra, at lade det Forbigangne v&ae;re glemt og nu begynde kj&ae;kkere end nogensinde. Men hvem er det Stoltheden tr&o-;ster? Beslutningen kan en saadan Tr&o-;st kun kr&ae;nke, Feigheden er det, der griber efter den; men altsaa er Feigheden atter her det til Grund Liggende. Skeer det, da kan et Menneske takke sig selv og Feigheden derfor; thi Gud giver Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand. Dog maaskee gik det ikke saaledes, maaskee er der Tale om Den, der, menneskeligt talt, turde beslutte at opf&o-;re Taarnet h&o-;it. Var Beslutningen stor, saa er Udf&o-;relsen det ogsaa, seirende styrer Beslutningen som for fulde Seil til Maalet. Imidlertid er der dog, det veed han, det vidste han, det m&ae;rker han lidt efter lidt tydeligere og tydeligere, der er en lille Ubetydelighed, han ikke formaaer, en Mislighed. Var hans Beslutning den gode, da var den jo at offre Alt i det Godes Tjeneste, thi er det ikke hans Beslutning, da er den, hvor stor den end var, da er hans beundrede Kraft, hans Udholdenhed, hans seierrige Fremgang kun en overfl&o-;dig og selvopfunden Vigtighed, det Gode og Gud beh&o-;ver ham ikke. Selv Den, der var udrustet til at omskabe Verden, hvis han vil gj&o-;re det for egen Regning, han er i Guds &O-;ine end ikke saa vigtig som en Spurv under Himlen, hvilken Gud dog sandeligen ikke haver behov. Men var det den gode Beslutning, da er denne nidkj&ae;r paa sig selv og n&o-;ieregnende med et Menneske. Hvad skal det da betyde, at han, medens han virkelig formaaer det Store, ikke formaaer det Ringe? Hvor stor han end er, er han dog kun en Tjener; naar han har lovet det Gode Alt, da har dette en langt helligere og oprigtigere Betydning end det i Menneskenes &O-;ine Store, han kan udrette. Formaaede han end at l&ae;re alle Mennesker Sandheden, hvis han dog, ved at opdage Svagheden og Misligheden hos sig selv, vendte al sin Magt mod sig selv, sandeligen, da var han tro, og Gud vigtigere end om han gjorde det Modsatte, medens det vel vilde sortne for Menneskenes &O-;ine, hvis de kunde see en verdensbev&ae;gende Kraft besk&ae;ftiget med hvad de kalde en Ubetydelighed, om det end ikke var saa, da det Modsatte var at blive sig selv en Gaade og derunder at gj&o-;re Sit til at gj&o-;re Livet meningsl&o-;st. Men hvorledes forklarer man denne lille Mislighed, hvorfor er den der? Det er en Ubetydelighed, altsaa er det stolt ikke at bekymre sig om den. Det er en Ubetydelighed; det er m&ae;rkeligt nok, at det gaaer saaledes i Livet, at de store M&ae;nd ikke kunne gj&o-;re det Mindre, hvad de almindelige Mennesker formaae. Det er en Ubetydelighed; hvor ligger det Latterlige dog saa n&ae;r den dybeste Alvor! At det St&o-;rste og det Mindste saaledes er knyttet sammen, at en Ubetydelighed saaledes spotter det Store, f&o-;lger det som en drillende Nisse; hvor besynderligt er det ikke, ret Noget for den Sjelekyndige at bet&ae;nke denne, hvad man kunde kalde Livets Misundelse paa den Udm&ae;rkede, der spottende betyder ham, at han dog er et Menneske som alle Andre, som den Ringeste, at det Menneskelige kr&ae;ver sin Ret! Nu, det forstaaer sig: enhver saadan Forklaring kan jo vel have sin Betydning, is&ae;r for den Uvedkommende, men vil den Paagjeldende n&o-;ies med den, da vil han egentligen kun adspredes, og er i Grunden feig, t&o-;r ikke komme til sig selv for at udholde Modsigelsen, som den venter ham, for at l&ae;re hvad ethvert Menneske skal ikke just l&ae;re udenad, men ganske s&ae;rligen l&ae;re, at han er Intet, hvilket Nogle l&ae;re deraf, at hvad de formaae er saa godt som Intet, Andre deraf, at hvad de ikke formaae er saa godt som Intet, men tilstr&ae;kkeligt til at gj&o-;re al deres Formaaen v&ae;sentligen til Intet. Ofte kan det v&ae;re blendende nok med den vidtudstrakte Virken; is&ae;r naar den ikke blot er herlig og priist af Mennesker, men gavnlig for Mange, og dog er den kun et Blendv&ae;rk, Beslutningen dog ikke den gode Beslutning, thi et saadant Menneske giver sig ikke hen med Alt til det Gode, ikke nemlig med sin Svaghed, overladende det til Gud, om han vil, at denne Kraftfylde skal gjennem et langt Liv arbeide sig tr&ae;t paa en saadan lille Svaghed, eller den herligt Udrustede skal faae Betydning for Andre. Blendv&ae;rket ligger i, at et saadant Menneske bliver i sine egne &O-;ine en nyttig Tjener, et vigtigt Redskab, men dette er ikke den gode Beslutning, der n&o-;ies med at ville v&ae;re en unyttig Tjener. Derfor pr&o-;ve ethvert Menneske sig selv. Det var vel muligt, at der har v&ae;ret Den i Verden, der blev beundret af Mennesker, priset i Livet, savnet i D&o-;den, h&ae;dret som en Velgj&o-;rer, erindret ved &Ae;resminder, til hvem Gud dog maatte sige: Ulyksalige, Du valgte ikke den bedre Deel. Men har dette v&ae;ret Tilf&ae;lde, da har en Saadan vel ogsaa Tid efter anden m&ae;rket den Mislighed, der ret forstaaet enten blot vilde v&ae;re ham en stadig Tugtemester og som saadan ogsaa fordrede Adgang til enhver Tid, eller forlangte af ham, at han skulde forvandle denne vidtudstrakte Virken og fornye den gode Beslutning; thi Gud giver ikke Feigheds Aand, men Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand. Gj&o-;r for Gud, hvad Du kan, saa skal Gud gj&o-;re for Dig, hvad Du ikke kan. Men er dette at gj&o-;re hvad Du kan, ikke at ville v&ae;re ydmygt opm&ae;rksom paa den Svaghed, i hvilken han maaskee netop vil blive forstaaelig for Dig? Ja, det er tungt, naar det seer ud som kunde man gj&o-;re saa saare Meget for det Gode, men det er dog vist, at det Eneste og det St&o-;rste, hvad det st&o-;rste og det ringeste Menneske formaaer at gj&o-;re for Gud, er at give sig ganske hen, altsaa ogsaa med sin Svaghed; thi Lydighed er Gud kj&ae;rere end V&ae;derens Fedme. Det er en Daarskab med Ungdommens h&o-;itflyvende Beslutninger, men i Tillid til Gud t&o-;r man vove Alt. Vov det derfor, Du som blev Dig selv trol&o-;s og Din Beslutning, Du som derved maaskee sv&ae;kket som en barnagtig Olding nu sl&ae;ber Dig frem uden nogensinde at fortr&o-;stes til Beslutningens Opreisning, vov at fornye Din Beslutning, den skal vel atter reise Dig op i Tillid til Gud, som giver Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand! Vov det, Du som afkastede Beslutningens L&ae;nke og nu maaskee som en l&o-;sladt Fange trodser paa Din Frihed, vov at forstaae, at denne Din Stolthed er Feighed, angiv Dig selv igjen, at Retf&ae;rdigheden atter maa binde Dig i Beslutningens Tjeneste, vov det i Tillid til Gud, som skal give Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand! Vov det, Du som engang ydmygede Dig under Gud i den gode Beslutning, men tog Feil og blev i Dine og Menneskenes &O-;ine saa Meget for det Gode, vov det igjen at blive til Intet for Gud, han skal vel give Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand! Endelig forhindrer Feighed et Menneske i at vedkjende sig det Gode, han gj&o-;r. Det er nu vel sandt, at det altid maa foretr&ae;kkes, at ansees for ringere og slettere end man er, end at ansees for bedre, hvad der er en stor Fare, hvis det h&ae;nder et Menneske, forf&ae;rdeligt, dersom han selv forskylder det. O, om jeg var en D&o-;ende, jeg vilde dog anprise dette Ord: &anfbeg;naar Du faster, da salv Dit Hoved og to Dit Ansigt, at ikke Menneskene skulle see Dig faste, men Din Fader som er i L&o-;ndom&anfslut;. Selv om et Menneske foer vild og syndede, der er dog endnu Tr&o-;st og Fortr&o-;stning til Guds Barmhjertighed. Men dersom et Menneske er sandsesl&o-;s nok til at lefle med det H&o-;ieste, dersom Dydens og Kj&ae;rlighedens og Gudsfrygtens hellige Navne ere blevne ham Talemaader, hvoraf hans Mund er fuld indtil V&ae;mmelse, dersom han har drevet denne Kunst til det Yderste, at kunne tankel&o-;st omgaaes selv den helligste og alvorligste Tanke, at kunne forvandle selv det Alvorligste til et Slag af Tungen, det Helligste til en Geb&ae;rde; eller dersom han var nedrig nok til at ville fremkogle et hykkelsk Skin, nedrig nok til at foragte Menneskene ved at &anfbeg;forvende sit Ansigt&anfslut;, nedrig nok til at antage Gud selv at v&ae;re tilfals, ja til at kj&o-;be for Ord og Talemaader &streg; hvor er da Frelsen for et saadant Menneske? Eller skulde maaskee Sproget, is&ae;r i vore Tider, v&ae;re bet&ae;nkt paa at udfinde et nyt og saa h&o-;itideligt Udtryk for det Hellige, at det kunde gj&o-;re Indtryk paa Den, der, man skulde n&ae;sten troe det, bestr&ae;bte sig for at gj&o-;re enhver Bedre modbydelig ved hvad der fra alvorligere F&ae;dre er modtaget som en hellig Arv? Eller skulde det Hellige nogensinde kunne gribe Den, der kun var alt for vant til at omgaaes det i Hykleri? Men forholder dette sig saaledes, da maa der dog ogsaa agtes paa, at man ikke ved Feighed, skj&o-;ndt man gj&o-;r det Gode, bliver sig selv en Snare, og andre Mennesker til Ford&ae;rvelse ved at vildlede deres Dom; der b&o-;r agtes paa, at det er Feighed, der vil forhindre En fra at vedkjende sig det Gode, man gj&o-;r. Alt hvad der er godt i et Menneske er fra f&o-;rst af taust, og som det h&o-;rer Gud v&ae;sentligen til, at han boer i L&o-;ndom, saa boer ogsaa det Gode i L&o-;ndom hos et Menneske. Enhver Beslutning, der i sin dybeste Grund er god, er taus, thi den har Gud til Medvider, og gik ind til ham i L&o-;nkamret; enhver hellig F&o-;lelse, der i sin dybeste Grund er god, er taus og skjult af en Bluf&ae;rdighed, der er helligere end Qvindens; enhver reen Deeltagelse med det Menneskelige, der i sin dybeste Grund er god, er taus fordi den er skjult i Gud; enhver Hjertets R&o-;relse er taus, thi L&ae;ben er lukket og kun Hjertet udvidet. Hvor s&o-;rgeligt, dersom Menneskene mere og mere glemme, at naar Alt tier, naar Ingen n&ae;vner eller udsiger hvad der foregaaer derinde, naar Stilheden voxer om et Menneske, at han da kan v&ae;re hos Gud i L&o-;ndom! Hvor s&o-;rgeligt, hvis Livets Larm og Uro fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt tidligere og tidligere river Barnet og Ynglingen ud i det Larmende, flokker ham om det H&o-;ir&o-;stede eller gj&o-;r ham selv jo f&o-;r jo hellere h&o-;ir&o-;stet! Lad kun de verdslige Bedrifter blive st&o-;rre og st&o-;rre, synderligere og synderligere, mere og mere indviklede, man glemme dog ikke, at det Udbytte, et Menneske vinder ved at deeltage i, ja ved at forestaae det st&o-;rste menneskelige Foretagende, er ikke v&ae;rd at tage op paa en Landevei, i Sammenligning med at v&ae;re tilovers i Verden, men v&ae;re halvt med Gud. Men er det Gode saaledes taust, hvor let kan det da ikke blive miskjendt. Det er destov&ae;rre ogsaa ofte saaledes, at de bedste Mennesker, der ligesom hiin Kongens Datter vel have Hjertets Guld i Eie men ikke Smaapengene at give bort, stundom lide meest i Verden netop af andre Mennesker. Skeer dette, ak, da er Fristelsen der, at slutte af med Menneskene og slutte sig inde med det Gode i Taushed. Det er saa fristende, ikke blot for den u&ae;gte Stolte, men ogsaa for Den, der ydmyger sig under Gud taus og stille, med Frygt og B&ae;ven, det er saa fristende, naar alt det u&ae;gte Glimrende, den sminkede Usandhed holdes h&o-;it i &Ae;re og endog vil d&o-;mme den Miskjendte, da at tie, at give det Udseende af, at Dommen er rigtig, at tie, ikke at v&ae;rge sig med et Ord, men tage sin Hemmelighed med sig i Graven. Det er saa fristende, naar F&o-;lelsen reen og varm vidner med et Menneskes Hjerte, at han elskede meget, det er saa fristende, naar F&o-;lsomheden derude har forpagtet det store Ord og endog vil d&o-;mme den Miskjendte, da at tie, n&ae;sten at bestyrke dens Dom, og blot tage den Bevidsthed med sig, at Omgivelsen paa sin Maade anerkjendte det Gode hos En; thi blev man ikke erkl&ae;ret for den eneste Selvkj&ae;rlige? Det er saa fristende, naar saa Mange strax sige Ja til det Gode og love at gj&o-;re Faderens Villie, og lade sig rose derfor, da at sige Nei, og i Stilhed s&o-;ge at gj&o-;re den. Det er saa fristende, naar Sjelen sukker og vaander sig og er fastende, da at salve sit Hoved og toe sit Ansigt og ikke s&o-;ge de rige Hjerters Selskab, men v&ae;re den Hjertel&o-;se. Det er saa fristende, naar saa Mange ile hen med deres Gave og blive n&ae;vnte som Velgj&o-;rere, eller naar de stimle sammen om den Forurettede, hvem Forurettelsen gav verdslig Betydning, eller bes&o-;ge den Fangne, hvem F&ae;ngslet gav verdslig Navnkundighed, da at v&ae;re den Navnl&o-;se, useet at bes&o-;ge Enken, og den Faderl&o-;se, og den Fangne der blev udelukket af Samfundet! Imidlertid har dette ogsaa sin Fare, det kan vorde farligt for En selv, og Feigheden let v&ae;re skjult tilstede eller dog lidt efter lidt liste sig ind. Det Gode forbeholdt sig Ret til at gj&o-;re et Menneske til en unyttig Tjener, selv naar han gj&o-;r det Meste. Denne Tanke er for det Selviske i Mennesket det meest Ydmygende. Den affordrer et Menneske den oprigtige Tilstaaelse, at han bliver ganske som ethvert andet Menneske, som det ringeste er, eller (thi dette er destov&ae;rre det Sandere) som ethvert Menneske kan blive det. Men vedkjender han sig da det Gode, da d&o-;mmer Verden maaskee anderledes, den fordrer noget Andet af ham, og dette kan han maaskee ikke udholde, om han dog i Stilhed har Redelighed til at ville og Styrke til at gj&o-;re det Gode. Ved sin gode Beslutning &o-;nskede han kun at v&ae;re en unyttig Tjener, altsaa en Tjener, der ingen L&o-;n fordrer. Men see, Verden l&o-;nner ham, den l&o-;nner ham med Miskjendelse. Dette var ikke efter Aftalen. O, Den, som ikke fatter, at selv naar han gj&o-;r det Meste han kan for det Gode og tillige lider Miskjendelsen, er han dog en unyttig _{Tjener hans}Tjener, hans Tanke har end ikke fattet det Fuldkomne, end mindre at han skulde have fuldkommet det. Frygter han Miskjendelsen, da er det jo Feighed, der afholder ham fra at vedkjende sig det Gode. Men Miskjendelsen kan et Menneske selv bidrage til at fremkalde. Forsaavidt synes han altsaa ikke at fordre nogen L&o-;n for det Gode, om han dog ikke vedkjender sig det. Lader os dog see. Idet han da lider Miskjendelsen, bliver han let sig selv vigtigere, d&o-;mmer vel ikke Andre, men vil at hans Gjerning skal d&o-;mme Andre, og faaer paa en underfundig Maade, om jeg saa t&o-;r sige, et st&o-;rre Tilgodehavende hos Gud. Han er ikke ganske forn&o-;iet med at v&ae;re en unyttig Tjener, han vil v&ae;re _{lidet mere}lidt mere. Et Menneske kan nu foranledige Miskjendelsen, ja Verdens Forf&o-;lgelse ved paa en overdreven Maade at stille sig selv frem som det Godes Talsmand, altsaa ved for meget at vedkjende sig det Gode, om man saa vil; derom tale vi nu ikke her. Det, vi tale om her, er, ved at lade v&ae;re at vedkjende sig det Gode at foranledige Miskjendelsen. Vi ville ikke sige med Pr&ae;dikeren (4, 10) &anfbeg;vee Den, som er ene; hvis han falder, er der ingen Anden til at opreise ham&anfslut;, thi Gud er jo dog den, der baade opreiser og nedtrykker, den, der lever i Menneskenes Kreds og den Eensomme; vi ville ikke raabe Vee over ham, men vel et Ak, at han ikke maa blive vildfarende; thi han er jo ogsaa ene i at pr&o-;ve sig selv, om det er et Guds Kald han f&o-;lger, eller en Fristelsens Stemme, om ikke en Trods, en Vrede blander sig forbittrende i hans Str&ae;ben. Hvor n&ae;r ligger ikke Afveien? Ak, der var maaskee Den, som kaldte endog Forbandelsen over sig, og som dog havde Ret, havde sin Samvittighed frelst i det, hvorfor han d&o-;mtes, men Uret i at tie, Uret i, at Grunden maaskee var, at han manglede Mod til at vedkjende sig sin Svaghed, at han hellere vilde synes ond og v&ae;re hadet, end v&ae;re elsket og have _finsin Svaghed vitterlig for Andre. Ak, maaskee var der Den, der bar unyttige Lidelser saa tunge, at de kunne begeistre en Digter, og ogsaa stundom blev sig selv betydningsfuld ved Misforstaaelsens Qvaler, og dog, hvis han vilde v&ae;re ret oprigtig, maatte tilstaae sig selv, at han ved en lille Tilstaaelse kunde idetmindste have formildet dem! Ak, maaskee var der Den, som gik Aar og Dag under Miskjendelsens Aag, ikke blev sig selv vigtig, men gik b&o-;iet under Aaget, fordi han leed det som sin Straf, om han dog havde tilladt sig en Forandring, saa han ikke blev straffet for hvad han skulde straffes for, men for noget Andet, og tog Menneskenes misforstaaede Dom ved sig selv af Guds Haand som en Gudsdom, men lod Menneskene tage feil. Thi Taushed og Letsind kan jo ogsaa skjule over et Tungsind, der tungsindigt elsker det Gode. Det skal v&ae;re meget anstr&ae;ngende, og hvad v&ae;rre er, Tungsindet trives og n&ae;res derved. Og Taushed og Ligegyldighed mod Alt kan jo ogsaa skjule over en ond Samvittighed, der dog har dette Udtryk af det Gode, at den netop vil lide sin Straf. Vi tale nemlig ikke her om Hykleri, der vil synes bedre, men om det Modsatte, et Had til sig selv, der gj&o-;r Mennesket selv Uret, saa han blot er opfindsom i at for&o-;ge sig Qvalen. Men Had til sig selv er dog ogsaa Selvkj&ae;rlighed, og al Selvkj&ae;rlighed er Feighed. Enhver pr&o-;ve sig selv, om han vedkjender sig det Gode, der boer i ham, der bev&ae;ger hans Hjerte og udfylder det, hvorfor han lever. Gj&o-;r han dette, ikke h&o-;ir&o-;stet, ikke paatr&ae;ngende, thi som det Gode er, saa v&ae;re Vedkjendelsen ogsaa tilbageholdende, &ae;rbar, s&o-;mmelig, altid bluf&ae;rdig, da b&ae;re han Verdens Miskjendelse, han har intet Ansvar; thi han og f&o-;rst han er dog egentligen &anfbeg;aabenbar for Gud&anfslut;. Men gj&o-;r han det ikke, da see han vel til; thi Feigheden gj&o-;r kun altfor gjerne slet Selskab med Stoltheden. Feighedens Bedrag er det at forfalske Opgaven, og gj&o-;re det Vanskelige let, det Lettere vanskeligt, Stolthedens Tilfredsstillelse er det at v&ae;lge det indbildte Vanskelige. Da bliver man sig selv vigtig, thi Den, der gj&o-;r det Gode men ikke vedkjender sig det, han er dog ikke ganske som andre Mennesker. Men hvo der d&o-;mmer saaledes, d&o-;mmer ikke aandeligt; thi Den, der d&o-;mmer aandeligt, veed, at ethvert Menneske kun er en unyttig Tjener. At ville give Afkald paa Verden og Verdens Dom, og da igjen yde sig selv en verdslig Anerkjendelse for at have gjort det, er jo ikke at give Afkald paa Verden, om det end kan lykkes Feigheden og Stoltheden at afstedkomme et skuffende Bedrag. Og hvis et Menneske virkelig elsker det Gode, har dette da endnu ikke een Fordring paa ham, den at han vedkjender sig det? Vel er nemlig det Gode ikke forf&ae;ngeligt, og det er ingenlunde derfor det fordrer dette af ham, men det er det Sande, og derfor er al H&o-;ir&o-;stethed ogsaa det Gode ligesaa vederstyggelig. Det er det Sande, og Vedkjendelsen er den Sandhed, han skylder sin N&ae;ste. Thi er det ikke en god Gjerning at holde Dens Arm tilbage, der vil begaae en Udaad, men er det ikke ogsaa en god Gjerning, at holde Dens Dom tilbage, der vil d&o-;mme urigtigt, og som ikke kan d&o-;mme anderledes, hvis Vedkjendelsen af det Gode ikke forhindrer det? Man kan gj&o-;re et Menneske megen Uret, men den tungeste er det maaskee, at bringe sildig Anger over en overilet uretf&ae;rdig Dom, som man dog selv ogsaa har bidraget til at foranledige. See, skeer dette, farer et Menneske saaledes vild ved at gj&o-;re det Gode, da kan han takke sig selv og Feigheden derfor, thi Gud giver Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand. Gj&o-;r for Gud, hvad Du kan &streg; men er det at gj&o-;re hvad Du kan, at Du ikke vil vedkjende Dig det Gode, men v&ae;re ene derom, uagtet Dit Liv jo netop maatte l&ae;re Dig at troe paa, at et Menneske er bedre end han synes &streg; da skal Gud give Dig Krafts og Kj&ae;rligheds og Sindigheds Aand. Vov det derfor Du, som sluttede Dig til det Gode og blev Din Beslutning tro, fat Mod (thi Du veed jo at Talen er imod Feighed, ikke imod Stolthed) til at vove det Mindre, hvis Du vil at det skal kaldes saaledes, at vedkjende Dig det Gode, om Du end ikke pranger dermed! Vov det derfor, Du som i Dit Hjerte vedkjender Dig det Gode, ogsaa at gj&o-;re det for Menneskene; gaa ikke dertil besk&ae;mmet og med nedslagent &O-;ie, som gik Du paa forbudne Veie, vedkjend Dig det, om end besk&ae;mmet, fordi Du altid f&o-;ler Din egen Ufuldkommenhed, og slaaer &O-;iet ned for Gud! Vov det i Tillid til Gud, Du som bar Din Straf og ikke flyede Samvittighedens Dom, vov det Mindre (thi det er imod Feighed Talen er, ikke imod Stolthed, om den dog angaaer Dig) at b&ae;re et Menneskes Deeltagelse, Du som bar Straffen! Saaledes vedkjende Enhver sig det Gode, fornyet i sin Beslutning, aldrig vildledet af noget Gj&o-;glev&ae;rk, at det dog er vanskeligere miskjendt at tjene det Gode; thi hvad hjalp det at det var vanskeligere, naar det dog tillige var usandere, eller at det for Mange var vanskeligere, naar det dog var lettere for ham. Den rette Bedende strider i B&o-;nnen og seirer &streg; derved, at Gud seirer Hvo vilde gaae i Strid, dersom han ikke havde Haab om at seire, men hvo vilde ikke gaae glad i Striden, naar han var sikker paa Seiren? Saa opflam Du da, m. T., den Stridende, kald ham ud til Kamp og gj&o-;r ham Stridens Vilkaar saa gunstigt, at Seirens Forventning bliver en Vished. Siig ham, at han er den St&ae;rkeste, men see, Seiren er dog uvis, saa l&ae;nge den ikke er vunden! Siig ham, at de M&ae;gtige ere hans Venner, rede til at hj&ae;lpe, men see, Seiren er derfor dog endnu ikke vunden! Siig ham, at Modstanderen er saa svag, at Striden kun er for et Syns Skyld, men see, den visseste Seier er dog tvivlsom saa l&ae;nge den ikke er vunden! Altsaa er Seiren aldrig vis, saa l&ae;nge den endnu ikke er vunden, altsaa gaaer den Stridende altid med en vis Tvivl i Striden? Ingenlunde, der gives et Strids-Vilkaar, der fjerner enhver Tvivl, et Strids-Vilkaar altsaa der gj&o-;r Strideren i Sandhed glad og freidig; og dette er Vilkaaret: naar han taber, da seirer han. Skulde Tanken, hvorl&ae;nge den end grundede, v&ae;re istand til at udt&ae;nke en st&o-;rre Vished for Seier end den, at Tabet er en Seier! Dersom en Mand vilde kalde Menneskene sammen, og sige: &anfbeg;jeg indbyder Eder vel til Strid, men Seiren er vis&anfslut;, hvilken Tr&ae;ngsel vilde der da ikke opstaae for at komme med til at stride, eller rettere for at komme med til at seire; dersom han tilf&o-;iede: &anfbeg;Seiren er saa vis, at Tabet er en Seier, og det at overvindes er at vorde Seierherre&anfslut;, hvor vilde Misundelsen vaagne, at Leiligheden kun skulde forundes en Enkelt; dersom han for at berolige og tilfredsstille de mange Sind sagde: &anfbeg;Enhver kan komme med, Ingen er udelukket&anfslut;, hvor vilde da ikke hele Skaren staae forventningsfuld om ham i glad Festlighed! Men dersom den Talende vilde forklare sig lidt n&o-;iere, og paa de Stridslystnes Sp&o-;rgsmaal &anfbeg;hvor da Stedet og Kamppladsen var, hvilken den opflammende Omgivelse&anfslut;, svarede: Kamppladsen er i Enhvers Indre og derfor er det bedst, at Enhver gaaer hjem til Sit, paa det at Kampen kan begynde, da vilde vel kun en Enkelt, Hoben neppe f&o-;lge hans Raad at skilles ad, men see paa ham med andre &O-;ine, blive staaende som en nysgjerrig M&ae;ngde, hvem en Daare ved sin Tale giver Stof til Latter. Dersom han nu fremdeles paa det Sp&o-;rgsmaal, &anfbeg;hvori Striden bestod&anfslut;, svarede: i at bede, da skulde der vel intet Vidnesbyrd videre beh&o-;ves imod ham, thi at bede er jo lige det Modsatte af at stride, at bede er en feig og forsagt Gjerning, Qvinder og B&o-;rn overladt, men at stride er Mandens Lyst. Dersom han paa det Sp&o-;rgsmaal, &anfbeg;hvori da Seiren bestod&anfslut;, svarede: i at indsee, at man har tabt, da skulde vel endog den mindre Lattermilde ikke afholde sig fra at smile og fra med et Smiil at overh&o-;re hvad den Talende tilf&o-;iede: at det havde sin Rigtighed med at bruge det Ord &anfbeg;Tab&anfslut;, at dette ikke var et uegentligt Udtryk, men slet og ret betegnede, hvad det menneskelige Sprog og det menneskelige Sind forstaaer ved et Tab og et Nederlag, at derimod det at seire maatte forstaaes i en h&o-;i og &ae;del, og forsaavidt uegentlig Betydning. Naar da Hoben var kjed af at lee, da skulde vel dens Ordf&o-;rer ende det hele Optrin med den overmodige og ikke uvittige Yttring: at han havde lige den modsatte Anskuelse, og &o-;nskede for sin Person helst at v&ae;re Seierherre i egentlig Forstand, og at tabe i uegentlig Forstand. M. T., er denne Tale ikke et Billede paa hvad der h&ae;nder i Livet? Et l&o-;st Ord flokker Menneskene sammen, den let kj&o-;bte Seier begeistrer dem, men den dybere Forklaring afskr&ae;kker, og bliver Prisen hvad den maa blive i Forhold til det H&o-;ieste, da giver Spotten Tegn til Tilbagetoget, og giver Tilbagetoget Skin af en herlig Seiervinding; thi vinder ikke Spotten altid det H&o-;ieste for godt Kj&o-;b! Og dog, hvor foragteligt er det ikke, at ville mene, at Prisen paa det H&o-;ieste og Helligste, ligesom Prisen paa de timelige Ting, skulde bestemmes ved et Tilf&ae;lde, ved om der var Dyrtid eller Overflod i Landet paa den Vare; hvor opbyggeligt derimod at bet&ae;nke, at det ikke er saaledes, og at Den, der for en ringe Priis indbilder sig at have kj&o-;bt det H&o-;ieste, kun er i en Misforstaaelse, da Prisen altid er den samme. Hvor gj&o-;r denne Tanke ikke Sjelen vis og tr&o-;stig og besluttet, at ingen Priis er for h&o-;i, naar det, man kj&o-;ber, er det H&o-;ieste. Vel er det nemlig sandt, hvad Menneskene sige, at man ogsaa kan kj&o-;be Guld for dyrt, men det H&o-;ieste kan man ikke kj&o-;be for dyrt; hvis man haver kj&o-;bt for dyrt, har man ikke kj&o-;bt det H&o-;ieste! Skj&o-;nt og Opl&o-;ftende er det derfor i Evangeliets Fort&ae;lling eller i Livet at tr&ae;ffe en Mand, der ikke kj&o-;bslaaer paa Torvet, hvor den Klogeste, beregnende Forholdet, idag kj&o-;ber dyrt, hvad den Taabeligste, hjulpen af et Tilf&ae;lde, imorgen kj&o-;ber billigt, nei, en besluttet Mand, der har forstaaet, hvad det H&o-;ieste er, men ogsaa er villig til at betale Alt for at kj&o-;be det; Velgj&o-;rende og Vederqv&ae;gende at see ham staae der stille og alvorlig med den for evigt fattede Beslutnings uforkr&ae;nkelige Skj&o-;nhed: han har samlet sine Eiendele, han har dertil f&o-;iet ethvert jordisk &O-;nske, enhver hvad vi kunne kalde Menneskets Fordring til Livet, han holder det hen for sig &streg; han byder; hvis Du seer ham imorgen &streg; uforandret gjentager han Budet uforandret; dersom Verden anvendte al sin List og al sin Smiger og al sin Forf&ae;rdelse &streg; han staaer dog ved sit Bud, naar det blot maatte lykkes ham at kj&o-;be det H&o-;ieste. Men denne h&o-;imodige Beslutning, der da ikke saa meget er en F&o-;lge af lang Overveielse som af Alvorens dybeste Tilskyndelse, er jo ogsaa forn&o-;den, hvis et Menneske skal kj&o-;be det H&o-;ieste. Det sandselige Menneske vil ikke forstaae, hvad det H&o-;ieste er, vil ikke forstaae, hvilken den gode Strid er, hvad det er at seire og at tabe, vil ikke, thi Gud v&ae;re lovet, det fattigste og eenfoldigste Barn, der n&o-;d den tarveligste Underviisning i Fattigskolen, han veed det meget godt; ak, ja Den vilde v&ae;re sjelden stor og udm&ae;rket, der i sin Manddom fuldkommede blot det Halve af hvad han vidste i sin Barndom, af hvad han i sine Drengeaar vidste skriftligt at udvikle. Men det sandselige Menneskes Selvkj&ae;rlighed er for sneverhjertet til at ville gribes af det H&o-;ieste; det hj&ae;lper ikke om Nogen vil mene ved t&ae;kkelig Tale at gj&o-;re ham begribeligt, hvad det H&o-;ieste er, vil mene ved en from Svig at bedrage ham ind deri, eller ved en kj&ae;rlig List at spille ham det i Haanden: hos ham bliver det forvansket, i hans Haand bliver det til det Modsatte. Det er sandt og vil altid blive det, at Dyden er den h&o-;ieste Klogskab, det er ogsaa vist, at det sandselige Menneske gjerne vil v&ae;re klog og tragte efter Klogskab; men om nu end Nogen for at vinde ham vilde udvikle dette, han vilde dog aldrig vinde ham for Dyden, thi hvis dette skulde skee, maatte f&o-;rst det sandselige Menneskes Forestilling om Klogskab aldeles forandres. Det er sandt, at Forsonlighed er den tungeste H&ae;vn, det er sandt, hvad en gammel Viis har sagt, at den v&ae;rste Straf over Forn&ae;rmelser er at glemme dem; men hvilken Forvirring vilde det ikke blive, hvilken himmelraabende Formastelighed, om den H&ae;vngjerrige skjulte sig som en Ulv i Forsonlighedens Kl&ae;debon, eller var han derved kommen Forsonlighedens skj&o-;nne Dyd et Skridt n&ae;rmere? Det er til at forlade sig paa, at det Gode har sin L&o-;n, men hvis det &anfbeg;l&o-;nsyge&anfslut; sandselige Menneske paa Grund deraf vilde gj&o-;re det Gode, kom han da nogensinde til at &o-;ve det? Det staaer uomst&o-;deligen fast, at det altid er det Sikkreste i Livet at gj&o-;re sin Pligt; men kan det dog ogsaa v&ae;re det Sikkreste, da Pligten stundom byder at offre Livet? Nei, Sjelen maa fatte en Beslutning i Forsagelse af al Beregning, af al Klogskab og Sandsynlighed, den maa ville det Gode fordi det er det Gode, og da skal den vel fornemme, at det har sin L&o-;n, den maa blive i Pligten fordi det er Pligten, og da skal den vel f&o-;le Trygheden derved; den maa ville forliges med sin Modstander af Hjertets hensynsl&o-;se Tilskyndelse, og da skal Forsoningens gode Strid ogsaa vinde ham den Overvundnes Hengivenhed. Dette gj&ae;lder ogsaa om Forstaaelsen af, hvad der skal v&ae;re Gjenstand for denne Tale, hvorledes Den, der i B&o-;nnen strider rettelig, seirer ved at tabe. Vil et Menneske ikke fatte en afgj&o-;rende Beslutning, vil han bedrage Gud for det Hjertets Vovestykke, i hvilket et Menneske vover sig ud og taber al Klogskab og al Sandsynlighed af Sigte, ja gaaer fra Forstanden eller dog fra sin verdslige Tankegang; vil han, istedenfor med eet Skridt at begynde, s&o-;ge ligesom underhaanden at faae Noget at vide, at faae den uendelige Vished forvandlet til en endelig, da skal Talen Intet kunne gavne ham. Der er en Bagvendthed, der vil h&o-;ste f&o-;r den saaer, der er en Feighed, der vil have Vished f&o-;r den begynder, der er en &O-;mfindtlighed, der udf&o-;rlig i Ord bestandigen &o-;mmer sig ved at handle; men hvad hjalp det et Menneske, om han tvesindet og mangetunget vilde overliste Gud, fange ham i Sandsynlighed, men ikke vilde forstaae det Usandsynlige, at man maa tabe Alt for at vinde Alt, og forstaae det saa oprigtigt, at han ikke i det meest afgj&o-;rende &O-;ieblik, da det Voveliges Gysen allerede gaaer gjennem hans Sjel, atter springer sig selv til Hj&ae;lp med den Forklaring, at han endnu ikke ganske har besluttet, men blot vilde pr&o-;ve sig for. Al Tale derfor om den Bedendes Strid med Gud, om det egentlige Tab (thi dersom Tilintetgj&o-;relsens Smerte ikke egentligen lides, da er den Lidende endnu ikke ude paa Dybet, og hans Skrig er ikke Farens, men for Faren) og den uegentlige Seier kan ikke have til Hensigt at overtale Nogen eller at oms&ae;tte Forholdet til en Opgave for verdslig Beregning og at faae Guds Naadegave til den Vovende vexlet i timelig Skillemynt til den Frygtagtige. Det hj&ae;lper sandeligen ikke et Menneske, om ellers den Talende havde Duelighed dertil, at Taleren ved Veltalenhedens Kunst fik ham til at spr&ae;tte i en halvtimes Beslutning, ved Overbeviisningens Gl&o-;den fik t&ae;ndt et Fyr i ham, saa han opblussede i et &O-;iebliks gode Fors&ae;t, uden dog, saasnart Taleren forstummede, at v&ae;re istand til at vedligeholde en Beslutning eller at ern&ae;re et Fors&ae;t. Selv om en Engel talte med Engletunge for at skildre B&o-;nnens gavnlige Virkning, det hj&ae;lper ikke det sandselige Menneske, thi det, i Henseende til hvilket B&o-;nnen er gavnlig, vil det sandselige Menneske ikke forstaae, ikke bekymre sig om. Hvad hjalp det da, om den Sandselige gjerne h&o-;rte det Ord: gavnligt, og Engelen brugte det, naar de, ueens i Alt, end ikke vare enige i Brugen af dette Ord. Dog kan Talen vel faae sin Betydning, men at bet&ae;nke denne er atter misligt og tvivlsomt; derfor maa Talen helst betragtes som et Vovestykke. Dersom nemlig et Menneske gj&o-;r et andet Menneske begribeligt, hvad der i timelig Forstand er hans Fordeel, og den Sidste handler derefter, da kan den F&o-;rste siges at have bevirket det. Dersom derimod et Menneske s&o-;gte at gj&o-;re et andet Menneske hans evige Vel begribeligt, da hj&ae;lper dette ikke saaledes uden videre; thi paa Grund af den Enes Tale har den Anden endnu ikke grebet det Evige. Fatter han derimod den evige Beslutning og i den det Evige, da skylder han intet Menneske Noget, heller ei Taleren. En evig Beslutning kan nemlig intet Menneske give eller tage fra det andet, eller det ene Menneske skylde det andet. Vil Nogen indvende, at saa kunde man ligesaa gjerne tie, naar man ikke har Sandsynlighed for at vinde Andre, da haver han kun dermed viist, at han, medens hans Liv formodentligen trivedes og n&ae;redes i Sandsynlighed og hvert hans Foretagende i Sandsynlighedens Tjeneste havde Fremgang, aldrig har vovet og altsaa heller ei nogensinde havt eller givet sig Leilighed til at bet&ae;nke, at Sandsynligheden er Skuffelsen, men det er at vove Sandheden, der giver Menneskelivet og Menneskenes Forhold Fynd og Mening, det at vove Begeistringens Kildespring, hvorimod Sandsynlighed er Begeistringens svorne Fjende, det Blendv&ae;rk, hvormed det sandselige Menneske holder Tiden hen og det Evige borte, hvormed han bedrager Gud, sig selv og Sl&ae;gten: Gud for &Ae;ren, sig selv for Tilintetgj&o-;relsens Frelse, Sl&ae;gten for Vilkaarets Ligelighed. Saa skal da Talen s&o-;ge at gribe det Opbyggelige i den Tanke, at den rette Bedende strider i B&o-;nnen og seirer derved &streg; at Gud seirer. At stride i B&o-;nnen, hvilken Modsigelse! Skal eet Udtryk v&ae;re m&ae;gtigt til at holde tvende saa stridige Tanker sammen! Ved enhver Strid bestemmes Stridens Vaaben forud; skal her saaledes Stridens Vaaben bestemmes at v&ae;re B&o-;nnen, saa synes Striden umulig, thi B&o-;nnen er jo ikke et Krigsvaaben, men tvertimod Fredens stille Syssel, B&o-;nnen er jo ikke Dens, der angriber en Anden, ikke Dens, der forsvarer sig selv, men Dens, der overgiver sig. Skal, hvad Skik er ved enhver Strid, de Stridendes Afstand forud bestemmes, da synes Striden atter umulig; thi naar der ikke bedes, da er Gud i Himlene, Mennesket paa Jorden, altsaa Afstanden for stor; men naar der bedes, da ere de jo hinanden for n&ae;r, da er der intet Mellemv&ae;rende, som kan udvises til Kampplads. Dersom nemlig et Menneske ganske hengiver sig i B&o-;nnen, da strider han ikke; men dersom han slet ikke hengiver sig, da beder han ikke, selv hvis han Dag og Nat laae bedende paa sine Kn&ae;e. Det er hermed som med et Menneske, der vedligeholder Forbindelse med en fjern Ven, dersom han ikke agter paa, at Brevets Udskrift er den rette, da forfeiler det sin Bestemmelse og Forbindelsen kommer ikke istand, hvor mange Breve han end skriver: saaledes agte den Bedende paa, at B&o-;nnens Form er den rette, er Hengivelse i det indvortes Menneske, thi ellers beder han ikke til Gud; og dette agte den Bedende meget n&o-;ie paa, da her ingen Skuffelse er mulig i Forhold til Hjertekjenderen. Thi medens Konger og Fyrster flygte ud i landlig Eensomhed for at undgaae de utidigen eller ufornuftigt Bedendes M&ae;ngde, saa er Gud i Himlene bedre sikkret, skj&o-;ndt han dog bestandigen er ethvert Menneske den N&ae;rmeste, bedre sikkret, thi enhver B&o-;n, der ikke har den rette Form, hvilken er i det Indvortes, kommer ham slet ikke for &O-;re, ham som dog er n&ae;r nok til at h&o-;re det sagteste Suk, vedgaaer ham ikke, da den ikke er B&o-;n til ham. Og om end en saadan B&o-;n tr&ae;nger sig frem, om den end lyder h&o-;ir&o-;stet ud i Verden, der er intet levende V&ae;sen, der veed, hvem denne Tale skulde angaae, end sige da, hvis Du t&ae;nker Dig det saaledes, m. T., end sige da, at en Engel skulde falde paa at bringe den frem for Gud, da Engelen strax paa Formen seer, at den ikke er rettet til Gud. See, derfor synes det saa umuligt, at B&o-;nnen kan blive et Vaaben mod Gud, thi kun den rette B&o-;n naaer til ham, den urette B&o-;n h&o-;rer han end ikke, langt mindre da, at den saaledes Bedende skulde kunne angribe eller saare ham eller gj&o-;re ham Uret. Imod et Menneske kan et Menneske gj&o-;re Uret med sin B&o-;n, og saaledes mellem Mand og Mand er B&o-;nnen et forf&ae;rdeligt Vaaben, maaskee det ford&ae;rveligste; ja man advarer den St&ae;rke at han ikke misbruger sin Magt mod den Svage, men man advare ogsaa den Svage at han ikke misbruger B&o-;nnens Magt mod den St&ae;rke, thi maaskee har en Tyran, der misbrugte sin V&ae;lde, en Bedrager, der misbrugte sin Klogskab, aldrig gjort saa himmelraabende Uret, som Den, der feig og lumskelig bad paa urette Sted, bad for at faae sin Villie frem, henkastede sig i B&o-;nners Afmagt i tryglende Usselhed for at s&o-;nderrive en Anden. Men dette gjelder ikke i Forhold til Gud; han er i sin Salighed fritagen for den tilgiveligste og den nedrigste Misbrug af B&o-;nner, af Skrig og Taarer. Men hvilken er da den Tilstand, hvor B&o-;nnens Strid kan siges at finde Sted, hvilken den Bedende, der strider med Gud i B&o-;nnen, og altsaa paa eengang bevarer et dybt og inderligt Hengivelsens Forhold til Gud, da han beder, men atter ogsaa er saaledes adskilt fra Gud, at de kunne stride? Betragte vi Barnet, da er vel Enhver tilb&o-;ielig til at prise dets eenfoldige og fromme B&o-;n, thi Barnet er fattigt i Aanden, derfor seer det Gud, og dets B&o-;n kommer aldrig i Strid med ham. Deri ligger Barnets Lykke, men deri ligger ogsaa det for en senere Betragtning Tvetydige i Barnets Gudhengivenhed. Barnet, dersom det ellers opdrages i Herrens Formaning, beder Gud om det Gode, takker Gud for det Gode; om hvilket Gode og for hvilket Gode? Om det efter Barnets Forestilling Gode. Naar Barnet faaer Leget&o-;i ved Juletid, da takker det Gud, som det jo anholdes til, og det maatte da v&ae;re et s&ae;rt Barn, der ikke paa denne Aarets Tid fuldst&ae;ndigt overbevistes om Guds Godhed, hvis ellers For&ae;ldrenes Kaar begunstige deres Sindelag mod Gud og mod Barnet. Saaledes med alt det Gode, hvorom Barnet beder og hvorfor det takker. Paa den anden Side det Smertelige, det S&o-;rgelige, det Ubehagelige (og egentligen adskiller det barnlige Sind n&ae;rmest kun det Behagelige og det Ubehagelige) henf&o-;rer det ikke til Gud. Hvad Under da, at det synes Barnet, at Gud er Godheden selv! Det Ubehagelige forklares paa en anden Maade, som oftest vel ved Forestillingen om onde Mennesker eller en slem Mand, der blot gj&o-;r Fortred. Seer Barnet Moderen bedr&o-;vet, da falder det aldrig Barnet ind at henf&o-;re Bedr&o-;velsen til Gud som Aarsag, eller at der skulde v&ae;re en Bedr&o-;velsens Tvetydighed, if&o-;lge hvilken Bedr&o-;velsen kan komme fra Gud, netop for at drage Mennesket til Gud. Barnet har derimod strax de onde Mennesker i Sigte. D&o-;er Faderen fra Barnet, og dette seer Moderens Smerte, da har det egentligen ingen Forestilling om, hvad D&o-;den kan v&ae;re; det fjernes, om det end bliver opm&ae;rksomt ved den Alvorlighed, den Sorgens Skygge, der udbreder sig over hele Omgivelsen; men Barnet faaer dog tillige en ny Kjole, hvorover det af og til er saa forn&o-;iet, at Moderen selv, skj&o-;ndt i Taarer, ikke kan lade v&ae;re at smile af det, hvorved da Barnets Betragtning af D&o-;den atter forvirres. Naar nu Moderen i sin Sorg dog ikke glemmer Omsorgen for Barnet, og forklarer det at Faderen er i Himlen hos Gud, da er Barnet snart forligt med Gud, og er som altid ogsaa her til Velsignelse; fordi Forklaringen, der fra f&o-;rst af maaskee kun var Moderkj&ae;rlighedens Opfindelse bestemt for Barnet, lidt efter lidt sagtelig og skjult stiller Moderen tilfreds og bliver den s&o-;rgende Enke en Forklaring. Barnet overspringer Vanskeligheden: D&o-;den. Faderen var paa Jorden, og det var saa saare godt, thi hans Faderkj&ae;rlighed var ganske efter Barnets Forestilling; nu er Faderen i Himlen og har det saa godt hos Gud. Men hvorledes det gik til med Forandringen, besk&ae;ftiger egentligen ikke Barnet; i ethvert Tilf&ae;lde vil det neppe falde Barnet ind at tilskrive Gud D&o-;den. Naar man derfor saa ofte priser det barnlige Sinds Gudsfrygt, skulde man altid v&ae;re lidt forsigtig. Det Priselige, hvad Enhver maa &o-;nske sig, maa s&o-;ge at bevare til sin D&o-;dsdag, er Barnets Inderlighed; thi for det er Gud i Sandhed levende og n&ae;rv&ae;rende, hver Gang det t&ae;nker paa ham. Derimod er Barnets Forestilling om Gud i en anden Forstand ikke just meget gudelig. Vanskeligheden begynder, saasnart de modsatte Tanker skulle t&ae;nkes sammen, som naar den s&o-;rgende Hustru skal henf&o-;re Tabet og Bedr&o-;velsen til Gud, skal udfinde en anden Forklaring end den, Moderen strax har rede for Barnet. Vanskeligheden indtr&ae;der da f&o-;rst i en senere Alder, naar paa den ene Side Forestillingen om det Gl&ae;delige, det &O-;nskelige, Godt og Ondt er klart udviklet, og paa den anden Side ogsaa Forestillingen om, at dog Alt tilsidst maa henf&o-;res til Gud, hvis der skal v&ae;re en Gud til og en gudelig Betragtning af Livet. Kommer her det Barnlige uforklaret igjen, da kalde vi det det Barnagtige, og n&o-;ies ikke med Inderligheden, fordi man fordrer, at denne skal staae i Forhold til en st&o-;rre Modenhed. Thi hvo vilde dog prise den &Ae;ldres Gudsfrygt, der ingen alvorligere Forestilling havde om Livet end at han vidste at skjelne mellem det Behagelige og det Ubehagelige, og ingen helligere Forestilling om Gud, end at han tankel&o-;st vovede ligesom at paadutte Gud den samme Forstaaelse, i hvilken de enedes derved, at Gud gav og han takkede? En saadan Elendig kom rigtignok ikke til at stride i B&o-;nnen, thi gik Alt efter &O-;nske, da takkede han, og gik det mod hans &O-;nske, da opgav han B&o-;nnen, fordi han ganske manglede den Tankes sande Inderlighed, at det maa forstaaes, som Gud vil have det forstaaet, at Alt skal henf&o-;res til ham. Imidlertid kan denne Inderlighed ikke strax gjennemtr&ae;nge det Udvortes, der er i Pagt med det sandselige Menneskes Forestillinger og Begreber, hvorved Striden bliver umulig; thi at l&ae;re Gud at kjende er endnu vanskeligere end at kjende et Menneske, og man kan ikke saa let holdes hen i en Skuffelse ved at kjende ham efter det Udvortes, da Gud kun er Aand. Opgiver et Menneske hiin Tankes Inderlighed, da kan han ikke mere komme til at stride i B&o-;nnen. Hans Strid bliver en ganske anden, hvilken vi ikke t&o-;r love et saa herligt Udfald, hvad enten han nu driver det til at ville trodse Gud, ja til Trodsens Yderste at ville n&ae;gte Gud og derved ligesom tilintetgj&o-;re ham, eller han er barnagtig nok til at ville bringe Gud i Forlegenhed, at Gud da skal komme til at fortryde det, naar det er for silde og bag efter. Som der nemlig aldrig har v&ae;ret Nogen, der ikke har antaget en Guds Tilv&ae;relse, men vel Adskillige, der ikke have villet lade denne Tanke faae Magt over dem, saa bevise Andre paa en mindre ligefrem Maade, at de dog ikke kunne undv&ae;re Gud, om ikke for Andet, saa for at kunne blive sig selv vigtige og betydningsfulde ved Forestillingen om, at Gud ikke kan undv&ae;re dem: som et forkjelet og vanartet Barn, der vil undv&ae;re Faderen og dog ikke kan undv&ae;re den Tanke, der n&ae;rer den egne Forf&ae;ngelighed, at det dog maa gj&o-;re Faderen ondt. Hvor mange ere nu ikke de Stridende, hvor forskjellig den Strid, i hvilken den Bedende fors&o-;ger sig med Gud (thi Den, der fors&o-;ger sig mod Gud, strider ikke i B&o-;nnen), hvor forskjelligt det B&o-;nnens Middel, den B&o-;nnens s&ae;rlige Beskaffenhed, ved hvilken den Stridende s&o-;ger at overvinde Gud! Thi saaledes er jo den Stridende sindet, dette er hans Mening, at Striden maa frugte, at den maa ende med en herlig Udgang; og hvis Nogen nu vilde tale ham til Beroligelse om, at Gud er den Uforanderlige, at Gud ikke blot boer fjernt i Himmelen, men endnu mere fjernet fra ethvert Menneske i sin Uforanderlighed, da skulde vel den Stridende opr&o-;res over en saadan Tale. Thi som det er det V&ae;rste, der kan siges om et Menneske, at han er et Umenneske, saa er det den v&ae;rste og afskyeligste Bespottelse at sige om Gud, at han er umenneskelig, hvad enten det nu skal v&ae;re saa fornemt eller saa kj&ae;kt at tale saaledes. Nei, den Gud, han beder til, er menneskelig, har Hjerte til at f&o-;le menneskeligt, &O-;re til at h&o-;re et Menneskes Klage; og om han end ikke opfylder ethvert &O-;nske, han boer dog n&ae;r hos og lader sig bev&ae;ge ved den Stridendes Skrig, ved hans ydmyge Begjering, ved hans Elendighed, naar han sidder forladt og som i F&ae;ngsel, ved hans skyndsomme Gl&ae;de over Opfyldelsen, naar han i Haabet tager den forud; ja denne Gud lader sig r&o-;re ved den Stridendes Jammer, naar han omkommer i Mismod, ved hans Raab, naar han synker i Omskiftelsens Hvirvel, ved den Taksigelse, han lover for alle Tider; han lader sig r&o-;re, om ikke f&o-;r saa ved det sidste Suk, da naar det menneskeligt talt allerede synes for silde. Saa strides der da. Een k&ae;mper bedende for sin Deel af de gode Ting, der udebliver; Een for den &Ae;re, der vinker; Een for den Lykke, han vil skabe den Elskede, en Anden for den Lykke, der skal blomstre ham ved den Elskedes Side; Een k&ae;mper bedende mod det Forbigangnes R&ae;dsel, ud af hvilken han flygter, en Anden med det Tilkommendes Forf&ae;rdelse, i hvilken han stirrer sig ind; Een med den Gysen, som boer afsides i Eensomheden, en Anden med Faren for Alles &O-;ine; Een for &O-;nskets Opfyldelse, en Anden mod det opfyldte &O-;nske, da det var en Overilelse; Een anstr&ae;nger al sin Kraft, om han dog derhos beder, en Anden venter Alt af B&o-;nnen, om han dog derhos arbeider; Een grunder paa Opfyldelsens Forhold til Arbeidet, en Anden paa Misforholdet. Ak, selv om der er Fred i Landet, Sundhed og Velstand, ak, selv naar Solen smiler lys og varm, er der dog saa megen Strid, ak, selv naar Natten hv&ae;lver sig taus og stjerneklar og Marken hviler, er der dog saa megen Strid! Men hvorom er da Striden? Er den om at Gud er Godhed? Ingenlunde. Er den om at Gud er Kj&ae;rlighed? Ingenlunde. Nei, den er om at gj&o-;re sig forstaaelig for Gud, ret at forklare ham, hvad der er den Bedende gavnligt, ret at l&ae;gge ham det paa Sinde, ret at vinde ham for &O-;nsket. Og Striden er Gud velmeent; thi den er om ret at kunne blive glad i Gud, ret at kunne takke ham, ret at kunne vidne til hans &Ae;re, ret at kunne forvisses om, at al Faderlighed boer i Himlene, ret at kunne elske ham, som jo Menneskene sige, naar de n&ae;vne det H&o-;ieste, elske h&o-;it som man elsker Gud. Og den Stridende er oprigtig mod Gud, thi dette Vidnesbyrd t&o-;r han give sig selv, at han ikke er et Barn, ikke adsplitter sin Sjel, saa han snart vil Eet snart et Andet, saa han tankel&o-;st har glemt &O-;nsket, naar Opfyldelsen kommer, nei, det er kun det Ene; han t&o-;r give sig selv det Vidnesbyrd, at han anstr&ae;nger al sin Forstand for at vorde fremsynet nok til at &o-;ine den fjerneste Antydning af Opfyldelsen, at han ansp&ae;nder hver sin Tanke for at besv&ae;rge den ubetydeligste Begivenhed, om den dog ikke skulde gjemme Noget i sig, at han byder ethvert Vink velkomment med Taksigelse, og beder det at blive hos sig. Hans B&o-;n er ei heller nogen svigefuld List, ikke ham den sidste Udflugt, thi det er ham dog kj&ae;rt at bede, han vilde ikke aflade; griber han sig i saaledes at blive lunken og falde af fra Gud, da er han ikke langsom til at fortryde, og snar til atter at stride i B&o-;nnen. Saaledes er Striden; er det ikke saaledes, m. T., eller var det ikke saaledes? Den, der falder fra og opgiver B&o-;nnen, om ham og hans Strid tale vi ikke. Men nu Udfaldet! Dog hvo er Den, som sp&o-;rger? Er det en nysgjerrig Mand, der ogsaa gad h&o-;re denne Fort&ae;lling? vi have intet Svar for ham. Er det en pr&o-;vet Mand, da veed han det jo selv, bedre end den Talende, og vi ville jo gjerne tage mod Veiledning. Men lad den Stridende sp&o-;rge, thi Den, der strider, er dog n&ae;rmest til at sp&o-;rge om Udfaldet. Maaskee vilde han helst, at der var en Erfaring, der borgede for, at det gaaer saaledes, at B&o-;nnen er ligesom den Betaling Gud fordrer, men for denne Priis faaer da tilsidst ogsaa den Bedende hvad han &o-;nsker. Mon denne Erfaring skulde kunne hj&ae;lpe ham, mon overhovedet Erfaringen har hjulpet Nogen uden Den, som selv gjorde den og altsaa ikke blev hjulpen af den? Maaskee &o-;nskede han, at der var Tale om en vidunderlig Opfyldelse af &O-;nsket, at det skeete som engang i fjerne Tider, at Bryllupsg&ae;sterne fik den gode Viins uventede Overflod, og den Blinde Synet, og den V&ae;rkbrudne Helbredet, og den D&o-;de Livet, og Moderen sit Barn igjen, og hiin ulykkelige Flygtning mellem Gravene atter Lod og Deel med Mennesker. Mon det skulde gavne ham, som han meente det, hvis der dog tilf&o-;iedes, at dette skeer ikke mere? Ja, lykkelig Den, hvem det skeete, salig Den, der kan gl&ae;de sig derover, over hine Herlighedens Dage, om han dog veed, at de ere forbi! Men nu Udfaldet paa Striden, siger Du; og dette Sp&o-;rgsmaal er ikke ligegyldigt henkastet, det er paa eengang bange for og begjerligt efter at h&o-;re Forklaringen; thi at have Forklaringen tilgode, det er dog altid en Tr&o-;st, og Haabet t&o-;r love sig Alt af Forklaringen, saal&ae;nge man ikke har h&o-;rt den, derfor er man bange for at have h&o-;rt den; men Forklaringen er jo Tr&o-;sten, derfor er man begj&ae;rlig efter at h&o-;re den. Udfaldet have vi allerede n&ae;vnet: den Bedende strider i B&o-;nnen, vi have nu seet ham stride; han seirer, dette bliver altsaa Udfaldet; men han seirer derved, at Gud seirer, og derved bliver han selv den rette Bedende. &streg; M. T., har Du aldrig talet med et Menneske, der meget overlegen i Viisdom dog var Dig velvillig, ja mere eller dog bedre (og altsaa mere) bekymret for Dit Vel end Du selv; har Du det ikke, nu vel saa bet&ae;nk, hvad der kunde h&ae;nde Dig eller mig, som jeg nu vil frems&ae;tte det. See, i Begyndelsen vare vi ganske uenige, hvad den Vise sagde forekom mig en besynderlig Tale; dog havde jeg den Tillid til ham, at han ikke vilde misbruge sin Overlegenhed, men lade sig overbevise og selv hj&ae;lpe mig at fjerne Misforstaaelsen. Saa talede vi da sammen og vexlede mangt et Ord i Talens Strid. Den Vise maa formodentligen have bevaret Overskuelsen, thi han forblev rolig, medens jeg uden ret at m&ae;rke hvorledes og uden at skamme mig derved n&ae;sten blev heftig, fordi det var mig saa vigtigt, at den Vise skulde dele min Anskuelse, at jeg ikke turde fastholde den uden i Enighed med ham &streg; men vel angribe ham for at bev&ae;ge ham til Enighed. Og maatte dette ikke ogsaa gj&o-;re mig heftig, thi det var jo en Selvmodsigelse, at ville paa en underfundig Maade ved min Duelighed (som var jeg den St&ae;rkere) vinde den Vise for min Mening, og da igjen f&o-;rst ret at v&ae;re overbeviist om Meningens Rigtighed i Tillid til, at det var den Vises Mening, da han jo var den St&ae;rkere; thi denne Tro havde jeg dog bestandig til ham, og Enigheden med ham var for mig det Afgj&o-;rende. Endeligen efter l&ae;nge at have ligesom _vanketsvanket ustadigen om i Samtalen, og efter baade at have fors&o-;gt og lidt meget, stod det pludseligen saa tydeligt for mig, hvad jeg vilde sige, at jeg i al Korthed og i Besiddelse af en uforklarlig Styrke fremsatte min Mening, forvisset om, at den maatte overbevise ham. Og see, den Vise gav mig Ret og gav mig sit Bifald. Men da han dog var velvillig imod mig, og troede, at jeg kunde taale Forklaringen, da truede han ad mig med Fingeren og sagde: hvad Du nu mener er jo netop hvad jeg sagde fra Begyndelsen, da Du ikke kunde og ikke vilde forstaae mig. Vel vaagnede nu Undseelsen i min Sjel, saa jeg skammede mig ved min tidligere Adf&ae;rd, men den ber&o-;vede mig dog ikke Frimodigheden til at gl&ae;de mig over den forstaaede Sandhed, om det end var langtfra, at jeg havde overvundet den Vise, da jeg kun selv var bleven overbeviist og styrket ved Striden. Hvor forunderligt! Men det var jo dog en Lykke, at jeg ikke slog en anden Vei ind, ikke blev hidsig, ikke afbr&o-;d Striden, ikke udskjeldte den Vise, som var han min Fjende, fordi han ikke vilde f&o-;ie mig, ikke skreg i h&o-;ien Sky over hans Selvkj&ae;rlighed, fordi han ikke vilde give mig Ret, men derimod elske mig bedre end jeg selv forstod. Og Undseelsen frelste mig atter fra, hvad jeg maaskee ellers vilde have gjort, hvis jeg havde afbrudt Striden, og senere selv indseet det Sande, at jeg da var vedbleven at betragte den Vise som min Fjende, uagtet det jeg nu indsaae netop var hvad han sagde; at jeg endog havde villet kr&ae;nke ham ved trodsende at betyde, at jeg nu havde forstaaet Sandheden uden ham, og tiltrods for ham, uagtet han netop vilde hj&ae;lpe mig til ved mig selv at see det Sande, og uagtet han var den Eneste, der havde kunnet forhindre mig deri, ved at sige Ja og derved at have l&o-;skj&o-;bt sig fra mine Forn&ae;rmelser og kj&o-;bt sig min Taknemlighed. Saaledes med den Stridende, hvis han ikke opgiver Inderligheden, der er Betingelsen for, at han virkelig skal kunne siges at stride i B&o-;nnen. Siig ikke, m. T., at dette er en from Indbildning, beraab Dig ikke paa Erfaringen, at det ikke gaaer saaledes til i Livet; thi det er jo ligegyldigt, naar det dog kan gaae saaledes til, og Du n&o-;dsager mig kun, for at give Dig Ret, til at sige, at det vel gaaer anderledes til i Livet, fordi det nemlig gaaer saaledes til, at Menneskene blive lunkne og kolde og ligegyldige, saa de sandse hverken det F&o-;rste eller det Sidste, og glemsomme, saa de ikke mere huske, hvorledes det var i Begyndelsen, naar de ere komne til Slutningen, og underfundige og svigefulde og fr&ae;kke, saa de anklage Gud, at han ikke hj&ae;lper dem, og trodse Gud, at de kan hj&ae;lpe sig selv, hvilket F&o-;rste er en evig L&o-;gn og hvilket Sidste, hvis der ellers skal v&ae;re Sandhed deri, intet Menneske kan have l&ae;rt uden af Gud. Men Den, der ikke opgiver Inderligheden, ikke ved sin Strid strider sig ud af Forholdet til Gud, men arbeider sig ind i Gud, ham gaaer det saaledes som det blev forklaret, idet B&o-;nnens Inderlighed i Gud bliver ham Hovedsagen og ikke et Middel til en Hensigts Opnaaelse. Eller skulde det saa v&ae;sentligen tilh&o-;re B&o-;nnen, at der bedes om Noget, altsaa B&o-;nnen blive inderligere jo mere man havde at bede om, eller dog jo udf&o-;rligere man var i Ord; skulde Den ikke v&ae;re en Bedende, ja den rette Bedende, der sagde: Herre min Gud, jeg har egentligen slet Intet at bede Dig om; vilde Du end love mig at opfylde hvert mit &O-;nske, jeg veed dog egentligen ikke at hitte paa Noget, kun at jeg maa blive hos Dig, saa n&ae;r som det er muligt i denne Adskillelsens Tid, i hvilken Du og jeg lever, og ganske hos Dig i alle Evigheder? Og forsaavidt den Bedende vender sit Blik mod Himlen, skulde Den da v&ae;re den Bedende, eller den rette Bedende, hvis urolige &O-;ie bestandigt hentede ham nogen Tr&o-;st for den enkelte Sorg, nogen Opfyldelse for det enkelte &O-;nske; og ikke snarere Den, hvis rolige &O-;ie kun s&o-;gte Gud? Dertil maa det ogsaa komme, hvis Inderligheden ikke opgives, men uforandret bevares og vogtes som en hellig Ild i Mennesket; thi &O-;nsket, den jordiske Begjering, den verdslige Bekymring er det Timelige, d&o-;er i Almindelighed f&o-;r Mennesket, hvis han end ikke griber det Evige, hvorledes skulde det da holde ud med det Evige! Da bliver &O-;nsket mindre og mindre gl&o-;dende, tilsidst er dets Tid forbi, da d&o-;er Begjeringens Orm lidt efter lidt, og Begjeringen udd&o-;er, da slumrer Bekymringens Aarvaagenhed hen lidt efter lidt for aldrig mere at vaagne, men Inderlighedens Tid er aldrig forbi. Hvo har nu seiret? Det har Gud, hvem den Bedende ved sine B&o-;nner ikke kunde afn&o-;de Opfyldelsen. Men den Bedende har jo ogsaa seiret. Eller er det at vinde, at man faaer Ret, skj&o-;ndt man har Uret, at man faaer Opfyldelsen af et jordisk &O-;nske som var dette det H&o-;ieste, et Beviis for, at man havde bedet til Gud og bedet retteligt, et Beviis for at Gud var Kj&ae;rlighed, og den Bedende i Forstaaelse med ham, da den Bedende tvertimod for hele sit Liv var bleven Den takskyldig, hvem han selv ved sin B&o-;n og ved sin Tak gjorde til en Afgud. Hvilken er nu Seiren, hvori de Seirendes Tilstand forskjellig fra de Stridendes? Er Gud bleven forandret? Et bejaende Svar synes en vanskelig Tale, og dog er det saaledes, han er bleven forandret; thi nu har det netop viist sig, at Gud er uforanderlig. Dog er denne Uforanderlighed ikke hiin iisnende Ligegyldighed, hiin dr&ae;bende Oph&o-;iethed, hiin tvetydige Fjernhed, hvilken den forh&ae;rdede Forstand anpriste, nei tvertimod, denne Uforanderlighed er inderlig og varm og allestedsn&ae;rv&ae;rende, er en Uforanderlighed i at bekymre sig om et Menneske, og netop derfor lader den sig ikke forandre ved den Bedendes Skrig, som var nu Alt forbi, ved hans Feighed, naar han finder det beqvemmest ikke at kunne hj&ae;lpe sig selv, ved hans falske S&o-;nderknuselse, som han dog strax fortryder, saasnart Farens &o-;ieblikkelige &Ae;ngstelse er dragen over. &streg; Er den Bedende bleven forandret? Ja, det er ikke vanskeligt at indsee; thi han er bleven den rette Bedende, og den rette Bedende seirer altid, da det er Eet og det Samme. Paa en ufuldkommen Maade var han allerede overbeviist derom, thi medens han havde Inderlighed nok til at bede, var han tillige forvisset om, at &O-;nsket blev opfyldt, hvis han bad retteligen; bad retteligen i Forhold til &O-;nsket, saaledes forstod han det. Nu er han forandret, men dette er endnu sandt, ja nu er det blevet sandt, at naar han beder retteligen, da seirer han. Og allerede fra Begyndelsen var det, at han bad, ham til Gavn, hvor ufuldkommen end hans B&o-;n var; det hjalp ham nemlig til at samle sin Sjel paa eet &O-;nske. Destov&ae;rre &o-;nsker i Almindelighed et Menneske altfor mange Ting, lader Sjelen flagre for enhver Luftning. Men Den, der beder, veed dog at gj&o-;re Forskjel, han opgiver lidt efter lidt hvad der efter hans jordiske Begreb er det Ubetydeligere, da han ikke ret t&o-;r komme frem med det for Gud, og fordi han ikke &o-;nsker at forspilde Guds Godhed ved altid at trygle om Dette og Hiint, men derimod at give Begjeringen om sit eneste &O-;nske desto mere Eftertryk. Da samler han sin Sjel ligeoverfor Gud paa eet &O-;nske, og allerede dette har noget For&ae;dlende ved sig, er Forberedelsen til at opgive Alt, thi Den alene kan opgive Alt, der kun havde et eneste &O-;nske. Saaledes er han forberedt til at styrkes i Striden med Gud og til at seire, thi den rette Bedende strider i B&o-;nnen og seirer derved, at Gud seirer. Paa Valpladsen gaaer det saaledes til, at hvis den f&o-;rste R&ae;kke af Stridsm&ae;nd har seiret, da f&o-;res den anden R&ae;kke slet ikke i Slaget, men deeltager blot i Triumphen. I Aandens Verden er det ikke saaledes. Har et Menneske ikke opbudt Alt for at vinde en Seier, da betyder Seiren vel en Seier, men tillige, at han snart skal f&o-;res i en ny Strid for atter at seire ved at tabe. Hvor Mange ere nu ikke de Stridende, hvor skjult og l&o-;nlig ofte Striden i et Menneskes Indre, thi det Synlige forraader Intet. Den Bedende begjerer Intet i det Udvortes, hans &O-;nske tragter ikke efter noget Jordisk, hans Tanke er ikke beskj&ae;ftiget med, ikke bekymret om det Meget, nei, han sidder stille hos sit Tab, men dog ikke ledig, thi han grubler, og dog ikke uvirksom, thi han grunder paa en Forklaring. Striden er altsaa blevet endnu inderligere. Ikke er han bet&ae;nkt paa at forklare Gud sit &O-;nske, at gj&o-;re sig forstaaelig for Gud i sin B&o-;n, langtfra, han har opgivet &O-;nsket, han b&ae;rer Savnet, han forliger sig med Smerten, og dog er han langtfra Forklaringen; hans Strid i B&o-;nnen er, at Gud vil forklare sig for ham. Og dette Vidnesbyrd t&o-;r han give sig selv, at han ikke er et Barn, der mener at Forklaringen findes, blot han sp&o-;rger Nogen derom, eller en ung Pige, der vil dr&o-;mme sig til den, nei, han arbeider. Naar Livet larmer om Dagen, da arbeider hans Tanke til at overd&o-;ve Larmen, i Natten, naar Alt er stille, arbeider hans Tanke, ja selv i Afmagtens &O-;ieblik, naar ellers Ingen kan arbeide, arbeider dog hans Tanke, den arbeider paa de festlige Dage saavelsom paa Arbeidsdagene, og Festdagen er jo endnu ikke kommen, at han dog kunde finde Forklaringen. Thi hvad der er skeet maa jo v&ae;re det Bedste, Savnet og Smerten ham ganske anderledes tjenligt end det eneste eller alle &O-;nskers Opfyldelse &streg; tjenligt, ja, det er Navnet paa den Bro, han fra Smerten vil kaste over til Saligheden, ak, men Broen bliver ideligen afbrudt; tjenligt, ja, det er Navnet paa den F&ae;rgemand, hvis Venskab han vil kj&o-;be sig, ak, men han tier; tjenligt, ja det er Navnet paa den Skumring, i hvilken han vil m&o-;des med Gud, ak, men Tilsigelsen udebliver; tjenligt, ja det er Navnet paa den Indvielse han begjerer, at maatte indvies i den Forstaaelse, der er Lidelsernes Hemmelighed med Gud! Eller er dette Forklaringen, at Gud n&ae;gter ham Forstaaelsen og kun fordrer Troen og altsaa kun vil den Forstaaelse med ham, der er i det Uforstaaelige; thi dette er Troen, lader os ikke spotte Gud og Menneskene og de Fors&o-;gte og Heltene og Sproget og Efterkommerne og de &Ae;ngstede og os selv ved at ville gj&o-;re den til noget Andet. Troen l&ae;ser kun Forstaaelsen som i en m&o-;rk Tale, menneskeligt talt eier den ikke Forklaringen, men kun i en vis afsindig Forstand, saa den menneskeligt talt er det daarligste Kj&o-;bmandskab, der nogensinde er gjort i Verden. Men saaledes skal det ogsaa v&ae;re, og Gud i Himlene er endnu ikke kommen i Forlegenhed, han s&ae;lger ikke ud, hvad saa end Menneskene gj&o-;re; og han er jo uforanderlig, siger Forstanden for at spotte den &Ae;ngstede, der skriger til Gud, men see, dens Spot kommer over den selv, thi sandeligen, han er uforandret, han er ikke bleven en Ven af Feighed og Bl&o-;dagtighed, han er ikke bleven sv&ae;kket i Aarene, saa han ikke kan skjelne Mit og Dit, og Alt l&o-;ber sammen for ham, han er endnu selv f&o-;rste Opfinder af Sproget og eneste Ih&ae;ndehaver af Velsignelsen, han er uforandret, selv om han ikke skulde kunne tilfredsstille Tidens Fordringer! Saaledes er det med Troen, den er menneskeligt talt det daarligste og menneskeligt talt det vanskeligste Kj&o-;bmandskab. Og naar kommer saa Tr&o-;steren? Christus svarede de s&o-;rgmodige Disciple, hvilke han dannede som Handelsl&ae;rlinge til at gj&o-;re det gode Kj&o-;bmandskab: naar jeg er gaaet bort fra Eder. Og hvad var han for dem? Han var Alt hvad de eiede, for dem var han deres eneste uvurdeerlige Eiendom, hos dem var han Gl&ae;dens daglige Br&o-;d, han var dem Salighedens Forventning. Og ingen Riig blev saa fattig ved at tabe Alt, og ingen Elskende saa fattig ved at tabe den Elskede, og ingen Forventende saa fattig som Discipelen blev det. Dog maatte Christus gaae bort, og &anfbeg;dette er Eder gavnligt&anfslut;. See, det er Troens Forklaring, mon Discipelen menneskeligt talt forstod den, eller kunde forstaae den? Og saa kommer Tr&o-;steren. Naar? Ja, naar dette er skeet. Men kommer han strax; thi ogsaa derom sp&o-;rge vi, ved at sp&o-;rge: naar? Eller var det saa strax for Disciplene, var det saa strax for Abraham, da Tr&o-;sten brugte 70 Aar for at komme? O, velsignet v&ae;re den Mand, der veed at synge for den S&o-;rgende, veed at underst&o-;tte Den, hvis Kn&ae;e ere slappede og hvis Gang er skj&ae;lvende, at lede Den, som stirrede sig blind, fordi han kun saae haabl&o-;s Elendighed omkring sig; men _forbandetforsaget v&ae;re al den l&o-;se Tale, der vil forkorte den S&o-;rgende Tiden, men ikke selv af Sorger har l&ae;rt hvad det er at t&ae;lle, al den l&o-;se Tale, der har Tr&o-;stens Skikkelse, ikke dens Kraft, al den Ordgyden, der har Vellydens Klang i &O-;ret, men Usandhedens Modbydelighed i den Spisendes Mund! Nei, Tr&o-;steren kommer ikke strax, og det Eneste et Menneske t&o-;r sige sig selv og Andre er, at han kommer, han kommer saasandt Gud lever. Saa kommer Tr&o-;steren med Forklaringen, saa gj&o-;r han Alt nyt, aff&o-;rer den Lidende S&o-;rgedragten og giver ham et nyt Hjerte og en vis Aand. Imidlertid kan det have god Tid. Skulde den Stridende, om han end meente at have tabt Alt, have skuffet sig selv, skulde hans Sjel i en eller anden Henseende friste et verdsligt Velbefindende ved Hj&ae;lp af menneskelig Sandsynlighed, da er der Tid endnu. Da kan Miskjendelsen faae Tid til at kr&ae;nke Den, der tabte Alt, da kan Utaknemmeligheden faae Tid og Mod til at trodse paa sig selv og trodse Den, der forledt af Skriget, som tydede paa Livsfare, vovede sig i Faren og selv blev der hvor den Skrigende havde indbildt sig at v&ae;re; da kan Spotten faae Tid til at saare ved at kr&ae;ve det menneskelige Beviis af Den, der kun har sine Lidelser til Beviis for at Gud er Kj&ae;rlighed; da kan Skammen faae Beleilighed til at s&o-;ge Selskab med Skaden. Hvor mangen ny Smerte kan der endnu ikke v&ae;re forbeholdt, hvor l&o-;nligt og skjult kan den ikke faae Ram paa Den, der troede at have tabt Alt. Men see, det hj&ae;lper Alt til Forklaringen! Saaledes strides der da for en Forklaring, og B&o-;nnen er Midlet, hvorved Forklaringen skal blive som han beder om den. Een k&ae;mper af al Magt mod at Forklaringen skulde ville gj&o-;re ham selv skyldig, nei, det var Alt Tilskikkelse, Alt fra Gud for at pr&o-;ve, for at luttre, for at fors&o-;ge den Elskende; Een k&ae;mper for at Forklaringen maa forklare ham hans Skyld, at Frihedens Lidenskab ikke skal synes en Skuffelse, men at Skyldens sv&ae;lgende Adskillelse maa gj&o-;re Forsoningens Salighed desto inderligere. Een begjerer, at Forklaringen skal s&ae;tte ham i Forbindelse med Sl&ae;gten, og Forklaringen v&ae;re i det for Alle f&ae;lleds Lod, der er betydningsfuldt for det Hele; en Anden, at Forklaringen skal see ham ud af Forholdet til Andre for at udsee ham til eensom Smerte, men ogsaa til eensom Udv&ae;lgelse. Saaledes strides der, den Stridende k&ae;mper med Gud i B&o-;nnen, eller han strider med sig selv og kalder Gud i B&o-;nnen til Hj&ae;lp mod sig selv. Men dersom den Stridende dog ikke opgiver Inderligheden, og altsaa oph&o-;rer at bede, dersom han elsker Gud meget, dersom han l&ae;nges efter Gud ydmygt som man l&ae;nges efter Den, uden hvem han er Intet, br&ae;ndende som efter Den, ved hvem han vorder Alt, dersom han redeligen omgaaes den Taksigelsens og Tilbedelsens Gj&ae;ld til Gud, hvilken bestandig voxer, fordi han endnu ikke ret kan takke, da han ikke ret kan forstaae, omgaaes den som et for bedre Tider betroet Gode &streg; saa, saa strider han i B&o-;nnen. Og hvad der nu end midlertidig skal skee, hvilket endog er skjult for Englene, og naar end Timen skal komme, hvilket Ingen veed uden Gud, og skal han end mere end eengang kj&o-;be ny Olie til Forventningens Lampe, dette bliver dog vist, at Den, der kj&o-;ber af Gud, han bliver aldrig bedraget derved, at det Kj&o-;bte bagefter viste sig ikke at v&ae;re saa meget v&ae;rd. Selv om et Menneske, hvis vi kunne tale saaledes, ved et Tilf&ae;lde kj&o-;bte en Ubetydelighed for dyrt, naar han dog kj&o-;bte den af Gud og det dyre Kj&o-;b var i Oprigtighed for Gud og i Herrens Fortrolighed, han har ikke kj&o-;bt for dyrt, han skal ikke fortryde Kj&o-;bet, thi det han kj&o-;bte var ingen Ubetydelighed, derfor borger Betalingen og Gud. Hvis et Menneske tog sig hvad den Kl&o-;gtige maaskee strax, de Fleste Dagen efter vilde kalde en Ubetydelighed saa n&ae;r, at han ved Tabet af den havde tabt Alt, og i denne Smerte forsagede Verden og hvad Verdens er, han skal ikke, naar ogsaa han seer Ubetydeligheden, fortryde Kj&o-;bet, dersom ellers hans tause Smerte bragte ham i Forhold til Gud, thi at skrige, at blive sig selv og Andre vigtig en f&o-;ie Tid, det er jo ikke at kj&o-;be af Gud, det er jo kun en ufrugtbar Yttring af den Vellystige og Sandseliges forf&ae;ngelige V&ae;sen. Kun hvis der var Sandhed i at han virkelig opgav Alt, skal Kj&o-;bet ikke fortryde ham; og det kan v&ae;re Sandhed, thi ellers kunde jo Ingen have opgivet Alt uden Den, hvem verdslige Vurderingsm&ae;nds Skj&o-;n d&o-;mte at have tabt Alt, men at tabe Alt og at opgive Alt betyder ikke Eet og det Samme. Men Den, der selv i Anledning af en Ubetydelighed kj&o-;bte Guds Fortrolighed og Venskab, han skal sandeligen ikke fortryde det, han skal derimod i al Evighed takke Gud for at han var et saadant Barn, der tog sig en Ubetydelighed saa n&ae;r, et saadant Barn, der slet ikke kunde begribe, at det var en Ubetydelighed. Men nu Udfaldet! M. T., t&ae;nk Dig et Barn, der med sin Griffel sidder og tegner, hvad nu saaledes et Barn kan finde paa, hvad nu saaledes et Barn kan ville henkaste vildt og usammenh&ae;ngende; men bag ved Barnet staaer usynlig en Kunstner, der leder dets Haand, saa den Tegning, der vil til at forvirre sig, b&o-;ier sig under Skj&o-;nhedens Lov, saa Linien, der vil til at fare vild, bliver kaldet tilbage inden Skj&o-;nhedens Gr&ae;ndse &streg; t&ae;nk Dig Barnets Forundring! Eller t&ae;nk Dig, at Barnet om Aftenen l&ae;gger sin Tegning hen, men medens han sover, fuldkommer en venlig Haand det Forvirrede og kun daarligt Begyndte, t&ae;nk Dig Barnets Forundring naar det om Morgenen seer sin Tegning igjen! Saaledes med et Menneske, thi lader os aldrig glemme, at selv den Modnere dog altid beholder Noget af Barnets Uforstand i sig, is&ae;r hvis B&o-;nnen ikke som det V&ae;sentlige men som et Middel skal hj&ae;lpe til Forklaringen. Ynglingen har travlt med at bet&ae;nke, hvad han vil v&ae;re i Verden, hvem han vil ligne af de Store og Udm&ae;rkede. Den Alvorligere haver aflagt det Barnagtige, han bekymrer sig ikke saaledes om det Udvortes, han vil kun danne sig selv. Saa sidder han da og tegner; eller Den, der strider i B&o-;nnen med Gud om en Forklaring, er han ikke en Tegner, skal ikke Forklaringen drage Gr&ae;ndselinien mellem ham og Gud, saa han kommer til at ligne sig selv ligeoverfor Gud? Ak, men nu kommer Forskjellen, thi Barnet maatte hj&ae;lpes saaledes, at der f&o-;iedes Noget til, men den Stridende tages der mere og mere fra. Det Udvortes og enhver Fordring paa Livet blev ham frataget, nu strider han om en Forklaring, men heller ikke den strider han sig til. Tilsidst synes det ham, at han bliver til slet Intet. Nu er &O-;ieblikket der. Hvem skulde dog den Stridende &o-;nske at ligne uden Gud; men dersom han selv er Noget eller vil v&ae;re Noget, da er dette Noget Nok til at hindre Ligheden. Kun naar han selv bliver til Intet, kun da kan Gud gjennemlyse ham, saa han ligner Gud. Hvor meget han end er, Guds Lighed kan han ikke udtrykke, Gud kan kun aftrykke sig i ham, naar han selv er bleven til Intet. Naar Havet anstr&ae;nger al sin Kraft, da kan det netop ikke gjengive Himlens Billede, og selv den mindste Bev&ae;gelse, det giver det ikke reent igjen; men naar det bliver stille og dybt, da synker Himlens Billede i dets Intet. Hvo var det nu der seirede? Det var Gud, thi Forklaringen, den Bedende begjerede, gav han ikke, og gav den ikke som den Stridende begjerede den. Men den Stridende seirede ogsaa. Eller var det ikke en Seier, at han istedenfor at faae en Forklaring af Gud, blev forklaret i Gud, hvilken hans Forklarelse er denne, at gjengive Guds Billede. Hvilken er nu Seiren, hvori de Seirendes Tilstand forskjellig fra de Stridendes? Er Gud bleven forandret? Et bejaende Svar synes en vanskelig Tale, og dog er det saaledes, idetmindste forstaaer den Bedende ham anderledes og fordrer ingen Forklaring. Er den Bedende forandret? Ja, thi han forstaaer sig selv anderledes, og dog oph&o-;rer han ikke at v&ae;re den Bedende, thi han takker altid. Men Den, der altid takker, han er den rette Bedende, og Den, der altid takker, maa jo ogsaa bestandigen have seiret, hvorfor skulde han ellers takke! Og skulde denne Tak nogensinde aflade? Visseligen ikke, der er altid Grund til at takke Gud, og ethvert Menneske er i Gj&ae;ld til ham, og i Gj&ae;ld for evig. Ak, men den Gj&ae;ld et Menneske paadrager sig ved Lykkens Bord, ved T&ae;rningens Kast, ved et Spil af Kortet, den kalder man &Ae;resgj&ae;ld, jeg kan t&ae;nke: fordi den i sig selv er meningsl&o-;s, maa man give den et stort Navn og haste ud af den. Gj&ae;lden til Gud er ikke saaledes en &Ae;resgj&ae;ld, men derimod er det en &Ae;re at v&ae;re i Gj&ae;ld til Gud, det er en &Ae;re ikke at skylde Lykken Noget, men at skylde Gud Alt, ikke at skylde Skj&ae;bnen Noget, men et Forsyn Alt, ikke at skylde Lune Noget, men en Faderlighed Alt. &streg; Saa strider da den rette Bedende i B&o-;nnen, og seirer derved, at Gud seirer. Vi have talet om Strid. Strid er i Almindelighed ikke gl&ae;delig; seirer den Ene, saa bliver dog den Anden knuust, ak, og stundom h&ae;nder det vel, at baade den Seirende og den Overvundne have tabt. Men denne Strid er vidunderlig, vel v&ae;rd at fors&o-;ges i, evig v&ae;rd at prise, thi her seire de Begge saligere end naar de Elskendes Strid forklares i for&o-;get Kj&ae;rlighed. Vil Du sige, m. T., at denne Tale ikke er let (maaskee skal den Fors&o-;gte finde den fattig og umyndig i Sammenligning med Lidelserne): Striden selv er ei heller let. Vil Nogen bedaare sig selv ved at foregribe Stridens stille Udgang, dens lykkelige Forstaaelse, da er Skylden ikke Talens. Seiren er dog kun i en vis h&o-;i og &ae;del, derfor uegentlig Forstand, men Smerten er egentlig; naar Seirens Time kommer, vide vi ikke, men dette vide vi, at Striden er paa Liv og D&o-;d.